SKIFT STIL 1 Tidere Skifter-Skift stil 1 29/04/2004, 14:10

Transkript

1 SKIFT STIL 1 Tidere Skifter-Skift stil 1

2 Af samme forfatter; Klondike & Karaoke Dansk medie- og populærkultur i 90 erne (Red. Erik Harr, Camilla Kjærsgaard og Erik Hansen, 1998) 2 Tidere Skifter-Skift stil 2

3 ERIK HARR Skift stil nye veje for centrum-venstre og fagbevægelsen TIDERNE SKIFTER 3 Tidere Skifter-Skift stil 3

4 Skift stil nye veje for centrum-venstre og fagbevægelsen 2004 Erik Harr/Tiderne Skifter Sat med Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Clemenstrykkeriet, Århus Forlagsredaktion: Claus Clausen ISBN Printed in Denmark 2004 Tiderne Skifter Forlag Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf.: Fax: Tidere Skifter-Skift stil 4

5 INDHOLD Forord 7 DEL I 11 Dialogen der forsvandt 13 DEL II 31 Den vitale organisation 33 Den politiske dimension 41 Den faglige dimension 53 Den analytiske dimension 60 Den organisatoriske dimension 67 Den udadvendte kommunikation 79 DEL III 105 Et forum for forandring Tidere Skifter-Skift stil 5

6 Nøgleord Kommunikation: samkvem, trafik; forbindelse, udveksling af meddelelser; indbyrdes forståelse. Vital: livskraftig, frodig Dialog: samtale (modsat monolog ); i videre anvendelse om udveksling af synspunkter. Kilde: Politikens Nudansk Ordbog 6 Tidere Skifter-Skift stil 6

7 FORORD Politik med fokus på dialog Da Anders Fogh Rasmussen på valgaftenen den 20. november 2001 lod sig hylde som Danmarks nye statsminister af sine partifæller, kunne det borgerligt-liberale Danmark ikke blot fejre, at det havde vundet regeringsmagten, og at Venstre nu var blevet landets største parti. Højrefløjen kunne også fornøje sig ved tanken om, at regeringsskiftet blot var kulminationen på flere års reel tilbagegang for hovedfjenden: Socialdemokraterne og fagbevægelsen. For selvom Poul Nyrup Rasmussen i de foregående knap ni år havde været statsminister og i flere sammenhænge havde arbejdet tæt sammen med især LO-fagbevægelsen om nogle af de store arbejdsmarkedspolitiske reformer, var det i den samme periode, at både socialdemokraterne og fagbevægelsen oplevede medlemstilbagegang og mistede opbakning hos brede dele af befolkningen. Regeringsskiftet var også et stort tilbageslag for Det Radikale Venstre og et af SR-regeringens støttepartier, SF. Denne bog handler om det, der skal til, for at de politiske partier omkring centrum-venstre 1 og fagbevægelsen 2 for al- 1. Centrum-venstre-betegnelsen er international og bruges normalt om de partier omkring og til venstre for den politiske midte. I dansk sammenhæng drejer det sig om Socialdemokraterne, de radikale og SF. Når jeg i bogen refererer til centrum-venstre tænker jeg på de tre partier, men betegnelsen er også relevant for de interesseorganisationer og humanitære organisationer, der har et værdigrundlag, som minder om centrum-venstres. 2. Når jeg taler om fagbevægelsen tænker jeg på de organisationer, der ligger under LO (Landsorganisationen i Danmark), FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) og AC (Akademikernes Centralorganisation). Kun LO har socialdemokratiske traditioner, mens både FTF og AC er partipolitisk uafhængige. De faglige organisationer omtales ofte fælles med de politiske partier som politiske organisationer, hvilket ikke er ensbetydende med, at de faglige organisationer er partipolitiske. 7 Tidere Skifter-Skift stil 7

