Camino-vandring for begyndere

Transkript

1

2

3 Simon Graves Camino-vandring for begyndere 30 dage og 800 kilometer med rygsæk på pilgrimsruten i Nordspanien En letvægtsguide

4 Camino-vandring for begyndere Copyright Simon Graves og Siesta Århus, 2007 Forside: Simon Graves - foto fra 22. dag - fra O Cebreiro Øvrige fotos: Simon Graves, private samt udlån fra spanske turistbureauer Grafisk tilretning: Susan Bach Andersen, allicat Forlagsredaktion: Stig Petersen, Siesta Tryk: Scandinavian Digital Printing 2. udgave, 2. oplag ISBN Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog er kun tilladt, hvis den sker ifølge aftale mellem Copy-Dan og Undervisningsministeriet. Enhver anden udnyttelse er ikke tilladt uden accept fra forlag og forfatter. Filmbyen 21, Århus C Tlf post@siesta-forlaget.dk

5 Indhold Forord 5 Om Caminoen 7 Pilgrimshistorie - i gamle dage og nu 8 Om forfatteren 11 Om planlægning og miniguide 12 Pamplona - Cizur Menor 14 Cizur Menor - Puentala Reina 15 Puenta la Reina - Villamayor de Monjardín 19 Villamayor de Monjardín - Viana Viana - Navarette 5 Navarette - Azofra 7 Azofra - Redecilla del Camino 9 Redecilla del Camino - San Juan de Ortega 32 San Juan de Ortega - Burgos 7 Burgos - Hontanas 41 Hontanas - Boadilla del Camino 44 Boadilla del Camino - Carrión de los Condes 46 Carrión de los Condes - Sahagun 48 Sahagún - Mansilla de las Mulas 52 Mansilla de las Mulas - León 54 León - Villadangos del Páramo 56 Villadangos del Páramo - Astorga 59 Fridag Astorga 60 Astorga - Foncebadón 63 Foncebadón - Ponferrada 66 Ponferrada -Villafranca del Bierzo 70 Villafranca del Bierzo - O Cebreiro 72 O Cebreiro - Calvor 75 Calvor - Portemarín 79 Portemarín - Melide 81 Melide - Monte del Gozo 84 Monte del Gozo - Santiago de Compostela 86 Santiago de Compostela - Negreira 89 Negreira - Olveiroa 91 Olveiroa - Finisterra 92

6 Hjemrejse: Finisterra - Ribadeo 95 Ribadeo - Oviedo 97 Oviedo - Bilbao 98 Fridag i Bilbao 99 Bilbao - Danmark 100 Om fodtøj 101 Om mad og vand 102 Lidt om træning og efterfølgende erfaringer 103 Info - og lidt om transport frem og tilbage 104 Pakkeliste 106 Resume 109 Konklusion 111 Refleksioner - og Caminoen som slankekur 112 Refugieoversigt 114 4

7 Livet er en lang rejse kun to ting er sikkert man ved ikke, hvornår den slutter og man kan ikke lave den om - men man kan ændre retning undervejs! Forord Var det ikke hårdt? Hvordan var det? To spørgsmål jeg mødte igen og igen. Nej, det var ikke hårdt, der er ingen ekstreme stigninger eller afgrundsdybe klippesider, og kroppen vænner sig hurtigt til det daglige arbejde. Psyken er langsommere til at vænne sig til den simple livsførelse. Når disse to størrelser mødes, er resten af turen ren nydelse i en skøn natur, hvor det ikke er muligt at finde problemer, der skal tages stilling til. (Altså ud over at beslutte hvornår man vil stoppe dagens vandring, og hvad man skal spise til aften) Hvordan var det? Også mit hovedspørgsmål inden egen vandring. Det kan besvares kort med en stærk, uforglemmelig oplevelse, hvor man når ud til grænserne, fysisk som psykisk. Det fortæller en masse, og ingenting. Det lange svar er at skrive en rejsedagbog. Min vandring vil være forskellig fra andres, alle har sin måde at opleve tingene på, men den vil give et indtryk af, hvordan det er derude. 5

