Den Slovenske Ambassade

Transkript

1

2 Bogen er udgivet med støtte fra Den Slovenske Ambassade i København i forbindelse med Sloveniens EU-formandskab 1. halvår Flere eksemplarer af denne bog kan bestilles på: 1

3 FREDE MORTENSEN SLOVENIEN - historie, samfund, kultur

4 Til Mart Vogel, f. Hepach for inspiration, støtte og livslangt venskab Copyright Frede Mortensen 2008 Kopiering af bogen eller større dele af den er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra Frede Mortensen. Onlinepublicering eller omformning til elektronisk form er ikke tilladt. En overtrædelse af disse bestemmelser er strafbare og kan medføre et større erstatningskrav. ISBN

5 Indholdsfortegnelse 1. Indledning. 2. Lidt geografi. 3. Historie og selvstændighedsprocessen. 4. Det politiske system og den politiske udvikling frem til Statsborgerskab og mindretalsbeskyttelse 6. Økonomi og erhvervsliv Lokalt selvstyre Kulturlivet. 9. Medier Forholdet mellem stat og kirke 11. Skole- og uddannelsessystemet. 12. Sociale forhold Sundhedsvæsenet 14. Udenrigspolitik og EU-medlemskab Litteraturfortegnelse 16. Mere om Slovenien på internettet... 4

6 Indledning Ved udvidelsen af EU den 1. maj 2004 var otte af de nye medlemmer central- og østeuropæiske lande. Slovenien er det økonomisk og demokratisk bedst fungerende af disse, men ser paradoksalt nok ud til at være blandt de mindst kendte. Frem til selvstændigheden i 1991 udgjorde Slovenien den vestligste republik i det daværende Jugoslavien. Historisk og kulturelt har det altid været en del af Centraleuropa. Det var i et årtusinde først en del af Det Tysk-Romerske Rige og derefter af det habsburgske Østrig, før det i 1918 blev en del af Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige. Bortset fra en kort periode i den tidlige middelalder har slovenerne aldrig haft deres egen stat. Alligevel har de formået at skabe og udvikle en slovensk kultur, der har sproget og litteraturen i centrum, og som har sit afsæt i en omfattende luthersk reformationsbevægelse i 1500-tallet. Det er karakteristisk for slovenerne, at de hæger om deres kultur. Men allerede længe før reformationen begyndte unge slovenere at tage uddannelse ved de kendte europæiske universiteter, derfor er den kulturelle udvikling i 5

7 Slovenien altid sket i et tæt og frugtbart samspil med kulturstrømningerne i Vest- og Centraleuropa. Løsrivelsen fra Jugoslavien var da heller ikke drevet frem af nationalisme og etniske modsætninger, men derimod af ønsket om demokrati. Slovenerne slap også med kun ti dages krig. Slovenien er langt det rigeste af de central- og østeuropæiske lande. Dets BNP/indb. er 60 % større end det polske og svarer til 80 % af gennemsnittet i EU. Allerede længe før selvstændigheden eksporterede slovenske virksomheder kvalitetsprodukter som hårde hvidevarer og farmaceutiske produkter til verdensmarkedet. Slovenien er forblevet et land med en rimelig social balance uden ekstreme forskelle mellem rig og fattig og er derfor også forblevet et uvoldeligt samfund. Det er mit håb at denne bog vil bidrage til at øge kendskabet til Slovenien og slovenerne. Landet er nu blevet en af vore partnere i EU, og det er trods sin beskedne størrelse en væsentlig brik i den europæiske mosaik. Slovenien har en stor samhandel med EU, men endnu kun i ringe grad med Danmark. Slovenernes relative velstand og landets politiske stabilitet burde gøre det til et interessant marked for danske eksportvirksomheder. Det er da også mange år siden, at Danfoss åbnede sin første fabrik i Slovenien. Landets smukke natur og den imødekommende befolkning gør det også til et interessant 6

