Stimmen aus den Minderheiten

Transkript

1 Stimmen aus den Minderheiten Stemmer fra mindretallene

2 Stemmer fra mindretallene Stimmen aus den Minderheiten

3 2 Omslagsbilleder Nederst, billeder fra bogen s. 144, 124, 37, 179 Umschlagsbilder Oben, Bilder aus dem Buch S. 281, 338, 235.

4 3 Stemmer fra mindretallene Stimmen aus den Minderheiten - en interviewbog - ein Interviewbuch Interviews: Flemming Nielsen Redaktion: Lars N. Henningsen / Frank Lubowitz Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig Nr. 66 Archiv/Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe Flensborg/Apenrade 2011

5 4 Bogen er udgivet med støtte af projekt Interreg 4 A Syddanmark-Schleswig - K.E.R.N. Stemmer fra mindretallene Stimmen aus den Minderheiten - en interviewbog - ein Interviewbuch Interviews: Flemming Nielsen Redaktion: Lars N. Henningsen og Frank Lubowitz Udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg nr. 66 og Archiv/Historische Forschungsstelle der Deutschen Volksgruppe, Apenrade Flensborg/Apenrade 2011 Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Archiv/Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe Sats og tryk: Flensborg Avis Bogbinder: Integralis Industriebuchbinderei, Hannover/Ronnenberg Oplag: 800 I kommission hos Padborg Boghandel Nørregade 16, DK 6330 Padborg e mail: 6980@bogpost.dk ISBN ISSN

6 5 Forord Hvad vil det sige at leve som mindretal? Har mindretalslivet ændret sig i de sidste årtier? Hvis ja, da på hvilken måde? Er den megen tale om en udvikling fra mod hinanden over ved siden af hinanden til med hinanden måske sågar for hinanden blot slagord for mindretalspolitikken i festtaler og ved jubilæer eller føles det faktisk sådan og leves et med hinanden og for hinanden faktisk i dagligdagen mellem mindretal og flertal og mellem de to mindretal indbyrdes i grænselandet? Hvor længe vil der være en fremtid for mindretallene? Disse spørgsmål er nogle blandt mange, som er rejst af det fælles dansktyske Interreg IVa projekt Mindretalsliv/Minderheitenleben. Projektet blev gennemført for at indsamle genstande, billeder, dokumentation og erindringer, der kan fortælle om begivenheder og hverdagsliv, politik og kultur i grænselandet fra 1945 til i dag, især i det tyske og det danske mindretal. De to mindretals forsknings- og arkivinstitutioner: Studieafdelingen og Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg og Archiv/Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe i Aabenraa fik til opgave at gennemføre interviews med hhv. tyske nordslesvigere og danske sydslesvigere for på den måde at give et signalement af mindretalslivet i dag. At leve i et mindretal er dels noget meget abstrakt og dels et meget personligt anliggende, som kun kan fanges ved en indtrængende og indfølende udspørgen. Det blev derfor besluttet at foretage dyberegående interviews af et begrænset antal deltagere, 15 danske sydslesvigere og 15 tyske nordslesvigere; en deltager fra Nordslesvig kunne af tidsmessige grunde ikke frigive sin tekst til tryk for redaktionens afslutning. Som udspørger blev valgt journalist Flemming Nielsen, Radio Syds tidligere grænselandsmedarbejder, som gennem mange år har opbygget stor erfaring og vundet anseelse i begge mindretal. Interviewene blev optaget på bånd og udskrevet på papir i deres fulde længde og er sikret for eftertiden i to forskningsinstitutioners arkiver.

7 6 Bogen her fremlægger de 29 interviews som læsetekster for alle interesserede. Forud var det nødvendigt at redigere og forkorte de mundtlige udsagn til skriftlig form. Denne opgave er varetaget af de to afdelingsledere, Frank Lubowitz for de nordslesvigske og Lars N. Henningsen for de sydslesvigske interviews. De to har også i fællesskab stået for udvalget af interviewpersoner og fastlæggelse af de spørgsmål, som har styret Flemming Nielsens samtaler. Målet var at træffe et bredt tværsnit af de to mindretal i forhold til geografisk fordeling, alder, uddannelse og erhverv, og vel at mærke ikke nødvendigvis personer, som står i første række, og som med deres erfaring og hyppige optræden måske kunne forfalde til retorik eller standardformuleringer. Hvert interview gengiver den enkeltes selvstændige og individuelle position, men samtidig muliggør de 29 interviews som helhed at uddrage en kvintessens af, hvad det vil sige at være mindretal anno Ved udgivelsen her skal rettes en varm tak til de mange, som har muliggjort projektet. Interviewdeltagerne var villige til at stille op til en flertimers samtale og har tilladt offentliggørelsen. Flemming Nielsen påtog sig interviewerens rolle med største engagement. Kontorassistenterne Gina Gregersen, Aabenraa og Erika Jentzen, Flensborg udførte det svære arbejde at overføre de båndede samtaler til skrift. Etnologistuderende Anne Hanten, Flensborg/København var med til at sikre, at renskrivningen kunne afsluttes og har ydet et værdifuldt bidrag til den foreløbige analyse af teksterne i bogens afslutningskapitel. Lars N. Henningsen, Flensborg Frank Lubowitz, Aabenraa

