Transkript

1 1

2 Ayin. Bogstavet Ayin betyder et øje, for at Se. Ayin repræsenterer lyset: det Himmelske Lys, hvoraf alting er skabt og lyset i den retfærdiges øjne. Ayin er, ligesom Aleph, et stumt eller tavst bogstav. Derfor siges det om Ayin, at bogstavet ser, men taler ikke, og at det derfor repræsenterer holdningen hos anavah, den der besidder ydmyghedens gave. Ordet anavah, der betyder ydmyghed, begynder med Ayin lige som avodah, der betyder tjeneste eller åg. En læresætning lyder: Ayin er resultatet af Nuns handlinger gennem Samekh. Nuns søn er her den ydmyge handling, Samekh den guddommelige velsignelse, der holder den oppe, og Ayin er det lysende øje hos den, der udfører den. Men som mennesket har Ayin har en dobbelthed: Det er lys og det er mørke. Den ydmyge tjener bøjer sit hoved for Gud, den syndige bøjer også sit hoved, men gør det for at skjule sig selv og sine onde gerninger fra betragtende øjne. Et menneske siges da også at være olam katan en miniature-verden. Øjet afspejler verden udenfor og afslører verden inden i. Dette er blandt andet, hvad Jesus mente, da han sagde: Øjet er kroppens lys. Så hvis dit øje er godt, vil hele din krop være fuld af lys, men hvis dit øje er ondt, vil hele din krop være fuld af mørke. (Mat. 6, 22-23). Formen af bogstavet Ayin bliver undertiden beskrevet som værende et billede på to øjne, der er forbundet til en fælles optisk nerve, der fører til hjernen. De to øjnes perspektiver repræsenterer hjertets valg eller handlinger. Vi kan i realiteten altid vælge, om vi vil bruge de gode øjne eller de onde øjne til at opfatte tingene med. Vi kan selv vælge, om vi vil bedømme en situation ud fra de muligheder, den giver os eller fordømme den på grund af de elementer i den eller i os selv, der begrænser os. Mester fortæller: Den okse, der vandrer hvileløst langs hegnet og strækker sin hals efter stråene uden for det har stadig meget at lære. Den kloge okse er den, der spiser det friske græs, der er at finde, hvor den selv er og først siden søger efter en vej ud af sit indelukke. 2

3 På det personlige plan er det, der her tales om en læreproces, som omhandler det Upersonlige Jeg. For kabbalisten er målet med selvets udvikling aldrig en stræben efter frihed, men en stræben efter tilhør og erkendelsen af det Guddommelige. Selvet er den klangbund, hvor ved alle oplevelser kendes og vurderes. Det er nervecentret for en bevidst eksistens, hvor erfaringerne får mening og værdi, hvor de kan stilles i forhold til den søgendes mål og ønsker, og hvor de kan anvendes til opnåelse af visdom til gavn for fællesskabet såvel som for individet. Selvet udvider til stadighed sin bevidsthed, gennem de erfaringer det gør, indtil det har indfriet sit formål i forbindelse med sjælen. Når dette sker, vil Selvet vende tilbage til sin kilde i sjælen, der nu, på grund af Selvets arbejde, ikke længere er nødsaget til at inkarnere i et fysisk legeme. Selvet er altså altid en del af mennesket, uanset hvor eller hvornår det inkarnerer. Når den søgende har nået en vis grad af åndelighed, det kan være efter kortere eller længere tid, vil man have udviklet sin vilje så meget, at man kan krydse den grænse, der skiller mellem vågentilstand og søvn, når som helst man ønsker det, og man bliver på denne måde sin egen lærer. Dette sker sandsynligvis af to samvirkende årsager nemlig, at man er blevet mere bevidst om og lydhør over for sit højere Selv og i kraft af dette, er man også blevet mere følsom overfor, og aktiv i samspillet med, de energier der virker i sjælstriaden. Denne emotionelle triade, der er