Indhold. 40 år og en utrolig vitalitet

Transkript

1

2 Indhold 40 år og en utrolig vitalitet Lakkhi Rani en stærk kvinde Man gør noget for miljøet på Thanapara Verdens hurtigst voksende megacity Alefas lod at være anden kone BanglaQuiz En temauge på Ryparken Lille Skole Opskrift på Jhalmuri Rabindranath Tagore Boganmeldelse: En gylden tid SvaleBladet #11 Udgivet af U-landsforeningen Svalerne Redaktion: Sanne Dahlbom, Owen Beuchet, Trine Rys Layout og grafisk design: Sébastien Gaye ( Tryk: SvendborgTryk Forsidefoto: Amirul Rajiv (Børn i Bangladesh, som holder Bangladesh flag) Trykkeår: 2011 Tak til fotograferne for udlån af billeder: Owen Beuchet, Amirul Rajiv, Susanne Kofoed Pedersen og Grethe Lauritsen Også tak til øvrige bidragydere for artikler og andre bidrag til bladet Alle artikler i bladet er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger 2 Svalebladet

3 40 år og en utrolig vitalitet Født i blod, opvokset igennem flere politiske kriser og 9 års diktatur, er Bangladesh efter 40 år et land med voldsomme kontraster og modsigelser, men først og fremmest en utrolig vitalitet. Der er i dag mange tegn på en rivende udvikling. Dhakas stærke trafik af biler, skilte- og reklameskove, nye tekstilfabrikker, mellem 5 og 6 % vækst 3 år i træk og FNs ros for landets indsats i forhold til Millenium goals på sundheds-, uddannelses- og menneskerettighedsområdet. Ikke mindst mærkbar er de stærke bevægelser, der arbejder for at genoprette de sekulære rødder i Bangladesh. Sidste år forbød landsretten og højesteretten fatwaer og bekræftede derved loven om landets grundlæggende status som en sekulær republik. Senere på året vil en national krigsforbryderdomstol begynde at retsforfølge de personer, der samarbejdede med den pakistanske hær under folkemordet i Bangladesh og således prøve at afskaffe en kultur omhandlende straffrihed i den slags sager. Men der er også pletter på maleriet. Bangladesh har en veldokumenteret tradition for korruption på alle politiske niveauer og i den offentlige administration. Oppositionen er ofte brutalt undertrykt, og etniske og religiøse minoriteter bliver systematisk negligeret, for ikke at nævne den kontroversielle rolle, der spilles af Rapid Action Battalion, det paramilitære politi, der officielt har ansvaret for lov og orden og anti-terrorisme. Det mest bekymrende er dog klima- og miljøspørgsmål. Sammen med et stadigt stigende demografisk pres er oversvømmelser, udtørrede floder og flodernes forgiftning skyld i, at tusindvis af mennesker hver dag strømmer fra landet til Dhaka eller udlandet for at finde arbejde (læs mere i SvaleBladet fra 2009, der omhandler dette tema). Svalerne har været en af de første u-landsorganisationer, der kom til landet allerede i 1972 for at starte et samarbejde. Hvis man kigger på de sidste fire årtier, kan man iagttage, at en af de meste markante forandringer i samfundet er kvindernes forstærkede rolle. Både som lønmodtagere, med 3 millioner arbejdere i beklædningsindustrien, og som lånmodtagere, med 97 % af mikrokreditterne, har mange kvinder i dag flere muligheder end tidligere. Højere uddannelsesniveau af kvinder, udbredelse af familieplanlægning og etableringen af kvindegrupper på landet er også begyndt at rykke magtforholdene. Sammen med civilsamfundsaktører kæmper kvinder for at påvirke politiske og religiøse ledere angående lovgivningen om tidligt ægteskab og andre kvinderettigheder. Svalernes lokalpartnere i Bangladesh arbejder med netop disse kvinder, hvis kamp for rettigheder dog er langt fra slut (læs mere i SvaleBladet fra 2010). Denne udgave af SvaleBladet vil både sige tillykke til Bangladesh, byde velkommen til de positive fremskridt, gøre rede for vores partneres indsats og landets sociale og politiske udvikling samt udtrykke U-landsforeningen Svalernes håb for landets fremtid. God læselyst! Owen Beuchet Er medlem af U-landsforeningen Svalerne og har arbejdet flere år i Bangladesh mellem 1998 og 2010 Svalebladet 3

4 LAKKHI RANI en stærk kvinde fra Thanapara Swallows Development Society Af Susanne Kofoed Pedersen & Birgitte Lebech Pépin Fotograf: Susanne Kofoed Pedersen Det indtryk, der overvælder de fleste af os, når vi besøger Thanapara-projektet, er en sprudlen af liv og glad energi. Projektet består af det selvfinansierende Handicraft, hvor der produceres Fair Trade-tøj af de ca. 140 ansatte. Der er børnehave og skole for de ansattes børn med ca. 300 elever, guesthouse, konferencelokaler, computertræningscenter, kontor for netværket for Svalernes partnerorganisationer: Net2Right, samt flere andre ting. Baggrunden for projektets opståen er imidlertid en grusom tragedie. Under uafhængighedskampen i 1971 blev alle områdets over hundrede voksne mænd tvunget ned til floden, hvor de blev skudt ned af pakistanske soldater med maskingeværer. Derefter blev de smidt i massegrave, overhældt med benzin og brændt af. Tilbage var enker og børn - uden noget at leve af. Thanapara Swallows Development Society-projektet (TSDS) blev i 1973 påbegyndt af den svenske organisation Svalorna, og i 1999 blev projektet selvstændigt med egen bestyrelse. TSDS er siden 1976 blevet ledet af Raihan Ali, hvis far og brødre blev dræbt under massakren. Lakkhi Rani er en kvinde i sit otteoghalvtredsindstyvende år! Sin nøjagtige fødselsdag kender hun ikke, men hun kan regne ud, at det må være deromkring. For hun ved, at da hun blev gift, var hun ca. 15 år. Og hun havde været gift i 12 år, da hendes mand døde i Vi regner efter og får det nærmere til 67, hvilket passer bedre med hendes udseende, men pyt med det Lakkhi Rani har fire døtre og en søn, som hun fortæller er i alderen år. Lakkhi Ranis hus ligger i en stor landsby med lerhuse, der ligner de fleste andre landsbyer, vi har set i Bangladesh. Hun bor i et gammelt hindutempel det ser ikke helt så fornemt ud, som det lyder. Hendes far var hindupræst, og derfor skulle hun også giftes med en hindupræst. Det var hun ikke selv med til at bestemme, men han var heldigvis en god mand. Hun kom ikke, som man sædvanligvis gør, til at bo sammen med sine svigerforældre, for de var døde, inden hun blev gift. Lakkhi Rani har gået i skole i otte år. Hun var altid nummer to eller tre i klassen... Hinduer er der kun en 8-9 stykker af i landsbyen. De udgør kun en ganske lille brøkdel af landsbyens samlede muslimske befolkning. At være hindu blandt så mange muslimer er overhovedet ikke noget problem - forskellige trosretninger kan fint leve sammen i Bangladesh. Det fik vi også bekræftet af en nabokvinde, der sammen med en flok andre nysgerrigt stod og fulgte med i interviewet og råbte Vi elsker hende alle sammen! til os. Lakkhi Rani har gået i skole i otte år. Hun var altid nummer to eller tre i klassen og ville gerne være blevet ved længere og haft en uddannelse. Men sådan skulle det ikke være: Hendes mor ventede sig igen, og datteren blev taget ud af skolen, fordi der var brug for hjælp derhjemme.brødrene fik lov til at studere; en af dem er i dag universitetsdoktor, en anden har en høj stilling som embedsmand i silkeministeriet. 4 Svalebladet

