DIODORUS MESTERARGUMENT FIRE MODERNE REKONSTRUKTIONER. Speciale for. Kandidatgraden i Filosofi. Afleveret til

Transkript

1 Abstract This Master Thesis focal point is Master Argument formulated by the philosopher Diodorus Cronus. More specific the focus is whether it is possible to reconstruct the argument based upon modern logical principles. The ancient Master Argument consists of three premises. Diodorus himself formulated the negation of the third premises as the conclusion of the argument. Many ancient and modern philosophers formulated the thesis that the conclusion implies logical determinism or fatalism. Whereas others has speculated that the Master Argument forms the basis for Diodorus definition of the possible. Even though the meaning of the Master Argument was rumored to be once so widely accepted that it was a favorite dinner-topic, modern philosophers does not share a uniform interpretation of it s meaning. This Master Thesis contributes to this philosophical debate. The first part of the analysis presents the historical context of Diodorus and the Master Argument. Herein a short presentation of the relation between Aristotle s Seabattle Argument and the Master Argument and the relationships importance for Master Argument. This is followed by an in-depth analysis of four modern reconstructions of the Master Argument - A. Prior, J. Hintikka, N. Rescher, and R. Gaskin - where the problematic issues regarding a reconstruction is emphasized. These troublesome issues are ascribed to the fact that reconstructions does not rely upon a well-defined conception of truthbearers. Finally a comparative analysis is presented. This concludes that although the reconstructions share some structurally similarities on two, of the three, premisses none of these constitutes a basis for a widely accepted reconstruction. Furthermore it is concluded that none of the four reconstructions calls for a rejection of the Law of the Excluded Middle, nor the Principle of Bivalence. Finally, a critical overview of the relation between the Master Argument and the notion of Branching Time is presented and the bearing the ontological and logical reasons for accepting Branching Time have on the Master Argument.

2 DIODORUS MESTERARGUMENT FIRE MODERNE REKONSTRUKTIONER Speciale for Kandidatgraden i Filosofi Afleveret til Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet Under vejledning af Jan Riis Flor Indleveret af Martin Falck-Hansen April 2005 Antal normalsider: 97 Antal anslag:

3 Indhold Indhold 1 Indledning Indledning Problemformulering Filosofisk Motivation Metode Teorivalg Afgrænsning Notation Specialets struktur Læsevejledning Diodorus Kronus Indledning Den historiske kontekst Diodorus og Aristoteles Mesterargumentet Sandhedsbærende enheder Diodorus modallogik Determinisme og Fatalisme Rekonstruktioner Indledning Priors rekonstruktion Sandhedsbærende enheder Den første rekonstruktion

4 INDHOLD i Den anden rekonstruktion Kritik af Prior Hintikkas rekonstruktion Sandhedsbærende enheder Reskonstruktionen Kritik af Hintikka Reschers rekonstruktion Sandhedsbærende enheder Reskonstruktionen Kritik af Rescher Gaskins rekonstruktion Sandhedsbærende enheder Den første rekonstruktion Den anden rekonstruktion Kritik af Gaskin Delkonklusion Tværgående analyse Indledning Sammenligning af de fire rekonstruktioner Gennemgang af de natursproglige udsagn Gennemgang af de formelle udtryk Afvisning af Mesterargumentet Diskussion af første præmis Diskussion af anden præmis Diskussion af tredie præmis Konsekvenser af afvisningen Determinisme eller fatalisme Afvisning af det udelukkede tredies princip Forgrenet tid Delkonklusion Konklusion Samlet konklusion Perspektivering