8 turistland. Der er særdeles gode muligheder for besøgende, der ønsker at få et indtryk af landet og dets befolkning. Alle byer har en overkommelig størrelse, der giver gode muligheder for at møde slovenerne. Jeg har beskæftiget mig med Jugoslavien og Slovenien i over 30 år. Siden mit første besøg i Slovenien i 1972 har jeg været der mindst en snes gange. Jeg underviser om landet, har arrangeret kurser og ledet studiebesøg dertil. Nærværende bog bygger på omfattende litteraturstudier. De vigtigste titler er opført i litteraturfortegnelsen bag i bogen. Men som baggrund for bogen ligger naturligvis også de mange besøg og samtaler med slovenere. I 1993 havde jeg mulighed for at interviewe en række slovenske politikere og opinionsdannere. Gennem årene har jeg haft lejlighed til at møde universitetsfolk og folk fra kulturlivet, ligesom jeg har haft drøftelser med ledelse og arbejderråd i virksomheder. Jeg har gået i stald og mark hos den lille landmand i bjergene og bagefter nydt familiens gæstfrihed med te og kage i køkkenet. Disse indtryk har naturligvis også på forskellig måde præget bogens vurderinger. Det er umuligt her at nævne alle, der direkte eller indirekte har haft betydning for denne bogs tilblivelse. Men enkelte vil jeg gerne rette en særlig tak til. Det gælder mine mangeårige slovenske venner pens. museumsdirektør Jurij Bavdaž, Idrija og docent Bojan Hvala, Maribor Universitet, som hver på deres måde har haft uvurderlig betydning for mit førstehåndskendskab til Slovenien. Dels gennem mange samtaler og dels ved at give mig mulighed for at 7

9 møde et utal af slovenere og stifte bekendtskab med mange sider af det slovenske samfund. Dertil har en anden gammel ven og mangeårig kender af Slovenien pens. gymnasielærer Wolfgang Martin, Villingen, Tyskland også bidraget. Vi har over en årrække sammen besøgt alle mulige afkroge af Slovenien. Den, der har ydet det største bidrag i forbindelse med skriveprocessen, er en anden mangeårig ven, forfatteren Hørđur Bergmann, Reykjavik, der har gennemlæst hele manuskriptet, stillet mange kritiske spørgsmål og bidraget med mange konstruktive forslag til forbedringer. Hørđur har med sin store erfaring og sit indgående kendskab til det danske sprog haft meget stor betydning for bogens sproglige udformning. Jeg vil også gerne takke ambassadør Lars Møller, Bern (tidl. Ljubljana) for værdifulde samtaler, opmuntring og konkrete oplysninger. Tak skal også lyde til Frau Marion Jacobsen, Deutsche Bücherei Hadersleben for uvurderlig hjælp med fremskaffelse af litteratur fra tyske biblioteker. Højskolen Østersøen, Aabenraa har givet mig mulighed for gennem mange år at undervise om Slovenien og østeuropæiske forhold generelt. Tak til højskolen og de mange elever, der har deltaget i undervisningen med engagement og mange kritiske spørgsmål, som har tvunget mig til hele tiden at gennemtænke stoffet på ny. Til slut skal der lyde en tak til ambassadør Rudolf Gabrovec og presseattaché Peter Altus (Lange), Den 8

10 Slovenske Ambassade i København for godt, smidigt og behageligt samarbejde i forbindelse med bogens udgivelse. 9

11 Lidt geografi Areal: km2 Befolkning: Hovedstad: Ljubljana Sprog: Slovensk (slavisk sprogstamme) samt italiensk og ungarsk i mindretalsområder Kun halvt så stort som Danmark er Slovenien et af Europas mindste lande, men trods sin ringe størrelse rummer det alligevel nogle meget forskellige landskaber. Det meste af landet er højland, idet op mod halvdelen af landet ligger mere end 500 m over havet. Kun godt 7 % ligger mindre end 200 m over havet. Geografisk kan man inddele Slovenien i fire dele: 1. Alpeområdet i nordvest og nord, 2. De Dinariske Alper mod syd og sydøst, 3. Middelhavsområdet mod sydvest og 4. Den Pannoniske Slette mod øst. Alpeområdet udgør hele den nordvestlige og nordlige del af Slovenien og dækker godt 40 % af hele landets areal. Bjergene i dette område, der er de sydlige udløbere af Alperne, er ret høje. I de Juliske Alper helt mod nordvest ligger landets højeste punkt, Triglav, der når en højde på m. Stort set hele dette område indgår i den 840 km2 store Triglav Nationalpark, der blev etableret allerede i Der bor kun 2000 mennesker i hele parkens område, der er underlagt en lang række meget strenge restriktioner for at beskytte den sårbare natur. Det er i øvrigt Triglavs tre tinder, der pryder det slovenske flag og våbenskjold. Geografisk strækker Alpeområdet sig så lang mod syd at både Ljubljana- og Celje-områderne regnes med. Store strækninger af bjergområderne er dækket af skov. Det andet store bjergområde udgøres af de nordlige udløbere af De Dinariske Alper. Området strækker sig i et bredt bælte fra den kroatiske 10