5 I forbindelse med massakren i Thanapara flygtede Lakkhi Rani til Indien, hvor hun sammen med andre hinduer blev i 9 måneder. Da hun kom tilbage efter uafhængigheden, var hendes mand og to af hendes brødre blevet dræbt. Hendes hus var blevet plyndret af soldaterne. Hun havde ingen penge til at forsørge sine fire små børn med og begyndte så at brodere og strikke derhjemme. Efter 7-8 måneder fandt hun ud af, at hun kunne søge arbejde på TSDS. Hver dag til middag tog hun hjem og lavede mad til børnene, der gik på landsbyens lokale skole. Hendes yngste datter kom i skole på TSDS. så har hun også, som alle de andre ansatte, en sparebog fra projektet. Projektet har gjort utrolig meget godt for området og for hende Hun håber, de kommer frem med nye spændende handicraftprodukter, og at vi i Vesten i fremtiden vil købe rigtig meget Fair Trade. Det vil være godt for deres projekt. Lakkhi Rani blev ansat til at brodere på punjabi-skjorter, og det blev hun ved med i halvandet år. På den tid var der ordremangel på projektet og ikke brug for så meget broderi. Men Lakkhi Rani var dygtig! Hun blev forfremmet og fik nu ansvar for kvalitetskontrol, og det har hun stadig nu 35 år senere.... hun var meget vellidt og respekteret blandt alle ansatte. Lakkhi Rani har deltaget i forskellige kurser om bl.a. Fair Trade og sundhed. I en periode har hun været formand for bestyrelsen for TSDS. Det blev hun, fordi hun var meget vellidt og respekteret blandt alle ansatte. Lakkhi Ranis ene datter har gået i skole og siden arbejdet som syerske et par år på TSDS. Og datterens barn har også gået i børnehave og skole der. Lakkhi Rani betragter TSDS som sin familie! Projektet har gjort utrolig meget godt for området og for hende. Nu, hvor hun er ældre, er hun også glad for at være der. Hun forklarer det med, at der er plads til, at man ikke er perfekt, det er simpelthen et rart sted at være. Hun arbejder lige så meget, som da hun var yngre, og det agter hun at blive ved med, så længe Gud vil. Pension er der ikke noget, der hedder, men hun har sparet lidt penge op, og Net to Right Net to Right er et netværk af Svalernes samarbejdspartnere i Bangladesh. Netværket blev dannet i 2004 på opfordring af Svalernes partnere i Bangladesh. Net to Right er finansieret med midler fra Projektrådgivningens minipulje. Netværket består, udover de 3 organisationer, som Svalerne i perioder også har ydet individuel støtte (RAC, PLEAD og PUP) af organisationerne: - Rulfao, der arbejder i det nordvestlige Bangladesh, baseret i byen Rajshahi. De arbejder med rettigheder og retshjælp, sanitet og sundhed samt kreditprogrammer - Bhumijja, der arbejder i det sydvestlige Bangladesh baseret i Tala, Satkhira. De arbejder med stammefolk, kasteløse og udstødte grupper omkring minoritets-problematikker, rettigheder, organisering og kredit-programmer. - Remold, der arbejder i det sydøstlige Bangladesh baseret i Majdi, hvor de organiserer kvindegrupper omkring rettigheder og økonomiske aktiviteter gennem kreditprogram. - Thanapara, der arbejder i det nordvestlige Bangladesh baseret i landsbyen Thanapara. I landsbyen har de handicraftvirksomhed, hvor 230 kvinder producerer tekstiler og broderier. Projektet driver også en skole (klasse 1 til 5). Organisationen arbejder også i omkringliggende landsbyer, hvor de organiserer grupper omkring rettigheder og økonomiske aktiviteter. - Nishkriti, der ligger i deltaområdet i Jessore-distriktet. Alle organisationer fokuserer på kvinders rettigheder. Svalerne har støttet netværket med kapacitetsopbygning og støtter netværket gennem en bevilling fra Minipuljen under Projektrådgivningen. Netværket har afholdt kurser for organisationens medarbejdere i kvinderettigheder, planlægning, monitorering, evaluering og projekt-ledelse. Svalebladet 5

6 Man gør noget for miljøet på Thanapara Farvegryde Af Birgitte Lebech Pépin & Susanne Kofoed Pedersen Fotograf: Susanne Kofoed Pedersen Fair Trade tøjet bliver farvet Denne artikel om handicraft-projektet på Thanapara og specielt om deres rensningsanlæg tilknyttet farveriet er skrevet på vores rundtur i Bangladesh i forbindelse med de årlige partnerskabsbesøg. Der er tidligere blevet givet støtte fra U-landsforeningen Svalerne til forbedring af rensningsanlægget. Nu, i forbindelse med Bangladesh s 40 års jubilæum, vil vi give et overblik over, hvor langt de er kommet. Derfor har vi lavet et interview med Raihan Ali, lederen af Thanapara. Han fortæller om funktionen af det gamle anlæg, det nye, der ikke er taget i brug endnu og om de tanker, han gør sig om fremtiden for projektet generelt. Der hænger farvede garner til tørre overalt, da vi kommer til farveriet, og der er en lidt sødlig kemisk lugt fra de dampende farvekar. Der fyres godt op med brænde til det næste hold garn, der ligger klar. Dampen står om ørerne på pigerne i deres farverige sarier, mens de hejser garnerne op og ned i badene. Nyt spildevandudrensningsanlæg Hos Thanapara har de til tider problemer med at opnå de samme farvenuancer igen... Det gamle anlæg De ufarvede bundter af ublegede garner bliver vasket i kogende vand med sæbe og soda, til slut skylles de i koldt vand. Derefter tilberedes farvekarrene med enten organisk materiale, der blandes efter gamle opskrifter af lokale frø, blade og saft fra træer eller kemisk azofri farve* fra Dhaka. Som kontrol bliver det vævede stof, der er farvet med kemisk farve, også sendt til Dhaka og analyseret for allergivenlighed, indhold af azofarvestof samt farveægthed. Spildevand føres i anlæggets bassin Hos Thanapara har de til tider problemer med at opnå de samme farvenuancer igen, men de meget erfarne medarbejdere opfordres til at bruge deres viden, så der laves hele tiden små forsøg, og opskrifterne forbedres med tiden. Vaske- samt farvevandet bliver hældt ud i en rende ved bagvæggen og løber gennem to fældningstanke ud i en stor dam uden for projektet. Spildevand filtreres naturligt Problemer? Førhen var der kun bliktag over de opvarmede kar, og røgen kom ind i væveriet til gene for de ansatte ved vævene. Ligeledes var det et problem, at alt farve- og vaskevand løb sammen og ned i to underjordiske tanke, der blev fyldt med farveslam. Den 6 Svalebladet

