HØJESTE OG ULTIMATIVE - TID OG RUM

Transkript

1 KAPITEL 118 HØJESTE OG ULTIMATIVE - TID OG RUM OM Guddommens forskellige naturer kan man sige, at: 1. Faderen er et selveksisterende selv. 2. Sønnen er et sameksisterende selv. 3. Ånden er et medeksisterende selv. 4. Den Højeste er et evolutionært erfaringsbaseret selv. 5. Den Syvfoldige er selvdistributiv guddommelighed. 6. Den Ultimative er transcendental erfaringsbaseret selv. 7. Den Absolutte er eksistentiel erfaringsbaseret selv. Mens Gud den Syvfoldige er uundværlig for den Højestes evolutionære opnåelse, er den Højeste også uundværlig for den Ultimatives endelige fremkomst. Den dobbelte tilstedeværelse af den Højeste og den Ultimative udgør den grundlæggende sammenslutning mellem underabsolut og afledt Guddom, for de supplerer hinanden i et gensidigt afhængig måde i opnåelsen af skæbne. Tilsammen udgør de den erfaringsmæssige bro som forbinder al skabende væksts begyndelse og afslutning i mesteruniverset. Den skabende vækst er uendelige, men altid tilfredsstillende. Den er endeløs i omfang, men altid præget af øjeblikke når ens personlighed føler tilfredsstillende af at have nået et foreløbigt mål. Disse øjeblikke tjener så effektivt som optakter til mobilisering af nye eventyr i kosmisk vækst, udforskning af universet, og opnåelse af Guddommen. Mens matematikkens område er plaget med kvalitative begrænsninger, giver den dog det finite sind et begrebsmæssig grundlag for at overvejer uendeligheden. Der er ingen kvantitativ begrænsning til tal, selv i forståelsen af det finite sind. Uanset hvor stor et tal er, kan man altid forestille sig et mere bliver tilføjet. I kan også forstå, at dette ikke når op til uendelighed, for uanset hvor mange gange du gentager denne tilføjelse kan man altid tilføje et tal mere. Samtidig kan de uendelige talrækker opsummeres på et givent tidspunkt, og denne samlede sum (mere korrekt, den subtotale sum) skænker en given person på et givet tidspunkt og med given status den fulde sødme som opnåelsen af målet medfører. Før eller senere, begynder denne samme person at sult og længes efter nye og større mål, og sådanne eventyr i væksten vil være for evigt i tidens fylde og evighedens cyklusser. Hver efterfølgende universtidsalder er forkammer af følgende æra af kosmisk vækst, og hver universepoke giver en øjeblikkelig skæbne for alle foregående stadier. Havona er i sig selv en perfekt, men en perfektions begrænset skabelse. Havona fuldkommenhed finder, når den udvider

2 sig ud i de evolutionære superuniverser, ikke kun kosmisk skæbne, men også befrielse fra de begrænsninger i den før-evolutionære eksistens. 1. TID OG EVIGHED Det er nyttigt for menneskets kosmiske orientering at nå den bredest mulige forståelse af Guddommens forhold til kosmos. Mens den absolutte Guddom er evig i sit væsen, er Guderne relateret til tiden som en erfaring i evigheden. I de evolutionære universer er evigheden det timelige liv - det evige nu. Det dødelige væsens personlighed kan blive evig, ved at identificere sig med den iboende ånd hvilket sker gennem beslutningen til at gøre Faderens vilje. En sådan indvielsen af vilje er ensbetydende med realiseringen af den evige virkeligheds formål. Dette betyder, at den skabtes formål er fastsat med hensyn til følgen af øjeblikke; med andre ord, at følgen af øjeblikke ikke vil medføre nogen ændring i den skabtes formål. En million eller en milliard øjeblikke gør ingen forskel. Antallet er ophørt med at have nogen betydning i forhold til den skabtes formål. Således resulterer den skabtes valg plus Guds valg i de evige realiteter som indebær en aldrig ophørende forening mellem Guds ånd og menneskets natur i den evige tjeneste af Guds børn og deres Paradis Fader. Der er en direkte sammenhæng mellem modenhed og bevidstheden om tidsenhed i enhver given intellekt. Tidsenheden kan være en dag, et år eller en længere periode, men den er uundgåeligt det kriterium, med hvilken det bevidste selv vurderer omstændighederne i livet, og ved hvilken det tænkende intellektet måler og vurderer de faktiske omstændigheder i den timelige eksistens. Erfaring, visdom og dømmekraft medfører, at den tidsenheden i den dødeliges erfaring er forlænget. Når det menneskelige sind strækker sig baglæns ind i fortiden, evaluerer det tidligere erfaringer med henblik på at anvende dem på den nuværende situation. Når sindet strækker sig ind i fremtiden, forsøger det at vurdere den fremtidige betydning af mulige handlinger. Efter således at have taget med i betragtning både erfaring og visdom, udøver den menneskelige vilje en bedømmelses beslutning i nutiden, og den handlingsplan er dermed født af fortiden og fremtiden bliver eksisterende. Når det voksende selv modnes, føres fortiden og fremtiden sammen for at belyse den nuværende sande betydning. Når selvet modnes, strækker det sig længere og længere tilbage i fortiden for at søge efter erfaring, mens dens visdoms prognoser søger at trænge dybere og dybere ind i den ukendte fremtid. Når det tænkende selv udstrækker denne søgen endnu længere ind i både fortid og fremtid, så bliver bedømmelsen mindre afhængig af den øjeblikkelige nutid. På denne måde begynder beslutning og handling at frigøre sig fra de bevægelige nutidens lænker, mens det begynder at fremvise aspekter af betydning fra fortiden og fremtiden. Tålmodighed udøves af de dødelige hvis tidsenhed er kort; sand modenhed transcenderer tålmodighed med en overbærenhed født af ægte forståelse. At modne er at leve mere intenst i nuet, samtidig med at frigøre sig fra de nuværende begrænsninger. Planerne for modenhed, der bygger på tidligere erfaringer, der kommer ind i nutiden på en sådan måde, øger værdierne for fremtiden.