12 grænse i sydøst og næsten til den italienske grænse nord for Nova Gorica og dækker næsten 30 % af landets areal. Bjergene i dette område er knapt så høje som i Alpeområdet, men når dog på det højeste sted op på ca m. Betydelige dele af området er dækket af skove, som rummer mange vilde dyr, bl.a. den brune bjørn, der findes i skovene omkring byen Kočevje. En særlig landskabstype, karst, er meget udbredt i dette område. Karstlandskaber opstår i bjergområder, der består af bestemte typer kalksten, hvor regnvandet kan sive ned gennem sprækker eller porøse områder. I undergrunden opløser det efterhånden de blødere dele af kalken, og der dannes husrum, hvorefter det overliggende materiale på et tidspunkt styrter ned, og der dannes på den måde et meget særpræget landskab fyldt med disse karakteristiske gryder. Andre steder i karstlandskabet opstår der periodisk optrædende søer, hvor regnvandet fra større områder samles, indtil det i løbet af måneder langsomt siver ned i undergrunden. Den største af disse søer er Cerknica-søen, der i våde perioder når en udstrækning af ca. 25 km2 og er Sloveniens største sø. Middelhavsområdet længst mod sydvest optager ca. 10 % af landets areal. Det ligger lavere end De Dinariske Alper, men er i endnu højere grad præget af karstlandskab, som her især er karakteriseret ved de mange underjordiske grotter. I Middelhavsområdet er der sine steder 1-2 grotter pr. km2. Der er i hele Slovenien registreret over 7000 grotter. De opstår, hvor de letopløselige kalklag findes dybt under overfladen. De største og mest kendte er Postojna-grotterne, der ligger i De Dinariske Alper, men de mest imponerende er Škocjan-grotterne, der ligger i Middelhavsområdet, og som siden 1986 har været opført på UNESCO s liste over verdens naturarv. I disse grotter kan man foruden drypstenshuler opleve et andet karakteristisk karstfænomen, nemlig den underjordiske flod. 11

13 Længst mod øst ligger Den Pannoniske Slette, som udgør 1/5 af Sloveniens areal. Her findes landets mest velegnede landbrugsområder med store flade strækninger og frugtbar jord. Flere steder i området findes der varme kilder, der udnyttes til termalbade. Andre steder udvindes der store mængder naturligt mineralvand. Området gennemstrømmes af den vandrige flod Mura, der er omgivet af store engarealer med sjældne planter. Bortset fra Middelhavsområdet har Slovenien fastlandsklima med forholdsvis kolde vintre og varme somre. I det indre af landet er vintrene lidt koldere og sommeren lidt varmere end i Danmark. I Middelhavsområdet er middeltemperaturen i januar 6 grader højere og i juli 3 grader højere end i Ljubljana. De Dinariske Alper giver læ for nordenvinden og samtidig nyder området godt af de milde vinde fra Middelhavet. På grund af bjergenes forløb er klimaskiftet sine steder meget brat. Det slovenske bosætningsmønster er meget spredt. Af alle EU-lande har kun Portugal en mindre del af befolkningen, der bor i byen. Til trods for landets veludbyggede erhvervsliv bor kun halvdelen af slovenerne i byen. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der i de seneste år næsten ikke er sket nogen ændring i fordelingen mellem by- og landbefolkningen. I 1980 boede 48 % af befolkningen i byen. Dette tal er i 2002 kun vokset til 50,8 %. Slovenerne lægger vægt på at bo i eget hus og have god plads, så selv om de får uddannelse og arbejde i byen, bygger mange af dem alligevel hus på deres hjemegn og pendler derfra til deres arbejdsplads. Slovenien har heller ingen storbyer og større koncentrationer af byer. Hovedstaden Ljubljana har kun indbyggere og den næststørste by, Maribor har Resten af bybefolkningen bor i godt 100 byer, hvoraf næsten 85 % har under indbyggere og kun to af de øvrige har tæt ved