anbragt i selvet, arbejder altid på at forfine den nu selv-bevidste sjæl, sommetider ved berøring af strenghed, Geburah, fra venstre og sommetider ved berøring af barmhjertelighed, Chesed, fra højre, der begge, opfattet af selvet, bringer nogle uoverensstemmende emotionelle sammentrækninger eller udvidelser i balance. Mysterieskolerne taler om, hvordan mennesket i sit lavere selv, er delt af de positive og negative indflydelser, vi betragter i vore omgivelser. Det ene øjeblik er man én, det andet øjeblik en anden. Men kun ved at lære og ved at træne, vil man udvikle den tredje del af sig selv, nemlig toppen af trekanten, der betragter de to andre identiteter ud fra en kosmisk synsvinkel. I mysterierne kalder man dette toppunkt i trekanten for det upersonlige Jeg, der er den lavere del af det Højere Selv. Det er kun gennem udviklingen af det Upersonlige Jeg, at man endelig bliver i stand til at kende sig selv, og ud fra dette kendskab udvikle en fylde, en helstøbthed i sin personlige karakter, som kun tilskikkes den, der har mødt sig selv på dette niveau. For at udvikle det Upersonlige Jeg og lære sig selv at kende, må vi lære at leve i øjeblikket, i Nuet, og herom fortæller Martin Schulman ( ): 3

4 ... At tage en dag af gangen, hvor svært det end kan forekomme, er kun det første skridt på vejen mod Nuet. Det andet skridt er at opfatte, hvor stor en del af dagen, man samtidig forsøger at leve. Hvis man om morgenen tænker på eftermiddagen og om eftermiddagen tænker på aftenen og næste morgen og om aftenen tænker på tiden, der er gået, og hvad man vil bruge den næste dag til, lever man så sandelig ikke i Nuet. Den menneskelige tankegang er noget underligt noget. I fantasien vil den gerne hele tiden vandre fra det ene sted til det andet. Ved at overveje, hvad man hele tiden vil bagefter, vil den opfyldelse af glæde, som det nærværende øjeblik indeholder, jages væk. Sansen for det nærværende sløves, hvis man tillader sig selv at løbe over og ind i en tid, der ikke eksisterer. Uanset hvilket arbejde, syssel eller pligt man er involveret i, så vil ens nu være det, som man i dette øjeblik, på en koncentreret måde er engageret i. Og det er vigtigt, at man gør sit her klart således, at man ikke forsøger at leve gennem andre, men tværtimod forbliver i sit eget selv, som er den eneste sande kilde til alt det, man overhovedet kan udstråle. De fleste mennesker har en stærk tendens til, at leve deres liv gennem andre. De undersøger konstant og hemmeligt om der er balance i, hvor meget de giver og modtager i hvert forhold. De dvæler ved andre menneskers drømme og vil derfor være nødt til at leve på andre menneskers steder og derved misligholder de deres egen fornemmelse for er. (Martin Schulman: Karma og Nuet) Vi vil til stadighed høste plus og minusvirkninger af vore tanker og handlinger fra tidligere handlinger eller inkarnationer. Der er ingen tvivl om, at vi til en vis grad skaber vores nu, men vi møder også virkningerne af alt det, som vi har skabt tidligere - i første omgang af de handlinger, vi har foretaget i dette liv og siden, dem som vi har arvet af generationerne, der kom før os. Mange principper stiler mod at lære os, hvordan vi kan opleve Nuet fordi det er den eneste måde, der kan forhindre os i at starte forfra på fortiden og bringe den ind i nutiden, beklage os over den og dermed køre videre på ekkoet af noget, der ikke længere findes. I Yod og tallet 10 lærte vi, at jo stærkere vi bevarer minderne fra fortiden, des mere vil de komme til at udgøre vores nutid og i jo højere grad det er tilfældet, desto mere vil vi miste af det centrale for kernen - i selve oplevelsen af Nuet. Hvad enten vi har det godt eller skidt med os selv, vil vi, som følge af tidligere handlingers omstændigheder, have en kolossal tendens til at afveje det gode imod vor Gudsopfattelse, som den er formuleret af andre mennesker for hundreder eller tusinder af år siden. Ligesådan vil vi, når der er noget vi ikke har forstand på, uddelegere vores autoritet til andre - specialister eller fagfolk - og opleve et 4