5 Litteratur 114 A Detaljeret oversigt 118

6 Kapitel 1 Indledning

7 KAPITEL 1. INDLEDNING Indledning Vi lever i en kultur, hvor det potentielle spiller en stor rolle. Det potentielle dækker over en lang række begreber, der i dagligdagen anes som værende simple. Men sættes begreberne ind i en filosofisk kontekst, stiger kompleksiteten, og sammenhængene går fra at være simple og intuitive til at være mere nuancerede og abstrakte. Fraser som intet er umuligt, du kan hvad, du vil, du er din egen lykkes smed osv. er grundsten i vores selvopfattelse. Men dybt nede i os selv, ved vi godt, at det ikke forholder sig således, og at der er begræsninger på mulighederne, da verden ellers ville se meget anderledes ud. Det faktum at der eksisterer muligheder, som aldrig opfyldes eller kan imødekommes, er klassiske, filosofiske problemstillinger. Denne tankegang illustreres ved hjælp af et eksempel 1. Hanne vil være den første kvindelige statsminister i Ruritanien 2. Alle hendes venner siger til hende, at det ikke kan lade sig gøre, men hver især begrunder de det forskelligt. Een begrunder det med, at man skal være en god taler, hvilket hun ikke er. Hanne svarer, at det kan hun lære. En anden siger, at der netop er indført en lov som forbyder kvinder at bestride højtstående offentlige embeder. Hanne svarer, at love kan ændres. En tredies argument er, at hun ikke kan bestride embedet, fordi hun kun er seks år gammel. Til dette svarer Hanne, at hun er villig til at vente. Ingen af de tre indvendinger, fratager Hanne muligheden for at få opfyldt sit ønske. Men antag at en af hendes venner siger: Du kan ikke blive den første kvindelige statsminister i Ruritanien, fordi der allerede har været en. Dette argument kan Hanne ikke imødegå på nogen måde, hvilket netop viser, at der i alle muligheder ligger begræsninger. Sammenhængen mellem nødvendighed og mulighed er blevet analyseret siden antikken inden for filosofi og modallogik. Den græske filosof Diodorus Kronus 3 var en af de første, der satte begreberne i en kontekst, som hæver sig op på et mere abstrakt niveau. Resultatet af Diodorus overvejelser omkring sammenhænge imellem tid og modalitet, er samlet i Mesterargumentet. Vi kender kun fragmenter af Diodorus og Mesterargumentet, men alligevel er hans begreber gennem tiden blevet gransket nøje af forskellige filosoffer, der ved hjælp af nye indgangsvinkler har forsøgt at rekonstruere Mesterargumentet. Mesterargumentet var allerede berømt i antikken, øjensynligt fordi det beviser den deterministiske eller endog den fatalistiske grundtese, at alt nu er fastlagt og vil ske, uanset hvad vi gør. 1 Eksemplet er taget fra (Denyer 1999, pp ). 2 Ruritanien er et opdigtet land i Europa, som er lavet af Anthony Hope. Se f.eks. * 3 Den græske stavemåde er Diodoros. Jeg bruger den latinske stavemåde, som er gængs på dansk.

8 KAPITEL 1. INDLEDNING 2 Grunden til at Mesterargumentet stadig virker appellerende for filosoffer i dag er, at det udover at udtrykke sammenhænge som anses for sande, ligeledes fremstår tvetydigt og uafklaret på flere områder. Derfor synes Mesterargumentet stadig åbent for fortolkning, hvilket har fordret adskillige forsøg på rekonstruktioner. I dette speciale vil Diodorus klassiske Mesterargument være udgangspunktet. Mere præcist vil jeg undersøge, hvordan Mesterargumentet kan rekonstrueres med moderne logiske principper, samt i hvilken grad det kan betegnes som et gyldigt argument qua den manglende konsensus blandt moderne filosoffer. 1.2 Problemformulering På baggrund af de skitserede problematikker er jeg kommet frem til følgende problemformulering: Er det muligt at foretage en rekonstruktion af Diodorus Mesterargument ud fra moderne logiske principper? For at besvare problemformuleringen benyttes følgende spørgsmål som struktur på specialet: Er det muligt for filosoffer, der anvender moderne logiske principper, at levere en overbevisende rekonstruktion af Mesterargumentet? Er det muligt at identificere afgørende faktorer, der resulterer i, at de undersøgte rekonstruktioner fejler? Hvori består rekonstruktionernes strukturelle ligheder såvel som forskelligheder? Giver rekonstruktionerne grund til at afvise det udelukkede tredies princip? Er den forgrenede tidsopfattelse en hjælp i tolkningen af Mesterargumentet? 1.3 Filosofisk Motivation Filosofisk set er Mesterargumentet interessant, fordi det i antikken blev betragtet som noget så alment, at det blev diskuteret ved middagsselskaber 4, mens det i dag volder moderne 4 Se (Bobzien Fall 2004) og (Gaskin 1995, p. 220).