8 7 Vorwort Was macht das Leben in einer Minderheit aus, wie gestaltet es sich, hat es sich in den vergangenen Jahrzehnten verändert, wenn Ja, in welche Richtung? Ist der vielzitierte Begriff vom Gegeneinander über das Nebeneinander zum Miteinander vielleicht sogar zum Füreinander ein Schlagwort der Minderheitenpolitik bei Festreden und Jubiläumsfeiern oder wird dieser Begriff tatsächlich so empfunden und das Miteinander und Füreinander im Alltag zwischen Minderheit und Mehrheit sowie von den Minderheiten des Grenzlandes untereinander auch so gelebt? Und welche Zukunft haben die Minderheiten? Diese Fragen und noch viele andere wurden in dem gemeinsamen deutschdänischen Interreg IVa Projekt Minderheitenleben/Mindretalsliv gestellt. Das Projekt wurde in den Jahren durchgeführt, es sollten Museumsgegenstände, Bilder, Dokumentationen und Erinnerungen zusammengetragen werden, die über Ereignisse und den Alltag, über Politik und Kultur im Grenzland von 1945 bis in die Gegenwart Auskunft geben können, insbesondere über die dänische und die deutsche Minderheit. Die beiden Archive und historischen Forschungseinrichtungen: Archiv/Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe in Apenrade und Studieafdelingen og Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig in Flensburg haben es dabei übernommen, Interviews mit jeweils Angehörigen der dänischen Minderheit und der deutschen Volksgruppe zu führen, die eine Art Bestandsaufnahme des Lebens in der Minderheit bilden. In einer Minderheit zu leben ist ein zum Teil sehr abstraktes und zum anderen Teil sehr persönliches Verhältnis, dem nur mit einer eindringlichen und zugleich einfühlsamen Befragung näher gekommen werden kann. Deshalb entschied man sich, tiefgehende Interviews mit einer begrenzten Anzahl von Teilnehmern durchzuführen, 15 dänische Südschleswiger und 15 deutsche Nordschleswiger; ein Teilnehmer aus Nordschleswig konnte aus zeitlichen Gründen seine Freigabe nicht rechtzeitig vor Redaktionsschluss erteilen. Als Interviewer konnte der Journalist Flemming Nielsen, ehemals Grenzlandredakteur von Radio Syd, gewonnen werden, der in seinen langen Berufsjahren reiche Erfahrungen im Grenzland gemacht und sich ein großes Ansehen in beiden Minderheiten er-

