Indholdsfortegnelse. Del 1 - introduktion

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Del 1 - introduktion 1. Indledning Specialets opbygning Teori Videnskabsteori Socialkonstruktivisme Fænomenologisk sociologi Sprog og kommunikation Sprog Kommunikation Relationen mellem sprog og kommunikation Nogle relevante perspektiver på kommunikation Integrationisme - ingen kommunikation uden for kontekst Dialogisme forståelser skabes i dialoger Identiteter Følelser Metode Konversationsanalyse Diskurspsykologi Positioneringsteori E mpiri Beskrivelse Behandling af data Imago relationsterapi Grundlaget for imago relationsterapi Imago relationsterapi - metoden Terapeutens rolle...28 Del 2 - Analyse 5. Analysens struktur Analysedel 1: Parterapien som en institutionel praksis Mønstre Terapi som institutionel praksis Læge-patient-praksis Imago relationsterapi som læge-patient-praksis

2 Terapeuten som autoritet Indledningerne af samtalerne Terapeutens ret til at rette og initiere emner Opsummering Undervisning Karakteristika ved undervisning Parterapien som undervisning? Repairstrategier som indikator Alternative repairstrategier Opsummering på undervisning Delkonklusion på mønstre Begrænsninger Begrænsninger på indholdet Brug af bestemte ord og vendinger Ordrette spejlinger Rettethed i interaktionen Afsluttet vs. ikke afsluttet Teoretisk footing Sekventielle og situationelle begrænsninger Eksempler på manifestationer af sekventielle og situationelle begrænsninger i teorien Brugen af ledesætninger i vores datamateriale Delkonklusion på begrænsninger Analysedel 2: Identitetskonstruktioner Identitetsudfoldelse gennem normbrud Forskellige normbrud Generalisering gennem brud på spejling Autoritetsforhandling gennem normbrud Tre typer normbrud i spil på samme tid Ja, men nej-konstruktion som normbrud Opsummering Positionering som elever og som mennesker Par 1: Den flittige elev og den tilbageholdende elev Kvinden som kvik Manden som tilbageholdende Parret som normalt Kvinden som pligtopfyldende Manden som vidende Opsummering

3 7.2.2 Par 2: Den dominerende mand og den stille kvinde Kamp om autoritet Kvinden gøres passiv Brug af asymmetri: Lærer-elev forholdet gøres relevant Asymmetrien udvides kvinden er tilskuer Opsummering af positionering af manden i par Kvinden som ikke-deltagende Kvinden gøres svag Sammenfatning af positioneringen af parrene: Følelser og empati Udtryk for følelser og empati som ressource til identitetskonstruktioner Et eksempel på sammenkædning af følelser og objektive omstændigheder i verden Følelsesudtryk konstrueres på forskellige måder Analyse fra samtale 1-4: Konstruktion af vrede som problem og ked af det som empatisk Analyse fra samtale 2-2: Konstruktion af vrede som naturlig Delkonklusion...93 Del 3 - Afslutning 8 Diskussion Hvorfor se på identiteter som konstruktioner? Partnernes deltagelse i imago relationsterapi-praksissen Orientering imod stereotype kønsroller? Relative positioneringer Konklusion Perspektivering Generalisering hvad kan vores resultater ellers bruges til? Perspektiver til videre undersøgelse Appendiks Engelsk resume Litteraturliste Bilag 1 Hvem, der har skrevet hvad Bilag 2 C A-begreber Bilag 3 Data Bilag 4 Sekvensoversigt Bilag 5 T ransskriptionssymboler Bilag 6 Zimmermans identiteter en oversigt Bilag 7 Å rsager til ja, men nej og nej, men ja Bilag 8 Kollektion af ja, men nej-konstruktioner

4 Del 1 - introduktion 1. Indledning Identitet er et ord, der i vores samfund i dag bliver brugt i flæng. Den gængse opfattelse er, at vores identitet eksisterer inden i os, og at vi har en personlighedskerne vi er én sammenhængende enhed 1. Måden vi fungerer på, de valg vi træffer, vores holdninger og opfattelser udspringer af vores individuelle personlighedskerne. Det er denne kerne, der gør os til den, vi er til noget særligt. Denne dominerende opfattelse vil vi gerne gøre op med i nærværende speciale. Bare fordi vi har ord som personlighed og selv, behøver disse ikke have nogen reel eksistens. Vi ser derimod på fokuseringen på identitet som en psykologisk realitet, som er samfundsskabt gennem sproget. Vi mener, opfattelsen af identitet som en kerne kan inkorporeres i et socialpsykologisk perspektiv 2 og kan ses som en social funktion, der er konstrueret, fordi der er et behov i samfundet for at have én sammenhængende identitet, som udspringer af kravet om troværdighed og stabilitet. Dette er nødvendigt for med held at udføre forhandlinger om det sociale liv. Frem for at se identitet som noget indre er det vores udgangspunkt, at identiteter skabes og forhandles i interaktionen mellem mennesker. Vi anlægger et socialkonstruktivistisk perspektiv på identiteter for at understrege vigtigheden af de sociale relationer for menneskets virke. Formålet med nærværende speciale er at vise, hvordan det kan foregå, når mennesker konstruerer og forhandler identiteter. Vores datamateriale består af parterapisamtaler med to par, som har søgt professionel hjælp hos en parterapeut for at overkomme udfordringer, der er opstået i deres parforhold. Parterapi udgør et oplagt felt for forskning i identitetskonstruktioner, da der i parterapi er indlejret en høj grad af orientering mod personlige emner og sociale forhandlinger. På denne måde skal personlige identiteter forhandles i det sociale rum. Under gennembearbejdningen af datamaterialet var det, der faldt os mest i øjnene, hvor strukturerede samtalerne var, og hvor svært det så ud til at være for deltagerne at udføre de opgaver, terapeuten pålagde dem. Vi observerede, at deltagerne ikke havde de samme muligheder for at tale frit, som de har i hverdagsinteraktion, men at de på den anden side formåede at udføre nogle sproglige og sociale handlinger, der havde en positionerende funktion og som gjorde, at vi alligevel kunne danne os et indtryk af dem. Disse intuitive observationer dannede udgangspunktet for vores videre undersøgelse og er blevet udviklet, efterhånden som vores teoretiske horisont har udvidet sig. Specialets overordnede problemformulering lyder: 1 Se bl.a. Potter & Wetherell (1987) kap. 5 for en beskrivelse af traditionelle syn på selvet. 2 Socialpsykologi er et paradigme inden for psykologien, hvor fokus er på at forstå, hvordan menneskers opførsel er påvirket af andre mennesker. Inden for kategorien socialpsykologi findes adskillige tilgange, men vi læner os op ad Potter og Wetherells socialkonstruktivistiske tilgang (Potter & Wetherell 1987:2). 5