5 fænomen gennem deres filter, deres virkelighed. Dette er forståeligt - og for den sags skyld også hensigtsmæssigt - når det kommer sig til praktiske, fysiske opgaver, der kræver et særligt håndelag eller en specifik viden, men når det kommer sig til de store ting i livet, som fornemmelsen for Gud, så er der i realiteten ingen sande eksperter til vores rådighed ud over os selv og Nuet. Vi kan spørge en præst til råds og lade os inspirere af en Mester, lærer eller ideologi, vi har tillid til, men tænker vi på, hvad nogen har sagt frem for, hvad vi selv sanser og føler i nærværende øjeblik, da forhindrer dette os i at erkende tilstedeværelsen af den Levende Gud i Nuet. Den allestedsnærværende, favnende og tilgivende Gud, som tager sig mindre af det, som vi gjorde for tusinder af år siden end af det, som vi gør Nu! I Ayin er målet for vores selvudvikling Åbningen af det tredje øje, der er en betegnelse for aktiveringen af pinealkirtlens kraftcenter. Det tredje øje - som knytter sig til Ayin, Øje, ved sit navn - menes også at sortere under Ayins domæne, der i sin overordnede form er givet betegnelsen vrede. Vi har alle Ayin i os, og derfor har vi også alle et medfødt åndeligt syn. Med New Age terminologi, kan man kalde dette syn for clairvoyance, klarsyn, men dette begreb kan være misvisende, da det, der står klart og ordnet frem for det åndelige sind, ofte flimrer rundt som slørede og kaotiske skyggebilleder for det mentale. Mange tror, at det kun er forbeholdt nogle få specielle mennesker at være clairvoyante, men det er nok nærmere sådan, at vi alle har evnen for at se klart, mens der er store forskelle i vores talent for at tolke, forstå og formidle, det vi ser. Vores indre øjne ser altid og alting, både det der sker, er sket og vil ske. Når vi oplever, at det ikke er tilfældet, skyldes det i første omgang nogle omstændigheder i den bevidste mentale hjerne. Bevidstheden har en enorm, men ikke uendelig, kapacitet for at bearbejde og organisere de impulser, kroppens sanser og andre organer sender til den. Den arbejder hvert eneste sekund, dag og nat, med at prioritere alt, hvad den opfanger i sit imponerende net af nervetråde efter kriterier af vigtighed og mening for dens værtsorganisme. Så længe vi ikke kender os selv, så længe vi er fanget i det duale rum og dets polære projektioner, vil vores bevidsthed være forholdt en hver mulighed for at omsætte impulserne fra det metafysiske tredje øje. De nødvendige meningsgivende elementer er skjulte eller underbevidste, og hjernen vil derfor registrere kommunikationen fra det tredje øje som nonsens eller støj for dagsbevidstheden og henlægge dem til at udspille sig i nattens og drømmenes univers. 5

