Faglighed og tværfaglighed

Transkript

1 Faglighed og tværfaglighed Vi er nu halvvejs med den første årgang under reformen. Tonen i Gymnasieskolen bliver stadig mere og mere hård ved reformen. Jeg overvejer, hvad der konkret har været de største forskelle i min undervisning i 2. y i samfundsfag og 1. c i naturgeografi. Den største forskel er, at jeg er blevet tvunget til en række tværfaglige forløb. Jeg dyrkede ikke selv tværfaglige forløb i valggymnasiet. I samfundsfag kunne jeg ikke, og i geografi gjorde jeg det ikke, selv om der var mulighed for det. Men nu gør jeg det. At bevise eller påvise I samfundsfag i 1. g har jeg arbejdet sammen med matematik om en vælgerundersøgelse til kommunalvalget, om statistik og statistisk analyse. Senere samarbejdede jeg med historie og matematik om, hvad det vil sige at påvise noget i samfundsfag/historie og at bevise noget i matematik. Eleverne skulle først påvise og bevise og siden sammenligne, hvilke metoder de forskellige fag benyttede. I 2.g i samfundsfag har jeg arbejdet sammen med sproglærere om integration af udlændinge i forskellige lande afhængig af, hvilket sprogfag eleverne havde. Eleverne sammenlignede, hvad litteratur kunne, og hvad samfundsfaglige begreber kunne bruges til. Sproglærerne sagde, at eleverne perspektiverede på et andet niveau, fordi de nu kunne bruge integrationsbegreberne fra samfundsfag. Eleverne fik talt mere om indholdet, men fik lært mindre grammatik. I naturgeografi har jeg omkring emnet Energi samarbejdet først med fysik i naturvidenskabeligt grundforløb og siden med biologi og dansk om emnet Energi og miljø. I naturgeografi og biologi fokuserer eleverne på energiteknologier og miljø, og i dansk skal de foretage en argumentationsanalyse af indlæg i miljødebatten. Af Bent Fischer-Nielsen, formand for FALS 3 Leder Samarbejde med dygtige kolleger I alle disse tværfaglige forløb har det været en fornøjelse at arbejde sammen med dygtige kolleger, der har haft et sikkert blik for anvendelsen af deres fag til analyse af en fælles problemstilling. Vi har ikke fået mere tid til dette ekstraarbejde, og det har stresset os alle. Eleverne har lært at skelne mellem fagenes forskellige metoder. I samfundsfag har de lært mere om samfundsvidenskabelig metode, end nogen af mine klasser tidligere har gjort. De har gennemført en empirisk undersøgelse med brug af kvantitativ metode, og på studieturen kommer de til at gennemføre en undersøgelse med brug af kvalitativ metode. I et samarbejde mellem samfundsfag og dansk om Krig, medier og teknologi vil nogle af eleverne prøve at bruge såkaldt kvantitativ indholdsanalyse i en sammenligning af to dagblades omtale af Irak-krigen. Jeg har ikke slækket på de faglige krav i de tværfaglige forløb. Eleverne har lært kernestof, som de alligevel skulle have lært både i samfundsfag og naturgeografi. De nye er, at eleverne har skullet anvende deres kernestof til belysning af en tværfaglig problemstilling. Så når jeg ser tilbage på, hvad eleverne og jeg konkret har deltaget i, ser jeg intet tab af faglighed i mine to fag. Jeg ser et øget fokus på metode, som skal kobles med elementær videnskabsteori, og jeg glæder mig faktisk til denne udfordring. Slank monsteret Det har været mere tidskrævende, fordi der skulle holdes møder for at aftale indholdet i forløbene. Men jeg har samarbejdet med kolleger om noget fagligt på en måde, jeg ikke gjorde før. Der har også skulle skrives mere, og her må GL gerne kæmpe for at slanke det administrative monster. At jeg skal lægge min plan for undervisningen på nettet er OK, og eleverne bruger

2 Leder det og er glade for det. Jeg skriver også gerne specifikke faglige mål, jf. læreplanen for hvert forløb. Men man kan fx overveje at slanke kravene til evaluering og til studieplanen. 1.y s lærere brugte meget lang tid på studieplanen i 1.g, men jeg synes ikke, anstrengelserne stod mål med, hvad den blev brugt til. Tværfaglighed bygger på faglighed Fagligheden må ikke tværes ud i det tværfaglige samarbejde. Tværfaglighed, der ikke bygger på faglighed, giver ingen mening. Her kan vi nok blive bedre til at finde emner, hvor alle involverede fag kan bruge deres kernefaglighed. For meget af det gode? Når reformen skal evalueres og justeres, kan man vurdere, om tværfagligheden er blevet for omfattende, og om rammerne er optimale: 1 Om studieretningsprojektet skal være to-fagligt eller enkeltfagligt? 2 Om fakultetskravet i AT-projekter skal opblødes? 3 Om de to tværfaglige faggrupper og eksaminer på hf skal ændres? Bestyrelsen har fra starten ytret skepsis om elevernes retssikkerhed og problemerne med at eksaminere og vurdere i fag, man ikke selv har. Vi afventer spændt, hvordan det vil gå til sommereksamen og vil studere evalueringerne. Skriv til bestyrelsen Bestyrelsen vil diskutere ovennævnte emner og hører gerne reaktioner fra dig og andre kolleger. Skriv en mail til en af os eller skriv til Samfundsfagsnyt. I den nærmeste fremtid vil vi fokusere på studieretningsfagsopgaven i 2. g og studieretningsprojektet i 3. g. Vi hører også her gerne om gode ideer til, hvordan vi gør under de givne rammer. 4

3 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne Fagkonsulentens hjørne ved Per Henriksen Skoleåret 2006/07 er det sidste år, hvor der skal udarbejdes pensumopgivelser. Og det gælder kun for 3.g ere i stx. Pensumopgivelser er som bekendt afløst af undervisningsbeskrivelser. Så nu er det slut med at få ødelagt vinterferien af arbejdet med pensumopgivelser. Det betyder også, at det centrale pensumcheck falder bort. Tak til de pensumcheckere, som år efter år har brugt påskeferien til at gennemgå pensumskema efter pensumskema. Det er nu op til censor at checke, at undervisningsbeskrivelsen er i overensstemmelse med gældende regler. Det er også præciseret i eksamensbekendtgørelsen, at det er Undervisningsministeriet, der beskikker censorer (også i de mundtlige fag) efter indstilling fra skolerne. Sommeren 2007 bliver også den første eksamenstermin med det nye eksamens- og prøvesystem (XPRS). Med de mange flerfaglige prøver, herunder kultur- og samfundsfagsgruppen og eksamensprojektet i hf skal XPRS nok komme på prøve. Kultur- og samfundsfaggruppen Den 12.januar 2007 deltog jeg sammen med mine kolleger fra historie og religion - i en meget velbesøgt konference på Middelfart Gymnasium omkring kultur- og samfundsfaggruppen. Ca. 150 deltagere fik diskuteret de uklarheder, der har måttet være omkring eksamen. Erfaringerne fra de få eksaminer, der har været afholdt i hfenkeltfag er med enkelte undtagelser positive. Det bliver derfor overordentlig interessant at følge prøverne til sommer, når alle hf erne skal til eksamen i kultur- og samfundsfaggruppen. På denne adresse uvm/middelfart-ks-fagkonsulenter.ppt kan du finde en række afklarende punkter vedrørende eksamen i kultur- og samfundsfaggruppen. På konferencen blev det også understreget, at nogle af de problemer, der har været med planlægningen og gennemførelse af undervisningen i kultur- og samfundsfaggruppen skyldes, at man 5 har valgt at planlægge faggruppen efter et gammeldags ugeskema. Konsekvensen er fragmenterede forløb i især samfundsfag og religion, og hvor der ikke bliver mulighed for sammenhængende projektperioder. Man skal her været opmærksom på muligheden for at planlægge kultur- og samfundsfaggruppen over 2 semestere (2. og 3.semester) eller 3 semestre (fx 2., 3. og 4 semester eller 1., 2. og 3.semester). Det kan være en god ide at få afsluttet faggruppen til jul i 2.hf for dermed at minimere eksamensbelastningen efter 4.semester og få trænet den synopsisbaserede eksamen, som mødes i forbindelse med eksamensprojektet. De store opgaver Som det er bekendt, skal der både i den store skriftlige opgave i hf og studieretningsprojektet i stx udarbejdes et resumé på engelsk. Som censor på de store skriftlige opgaver i hf synes jeg, kursisterne er sluppet nogenlunde helskindet fra denne nyskabelse. I de fleste besvarelser giver en isoleret gennemlæsning af resumeet en nogenlunde klar fornemmelse af opgavens problemstilling, konklusion og fremgangsmåde. Mere problematisk er det, at en række af opgaveformuleringerne er for upræcise i kravene til besvarelsen. Opgavestillere, dvs. lærerne, har åbenbart glemt, at der er kommet nyt fagbilag til samfundsfag på B-niveau med en markant styrkelse af de metodiske krav. Og metodiske krav er altså ikke alene, at man kender de taksonomiske niveauer, men også at kursisten kan redegøre for den valgte fremgangsmåde i besvarelsen af opgaven. Det er også karakteristisk, at næsten alle besvarelser udelukkede er verbale. Dvs. tal, modeller og diagrammer er fraværende. Det gælder også i besvarelser, hvor det er en stor mangel ikke at medtage disse for samfundsfag væsentlige materialetyper. I den forbindelse er jeg overbevist om, at opgaveformuleringen i langt højere grad skal udfolde kravene til besvarelsen. Et