5 Hvordan konstrueres identiteter af deltagerne i parterapien? Vi vil forsøge at besvare problemformuleringen ved at udføre en konversationsanalytisk og diskurspsykologisk inspireret analyse. Vores fremgangsmåde i analysen er at begynde med at identificere, hvad der karakteriserer samtalerne som en institutionel praksis, herunder hvilke interaktionelle karakteristika, der præger samtalerne. Vi inddrager institutionelle praksisser som læge-patient-praksis og undervisningspraksis, som er velkendte institutionelle praksisser, både i videnskabelig henseende og som institutioner i samfundet, og relaterer disse praksisser til parterapisamtalerne. Vi argumenterer for, at disse rammer konteksten som vi redegør for gennem eksempler, spiller en afgørende rolle for forståelsen af de identitetskonstruktioner, der foregår, hvorfor det først og fremmest er en forståelse af konteksten, der bidrager til en forståelse af deltagernes orienteringer og positioneringer i samtalerne. Efter at have beskrevet nogle relevante og systematiske træk ved samtalerne, bruges disse som udgangspunkt i en mere dybdegående analyse af deltagernes varierende orientering mod og deres varierende positioneringer inden for samtalens institutionelle rammer. Gennem denne analyse vil vi vise, hvordan deltagerne bruger de institutionelle rammer som en ressource til at konstruere identiteter. Endelig ønsker vi at vise, hvordan deltagerne bruger moralske vurderinger af følelser som er et centralt tema i parterapien til at positionere sig selv og hinanden, og vi ønsker igennem hele analysen at fokusere på, at alle deltagerne udfører sociale og sproglige handlinger, der konstruerer identiteter, men at de gør det på forskellige måder. Som et led i besvarelsen af vores overordnede problemformulering vil vi derfor forsøge at inddrage følgende underspørgsmål: - Hvordan orienterer deltagerne sig imod samtalerne som en institutionel praksis? - Hvordan konstrueres identiteter gennem orientering imod interaktionelle og specifikke institutionelle normer? - Hvordan positionerer deltagerne sig inden for de institutionelle rammer? 1.1 Specialets opbygning Vi lægger ud med at redegøre for vores teoretiske udgangspunkt som sprogpsykologer med fokus på de for undersøgelsen relevante fænomener som videnskabsyn og sprogsyn. Herefter følger en fremstilling af de teorier om følelser og identitet, som vi tilslutter os. I metodeafsnittet, som følger herefter, fremhæver vi de 6

6 vigtigste metodiske inspirationskilder for vores speciale, som er konversationsanalyse, diskurspsykologi og positioneringsteori. Som optakt til analysen har vi et kapitel som afdækker vores empiri, en kort redegørelse for den i terapien anvendte praksis (imago relationsterapi) samt en redegørelse for vores behandling af data i specialet. Analysen er opdelt i to dele. I første del redegør vi for terapien som en institutionel praksis, og vi identificerer en række sproglige og interaktionelle begrænsninger, som udgør en relevant kontekst for deltagerne. I anden del af analysen viser vi, med fokus på de rammer, vi har identificeret i de foregående analyseafsnit, hvordan deltagerne konstruerer identiteter med deres sproglige handlinger. Efter analysen følger en diskussion af analysens resultater. Dernæst konkluderer vi på specialet og foreslår i perspektiveringen hvilke generelle implikationer, vores resultater afføder, og vi ridser op hvilke andre emner til videre analyse, der har vist sig undervejs i specialeprocessen, men som vi ikke har kunnet behandle grundet afgrænsningsmæssige hensyn. Endelig diskuterer vi i appendiks imago relationsterapi og de implikationer, der indirekte kommer frem i udførelsen af denne terapeutiske metode. En oversigt over, hvad Katrine har skrevet og hvad Elisabeth har skrevet, findes i bilag 1. 7

7 2. Teori Kapitlet lægger ud med en indføring i vores videnskabssyn, hvorefter vi har valgt at beskrive socialkonstruktivisme og fænomenologisk sociologi som selvstændige retninger, som vi som analytikere i høj grad trækker på i vores forståelser af de teoretiske fænomener, vi behandler. Socialkonstruktivismen lægger grunden til vores syn på identiteter, og fænomenologisk sociologi bidrager med et perspektiv på, hvordan vi mennesker kan fungere og skabe forståelser, selvom vores udgangspunkter er forskellige. Dermed bliver den fænomenologiske sociologi relevant, når vi skal beskrive, hvad der foregår mellem menneskerne i parterapien. Efter vores redegørelse for vores videnskabsteoretiske udgangspunkt gør vi rede for vores sprog- og kommunikationssyn, fordi det er det sproglige, vi tager udgangspunkt i. I dette kapitel behandler vi desuden identitetsbegrebet, som er fokus for dette speciale, og vi beskriver forskellige perspektiver på følelser, fordi følelser er et centralt tema i parterapien, og fordi vi tager udgangspunkt i følelsesudtryk i sidste del af analysen. I afsnittet om identiteter redegør vi for identitetsbegrebet og relaterer det til alternative og dominerende syn på identiteter, som vi ønsker at tage afstand fra. Herefter inddrager vi et CA-perspektiv, som giver et bud på, hvordan identitetsbegrebet kan operationaliseres. I afsnittet om følelser er det vores formål at tage afstand fra et essentialistisk syn på følelser og i stedet anlægge et socialkonstruktivistisk perspektiv, som fokuserer på den måde, hvorpå følelser konstrueres i social interaktion. 2.1 Videnskabsteori Vores overordnede mål er at opnå en dybere forståelse for, hvordan mennesker fortolker de verdener de lever i, og hvordan vi fortolker deres fortolkningshandlinger (Bruner 1999:16). Den form for videnskab, vi bestræber os på at bedrive, er relativ i forhold til det perspektiv, vi lægger ned over et fænomen (fx identitetskonstruktioner i parterapi). Vi forsøger således ikke at beskrive virkeligheden, men vi vil beskrive det pågældende fænomen ud fra vores perspektiv som sprogpsykologer. Launsø og Rieper anlægger i det følgende et konstruktivistisk syn på forskerens rolle, som vi tilslutter os: Som forsker sætter du problemstillinger på dagsordenen og er således med til at gribe, skabe eller udvikle sociale konstruktioner (virkeligheder). Hvilke sociale konstruktioner du griber, skaber eller udvikler, afhænger af de briller (paradigmer og teorier), du selv ser og arbejder med. (Launsø & Rieper 1997:10) 8