9 8 worben hat. Die Interviews wurden auf Band aufgenommen, in voller Länge verschriftlicht und für die Nachwelt in den Archiven der beiden Forschungseinrichtungen gesichert. In diesem Buch werden die 29 Interviews allen Interessierten vorgelegt. Die wörtlichen Abschriften mussten dafür redigiert und gekürzt werden. Diese Aufgabe wurde von den beiden Forschungssstellenleitern, für die nordschleswigschen Interviews von Frank Lubowitz und für die südschleswigschen Interviews von Lars N. Henningsen übernommen. Beide haben auch gemeinsam die Auswahl der Interviewteilnehmer getroffen und die Festlegung der Fragen vorgenommen, auf deren Grundlage Flemming Nielsen die Gespräche geführt hat. Die Auswahl der Interviewteilnehmer war davon bestimmt, einen breiten Querschnitt der beiden Minderheiten in Bezug auf regionale Verteilung, Alter, Ausbildung und Beruf zu erhalten und dabei nicht unbedingt jene Personen zu befragen, die in der ersten Reihe stehen und die möglicherweise aufgrund ihrer Erfahrung und ihres häufigen öffentlichen Auftretens in eine Rhetorik mit Standardformulierungen verfallen könnten. Jedes Interview spiegelt eine selbständige und individuelle Position wider, gleichzeitig ermöglichen aber die 29 Interviews insgesamt, eine Quintessent aufzuzeigen, was es Anno 2010 bedeutet, Minderheit zu sein. Es gilt bei der Herausgabe dieses Buches allen herzlich zu danken, die zum Zustandekommen dieses Projekts beigetragen haben. Den Interviewteilnehmern, die sich für ein mehrstündiges Gespräch zur Verfügung gestellt und der Veröffentlichung zugestimmt haben. Flemming Nielsen hat sich der Rolle des Interviewers mit größtem Engagement gewidmet. Die schwierige Arbeit, die Interviews aus dem Tonbandmitschnitt zu verschriftlichen, haben die Sekretärinnen Gina Gregersen, Apenrade, und Erika Jentzen, Flensburg, übernommen. Die Studentin im Fach Ethnologie Anne Hanten, Flensburg/Kopenhagen war am Ende der Redaktionsarbeit damit befasst, die Reinschrift zum Abschluss zu bringen und hat zur vorläufigen Analyse der Texte einen für das Schlusskapitel des Buches wertvollen Betrag geleistet. Lars N. Henningsen, Flensburg Frank Lubowitz, Apenrade

10 9 Indhold/Inhalt Det danske mindretal i Sydslesvig Rolf Asmussen, Engelsby-Flensborg, f s. 11 Gerd Pickardt, Harreslev, f s. 20 Inge Bennör Maether, Keitum, f s. 30 Carsten-Peter Sönksen, Bredsted, f s. 41 Otmar Petersen, Slesvig, f s. 50 Hartmut Steins, Ekernførde, f s. 65 Kaj Clausen, Hanved, f s. 78 Glenn William Dierking, Flensborg, f s. 90 Silke og Jörg Gustafson, Dannevirke, f og s. 103 Ralf Hansen, Læk, f s. 117 Majbritt Molter, Flatzby ved Sørup, f s. 129 Kay von Eitzen, Flensborg, f s. 140 Henry Bohm, Struckum ved Bredsted, f s. 152 Fred Witt, Ekernførde, f s. 165 Tykke og Lars Harring-Petersen, Mildsted ved Husum, f og s. 174 Die deutsche Minderheit in Nordschleswig Anneliese Bucka, Jeising, geb s. 186 Edda Matzen, Apenrade, geb s. 201 Claus Marcussen Evermann, Alnor/Gravenstein, geb s. 210 Gudrun Struve, Apenrade, geb s. 230 Christa Toft, Apenrade, geb s. 241 Hans Christian Petersen, Feldstedt, geb s. 251 Anke Tästesen, Lügumkloster, geb s. 261 Karin Fuglsang-Damgaard Sina, Klipleff, geb s. 273 Jette Callesen, Behrendorf, geb s. 290

11 10 Jesper Meyer, Hadersleben, geb s. 302 Anja Schmidt, Lügumkloster, geb s. 319 Torben Bonde, Tondern, geb s. 330 Peter Deichgräber, Århus, geb s. 343 Britta Tästensen, Lügumkloster, geb s interviews om mindretalsliv anno 2010 en analyseskitse... s Interviews zum Leben in der Minderheit anno 2011 eine Analyseskizze... s. 371 Interviewkilderne/Quellennachweis... s. 381

12 11 Rolf Asmussen, Engelsby-Flensborg, pensioneret brandværnsfunktionær, uddannet maskinsmed, født 1939 i Flensborg FN: Kan du fortælle mig om din barndom og skoletid? RA: Som dreng boede jeg i Flensborgs nordlige del i Terrassegade og gik i grundskolen i den danske Petriskole, også kaldt skolen ved Frederikshøj. Det er den store rødsstensbygning, som ligger til højre for Aabenraagade, når man kører ud af Flensborg mod Kruså. Min far var snedker. Han kom fra Adelby sogn ganske tæt på Engelsby, hvor jeg bor nu. Min mor kom fra Göttingen i Niedersachsen. Hun arbejdede hos en læge, som havde sommerhus i Lyksborg. Under et af lægefamiliens besøg her var hun med og mødte så min far. Mor havde ikke nogen dansk baggrund overhovedet, og det var også først senere, efter 1945, at far og mor for alvor kom ind i mindretallet. Dengang valgte far at sende os børn i dansk skole. FN: Hvilken uddannelse fik du selv? RA: Først var jeg maskinsmed på en stor maskinfabrik her i Flensborg, og i 1960 kom jeg til Flensborgs kommunale værker, Stadtwerke, afdelingen for Stromerzeugung. Men da Aabenraa elektricitetsværk blev udbygget til Ensted værket, og de kunne levere strømmen billigere, end vi kunne, så skulle værket her i Flensborg lukkes. Derfor gik jeg til det kommunale brandvæsen, Flensborg Berufsfeuerwehr. Dér var jeg i 32 år fra 1967 til 1999, da jeg blev pensioneret. FN: Prøv at fortælle lidt om din familie. RA: Min kone Astrid er lærer og blev uddannet på lærerseminariet Pädagogische Hochschule i Flensborg. Hendes far var lærer ved den danske Christian Paulsen skole, og de snakkede dansk derhjemme, og hun var med i den danske gymnastikklub og var med til opvisninger og var med til årsmøder og det hele. Men hun fik en masse uoverensstemmelser med de ansvarlige i Skoleforeningen, og de ville ikke ansætte hende som vikar, og så blev Astrid lærerinde på en tysk skole i Weding lige

