Ved Martin Abildgaards bisættelse d. 2/ (DDS: Jeg ser de bøgelyse øer )

Transkript

1 Ved Martin Abildgaards bisættelse d. 2/ (DDS: Jeg ser de bøgelyse øer ) Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene, knejsende over højene. Folkene skal strømme dertil, talrige folkeslag skal drage af sted og sige:»kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier. For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.«Han skal skifte ret mellem talrige folk, fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. (Mikas bog kap. 4 v. 1-3) Martin Abildgaard var ikke nogen helgen. Det er ikke derfor, at hans båre står her i kirken. Kirken er faktisk ikke et sted for helgener. De kan jo klare sig uden. Men vi er her, fordi vi er nødt til det. Tvunget af bitter nødvendighed skal familie, gamle venner, nære kolleger og kammerater tage afsked med et afholdt medmenneske. At vi samles i kirken, skyldes heller ikke, at vi her finder svaret på, hvorfor denne smerte skulle ramme nu eller ramme jer. Kirken er ikke stedet for de rigtige svar eller letkøbte meninger. Men dette sted med de groft tilpassede kampestensmure bærer små mennesker, når vi ikke har ord til at trøste hinanden eller svar at give hinanden. 1

2 I har lagt vægt på, at Martin ikke var nogen helgen. Han er kommet hjem til Danmark og har fået modtagelse som en helt. Netop derfor er det ganske præcist at minde om, at Martin døde som en mand på arbejde. På et uhyggeligt farligt job, der kræver både mod, loyalitet og klar omtanke. Han døde for en vigtig sag, han troede på, og som han vidste, at det kunne koste dyrt at tro på. Men det er så jordbundent, at farligheden kom af opgaven, han var med til at prøve at løse og ikke af tåbeligt overmod. Det er ikke til for os at se meningen med hans død. En mors og en fars kærlighed til deres søn tillader ikke at se mening i, at børn levere kortere tid end deres forældre. Gud har ikke en højere mening bag den terrorhandling, der blev begået dén tanke hører jo netop til i en anden religion. Som kristne finder vi Gud ikke i tanken om en despot, der skalter og valter med sårbare liv men igennem sårbarheden ved selve livet. Livet er værdifuldt. Og derfor mindes vi også her det liv, som Martin gav, og det liv, som han var sendt i opgave med at passe på mere end den krig, som vi nu ved, skulle koste ham livet. Vi finder ikke en højere mening bag krigens ofre. Men der kan være mening i at ofre bringes, når det sker i kærlighed til livet. Trøsten til sørgende findes ikke i at lede efter højere meninger men i at ét menneske har kærlighed nok til at stå sammen med et andet om den meningsløshed, der rammer. Lyset slukkedes så brat for Martin og hans 2 kammerater, at de ikke nåede at mærke angst eller lidelse. De var i gang på vej. Det gjaldt også om Martins liv i et større perspektiv. Nogle af jer, som er her i dag, har ikke set ham i flere år. I blev overraskede, da I så hans billede i avisen. Martin havde forandret sig fra at være et ungt menneske, der skulle finde sin vej, til at blive en smuk, stærk og velforberedt mand. 2

3 Martin huskes af mange som en hjælpsom ven, man var glad for at være sammen med. Måske tænker I på hans humor. Hans moralske kodeks betød meget for ham selv: Aftaler de skal holdes. Man må være trofast og til at stole på, hvis andre skal være parate til at betro deres liv i ens hænder. Denne afsked rummer derfor en dobbeltrettet sandhed. Martin døde, mens han var på det, der blev hans livs højdepunkt. Han havde fået en klarhed over, hvad han ville. Et udsyn. Og han arbejdede ud fra det. Men hans død er også et ubarmhjertigt brud på en udvikling, der ville have ført ham endnu videre frem, hvis han havde fået lov. Det er vi overbeviste om. I familien er I stolte af ham og I har grund til det. Jeg fornemmer: stoltheden er ikke så meget over hans heltestatus, som over selve det, han var blevet med sig selv. Det var jo en mand en kæreste, en bror, en søn som I havde været lige så stolte af, hvis han havde fået lov at beholde livet. Martin. Derfor er det en smertelig urimelighed, at den klarhed, viljestyrke og fremtidsåbenhed, som netop nu stod så stærkt hos ham, ikke skulle få lov at føre mere med sig. Et gammelt symbol på døden er en søjle, der er knækket. Jeres søn, storebror og kæreste havde fundet sin indre søjle og vidste nu, at han ville hjem igen for at gøre gavn. Han var en smuk søjle, og der er stor sorg over, at den er blevet knækket. Ved Martins bisættelse i dag læste jeg en ældgammel profeti. Det er en vision om det, vi alle længes imod. Det er ikke en reportage om en tilstundende verdensorden. Men et billede af, hvad freden skulle være. Som et engang hærget bjerglandskab der forvandles til et sted for vækst, velstand og lykke. 3

4 Til sidst skal det ske, at Herrens tempelbjerg står urokkeligt højt over bjergene, knejsende over højene De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Dér er vi ikke endnu. Men drømmen om, at det kunne være sandt, at ingen mere skal oplæres til krig, dén kender alle både civil og soldat. Det er en bæredygtig drøm, der i vores Bibel står som en vision om Guds rige. Men Guds rige er jo netop Guds. Vi kan ikke skabe det. Når mennesker vil skabe Guds rige på jord så kommer der vold ud af det. Det må vi forsvare os imod. Men vi længes og har lov til det, efter det rige, hvor freden hersker. Kærligheden. Det gamle ord for fred shalom er dannet af ordet hel. Der er en dyb sandhed i det. For når vi ønsker fred, er det som mere end en pause mellem uvenskab og krig. Vi ønsker fred som muligheden for, at livet lykkes. At det erfares helt. Livets helhed ser vi kun i glimt. Som når lysets engel kigger ind til os. Men vi ved, hvad helhed er. Og vi ved, hvad heling er, når sår forbindes måske af en soldat langt væk hjemmefra og når forsoning bringes i stand. Helhed og heling er vores håb for en såret verden, vores næste vore kære. Og dét er det samme som at håbe på Guds fred. I dåben lød det som et løfte over vores liv. Kort eller langt. Helheden i et menneskes liv, hvad skulle den ellers komme af? Hvor langt skal et liv være for at være helt? Hvor meget skal det have udrettet, hvor mange sejre skal det have vundet? Hvor mange andre skal have beundret det? Er livet ikke altid hvis ellers vi lever det uafsluttet? Hvordan kan vi så, når det er forbi, se livet som mere end en knækket søjle som en helhed? 4

5 Det kan vi, fordi det ikke er os, der skal være helgener. Fordi det ikke er os, der egenhændigt skaber livets mening. Men fordi vi er, hvad vi er, af Guds nåde. Ingen sjæl han glemmer. Meningen og helheden finder vi i at tro den sandhed som gælder enhver af os: at vi er uendeligt værdifulde. Denne helstøbthed findes ikke i alle vores sejre der altid kunne have været flere; eller i vores fortræffelighed der altid kunne have været større. Men vi finder den i den kærlighed, som vi blev genstand for og redskab for. Vi finder meningen i kærlighed til livet, i vores kærlighed til hinanden; og lige netop dér, hvor vi hver især, dér, hvor vi er sat, arbejder med på, at lyset må skinne i Guds velsignede fred over os. Guds fred lyser over os. Nu og til evig tid. Amen. 5