De sammenhængende bånd Workshop: Traumer. Onsdag d. 28. januar 2009 Oplæg ved psykolog Tove Svejgaard

Transkript

1 De sammenhængende bånd Workshop: Traumer. Onsdag d. 28. januar 2009 Workshopfacilitator: Personalepsykolog Tove Svejgaard, SDU Sammenfattende referat fra oplæg og diskussion v. Anne Krog-Pedersen SDU Workshoppen fandt sted to gange med workshopdeltagere per gang. Deltagerne kom med meget forskellige faglige/professionelle baggrunde, størstedelen dog med erfaring indenfor arbejdet med integration. Målet med workshoppen var at supplere filmene med deltagernes praktiske erfaringer, samt at deltagerne vha. diskussion og oplæg kunne lære nye måder at overveje emnet traumer på og udvikle koncepter, brugbare til den enkelte deltagers daglige arbejde. Workshoppen begyndte med en visning af filmen Traumer. Dette blev efterfulgt af et oplæg ved Tove Svejgaard, derefter gruppearbejde i ca. 40 minutter og til sidst opsamling i plenum. Oplæg ved psykolog Tove Svejgaard Tove Svejgaard lagde ud med at forklare, at udgangspunktet for hendes oplæg var terapeutisk. Et udgangspunkt der ikke er hovedfokus i filmen. Hun understregede desuden, hvordan der i workshoppen udelukkende ville blive sat fokus på traumatiserede flygtninge og ikke på indvandrere. Oplægget begyndte med en kort introduktion til begrebet traume. Traume betyder sår, og Tove Svejgaard forklarede, hvordan et sår kan være mange ting. Fysiske sår kan være overfladiske eller dybe, men er altid synlige. Et traume er derimod et sår i hele den psykiske struktur. Som udgangspunkt til det videre oplæg brugte Tove Svejgaard et eksempel med en traumatiseret pige fra Afghanistan. Pigen var syv år, da mænd i uniformer kom til familiens hjem og trak faren uden for. Moderen skreg og soldaterne sparkede hende. Pigen så soldaterne slæbe hendes bror og far ind i en lastbil og køre væk. Hun har aldrig set dem siden. Dagen efter begyndte pigen at stamme. Da hun kom til Danmark som flygtning, havde hun svært ved at fungere i uddannelsessystemet. Det var tydeligt, at hun var velbegavet og dygtig, men hun havde svært ved at gøre sig forståelig pga. af sin stammen. Det er typisk for traumer, at det er tydeligt at se, hvordan de begynder, men umuligt at sige, hvordan de udvikler sig, og hvornår de slutter. Risikoen er nu, at denne pige sendes til talepædagog som den eneste behandling. Tove Svejgaard forklarede, hvordan det reelle problem ikke ville blive behandlet ved denne løsning. Pigen opfyldte kriterierne for at få diagnosen PTSD (Post Traumatic Stress Disorder), men hvis hun blot får at vide, at hun har en diagnose, er det sandsynligt, hun vil føle, at der er noget i vejen med hende; at hun er syg. Det er vigtigt i stedet at få hende til at forstå, at det er soldaterne, der er skyld i hendes stammen og hendes PTSD diagnose; det er ikke hende, der er noget i vejen med. Tove Svejgaard fortsatte oplægget med spørgsmålet: Hvorfor begynder pigen at stamme? Et traume er et sår i psyken, men denne stammen er jo noget kropsligt. Det kræver iflg. Tove Svejgaard en neuropsykologisk forklaring at forstå dette. Dvs. en forklaring af, hvad sker der i hjernen ved 1