13 12 Rolf Asmussen sydvest for Flensborg. Vores datter Claudia blev født 1973, og da min kone var i en tysk skole, kom Claudia også i tysk børnehave, for det var nemt for os. Derfra fortsatte hun i den tyske grundskole og gik så til det tyske gymnasium Goetheschule her i Flensborg. Så tog hun til Hannover for at studere medicin, og nu er hun gynækolog i Holland. Dér lever hun sammen med en tysk læge. De har to børn, og den tredje kommer nu i februar, så det er lidt spændende for os. Vi mødes rigtig tit. FN: Jeres datter har altså ikke haft så meget med det danske at gøre? Og jeres søn? RA: Jörg blev også sendt i tysk skole, fordi vi havde de der oplevelser med Skoleforeningen. I dag bor han i Berlin. Han er Staatssekretär i Bundesfinanzministerium, en af de tre øverste embedsmænd i det tyske finansministerium, en høj stilling. Han er lige fyldt 43 den 31. oktober. Jeg har grund til at være stolt af begge vore børn. FN: Har jeres søn heller ikke gået i danske institutioner? RA: Nej, han har også været på Goetheschule, og har aldrig deltaget i noget dansk arbejde. FN: Har det gjort lidt ondt på dig, at du som medlem af mindretallet har set dine børn følge en anden vej? RA: Nej, aldrig. For jeg kommer sammen med lige så mange venner på den tyske side, de spiller i den og den klub, og kammerater eller kollegaer fra brandværnet spiller også i forskellige klubber, i danske og tyske. Nej, der er ingen forskel på, om Jörg nu har spillet håndbold i en tysk klub et par år, eller volleyball, eller om han bare har været i en dansk klub. Nej, slet ikke. FN: Jeres søn snakker altså heller ikke dansk? RA: Nej. FN: Men det gør jeres datter? RA: Lidt dansk snakker hun. Hun har nok været til kursus på Dansk Centralbibliotek i et par år og fået lært dansk, men så flyttede hun jo til Hannover, og dér fandt hun et danskkursus, så hun om aftenen fik rigtig fat på det danske sprog. Men hun var ked af, at når hun kom til Danmark, snakkede de altid tysk med hende, når hun bestilte en hotdog eller lignende. De kunne straks mærke, at hun kom fra Tyskland, og så snakker danskerne tysk. FN: Hvad er jeres hjemmesprog? RA: Det er blandet. Mest tysk, men meget dansk, og plattysk. Jeg taler jo