14 Sloveniens historie Det område, der i dag udgøres af Slovenien, er et gammelt kulturområde, hvis historie strækker sig tilbage til Romerrigets tid. Kystområdet har lige siden dengang været præget af Middelhavskulturen, mens det indre af landet igennem et årtusinde var politisk og kulturelt tæt forbundet med Sydtyskland og Østrig. Gennem næsten hele deres historie har slovenerne været under fremmed herredømme. Men til trods for, at de kun har udgjort et lille mindretal på 1 2 mio. mennesker, har de undgået at blive sprogligt og kulturelt opslugt af deres langt overtallige naboer. Det skyldes ikke mindst den lutherske reformation, som var med til at gøre slovenerne til en kulturnation med eget skriftsprog. Men allerede tidligere begyndte unge slovenere at tage uddannelse på universiteter rundt om i Europa. Det var en tradition, der fortsatte. De intellektuelle, der fra omkring 1800 førte an i den nationale vækkelse blandt slovenerne, havde af den grund et bredt europæisk udsyn, og derfor slog slovenernes nationale vækkelse heller aldrig over i nationalisme. Det er bemærkelsesværdigt, at selv de mest nationalt bevidste slovenere altid har haft blikket rettet mod Central- og Vesteuropa. Deres bestræbelser er gået ud på at udvikle den slovenske kultur, så den kunne måle sig med kulturen i det øvrige Europa og vinde anerkendelse der. Op igennem 1980 erne var det også frem for alt ønsket om demokrati, der udløste en national bevidstgørelse og førte til løsrivelse. Ikke omvendt. I et område, der omfattede dele af vore dages Slovenien, skabte en keltisk folkegruppe en statslignende enhed, der betegnes som kongeriget Noricum. I år 10 f. Kr. lod Noricum sig indlemme i Romerriget, som området i de følgende år var en del af. Langs en vej, som romerne anlagde fra Triestområdet til den ungarske slette, byggede de 13

15 en række militære støttepunkter. Et af disse, Emona, lå der hvor hovedstaden Ljubljana senere opstod. Et andet lå, hvor Celje senere opstod. Ptuj, der blev grundlagt allerede i 69 e. Kr., har eksisteret lige siden og er områdets ældste by. I tallet, efter Romerrigets ophør, indvandrede slaviske folkeslag, som er forfædrene til vor tids slovenere. De slog sig ned i et område, der strakte sig fra Adriaterhavet til langt op i vore dages Østrig. Her grundlagde de fra slutningen af 600-tallet en stat, der blev kaldt Karantanien, og som havde sit centrum i nærheden af Klagenfurt i det nuværende Østrig. Karantanernes samfundsopbygning og styreform var bemærkelsesværdig. Samfundets øverste lag udgjordes af en ret stor gruppe af frie, selvejende bønder, Edlinger. Denne gruppe, der havde en særlig moralsk og politisk status i samfundet, valgte stammesamfundets hertug, som derefter blev indsat ved en særegen ceremoni, der fandt sted ved den såkaldte fyrstesten. På denne sten sad repræsentanten for de frie bønder og ledede ceremonien. Den kommende fyrste måtte i overværelse af de forsamlede frie bønder sværge på, at han ville respektere folkets vilje og forsvare dets rettigheder. Først efter at løftet var afgivet, overlod fribonden pladsen på fyrstestenen til den nye fyrste, som indtil da havde været klædt som en almindelig bonde. En sådan demokratisk ceremoni, hvor fyrsten modtager sin magt direkte fra de frie bønder, kendes på den tid ikke andre steder i Europa. Den vakte da også så stor opmærksomhed i samtiden, at den er blevet beskrevet af adskillige krønikeskrivere op gennem middelalderen. Via en fransk filosofs beskrivelse nåede den Thomas Jefferson, der var hovedmanden bag den amerikanske Uafhængighedserklæring. I det slovenske område fortsatte ceremonien, der udspillede sig på slavisk, i ca. 700 år og ophørte først i 1414, meget længe efter at Karantanien havde mistet sin selvstændighed. De sidste århundreder havde den udelukkende ceremoniel betydning, idet det nu var de fremmede herskere, der bestemte, hvem der skulle være hertug. 14