3 Den tidsenhed, der udtrykker umodenhed koncentrerer mening og værdi i nuet på en sådan måde, som skiller nuet fra sit sande forhold til ikke-nuet - fortiden og fremtiden. Tidsenheden af modenhed er proportioneret til at afsløre det ligestillet forhold mellem fortid, nutid og fremtid på en sådan måde at selvet begynder at få indsigt i begivenhedernes helhed, begynder at se tidens landskab fra den panoramisk perspektiv af udvidet horisont, begynder måske at ane en evig kontinuitet uden begyndelse og uden ende, et kontinuitet hvis fragmenter kaldes tid. På niveauer af det infinite og det absolutte indeholder den nuværende nutid hele fortiden samt alt det fremtidige. JEG ER betyder også JEG VAR, og JEG VIL VÆRE. Dette repræsenterer vores bedste begreb om evigheden og det evige. På det absolutte og evige niveau, er potentiel virkelighed lige så meningsfuldt som aktuel virkelighed. Kun på det finite niveau og for tidsbestemte skabninger ser der ud til at være en stor forskel mellem dem. For Gud - som absolut - er en opstigende dødelig der har taget den evige beslutning er allerede en Paradisfinalit. Den Universelle Fader er gennem Tankeretteren i menneskets indre, ikke således begrænset i bevidstheden, men kan også kende, og deltage i, hver tidsmæssig kamp med problemerne i væsen opstigning fra niveauerne af lighed med dyr til Gudlignende niveauer af eksistens. 2. ALLESTEDSNÆRVÆRENDE OG ALLESTEDSNÆRVÆRELSE Guddommens allestedsnærværelse må ikke forveksles med den yderstheden af den guddommelige allestedsnærværende. Det er i overensstemmelse med Faderens vilje, at den Højeste, den Ultimative, og den Absolutte kompenserer, koordinerer og forener hans allestedsnærværelse i tid og rum, og hans allestedsnærværende, som transcenderer tid og rum, med sin tidløse og rumløse universelle og absolut tilstedeværelse. I skal huske, at mens Guddom allestedsnærværelse ofte kan være tilknyttet rummet, er det ikke nødvendigvis betinget af tid. Som dødelige og morontia opstigende vil I gradvist skelne Gud bedre gennem Gud den Syvfoldiges tjeneste. Under jeres passage gennem Havona vil I opdager Gud den Højeste. I Paradiset finder I ham som person, og derefter som finalit vil I straks forsøge at kende ham som den Ultimative. Som finalit, synes der kun at være en kurs at forfølge efter at have opnået den ultimative, og det vil være at begynde jagten på den absolutte. Ingen finalit vil blive forstyrret af usikkerheder angående opnåelsen af Guddomsabsoluttet, fordi hver enkelt af dem i slutningen af den højeste og den ultimative opstigning mødte Gud Faderen. Sådanne finaliter vil uden tvivl tro, at selv om det lykkedes dem at finde Gud den Absolutte, ville de kun opdage den samme Gud, Paradisfaderen som manifesterer sig på flere næsten uendelige og universelle niveauer. Utvivlsomt vil opnåelsen af Gud i det absolutte åbenbare den Oprindelige Forfader til universerne, samt den Ubestridelige Fader til alle personligheder. Gud den Højeste kan ikke være et udtryk for Guddommens allestedsnærværende i tid og rum, men han er bogstaveligt talt en manifestation af den guddommelig allestedsnærværelse. Mellem Skaberens åndelige tilstedeværelse og de materielle manifestationer af skabelse findes der et stort område af allestedsnærværelsens tilblivelse - den evolutionære Guddoms fremkomst i universet. Hvis Gud den Højeste nogensinde antager direkte styring af universerne af tid og rum, er vi overbeviste om at en sådan guddomsadministration vil fungere under tilsyn af den Ultimative. I et sådant tilfælde, ville Gud den Ultimative begynder at blive åbenbaret for universerne af tid som den

4 transcendentale Almægtige (den Omnipotente), som i supertiden og det transcenderede rum udøver overtilsyn af den Almægtige Højestes administrative funktioner. Den dødelige sind kan spørge, ligesom vi gør: Hvis Gud den Højestes udvikling til administrativ myndighed i stor universet er ledsaget af forstørret manifestationer af Gud den Ultimative, vil en tilsvarende fremkomst af Gud den Ultimative i de postulerede universer i ydre rum blive ledsaget af lignende og større åbenbaringer af Guds den Absolutte? Men det ved vi virkelig ikke. 3. FORHOLDET MELLEM TID OG RUM Kun ved allestedsnærværelse kunne Guddommen kombinere manifestationer af tid og rum til en finit opfattelse, for tiden er en række af øjeblikke, mens rummet er et system af forbundne punkter. Efter alt, opfatter I tiden ved analyse og rummet ved syntese. I koordinerer og knytter disse to uens opfattelser ved at integrere indsigten af personligheden. Inden for hele dyreverdenen er mennesket det eneste som besidder denne evne til at opfatte tid og rum. For et dyr, har bevægelse en betydning, men bevægelse udtrykker kun værdi for en skabning som har personlighedsstatus. Ting er betinget af tid, men sandheden er tidløs. Jo mere sandhed, I ved, jo mere sandhed er I, jo mere kan I forstå fortiden og jo mere kan I opfatte af fremtiden. Sandheden er urokkelig - konstant fritaget for alle forbigående omskiftelser, omend aldrig død og formel, altid vibrerende og tilpasningsdygtig - strålende fuld af liv. Når sandheden bliver forbundet med virkeligheden, så betinger både tid og rum dets betydninger og korrelerer dens værdier. Sådanne sandheds realiteter knyttet til fakta bliver begreber og overføres derfor til området for relative kosmiske realiteter. Sammenkoblingen af Skaberens absolutte og evige sandhed med de finite og tidsmæssige væsners faktiske erfaring resulterer i en ny og spirende værdien af den Højeste. Opfattelsen af den Højeste er afgørende for koordineringen af den guddommelige og uforanderlige højere verden med den finite og stadigt skiftende lavere verden. Af alle de ikke-absolutte ting kommer rummet nærmest til at være absolut. Rummet er tilsyneladende absolut ultimativt. Det egentlige problem, vi har, med forståelse af rummet på det materielle niveau skyldes det faktum, at selv om materielle organer eksisterer i rummet, eksisterer rummet også i disse samme materiale organer. Selv om der er meget om rummet, som er absolut, betyder det ikke, at rummet er absolut. Det kan være nyttigt for forståelsen af rummets relationer, hvis man antager, at rummet, relativt set, i sidste ende, er en egenskab hos alle væsentlige organer. Når en krop bevæger sig gennem rummet, tager den også alle sine egenskaber, selv det rum der er i og er en del af et sådant organ i bevægelse. Alle mønstre af virkeligheden optager rum på de materielle niveauer, men åndelige mønstre eksisterer kun i forhold til rummet; de indtager eller fortrænger ikke rummet, de indeholder heller ikke rum. For os vedrører rummets store gåde mønstret af en idé. Når vi træder ind i sindet område, møder vi mange et puslespil. Er mønsteret - virkeligheden - af en idé som optager rum? Vi ved det virkelig ikke, men vi er sikre på, at en idé mønster ikke indeholder rum. Det ville næppe være sikkert at postulere, at det immaterielle altid er rumløs.