8 vor kan vende udviklingen og få større indflydelse på danskernes holdningsdannelse og dermed blive bedre i stand til at påvirke hele samfundsudviklingen. Afsættet for bogen er politisk: Efter min opfattelse er Danmark bedst tjent med, at mange af de ideer, holdninger og det menneskesyn, der ligger til grund for både centrumvenstre og fagbevægelsen, bliver udviklet og brugt til at videreføre et velfungerende og humanistisk velfærdssamfund i Danmark såvel som globalt. Men mit udgangspunkt er også, at hverken centrum-venstre eller fagbevægelsen gør det godt nok i dag. Afstanden mellem organisationerne og omverdenen er for stor. Det skal der laves om på, hvis centrum-venstre og fagbevægelsen også fremover ønsker opbakning til at sætte de afgørende fingeraftryk på samfundsudviklingen. Centrum-venstre og fagbevægelsen har langt fra altid noget til fælles og kan på ingen måde betragtes som et samlet hele der er f.eks. ofte milevidt fra de radikale til mange af LO s forbund. Alligevel har de forskellige organisationer uafhængigt af hinanden skabt mange af de vigtigste politiske og humanistiske værdier og forandringer, der har formet det danske velfærdssamfund i årtier. Centrum-venstre og fagbevægelsen har også det til fælles, at de på hver deres måde er sat under pres fra forskellige fronter i disse år. Mere om det i bogens første del: Dialogen der forsvandt. Selvom afsættet for denne bog er politisk, har mine løsninger på de politiske organisationers problemer ikke noget at gøre med det, vi normalt forbinder med politik: At tage beslutninger på baggrund af politiske holdninger. Mit budskab er, at centrum-venstre og fagbevægelsen aldrig for alvor bliver stærke, hvis organisationerne tror, at politisk indflydelse udelukkende bestemmes af politiske holdninger eller magten på de bonede gulve. Politiske holdninger er afgørende, og den formelle magt er væsentlig, men ikke nok i sig 8 Tidere Skifter-Skift stil 8

9 selv. Organisationerne skal derimod bruge langt flere kræfter på at styrke og vinde det politiske liv. Kun ad den vej bliver organisationerne interessante for omverdenen. Som bogens anden del gennemgår, er det ikke nok for centrum-venstre og fagbevægelsen at hyre flere spindoktorer eller bruge millioner på annoncekampagner. Det kan fungere som lappeløsninger, men vil ikke af sig selv give bæredygtige forbedringer på langt sigt hverken for organisationerne, deres medlemmer eller for resten af den danske befolkning, der har brug for et stærkt centrum-venstre og en velfungerende fagbevægelse. Indsatsen for centrum-venstre og fagbevægelsen skal være langt mere omfattende og gennemgribende. Udfordringen er ikke blot at få politisk magt, men at skabe et politisk liv, der er relevant for folks hverdag. Det kræver kort sagt, at organisationerne bliver langt bedre til at være i konstruktiv dialog med deres medlemmer og den øvrige del af befolkningen. Organisationerne skal åbne op og for alvor styrke kommunikationen og dialogen med omverdenen, da almindelige danskere udgør de politiske organisationers vigtigste åndelige bagland. Den tætte dialog i bred forstand er forudsætningen for, at de politiske organisationer sammen med den danske befolkning kan skabe fundamentale forandringer i det nuværende politiske liv i Danmark. Håbet er, at organisationerne ser sig selv dybt i øjnene, skaber nogle grundlæggende forandringer og redefinerer sig selv som livskraftige vitale organisationer. Denne bog forsøger at give nogle enkle og overskuelige redskaber til nye arbejds- og beslutningsprocesser for de politiske organisationer. Bogen er både en holdningspræget debatbog og en overlevelsespakke, der forhåbentlig vil blive læst af organisationsfolk i partierne og fagbevægelsen samt af medlemmerne af de politiske organisationer. Det er i høj grad medlemmerne, der skal være med til at skabe de 9 Tidere Skifter-Skift stil 9

10 nødvendige forandringer og styrke organisationernes folkelige forankring. Samtidig henvender bogen sig ikke mindst til de politiske og administrative beslutningstagere i de politiske organisationer. De skal vise viljen til og skabe rammerne for, at forandringerne kan lade sig gøre. En stor tak for gode råd og vejledning vedrørende manuskriptet til mine kolleger i Dansk Sygeplejeråd konsulent Anni Christensen, forhandlingschef Josephine Fock samt kommunikationsmedarbejderne Mads Krøll Christensen, Jane Kjærgaard og Troels Nipper Nielsen, til min svigerfar, typograf og tillidsrepræsentant på Nordjyske, Flemming Frederiksen, til Peter Jacques Jensen, lærer ved Esbjerg Højskole og Peter Frederiksen fra konsulentfirmaet Fabel&Faktum. Også en tak til min forlægger Claus Clausen, som har hjulpet med gode råd og vejledning. Ikke mindst en særlig tak til min kone, Mette, der ikke blot er kilde til stor kærlighed, men også til evig inspiration. Erik Harr Ballerup, den 16. marts Tidere Skifter-Skift stil 10