2 indtrædelsen af PTSD. Tove forklarede, hvordan hjernens opbygning gennem menneskets udviklingshistorie er kommet til at bestå af reflekshjernen (krybdyrhjernen), det limbiske system (pattedyrhjernen) og neocortex (kulturhjernen). Kulturhjernen er enestående for menneskets natur og den del, der styrer vores adfærd til hverdag. Hvis vi kommer i livstruende situationer, vil kulturhjernen dog sætte ud, og krybdyrhjernen vil tage overtaget. Dette fremprovokerer en refleks enten i form af flugt, angreb eller stivnen. Det at stivne kender vi fra dyrelivet, hvor jagede dyr ofte stivner/spiller døde for derefter at flygte. Mennesker stivner også i faretruende situationer, ofte af rædsel, og dette er den værste reaktion at bære med sig videre i livet. Mennesker, der har prøvet at stivne, føler en afmagt, et tab af kontrol og handlekraft og et tab af tillid til egen dømmekraft. I den afghanske piges tilfælde stivnede selve stemmebåndet, og denne stammen bærer hun videre, også når hun befinder sig i trygge omgivelser i Danmark. I forlængelse af dette understregede Tove Svejgaard vigtigheden af, at psykologisk terapi fokuserer både på de kropslige og de følelsesmæssige symptomer. Den post traumatiske stress sidder både i kroppen og i følelserne, og for at få frigjort stivnetheden må den traumatiserede hjælpes til at afdække og se traumet i øjnene. Ifølge Svejgaard er det her vigtigt, at traumet reduceres stille og roligt. Hun sammenlignede det med en godt rystet cola. Der vil være et stort indre tryk, og låget skal lettes langsomt, for at den ikke eksploderer. For den traumatiserede kan en sådan eksplosion udløse retraumatisering og symptomerne bliver værre. Det er derfor vigtigt, at terapien ikke bliver for ubehagelig og for overvældende for den traumatiserede. Alt i alt vil det dog afhænge af sårets dybde og af, hvordan det enkelte individ håndterer dette. Målet er, at den traumatiserede atter kan opleve verden som et godt sted at være. Resultatet kan være, at søvnforstyrrelserne forsvinder, personen bliver mindre opfarende osv. Svejgaard understreger, at PTSD altså kan behandles. Sidste emne i oplægget omhandlede, hvordan flygtninge, der har oplevet et stort traume, kan opleve endnu et traume ved at flytte til et andet land. Dette kan kaldes et dobbelttraume. De er flygtet fra deres hjem og alt det vante, fra værdier, de har troet på, og må nu konfronteres med nye, ukendte kulturkoder med divergerende menneskesyn og idealer. Som eksempel nævnte Svejgaard, at det danske ideal omkring individualisering af mennesker ofte er uforståeligt for flygtninge, der er opvokset med et helt andet mere familieorienteret ideal. Svejgaard lagde vægt på, at integrationsmedarbejderen i denne forbindelse må være meget opmærksom på, hvordan vedkommendes eget menneskesyn og egne idealer kan være meget anderledes end den traumatiseredes. Det kræver åbenhed og samtale at nedbryde denne barriere. Gruppearbejdet Til gruppearbejdet blev workshopdeltagerne inddelt i 3 grupper. Hver gruppe fik tildelt spørgsmål udformet af Tove Svejgaard og relateret til én af de 3 cases fra filmen Traumer : Gruppe 1 skulle forholde sig til spørgsmål angående Aminula Mazafari fra Afghanistan, gruppe 2 til Hasim Asanovic fra Bosnien og gruppe 3 til Inen fra Irak. Nedenfor gives et opsummerende referat af de diskussioner, refleksioner og erfaringsudvekslinger, gruppearbejdet og den efterfølgende plenum resulterede i. Referatet relateres til de enkelte spørgsmål, workshopdeltagerne arbejdede med. 2

