MENS VI VENTER TEMA LAD OS NU DISKUTERE MÅNEDSAVIS OM DANSK UDVIKLINGSBISTAND. December/Nr. 09/2006

Transkript

1 VI SKAL HOLDE OP MED AT SE AFRIKANERNE SOM OFRE, SIGER NIELS KASTFELT, CHEF FOR CENTER FOR AFRIKASTUDIER. LÆS INTERVIEW SIDE DEN VESTLIGE VERDENS BRAND VAR IKKE I HØJ INTERNATIONAL KURS, KONKLUDERER KNUD VILBY I SIT TILBAGEBLIK PÅ LÆS SIDE Foto: Th. Marott. MÅNEDSAVIS OM DANSK UDVIKLINGSBISTAND LAD OS NU DISKUTERE TEMA December/Nr. 09/2006 Et større dansk og internationalt fokus på Afrika. Et antal nye udfordringer på kontinentet. Og markant flere danske kroner til Afrika. Det er hoved - årsagerne til, at Danmark nu skal have ny Afrika-politik to år efter, at den sidste blev vedtaget. Siden 2004 har det internationale samfund taget store skridt hen imod at effektivisere og harmonisere udviklingsbistanden. Der er tegn på klimaændringer i Afrika. Arbejdsløsheden er gigantisk og kan skabe social uro. Svage stater udgør en trussel for sikkerheden. Endeligt er Afrika er i stigende grad blevet attraktiv for nye aktører som Indien og Kina. Afrika er i forandring. Udenrigsministeriet har derfor for nylig lavet et debatoplæg om en række af de udfordringer, som dansk udviklingspolitik meget snart kom mer til at stå over for. Og til foråret skal det munde ud i en ny dansk Afrika-politik. Direktøren DIIS, Nanna Hvidt, sparker i dette nummer af udvikling debatten i gang med en opfordring om at u-landsmiljøet skal turde debattere de hellige doktriner i udviklingsbistanden: Hverken NGO erne, der virker bange for at tage bladet fra munden, eller politikerne tager for alvor fat i debatten herhjemme. Direktøren mener, det er på tide, at miljøet diskuterer, om Danmark gør det rigtige i Afrika. Læs om bistandsjunkier, vigende støtte til multilaterale organisationer og om det manglende fokus på svage stater på side Kom med til Danmarks nye programsamarbejdsland, Mali. Her ventende i byen Sikaso. Foto: Klaus Holsting. MENS VI VENTER... på ministeren og en bedre fremtid for Mali, verdens fjerde fattigste land. Ørkensand og kameler så langt øjet rækker. Ud af ingenting dukker der med ét en teltlejr op, pulserende musik og sang finder vej til øregangene og malisk gæstfrihed møder dansk diplomati. Og sådan er det i Mali. Det er alt eller intet for befolkningen, der lever på fattigdommens yderste grænse. Danmarks nye programsamarbejdsland byder på alt lige fra hjerteskærende håbløshed til legende let livsglæde. Vi har sat fokus på Mali og den befolkning, der over de næste fem år vil modtage godt 800 mio. danske skattekroner, der hovedsageligt skal gå til vand, landbrug og erhvervsfremme i Mali. En rejse rundt om i landet har givet inspiration til dette nummers tema. /mb Læs mere om Mali-tema side

2 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 2 INDHOLD NYHEDER Ged i miljøet. FAO-rapport om den store husdyrrevolution Chan får travlt. Store udfordringer venter den ny WHO-chef Vejen til et sikkert job. Der er bud efter Mellemøst-kandidater Afgørelsens time i Priština. Kosovos klemte serbere FN på slankekur. Ny rapport om FN-reformer Ikke nogen etisk fond. Investeringsforeninger ser mod syd AFRIKA Uganda-evaluering: 20 års ambitiøs og effektiv bistand Congo efter valget: Fra vildnis til stat forhåbentlig Den evige konsensus forbandelse. Interview med Nanna Hvidt Tema: Mali Fem sider med indtryk fra Danmarks nye programsamarbejdsland i Vestafrika. udvikling var med på turen rundt i et fattigt, men optimistisk Mali. Foto: Klaus Holsting. DEBAT Behov for nytænkning. Ikke latterliggørelse Når alt bliver en prioritet. Danidas store kludetæppe Ikke støvede redegørelser. Svar fra Ulla Tørnæs set med u-landsbriller. Knud Vilby kommenterer året der gik NAVNE Mr Kastfelt, I presume? Ny chef for Center for Afrikastudier Nyt om Navne JULEQUIZ Afrikas mindste land? Unyttig paratviden for u-landsaficionados Udgives af Danida, Udenrigsministeriet, Kommunikationsenheden, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Telefon , Fax årgang. Udkommer ni gange om året. Trykoplag: ISBN nr (papirversion) ISBN nr (netversion) ISSN nr Abonnement (gratis), adresseændringer og udsendelse eller kontakt Schultz Distribution: Telefon , schultz@schultz.dk Redaktion Redaktør: Stefan Katić (sk) (stekat@um.dk) Journalist: Morten Østervang (mø) (morost@um.dk) Journalistpraktikanter: Mira Borggreen (mirbor@um.dk) og Mads Rasmussen Mariegaard (madmar@um.dk) Ansvarshavende ifl g. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen. Redaktionen afsluttet den 14. december Nyt om navne Irene D. Josephsen avisenudvikling@um.dk Design, layout og illustration: 1508 A/S Tryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver. Hjemmeside Her fi ndes bl.a. tidligere numre og artikel-arkiv. Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra Netboghandelen på: eller hos DBK Logistik Service på telefon Artikler i månedsavisen udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. NYT FRA STYRELSEN TANZANIA: FARVEL TIL LANDBRUG OG VEJE Af Stefan Katić Når Danmark snart udfaser to sektorprogrammer i Tanzania, landbrug og transport, så er det også farvel til et gedigent stykke dansk bistandshistorie. Tanzaniske bønder, der svinger hakken i marken og kvinder, der bærer vand på hovedet, har i al fald i flere årtier optrådt som fast element i Danidas publikationer. En ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde med Tanzania var hovedpunktet ved forrige møde i Danidas Styrelse. Af den fremgik det, at den danske støtte til det østafrikanske land fremover vil være koncentreret om de tre tilbageværende sektorprogrammer: miljø, sundhed og erhverv. Tak for kaffe, kunne man foranlediges til at tænke. Farvel til landbrug og transport. Lader vi nu de tanzaniske bønder og vejfarende i stikken? Næppe. For det første vil Belgien, Irland, Japan, Storbritannien, Den afrikanske Udviklingsbank, EU-Kommissionen, Verdensbanken og FN-organisationerne UNDP, FAO, ILO, UNIDO og IFAD plus en palet af NGO er fortsat være til stede inden for landbruget i det østafrikanske land. Så Tanzania har fortsat adskillige donorer at få bistand fra og dermed også at skulle forhandle med. I øvrigt vil Danidas erhvervssektorprogram fremover også yde støtte til det tanzaniske landbrug vægten forskydes bare nu fra dyrkning og over til forarbejdning og markedsføring af landbrugsprodukter. For det andet vil Danidas samlede bistandsvolumen til Tanzania fortsat ligge i omegnen af 500 mio. kr. om året. At to sektorprogrammer udfases, betyder derfor blot flere penge til de tre resterende programmer. For det tredje og nok så interessant så bunder beslutningen om færre sektorer i et direkte ønske fra Tanzanias regering. Danmark og Tanzania har udarbejdet en fælles udviklingsstrategi (Joint Assistance Strategy), der anbefaler donorerne at koncentrere indsatsen om færre sektorer. Det er nemlig ikke nemt at være embedsmand i Dar es Salaam og sidde med for eksempel vejbyggeri som ansvar. For pengene og projekterne skal indhentes hos en lang række donorer, der naturligvis har hver deres formater for indrapportering, regnskabs - krav, etc. Desuden trækker Danida sig nu ud af banken CRDB i Tanzania. Den skrantende bank blev i sin tid reddet med Danida-penge og har i løbet af de seneste 10 år udviklet sig til at blive en af de største, mest profitable og veldrevne banker i det østafrikanske land. Gennem sit tætte netværk af filialer yder banken i dag især lån i form af mikrokreditter til småsparere. Danida købte i sin tid aktier i banken for 20 mio. kr. at de i dag formodentlig kan sælges for 150 mio. kr. vidner om den udvikling, CRDB har gennemgået i de forløbne år. Aktiesalget sker med den servitut, at pengene skal bruges i Tanzania. Men udviklingen kan ikke kaldes rivende på alle områder. Reformprocessen i landet kører i meget ujævn takt, kunne ambassadør Claus Nilaus Pedersen rapportere pr. videoskærm fra ambassaden i Dar es Salaam. Specielt inden for retsområdet halter det med reformer. Og Tanzanias regering har ikke som lovet fremsat et lovforslag om korruptionsbekæmpelse. Derfor vælger Danmark nu som den eneste donor at spille med den finansielle muskel. 15 mio. kr. af årets udviklingshjælp til Tanzania indefryses nu som følge af at dette løfte ikke blev overholdt. Tempoet i reformprocessen og korruptionen er ikke eneste tidsel i hibiscus-bedet: Arven fra tiden med ét-parti-systemet vejer fortsat tungt, og det er derfor svært at få et flerpartisystem til at fungere. Og landets struktur er svag, når det kommer til administration og institutioner. Hertil kommer så den permanente risiko for politisk ustabilitet på øen Zanzibar en lang og speget historie, der ikke kan kortlægges på otte linjer. Men nu til noget helt andet: Græshopper! Umiddelbart kan det måske virke eksotisk, at én af Biblens syv plager finder vej til Styrelsens dagsorden, men baggrunden er nok så jordnær: Græshopper har en voldsom appetit på hirsehøsten i Sahel-området. Og konventionelle insekt-bekæmpelsesmidler har ikke løst problemet med store græshoppesværme. Det er baggrunden for, at Danida nu bevilliger 15 mio. kr. til et regionalt samarbejde i Sahel. Pengene går blandt andet til overvågning via it-systemer, som skal kunne varsle græshoppesværme, og miljøskånsomme biopesticider, som skal aflive græshoppen med svampesporer i stedet for kemi. Så måske er det ikke det sidste, læserne har hørt til Oedaleus senegalensis bedre kendt som Senegal-græshoppen i dette blad! Stefan Katić er redaktør for udvikling. TILTRÅDTE BEVILLINGER I NOVEMBER > Nepal: Energisektorprogram, fase II (154,5 mio. kr.) > Mozambique: Støtte til reform af offentlig økonomiforvaltning fase II. (95 mio. kr.) > Benin: Ekstrabevilling til hovedvej under Transportsektorprogram (83,6 mio. kr.) > Støtte til danske organisationers udviklingsprojekter (78,7 mio. kr.) > Støtte til det Internationale Aids-Vaccine Initiativ (IAVI) (30 mio. kr.) > Miljøvenlig græshoppekontrol i Sahel (15 mio. kr.) Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. I praksis forelægges Styrelsen alle nye bilaterale og multilaterale projekter og programmer på over 10 mio. kr. samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner.

3 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 3 DER GÅR GED I MILJØET Af Hanne Mølby Henriksen Køer, svin og høns slider på miljøet. Faktisk udsender produktionen af husdyr flere drivhusgasser end verdens samlede transportsektor. Samtidig stiger efterspørgslen på animalske produkter som kød, mælk og æg kraftigt i flere u-lande kineserne alene har fordoblet deres indtag af æg og mælk på ti år. Miljøproblemerne til vands, på land og i luften vil derfor blive dramatisk meget værre, medmindre der tages forholdsregler. Det er hovedbudskabet i en ny bog Livestock s Long Shadow. Problemerne er store, og udviklingen går meget hurtigt. Derfor skal der gøres noget nu, siger professor Jørgen Madsen fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL). Han sidder med i styregruppen bag en international gruppe af eksperter, der har brugt ti år på at udrede forholdet mellem husdyr og miljø og altså nu præsenterer deres konklusioner og anbefalinger i bogform. Initiativet Livestock, Environment And Development (LEAD) er et samarbejde mellem blandt andre Verdensbanken, FN s fødevareog landsbrugsorganisation FAO og Danida, der som hoveddonor har bidraget med godt 20 mio. kr. i årenes løb. Formålet med udredningen er at hjælpe verdens bønder til at udnytte den stigende efterspørgsel på animalske produkter, uden at det går ud over miljøet. Gyllekanaler ender i Det Kinesiske Hav Når kineserne allerede nu spiser halvdelen af alt det kød, der fortæres i samtlige u-lande, og produktionen af svin er eksploderet i Asien, kommer det en masse bønder til gavn. Men uden miljøregler har flere af Kinas floder samtidig forvandlet sig til de rene gyllekanaler, der munder direkte ud i Det Kinesiske Hav. Også grundvandet vil blive ødelagt, inden kineserne selv bliver opmærksomme på problemet, mener Jørgen Madsen. Han påpeger, at husdyrenes negative effekt ikke kun skaber lokale problemer som her for kineserne. 2/3 af jordens landbrugsareal bruges i dag til græsning af husdyr. 1/3 af det samlede, dyrkede areal bruges til at dyrke husdyrenes foder. Så når bønderne i Latinamerika vil have plads til stadig flere græsningsarealer og afgrøder, der kan sælges som foder, går de på hugst i regnskoven. Fældningen af træer får den globale opvarmning til at accellerere. Og dermed bliver bøndernes gøren og laden pludselig et globalt problem. Vi må hjælpe landene med at få sat regler op for deres husdyrproduktion. Både for deres og vores egen skyld. Vi ønsker jo ikke at afskaffe husdyrene. Vi skal blot have reguleret og nedsat deres negative påvirkning af miljøet, siger Jørgen Madsen, der i 30 år har undervist i kvægproduktion på KVL og de seneste 10 fungeret som Danidas repræsentant i LEAD s styregruppe. Han forklarer, at husdyr udgør en vigtig del af mange millioner familiers overlevelse, hverdag og udvikling verden over. Og det er nødvendigt at tage Man kan se ligheder mellem biler og husdyr, mener Jørgen Madsen. I starten handlede det om at få dem til at yde, yde og yde. Nu handler det om at få gjort dem mere effektive og mindre forurenende. Vi vil under ingen omstændigheder undvære dem. De giver status, kan anvendes som sikkerhed, og så kan vi lide dem, siger han. Foto: Polfoto/Workbook Stock Verdens miljø og klima lider under en stigende produktionen af svin, køer og høns. En international arbejdsgruppe med Danida som hovedsponsor står parat med en stribe løsningsmodeller, som kan mindske landbrugets udslip og hjælpe miljøet. udvikling har talt med professor Jørgen Madsen fra KVL om vejen ud af svineriet. hensyn til denne afhængighed, hvis man ønsker at fremme udviklingen i de fattigste lande. Svinene skal selv betale regningen Et godt udgangspunkt vil ifølge professoren være at indføre nogle generelle principper, hvor folk skal betale, hvis de forurener miljøet, som svinebønderne i Asien for eksempel gør. Og omvendt skal de belønnes, hvis de forbedrer miljøet, som bønderne i Costa Rica for eksempel bliver, når de undlader at fælde regnskoven. Derudover kan man i verdens fattige lande nå langt ved at øge husdyrenes produktivitet det vil sige deres kød- eller mælkeproduktion pr. kg. foder, de æder. Af husdyrproduktionens samlede udslip af metangas kommer ¾ fra u-landene, hvor husdyrene er talrige og ikke særligt produktive. Men ved at ændre på deres foder, kan man øge dyrenes produktivitet og dermed mindske udslippet af drivhusgasser. Ressourcerne skal simpelthen udnyttes mere effektivt. Vi skal udbrede kendskabet til miljøvenlige produktionsmetoder og miljøvenlig teknik, siger Jørgen Madsen og peger videre på biogasanlæg som en oplagt løsning til at få styr på især Asiens problemer med gyllen og dens gasser, der får lov at stige frit til vejrs. Med hjælp fra LEAD har den sydkinesiske provins Guangdong allerede ændret sin politik og er begyndt at forvandle gylle til energi. Kunsten består nu i at få systemet udbredt til resten af Kinas og verdens svinebønder. Hurtigst muligt. KINA: GYLLE KAN SÆLGES Flere hundrede svinebønder fra Guangdongprovinsen er fl yttet fra byen ud på landet, hvor gyllen kan bruges som næring til planter. Samtidig har de etableret fl ere tusinde biogasanlæg, der kan forvandle gylle til energi. Det koster penge. Men bønderne har gennem LEAD fået starthjælp fra fonden Global Environmental Facility (GEF), og desuden har de fået støtte fra japanerne, der som følge af Kyoto-aftalen har forpligtet sig til at købe CO2- kvoter for eksempel ved at betale kinesiske svinebønder for at mindske deres udledning af CO2. LATINAMERIKA: TÆNDSTIKKERNE VÆK FRA REGNSKOVEN 378 bønder i Costa Rica, Nicaragua og Colombia har fået hjælp til at plante træer og i det hele taget gøre deres jord mere frugtbar. Med penge fra GEF behøver de ikke længere drive gammeldags svedjebrug, hvor de fælder regnskoven, brænder jorden af og rykker videre, når jorden er udpint efter ti år. Markerne er klassifi ceret på baggrund af deres frugtbarhed og biodiversitet, og kan bønderne bringe deres jord op i en højere klasse, får de penge for det. Ved at dyrke frugtbarheden i stedet for at udpine jorden og lade den blive til ørken eller steppe binder man kulstof til planternes rødder, og det virker ligeså godt som at lade være med at fælde regnskoven. Kan lære af Vestens fejl Der er næsten ligeså mange løsningsmodeller, som problemer. De ligger for tiden på LEAD s hjemmeside i russiske, engelske, kinesiske, spanske, franske versioner og venter bare på at blive brugt. Men hvis udviklingen for alvor skal vendes, kræver det politisk vilje, lyder det i Livestock s Long Shadow. Eller med Jørgen Madsens ord: Politikerne skal indse, at u-landene ikke kan finde løsningerne selv. Han forklarer, at bønder og beslutningstagere i den tredje verden bliver nødt til at trække på erfaringerne fra de lande, der allerede har været udviklingen igennem. Det er ikke nok bare at sende penge, mener professoren. Teknisk, organisatorisk og politisk bistand er også nødvendig for at løse disse problemer. Initiativet LEAD præsenterede den nye bog Livestocks Long Shadow på KVL den 18/ Allerede nu er forfatterne i gang med at indsamle materiale til en to er med titlen Livestock in a Changing Landscape, der udkommer i august Hanne Mølby Henriksen er freelancejournalist og skriver jævnligt for udvikling. hmh@journalist.dk Læs mere på