9 KAPITEL 1. INDLEDNING 3 logikkere store problemer. Samtidig ved man, at Mesterargumentet var bredt accepteret blandt antikke filosoffer, hvorimod der i dag ingen konsensus hersker. Tvetydighederne illustreres af de mange, forskellige forsøg på rekonstruktioner, hvor de individuelle tolkninger forstærker diskussionen. Mesterargumentet består af tre præmisser, hvor negeringen af den tredie præmis, opfattes af Diodorus selv som konklusionen på argumentet. Et centralt stridspunkt er netop tolkningen af Mesterargumentets præmisser. De tre præmisser er hver for sig acceptable, fordi de hver især udtrykker et gyldigt udsagn. Mesterargument hævder imidlertid at de tre præmisser indgår i et trilemma, og derved tvinges man til afvise den ene. Mange filosoffer har gennem tiden udlagt Mesterargumentet som argument for fatalismen, altså det filosofiske standpunkt at alle vores handlinger er forhåndsbestemte. Hvis det er muligt at give et tvingende argument for fatalisme, har det vidtrækkende konsekvenser. Netop Diodorus afvisning af den tredie præmis udlægges som et fatalistisk argument. Blandt filosoffer er der en vis interesse i at rekonstruere argumentet i dets fulde længde. Grunden hertil er ikke udelukkende en historisk interesse, men at Mesterargumentet er velegnet i modallogik i forsøget på at blande aletiske og temporale begreber. Nogle af de filosoffer, der har forsøgt at rekonstruere argumentet er A. Prior, R. Gaskin, N. Rescher og J. Hintikka, der er ophav til de rekonstruktioner, som vil blive behandlet i dette speciale. 1.4 Metode Jeg vil i det følgende skitsere de følgende indgangsvinkler, jeg har anvendt for at skabe klarhed over Diodorus Mesterargument. Grundlaget for mit speciale er overvejende teoretisk, fordi jeg tager udgangspunkt i filosofiske værker. Primærlitteraturen er de fire rekonstruktioner, mens sekundærlitteraturen består af diverse analyser, kritik og sammenligninger af rekonstruktionerne. Til trods for at prominente filosoffer har understreget Mesterargumentets vigtighed, er litteraturen yderst begrænset. En søgning i The Philosophers Index på emnet Diodorus Cronus giver kun 30 hits 5. Mens en søgning på Diodorus Cronus kun giver 38 hits på scholar.google.com 6. Derfor har de bibliografiske referencer i de forskellige værker fungeret som gode inspirationskilder til yderligere litteratur. I et forsøg på erhverve yderligere viden har jeg via konsulteret med flere af de 5 Fordelt således: Journals:21,Peer-Reviewed Journals:17,Books 5,Chapters/Essays 4. Grunden til at der er mere end 30 er at nogle af værkerne optræder under flere kategorier 6 Heraf er en stor del referencer til Stanford Encyclopedia of Philosophy.