5 4. PRIMÆR OG SEKUNDÆR ÅRSAGSSAMMENHÆNG Mange af de dødelige menneskers teologiske vanskeligheder og metafysiske dilemmaer kommer ud af menneskets fejlplaceringen af Guddommens personlighed, og at det, som en konsekvens heraf tilskriver underordnede guddommelighed og udviklende Guddomme infinite og absolutte egenskaber. I bør ikke glemme, at mens der faktisk er en sand Første Årsag, er der også en række koordinere og underordnede årsager, både medarbejder og sekundære årsager. Den grundlæggende forskel mellem primære og sekundære årsager er, at de primære årsagssammenhænge producerer originale effekter, som er fri for arv af ethvert forhold, der stammer fra nogen foregående årsagssammenhæng. Sekundære årsager giver effekter, som uvægerligt udviser arv fra andre og forudgående årsagssammenhæng. De rent statiske potentialer, der er iboende den Egenskabsløse Absolutte reagerer til disse årsagssammenhænge som udgår fra Guddomsabsolutet som er udløst af aktionerne i Paradistreenigheden. Ved tilstedeværelse af den Universelle Absolutte bliver disse årsags imprægneret statiske potentialer straks aktive og reagerer på påvirkning af visse transcendentale agenturer, hvis handlinger resulterer i omdannelsen af disse aktiverede potentialer til en status for sande univers muligheder for udvikling, aktualiseret vækstkapacitet. Det er på grundlag af sådanne modnede potentialer, at skabere og overvågere i storuniverset udføre den kosmiske evolutions aldrig ophørende drama. Årsagssammenhæng, bortset fra eksistentialer, er tredobbelt i sin grundlæggende forfatning. Som den fungerer i denne universtidsalder og når det gælder det finite niveau af de syv superuniverser, kan den opfattes som følger: 1. Aktivering af statiske potentialer. Etableringen af skæbne i den Universelle Absolutte gennem Guddomsabsolutets handlinger, der fungerer i og på den Egenskabsløse Absolutte og i konsekvens af de viljesbestemte mandater fra Paradistreenigheden. 2. Eventualisering af universets kapacitet. Dette indebærer omdannelsen af udifferentierede potentialer i adskilte og definerede planer. Dette er effekten af Guddommens ydersthed og de mangfoldige agenturer på det transcendentale niveau. Sådanne handlinger er i perfekt forventning om hele mesteruniversets fremtidige behov. Det er i forbindelse med potentialernes adskillelse, at Mesteruniversets Arkitekter eksisterer som de egentlige personificeringer af Guddomsbegrebet i universerne. Deres planer synes i sidste ende at være begrænset i rumomfanget af mesteruniversets begrebsmæssige periferi, men som planer er de ikke på anden måde betinget af tid eller rum. 3. Skabelse og evolution af universets realiserede realiteter. Det er i et kosmos imprægneret med kapacitetsskabende tilstedeværelse af Guddommens ydersthed at de Højeste Skabere operere for at foretage den tidsmæssige omdannelse af modnede potentialer til erfaringsbaseret realiserende realiteter. Indeni mesteruniverset er alle realiseringer af potentiel virkelighed begrænset af den ultimative kapacitet for udvikling, og i de sidste faser af fremkomsten er de betinget af tid og rum. Skabersønnerne som begiver sig ud fra Paradiset er faktisk i den kosmiske forstand, transformative skabere. Dette forringer på ingen måde det menneskelige begreb om dem som skabere; fra et finit synspunkt, kan de helt sikkert skabe, og gør det også. 5. ALMAGT OG KOMPATIBILITET