4 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne eksempel: Kursisten ønsker at skrive om social arv i uddannelsessystemet. En klassisk opgaveformulering vil lyde: 1. Redegør for begrebet social arv, herunder den sociale arvs betydning for unges uddannelse. 2. Undersøg hvordan den sociale arv kan forklares. 3. Diskuter forskellige politiske tiltag som kan bidrage til at bryde den sociale arv. Styrende for besvarelsen vil være de taksonomiske niveauer. Spørgsmålet er, om kravene er præcise nok især når det henses til, at der ikke længere er forhåndstildelt kursisttid til skriftlig samfundsfag på B-niveau, og når det desuden af bekendtgørelsen om hf (bilaget om den store skriftlige opgave) klart fremgår, at der skal stilles præcise og konkrete krav til, hvad der kræves af kursisten. En alternativ formulering kunne eksempelvis lyde: 1. Redegør for begrebet social arv, herunder den sociale arvs betydning for unges uddannelse. Besvarelsen skal dokumenteres med relevante tabeller og diagrammer, der viser sammenhænge mellem social baggrund og uddannelse. 2. Undersøg hvordan den sociale arv kan forklares. Du skal i besvarelsen anvende Bourdieus teori om habitus. 3. Diskuter forskellige politiske tiltag, som kan bidrage til at bryde den sociale arv. I besvarelsen skal indgå konkrete eksempler fra mindst to politiske partier. Hvert delspørgsmål skal afsluttes med en kort konklusion og hele besvarelsen skal indeholde en samlet konklusion, ligesom der skal redegøres for materialevalg og de metodiske problemer, der måtte være ved at undersøge den sociale arv. Kravene er nu mere konkrete og præcise. Nogle vil indvende, at en sådan udfoldet og mere detaljeret opgaveformulering så at sige tager brødet ud af munden på den dygtige og selvstændige kursist. Den gruppe kursister er jeg 6 ikke bekymret for de skal nok få deres 12-tal, men jeg er bekymret for den store grupper kursister, for hvem kravene i den klassiske formulering er for udflydende og upræcise. Samtidig medvirker en mere udfoldet opgaveformulering til at gøre bedømmelsen mere præcis. Her skal det jo erindres, at der også er kommet en ny karakterskala, hvor ordet selvstændighed ikke længere optræder. Studieretningsopgaven og studieretningsprojektet Vinteren og foråret i 2.g er også tid for studieretningsopgaven, som er træning til studieretningsprojektet i 3.g. Praksis omkring tilrettelæggelsen af studieretningsopgaven er noget forskellig fra skole til skole, ligesom det ved nogle fagkombinationer ikke har været helt nemt at få udarbejdet præcise opgaveformuleringer. De eksempler på opgaveformuleriunger, jeg har set, virker meget overbevisende. Det vigtigste er, at eleverne får trænet det at skrive en opgave i flere fag, og de får prøvet, hvad vil det sige at dokumentere en besvarelse (fodnoter, litteraturliste) og endelig prøvet at udarbejde et resumé på engelsk. Nogle skoler har valgt at afvikle studieretningsopgaven i forbindelse med AT-forløb, mens andre skoler alene har betragtet studieretningsopgaven som en skriftlig aktivitet, hvortil der afsættes elevtid, og der evt. gives undervisningsfri i et par dage til at udarbejde besvarelsen. Jeg håber, det bliver muligt at få udarbejdet en database over opgaveformuleringer til studieretningsfagsopgaven, således at der vil være inspiration at hente, når det for alvor går løs i 3.g i 2007/08. I september 2007 afholdes der en række konferencer om studieretningsprojektet, nemlig: hhx: 5/9, 6/9, 12/9, 13/9 htx: 5/9, 12/9 stx: 5/9: Ålborg 6/9: Århus 12/9: Trekantsområdet 13/9: Odense 19/9: København

5 NYT FRA FAGKONSULENTEN - fagkonsulentens hjørne 20/9: Roskilde Der kan også forventes justeringer af bilaget til stx-bekendtgørelsen vedrørende studieretningsprojektet, således at der bliver åbnet mulighed for en skævdeling i vægtningen mellem fagene. Skriftlighed i samfundsfag Jeg får mange henvendelser omkring skriftlighed i samfundsfag på B- og C-niveau. Der er ikke i bekendtgørelsen på forhånd afsat elevtid til disse niveauer. Ikke desto mindre bør skriftlighed være en integreret del af undervisningen det fremgår også af læreplanerne. Skriftlighed fastholder den flygtige mundtlighed. Det er jo bl.a. derfor, vi gerne vil have, at eleverne og kursisterne tager notater. Hvis der ikke er forhåndstildelt elevtid og dermed rettetid til læreren skal opgaverne selvfølgelig ikke rettes. Ikke desto mindre kan der jo godt gives feedback til eleverne i form af verbale kommentarer. Det gælder i særlig grad, når der arbejdes med synopsen. Mest optimalt er det selvfølgelig at søge og få del i de generelle elevtids- og kursisttidspuljer, der er på alle skoler og kurser, og dermed få rettetid. Ministeriet har afholdt to konferencer om skriftlighed (8. og 8.februar 2007). Materialet fra disse konferencer vil blive lagt ud på ministeriets hjemmeside og dermed få indblik i, hvordan skriftlighed planlægges og evalueres på andre skoler. Når man stiller skriftlige opgaver, bør man på forsiden anføre, hvor mange timers elevtid, der bør medgå til at udarbejde besvarelse. Endvidere bør man også anføre, hvilke faglige mål, der især er i fokus i forbindelse med opgaven. Også i arbejdet med de traditionelle skriftlige opgaver kan det være en god ide at udfolde kravene til besvarelsen, jf ovenfor vedrørende den store skriftlige opgave. Studentereksamensopgaven Eksempel på vejledende opgavesæt nr. 2 til studentereksamen i skriftlig samfundsfag skulle nu være udsendt til alle skoler. 1.sæt blev udsendt i 7 juni Med opgavesættet følger et notat fra opgavekommissionen. Heri gøres opmærksom på de nyskabelser, der er, og de overvejelser, opgavekommissionen har gjort. Det skal især gøres opmærksom på, at der i fremtiden kan forekomme materiale på engelsk, at funktionelle rapporteringsformer (fx notat, tale, læserbrev) er fastholdt og at der er fastholdt en fælles fællesdel. Dvs. at opgavesættet til studentereksamen 2008 i struktur vil være som det nuværende, nemlig en fællesdel og 3 delopgaver, hvor hver delopgave består af 2 opgaver. Fællesdelen består af 3 mindre opgaver (1a, 1b og 1c), som afprøver grundlæggende viden (fra kernestof) og centrale faglige mål. Studieplan og undervisningsbeskrivelse Studieplanen er på mange måder krumtappen i reformen af de gymnasiale uddannelser. Studieplanen er tænkt som et pædagogisk ledelsesværktøj og som et værktøj til at koordinere samarbejdet mellem fag i studieretningsgymnasiet. Jeg skal gerne medgive, at de it-værktøjer, der findes til at udarbejde studieplaner, ikke er helt hensigtsmæssige, men at fremstille arbejdet med studieplan som det administrative monster, må siges at skyde over målet. Hvis man først har udarbejdet en forløbsplan eller aktivitetsplan for et undervisningsforløb og det gør man vel? er det ikke noget stort arbejde at overføre essensen af denne til studieplanen. Og som sidegevinst får man automatisk mulighed for at generere undervisningsbeskrivelsen. Fra skolebesøg og regionalmøder er det mit indtryk, at problemerne og utilfredsheden opstår i forbindelse med, at der lokalt ikke er stillet præcise krav til studieplanen, hvorfor nogle lærere overopfylder, dvs. udarbejder meget detaljerede studieplaner. Og andre lærere slipper af med at udarbejde så overfladiske studieplaner, at de er uanvendelige i koordinationsøjemed. Desuden er det også indtrykket, at lærerne ikke alle steder fra ledelsen får en tilbagemelding på studieplanen. Det planlægges at forenkle kravene til undervisningsbeskrivelserne, således at kravene til nogle af de oplysninger, der kan opfattes som eksamensirrelevante, falder bort.