6 Derfor vil vores clairvoyante evner også tit vise sig i form af drømmesyn og ved hjælp af drømmesymbolik. I første omgang, udelukkende mens vi sover, men efter hånden vil drømmene på forskellig vis strække sig ud over søvnens univers, de vil på forunderlig vis synes at komme os i møde og begynde at samarbejde med os i en proces, der let kan forstås og afvises som uvirkeligt eller fantastisk, men vi har valgt at anerkende fænomenet og give det betegnelsen kreativ visualisering. Dette gør vi ud fra en forståelse af, at Imagination er vor sjæls evne til at se. Fantasien er psykens svar eller modpol, og den kreative visualisering er barnet af de to. Det fødes, når de mødes og forener sig i vores bevidsthed om, at de er to sider af samme sag. Kreativ visualisering er altså en virkelig evne i et virkeligt rum, som vi alle sammen har! En kabbalistisk sætning lyder: Vi ser, hvad vi ser, og det vi ser, er sandt! Den kreative visualisering er et vidunderligt redskab med et enormt potentiale for astrale projektioner, som noget eller nogen kan kommunikere med os igennem. Men det er også lidt af et minefelt at begive sig ind i, især i den periode, hvor vi får et tredje øje at se igennem, og dette også begynder at spille ind på vores oplevelser i dagtimerne. Vi ser stadig alt med vores egne øjne, men hvad ser vi, og med hvilke øjne ser vi, hvad vi ser? I mystiske såvel som i kabbalistiske traditioner indskærpes det kraftigt, at når det tredje øje linder på sit låg, da er den søgende på stenet grund og bør træde varsomt og fare med lempe, for evnen til at se i mørke gemmer sig i dybet af sindets mørke på et sted, der af kabbalisten kaldes for Klippoth, en verden af skaller. Et sted der også er betegnet af nogle som et Limbo og andre som Helvede. I Samekh fik vi Lucifers løfte om støtte og lys at se ved. I Ayin får vi øjne at se med, og en øjeblikkelig erkendelse af, at det i virkeligheden ikke er Lucifer, vi er bange for, men det mørke i os selv, som han lyser op om. På Ayins skyggeside finder vi navnet for avodah zara, afgudsdyrkelse, og avedut, ordet for slaveri, som begge er født ud af misundelsens hjerte. Når øjet er ondt, ayin ra, bliver det en slave af at begå synd og udføre det ondes impuls. Som kabbalisten Rashi ( ) udtrykte det: Hjertet og øjnene er kroppens spioner: de leder en person til at overtræde det øjnene ser, hjertet begærer og kroppen overskrider. Det man her forsøger at advare os mod kunne, blandt andet være det fænomen, som vi omtalte i kapitlet om Vau. Det der af Paracelsus betegnes: De ved menneskets imagination eller forestilling selvskabte ånder. En selvskabt Ånd opstår som produkt af et samspil mellem flere forskellige kræfter i vores sind. Processen kan 6

7 lige så let have sin rod i positive oplevelser, som vi kender det fra forelskelsens trylleri, som i de mere negative energier. Men hvor de positive forvrængninger har det med selv at tone ud i konfrontation med realiteternes verden, da synes de negative mere sejlivede, og de farligste så stærke, at de formår at sløre og svække vores sans for proportioner. Det der giver tankeformen en selvstændig og troværdig eksistens i vores psykiske univers, er det guddommelige lys, dens iboende men skjulte fragmenter af objektiv virkelighed og sandhed. Lyset gløder og gnistrer gennem sprækkerne i klippoths skaller for at tiltrække sig vores opmærksomhed, men for at hente lyset ud og sætte det fri, er vi nødt til at lære af vore fejltagelser. Vi må forstå, hvordan vi har skabt den og den fejl, hvordan vi har retfærdiggjort og forsvaret den, for at vi ikke skulle virke onde, og indse, at vi i realiteten slet ikke er onde i skabelsen af en fejl, men bliver det, når vi forsvarer og retfærdiggør den. Når vi giver det sorte og hvide et graduerende mellemlag af gråtoner, der tillader os at pendle fra det ene til det andet, gentage fejl og begå bevidste handlinger, vi dybest set godt ved er skadelige. Når vi dyrker og hæger om en negative følelser