3 Gruppe 1 Med udgangspunkt i casen om Aminula var fokus for denne gruppe især relateret til emnet vedrørende traumatiserede børn. I filmen møder vi Aminula fra Afghanistan, som kom til Danmark i Han har oplevet krig og fortæller, at det, han har hørt og set hver dag, kører som en film inde i hans hoved. Han føler sig altid ked af det og ved ikke hvorfor. Han ved ikke, hvordan han skal få det til at forsvinde. 1) Hvilke tanker gør han sig om sig selv, 6 år efter han er kommet til DK? Han ser sig selv som et problem. Han er indadvendt og uforstående over for sin situation. Han er stivnet og modløs. Det er skræmmende i så ung en alder. Han ser en film i hovedet og ligesom den afghanske piges stammen kan han ikke stoppe det. 2) Da han blev udsat for traumatiserende oplevelser i sit hjemland, var han et barn. Hvilke forhold gør sig specielt gældende med hensyn til børn, der er blevet traumatiseret? Børnene bliver ofte overset. Forældrene tager deres traumer med ind i hjemmet, og dette giver vanskelige forhold for børnene. 3) Hvordan adskiller børns måde at vise deres sorg på sig fra voksnes? Børns sorg kan være nem at overse. Børn er i sorgen en tid, men skifter hurtigt over til leg. Sådan skifter de frem og tilbage, og man glemmer, at skønt sorgen ikke er synlig under legen, er den stadig tilstede. Man bemærker først børnene, når de får en uhensigtsmæssig adfærd. 4) Har I forslag til, hvordan man kunne hjælpe Aminula? En psykolog, der langsomt kan hjælpe ham, er en god mulighed. Det er vigtigt, at der udvises tålmodighed over for ham. Når Aminula senere i forløbet er blevet mere tillidsfuld overfor andre, kan han evt. deltage i en gruppe med andre unge med tilsvarende problemer. Der skal samtidig støttes op om et netværk ved siden af behandling, f.eks. via arbejde. Derudover bør der være nogle gennemgående personer i hans liv, f.eks. en mentor. Der skal, med andre ord, være en helhedsorienteret indsats. 3

4 Gruppe 1 havde desuden en sideløbende diskussion angående et foredrag, en workshopdeltager for nyligt havde overværet. Foredraget havde bl.a. omhandlet Danmarks manglende tilbud om hjælp til flygtninge/indvandrere. Foredraget fokuserede på, at nogle indvandrere/flygtninge vælger at bevæge sig ud i kriminalitet, idet dette er den eneste måde, de kan blive synlige på for systemet. Får de en dom, kan de pludselig godt modtage behandling. Ligeledes var der diskussion om flygtninge, der muligvis lider af PTSD, og som er ansat på en arbejdsplads. Her blev lagt vægt på vigtigheden af at undersøge, hvad der ligger bag, hvis en medarbejder f.eks. ofte møder sent eller udebliver fra arbejdet. Personen har måske brug for hjælp. Arbejdspladsens ledelse skal være opmærksom på disse medarbejdere, og på hvordan man får hul på problemet. Den ansatte skal hjælpes. Gruppe 2 Denne gruppe skulle forholde sig til spørgsmål angående Hasim Asanovic fra Bosnien. Hasim kom til Danmark i Han fortæller i filmen, at han føler en indre pligt til at stå op og gå på arbejde. Han føler, at han via arbejde er noget for nogen, og at han ellers ville føle sig som et nul. Fokus for denne gruppe var derfor især rettet mod traumatiserede flygtninge på arbejdspladsen. 1) Hvordan begrunder han selv, at det har så stor betydning for ham at have et arbejde? Hvordan ville han opfatte sig selv, hvis han ikke havde arbejde? Han føler, arbejdet er hans pligt og at det giver ham betydning og værdi, at han duer til noget. Uden arbejde føler han sig som et nul. Det er vigtigt at have identitet i sit arbejde. Identitet handler om relationer, og en vigtig identitet for Hazim kunne også være identiteten som familiens overhoved. Selvrespekten forsvinder for mange mænd, hvis de ikke kan forsørge familien. Dette er dog forskelligt fra familie til familie. Igen er det her vigtigt, at man i behandlingen af mennesker med PTSD er opmærksom på, at de er forskellige individer fra forskellige familier og kræver differentieret, nuanceret behandling. 2) Hasim Asanovic taler stadigvæk dårligt dansk og har et meget lille ordforråd. Hvad kunne ifølge Tine Nicolaisens udtalelser være en mulig forklaring herpå? Det kan være svært at lære dansk pga. PTSD-symptomer som f. eks koncentrationsog hukommelsesbesvær, indlæringsvanskeligheder, søvnbesvær m.m. Som Tine Nicolaisen siger i filmen, er de traumatiserede altid i psykisk alarmberedskab. Diskussion i plenum vedr. muligheden for at udvikle danskkundskaber i selve det arbejde, flygtninge udfører. En deltagers argument var her, at meget arbejde er ufaglært og manuelt, og at der derfor mangler dansk kontakt i arbejdet. Dette 4

