O O --., På vej mod en 'pax americana'? USAsom centrum for verdensordenen. supermagt. stormagter. små stater

Transkript

1 1. På vej mod en 'pax americana'? Et af de mest slående kendetegn ved verden i begyndelsen af det 21. århundrede er den enorme magtposition som USA indtager. Næppe nogen enkeltstat har i verdenshistorien kunnet udøve så stor magt over andre som USA kan i disse år - det skulle da lige være oldtidens romerrige, men her var der ikke tale om en stat i vore dages forstand, og dets magt havde ikke som USA's en global udstrækning. Også i det 20. århundrede spillede USA en central rolle i verdenspolitikken. USA's indblanding var afgørende for udfaldet af de to verdenskrige, og det var med USA i spidsen at Den kolde Krig sluttede med Vestens sejr. Men i en lang periode i århundredets første halvdel var USA en 'hvilende kæmpe', og i sidste halvdel frem til 1991 rivaliserede USA med den anden supermagt, Sovjetunionen, om herredømmet i verden. Det nye århundrede blev nærmest skudt i gang af det voldsomme terroranslag mod USA den ll. september Næsten blev dræbt da de to tvillingetårne i World Trade Center styrtede i grus efter at være blevet ramt af to fly med arabiske terrorister om bord. Det demonstrerede at også USA er sårbar over for en ny tids trusler, men frem for alt har det i de efterfølgende år demonstreret at det er USA, der sætter den globale dagsorden. USA har som en reaktion indledt en verdensomspændende 'krig mod terror', der bl.a. har ført til USA-ledede angreb på Afghanistan (2001) og Irak (2003). Det sidste angreb skete uden opbakning fra FN og en række af USA'svigtigste allierede i Europa. Og det var led i en ny sikkerhedsstrategi hvorefter USA forbeholder sig ret til at foretage såkaldte forebyggende slag, d.v.s. slag over for andre stater eller i andre stater på grundlag af en formodet, men endnu ikke udført trussel. Under præsident George Bush, der blev valgt i 2000 og genvalgt i 2004, har USA været parat til at gå enegang og bruge sin enestående magtposition når det skønnedes hensigtsmæssigt ud fra nationale interesser. USA ligner mere og mere det der kaldes en hegemon, d.v.s. en dominerende magt der er i stand til at påtvinge verdenssamfundet sine egne normer og værdier og også i vid udstræk- Figur 1.1. O O supermagt stormagter små stater USAsom centrum for verdensordenen hovedforbindelse i systemet interessesfærer I.. --., I ~.. ' I, 0 I 8 USA'sårhundrede?

2 Bush-doktrinen Under en tale på West Point Militærakademi i juni 2002 fremlagde præsident George Lo/. Bush udkastet til en ny sikkerhedsdoktrin der betegner et radikalt brud med USA's hidtidige doktriner. Han sagde bl.a.: "Under det meste af det foregående århundrede har USA'sforsvar været afhængig af Den kolde Krigs doktriner om afskrækkelse og inddæmning. Inogle situationer er disse strategier fortsat egnede, men nye trusler kræver samtidig nytænkning. Afskrækkelse - løftet om massiv gengældelse mod nationer - betyder intet mod skjulte terrornetværk, uden nationer eller borgere at forsvare. Inddæmning er ikke mulig når diktatorer, der er ude af balance og som besidder masseødelæggelsesvåben, kan sprede disse våben med missiler, eller i hemmelighed videregive dem til terrorist allierede. Vi kan ikke forsvare USAog vore rimelig grad af ro. Og terrortruslen er ikke blevet mindsket - snarere tværtimod. US~s magtudøvelse vækker også modvilje, og muligheden for at påtvinge fjerne lande sine egne samfundsnormer har vist sig at være begrænset. Samtidig er nye giganter på vej op og truer US~s overherredømme. I øst gælder det Kina og Indien der begge buldrer af sted med høje økonomivenner ved blot at håbe på det bedste. Vi kan ikke have tillid til tyranners ord, der blot underskriver ikke-spredningsaftaler for derefter at bryde dem. Hvis vi venter indtil truslerne er blevet til virkelighed, har vi ventet for længe (klapsalver). Forsvar af hjemlandet og missilskjoldet udgør dele af et forstærket forsvar, og de er højt prioriterede opgaver for USA.Men krigen mod terror vil ikke blive vundet alene ved defensive midler. Vimå føre kampen over i fjendens lejr, ødelægge hans planer, og konfrontere de værste trusler, før de endnu er materialiseret (klapsalver). Iden verden vi nu befinder os i, er den eneste vej til sikkerhed den vej der går over handling, og denne nation vil handle (klapsalver):' I kap. 2 er gengivet et større uddrag fra den officielle sikkerhedsdoktrin, offentliggjort i sept ning få dem accepteret. Herigennem åbnes op for en vis form for orden og stabilitet - og måske en 'pax americana'. Langt fra alle er enige om at vi er på vej til en sådan tilstand af fred i verden under en amerikansk paraply. Krigen i Irak har her talt sit tydelige sprog. Trods en hurtig og overvældende sejr i den indledende offensiv i foråret 2003 er USA over 3 år senere stadig tilstede i landet med over mand for at sikre en skevækstrater.i Europa søgereu at få styr på samlingsbestræbelserne og viser tegn på at sammenholdetmed USA ikke er naturgivent. Arhundredskiftet synespå mangemåder at have indvarslet et amerikansk århundrede. Ved næste skifte viser det sig måske ikke længere passende at opretholde denne karakteristik. Det første tiår har allerede afsløret at udviklingen kan gå i mange retninger. For de fleste andre stater og for hele den internationale politik er det afgørende hvilken retning der viser sig at blive den fremherskende. USA'sårhundrede? 9