16 Karantaniens selvstændighed ophørte allerede i 745, da fyrsten anerkendte Bayerns overhøjhed til gengæld for, at bayerne hjalp landet med at forsvare sig imod bestandige angreb fra de nordøstlige naboer. Kort tid efter begyndte udbredelsen af kristendommen. De fleste af missionærerne kom fra det irske ærkebispedømme i Salzburg, mens en anden gruppe kom fra patriarkatet Aquileia vest for Triest. Sidstnævnte var på den tid et magtfuldt ærkebispedømme, som havde en selvstændig stilling i forhold til Rom. Allerede et halvt århundrede senere blev området i kirkelig henseende delt mellem disse to ærkebispedømmer. I tilbageblik er det ikke uinteressant, at delingslinien kom til at forløbe tæt ved den nuværende grænse mellem Østrig og Slovenien. I de følgende århundreder kom området i stigende grad under tysk herredømme og blev underlagt det tyske feudalsystem. Det medførte, at hele landet efterhånden fordeltes som len til forskellige tyske adelsslægter samt ikke mindst til en række bayerske og østrigske bispedømmer. De frie slaviske bønder blev efterhånden opslugt af dette system, men bevarede alligevel i flere århundreder en vis selvstændig stilling. Resten af landbefolkningen blev gjort til livegne under de forskellige feudalherrer. På grund af den skarpe sociale deling af samfundet forblev de livegne slavisktalende, selv om feudalherrernes sprog var tysk. Det var kirken opmærksom på og oversatte derfor forskellige bønnetekster til slavisk. Disse tekster, der er fra omkring år 1000, er bevarede i form af de såkaldte Freising-manuskripter og er de ældste kendte slaviske tekster skrevet med det latinske alfabet. Frem til sidste halvdel af 900-tallet var der en del forbindelse til slaverne i Böhmen og Mähren (Tjekkiet), men dette samspil ophørte efterhånden, da tyske kolonister i de følgende århundreder i stort tal bosatte sig i det nuværende Østrig. Denne kolonisering medførte også, at sproggrænsen 15

17 mellem tysk og slavisk gradvist rykkede mod syd, så den ved middelalderens slutning fulgte en linie fra Villach og lige nord om Klagenfurt. Her lå den til sidste halvdel af 1800-tallet. Afsondringen fra de nordlige slaviske naboer og sprogforskellene til de tyske feudalherrer betød, at det slovenske område fik en selvstændig sproglig og kulturel udvikling, der århundreder senere førte til en slovensk selvbevidsthed, og som spillede en betydelig rolle for den udvikling, der førte til selvstændigheden i Fra 962 blev det slovenske område en del af Det Tysk-romerske Rige og blev ad den vej knyttet politisk og kulturelt til Central- og Vesteuropa. Landet blev organiseret i forskellige markgrevskaber og udgjorde samlet et forsvarsområde mod ungarerne og kroaterne. Den sydøstlige grænse mellem Slovenien og Kroatien har i det væsentlige ligget fast siden da, altså i 1000 år. I de følgende århundreder hersker en række tyske bispedømmer og forskellige tyske adelige familier over størstedelen af området. Særlig dominante blev Habsburgerne, der i 1335 arvede det meste af det nuværende slovenske territorium. Bortset fra første halvdel af tallet, da Habsburgerne i en periode fik konkurrence fra de magtfulde grever fra Celje, forblev Slovenienområdet helt frem til 1918 en del af Det Habsburgske Rige med hovedstad i Wien. Dog kom kystbyerne og baglandet fra slutningen af 1200-tallet i 500 år under Venedig, der på den tid var en magtfuld stat. I 1100-tallet begyndte der så småt en byudvikling i det indre af landet. I løbet af 1200-tallet fik byer som Kranj, Kamnik, Ljubljana og Maribor købstadrettigheder. Indtil da havde Ptuj i et årtusinde været områdets vigtigste by. Byernes befolkning begyndte at udvikle håndværk og handel som selvstændige erhverv, og da de var forholdsvis frie i forhold til feudalsystemet, udviklede de sig til en ny social samfundsklasse, der adskilte sig markant fra både adelen og de livegne bønder. 16