14 Det danske mindretal i Sydslesvig 13 også gerne plattysk. Det er vi opvokset med. I den gade hvor vi boede, blev der snakket meget plat. FN: Hvornår snakker I dansk sammen, dig og din kone? RA: F. eks. hvis vi ser dansk fjernsyn, TV-Avisen, eller hvis man læser Flensborg Avis. Den abonnerer vi på. Så kommer det sådan helt selvfølgeligt, eller hvis man ringer med søskende i Sønderborg eller oppe ved Fredericia og taler med deres børn. De taler hellere dansk. Jeg havde en svoger deroppe i Fredericia, han var tysklærer på gymnasiet i Fredericia. Når vi var sammen, inden de blev skilt, snakkede han dansk, og jeg snakkede tysk, det gik bedst sådan. FN: Har du lettere ved at snakke tysk end dansk? RA: Ja, for dagligsproget er jo mest tysk, og der har jo også været nogle år, hvor man ikke har snakket så meget dansk. Jeg har jo altid været medlem i den danske idrætsforening Stjernen, men så længe jeg har været der, var der nogen, der slet ikke kunne dansk. Enkelte talte bevidst dansk, men der blev altid talt begge sprog. Når vi kørte nordpå, blev der snakket dansk, det er jo klart, og alt efter hvem der var der, snakkede vi dansk, og så en anden aften blev der igen snakket tysk. Det skifter sådan. FN: Når man tænder for computeren og kigger på Stjernens hjemmeside, så er der ikke ét ord på dansk. Er det rigtigt, at der ikke er så meget dansk sprog tilbage i Stjernen? Er det ikke lidt mærkeligt, når man kalder sig en dansk håndboldklub? RA: Det er forskelligt men det er ikke så mærkeligt, i den tid, som vi lever nu. Før i tiden, som i halvtredserne, da kunne det nok være anderledes. Da var der kun enkelte, der ikke var dansksprogede. Men nu er der mange, der slet ikke taler dansk. Men samtidig må jeg sige, at vi har en stor ungdomsafdeling startet af en lærer på en dansk skole. Afdelingen har omkring halvfjerds medlemmer, tror jeg. Og de er næsten alle dansktalende. Det er fint. FN: Vil du sige, at Stjernen ligesom begynder at tage det med sproget mere alvorligt? RA: Ja. Vi har jo også haft et helt håndboldhold i Stjernen, hvor der kun var danske lærere. Tidligere skoledirektør Hans Andresen har også spillet, han har været min træner i mange, mange år Han snakkede dansk, og de danske lærere trænede også dengang vore unge. De fleste var natürlich dansktalende, fordi lærerne tog dem med fra deres skole. Men der er også mange, der går i dansk skole, som spiller håndbold eller fodbold i en tysk klub. FN: Du har været medlem af Stjernen i 60 år. Du har drevet det vidt dér?

15 14 Rolf Asmussen RA: Jo, jeg nåede jo frem til Bundesligaen og kom til mange spændende kampe. En ven af mig spillede i fodboldklubben i Dansk Gymnastikforening (DGF). Han sagde engang, at de ikke gik i hallen for at se håndbold, de gik i hallen for at se mig (latter). FN: Det var lidt om sporten. Prøv at beskrive din vej ind i mindretallet. RA: Jeg blev indmeldt i den danske skole, Petriskolen, og det var der også mange andre børn i vores gade, der blev. Vi legede sammen på gaden, alle fra gaden var med, uanset hvilken skole de gik i. Vi havde det så dejligt ved at bo sådan sammen. Den danske skole var en kommuneskole dengang, og der var ingen forskel på, om du gik på en dansk eller en tysk skole, heller ikke hos os. Jeg har aldrig hørt, at en person blev kaldt Speckdäne. Jeg er heller aldrig selv kommet ud for det. FN: Har der været perioder, hvor du har tvivlet på, om det nu var det rigtige valg, du traf, at høre til det danske mindretal? RA: Det var mine forældre, der valgte at sende mig i dansk skole, og i min- Rolf Asmussen - til højre spiller på Flensborgs byhold i håndbold mod Ruslands landshold. Kampen, der blev spillet i Idrætshallen, blev vundet af russerne. Men her lykkes det Rolf Asmussen at score. Foto: Privat.

