Interviewspørgsmål Heidi Olsen Emne 1:

Transkript

1 Interviewspørgsmål Heidi Olsen Har nu lige læst det igennem igen, og har lige en meget relevant rettelse. Det er gået lidt stærkt Rettelig så opfatter jeg selvfølgelig ikke straf som et forældet begreb.!!!!!! Ved ikke lige hvordan det kom ind Emne 1: Spørgsmål i forbindelse med arbejdet som fængselsbetjent/-funktionær 1. Beskriv en typisk arbejdsdag fra din tid som fængselsbetjent/-funktionær. En typisk arbejdsdag begynder med, at klienterne bliver vækket og betjentene sikrer sig, at alle har det godt og at alle er til stede. Da der er arbejdspligt i de danske fængsler skal en overvejende del på arbejde og eller uddannelse. VI påser og hjælper beskæftigelsen med at få de relevante klienter af sted på arbejde. Samtidig er der en del, der passer deres arbejde og uddannelse uden for fængslet, og de skal sendes ud af porten med de relevante papirer/udgangspas. Efterfølgende er der morgenmøde, hvor relevante klienter og eller konkret sagsbehandling vurderes. Efterfølgende sagsbehandler det tjenestegørende personale klienterne og sikrer at udgange og prøveløsladelser samt handleplaner er klaret. På den afdeling jeg gik havde vi også en straf og disciplinær afdeling, hvor indsatte der har overtrådt den interne/overordnet regelsamling sad. Strafcelle hedder det, og afdelingen blev også brugt til overbelæg, hvis der manglede pladser. I løber af dagen kommer der som regel også ny indsættelser som skal tages hånd om. De skal have anvist en stue sat vises rundt og sættes ind i de gældende regler. Dertil kommer almindelig samtaler og social omgang med de indsatte. Ved middagstid kommer klienterne hjem fra beskæftigelsen til frokost, og de skal tælles op. Da det er et åbent fængsel er der optælling middag og til aften for at sikre sig alle er til stede. De går efter frokost igen på arbejde eller skole. Det skal nævnes, at i det tilfælde her var vi 3 personaler til ca. 50 indsatte med hver deres daglige problemstillinger. De indsatte har mange forskelligartede spørgsmål i løbet af en dag, og som oftest er det fordi de har behov for vores hjælp. Samtidig har vi mange samtaler i løbet af en dag, der omhandler deres liv og livsførelse generelt. Meget af vores tid gik med at sidde ved computeren idet registreringsarbejdet samt mængden af sagsbehandling er øget voldsomt i forhold til tidligere. I løbet af dagen er der opsynsarbejde af mere generel karakter. Altså holde øje med at alt fungerer som det skal og der er ro og orden. En del af dagen kunne også gå med visitationsopgaver. Undersøge om der forefindes ulovlige effekter på stuerne. Klokken bliver der igen låst af til natten, og igen sikrer man sig at alt er som det skal være. 2. Føler du, at du i dit arbejde rent praktisk udfører opgaver, der virker resocialiserende for de indsatte? - Hvis ja, hvordan? Og hvor meget af din arbejdstid bruger du på sådanne opgaver? - Hvis nej, hvorfor ikke? Hvad består dit arbejde så i? Overvejende gik min dag med praktiske resocialiserende opgaver. Sørge for kontakt med kommuner, ansøgning om bolig, betaling af husleje, kontakt med uddannelses institutioner. Sørge 1

2 for der er indhentet fornødne oplysninger til overvejelse af udgang med henblik på opretholdelse af kontakt til netværk. Hjælpe med jobsøgning. Påse at der foreligger en indsættelsessamtale der afklarer akutte problemstillinger i forbindelse med indsættelse. Kontakt med familie i forbindelse med eventuel løsladelse, tøjansøgninger Og jeg kunne blive ved. I gennemsmit vil jeg mene, at der blev brugt ca. halvdelen af tiden på praktiske resocialiserende opgaver. 