6 Guddommens almagt omfatter ikke magten til at gøre hvad der ikke kan gøres. Inden for rammerne af tid og rum, samt med de dødeliges forståelse som intellektuel referencepunkt kan den uendelige Gud ikke engang skaber firkantede cirkler eller producerer ondt, som af sagens natur er godt. Gud kan ikke gøre det som er ugudeligt. Sådan en modsigelse af de filosofiske termer er det samme som ikke-eksistens og indebærer, at intet derved skabes. Et personlighedstræk kan ikke på samme tid være guddommelig og uguddommeligt. Kompatibiliteten på hvad der er muligt, er en naturlig del af den guddommelige kraft. Alt dette er afledt af, at almagten ikke kun skaber ting med en vis natur, men også giver oprindelse til karakteren af alle ting og væsener. I begyndelsen, gør Faderen alt, men når evighedens panorama åbner sig som en reaktion på den Uendeliges vilje og mandat, bliver det mere og mere tydeligt, at skabninger, selv mennesker vil blive Guds partnere i realiseringen af endelighedens skæbne. Dette gælder også livet i kødet; når mennesket og Gud indgår partnerskab, kan ingen begrænsning placeres på de fremtidige muligheder for et sådant partnerskab. Når mennesket indser, at den Universelle Fader er hans partner i den evige udvikling, når det fusionerer med den iboende Faderen tilstedeværelse, har det, i ånden, brudt tidens lænker og har allerede påbegyndt evighedsjagten på den Universelle Fader. De dødeliges bevidsthed går fra kendsgerning, til betydning og derefter til værdi. Skaberens bevidsthed går fra tankeværdi gennem ord betydning til handlingens kendsgerning. Altid skal Gud gennem handlingens kendsgerning bryde dødvandet i den ubegrænsede enhed som tilhører den eksistentielle uendelighed. Altid skal Guddommen tilvejebringe mønsteruniverset, de perfekte personligheder, den oprindelige sandhed, skønheden og godheden som alle underguddomme stræber efter. Altid skal Gud først finde mennesket for at mennesket senere kan finde Gud. Altid skal der være en Universelle Fader, før der nogensinde kan være et universel sønskab og deraf følgende universelt broderskab. 6. ALMAGT OG ALTVIRKENDE Gud er virkelig almægtig, men han er ikke altvirkende - han gør ikke personligt alt hvad der kan gøres. Almagten omfatter styrke potentiale hos den Almægtige Højeste og det Højeste Væsen, men Gud den Højestes viljesbestemte handlinger er ikke af Gud den Uendeliges personlige gerninger. At påstå den oprindelige Guddoms altvirkende er ensbetydende med at fratage Paradisets næsten en million Skabersønner deres rettigheder, for ikke at nævne de utallige skarer af forskellige andre klasser af samstemmende skaber assistenter. Der er kun én uforårsaget første Årsag i hele universet. Alle andre årsager er afledt af denne ene første store Kilde og Center. Intet af denne filosofi gør nogen form for vold mod den frie vilje hos myriader af Guddommens børn spredt ud over et stort univers. Inden for en lokal ramme, kan viljen synes at fungere som en uforårsaget årsag, men den udviser ufejlbarligt sådanne nedarvede faktorer, der etablerer forbindelser til de unikke, originale, og absolut Første årsager. Al viljesbestemt aktivitet er relativ. I den ophavsretslig forstand, er det kun Faderen-JEG ER som besidder endeligheden af fri vilje; i absolut forstand, er det kun Faderen, Sønnen og Ånden som fremviser vilje privilegier som er ubetinget af tid og ubegrænset af rum. Dødelige menneske er udstyret med fri vilje, styrke til at vælge, og selvom et sådan valg ikke er absolut, det er dog relativt endelig på det finite niveau, og vedrører skæbnen for den vælgende personlighed.

7 På hvert niveau, bortset fra det absolutte, møder viljen begrænsninger, som er opbyggende af selve den personlig som udøver viljestyrken. Mennesket kan ikke vælge udenfor grænsen for det valgbare. Mennesket kan ikke, for eksempel vælge at være andet end et menneske, end at han kan vælge at blive mere end et menneske. Mennesket kan vælge at påbegynde opstigningsrejsen af universet, men det er fordi at det menneskelige valg og den guddommelige vilje vil være sammenfaldende på dette punkt. Hvad en søn ønsker og Faderen testamenter vil helt sikkert ske. I det jordiske liv åbnes og lukkes veje konstant til den uensartede adfærd, og på de tidspunkter, hvor valget er muligt foretager den menneskelige personlighed konstant beslutninger mellem disse forskellige handlingsmuligheder. Den timelige vilje er knyttet til tiden, og den må afvente tidens gang for at finde udtryksmuligheder. Den åndelig vilje er begyndt at smage befrielse fra tidens lænker, at have opnået en delvis flugt fra de tidsmæssige sekvenser, og det er fordi at den åndelige vilje identificerer sig selv med Guds vilje. Viljen, valgets handling, skal fungere indenfor den univers ramme, som har aktualiseret som reaktion på højere og tidligere valg. Hele spektret af menneskelige vilje er strengt begrænset til det finite, bortset fra i ét bestemt hensyn: Når mennesket vælger at finde Gud og at være ligesom ham, er et sådant valg superfinitisk; kun evigheden kan afsløre, om dette valg også er superabsonitisk. At anerkende Guddommens almagt er at føle sig tryg i sin oplevelse af kosmisk statsborgerskab, til at besidde sikkerhed for sikkerheden i den lange rejse til Paradiset. Men at acceptere fejlslutning af altvirkende er at omfavne den kolossale fejl af panteisme. 7. ALVIDENHED OG FORUDBESTEMMELSE Skaberens og de skabtes viljefunktion virker i storuniverset inden for de grænser, og de muligheder, der er blevet oprettet af Mesterarkitekterne. Denne forudbestemmelse af disse grænseværdier indskrænker ikke på nogen måde de skabtes viljesuverænitet inden for disse grænser. Heller ikke ultimativ forudviden - fuld tolerance for alle finite valg - udgør en ophævelse af den finite fri vilje. Et modent og fremsynede menneske kan tænkes at forudsige hvilken afgørelse nogle yngre medarbejdere med stor sandsynlighed vil gøre, men denne forudviden tager intet væk fra friheden og ægtheden af selve beslutningen. Guderne har klogt begrænset aktionsradius for den umodne vilje, men ikke desto mindre, er det inden for disse definerede grænser, reel vilje. Selv den højeste korrelation af alle tidligere, nuværende og fremtidige valg forringer ikke ægtheden af disse valg. Det indikerer snarere den forudbestemte tendens i kosmos og antyder forudviden af disse viljesbestemte væsener som kan tænkes at vælge eller ikke vælge at blive bidragende dele af den erfaringsmæssige aktualisering af hele virkeligheden. Fejl i det finite valg er bundet til tid og tidsbegrænset. De kan kun eksistere i tiden og inden for det Højeste Væsens udviklende tilstedeværelse. Sådanne fejlagtige valg er mulig i tiden og angiver (udover den Højestes ufuldstændighed) en vis vifte af valgmuligheder, som umodne skabninger skal være begavet med for at kunne nyde fremskridtene i universet i kraft af deres frivilligt kontakt med virkeligheden. Synd i tidsbetinget rum beviser tydeligt den tidsmæssige frihed - selv tøjlesløshed - af den finite vilje. Synd viser umodenhed blændet af den forholdsvise suveræne frie vilje af personligheden, mens den undlader at erkende de højeste forpligtelser og opgaver af det kosmiske statsborgerskab.