4 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 4 CHAN FÅR TRAVLT WHO s nye generaldirektør Margaret Chan kommer fra det Asien, hvor SARS og fugleinfluenza har sit udspring. Store udfordringer venter den nye WHO-chef. Af Poul Birch Eriksen I begyndelsen af marts 2003 indlogerede en mand sig på et hotel i Hong Kong. Han var lidt sløj af en snue, han havde pådraget sig på det kinesiske fastland, hvor han kom fra. En række andre gæster, der boede på samme etage, begyndte også snart at få snue. Dog ikke værre end at nogle af dem kunne rejse videre med deres planlagte fly til Singapore og Toronto i Canada. Dermed var de, uden at vide det, medvirkende til at gøre et lokalt sygdomsudbrud til et globalt sundhedsproblem. SARS eller den akutte, alvorlige luftvejsinfektion, som det handlede om, var på mange måder en øjenåbner. Udbruddet, der varede fra november 2002 og ni måneder frem, kan derfor være et godt udgangspunkt til forståelse af nogle af de vanskeligheder, en globaliseret verden stiller sundhedsområdet over for. Selv om verden dengang slap med skrækken, er der ikke mange særlig ikke i disse fugleinfluenza-tider som tager det for givet, at det også vil gå godt, næste gang en ny smitsom sygdom dukker op og udvikler sig til en pandemi. SARS gjorde det meget tydeligt, at uden et velfungerende, internationalt samarbejde kan en smitte, der ikke respekterer landegrænser, ikke bekæmpes. Ligesom det også blev indlysende, hvor sårbar smitsomme sygdomme kan gøre ikke bare lande og regioner men hele den globale økonomi. En opgørelse fra tidsskriftet Far Eastern Economic Review opererer med et tab for de asiatiske landes økonomier på 75 mia. kr. Hertil kommer de tab, luftfarten led ved at flyve med næsten tomme maskiner. Selvfølgelig kan det diskuteres, om ikke det var noget, man godt vidste i forvejen, men om ikke andet var udbruddet med til at hente en række oversete, om end stadig relevante erkendelser frem fra glemmebogen. Blandt dem, at gammelkendte, sygdomsbekæmpende foranstaltninger som karantæne trods en strøm af medicinske fremskridt fortsat kan have en berettigelse. Margarat Chan kan sine smitsomme sygdomme men som generaldirektør skal hun også finde måder at forene medlemslandenes forskellige dagsordener på områder som familieplanlægning. Foto: Scanpix/Reuters/Denis Balibouse. Chefskifte SARS og truslen fra nye, smitsomme sygdomme kan også bruges som forklaringsmodel for valget af Margaret Chan som ny leder for verdenssundhedsorganisationen WHO. Hun afløser sydkoreaneren Lee Jong-Wook, der døde i maj måned, tre år inde i sin femårige embedsperiode. SARS var med til at henlede opmærksomheden på Hong Kongs daværende medicinaldirektør, Margaret Chan. Hun blev, da udbruddet blev erklæret ovre, hentet til en international karriere i WHO s hovedkvarter i Genève af den da nytiltrådte Lee. Her blev hun hurtigt vice-generaldirektør med ansvar for smitsomme sygdomme, herunder fugleinfluenza. Netop med fugleinfluenza er man, mens hun har haft ansvaret for området, holdt op med at tale om hvis et alvorligt udbrud kommer. I stedet forbereder man sig på, når det kommer. I øvrigt var SARS noget af et vendepunkt for WHO. Den berøringsangst med at blande sig for meget i medlemslandenes indre anliggender, organisationen traditionelt har været præget af, er blevet mindre. Mange af de fejl herunder tiltag der ikke blev iværksat som blev begået i den tidlige del af hiv/aids-pandemien, blev ikke gentaget med SARS, men blev denne gang gjort rigtigt fra begyndelsen. De mange aktører på sundhedsområdet med hver deres dagsorden kan på sigt betyde en indskrænkning af WHO s råderum. Rugekasse Indsatsen mod udbruddet kom dog ikke godt fra start. SARS skyldes et coronavirus, der er i familie med det almindelige influenzavirus, blot med den forskel, at dette virus har flere ligheder med dyre- end menneskeinfluenza. I områder af verden, hvor mennesker og husdyr bor meget tæt, er risikoen for, at en mutation krydser artsbarrieren stor. En sådan rugekasse er den kinesiske Guangdong-provins, hvor de første tilfælde dukkede op i november Imidlertid glemte Kina at fortælle WHO om denne ny form for influenza med høj dødelighed i Guangdong-provinsen. Først i februar 2003, efter en amerikansk forretningsmand under en mellemlanding i Hanoi døde af influenzaen, og inden da nåede at få smittet en del af hospitalspersonalet, blev WHO klar over at noget var galt. Hong Kong så sine første tilfælde i midten af marts måned med hotelgæsten, der på det kinesiske fastland havde været i kontakt med smittede. Af de i alt 1.755, der blev smittet i Hong Kong, døde de 299 eller 17 procent. Til sammenligning er dødeligheden ved almindelig influenza omkring én procent. I et forsøg på at dæmme op for smittespredningen tyede man til karantæne og internerede over 1.200, først på hospitaler og siden, da der ikke længere var plads, blev hele boligblokke afspærrede. Det var det bedste, man kunne gøre, da man ikke havde medicinske midler til at hindre en sygdom som SARS, der overføres ved dråbesmitte (det vil sige ved nys) i at sprede sig yderligere. Kritik Efterfølgende blev Margaret Chan skarpt kritiseret af Hong Kongs lovgivende forsamling. Hun havde ikke bare handlet for langsomt, men også været for godtroende over for de officielle kinesiske forklaringer. De gik på, at der ikke var problemer af betydning i Guangdong-provinsen, der grænser op til Hong Kong. Billedet er dog nok mere nuanceret end som så, for i kulisserne arbejdede Maragret Chan ihærdigt, og i tæt samarbejde med WHO, for at presse Beijing til at fremlægge de nødvendige oplysninger. Hvad der i sidste ende førte til løfter om bod og bedring og til, at den kinesiske sundhedsminister og Beijings borgmester måtte træde tilbage. Hertil kommer, at Hong Kong politikerne i bogstaveligste forstand havde en høne at plukke med deres medicinaldirektør. Under et udbrud i 1997 af fugleinfluenza af den type H5N1, der også har været på spil i de danske tilfælde, beordrede Margaret Chan alt fjerkræ i den daværende kronkoloni slået ned. Trods kraftig politisk modstand stod hun fast, og 1,5 mio. stykker fjerkræ måtte lade livet. Meget taler for, at hun derved forhindrede udbruddet i at sprede sig og blive til den pandemi, man venter vil komme på et tidspunkt. I betragtning af de skærmydsler, der i 2003 må have været mellem Margaret Chan og Beijing, kan det vanskeligt udlægges som andet end storsind, at Kina gjorde hende til sin kandidat til den ledige post som generaldirektør. Da det samtidig er Kinas første FNtoppost, bortset fra den permanente plads i Sikkerhedsrådet, må det også ses som et signal om Kinas villighed til at være en mere global aktør. Omend det kan være sin sag at lægge gamle uvaner på hylden: Så sent som ugen før Margaret Chan blev valgt, gav WHO Kina endnu en skarp påtale for manglende åbenhed om fugleinfluenza i landet. Snilde Den 59-årige Margaret Chan, der er uddannet i Canada og Singapore, får brug for al sin snilde, når hun tiltræder i januar For ud over udsigten til mulige influenza-pandemier og udbrud af andre smitsomme sygdomme, er der alle de andre sager, der hører med til jobbet. Chan forventes at fremlægge sin vision på den kommende verdenssundhedsforsamling i maj Og udfordringer er der nok af: I helt uprioriteret rækkefølge kan nævnes spørgsmål som, hvordan man sikrer, at be-

5 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 5 TIDLIGERE WHO- GENERALDIREKTØRER: KAMPEN OM KANDIDATERNE > Dr Brock Chisholm, Canada ( ) > Dr Marcolino Gomes Candau, Brasilien ( ) > Dr Halfdan Mahler, Danmark ( ) > Dr Hiroshi Nakajima, Japan ( ) > Dr Gro Harlem Brundtland, Norge ( ) > Dr Lee Jong-Wook, Sydkorea ( ) handling af hiv/aids, tuberkulose og malaria kommer derud, hvor der er brug for den? Hvad man skal stille op mod rygning, der bare vokser og vokser i u-lande? Hvad der kan gøres ved den massive mangel på sundhedspersonale? De generelt stigende sundhedsudgifter? Om WHO skal og kan blande sig i det niveau, de enkelte medlemslande vælger for deres sundhedsydelser? Hvilke sygdomme WHO skal tage sig af: Mange af 2015 Målene handler om smitsomme sygdomme, men er det tilstrækkeligt, når også lav- og mellemindkomstlande ser en stigning af kroniske og livsstilssygdomme? Som om det ikke var nok, kommer Margaret Chan ikke uden om også at skulle forholde sig til, hvad WHO kan inden for rammerne af det budget, der nu engang er til rådighed. Vil der fortsat være råd og kapacitet til, at WHO optræder i marken, i for eksempel vaccinationskampagner, eller skal organisationen koncentrere sig om at levere rådgivning på ekspertniveau? Og, for at nævne en anden påtrængende opgave, at sætte de standarder, de mange, der leverer sundhed, fra Verdensbanken til græsrodsorganisationer, skal gøre det efter. De mange aktører på sundhedsområdet med hver deres dagsorden kan på sigt betyde en indskrænkning af WHO s råderum. Fra såvel donorer som muslimske lande har der i nogen tid kunnet ses en stigende modvilje mod at støtte området reproduktiv sundhed, hvortil hører familieplanlægning. I stedet går pengene til programmer, som donorerne skønner bedre fremmer deres egne politiske mål. Som det for eksempelvis har kunnet ses i den amerikanske regerings omdirigering af støtte via internationale organisationer til bilaterale projekter, der promoverer ABC-tankegangen: Abstinence, Be faithful, Condoms afholdenhed, vær trofast og kondomer i nævnte rækkefølge. Hvis WHO fortsat skal holde de overordnede mål for øje, må Margaret Chan finde måder at navigere sig igennem politiske spil. Ellers kan det let komme til at gå som med Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria. Fonden skulle have valgt ny direktør nogenlunde samtidigt med WHO, men måtte opgive, fordi ingen af de fem indstillede kandidater kunne honorere den lange liste af krav, diverse interessenter efterhånden havde stillet til den nye direktør. Så det eneste, man kunne enes om, var at begynde udvælgelsesproceduren helt forfra og håbe på at have fundet en ny direktør til april Poul Birch Eriksen er journalist tilknyttet Orientering på DR s P1 og har siden 1984 beskæftiget sig med hiv/aids. poul@bircheriksen.org Der er i stigende grad mangel på eksperter i mellemøstlige forhold. Spændingerne i Mel lemøsten skaber gode jobmuligheder for specialister i regionens sprog og kultur. Af Mads Mariegaard Indgående kendskab til mellemøstlig kultur. Sprogkundskaber i arabisk, persisk, hebræisk eller tyrkisk. Og erfaringer med NGO-arbejde. Har man alle tre egenskaber, er man så godt som sikker på et job i en dansk eller international NGO. Der er mere rift om folk med de kompetencer. Det er blevet sværere at rekruttere, fordi NGO erne kæmper om de samme folk, siger Marit Flø Jørgensen, programleder i Euro-Mediterranean Human Rights Network, et netværk af 82 menneskerettighedsorganisationer i Europa og middelhavsregionen. Arabisk Initiativ skaber jobs Det er begivenheder som 11. september, Irak-krigen og tegningesagen, der har sat udviklingen i gang. Spændingerne mellem den vestlige og den arabiske verden fik for tre år siden Udenrigsministeriet til at oprette Det Arabiske Initiativ, som skal skabe dialog og styrke reformprocesser i Mellemøsten blandt andet i Yemen, Jordan, Marokko og Egypten. Og det er under Det Arabiske Initiativ, mange af de nye jobs er skabt. Det Arabiske Initiativ betyder, at NGO erne er blevet bedt om at arbejde i nogle områder, hvor de ikke har arbejdet før. Der er blevet mange flere muligheder for os, siger Marit Flø Jørgensen, der selv har en kandidatgrad i mellemøststudier. Mellemfolkeligt Samvirke oplever samme udvikling. I slutningen af 2005 åbnede NGO en et dialogcenter i Jordans hovedstad Amman, finansieret af Det Arabiske Initiativ. Der kommer flere og flere stillinger, men medarbejdere, som forstår den mellemøstlige kultur og taler sprogene, er en knap ressource. Vi har været ude for at miste medarbejdere, som har fået jobs andre steder, siger Lars Juul Nielsen, sektionsleder i Mellemfolkeligt Samvirkes personaleafdeling og fortsætter: Mange har de faglige kompetencer, men når man også skal kunne sproget, snævrer ansøgerfeltet ind. Vi kan godt give medarbejderne sprogkurser, men det er svært at begå sig i intellektuelle miljøer efter et to måneders kursus. Får jobs før endt uddannelse Det store fokus på Mellemøsten og formentlig også det lukrative jobmarked har fået flere til at søge ind på studier om mellemøstlig kultur og sprog og universiteterne til at oprette flere pladser. For ti år siden søgte 91 ind på arabisk på Københavns Universitet, og 30 blev optaget. Mellemøststudier: Vejen til et spændende job og til at møde regionens befolkning her til sød the med kamelmælk hos beduinerne i Saudi-Arabien. Foto: Niels Hougaard/Polfoto. I år søgte 174 ind 50 blev optaget. Og nogle af dem, der allerede går der, behøver ikke engang at gennemføre uddannelsen: Vi oplever, at kandidatstuderende får job, inden de er færdige med uddannelsen, fortæller Ingolf Thuesen, leder af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Ingolf Thuesen understreger, at kombinationen af faglig viden og sproglige kompetencer er afgørende ikke kun, når man skal søge job, men også under uddannelsen. En kandidat, der vil uddanne sig som specialist i Saudi-Arabien, skal også kunne arabisk. Det er vigtigt, at han kan arbejde med primære kilder og landenes medier, siger Ingolf Thuesen. Peter Seeberg, leder af center for mellemøststudier på Syddansk Universitet, er enig. I mange sammenhænge er det en stor fordel at have en sproglig kompetence, og vi bestræber os på, at de ansatte mestrer et eller flere mellemøstlige sprog, siger han. Peter Seeberg oplever også, at de nye job, der bliver skabt blandt andet inden for rammerne af Det Arabiske Initiativ er med til at påvirke indholdet af uddannelsen. Der er en vekselvirkning. Når fænomener som migration, flygtninge og menneskerettigheder får større betydning, afspejler det sig i uddannelsen ved, at de elementer bliver forstærket, siger han. Flere jobmuligheder på vej Der er ingen tegn på, at udviklingen i Mellemøsten får mindre fokus de kommende år, men hvis mellemøst-specialisterne alligevel kommer til at mangle job, er erhvervslivet næste mulighed, vurderer Ingolf Thuesen. Vi vil gerne have, at de bliver konsulenter i erhvervslivet og hjælper virksomheder med at undgå kulturelle og religiøse misforståelser. Vi fodrer ikke erhvervslivet med kandidater endnu, men vi vurderer, at der vil blive et stort marked for det, siger han. Også Udenrigsministeriet kan blive et ansættelsessted for personer med kendskab til Mellemøsten. For nyligt ansatte ministeriet en specialist i arabisk sprog og kultur, og i den globaliseringsanalyse, Udenrigsministeriet præsenterede i oktober, foreslås nye ambassader i Libanon og Jordan, samt et handelskontor i Qatar, og en markant opgradering af Udenrigsministeriets sprogprogram i forhold til Mellemøsten. Vi skal lære at agere i fremmede kulturer. Først og fremmest den kinesiske og arabiske, sagde udenrigsminister Per Stig Møller ved lanceringen af analysen. Også politiets og forsvarets efterretningstjenester ansætter i stigende grad medarbejdere med kendskab til mellemøstlig sprog og kultur. Du kan se nye jobs inden for området i nyhedsbrevet Netværket omkring Det Arabiske Initiativ, udgivet af EuroMed Menneskerettighedsnetværket (EMHRN), som du kan abonnere på ved at skrive til cwa@euromedrights.net.