8 Denne beskrivelse af forskere ligger inden for den hermeneutiske tradition, hvor forskeren har en bevidsthed om sin erfaringsbaserede forforståelse, at denne indgår i fortolkningsprocessen af undersøgelsesobjektet, og at forskeren derved udvikler den forudindtagede mening han/hun som udgangspunkt havde. De nye erfaringer indgår således i den videre fortolkning af undersøgelsesobjektet. Denne proces kaldes for den hermeneutiske cirkel (Koester 2005:38) Socialkonstruktivisme Vi bevæger os ind på et felt, der beskæftiger sig med menneskers evne til at skabe forståelse mellem hinanden, og finder det derfor relevant at slå fast, at vi opfatter væsentlige dele af den sociale og menneskelige virkelighed som, i hvert fald til en vis grad, konstrueret, da menneskers opfattelser af sig selv og andre er påvirket af historiske og samfundsmæssige faktorer (Collin 2007:131). Ud over at se mennesker som et produkt af samfundsmæssige faktorer går vi ud fra, at samfundsmæssige faktorer er et produkt af menneskelige handlinger, som især udveksles gennem sproget i bred forstand. Mennesker kan således ses som aktører, der deltager i opretholdelsen og skabelsen af samfundsmæssige strukturer, men mennesker er samtidig underlagt de institutionaliserede normer i samfundet. Forholdet mellem mennesket og samfundet er en synergi. Hvis fx samfundsnormen er, at kvinder er svage, vil dette påvirke kvinderne i samfundet til at tænke om sig selv, at de er svage. De vil dog også kunne bryde ud af denne rolle og dermed påvirke samfundet i en anden retning. Dette kan også relateres til Linells dialogisme og hans begreb dobbeltdialogisme: Double dialogicality:...in and through communicative and cognitive activities, there is dialogue within both situations and traditions, i.e. situated interaction and sociocultural praxis (Linell 2003:3) Dobbeltdialogisme er samtidig dialog på to planer. Der foregår en dialog, som vi opfatter den i traditionel forstand, mellem de to samtaledeltagere, men der foregår også en dialog mellem samtaledeltagernes traditioner. Således foregår samtidig med den almindelige samtale en dialog mellem de fælles forudsætningerne, deltagerne har, deres sociokulturelle praksisser. Vores videnskabelige udgangspunkt er socialkonstruktivismen, som er en videreudvikling af interaktionismen (Skovlund 2007). Groft sagt er der to retninger inden for socialkonstruktivismen; den erkendelsesteoretiske og den ontologiske. Det er den erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme, vi tager vores udgangspunkt i, da vi mener, at den ontologiske socialkonstruktivisme har nogle træk, der er for radikale efter vores mening fx at alt er en social konstruktion, og at der dermed ikke findes nogen grundlæggende evne hos mennesket til at tilegne sig sociale konstruktioner (jf. Collin 2008). Den 9

9 erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme giver derimod plads til, at mennesket har et potentiale til at forstå det, der konstrueres socialt fx videnskab, sprog, adfærd og følelser. Der tages ligeledes i den erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme udgangspunkt i, at der er nogle basale fænomener som fx tyngdekraft, som er bagvedliggende/eksisterende, dog med det udgangspunkt at vi kun kan forholde os til dem, forstå dem og beskrive dem ud fra vores sociale konstruktioner. Vi kan derfor ikke beskrive noget objektivt. Grundantagelsen for den erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme er således, at viden konstrueres af de samfundsmæssige processer. (jf. Collin 2008) Fænomenologisk sociologi Alfred Schutz er grundlæggeren af fænomenologisk sociologi (Jacobsen 2007:77). Fænomenologisk sociologi er en gren inden for den brede strømning af teoretiske arbejder, som kaldes hverdagslivssociologien, som også Goffmans samhandlingsteori og etnometodologien er en del af (Schutz 2005:7). Schutz bidrager med en teori, der tager udgangspunkt i hverdagslivets verden. Hverdagslivets verden opfattes som en intersubjektiv verden, som vi lever i, og som vi påvirker. Hverdagslivets verden er ikke den eneste, men derimod den altoverskyggende virkelighed. En anden virkelighed kunne være videnskabens virkelighed, og ifølge Schutz bevæger vi os hver dag gennem virkeligheder. Inspirationen fra William James er tydelig. I forbindelse med James analyse af virkeligheder når han frem til den konklusion, at der findes et ubestemt antal virkeligheder. Han opstiller syv mulige virkeligheder, som dog ikke skal tages så bogstaveligt. Essensen er, at hvert mennesker har sine egne virkeligheder, og at Every object we think of gets at last referred to one world or another of this or of some similar list (James 1981/1890:922), dvs. vi relaterer de objekter, vi lever med, til en af de mulige virkeligheder. Schutz tager udgangspunkt i James teori om virkeligheder (Schutz 1996:25), men går videre til at forklare, hvordan vi som individer kan leve i forskellige virkeligheder, og hvordan vi mennesker kan fungere sammen, selvom vi lever i forskellige virkeligheder. Dette gør han fx i kapitlet Realities From Daily Life to Theoretical Contemplation (Schutz 1996:kap 3), hvor Schutz ikke begrænser sig til det psykologiske aspekt, som James gjorde, men giver i stedet et bud på, hvordan menneskers hverdagsliv kan forklares meningsfuldt ud fra de implikationer, der ligger i James videnskabelige syn på virkeligheder. Ifølge Schutz kan mennesker fungere, selvom vi hver dag går gennem flere virkeligheder og oplever et indre chok. Disse chok gør dog ikke, at vi mister troen på verdens virkelighed, for vi mennesker oplever hverdagslivets virkelighed som den altoverskyggende virkelighed, fordi vi har den naturlige indstilling (Schutz 2005:12). Den naturlige indstilling er en common sense-indstilling, som har rødder i et kulturelt og socialt frembragt lager af viden, som vi uden at lægge mærke til det trækker på, når vi genskaber hverdagslivets selvfølgeligheder. Schutz pointerer yderligere, at menneskers viden ikke er private 10