7 ene tank kunne åbnes og slammet graves op, men den anden skulle der brækkes hul i, hvis den skulle renses. Det var heller ikke hensigtsmæssigt, at vandet med farverester løb ud i en lokal dam, som lå der - grim og sort. Hvordan problemerne blev løst I første omgang blev der bygget en mur rundt om farvekarrene, men med vinduer helt oppe under taget, så røgen kunne slippe ud. Det fungerede fint. Der blev så lavet planer om et helt nyt farveri, med nye og flere ildsteder samt en separation af spildevandet i 1) vaskevand med sæbe, 2) organisk farvevand og 3) kemisk farvevand. Tanken blev muret op af mursten, men ved afprøvningen væltede den ene mur... Det nye anlæg Det nye anlæg er udvidet til 6 kogesteder med tag over samt mur på tre af siderne, som på det gamle sted. Ved siden af er der støbt tre vaskekar i god arbejdshøjde og derefter 7 kar til opsamling af brugt farvevand. Det kan så stå roligt og bundfældes, så slammet kan samles fra før udledning til resten af rensningsanlægget. Efter at farvevandet er løbet gennem flere kar, og partiklerne er bundfældet, ledes det kemiske vand til et nedsivningsanlæg. Dette anlæg er en stor firkantet udgravning fyldt halvt op med sand. Ovenpå er der murbrokker, og bunden er af fliser. Vandet skal sive ned gennem filtret af murbrokker og sand og ned til et dybereliggende bassin, der ligger ved siden af. Der bliver taget prøver af vandet til analyse, før det bestemmes, hvad det skal bruges til; enten til vanding eller spildevand. Det organiske farveslam ledes efter bundfældning til en udgravet dam med vandhyacinter og små dybe brønde fyldt med blade. I disse brønde skal der ske en omsætning/rensning af spildevandet, så det kan sive ned i undergrunden som rent vand. Det er en indonesisk opfindelse, som efter sigende fungerer. Spildevandet fra køkkenet løber i dag gennem 3 fældningskar og ned i denne dam. Nye udfordringer! Der skal bruges en del vand til vask og farvning, og der blev bygget en stor opsamlingstank til grundvand. Tanken blev muret op af mursten, men ved afprøvningen væltede den ene mur. Projektet er nu strandet af mangel på tid og penge til at lave en ny tank, som nok skal være af plastik eller metal. Visioner Det nye farveri ligger lidt væk fra vævestuen, så der skal laves bredere passager, hvor der kan køre små vogne. For tiden har de meget efterspørgsel på varerne, og med det nye farveri kan de øge produktionen. Selve området, hvor Thanapara ligger, er meget bebygget, og det er Raihans planer at søge Den Japanske Ambassade om midler til at bygge flere etager på administrationsbygningen til møde- og kursusvirksomhed. Ligesom gæstehuset, med det nyligt indlagte varme vand, gerne skulle bruges noget mere af udenlandske NGO er, studerende o.a. Vi har fundet det spændende at få indsigt i, hvordan der under forholdsvis simple forhold, som på Thanapara, kan produceres varer, der modsvarer de krav, vi stiller som forbrugere. * Azo-farvestoffer anvendes bl.a. i slik og sodavand, maling og farvning af tekstiler og læder. Alle azo-farvestoffer har vist sig at kunne give allergilignende symptomer, såsom høfeber, nældefeber og astma. En engelsk undersøgelse fra 2007 viser desuden, at azofarvestoffer kan forårsage hyperaktivitet hos børn. Svalebladet 7

8 Bangladesh hovedstad Dhaka er verdens hurtigst voksende megacity Byen begyndte med en overskuelig befolkning på 2,2 millioner i Den nåede allerede 12,3 mio. i Med sin nuværende befolkning på 15 millioner mennesker har Dhaka æren af at være den hurtigst voksende by i verden. Årligt tiltrækker byen en skønnet tilvækst på til , for det meste fattige indvandrere. Byen forventes at nå en samlet befolkning på 21,1 millioner i 2015, hvilket vil placere den på fjerdepladsen på listen over verdens megabyer. Dhaka kunne således blive større end Mexico City, Beijing eller Shanghai. Placeringen af Dhaka er ingen overraskelse - det er en dynamisk by, der har tiltrukket betydelige industrielle investeringer, især i præfabrikations-tekstilindustrien (RMG), som har skabt efterspørgsel efter arbejdskraft og tjenesteydelser. Byen er dog i stigende grad præget af store slumkvarterer, dårlige boligforhold, overdrevent høje jordpriser, trafikpropper, vandmangel, dårlig sanitet og afløb, uregelmæssig elforsyning, uplanlagt byggeri, stigende luftforurening og voksende problemer med kriminalitet. Slumkvarterer rummer omkring en tredjedel af byens befolkning. Denne befolkning lever under ekstrem fattigdom på grund af den lave løn. Omkring 70 procent af Dhakas husstande tjener mindre end $ 170 pr. måned. Slumbeboere er for det meste involveret i lavt betalte job i den uformelle sektor i byens økonomi. De arbejder typisk som dagarbejdere eller rickshaw pullers. Kun 7 procent af slumkvartererne har en offentlig sundhedsklinik og 26 procent har en offentlig skole. Landet har ikke en overordnet politik for byplanlægning og urban fattigdom. Der er mellem 16 og 40 forskellige organer, der medvirker på den ene eller anden måde til løsning af byproblemer i Dhaka med lidt koordinering og planlægning. Som en følge heraf er der store mangler i tjenester og infrastruktur, lige fra svag elforsyning til utilstrækkelig jord- og bolig-muligheder og store trafikpropper. De fattige er særlig ramt, da de ikke har ressourcer til at finde alternativer til at opfylde deres basale behov. Mens det nye udvalg for byudvikling blev oprettet og har opnået visse fremskridt angående koordineringsprocessen, fokuserer udvalget på at løse dag-til-dag problemer og ikke på en mellemlang til langsigtet strategi. 8 Svalebladet