10 KAPITEL 1. INDLEDNING 4 forfattere, der har været involveret i Mesterargumentet. Her har bl.a. Denyer og Bobzien været meget behjælpelige med at sende artikler. Jeg har endvidere haft kontakt med Peter Øhrstrøm, som er en af de eneste danskere, der har forsøgt sig med en rekonstruktion. Desværre kunne han ikke bidrage med yderligere litteratur, og havde hverken kendskab til danske eller udenlandske afhandlinger af interesse om emnet. Dog var Peter Øhrstrøm i stand til at bekræftige nogle af mine egen hypoteser om emnet, hvilket var en stor hjælp i processen. I specialet forudsættes et vist kendskab til første ordenslogik, dels til hvordan disse systemer virker og dels til standardproblemer og indvendinger Teorivalg Grundlaget for analysen af Mesterargumentet bygger på rekonstruktioner. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i fire filosoffer, som hver har udformet interessante rekonstruktioner, der repræsenterer bredden i feltet 7. Den første filosof er amerikaneren Arthur Prior (født 1914, død 1969), der kendes som ophavsmanden til moderne tidslogik. Hans rekonstruktion betegnes af andre filosoffer som værende katalysator for den moderne interesse for Mesterargumentet, hvilket ligeledes er mit argument for at medtage den. Den finske logiker Jaakko Hintikka (født 1929) har ydet væsenlige bidrag til den semantiske forståelse af modallogik. Hintikka anses som pionær indenfor udforskningen af modallogikkens filosofiske anvendelse. Hintikkas rekonstruktion adskiller sig, fordi den indeholder en interessant analyse af forholdet mellem Aristoteles og Diodorus. Jeg finder den relevant som en videreudvikling af Prior. Dette skyldes i høj grad, at Hintikka forholder sig kritisk til Priors første forsøg på en rekonstruktion, og hvor de identificerede svagheder resulterer i en revidering fra Priors side. Netop grundet det faktum at Hintikka må opfattes som medvirkende årsag til Priors revurdering, gør Hintikka aktuel. Den tredie filosof er amerikaneren Nicholas Rescher (født 1928), der har skrevet en række bøger inden for filosofihistorie, logik, erkendelsesteori og etik. Reschers rekonstruktion adskiller sig fra de øvrige, fordi han opfatter følge-relationen i den anden præmis markant anderledes, hvilket efter min mening retfærdiggør inkluderingen. Den sidste filosof er englænderen Richard Gaskin (født?) 8. Han er professor ved U- 7 Se endvidere bilag A for en detaljeret oversigt over forholdet mellem de vigtigste rekonstruktioner gennem tiden - heriblandt også nogle der ikke behandles i dette speciale. 8 Det har ikke været muligt at finde Gaskins fødselsår, hverken i litteratur eller via søgemaskiner.

11 KAPITEL 1. INDLEDNING 5 niversitetet i Liverpool, og forsker indenfor forståelsen af semantik i antikken og middelalderen, Frege, metafysik og filosofihistorie. Gaskins rekonstruktion er meget omfattende og forholder sig til tidligere rekonstruktioner, herunder de ovennævntes. Forcen er netop Gaskins kendskab til tidligere indvendinger, hvilket gør ham istand til at undgå forgængernes svagheder. Oprindeligt havde jeg også valgt Øhrstrøms rekonstruktion, for at inddrage den danske tilgang. Fravalget skyldes manglende kritik og kommentarer, hvilket gør den svær at placere. Specialets plads- og tidsbegrænsing var medbestemmende for dette fravalg. Udover de fire originale rekonstruktioner, vælger jeg at gøre brug af andre værker, der både diskuterer og videreudvikler de fire rekonstruktioner. Det er dog kun de vigtigste filosoffer (dvs. de mest relevante i forhold til min problemstilling), der vil blive kommenteret nærmere på. John Sutulas artikel er en grundig sammenligning af Priors, Hintikkas og Reschers rekonstruktioner, hvilket naturligvis gør den til et oplagt valg. Denne artikel blev først fundet ret sent i forløbet og blev derfor brugt til at underbygge min argumentation. Det at Sutula har valgt at koncentrere sig om de samme rekonstruktioner, bekræfter min opfattelse af, at disse rekonstruktioner betragtes som centrale. Nicholas Denyer har udformet sin egen rekonstruktion af Mesterargumentet, men for mig adskiller den sig ikke væsenligt fra Prior, og viser derfor ikke feltets brede, hvilket gør den irrelevant for specialet. Jeg har dog gjort brug af mange argumenter og diskussioner fra hans arbejde, fordi han fremstår mere filosofisk end Prior. Jules Vuillemin har ligeledes lavet en rekonstruktion af Mesterargumentet, som blandt andet har virket som inspirationskilde for Gaskins rekonstruktion. Gaskins rekonstruktion opfatter jeg dog som mere gennemarbejdet, da den forholder sig til langt flere rekonstruktioner. De overvejelserne som Vuillemin gør i forbindelse med sin rekonstruktion, har jeg fundet anvendelige til at belyse Prior og Gaskin. Især i forbindelse med kritik og forståelse af de fire rekonstruktioner har jeg gjort sporadisk brug af adskillige filosoffer. Herunder tæller Benson Mates, Torben Breüner, Karsten Friis Johansen, Joseph Vidal-Rosset, Susan Bobzien, Richard Sorabji, Michael J. White, Jack Copeland, Steven M. Cahn, Lars Gundersen, Richard Kirkham, Richard McKirahan, Mauro Dorato, Georg H. von Wright, Eduardo Zeller og David Sedley. Herudover kommer henvisninger til alment kendte filosofiske værker.