3. Hvorvidt føler du, at dine arbejdsopgaver som fængselsbetjent/-funktionær er resocialiserende og/eller retributivistiske? Mine opgaver som fængselsbetjent i Jyderup var overvejende praktisk resocialiserende. Der var ikke meget tid til den bløde del af resocialiseringen. Altså via dybdegående samtaler. Den del af arbejdet, der blev udført retributivistisk var som oftest hægtet op på lov om fuldbyrdelse af straf. Den skal vi overvejende følge i vores arbejde med klienterne. Den sætter rammerne for, hvad vi kan tillade og ikke tillade. I tilgangen til arbejdet var det ikke retributivismen der fyldte i hverdagen, som oftest har man ikke engang kendskab til den enkeltes forbrydelse. Man skeler som fængselsbetjent ikke til den del af det. Alle bliver behandlet ligeværdigt, dog har det betydning for deres afsoning, hvordan de generelt opfører sig i fængslet. Dommeren og straffuldbyrdelsesloven har taget stilling til dette parameter. 4. Kan du som fængselsbetjent/-funktionær gøre noget aktivt for at fremme resocialiseringen af indsatte? - Hvis ja, hvordan? - Hvis nej, hvorfor ikke? JA, der er ingen tvivl om, at den enkelte fængselsbetjent kan gøre aktive tiltag for at fremme resocialiseringen. Specielt i et åbent fængsel er handlemulighederne store og resultater beror sig på den enkelte fængselsbetjents engagement i arbejdet. Generelt i systemet opererer vi med kontaktpersons begrebet eller sagsbehandler om man vil. Det er en opgave, der skal sikre klientens direkte adgang til sagsbehandling af spørgsmål akutte eller langtidssigtede. I Jyderup havde hver enkelt betjent 4 indsatte og sagsbehandle. Mange andre steder har de mange flere, men vi traf i sin tid den beslutning at hellere færre, og dermed en bedre kvalitet. Det påhviler betjenten og spore sig ind på klienten. Afklare hvorvidt der er kompetencer eller ønsker der er foreneligt med lovgivningen, og oparbejde en tillid til den indsatte, således der skabes rum til fordybelse og refleksion. Når man er kriminel og har sandsynligvis har en kriminel tankegang er det vigtigt og have en fortrolig, når der kommer øjeblikke hos den indsatte hvor han/hun er motiveret for at finde vejen til en fornyet livsførelse. Sagsbehandleren er vejen frem, hvis der skal kæmpes for noget specifikt. Det beslutningsdygtige organ på fængslet lytter i høj grad til ideer og ønsker fra betjenten, idet det er den der ligger inde med det brede personkendskab. 5. Hvad kan forhindre/forringe resocialisering i fængslerne? (Kom gerne med flere eksempler) Der er desværre rigtig mange aspekter, der kan være hæmmende i en resocialiseringsproces. Og det lige meget hvor gode og enggagerede kræfter der er til rådighed. Først og fremmest er mange af dem der kommer ind hos os ikke direkte motiverede for og ændre livsførelse, og derfor ligger der i sig selv et stort motivationsarbejde. Det siger sig selv, at såfremt vedkommende ikke er motiveret, 2

3 og muligt lander i et miljø der er ringere end det de kom fra inden indsættelse, så kan det være rigtig svært. Mange bliver yderligere inspireret af deres medindsatte, og det sås ofte, at de blev endnu mere kriminaliseret, og dermed endnu sværere og så det mindste frø i. Som menneske søger man et fællesskab, hvor der er anderkendelse og accept, og mange indsatte har i deres liv kun opnået accept, hvis de har udrettet noget deres platoniske netværk synes er givende i forhold til et liv på kanten. Derudover er det meget resocialiseringshæmmende, at de fleste indsatte har et større eller mindre forbrug eller misbrug. Det bliver meget nemt på alle niveauer omdrejningspunktet for deres afsoning, og ingenting kan lade sig gøre i et fængsel, hvis der foreligger tegn på indtagelse af euforiserende stoffer. Den blå regering indførte nul tolarence overfor dette, og har bevirket, at mange indsatte ikke kan komme nogen vegne. Det kan i sig selv være vanskeligt og opretholde kontakten til netværket. Når det er sagt så er det ikke gjort med at der indtagelsen. Det koster penge og være misbruger, og hurtigt er der mulighed for at skylde penge til andre med indsatte, og hvis man ikke kan betale med sin beskedne løn, så er det nu muligt at der bliver presset til andre ydelser