11 I 11 Tidere Skifter-Skift stil 11

12 12 Tidere Skifter-Skift stil 12

13 DIALOGEN DER FORSVANDT Når denne bog læses kan det være, at Danmark igen har en regering ledet af Socialdemokraterne med eller uden de radikale som regeringspartner. Det er også givet, at selvom fagbevægelsen generelt mister medlemmer, så eksisterer den også i morgen, i overmorgen og næste år. Den forsvinder ikke lige med det samme. Dertil er fagbevægelsen en alt for fasttømret del af det danske samfund. Når min påstand er, at de politiske partier omkring centrum-venstre og fagbevægelsen har mistet fodfæste i forhold til danskernes hverdag, handler det ikke om, hvorvidt de har politisk magt eller ej. Organisationerne har magt og indflydelse, og det skulle gå meget galt, hvis ikke de på et vist niveau bliver ved med at have den. Men dermed ikke sagt, at de som enkeltorganisationer er velfungerende og i stand til at udøve den optimale indflydelse på samfundsudviklingen, som danskerne er bedst tjent med. Det er min påstand, at det er organisationerne langt fra. Den enkelte dansker skal se mulighederne i centrumvenstre og fagbevægelsen ellers forsvinder opmærksomheden, og dermed på sigt organisationernes muligheder for at have indflydelse. Fra inaktivitet til inter-aktivitet Mange politiske organisationer oplever, at de får færre og færre medlemmer i forhold til befolkningens størrelse, at medlemmerne bliver ældre og ældre, og at mange af med- 13 Tidere Skifter-Skift stil 13

14 lemmerne er inaktive. Når det sker for centrum-venstre og fagbevægelsen, er det fatalt, fordi de pågældende organisationer skal og bør leve af og med det folkelige engagement. Færre og mere inaktive medlemmer kan ikke undgå at smitte af på det politiske liv i organisationerne: Det politiske liv risikerer at blive uinteressant og uinspirerende. Det vil selvfølgelig igen gå ud over medlemmernes engagement. Organisationer med et svagt medlemsengagement risikerer på sigt at generere dårlige politikere. Og hvis der er dårlige politikere i spidsen for eller på betydelige poster i en organisation, vil det hurtigt gå ud over organisationens muligheder for at skabe interesse blandt resten af omverdenen. I det tilfælde er den negative spiral total. Det demokratiske felt omkring organisationerne den tætte og udvekslende dialog med medlemmerne og befolkningen skal være levende og sprudlende. Ellers forsvinder mulighederne for at rekruttere nye, dygtige og aktive medlemmer. Kan en organisation ikke være i konstruktiv dialog med omverdenen, kommer den heller ikke til at deltage i skabelsen af morgendagens velfærds-danmark. Flere grunde til krise Når centrum-venstre og fagbevægelsen i disse år har det svært med dialogen, betinges det også af nogle helt eksterne samfundstendenser, som i større eller mindre omfang har været med til at fjerne folks opmærksomhed fra organisationernes traditionelle politiske omdrejningspunkter. Nogle af de væsentligste eksterne faktorer, der har været med til at destabilisere centrum-venstre og fagbevægelsens indflydelse skal kort nævnes. Det er tendenser af både national og international karakter, som på den ene eller den anden måde alle er produkter af det moderne mediesamfund. 14 Tidere Skifter-Skift stil 14

