Påskedag 27. marts 2016

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Kristi opstandelse Salmer: 223, 218, 400; 240, 473, 233 Evangelium: Matt. 28,1-8 I Det Nye Testamente har vi fire forskellige beretninger om Jesu opstandelse. Hvert af de fire evangelier har sin egen beretning, som ikke er afstemt efter de andre. De står hver for sig og kan ikke harmoniseres. Udsagnene om hvad der skete den første påskemorgen passer ikke sammen. Man kan ikke ved at sammenligne dem finde én version, der kan forklare det hele. Men netop den manglende enhed i fortællingen viser at det er noget der virkelig er sket! Vi har fire troværdige øjenvidneberetninger! 1

2 Matthæus skriver, som vi lige har hørt, at to kvinder, nemlig Maria Magdalene og den anden Maria, kom ud til Jesu grav. Markus nævner tre kvinder: Maria Magdalene, Maria Jakobs mor og Salome. Lukas nævner også tre kvinder: Maria Magdalene, Johanna og Maria Jakobs mor "og de øvrige kvinder". Og endelig nævner Johannes i den tekst som vi skal høre i morgen (2. påskedag) kun én kvinde: Maria Magdalene. På samme måde med hensyn til det kvinderne kom for: Den ene evangelist skriver, at kvinderne kom ud for at se til graven, to andre skriver at de kom for at salve den døde. Og den fjerde skriver bare, at hun "kom ud til graven". Også det der skete derude er fortalt forskelligt. Matthæus fortæller at en Herrens engel kom og væltede stenen fra graven, mens Markus, Lukas og Johannes er enige om at kvinderne kom for sent. Graven var allerede åben og tom. Så fortæller Matthæus at englen satte sig på stenen og sagde til kvinderne: "Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt." Markus fortæller, at der sad en engel inde i graven ved den højre side, og englen sagde: "Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham." Lukas og Johannes melder om to engle. Ifølge Lukas sagde de: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået." Men ifølge Johannes blev der sagt: "Kvinde, hvorfor græder du?" Og så er det Maria Magdalene ser en mand, som hun tror er havemanden, indtil Jesus siger hendes navn: "Maria!", og hun genkender ham og siger: "Mester!" Ja, det er underligt at opleve sådan en forvirring om enkelthederne. Jeg ved godt at andre har set anderledes på det. Fx den tyske teolog Hermann Samuel Reimarus der skrev: "Hvordan kan man dog forlange, at hele verden, hele menneskeslægten til alle tider, på alle steder skal bygge deres religion, deres tro og håb om salighed på så varierende udsagn?" Men det synes jeg ikke er noget problem. Det ville derimod være et problem, hvis de fire evangelister havde en fuldstændig ens og skudsikker beretning. Det er jo ikke nogen hverdagsbegivenhed vi har her, men det er den mest chokerende og mest vidunderlige begivenhed i verdens historie, som vendte op og ned på menneskelivet og forandrede alt. Vi taler om det, som "intet øje havde set og intet øre hørt, og hvad der ikke var opstået i noget menneskes 2

3 hjerte". (1. Kor. 2,9) Vi tror at det virkelig er sket, at det er en historisk begivenhed. Påskeevangeliet er ikke billedtale. Jeg véd godt at der er nogle der synes de hellere vil nøjes med at Jesus Kristus opstod "billedligt". Det har der jo været meget debat om i de kirkelige medier i lang tid. Nogle påstår at det var Jesu tanker og Jesu ord, der "ligesom" stod op af graven. Eller at det var disciplenes tro der "ligesom" opstod af graven. Den slags prædiken må vi aldrig lade os friste til at falde for. For, som der står i en salme: "Som han opstod, skal vi opstå." (DS. 222,1) Det vil sige: hvis Jesus Kristus kun er opstået "billedligt talt", så skal vi heller ikke opstå på anden måde end "billedligt talt". Hvis det bare var Jesu tanker og ord eller disciplenes tro på ham, der opstod af graven påskemorgen, så er det på samme måde også kun vores tanker og ord og tro, der lever videre, mens vi selv får lov at blive liggende i vore grave, hver enkelt af os, til evig tid. Så bliver der ingen "kødets opstandelse", som det hedder i den apostolske trosbekendelse. Nej, påskeevangeliet handler om en historisk begivenhed. Det er noget der virkelig er sket. Og selv om der er visse uoverensstemmelser mellem de fire evangelier, så er de dog enige om det vigtigste: at Jesu grav var tom. "De fandt ikke Herren Jesu legeme", som Lukas skriver. Det er selvfølgelig ikke i sig selv et bevis på at opstandelsen har fundet sted at graven var tom. For der kunne jo teoretisk være sket så meget andet med Jesu døde krop. Men så er evangelisterne også enige om det budskab, som englene kom med: Han er ikke her, han er opstået. Kort sagt: Jesu tomme grav er "tegnet" på opstandelsen, og til det tegn er føjet det budskab at Jesus Kristus var opstanden. Ifølge den beretning vi har hørt i dag fra Matthæus-evangeliet kom der to kvinder ved navn Maria tidligt søndag morgen ud til graven for at salve den døde Jesus. For da Jesus døde fredag eftermiddag, havde der ikke været tid til at give ham en ordentlig begravelse, inden det blev sabbat (= hviledag). Derfor kom kvinderne nu tidligt søndag morgen for at indhente det forsømte. De havde vellugtende salver med for at balsamere Jesu døde krop. De ønskede at vise deres elskede Herre og Mester den sidste ære. 3