12 KAPITEL 1. INDLEDNING Afgrænsning Specialet tager afsæt i en kritisk, filosofisk vinkel med fokus på de modallogiske begreber fremfor de filosofihistoriske perspektiver. Afgrænsningen fra argumenter af historisk karakter gør, at min argumentation flere steder i specialet kunne have været mere stærkere. Dog er valget meget bevist fra min side, da inddragelse af f.eks. Aristoteles filosofi både vil være for omfattende og samtidigt trække fokus væk fra mit interesseområde. Da jeg ikke har kendskab til oldgræsk, har også valgt at se bort fra diskussioner omkring betydningen af ord og fraser. Forståelsen af de græske ord har naturligvis en betydning i forståelsen af Diodorus originale argument, men i den modallogiske forståelse har min manglende sprogforståelse mindre betydning, da de fleste værker er på engelsk. I forbindelse med tolkningen har jeg valgt udelukkende at anvende klassisk logik. 1.5 Notation Igennem specialet vælger jeg overordnet at følge de enkelte forfatteres notation. Dog omskriver jeg notationen som Prior og Rescher anvender 9 og istedet anvende den notation der oftest anvendes i dag 10. Dette er udelukkende gjort for at lette sammenligningen af rekonstruktionerne, samt det faktum at denne notation er det mest gængse i dag. Beviserne har jeg valgt at gengive i Lemmon-stil. Jeg har valgt at anvende betegnelserne om temporal definitte og ikke-definitte sætninger i alle fire rekonstruktioner for at lette forståelsen ved at bruge de samme begreber. Man kalder de tre sætninger i Mesterargumentet for præmisser af historiske grunde til trods for, at Diodorus prøver at afvise den tredie sætning 11. Jeg har valgt at følge denne tradition i specialet. Specialets citater er holdt på originalsproget. Dog har jeg som en hjælp til læseren foretaget en dansk oversættelse af tyske og franske citater. Samtidigt oversætter jeg alle de natursproglige sætninger i præmisserne til dansk for nemmere at kunne diskutere og bruge dem. 9 Denne notation kaldes ofte for præfix. 10 Denne notation kaldes ofte for infix. 11 J.f. (Gaskin 1999, p. 209).

13 KAPITEL 1. INDLEDNING Specialets struktur Figur 1.1: Kilde: Egen tilvirkning.

14 KAPITEL 1. INDLEDNING Læsevejledning Afsnit 1 giver en introduktion til specialet ved at præsentere specialets problemformulering og give en baggrund for fokusområde, metodeovervejelser og afgrænsning. Afsnit 2 indeholder en beskrivelse af Diodorus Kronus med fokus på hans liv og naturligvis hans Mesterargument, der er hele specialets omdrejningspunkt. Derudover gives et overblik over Diodorus øvrige filosofi samt forholdet til Aristoteles filosofi. Afsnit 3 har til formål at kortlægge de fire udvalgte rekonstruktioner af henholdsvis Prior, Hintikka, Rescher og Gaskin. I gennemgangen af de forskellige rekonstruktioner belyses filosoffens opfattelse af sandhedsbærende enheder, fordi svaghederne kan identificeres. Der inkorporeres tillige kritik og kommentarer fra andre filosoffer. Afsnit 4 indeholder en komparativ analyse af de fire rekonstruktioner. Formålet er at afdække de strukturelle ligheder og/eller forskelligheder mellem rekonstruktionerne. Herudover indeholder afsnittet en diskussion af de tre præmisser for at analysere, hvorvidt det er korrekt at afvise den tredie præmis, eller om der i dag kan argumenteres for at afvise den første eller anden præmis. Endelig vurderes to måder at undslippe konklusionen. Afsnit 5 vil være en samlet konklusion og perspektivering.