10 anliggender, men intersubjektiv eller socialiseret fra begyndelsen, fordi vi forstår andre og bliver forstået gennem fælles påvirkning, og fordi hverdagslivets verden, fra vi bliver født, udgør et univers af betydning for os. Den måde, vi fortolker verden på, hviler på et lager af tidligere erfaringer, som er bygget op gennem generationer, og som vi selv bygger videre på hele tiden. Det, at vi som mennesker benytter os af en common sense-indstilling, har nogle implikationer på vores forestilling om viden. Vi tager det for givet, at vi som mennesker har en viden eller kan opnå en viden om verdens genstande, men vi tager også for givet, at den samme genstand må betyde noget forskelligt for forskellige mennesker, bl.a. fordi vi er bevidste om, at vi ikke alle befinder os samme sted, og at vi ikke altid har befundet os de samme steder i fortiden. Dog overvindes denne bevidsthed om, at der er individuelle perspektiver ved hjælp af to grundlæggende idealiseringer, således at vi antager, at den del af verden, vi tager for givet, også tages for givet af vores medmennesker. Idealiseringerne kaldes idealiseringen af synsvinklers ombyttelighed og idealiseringen af relevanssystemers kongruens. Idealiseringen af synsvinklers ombyttelighed dækker over det, at vi antager, at vores medmennesker ville gøre det samme som os og have de samme muligheder, hvis de var i vores sted. Idealiseringen af relevanssystemers kongruens går ud på, at eventuelle forskelle mellem vores perspektiver og vores medmenneskers perspektiver ikke har nogen betydning for, hvordan vi handler og udfører praktiske formål, og at vi udvælger og fortolker aktuelt eller potentielt fælles genstande og disses karakteristika på samme måde eller på en måde, der i hvert fald rækker til alle praktiske formål. (Schutz 2005:32 f.) Berger og Luckmann bygger videre på fænomenologisk sociologi og beskriver, hvordan mennesker skaber sociale tilstande ved at danne sig billeder af hinanden og gøre hinanden til typer med bestemte roller. De fremhæver ansigt-til-ansigt-situationen som prototypen på social interaktion og som det sted, hvor vi bliver virkelige for hinanden. Det er gennem ansigt-til-ansigt-interaktion, at vi kan reflektere over os selv, fordi vi bruger vores medmennesker til at spejle os i, og fordi vi får kendskab til vores medmenneskers holdninger over for os gennem deres udtryk om os (Berger og Luckmann 1972:43 f.). Vi synes, den fænomenologiske sociologi giver et hæderligt bud på at forklare, hvordan vi mennesker fungerer, lever sammen og bliver klogere. Fænomenologisk sociologi fokuserer på det aspekt, at vores viden bygger på vaner, og at ingen mennesker har oplevet det samme, hvilket betyder ingen har helt den samme viden. Denne pointe synes vi er vigtig og rigtig! Det betyder, at alle mennesker har forskellige forforståelser forskellige udgangspunkter, når de skaber forståelser sammen med andre. Ligeledes synes vi, den fænomenologiske sociologis pointe om, at vi forventer, at vores medmennesker har samme udgangspunkt som os selv i den praktiske virkelighed, er interessant og kan være med til at forklare, hvorfor det kan være svært at forestille sig, hvordan vores medmenneskers virkelighed ser ud. 11

11 2.2 Sprog og kommunikation Da vores speciale fokuserer på beskrivelser af sproglige handlinger, finder vi det relevant at klarlægge vores sprog- og kommunikationssyn samt at præsentere nogle perspektiver på kommunikation, der har en indflydelse på vores perspektiv Sprog Sprog, i konventionel forstand, bliver typisk ikke sat i en situationel ramme, men regnes for at være konventionelle tegn, der har samme betydning for alle. Sådan ser vi ikke på sprog! Vi vil argumentere for, at sproget er kontekstuelt forankret i situationen, det er integreret i, og at al forståelse er individuel og baseret på individuelle sociale erfaringer, der er underlagt kroppens kognitive, biologiske og fysiologiske funktioner. Vi ser ikke sprog som noget funktionelt adskilt fra andre typer sociale handlinger, der kan udføres kropsligt, men sproget har den fordel, at vi bliver i stand til at kommunikere med signifikante symboler, som vi delvist har til fælles med andre, og som vi kan forhandle om forståelsen af. Det, at vi kan dele forståelser med andre, gør os i stand til at sætte os i andres sted og gør det muligt for os at blive bevidste om os selv og vores samspil med andre mennesker (Skovlund 2007:201). Begrebet sprog har historisk og kulturelt set nogle konnotationer, der indbefatter et strukturalistisk sprogsyn. Der er fokus på at beskrive sproget uafhængigt af mennesket i stedet for at se på det sprogliges præmisser og funktioner K ommunikation Kommunikation er blevet et vidt begreb, der er oppe i tiden og kan bruges i mange sammenhænge og i mange perspektiver. Wille bygger beskrivelsen af den kommunikative handling op omkring besvarelsen af følgende spørgsmål: Hvem (afsenderanalyse) Siger Hvad (indholdsanalyse) I Hvilken Kanal (medieanalyse) Til Hvem (modtageranalyse) Med Hvilken Virkning (effektanalyse) (Wille 2007:93) Vi vil ikke afvise, at modellen kan være anvendelig i forskellige perspektiver på kommunikation, men vi vil understrege, at forståelse altid er individuel, så besvarelsen af modellens spørgsmål vil ligeledes blive 12