4 Da Jesus var død og begravet, var de klar over at nu var det slut. De vidste det samme som vi ved, når vi har været med til en begravelse på kirkegården: Den der er lagt i graven, ser vi ikke mere i dette liv. Så er det forbi. Disciplene havde kun sorgen, savnet og skuffelsen tilbage. Kvinderne havde selv været med til at lægge Jesus ind i klippehulen. Derfor vidste de at han virkelig var død. Nu var der bare en grav at se til. Det var denne grav de var på vej ud til. Ude ved graven fik de deres livs største overraskelse. De fik et veritabelt chok. Det var meget større end noget andet de havde oplevet med Jesus: Han var opstået fra de døde. Han var blevet levende igen og havde forladt graven, så den nu var tom. Der sad en engel på stenen, der var væltet bort fra indgangen til graven. Englen havde Gud sendt for at fortælle dem den vidunderlige nyhed. Det var lige som julenat, da det forunderlige skete at Guds Søn blev menneske. Da brugte Gud også en engel som sit sendebud. Det der skete påskemorgen var så overvældende og utroligt at Gud igen måtte lade en engel forkynde det. Og englen viste kvinderne stedet hvor Jesus havde ligget, for at de skulle være helt sikre på at det var noget der virkelig var sket. Den tomme grav er ikke et bevis, men det er et stærkt tegn (et indicium) på at han er opstået fra de døde. Vi ved at Jesu fjender havde en anden forklaring på den tomme grav. De plantede som bekendt det rygte at disciplene selv havde stjålet Jesu legeme. Men for enhver som tager imod englens budskab, er og bliver den tomme grav et vældigt tegn på kødets opstandelse. At graven var tom er med til at understrege at det var den korsfæstede Jesus som opstod. Som den opstandne bærer Jesus sårmærkerne på sit legeme. Det er også sådan vi har lært ham at kende: Som den korsfæstede og opstandne Herre og frelser. Hans ar forsvinder aldrig. De forbliver for evigt på hans krop til minde om hvad vor frelse kostede ham. Påskemorgen viste Gud sin magt. Langfredag havde Jesus følt afmagten og desperationen, så han til sidst måtte råbe "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Den dag så det ud som om mørket og ondskaben havde sejret. Guds Søn var død og borte. Der var ikke mere at komme efter. Og så alligevel 4

5 kom de. Påskemorgen kom de trofaste kvinder der havde fulgtes med Jesus igennem de sidste par år, og som havde set ham dø på korset på Golgata. De havde ikke noget at komme efter, men de kunne ikke lade være. Jesus havde betydet så utrolig meget for dem. Ude ved graven oplevede de noget de ikke havde kunnet forestille sig. En død mand var blevet levende. Jesus var stået op fra de døde. Ikke kun for en kort tid sådan som det var tilfældet med Lazarus, der var blevet kaldt ud af graven. Men for altid. Jesus havde overvundet døden. Han skulle aldrig mere dø. Alt hvad Matthæus fortæller viser at her er det Gud der handler. Vi hører at der blev et stort jordskælv, og at en engel steg ned og væltede stenen fra graven. Englen sagde til kvinderne at de ikke skulle frygte. Det er den hilsen vi mennesker altid får fra Gud. Igen og igen lyder det: "Frygt ikke!" Man siger, at "Frygt ikke!" står 365 eller 366 gange i Bibelen så der er et "Frygt ikke" til hver dag i året. Gud vil ikke at vi skal være bange. Englen havde et glædeligt budskab til dem, et budskab der kan sammenfattes i fire vidunderlige ord: Han er ikke her! Det er et triumferende udsagn. Han var væk, fordi døden ikke kunne holde på ham. "Han er ikke her". De ord slår alle vores tilvante forestillinger i stykker. Alt hvad der før syntes umuligt og meningsløst, bliver sat i et nyt perspektiv. Der er et lys og en kraft i Jesu opstandelse, som giver os håb. Vi får et håb om at også vi engang skal opstå fra de døde, sådan som vi synger i vores trosbekendelse at vi tror på "kødets opstandelse og det evige liv". Evangeliet afspejler den forvandling der skete med de første vidner til Jesu opstandelse. De blev så glade. Det var det allerbedste der overhovedet kunne ske, at Jesus var stået op fra de døde og levede igen. Så var det alligevel ikke forbi alt det vidunderlige de havde oplevet sammen med ham. De kom til graven med stor sorg, men de løb derfra med stor glæde. Det er som der står i en salme: "Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde." (Sl. 30,12) Det er den samme glæde vi har i dag: Jesus lever! Vi fryder os over at døden ikke længere skal få det sidste ord. Jesus har vist sig at være den stærkeste. Påskemorgen viste det sig at det var sandt hvad Jesus havde sagt til Martha: "Jeg er opstandelsen og livet." (Joh. 11,25) 5

6 Ved Jesu opstandelse fra de døde er vi "genfødt til et levende håb, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, som er bevaret til os i himlene". (1. Pet. 1,3-4) Det var det vi hørte det i dagens epistel. Dette vidunderlige udsagn om genfødslen ved Jesu opstandelse står som en overskrift over hele menneskelivet, fra vugge til grav. For det siges ved dåben til det nyfødte barn, og det siges igen ved begravelsen eller bisættelsen, når det jordiske liv er forbi. Vi har nu i dag fået forkyndt budskabet om Jesu sejr over døden. Så nu kan vi, lige som kvinderne dengang, skynde os hjem og fortælle det videre. Nu ved vi hvem han er, ham Jesus fra Nazaret. Han er Guds søn, dødens sejrherre, som selv lever og som vil skænke os livet! Amen. 6