5 forsinker flygtninges mulighed for at kunne forbedre deres danskkundskaber. En anden deltager argumenterede mod dette ved, at man i ufaglært arbejde kan opnå gode kolleger og et stort netværk. Arbejdspladsen må hjælpe til at skabe et miljø, hvor flygtninge kan deltage socialt, også på deres kulturelle præmisser. 3) Kan man som integrationsmedarbejder gøre noget for at forbedre traumatiserede flygtninges evne til at lære dansk? Arbejde skal ikke stå alene. Integrationsmedarbejderen må hjælpe de traumatiserede med at vise dem deres muligheder, og at disse muligheder bliver bedre, hvis de udvikler deres potentiale. De må forsøge at give de traumatiserede håb og mening ved at hjælpe dem til at sætte nogle mål, fortælle dem om fremtidige muligheder og vise dem vejen. En af deltagerne fortalte et eksempel fra sit arbejde med integration, hvor nogle mandlige flygtninge var kommet på et buschaufførkursus. De havde fundet en mening med dette kursus og så en sammenhæng til fremtidige muligheder. Pludselig snakkede de meget bedre dansk. På arbejdspladsen kan der opstå problemer, idet traumatiserede mennesker ofte vil være arbejdsmæssigt ustabile. Dette skal gøres forståeligt for arbejdsgiveren. Der skal tillige være opmærksomhed på den traumatiseredes følelse af forventningspres. Den traumatiserede skal have minimeret sin stress. Vedkommendes arbejdsindsats og forventningerne til denne skal derfor stige med små trin. Forventningspresset må altså være realistisk, ellers vil den traumatiserede opleve for mange nederlag. Flere workshopdeltagere mener, at regeringens sanktioner modarbejder dette. Aktivering i form af praktik vil være optimalt. Dette skal dog ske sideløbende med revalidering og danskundervisning. En af workshopdeltagerne havde deltaget i et udviklingsprojekt netop om danskundervisning til flygtninge. Konklusionen havde været, at en optimal undervisning skulle tage udgangspunkt i en handleplan for hvert enkelt individ, netop også for at modarbejde nederlag. Mennesker med PTSD har desuden begrænsede koncentrationsevner, så undervisning bør tilrettelægges efter deres behov i specialklasser. 4) Hvorfor er det ifølge Dominique Bouchet så vigtigt, at mennesker med PTSD har 1) en fast struktur i deres hverdag, 2) at der skabes et netværk for dem? De traumatiserede føler sig fortabte og må ikke stå alene. De har behov for at indgå i relationer/faste rammer, så der skabes en form for tryghed. 5

6 Praktisk og følelsesmæssig hjælp skaber tillid og er en forudsætning for gode resultater. Det er samtidig en evig diskussion, hvor meget man bør presse den traumatiserede i behandlingen, men som nævnt i Toves oplæg er det vigtigt ikke at ryste colaen. Gruppe 3 Spørgsmålene til denne gruppe tog udgangspunkt i casen om Inen fra Irak. Fokus var her særligt rettet mod emner vedrørende traumatiserede kvinder. Inen kom til Danmark i Hun fortæller, hvordan det at arbejde hjælper hende, fordi hun ikke kan sidde hjemme hele tiden. At sidde derhjemme alene gør hende ked af det og resulterer i, at hun ofte brænder sig selv med cigaretter. Når hun går på arbejde, har hun ikke tid til at have det dårligt. Hun har en psykolog, og hun fortæller, at det hjælper hende meget. 