16 Det danske mindretal i Sydslesvig 15 dretallet har jeg følt mig godt tilpas. Her i Flensborg har mindretallet jo altid stået stærkt. Jeg føler mig ikke som mindretal her i byen. FN: Du føler dig jævnbyrdig med tyskerne? RA: Ja, hvad forskel er der? Der er da slet ingen forskel! FN: Sproget, måske? RA: Ja, men også kun det. Det er jo heller ikke sådan, at det er besværligt, eller at man ikke kan være sammen med flertallet. Jeg synes, det er en oplevelse at være i mindretallet. Jeg skal lige fortælle en episode. Nede i den danske yachtklub her i Flensborg købte jeg mig en dansk båd af en bekendt, og den var registreret i Danmark også med sejlnummer og det hele. Men da klubben ligger i Tyskland, skulle den jo omregistreres og sejle med det tyske flag bag i. Vi har ikke lov til at sejle med dansk flag, og jeg er jo også tysk statsborger. Jeg snakkede med en fra Wasserschutzpolizei, om jeg måtte sejle med dansk flag. Det måtte jeg ikke. For mit skib var jo altså registreret og forsikret her i Tyskland nu, og jeg boede i Tyskland. Jeg ville gerne ha Dannebrog bag på skibet. Det fik jeg ikke lov til. FN: Snød du ikke lidt, nogen gange? RA: Både ja og nej. Wasserschutzpolizei var der og sagde: Rolli, du bliver nødt til at sætte det tyske flag! Så købte jeg mig et europaflag, og når jeg sejlede sådan helt alene, så satte jeg europaflaget. Det ville jeg hellere (latter), og det har jeg gjort i nogle år. Men det måtte man heller ikke, her på Flensborg Fjord. Til min halvfjerdsårs fødselsdag var der tale om, at jeg skulle have en flagstang, så skulle Dannebrog sættes op, men det ville jeg ikke. Et Dannebrog har vi ikke, og jeg fik ikke en flagstang med Dannebrog. For de fleste naboer i gaden her er ikke dansksindede eller sydslesvigere, og de ville måske reagere ved at sætte et slesvig-holstenflag op. Jeg havde en arbejdskollega på rådhuset, han havde en nabo, der satte Dannebrog op her i Flensborg. Arbejdskollegaen syntes ikke det skulle stå alene, så han købte også en flagstang og hejsede det schleswigholsteinische flag (latter). FN: Det vil sige, at du ikke har et Dannebrog til din båd? RA: Jo, det havde jeg i mellemtiden har jeg solgt båden. Hvis jeg sejlede inde på dansk område, så kunne jeg jo sætte det lille danske flag, Gastlandflagge, men ikke i agterstavnen, det er forbudt, for dér skal man have det tyske. Når Wasserschutzpolizei sejlede forbi, kiggede de den anden vej. Om det var nogen, jeg kendte fra brandvæsenet eller sådan, ved jeg ikke, det var helt sjovt.

17 16 Rolf Asmussen FN: Nu er du jo fyldt 70. Er der perioder, hvor du har følt dig mere dansk end i andre perioder? Har der været perioder, hvor det var anderledes at være del af mindretallet end i dag? RA: Nej, det føler jeg ikke. Man læser danske ting, man ser fjernsyn, jeg ser gerne TV-Avisen om aftenen, hvis tiden er til det. Men det kan godt støde, at danskere nogle gange skriver lidt hårdt om tyskerne i avisen. Engang var der en dansk håndbold-landsholdsspiller, som efter en tabt kamp mod tyskerne, i dansk fjernsyn sagde: Jeg hader tyskerne. Du skal bare have set, hvordan de tyske landsholdsspillere reagerede. De ville ikke spille sammen med ham mere. Sådan noget kan man slet ikke sige i en sportslig kamp. Det var jeg rigtig ked af. FN: Har nogen af de mange, som kender dig som håndboldspiller, og som ved, at du bekender dig til dansk mindretal, aldrig forsøgt at få dig til at skifte og har spurgt, hvorfor du holder dig til de danske? RA: Hvis jeg havde skiftet klub, sådan i halvtredserne, så havde det helt sikkert været for at blive landsholdsspiller for tyskerne. Men jeg ville ikke skifte. Jeg var til en Lehrgang en uge i 1965 hos landsholdet. De troede, jeg boede i Danmark! De vidste slet ikke, hvordan det var heroppe sådan med mindretallet og klubben en dansk klub i Tyskland! Vi spillede for tysk Handballverband. Aviserne skrev, at jeg skulle ind på holdet der, men jeg ville ikke skifte klub. Også Stjernen spillede jo i den tyske Oberliga, og hvorfor skulle jeg så skifte? Jeg havde det fint der, og mine venner var der. I 1971 skiftede jeg et år til Flensburger Turnerbund (FTB), for jeg ville gerne engang spille i Bundesliga. Det var en rigtig god tid. FN: Hvilke ændringer har du gennem årene mærket i forhold til dine tyske naboer og dine tyske venner og bekendte? RA: Jeg synes ikke, jeg har lagt mærke til ændringer. Heller ikke i de år jeg var brandmand. Jeg var ansvarlig for vorbeugende Brandschutz, forebyggende brandbeskyttelse i Flensborg. Det er noget, som koster firmaerne rigtig mange penge. Nogen gange var de glade for, at jeg kunne dansk. For der var danske arkitekter og firmaer, der byggede hernede, og hvis de så kom, var de glade for at jeg kunne dansk. FN: Hvad med de tyske myndigheder? Har du fået det bedre eller dårligere med de tyske myndigheder? RA: Alt her er jo rigtig reglementeret, som man siger: alles ist geregelt, Gesetz und Ordnung. Men det er vist blevet bedre. Det er blevet nemmere for os. Også hvis man går op på rådhuset.