6 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 6 USIKKER FREMTID FOR SERBERNE I KOSOVO Den kosovo-albanske regering skal bevise over for det internationale samfund, at det serbiske mindretal kan leve trygt i et selvstændigt Kosovo. Foreløbig kniber det. Af Jesper With Af og til kører albanere gennem Kosh og provokerer ved at råbe efter os ud af bilvinduerne, men de er ikke fra lokalområdet. Rigtig chikane har vi ikke oplevet efter, at vi kom hjem, så foreløbig går det godt nok, siger Goran Andrić. Han er gift og far til to børn, og glad for endelig at være hjemme igen. Vi er i den serbiske landsby Kosh i det nordvestlige Kosovo, hvor en række serbiske landsbyer i år er blevet genopbygget efter at have ligget i ruiner siden krigen i Kosovo i Som alle andre hjemvendte serbere dukker Goran hovedet, for han er klar over, at de færreste albanere er glade for, at Kosh nu igen er beboet af serbere. At det ikke er ufarligt at være serber i Kosovo, så man for nylig i en landsby i nærheden, hvor sprængstof blev smidt ind i huset til en serbisk familie, mens de lå og sov. Det resulterede i, at flere familiemedlemmer blev såret, og at huset tog stor skade. Det blev dog lynhurtigt genopbygget af Kosovos Ministerium for Hjemvendelse. I kampen for selvstændighed har den kosovo-albanske regering brug for at vise, at den kan skabe rimelige levevilkår for sine mindretal. Derfor er den slags hændelser meget uheldige. Den internationale anerkendelse af Kosovo står på spil. Vi har boet her i generationer og her hører vi til, siger Vesna Andrić selvom familien ikke altid er velkomne hos de kosovo-albanske naboer. Efter at have været på flugt i syv år, har familien fået genopbygget deres hus. Foto: Anna Kåri / documentography. Standardhuse Det er dog ikke frygten for overfald fra albansk side, der bekymrer 35-årige Goran Andric mest. Det absolut største problem er, at der intet arbejde er at finde. Samtidig mangler vi stadig markredskaber, så vi kan dyrke markerne igen. Det hele er jo groet til, fordi vi ikke har været hjemme så længe, siger han. Til familiens held brændte deres hus, i modsætning til de fleste andre huse i Kosh, ikke helt ned til grunden. Alligevel mistede familien alt. Goran fortæller: Da vi tog af sted, tog vi ikke meget med os. Vi har kun en lille bil, og vi troede, vi kun skulle være væk kort tid. Men da vi på vejen mod Serbien så serbiske landsbyer brænde, fik vi bange anelser. Syv år senere kunne de gamle mure heldigvis stadig bruges, og det gav mere plads til Andrić end til de fleste andre i Kosh, da genopbygningen så kunne ske på murene af det gamle toetages hus. Huse, der var totalt nedbrændt, blev genopbygget efter specifikke regler om størrelse i forhold til antallet af beboere i Dansk Flygtningehjælp står bag genopbygningen af i alt 32 huse i landsbyen, og denne model blev valgt for at strække pengene længst muligt. Nu består landsbyen derfor med få undtagelser af standardhuse i røde sten, udstyret med det mest nødvendige, så landsbyboerne igen kan få en nogenlunde normal tilværelse. Efter syv års landflygtighed i Serbien. Usikker fremtid Det er en varm novemberdag med solen skinnende fra en klar himmel ned over Kosh og de efterårsklædte skove på den anden side af dalen. Gorans kone Vesna er stødt til os. Hun peger ud over dalen og siger: Se, hvor smukt her er. Vi har boet her i generationer, og her hører vi til, så vi er lykkelige for bare at være hjemme igen. Vesna får snart sit gamle arbejde på biblioteket på kommuneskolen i en nærliggende landsby tilbage. Her går de serbiske børn i skole. Det er et stort skridt fremad for familien Andrić, selv om Goran ingen chance har for at få sit gamle job tilbage. Firmaet eksisterer slet ikke længere. Netop Kosovos enorme arbejdsløshed på op mod 60 procent er en væsentlig grund til, at albanerne i området ikke har modtaget de hjemvendte serbere med åbne arme. Kosovos økonomi er elendig, og ingen tør investere i regionen, så længe fremtiden for Kosovo ikke er afklaret. Der er kamp om arbejdspladserne, og de fleste har meget lidt at leve af. Usikker serbisk situation Dansk Flygtningehjælp er en af de få NGO er, der har været til stede i Kosovo siden krigen i 1999, og den bliver der, indtil en varig løsning er i sigte. Det er ikke nok at hjælpe serberne hjem. Når Kosovo opnår selvstændighed, vil det serbiske mindretal stå i en usikker situation. Der er intet arbejde til dem og de er ikke populære, siger Ann Mary Olsen, der er souschef i international afdeling i Dansk Flygtningehjælp. Derfor er organisationen også klar med nødhjælp, hvis serberne kommer i klemme igen. Meget afhænger af Kosovos fremtidige status. Vi venter alle på resultatet, siger hun. Det gør Goran og Vesna Andrić også. Men de vil ikke tage stilling til Kosovos fremtid: For os gælder det dagen i morgen. Jesper With er freelancejournalist og besøgte Kosovo i november jesperwith@journalist.dk NY NÆSTEN-STAT PÅ VEJ PÅ BALKAN Næsten uafhængigt: Kosovo får substantielle elementer af selvstændighed i 2007, lyder vurderingen fra dansker, der følger den komplicerede forhandling om Kosovos fremtid. Af Jesper With Kosovo vil opnå substantielle elementer af selvstændighed i Det siger Peter Sørensen, der leder EU s støttekontor for processen omkring Kosovos fremtid. En løsning på Kosovos status skal både tage højde for FN s indsats i Kosovo gennem de seneste syv år og for Kosovo befolkningens vilje. Ahtisaari (forhandler på FN s vegne, red.) vil søge at skabe et kompromis, der giver mest muligt til såvel regeringen i Beograd som til den kosovo-albanske regering i Priština. Men at opnå det, som Rusland presser hårdt på med en forhandlet løsning er i praksis umuligt, da parterne står fast i de samme positioner som gennem hele forløbet, siger Peter Sørensen. Albanerne vil have fuld selvstændighed; Serbien vil have alt andet end fuld selvstændighed. Finske Martti Ahtisaari, der på vegne af FN leder forhandlingerne med de involverede parter, havde planlagt at afslutte processen med udgangen af Det sker ikke, og i stedet bliver det udarbejdede dokument, ifølge Peter Sørensen præsenteret i januar eller februar 2007 efter afholdelsen af det serbiske parlamentsvalg den 21. januar. En løsning i henhold til mandatet i FN s Sikkerhedsråd vil komme i månederne derefter. Serbisk frygt Spørgsmålet er så, om de ca serbere, der lever i Kosovo i dag, har en fremtid efter Kosovos næsten selvstændighed. Henrik Villadsen, der er leder af juridisk afdeling for Kosovo Trust Agency, et privatiseringsorgan under FN, ser grund til bekymring. Når man ser på de forbrydelser, som Slobodan Milosević jugoslaviske hær begik mod albanerne, kan man måske godt forstå, at serberne ikke er så afholdt. Men det er jo ikke nødvendigvis de lokale serberes skyld, hvad den jugoslaviske hær lavede i Jeg synes ikke den kosovo-albanske regering gør tilstrækkeligt for minoriteterne. Man viser ikke god nok vilje til at integrere serberne i et selvstændigt Kosovo. Bortset fra de år, hvor Milosević gik helt amok, er det lige så slemt at være serber under albansk ledelse af Kosovo i dag, som det tidligere var at være albaner under serbisk ledelse af Kosovo, siger Henrik Villadsen. Alligevel forventer han ikke en serbisk udvandring fra Kosovo. De serbere, der lever i Kosovo i dag, har levet der gennem generationer og hører til i Kosovo, så der skal meget til for at få dem på flugt igen. Men i et ungt samfund som Kosovo kan man ifølge Villadsen ikke udelukke ny uro, hvis albanerne ikke får tilstrækkeligt meget af den selvstændighed, som de så brændende ønsker. Og det kan i allerværste fald medføre nye karavaner af serbere på vej nordpå mod Serbien.

7 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 7 FN PÅ SLANKEKUR Forslag til omfattende reformer af FN er blevet fremlagt for medlems landene i november. Forslaget lægger op til en enklere, bedre koordineret og mere folkelig organisation. Af Poul Struve Nielsen Hele arbejdsgangen, når det gælder FN s udviklingsbistand, både i hovedkvarteret i New York og i de enkelte medlemslande, vil blive ændret drastisk. Sådan lyder det i en rapport, der er bestilt af Kofi Annan. Det bliver dog efterfølgeren, den sydkoreanske udenrigsminister Ban Ki-Moons job at føre reformplanerne ud i livet. Sydkoreaneren har også selv ytret et klart ønske om gennemgribende reformering af FN-systemet. Et endeligt udspil til reformer ventes at blive behandlet af FN s Generalforsamling i Der er bred enighed i donorkredsen om at støtte hovedlinjerne i anbefalingen. Spørgsmålet er, hvordan G77-landene, der er FN s fattigste lande, tager imod rapporten og de kommende forhandlinger. Rapporten imødekommer mange af de alvorligste kritikpunkter af FN: Der er for mange FN-organisationer i hvert modtagerland. Nogle af dem leverer de samme ydelser. Arbejdsgangen er alt for bureaukratisk. De mange indgange til FN gør organisationen til en besværlig og meget ressourcekrævende samarbejdspartner i de lande, der modtager hjælp. Rapporten hedder Delivering as One. Den kommer fra et panel, der blev ledet af tre premierministre Shaukat Aziz, Pakistan, Luisa Dias Diogo, Mozambique og Jens Stoltenberg, Norge. Rapportens anbefaling om at FN skal fremstå som én samlet enhed, vurderes til at have gode chancer for at slå igennem og blive til virkelighed. Samling på tropperne FN får en ny styrelse for bæredygtig udvikling, UN Sustainable Development Board. Styrelsen får til opgave at overvåge arbejdsgangen i FN s udviklingsarbejde. Desuden styrkes og centraliseres arbejdsområder som kvinder og miljø. For fremtiden skal programmer fra blandt andet børnefonden UNICEF, befolkningsprogrammet UNFPA, verdensfødevareprogrammet WFP og FN s udviklingsprogram UNDP, i de forskellige lande indgå i ét samlet FNlandeprogram. UNDP får en særlig koordinerende rolle. Fem lande skal udpeges som pilotprogrammer med ét samlet FN i I 2009 skal 20 lande være med, 40 lande i 2010, og om seks år, i 2012, skal alle lande have bare ét FNlandeprogram. Allerede nu er De Kapverdiske Øer og Vietnam udnævnt som kommende pilotlande, og på længere sigt har også blandt andet Pakistan, Mozambique og Tanzania vist interesse. Foran ligger nu en langvarig proces med forhandlinger mellem FN s medlemslande. Rusland har stillet sig skeptisk over for rapporten, da den blev lagt frem. Der har også lydt kritiske røster fra Sydafrika, som i øjeblikket står i spidsen for G77-landene. Nemmere for modtagerlandene Direktøren for FN s udviklingsprogram i de nordiske lande (UNDP), Jakob Simonsen, har mange års erfaring med udviklingsarbejdet fra både modtagerlande og centralt i FN. Han ser reformudspillet som en god start for den nye generalsekretær. Desuden mener han, at modtagerlandene i den sidste ende har store fordele ved reformerne: Organisationerne i FN skal arbejde på en anden og mere systematisk måde. De skal levere ét program i forhold til værtslandet. Inden for den programstruktur finder de enkelte organisationer en rolle. Det betyder, at værtslandene skal bruge mindre tid på at rapportere og på både multi- og bilaterale donorer. Der vil blive ét program i stedet for ti forskellige. Vi ser det som den eneste vej at gå for at opretholde FN som en relevant spiller på udviklingsområdet, forklarer Jakob Simonsen. Det er også helt afgørende for udviklingsminister Ulla Tørnæs, at reformerne kommer til at gøre det nemmere for modtagerlandene i Syd at samarbejde med FN og de bilaterale donorer i landet. FN-koordinationen er meget forskellig fra land til land. Der skal være forståelse for, at man indgår i et FN-fællesskab. Der skal være én leder, ét program og ét budget. Det fører til en helt anderledes effektivitet. Så vidt muligt skal man også udnytte synergien ved at bo under samme tag, siger hun. Men der er også svagheder ved rapporten, og der er mange hurdler, som skal overkommes. Når det gælder FN s særorganisationer, herunder FAO, UNIDO, UNESCO og WHO, kan FN s generalsekretær ikke uden videre tvinge de enkelte organisationer til at gå ind under én og samme paraply. Særorganisationerne har deres egen generalforsamling og er ikke underlagt generalsekretæren. Panelet lægger med sin finansieringsmodel op til, at der bruges gulerod frem for stok. FN-organisationer, der forpligter sig til at deltage i reformprocessen, skal loves en flerårig finansieringsgaranti for deres gode vilje. Finansieringen er ikke på plads Så er der spørgsmålet om, hvordan reformerne skal finansieres. Rapporten anbefaler donorerne at ændre adfærd og støtte det samlede FN frem for de enkelte organisationer. Den peger desuden på, at der kan spares 20 procent af udgifterne på FN s samlede landeprogrammer ved sammenlægningen af organisationerne. Det tvivler Jakob Simonsen nu på. Reformerne kræver, at man finder frem til en finansieringsstruktur, som gør det muligt at levere på ét program. I dag støtter donorerne de forskellige organisationer. Finansieringen er en diskussion, som stadig kører mellem donorerne, siger han. Hjælp til selvhjælp Der er mange elementer i reformen, som kan løses umiddelbart på initiativ af FN s generalsekretær og i forståelse mellem enkelte lande og FN-organisationerne. Pakken har den fordel, at den kan gennemføres i bidder, siger Jakob Simonsen. Han nævner som eksempel forslaget om at udpege fem pilotlande til processen med ét FN. Det er i gang i 2007, allerede før FN s generalforsamling har taget stilling til reformerne. Generalsekretæren kan også udpege en ny undergeneralsekretær for kvinders rettigheder og ligestilling. Der bliver et markant øget fokus på kvinder i udviklingsarbejdet. De organisationer, der arbejder specifikt med kvinders rettigheder og ligestilling, bliver lagt sammen og styrket med UNIFEM som samlingspunkt. FN skal i højere grad arbejde sammen med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Et samspil kan forventes at effektivisere de enkelte landeprogrammer i takt med, at reformprocessen om ét samlet FN vinder frem. Poul Struve Nielsen er journalist og kommunikationsrådgiver. poul@poulstruvenielsen.dk NY STRATEGI PÅ VEJ FRA NABOSKABSPROGRAMMET Danmarks bistand til Østeuropa, Balkan og Kaukasus går ind i en fase to. Det er snart tre år og mere end en halv milliard kr. siden, at Udenrigsministeriets Naboskabsprogram (NAB) blev sat i værk. En ny strategi er undervejs, og den skal tage højde for de erfaringer, der er gjort siden 2004, og for de ændringer, der er sket i regionen. Den nuværende strategi dækker NABs første fase fra Det er en god anledning til at stoppe op og se på de erfaringer, vi foreløbig har gjort. Vi vil især gerne trække på de erfaringer, som vores mange samarbejdspartnere i både Danmark og modtagerlandene har gjort sig. En række af samarbejdspartnerne har derfor været inddraget i en netop gennemført ekstern gennemgang af Naboskabsprogrammet, men vi ønsker også at inddrage den danske ressourcebase først i det nye år under det videre strategiforløb, siger kontorchef i NAB, Anne- Marie Esper Larsen. Mindre til Rusland, mere til Ukraine Den nye strategi, der skal gælde fra 2008 til 2012, ventes at få et årligt budget på det nuværende niveau, det vil sige knapt 200 mio. kr. NAB vil fortsat skulle arbejde for at fremme Danmarks udenrigspolitiske prioritet om et fredeligt og stabilt Europa i vækst og fremgang. Men der vil også blive tale om en række mindre justeringer på baggrund af udviklingen i landene. For eksempel må det forventes, at Bulgarien og Rumænien, der bliver medlemmer af EU pr. 1. januar 2007, ophører med at modtage danske bistandsmidler. Ligeledes ligger det allerede nu i kortene, at bistanden til Rusland mindskes og fokuseres på få meget strategisk prægede indsatser. Den ukrainske orange revolution vil indebære, at Ukraine bliver højere prioriteret i 2. fase af programmet. I de seneste tre år er der givet støtte til en bred vifte af aktiviteter. Fra økonomisk udvikling i Rusland og Kosovo til kortvarige valgobservationer i Belarus (Hviderusland), fremme af menneskerettigheder i Tyrkiet, bekæmpelse af handel med mennesker i Moldova og forbedring af flygtninges vilkår i Kaukasus. Listen er lang og Naboskabsprogrammets aktiviteter spænder vidt. Derfor vil strategien også skulle forholde sig til spørgsmålet om fokusering af indsatsen for at opnå større effekt af de danske midler. Under NAB gennemføres 11 større programmer samt en lang række mindre indsatser. Programmets 1. fase har et samlet budget på i alt 730 mio. kr. og omfatter 16 lande. /mø/sk Under NAB gennemføres 11 større programmer samt en lang række mindre indsatser. Programmets 1. fase har et samlet budget på i alt 730 mio. kr. og omfatter 16 lande: Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Bosnien-Herzegovina, Bulgarien, Georgien, Kroatien, Makedonien, Moldova, Montenegro, Rumænien, Rusland, Serbien, herunder Kosovo, Tyrkiet og Ukraine. Du kan læse mere