15 Højrefløjen har magten og kommunikerer klart Først og fremmest er der den politiske magt, der på den landspolitiske arena siden folketingsvalget i 2001 har ligget hos højrefløjen. Den politiske højrefløj er domineret af højreblokken med partierne Venstre og Det konservative Folkeparti. Den yderste højrefløj er repræsenteret af Dansk Folkeparti. Højreblokken med Venstre som den klareste repræsentant har indtil videre erobret den vigtige midterposition i dansk politik og samtidig fået godt fat i de mange tvivlere, der i høj grad bestemmer, hvem der har den politiske magt i Danmark. Venstre ønsker at udtrykke modernitet og individualisme, og partiets værdigrundlag har frihed som et altoverskyggende nøgleord. Det er en evergreen, for hvem kan være uenig i, at frihed er positivt? Venstre har haft held med næsten at tage patent på begrebet, selvom det i realiteten er centrum-venstre og fagbevægelsen, der via sin indsats på alle centrale velfærdsområder igennem de seneste årtier har været med til at sikre frihed til den brede del af befolkningen. Venstre har givet begrebet en ny betydning og lader det handle om frihed for den enkelte og et opgør med System- Danmark. Med handlekraftige budskaber om mere tryghed i alderdommen, begrænsninger af indvandringen, fjernelse af ventelister på sygehusene, skattestop, nedbringelse af vold og afbureaukratisering af administrationen, har partiet formået at bygge bro mellem traditionelle borgerlige mærkesager og nogle af de moderne udfordringer, som findes i velfærdssamfundet og som optager folk. Samtidig har regeringen med større eller mindre held forsøgt at fremtidssikre og forankre sin politik ved ikke blot at føre borgerlig reguleringspolitik, men også en borgerlig værdipolitik. Værdipolitikken er centreret om borgerlige kerneværdier, og opgøret med de smagsdommere rege- 15 Tidere Skifter-Skift stil 15

16 ringen ikke kan lide ikke deres egne naturligvis! har været et af de konkrete omdrejningspunkter. Den borgerlige regerings politik påvirker folks hverdag meget konkret og nutidigt skattelettelser, højere straf ved kriminalitet osv. mens værdikampen forsøger at bearbejde befolkningen holdningsmæssigt. Hvis regeringens projekt lykkes, vil det påvirke os og vore børn i de kommende mange år. Den yderste højrefløj repræsenteret af Dansk Folkeparti opererer i særlig grad på værdiniveauet. Nøgleordene for dem er tryghed og tradition, og de positionerer sig især i forhold til de fjendebilleder, partiet formår at skabe: Først og fremmest de fremmede, dernæst eliten som især handler om de kulturradikale og de venstreorienterede røde lejesvende. På mange måder udgør eliten en skønsom blanding af de veluddannede, de belæste og så en gruppe samfundskritiske journalister, man ikke kan lide. Med et politisk principprogram der vil forsvare Danmarks selvstændighed, monarkiet, folkekirken, god lov og orden, begrænse indvandring og sikre ældre og handicappedes forhold, har Dansk Folkeparti tilsyneladende især fået tag i den ældre og dårligst uddannede del af befolkningen. Det er ikke blot regeringen og den yderste højrefløjs politik og værdikamp, der er med til at gøre partierne stærke. Det handler i høj grad om den måde de bruger pressen og henvender sig til befolkningen via medierne. Regeringen igen med Venstre i spidsen har med politisk udpegede spindoktorer som rådgivere for ministrene satset på en meget stram pressestyring og markedsføring i medierne. Venstres kampagnestrategi var i valgkampen 2001 meget uforsonlig. Partiet fremstillede en annonce, hvor billedet viser en gruppe andengenerationsindvandrere, der forlader en retsbygning, mens de viser fuck-finger til fotografen. Partiets kortfattede budskab til befolkningen: 16 Tidere Skifter-Skift stil 16