8 Uret i de finite områder afslører den forbigående virkelighed af enhver selv-identitet som ikke er identificere med Gud. Først når et væsen bliver identificeret med Gud bliver det virkelig ægte i universet. Finite personligheder har ikke skabt sig selv, men i superuniverset arena bestemmer de selv deres egen skæbne. Overdragelsen af liv giver materielle energisystemer muligt for dem til at opretholde sig selv, formere sig og tilpasse sig. Overdragelsen af personlighed til levende organismer giver dem desuden retten til at bestemme, udvikle sig og selvidentificere sig med en Guddoms fusionerende ånd. Levende ting under det personlige niveau antyder at sindet kan aktiverer energimaterien, først som fysiske overvågere, senere som adjudant sindsånder. Personligheds begavelse kommer fra Faderen og giver unikke privilegerede valg til det levende system. Hvis en personlighed har privilegiet til at udøve et viljesbestemt valg af identifikation med virkeligheden, og hvis dette er et sandt og frit valg, så skal en udviklende personlighed også have det mulige valg, der involverer forvirring, afbrydelse og ødelæggelse af selvet. Muligheden for kosmisk selvdestruktion kan ikke undgås, hvis den udviklende personlighed skal være virkelig fri i udøvelsen af sin finite vilje. Derfor er der øget sikkerhed når området for personlighedens valgmuligheder er begrænset på de lavere niveauer af eksistens. Valg bliver mere frie, under opstigningen i universerne; valgfriheden tilnærmer sig til sidst den guddommelige frihed, når den opstigende personlighed opnår guddommeligheds status, overherredømme når det gælder indvielse til universets formål, færdiggørelse af den kosmiske visdoms opnåelse, og afslutningsvis væsen identifikation med Guds vilje og vej. 8. KONTROL OG OVERKONTROL I skabelserne af tid og rum er den frie vilje er omgivet af barrierer, med begrænsninger. Det materielle livs evolution er førstemekaniske, så sindsaktiveret, og (efter overdragelsen af personligheden) kan det blive vejledt af Ånden. Den organiske evolution på de beboede verdner er fysisk begrænset af potentialerne i Livsbærernes indledende implantationer af det fysiske liv. Dødelige menneske er en maskine, en levende mekanisme; hvis rødder virkelig er i energiens fysiske verden. Mange menneskelige reaktioner er mekaniske i deres natur; meget af livet er maskinlignende. Mennesket, en mekanisme, er meget mere end en maskine. Mennesket er udstyret med sind, og i dets indre bor en ånd, og selv om det aldrig under sit materielle liv undslippe de kemiske og elektriske mekanismer af dets eksistens, kan det i stigende grad lære at underkaste sig denne fysiske livsmaskine til den styrende visdom som erfaringen bringer ved at indvie menneskesindet til at udføre de åndelige tilskyndelser fra den iboende Tankeretter. Ånden frigiver, og mekanismen begrænser viljens funktion. Fejlbehæftet valg, ukontrolleret af en mekanisme og uidentificeret med ånden, er farligt og ustabilt. Mekanisk dominans sikrer stabilitet på bekostning af fremskridt; alliance med ånden frigør valget fra det fysiske niveau og sikre samtidig den guddommelige stabilitet som fremkommer af øget univers indsigt og udvidet kosmisk forståelse. Den store fare som plager de skabte ligger deri at det ikke, selv om det har vundet frigørelse fra livsmekanismens lænker, kan kompensere for dette tab af stabilitet gennem opbygning af et

9 harmonisk samarbejde med ånden. Når de skabtes valgmuligheder er relativt befriet fra den mekaniske stabilitet, kan den skabte forsøge yderligere befrielse uafhængig af større identifikation med ånden. Hele princippet om biologisk evolution gør det umuligt for det primitive menneske at fremtræde i de beboede verdener udstyret med nogen større begavelse af selvbeherskelse. Det er derfor, det samme skabende design, som afspejler udformningen af evolution, der ligeledes give disse eksterne begrænsninger af tid og rum, sult og frygt, som effektivt begrænser valgfriheden i det åndelige niveau for sådanne ukultiverede skabninger. Når det menneskelige sind med succes overvinder stadig flere vanskelige barrierer, har dette samme skabende design også sørget for den langsomme ophobning af den racemæssige arv af smerteligt indsamlede erfaringsmæssig visdom - med andre ord, for opretholdelsen af en balance mellem de aftagende eksterne begrænsninger og de tiltagende interne restriktioner. Evolutionær langsommelighed, menneskets langsomme kulturelle fremskridt, vidner om effektiviteten af denne bremse - det materiale inerti - som så effektivt virker til at forsinke farlige udviklingshastigheder. Således dæmper og distribuere tiden selv de ellers dødelige resultater af for tidlig frigørelse fra de næste omfattende barrierer for menneskelig handling. For når kultur går for hurtigt fremad, når materielle præstationer overhaler tilbedelsens og visdommens udvikling, så indeholder civilisationen kimen i sig til tilbageskridt, og medmindre den understøttes af den hurtige forøgelse af erfaringsmæssige visdom vil sådanne menneskelige samfund falde fra de høje, men for tidlige niveauer af opnåelse og de "mørke middelaldre", af interregnum af visdom vil vidne om den ubønhørlige restaurering af ubalance mellem selv-frihed og selvkontrol. Caligastias misgerning bestod i tilsidesættelse af den tidsfaktor som regulerer menneskets frigørelse - den umotiveret ødelæggende af fastholdende barrierer, barrierer, som den tids dødelige sind ikke erfaringsmæssigt havde overvundet. Det sind, som kan bevirke en delvis forkortelse af tid og rum beviser ved denne handling sig selv for at være i besiddelse af visdommens frø, som effektivt kan tjene i stedet for den transcenderet barriere af tilbageholdenhed. Lucifer forsøgte tilsvarende at nedbryde den tidsfaktor, som virkede for at bremse en for tidlig opnåelse af visse friheder i det lokale system. Et lokale system som etableres i lys og liv har erfaringsmæssigt opnået disse synspunkter og indsigter, som gør det muligt at bruge mange teknikker, der ville være forstyrrende og ødelæggende i samme område forud for tidspunkter for etableringen. I samme omfang som mennesket ryster frygtens lænker af sig, når det forbinder kontinenter og oceaner med sine maskiner, samt generationer og århundreder med sine optegnelser, skal det erstatte hver transcenderet tilbageholdenhed med en ny og frivilligt antaget tilbageholdenhed i overensstemmelse med den ekspanderende menneskelige visdoms moral regler. Disse selvpålagte begrænsninger er på én gang de mest kraftfulde og mest spinkel af alle de faktorer, den menneskelige civilisation - begreber om retfærdighed og broderskabs idealer. Mennesket kvalificerer sig selv for at bære barmhjertighedens diskrete klæder, når han vover at elske sine medmennesker, mens det opnår den begyndende åndelige broderskab, når det vælger at behandle dem på samme måde, som det selv ønsker at blive behandlet, ligesom det forestiller sig Gud ville behandle dem.