som også er kriminelle. Det kunne evt. være og smugle stoffer med ind i fængslet eller begå yderligere kriminalitet uden for murerne. Det vanskeliggør kraftigt resocialiseringen for mange, at der konstant er støj på linjen, og der er ikke den fornødne fred på gangene til at retænke livet. Derudover er det i sig selv en barrierer, at fængselsbetjente ikke har fornøden tid til den bløde (ikke direkte målbare) resocialisering. Der er ikke tid nok til at være rollemodel og sparring i en omstillingsproces. At træffe den beslutning at stoppe en lang karriere som kriminel er nok større end man lige gør sig begreb om. Man skal miste mange af dem man kender, og trækkes langt væk fra comfort zone, og det er ikke bare lige. Derfor synes jeg der mangler accept af, at resultater ikke skabes bag computeren men i samspil og dialog med den enkelte klient. (Jeg kunne blive ved ) ; Rockerbande problemstillingen, lovgivningen, betjentes tilgang til arbejdet osv. Osv. 6. Hvordan er forholdet mellem de politiske krav der stilles og din faglige viden teoretisk og praktisk? Det er nok ikke så underligt, at jeg ikke i alle spekter er tilhænger metoderne hvorpå politikerne sikrer sig at ting fungerer i praksis. Hvis vi starter ved den nye grunduddannelse om blev implementeret i 2010, så er det glædeligt, at der er på skoleforløbene er taget stilling til, hvorledes en fængselsbetjents tilgang til arbejdet skal være. Uddannelsen er bygget om teorier der understøtter den bløde del af resocialiseringen. Miljøarbejde samt øget opmærksomhed på motivationsdelen. Det er parametre der ikke altid understøttes af mødet med fængslet i praksis. Der er mange kollegaer, som er flasket op med en mere firkantet tilgang til udførelsen af arbejdet. Der er de fleste steder oparbejdet en kultur eller ånd, som både kan være til det bløde og til det hårde. Det er en lang proces og rykke ved kulturer og tilgange. Fra politikernes side er det besluttet, at straf og resocialisering er to ligevægtige parametre, og derfor bliver det nemt op til den enkelte, hvad der får hovedvægten i forhold til personlighed og menneskesyn. Der er inden for en bred margen ikke noget der er mere rigtigt end andet, og dermed vil klienterne møde mange forskellige tilgange og fortolkninger af reglerne. 7. Hvordan påvirker de politiske krav dit arbejde? Som i mange andre offentlige hverv er kravene til det skriftlige arbejde og registreringer i det hele taget en uheldig drejning. Politikerne har inden for de seneste 10 år haft et enormt fokus på kvaliteten af den generelle sagsbehandling, og derudover har nul tolerance omkring euforiserende stoffer haft en enorm indflydelse på vores hverdag. Jeg har tidligere og i mange sammenhænge 3

4 gjort opmærksom på, at vi bruger al for meget tid foran computeren og udfører HK arbejde. Det er klart, at der vil være skriftligt arbejde i forbindelse med sagsbehandling og notatpligt osv. Men tit og ofte når man ikke ud af kontoret og udfører dermed hverken opsyns eller resocialiseringsarbejde, idet der er mange arbejdsopgaver der fastholder os foran computeren. I forhold til vores nærmeste ledere er det samme problemstilling. De sidder fastklistret til computeren og registrerer selv det mindste fund af hash smulder og politianmelder og afholder forhør over ligegyldigheder. Det betyder rent praktisk, at der ikke er synlig og handlekraftig ledelse til stede i nærheden af personalet. Der opbygges ingen tillid mellem ledelse og medarbejder, hvilket klart har betydning for det generelle psykiske arbejdsmiljø. Registrerings og skrivearbejdet fylder så meget, at det skævvrider det vi er ansat til. Hovedopgaven bliver klart i ringere grad udført i forhold til tidligere. Hoved og kerneopgaven er gledet i baggrunden, og klienterne bliver i langt højere grad overladt til sig selv. Oven i det, så har de indsatte der i dag sidder i fængsel en helt anden og mere grov og utilpasset