15 Kapitel 2 Diodorus Kronus

16 KAPITEL 2. DIODORUS KRONUS Indledning Dette afsnit har til formål at give en introduktion af Diodorus og hans Mesterargument (Græsk: κνρɛων λôγωσ). Afsnittet indledes med en kort præsentation af den historiske kontekst omkring Diodorus, efterfulgt af en beskrivelse af Mesterargumentet, hvor fokus er på opbygning og de sandhedsbærende enheder. Afslutningsvis beskrives Diodorus modalsystem, herunder diskussionen omkring fatalismen. 2.2 Den historiske kontekst Som det er tilfældet med mange antikke filosoffer, er der en del kontrovers omkring Diodorus. Grunden er, at vi kun kender ham igennem fragmenter af andre antikke og middelalderlige forfattere, der hverken var særlig præcise eller havde et dybdegående kendskab til ham. Dog synes der at være en vis konsensus om, at han levede fra f.v.t. 1 og var født i Iasos, Grækenland (det nuværende Tyrkiet). Han fik fem døtre 2 der alle blev logikkere: Menexene, Argeia, Theognis, Artemisia and Pantacleia. Diodorus bar tilnavnet Kronos ( ω Kρωνωσ ). Dette tilnavn skal ikke forstås som at have noget at gøre med tid, men stammer ifølge Sedley 3 fra Diodorus læremester Apollonius, der bar det samme tilnavn. Dette kan oversættes til den gamle knark eller særling, og må anses for at være et øgenavn. Diodorus beskrives således af en antik kilde: There are also other pupils of Eubulides, among whom is Apollonius Cronus, who was the preceptor of Diodorus of Iasos, the son of Aminias; and he too was surnamed Cronus, and is thus mentioned by Callimachus in his epigrams: Momus himself did carve upon the walls, Cronus is wise. And he was a dialectician, and, as some believe, he was the first person who invented the Concealed argument, and the Horned one. When he was staying at the court of Ptolemy Soter, he had several dialectic questions put to him by Stilpo; and as he was not able to solve them at the moment, he was reproached by the king with many hard words, and among other things, he was nicknamed Cronus, out of derision. So 1 Sedley argumenterer for, at Diodorus døde cirka i år 284. Dette har betydning for Diodorus mulighed for at lære Aristoteles Søslagsargument at kende. Se (Sedley 1997, p.78). 2 Se (Bobzien Fall 2004). 3 Se (Sedley 1997, p.78).

17 KAPITEL 2. DIODORUS KRONUS 10 he left the banquet, and wrote an essay on the question of Stilpo, and then died of despondency. And we have written the following epigram on him: O Diodorus Cronus, what sad fate Buried you in despair? So that you hastened to the shades below, Perplexed by Stilpo s quibbles- You would deserve your name of Cronus better, If C and r were gone 4 (Laertius 1853) Diodorus var altså ophavsmand til flere logiske paradokser, og han døde af skam, da han ikke kunne løse en logisk opgave under en middag under Ptolemaios I Soters hof 5. Det er en udbredt opfattelse, at Diodorus tilhører den megariaske 6 skole. Sedley har skrevet en artikel, hvori han argumenter for, at Diodorus ikke bør regnes som en del af den megariaske skole, men derimod af den konkurrende dialektiske skole. Hvis Sedley har ret, er det interessant, idet Aristoteles ofte rettede argumenter imod den megariaske skole, så hvis Diodorus ikke var medlem af denne, må kritikken antages ikke at være rettet imod ham. Döring bekræfter denne opfattelse: Diese Ansicht hat David Sedley im Jahre 1977 in einem Aufsatz mit dem Titel Diodorus Cronus and Hellenistic Philosophy als falsch zu erweisen und dahingehend zu korrigieren versucht, daß Diodor nicht den Megaikern, sondern einer mit ihnen konkurrierenden Schule, nämlich der Dialektiker, zuzuordnen sei. Nun ist es in der Tat so, daß Diodor in unseren Quellen nie als Megaiker, wohl aber häufig als Dialektiker bezeichnet wird 7 (Döring 1989, p.293) Diodorus underviste i både Athen og Alexandria og fungerede som læremester for både Philon og Zenon, der senere grundlagde stoikerne 8. Diodorus var allerede i antikken en 4 Hvis man fjerner C og r, så bliver der onus tilbage, der er græsk for æsel. 5 Ptolemaios I var grundlæggeren af Videnskabsakademiet Museion i Alexandria. 6 Megarianerne var en løst knyttet gruppe af filosoffer, som var aktive i år 400 og 300 f.v.t. Se (Audi 1995). 7 Oversat: I 1977 prøvede David Sedley i en artikel ved navn Diodorus Cronus and Hellenistic Philosophy at bevise, at denne opfattelse er forkert og korrigere at Diodorus ikke skulle regnes som en del af megarianske skole, men som den konkurrende dialektiske. Nu forholder det sig sådan, at Diodorus i vore kilder ikke betegnes som megarianer, men ofte som dialektiker. 8 Stoikerne (ca. 300 f.v.t e.v.t.) var en gruppe filosoffer, der beskæftigede sig med logik, fysik og etik. Se (Bobzien Fall 2004).

