HVAD DER KAN HÆNDE EN JULEAFTENS DAG

Transkript

1 HVAD DER KAN HÆNDE EN JULEAFTENS DAG Lille Knud sad og stirrede ud af Vinduet. Det var Juleaftensdag. Aldrig syntes han, havde en Dag været saa lang før. De skulde spise Kl. 6 og derefter ind til Juletræet og alle Gaverne. Det var der skrækkelig længe til, syntes Knud, det vilde slet ikke blive Aften. Duften af den gode Julemad trængte ind til ham ude fra Køkkenet, hvor Mor havde travlt; men Knud maatte slet ikke komme derud, for han var bare i Vejen hele Tiden. Og Far havde saa travlt inde i Dagligstuen, han pyntede Træet og ordnede Gaverne. Mon der var det Skib, han saa brændende ønskede sig? Knud havde givet Far hele sin lille Stabel Pakker med de fine Julegaver, han selv havde lavet: Papirkniven til Far, som han selv havde savet og pudset fint med Sandpapir, inden den blev lakeret, Hattestativet til Mor, som Far havde hjulpet ham lidt til Rette med. Det fine Billede han havde tegnet og malet paa Pap til Tante Lise, hun samlede paa Malerier; og alle Papirservietterne, han havde trykt Navn paa med en lille Stump Kartoffel, og som var tiltænkt Faster Karen. Der var ogsaa en Tændstikæske med Skind om og en fin Elefant klippet ud og klæbet ovenpaa, den skulde Onkel Peter have. Det var, som om Viseren henne paa Uret slet ikke flyttede sig. Legetøjet var ikke morsomt i Dag, det laa bare der paa Gulvet og saa kedeligt ud. Men hvad var dog det. Det var som om Døren ganske stille gik op. Var det Far, der var færdig med Træet og kom for at fortælle ham en Historie? Nej der var slet ingen derhenne; men, jo alligevel, der stod en lille bitte Mand paa Dørtrinet. Han var ikke større end den Dukke, Naboens Grethe saa tit havde

2 med paa Armen, naar hun gik i Byen for sin Moder. Den lille Fyr havde en rød Hue paa, og hans Tøj var ogsaa rødt; men det var helt anderledes end det Tøj, Knud havde paa, for det sad ganske stramt om ham, som var det slet ikke syet, men vokset omkring ham. Ligefra Haandleddene ned til de lange tynde Snipper paa Fødderne. Og saa havde han morsomme spidse Ører og rigtig Gavtyveøjne. Halløj, sagde Nissen, for nu var Knud blevet klar over, at det var ham, der var kommet paa besøg. Keder du dig? Det gør jeg ogsaa. Jeg længes ligesaa meget som du efter Juleaften. Jeg har ikke Spor at bestille, før Træet bliver tændt; men nu vilde jeg kigge lidt ind til dig, vi skal nok faa Tiden til at gaa. Nu skal du bare se. Nissen rørte ved Knud, og vips var han lige saa lille som Nissen. Ja, det var bedre, nu kan vi komme paa Talefod, sagde Nissen. Vil du med en lille Tur? Det vilde Knud gerne. Hvor skal vi hen Nisse? I Parken? Nej, nu skal du bare se Løjer. Nissen tog Knud i Haanden og sprang højt op i Luften. Hvad var dog det? Knud følte sig pludselig saa let, han svævede frit i Luften. Ha, ha, sagde Nissen, det har du ikke prøvet før. Og saa fløj de ud af Vinduet højt op over Hustagene. Hvor saa Husene og alle de travle Mennesker morsomme ud heroppe fra. Det lignede en Myretue, hans Far havde vist ham ude i Skoven. Efter at have fløjet meget langt, landede de paa en Slette uden for en stor Port. Nu maa I huske paa, Knud var blevet mindre, derfor syntes han, Porten var stor. Nissen gik hen til Porten og raabte: Nipli, Nipli, Nasse, hvem skal Porten passe? Nipli, Nipli, Nom, det var os, der kom.

3 Saa aabnedes Porten, og Knud kiggede ind i Nisselandet. Nej, hvor det vrimlede med Nisser. Aldrig havde han troet, der fandtes saa mange. Du ser forbavset ud, sagde Nissen. Du kan da godt begribe, man ikke kan nøjes med én Nisse til alle Jordens Mennesker, nej, der maa være en for hver eneste Familie paa Jorden. Kom nu med ind og hils paa dem. Og saa begyndte Nissen at præsentere: Jeg selv hedder Nupli, og det er Nummer og Nalle, Norre og Nille, Nukke og Nakke. Og saaden blev han ved, til det snurrede i Hovedet paa lille Knud. Men eet begreb han, at alle hed de noget med N. Tænk, at der fandtes saa mange navne med N. Og at de kunde huske Forskel selv, det var mere, end Knud begreb. Nu trak Nupli af Sted med Knud. Et Sted var der nogle smaa Nissebørn, der red Væddeløb paa Grise. Knud skulde være med. Naada, hvor han klamrede sig fast paa den runde fede Griseryg.

4 Da de var blevet trætte af den Leg, førte Nupli ham hen til en stor Isbane, hvor baade Grise og Nisser løb paa Skøjter og lavede de fineste Ottetal og Herresving. Det kunde Knud slet ikke blive træt af at se paa. Især en Gris og Nissen Nurremurremas var meget dygtige. De lavede en Halløj, saa Knud maatte le højt. Grisen løb paa eet Ben og snurrede rundt som en Top, det var rigtignok Løjer og Spas. Men det allerbedste af det hele var det kæmpestore Juletræ, Nisserne var ved at pynte ude i Skoven. Alle Grenene var tæt besat med Nissebørn, der hængte Lys, Flag, Kræmmerhuse og Hjerter paa Træet. De klatrede som smaa vævre Egern og hang sommetider kun i den ene Haand, medens de lo, svang Huerne og nikkede ned til den forbavsede Knud. Næh, hvor det var festligt. Og tænk jer, der var Bjerge af Gavepakker. Alle Nisserne i hele Nisseland skulde jo have Gaver. Knud glædede sig til at overvære Udpakningen, og Nupli sagde: Der er ogsaa en Pakke til dig Knud, og du kan slet ikke gætte, hvad der er i den. Skulde det mon være Skibet? Men Knud dog, sover du? Hvad var det? Han sad jo i sin egen Dagligstue, hans Ben sov. Det var Far, der stod ved Siden af ham. Min kære Dreng, du har sovet hele Eftermiddagen. Kom her, skal du bare se. Sneen er kommet og har bredt et fint, hvidt Juletæppe over Tage og Gader. I Morgen skal vi gaa en lang Tur i det smukke Vejr. Men nu staar Maden paa Bordet. Vi maa skynde os ind, at den ikke bliver kold; og bagefter skal vi ind til Træet og Gaverne. Knud fik Skibet af Far, netop det han havde ønsket sig allermest, og han fløj Far om Halsen af bare Glæde.

5 Men Knud kunde nu ikke rigtig glemme Nupli. Han kiggede i al Hemmelig efter, om hans Gave alligevel laa et Sted under Træet. Hvad er det du ser efter, Knud? spurgte Far og Mor. Men saadant taler man ikke om til de Voksne, de ler bare og siger, det er en drøm. Men det forstaar de sig slet ikke paa. Tørn.