karakter. De velfingerende indsatte, der tidligere sad i åben fængsel afsoner i samfundstjeneste og eller elektronisk fodlænke. Det kan vi ikke være utilfredse med, hvis vi ser det med samfundsøkonomiske briller. Det er billigere, og der er mulighed for de kan resocialiseres hvor de er, opretholde kontakte til samfundet både netværk og forsørgelse. Emne 2: Kombinationen af retributivisme og resocialisering som straffemetode 1. Hvordan opfatter du fængslet som institution? Fængslet som institution opfatter jeg meget positivt. Det er faktisk imponerende på mange områder. Det er overvejende en velsmurt maskine, der klart har udviklet sig og klart understøtter principprogrammet, som vi også arbejder fokuseret med. Noget af det mest imponerende er friheden under ansvaret i institutionen. Alle medarbejdere og klienter er bekendt med denne frihed i interaktionen. Den frihed gælder både ansat/ansat, indsat/indsat og indsat/ansat. Alle udfylder deres rolle på bedste vis, og selvfølgelig under forudsætning af de restriktioner lovgivning og retributivisme og interne regler foreskriver. Det er imponerende at samle 170 kriminelle mennesker, og erfare hvor lidt problemer af farlig eller voldsom kartakter der udspiller sig. 2. Beskriv mødet mellem retributivisme og resocialisering i fængslet. Som oftest er det i den praktiske resocialisering vi tydeligt møder retributivisme og resocialisering sat op imod hinanden. Tit og ofte er retrributivismen en naturlig hæmsko for resocialisering. Samfundet/politikerne har sat rammer for, hvornår og hvordan resocialiseringen kan foregå under hensynstagen til retributivisme. Der er ikke nævneværdig konflikt mellem disse parametre i det gængse liv inden for murerne. Det er i kontakten med omverdenen vi ser dette møde. Selvfølgelig indretter medarbejdere sig i nogen af de daglige gøremål efter retributivisme, men det udføres ikke overvejende som en bevidst handling i det daglige. 3. Hvordan opfatter du kombinationen af retributivisme og resocialisering som straffemetode? Jeg er personligt og klart af den opfattelse, at målet med afsoning som udgangspunkt skal være, at den dømte ikke fremadrettet begår ny kriminalitet. Af samfundsmæssige hensyn og af hensynet til yderligere ofre. Retributivismen alene stiller mig ikke tilfreds som samfundsborger, og mener det er et forældet begreb. Det er klart der er retributivisktiske hensyn og tage både til samfundet og til eksisterende ofre, men det kunne være interessant og lege med tanken en differentieret tilgang til straf og resocialisering. Eller øget brug af noget for noget princippet, som der allerede er indført tidligere. 4

5 4. Er formålet med fængselsstraffen at støtte og/eller straffe de indsatte? Som jeg skrev ovenfor, så er det min opfattelse, at dommeren har truffet beslutning om frihedsberøvelsen, og dermed straffen. Vi som betjente skal sikre os, at det rent fysisk også sker. Når det er sagt, så bør afsoningen i min verden overvejende af støttende og resocialiserende karakter og særligt for dem som selv er proaktive i forhold til ændring af adfærdsmønstre. Dernæst er jeg udmærket klar over det er en kombination af begge dele der i sig selv afspejler et afsoningsforløb. Men i min terminologi, så er hovedformålet at sikre sig at forseelsen ikke gentager sig. Hvis det er succeskriteriet, hvad skal der så til. Det er nok meget forskelligt fra indsat til indsat, men det tager systemet ikke stilling til, og måske også en umulig opgave. Man er landet et sted midt imellem det bløde og det hårde, for på den måde og ramme bredest i forhold til retributivisme og resocialisering. 