Børn & kæledyr. AE & KLAPPE Af Cecilie A. Thorslund

Transkript

1 modelfotos: Colourbox SIDE 18 PSYKOLOG NYT NR

2 AE & KLAPPE Af Cecilie A. Thorslund Børn & kæledyr Man kan nærmest mærke, at han kan lide mig, siger Mathilde om sin kat. Er det nødvendigvis sådan, at tætte tilknytningsfigurer udelukkende består af mennesker? F or nylig fødte jeg en søn, og som andre nybagte mødre er jeg meget optaget af dette lille væsen og foretrækker for det meste, at han ligger i min favn, ved min side, eller at jeg har øjenkontakt med ham. Jeg føler en stor tilknytning og forestiller mig, at han mærker det samme, hvorved han oplever et stabilt og trygt bånd til mig og de andre nære voksne i hans liv. Et karakteristisk træk ved modstandsdygtige børn er, at de tidligt har haft mulighed for at oprette tætte, trygge og stabile tilknytningsbånd til andre personer, som accepterer dem betingelsesløst og giver dem tilstrækkelig omsorg til, at de udvikler en grundlæggende følelse af tillid. Nære emotionelle bånd spiller en væsentlig rolle, og de stærkeste følelser i alle aldersgrupper er dem, som har at gøre med enten at knytte, miste eller genetablere nære bånd til andre mennesker. Men er det nødvendigvis vigtigt, at tætte tilknytningsfigurer udelukkende udgøres af mennesker? Kan det ikke være mere relevant, at kontakten mellem barn og tilknytningsfigur er præget af stabilitet, omsorg, tryghed og nærhed, uanset om kontakten er til et menneske eller et kældedyr? Med udgangspunkt i et projekt ved Roskilde Universitet vil jeg her komme med eksempler på, hvordan børn kan have relationer til deres kæledyr, der på mange måder kan ligestilles med tilknytningsfigurer. Mit fokus bevæger sig nu fra mit spædbarn og til de PSYKOLOG NYT NR SIDE 19

3 lidt større børn, der udviklingsmæssigt ikke har samme fysiske afhængighed af deres forældre de kan eksempelvis selv holde hovedet (!) og lever ikke af modermælk. Når man kommer ud over sådanne direkte afhængighedsforhold, er der grobund for, at kæledyr, store som små, kan agere tilknytningsfigurer, indgå i givende relationer og fordre en sund og positiv tillid til verden. Et relevant spørgsmål, når man diskuterer, hvilket potentiale dyret har for at være en tilknytningsfigur, er, hvordan barnet opfatter kæledyret på mere generelt niveau. Man kunne tænke sig, at barnet forholdt sig til dyret som et objekt, ligesom et stykke legetøj, man kan eje og bestemme over. Eller at forholdet kan ligestilles med en relation mellem to mennesker, hvor det ene menneske blot er et dyr; et andet subjektivt væsen. Bowlby, Ainsworth & Schibbye Ifølge Bowlby har evolutionen medført, at barnet knytter sig og søger nærhed til den primære omsorgsperson, selv hvis omsorgen er mangelfuld eller fjendtlig. En af Bowlbys vigtigste konklusioner er, at for at spædbarnet skal blive et mentalt sundt menneske, må han opleve en varm, intim og vedvarende relation med sin mor (eller en anden permanent voksen), hvori begge parter finder nydelse og tilfredshed. Ainsworth har påvist en sammenhæng mellem omsorg, tilknytningskvalitet og senere personlighedsudvikling, og hun tilføjer tilknytningsfiguren som en sikker base, hvorfra spædbarnet kan udforske verden. Spædbørn og småbørn har brug for at udvikle en sikker og stabil afhængighed af sine forældre, før de bevæger sig ud i ukendte situationer. Ud over den sikre base har Ainsworth identificeret tre karakteristika for nær tilknytning: safe haven, dvs. at barnet søger kontakt med tilknytningsfiguren som støtte i skræmte eller stressede situationer; proximity maintenance, som indikerer, at barnet trives med at have tilknytningsfiguren i fysisk nærhed; og separation distress, altså at barnet reagerer negativt, når han er væk fra tilknytningsfiguren. Bowlby arbejder med et universelt, indbygget behov for at knytte nære følelsesmæssige bånd til andre. Hans tilknytningsbegreb henviser både til en tilstand af at være tilknyttet og til kvaliteten af individets tilknytning. Når barnet begynder at føle sig som et selvstændigt, afgrænset jeg, opdager det samtidig, at det har brug for den anden (tilknytningsbehov), og når det lille barn finder ud af, at det kan bevæge sig væk fra moderen, opdager det også, at moderen kan fjernes fra barnet, altså en trussel om tab af tilknytning. Den norske psykolog Anne-Lise Schibbye beskæftiger sig med anerkendende relationer. Hun pointerer, at mennesket udvikler SIDE 20 PSYKOLOG NYT NR