10 En automatisk univers reaktion er stabil og fortsætter i en eller anden form i kosmos. En personlighed, der kender Gud og ønsker at gøre hans vilje, en der har åndelig indsigt, er guddommeligt stabilt og evigt eksisterende. Menneskets store univers eventyr består i overflytningen af hans dødelige sind fra den mekaniske statiske stabilitet til den åndelige dynamiske guddommelighed. Mennesket opnår denne transformation gennem kraften og standhaftigheden af hans egen personligheds beslutninger, ved i alle faser af livet at erklære: "Det er min vilje, at din vilje ske." 9. UNIVERSETS MEKANISMER Tid og rum, er en samlet mekanisme af mesteruniverset. De er de enheder, hvormed det bliver muligt for finite skabninger at sameksistere i kosmos med den Uendelige. Finite skabninger er effektivt isoleret af tid og rum fra de absolutte niveauer. Disse isolerende midler, uden hvilken ingen dødelig kunne eksistere, indvirker direkte begrænsende i omfanget af den finite handling. Uden dem kunne ingen skabning virke, men gennem dem begrænses definitivt enhver skabnings handlinger. Mekanismer, der er blevet produceret af højere sind fungerer for at befri deres skabende kilder, men begrænser usvigeligt til en vis grad alle underordnede intelligenser. For universernes skabninger fremstår denne begrænsning som universerne mekanisme. Mennesket har ikke uhæmmet fri vilje; der er grænser for hvor langt dets valgfrihed strækker sig, men inden for en radius af denne valgfrihed er dets vilje forholdsvis suverænt. Livsmekanismen for den dødeliges personlighed, menneskekroppen, er et produkt af et skabelses mønster over det dødelige niveau, derfor kan det aldrig fuldstændig styres af mennesket selv. Først når det opstigende menneske, i samarbejde med den fusionerende Retter, selv skaber mekanismen som udtrykker personligheden, vil det opnå perfektioneret kontrol over det. Storuniverset er en mekanisme såvel som en organisme, mekanisk og levende - en levende mekanisme som aktiveres af det Højeste Sind, koordineres med den Højeste Ånd, og kommer til udtrykt på maksimale niveauer af styrke og personlighed forenet som det Højeste Væsen. At benægte, at den finite skabelse er en mekanisme er at benægte fakta og at se bort fra virkeligheden. Mekanismer er produkter af sindet, skabende sind som handler på og i kosmiske potentialer. Mekanismer er de faste krystallisationer af Skaberens tanke, og de fungere altid i overensstemmelse med det viljesbestemte begreb, der gav oprindelse til dem. Men formålet med enhver mekanisme er i dens oprindelse, ikke i dens funktion. Man skal ikke forestille sig, at disse mekanismer begrænser virkningen af Guddommens; snarere, er det rigtigt, at Guddommen i selve mekanikken har opnået en fase af evig udtryk. De grundlæggende universmekanismer er opstået som reaktion på den Første Kilde og Centers absolutte vilje, og de fungerer derfor i evigt perfekt harmoni med den Uendeliges plan; de er i virkeligheden ikkeviljesbestemte mønstre af denne selvsamme plan. Vi forstår noget af, hvordan Paradisets mekanisme er korreleret med den Evige Søns personlighed; det er Samforenerens funktion. Vi har teorier om den Universelle Absoluttets aktiviteter i forhold til den Egenskabsløse Absoluttets teoretiske mekanismer og Guddomsabsolutets potentielle person. I