18 Håndværkerne og købmændene var som i de sydtyske byer medbestemmende i byernes styre. Det gjaldt dog ikke for kystbyerne Koper og Piran. Disse byer, der har rødder helt tilbage til oldtiden, kom som nævnt under Venedig. Her var det kun gamle overklasseslægter, der var repræsenterede i bystyret Reformationen og den slovenske kulturs fødsel 1500-tallet var en begivenhedsrig tid i slovensk historie. Der foregik gennem landet en livlig handel fra de tjekkiske, østrigske og ungarske områder til Italien, og det fremvoksende handelsborgerskab i byerne nød godt af landets strategiske beliggenhed. Bønderne langs handelsruterne hentede sig også en fortjeneste ved at medvirke ved transporten af varerne. Det var også en kulturel blomstringstid. De livlige forbindelser med naboområderne bragte også humanismens og den lutherske reformations tanker til Slovenien. Men det var tillige en tid med voldsomme bondeoprør og frygtelige tyrkiske plyndringstogter. Det Tyrkiske (Osmanniske) Rige havde de foregående 150 år bredt sig op over Balkan, så vestgrænsen af deres besiddelser var der, hvor Bosniens vestgrænse er i dag. Derfra foretog militære enheder allerede fra sidste del af 1400-tallet jævnligt plyndringstogter så langt mod vest som til det nordøstlige Italien. Disse togter gik ikke mindst ud over bønderne, som var de mest forsvarsløse. Deres feudalherrer havde ganske vist pligt til at forsvare dem, men den pligt levede de kun i ringe grad op til. Nogle steder byggede bønderne derfor selv forsvarsværker i form af høje ringmure omkring kirker, der lå på bakketoppe, hvorfra det var muligt at forsvare sig mod de ridende tyrkiske plyndringsmænd. Flere af disse gamle forsvarsværker eksisterer stadig. Det var først efter, at Habsburgerne fra 1530 begyndte at opbygge et forsvarsbælte, den såkaldte Militærgrænse, langs Bosniens vestgrænse, at de tyrkiske plyndringstogter aftog. 17

19 Bøndernes vrede mod feudalherrerne kulminerede i forbindelse med indførelsen af nye skatter og nye hoveriforpligtelser. Der kom en lang række bondeoprør, der begyndte i 1470 erne og fortsatte i de følgende 250 år, indtil livegenskaben blev afskaffet. En af de voldsomste opstande fandt sted i 1515, da omkring bønder og andre undertrykte deltog. Denne og de andre bondeopstande blev slået ned med brutal militær magt, men flere af opstandene var så omfattende, at adelen ikke magtede at nedkæmpe dem alene og måtte have hjælp af en kejserlig hær. Ved borgen i Ljubljana står der en skulptur, der viser de forbitrede bønder bevæbnede med lange stænger, der i enden har monteret et kraftigt, krumt og spidst knivsblad. Men forholdene var ikke ens overalt, og ikke alle feudalherrer var primitive bondeplagere, og ikke alle livegne var totalt forarmede. Det er præsten og humanisten Primož Trubars ( ) livsforløb et tydeligt vidnesbyrd om. Trubar, der blev lederen af den protestantiske reformation i Slovenien, var søn af en livegen møller, men fik trods denne sociale baggrund mulighed for at studere teologi i Rijeka, Wien og Triest. Med støtte fra biskoppen i Triest blev Trubar drivkraften i en meget omfattende luthersk reformationsbevægelse, der strakte sig over de sidste tre fjerdedele af 1500-tallet. Denne protestantiske bevægelse fik ikke kun religiøs, men i meget høj grad også kulturel betydning. I overensstemmelse med Luther lagde Trubar vægt på, at mennesker skulle kunne læse om kristendommen på deres eget sprog. Men da et slovensk skriftsprog ikke fandtes, begyndte han at udforme et og anses af den grund for at være den slovenske nations fader. Indtil reformationstiden havde skriftsproget været tysk eller latin. I 1550 udgav Trubar de første bøger på slovensk, en ABC og en katekismus, og i det følgende halve århundrede udgav protestanterne i alt 50 bøger 18