9 Plead PLEAD er lokaliseret i Khulna, Barisal og Dhaka distrikterne i det sydvestlige hjørne af Bangladesh og arbejder med oplysning om rettigheder og lovgivning samt retshjælp. Arbejdet grundlægges i landsbyerne, hvor ansatte barfodsjurister samt en række lokale frivillige organiserer jordløse mænd og kvinder i grupper, hvor de oplyses om rettigheder og lovgivning. Grupperne støtter hinanden og andre i landsbyerne, når de udsættes for overgreb, f.eks. hustruvold, og kvinder der bliver forladt af deres mænd. De konsulterer advokaterne, hvis der er brug for retslig mægling og får også hjælp fra disse, når der er brug for retslig assistance. Grupperne agiterer også mod børneægteskaber og medgift. Advokaterne afholder kurser i den relevante lovgivning for gruppemedlemmer og medarbejdere. Udover deres arbejdsindsats bidrager en række af advokaterne også økonomisk til arbejdet i PLEAD. Organisationen har base i byen Khulna i det sydvestlige Bangladesh, hvor de arbejder i landsbyerne langs kystbæltet. Herudover arbejder de blandt industriarbejdere i hovedstaden Dhaka, hvor de ligeledes laver oplysningsarbejde og yder retshjælp, hovedsageligt inden for det arbejdsretlige område. Svalerne har i 2009, udover støtten til arbejdet i landsbyerne og til retshjælp, ydet en særlig støtte til oprettelsen af et kontor i Dhaka. Svalebladet 9

10 Grethe Lauritsen var udsendt af U-landsforeningen Svalerne som voluntør i Bogra-projektet fra Dette projekt støttede krigsenker efter uafhængighedskrigen i 1971, således at kvinderne havde en mulighed for at komme videre med deres liv. Siden da har Grethe holdt løbende kontakt med kvinderne fra projektet ved gentagne besøg i Bangladesh også for at se, om den støtte Svalerne gav kom til at betyde en forskel for kvinderne. På baggrund af mange interviews over en årrække fortælles her historien om Alefa det meste er fortalt med hendes egne ord. Alefas lod at være anden kone Af Grethe Lauritsen, redigeret af Thomas Rugård Poulsen. Alefa blev gift første gang som årig. Manden havde allerede en kone, som dog havde forladt hjemmet, men mandens datter, Tahera, på 4 år blev boende hos Alefa. I 1969 fødte Alefa datteren Shahera. Hendes mand arbejdede som peon (stik i rend dreng) på en skole og havde desuden en lille butik, hvor han solgte paan - grønne blade med betelnød med opkvikkende virkning. De havde det godt, men under krigen fik hjemmet besøg af pakistanske soldater. Alefa fortæller: Vi ved ikke helt, hvordan han døde, men vi hørte, at soldaterne kom og dræbte min mand og hans tre brødre, men vi fik aldrig deres lig. Efter krigen måtte Alefa arbejde som hushjælp hos mandens slægtninge. 1973: Kvinder og børn i CPC møder Svalerne for første gang. Care Protection Centre (CPC) støttet af Svalerne ( ) - En dag standsede en mand sin motorcykel lige ud for mig og spurgte, om jeg kendte nogen, der havde mistet deres ægtefælle under krigen. Jeg svarede: Jeg er en af dem. Han fortalte om et nyt center, hvor pigerne og jeg kunne bo, arbejde og få mad. Jeg blev bedt om at fortælle dette videre til andre kvinder og næste dag mødte jeg op sammen med to kvinder. Vi var de første i centret. - I den første tid lavede vi ikke noget udover mad til os selv og snakke - og sove. Jeg ville så gerne i gang med at lære at sy tøj, men for at få lov til det skulle man kunne regne lidt og 1974: Alefa (tv.) syr skoletaske af jute - populær vare på det lokale marked. tælle, og det kunne jeg ikke. I stedet lærte jeg at sy tasker af jute. Det var da heller ikke et dårligt arbejde, men jute håndarbejdet blev eksporteret, og det var kun Svalerne, som kunne sælge det. Nu kan jeg både læse, skrive og regne. Det fik jeg lært i CPC, og jeg kan lide at læse en bog. Faktisk siger folk, at jeg kan læse lige så godt som dem, der har gået seks år i skole. - Min far har støttet mig meget og jeg var heldig at få en erstatning på taka af staten på grund af min mands død. Jeg lagde halvdelen til side - og købte en ko, som blev passet af min far, men lige før den skulle kælve første gang blev den stjålet. Jeg bad til Allah og lovede, at hvis jeg fik den igen, ville jeg ofre den i den kommende Eid højtid. Jeg fik koen igen - og gav den til Allah, men kalven beholdt jeg selv. Nyt arbejde og gift igen - Jeg kom ud af centret i 1976 sammen med min datter, Shahera, mens Tahera blev boende, så hun kunne gå i skole til og med 6. klasse. Jeg fortsatte med at lave tasker af jute derhjemme i ca. et halvt år. For min opsparing i Jute-gruppen forpagtede jeg noget jord. Så fik jeg et job som kok ved et kursuscenter under Family Planning Department og efter kort tid i jobbet blev jeg gift igen. Min nye mand er chauffør og ligeledes ansat af Family Planning Department, men arbejder et helt andet sted. 10 Svalebladet

11 Alefas mand fortæller: Vi mødte hinanden gennem vores arbejde, og jeg så, at Alefa var en god person - og kunne lide hende, men hun sagde nej til at gifte sig igen. Imidlertid lykkedes det mig alligevel. Faktisk siger folk, at jeg kan læse lige så godt som dem, der har gået seks år i skole. Alefa tilføjer: Min mand lavede en aftale med en rickshawfører om at kidnappe mig. Jeg var på vej hjem fra arbejde, da rickshawen kom, og så kørte han mig til kontoret for ægte- skabsregistrering, og dér stod min kommende mand sammen med alle sine venner, og de sagde til mig: Når du nu engang er bragt hertil, så vil det være dårligt for dit ry, hvis du blot tager hjem igen helt alene. Således fik de mig overtalt, og så blev vi gift. Efter dette var han helt okay ja, han er faktisk et godt menneske. - Nu, da jeg var blevet gift igen, greb min første mands slægtninge chancen til at få mig smidt ud af mit hjem. Jeg og min datter Shahera måtte flytte hen i et lejet hus, da min nye mand allerede havde én kone, men senere kom vi til at bo sammen med hende og hendes 5 børn. Der var ingen problemer med at have Shahera med i mit nye ægteskab, og det var heldigt for mig, at jeg blev gift igen, ellers ville jeg slet ikke have haft nogen, som støttede mig. Børnene og familien - En fætter tog Tahera hjem til sig som tjenestepige. Efter et år blev hun gift, hvorefter der opstod en voldsom strid mellem hende og mig om tin -pladerne på min afdøde mands hustag. Vi fik disse tagplader som et led i vores rehabilitering fra CPC, og Tahera mente, hun skulle have halvdelen. Det blev en hård kamp og vores indbyrdes forhold er aldrig blevet godt igen. - Da Tahera havde lært at sy i CPC, blev det aftalt, at der skulle gives en symaskine i medgift ved ægteskabet. Jeg havde lige siden min første ægtefælles død lejet hans butik ud - og sparet hele lejeindtægten op. De penge blev nu brugt til køb af en symaskine. Beløbet slog imidlertid ikke til, så vi måtte også sælge nogle tin -plader. - Min datter Shahera døde 11 år gammel. Vi tog hende med til Missions Hospitalet på grund af opkastninger, men efter 2½ dags sygdom døde hun uden at have fået nogen form for behandling. Da hun døde, var hendes søster, Hosneara, kun halvandet år, og jeg var med barn igen. Kort tid efter blev min søn, Ali Hossein, født, og efter endnu et par år fik vi en pige mere, som vi gav navnet Shahinur. Fortsættes side 14 Svalebladet 11