4 sig i kraft af sine relationer til vigtige andre, hvori anerkendelse er en vigtig grundholdning. Anerkendelse forudsætter erkendelsen af den anden og den andens perspektiv. Ifølge Schibbye er anerkendelse forankret i et princip om gensidigt ligeværd, altså en subjekt-subjekt-relation frem for en subjekt-objekt-relation. Det forudsætter, at børnene opfatter kæledyr som subjekter, hvis perspektiv og oplevelser de erkender, frem for som objekter men samtidig, i teoretisk forstand, at dyrene også udviser forståelse for børnenes oplevelser og erkendelser. I sin drøftelse af anerkendelse behandler Schibbye fem dialektiske delelementer, der er hinandens forudsætninger: lytning, forståelse, accept, tolerance og bekræftelse (Schibbye 2007: ). Det at forsøge at forstå den andens handlinger ud fra dennes forudsætninger fordrer blik for, på hvilke måder handlingen giver mening fra den andens perspektiv. Det kræver lydhørhed, åbenhed og parathed til at forstå selv det, som umiddelbart kan virke uforståeligt. I praksis blandt andet at være opmærksom på budskaber formidlet nonverbalt: øjenkontakt, tonefald, kropsholdning og lignende. Derfor er det interessant at se nærmere på, i hvilken udstrækning børn og deres kæledyr formidler metakommunikative budskaber og derigennem udviser anerkendende adfærd. Bowlby lægger vægt på den gensidige glæde mellem omsorgsperson og barn, og Schibbye lægger vægt på, at begge parter i et anerkendende forhold sætter sig ind i hinandens perspektiver og giver hinanden gensidig anerkendelse. Der foreligger dokumentation for, at hunde kan være knyttede til deres ejere (Kurdek 2008), og at forskellige dyrearter kan finde trøst i hinandens selskab og udvise karakteristiske tilknytningstræk (Levinson 1984), men om kæledyr som sådan oplever gensidig glæde, støtte og anerkendelse, og om de har forståelse for menneskets perspektiv, henstår i det uvisse. Uden at afvise kæledyrs mulige gensidighed i relationen vil jeg fokusere på den oplevelse af gensidighed, som barnet har. Hvis barnet har en oplevelse af, at kæledyret er anerkendende i sine handlinger, udviser tegn på forståelse og opfører sig, som om det sætter pris på kontakten til barnet, så er det i mine øjne en mulig gensidighed. Barnet får ordet Som en del af projektet ved Roskilde Universitet har jeg interviewet en gruppe børn i 3. klasse, der har kaniner, marsvin, katte og skildpadder. Ud fra empirien er der ingen tvivl om, at børnene er følelsesmæssigt knyttet til dyrene, hvilket kommer til udtryk, når børnene søger trøst hos dem. Som eksempel forklarer Mathias, at han nogle gange sætter sig hen ved sin skildpadde og snakker med den, hvis han er ked af det: Det var også, fordi derhjemme der havde jeg ligesom mit eget træ, fordi det blomstrede på min fødselsdag. Det blev så fældet, fordi vi skulle have nye fliser. Det var ikke sjovt ( ) så satte jeg mig hen til ham og talte lidt med ham. [Hjalp det lidt?] Ja! Det var, lidt ligesom jeg gad ikke rigtig at tale med mine forældre om det. Også Amalie beretter om at snakke med sin kanin. Det er til tider, som om den forstår hende, dels udtrykt ved at den holder op med at sprælle, dels ved måden, den kigger på. Dette kan tolkes som et eller flere af Schibbyes dialektiske delelementer, idet barnet giver udtryk for, at dyret lytter og udviser forståelse. Både Amalie og Mathilde