6 artikel - Post-keynesiansk Makroteori Post-keynesiansk Makroteori Af Jesper Jespersen Sammenfatning: Post-keynesiansk makroteori blev etableret i 1970erne af bl.a. Joan Robinson, Nicolas Kaldor og Paul Davidson. De ønskede at videreudvikle den makroøkonomiske teori og navnlig metode, som Keynes havde fremlagt i The General Theory. Her spiller begrebet fundamental usikkerhed en afgørende rolle. Den økonomiske virkelighed er både på mikro- og makroniveau karakteriseret ved, at we simply do not know [the future]. Den egentlige post-keynesianske udfordring kom til at bestå i en brobygning mellem på den ene side den makroøkonomiske virkelighed og på den anden side analytiske modeller, der afspejler vidensmæssig usikkerhed på mikro- og makroniveau. Til det formål er kritisk realisme blevet anvendt som et videnskabsteoretisk fundament til udvikling af en post-keynesianske metodologi, der ved brug af åben system-analyser kan etablere en sådan korrespondance mellem på den ene side relevant makroøkonomisk teori og på den anden side den samfundsmæssige virkelighed. 8 Indledning On the one side are those who believe that the existing economic system is, in the long run, a selfadjusting system, though with creaks and groans and jerks and interrupted by time lags, outside interference and mistakes... On the other side of the gulf are those that reject the idea that the existing economic system is, in any significant sense, self-adjusting. The strength of the self-adjusting school depends on it having behind it almost the whole body of organised economic thinking of the last hundred years, (Keynes (1934), CWK XIII, p.485). Der går én skillelinje ned gennem al makroøkonomisk teori. Det er spørgsmålet, om der eksisterer en langsigts-ligevægt, som det økonomiske system overladt til sig selv vil konvergere imod. Det har lige siden, Adam Smith skrev Wealth of Nations med inspiration fra Newtons astronomi, været en grundlæggende antagelse i den dominerende self-adjusting school, at markedskræfterne repræsenteret ved den usynlige hånd ville sikre ligevægt, dvs. fuld udnyttelse af de knappe ressourcer gennem tilpasning af de relative priser bestemt fra omkostningssiden. I dette ligevægtssystem blev det absolutte prisniveau efterfølgende bestemt af pengemængden, som angivet ved kvantitetsligningen. Dette var for alle praktiske formål den makroøkonomiske ortodoksi helt frem til begyndelsen af 1930erne. Den gjaldt også for Keynes, der så sent som i A Treatise on Money udgivet i 1930 fastholdt, at selv om der er meget grus i det økonomiske maskineri, så vil kvantitetsligningen have gyldighed på længere sigt. Som et resultat af den makroøkonomiske teori og metode, som var indeholdt i The General Theory fra 1936, måtte Keynes dog opgive forestillingen om, at det økonomiske system er selvregulerende. Det havde taget ham 25 år at drage den fulde teoretiske konklusion af, at den virkelighed, der omgiver os, ontologisk er kendetegnet ved fundamental usikkerhed. En realistisk fremstilling af et økonomisk system karakteriseret ved usikkerhed på alle niveauer (mikro såvel som makro) fordrede en ny metodisk tilgang. Ontologisk usikkerhed udelukker, at en generel ligevægtsmodel kan være en relevant analytisk ramme til forståelse af den makroøkonomiske dynamik, det være sig på kort eller længere sigt. Dette skifte i makroøkonomisk metode havde, som han selv formulerede det i forordet til General Theory været a struggle of escape from habitual modes of thought and expression (p. viii).

7 artikel - Post-keynesiansk Makroteori Post-keynesian teori og ikke mindst metode, således som den er blevet udviklet fra 1970erne, ligger i direkte forlængelse af Keynes nye indsigt, der som nævnt indeholdt en afvisning af generel ligevægt som en relevant model til forståelse af den makroøkonomiske virkelighed. 9 Bastard-keynesianere og ny-keynesianere Keynes radikalt ændrede makroøkonomiske metode fik dog ingen afgørende betydning for den umiddelbart efterfølgende udvikling i det, der blev kaldt keynesiansk makroteori op gennem 1950erne og 1960erne. Det var Keynes nye analytiske begreb effective demand, der kom til at stå i centrum for denne teoriudvikling. På trods af Keynes advarsler blev den effektive efterspørgsel forbavsende hurtigt først af Hicks (1937) og dernæst af Modigliani (1944) indarbejdet i en generel ligevægtsmodel. ISLM-modellen, og den deraf følgende neoklassiske syntese kom til at dominere de økonomiske lærebøger og den makroøkonomiske analyse til langt op i 1970erne. Keynesianerne (som også omfattede navne som James Tobin, Lawrence Klein, Paul Samuelson og Robert Solow) forklarede arbejdsløshed og konjunkturbevægelser som kortsigtede fluktuationer i den effektive efterspørgsel, hvor den makroøkonomiske tilpasning blev hæmmet af de fænomener, som Keynes tilbage i 1934 havde kaldt creaks, groans and jerks. Disse imperfektioner blev modelmæssigt fremstillet som trægheder i tilpasningen til en langsigtet ligevægt i form af bl.a. pris- og lønstivhed og en beskeden renteelasticitet i forbrugs- og investeringsefterspørgslen. Fra denne periode stammer også adskillelsen mellem konjunktur- og vækstteori, hvor den effektive efterspørgsel indgår til forklaring af konjunkturbevægelser, men forsvinder helt ud af de neoklassiske vækstmodeller. Denne neoklassiske syntese, af Joan Robinson betegnet bastard-keynesianisme (Lodewijks (2003)), videreudvikledes igennem 1980erne og 1990erne inden for rammerne af den ny-keynesianske teoriretning (Andersen (2000)). Her fastholdes den overordnede generelle ligevægtsmodel som det analytiske fikspunkt, hvortil der føjes flere mikroøkonomisk begrundede creaks, groans and jerks til forklaringen af kortsigtede afvigelser fra langsigtsligevægten. Det er fænomener som efficiency wage, asymmetrisk information, kreditrationering og menu costs, der alle har rødder i den ny-keynesianske mikroteori udarbejdet af bl.a. Gregory Mankiw, Edmund Phelps, Paul Krugman og Joseph Stiglitz. Post-keynesianere fra dissens til teoriudvikling Den væsentligste inspiration for den post-keynesianske teoriudvikling var den op gennem 1960erne stigende skepsis over for relevansen af den neoklassiske syntese til at forstå the real world. Post-keynesianerne kom derfor i starten til at bestå af en forholdsvis inhomogen gruppe af dissenting economists, der spændte bredt fra marxistisk orienterede økonomer i den ene ende af spektret til meget liberale østrigere i den anden ende. Det havde den konsekvens, at gruppen udadtil fremstod som mildt sagt usammenhængende og indbyrdes ret så uenige både analytisk og ideologisk. King (2002) indleder sin glimrende History of Post Keynesian Economics, på følgende måde [T]his is a history of a dissident school of thought in macroeconomics ( p.1). Han lægger således vægten på det forhold, at post-keynesianere afviger fra the mainstream, hvilket formentlig var en rigtig karakteristik af diskussionen tilbage i 1960erne og 1970erne. Det er først med etableringen af Journal of Post Keynesian Economics i 1978 og udgivelsen af A Guide to Post-Keynesian Economics i 1979, at betegnelsen Post-keynesian blev en etableret makroøkonomisk teoriretning. Der er ingen egentlig forklaring på valget af det foranstillede post, idet denne teoriretning ikke er en modstilling til Keynes teori, men tværtimod en videreudvikling af Keynes originale bidrag ofte med direkte referencer til hans værker. Denne til tider noget tekstnære form for teoriudvikling har medvirket til, at betegnelsen Keynes disciple er blevet anvendt som en ikke ganske venlig

8 artikel - Post-keynesiansk Makroteori Kritisk realisme er navnlig optaget af at gøre de overgange, der skematisk er repræsenteret ved de to, så realistiske som muligt. Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er naturligvis, at der ikke kan være en en-til-en mapping/projection mellem virkelighed og teori og analysemodel. Det er en ofte benyttet metafor, at modeller er som landkort. Hvis modellen overhovedet skal være til nytte, må virkeligheden reduceres. Derfor er introduktion af simplificerende forudsætninger uomgængelig. Der må abstraheres fra en række for analysen uvæsentlige forhold; men forudsætningerne skal være realistiske i den forstand, at de ikke ændrer modellens egenskaber så meget, at den ikke længere udgør en relevant reproduktion af virkeligheden. Urealistiske forudsætninger i form af overidealiseret adfærd, f.eks. hypotesen om rationel forventningsdannelse, kan forvride modellens analytiske resultater i en grad, så korrespondancen til virkeligheden sættes over styr. Urealistiske forudsætninger tilføjer modellen fremmedlegemer, der kan stille sig hindrende for, at analyseresultaterne kan tolkes som udsagn om virkeligheden. Omvendt vil det gælde, at jo mere realistiske, de simplificerende forudsætninger fremstår, jo mindre vil den fortolkningsmæssige afstand være mellem de analytiske resultater og den analyserede virkelighed, hvilket begrunder kravet om realisme. Derfor bør forudsætningernes realisme, hvis de er markante (crucial) i forhold til de analytiske resultater, vurderes på et empirisk grundlag. Kritisk realisme adskiller sig dog fra simpel realisme (positivisme) i sin understregning af, at ikke alle bestemmende faktorer (kausale mekakarakteristik af den post-keynesianske teoriretning (Dasgupta (2002). Studierne af Keynes teoriudvikling fik yderligere næring gennem udgivelsen af The Collected Writings of John Maynard Keynes i perioden fra , der dannede baggrunden for den stribe af Keynes-biografier, som også kendetegner perioden, hvoraf navnlig Robert Skidelsky s trebindsværk er uovertruffet. Tyngdepunktet i den post-keynesianske forskning forskubbede sig igennem 1980erne og 1990erne fra teori mod metodologi, hvilket blandt andet afspejler sig i det (i forhold til 1979-udgaven) ændrede indhold i A New Guide to Post Keynesian Economics (2001). I denne nye udgave er ikke mindre end 3 (ud af 12) kapitler reserveret makroøkonomisk metode med overskrifterne Post Keynesian methodology (Sheila Dow), Uncertainty and expectations (Barkley Rosser, Jr.) og Macrodynamics (Mark Setterfield). Metodologi Udgangspunktet for post-keynesiansk makroteori er ønsket om at forstå, hvilke faktorer, der er bestemmende for den makroøkonomiske virkelighed, således som den registreres i form af bl.a. arbejdsløshed, inflation, indkomstfordeling, betalingsbalance og miljøbelastning, for nu blot at nævne nogle få centrale variable. Et afgørende kriterium for valget af metode er hensynet til korrespondance mellem virkelighed og analysemodel. Det er virkeligheden, som danner udgangspunktet for enhver post-keynesiansk analyse med det sigte at opnå en bedre forståelse af de makroøkonomiske sammenhænge. Dette er en væsentlig forklaring på, hvorfor post-keynesianske økonomer i stigende grad læner sig op af kritisk realisme som den videnskabsteoretiske inspirationskilde. Kritisk realisme fremhæver betydningen af at reducere forskellen mellem på den ene side det ontologiske niveau (virkeligheden) og på den anden det epistemologiske niveau (teori og model). Den makroøkonomiske analyse må nødvendigvis foregå på det epistemologiske niveau. Det er her den økonomiske teori og de analytiske modeller bringes i anvendelse. Kritisk realisme 10 bidrager til at fremhæve de vanskeligheder, der er forbundet med for det første at transponere virkeligheden til en relevant analytisk model og dernæst at oversætte resultaterne til dækkende udsagn om den analyserede virkelighed, jfr. figur 1 Figur 1 Den erkendelsesmæssige sekvens Virkelighed teori og analysemodel udsagn om virkeligheden