3 2. Nationale og internationale samfund Kapitlet fokuserer på USA's rolle i verden. Hvori består USA's styrke og svagheder? Hvad er udsigterne til at USA kan opretholde sin nuværende dominerende magtposition? Og skal vi være glade for USA som hegemon? For at kunne svare er det vigtigt først at gøre sig klart, at der er forskel mellem politik inden for en stat og politik mellem stater. Det kan være fristende at sammenligne USA's nuværende rolle i verden med den rolle som en regering har inden for den enkelte stat. I begge tilfælde er der tale om et magtcenter som andre må underordne sig. Men selv med USA som regulær hegemon halter sammenligningen. Det skyldes den meget principielle forskel der er mellem det nationale og det man kan kalde det internationale samfund. I det nationale samfund er borgerne forpligtet til at rette sig efter de regler, d.v.s.lovene, der gælder i det pågældende samfund. Borgerne har afgivet en del af deres selvbestemmelsesret til de centrale myndigheder, regering og parlament, der har beføjelse til at fastlægge lovene. Bliver lovene overtrådt, f.eks. hvis en borger begår voldeligt overgreb på en anden borger, træder bestemte sanktionsbestemmelser i kraft, og myndighederne har tilstrækkelige magtmidler til at sikre at bestemmelserne normalt også bliver ført ud i livet. De har suverænitet - i hvert fald i princippet - over det pågældende territorium. Inden for staterne hersker der derfor en høj grad af orden. Af og til bryder denne orden måske sammen i form af borgerkrig eller anden form for oprør, men som regel bliver ordenen genoprettet inden for en kort årrække. Den hidtidige regering eller en anden sætter sig igen på magten og styrer landet ud fra nogle bestemte retningslinier. Under de mere nor- male forhold drejer politik inden for den enkelte stat - i hvert fald i demokratiske stater som den danske - sig først og fremmest om hvem der på fredelig vis skal have lov til at sidde i regeringen, og hvad denne regering finder på for at ændre bestående tilstande, f.eks. i form af ny lovgivning. I modsætning hertil hersker der i det internationale samfund som udgangspunkt anarki. I den internationale politik er der også en 'kamp om magten', men denne kamp drejer sig ikke om hvem der skal sidde i regeringen, og hvad denne regering så skal foretage sig. For der findes ikke nogen regering. Kampen bliver derfor i høj grad baseret på hvem der hver for sig er stærkest. Staterne har aldrig -ligesom borgerne - kunnet blive enige om at underlægge sig en fælles myndighed som de forpligtede sig til at rette sig efter, og som kunne sikre en vis form for orden og retfærdighed. De har i stedet i vid udstrækning bevaret suveræniteten over egne anliggender. I Europa har man dog gennem EU bevæget sig et godt stykke væk fra denne tilstand. Her er anarkiet efterhånden mindre fremtrædende. På verdensplan har vi bl.a. FN. Men selvom næsten alle stater er medlemmer af denne organisation og har forpligtet sig til at følge den tilgrundliggende traktat, repræsenterer FN langt fra en fælles verdensregering. Staterne har kun i meget begrænset udstrækning afgivet deres selvbestemmelsesret - eller suverænitet som det hedder i international politik - til FN. Og selv i de tilfælde de har, vil de ofte kunne komme godt af sted med at bryde reglerne. Der findes ikke noget effektivt internationalt sanktionssystem, og over for stormagter risikerer et sådant system snarere at skabe mere kaos 10 USA'sårhundrede?

4 Figur 1.2 Nationale og internationale samfund Nationale samfund. enheder: borgere. høj grad af orden. suveræn regering som borgerne er underlagt. sanktionssystem med stærke magtmidler. borgerne er ligestillede Internationale samfund. enheder: stater. høj grad af anarki. staterne er suveræne. sanktionssystem uden effektive magtmidler. stormagter dominerer end orden. Forsøg på at straffe USA for Irakkrigen kunne føre til en ny verdenskrig. Der er således lang vej til en verdensregering. Nogle vil mene at den aldrig vil blive en realitet, og lige så mange at tanken herom er forkert: Staterne skal selv have lov at bestemme over egne anliggender sig forskrifter og ikke underlægge fra en højere myndighed. Forskellen mellem de nationale og det internationale samfund er trukket skarpt op i det foregående. I realiteten er der dog tale om en glidende overgang. Det er allerede nævnt mange nationale samfund også kan være præget af tendenser til anarki. Opløsning og borgerkrig har været almindelig i mange såkaldte 'svage stater' (se side 64ff) i især Afrika og de tidligere sovjetrepublikker.og det internationale samfund prægesaf en stigende regulering der skaber mere' ordnede' forhold. Det sker ikke kun i Europa, men også på globalt plan med f.eks.den nyligeoprettelse af en international straffedomstol. Det er på grund af denne regulering at man taler om et internationalt samfund - og ikke kun om et internationalt system (jf. kap.3). Der eksisterer imidlertid i det internationale samfund også en form for orden der ikke har noget med retsreglerog andre former for formelle bestemmelser at gøre. Under Den kolde Kriglevedeverden i mere end 40 år med at mere eller mindre mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen og med en konstant stærke spændingstilstande frygt for at spændingen kunne resultere i en atomkrig. Krigen kom aldrig, og det skyldtes bl.a. at atomvåbnene holdt de to parter i skak i form af den såkaldte terrorbalance: en krig ville uundgåeligt udløse en gengældelse, hvorved den angribende part selv ville blive udsat for massive og helt uoverskuelige ødelæggelser. Magtbalancen mellem stormagterne repræsenterer altså en form for orden der sikrer en høj grad af stabilitet i relationer mellem stater - og måske også en slags fred. Når Anden Verdenskrig brød ud i 1939, skyldtes det ikke mindst at magtbalancen mellem den tids stormagter var brudt sammen. England og Frankrig var ikke parate til at matche den tyske oprustning, og da Hitler fik dækket sin ryg fri gennem en aftale med Sovjetunionen, indledte han felttoget mod Polen, hvorved verdenskrigen var en kendsgerning. Man kan sammenligne sammenbruddet af den internationale orden der fører til verdenskrige, med det sammenbrud der inden for staterne fører til borgerkrig og politiske omvæltninger. I begge tilfælde udløses voldshandlinger indtil en nyorden er oprettet. Man skal blot være klar over at ordenen hviler på et meget forskelligt grundlag i de to tilfælde. USA'sårhundrede? 11

5 I dag er der ikke ligesom under Den kolde Krig en magtbalance der kan medvirke til at skabe orden i det internationale samfund. Kan man i stedet tænke sig at ordenen kan opretholdes i kraft af USA's status som hegemon? Tidligere i verdenshistorien har hegemoner også haft en stabiliserende indflydelse, senest det britiske imperium i det 19. århundrede. Verdensordenen trues i dag af bl.a. terrorismen og af diktaturstater som Nordkorea og Iran der stræber efter at blive atommagter - eller allerede er det. Kan vi undvære USA til at holde dem i skak? Og ville der lettere udbryde krige i en verden uden en tydelig magtbalance mellem stormagter hvis USA trak sig tilbage til sig selv? Eller er det snarere USA der i kraft af sin indblanding overalt og sin selverklærede ret til at gå enegang er med til at øge risikoen for krige? Og er den 'verdensorden' som USA søger at sikre, overhovedet en orden der er værd at forsvare i lyset af de enorme forskelle i velstand der præger verden, og de milliarder af mennesker der ikke har grund til at synes at den eksisterende orden tjener deres interesser? Sådanne spørgsmål er i sagens natur svære at svare på. Men de viser hvor central en betydning USA's rolle i verden har, og hvor svært det er at vurdere USA's rolle - som noget positivt eller negativt. Opgave 1) Besvar et eller flere af de stillede spørgsmål på denne side. 2) Diskuter om USA'srolle i verden hovedsagligt er positiv eller negativ. 11_.lrA _L_..L ~L ~L~_~~L ~~I~~.