18 Det danske mindretal i Sydslesvig 17 FN: Du sagde, at da du arbejdede i brandværnet her i Flensborg, kunne det være en fordel med dit danske sprog. RA: Ja, jeg har været ansvarlig for hele indsatsen, og dér har jeg i perioder kunnet bruge det danske. Der sker jo mange trafikuheld på motorvejen, hvor der kører mange danskere, så det har været en stor fordel at kunne det danske sprog. Vi var også mange fra den danske skole i brandværnet, så vi talte også dansk indbyrdes en gang i mellem. FN: Er der en slags sund konkurrence mellem dansk og tysk? RA: Ja, det er der. Og det har der altid været. Vi har jo kun haft fordele ved det. Da Centralbiblioteket blev bygget, så fik tyskerne også Stadtbücherei. Og Sundhedstjenesten blev bygget, mange børnehaver og skoler, alt blev bygget efter krigen. Efter krigen byggede man rigtig mange skoler og børnehaver, og mange feriebørn kørte til Danmark. FN: Hvordan har du det med begrebet Zweiströmigkeit? Du har vel både noget dansk og tysk i dig? RA: Hvis man er født, sådan som jeg er her i Flensborg, med tysk som hjemmesprog, så kan det ikke være anderledes. Når jeg ser Tyskland spille mod Danmark i fodbold, så er jeg ligeglad med hvem, der vinder, jeg vil bare se en god kamp. Jeg er nok 60 % dansk, og 40 % tysk. Så jeg er da lidt mere dansk end tysk. FN: Blandt andet lederen af aktivitetshuset i Flensborg, Katrine Hoop, hun kalder sig slesviger. Den perfekte slesviger er efter hendes opfattelse én der kombinerer dansk varme og humor med tysk dybde og refleksion, dansk uformel og antielitær indstilling og sociale værdier med tysk dannelseskultur, åndsvidenskab og evne til alvor. Hun siger jeg er begge dele, jeg tager det bedste fra Danmark og det bedste fra Tyskland og lægger det sammen. RA: På tysk ville jeg sige sehr kompliziert gedacht. Det er jo anstrengende, det hun siger. Og hvis man også ville leve sådan, det er da besværligt, hvis man skulle tænke over det hele tiden. FN: Vi skal tale lidt om danske symboler her i Sydslesvig. Det har vel ikke altid været god tone hos flertalsbefolkningen, når Dannebrog gik til tops? RA: Nej. Der har jo været knas i Flensborg i mange år på grund af Dannebroget, også i byrådet. Til årsmøderne fik vi i sin tid Sondergenehmigung. Stille og roligt kom det så, at man måtte bruge Dannebrog til årsmøde. FN: Hvornår har du sidst været med til et årsmødeoptog? RA: Det er vist 20 år siden. Jeg deltager ikke i årsmøderne mere, jeg kan ikke

19 18 Rolf Asmussen sige hvorfor. Det er ikke, fordi jeg er blevet mere troløs. Jeg kunne godt tænke mig at tage på årsmødepladsen, men jeg har ikke lyst til at gå med i optog. FN: Er der noget om, at danske sydslesvigere er mere kongetro end danskere? RA: Det vil jeg ikke sige. Jeg har ikke noget mod at kongeriget er der, og at der er en kongefamilie i fremtiden, men der tales jo ikke altid godt om Dronning Margrethe og Prins Henrik. Og specielt blev jeg skuffet over at høre Kronprins Frederik sige, at han ikke vil opdrage sine børn på samme måde, som han var blevet opdraget. Jeg har altid fulgt med i kongehuset, men jeg er gået lidt på distance efter det, der er blevet sagt. Jeg kan ikke helt sige, at jeg føler at Dronningen også er min dronning. Jeg er ikke imod Dronningen eller kongeriget, men det har forandret sig, efter de ting der er sket. FN: Læser du både Flensborg Avis og Flensburger Tageblatt? RA: Jeg læser mest Tageblatt. Men jeg får også Flensborg Avis. Helst læser jeg Frankfurter Allgemeine, hvor der står endnu mere. Flensborg Avis er en mindretalsavis, og den information kan jeg ikke nøjes med. Derfor læser jeg også de andre aviser. FN: Hvad forstår du ved det danske? RA: Så tænker jeg først og fremmest at rejse derover, og nyde det, stille og roligt det hele. Det danske her i Sydslesvig er jo lidt anderledes, det er blandet med det tyske. FN: Hvad er så det tyske for dig? RA: Sproget. Men også en anden levemåde. Der er store forskelle på TV Avisen og Tagesschau, det er mere officielt og højtideligt i Tyskland. Jeg bruger altid De, også til naboer og på campingpladsen, det generer ikke mig, det er helt naturligt for mig. FN: Hvordan ser du på de nye i mindretallet, f.eks. de tyskere, som sender deres børn i danske skoler? RA: Det har været rigtig slemt i mange år, hvor mange sendte deres børn i dansk børnehave, fordi de kunne få en plads, og senere kom børnene i tysk skole. Men jeg tror ikke, det sker så tit mere, og det er heller ikke i orden. Børnene skal også gå i dansk skole, når de har gået i dansk børnehave. FN: Tror du, at globaliseringen er en trussel for det danske mindretal? RA: Nej. Jeg tror, at mindretallet holder sig, også hvis politikken ville ændre