8 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 8 DET HER ER JO IKKE NOGEN ETISK FOND To danske investerings for enin ger tilbyder deres kunder at investere i en stribe u-lande med høj vækst og chance for den helt store gevinst. Men ingen af dem tør love, at kunderne ikke samtidig investerer i etiske problemer som børnearbejde, miljøsvineri og korruption. Af Hanne Mølby Henriksen Der er stadig lande i Afrika, som er fuldstændig umulige at have med at gøre i et investeringsmæssigt perspektiv, skriver investeringsforeningen BankInvest på sin hjemmeside. Men der er også lande, som man ifølge investeringsselskabet godt kan hente penge ud af, selvom de hører til blandt verdens fattigste. BankInvest har netop lanceret en ny investeringsforening, hvor private investorer kan sætte penge i aktier fra selskaber i udvalgte tredjeverdenslande. Det samme gjorde Sydbanks investeringsselskab Sydinvest i efteråret. Lande som Botswana, Vietnam og Congo skal fremover få danskernes sparepenge til at yngle. Ideen er at investere i disse nye markeder såkaldt emerging markets mens de stadig er på et tidligt udviklingstrin. Og så ellers håbe, at den økonomiske vækst og politiske stabilitet fortsætter i de udvalgte lande, for så vil der på længere sigt være rigtig gode muligheder for at få et godt afkast, lyder det fra Sydbank, der har satset over halvdelen af sin portefølje på i alt 160 millioner kroner i Afrika. Jeg håber, at de får ret, siger Rasmus Helveg Petersen, der netop har forladt sin stilling som politisk sagsbehandler hos Folkekirkens Nødhjælp og fortsætter: Jeg håber, at de kommer til at tjene penge i Afrika. Det vil være udtryk for vækst. Rasmus Helveg Petersen peger på Asien som et godt eksempel på, at økonomisk vækst har hjulpet de fattige. Så må danskerne for hans skyld gerne tjene penge på aktier undervejs. Herregud, siger han: Et af de store problemer i Afrika er jo manglen på investeringer. Det er absolut en forudsætning for, at vi kan få nogle flere folk ud af fattigdom på længere sigt. Men hvad så med børnearbejde? Våbensmugling? Bloddiamanter? 100 pct. garanti gives ikke Hverken Sydinvest eller BankInvest kan love deres medlemmer, at de ikke kommer til at deponere deres sparepenge i etiske problemer. Det her er jo ikke nogen etisk fond som sådan. Vores primære arbejde er at skabe så stort et afkast som muligt. Vores mål er jo ikke at investere i de mest etiske selskaber, vi kan finde, forklarer Andrea Nannini, seniorporteføljemanager i BankInvest. Han oplyser, at investeringsrådgiverne i hans team bruger en sund fornuft-approach, når de skal vurdere, hvilke selskaber de vil sætte kundernes penge i. Og at de i øvrigt jævnligt taler med eksterne eksperter og kan ty til det svenske konsulentfirma Ethics, hvis de har mistanke om noget fordækt og gerne vil have kørt en etisk profil på et af selskaberne. Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at vi aldrig nogensinde løber ind i et selskab, der viser sig at have et problem. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå det, siger Andrea Nannini. Tænk hvis du vandt... BankInvest har siden sommeren 2005 administreret 600 mio. kr. for en stribe institutionelle investorer i en tilsvarende investeringsforening, og når tegningsfristen for de private investorer udløber i december, regner investeringsforeningen med at have skaffet yderligere mio. kr. til de nye markeder. Sydinvest har allerede investeret 160 mio. kr. for deres medlemmer i Afrika og Mellemøsten-porteføljen. Og ingen af stederne behøver investeringsrådgiverne bruge ret lang tid på at bekymre sig om etikken, mener investeringsekspert og professor Michael Møller fra Handelshøjskolen i København. Etik står ikke så højt på folks liste af præferencer, når de skal ud at købe aktier, siger han og oplyser, at investeringsforeningernes Jeg håber, at de kommer til at tjene penge i Afrika. Det vil være udtryk for vækst. Rasmus Helveg Petersen specialafdelinger appellerer til folk, der er på jagt efter den store gevinst. Folk, der tror, at de kan regne den ud. Men de bliver formentlig skuffede, forudser han: Når lille fru Jensen og Sydinvest kan finde ud af det her, så kan andre nok også. Og hvad sker der så? Så går de ind og byder priserne så meget op, at der ikke er noget at komme efter. Investeringseksperten råder som udgangspunkt altid folk til at købe bredt og over hele verden. Samtidig afliver han en gammel skrøne: Mange tror, at når der er stor risiko, så er der nok også stort afkast. Men sådan hænger det ikke altid sammen, siger Michael Møller. TØR DU? Tør du investere dine sparepenge i Afrika, lød spørgsmålet til læserne i en afstemning, som avisen 24Timer for nylig gennemførte på avisens hjemmeside. Midt på eftermiddagen havde 75 pct. svaret nej. VIDSTE DU? Illustration: 1508 A/S > At Afrika har syv af de 20 hurtigst voksende økonomier i verden? > At Angolas bruttonationalprodukt voksede 15 procent sidste år? > At for 20 år siden var 37 lande i Afrika styret af udemokratiske regimer eller diktatorer. I dag er tallet 11.

9 NR. 09/2006 NYHEDER SIDE 9 FLOT KARAKTERBOG TIL DANSK UGANDA-BISTAND Relevant bistand af høj kvalitet, konkluderer en ny evaluering af Danmarks udviklingssamarbejde med Uganda. Evalueringen er godt håndværk, men ikke ambitiøs nok, mener forsker. Marianne Hartz Thomas Genopbygningen af sundhedsydelser som vand og sanitet er sket effektivt i Ugandas landområder, fastslår Uganda-evalueringen. Foto: Mikkel Østergaard. Danmark har leveret bistand af høj kvalitet, og vi har satset på relevante områder både i forhold til landets genopbygningsstrategi efter borgerkrigen og med hensyn til fattigdomsbekæmpelsen. Og det selvom Danmark primært har arbejdet med de vanskelige sektorer som landbrug og god regeringsførelse. Det skorter ikke på positive konklusioner i den nye evaluering af Danmarks udviklingssamarbejde med Uganda fra , der blev lanceret den 14. december. Evalueringen er udført af det britiske konsulentfirmaet Mokoro a/s, der blandt andet har interviewet næsten 200 forskellige lokale og internationale personer. Danske bistandskroner er generelt godt givet ud og har medført effektiviseringer i bistanden i Uganda, fastslår evalueringen. Ligesom de seks mål for landets bistandsprogram om blandt andet gældslettelse, genopbygning af basale sundhedsydelser og vand og sanitet i landområderne er effektivt opnået. Der har været mindre heldige projekter som for eksempel fornyelsen af mejerisektoren, der ikke var tilpasset Ugandas behov ligesom Privat Sektor Programmet (nu B-2-B) kun har været til gode for en snæver kreds af implicerede. Endelig var Danmarks gældslettelse i 1990 erne særdeles relevant, konkluderer evalueringen. Men den politiske effekt blev til gengæld ikke erkendt fra dansk side. Støtten stoppede igen, og Danmark mistede en oplagt mulighed for indflydelse. Mangler grundlæggende data Men ambitionerne med evalueringen har været for lave, mener Ole Therkildsen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Grundlæggende vilkår som mangel på data og analyser betyder, at ingen at konklusionerne kan blive helt tilbundsgående, siger han. Det er især tre elementer, der gør evalueringen vanskelig. Det er vigtigt, at sætte tingene i relief. For eksempel udgør dansk bistand kun mellem fem og syv procent af Ugandas samlede bistand, hvilket betyder, at der er grænser for, hvor vidtrækkende konsekvenser vores bistand kan have. Og det er svært at separere virkningen af den danske indsats fra andre donorers og Ugandas egen. Det hænger sammen med, at der mangler data og analyser, siger han. Nogle af de analyser Ole Therkildsen efterspørger er blandt andet de politiske virkninger af fortsat støtte til præsident Musevenis styre. Derudover peger Ole Therkildsen på spørgsmålet om, hvordan fremtidige udgifter til forbedret serviceforsyning kan finansieres, så de hidtidige fremskridt bliver bæredygtige. De er vigtige pointer for at styrke fremtidens bistandsindsats, men de er ikke særligt godt belyst, siger han. Han peger også på, at landet kom ud af en længerevarende borgerkrig, da Danmark startede bistandsprojekter i Dansk bistand red således med på en positiv bølge skabt af Musevenis styre, men det var modigt gjort for ingen kunne dengang vide, at Uganda faktisk ville blive mere stabilt. Det er tydeligt, at evalueringen er skrevet af virkelige Uganda-kendere. Den er et eksempel på godt håndværk, siger Ole Therkildsen. Ikke fri for fodfejl Evalueringen skal fungere som dokumentation for Danmarks aktiviteter i landet og som en opsamling af erfaringer, der kan bidrage til den kommende strategiske proces, fortæller Henrik A. Nielsen fra Danidas evalueringskontor. Evalueringen viser klart, at det danske bistandsprogram i Uganda har været ambitiøst og effektivt. Evalueringen er kritisk på en række mindre punkter, men siger samtidig, at kun et meget uambitiøst bistandsprogram, der ikke tænker nyt og tager risici, ville være fri for fodfejl. Læs rapporten på FRA VILDNIS TIL VAKKELVOREN STAT Den gode nyhed er, at DR Congo for første gang har fået en demokratisk valgt præsident. Den dårlige er, at statsapparatet er næsten ikkeeksisterende, alle offentlige kasser gabende tomme og gælden eksploderet. Af Jesper Heldgaard Vildnisset, der måske bliver en stat. Sådan lød den sigende overskrift på en artikel om Den Demokratiske Republik Congo i det ansete tidsskrift The Economist den 22. november. For nok har det store land for første gang i mere end 40 år fået en demokratisk valgt præsident, men de udfordringer, DR Congo står overfor, er enorme. Ikke uventet sikrede landets siddende præsident, Joseph Kabila, sig flertallet i anden runde af præsidentvalget, der fandt sted den 29. oktober. Men det overraskede mange, at Kabilas modkandidat, Jean-Pierre Bemba, opnåede næsten 42 pct. af stemmerne. De to var gået videre fra første runde den 30. juli, hvor Bemba kun fik 20 pct. af stemmerne mod Kabilas 45 pct., der altså ikke var nok til at sikre ham valg i første runde. Begge kandidater havde før valget lovet at respektere valgresultatet, men der skulle gå næsten to uger, fra valgresultatet var annonceret, til Bemba accepterede sit nederlag og erklærede, at han ville deltage i en stærk opposition i nationens interesse. Hans tilhængere protesterede, da valgresultatet blev annonceret og stak ild til højesteretsbygningen. Flere blev dræbt under urolighederne inden Bembas accept af sit nederlag. Kabila får det svært Kabilas blok i parlamentet tæller 111 af i alt 500 pladser, mens Bemba og hans støtter opnåede 64 pladser. I alt menes omkring 300 parlamentsmedlemmer at støtte Kabilas koalition, der dermed har et solidt flertal i parlamentet. Alligevel vil Kabila få det svært: Faktisk fik Bemba flertal i seks ud af DR Congos 11 provinser. Kabila står svagt i hele landets vestlige del, ikke mindst i hovedstaden Kinshasa. Bemba har i den overgangsregering, der sad fra våbenhvilen i 2002, og indtil den nyvalgte regering er klar, været vice-præsident; en post, han nu må forlade. Overgangsregeringen med hele fire vicepræsidenter sikrede alle de stridende parter magt og indflydelse. Regeringen er blevet kaldt dysfunktionel af det internationale samfund, det vil sige ude af stand til at træffe beslutninger. De stridende parter havde mere travlt med at forsyne sig af de slunkne offentlige kasser, så de kunne føre valgkamp og sikre sig økonomisk, inden de mistede magten. FN s største operation Resultatet er, at DR Congos statsapparat er næsten ikke-eksisterende, alle offentlige kasser tomme og gælden eksploderet. Derfor er det ikke nok, hvis congoleserne giver deres bidrag til en positiv udvikling ved at bevare freden. Uden fortsat massiv støtte fra det internationale samfund går det ikke. FN har i tre år haft sin største fredsbevarende operation nogensinde i DR Congo med over mand. Mandatet udløber den 15. februar 2007, men ligger til at blive forlænget med mindst ét år i første omgang, og med udsigt til at styrken udvides med mand. Også EU, Verdensbanken og andre store donorer står parat med store midler. DR Congo har i de seneste år udviklet sig til at blive Afrikas næststørste modtager af bistand, og så snart landets nye regering er på plads, er der lagt op til en international donorkonference om landet i starten af Og der bliver nok at snakke om. I en ny rapport kritiserer Den Internationale Valutafond ikke blot DR Congos overgangsregering, men også donorerne for at have haft alt for lidt kontrol med deres aktiviteter i landet de seneste år med misbrug og korruption til følge. Så der er stadig et stykke vej fra vildnis til stat Jesper Heldgaard er freelancejournalist og var EU-observatør ved første runde af valget i Congo i juli. heldgard@post7.tele.dk

10 NR. 09/2006 AFRIKA SIDE 10 HVORFOR IKKE LÆGGE BISTANDS KRONERNE I DE LANDE, HVOR FOLK HAR DET VÆRST? Interview: Danmark skal have ny Afrikapolitik. Men hvorfor koncen trerer Danmark sig om de mest velfungerende stater i Afrika frem for de vanskelige lande? Skal der partout være danske flag over det hele? Og er Danmark i gang med at skabe bistands junkier? DIIS-direktør Nanna Hvidt savner debat om de grund læggende præmisser i udviklings miljøet. Skal Danmark give mere støtte til de svageste lande også gennem FN, som her i en lejr i Elfenbenskysten for fl ygtninge fra Congo, Liberia og Sierra Leone? Foto: Polfoto/ AFP Photo Issouf Sanogo. Af Morten Østervang Sierra Leone, Burundi, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo og Etiopien deler en sørgelig verdensrekord: De fem afrikanske lande er verdens absolut mest sultne lande. Og så har de en anden ting til fælles: De er alle eller har for nylig været plaget af voldelige konflikter. Og så lige én ting mere: De fleste er nederst på modtagerlisten, når de internationale donorsamfund skal dele penge ud. Faktisk modtager langt de fleste af de nævnte lande kun halvdelen af den støtte, som de såkaldte afrikanske donordarlings modtager. For pengene gives til de u-lande, hvis regeringer opfører sig bedst, ikke dem, der har flest sultne. De fem lande er da heller ikke på listen over Danmarks faste modtagere. Hvordan hænger det sammen med Danmarks ønske om at støtte de fattigste? spørger Nanna Hvidt, der er direktør for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Slagsmål om ekstra kage I de kommende måneder skal dansk udviklingsbistand til Afrika op til grundig overvejelse. For Danmark skal have ny Afrikapolitik. Og det er en oplagt lejlighed til at tage fat på de veletablerede dogmer, som sjældent bliver diskuteret, mener Nanna Hvidt. Jeg synes, at vi skal stille spørgsmålet, om ikke Danmark kunne gøre noget andet end det, som alle andre donorer flokkes om og risikere at hjælpe dem, der virkelig er fattige. Hvis vi ikke diskuterer denne problemstilling, når vi skal lave en helt ny politik, hvornår så? spørger direktøren. Hun frygter, at debatten om Afrika-politikken over de kommende måneder blot kommer til at dreje sig om, hvordan den ekstra kage skal fordeles mellem de danske bistandsaktørers prioritetsområder. Debatten, som Nanna Hvidt rejser, er ikke ny. Det er anledningen derimod. Med den danske regerings løfte om at give 0,8 pct. af BNI i udviklingsbistand vil der alene næste år være 800 mio. kr. mere at gøre godt med og de skal gå til Afrika, der fremover skal have to tredjedele af den samlede danske bilaterale udviklingsbistand (der i 2007 forventes at ligge på 7,7 mia. kr.). Samtidig ændrer virkeligheden sig hurtigt på kontinentet. Regeringen har derfor besluttet, at Danmark skal have en ny Afrika-politik. Men vil man virkelig gøre en forskel, kommer man ikke uden om konflikterne og problemlandene, mener Nanna Hvidt. Double up bistand I godt et årti har der været konsensus om, at dansk bistand hovedsageligt skal koncentrere sig om få programsamarbejdslande, der til gengæld skal udvikles på en langt mere gennemgribende måde igennem sektorprogrammer. Danmark har valgt at koncentrere sit udviklingssamarbejde på ni afrikanske lande. I disse ni programsamarbejdslande er der demokratiske valg, og regeringerne fører det man kan kalde god regeringsførelse. De fleste andre donorer bruger samme kriterier, så donorerne mødes i de afrikanske lande, der modtager betydelige summer i u-landsbistand. Men skal det partout være sådan, spørger Nanna Hvidt. De lande kan løfte den indsats, vi gerne vil have. Her kan vi vise, at vores penge anvendes godt, og vi kan eksperimentere med større eller mindre grad af budgetstøtte. Men hvorfor er det lige, vi giver udviklingsbistand? Det er jo for at hjælpe landene. Landene er jo ikke perfekte fra starten, det er noget, de gerne skulle blive. Det er klart, at går vi ind i Sierra Leone, så får vi en anden bistand, der er baseret på enkeltstående projekter. Det er muligvis dyrere, men samlet set kan gevinsten være lige så stor, siger Nanna Hvidt. Flydende grænser Kigger man på et kort over Afrika, vil man se, at næsten samtlige danske programsamarbejdslande ligger ved siden af lande, der har været eller er plaget af væbnede konflikter (se modsatte side). Der er seriøse problemer med det store fokus på velfungerende lande. Intet land er en ø. Det ved vi fra Europa, og det er endnu mere rigtigt i Afrika, hvor grænserne i høj grad er vilkårlige og porøse. Udviklingen i Ghana og Benin afhænger i meget høj grad af sikkerhedssituationen i nabolandene Sierra Leone, Liberia og Elfenbenskysten. Ustabili- JUSTERING AF DANSK AFRIKA-POLITIK Danmark fik i 2004 en ny Afrika-politik, der satte Afrika højt på den politiske dagsorden, hvor blandt andet handels-, udviklings- og sikkerhedspolitik i højere grad blev sammentænkt. Og siden er Afrika kommet endnu højere på dagsordenen, herhjemme og internationalt. Den internationale bistand bliver frem til 2010 fordoblet og herhjemme kommer der næste 800 mio. kroner mere til kontinentet. Herefter vil støtten til Afrika udgøre 2/3 af Danmarks samlede bilaterale bistand. I debatoplægget Issues and Challenges skitserer Udenrigsministeriet nogle af de temaer, politikken vil tage stilling til: Klima, svage stater, skyhøj arbejdsløshed, handel, donorharmonisering, migration er nogle af de emner, der diskuteres. Udenrigsministeriet offentliggør i januar en baggrundsanalyse, der skal skabe debat om Afrikapolitikken, der skal vedtages i foråret af Folketinget. Processen kan følges på