6 3. Framultipolaritet og bipolaritet til unipolaritet Set i et længere historisk perspektiver USA's nuværende dominerende position i verden både forholdsvis ny og ret enestående. For at finde en parallel i nyere tid skal man tilbage til det britiske imperium s blomstringstid i det 19. århundrede. Men Storbritannien havde dengang hverken militært eller økonomisk samme overlegenhed i forhold til andre stormagter som USA har i dag. Og efter Tysklands samling i 1871 varede det ikke længe før der opstod en jævnbyrdig udfordrer på det europæiske kontinent. Op til Første Verdenskrig rivaliserede to stormagtskoalitioner om herredømmet i Europa og i verden. En række mere eller mindre ligeværdige stormagter indgik i de to blokke eller blev inddraget i den efterfølgende krig. På samme måde var mellemkrigstiden præget af spillet mellem en række stormagter, hvortil normalt regnes følgende syv: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sovjetunionen, Italien, USA og Japan. Hvis man opfatter den internationale scene som et system med staterne som enheder, og hvor størrelsesforholdet mellem enhederne er afgørende for hvordan systemet fungerer (se boks næste side), så benævnes mellemkrigstidens internationale system et multipolært system. Her optræder tre eller flere stormagter i indbyrdes konkurrence eller i skiftende koalitioner med hinanden. Op til Anden Verdenskrig udviklede der sig efterhånden -ligesom før Første Verdenskrig - to fasttømrede blokke der stod over for hinanden. Herved fik systemet i højere grad karakter af at være bipolært med to enheder som hovedspillere. Efter 1945 var de gamle europæiske stormagter reduceret til andenrangs magter, og USA og Sovjetunionen fremstod som de altoverskyggende aktører. Det internationale system forblev helt frem til revolutionerne i østeuropa og Sovjetunionens kollaps bipolært. To alliancer, NATO og Warszawa-pagten, stod skarpt over for hinanden, ledet af hver sin supermagt. I starten, under den såkaldte faste bipolaritet, var resten af verden også mere eller mindre delt op mellem øst og Vest. Ingen af de to supermagter så med velvilje på stater der stræbte efter neutralitet - med mindre neutraliteten kun var formel og dækkede over en reel tilknytning til ens egen blok. Inden for blokkene eksisterede et stærkt sammenhold, d.v.s. at de enkelte alliancemedlemmer indordnede sig under supermagtslederen. Parallelt med at forholdet mellem USA og Sovjetunionen blev mere afspændt fra begyndelsen af 1960'erne, afløstes den faste bipolaritet af en løs bipolaritet. Der var ikke længere det samme sammenhold inden for blokkene. Frankrig meldte sig ud af det militære samarbejde inden for NATO, og i øst indtraf et brud mellem de to kommunistiske stormagter, Sovjetunionen og Kina. Med atkolonialiseringen opstod en 'tredje verden', hvor supermagterne affandt sig med de nye staters neutralitet. I realiteten var verden ikke længere entydig todelt. Alligevel karakteriseres systemet som bipolært idet det fortsat var forholdet mellem USA og Sovjetunionen der dominerede verdenspolitikken. Det blev igen særlig tydeligt i første halvdel af 1980'erne, da spændingen mellem øst og Vest under den såkaldte anden kolde krig nåede nye højder. Den nye spænding og Sovjetunionens svækkelse førte til Den kolde Krigs afslutning forlod Sovjetunionen den internationale scene og erstattedes af Rusland der ikke indtager noget der blot ligner en jævnbyrdig plads med USA inden for systemet. Andre jævnbyr- USA'sårhundrede? 13

7 Hvad er vigtigst: systemer eller enheder? Et system kan opfattes som den ramme hvorunder handlinger udspiller sig. Systembetragtningen bruges inden for mange videnskaber og også inden for samfundsfags andre discipliner. Her defineres system normalt som et antal enheder hvorimellem der eksisterer et samspil (eller interaktion som det benævnes i gruppesociologien), og som er afgrænset over for omverdenen. Det internationale system omfatter hele verden, og afgrænsningen har derfor en anden karakter end tilfældet er i andre systemer. Der er blandt forskere stor uenighed hvilken vægt man skal lægge på systemet, når man vil forklare enhedernes adfærd. om Denne uenighed benævnes også strukturaktør diskussionen. Man kan vælge udelukkende at anskue systemet som den omtalte ramme og forklare handlingerne ud fra de egenskaber enhederne har. Omvendt kan man hævde at systemet har en selvstændig betydning, der langt overskygger de særlige træk der kendetegner enhederne. Inden for sociologien vedrører uenigheden spørgsmålet om den frie vilje og graden af individualisme, i international politik om staters udenrigspolitik er styret af egne præferencer og interesser eller af en eller anden form for systemlogik. Den skole inden for faget international politik der benævnes realismen (se kap. 3) tillægger systemet stor betydning. Samtidig tillægges staternes økonomiske og militære magt stor betydning. For realisterne er sondringen mellem multi-, bi- og unipolaritet derfor helt afgørende for at forstå staters adfærd, muligheder og indbyrdes mellem øst og Vest, men fordi et system med to jævnbyrdige supermagter tenderer relationer. Den kolde Krigopstod ifølge dem ikkepå grund af et ideologiskmodsætningsforhold mod at skabe spænding imellem dem. Og Danmark meldte sig ikke ind i NATOfordi vi havde haft dårlige erfaringer med neutraliteten ("aldrig mere en 9. april"), men fordi bipolariteten pludselig åbnede nye muligheder for at sikre sig mod militære trusler. Forskellen mellem de synsvinkler, systemforklaringen og enhedsforklaringen, er søgt illustreret nedenfor. Det internationale systems karakter multi-/ bi- eller unipolaritet t /" historiske erfaringer ideologiske præferencer nationale interesser udenrigspolitik Den enkelte stats karakteristika 14 USA'sårhundrede?

8 --,. dige rivaler er heller ikke dukket op endnu, og man taler derfor siden starten af 1990'erne om et unipolært internationalt system med USA i centrum (jf. fig. 1.1, s. 8). Følger man system tankegangen og realisterne (se boksen) så har unipolariteten og dermed USA's status som enesupermagt en lang række konsekvenser for de andre stater i systemet - for deres adfærd og for deres indbyrdes relationer. På verdensplan har man kunnet iagttage at en række mindre konflikter blev løst eller i hvert fald nedtrappet i kølvandet på Den kolde Krigs ophør og etableringen af unipolariteten. Det skete i konflikter hvor parterne havde kunne alliere sig med hver sin side i øst-vest opgøret, og hvor forudsætningerne for fortsat krigsførelse derfor nu ikke længere var til stede. Det så man så forskellige steder som Cambodja i Sydøstasien og Angola i Sydvestafrika. Men også i en større konflikt som den i Mellemøsten så det ud til at en løsning var på vej. De arabiske lande og palæstinenserne kunne ikke længere læne sig op af Sovjetunionen, og så en interesse i at indgå en fred der var acceptabel for USA. Billedet er fra 2005 hvor den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen for fjerde år i træk var inviteret til sammenkomst hos præsident George Bush i Det hvide Hus. USA-besøget blev gentaget i 2006 på præsidentens landsted i Camp David. Er Danmark blevet USA'sbedste ven i Europa? Foto: Polfoto. I Europa betød den østlige supermagts forsvinden og Den kolde Krigs ophør at der opstod en række nye stater på det gamle sovjetiske område, og at de hidtidige østeuropæiske vasalstater kunne orientere sig mere frit. Langt de fleste, og også nogle af de nye stater, er nu optaget i EU - eller på vej til at blive det, og en del er sågar blevet medlemmer af den gamle fjendealliance, NATO. Uden skiftet fra bipolaritet til unipolaritet havde den samling af Europa som vi ser i dag, aldrig kunnet lade sig gøre. Unipolariteten er også blevet brugt til at forklare udbruddet af nye krige på Balkan i 1990'erne. Det hidtidige Jugoslavien gik i opløsning, og mellem nogle af de gamle delrepublikker fandt der i årene omfattende kamphandlinger sted, samtidig med at der USA'sårhundrede? 15