20 Det danske mindretal i Sydslesvig 19 sig. Så ville mindretallet holde mere sammen, end det gjorde før. Jeg kan jo ikke sige noget om, hvordan verden ser ud om 100 år, men mindretallet vil altid være her, tror jeg, bare der ikke kommer krig. FN: Hvad har mest påvirket din måde at være dansk på? RA: Der var nogle lærere, og så har Stjernen også betydet meget for mig, og jeg var spejder og gik på fritidshjemmet. Og jeg var feriebarn på Fyn, det har været det bedste, der kunne ske for mig. Der lærte jeg Danmark at kende, det gør mig helt rørt at tænke på. Der er mange ting, jeg har været glad for. Vi har haft et godt sammenhold i mindretallet, holdt fester i klubben og på Duborg-Skolen, jeg har altid syntes, det var den bedste skole i hele Slesvig-Holsten. Jeg lavede jo altid reklame for den. FN: Så mindretallet har været en stor del af din identitet? RA: Ja, det har det altid været, og det vil det altid være. Vi har kun haft fordele, og man skal være glad for, at man er født her og kunne leve og bo her. Men alligevel har man kunnet få del i de to kulturer, og kunnet opleve både det danske og det tyske.

21 20 Gerd Pickardt, Harreslev, selvstændig forretningsdrivende, mangeårig indehaver af bedemandsfirmaet Pickardt, født 1940 i Flensborg FN: Vil du fortælle lidt om din tilknytning til mindretallet før og nu? GP: Jeg er født ind i mindretallet. Begge mine forældre stammer fra Flensborg. Far var toldembedsmand og med i krigen og kom i krigsfangenskab. Han kom hjem 1946 og blev aktiv i både SSF og SSW. Mine forældre tog den beslutning, at jeg skulle i dansk skole. Jeg sluttede med realeksamen og fik en læreplads ved et gammelt handelsfirma med kul og byggematerialer. Der fik jeg en rigtig god uddannelse og havde den kæmpe fordel, at jeg kunne bruge det danske sprog i min læretid. Vi havde mange kontakter til Danmark, og kort efter uddannelsen var jeg allerede aleneimportør af danske briketter til Sydslesvig. Som helt ung mand handlede jeg med femogtyve, tredivetusinde tons briketter om året. Her havde jeg god brug for mit danskkendskab. Senere boede vi nogle år i Hamborg, indtil jeg overtog min morbrors bedemandsforretning, som jeg udbyggede til det store bedemandsfirma, som hedder Pickardt. Nu er jeg pensionist, med stor glæde, og driver da også stadig lidt forretning. FN: Og din familie? GP: Min kone Ellen er også fra Flensborg og har gået i dansk skole. Vi har kendt hinanden næsten lige fra barndomsalderen. Vore to døtre bor hhv. i Kolding og her i Harrislee. Vi har to danske svigersønner, og der er fire børnebørn. FN: Jeres hjemmesprog? GP: Vi taler meget tysk. Når jeg taler internt med min kone, så taler vi tysk. Vi bor jo i Tyskland, og hovedsproget eller familiesproget i vores barndom var tysk, men da vi nu har to danske svigersønner, så taler vi meget mere dansk i dag. FN. Hvordan har din vej ind i det danske mindretal været? GP: Det var som sagt mine forældre, der valgte, at jeg skulle gå i dansk skole. Jeg blev dansk spejder, og mens jeg gik i skole, spillede vi skole-