i os selv, som for eksempel misundelse eller jalousi, er det i virkeligheden oftest en form for angstbaseret vrede, der har så meget energi bundet i sin psykologiske proces, at vi kan registrere det med vores fysiske sanser, hvor det forplanter sig i kroppen som spændinger eller aggression. Når vi ikke forstår vores frustration, skaber den en næsten uudholdelig følelsesmæssig reaktion i smerte eller ubehag, og hvis denne ikke opløses i eller afledes fra vores system, vil den tage en mental form, en Elementar eksistens, der synes så fysisk, så virkelig, at det kan være os nærmest ubegribeligt, at den alene er et produkt af vores egen psyke, og at den i realiteten ikke har nogen eksistens eller berettigelse uden for os selv. Ligesådan er det med vores opfattelse af det gode, vores positive men fastholdende projektioner af hinanden og af Gud. Når vi tænker så meget om og spørger så lidt til, den vi ser og det vi ser, at vores Elementar form ganske overskygger nærværet, Nuet, træder vores indre Ayin i karakter og kommer os til hjælp. Ayin er det 16. bogstav i alfabetet med den numeriske værdi 70. Tallet 16 består af 7

8 fire gange fire, som udtrykker at stoffet kæmper mod stof. Fire er tallet for materien, den stabile form i verden. Hvis vi tager fire gange fire, får vi ultramaterialiseret stof som symboliserer ødelæggelse. Ultrastof er had eller vrede rettet mod formen og vilje til ødelæggelsen af den. Ultrastoffet hader formen og derfor destruerer den formen og absorberer det stof, den er gjort af, i sig selv. Tværsummen af tallet 16 er 7, og 7 er det tal som Gud elsker højest af alle og derfor indsatte i Universet som nøgletallet for det materielle plan, for den tredimensionelle dimension i verden. Sammen med 0 opnår vi i tallet 70, syv gange ti, der er tallet for den fuldkomne skabelse. Derfor er den mystiske funktion af 70 gemt i antydningen af, at det er fra ruinerne af det som var, at det nye og højere liv vil rejse sig. I sindet lader processen i Ayin sig bedst forklare ved sætningen: Lad falde, hvad ikke kan stå. For de indre processer er det noget nær en umulighed at bevare hovedet koldt, når vi er der, under indflydelse af Ayin. Derfor lægger vi i første færd heller ikke mærke til det faktum at det, der er af virkelig værdi for os ligger uskadt og åbenlyst stillet til skue mellem stumper og skår. Selv når vi kigger efter det, selv når vi leder efter det, kan det være svært at få øje på, for det ligner noget andet. Det ligner noget, vi bestemt ikke har brug for! Oplevelse af Ayin: Jeg så det ske. Min by, mit Atlantis styrtede til jorden og blev opslugt af den! Den lå lige der, fredfyldt, med sine røde tage og hvidkalkede huse, neden for det bjerg, jeg stod på. Jeg havde selv bygget den med det bedste, jeg havde i mig, og jeg elskede den. kirketårnet stod lidt skævt, nogle af kaklerne havde løsnet sig fra min mosaik, og der var måske en enkelt bro eller to, der heller ikke var faldet så heldigt ud. Men det var min by, og jeg syntes og synes stadig, at den var smuk! Så skete det. Jorden slog revner, og havet kom, kun Guderne ved hvorfra, væltende ind fra alle sider og efterlod sig Intet. Tomhed. Jeg er lammet af sorg og vantro og sløvet af afmagt, da jeg ser en lille mager kat, der trods alt har reddet sit skind, kæmpe sig fri af de tåger, der skjuler ødelæggelserne for mit blik. Jeg samler katten op og bemærker de tre tatoveringer på dens mørkegrå maveskind, inden jeg holder den tæt ind til brystet, og langsomt vender mig bort fra afgrunden og går ind i Ødeland. Det er her, jeg møder ham, der kalder sig Johannes. Vil du se din nye by? spørger han blidt, og viser mig en grusvej, der fører op over en blød bakke lidt væk fra, hvor vi står. Katten spræller i mine arme, og jeg sætter den forsigtigt ned på 8