20 på slovensk udkom hele Bibelen i slovensk oversættelse af Jurij Dalmatin. Foruden gudstjenestebøger blev der også udgivet skolebøger. Protestanterne lagde i det hele taget stor vægt på undervisning. I 1564 udarbejdede Trubar en plan for en ny luthersk kirkeorganisation, som bl.a. indeholdt et forslag om, at præsten i hvert sogn skulle undervise børnene i at læse og skrive slovensk. De aktive deltagere i den omfattende protestantiske bevægelse var ikke kun en lang række slovenske kirkefolk, men også andre lærde, som bidrog med at skrive skolebøger og oversætte udenlandske værker til slovensk. De slovenske protestanter havde hele tiden tætte forbindelser til trosfæller i Tyskland. Særlig nære var kontakterne til protestanterne i Würtemberg. Mange af de udgivne bøger blev trykt i Tyskland, hvor Trubar også i lange perioder opholdt sig, når han af katolske kræfter blev tvunget til at flygte fra det slovenske område. Når reformationsbevægelsen kunne få et så betydeligt omfang, som den fik, hang det sammen med, at ikke blot de førende borgere i byerne, men også en del af adelen var bevægelsens drivende kræfter og støttede den politisk og materielt. Det er absolut med rette, at de slovenske protestanters videnskabelige og humanistiske indsats betragtes som det slovenske folks kulturelle fødsel. Det, som de skabte, blev fundamentet for al senere slovensk kulturudvikling. Trods den hårde skæbne, der efterfølgende blev bevægelsen til del, anerkendes deres indsats i dag fra alle sider dør den habsburgske ærkehertug Karl, der havde tolereret de nye tanker. Men hans søn og efterfølger var en fanatisk katolik, som snart tog fat på at rulle den protestantiske reformation tilbage ved at forbyde protestantiske gudstjenester og skoler, hvorefter han med militær magt fordrev de protestantiske præster og brændte deres bøger. Man kan på den baggrund godt hævde, at modreformationen tog sin begyndelse i 19

21 det slovenske område allerede et kvart århundrede før 30-årskrigens udbrud. Næste runde i bekæmpelsen af protestantismen kom i slutningen af 1620 erne, da Habsburgerne havde nedkæmpet de tjekkiske protestanter og havde fået magt nok til at konfrontere adelen i Slovenien, som man i første omgang var gået uden om. Efter 1628 måtte alle adelige i Slovenienområdet, som ikke ville overgå til den katolske tro, udvandre. I løbet af to år udvandrede rent faktisk år tidligere var der udvandret en række intellektuelle. Det var derfor ikke blot den protestantiske bevægelse, der blev kvalt. Undertrykkelsen satte også en stopper for den slovenske sproglige og kulturelle udvikling i de følgende par århundreder. Dog udkom der i 1689 et bemærkelsesværdigt bogværk, som var på 3000 sider og rummede hele datidens viden om det slovenske områdes natur, topografi, etnografi og historie. Die Ehre des Herzugtums Krain var skrevet på tysk af den berejste og lærde adelsmand Janez Vajkard Valvasor ( ), som brugte store dele af sin formue på at få værket trykt. Reformperiode og bondefrigørelse For alle andre end de livegne bønder blev 1700-tallet en økonomisk fremgangstid, hvor der foregik et omfattende byggeri. Mange byer ændrede udseende og overalt skød barokkirker og slotte op. Med Maria Theresias magtovertagelse i Wien i 1740 indledtes der en periode med gennemgribende reformer, der også kom Slovenienområdet til gode. Reformerne blev fortsat og udvidet under sønnen Josef II. Vi kender i Danmark slutningen af 1700-tallet som de store landboreformers tid med ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 som en central begivenhed. I Det Habsburgske Rige var der en lignende udvikling i gang. Siden 1600-tallet var forholdene for de livegne bønder 20