12 12 Svalebladet

13 Svalebladet 13

14 - Min mand lod sig skille fra sin første kone, 1½ år efter han giftede sig med mig. Både min mand og jeg sagde til hende, at hun skulle blive hos ham, men det ville hun ikke. Mit forhold til både hende og børnene er godt. Min mand har fire drenge og en pige med hende og giver 200 taka hver måned til sin første kones familie. Jeg får også 200 taka til min familie og tjener nu 590 taka pr. måned. Jeg giver mine forældre 40 taka hver måned, hvilket de er meget glade for. Opsparing, hus og køb af jord - De første år, jeg var gift, spiste jeg altid på mit arbejde og kunne derfor spare næsten hele min løn op. Jeg gav endog min mand penge, så han kunne ernære både sin første kone og deres børn samt sig selv. I 1979 købte jeg noget jord, hvor min mand og jeg selv byggede et godt hus af ler med tre rum og et tag af tin -plader. Desuden købte jeg en vandpumpe. - I 1980 købte jeg lidt landbrugsjord af min far og søster, hvor vi dyrker græs til tagbelægning og bambus. Min søster ser efter bambuslunden. Den tjener jeg ikke noget på, men vi kan hente bambus til eget brug. Min søster kan også bruge disse bambus til reparation af sit hus. Jeg har givet hende denne rettighed, da hun er meget fattig. tre rum, ligesom vores gamle hus. Jeg har måttet optage lån til ca. halvdelen af huset - størstedelen til høj rente. Huset er endnu ikke bygget færdigt. Vi har lagt tag af tin -plader, men har fortsat ingen lofter. Gulvene er af ler, og der er kun bambusfletværk for vinduerne. - Jeg synes dog, jeg er godt stillet på alle måder. I CPC fik jeg lært at læse og skrive ganske godt, og jeg er stadig i stand til at læse en bog, men praktiserer ikke meget at skrive. I Svalernes program fik jeg nogle kundskaber og en viden, som jeg har fulgt og jeg forstod, at det var muligt at forbedre min situation. Før jeg kom der, var jeg meget uvidende, men nu er jeg blevet mere forstandig. Ja, havde jeg ikke været i CPC, ville jeg aldrig have tænkt på at få et job. - Da vi havde været gift i 12 år, mistede min mand synet, og i 1989 blev han pensioneret efter 22 års ansættelse ved staten. Han får en fast månedlig pension, som går til min familie. Han fik også et engangsbeløb, hvoraf halvdelen gik til hans børn af 1. ægteskab. I 1991 fødte Alefa datteren Ethi. - Min mand blev opereret i Operationen lykkedes i første omgang, men efter kun tre måneder forsvandt synet igen. Så Oversvømmelse Alefa fortsætter med at arbejde som kok på samme kursuscenter. Hun sparer penge op og køber mere jord, men må efterhånden bruge flere penge på børnene, og i 1988 bliver huset ødelagt. - Nu må vi også spare op til et nyt hus, da det gamle blev totalt ødelagt under forsommerens oversvømmelse. De første par måneder efter oversvømmelsen boede vi gratis hos en anden familie, men har ellers ikke fået spor hjælp. Da vandet var væk, byggede vi en lille hytte af jutestokke samt tin - pladerne fra vores gamle hus. - For et par år siden havde min bror brug for penge for at kunne få et job, og jeg sagde, at han kunne sælge min ko. Efter dette har jeg hverken haft køer eller geder, men jeg har altid haft høns og ænder. Engang havde jeg 40 høns, som alle døde af sygdom. Lige nu har jeg 8 høns og en and. Vi har også haft en masse frugttræer, men de fleste gik til under oversvømmelsen. Nyt hus, manden mister synet og pensioneres - I 1989 flyttede vi ind i vores nye murstenshus. Vi startede byggeriet med min opsparing, men de penge rakte ikke langt, så jeg solgte al min landbrugsjord. Min mand bidrog også, men der var brug for mange flere penge. Vores nye hus skulle have 2007: Alefa er gruppeleder i en mikrokredit-gruppe - her har Alefa netop modtaget en kvindes ugentlige afdrag. i 10 år kunne han slet ikke bevæge sig omkring alene. Først efter endnu en operation i 1999 kom han til at se en smule på det ene øje, men intet på det andet. Den første operation var gratis, men den sidste måtte vi betale for, og jeg har givet taka til den. Usikker fremtid og gældsstiftelse Centret, hvor Alefa stadig arbejder i år 2000, er støttet af Verdensbanken. Hun er glad for sit job, men er ikke blevet forfremmet, da det mindst kræver en 10. klasses eksamen. - Arbejdet her indebærer stor risiko, da det kræver, jeg må stå mange timer foran det åbne ildsted. Og maden til de mange 14 Svalebladet