11 NR. 08/2006 AFRIKA SIDE 11 tet har det med at sprede sig. Og økonomisk betyder det alt for Benins økonomi, hvordan det går med den nigerianske valuta, siger Nanna Hvidt. Mange af de lande, som Nanna Hvidt henviser til, er på vej ud af langvarige konflikter. Meget fungerer stadig ikke, sikkerheden er ikke for god og de politiske systemer lever ikke op til Danidas krav. Hun mener derfor, at der er behov for en anden form for støtte til de lande hvor man i stedet støtter brede dele af befolkningen, civilsamfundet og den private sektor. Et samspil mellem disse grupper og statsmagten vil bidrage til effektive stater, som er en forudsætning for at få landene ud af evindelige konflikter om de få ressourcer, der er, mener hun. De svære lande overlader vi til de multilaterale organisationer som EU og FN. Vi bør kunne diskutere, om det ikke giver mere mening, hvis der kun var en håndfuld bilaterale donorer og et par af de multilaterale i for eksempel Tanzania eller Uganda, som assisterede regeringen med at forvalte de tilskud det internationale samfund stillede til rådighed. Det ville give mulighed for at flytte de andre bilaterale til nogle af de vanskelige lande, hvor løsningerne stadig skal findes i målrettet projektbistand og i samarbejde med NGO er og nationale lokale bevægelser, siger Nanna Hvidt. Nanna Hvidt, DIIS. Danmark i Sudan Fejlslagne stater er dog ikke helt lukket land i dansk udviklingsbistand. Nanna Hvidt nævner Sudan som et eksempel på, at den danske regering rent faktisk har gjort en indsats for at gå ind i et problematisk land. Danida har afsat 500 mio. kr. frem til 2009, som støtter det sydlige Sudan uden om regeringen. Og med Danmarks engagement i Sikkerhedsrådet har bevågenheden om konflikter i Afrika fået et nøk opad på den danske udviklingsdagsorden. Hvad med at åbne et Danida-kontor i Sierra Leone og droppe Tanzania, når alle andre er i Tanzania? Hvis vi følger harmoniseringstankegangen ville det jo være fint at sige, at der ikke behøver at være så mange internationale bistandsambassader i Tanzania. Men tør vi opgive det danske fingeraftryk og bruge lidt flere af udviklingsbistandens paletter? spørger Nanna Hvidt. En af de paletter, der forsømmes, er de multilaterale, mener Nanna Hvidt. At gå ind i Sierra Leone, Liberia og Congo kan kræve en særlig kompetence. Men kan Danmark ikke klare opgaven hvorfor så ikke bruge andre aktører endnu mere, som har ekspertisen? spørger Nanna Hvidt: Det er slående så lidt, der tales om multilateral udviklingsarbejde. Der er fantastisk fokus på det bilaterale, og i udmeldingerne til den nye Afrika-strategi kan man ikke spore antydning af overvejelser om at øge bistanden gennem det multilaterale system. Det handler sandsynligvis om synlighed, men der Guinea Bissau Sierra Leone Guinea Liberia Mali Burkina Faso Ghana Elfenbenskysten er en faretruende manglende erkendelse af, at det multilaterale leverer godt og bedre i mange tilfælde. Personligt synes jeg, det er kedeligt, at Danmark ikke som andre donorer for et par år siden bidrog til at øge Verdensbankens indsats overfor de fattigste lande. Skaber Danida bistandsjunkier? Der er også andre gode grunde til at sprede den danske støtte til andre lande end lige Tanzania, Kenya og Mozambique, mener Nanna Hvidt. Et mantra i dansk bistand er, at for at få indflydelse skal man være en stor donor. Derfor er bistanden ikke blot koncentreret på få lande, men i landene skal der også koncentreres på to-tre sektorer. Hvis man tager den forventede regulering af bistandsrammen i betragtning, så må det føre til, at de enkelte sektorprogrammer skal planlægges til at kunne bruge betydeligt mere end 100 mio. kr. om året. Et kig på de eksisterende programmer viser, at det kun er tilfældet i et enkelt sektorprogram i Tanzania. Der skal mange flere aktiviteter til for at lave programmer i den størrelse. Så selv om midlerne kanaliseres igennem fælles donorstøttede programmer, så kræver det en usandsynlig stor øgning i aktivitetsniveauerne i de enkelte lande og så øger det afhængigheden af de eksterne midler, at staten får skruet sit aktivitetsniveau så meget op, mener Nanna Hvidt. Hun sætter spørgsmålstegn ved om det overhovedet er sundt at pumpe så mange penge ind i et land: Jeg synes, vi skal tale om, hvordan og hvornår disse lande vil være i stand til selv at finansiere de stigende løbende udgifter, der følger af massive investeringer i for eksempel uddannelse og sundhed. Teorien er jo, at giver vi massiv bistand til et land i en længerevarende periode, så vil der være skabt grundlag for en økonomisk vækst, som vil kunne afløse bistanden og landet opnå større grad af uafhængighed. Den udviklingsvision som jeg har sympati for forudsætter vækstrater i de afrikanske lande, der skal ligge på linje med Kina. Men er det overhovedet et realistisk scenario? Og hvad ved vi om forholdet Benin Niger Central Afrikanske Republik Demokratiske Republik Congo Sydafrika Zambia mellem de store investeringer i sundhed og uddannelse i forhold til fattigdomsbekæmpelse og økonomisk vækst? spørger DIISdirektøren. Retten til at træffe politiske valg I alle lande, der modtager den samlede internationale støtte, er der massivt pres for, at man skal leve op til 2015 Målene. Det vil sige, at der er navn på pengene. De skal gå til skoler, til vand og andre gode ting. Samtidig er der såkaldt harmoniserede fattigdomsstrategier, som u-landene laver sammen med det internationale samfund. Det virker, som om vi har to dagsordener, der ikke hænger sammen. På den ene side presser donorerne for afholdelse af demokratiske valg og på den anden side indgår vi i et kropstungt finansielt sprog om, hvad der er vigtigt i de nationale fattigdomsstrategier. Jeg er bekymret for, om der overhovedet er politisk råderum for regeringerne. Afrikansk politik kommer ikke til at handle om forskellige samfundsmodeller med rum for liberale, konservative eller socialistiske ideer og modeller, for valgene er allerede foretaget i fattigdomsstrategierne. Når vælgerne går til valgurnerne, hvad er det så egentligt de stemmer om? Der er ikke noget politik tilbage i Sudan Uganda Burundi Tanzania Etiopien Kenya Programsamarbejdslande Lande på sikkerhedsrådets dagsorden Andre bistandsmodtagere Eritrea Mozambique Somalia Det er bedst at bo i de blå lande. Der er ikke væbnet konfl ikt, nogenlunde regeringsførelse og så er der fl ere internationale donorer. Men lige ved siden af de blå, danske programsamarbejdslande ligger alle de røde lande lande, der enten er eller har været plaget af væbnet konfl ikt. Kort: Udenrigsministeriet. landene, når alt er lagt fast på forhånd. Så bliver etniske tilhørsforhold og vennetjenester det vigtige, siger hun. Tale om alle tabuerne I det kommende måneder skal Danmarks Afrika-bistand til debat. Og Nanna Hvidt håber, at der for en gangs skyld bliver sat spørgsmålstegn ved den evige konsensus: Hverken NGO erne, der virker bange for at tage bladet fra munden, eller politikerne tager for alvor fat i debatten herhjemme. I sidste ende skader det faktisk området. Og der sker meget i Afrika i øjeblikket, hvor der kommer nye donorer til. Hvad betyder det for eksempel for vores strategi, at Kina fører en politik hvor man ikke blander sig i landenes interne forhold og støtter Mugabe i Zimbabwe, der pludselig får luft fra presset fra EU og USA? Eller hvilken betydning har det, at transnationale bevægelser i globaliseringens tidsalder får øget betydning også i Afrika, hvor staterne i forvejen er svage. Jeg savner, at nogen tør stille de grundlæggende spørgsmål. udvikling vil i de kommende numre følge Afrika-politikkens tilblivelse.

12 NR. 09/2006 MALI SIDE 12 Dreng leger på torv i Mopti i det nordlige Mali, Danmarks nye programsamarbejdsland. Foto: Klaus Holsting. LUDFATTIGT OG OPTIMISTISK Rejsebrev: Midt i Afrika ligger et gigantisk land, hvor bølgende grønne rismarker og fed rød-orangefarvet jord byder velkommen. Landet hedder Mali og er Danmarks nye programsamarbejdsland. Det er et smukt, flerkulturelt og fordrageligt land. Men samtidig er det verdens fjerdefattigste land med massiv mangel på ligestilling. Følg på de næste fem sider journalistpraktikant Mira Borggreens rejse rundt i det vestafrikanske land. Af Mira Borggreen Mødet med Mali, Danmarks nyeste programsamarbejdsland blev samtidig mit første møde med Afrika. Fra mit flysæde så jeg byen, der strakte sig uendelig langt og bredt ud i landskabet under flyets vinger. Deroppe under skyerne blev vi modtaget af titusinder af lys i snorlige rækker fra hovedstaden Bamako. Kort efter stod jeg med begge fødder plantet solidt på malisk jord i et land, der siden det første frie valg i 1992 har bevæget sig med hastige skridt mod indførelsen af demokrati og menneskerettigheder. Med vores besøg og den forestående ambassadeåbning træder dansk bistand med ét ind i top ti-listen over donorer i Mali. Og der er mange om lidt i Mali. Rundrejsen i landet med den danske delegation gav mulighed for med egne øjne at stifte bekendtskab med det liv, der leves for gennemsnitligt 3,75 danske kroner om dagen. Dagligdagen for de godt 14 millioner beboere, fordelt over 20 etniske befolkningsgrupper, er for langt størstedelen præget af ekstrem fattigdom. Landet er ifølge UNDP s Human Development Index verdens fjerdefattigste. Derfor falder de godt 800 mio. danske skattekroner, Ulla Tørnæs har tildelt landet over de næste fem år som vand, på et knastørt sted. De kommer befolkningen bredt til gode fra de vestligt klædte byboer i den kaotiske og pulserende hovedstad Bamako til tuaregerne, det stærkt traditionsbaserede nomadefolk i nord, der rejser rundt i Sahel-ørkenen i kamelkaravaner med ansigt og overkrop helt hyllet ind i kongeblå tørklæder. Det er værd at bemærke, at alle steder i Mali lever muslimer og kristne, protestanter som katolikker side om side uden konflikter. Der rystes på hovedet af rygterne om, at Al- Qaida rekrutterer tropper i landet. På mit spørgsmål om, hvordan de formår at forene det hele, lyder svaret fra alle steder: Det vigtigste er, at vi som folk har gjort op med os selv, at islam passer til vores livsstil. Religionen er kommet nedefra som noget kulturelt og har aldrig været politisk eller undertrykkende for det enkelte individ. At befolkningen mener, hvad de siger, kunne ses i forbindelse med tegninge-sagen, hvor protesterne i Mali begrænsede sig til mindre forsamlinger af mennesker og få spredte protester i gaderne. Og det selvom godt 96 pct. af befolkningen er muslimer. Jagten på et nyt programsamarbejdsland gik ind i de indledende faser tilbage i efteråret 2005, hvor en offentlig debat og analyser fra besøg i kandidatlandene i januar i år mundede ud i valget af Mali. Men selvom ambassaden i Bamako er Danmarks første, stiftede Danmark allerede bekendtskab med Mali i Danida byggede dengang et lille vandværk i Sikasso i det sydlige Mali. Med stolthed i stemmen og udslåede arme bød indbyggerne i den landsby, der efterhånden har spredt sig i kølvandet omkring vandforsyningen, os velkomne. De har selv overtaget det daglige arbejde med vandværket og beviser med plus på bundlinien og små tørstige munde, der slukker tørsten ved en simpel vandhane i landbyen, at bistanden batter. Men det var dengang. For de første danske bistandskroner til de tre sektorprogrammer, vand/naturressource-forvaltning, landbrug og erhvervsfremme, er kun lige knapt blevet hævet fra kontoen. Turen rundt om i Mali gav derfor tid til et ekstraordinært indblik i den kulturelle side af den tidligere franske koloni, hvor vi blev modtaget med en palet af helstegte får, couscous og kameler. Det var kendetegnende for vores besøg, at mændene førte an, men i samtaler med forskellige repræsentanter for maliske kvindegrupper, var det tydeligt, at kvinderne er godt trætte af den manglende ligestilling. Af Malis 703 borgmestre er kun syv kvinder, 90 procent af pigerne omskæres, og sådan kunne jeg blive ved. Derfor ser kvinderne frem til det kommende præsidentvalg. At den siddende præsident Amadou Toumani Touré genvælges til april næste år er så godt som sikkert, men Traoré Oumou Touré, formanden for kvindeorganisationerne i Mali, vil gøre sit til, at kvinderne bliver hørt. Hun starter nu sit eget parti for at give mændene kamp til stregen. Så der er nok at tage fat på for både befolkningen og bistandsyderen fra nord. Og da Air France-flyet efter ti dage letter med kursen mod Danmark, er det ikke uden en vis vemod, at jeg tager afsked med Mali. I forbindelse med åbningen af den nye ambassade i Bamako, rejste journalistpraktikant Mira Borggreen rundt i Mali med den danske delegation, dansk presse og udviklingsminister Ulla Tørnæs fra den 8. til den 17. november. Læs mere om ministerens rejse og hendes visioner for samarbejdet i interviewet på side 15.

13 NR. 09/2006 MALI SIDE 13 GIV OS ET FORBUD Ni ud af ti piger bliver omskåret i Mali. Oplysningskampagner har gjort deres for at begrænse fænomenet, og nu efterlyser kvinderne i landet et forbud. Men regeringen holder igen med den juridiske støtte. Tekst: Mira Borggreen, Bamako Hun ligger midt i en cirkel af dansende mennesker. Trommerne og den messende sang akkompagnerer den sløve kniv. Hendes arme bliver let, men bestemt holdt nede af kvindelige familiemedlemmer, mens tårerne presser sig på. Hvert knivsnit markerer hendes overgang fra barn til kvinde. Beskrivelsen ovenfor viser, ifølge nyhedskanalen CNN, hvordan kvindelig omskæring foregår i flere afrikanske lande. Andre gange foregår ceremonien uden for den hytte, pigen er blevet omskåret i, og alderen på pigerne varierer nu fra de tidlige teenageår helt ned til spædbarnsalderen. Det sidste er ofte tilfældet i Mali. Derfor arbejder både regeringen og kvindegrupperne i Mali for et forbud imod kvindelig omskæring. Men i et land, hvor op mod 90 pct. af pigerne stadig bliver omskåret, er det en langsommelig proces, der indtil videre ikke har resulteret i et forbud. Men nu er strømmen af omskæringer måske ved at vende. I den senere tid har regeringen ført en decideret chok-kampagne, der viser billeder af en omskæring. Især mændene har reageret meget kraftigt på kampagnen, og en ny undersøgelse viser, at flertallet af maliske mænd nu foretrækker at gifte sig med en kvinde, der ikke er blevet omskåret. De har tidligere ikke haft nogen ide om, hvad der reelt skete med pigerne, og hvordan det ser ud. Kombinationen af blodige billeder og konsekvensoplysning har ifølge regeringen haft en stærk virkning, lyder det fra kommunikationschefen i Malis familie- og kvindeministerium, Cisse Oumou Ahmar Traore. Det giver formanden Traoré Oumou Touré for kvindeparaplyorganisationen, Coordination des Associations et ONG Féminines du Mali (CAFO), hende ret i: Vi skal have kvinderne til at forstå, at de skavanker og komplikationer, som for eksempel urinvejsinfektioner, de lider af, er direkte affødt af omskæringen. Og netop derfor skal vi have en lov til at støtte dem, der tør sige fra, lyder det fra Traoré Oumou Touré. Politisk glansbillede Men på trods af den mærkbare modstand i voksende kredse har den maliske regering endnu taget skridtet fuldt ud med et lovforbud. Præsidentvalget står snart for døren, og der er ifølge kvindegrupperne ingen stemmer i et forbud. De politiske løfter om snarlig forbedring for kvinder, ikke bare inden for omskæring men i det hele taget, hænger sammen Lokal komité mod omskæring af piger viser her, hvordan det ældgamle omskæringsritual foregår. Maliske kvindegrupper kæmper for et lovforbud, men regeringen tøver med at tage de endelige skridt (Her fotos fra det nordlige Benin). Foto: Jørgen Schytte. med en stor revidering af landets civilretslov. Loven der omfatter teenageægteskaber, kvinders retsstilling, skilsmisse og arveret, ligger klar til vedtagelse. Men eksperter, kvindegrupper i landet og politikere i Mali såvel som Ulla Tørnæs tvivler stærkt på, at loven når at blive vedtaget inden det kommende valg. Derfor gør de alt for at få deres budskab igennem: Vi skal give vores mening til kende i alle de sammenhænge, vi overhovedet har mulighed for det. Vi kan dermed begrunde og forklare dem, hvordan det fra vores synspunkt er forfærdeligt, at små nyfødte piger bliver omskåret på den måde, de gør i Mali, siger Ulla Tørnæs. I forbindelse med en ny civilretslov ligger der allerede et separat lovforslag om et forbud mod kvindelig omskæring. Men der er uenighed imellem regeringen og kvindegrupperne om, hvorvidt et lovforslag er den rette vej lige nu. Kvindegrupperne i Mali mener, at regeringen og ministeren holder dem hen: Den maliske regering siger, at de sætter kvinder forrest, men det er ikke rigtigt. Se bare på kvindeministeren, hun er kun til pynt. Vi som kvinder tror ikke på hende, og hvis du spørger mig, har hun ingen politisk indflydelse, lyder det fra CAFOs formand Traoré Oumou Touré. Juridisk støtte er essentielt Assitan Diallo arbejder for FN s udviklingsprogram UNDP i Mali, og så er hun en af de første kvinder, der gik ind i kampen mod omskæring tilbage i 1970 erne. Hun er træt af de mange flotte ord, der strømmer ud af såvel politikere, imamer og præsidentens egen mund. Hun mener, de alle taler med samme tunge. De siger hele tiden, at de forbyder omskæring, når hele Mali er parat til det, fortæller hun. Assitan Diallo husker tilbage på en specifik konference i slutningen af 1970 erne, hvor der i samarbejde med regeringen blev taget en endelig beslutning om at påbegynde oplysningsarbejdet imod kvindelig omskæring. Efter årtier med oplysning, mener hun nu, at alle, der reelt vil ændre på tingenes tilstand, har hørt budskabet. Nu er tiden inde til en lov. En lov vil styrke vores kamp for kvindernes ligestilling. Vi har folks opmærksomhed nu, det er nu vi skal slå til. Gennem årtier har vi nedbrudt og modbevist alle fordomme og myter. Alligevel tøver regeringen med et forbud, siger hun med en let hovedrysten. Et forbud er den maliske minister for kvinde- og familieanliggender, M Bodji Sene Diallo, sådan set enig i, men hun og regeringen mener stadig, at der er grundlag for mere oplysning. Det er nemlig ikke nok at fortælle kvinderne, at deres rettigheder overtrædes. Langt de fleste maliske kvinder kender slet ikke til konceptet rettigheder, de kan ikke læse, har aldrig stemt og klager kun sjældent over deres levevilkår. Men skræmmekampagnen, der har vist sig meget effektiv, er ifølge hende et bevis på den politiske vilje for et forbud: Jeg har indtryk af, at et forbud ikke er særlig langt væk. I dag siger de unge mænd jo, at de foretrækker at gifte sig med piger, der ikke er omskåret; sådan lød det ikke i min tid, siger M Bodji Sene Diallo og fortsætter: Både de religiøse ledere, hele landsbyer og tidligere omskærersker har i den senere tid offentligt udtalt sig imod omskæring. Lys for enden af tunnelen Selvom den juridiske proces går lidt trægt for øjeblikket, forudser CAFOs formand, at tingene vil ændre sig efter det kommende valg. Den store forskel denne gang ligger i den mere oplyste befolkning, der skal til valgurnerne til foråret. Det afgørende denne gang er, at kvinderne kommer til at få betydning. Og det ved mændene! Igennem vores oplysningsarbejde har vi fået overbevist kvinder såvel som mænd om, at de har midlerne til at stå stærkt på deres rettigheder, og det vil være afgørende for kvindernes fremtid i dette land, siger hun. 13 afrikanske lande, deriblandt Senegal og Burkina Faso, har indført forbud mod kvindelig omskæring. I Ghana har flere stammer opfundet nye ritualer i form af for eksempel dans, der kan markere overgangen fra barn til kvinde, som omskæring ses symbol på i flere afrikanske lande. Kvinderne i Mali er et fokusområde i det danske bistandsarbejde i landet, og Ulla Tørnæs regner først og fremmest med, at arbejdet vil kunne udvikle sig i et tæt samarbejde med de NGO er, der arbejder i Mali.