22 blevet stadig værre. Derfor var Iivegenskabens afskaffelse i 1781 uden tvivl den mest afgørende reform for den videre udvikling. Den gav bønderne deres personlige frihed, som en del af dem udnyttede til at vandre til byerne for at tage arbejde i manufakturerne. Der foregik i den samme periode en omfattende udbygning af vejnettet gennem det slovenske område fra Wien til Triest, og flodtransporten blev forbedret. Der blev iværksat en række andre tiltag til fremme af erhvervslivet, bl.a. indførtes der nye metoder og afgrøder, som øgede landbrugsproduktionen. I sidste halvdel af 1700-tallet blev minen i Idrija verdens største producent af kviksølv. Ved århundredets slutning havde minen ca medarbejdere. Omkring 1750 begyndte tørlægningen af sumpene syd for Ljubljana, hvilket fik stor betydning for befolkningens sundhed. I slutningen af århundredet havde økonomien udviklet sig så meget, at den kunne bære en selvhjulpen slovensktalende middelklasse, hvis medlemmer selvbevidst gjorde sig til talsmænd for en national-kulturel bevægelse. En betydelig del af disse mennesker var veluddannede. De fulgte med i de europæiske politiske og kulturelle hovedstrømninger og sendte deres sønner til kendte universiteter i Göttingen, Tübingen, Wien og Paris indførtes et treårigt alment skolevæsen. Alle børn skulle lære at læse, skrive og regne så godt, at de kunne blive dygtige landmænd, fabriksarbejdere og soldater. Selv om skole- og administrationssproget i Østrig var tysk, fik skolerne i det slovensktalende område i et vist omfang lov til at undervise på slovensk. Skoleloven af 1774 blev derfor også begyndelsen til den slovenske grundskole. Selv om indførelsen gik langsomt, blev skolerne alligevel en af grundpillerne i den slovenske nationale genfødsel, der foregik i de følgende årtier. Dertil bidrog også, at der nu for første gang siden reformationen 200 år tidligere kom gang i udgivelsen af bøger på slovensk. En gruppe intellektuelle var parate til at udnytte den nye reformtids muligheder. I 1784 blev en ny oversættelse af Bibelen igangsat. Allerede 21

23 i 1768 var der udkommet en slovensk grammatik, der især var møntet på at udvikle slovensk til et litterært sprog og 1791 udkom i 2 bind den første slovenske historie udarbejdet på videnskabeligt grundlag. Den var skrevet på tysk, men ud fra en national, slovensk synsvinkel og lagde vægt på beskrivelsen af slovenernes civilisationshistorie og levevis. Forfatteren var en af de mest fremtrædende slovenske repræsentanter for oplysningens ideer Anton Tomaž Linhart ( ). Napoleonskrigene berørte også det slovenske område, som i blev en del af Napoleons Illyriske Provinser. Selv om det kun drejede sig om 4 år, blev der på det kulturelle område indført fornyelser, der fik varig betydning. I løbet af de fire år lykkedes det en fremtrædende slovensk intellektuel at få skrevet et sæt skolebøger til de slovensksprogede grundskoler, som Napoleon ønskede at fremme. Disse bøger, der dækkende mange forskellige fag, fik også på længere sigt stor betydning. Efter Napoleons fald kom det slovenske område igen under Habsburgerne. I marts 1848 udbrød der revolution i Wien ligesom mange andre steder i Europa. De revolutionære rejste krav om demokrati, national selvbestemmelse og ophævelse af feudalsystemet. Revolutionen tog slovenerne på sengen. De var totalt uforberedte på politisk handling. Men nyheden om oprøret i Wien bredte sig hurtigt, og i Wien, Graz og Ljubljana opstod der straks små organisationer af slovenske intellektuelle, der gik i gang med at udarbejde nationalpolitiske programmer. Det første blev udsendt af gruppen fra Wien, men alle koncentrerede sig om de samme tre krav: 1) De fire administrative enheder, hvor der boede slovenere, skulle sluttes sammen til et forenet Slovenien. 2) Her skulle skole- og forvaltningssproget være slovensk. 22