fortæller, at kæledyret ofte kommer hen til dem, og Amalie nævner ligefrem at man kan nærmest mærke, at han kan lide mig, hvad der kan tolkes som både accept, tolerance og bekræftelse. I det hele taget giver børnene udtryk for, at dyrene har en anerkendende adfærd, hvilket udvises via metakommunikative budskaber, såsom længerevarende øjenkontakt, opsøgende adfærd og fx Mathildes kat, der spinder. Det kan dog diskuteres, om denne anerkendelse er bevidst eller måske blot et udtryk for dyrets erkendelse og accept af barnet. Om dyret decideret indgår i en intersubjektiv deling og tager barnets perspektiv, er tvivlsomt. Børnene er knyttet til deres kæledyr, opfatter det som en ven, leger med det, respekterer dets grænser og sætter pris på fysisk kontakt med dem. De kysser og krammer dem og foretrækker til tider dyrene frem for menneskelige kontakter, hvis de har behov for trøst eller kontakt. Børnene viser også tegn på reaktioner ved adskillelse og tab. Fx siger Mathilde altid farvel til sin kat, når hun skal i skole, og blev meget ærgerlig, da hun for noget tid siden skulle flytte fra sine høns. Ligeledes giver børnene udtryk for, at de savner dyrene, når de er i skole eller er på ture, og Mathias har billeder med af sine skildpadder. De udviser bekymring for dyrenes ve og vel og er urolige for, om dyrene nu har nok mad eller er kommet til skade. Et tydeligt eksempel er Mathias udtalelse om hans skildpadder: Nogle gange kan man godt lige komme til at tænke på, om de er faldet ned og er blevet til et spejlæg det er i hvert fald den tanke, jeg tænker, at de bliver til spejlæg, når de splatter ud. Er det nødvendigvis vigtigt, at tætte tilknytningsfigurer udelukkende udgøres af mennesker? Graden af tilknytning Tilknytningsfiguren skal fungere som en del af den sikre base. Børnene udtrykker, at de indimellem føler trøst ved samvær med kæledyret, men at dyrene ligefrem fungerer som figurer, der dæmper sårbarhed, er usikkert. Herudover skal figuren fungere som safe haven, hvor barnet søger kontakt, bekræftelse og sikkerhed i krisesituationer. Dertil kommer, at det skal opleves positivt og glædeligt for barnet at have figuren fysisk tilrådelig og i nærheden, og ikke mindst at adskillelse fra figuren skal udløse negative følelser såsom afsavn og længsel. På disse to punkter lever kæledyrene op PSYKOLOG NYT NR SIDE 21

5 Som udgangspunkt er kæledyret hverken udelukkende et subjekt eller et objekt, men gøres til noget af barnet i de forskellige situationer. til rollen, idet børnene udtrykker glæde ved fysisk kontakt og negative reaktioner ved adskillelse. Et eksempel er Mathildes begejstring over, at katten venter ved døren, når hun kommer hjem, og når katten kommer for at blive kælet for, og Mathias bekymring for, om skildpadderne er løbet væk. Der er ingen tvivl om, at tilknytningen til kæledyrene lever op til kriterierne p roximity maintenance og separation distress, idet børnene og dyrenes forhold er præget af en omsorgsfuld tilknytning, hvor i hvert fald børnene drager omsorg og passer på dyrene. Børnenes kontakt til kæledyrene lever i nogen grad op til den sikre base og safe haven, og det kan ikke udelukkes, at kontakten kan tolkes som en decideret tilknytning i Ainsworths forstand. Om børnene oplever tilknytningen til dyrene som særlig stærk, afhænger formentlig også af, hvilke andre tilknytninger de har. Hvis de som udgangspunkt ikke oplever deres forældre som sikre baser, kan dyrene muligvis træde til her og give den nødvendige stabilitet og sikkerhed. Det er tvivlsomt, om dyrene kan fungere som primære relationer, når det kommer til sikkerhed i krisesituationer eller sårbarhed ved udforskning af verden. Ifølge Bowlby er det vigtigt for (spæd-)børn, at de oplever en varm, intim og kontinuerlig relation, og jeg plæderer for, at kæledyrene kan bidrage med en sådan relation, og fungere på lige fod med andre positive