14 NR. 08/2006 MALI SIDE 14 Den danske oberst løjtnant Kim Kisbye er en del af det danske bidrag til den fredsbevarende indsats på det afrikanske kontinent. Han underviser på den regionale freds skole i Mali. Den skal bidrage til, at Afrika i fremtiden kan løse sine egne konflikter. Oberstløjtnant Kim Kisbye fra Viborg underviser i de næste to år afrikanske offi cerer på en fredsskole i Mali. Foto: Klaus Holsting. FREDEN KOMMER VIA VIBORG Af Mira Borggreen, Bamako De slidte borde er formet som en hestesko, 17 afrikanske mænd i dueblå, grønne og kakifarvede militæruniformer lytter til den underviser, der står midt i rummet. Sproget skifter frem og tilbage mellem engelsk og fransk. Flere af eleverne sidder afslappet tilbagelænet på de vakkelvorne stole, inden sessionen slutter af med spredte klapsalver. Eleverne træder ud i den bagende sol og slentrer langsomt ned mod deres barakker. Vi befinder os langt ude på landet nær byen Koulikoro i Mali. Her ligger en gammel kinesisk opført militærlejr. De afpillede halvtomme bygninger huser blandt andet en fredsskole med kun 17 elever, næsten lige så mange stabile stole og fem internationale undervisere. En af dem er 48-årige oberstløjtnant Kim Kisbye fra Viborg. I de næste to år har han skiftet de danske ordnede forhold ud med den gamle militærkaserne. Skolen uddanner officerer fra hele Afrika til at deltage i FN-operationer eller andre fredsoperationer. Opgaver, der i dagligdagen varetages af regionale organisationer som Den Afrikanske Union (AU) eller ECOWAS, der er den økonomiske sammenslutning af stater i det vestlige Afrika. Det er meningen, at AU s mission i Sudan på længere sigt skal kunne trække på soldater fra den styrke, skolen arbejder på at få bygget op. Midlertidigt pit stop Hver morgen klokken 6.30 sætter Kim Kisbye sig ind i en bil og kører sammen med sine fire internationale kollegaer fra hovedstaden Bama ko de 60 kilometer mod nordøst til Ecole de Maintien de la Paix, Fredsskolen, hvor han arbejder som både lærer og organisator. Oberstløjtnanten fra Viborg er en erfaren herre. Han har tidligere været udsendt til Bosnien-Hercegovina og Afghanistan, hvor han har arbejdet med CIMIC, civilt-militært samarbejde under fredsstøttende operationer. Nu står Afrika for tur: Afrika skal kunne løse sine egne konflikter. Det er svært i øjeblikket, fordi soldaterne ikke er ordentligt uddannede. Når de kommer til Sudan, er de ofte selv fedtet ind i konflikten på en eller anden måde, så de ender med intet at gøre eller gøre det endnu værre, forklarer Kim Kisbye. På længere sigt er FN s formål med skolen, at Afrika skal have deres helt egen udrykningsenhed, der skal fungere efter samme model som FN s brigade SHIRBRIG (Standby High Readiness Brigade) en multinational brigade, der kan stå klar til indsats efter senest én måned. Men lige nu tænker oberstløjtnanten ikke så meget i udrykningsenheder og fine titler. For hvis planen holder, flytter Kim Kisbye og fredsskolen ind i en helt nyfinansieret skole i Bamako den 22. marts Indtil da arbejder han under nogle ret mangelfulde forhold, fordi franskmændene, der finansierer skolen i Mali, har lukket kassen indtil skolen holder flyttedag: Lige nu kan Mali ikke engang stille med en bataljon (mellem 600 og mand, red.) af deres egne soldater, hvis du giver dem en måned. Så tanken om en udrykningsstyrke er rigtig god, men det vil komme til at tage tid, meget lang tid, siger han. Pengekassen er tom Alle midler er gået til den nye skole i hovedstaden, der er bygget i et samarbejde mellem et stort antal donorlande, heriblandt Danmark, der har givet euro af de syv mio. euro, byggeriet har kostet. Den nye skole har planer om at uddanne op til officerer årligt. Oberstløjtnant Kisbye understreger, at når undervisningen rykker, vil forholdene blive markant bedre for alle undervisere og elever. Men først skal skolen bygges færdigt. For øjeblikket er kun hovedbygningen klar. Indkvarteringsbygningerne er langt fra klar, og Kim Kisbye tvivler meget på, at de når at blive det til indrykningen sidst i marts. Skolen i Koulikoro er en af tre skoler, FN samarbejder med på det afrikanske kontinent. Ud over skolen i Mali finansierer Storbritannien Kofi Annan Peace Centre i Ghana, der tager sig af den operative del af undervisningen, og USA står for den sidste og strategiske del af uddannelsen på en skole i Nigeria. Undervisningen på det taktiske niveau, der er placeret i den frankofone del af Afrika, er dedikeret til fredsstyrkende operationer. Fredsskolens formål er at uddanne de afrikanske officerer inden for felter som fredsstyrkende operationer, international lov, humanitær lov og procedurer. En stor del af undervisningen på fredsskolen er baseret på metoden train the trainer, hvor formålet er, at eleverne tager tilbage og uddanner deres egne soldater efter de principper, skolen har lært dem. Men det har indtil nu ikke affødt de store resultater. Det er en af de ærgerlige konsekvenser af, at flere af de studerende, ifølge den danske oberstløjtnant, ikke nødvendigvis er mødt op, fordi de brænder for at lære om civilsamfundsstrategier og fredsbevarende operationer. Frankrig betaler hele gildet Flybilletter, kost og logi samt lommepenge. Det er prisen for et ophold på fredsskolen i Mali, og elevernes hjemlande får det hele betalt af Frankrig, der er FN s repræsentant, når de kommer til skolen i Koulikoro. Da de afrikanske hjemlande ikke har nogen økonomisk udgift ved at sende soldater af sted til Mali, lader de ofte officerer uden de rette kompetencer eller erfaring rejse til Mali uden at bekymre sig så meget om resultatet. Da det er den franske stat, der betaler hele opholdet, får vi nogle gange indtrykket af, at landene ikke ser eleverne ret godt efter i sømmene, inden de sender dem hertil. For nogle af eleverne er der simpelthen tale om en bonustur. Det er den ligegyldighed, der hersker i landene, når de ikke selv skal betale. Eleverne selv er uden skyld, men naturligvis glade, idet de som kursister får et tillæg i lønnen, siger Kim Kisbye. Han kunne godt tænke sig, at der til de enkelte kurser blev opstillet nogle minimumskrav for deltagerne, for eksempel i form af grad, uddannelse og missionserfaring: Spildt arbejde er det naturligvis aldrig, men utilfredsstillende som lærer på en skole, ja. Hernede betyder penge og prestige mere, og så længe deltagelsen på de enkelte kurser Lige nu kan Mali ikke engang stille med en bataljon af deres egne soldater, hvis du giver dem en måned. Kim Kisbye bliver betalt af de mange donorlande, vil der ikke kunne laves om på de nuværende forhold. Problemet er reelt og vil fortsætte, så længe de enkelte afrikanske lande ikke selv skal betale nogle af udgifterne, siger han. Hjemme i Udenrigsministeriet i København sidder Johnny Flentø, chef for Afrikakontoret. Han værdsætter, at forsvaret har engageret sig i Mali-skolen og i sikkerhedssamarbejdet med AU, ECOWAS og IGAD

15 NR. 09/2006 MALI SIDE 15 (den regionale organisation for Afrikas Horn, red.). Men påpeger, at det er et langt og sejt træk at opbygge en militærskole, der kan uddanne militærfolk til fredsbevarende missioner i Afrika: De problemer, som Kim Kisbye er vidne til, er ting, man tit oplever i en afrikansk sammenhæng. Jeg går ud fra, at Kisbye sammen med skolens ledelse og øvrige donorer og eventuelt den nyåbnede danske ambassade prøver at finde en løsning på problemerne. Det er jo lige præcis også derfor, at vi er til stede. Store flotte tanker men ingen bus Det er tydeligt, at skolen i Koulikoro synger på sidste vers. Antallet af elever er bemærkelsesværdigt lavt. Det hænger sammen med, at der simpelthen ikke er flere værelser på skolen i Kolikoro. Der er ikke stole nok til elever og undervisere, og fordi transportmulighederne er så begrænsede, er det ikke muligt at tage på øvelser. Men i modsætning til ovenstående er dette problem midlertidigt, og selvom Kim Kisbye selv dagligt skal medbringe madpakke og toiletpapir til lejren i otte måneder, er han opsat på at løse den opgave, han har fået: Lysten til at deltage i arbejdet her i Mali på fredsskolen, skyldes udelukkende min interesse for det ukendte og det spændende ved at kunne gøre en forskel, siger han. Men forsinkelsen i byggeriet vil give nogle konkrete problemer for den daglige undervisning, når kalenderen når til marts Eleverne skal fragtes de 60 kilometer frem og tilbage hver dag, hvilket for øjeblikket er umuligt. Der er godt nok to busser tilknyttet skolen, men den ene virker ikke, og der er ikke økonomisk opbakning fra franskmændene til at få den lavet. De, der siger, at alting tager lang tid i Afrika, har måske ret. Men så er det også tit, fordi selv de største og bedste ideer som en high readiness force, der kan løse Afrikas egne konflikter, drukner lidt i manglen på helt basale ting som stole og en køreklar bus. Kim Kisbye er klar til at tage det lange seje træk. Mauretanien Guinea Koulikoro Bamako Mali Burkina Faso MALI PEACEKEEPING SCHOOL Algeriet Niger > Uddannet offi cerer fra 38 afrikanske lande. > Ca. 400 om året er blevet uddannet på skolen i Mali siden > Danmark støtter årligt Mali Peacekeeping School med fi re mio. kr. > Pengene kommer fra Danidas Afrikaprogrammet for fred, der støtter Afrika med samlet 248 mio. kr. over fem år. DERFOR BLEV DET MALI Det dansk-maliske samarbejde blev søsat, da Ulla Tørnæs besøgte landet i november. En stolt minister åbnede den første danske ambassade i det land, hun med et smil omtaler som sit eget, og som allerede har fostret dialog og samarbejde. Af Mira Borggreen For snart et år siden plantede udviklingsminister Ulla Tørnæs et lille figurativt frø. Hun besøgte Mali for første gang og så, hvor stort behovet for dansk udviklingshjælp er. I november i år stod hun så igen på malisk jord. Denne gang medbragte hun 800 millioner kroner samt emaljeskiltet med det danske rigsvåben, der skal op på væggen så snart cementen i de nyrenoverede lokaler er tørret. Turen er resultatet af en langsigtet proces, hvor regeringens øgede fokus på Afrika har resulteret i valget af et nyt programsamarbejdsland, Mali. Forud for rejsen med rigsvåbenet var gået et langt forløb, hvor Madagaskar, Malawi, Sierra Leone, Etiopien, Niger og Mali havde kæmpet om at vinde Danmarks gunst. Listen med de seks lande var et resultat af kriterierne fra Folketingets udenrigsudvalg og to andre formaliteter: Jeg ville have, at landet skulle ligge syd for Sahara, og det skulle ligge under gennemsnittet for BNI i landene syd for Sahara. Jeg skulle derefter indsnævre feltet, så der kun var tre lande tilbage, men lige før min rundrejse til Niger, Mali og Etiopien, opstod der politiske uroligheder i Etiopien. Eftersom jeg selv er meget optaget af, at der skal være politisk vilje til at ville udvikling og demokrati, så jeg det som formålsløst at rejse til Etiopien, fortæller Ulla Tørnæs (V). Det er jo ikke sjovt at fravælge nogen på grund af fattigdom, når det nu er fattigdomsbekæmpelse, der er vores overordnede formål. Ulla Tørnæs Det endelige valg Ministeren besøgte så Niger, der ifølge UNDP s Human Development Index er verdens fattigste land og Mali, der er det fjerde fattigste land i verden. Men i sidste ende faldt valget på Mali. Der var et klart behov, og så er der, i modsætning til Niger, en administration med reel kapacitet til at håndtere vores sektorstøtte og en regering, der viser en stærk vilje til udvikling. Det er de vigtigste forudsætninger for et Udviklingsminister Ulla Tørnæs (t.h.) og ambassadør Margit Thomsen med det danske rigsvåben. Ministeren var i Mali for at åbne den første danske ambassade i Danmarks nye programsamarbejdsland. Foto: Klaus Holsting. godt samarbejde, siger ministeren. Der var mange, der mente, at det ludfattige Niger var det åbenlyse valg. Og glæden over det endelige valg var også præget af en smule vemod. Når man igangsætter sådan en proces, skal man jo fravælge andre lande, som har helt indlysende behov. Det var mig, der skulle forklare, hvorfor vi ikke valgte andre, og det er ikke nødvendigvis verdens nemmeste opgave. Det er jo ikke sjovt at fravælge nogen på grund af fattigdom, når det nu er fattigdomsbekæmpelse, der er vores overordnede formål, forklarer hun. Som et plaster på såret valgte Ulla Tørnæs at fordoble projektbistanden til Malis naboland Niger til omkring 80 mio. kroner. Mali er mit land Midt i november rejste Ulla Tørnæs så til Mali for at åbne Danmarks første ambassade i landet. En åbning hun er både glad og stolt over: Når man decideret tilvælger et land på Danmarks vegne, som jeg har gjort, så føler man selvfølgelig et stort ansvar. På en eller anden måde er det jo mit barn eller mit land. Selvfølgelig har jeg ikke været fysisk til stede ved alle møderne, men det er mig, der har taget den formelle beslutning om at starte processen, forklarer hun. Danmark har nu ifølge ministeren store forventninger til, at den danske bistand, der målrettes vand-, landbrugs- og erhvervssektorerne, vil blive brugt fornuftigt på fattigdomsbekæmpelse og udvikling i Mali. Turen til Mali er også tænkt som en mulighed for at sende stærke signaler til det maliske folk om den danske tilstedeværelse i landet. Det har betydet meget, at vi startede med en ambassade med det samme. Vi signalerer hermed, at vi er her, og at det er med fuld styrke. Den officielle åbning blev fejret med en reception og underskrivelsen af den første sektorprogramaftale. Det er første gang Ulla Tørnæs har underskrevet en hel programaftale. Udviklingskronerne i Mali skal nu gå til at forbedre levevilkårene for de omkring 14 millioner maliere, der dagligt kæmper for tilværelsen med i gennemsnit 3,75 danske kroner til dagen og vejen. MALI > Indbyggertal: ca. 14 mio. > Størrelse: km 2 eller ca. 28 gange større end Danmark > Hovedstad: Bamako > Sprog: Fransk og det lokale bambara > Regeringsform: Republik