17 Tid til forandring. Det anslås, at partiet ved næste folketingsvalg vil bruge op mod 70 mio. kr. til forskellige typer aktiviteter. 3 Også Dansk Folkeparti har med let forståelige annoncer, direkte sprogbrug, retorisk fængende argumenter, klare og utvetydige politiske budskaber og en evne til især at være i pressen, når det handler om vinder-historier (hvor pressen rejser et problem, og en af partiets politikere går ud og bakker op om, at sagen skal undersøges nærmere!) haft succes med at henvende sig direkte til befolkningen. I høj grad fordi partiet taler til den laveste fællesnævner og stiller tingene så enkelt op, at deres budskaber er velegnede til medierne, og partiet får let ved at spille på folks forargelse. Politisk set er tendenserne i Danmark svarende til dem, der ses mange andre steder i Europa: På bekostning af centrum-venstre vinder højrefløjen frem, ikke kun i kraft af det den vil, men også i kraft af det den ikke vil, og dem partierne ikke kan lide. Pressen er presset og den er blevet mere borgerlig De seneste 10 år har været både gode og dårlige for nyhedspressen og den politiske journalistik. Dagblade er lukket, og endnu flere har været nødsaget til at fyre folk. Omvendt er der flere nyhedsudsendelser end nogensinde før, og både antallet af tv- og radiostationer er i vækst. Den mest gennemgående tendens er, at pressen er blevet presset: På økonomien og på deadlines. Det har fået betydning for journalistikken og for vinklingen af journalisternes historier. Konkurrencen mellem medierne er taget til. Med det øgede antal nyhedsudsendelser på radio og tv samt tidspres- 3. LO s Ugebrev A4, nr. 10, Baseret på skøn fra Berlingskes Nyhedsmagasin. 17 Tidere Skifter-Skift stil 17

18 set på aviserne på grund af den løbende netdækning er kampen om at være først med det sidste taget til. Aktualitet har altid været vigtigt, men nu er hurtighed en dyd. Det er ofte gift for det, der hedder research, dokumentation og perspektiv. De fleste medier påstår, at de i deres nyhedsvalg prioriterer efter, om historierne er nærværende for folk. Det er en sandhed med modifikationer. De fleste redaktionschefer vil altid foretrække en spændende kriminalhistorie eller en celeber nyhed fra kongehuset frem for at dække en afgørende begivenhed i en overenskomstforhandling, der måske vedrører hundredetusinder af danskere. Til fordel for nærværet; det der dybest set er væsentligt for danskernes liv og levned: næppe. Til fordel for sensationen, det overraskende og underholdende; det der kan få folk til at drømme sig hen mod en bedre virkelighed: helt sikkert. Nærvær er et relativt begreb. Det samme er nyhedsbegrebet. De samme historier fortælles igen og igen blot med nye tal, nye udtalelser eller nye vinkler. At pressen i løbet af de seneste ti år også er blevet mere borgerlig gør ikke sagen bedre for centrum-venstre og fagbevægelsen. Månedsmagasinet Press er væk, Aktuelt er lukket, Berlingske Tidende har opkøbt en række medier i provinsen og dermed styrket sin position, og Politiken har indgået samarbejde med Jyllands-Posten. Danmarks Radio har fået et styrket borgerligt mandat i bestyrelsen, som samtidig har fået det overordnede programansvar. Den australske mediebaron Rupert Murdoch har købt den femte landsdækkende radiokanal, og portostøtten til blade og magasiner heriblandt fagbladene og de blade, der kommer fra interesseorganisationerne er blevet fjernet af det borgerlige flertal på Christiansborg. Udviklingen i Danmark er kun et mikrokosmos i forhold til den internationale arena, hvor mediekoncentrationen 18 Tidere Skifter-Skift stil 18

19 styrkes overalt. Uheldige eksempler har der været i f.eks. Venezuela og Italien, hvor mediebilledet taler sit tydelige sprog i Venezuela mod præsident Hugo Chavez, i Italien for Silvio Berlusconi. Men også i USA er der skræmmende eksempler på, at pressen arbejder til fordel for højrefløjen. Fox News var det første medie til at udnævne George W. Bush til USA s nye præsident i november 2000, og det spiller måske ind, at nyhedsdirektøren er fætter til den nuværende præsident. Siden har den Murdoch-ejede tv-kanal, der indgår i hans globale medienetværk, ført en ekstremt patriotisk linje i sin dækning af krigen i Irak. I en vurdering af det samlede globale mediebillede skriver udgiveren af Le Monde Diplomatique, Ignazio Ramonet, i avisens nordiske udgave i oktober 2003, at man dårligt længere kan tale om pressen som den fjerde statsmagt. De store mediekoncerner har så stor økonomisk og ideologisk indflydelse, at de er blevet centrale aktører i den liberalistiske globalisering. Kapitalismen har vundet vi er først og fremmest forbrugere Filosoffen René Descartes skrev engang i 1500-tallet: Jeg tænker, altså er jeg. I dag kunne man omformulere udsagnet til et reelt livsstilsmotto: Jeg forbruger, altså er jeg. Selvom vores arbejde eller studium ofte nævnes som noget af det, der siger mest om, hvem vi er, så skabes vores identitet også ud fra det, vi vælger at lave i fritiden det være sig sport, fritidsinteresser, familieaktiviteter, det vi ser i fjernsynet o.lign. Danskerne bruger i gennemsnit ca. tre timer dagligt på at se tv. På ugebasis svarer det til mere end halvdelen af den tid, der udgør en normal arbejdsuge. Manges arbejdsliv handler om at producere, og de fleste menneskers fritidsliv handler om at forbruge et eller andet som forudsætning for de aktiviteter, de udøver. 19 Tidere Skifter-Skift stil 19