tilknytningsrelationer. Om kæledyrene lever op til Bowlbys forudsætning om, at tilknytningsfiguren er et individ, der opfattes som bedre i stand til at klare verden, er uklart. Børnene viste ingen tegn på at opfatte dyrene sådan, men omvendt var der heller ingen tegn på at de havde den modsatte opfattelse, altså at dyrene ikke kunne klare sig godt. Et objekt med intentioner? Som udgangspunkt er kæledyret hverken udelukkende et subjekt eller et objekt, men gøres til noget af barnet i de forskellige situationer. Der kan foregå en nær relation både på subjekt- og objektniveau, fordi der er en respons fra dyret og en tolkning på den respons, der kommer ud af situationen. Når Mathilde fx vil klæde katten ud, gør hun katten til objekt for sine fantasier og behov i et legeunivers. Samtidig er katten ikke et passivt objekt, fordi der er en form for respons fra dyret en bekræftelse eller accept af legen og det bekræfter en eller anden grad af nærhed i relationen, selv om hun gør katten til et objekt. Dermed giver det mulighed for, at hun kan tolke en form for subjektivitet ind i dyret. Ved at klæde sin kat ud gør hun den samtidig til et subjekt, og dette understøttes af børnenes udsagn om, at dyrene er deres venner. Mathilde kunne også klæde sin dukke ud og kalde sin dukke for en ven. Men dukken kan ikke be- eller afkræfte: dukken har ingen intentionalitet. Det har dyret. Dyret har et handlerum, selv om dette måske ikke er så udstrakt. Basalt set kunne katten vælge at gå væk fra barnet i udklædningssituationen. Når katten lader Mathilde udklæde sig, tillader den hende at gøre sig til et objekt. Objektet kan i den forstand have en intentionalitet mod subjektet, og det kræver en form for subjekt-dimension hos objektet. Denne forståelse af kæledyr som delvis objektive og subjektive afhængig af forskellige situationer viser kompleksiteten i børn og dyrs relationer. Det betyder også, at der ikke kan gives et enkelt svar på spørgsmålet om kæledyr som tilknytningsfigurer, idet graden af relationens nærhed tilsyneladende er situationsbestemt og afhængig af, om barnet ser dyret som subjekt eller objekt. En tilknytningsfigur kan som udgangspunkt ikke være et passivt objekt men det viser sig, at børnene godt kan opleve en nær relation med et objekt med intentionalitet. Derved kan de til tider opfatter kæledyrene som tilknytningsfigurer i større eller ringe grad, uafhængig af deres opfattelse af dyret som subjekt eller objekt, men derimod afhængig af konteksten og situationen. Dette understøtter tesen om, at kæledyr har potentiale til at fungere som en ud af flere tilknytningsfigurer; der er en nær relation i visse situationer og en mere fjern relation i andre, men der er en gennemgående tilknytning, hvis styrke varierer. Det kunne være interessant at få belyst, hvad denne variation skyldes: om graden af nærhed er afhængig af tilgængeligheden af andre tilknytningsfigurer, eller om der er betydelige relationsforskelle afhængig af dyrets art og race. Det kunne også være interessant at få uddybet barnets opfattelse af relationen til dyret sammenlignet med relationen til mennesker, samt børnenes reaktioner på dyrenes handlinger i samværet. litteratur Cecilie A. Thorslund, cand.scient.soc. i psykologi og socialvidenskab ved RUC, ph.d.-studerende ved KU Science Bretherton, Inge (1992): The Origins of Attachment Theory. Developmental Psychology, 28, Bowlby, John (2003 [1988]): En sikker base, Det Lille Forlag, Frederiksberg. Irvine, Leslie (2004): If You Tame Me Understanding Our Connection with Animals, Temple University Press, Philadel phia, USA. Kryger, Lisa Kirk (2004): Om tilknytning til andre mennesker. Psykolog Nyt, 18, Kurdek, Lawrence A. (2008): Pet dogs as attachment figures. Journal of Social and Personal Relationships, 25, Schibbye, Anne-Lise (2007): Relationer et dialektisk perspektiv, Akademisk Forlag, København. SIDE 22 PSYKOLOG NYT NR