16 NR. 09/2006 MALI SIDE 16 DYSTRE DIAGNOSER Midlerne er små, forholdene kummerlige og betaling ofte umulig, men hverdagen for børnelæge Traoré Toukare er alligevel fyldt med smil og skulderklap. Også selvom diagnoserne ofte er dystre og lig med økonomisk fallit for patienterne. Tekst: Mira Borggreen, Bamako. Klokken er lidt over ti, og børnelæge Traoré Toukare har allerede tilset de første ti patienter, siden hun mødte for to timer siden. Hendes sekretær gør sit bedste for at følge med, men det strømmer ind med både patienter og personale, så snart døren åbnes bare en smule på klem. Herinde i det ene af de fire konsulationsrum med hvide klinker på væggen, sidder hun bag et stort massivt træskrivebord. Ved hver side af bordets ender står en patientbriks. I det ene hjørne står et højt blågråt metalskab. Indeni ligger hundredvis af journaler i blålige mapper. Det ser ud, som om de engang har ligget i pæne sirlige stakke, men på et tidspunkt er væltet ud på gulvet. Derefter er mapperne blevet skubbet tilbage ind i skabet i en stor bunke, der betyder, at skabet ikke kan lukkes mere. De få ting udgør, udover en slidt lysskærm til røntgenbilleder, den 36-årige læges daglige arbejdsplads. Det var den lykkeligste dag, da han vågnede tidligere i dag. En søn. Sammen med sine syv kollegaer tilser hun, ifølge hospitalets egne opgørelser, årligt omkring patienter i konsultationerne. Det er i gennemsnit tre-fire patienter om dagen. Selv siger hun, med anerkendende nik fra flere af kollegaerne, at det er omkring 20, hvilket bringer det fulde antal op på omkring Der bliver således langt fra ført ordentlige journaler over alle de hovedsageligt kvinder, der vælter ind med deres små børn i armene. Der er simpelthen ikke tid til at sætte sig ned. Traoré Toukare har arbejdet i det lille konsultationsrum på det offentlige hospital Gabriel Toures børneafdeling siden årige Abedouleye Touré har været syg i en uge. I dag har hans onkel bragt ham til undersøgelse på Gabriel Toure hospitalet. Foto: Klaus Holsting. En sørgelig skæbne Døren åbnes lidt på klem og en ung kvinde kommer ind med et nyfødt spædbarn i armene. Hendes mand kommer halsende efter, da han lige skulle betale taxachaufføren. Hun er 21, han 33 og det er deres første barn. Drengen er blevet født klokken seks om morgenen. En bekymret rynke formes i Traoré Toukares pande. Hun bliver endnu mere bekymret, da moderen fortæller, at barnet endnu ikke har grædt. Reflekserne tjekkes, der er ingen reaktion. Faderen står bekymret i baggrunden. Han frygter flere ting lige nu. At der er noget virkelig slemt i vejen med deres nyfødte søn, og at han derfor skal indlægges. Det kommer nemlig til at koste penge, mange penge, som han ikke ved, hvordan han skal skaffe. Det var den lykkeligste dag, da han vågnede tidligere i dag. En søn. Men nu står han her og venter på beskeden fra lægen. Men der går lidt tid endnu. For mens hun tager barnets temperatur med et gammelt slidt elektrisk termometer, lægger hun mærke til, at barnet har blod og slim i næseborene. Jeg er ikke helt sikker, derfor vil jeg tage jeres barn med ovenpå og forsøge at suge eventuel slim og blod væk fra luftvejene, men jeg tror desværre, at jeres søn er hjerneskadet. Han skal indlægges med det samme, fortæller hun de ængstelige forældre. Betaling er umulig Selvom der sikkert flyver en million tanker igennem faderens hoved, er det ikke til at se på hans ansigt. Han nikker og beder roligt sin kone tage barnet, så de kan komme ovenpå. På vej derop klapper lægen beroligende faderen på skulderen og smiler venligt til moderen hun ved, hvad de tænker på: Betalingen. Ovenpå forsøger Traoré Toukare at forhindre yderligere skader ved at rense barnets luftveje. Hun fører et tyndt klart plastikrør ind igennem drengens næsebor. Rød gullig halvtyk væske suges ud og forsvinder ud gennem et tykt rør ned i en flaske. Men der er ikke noget at gøre. Drengen er blevet hjerneskadet. Det er sket under fødslen, hvor barnet har manglet ilt. Et fænomen, hun ofte er vidne til. Mens den unge mor står tavst og stirrer tomt frem for sig inde på afdelingen, er faren gået ud på altanen. Vi har brugt alle vores penge på taxaen herhen. Hjerneskadet drengs far Vi har brugt alle vores penge på taxaen herhen. Der var kun lige penge til at betale de 600 CFA (omkring seks danske kroner) for undersøgelsen og eventuel for noget medicin, siger han fortvivlet. Han ryster let på hovedet. Der er ikke flere penge tilbage. De CFA, cirka 150 danske kroner, er gået til fødselshjælp tidligere på dagen, taxaen ude fra forstaden samt noget tøj til barnet. Banken er ikke en mulighed, og deres eneste indtægt er, hvad de tjener til dagen og vejen ved at sælge småting på det store marked inde i midtbyen. Faren forsøger at fokusere på noget andet, men håbløsheden skinner ud af hans øjne. Han ser bedrøvet ned på pladsen foran børneafdelingen. Penge til medicin Nede på pladsen står den 10-årige Abedouleye Touré. Sveden pibler hurtigt frem på hans pande. Øjnene er sløve og hans håndflade kold og klam, da han høfligt rækker hånden frem og siger bonjour. Han står midt i den bagende middagssol, men alligevel ryster han tydeligt af kulde. Den pastelgule poloskjorte, han har på, er alt for stor til hans spinkle skikkelse. Abedouleye Tourés onkel, der har bragt ham til børneafdelingen på det offentlige hospital Gabriel Toure i Bamako, holder et nervøst øje med sin nevø. For blot 10 minutter siden lå Abedouleye på den sorte briks inde i den gule toetagers bygning bag dem. Her blev han undersøgt af Traoré Tounkaré. Efter en kort konsultation og en blodprøve lå resultatet klar: salmonellaforgiftning. Der blev hurtigt kradset nogle bogstaver ned på en recept, og de to, der har ventet siden klokken otte i morges, står nu tilbage uden for hospitalet. Kom nu, vi skal hen på apoteket, siger Abedouleyes onkel, men drengen ryster svagt på hovedet. Han har ikke flere kræfter tilbage, og varmen gør ham endnu mere sløv. Da onklen indser, at hans nevø ikke kan klare turen igennem de kaotiske gader hen til apoteket, vælger han at efterlade drengen på et trappetrin i skyggen uden for hospitalet og lover, at han straks er tilbage. Herefter haster han af sted til det nærmeste apotek. Pengene i lommen er fra hans bror, Abedouleyes far. Men da han ankommer til apoteket viser det sig, at de ikke har mere af den medicin, nevøen har brug for. Dilemmaet står malet i onklens ansigt. Skal han gå tilbage til drengen, der sidder syg og udmattet midt i Bamakos travle gade, eller skal han gå længere væk fra hospitalet for at finde medicinen. Valget falder på det sidste, for han har jo fået penge og besked om, at drengen skal have det bedste, så der går op mod en time, før onkel og nevø forenes ved trappetrinnet uden for Gabriel Toure. Men i det mindste har Abedouleyes far, der er lærer, råd til at give sin søn den rette medicin. Det er nemlig langt fra tilfældet for langt hovedparten af de patienter, hans læge Traoré Toukare møder i sin hverdag. Sektor uden dansk støtte Malis sundhedssystem er ifølge kilder i den offentlige administration og personalet på Gabriel Toure ét stort rod, især fordi der mangler ressourcer. Men det største problem er, at patienterne ofte ikke har penge nok til at betale for en fuld behandling. Jeg møder mange patienter, der har betalt de 600 CFA for konsultationen, men ikke har penge til den behandling eller medicin, vi anbefaler, og det er selvfølgelig svært at arbejde med, fortæller Traoré Toukare. For den lille nyfødte dreng betyder hjerneskaden og den økonomiske usikkerhed en uvis fremtid for ham og hans forældre. Faderen tog kort efter behandlingen på anden sal afsked med sin kone og nyfødte søn for at tage på arbejde. Der skulle tjenes penge og det hurtigt, så der var ingen tid til at sørge over drengens tilstand. Barnets mor, der stadig var svag efter en lang og hård fødsel, blev på hospitalet hos deres søn. Mira Borggreen besøgte Gabriel Toure i november 2006 i forbindelse med den danske ambassadeåbning. Malis regering har selv valgt de tre sektorer, Danmark skal støtte, nemlig vand, erhverv og landbrug. Støtten til sundhedssystemet kommer primært fra andre donorlande.

17 NR. 09/2006 DEBAT SIDE 17 Kommentar BEHOV FOR NYTÆNKNING IKKE LATTERLIGGØRELSE Røde lejesvende, nyttige idioter, smagsdommere og nu også bistand med masochisme. Af Karen Ellen Spannow Så er der igen fundet på et herligt fængende ord, der kan tjene til at tryne kritisk tænkning op på den støvede hylde, den hører hjemme, så illusionerne om verdens fortræffelighed ikke hele tiden bliver forstyrret: bistandsmasochister! Ordet optræder i udvikling (nr.6), hvor det bringes i en artikel om Styrelsens seneste godkendelse af nye projekter i Vietnam og Jordan. Bistandsmasochister er ifølge journalist Bo Simonsen sådan nogle, som efter mange års erfaring med u-landsarbejde, udelukkende hæfter sig ved de negative sider, de iagttager. Alle de succeshistorier, som en u-landsarbejder pr. definition vælter sig i, får slet ikke lov til at stråle igennem, forstår man på Bo Simonsen, der nærmest triumferende videregiver den nye betegnelse til nedgørelse af systematisk og realistisk vurdering af dansk u- landsbistand. Devisen synes at være skåret over læsten fra Her går det godt fru kammerherreinde. Ældre eller historisk interesserede ved måske, at helt så enkelt er det ikke. Hvad er det dog, bistandsmasochisterne er så betænkelige ved, fremturer Simonsen. Nu Optimister og masochister: I Vietnam er andelen af fattige faldet fra 58 til 20 pct. Men er det Danidas fortjeneste? Foto: Jørgen Schytte. er for eksempel andelen af fattige i Vietnam faldet fra 58 pct. til 20 pct. Så må man da klappe i sine små hænder. Tjaaa hvad man skal kalde nogen, som forbinder dette forhold direkte med dansk bistandshjælp, har jeg dårlig nok fantasi til at udtænke. Bistandsjubeloptimist er ikke stærkt nok, og jeg er bange for, jeg skal over i rækken af stærkt injurierende betegnelser for at blive præcis nok. Så jeg dyr mig. Desuden er det også kun bremsende for en nødvendig debat at sætte en eller anden fiks etiket på alle, der ikke deler ens opfattelser. Så lad os overlade det til dem, der gerne vil undgå diskussioner med folk, de ikke forlods er enige med. I indlægget belæres vi også om, at det nu er sejt at være u-landsarbejder, nærmest sejere end mere traditionelt stjernebestrøede job. Jamen, må jeg takke på egne og andre u-landsarbejderes vegne. Vi har nu hele tiden vidst, det er sejt, men nok ikke på helt den trendy måde, som det lanceres i indlægget. Hvad er der sket med seriøsiteten i en tid, der i øvrigt vælter sig i selvhøjtidelighed? Betegnelsen bistandsmasochister skriver sig ind i rækken af andre højrefløjsbetegnelser, der har haft til formål at latterliggøre forsøg på at afbalancere analysen af politiske fænomener og situationer. Erhard Jacobsen talte om røde lejesvende, dengang da den kolde krig blev holdt varm. Betegnelsen skulle indikere, at ethvert socialistisk og solidarisk udsagn var trukket lige ud af Sovjetunionens næse. Uffe Ellemann-Jensen rasede over nyttige idioter, der ikke delte hans forkærlighed for oprustning slet ikke med hensyn til atomvåben. Anders Fogh Rasmussen fulgte op med udtrykket smagsdommere, der skulle tjene til at befri ham for folk, der havde en anden politisk holdning i officielle råd og nævn. Fælles for disse betegnelser er, at de har til formål at få politiske modstandere til at tage sig uheldigt ud, og på den måde afgøre en politisk debat, inden den har foldet sig ud. De politiske modstandere stemples som eftersnakkere, naive dummernikker og højrøvede degne. Så fortoner nødvendigheden af en politisk diskussion sig. A la lad dem bare snakke/demonstrere/dokumentere vi kender typen. Hele feltet med u-landshjælp har i den grad behov for nytænkning. Vi har nu haft u-landshjælp i mange årtier, uden at succeshistorierne ligefrem hober sig op. Man kunne endda forestille sig, at succeshistorierne stammer fra områder, der sagtens selv kan. Det samme gælder for alle andre vestlige eller andre rige lande, som er involveret i udviklingsarbejde. I betragtning af at desperat fattigdom og/eller tilfældig undertrykkelse stadig rammer flertallet af mennesker i verden, så er vi altså nødt til at tage en meget omfattende diskussion af de hidtil anvendte udviklingsmetoder, strategier og arbejdsgange. Der er derfor ikke spor brug for smarte betegnelser, der kan lukke munden på kritikere. Tværtimod må vi opfordre til en fuldstændig åbenhed for at komme frem til måder, der mere effektivt når ud til dem, vi bestandigt erklærer som vore målgrupper: de fattige og de magtesløse. Karen Ellen Spannow er etnograf. kspannow@mali.dk FIASKOER DOMINERER MEDIEBILLEDET Bo Simonsen svarer Karen Ellen Spannow Mit indlæg var skrevet på baggrund af augustmødet i Danidas Styrelse, hvor blandt andet 2. fase af sektorprogram til vand og sanitet i Vietnam var på dagsordnen og blev godkendt af Styrelsen. Et andet punkt på dagsordenen var Vietnam: Orientering om udviklingen i landeprogrammet på baggrund af en grundig beskrivelse af udviklingen i de dansk-støttede udviklingsprogrammer, blandt andet inden for fiskeri, landbrug, miljø og erhvervssektoren. Som jeg skrev i mit indlæg, er der meget at glæde sig over i Vietnam, hvor levevilkårene generelt er markant forbedrede, og andelen af fattige er faldet fra 58 pct. til 20 pct. Den slags statistikker skal altid tages med et gran salt, men reduktion af fattigdom er en realitet i et land, der for få år siden var mest kendt for udbredt forarmelse og forfærdelige krige. Der er andre positive træk: Det generelle erhvervsklima er markant forbedret, der er øgede udenlandske investeringer, samarbejdet mellem donorer og den vietnamesiske regering er styrket. På minussiden florerer korruptionen, og ytrings-, forenings-, forsamlings- og religionsfrihed er fortsat begrænset. Sammenhængen mellem Vietnams økonomiske fremgang og indsatserne fra den udenlandske bistand blandt andet den danske er, som Karen Ellen Spannow skriver, vanskeligt at sige noget nagelfast om. Jeg skrev i mit indlæg, at den internationale bistand herunder den danske er med til at gøre en markant forskel. For nu at gøre det helt jordnært, så er rent drikkevand, bedre kloakker, bedre muligheder for at eksportere fisk og skaldyr og øget respekt for menneskerettighederne (områder hvor blandt andet Danmark giver bistand) medvirkende til, at mennesker i Vietnam får et bedre liv. Der er indlysende en lang række andre omstridte og diskuterede faktorer, der medvirker til, at Vietnam er mere i fremdrift end en række lande i Afrika. I medieverdenen er en dårlig nyhed bedre end en god nyhed. Det gælder indenfor politik, indland, socialstof, og andre stofområder. Og også indenfor udlandsstoffet: Et jordskælv har flere minutter på sendefladen end en fredsaftale (hvis det ikke lige er i Mellemøsten). En rapport om en fejlslagen bistandsindsats har bedre chancer for at komme langt frem i avisen end at børn får mulighed for at komme i skole. Betegnelsen bistandsmasochisme var valgt, fordi den professionelle bistandsverden måske nogen gange også glemmer, hvor det går godt, og hvad vi kan lære af det: I hvilken grad (hvis nogen) bidrager den udenlandske bistand? Omtalen af evalueringen af 20 års dansk udviklingssamarbejde med Uganda i dette nummer af udvikling (s.9) er et eksempel på en nuanceret gennemgang af, hvad der trækker i forskellige retninger i et lands udvikling og et forsøg på at pege på, hvor danske bistandskroner måske har gjort en forskel. Der er alt for få kvalificerede bistandskyndige danskere, der deltager i den offentlige debat om dansk udviklingsbistand. De må side og putte sig rundt omkring med deres enorme faglige viden og årelange erfaringer, og overlade det til journalist Knud Vilby og en lille håndfuld andre at drage i felten, hver gang debatten om udviklingslande skal bringes op over neandertal-niveauet. Til Karen Ellen Spannow og alle jer andre derude: Der er i den grad behov for at få kvalificeret denne debat om, hvordan vi kan bidrage til at reducere verdens fattigdomsproblemer. Ikke blot i dette blad men især ude i det offentlige rum. Og så lige til sidst: Min hensigt var ikke at latterliggøre forsøg på at afbalancere analysen af politiske fænomener og situationer, som Karen Ellen Spannow har opfattet det, men udtryk for en undren over, at fiaskoer, fejl og fumlerier inden for dette felt har så altdominerende plads i den offentlige debat. Bo Simonsen er journalist i Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed. bosimo@um.dk