9 artikel - Post-keynesiansk Makroteori nismer) umiddelbart kan observeres. Den virkelighed, vi stræber efter at forstå, er lagdelt. Inflation kan ikke udtømmende beskrives blot som stigende priser. Det er de mekanismer, der forårsager de vedvarende prisstigninger, der er det egentlige objekt for vores teori, og de er ikke nødvendigvis umiddelbart tilgængelige for empirisk observation. Inflationsprocessen er bl.a. afhængig af, hvorledes arbejdsmarkedets organisationer fungerer, deres indbyrdes styrkeforhold, fortolkning af indgåede overenskomster, regeringens holdning til arbejdsmarkedskonflikter, monopollovgivning, konkurrence fra udlandet osv., osv. En række af disse faktorer kan ikke direkte observeres endsige kvantificeres, hvilket dog ikke udelukker, at de spiller en væsentlig og derfor relevant rolle for forståelsen af inflationsprocessen. Det ville derfor bidrage til at gøre de analytiske resultater urealistiske, hvis disse faktorer blev negligeret ved formuleringen af udsagn om virkeligheden. Kritisk realisme begrunder således, hvorfor underliggende strukturelle faktorer og institutionelle forhold, hvis indflydelse kan teoretisk begrundes, men ikke direkte kvantificeres, ofte med fordel kan inddrages som mulige kausale mekanismer i den analytiske model. Teoriudviklingen vil med fordel kunne foregå som en iterativ proces, hvor empiri, hypotetisk deduktion og udsagn om virkeligheden vekselvirker. En fremgangsmåde, der ganske beskrivende er blevet benævnt retroduktion, jfr. Jespersen (2004) Usikkerhed, forventninger, tid og path-dependence Keynes ambition var at give en teoretisk beskrivelse af den makroøkonomiske virkelighed, hvori begrebet usikkerhed spillede en afgørende rolle. For Keynes var usikkerhed navnlig med hensyn til fremtiden et dominerende vilkår til forståelse af de økonomiske aktørers forventninger og dermed deres dispositioner. By very uncertain I do not mean the same thing, as very improbable, (GT, p.148). 11 Beslutninger skal træffes uanset, at konsekvenserne heraf ikke kan gøres til genstand for noget, der bare minder om en sandsynlighedsteoretisk kalkulation: Udfaldsrummet er ikke fuldt beskrevet, sandsynlighedsfrekvenser endsige sandsynlighedsfordeling er sjældent kvantificerbare, hvortil kommer, at mange, navnlig reale investeringsprojekter, ikke kan gentages, de er irreversible. Den makroøkonomiske udfordring ligger i at formulere teorier, der kan systematisere analysen af et stort antal beslutninger, der træffes under usikkerhed. Den makroøkonomiske usikkerhed øver indflydelse på investorernes state of confidence, som er en ikke kvantificerbar konsekvens af, at we simply do not know [the future]. Forventningsdannelsen er behæftet med betydelig usikkerhed på aktørniveau, og der vil ydermere være betydelige forskelle i forventningsdannelsen fra aktør til aktør, når fremtiden er ukendt. Aktørerne har ikke et fælles fikspunkt i form af en langsigtsligevægt, de kan tage pejling af. De må famle sig frem Det er en af de afgørende udfordringer til post-keynesiansk makroteori, hvorledes om overhovedet forventningsdannelsen kan systematiseres på makroniveau. Keynes praktiske erfaringer fik ham til at mene, at forventningerne navnlig var styret af konventioner, hvorom det gjaldt, at the existing state of affairs will continue indefinitely, except in so far as we have specific reasons to expect a change (GT, p. 152). Den makroøkonomiske udvikling er en dynamisk proces, drevet frem af tusindvis af økonomiske dispositioner, der er baseret på usikre forventninger med hensyn til udfaldet, og som derfor løbende må gøres til genstand for revision. Virkeligheden vil være under konstant forandring, fordi de økonomiske transaktioner sætter sig reale spor, som ikke umiddelbart kan ændres. Enhver investeringsbeslutning vil øve indflydelse på størrelsen og karakteren af fremtidens kapitalapparat. Tidens gang er en irreversibel og delvist uforudsigelig proces. Den analytiske model bør om muligt afspejle, at institutioner, strukturer, konventioner og dermed også forventningerne ændrer sig over tiden. Denne løbende forandring af det makroøkonomiske landskab vil

10 artikel - Post-keynesiansk Makroteori ske delvist uafhængigt af den makroøkonomiske udvikling (eksogene faktorer) og delvist som en konsekvens af udviklingen (endogene faktorer). En relevant modelmæssig beskrivelse af en sådan dynamisk proces må derfor være åben i sin afgrænsning over for omverdenen og samtidig path-dependent, idet aktuelle (og fortidige) transaktioner er med til at forme fremtiden. 12 Åbent system analyse, semi-closures og ligevægt Den makroøkonomiske virkelighed er åben, usikker og path-dependent. Disse væsentlige ontologiske karakteristika bør være indeholdt i den makroøkonomiske teori, der lægges til grund for udformningen af den analytiske models struktur. En analyseform, som Dow (2001) kalder opensystem theorizing. Et åbent system adskiller sig fra en formaliseret model ved, at ikke alle faktorer, der øver indflydelse på den makroøkonomiske udvikling, nødvendigvis kan gives en matematisk formulering. Vi ved, at forventningsdannelsen øver en væsentlig indflydelse; men vi har ikke den tilstrækkelige indsigt til at give den en udtømmende formalisering. Forventningsrelationerne må forblive delvist uspecificerede, hvis modellen skal benyttes til udsagn om virkeligheden. Det er særdeles vanskeligt at formulere en forventningshypotese, der på en og samme gang har en form, så den kan indgå i et matematisk system, og som ikke samtidig indebærer en urealistisk idealisering af virkeligheden. Forventningsdannelsen er en væsentlig årsag til, at post-keynesianske modeller må være åbne i deres grundlæggende struktur. De kan derfor ikke benyttes til at give præcise forudsigelser. De kan derimod give betingede udsagn bl.a. betinget af forventningsdannelsens karakter. Udsagnenes relevans vil være afhængig af forudsætningernes realisme. En sådan grundlæggende åben modelstruktur udelukker dog ikke, at der kan etableres såkaldte semi-closures ( afsnøringer ), hvor enkelte dele af det makroøkonomiske system gøres til genstand for en egentlig formaliseret fremstilling, der især kan bidrage til en bedre forståelse af de benyttede analytiske værktøjer. Det for post-keynesianere helt centrale analytiske begreb effective demand blev oprindeligt præsenteret af Keynes ved midlertidigt at isolere det fra skiftende og usikre forventninger. Herved kunne han bedre rendyrke værktøjets analytiske egenskaber. Effective demand er defineret som den produktion, som virksomhederne forventer at kunne afsætte med fortjeneste i fremtiden, og som de derfor er villige til at gennemføre. For at hjælpe læseren på vej foretager Keynes en afsnøring, idet han siger: Lad os undersøge, hvorledes teorien om effective demand fungerer, hvis vi for forståelsens skyld antager, at virksomhedernes forventninger er korrekte: dvs. at den forventede afsætning svarer til den faktiske efterspørgsel. Denne semi-closure giver Keynes mulighed for at placere teorier om den faktiske efterspørgsel centralt, hvilket leder frem til kapitlerne i General Theory om forbrugs- og investeringsbeslutninger og multiplikatoren. Som en del af den metodiske praksis, må realismen bag og konsekvensen af at forudsætte korrekte afsætningsforventninger naturligvis vurderes. Den analytiske relevans af teorien om den effektive efterspørgsel afhænger heraf. Denne vurdering skal ikke gennemføres her. Det er tilstrækkeligt at nævne, at jo tættere på fuld beskæftigelse økonomien befinder sig, jo mere urealistisk vil forudsætningen (formentlig) være. Keynes benyttede udtrykket ligevægt som betegnelsen for resultatet af en analyse baseret på en sådan midlertidig semi-closure, hvori han kunne abstraherede fra en række faktorer, der i andre sammenhænge kunne være væsentlige. Dette gjorde han netop for at rendyrke det analytiske indhold af som nævnt teorien om effective demand eller af multiplikator-processen. Keynes benyttede således ikke det analytiske begreb ligevægt i betydningen market clearing ; men derimod i betydningen ikke flere ændringer. Det vil sige, at i ligevægt er hele den afledte virkning af f.eks. et eksogent stød - inden for modellens rammer blevet udtømt. Under de angivne forudsætninger, der ligger bag den konkret specificerede semi-closure, vil den nye ligevægt sammenlignet med udgangspunktet give en indikation af, hvilke økonomiske ten