12 individuel og subjektiv. Desuden vil vi fokusere på de kommunikative aspekter, vi mener, er relevante for vores data i stedet for at tage udgangspunkt i en generel model. Vi mener, det afgørende aspekt ved kommunikation først og fremmest er, at kommunikation har den konsekvens, at vi bliver anderledes tænkende Relationen mellem sprog og kommunikation Linell pointerer, at sproget, som defineret af lingvister i et Chomskyansk perspektiv, i hvert fald ikke er mere grundlæggende end menneskets evne til at indgå i dialog med andre: Dialogicality is more fundamental than, or at least as fundamental as, language. (Linell 2003:6) Harris (1998) hævder det samme og siger, at sprog præsupponerer kommunikation. Følgende citat underbygger denne påstand: for the integrationist the study of communication comes first, because unless we can first study the relevant communicational process(es) we have no basis for constructing any rational account of what a language is. (Harris 1998:11) Vi finder det mest i tråd med vores perspektiv, som har fokus på intersubjektivitet og sociale konstruktioner, at hævde, at det fænomen, der er vores egentlige undersøgelsesobjekt, er kommunikation. Da brugen og forståelsen af begreberne kommunikation og sprog er meget varierende i samfundet generelt, er det dog ikke muligt for os fx at undgå at tale om sprog (fx når vi bruger begreber som sproglige handlinger, sprogpsykologi), selvom det egentlig er kommunikation (inkl. de konnotationer vi har fremlagt i dette afsnit), vi beskæftiger os med. 2.3 Nogle relevante perspektiver på kommunikation Vi vil i det følgende fremhæve nogle perspektiver på kommunikation, som vi tilslutter os, nemlig integrationisme og dialogisme Integrationisme - ingen kommunikation uden for kontekst Harris (1996) gør meget ud af at tage afstand fra at se på sprog som et fænomen, der kan adskilles fra menneskerne, der kommunikerer. Harris forklarer, at kommunikation skal ses som en integreret del af det 13

13 menneskelige liv, hvor mennesker bruger deres evne til at skabe og udvikle tegn, der passer til de mange forskellige situationer, de befinder sig i. Harris afviser tanken om en egentlig kommunikativ evne, men siger at kriteriet for, at vi kan kommunikere, er, at vi kan håndtere den kontekstualiserede integration af menneskelige handlinger (ibid:12 f.). Harris fokuserer således på kontekst og skriver, at kommunikation skal behandles som including all processes in which human activities are contextually integrated by means of signs. Where these signs come from in particular cases can then be left as an open question for investigation. (Harris 1996:11) Inden for integrationismen er der således fokus på handlinger; kommunikation kun kan foregå som en del af et større mønster af handlinger (ibid:17), og kommunikation er handlinger, der er kontekstuelt integreret ved hjælp af tegn (se ovenstående citat), hvilket betyder, at kommunikation ikke er begrænset til kun at inkludere sprog i konventionel forstand. Integrationismens fokus på kontekst har været en vigtig inspiration til dette speciale. Dennes grundlæggende syn på kommunikation har et socialt udgangspunkt og ligger i tråd med det sprogpsykologiske perspektiv, vi anlægger Dialogisme forståelser skabes i dialoger Dialogisme er ikke nogen egentlig sammentømret teoretisk retning, men Linell (2003) giver sit bud på nogle fællestræk, som i hvert fald dækker 4 fundamentale principper: Interaktionisme, kontekstualisme, kommunikativ konstruktivisme og dobbelt dialogikalitet (ibid:2 ff.). Begrebet interaktionisme dækker over det, at kommunikation (og kognition) altid involverer vekselvirkninger mellem mennesker eller mellem mennesker og fysiske objekter (Skovlund 2007:186). Dynamikken mellem mennesker og/eller objekter er i fokus, hvorfor der tages afstand fra at se på sprog som simpel informationsoverførsel. En grundlæggende præmis for sense-making er at inddrage konteksten. Kontekstualisme forstås meget bredt ifølge Linell og dækker følgende: co-texts (also with non-verbal aspects), situations, activity types, interlocutors interactional biographies and cultural knowledge (the latter including language, encyclopedia, discourses on a Foucaultian sense). (Linell 2003: 2) 14

14 Linell afviser på dialogismens vegne ontologisk konstruktivisme, men tilslutter sig kommunikativ konstruktivisme, hvilket implicerer, at betydninger er dialogisk betinget og er underlagt kognitive og sociohistoriske faktorer (ibid:3). Dobbelt dialogikalitet dækker over det fænomen, at der i al interaktion foregår en vekselvirkning mellem den situerede interaktion, der foregår mellem bestemte personer til en bestemt tid og på bestemt sted og de sociokulturelle praksisser, der eksisterer i samfundet. Det, som gør dialogismen relevant for os, er dens fokusering på, at forståelse skabes i dialoger. En måde at udtrykke dette på findes hos Hermann (1996), som beskriver samtaler i lægens konsultation. Her beskrives dialogiske forståelser som forståelser som frugter af samtale (Hermann 1996:4). Ud over, at vi deler dialogismens synspunkt om, hvordan forståelser skabes, deler vi også dens afstandstagen til traditionel lingvistik, som fokuserer på sproget som et system, ligesom dialogismen tager afstand fra et naturvidenskabeligt orienteret kognitionsbegreb, så vi mener, dialogismens pointer er relevante og anvendelige i et sprogpsykologisk studie. 2.4 Identiteter Begrebet identitet bruges inden for flere videnskabelige paradigmer. En nærmere definition af, hvordan vi bruger begrebet, er nødvendig for at begrebet får indhold og bliver brugbart. Dette vil vi forsøge at gøre her. Vi tager afstand fra et essentialistisk syn, der opfatter mennesket som havende en personlighedskerne. I stedet interesserer vi os for personlige træk og egenskaber, der italesættes i interaktionen (Burr 2003:106 og Gergen 2005:191 f.). Jenkins (2006:27 ff.) fremhæver nogle vigtige karakteristika ved identiteter, som vi tilslutter os. Han slår fast, at identiteter altid er sociale/kulturelle, og at identiteter kun kan forstås som processer, så identiteter er altid noget, der bliver skabt og forhandlet i interaktioner. Jenkins påpeger ydermere, at identifikation ville være et mere passende begreb end identitet, for at understøtte det proces- og handlingsorienterede samt undgå en tingsliggørelse af begrebet. Jenkins fastholder dog brugen af begrebet identitet, da det er et etableret begreb inden for samfundsforskningen. Holmgren fremfører et lignende syn på identiteter, når han postulerer, at identitet skabes gennem bevidning og siger, at mennesker først har en identitet, når de indgår i andres narrativer (Holmgren 2007: 377). Gergen (2005) ser på selvet som en beretning, der bliver forståelig i igangværende relationer. Mennesker gør sig forståelige gennem beretninger, men vi lever også vores relationer med hinanden ud i 15