15 mennesker skal serveres til tiden. Det er fortsat uvist, om jeg vil få pension. Vi kæmper meget for at få ændret kursuscentret til en statsinstitution, og jeg tror, det vil gå i orden. Jeg har så hårdt brug for den pension. Får jeg den, kan jeg klare mig selv uden at bekymre mig om, hvorvidt børnene vil tage sig af mig. - I 5 år er lønnen ikke blevet udbetalt regelmæssigt, og nogle gange har vi måttet vente helt op til 5 måneder på at få vores løn. De sidste tre måneder har jeg måttet købe maden på kredit. Jeg skylder købmanden og min yngste datters privatlærer. Desuden har jeg en elregning for 3 måneder. Det går mig på med al den gæld. - Tidligere betalte jeg også for privatlærere til mine tre ældste børn, men jeg kan ikke mere afse penge til det, og de har heller ikke præsteret et tilfredsstillende resultat. De to ældste er dumpet to gange til 10. klasses eksamen. - Min gæld er i dag på taka lånt forskellige steder, så en stor del af min løn går til afdrag og renter, og jeg er meget urolig for vores økonomi. Desuden er der behov for at få vores to ældste døtre gift. I dag er der et krav på taka i medgift, og de penge har jeg ikke. Børnene og uddannelse - Min ældste datter, Hosneara har modtaget et års træning i skrædderfaget og hun kan også brodere, så hun får mange ordrer og tjener taka om måneden. Jeg gav hende en trædesymaskine, da hun lærte at sy. Desuden arbejder hun for de lokale myndigheder med at inddrage afdrag på lån til kvinder og tjener taka om måneden ved det, og netop nu er hun i gang med en vejundersøgelse. Alt, hvad hun tjener, går til familien. Vi prøver nu at få hende gift og sparer penge op til det. - Vores søn, Ali Hossein, gik op til eksamen i 1997 og igen i 1999, men dumpede begge gange. Og han har kun én gang - i en måned - forsøgt at lære et håndværk, ellers har han ikke lavet noget. Han vil gerne starte noget fiskeopdræt, men det kræver penge til at forpagte en dam og købe fiskeyngel. Jeg har sagt til ham, at hvis jeg overhovedet havde nogle penge, ville det være mere påkrævet at bruge dem til at få Hosneara gift. - Min næstældste datter, Shahinur, blev færdig med 10. klasse i år, men gik ikke op til eksamen, da jeg ikke kunne skaffe penge til det, så det må vente til næste år. Hun hjælper nu sin søster med at sy. - Hvad jeg kan sige om CPC er, at jeg selv og børnene fik mad dér. Jeg ønskede virkelig meget at lære skrædderfaget, men fik ikke chancen for det. I stedet lærte jeg jute-håndarbejdet, men kunne ikke forsørge min familie ved det, da jeg ikke var så skrap til det. Så lærte jeg også at læse og skrive, og dét var til stor nytte, da det hjalp mig til at få et job. Faktisk synes jeg, at livet i CPC var bedre, men er nu tilfreds med at have et job, blot er jeg ved at blive gammel og min intelligens forlader mig. Så det er godt at se, hvor dygtige mine piger er blevet til at sy. - Fremtiden afhænger af børnene. Hvad jeg har udrettet er, at jeg har opfostret og opdraget mine børn samt bygget dette hus. Hvis jeg kan få en god pris for huset her, vil jeg sælge det og tage tilbage til min fars landsby. Mikrokredit - en Bangladeshisk succesfuld eller dårlig virksomhed Muhammad Yunus, Nobelprismodtager og pioner inden for mikrokredit, stod anklaget af premierministeren, Sheikh Hasina, for at suge blod fra de fattige. En målrettet kampagne blev lanceret, så han i marts måned 2011 skulle opsige sin stilling hos Grameen Bank, som han grundlagde i starten af 1970erne. Der er grund til at tro, at motivet er politisk. Yunus lancerede sit eget parti i 2007, og selvom han senere trak sig fra politik, har han været anset for at være en trussel og potentiel rival til regeringen. Anklagen blev også tydeligt fremstillet i dokumentarfilmen Fanget af mikrogæld af instruktør Tom Heinemann, der blev vist på DR1 sidst i januar Men er mikrokredit så et dårligt eller et godt redskab for de fattigste? Ifølge Ole Dahl Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Forum for Mikrofinans, er mikrofinans alene ikke et vidundermiddel mod fattigdom. Der er desuden for mange dårlige praksis inden for mikrofinans - som man kunne se i dokumentaren - derfor er det vigtigt, at man arbejder for at forhindre overbelåning og styrke forbrugerbeskyttelsen gennem tiltag som uddannelse af lånere og krav til mikrofinansinstitutioner. Men man skal ikke tro, at mikrofinansinstitutionernes renter er for høje. De ligger tydeligt under de private långiveres renter. Inflationen, som typisk er høj i u-landene, mindsker også renternes reelle niveau. Man skal også tage i betragtning, at mikrofinans betaler for sine egne omkostninger, som er høje, når man skal administrere mange små lån. Men det er grunden til, at mikrofinans kan nå ud til 150 millioner mennesker. Og endelig skal man adskille mikrolån og opsparing. Over halvdelen af verdens mikrofinans er opsparing, hvor fattige tilbydes et sikkert sted at spare op. Mikrofinans er et centralt redskab i bistanden, fordi de fattige, ligesom alle os andre, har brug for finansielle ydelser, og fordi bæredygtigheden er høj. Læs mere på: Svalebladet 15

16 2007: Alefa (tv.) og den NGO-ansatte på vej til et af medlemmernes hjem, da kvinden ikke er mødt op med ugens afdrag. Døtrene bliver gift - Hosneara, min ældste datter, blev gift i Hendes medgift var på taka samt guld til en værdi af taka - og tøj. Hosneara betalte selv halvdelen af guldet. Bryllupsfesten var også dyr. Brylluppet kostede os i alt taka. Jeg måtte optage nye lån, som jeg i dag skylder taka på. Jeg mangler desuden at betale de sidste taka af medgiften, men har en aftale om, at det kan vente, til jeg får min pension. Et år efter brylluppet flyttede hun til Dhaka, hvor hun har et godt liv. Jeg har ikke besøgt hende, men min svigersøn tog Ethi med derned i tre uger. Han er en god mand. - Shahinur giftede sig i Det var et love-marriage, hvor ingen af os vidste noget om det. Mandens forældre var imod ægteskabet, da deres søn ikke havde nogen indtægt. De krævede en medgift på taka kontant, og dette beløb er betalt, men jeg mangler fortsat at give guld til en værdi af PUP PUP er en Fair Trade organisation, der organiserer arbejde for fattige kvinder på landet og unge kvinder fra en Biharigruppe i Bogra by. Udover at tilbyde kvinderne arbejde med forskellige håndarbejder giver PUP også oplysning om f.eks. sundhed, hygiejne og ægteskabslovgivning for kvinderne. Efter flere principielle diskussioner blev det i 2007 besluttet at give organisationen penge til et 3-års projekt, der handler om at uddanne flere kvinder til at arbejde i projektet samt udvikle produkterne, så de kan sikre sig bedre indtægter. Vi forventer at udfase samarbejdet med PUP efter projektets ophør i starten af Samarbejdet vil dog stadig fortsætte gennem netværket Net to Right. RAC Rural Advancement Council (RAC) er en lille organisation i Joypur-distriktet i det nordlige Bangladesh. Organisationen har eksisteret siden RAC arbejder i 25 landsbyer, hvor der er opbygget 28 kvindegrupper og 2 mandegrupper. Arbejdet i grupperne fokuserer på at: 1) styrke gruppernes identitet som stammefolk 2) støtte til at opnå accept i det omliggende samfund 3) økonomiske aktiviteter Svalerne har samarbejdet med RAC i 10 år. RAC fik en 3-årig støtte fra Svalerne i perioden , som gik til opbygning og konsolidering af grupper for stammesamfund i området. I 2008 havde de mange forskellige ønsker, men valgte at fokusere på stammesamfund og udvikling. I 2010 fik RAC udbetalt en 1-årig overgangsstøtte til træning af medarbejdere taka. Shahinur gik ikke op til 10. klasses eksamen det følgende år. I stedet arbejdede hun med handicraft og kunne tjene ganske godt ved det. Hun har selv købt sin symaskine for penge, hun har tjent ved håndarbejdet. Pension og mere gæld - I 2001 gik min pension endelig igennem. Kursuscentret er nu overgået til staten, så jeg har her i 2004 ikke længere problemer med min løn. De sidste par år er mine øjne blevet så dårlige, at det kniber med at se, om der er sten i risene. Selv om der ingen kurser er, skal jeg arbejde hver dag. Jeg gør måske rent et eller andet sted, eller der er en seng, der skal redes. Måske er der også én som ønsker at få et glas vand. Men har vi kurser, så arbejder jeg fortsat som kok. - Jeg har nu haft dette arbejde i 28 år og har kun få år tilbage. Min månedsløn er i dag taka, og jeg vil få en pension på ca taka om måneden. Jeg har bestemt, at børnene får udbetalt min pension efter min død. Jeg vil også få et større engangsbeløb, men ved ikke hvor meget. - Min gæld er vokset til taka. Hvis min søn vidste det, ville han blive meget vred og sige: Hvis du dør, er det mig, der skal betale de lån tilbage. Han er utilfreds med, at jeg har lånt så meget til hans to søstres bryllupper, men jeg har sagt til ham: I er alle mine børn, og jeg har ikke bedt dig om at sørge for dine søstres ægteskab. Det har jeg selv klaret, og jeg håber, jeg vil blive i stand til at betale disse lån tilbage. - Jeg har blandt andet et privat lån på taka, som skulle have været betalt tilbage sidste år. Så nu bliver jeg i stedet afkrævet en rente på 10% pr. måned og har her det sidste år betalt taka i rente på dette lån. Desuden bliver jeg trukket taka om måneden for de lån, jeg har taget på mit arbejde, så der er langt færre penge at leve for, og alt er blevet så dyrt. - Bag ved vores hus er der lidt jord, som jeg har overvejet at sælge for at få lånene betalt tilbage, men da jeg forventer, at prisen på jorden stiger, når broen over floden er bygget færdig, er det bedre at vente med det. Når jeg om få år får udbetalt engangsbeløbet på min pension, skal pengene bruges til at betale min gæld. 16 Svalebladet