11 artikel - Post-keynesiansk Makroteori denser, som det eksogene stød har forårsaget. Keynes brug af ligevægts-begrebet er markant forskellig fra den neoklassiske antagelse om market clearing, hvilket har givet anledning til en række metodologiske misforståelser. For Keynes er ligevægt ikke en beskrivelse af virkeligheden, men en analytisk løftestang til en bedre forståelse af den makroøkonomiske proces. En ligevægt er en abstraktion, der benyttes til at rendyrke nogle få væsentlige tendenser, der er (med)bestemmende for den makroøkonomiske udvikling. Enhver ligevægt er betinget af de forsimplende forudsætninger, der er bragt i anvendelse i den konkrete analyse. Uanset at det makroøkonomiske system betragtet som en helhed både er åbent og under konstant udvikling, så kan vi ved at gennemføre realistiske afsnøringer opnå en bedre analytisk forståelse af dele af dette komplekse system. Keynes benyttede således også denne fremgangsmåde ved beskrivelsen af f.eks. likviditetsfælden. Her afsnører han de finansielle markeder i forhold til den reale sektor, hvorefter han gennemfører en analyse af den situation, hvor en majoritet af investorer forventer en rentestigning, hvilket gør en ekspansiv pengepolitik virkningsløs. På tilsvarende måde analyseres konsekvenser af løn- og prisfleksibilitet i kapitel 19 af General Theory, hvor han viser, at forskellige antagelser om forventningsdannelsen (og det finansielle system) er afgørende for, hvorledes produktion og beskæftigelse påvirkes. Et aktuelt eksempel på, hvorledes en sådan analyse kan gennemføres, er samspillet mellem den europæiske Stabilitetspagt og de automatiske budgetstabilisatorer i de forskellige europæiske økonomier, jfr. Arestis m.fl. (2001). Empirisk analyse På baggrund af ovenstående understregning af betydningen af realisme i valg af forudsætninger er det åbenbart, at post-keynesianske modeller må afprøves empirisk på den virkelighed, som de skal benyttes til at forstå og beskrive. Empiriske studier har to formål. De er væsentlige som en første indsigt i væsentlige samfundsøkonomiske sammenhænge. Det var den 13 vedvarende høje arbejdsløshed i mellemkrigstiden, der inspirerede Keynes til makroøkonomisk nytænkning. Noget tilsvarende fandt sted i 1970erne, hvor det var inflation og siden stagflation, som videreudviklede den makroøkonomiske teori. Keynes benyttede beskrivende statistik både som kilde til inspiration og som kilde til at angive en størrelsesorden for teoretisk udviklede fænomener, f.eks. multiplikatoreffekten, likviditetsfælden. En praksis der stadig benyttes f.eks. ved beregning af størrelsen af de automatiske stabilisatorer (Arestis m.fl. 2001). Dette er pragmatiske beregninger, der primært har til formål at belyse størrelsen af kvantitative tendenser, der kan variere fra periode til periode. Det er beregninger, der har samme analytiske status som f.eks. angivelse af en priselasticitet. Det er blot et råt gennemsnit af nogle i fortiden gældende størrelsesordener. De kan ikke tolkes som forudsigelser, da enhver sådan beregning i princippet blot er en kvantificering af fortiden, der ikke mekanisk kan overføres til fremtiden. Denne konklusion gælder navnlig for åbne systemer og er en væsentlig del af den argumentation, der ligger bag Lawson s (1997) skarpe afvisning af økonometriske undersøgelser som en metode til at opnå makroøkonomisk indsigt. Forestillingen om, at der over længere tidsmæssige perioder skulle være stabile sammenhænge, der kan legitimere en statistisk analyse, som forudsætter en stationær stokastisk proces, hvorom det gælder, at whenever event x then event y (Lawson, s. 69) er fuldstændig urealistisk. Den er ifølge Lawson simpelthen falsk, idet en korrekt økonometisk analyse forudsætter, at den underliggende teoretiske model er lukket, så der kan gennemføres en udtømmende analyse, hvori alle forklarende variable er taget med. Som fremhævet ovenfor er makroøkonomiske systemer sjældent lukkede og vores teoretiske forståelse af de bagvedliggende kausale årsager er ufuldstændig. Hertil kommer, at disse forklarende mekanismer langt fra alle er empirisk tilgængelige endsige kvantificerbare, hvilket er baggrunden for Lawson s empiriske position. På en række punkter gentager Lawson væsent

12 artikel - Post-keynesiansk Makroteori 14 lige elementer af den skepsis, som Keynes havde fremført 60 år tidligere, da Tinbergen præsenterede ham for sine første regressionsanalyser af investeringsfunktionen. Keynes var afvisende over for Tinbergens metode af de ovenfor nævnte årsager, hvoraf den for ham mest tungtvejende var antagelsen af, at investeringsfunktionen på makroplan skulle være stabil, for ikke at sige, genereret af en konstant sandsynlighedsfordeling igennem hele den analyserede periode, der rakte over det meste af mellemkrigstiden (herunder krakket i 1929). Det var simpelthen ikke metodisk acceptabelt for Keynes, der mere end nogen anden havde understreget forventningernes betydning, men også forventningernes flygtighed og forskellighed, jfr. Sutton (2002). Denne skepsis over for makroøkonomiske adfærdsrelationer, der blev estimeret på semireduceret form, blev også fremført i slutningen af 1970erne af bl.a. Lucas & Sargent (1978). Disse makroøkonometriske modeller havde i 1970erne vist sig i stigende grad uegnede til at forudsige den økonomiske udvikling blot nogle få år frem, navnlig af inflationsudviklingen. Lucas & Sargent kritiserede de store, keynesianske makromodeller (udviklet af bl.a. Klein og Modigliani) for ikke at lægge egentlige mikroøkonomiske adfærdsrelationer til grund for deres empiriske analyser. Denne empiriske diskussion fortolkes dog af post-keynesianere i højere grad som en understregning af, hvor betydningsfuldt det er, at empiriske resultater ikke overfortolkes, da afgrunden mellem teori og virkelighed er vanskelig at bygge bro over. De teoretiske resultater kan ikke ukritisk overføres til en virkelighed, der er under konstant forandring. Post-keynesianere vil derfor som hovedregel begrænse deres empiriske efterprøvning til beregning af tendenser, der kan eftervises ved simpel (måske multipel) korrelationsanalyse. En signifikant korrelation er ikke i sig selv en bekræftelse på, at teorien er korrekt; men skal snarere tages som et udtryk for, at den fundne sammenhæng tilsyneladende er relevant. Der kan dog være tale om et overflade-fænomen, der skygger for de egentlige kausale mekanismer bestemt af underliggende, men skjulte strukturelle og institutionelle faktorer. Uanset at det er overfladen, der gøres til genstand for de empiriske undersøgelser, og på trods af semi-closures midlertidige karakter, så vil korrelations- og regressionsanalyse kunne benyttes i mangel af bedre - som en afprøvning af opstillede teoretiske hypotesers relevans til beskrivelse af virkeligheden. Hvis det empiriske materiale viser en stærk statistisk signifikans, så kan det tages som en indikation af en i den betragtede periode stabil sammenhæng. Men naturligvis skal Keynes /Lawsons advarsler fortsat tages alvorligt. Der kan være tale om en misspecifikation, navnlig hvis der mangler væsentlige forklarende variable. Et spørgsmål, der dog som nævnt kan være svært at afgøre, hvis de pågældende variable er skjulte eller ikke er kvantificerbare. Afslutning Post-Keynesiansk makroøkonomisk teori ligger i ordets egentligste forstand i direkte forlængelse af Keynes originale bidrag fra første tredjedel af det 20. århundrede. Denne teoriretning blev dog først etableret i 1970erne med bidrag fra Joan Robinson, Nicolas Kaldor og Poul Davidson i opposition til den dengang stort set enerådende neoklassiske syntese repræsenteret ved ISLM-modellen og Solows vækstmodel. Post-keynesianerne arbejdede navnlig med at videreudvikle Keynes makroøkonomiske metodologi, hvor begrebet usikkerhed står centralt. De økonomiske aktører anser fremtiden som værende usikker, hvilket er en direkte årsag til, at den viden, det er muligt at opnå vedrørende de grundlæggende makroøkonomiske sammenhænge, er begrænset. Denne forskning har ført til en afvisning af den generelle ligevægtsmodel som en relevant makroøkonomisk analysemodel. I stedet anvendes åben-system modeller, der er videnskabsteoretisk forankret i kritisk realisme. På den baggrund er post-keynesianere skeptiske med hensyn til, i hvilken grad det er muligt at forudsige den makroøkonomiske udvikling, hvorfor de benytter tendenser som en karakteristik af den mulige fremtidige udvikling.