15 narrativets form. Selvberetninger er sociale fremstillinger til fælles anskuelse, og Gergen understreger, at identitet er en præstation, der opnås af relationer. En persons identiteter kan variere på tværs af relationer, da folk fremstiller sig selv på mange forskellige måder afhængig af den relationelle kontekst. Gergen påstår, at der ikke er nogen kerne eller et dybt og varigt sandt selv, men i stedet et potentiale til at kommunikere og udføre et selv. Jo bedre vi er i stand til at konstruere og rekonstruere vores selvberetning, jo bedre evne får vi til at få relationer til at fungere. Af mange socialkonstruktivistiske teoretikere bruges begrebet selv med varierende betydninger. Selv om teoretikerne afviser tanken om en personlighedskerne, afviser de ikke, at vi kan opfatte os selv som havende en sådan, og at denne opfattelse kan være af afgørende betydning for, hvordan vi fremstiller os selv (Burr 2003:105). Interaktionismens forgangsmænd, William James, George Herbert Mead og Charles H. Cooley, formulerede med hver deres termer idéen om, at selvopfattelse/selvbevidsthed har en særlig status i psykologien, og at denne bliver udviklet socialt (Skovlund 2007). Den menneskelige bevidsthed om selv giver mulighed for selvrefleksion og motiverer mennesker til at fremstille sig selv på en hensigtsmæssig måde ud fra samfundets normer og lokale moralske regler. Målet for mange sproglige handlinger er primært at redegøre for vores opførsel inden for en moralsk ramme, der gælder inden for den lokale kultur (Burr 2003:134 f.). I bogen Identities in Talk, som anlægger er etnometodologisk og konversationsanalytisk perspektiv, er målet at beskrive, hvordan identiteter opnås og bruges som redskab i tale (talk). Antaki & Widdicombe definerer en persons identitet som: his or her display of, or ascription to, membership of some feature-rich category. (Antaki & Widdicombe 1998:2). De beskriver ydermere identiteter ved at opstille fem aspekter, der udspringer af den konversations analytiske litteratur siden Sacks: (1) For at en person kan siges at have en identitet skal vedkommende sættes ind i en kategori, der associeres med nogle karakteristika/træk. (2) Denne indsættelse i en kategori er indeksiel (indexical) og situationsbestemt (occasioned). Vi trækker på nogle indekser for kategorierne, men samtidig har de forskellig mening afhængig af tid og sted. (3) Identiteten gøres relevant for den igangværende interaktion. (4) Det, at have en identitet, forudsætter, at vi opfattes som nogenlunde sammenhængende væsner på tværs af tid og rum. (5) Alt dette er synligt i folks udforskning af konversationens strukturer. Vi tilpasser vores handlinger efter vores samtalepartner og omvendt. Sacks har erfaret, at det, der gør, om noget er passende i konteksten, er meget stærke strukturelle regelmæssigheder i den måde, tale (talk) er organiseret på. (Antaki & Widdiecombe 1998:3 ff.) 16

16 Ovenstående punkter kan opfattes mere eller mindre kategoriske. Søren Beck Nielsen, der i sin ph.d.- afhandling bruger CA som metode, slår fast, at identitetskonstruktioner løbende er på spil i interaktioner, men et krav for, at vi kan behandle identiteter videnskabeligt, er, at det gøres relevant af deltagerne. Beck Nielsen skriver følgende: Identiteter etableres, forhandles og reproduceres løbende i interaktion gennem kategoriseringer og andre udpegninger af forhold, der behandles som relevante og karakteristiske for netop den omtalte person. (Beck Nielsen 2007:171) Vi opfatter identiteter som en social konstruktion, der skabes og forhandles løbende i interaktionen. Identiteter eksisterer ikke i sig selv, men skal i stedet forstås som en proces. Etableringen af identiteter sker især gennem sproget og er betinget af eksisterende diskurser i samfundet. Selv om vi mener, at mennesker er bundet af kulturelt og socialt fastlagte normer, mener vi også, at mennesker er i stand til at manipulere og udfordre de eksisterende diskurser og bruge dem som en ressource til at fremme deres egne interesser, herunder at fremstå på en acceptabel måde i det moralske univers. Efter vores opfattelse dækker begrebet selv over noget andet end begrebet identitet. For os er opfattelsen af selv noget personligt (som påvirkes af vores sociale erfaringer), mens identitet i højere grad er til forhandling i interaktionen. Skelnen mellem selv og identitet er uklar, da opfattelsen af selv vil spille ind i den sociale forhandling af identiteter. Vi mener, der er sociale såvel som psykologiske årsager til, at mennesker ønsker at fremstille sig selv som konsistente henover tid og sted og dermed fremstå som havende en identitet. Samfundet stiller krav om stabilitet, for at mennesker opfattes som troværdige individer (Gergen 2005:208). Goffmans begreb line 3 støtter op om denne påstand (Goffman 1967). Dermed er det vores opfattelse, at socialpsykologiske aspekter ved identitet er langt mere interessante end essentialistiske perspektiver. 2.5 Følelser Følelser 4 er traditionelt sat i modsætning til fornuft det rationelle således at der blev skelnet mellem krop og sind. Dette er en distinktion, der har eksisteret lige siden antikken. Descartes fremsatte tilbage i tallet en teori om, at kroppen og sindet var to adskilte størrelser. Det er først inden for nyere tid, at forskningen er begyndt at gøre op med denne antagelse (fx Damasio 1999 og Wiben Jensen & Skov 2007). 3 Goffman (1967:5) definerer line på følgende måde: a pattern of verbal and nonverbal acts by which he expresses his view of the situation and trough this his evaluation of the participants, especially himself. Regardless of whether a person intends to take a line, he will find that he has done so in effect. 4 Vi skelner ikke mellem følelser og emotioner og har valgt i specialet konsekvent at bruge termen følelser. 17