9 blev gennemført etniske udrensninger i stor stil. Uroen på Balkan fortsatte i i den serbiske provins Kosovo, hvor konflikten fik en foreløbig afslutning gennem NATO's militære intervention. Når unipolariteten kan siges at være en forklaring på denne udvikling, hænger det sammen med at Jugoslavien var en kunstig statsdannelse, hvis overlevelse til dels var betinget af Den kolde Krigs eksistens. Jugoslavien havde under præsident Tito, der som gammel partisanleder fra Anden Verdenskrig var en samlende figur, skabt sig en identitet som en ledende neutral stat. På trods af dens kommunistiske samfundsform og en beliggenhed grænsende op til de andre østblokstater var man fra sovjetisk side yderst tilbageholdende med at blande sig i landets indre forhold. Det samme gjaldt fra vestlig side. Fra 1991 ændredes de ydre vilkår drastisk. Med systemændringen - og Titos død nogle år forinden - var forudsætningerne for Jugoslaviens sammenhold ikke længere tilstede. Og samtidig var der fra amerikansk og vestlig side ikke længere samme grund til at udvise tilbageholdenhed m.h.t. indgriben. Dansk udenrigspolitik er også blevet stærkt påvirket af systemændringen. I østersøområdet er der opstået en helt ny situation med jerntæppets forsvinden og de baltiske staters genvundne selvstændighed. Allerede fra 1990' ernes begyndelse kastede Danmark sig ud i en aktiv politik der sigtede på at knytte de tre nye østersøstater tættere til det vestlige samarbejde. Det skete på trods af udtalt russisk modvilje. Men de danske mål blev nået - i dag er både Estland, Letland og Litauen medlemmer af både EU og NATO. Tilhængere af den unipolære tolkning fremhæver at den danske Baltikum-politik ikke kun skal forklares med, at skiftende regeringer udnyttede de nye udenrigspolitiske muligheder der var opstået i østersøområdet. Mere væsentligt i denne tolkning er at Dan- mark med sin politik kom til at fungere som agent for USA. Danmark og USA havde parallelle interesser i forhold til de baltiske stater. Men i sin nye rolle som enesupermagt var USA overbelastet med udenrigspolitiske opgaver og havde behov for at uddelegere nogle af dem til mindre stater. Og i østersøen var det hensigtsmæssigt at overdrage dem til lille Danmark, der var medlem af både EU og NATO. Ydermere undgik man herved en direkte provokation af det nye Rusland med hvem amerikanerne af overordnede strategiske grunde ønskede at opretholde et godt forhold. Unipolariteten kan forklare mange af de begivenheder der finder sted i verden i dag, og megen af den adfærd staterne udviser. Men den har også sine begrænsninger som forklaringsfaktor. Under unipolariteten er opstået en række nye lokale konflikter, især i Afrika; trods indgåelse af stadig nye aftaler trækker konflikten i Mellemøsten i langdrag; krigene på Balkan ville næppe have fundet sted uden et stærkt historisk og religiøst betinget had mellem befolkningsgrupperne; og for Danmarks vedkommende kan anføres mange indre motiver for at der er blevet ført en aktiv Baltikumpolitik: økonomiske interesser, solidaritet med andre småstater, ledende beslutningstageres engagement. Er systemtankegangen så værdifuld som den umiddelbart ser ud til? Men man kan også stille et mere grundlæggende spørgsmål: Er det overhovedet meningsfuldt at tale om unipolaritet i en verden hvor alle stater - store som små - er blevet så afhængige af hinanden som tilfældet er, og hvor selveste unipolen på trods af al sit militære isenkram kan blive ramt i hjertekulen af en flok terrorister der er parate til at gå i døden for deres sag? Dette spørgsmål vender vi tilbage til lidt senere. Først skal vi se på hvor stærk USA er i forhold til sine konkurrenter - målt ud fra traditionelle kriterier som militær kapacitet og økonomisk styrke. 16 USA'sårhundrede?

10 4. USA og de andre Verdens samlede militærudgifter udgør et formidabelt beløb. Under Den kolde Krig voksede de stort set fra år til år. I 1990'erne oplevede de så et større dyk, men i midten af det første årti af det ny århundrede er de stærkt på vej op igen (se figur). De sluger i dag 12 millioner kr. i minuttet døgnet rundt. I betragtning af de astronomiske summer verdens knap 200 stater bruger til militære formål, er det forbløffende - som det fremgår af figuren - at alene en stat bruger halvdelen af beløbet. USA er på det militære område den absolutte nr. 1 i verden. Der er et langt spring ned til nr. 2 (Kina), der kun bruger ca. en tiendedel så meget. Opgør man det samlede forbrug i alle EU-lande udgør det væsentlig under halvdelen af USA's. En anden traditionel målestok for staternes magt er størrelsen af deres bruttonationalprodukt (BNP). Også her er USA klart overlegen i forhold til sine nærmeste konkurrenter - om end knap så udtalt som på det militære område (se figur 1.9). Lægges de enkelte EU-landes tal sammen fås en EU-andel der er større end USA's. Men det er bemærkelsesværdigt at USA alene står for ca. 114af verdens samlede produktion - til trods for at dets befolkningstal kun udgør 1120af verdensbefolkningen, og at denne andel har holdt sig nogenlunde konstant i mange år. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var den midlertidigt oppe på over 113 som følge af ødelæggelserne i andre lande. Hverken militær eller økonomisk styrke kan imidlertid alene måles ved hjælp af sådanne tal. De giver et alt for groft billede af styrkeforholdet mellem verdens ledende stater og underdriver i flere henseender USA's førerposition på begge områder. På det militære område fortæller tallene således ikke umiddelbart noget om kvaliteten af våbnene. Og her indtager USA, ikke mindst på grund af anvendelsen af avanceret, moderne computerteknik, en helt enestående position. Man taler om en "revolution in modern arms" (RMA), der indebærer anvendelse af robotter, satellitstyring og målsøgende raketter, og sætter den enkelte soldat i marken i stand til at betjene sig af og videregive store mængder af information. RMA har stærkt øget effektiviteten af de amerikanske angrebsvåben og mindsker risikoen for menneskelige tab i forbindelse med militære operationer. Begge effekter blev tydeligt illustreret under USA's invasion af Irak i foråret USA's overlegenhed som følge af Figur 1.3 Verdens og USA'smilitærudgifter mia. dollar o Som følge af angrebet 11. september 2001 og Irak-krigen har USA'smilitærudgifter været kraftigt stigende siden årtusindeskiftet. I 2006 var de nået op på at udgøre over 500 mia. dollar og de udgjorde dermed mere end 50% af verdens samlede militærudgifter. Kilde:WorldWatch Institute. USA'sårhundrede? 17