20 Vi er alle sammen forbrugere, og vi er blevet det mere og mere. Det øgede forbrug skaber bevidst eller ubevidst en alliance mellem afsender og modtager. I bred forstand: Erhvervslivet som afsender, og alle os forbrugere som modtagere. Forbrugerkulturen og dermed accepten af kapitalismens herligheder har været med til at fortrænge den politiske kultur og bevidsthed, som var så toneangivende i Danmark og i mange andre vestlige lande i slutningen af 60 erne, i 70 erne og i begyndelsen af 80 erne. Det var en kultur, som både fagbevægelsen, centrum-venstre og den yderste venstrefløj var med til at skabe. I 90 erne er det derimod kapitalismen, der for alvor har sejret ad helvede til for at bruge et udtryk fra den tidligere LO-formand Thomas Nielsen. Kapitalismen har vundet frem både når det gælder vores tids- og pengeforbrug, men også når det gælder påvirkningen af vores holdninger. Det vi gør via vores forbrug, præger hvem vi er, hvad vi mener, og hvordan vi forholder os til omverdenen. Den industrielle kapitalisme er blevet suppleret af en populærkulturel kapitalisme, som vi forbrugere nyder godt af. Vi accepterer kapitalismens spilleregler. Vi køber varer, der er produceret i Asien eller Østeuropa vel vidende, at arbejderne ikke har fået nær den løn, vi selv ville kræve for det samme arbejde. Den såkaldte politiske forbruger, som der er blevet skrevet og snakket meget om, har ikke for alvor vundet indpas. Erhvervslivet er fuldstændig klar over værdien af effektiv markedsføring, og er samlet set en af samfundets mest magtfulde aktører i forhold til at påvirke almindelige menneskers holdningsdannelse. De største danske virksomheder har kommunikationsafdelinger med et trecifret antal ansatte, og det er intet at regne imod, hvad de multinationale virksomheder har og spenderer på PR, markedsføring og kommuni- 20 Tidere Skifter-Skift stil 20

21 kation. Ofte er markedsføringen og produktets image mere vigtigt end produktets kvalitet i sig selv. Som den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein beskriver i sin brandingkritiske bog, No Logo, var det i midten af 1980 erne, at managementteoretikerne fastslog, at succesfulde firmaer fremover ikke skal producere produkter, men derimod brands; underforstået produkter, der primært lever af deres image. 4 Når Nike siger Just do it, så lyder det fedt, og vi gør det gerne: Dyrker sport for at vinde. Vi føler os på den måde som en del af et globalt livsstilsfællesskab. Ikonerne kommer ikke fra politik For mange politikere er den politiske tilværelse paradoksalt nok blevet mere kompliceret i dag, hvor politiske statements skal være kortfattede, logiske og fængende. At den tidligere Mr. Universe og actionskuespiller Arnold Schwarzenegger kan blive valgt som guvernør i Californien ved at bruge citater fra sine film som politiske slogans, siger selvfølgelig noget om, hvad vor tids politikere skal konkurrere med! Da den amerikanske skuespiller Sean Penn tog til Irak for at vise sin protest over for koalitionens krig, fik det masser af medieomtale. Hans manifestation har uden tvivl haft mere betydning for almindelige amerikaneres meningsdannelse, end hvad mange politikere har ment om samme sag. Nutidens største ikoner er sjældent politikere eller politiske ledere. Ikonerne kommer især fra sportens, musikkens og filmens verden både herhjemme og internationalt. Danske politikere har understøttet af den moderne politiske journalistik med større eller mindre succes forsøgt at tage kampen op med nutidens ikoner ved at tilføre den politiske verden elementer, der kommer fra sporten og fil- 4 Naomi Klein: No Logo. Klim, Tidere Skifter-Skift stil 21