17 En af de mest markante opgør findes hos Antonio Damasio. Han argumenterer i stedet for, at følelser og krop er integrerede. Han mener: at en udtømmende forståelse af det menneskelige sind forudsætter et organismisk perspektiv; at det mentale ikke alene er nødt til at flytte fra et ikke-fysisk cognitum til den biologiske vævsverden, men at det også skal relateres til en hel organisme, der er i besiddelse af en integreret krop og hjerne og i samspil med et fysisk og socialt miljø. (Damasio 1999:263) Antagelsen, om at se på kroppen og følelserne som integrerede, har været fremsat, om noget lidt mere indirekte, før Damasio. William James gjorde allerede i 1890 op med den logiske antagelse om, at følelserne kommer før reaktionen vi er kede af det, derfor græder vi. Han mente, det var omvendt; vores perception udløser en kropslig reaktion, der så udløser følelser vi græder, derfor bliver vi kede af det. Den kropslige manifestation kommer altså imellem de to mentale processer (jf. James 1981/1890:1065 f.). Denne antagelse er også den, kognitionspsykologisk forskning anerkender (se Gade 1997:345 f.). Vi anerkender den nye tilgang, der forener krop og sind, men vores perspektiv på følelser adskiller sig ovenstående, da vi ikke forholder os til direkte til de kognitive processer/mentale repræsentationer. Dette skyldes for det første, at vi ikke er interesseret i dette, men derimod i det, der sker mellem deltagerne, og for det andet, at vi ikke med vores data samt teoretiske og metodiske tilgang har adgang til de kognitive processer/mentale repræsentationer. Den måde, vi bruger begrebet følelser på, tager udgangspunkt i følelsesudtryk og behandlingen af følelsesudtryk deltagerne imellem. Ydermere fokuserer vi på de sociale kvaliteter ved udtryk for følelsesmæssige tilstande frem for at se på følelser som bevidsthedstilstande eller subjektive erfaringer. Følelser udtrykkes om noget, og der eksisterer en forventning eller norm i samfundet om, at der er en vis sammenhæng mellem italesættelsen af en følelse og den handling eller det objekt, følelsen udtrykkes i forhold til, hvilket betyder, at mennesker kan begrunde og validere deres følelsesudbrud som logiske følger af objektive omstændigheder i verden. 18

18 3. Metode Vi har valgt at inddrage konversationsanalyse (CA), diskurspsykologi og positioneringsteori som metoder i vores speciale. Kombinationen af disse metoder er oplagt, idet der på mange områder er teoretiske og metodiske overlap imellem dem. Diskurspsykologien er i høj grad inspireret metodisk af CA, og positioneringsteorien er en udvikling inden for diskurspsykologien, der beskæftiger sig med konstruktioner af selver i diskurser. CA og diskurspsykologi adskiller sig dog fra hinanden, idet konversationsanalytisk forskning typisk fokuserer på specifikke interaktionelle fænomener, mens diskurspsykologi ofte fokuserer på fænomener, der typisk regnes for at være sociale, diskursive eller psykologiske, men som i diskurspsykologi beskrives som interaktionelle bedrifter. CA og diskurspsykologis forskellige fokus har vi valgt at udnytte, således at vi både undersøger interaktionelle mønstre, der karakteriserer samtalerne, og ligeledes undersøger, hvordan deltagerne positionerer sig og konstruerer identiteter i interaktionen. Vores overordnede metodiske tilgang - at analysere sproglige handlinger er fælles for alle de tre metoder, vi har valgt at tage udgangspunkt i, og vi har valgt at undlade at interessere os for deltagernes hensigter, forståelser og opfattelser, hvorfor vi ikke inddrager etnografisk data eller introspektion. Vi anerkender, at vi dermed afskærer os fra at beskrive deltagernes tanker (for som Jespersen (1954:6) påpeger, behøver sproget ikke at afspejle vores tanker), men en af specialets pointer er netop at anlægge et socialpsykologisk perspektiv på identiteter, som understreger, hvor vigtige sociale aspekter er for vores adfærd og selvfremstilling. 3.1 Konversationsanalyse Der kan siges rigtig meget om konversations analyse (CA). Af afgrænsningsmæssige hensyn vil vi derfor i det følgende gennemgå de vigtigste grundantagelser. Vi gennemgår i bilag 2 de begreber fra CA, som vi inddrager i specialet. CA blev grundlagt tilbage i 1960 erne i USA som en metode inden for sociologien af Harvey Sacks, men er senere blevet raffineret og gennemarbejdet i samarbejde med Gail Jefferson og Emanuel Schegloff. De tre udgør tilsammen mastodonterne inden for CA, og selv om der senere er kommet mange flere til. CA i sin rene form er en induktiv metode med et ideal om unmotivated looking. Det vil sige at kigge på data uden nogle forventninger og lade sig styre af data frem for at lede efter et bestemt fænomen i data, der er fastlagt på forhånd. Grunden til dette er et ønske om så meget renhed i tilgangen til data som muligt i forhold til udvælgelse af fokus. Dette skal mindske den påvirkning, som man unægteligt vil have på data, hvis man er forudfattet. Inden for CA anerkender man, at dette er et forskningsideal, da det er umuligt helt at undgå en påvirkning fra forsker til data. 19