17 Sætter sin lid til sønnen - Min søn arbejder nu her i 2005 som maler i et team og tjener taka pr. dag. Han er loyal over for mig og fortæller, hvad han tjener og giver mig penge, men han beholder nu også nogle af pengene selv - som lommepenge. - Det kniber mig mere og mere at se små bogstaver. Selvom jeg bruger briller, kan jeg kun læse stor skrift. Faktisk har jeg ingen briller, men når jeg slet ikke kan se noget, så bruger jeg min mands briller. - Min mand kan ikke udføre noget som helst arbejde, men går hver dag hen og sidder i sin søns butik. Han kan dog købe lidt ind alene og går i moskeen for at bede. Han er ca. 75 år og får taka om måneden i pension. Han har bestemt, at vores yngste datter skal overtage hans pension. - Det bekymrer mig meget, hvordan jeg skal klare det hele, når jeg ikke længere har mit arbejde. Jeg kan ikke blot håbe på, at mine døtres mænd vil tage sig af mig, da svigersønner sjældent tager sig af deres svigermødre. - Jeg kan blot håbe, at min søn vil hjælpe mig. Det vil dog afhænge af, om jeg får en god svigerdatter. Det er bedre at stole på sig selv og fortsætte med at arbejde. Har jeg penge, kan jeg betale nogen for at tage sig af mig, hvis mine børn ikke gør det. Jeg håber nu fortsat på min søn. Hvis han er god, så vil mit liv blive godt. Datteren Shahinur fortæller: Min bror er maler. Han arbejder både under en entreprenør og for sig selv. Men han arbejder nu ikke ret meget. Han er en doven dreng, som spiser på sin mors regning. Nogle gange giver han mor penge, andre gange bruger han selv alle pengene. Sønnen bliver gift - Min søn blev gift i Dagen efter brylluppet tog han to uger til Sylhet for at arbejde, og da han kom tilbage, flyttede min svigerdatter, Salma, ind. Hun har nu boet hos os i 9 måneder, og hun er en god pige. Min søn har ikke forlangt dowry (medgift), men pigens forældre gav frivilligt noget guld. Hverken min søn eller jeg har givet pigen smykker, da der ikke var penge til det. Bryllupsfesten kostede taka, da omkring 225 mennesker deltog. 2004: Alefa med sine to yngste døtre, Shahinur (tv.) og Ethi (th.) Helbredet svigter - Her i 2007 tjener jeg taka om måneden. Min pension bliver på taka om måneden plus et engangsbeløb på taka, men jeg overvejer, om det vil være bedre at få det hele udbetalt som et engangsbeløb på taka. - Mit helbred er ikke så godt mere. Jeg har for højt blodtryk, og måske har jeg haft et slagtilfælde for et par år siden. Jeg har problemer med hjertet. Mit blodtryk stiger ofte, især når jeg er anspændt eller nervøs, men så tager jeg noget vand i ansigtet og lægger mig ned. Jeg må ofte tage et hvil, når jeg arbejder. 2007: Alefa og hendes mand i ægteparrets rum. - Nu er der ikke længe til, at jeg må slutte i mit job. Det bekymrer mig meget, hvordan jeg skal klare det, men ser jeg bort fra det med pengene, så er jeg glad for snart at skulle holde op med at arbejde. Min mand er nu år gammel og kan heller ikke længere høre ordentligt. Han giver taka om måneden til mad. Alefas samlede gæld er i 2007 på næsten taka. Efter renter og afdrag er betalt, er der mindre end taka om måneden tilbage af hendes løn til at leve for. Når hendes søn tjener penge, spæder han til, men hun har været nødt til at låne yderligere taka fra en privat person til en rente på 800 taka om måneden. Trods dette, siger Alefa: Jeg er ikke bange for min fremtid Allah vil planlægge, hvad der skal ske. Alefa er gruppeleder i en BRAC-lånegruppe, som har mødested i hendes hjem. Hun fortæller: Kvinderne kommer her og betaler deres ugentlige afdrag. Og er der nogen, som ikke kommer, så tager jeg sammen med den ansatte hjem til dem. Det kan være et meget hårdt arbejde at få pengene kradset ind. Alefa har netop brugt taka på sit hus. De har nu endeligt fået væggene pudset op, lagt cementgulv og fået bygget en mur omkring grunden. Huset er nu næsten færdigbygget med sønnens hjælp, og hun tror, han vil tage sig af det sidste. Svalebladet 17