18 KAPITEL 2. DIODORUS KRONUS 11 anerkendt og fremtrædende logikker. Hans berømmelse læses også i Kallimakus epigram, som nævnes i citatet af Epiktetos: Look even the ravens on the rooftops are cawing What follows from what? and How shall we become hereafter? Det ovenstående citat vidner om, at Diodorus og hans logik blev diskuteret bredt og ofte i antikken Diodorus og Aristoteles Omdrejningspunktet i dette afsnit er forholdet mellem Diodorus og Aristoteles, idet der hersker tvivl om, hvordan Aristoteles Søslagsargument og Diodorus Mesterargument har påvirket hinanden. Jeg vil dog koncentrere mig om scenariet vedrørende Søslagsargumentet som inspirationskilde for Mesterargumentet, og ikke graden af betydningen, da jeg opfatter dette som et selvstændigt speciale. Det er bredt accepteret, at den mest berømte logikker i antikken er Aristoteles ( f.v.t.). Netop fordi Diodorus og Aristoteles levede samtidig og opholdt sig inden for samme geografiske område, er det sandsynligt, at de kendte hinanden eller i al fald hinandens argumenter. Aristoteles er den formelle logiks fader, idet han indså, at argumenters gyldighed udelukkende afhænger af argumenternes form og ikke deres indhold. I forsøget på at klarlægge argumenternes form, udarbejdede Aristoteles syllogismelæren. Et af de mest fundamentale principper for Aristoteles logik, er kravet om, at sætninger overholder bivalensprincippet, altså at de enten er sande eller falske. Aristoteles afviser imidlertid selv dette princip i kapitel 9 af De Interpretatione, der er en præsentation af Søslagsargumentet. Han diskuterer heri en sætning, der omhandler muligheden af et søslag i morgen, og hvilken sandhedsværdi sætningen bør tilskrives. Dette kapitel er antageligvis et af de mest diskuterede i filosofihistorien, og betydningen af Søslagsargumentet er for vidtrækkende til at komme ind på her. Det er imidlertid min opfattelse, at Søslagsargumentet er rettet mod en tidligere version af Mesterargumentet (som sandsynligvis ikke var formuleret af Diodorus), ligesom Mesterargumentet opfattes som en kritik af Aristoteles begreber og i særdeleshed mod Søslagsargumentet. Hos Aristoteles bruges de modale begreber som mulighed og nødvendighed skødesløst og uden at være nærmere præciseret eller defineret. Brugen skifter mellem at være rent logisk til at være ontologisk, og ofte fremgår det ikke af sammenhængen, hvordan begreberne skal forstås.