13 artikel - Post-keynesiansk Makroteori Som en konsekvens af åben system analyseformer, anskues den makroøkonomiske udvikling ydermere som en integreret del af en samlet samfundsmæssig udvikling, hvor økonomiske, politiske og institutionelle faktorer spiller sammen og derfor analytisk kan være svære at holde adskilt. Et forhold, der i stigende grad vil få betydning for udarbejdelsen af et teoretisk grundlag for forståelsen af f.eks. den økonomiske udvikling i EU eller af udfordringerne til velfærdsstaten. Her vil den post-keynesianske metode kunne vise sig velegnet, idet den søger at bygge bro mellem makroøkonomisk teori og den samfundsmæssige virkelighed. Litteratur: Andersen, T.M. (2000) 'Makroteori' i Chr. Hjorth-Andersen (red.), Udviklingslinjer i økonomisk teori, København: Djøf's Forlag Arestis, P, A. Brown & M.C.Sawyer (2001) The Euro: Evolution and Prospects, Cheltenham: Edward Elgar Dasgupta, P. (2002) Modern economics and its critics, chapter 3 in Mäki (2002) Davidson, P. (1972) Money and the real World, London: Macmillan Eichner, A. S. (1979) A Guide to Post Keynesian Economics. Armonk, NY: M.E.Sharpe Estrup, H. m.fl. (2004) Økonomisk Teorihistorie en kort introduktion, København: Djøf s Forlag King, J.E. (2002) A History of Post Keynesian Economics since 1936, Cheltenham: Edward Elgar King, J.E. (ed.), (2003) The Elgar Companion to Post Keynesian Economics, Cheltenham: Edward Elgar Lawson, T. (1997) Economics and Reality, London: Routledge Lodewijks, J. (2003) Bastard Keynesianism, entry in King (2003) Lucas, R. E., Jr. & T.J. Sargent (1978) After Keynesian Macroeconomics, in After the Phillips Curve: Persistence of High Inflation and High Unemployment, Boston, Mass.: Federal Reserve Bank of Boston Mäki U. (ed.) (2002) Fact and Fiction in Economics Models, Realism and Social Construction, Cambridge: Cambridge University Press Modigliani, F. (1944) 'Liquidity Preference and the theory of interest and money, Econometrica, January Rotheim, R. (ed.), (1998) New Keynesian Economics/Post Keynesian Alternatives, London: Routledge Skidelsky, R. (1983/1992) John Maynard Keynes: Hopes betrayed, og The Economist as Saviour, , London: Macmillan Press. Snowdon, B., H.Vane and P. Wynarczyk (1994) A Modern Guide to Macroeconomics an Introduction to Competing Schools of Thought, Cheltenham: Edward Elgar Solow R.M. (1956) A Contribution to the Theory of Economic Growth, Quarterly Journal of Economics, 70, s Sutton, J. (2002) Marshall s Tendencies What can Economists Know? Leuven: Leuven University Press & Cambridge, Mass.: The MIT Press Togati, D.T (1998) Keynes and the Neoclassical Synthesis - Einsteinian versus Newtonian macroeconomics, London: Routledge Artiklen har tidligere været Offentliggjort i Samfundsøkonomen 2005/3, s : Friedman, M. (1953) Methodology of positive economic i Essays in Positive Economic, Chicago: Chicago University Press Fuglsang, L. & Poul Bitsch Olsen, red. (2004), Videnskabsteori for Samfundsvidenskaberne, 2. udg. Frederiksberg: Samfundsfagslitteratur Hicks, J. R. (1937), Mr. Keynes and the Classics : a Suggested Interpretation, Econometrica, April Holt, R.P.F. & S. Pressman (eds) (2001) A new Guide to Post Keynesian Economics, London: Routledge Jespersen, J. (2002) Keynes den makroøkonomiske teoris oprindelse og udvikling, Djøfs Forlag Jespersen, J. (2003) Makroøkonomisk metode: Keynes og lærebøgerne - to adskilte verdener, Økonomi og Politik Jespersen, J. (2004) Introduktion til makroøkonomisk teori, (2. udg.), København: Djøfs Forlag Jespersen, J. (2004) Kritisk Realisme med makroøkonomiske eksempler i Fuglsang, L. og P. Bitsch Olsen Jespersen, J. (2005) Introduction to Macroeconomic Theory a Post Keynesian Perspective. København: Djøfs Forlag Keynes, J.M. (1936) The General Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan Keynes, J.M. (1973) The Collected Writings of John Maynard Keynes, redigeret af D. Moggridge, London: Macmillan, St. Martin's Press. Af særlig relevans for udviklingen af Keynes nye metodologi er 'The General Theory and After', part one and two, hhv. bind XIII: Preparation, og bind XIV: Defence and Development 15

14 artikel - 10 bud på den gode lærebog i samfundsfag 10 bud på den gode lærebog i samfundsfag Af Benny Jacobsen Opfordringen [fra "Uddannelse," som artiklen tidligere har været trykt i (red.)] lød: Hvilke faglige og hvilke didaktiske overvejelser har læremiddelproducenterne gjort sig under fremstillingsprocessen? Et ikke urimeligt spørgsmål til lærebogsforfatteren, men sandheden er, at det ikke er de eneste parametre, der tæller, når en lærebog planlægges og skrives. Nu skal jeg selvfølgelig ikke generalisere, så de følgende overvejelser står for min egen regning og bygger på de erfaringer, jeg har gjort gennem årene. Artiklens synsvinkel er den subjektive, så der vil være relativt få fodnoter. En kort præsentation af lærebogskarrieren er på sin plads her. Min første bog udkom i 1985 med titlen Ungdommen er løs. Senere er det blevet til små 20 titler, nogle skrevet solo, andre i samarbejde med medforfatter(e). Det drejer sig primært om lærebøger i samfundsfag, henvendt til gymnasiet, folkeskolen og VUC s Almen Voksenuddannelse. Desuden har jeg skrevet bidrag til og redigeret nogle bøger om voksenpædagogik og til seminariefaget Skolen i samfundet. Det er primært forlaget Columbus, der har vovet at samarbejde med mig, men også forlagene Munksgaard, Gyldendal, Systime samt Billesø og Baltzer har jeg produceret for. Ud over samfundsfag læste jeg også tysk på universitetet engang i det forrige århundrede, og her husker jeg weimarrepublikforfatteren Kurt Tucholskys digt Ideal und Wirklichkeit. Denne titel kunne også være overskrift til denne artikel, for i min optik foretages der faglige og fagdidaktiske overvejelser i planlægningen af en ny lærebog, men de gøres i en pragmatisk ramme. Lad os beskæftige os med Wirklichkeit først og Ideal efterfølgende. Lærebogsmarkedet er en del af den danske mar 16 kedsøkonomi. En række forlag byder ind med lærebogsmateriale til samfundsfag. Det er ikke det største marked at operere på, og for forlagene er det især samfundsfag i gymnasiet, som af og til kan give et rentabelt afkast. Folkeskolerne køber forholdsvis få bøger (låner i stedet på amtscentrene for undervisning eller bruger meget gamle bøger), lærerseminarierne har et begrænset antal liniefagsstuderende i samfundsfag, og universiteterne benytter ikke uventet det store engelsksprogede marked. Også den gymnasiale verden har de senere år mærket sparekniven, hvilket betyder, at faggrupperne må holde igen med bogindkøbene. Og dermed bliver bogprisen en ikke uvæsentlig faktor, når der skal vælges nyt bilder jeg mig ind. Det indebærer, at forlagene må foretage kalkulationer, hvor pris og udstyr skal vejes op mod hinanden. Lærebogsforfattere kan deles op i to grupper: Universitetsansatte (og lignende), som af forlagene bliver bedt om at skrive om deres forskningsspeciale. Og så undervisere og andet godtfolk, der bilder os ind, at vi kender vores målgruppe så godt, at vi kan formidle metoder, begreber og samfundsfagligt indhold, som andre har udviklet (når man skriver af fra én forfatter, hedder det afskrift, men skriver man af fra flere, hedder det research!). Når man skriver som bijob, foregår det om aftenen og i weekender og ferier. Det varer altså nogen tid at skrive en lærebog, af og til er noget af det først skrevne blevet lettere forældet, før man er færdig i et flygtigt fag som samfundsfag. Som skribent har jeg to målgrupper for øje: Lærerne og eleverne. Lærerne vægter den faglige kvalitet og lærebogens evne til at formidle det faglige indhold, så det passer til elevernes

15 artikel - 10 bud på den gode lærebog i samfundsfag kunnen og forudsætninger (den fagdidaktiske kvalitet). Eleverne bilder jeg mig ind lægger vægt på, at lærebogen skal kunne appellere til dem. Selv om faget/emnet ikke appellerer umiddelbart til dem, så skal der i stoffet være elementer, de kender fra deres hverdag, og som de kan forholde sig til. I det følgende vil jeg opstille 10 bud til den gode lærebog i samfundsfag. Det er her, Ideal kommer ind (og nogle af budene er sikkert skabt i bagklogskabens ulidelige lethed), men også blandt de 10 bud er der pragmatiske elementer, ligesom nogle af budene overlapper. Men 10-tallet er jo magisk! Som eksempelmateriale vil jeg benytte de temaer, jeg har gjort det mest indenfor, nemlig de sociologiske. 1. bud: Lærebogen skal opfylde læreplanens målsætninger og indhold Det er en helt naturlig ting, at forlag og lærebogsforfattere nøje studerer læreplaner, og at disse danner udgangspunkt for de discipliner og temaer, som bogen vælger ud til behandling. I de centralt fastsatte læreplaner beskrives et kernestof, som skal gennemgås i undervisningen. At lærebøgerne alligevel bliver meget forskellige er blot udtryk for, at der er mange tilgange til kernestoffet. Dette fører over i bud 2 og bud: Lærebogen skal behandle aktuelle problemfelter Næsten pr. definition må samfundsfag være på forkant indholdsmæssig. Aktualitetskravet indebærer, at nye samfundsfaglige problematikker hurtigt afspejles i læreplaner og dermed i emnevalg og undervisningsbeskrivelse. Lærebogsforfattere er nysgerrige mennesker, der samler stof i en uendelighed fra diverse aviser (sikkert til familiens store irritation), tidsskrifter, bøger og elektroniske medier. Faget udvikles i dialektikken mellem fornyelse nedefra (lærere og lærebogsforfattere) og central styring. Lærebøger må bestræbe sig på at være vågen over for nye samfundsfaglige udviklingstendenser, og samtidig forsøge at belyse de klassiske teorier ved hjælp af nutidige, samfundsfaglige fænomener. Når man fx behandler begrebet 17 identitet, er det vigtigt at perspektivere til identitetsskabende faktorer, som er oppe i tiden, og som eleverne kan forholde sig til. Fænomener, jeg i forskellige udgivelser har benyttet til at give begrebet identitet liv, er mobiltelefonitis, supporterkultur, anoreksi og netchat. 3. bud: Lærebogsforfatteren skal kunne lide at skrive om det valgte indhold Det gør formentlig bogen mere vedkommende at læse, når forfatteren har stoffet som sit specielle interesseområde. Samtidig vil man ofte være på forkant med sine interesseområder og vil kunne indbygge en vinkel eller stofelementer, som ligger på kanten af læreplanen stofelementer, som måske ved en senere revision indbygges i læreplanen! 4. bud: Lærebogen skal på fornuftig vis kunne strukturere en samfundsmæssig disciplin eller emne/tema Det er jo lærebogens fornemste opgave at formidle et overblik over et stofområde. Det indebærer, at der må foretages de nødvendige generaliseringer, så man populært sagt undgår, at læseren ikke kan se skoven for bare træer. Udtrykt i den rette diskurs: Didaktik er en reduktion af kompleksiteten, som den tyske pædagog Hermann Giesecke udtrykker det. Det er en problemstilling, såvel lærebogsforfatter som lærer ikke kan pointere tydelig nok: Når man i levekårsforskningen behandler socialgrupperne eller i livsstilsforskningen de forskellige livsstilssegmenter, opererer man med idealgrupper, som ikke findes i den virkelige verden. Jeg har i flere bøger skrevet om velfærdsstaten, og efter min opfattelse er det en ikke ueffen måde at tage fat på den danske velfærdsstats udfordringer og fremtid ved at benytte velfærdsstatens klemmer som pædagogisk greb. Begreber som forventnings-, finansierings-, popularitets- og globaliseringsklemme hjælper eleven til at forstå velfærdsstatens mekanismer, og samtidig er det indbyrdes uforenelige i klemmerne med til at strukturere en systematisk debat af velfærdsstatsbegrebet.