18 NR. 09/2006 DEBAT SIDE 18 Budgetstøtte ikke alligevel New Fremme af demokrati især i Afrika erhvervsudvikling FLIMMER 2015 MÅL I DEN DANSKE erhvervsudvikling bekæmp bekæmpelse af hiv/aids BISTAND New nærområdeindsatser Konstante nye politiske udmel dinger om alt fra regerings førelse til kvinder har skabt et kludetæppe af bistandsprioriteter. Hvad bliver glemt, når der hele tiden skal nye initiativer oven på de gamle? Af Uffe Torm Kernen i den bilaterale danske udviklingsbistand har de senere år været støtten til et begrænset antal sektorprogrammer som sundhed, uddannelse og erhverv i et begrænset antal såkaldte programsamarbejdslande (15), især i Afrika. Og tendensen går nu i retning af færre sektorprogrammer, mere generel budgetstøtte og mere donorkoordinering og harmonisering. Der er tale om en god og fornuftig udvikling, der er med til at sikre en målrettet og effektiv udnyttelse af de danske bistandsmidler og en effektiv fattigdomsbekæmpelse efter erfaringerne med tidligere tiders mere spredte udviklingsindsatser både geografisk og sektormæssigt. Et af problemerne med sektorbistand og programstøtte er bare, at det bliver stadig sværere at fortælle de danske skatteydere præcist, hvad den danske udviklingsbistand egentligt går til, og hvilke positive resultater, den skaber og dermed fastholde den folkelige opbakning bag bistanden. Populistisk indpakning Måske er det årsagen til, at regeringen siden 2003 har udsendt en årlig populistisk publikation om nye initiativer og prioriteringer for dansk udviklingsbistand i den kommende femårs-periode i stedet for de tidligere noget støvede og ret kedsommelige rullende femårsplaner for den danske udviklingsbistand. De havde måske nok en begrænset læserskare, men de fastholdt dog de mere langsigtede politiske, principielle og strategiske linier og perspektiver for udviklingsbistanden, som i mindre grad var påvirket af aktuelle politiske begivenheder i ind- og udland. Det første udspil kom i juni 2003: En verden til forskel regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand Af de fem nævnte nye prioriteringer var det vel dog kun de to (nærområdeindsatser til fordel for flygtninge og indsatser til bekæmpelse af terror og fremme af stabilitet og sikkerhed, herunder Det Arabiske Initiativ), der reelt kunne kaldes nye initiativer og om sådanne indsatser bør finansieres af udviklingsbistanden kan i høj grad diskuteres. De øvrige prioriteringer om fattigdomsbekæmpelse, social og økonomisk udvikling, fremme af miljø og af menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse er jo ikke nye prioriteringer, men en videreførelse af tidligere prioriteringer. Og i betragtning af regeringens nedskæring af udviklingsbistanden i 2002 kan man vel næppe tale om en opprioritering af disse områder? Næste udspil kom i august 2004 med titlen Sikkerhed, vækst udvikling, hvor der ikke tales om nye initiativer, men om en styrket og mere effektiv indsats i forhold til fattigdomsbekæmpelse, miljø, demokrati og menneskerettigheder, forebyggelse og bekæmpelse af hiv/aids og fremme af den private sektor i u- landene. Desuden blev der afsat midler til særlige indsatser i Afghanistan, Irak og Sudan, der ikke er programsamarbejdslande. I januar 2005 kom Afrika udvikling og sikkerhed med løfter om flere penge til blandt andet erhvervsudvikling, nærområdeindsatser for flygtninge, fremme af demokrati, menneskerettigheder, fred og stabilitet, sundhed, vand og bæredygtigt miljø. Disse særlige løfter til Afrika blev der fulgt op på under regeringens Afrika-konference i maj 2006 med løfter om mere bistand til for eksempel regionalt samarbejde og fremme af kvinders rettigheder. Næste udspil kom i august 2005 under titlen Globalisering fremskridt i fællesskab. Bortset fra en klimavenlig udviklingsindsats og støtte til oprettelsen af en Freds- og Genopbygningskommission under FN var det svært at finde egentlige nye prioriteringer for udviklingsindsatsen heri. Seneste udspil fra august 2006 Vilje til udvikling begrænser sig til tre prioritetsområder i 2007: God regeringsførelse, fremme af kvinders rettigheder og fokus på bekæmpelse af hiv/aids, især i Afrika. Gamle prioriteringer i ny indpakning, hvilket udviklingsministeren da også indrømmede på konferencen i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde den 6. september, hvor det seneste prioriteringsudspil fra regeringen blev drøftet. Manglende prioriteringer Et af problemerne med de årlige prioriteringsudmeldinger på udviklingsområdet er, at andre vigtige prioriteringer på udviklingsområdet let overses. Hvad med for eksempel støtten til uddannelsessektoren i udviklingslandene, hvis FN s 2015 Mål ikke kan nås? Hvad med støtten til oprindelige folk og etniske minoriteter? Hvad med børn og unges aktive inddragelse i udviklingsarbejdet, hvad med handicappedes muligheder og rettigheder? Hvad med landbrug og fødevaresikkerhed? Et andet problem med de årlige prioriteringsudspil er, at det ofte er svært at se, om der er tale om nye midler eller midler, der allerede er indregnet i lande- og sektorprogrammerne, om der er tale om indsatser, der skal gennemføres under sektorprogrammerne eller i supplement hertil eller i en bredere kreds af lande, eller om der er tale om multilaterale indsatser. Og civilsamfundets og NGO s eventuelle deltagelse i disse aktiviteter er i de fleste tilfælde uklar. I nogle tilfælde er der oprettet særlige (midlertidige?) budgetlinier eller særlige puljer og fonde for de nye initiativer (for eksempel for innovative hiv/aids-projekter, nærområdeindsatser, kvinder, støtte til god regeringsførelse, demokrati). I andre tilfælde er der ikke afsat særlige midler. De langsigtede udfordringer Denne budgetfragmentering rummer en fare for, at der skabes flimmer i billedet af den danske udviklingsbistand. Dertil kommer, at der i de kommende år er behov for nogle mere principielle, politiske og strategiske debatter om den aktuelle udvikling i og de langsigtede udfordringerne for den danske udviklingsbistand og ikke kun om, hvad der bør være (nye) prioriteter de næste års tid indtil regeringens næste prioriteringsudspil. Lad mig blot pege på nogle få udfordringer: Overgangen fra sektorbistand til budgetstøtte og stigende donorharmonisering, civilsamfundets rolle i forbindelse hermed, større indtænkning af public/private partnerskab især indenfor sundhed og uddannelse i sektorprogrammer/budgetstøtte, konsekvenserne af en tilbagevenden til vertikale programmer, især inden for sundhedssektoren, finansieret af diverse FN-fonde og USAID, Bill Gates med flere, den kinesiske og snart også indiske udfordring i Afrika, samspillet mellem bilateral og multilateral udviklingssamarbejde, erfaringerne med civilsamfundsstrategien. Der er nok at tage fat på og Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde kunne være et relevant forum for sådanne drøftelser. Uffe Torm er leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U). ut@dmr.org

19 NR. 09/2006 DEBAT SIDE 19 POLITISKE PRIORITETER IKKE STØVEDE REDEGØRELSER De udviklingspolitiske prioriteter er en politisk udmelding, som ikke skal rumme hele dansk bistands mangfoldighed, skriver udviklingsministeren i sit svar til Uffe Torm. Af Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) Uffe Torm fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling beklager sig i dette nummer af udvikling over de årlige prioritetsplaner, som han beskylder for at være populistiske. Uffe Torm medgiver dog, at de tidligere rulleplaner var noget støvede og ret kedsommelige og nok havde en begrænset læserskare. Vurdering af prioritetsplanerne er jeg ikke overraskende uenig i, mens jeg helt kan tilslutte mig vurderingen af de tidligere rulleplaner. Uffe Torms indlæg er imidlertid en glimrende anledning til at redegøre lidt for, hvad jeg ser som de grundlæggende idéer bag de årlige udviklingspolitiske prioritetsplaner. Som jeg understregede flere gange ved Rådskonferencen den 6. september 2006, hvor jeg præsenterede den seneste prioritetsplan Vilje til Udvikling, så rummer de udviklingspolitiske prioriteter selvsagt ikke hele dansk bistands mangfoldighed. Og det skal de heller ikke. Regeringens årlige udmeldinger om de udviklingspolitiske prioriteter er grundlæggende en politisk udmelding om, hvilke temaer i udviklingsbistanden, regeringen vil lægge særlig vægt på i sit arbejde. Det betyder ikke, at de øvrige dele af udviklingsbistanden ikke er vigtige. Hvis de årlige prioritetsplaner var de danske skatteyderes, offentlighedens og Folketingets eneste mulighed for at få indsigt i, hvad de ca. 13 mia. kr. i udviklingsbistand om året bruges til, så ville jeg være den første til at sige, at vi havde et problem. Men de årlige prioritetsplaner er jo ikke den eneste publikation, jeg som minister for udviklingsbistanden lægger navn til. Danidas årsberetning er en glimrende kilde til mere udtømmende beskrivelser af, hvad dansk udviklingsbistand bruges til og hvilke udfordringer, den søger at medvirke til at tackle. Finansloven indeholder også meget dækkende beskrivelser af, hvad udviklingsbistanden bruges til, herunder i de danske programsamarbejdslande. Endelig er der de særlige strategier og politikker, som løbende udvikles, debatteres og offentliggøres: Afrikapolitikken og senest Udenrigsministeriets globaliseringsanalyse for blot at nævne et par enkelte. Prioritetsplanerne er således et udtryk for, hvor regeringen i den kommende periode vil lægge en del kræfter på udviklingsbistandens område både politiske og finansielle. Hvor vi ser nogle af de vægtigste og vigtigste udfordringer. Hvor der er områder, der fortjener særlig opmærksomhed. Den seneste prioritetsplan er et godt eksempel præcis som de tre foregående var det. I Vilje til Udvikling understreger regeringen sit fokus på Afrika, som det kontinent hvor udfordringerne er størst, og hvor en helt særlig indsats skal gøres, hvis vi skal nå 2015 Målene. Det betyder ikke, hvilket også fremgår af finanslovsforslaget, at regeringen ignorerer udfordringerne i eksempelvis Asien og Latinamerika. Og at der i Vilje til Udvikling sættes fokus på hiv/ aids, god regeringsførelse og kvinder som prioriterede emner betyder heller ikke, at regeringen ignorerer eksempelvis de betydelige humanitære behov, som verden vil stå overfor i 2007 eller andre vigtige temaer og sektorer for den sags skyld. Prioritetsplanerne er således et udtryk for, hvor regeringen i den kommende periode vil lægge en del kræfter på udviklingsbistandens område både politiske og fi nansielle. Ulla Tørnæs Med de årlige prioritetsplaner har regeringen ønsket at lægge op til en drøftelse af nogle af de centrale udviklingspolitiske prioriteter ikke kun om, hvor mange penge, der bruges hvor. De årlige prioritetsplaner bidrager forhåbentlig til, at den drøftelse foregår i det offentlige rum og ikke kun blandt en begrænset skare. Jeg er helt enig med Uffe Torm i, at den internationale dagsorden, nye tendenser og udfordringer sætter stigende krav til dansk bistand, men vi er faktisk godt rustede. Danmark er således helt i front, når det gælder om at operationalisere de forpligtelser, som eksempelvis ligger i Paris-erklæringen om bistandseffektivitet. Arbejdet med harmonisering og tilpasning forfølger vi både bilateralt ude i de danske programsamarbejdslande i samarbejde med partnerne og i multilateralt regi i for eksempel OECD/DAC, EU og FN. Der er rigeligt at tage fat på. Og vi er i fuld gang uden flimmer eller slinger i valsen. Herlufsholm Kostskole en dansk skole med international og akademisk atmosfære Herlufsholm Skole er mere end en uddannelsesinstitution. Vi bestræber os på at være en skole, der gør en forskel for eleverne på alle livets områder både nu og i fremtiden: På det akademiske og intellektuelle område På det ekstrascolære område På det dannelsesmæssige område det gør en forskel! PÅ HERLUFSHOLM SKOLE TILBYDER VI: Grundskolen Studentereksamen 10. Præparandklasse (gymnasieforberedende skoleår) PRE IB IB KONTAKT OS SÅ SENDER VI INFORMATIONSMATERIALE OM KOSTSKOLEN OG VORES UDDANNELSER. BESØG OS PÅ SKOLEN ELLER PÅ INTERNETTET: Klaus Eusebius Jakobsen, rektor HERLUFSHOLM Grundlagt Næstved SE SKOLENS NYE SPORTSHAL PÅ HERLUFSHOLM.DK Skolens kontor: Tlf Fax rektorkontor@herlufsholm.dk COMING/ 1

20 NR. 09/2006 DEBAT SIDE 20 udland 2006: Januar > Tegningesagen eller Muhammed-krisen spidser til i Mellemøsten. > Efter en lang periode med kun lidt regn er 2,5 millioner mennesker i Kenya i fare for at dø af sult. Februar > Yoweri Museveni vinder valget i Uganda. Marts > 17 af verdens fattigste lande får gældslettelse af Verdensbanken. April > Yayi Boni vinder valget i Benin. Maj > Parlamentet i Nepal vedtager at begrænse kongens magt, efter at kongen året forinden tog magten fra regeringen. > Hjælpeorganisationen CARE fylder 60 år. > Sudans regering og Darfurs største oprørsbevægelse, Sudan Liberation Movement (SLM), indgår fredsaftale. Juni > Kinas premierminister, Wen Jiabao, rejser rundt i Afrika for at åbne nye eksportmarkeder. > I Vietnam skiftes premierministeren, præsidenten og formanden for parlamentet ud med yngre ledere. Fotos: Danida. Juli > Forhandlingerne om Doha-runden i WTO bryder sammen. > UNDP vurderer, at 1,1 milliard mennesker ikke har adgang til rent vand. > Omkring danske statsborgere evakueres fra Libanon, hvor sikkerhedssituationen endnu en gang er urolig. August > FN s humanitære fond giver 250 mio. kr. til såkaldt underfi nansierede kriser i Afrika. > Den ugandiske regering og Lord s Resistance Army (LRA) indgår fredsaftale. September > Al Gores dokumentarfi lm En ubekvem sandhed får premiere i danske biografer. > Rapport fra Verdensbanken viser, at unge udgør en større andel af befolkningen i udviklingslandene end nogen sinde før. > Regeringen i Elfenbenskysten træder tilbage efter en skandale om dumping af giftigt affald. > Monarkiet Bhutan indleder forberedelser til landets første valg nogensinde i Oktober > Joseph Kabila vinder det første fl erpartivalg i Congo siden > FN-rapport viser, at der er kommet fl ere investeringer i Afrika. > Sydkoreaneren Ban Ki-moon udpeges til ny generalsekretær for FN. November > Daniel Ortega vinder valget i Nicaragua. > FN afholder klimatopmøde i Nairobi. > Vietnam får ja til WTO-medlemskab. > Nepals regering og maoisterne underskriver en fredsaftale. > Europæiske og afrikanske ministre enes om at bekæmpe illegal indvandring gennem udviklingsarbejde. > 48 afrikanske stats- og regeringsledere deltager i konference i Kina, hvor præsident Hu Jintao lover at fordoble bistanden til Afrika inden > Røde Kors fordobler sit arbejde med hiv/aids. December > Muhammad Yunus modtager Nobels fredspris for sit arbejde med mikrokreditter. > Kofi Annan går af som generalsekretær for FN efter 10 år på posten. Luften sivede ud af Doharunden, klimaforandringerne gjorde livet sværere for millioner af bønder, krig mod terror blev til borgerkrig, og hundreder af millioner af unge arbejdsløse tegnede sig som fremtidens store uløste problem. Det vestlige brand stod ikke i høj kurs i Knud Vilby kaster et blik tilbage på året, der gik. Af Knud Vilby Der blev ikke brændt flag eller ambassader af, da den sidste luft sivede ud af Doha-runden i de globale handelsforhandlinger i WTO. Men alligevel vil det sammenbrud i et historisk perspektiv virke langt mere forargeligt end Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Måske vil kun de helt utilstrækkelige beslutninger i kampen mod klimaændringer historisk give et endnu klarere billede af den impotens, der i 2006 præger det internationale samfund på andre områder end det rent militære. Den mislykkede kamp mod terror, og Vestens ulykkelige og til dels misforståede involvering i anti-terrorkrige, der i Irak og Afghanistan er blevet til borgerkrige, har medført, at Vesten er under anklage. Det gælder i særdeleshed USA, men i stigende grad resten af den vestlige verden. Samtidig vidner krigene om, hvor megen handlekraft der kan mobiliseres og finansieres, når præsidenter og regeringer virkelig har vilje til det. Den vilje var og er der ikke, når det gælder kampen for at skabe mere fredelig og bæredygtig økonomisk udvikling, som også omfatter de fattige. Her viste 2006, at Vesten fortsat har paraderne oppe i et helt kortsigtet perspektiv. Indsatser mod klimaforandringer må fortsat ikke berøre the American eller European way of life. Og uanset alle prædiker om de liberale markedskræfters velsignelse, må disse markedskræfter ikke bruges til at styre et frit landbrug i den rigeste af alle verdener. Der skal støtte og dermed protektionisme til. Den vestlige verden beskytter sig ikke blot mod terror. Den beskytter sig også mod fattige bønder i fattige lande. Det er de samme bønder, der i den kommende tid vil opleve mere tørke og misvækst på grund af klimaforandringerne. Det er der grund til at være forarget over, også selv om det ikke fører til ambassadeafbrændinger. Man skal passe på med at se en tæt sammenhæng mellem alle internationale udviklingstræk. Der er stor forskel på at bruge hundredvis af milliarder af dollars og euro på beskyttelse mod terror og på at bruge en milliard dollars om dagen i beskyttelsen mod konkurrence fra fattige bønder. Men når man samtidig ikke gør noget reelt for at beskytte kloden og fremtiden mod klimaændringer, tegner der sig dog et samlet billede af en verden med besynderlige og forargelige prioriteringer. Intet under at den vestlige verdens brand ikke er i høj international kurs bød på andre, mere positive udviklingstræk. Selv om bevillingerne til krig stadig prioriteres langt højere end bevillinger til civil udvikling, var der uigenkaldelige beviser på, at midler til internationale udviklingsindsatser igen er markant stigende efter mange års fald. De kommer både fra de vestlige lande (med EU som en vis drivkraft) og fra Kina, og der er sågar fattige lande, der nu oplever, at de på visse områder kan vælge mellem investeringsvillige donorer. Her i Vesten er det spændende at se, om fremgangen holder, når de store (næsten gratis) gældslettelsesinitiativer er ovre, og der for alvor skal penge op af lommerne og statskasserne. I september rapporterede Verdensbanken, at de unge udgør en større del af befolkningen i udviklingslandene end nogensinde før. Det var ikke en oplysning, der fik den store opmærksomhed, men det vil i høj grad være med til at bestemme fremtiden. Afrika er kontinentet med den hurtigste befolkningstilvækst og fertilitet. I mange lande er tæt ved halvdelen af befolkningerne under 16 år. Fertiliteten er høj, og trods aids bliver Afrika i løbet af nogle årtier det kontinent i verden, som rummer de fleste helt unge arbejdssøgende. Trods bedre økonomiske konjunkturer for Afrika ser det med de nuværende udviklingstræk ud til, at hundreder af millioner vil blive arbejdsløse. De sociale og politiske og religiøse spændinger vil vokse, og presset mod Europa blive langt større end i dag, hvis det ikke lykkes at ændre den udvikling. Det klares hverken med danske Business-to-Business-programmer eller kinesiske olieinvesteringer. Det kræver helt andre brede internationale indsatser med fokus på beskæftigelse og kønspolitiske indsatser omkring kvinders rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed. Danmark er en lille spiller i forhold til de internationale udfordringer, men så meget mere grund kunne der være til, at vi koncentrerer os om det, vi har lidt forstand på. Det kunne være klima. Det kunne være landbrug, og det kunne være langt bredere civilsamfundsbaserede beskæftigelsesindsatser på tværs af de forskellige programsektorer. Det kunne være en kombination. I 2006 blev det besluttet, at Danmark skal