11 Figur 1.4 BNP2005: Verdens top-ti + EU mia $ (PPP) o c: c: ~:å lo c: --, - PPP= Purchasing Power Parity (se s. 1SO). introduktionen af en ny våbenteknologi gør det i stigende grad vanskeligt for amerikanske styrker at operere sammen med andre landes. Det har skabt problemer i forhold til USA's nærmeste europæiske NATO-allierede og øger USA's fristelse til at gå enegang. Også på det økonomiske område tenderer tallene mod at være misvisende. Det skyldes tiere forhold. Særlig vigtigt er det at mange af de største multinationale selskaber har deres hjemmebase i USA, men netop i kraft af deres multinationale karakter har store udenlandske aktiver. Det betyder at en stor del af andre landes produktion er amerikansk kontrolleret. Herigennem skabes - i hvert fald for mange mindre staters vedkommende - en udtalt afhængighed af USA. Et andet forhold man skal være opmærksom på når man sammenligner BNP-tallene, er at de kan give et forkert billede af et lands udviklingsgrad. De kan dække over en høj grad af økonomisk ulighed, der betyder at store dele af et land står uden for den moderne produktionssektor. Uligheden i USA er større end i EU-Iandene, men ligesom i de vesteuropæiske stormagter er hele landet - i geografisk henseende - inddraget i velstandsudviklingen. Det gælder imidlertid ikke USA's nye konkurrenter i Asien, Kina og Indien. Her eksisterer en enorm velstandskløft inden for samfundene, og langt den største del af befolkningen mærker kun lidt eller intet til den stærke økonomiske vækst der finder sted i disse år. Det enkeltland der truer USA's førerposition mest, er givetviskina. Omkring en femtedel af jordens befolkning bor i Kina, og landet har gennem de sidste 20 år tredoblet sit bruttonationalprodukt. Udgangspunktet var ganske vist forholdsvis lavt, og Kinas andel af verdensproduktionen udgør i dag stadig kun ca. 15%, altså mindre end befolkningsandelen. Men hvis den nuværende høje vækstrate fortsætter, vil Kinas BNP være på højde med USA's omkring år Også militært har Kina kurs mod supermagtsstatus. I løbet af 1990'erne, hvor andre lande skar ned, fordoblede Kina sine forsvarsudgifter. Kina har inden for de sidste år fortrængt Japansom USA'salvorligsteudfordrer på den økonomiske verdensscene. Efter en voldsom fremgang i 1970'erne og 1980'erne er Japans BNP siden nærmest stagneret og udgør i dag kun knap halvdelen af det kinesiske (målt i PPP). Og militært er Japan stadig præget af eftervirkningerne af Anden Verdenskrig. Iflg. den japanske forfatning må japanske styrker kun bruges til defensive formål, og landet har forpligtet sig til ikke at producere nogen atombombe. Intet tyder på at Japan i en overskuelig fremtid igen vil komme til at udfordre USA's nuværende position. Et tredje asiatisk land der magtmæssigt har potentiale til at indhente USA, er Indien. ligesom Kina har Indien en befolkningsstørrelse i 18 USA'sårhundrede?

12 milliardklassen og forventes inden for den nærmeste fremtid at overhale Kina på dette felt. Indien var længe prototypen på et stærkt underudviklet land plaget af stor fattigdom. Men landet har siden midten af 1990'erne kunnet drage fordel af den stigende økonomiske globalisering, ikke mindst med basis i informationsteknologien. Store firmaer udnytter her den billige, højt uddannede og engelsktalende indiske arbejdskraft. Det har resulteret i høje vækstrater, men ikke i en størrelsesorden så Indien i dette århundrede vil udgøre en økonomisk trussel mod USA's stilling. Militært spiller Indien en vigtig rolle især på grund af sine atomvåben, men de er udviklet i sammenhæng med den mangeårige konflikt med naboa tom magten Pakistan og har ingen nævneværdig betydning i den globale sammenhæng. Som arvtager til den hedengangne Sovjetunion spiller Rusland stadig en rolle på den globale scene og som en potentiel modstander for USA. Det skyldes ikke Ruslands økonomiske formåen, der efter kommunismens fald er blevet kraftigt reduceret. USA's økonomi er i dag omkring 25 gange større end den russiske. Ruslands præsident Vladimir Putin hilser på Kinaspræsident Hu Jintao under et besøg i Beijingi Der synes ingen udsigt til at de to asiatiske stormagter - evt.i samarbejde med Indien - tilsammen vil kunne danne modvægt til USA. Foto: Scanpix. I forhold til sovjettiden er territoriet samtidig reduceret med l.4og befolkningstallet er kun det halve. Selv med en kraftig økonomisk fremgang - som landet faktisk har oplevet i starten af det nye århundrede - vil Rusland ikke i overskuelig fremtid kunne genvinde sin forgængers supermagtsstatus. Men på et punkt har Rusland bevaret noget af fortidens glans: Det er i dag det eneste land der med sine raketter og atomsprænghoveder er i stand til at rette et ødelæggende slag mod USA. Alene af den grund er det vigtigt for USA i den nuværende verdenssituation at opretholde et stabilt og venskabeligt forhold til Rusland. Det sidste magtcenter der kan tænkes at true USA's position som enesupermagt er EU. Ingen af de europæiske stater kan enkeltvis matche USA's magt - og har heller ikke udsigt til at kunne gøre det. Men det samlede EU, der USA'sårhundrede? 19

13 efter udvidelsen i 2004 omfatter 25 lande, kan i hvert fald på det økonomiske område gøre det. Faktisk er EU's BNP noget større end USA's og dets andel af verdenseksporten væsentlig større. Befolkningstallet er næsten dobbelt så stort. Selvom EU-landene halter langt efter USA på det militære område, så udgør EU som en enhed - i kraft sin rigdom og størrelsen af sin økonomi - det nærmeste man i dag kan komme en ligeværdig pol med USA i det internationale system. Problemet er blot at EU trods mange års integrationsbestræbelser ikke er nogen enhed i udenrigspolitisk forstand. Det er senest tydeligt blevet demonstreret i forbindelse med Irak-krigen: En række EU-lande, herunder Storbritannien og Danmark, valgte at bidrage til USA's krigsførelse med udsendelse af militære enheder; mens flere andre, herunder Tyskland og Frankrig, fordømte beslutningen om at gå i krig, bl.a. under henvisning til at den stred mod bestemmelserne i FN-pagten. Udenrigspolitik er stadig et anliggende hvor i hvert fald de store medlemslande i væsentlige spørgsmål ikke er parate til at underkaste sig flertalsafgørelser. Så længe det er tilfældet, og så længe EU's militære kapacitet er så forholdsvis beskeden, vil EU ikke for alvor udgøre en magtmæssig rival til USA. Noget helt andet er at forholdet mellem USA og EU holdes sammen af tætte økonomiske og kulturelle bånd, der bunder i en lang historisk tradition. De udgør tilsammen det begreb der også efter Den kolde Krig benævnes 'Vesten'. Det forekommer mere sandsynligt at EU som supermagt vil optræde i nært samarbejde med USA end tilfældet er med de andre omtalte rivaler. Et sådant samarbejde kan dog langt fra tages som givet (se afsnittet herom s. 33ff). Nogen umiddelbar trussel mod unipolariteten synes ikke at foreligge. Målt ud fra militære og økonomiske kriterier er der udsigt til at USA endnu mange år frem vil være langt den vigtigste aktør på den internationale scene. I horisonten truer dog andre magtcentre. Og hvis man anskuer verden på en anden måde end den traditionelle, hvor det er staters militære og økonomiske magt der tæller, så tegner billedet sig anderledes (se fig. 1.7 s. 24). 5. Forskelligeslags aktører Normalt stilles der ikke så mange spørgsmålstegn ved hvilke slags aktører der optræder i det internationale system. Vi er vant til at når der indgås internationale aftaler, så sker det mellem stat A og stat B; f.eks. indgik USA og Sovjetunionen en række nedrustningsaftaler under Den kolde Krig. Evt. kan aftalerne finde sted mellem en større gruppe af stater, som da alle afrikanske stater i 1990'erne blev enige om at oprette 'Den afrikanske Union'. Også negative relationer forbinder vi traditionelt med forholdet mellem stater, som f.eks. når der er op- stået krig mellem Israel og de arabiske stater, eller når Kina truer med at invadere Taiwan. Der er imidlertid grund til at stille spørgsmålstegn ved om det internationale system udelukkende består af stater, og om selve statsbegrebet er så entydigt som man er tilbøjelig til at tro (om statsbegrebet se fig. la s. 21). Terrorangrebet på USA den ll. september 200 l og de efterfølgende begivenheder er et godt eksempel på at det der udspiller sig i international politik, ikke kun foregår mellem stater. De 19 terrorister der denne dag befandt 20 USA'sårhundrede?