19 KAPITEL 2. DIODORUS KRONUS 12 Formuleringen af Diodorus-teserne viser klart en glidning mellem det logiske og metafysiske tankegange, som på det felt også er karakteristisk for Aristoteles. Der tales uden videre om det sande, det mulige og det nødvendige, og det klargør ikke sagen, at nogle moderne oversættere i misforstået hjælpsomhed indsætter domme om.... Der er tale om en metafysisk debat med logiske implikationer. (Johansen 1991, pp ) Mesterargumentet kan ses som et forsøg på at påpege disse uklarheder, og derfor må Diodorus modallogik være en måde at afklare og præcisere disse begreber på. Dette kan meget vel være årsagen til, at Prior skriver om Diodorus: [Diodorus] seems to have been an ancient Greek W.V. Quine, who regarded the Aristotelian logic of possibility and necessity with some scepticism, but offered nevertheless some harmless senses that might be attached to modal words (Prior 1967, p.16f) 2.3 Mesterargumentet Til trods for Mesterargumentet i antikken var meget berømt, er der kun overleveret nogle fragmenter af det. Det er igennem Epiktetos, vi har den mest komplette gennemgang af Diodorus Mesterargument. Han beskriver Mesterargumentet således: The Master argument seems to have been developed from the following starting points: There is a general conflict between the following three <statements>: (I) every past true <proposition> is necessary; and (II) the impossible does not follow from the possible; and (III) something is possible which neither is true nor will be true. Being aware of this conflict, Diodorus used the plausibility of the first two <statements> in order to show that (IV) nothing is possible that neither is nor will be true. Gengivet fra (Bobzien Fall 2004) Det som er overlevet er de tre præmisser samt den velkendte konklusion. Standardgengivelsen af Mesterargumentet, som Friis-Johansen ligeledes tilslutter sig, ser ud som følgende 9 : D1) Alt fortidigt og sandt er nødvendigt. D2) Det umulige kan ikke følge af/efter det mulige. 9 Se (Johansen 1991, pp ).

20 KAPITEL 2. DIODORUS KRONUS 13 D3) Noget er muligt, som hverken er eller vil være sandt. DK) Det mulige er det som er sandt eller vil blive det. Bochenski skriver om argumentet: Unfortunately that [Epiktetos tekst] is the only really explicit text about the celebrated master-argument of Diodorus. If fails to enable us to survey the whole problem because we do not know why the three propositions should be incompatible. (Purtill 1973, p31) Vi ved altså ikke, hvordan Diodorus kom frem til konklusionen 10. Dertil kommer, at en række tvetydigheder gør, at vi heller ikke ved, præcis hvad hensigten med Mesterargumentet var, eller hvorfor det var alment accepteret. Det er primært den anden præmis, der påpeges som værende tvetydig, fordi vi ikke ved, hvordan Diodorus opfattede følgerelationen. Oftest opfattes følge i en logisk forstand, men en række filosoffer, inspireret af Zellers rekonstruktion 11, har valgt at læse følge i en temporal forstand. Den første præmis er ligeledes tvetydig. Præmissen siger, at alt fortidigt og sandt er nødvendigt. Dette kan tolkes på to forskellige måder: 1) alle sætninger, der grammatisk omhandler fortiden er logisk nødvendige, hvis de er sande. 2) alle sætninger om fortidige begivenheder er nødvendige, hvis de er sande. Det er trivielt 12, at konstruere en sætning som grammatisk er fortid, mens indholdet henviser til fremtiden, som følgende er et eksempel på: I går var det sandt, at Signe vil spise en frikadelle til aftensmad om to dage. Hvis vi accepterer tolkning 1, vil denne sætning være nødvendig allerede i dag (under forudsætning af at Signe spiser en frikadelle i morgen). Dette synes at stride imod vores opfattelse af fremtidige kontingente begivenheder, nemlig at de ikke kan være nødvendige, før de indtræffer. I tolkning 2 er det forskellen på logisk og fysisk nødvendighed, der udgør tvetydigheden. Den fysiske nødvendighed kan betegnes som fortidens uomstødelighed, ergo at når en begivenhed først een gang er indtruffet, kan vi ikke ændre den. Sættes det i forhold til eksemplet ovenfra, vil det sige, at efter Signe har spist en frikadelle, er hændelsen ikke til at ændre, men det betyder ikke, at udsagnet bliver nødvendigt 13. Da 10 Se endvidere (Hasle and Øhrstrøm 1995, p. 15). 11 Se (Zeller 1882). 12 Det er normalt at tilskrives denne opdagelse Ockham. 13 Girle bruger et eksempel der siger, at hvis en sten falder til jorden på Mars overflade i dette øjeblik, kan vi ikke gøre noget for at hindre det. Omvendt betyder det også, at hvis vi havde været på Mars i øjeblikket, ville vi have mulighed for at gribe ind og dermed forhindre det i at ske. Se (Girle 2000, p.136).