5. Føler du, at der er en konflikt i arbejdet med at skabe balance mellem retributivisme og resocialisering i fængslet? - Hvorfor/hvorfor ikke? I forlængelse af ovenstående synes jeg nogen gange der bliver taget for lidt individuelle hensyn, og grundet mange faktorer skaber man ikke de rigtige rammer for den enkelte, hvad enten den indsatte har behov for stramt regime eller har behov for mere fleksibilitet/belønning gennem en afsoning. Man kunne godt lege med tanken om, at ved nogen indsatte skulle resocialisering stå før strafdelen og omvendt Så ved jeg godt spørgsmålet straks melder sig, hvem skal vurdere det og ud fra hvilke betragtninger. Men ud fra de nuværende forudsætninger synes jeg rent faktisk der er gode muligheder for resocialisering i fængslerne. Forudsætningerne ville endog blive endnu bedre, hvis der var mere personale og øget sektionering af de indsatte. Det skulle være små ikke tilfældigt sammensatte grupper, hvor tid og opgaver ikke var en konstant hæmsko. Men som sagt under de aktuelle forhold og betingelser sker der mange resocialiserende tiltag hver eneste dag både af praktisk og direkte karakter. 6. Føler du, at den ene opgave opvejer den anden? - Hvorfor/hvorfor ikke? Se næste spørgsmål 7. Føler du, at de to opgaver automatisk følger af hinanden? - Hvorfor/hvorfor ikke? Det er jo det fængselsbetjente er opflasket med og mestrer til fulde nemlig at balancere mellem disse to ting i hver enkelt situation. Det flyder sammen og følger os som en afvejning hele tiden. Det er ikke noget vi tænker over vi gør det bare. I det ene øjeblik træder resocialiseringen frem, og i det andet øjeblik træder straffen frem. Det er en konstant afvejning af situationen og evnen til at balancere mellem det bløde og det hårde. Så det er både ja og nej til spørgsmål 6 og Hvad mener du, der skal prioriteres højest i fængslerne retributivisme eller resocialisering? - Hvorfor det ene/ hvorfor det andet? Jeg mener ikke man kan sige enten det ene eller det andet. Hver ting til sin tid. Men jeg mener man i højere grad skal benytte sig af belønningsprincipper og dem der vil og aktivt indgår i resocialisering skal have al den hjælp og støtte der er nødvendig. De indsatte der klart obstruerer alt der har med resocialisering og gøre og på ingen møde ønsker en anden fremtid, der skal primisserne for afsoning være mere restriktive end de er i dag. Dette set i forhold til udviklingen af de indsatte vi har i dag. De er langt værre end tidligere og ødelægger klart de gode processer for mange af dem, der inderst inde gerne vil videre med deres liv. Det er ikke rimeligt!! På den måde lukker vi mange indsatte på gaden, som er mere kriminaliseret end de var ved ankomsten. Systemet læger overvejene op til, at alle indsatte skal behandles ens ud fra lovgivning/domstole og lov om fuldbyrdelse af straf, og det er giver ud fra et samfundsmæssigt synspunkt god mening. Resocialisering på fængslerne har dog i de forgangne 10 år udviklet med rivende hast, og det 5

6 er rigtig dejligt. En masse særafdelinger såsom behandling i alle afskygninger, programvirksomhed, intensiveret kompetenceafklaring og langt højere grad af uddannelse. Så vi er klart på vej i den rigtige retning. Emne 3: Recidivprocenten 1. Findes der nogle formelle/uformelle mål, forventninger eller direkte krav til hvor høj recidivprocenten for indsatte i fængsler må være? Jeg er ikke bekendt med nogen måltal, og har aldrig hørt nævneværdigt om, at det skulle være et voldsomt problem, at den er forholdsvis høj. Ud fra tilstedeværende ressourcer og vores fængselsmodel generelt anser man det for acceptabelt, tænker jeg. Det er selvfølgelig noget man er opmærksom på, og det ses også klart i den aktuelle flerårs af tale. Der er flere recidivhæmmende projekter, og dermed håber man selvfølgelig det kan blive bedre. Hvad der kan være svært og forstå, så vil man have mere kvalitet for pengene og samtidig reducere antallet af personale. Vi kan ikke resocialisere bag en computer eller på et stykke papir, det er i interaktionen mellem mennesker der sker udvikling. 