16 artikel - 10 bud på den gode lærebog i samfundsfag 5. bud: Træne og kontrollere samfundsfaglig begrebs-, metode- og teorianvendelse I sin evaluering som censor ved de skriftlige studentereksamensopgaver i samfundsfag skrev Torben Spanget Christensen for nogle år siden: Hvad nu, hvis vi lancerede et nyt slogan som svar på det evindelige elevspørgsmål: Hvad er samfundsfag egentlig? Samfundsfag er brug af samfundsfaglige begreber og metoder! (og ikke et ord om temaer og spændende sager og engagerende arbejdsformer) Og på spørgsmålet om hvad vi egentlig skal kunne til eksamen, svarer: Til eksamen vil vi gerne have lov til at se, hvor dygtig du er til at bruge samfundsfaglige begreber og metoder. Når du løser en opgave, skal du vælge et eller flere begreber og en eller flere metoder, som du kan bruge i løsningen af den opgave du får stillet. Vi checker så om du vælger et relevant begreb/ metode (dvs. noget der kan bruges), hvor godt du har forstået begrebet/metoden og hvor god du er til at anvende begrebet/metoden. Jeg er enig i betragtningen, selv om det naturligvis er stillet skarpt op. Vi begriber verden ved hjælp af begreber, og når vi skal forstå tilværelsen i en samfundsfaglig optik, skal vi benytte de begreber, som videnskabsfagene, der konstituerer samfundsfag, har udviklet. Der er næppe tvivl om, at lærebøger egner sig bedst til den deduktive metode, hvor man bevæger sig fra teori til praksis. Lærebogen præsenterer nogle begreber og teorier, som eleverne afprøver på materiale, som læreren typisk supplerer lærebogen med. Den induktive undervisningsorganisering har sit udgangspunkt i konkrete problemstillinger eller cases. På grundlag heraf er opgaven for eleverne at formulere antagelser og sammenhænge af samfundsfaglig karakter. Altså en bevægelse fra praksis til teori. Jeg har i visse sammenhænge forsøgt at introducere et samfundsfagligt delemne med en tekst (typisk en avisartikel, der introducerer emnet), men med lærebogens rammer er det svært at gennemføre det induktive princip. 6. bud: Lærebogen skal lægge op til problemorienteret undervisning Den almengymnasiale lærebog i samfundsfag har 18 en lang tradition for problemorienteret tilgang til emner og discipliner. I lærebøger, primært rettet til erhvervsskolesektoren ser man adskillige bøger, der næsten kun lægger vægt på det beskrivende samfundsfag. Efter min opfattelse er den problemorienterede lærebog et første skridt hen mod en undervisning, der får mening og betydning for eleverne. Det er lærebogens lod at præsentere eleverne for et samfundsfagligt indhold, herunder en række værktøjer i form af begreber, metoder og teorier. Men den gode lærebog går et skridt videre og problematiserer de emner/temaer, den præsenterer. Den gode lærebog fremprovokerer forskellige politiske holdninger til det stof, den præsenterer. 7. bud: Lærebogen skal indeholde en vis progression I undervisningen er det naturligt, at læreren arbejder med progression in mente. Det bør lærebøgerne også, men jeg har ikke fundet modellen. Man kan tale om flere former for progression. Progression i taksonomiske niveauer lægger op til at lægge ud på redegørelsesniveauet, herefter påvisningsniveauet og sluttelig diskussionsniveauet. I en lærebog anlægger man ofte en bestemt struktur, og her er det ikke sjældent, at en diskussion lægges ind som motiverende faktor, før påvisningskompetence er øvet. Progression i arbejdsformer knytter sig ofte til en bestemt undervisningsmæssig kontekst, så det er problematisk at lægge ind i en lærebog. Progression i faglig sværhedsgrad forsøges ofte indbygget i lærebøgerne. En bred lærebog som Liv i Danmark (2005), hvor hensigten er at dække hele læreplanen, starter med sociologien, som er tættest på elevens hverdag, herefter følger de politiske temaer, efterfulgt af økonomidelen og international politik. Om den rækkefølge er den rigtige, er der naturligvis delte meninger om, men mange af mine samfundsfagskolleger lægger ofte ud med en sociologisk introduktion. 8. bud: Lærebogen skal fremtræde æstetisk indbydende og motiverende Når man laver et bogopslag, er det i mine bøger

17 artikel - 10 bud på den gode lærebog i samfundsfag en (nogenlunde) gylden regel, at brødteksten skal brydes af illustrationer, figurer, fotos, tabeller, tekstbokse eller cartoons. Vi lever i æstetikkens tidsalder, og brød(teksten) glider nemmere ned, når den ledsages af lidt guf. Tekstbokse anvender jeg til to formål: Til at illustrere det teoretiske stof og/eller til at problematisere dele af brødteksten. Tabeller og figurer bruger jeg meget (sommetider for meget), fordi disse lægger op til brug af samtlige de taksonomiske niveauer redegørelse, påvisning/forklaring og diskussion. Jeg har også eksperimenteret med fiktion i mine bøger en sammenligning af et Kingo-digt og en postmodernistisk lyriker for at sammenligne den præmoderne med den senmoderne tidsalder. Og uddrag af en novelle af Peter Seeberg for i overdrevet form at illustrere teknologiens indflydelse på den menneskelige krop og psyke. 9.bud: Lærebogen skal kunne give lærer og elever ejerskab til stoffet Det er de færreste lærere (og elever), der benytter en lærebog fra første til sidste side. Typisk vælger man ud og undlader visse kapitler, ligesom man i det konkrete undervisningsforløb anvender en anden struktur end lærebogens. Det er positivt, for derigennem får lærer og elever et ejerforhold til stoffet. Det er ikke lærebogen, der skal styre undervisningen, men den kan være et fundament, som klassen bygger ovenpå. I praksis betyder det, at en lærebog i samfundsfag ikke behøver at være dækkende for det faglige felt, den arbejder med. Det er vigtigere, at den kan virke stimulerende på elevernes appetit på det faglige felt. Det er ikke i lærebogen, at eleven skal finde svaret på alle faglige spørgsmål, dem skal eleven finde i sit eget samspil med samfundet. Lærebogen skal understøtte lærerens arbejde med til at give eleven lysten til at stille spørgsmålene og søge dem besvaret ved at engagere sig i samfundet. I den forstand betyder ejerskab evne til at forbinde sig med samfundet. Derfor ses det i mange lærebøger, at der stilles spørgsmål til videre arbejde, som ikke kan løses ved brug af lærebogen bud: Lærebogen skal motivere til, at eleven opdrages i rollen som demokratisk aktør Som gammel habermasianer er jeg enig i følgende citat: Samfundsbevidsthed vil jeg med udgangspunkt i den tyske filosof Jürgen Habermas begreber om livsverden og systemverden definere som evnen til at se livsverdenen i et integreret samspil med systemverdenen, herunder den kolonisering, der finder sted af livsverdenen fra systemverdenens side Er eleverne i stand til at indse, hvorledes deres hverdag kun kan forstås i lyset af den sociale kontekst, og bliver de i stand til at opstille handlingsperspektiver i forhold hertil, så har samfundsfag (og den gode lærebog) opfyldt sin mission. Ved politisk handlingskompetence forstår jeg, at man engagerer sig i samfundsmæssige spørgsmål, at man kan overskue, kritisere og give forslag til forandring af samfundsmæssige forhold, og at man deltager aktivt og kvalificeret i samfundslivet. Den gode lærebog lægger op til diskussion af samfundets institutioner i bred forstand og anviser politiske indflydelseskanaler. Dette 10. bud hører blandt de vigtigste. Jeg vil slutte med endnu et citat, af den engelske filosof og matematiker, Alfred Whitehead ( ): At have informationer og kende til generelle principper er godt, men at kunne se det principielle i en konkret livssituation er bedre. Det er forudsætningen for, at vi kan gøre os forestillinger om konsekvenserne af vore handlinger og dermed også et bolværk mod umenneskeligheden. Benny Jacobsen