14 Figur 1.5 Tre statsbegreber Territorialstat co Nationalstat ca centralregering indre suverænitet afgrænset territorium territorialstat +. historiskog kulturelt fællesskab Postmoderne stat Europa fra ca centralregering og afgrænset territorium delt suverænitet multikulturalitet Det vi i dag forstår ved det moderne statssystem er kun år gammelt. I middelalderen eksisterede der også stater, men de havde en helt anden karakter idet de ikke var i besiddelse af indre suverænitet. Det enkelte menneske der var indbygger i en bestemt stat, var underkastet flere overlappende myndigheder: På nogle områder var det primært godsejeren, på andre fyrsten og på andre igen kirken der kunne fastsætte regler som ingen af de andre kunne blande sig i. Hertil kom så statsmagten der måtte operere inden for de rammer der var sat af de andre myndigheder. Først med den westfalske fred efter trediveårskrigen i 1648 opstod de såkaldte territoria/stater, d.v.s. stater der er bygget op med en central myndighed (en regering), der har suverænitet (eneherredømme) over et afgrænset territorium. Noget senere, bl.a. under indflydelse af den franske revolution, blev de fleste stater til det der kaldes nationa/stater. De er karakteriseret ved at de ud over at være territorialstater også omfatter en befolkning der oplever at høre sammen i et fællesskab. Man taler her om udviklingen af en nationalfølelse, der fra begyndelsen af 1800-tallet i det meste af Europa blev søgt fremmet gennem opdragelse, uddannelse og militærtjeneste. Det var ofte kombineret med undertrykkelse eller assimilation af mindretalsbefolkninger der levede inden for statens område, f.eks. skotterne i Storbritannien Nationalstatsideen og baskerne i Spanien. spiller stadig en stor rolle overalt i verden. Den har været en vigtig grund pille i forsøget på at opbygge nye fungerende stater i de gamle koloniområder i Afrika og Asien, og dens stærke rod i befolkningerne sås efter Sovjetunionens opløsning i Alle de tidligere sovjetrepublikker, herunder de baltiske lande, er i dag selvstændige nationalstater. Men i Europa er en ny grundlæggende af statsformerne ændring på vej - den postmoderne stat - karakteriseret ved at staterne opgiver en del af den suverænitet de opnåede for år siden, til en overstatslig myndighed: Den europæiske Union (EU).Men også det hidtidige nationalstatslige fællesskab er under nedbrydning. mange af de undertrykte Dels fordi mindretalsbefolkninger har opnået øget selvstyre, dels fordi andelen af indvandrere øget i mange af de europæiske og flygtninge er stater. USA'sårhundrede? 21

15 sig ombord på fly, der styrede mod symboler på USA's magt i verden, stammede hovedsageligt fra Saudi-Arabien, men var bosiddende flere forskellige steder i verden - en af lederne således i en lejlighed i Hamborg. De var optændt af et had mod USA, og var blevet oplært i de lejre der fungerede under ledelse af den saudiarabiske terroristleder Osama Bin Laden, hjernen bag aktionen. Umiddelbart var det ikke muligt for USA at holde nogen stat ansvarlig for angrebet. Terroristernes nationalitet kunne ikke begrunde en gengældelsesaktion mod Saudi-Arabien, med hvem USA i øvrigt var tæt allieret. I stedet blev det Afghanistan der i første omgang måtte holde for, fordi Bin Laden i dette land havde sine træningslejre. Det lykkedes for en koalition under ledelse af USA, men med stor hjælp fra en lokaloprørshær, at få styrtet det siddende styre i Afghanistan. Men Bin Laden blev ikke fundet, og endnu i dag er Afghanistan et land hvor lokale krigsherrer sidder på magten i flere provinser. Senere blev 11.september aktionen brugt som begrundelse for angrebet på Irak, skønt det ikke kunne påvises at denne stat havde haft noget med aktionen at gøre. Her medførte det amerikanske angreb og den efterfølgende besættelse en voldsom modoffensiv i form af selvmordsbomber, til dels udført af terrorister fra nabolande som Syrien og Jordan. Irak var blevet et nyt arnested for terrorismen, hvilket i et vist omfang har forpurret de amerikanske planer med landet. Hele dette forløb illustrerer at staterne til en vis grad kun er statister i et spil hvor andre aktører spiller hovedrollen - i hvert fald når det gælder USA's modspiliere på scenen. Det var en terrorgruppe og ikke en stat der angreb USA, i en aktion der historisk var helt enestående. Det amerikanske fastland var for første gang blevet ramt udefra af fjendtlige våben, en operation som USA's super magtsmodstander under Den kolde Krig næppe nogensinde ville have vovet. Men USA har kun haft begrænset succes med at gengælde angrebet og sikre sig mod gentagelser - på trods af at det med militære midler lykkedes at vælte to regeringer. Det skyldes at USA også i det efterfølgende forløb har været oppe imod en række ikke-statslige aktører. I Afghanistan kontrollerer regeringen kun delvist statens territorium. Et forhold der var en fordel for USA i den indledende aktion, men som siden var medvirkende til at hovedmanden bag ll. september angrebet ikke blev pågrebet. Og i Irak opererer en international terrorisme på tværs af grænser og med rod i forskellige udgaver af en fundamentalistisk udgave af islam. Borer man lidt dybere i dette forløb kan man pege på to vigtige udviklingstendenser der svækker staterne som aktører i international politik. For det første er staterne blevet mere gennemhullede - grænserne udgør ikke den samme barriere som tidligere. ll.september anslaget var kun muligt fordi der foregik en omfattende, relativt ukontrolleret, kommerciel flytraffik på tværs af grænserne. Som et led i terrorbekæmpelsen har den amerikanske regering indført en omfattende kontrol med denne trafik. Men terrorister har med sigte på en fremtidig aktion mulighed for at komme ind i USA og f.eks. skjule dødbringende masseødelæggelsesvåben af kemisk og biologisk art på adskillige andre måder. Problemerne med grænsekontrol fremgår af at der i USA på et år kommer 475 millioner mennesker ind i landet, og at importen finder sted ved terminaler i over 300 havne. Alene inspektionen af en af de 5 millioner containere der hvert år afskibes, tager 5 timer. I Mellemøsten har terrorister mulighed for at bevæge sig fra det ene land til det andet fordi grænserne også her er gennemhullede. Det har de til dels altid været på grund af store øde og ubeboede områder, men det er noget nyt at denne åbenhed - i og med at terrorister optræder som enkeltindivider el- 22 USA'sårhundrede?