9 jorden, hvor den straks, med halen lige i vejret, løber af sted i den retning, Johannes har udpeget. Men for mig er det anderledes. Jeg er sønderknust. Min by er død og fortjener sin gravfred! Og hvad med mig? Nu mærker jeg endelig vreden rejse sig: Hvad skulle idéen være med at lære en ny by at kende, elske den, for så også, når dens tid måtte være omme at se den bukke under? Nej tak! Jeg er rystet i min grundvold, og jeg har brug for mine fyrre dage i ørkenen Birgit Trust Boysen giver i sin bog Alkymi og selvudvikling et bud på dette indre Atlantisfald. Hun beskriver filosoffens store arbejde, Opus Magna, hvor hun ser en tilstand af følelsesmæssig opløsning eller sammenbrud indgå, ikke som en fejl, men som en nødvendig del af en cyklisk proces af renselse. Selve oplevelsen betegner hun som et niveau af den sorte substans Nigredo. På dette første niveau af Nigredo, er vi endnu ikke selv herre over vores situation, men der kommer en dag, en dagen efter, hvor vi er det, og hvor vi forstår, at en hver konstruktion er midlertidig. Alt har en tid for opbygning, en tid for cementering og en tid for nedbrydning, og når vi forstår det, da fornemmer vi måske også, hvorfor Mester svarer, som hun gør, når vi spørger: Hvad er betydningen bag: Den der har øjne kan se? Centrer! Fokuser! Vær Opmærksom! Så er du ikke mere. Du gør! Når du og dine emotioner lader jer opløse, lader jer skille, da løfter sløret sig, og alting afslører sig for, hvad det er og, hvori du i dette øjeblik kan stå i Nogens, Nogets, Altings tjeneste! Og det skete i de dage, at et barn besluttede sig for at træde frem, træde op, for at være til gavn. Se mig! Hjælp mig fri, at jeg kan give fri. Giv mig Lys, at jeg kan sprede Lys. Elsk mig, indtil også jeg kun kan elske. Sådan bad Barnet. Denne bøn, denne fordring er altid blevet, vil altid blive, og bliver i dette nu hørt og imødekommet. Som de indre slør løfter sig, da løfter sig også sløret fra øjnene: Lad der blive Lys! Kroppen er Templet! Kroppen er Hjulet med de mange øjne! Kroppen SER! Med sine fødder som med sine hænder, med sit bryst som med sin ryg ser kroppen. Den ser altid. Den sover aldrig. Så pas på den, kroppen! 9

10 Som den er din tjener og din bolig, er du dens Herre og forvalter. Kun sammen ser I. Kun sammen gør I. Når du SER, er der ingen tid kun oplevelse! Når du SER, er der intet rum kun en vej at gå! Når du SER, er der ingen følelse, ingen forholden sig til, kun opmærksomhed! Opmærksomhed. Præcision. Retning. Af disse tre tegnes bevægelsen. Kærlighedens vej. Når du SER, må sindet tømme sig! En tanke må ikke forstyrre, en intention må ikke styre, og en emotion må ikke lede. Når du SER røres du af Guds finger. Den ufejlbarlige! Over tid vil du forstå, hvad der skete, hvorfor det måtte være sådan og, hvor vidunderligt det i virkeligheden er: At SE At GØRE At TJENE Så enkelt. Så smukt. - Var det svar på dit spørgsmål? 