11 den Højestes og den Ultimatives udviklende Guddomme observerer vi, at visse upersonlige faser faktisk bliver forenet med deres viljesbestemte modparter, og dermed udvikles et nyt forhold mellem mønster og person. I den forgangne evighed fandt Faderen og Sønnen fundet forening i den enhed som udtrykkes af den Uendelige Ånd. Hvis Skabersønnerne og de Skabende Ånder i lokaluniverserne af tid og rum i fremtidens evighed ville opnå en skabende forening i verdnerne i det ydre rum, hvad ville deres forening skabe som den kombinerede udtryk for deres guddommelige natur? Det er meget muligt, at vi kommer til at opleve en hidtil uåbenbaret manifestation af den Ultimative Guddom, en ny type super administrator. Sådanne væsener ville indbefatte unikke personlighedsprivilegier, fordi de var en forening af personlig Skabere, og upersonlig Skabende Ånd, et dødelige væsens erfaring og den guddommelige minister progressive personalisering. Sådanne væsener kunne være ultimative i at de ville omfavne personlig og upersonlig virkelighed, mens de ville kombinere Skaberen og den skabtes erfaring. Hvilke egenskaber sådanne tredje personer af disse postulerede fungerende Treenigheder af det ydre rums skabelser end måtte have, vil de opretholde noget af det samme forhold til deres Skaber Fædre og deres Skabende mødre, som den Uendelige Ånd gør til den Universelle Far og den Evige Søn. Gud den Højeste er personaliseringen af hele universets erfaring, fokuseringen for hele den finite evolution, maksimeringen af alle de skabtes virkelighed, fuldendelsen af den kosmiske visdom, legemliggørelsen af de harmoniske skønheder i tidens galakser, sandheden af de kosmiske sinds betydninger, og godheden i de højeste åndelige værdier. Gud den Højeste vil i den evige fremtid, syntetisere disse mangfoldige finite forskelle i én erfaringsmæssigt meningsfuld helhed, lige som de nu er eksistentielt forenet på absolutte niveauer i Paradistreenigheden. 10. FORSYNETS FUNKTIONER Forsynet betyder ikke, at Gud har besluttet alle ting for os. Gud elsker os for meget til at gøre det, for det ville være intet mindre end kosmisk tyranni. Mennesket har dog relative valgmuligheder. Den guddommelige kærlighed er heller ikke en kortsigtet hengivenhed, som vil forkæle og ødelægge menneskebørnene. Fader, Søn og Ånd - som Treenigheden - er ikke den Almægtige Højeste, men den Almægtiges overherredømme kan aldrig manifesteres uden dem. Væksten i den Almægtige er centreret på Absolutter af virkelighed og baseret på Absolutter af potentialitet. Den Almægtige Højestes funktioner er dog relateret til Paradistreenighedens funktioner. Det ser ud til, at alle faser af universets aktivitet bliver delvist genforenet i det Højeste Væsen gennem denne erfaringsmæssige Guddoms personlighed. Så hvis vi ønsker at se Treenigheden som en Gud, og hvis vi begrænser dette koncept til det kendte nuværende og organiseret storunivers, opdager vi, at det udviklende Højeste Væsen er en delvis portrættering af Paradistreenigheden. Vi finder yderligere, at denne Højeste Guddom udvikles som personligheds syntese af finit materie, sind og ånd i storuniverset. Guderne har attributter, men Treenigheden har funktioner, og ligesom Treenigheden, er forsynet en funktion, sammensætningen af andet end personlig overvågning af universet af universer, og som strækker sig fra de evolutionære niveauer af den Syvfoldige, som syntetiseres i den Almægtiges styrke, videre op gennem de transcendentale områder af Guddommens ydersthed.

12 Gud elsker hver skabning som et barn, og denne kærlighed overskygger hver skabning i al tid og evighed. Forsynet fungerer i forhold til helheden og berører hver skabnings aktivitet i det omfang, denne aktivitet er relateret til helheden. Forsynets indgriben med hensyn til ethvert væsen er et tegn på vigtigheden af dette væsens aktivitet, som vedrører den evolutionære vækst i noget af helheden. En sådan helhed kan være den samlede race, den samlede nation, den samlede planet, eller endda en højere helhed. Det er betydningen af den skabtes aktivitet som foranlediger en indgriben fra forsynet, ikke betydningen af den skabte som person. Ikke desto mindre kan Faderen som person til enhver tid indskyde sin faderlig hånd i strømmen af kosmiske begivenheder, alle i overensstemmelse med Guds vilje, i enighed med Guds visdom, og som motiveret af Guds kærlighed. Hvad mennesket kalder forsynet er alt for ofte et produkt af dets egen fantasi, et tilfældigt sammenfald af utilsigtede omstændigheder. Der er dog en virkelig og fremtrædende forsyn i univers eksistensens finite område, en sand og aktualiserende korrelation af rummets energier, tidens bevægelser, intellektets tanker, karakters ideal, den åndelige naturs ønsker og de udviklende personligheders formålstjenstlige viljesbestemte handlinger. Omstændighederne i de materielle verdner finder til sidst finit integration i den Højestes og den Ultimatives sammenkoblede tilstedeværelse. Når storuniversets mekanismer gennem sindets overkontrol er blevet perfektioneret til et niveau af afsluttet præcision, og når de skabtes sind gennem perfektioneret integration med ånden stiger til guddommelighedsopnåelsens perfektion, og når den Højeste som følge heraf fremstår som en virkelig forener af alle disse univers fænomener, så vil forsynet blive mere registrerbar. Nogle af de utroligt tilfældige forhold, som til tider hersker på de evolutionære verdner kan skyldes den gradvist voksende tilstedeværelse af den Højeste, en forudsigelse af hans fremtidige univers aktiviteter. Det meste af, hvad en dødelig tilskriver forsynet, er det ikke; hans bedømmelse af sådanne sager er meget handicappet af mangel på langsigtet vision til den sande betydning af livets forhold. Meget af det, en dødelig ville kalde held og lykke kan virkelig være dårligt held. Lykkens smil som skænker ufortjent fritid og ufortjent rigdom kan være den største af de menneskelige lidelser; den tilsyneladende grusomhed af en pervers skæbne, der dynger modgang på nogle lidende dødelige kan i virkeligheden være den hærdningens brand, der forvandle den umodne personligheds bløde jern til den sande karakter af hærdet stål. Der er et forsyn i de udviklende universer, og det kan blive opdaget af de skabte væsener i det omfang, de har opnået evnen til at forstå de udviklende universers formålet. Komplet kapacitet til at skelne universets formål er lig med den evolutionære færdiggørelse af det skabte væsen og kan på anden måde udtrykkes som virkeliggørelsen af den Højeste inden for rammerne af de ufuldstændige universers nuværende tilstand. Faderens kærlighed virker direkte i individets hjertet, uafhængigt af andre individuelle handlinger eller reaktioner; forholdet er personlig - mennesket og Gud. Guddommens ikke-personlige tilstedeværelse (den Almægtige Højeste og Paradistreenigheden) reagerer i forhold til helheden, ikke til den enkelte del. Forsynet i form af overhøjhedens overkontrol bliver mere synlige, når de efterfølgende dele af universet gør fremskridt i opnåelsen af de finite skæbner. Når systemerne, konstellationerne, universerne og superuniverserne bliver etableret i lys og liv fremtræder den