16 Figur 1.6 Statsmagtens decentralisering i det 21. århundrede Virksomheder Det offentlige Civilsamfundet supra- transnationale internationale guver- nongovernmentalorganational selskaber (f.eks. mentale organisationer nizations = NGO'er (f.eks. IBM,Shell) (f.eks. FN, '('JTO,EU) Attac, Greenpeace) "- national nationale selskab- nationale ikke-profitgier(f.eks. privat- vende organisationer hospitaler) (f.eks.naturfredningsforeningen) subnational lokale firmaer kommuner, regioner politiske grupper, Kilde: Joseph Nye: The Paradox of American Power (2002). ler i små grupper - i så stort omfang kan benyttes til fjendtlige formål. Den anden udviklingstendens som ovenstående forløb hænger sammen med, er en stigende decentralisering af magten som følge af moderne informations- og kommunikationsteknologi. Staten mister magt til såkaldte subaktører eller til transnationale aktører (se fig. 1.5). ll. september anslaget illustrerer også dette forhold. Uden mulighed for at kommunikere via Internet havde hele planlægningen og udførelsen af aktionen næppe kunnet lade sig gøre. Og effekten havde ikke været den samme uden samtidig satellit transmitteret TV af begivenheden over hele kloden. Man kan sige at den moderne teknologi skaber grundlaget for at militært og økonomisk mindre magtfulde aktører som terroristgrupper er i stand til at optræde med stor effekt på den internationale scene. I en vis forstand er der sket en privatisering af krigsførelsen. Også mange andre aktører end terrorgrupperne har kunnet drage fordel af de to udviklingstendenser. Når store multinationale selskaber optræder som mere og mere magtfulde aktører på den internationale scene, hænger det sammen med at verdenshandelen på de fleste områder er blevet liberaliseret og grænserne dermed mere åbne. Men også med at de i kraft af informationsteknologien har kunnet sprede produktionsprocessen over hele kloden. Herigennem har de kunnet vokse sig endnu større og er blevet vigtige med- og modspillere for mange regeringer. En anden type aktører der spiller en stigende rolle i international politik er de såkaldte NGO'ere (Non Governmental Organizations), d.v.s. internationalt orienterede interesseorganisationer der ofte arbejder for et ideelt formål, som f.eks. menneskerettigheder (Amnesty International), miljø (Greenpeace), fattigdomsbekæmpelse (ATTAC) eller sundhed (Læger uden grænser). Andre har et mere traditionelt formål, som f.eks. fagforeninger der over for internationale organisationer kæmper for arbejdstageres rettigheder. Alene i 1990'erne voksede antallet afngo'ere på verdensplan fra til NGO'ernes styrke blev bl.a. demonstreret i forbindelse med det ministermøde der fandt sted i verdenshandelsorganisationen WTO i Seattle, USA i efteråret Over aktivister var her til stede, og de fik gennem deres blokader og anden form for masseaktivitet stor indflydelse på mødet, hvis fortsatte afholdelse til sidst måtte opgives. Når det lykkedes at USA'sårhundrede? 23

17 Figur 1.7 Magtstrukturens tre scener Scene 3: Transnationale aktører: 'Ingen polaritet Aktører: IGO'er, MNS, NGO'er, terrorgrupper, euro-partier m.v. Scene 2: Økonomisk magt: Multipolaritet Aktører: USA,EU,Japan, Kina, Indien samle så mange mennesker til dette og lignende arrangementer og opnå så stor effekt, skyldes det igen de åbne grænser, men først og fremmest de nye muligheder for kommunikation som Internet og mobiltelefoner har åbnet op for. Sammen med de mange nye og ofte stærke internationale organisationer er de ovennævnte aktører med til at mindske staternes magt og dermed muligheder i den internationale politik. De fleste vil nok hævde at staterne fortsat er de vigtigste aktører. De har stadig mange midler til at styre og begrænse de andre aktørers aktiviteter. Men de er i stigende grad afhængige af dem og på visse områder forsvarsløse over for dem. Det skyldes ikke mindst at både terrorgrupperne, de multinationale selskaber og NGO'erne - i modsætning til staterne - på mange måder er territorieløse. De kan have deres hovedkvarter i bestemte lande, men deres aktiviteter er ikke bestemt af landegrænser, og de er ekstremt mobile hvad angår tilholdssteder. Man kan sige at de opererer på en anden scene end staterne, en scene der synes at vinde i betydning. Konklusionen på det foregående er at traditionelle målestokke som militær og økonomisk magt ikke længere har den samme betydning i international politik som tidligere. Og at det er misvisende alene at se verden som unipolær med USA i toppen (jf. fig.1.6). Denne konklusion bliver endnu tydeligere når vi nu skal se nærmere på selve magtbegrebet. 6. Forskellig slags magt Både staterne og de andre aktører har magt. Men hvad er det egentlig mere præcist vi mener når vi taler om aktørernes magt i international politik? Som i andre sammenhænge har magt noget at gøre med evnen til at påvirke andres adfærd.en aktørs magt kommer til udtryk ved at den kan få andre aktører til at foretagesig noget, de ellersikke villehave gjort. I den natio- 24 USA'sårhundrede?