26. Sti På den 26. sti ligger bogstavet Ayin mellem Tiphereth og Hod, og kabbalisterne kalder denne sti for den Fornyende Intelligens. For gennem den fornyer GUD alt det, som kan fornyes i skabelsen af verden. Denne sti kaldes også balancens sti for For at blive ved med at udvide og skærpe vores forståelse af det sande uden for os selv, så vi bliver bedre til at aflæse verden omkring os, er det også nødvendigt, at vi bliver ved med at udvise vilje til at arbejde på at se det sande inde i os selv. Når lyset stiger inden i os, er det at ligne med et rum, hvor der står en lampe i centrum. Hver gang vores tilgang øges sker det ved, at den gamle pærer skrues ud af sin fatning, så der bliver mørkt et øjeblik, mens den nye skarpere pære skrues i. Vi blændes og misser med øjnene, når mørket igen viger for et nyt, måske lidt grelt lys, og det tager os en stund inden vi vender os til et andet perspektiv og det nye landskab, der nu ligger blottet for vores blik. Sådan er det hver gang, vi har prøvet det før, og vi må gøre det igen. Vi må åbne vores øjne for, hvad vi i virkeligheden er på godt og på ondt. Men i Ayin skærer lyset i vore øjne i en sådan grad, at vi kan blive helt forskrækket både over lyset selv og over Det, vi får at se i det. På Ayins sti får vi for alvor 10

11 lejlighed til at rydde op, se os selv og skille os af med det psykologiske vraggods, der tynger os, og holder os tilbage. Det er tid at bære affaldet ud fra selv de mørkeste hjørner og derfor har vi også fået et usædvanligt skarpt og ubehageligt lys at se ved. Vi bliver vrede. Virkelig vrede, når vi erkender, hvor meget af det, der hæmmer vores vækst, og som vi havde tiltroet vores skæbne, vilkår eller personer i omgivelserne, der i virkeligheden har rod i os selv. I den onde vilje i os selv, og i starten af Ayins processer er vi tilbøjelige til at overreagere, nærmest overdramatiserer de impulser af sorg, vrede og angst, der gerne tager scenen og rampelyset for en sidste dans på deres vej ud. Selv for de af os, der gennemskuer, hvad der er i spil her, er det svært at bevare roen på den første tredjedel af Ayins sti, for lige som der er skruet op for lyset, er der også skruet op for blusset under vores følelser, og et indre alarmberedskab sikrer, at vi ikke falder i søvn eller lukker øjnene for noget. Vi bryder os slet ikke om, at lyset skinner på vores vrede, begær eller stolthed med samme styrke som på vores dyder, og før vi vender os til dette faktum, vil vi være tilbøjelige til at fokusere på og overdimensionere de mindre flatterende egenskaber i os og måle dem ud fra et moralsk perspektiv. Og passer vi ikke på, vil vores onde øjes onde perspektiv få os til at hade os selv for vores negative sider og tilbøjeligheder og plaffe efter alt, hvad der rører sig i os. Sker det, går både godt og ondt i dækning til bølgerne lægger sig, og vi lærer at holde op med at skyde spurve med kanoner. Efter den første turbulente strækning stilner følelserne af, og vi genopdager den sandhed, det er, at når vi accepterer begge sider i os, kan vi Se dem og kende dem fra hinanden. De fleste af os kan godt lide at tænke på os selv som gode mennesker, lidt eller meget bedre end andre, og de færreste ved, at sandheden er en helt anden: Vi er potentielt præcis lige som dem og de er potentielt præcis lige som os. Alt afhænger af, hvad vi vælger at gøre med vores potentiale for alting, og valget afhænger i uhyggelig grad og måske aldeles af, hvordan kampen mellem de gode og onde kræfter i os falder ud netop nu. På denne indsigt kan vi endelig bevæge os ind i processens sidste og ganske fornøjelige fase, hvor vi bærer de fyldte sække ud og mærker den lethed og orden, den første del af processen har efterladt i vores sind. Vi ser klart, og derfor er vi også i stand til at fokusere vores sigte mod det, der i virkeligheden begrænser os, det som vi kan og bør give slip på. Det der engang har haft sin tid og berettigelse i os, men nu kun er udtrykt i dårlige vaner eller uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. 11