2. Hvad er ifølge din mening grunden til, at den sidste målte recidivprocent (i 2010) af kriminelle der har været i fængsel, ikke er lavere end 37, 7%? Jeg har vist svaret på ovenfor, hvad man kunne gøre for at gøre der bedre set med mine øjne. Men jeg synes ikke man tager hånd nok om vaneforbryderne. Man forholder sig som system ikke til, at de kommer igen og igen. De får stadig samme slags afsoning.(loven tager højde for dem, de får ingen prøveløsladelse og sværere ved at komme på udgang etc.) Og det er jo tydeligt, at det ikke virker for dem. Det kan der være mange årsager til, og jeg ved at mange af dem gerne vil videre, men det er svært og kræver sin indsat og være en del af et fængselsmiljø. 3. Hvad tror du, der kan være årsag til, at recidivprocenten for indsatte i fængsel i 2010 er så meget højere end eksempelvis folk der afsoner i fodlænke (recidivprocent: 18,1%)? (Spørgsmålet er ikke besvaret) 4. Hvilke tiltag i og uden for fængslet tror du, ville kunne mindske recidivprocenten? Opsamling på det jeg har skrevet tidligere Øget sektionering, flere fængselsbetjente, effektivisering af vores sagsbehandling, mindre tid bag computeren, differentiering af de indsatte, belønnings system, øget brug af noget for noget principperne, gøre op med vi behandler alle ens kulturen, 1. Bandemiljøet, og de dertilhørende hierarkier der forekommer i nutidens fængsler, nævnes i din artikel fra Politiken (oktober 2012). - I hvor høj grad mener du, at disse forhindrer resocialisering af de øvrige indsatte? Jeg er på ingen måde i tvivl om, at det har en større negativ effekt end nogen vil stå ved. Fodlænke ordning og samfundstjenesten har taget mange af de velfungerende indsatte, og det har rykket ved karakteren af de indsatte inden for murerne hele vejen rundt. Både i de lukkede og de åbne fængsler. Det er et vilkår vi må leve med, og håndterer det jo på fornuftig vis i forhold til personalet. I forhold til resocialisering er det voldsomt problematisk, at der er en mængde meget negativt stærke indsatte eller bande relaterede i mere eller mindre grad. Det forhindrer mange 6

7 almindelige indsatte i og komme videre med deres liv. Mange af dem bliver dagligt presset til at gøre ting de i bund og grund ikke har lyst til. Jeg har ikke dokumentation for min påstande idet det er særdeles vanskeligt og få de indsatte til og udtale sig om det offentligt. Jeg har talt med et utal af indsatte der har oplevet en afsoning fyldt med angst, afpresning og trusler på liv og lemmer. Meget få stærke indsatte kan ødelægge det for mange andre. Ingen taler rigtig om det, og vil ej heller medgive at det eksisterer. Og jeg ha som sagt vanskeligt ved og dokumentere det idet det aldrig kommer frem i lyset. Det er også vanskeligt og gøre noget som system, hvis ikke de pågældende vil stå frem, men det tør de selvfølgelig ikke. Det er et skisme der har optaget mig meget i mit arbejde, og den eneste løsning jeg kan se, er at man sektionerer yderligere, og etablerer særligt svage afdelinger, så de mest udsatte kan afsone i fred og koncentrere sig om tanken om et liv uden kriminalitet. Jeg kunne tale om dette i timevis 2. Du nævner i samme artikel, at åbne fængsler og hyppigere prøveløsladelse er vejen frem i forhold til at styrke kvaliteten af resocialiseringen. Men hvad med dem der har begået grov kriminalitet skal de opleve samme frihed, som de milde lovbrydere? Jeg har i virkeligheden svaret på dette tidligere. Jeg synes ikke det er så relevant og skele til forbrydelsens karakter, selvfølgelig er der tilfælde, hvor det ikke er foreneligt med rets følelsen og honorering ikke er en mulighed. Min personlige holdning er grundlæggende, at det vigtigste må være at der ikke sker fornyede forbrydelser og dermed flere ofre. Dermed mener jeg, at såfremt man er oprigtig interesseret i og gøre en aktiv indsats for at leve en kriminalitetsfri tilværelse, skal der være fordele både under afsoning og tidligere udslusning til samfundet. Med venlig hilsen Heidi Ingemann Olsen TUSINDE TAK FOR DIN BESVARELSE! 7