18 nale politik og i forholdet mellem mennesker beror magt ofte på at magtudøveren kan henvise til hævdvundne eller nedskrevne adfærdsregler, eller fordi besiddelsen af en bestemt position giver bemyndigelse til at bestemme andres adfærd, jf. f.eks. politiets eller lærerens magt. I international politik er relationerne mellem enhederne langt mindre regulerede, og det betyder at magt her ofte forbindes med hvad man kunne kalde den 'rå magt' - evnen til med militære og/eller økonomiske midler at straffe en anden aktør. De militære er her de mest rå og kommer tydeligst til udfoldelse når en stat angriber en anden stat. Nogle af de seneste eksempler herpå er USA's besættelse af Irak i 2003 og Israels krigsførelse mod Libanon i Men de militære midler har også en løbende betydning i form af en potentiel trussel. Sovjetunionen påvirkede således de vesteuropæiske staters adfærd under hele Den kolde Krig uden at der blev løsnet et eneste skud mellem parterne. I virkeligheden er magtudøvelse i international politik ikke så forskellig fra hvad vi kender i andre sammenhænge, som ovenstående kunne tyde på. Magten har mange dimensioner, og det har den også i international politik. Det er især vigtigt at operere med to sondringer: hård og blød magt, offensiv og defensiv magt (for omtale af den sidste sondring se boks s.28). Den hårde magt beror på de netop nævnte militære og økonomiske midler der kan bruges i sanktionsøjemed. De har betydning i de mange tilfælde hvor en aktør ønsker eller har mulighed for at tvinge en anden aktør til at ændre adfærd mod dennes vilje. Besiddelsen af hård magt hos en stat hænger sammen med nogle grundlæggende forhold som befolkningsstørrelse og areal samt det teknologiske niveau landet har opnået. Men også med politiske beslutninger der har ført til en gunstig økonomisk udvikling og tildeling af ressourcer til opbygning af en militær kapacitet. Hvad det sidste angår er det meget forskelligt hvad staterne satser på. USA har ved siden af sin økonomiske styrke valgt at satse kraftigt på de militære magtressourcer. M.h.t. hård magt er USA derfor langt stærkere stillet end sine globale økonomiske udfordrere, herunder EU, der højest har villet betone rollen som civil stormagt, og Japan der på grund af historiske erfaringer har afstået fra at erhverve egne atomvåben. Også mindre stater kan - trods sammenlignelig størrelse i andre henseendervære meget forskelligt stillet på det militære område. I Danmark har der - i hvert fald indtil for nylig - været tradition for ikke at lægge synderlig vægt på den militære oprustning, mens en stat som Israel bruger omkring halvdelen af statsbudgettet på forsvarsformål. Denne forskel hænger i høj grad sammen med forskellen i de ydre omgivelser de to stater har opereret i. Men den hårde magt er langt fra enerådende når vi skal forstå hvorfor en aktør kan få en anden til at ændre adfærd. Det er nemlig langt fra sikkert at sanktioner eller udsigten hertil er nødvendig for at påvirke andre. Og det er her den bløde magt kommer ind i billedet. Den kommer til udtryk ved adfærdsændringer der ikke skyldes brugen af tvangsmidler eller belønninger (jf. fig.l. 7). Blød magt er et almindeligt fænomen i forholdet mellem mennesker. Den bygger her på at en person i kraft af sine karaktertræk eller de værdier vedkommende repræsenterer, kan få andre til frivilligt at ændre adfærd. Man kan blot tænke på forældres magt over deres børn eller en lærers magt over sine elever. I disse tilfælde behøver magten langt fra kun at bero på sanktionsmuligheden. Også i international politik gælder denne sammenhæng. USA's magtudøvelse under unipolariteten er således i høj grad betinget afbesiddelsen af blød magt. Når Danmark siden USA'sårhundrede? 25

19 Den kolde Krigs afslutning udenrigspolitisk har lagt sig så tæt op af USA, kan det i hvert fald til dels forklares med et dansk ønske om at tilslutte sig de værdier USA står for. Hvis det er tilfældet, så har Danmark engageret sig militært i Irak fordi vi deler USA's erklærede mål om at skabe mere demokratiske tilstande i både Irak og hele Mellemøsten. Og ikke fordi vi forventer nogen belønning eller frygter nogen straf fra vores store allierede (sml. Danmark tilpasningspolitik over for Nazi- Tyskland, der skyldtes underlegenhed i forhold til en potentiel farlig modstander, altså frygt for negative sanktioner). Den bløde magt har fået stigende betydning i den internationale politik, jf. fig.l.8. Det skyldes flere forhold. For det første er militære magtmidler blevet mindre anvendelige - i hvert fald mellem verdens ledende stater og i den mest udviklede del af verden (se nærmere kap.2). Den kolde Krig blev ikke afgjort med militære midler; det ville på grund af atomvåbnene have været alt for farligt for begge parter. Den blev til dels vundet i kraft af Vestens økonomiske overlegenhed, men væsentligst var nok Vestens, og især USA's, bløde magt. Befolkningerne i østeuropa mistede i stigende grad tiltroen til deres egne ledere og blev i stedet tiltrukket af de værdier, den kultur og den livsstil som de vestlige lande repræsenterede. Derved undergravedes de østlige styreformers legitimitet, og vejen blev banet for de omvæltninger der fandt sted i årene Siden har de militære magtmidler fået en vis renæssance (krigene i ex-jugoslavien, krigen i Irak), men det forhindrer ikke at stormagtskrige fortsat betragtes som noget nær utænkelige, og at hele indstillingen til krig har ændret sig i den rige del af verden. Krigsførelse betragtes som alt for omkostningsfuldt, og ude af trit med den normudvikling der har fundet sted. Man kan her sammenligne med slaveriets ophævelse, der også skyldtes gennemslag af ændrede normer. En anden årsag til at bløde magtmidler vinder frem er den øgede økonomiske og kulturelle globalisering. Den indebærer en større udveksling af ideer og tanker - ikke alene på tværs af stater men også på tværs afkontinenter, og betyder at forskellige kulturer kommer i tættere berøring med hinanden. Den bløde magt får herved nye muligheder for at gøre sig gældende. Ikke mindst fjernsynet og hele filmindustrien spiller i den forbindelse en vigtig rolle. Nok så væsentligter for det tredje at der også i det internationale system finder en stigende retlig regulering sted, især i kraft af at der dannes flere og flere internationale organisationer, og at de bestående til stadighed udbygges. Gennem medlemskabet af fælles organisationer kommer stater og deres repræsentanter tættere på hinanden, og der vil være en tendens til at de i højere grad deler fælles værdier. Og organisationerne er kendetegnet ved at beslutninger træffes ved hjælp af afstemninger og ikke på grundlag af trusler. Herved styr- Figur 1.8 Forskellenmellem hård og blød magt sanktioner. adfærd 26 USA'sårhundrede?

20 Figur 1.9 Frahård til blød magt Indtil ca Fra ca Hård magt Militær Økonomi Teknologi Blød magt Hård magt Blød magt Kultur ~ Ideologi Institutioner demokrati kapitalisme menneskerettigheder Kilde: USA som supermagt s. 41 (figur ved Jacob Graves Sørensen). kes den bløde magt på bekostning af den hårde. Nye bløde magtressourcer kommer til at spille en større rolle, som f.eks. diplomatiske evner, overbevisende argumenter og et godt renomme. Mens der ingen tvivl er om at USA i dag og i en række år fremover er og vil være dominerende m.h.t. hård magt, er det mere omdiskuteret hvordan USA er placeret m.h.t. den bløde magt. På den ene side kan man hævde at USA også her er helt dominerende - og at den bløde magt underbygger den stilling USA har som unipol i kraft af sin hårde magt. Som vi så, havde USA's bløde magt afgørende betydning for afslutningen af Den kolde Krig. Her stod kommunismens falmende bløde magt over for de demokratiske og markedsøkonomiske ideer som USA var hovedeksponent for. Siden har disse ideer fået lov til at sejre i både østeuropa og store dele af den gamle Sovjetunion - og er også på fremmarch andre steder i verden. Samtidig øver amerikansk populærkultur stor tiltrækning på mennesker overalt på jorden. Forbrugsvarer som Coca-Cola og cowboybukser har nået en universel udbredelse og forbindes med amerikansk livsstil; amerikansk rock-musik er overalt med til at fortrænge den lokalt funderede musikkultur; og først og fremmest øver amerikansk producerede film en enorm tiltrækning på en meget stor del af verdens biografpublikum og ikke mindst TV-seere. Det er betegnende, at i vores eget lille land bruger en kanal, der kalder sig 'TV- "Min bevidsthed er 80% amerikansk, men Bush er et røvhul!" Den danske filminstruktør Larsvon Trier i forbindelse med tildelingen af årets guld palmer under (annes-festivalen USA's århundrede? 27