19 Et centralt begreb inden for CA er relevans. Dette betyder i sin enkelthed, at et emne skal gøres relevant i samtalen af deltagerne, før det kan inddrages i en analyse. Man kan ikke sige noget om fx køn, hvis det ikke bliver gjort relevant bliver bragt på banen i interaktionen. Kort sagt kan man kun sige noget om det, der gøres i interaktionen. Dette skyldes igen et forskningsideal om, at man ikke må tvinge perspektiver ind over data, som ikke er aktuelle. Et andet CA-begreb, der er relevant i denne forbindelse, er doing-being (Sacks 1984). En grundlæggende antagelse inden for CA er, at man ikke kan sige noget om, hvad samtaledeltagerne er, men kun hvad de gør sig til eller bliver behandlet som. Man kan fx ikke udtale sig om, hvorvidt en person er træt, men man kan derimod godt sige, at personen gør-træt ved at gabe. Interaktionsperspektivet er meget vigtigt i CA. Dette påvirker CA-analytikeres tilgang til samtaler. Oftest bruges begrebet talk-in-interaction frem for mere uklare begreber som konversation og tale. CAanalytikere interesserer sig for talen i interaktion, hvilket indebærer et fokus på den sekventielle organisering (pauser, forskellige typer respons osv.). Afhængig af hvilken teori man kigger på, spiller kontekst en forskellig rolle. I CA spiller kontekst, som eksplicit gøres relevant, en central rolle. Alle talebidrag opfattes som kontekstskabt og kontekstskabende (Stax 2005:163). Enhver ytring er præget af det foregående samtidig med, at ytringen i sig selv påvirker den næste ytring. Der er altså en kontekstmæssig sammenhæng mellem alle ytringer i en samtale. Derfor bør man, når man kigger på en ytring, altid tage højde for den sammenhæng, den indgår i. Et kernepunkt i formålet med CA er at beskrive normer for vores talesprog. I denne forbindelse er det vigtigt at pointere, at normer ikke nødvendigvis er lig med regler (Stax 2005:170). Disse normer er formuleret ud fra gennemgang af store datamængder og skal ikke opfattes som noget deltagerne skal. Det, der er påvist, er blot en generel orientering imod en bestemt norm. Normerne gælder fx for adjacency pairs, præfererede og dispræferede svar samt for den sekventielle orden. Vi har valgt at inddrage CA som teori og metode i vores speciale, da vi mener, at det kan bidrage med en konkret måde at gå til data på bl.a. gennem normerne for transskription af data. CA er derudover et redskab til en konkret analyse af samtaler ud fra et mikroperspektiv. Dette giver en solid indsigt i data og et godt udgangspunkt for eventuel videre analyse i et lidt større perspektiv. Ydermere synes vi godt om det meget strenge forskningsideal inden for CA i forhold til reliabilitet og validitet, da vi mener disse idealer, der skal tilstræbes i videst muligt omfang. I specialet vil vi trække på en række af de mange normer, der er opstillet for mundtlig interaktion inden for CA, og vi vil benytte os af en række begreber fra CA. 20

20 3.2 Diskurspsykologi Diskurspsykologi er en relativ nylig tilføjelse til det diskursanalytiske felt. Termen diskurs bruges inden for mange forskellige discipliner (fx psykologi, sociologi, lingvistik, antropologi) og bruges forskelligt. Vi bruger termen i en meget bred forstand, nemlig til at dække alle slags mundtlig og skriftlig interaktion (Potter & Wetherell 1987:7). Jonathan Potter og Derek Edwards er hovedmændene bag denne tilgang, som først og fremmest kan ses som et opgør med traditionel kognitiv psykologi. Diskurspsykologien anvender diskursanalytiske teknikker og er først og fremmest optaget af psykologiske tilstande og karakteristika forstået som praktiske handlinger, der udføres gennem diskurser (McKinlay & McVittie 2008:246). Potter udtrykker diskurspsykologiens syn på psykologiske aspekter således: That is, it[discourse psychology] treats mind, personality, experience, emotions, intentions and so on in terms of how they are constructed and oriented to in interaction. (Potter 2006:132) Det er i interaktion med andre mennesker eller med os selv at psykologiske aspekter udleves og gøres relevante, men interaktioner er ikke nødvendigvis et produkt af indre mentale tilstande, hvilket Edwards slår fast her:...dp rejects the assumption that discourse is the product or expression of thoughts or intentional states lying behind or beneath it. Instead, mental states, knowledge, thoughts, feelings, and the nature of the external world, figure as talk s topics, assumptions and concerns. (Edwards 2006:41) Inspireret af etnometodolgien 5 er en af hovedantagelserne inden for diskurspsykologien, at tale er social handling, der bl.a. har til formål at konstruere verden på en måde, så vi som mennesker kan udføre relevante aktiviteter for at klare os i den praktiske og moralske verden, vi er en del af. Socialkonstruktivismen er ligeledes en inspirationskilde for diskurspsykologien, idet vores måder at forstå og kategorisere verden på ses som historisk og socialt specifikke og dermed på sin vis tilfældige (kontingente) (Jørgensen & Phillips 1999). Diskurspsykologien er en tilgang, der tager udgangspunkt i den sekventielle organisering af naturligt forekommende tale, ligesom CA, og disse to tilgange har mange fællestræk (McKinlay & McVittie 2008:13), hvilket analytikere fra både diskurspsykologiske tilgange og fra CA pointerer (Edwards 2006:43, McKinlay 5 En central figur i udviklingen af etnometodologi er Garfinkel (se evt. Garfinkel 2002). Etnometodologi dækker bl.a. over den antagelse, at interaktion er handling, og at betydninger afhænger af den kontekst, de siges i. Hovedinteressen ligger på de metoder, vi mennesker anvender, når vi producerer og giver mening til vores sociale liv. Etnometodologien skriver sig op imod traditionel sociologi, der behandler referencer til regler som beskrivelser af eksterne, objektive begrænsninger på, hvordan vi kan opføre os, hvorimod etnometodologien fokuserer på den fleksible måde, hvorpå reglerne blev brugt. (Potter & Wetherell 1987:20 ff.). 21