13 Højeste i stigende grad som den meningsfulde korrelation af alt det som er gjort, mens den Ultimative efterhånden fremstår som den transcendentale forener af alting. Under de første tider i en evolutionær verden forekommer de naturlige hændelser af den materielle natur og menneskers personlige ønsker ofte at være antagonistiske til hinanden. Meget af det som foregår i en udviklende verden er temmelig svært for det dødelige menneske at forstå - naturens lov er ofte tilsyneladende grusom, hjerteløs og ligeglade med alt som i den menneskelige perception er sandt, smuk og godt. Efterhånden som menneskeheden gør fremskridt i sin planetariske udvikling, observerer vi, at dette synspunkt er modificeret af følgende faktorer: 1. Menneskets forøgende horisont - dets øget forståelse af den verden, det lever i; dets udvidet kapaciteten til forståelsen af de faktiske omstændigheder af tid, de meningsfulde ideer og den åndelige indsigts værdifulde idealer. Så længe mennesket kun måler med en målestok, der repræsenterer de ting som er af fysisk natur, kan de aldrig håbe på at finde enhed i tid og rum. 2. Menneskets tiltagende kontrol - den gradvise ophobning af viden om den materielle verdens love, med henblik på åndelig eksistens og mulighederne for den filosofiske koordinering af disse to virkeligheder. Som vilde var mennesket hjælpeløs overfor voldsomme angreb af naturlige kræfter og slave af sine egne indre frygts grusomme dominans. Det halvciviliserede menneske er begyndt at åbne dørene til naturens hemmelige skattekamre, og dets videnskab er langsomt, men effektivt ved at ødelægge hans overtro, mens den på samme tid giver et nyt og udvidet faktuelt grundlag for at forstå de filosofiske betydninger og sande åndelige erfarings værdier. Det civiliserede menneske kommer en dag til at få de fysiske kræfter på hans planet så godt som under kontrol. Guds kærlighed i dets hjerte, vil blive effektivt udøst som kærlighed til sine medmennesker, mens værdierne for den menneskelige eksistens vil nærme sig grænserne for de dødeliges kapacitet. 3. Menneskets integration i universet - menneskets forøget indsigt samt stigningen i menneskets erfaringsmæssig præstation bringer det i en tættere samklang med Overhøjhedens forenede tilstedeværelse - Paradistreenigheden og det Højeste Væsen. Det er netop dette, som etablerer den Højestes overherredømme i verdner som længe har været stabiliseret i lys og liv. Sådanne avancerede planeter er faktisk digte af harmoni, billeder af skønheden i opnåede godhed, som er et resultat af udøvelsen af kosmisk sandhed. Hvis sådanne ting kan ske for en planet, så kan selv større ting ske i et system og de større enheder af storuniverset, når de også opnår den stabilitet, der angiver at potentialerne for finit vækst er udtømt. På en planet af denne avancerede klasse forsynet er blevet en virkelighed, livsomstændighederne i er korreleret, men det er ikke kun fordi mennesket er kommet til at dominere de materielle problemer i sin verden, men også fordi det er begyndt at leve efter udviklingen i de universer; Mennesket følger vejen for Overhøjheden til virkeliggørelsen af den Universelle Fader. Guds rige er i menneskenes hjerter, og når dette rige bliver virkeligt i hvert individ på en verden, så er Guds styre blevet virkelig på den planet. Dette er den opnået suverænitet for det Højeste Væsen. For at realisere forsynet i tiden, må mennesket udføre sin opgave med at nå perfektion. Mennesket kan dog allerede nu få en forsmag af dette forsyn i dets evigheds betydninger, når det funderer over det faktum at alting i universet, det være sig godt eller ondt, arbejder sammen for at fremme Guds alvidende dødelige i deres søgen efter Faderen af alt.

14 Forsynet bliver bedre regisrerbar, når mennesker strækker sig opad fra det materiellet til det åndelige. Opnåelsen af afsluttede åndelig indsigt gør det muligt for den opstigende personlighed til at opdage harmoni i, hvad der tidligere var kaos. Selv morontia mota repræsenterer et reelt fremskridt i denne retning. Forsynet er en del af den ufuldstændige Højestes overkontrol manifesteret i de ufuldstændige universer, og det må derfor altid være: 1. Delvis - på grund af den ufuldstændige aktualisering af det Højeste Væsen, og 2. Uforudsigelig - på grund af udsvingene i de skabtes holdning, som vedvarende varierer fra niveau til niveau, og således forårsager tilsyneladende varierende gensidige respons i den Højeste. Når mennesker beder for forsynets indgriben i livets omstændigheder, er svaret på deres bøn mange gange deres egen ændrede holdninger til livet. Forsynet er ikke lunefuld, og heller ikke fantastisk eller magisk. Det som de udviklende væsener lejlighedsvis opdager i deres fremskridt i universet er den langsomme og sikker fremkomst af den majestætiske tilstedeværelse af den mægtige suveræne af de finite universer. Forsynet er den sikre og visse march af galakserne af rummet og personlighederne i tiden mod evighedens mål, først i den Højeste, derefter i den Ultimative, og måske i den Absolutte. Vi mener, at det samme forsyn findes i uendeligheden, og at det er Paradistreenighedens vilje, handlinger og formål som således motiverer det kosmiske panorama af universer på universer. [Udarbejdet af en Mægtig Budbringer som midlertidigt opholder sig på Urantia.]