1) Hvorfor tror I, at Inen synes, at hun har det bedst, når hun arbejder så længe som muligt? Det holder tankemylderet i skak. Hun har et tydeligt behov for ikke at have tid til at tænke over ting. Hun har det bedst, hvis hun bare kan gå hjem og sove. Flere workshopdeltagere udtrykker, hvordan de både er imponerede over Inens velvillighed i forhold til hendes psykologsamtaler, men samtidigt foruroligede over, hvordan hun flygter fra virkeligheden. Lige nu er hun i en form for stilstand. Hun må arbejde videre på sine problemer, så hun lærer at være i et rum kun med sig selv og håndtere angsten. Det ville være godt, hvis hun fik skabt et netværk, f. eks ved at begynde på nogle sociale fritidsinteresser. Problemet er, hvem der skal tage hånd om, at hun får skabt et sådan netværk, og at danskere generelt kan forekomme meget lukkede. Dette gør det svært at komme ind i nye sociale kredse. 2) På hvilken måde giver Inen aktivt udtryk for sin psykiske tilstand ud over de træk, der normalt er kendetegnende for PTSD, og hvad opnår hun ved sine handlinger? Hun forsøger at aflede den psykiske smerte ved at gøre denne smerte fysisk i stedet. PTSD volder så stor smerte, at hun må kompensere ved at brænde sig selv. 3) Har I i jeres praksis mødt mennesker, der har reageret på lignende måde? Hvordan kunne man hjælpe Inen til et bedre liv? Det ville være bedst, hvis hun ikke boede alene. Man skal prøve at undgå farver og lyde, der giver flashbacks. En workshopdeltager nævner i denne sammenhæng et eksempel med en irakisk kvinde, som var i praktik 6

7 på et plejehjem. Kvinden var meget glad for arbejdet, men en dag, da hun fik udleveret en gul/orange arbejdskittel i stedet for en hvid, blev hun panisk. Den gul/orange farve gav hende flashbacks. Andre workshopdeltagere kan fortælle, hvordan netop disse gul/orange/røde farver generelt kan frembringe krigsrelaterede minder og dermed forårsage flashbacks. 4) Hvilke særlige problemer står man som integrationsmedarbejder over for, når man skal have muslimske kvinder i tale, der f.eks. har været udsat for voldtægt? Mange muslimske kvinder kommer fra kulturer, hvor det er meget tabubelagt at tale om voldtægt. Det kan være utroligt grænseoverskridende. Nogle steder anses voldtægt for at være kvindens skyld. 5) Hvad kan man gøre for at opnå en ægte kontakt til sådanne kvinder? Det er nødvendigt at turde være tilstedeværende for disse kvinder og prøve at skabe tillid og tryghed. Det er vigtigt at kunne lytte og udvise tålmodighed. Samtidig er det en balancekunst at indgå samtale med den traumatiserede, uden at presse vedkommende til, hvad der i værste fald kan forårsage retraumatisering. Den traumatiserede skal ikke fortælle alt, men udvikle sig selv i små skridt. I forhold til voldtægtsramte kvinder kan det være en fordel, hvis integrationsmedarbejderen er en moden, voksen kvinde. En kvindelig kontaktperson kunne være en god mulighed. Det er vigtigt, at integrationsmedarbejderen kender sit eget ansvar, sin styrke og sine kompetencer. De skal kende deres egne grænser, og disse må aldrig overskrides. Integrationsmedarbejderen skal i stedet vide, hvilke andre instanser, de kan henvise den traumatiserede til, dvs. hvem der kan tage over, når de ikke selv magter det tilstrækkeligt. Samtidig skal man være opmærksom på, at integrationsmedarbejderen udgør en myndighed, og at dette i nogle tilfælde kan gøre, at det tager længere tid at opnå tillid hos den traumatiserede, da denne ikke er vant til danske samfundsforhold. 7