18 artikel - Iran og Afghanistan Iran og Afghanistan Aktuelle dias-foredrag, der giver nogle andre billeder end de gængse mediebilleder Af Finn Christensen, Viborg Katedralskole Vinteren 1999/2000 og 2000/2001 havde jeg mulighed for at opholde mig i Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan med støtte fra DANI DA. Dengang sad Taliban solidt på magten, og den eneste vej ind i landet var med Røde Korsfly fra Peshawar i Pakistan. Undertrykkelsen var massiv. I de forgangne år, har jeg holdt mange foredrag om Afghanistan under Taliban-styret på gymnasier, biblioteker m.m. i hele landet. Her i efteråret tog jeg igen til Herat-provinsen og vejen ind denne gang var via Iran. Også med venlig støtte fra DANIDA. På denne baggrund har jeg nu færdiggjort to dias-foredrag, nemlig Iran: Præstestyret og befolkningen og Afghanistan efter Taliban. Begge egner sig for fællestimer for hele gymnasier. Iran kulturens og gæstfrihedens land Det der med tegningerne og antipatien overfor Danmark og danskere glem det. De fleste iranere har aldrig set tegningerne og kender kun til dem via den totalt censurerede og propagandistiske presse. Ja, ok mange følte sig ramt på deres følelser, men lige så mange forstod, at det var den iranske regering, der havde interesse i at profilere sig overfor Vesten. Alt hvad der foregår i det offentlige rum i Iran, er fuldstændigt kontrolleret af myndighederne. Og de fleste, som har bare en vis uddannelse, er helt opmærksom på dette. Så hele begivenhedsforløbet omkring den danske ambassade var et veltilrettelagt teater det var den klare opfattelse fra vores ambassadør i Teheran til de iranere, som jeg talte med. Og de iranere gav udtryk for, at man ikke kunne klandre en hel nation for nogle enkeltes handlinger. Jeg har aldrig nogensinde fra mine rejser i udlandet mødt så stor imødekommenhed, hjertelighed og gæstfrihed som i Iran. Where do you come from? Denmark Great welcome to Iran what can I do for you?. Osv. Som vesterlænding virkede jeg klart som en magnet som én man måtte snakke med. For at få et pust fra udlandet og for at få afløb for kritikken af systemet. Indenfor få minutter havde for mig fuldstændig ukendte mennesker på gaden givet udtryk for styrets manglende kompetence samt dets undertrykkelse. Det var stort set umuligt at tale med nogen, uden at blive tilbudt en eller anden gave og det var uhøfligt at afslå. Invitationer til private middage var daglige indslag. Da jeg blev anholdt af sikkerhedspolitiet (p.g.a. af fotografering), var der straks nogle iranere, som uden at kende mig det mindste, fik hjulpet mig ud af systemets greb. Så heldige er alle iranere desværre ikke. En, som jeg talte med, havde siddet to år i fængsel, var blevet slået dagligt og 20 To unge mennesker nyder "friheden" på bjergsiden.

19 artikel - Iran og Afghanistan havde 3 gange stået på kassen med rebet om halsen. Men de havde altså ikke sparket kassen væk. Han er i dag stadig politisk aktiv. Og har valgt at blive i landet. Modsat de især veluddannede unge som, ifølge vor ambassadør i Teheran Søren Haslund, forlader landet årligt. Det er selvfølgeligt uholdbart i længden for hele systemet og Ahmadinejads stjerne synes også stærkt på vej ned, selv om han stadig formår at fastholde en vis opbakning blandt traditionelle, religiøse og mindre uddannede indbyggere. Ved hjælp af en særdeles veltilrettelagt mediestyring. Og med støtte fra de såkaldte Basij s systemets egen civile hær. En mellemøst-forsker, som jeg talte med, anslog at organisationen talte ca. 4 mill. medlemmer, som umiddelbart kunne sættes ind. Det er bl.a. dem, som iranerne og vi danskere kan se demonstrere på TV. Systemet udskriver dem systematisk. Og det var også dem, der stod og drak te med det iranske politi efter angrebet på den danske ambassade. Og ifølge vores ambassadør, var det iranske brandvæsen sikkert tilstede den dag, hvor der blev kastet med brandbomber mod den danske ambassade. I anden fase den med tegningerne fra Dansk Folkeparti ja, her skulle der ikke kastes med noget så der var heller ikke udkommanderet noget brandvæsen. Blandt de folk, som jeg talte med, var der stort set enighed: På den ene side er der systemet og regeringen. På den anden side er der folket. En taxachauffør, som jeg var hjemme og spise hos sammen med hans familie, udtrykte sig således: The government is islam by guns og Iran is not for women Dias-foredraget er opbygget således, at vi dels får et billede af den moderne, uddannede og vestligt orienterede befolkning. Vi møder oppositionsfolk, der lever deres liv ganske farligt i deres kamp for ligestilling og menneskerettigheder. På den anden side skildres systemet, der nidkært overvåger befolkningen i mindste detalje. 21 Afghanistan efter Taliban Min base var Herat i det vestlige Afghanistan et af de mere rolige områder i landet. Og forholdene her er ganske anderledes, end det vi normalt hører i pressen herhjemme. Da jeg var i Herat under Taliban-styret var der massiv undertrykkelse og folk flygtede til Iran Frihedens land. Der hvor man kunne danse, se TV, høre musik. Og flyve med drager. I dag flyver dragerne igen over Herat det er befriende at se. Og det er den oplevelse, der går igen heratierne er blevet befriet. Der er sket en markant udvikling. Der er nu helt ny vej ind til Iran det tager kun en god times tid i bil. Det tog tidligere 3-4 timer. Vareudbuddet er øget markant. Der er stabil strømforsyning. Mobiltelefoner og internet virker. Og et helt fantastisk byggeri af store private boliger, forretninger, banker m.m. Her på disse kanter stemte man massivt på Karzai. Men alle problemer er ikke løst og forventningerne til fremtiden er øget markant. Så for Karzai er det noget af en opgave at løfte, når han skal balancere mellem de etniske grupper. Han er oppe mod krigsherrer, mod opiumsbaroner, mod korruption, mod talibanere, der fortsat opererer fra pakistansk territorium. Men som sagt i det vestlige Afghanistan er problemerne mindre. Der var kun to selvmordsbomber, da jeg var der. Med begrænset skade kun én dræbt. Efter 25 års krig gør dette ikke det store indtryk. Da russerne bombede byen i marts 1979 blev ca mennesker dræbt. Da ja, fortsæt selv. Da Taliban blev fordrevet fra byen i november 2001 var der desværre også nogle få civile ofre. Samtlige folk, som jeg interviewede på gaden i Herat, havde undtagen én stemt på Karzai. Men de var også kritiske det kunne gå bedre. På den anden side hvis der ikke dukkede nogen bedre kandidat op næste gang end Karzai, ja, så måtte krydset nok sættes ved ham igen. Bemærk venligst: jeg kan gå på gaden og interviewe folk, jeg kan fotografere. Der bliver smilet, der bliver leet. Der bliver spillet musik. Ti gange så mange biler drøner rundt og forureningen er mærkbart forøget. De frygtede talibanere er væk og

20 artikel -Iran og Afghanistan erstattet med politi. Som holder orden uden at slå folk ihjel. Støttet af de internationale ISAFstyrker og selvstændige US-tropper. Og hvad mener heratierne så om dem? Den lokale støtte er massiv. Alle jeg talte med billigede tilstedeværelsen. De talte om årevis nogle om livstid. Alternativet ville være total ustabilitet, mente man. Og man kunne godt ønske sig flere tropper til landet for at sikre stabiliteten. Velstanden og sikkerheden er markant forøget. IMF anslår at velstanden i Afghanistan er fordoblet siden Talibans fald i november Men der er store regionale forskelle. Velstanden er måske skønsmæssigt steget fem gange i Herat og omegn. Mange kvinder går stadig rundt med deres burka. Traditioner ændrer sig ikke lige ved et regimeskifte. Men de unge kvinder har lagt burkaen derhjemme. Så deres udsigt er markant forøget. Amerikanske styrker tog mig i deres stærkt bevæbnede militærkøretøjer med ud til en afsides beliggende landsby. Og fremviste stolte, hvad de lavede der: de byggede en lille ny moske samt dæmning til rent drikkevand. Det er også en del af virkeligheden. Som en af mine gode afghanske venner sagde til mig: Når vi har fået opbygget vores egen hær og politi so, we will kindly ask them to leave and say thank you for your help. I dias-foredraget vises med udgangspunkt i almindelige mennesker på landet og i byen, hvordan det afghanske samfund former sig. Men samtidig giver foredraget et overordnet indblik i Afghanistans brogede situation set ud fra det vestlige Afghanistan. Jeg foretog i den anledning en lang række interviews nogle enkelte kan nævnes: provinsguvernøren, ledende politikere, forskere, generalen for ISAF-styrkerne i det vestlige Afghanistan, ledende militærfolk i de amerikanske styrker, forskellige bistandsorganisationer og den øverste mullah i Herat. finn.christensen@paradis.dk Telefon: ISAF-general Satta og Finn Christensen i ISAF's hovedkvarteret. 22