22 mens verden. Medierne var med til at fremstille de to seneste folketingsvalg i 1998 og 2001 som et valg, ikke blot mellem henholdsvis Nyrup og Ellemann, og Nyrup og Fogh, men som en boksekamp i sværvægtsklassen. Det rykker dog ikke ved, at nutidens politikere ikke for alvor har de unges interesse. På bagsiden af Ekstra Bladet i september 2003 kunne man læse tre skoleelevers bedømmelse af Mogens Lykketoft: Den mest markante association var, at han ligner en ged. En ung gymnasielærer har fortalt mig, at i hendes 3.g.-klasse var der ikke én, der vidste hvem Søren Krarup er! At de danske politikere heller ikke altid selv er de bedste til at forvalte deres eget omdømme, gør ikke sagen bedre. Når kulturminister Brian Mikkelsen taler usandt i sagen om en tidligere DR-direktør, der i 70 erne tilsyneladende ville klynge udenrigsminister Per Stig Møller op i en lygtepæl, svækker han ikke blot sin egen og de konservatives troværdighed. Det går ud over hele befolkningens bedømmelse af politikere som helhed. Når tidligere trafikminister Jakob Buksti bliver taget af politiet for at køre 173 km/t på motorvejen, er det ikke kun udtryk for et øjebliks dumhed, som han selv udtrykte det til pressen. Det er langtidsholdbar idioti og årsag til vedblivende manglende troværdighed ikke bare for ham selv, men desværre for politikerstanden generelt. Fagbevægelsen har også sine problemer. Misèren med formanden for SID s industrigruppe, Willy Strube, der snød for 1,2 mio. kr. er blot et af eksemplerne, der er med til at skabe et billede af, at moralen blandt fagbevægelsens spidser ikke altid er i top. Nye sager fra 2004 er også med til at svække fagbevægelsens image. Der var sagen fra BUPL (Forbundet for pædagoger og klubfolk), hvor tre ansatte fik et gyldent håndtryk på i alt 4,4 mio. kr. uden at blive afskediget. Dertil kom, at den tidligere BUPL-formand i første omgang accepterede en fra- 22 Tidere Skifter-Skift stil 22

23 trædelsesordning på over kr. fra BUPL, efter hun var blevet formand for hovedorganisationen FTF. Hun afstod dog senere fra fratrædelsesordningen. Der var også sagen fra HK, hvor de ledige medlemmer i første omgang blev frataget retten til at stemme om den kommende overenskomst. Beslutningen blev siden omstødt efter flere dages dårlig presse. Alle de nævnte sager er af gode grunde med til at svække ikke blot de pågældende organisationers popularitet, men hele fagbevægelsens omdømme. Kollektiviteten er under pres til fordel for egoismen Jeg har engang hørt det formuleret på denne måde: Solidariteten forsvandt, da arbejderne fik parcelhus og egen bil. Nu skal man passe på med at idyllisere arbejderklassens solidaritet, for klassekampen også dengang, den var i sin vorden og spæde begyndelse har jo hele tiden handlet om at stå sammen for at opnå mere til sig selv. Den højere løn, de bedre arbejdsforhold og den øgede fritid var de første resultater, arbejderklassen var med til at skabe. Siden kom parcelhusene og privatbilismen. Og så kom det øgede interessefællesskab mellem lønmodtagere og arbejdsgivere centreret omkring den private ejendomsret og det øgede forbrug. At det kollektive, ansvaret over for fællesskabet, i disse år er under pres, ses overalt: Forældre hiver deres børn ud af folkeskolen for i stedet at sende dem i privatskole. Almindelige lønmodtagere tegner sundhedsforsikringer af angst for, at det offentlige sundhedsvæsen ikke kan hjælpe dem, hvis uheldet er ude. Interessen for kollektive sportsgrene er vigende til fordel for de mere individprægede sportsgrene, måske fordi de passer bedre ind i en fortravlet hverdag end den ugentlige kamp i klubben og en efterfølgende håndbajer. 23 Tidere Skifter-Skift stil 23