18 - Jeg har aldrig besøgt min ældste datter i Dhaka, men hun kommer her til Eid og var også hjemme for tre måneder siden. Hun vil så gerne have et job, men min svigersøn ønsker ikke, hun skal arbejde, da han ikke bryder sig om, at hun skal arbejde sammen med andre mænd. Min mellemste datter bor her i nærheden, så hun kommer ofte hjem. Jeg har en god kontakt med begge mine store piger - og deres familie. Her sidste sommer fik min ældste datter en lille pige og min mellemste datter en søn. Så nu har jeg to børnebørn. Vi håber på bedre vilkår for vores yngste datter Ethi. Hun går 2005: Alefa nær floden - og byggeriet af en ny bro. på college på 1. år. Hun har altid passet sine studier og har bestået 10. klasses eksamen med et fint resultat. Hun ønsker Alle tre rum bruges til beboelse. Sønnen og hans kone har at studere - helt op til MA - og vil først giftes om mange år. husets bedste rum, ret velmøbleret med flere nye møbler. I Hjemme laver hun ikke så meget, men hjælper da til med et andet rum bor Alefa og hendes mand og i det 3. rum den rengøring og madlavning. Hun kan også sy og brodere lidt yngste datter. Alt i alt en god bolig. men slet ikke som sine storesøstre. Hun vil meget hellere sidde med sine bøger. Tanker om døtrenes liv Alefa afsluttede vores samtale ved at fortælle om sine døtres liv. - Mine to ældste døtre har ikke så gode forhold, så jeg er slet ikke tilfreds på det punkt. Begge deres ægtefæller er gode mænd, men ingen af dem har en god fast indkomst. En temauge på Ryparken Lille Skole. Af Owen Beuchet For at fejre Bangladesh 40 år blev der i april måned arrangeret en temauge på Ryparken Lille Skole i København, hvor børnene kunne opdage forskellige facetter af Bangladesh. En udstilling med billeder, landkort, indisk billard) inde, spise mangoer, ananas og bananer samt få en frisk rystet kop af jhalmuri og endelig male med blockprints fra Bangladesh på deres egne T-shirts, bukser, m.m. dukker og bokse fra Bangladesh blev arrangeret i det store rum, og hele ugen kunne børnene henholdsvis gå på opdagelse i Svalernes pædagogiske kuffert, svare på spørgsmål i en quiz om Bangladesh, spille kanamatshi ( den blinde mand og fluerne ) ude og carom (en slags Kufferten er gratis til rådighed for alle skoler og institutioner (som dog selv skal betale for fragt); husk at bestille den på Svalernes kontor. 18 Svalebladet Telefon og svalerne@svalerne.dk

19 Opskrift på den berømte bengalske gade-snack Jhalmuri - en frisk og sprød rissalat Til 6 personer En halv skål poppede ris (ca. 200g) (let ristet på panden med lidt rødt chilipulver eller karrypulver) ½ dl. ristede peanuts 3 finthakkede tomater 1 finthakket rødløg evt. 1 grøn finthakket chili evt. 1 halv finthakket agurk 1 spsk. krydderiblanding (f.eks. bombay-mix købt hos eksotisk grønthandler) 1/4 tsk. sennepsolie eller olivenolie Et par dråber citronsaft Lidt finthakkede korianderblade Put alle ingredienserne i en skål og bland det. Serveres straks. Svalebladet 19

20 Rabindranath Tagore - hovedlinjer i et glemt forfatterskab Af Lone Eskesen RABINDRANATH TAGORE ( ) Rabindranath Tagore blev født i Calcutta, Indien, i en velhavende brahminsk familie. Han blev i længere perioder undervist i både naturvidenskabelige og filosofiske discipliner af sin far og diverse huslærere, men i 1878 tog han for første gang til England for at studere jura, hvad han hurtigt opgav for at starte en omfattende karriere som forfatter m. m. Han er næppe kendt af ret mange moderne danskere. Ikke desto mindre var han en af de mest alsidige begavelser i sin tid, en mand der udfoldede sig i alle litterære genrer med en kæmpe produktion bestående af over tusinde digte, otte bind noveller, ca. fireogtyve skuespil og otte romaner, plus mange essays om filosofi, religion, uddannelse og sociale emner. Derudover gav han sig af med at skrive teksterne til den indiske nationalsang, og han malede flere malerier, hvoraf nogle hænger på de indiske museer. Tagore er således Indiens og dermed også Bangladesh s betydeligste forfatter, hvilket den Nobelpris, han fik i 1913, er et tydeligt bevis for. En verden præget af åndelige værdier. Hvad siger han os i dag i en tid, der er præget af utallige væbnede konflikter rundt omkring i verden, hvor tendensen synes at gå i retning af stadig øget mistro og intolerance? Fremmedfjendskheden er i tiltagen mange steder i Europa, forskellige kulturer og religioner har svært ved at leve sammen. Der er enorm afstand mellem dette åndelige klima og det, der forefindes i Tagores verden præget af åndelighed og respekt for åndelige værdier og tilsvarende laden hånt om den materialisme, som synes at være den altafgørende ingrediens i den vesterlandske mentalitet. Kærlighed og religiøsitet Tagores digte bærer i meget høj grad præg af hans nære samliv med naturen. Et liv der foregik i landlige omgivelser med kærligheden til Gud og kvinden som omdrejningspunktet. I 1913 kom Gitanjali (digte) på dansk og året efter Blomsternes Bevogter (digte). Begge digtsamlinger oversat efter Tagores egen engelske gendigtning. Digt nr. 40 fra Gitanjali (1964 udgaven) giver et glimrende indtryk af digterens inderlige gudstro, som ofte giver sig udtryk i form af billeder fra naturen: Dag efter dag har regnen ikke vist sig i mit indtørrede hjerte, å min Gud. Horisonten er frygtelig i sin nøgenhed ikke det tyndeste tæppe af bløde skydrag, ikke det svageste spor af en kølende byge i det fjerne. Lad nådens sky sænke sig ned fra oven, lig en moders tårefyldte blik på faderens vredes-dag. Kærlighed og religiøsitet er tæt sammenvævet hos Tagore. Undertiden fremstilles forholdet til Gud som en kvindes forhold til den elskede, undertiden som en mands længsel efter sin kvinde. Fælles for alle Tagores digte er en stærk sensualitet, der altid medtager det nære dagligdags liv og afhængigheden af naturen. Der er tale om en sanselighed, som er meget livsbekræftende, en opfordring til at leve i nuet og opgive al stræben efter penge og succes. Fra Blomsternes Bevogter (1964 udgaven) vers 68 lyder det:. Vi skynder os at plukke vore blomster, at de ikke skal plyndres af forbisusende vinde. Det forfrisker vort blod og klarer vort øje at rane de kys, som blot ville visne, hvis vi ventede. Vort liv iler frem, vor attrå skynder på, ti tiden løfter allerede afskedsklokken. Broder husk stedse dette og fryd dig. Den store humanist Man kan ikke give et fyldestgørende indtryk af Rabindranath Tagore uden at komme ind på hans prosaværker, hvor hans humanistiske livsindstilling i høj grad kommer til sin ret. I novellesamlingen Hungrige Stene fra 1919 er ædle menneskers opofrelse for andre et hovedtema. Især vrimler det 20 Svalebladet