24 Debatkulturen har ændret fokus vi lever i et mediesamfund Avisernes ledere hører ikke til blandt det mest læste stof i avisen. Og ser vi bort fra de ret kortfattede debatindlæg forfattet af gud og hver mand, er det primært de veluddannede og beslutningstagerne, der leverer kronikkerne og de lange indlæg og dermed primært skriver til hinanden. Betydningen af den debat der foregår i avisernes spalter er i løbet af de senere år dalet til fordel for andre debatformer. For det er jo ikke, fordi vi danskere ikke interesserer os for, hvad andre mener. Antallet af shows i enten radio eller tv, eller mængden af interviews i aviserne, hvor både kendte og mindre kendte fortæller om alt mellem himmel og jord, er eksploderet. Talkshows på radio og tv og de bløde interviews i de forskellige medier handler sjældent om emner, der ligger inden for den klassiske politiske dagsorden: Uddannelse, udenrigspolitik, arbejdsmarked eller retspolitik, for at nævne nogle eksempler. De emner opfattes generelt som kedelige og kan groft sagt placeres på fornufts-skalaen. Som læsere eller seere vil vi hellere have eller deltage i debatter, der ligger inden for lyst-området : sex, parforhold, madlavning, tøjdesign el. lign. Det livet i virkeligheden handler om. Påstanden om at vi lever i et informationssamfund, er ikke helt præcis, for tusindvis af danskere er stadig beskæftiget inden for erhverv, der også fandtes før det såkaldte informationssamfund indtraf. Når det påstås, at Danmark er blevet et multikulturelt samfund, er det heller ikke korrekt, for de fleste danskere oplever ikke Danmark som et multikulturelt samfund de kender ingen indvandrere og er på ingen måde i berøring med indvandrernes kultur. Hvis vi ser bort fra den etniske madkultur, hvilke etniske danskere hører så pakistansk popmusik eller følger med i tyrkiske soap-operas? 24 Tidere Skifter-Skift stil 24

25 Hvad Danmark helt sikkert er blevet er derimod et amerikaniseret mediesamfund. En mental forstad til USA, hvor amerikansk domineret populærkultur på godt og ondt former den musik, vi hører, samt de film og tv-serier, vi følger. Og det slutter jo ikke med det, for vores levevis bliver i ekstrem grad påvirket af de værdier og normer, der formidles via medierne: den amerikansk inspirerede medievirkelighed bliver på den måde hurtigt omsat til dansk hverdag og er med til at bestemme, hvilke holdninger og drømme vi har, hvilke varer vi forbruger, hvordan vi opdrager vores børn osv. Mediekulturen er stærk, for den går lige ind i hjertet på os. Og derind er det jo de færreste politikere, der når. Fra Bermuda-trekant til dynamisk trio Selvom centrum-venstre og fagbevægelsen på mange måder udfordres udefra, rykker det ikke ved, at de som organisationer selv bærer hovedansvaret for, at almindelige danskeres opmærksomhed i disse år vender sig væk fra parti- og fagpolitik. Det er centrum-venstre og fagbevægelsens eget ansvar, hvis deres politik og projekter ikke er interessant nok for resten af omverdenen. Hvis dialogen med medlemmerne og den øvrige del af befolkningen skal fungere bedre, kræver det at den enkelte dansker får en fornemmelse af, at organisationernes arbejde er vedkommende og vigtigt, og at de som medlemmer kan få stor indflydelse på organisationernes udvikling. Især de politiske organisationer omkring centrum-venstre og fagbevægelsen lever af og i spændingsfeltet mellem dem selv, deres medlemmer og ikke mindst befolkningen. Spændingsfeltet er afgørende for organisationernes styrke og gennemslagskraft. Uden en stærk folkelig forankring, ingen bevægelse. 25 Tidere Skifter-Skift stil 25