8 Bogens indhold er fra dagbogsnotater, som jeg skrev hver aften. Da jeg atter læste dem, var det som at være der igen, dejlig oplevelse og utroligt hvad man husker, blot ved nogle få stikord. Inden min vandring gik jeg til foredrag og læste bøger om pilgrimsruten i håb om at finde svar og tryghed, hvor svært er det? 800 kilometer er trods alt lidt grænseoverskridende for de fleste af os. Jeg fandt ikke den sikkerhed, som jeg ledte efter, men nu kender jeg svarene. Derfor denne lille bog, i håb om at andre kan få glæde af den og få lyst til samme store oplevelse. Bogen er tænkt som en letvægtsguide med rutekort, refugieoversigt og en vandring med praktiske oplysninger. Konklusion til sidst, også pakkelisten bliver analyseret, passede valget? 6

9 Om Caminoen Camino-vandringen beskrives som et livsforløb. I begyndelsen er man usikker og tilbageholdende, man prøver sig frem (Barndom). Så får man blod på tanden, nu ved man, hvordan man spiser og sover, fremad (Ungdom). I fase 3 kommer der dejlig ro på, det kører i ens egen fredfyldte rytme, sjæl og fysik (Midalder). Til sidst bliver man mæt, nu vil man gerne i mål, men det skal foregå med værdighed (Alderdom). Præcis sådan oplevede jeg min 800 kilometer lange vandring med rygsæk i 30 dage. Mit udgangspunkt var, at jeg kunne gå 25 kilometer på en dag, men kunne jeg gøre det hver dag i 30 dage? - Det kunne jeg. Næste problem var den primitive livsstil med en køje og en rygsæk, langt fra min luksustilværelse herhjemme, kunne jeg klare det i 30 dage? - Det kunne jeg, følte mig fra dag ét som en del af et større fællesskab. Caminoen er særpræget. Ingen andre steder i verden kan man vandre så langt uden at tænke på mad og overnatningssteder, for de ligger som perler på en snor. Det gav stor frihed og overskud i dagligdagen, at disse ting fungerede, og inden for absolut overskuelige økonomiske rammer. Ingen andre steder i verden er mennesker så ens; et vandrende folk med rygsæk - ingen titler eller statussymboler til at sætte folk i bås. Og ingen andre steder kommer så mange folkeslag så tæt på hinanden på så kort tid. Med masser af tid og lyst til at lytte og fortælle. Der er ikke andre, familie og venner er derhjemme. Det er, som om landegrænserne forsvinder, og der opstår en ny nation, hvor de fremmede er dem uden rygsæk. 7

10 En nation opstået af fællesskab mod samme mål, båret oppe af smil, hilsner, pinsler og hjælpsomhed. Ikke et fællesskab ud fra en bestemt gruppe, men i kraft af et stort område, hvor man møder og slipper hinanden. Pilgrimshistorie: i gamle dage og nu Pilgrimsfærden til Santiago de Compostela startede efter, at man omkring år 815 fandt apostelen Jakobs jordiske rester. Millioner af mennesker har siden vandret på pilgrimsruten gennem Nordspanien for at få syndsforladelse ved gravstedet i den store katedral. Forhistorien var, at apostlene efter Jesu død spredtes for alle vinde for at udbrede kristendommen. Jakob den Ældre endte i Spanien, hvor han vandrede rundt med sin stav og prædikede. Han er i dag Spaniens skytshelgen, ham der gjorde landet kristent. Tilbage i Det Hellige Land blev Jakob halshugget af Kejser Herodes i år 44. Hans tro væbnere bragte liget tilbage til Spanien, hvor de endte ved Galiciens kyst i Padrón. Liget blev bragt ind i landet, hvor der rejstes et kapel. Jakob blev delvis glemt, men 800 år senere lyste en klar stjerne over stedet, og man var sikker på at have fundet Jakobs lig, eller måske havde de spanske konger og den katolske kirke brug for et mirakel i krigen mod maurerne. Spanien, som på det tidspunkt bestod af mange små kongeriger, havde i flere århundreder været besat af muslimer og meget tyder på, at det var pilgrimsrutens opdukken, som førte til den endelige sejr over de vantro. Jakobs jordiske rester blev ført til Santiago - udledt fra Sankt Jakob - hvor man opførte en stor katedral. 8

11 Rygtet om fundet spredtes til hele Europa, og folk begyndte at valfarte dertil. Man skulle blot følge stjernehimlens mælkevej, så ville man ende ved stjernemarken eller oversat de Compostela, og dermed Jakobs gravsted. Santiago de Compostela (Sankt Jakobs stjernemark) er den kristne verdens tredje største pilgrimsmål, kun overgået af Jerusalem og Rom, hvor apostelen Peter ligger begravet. De mange pilgrimme trådte efterhånden et spor, på spansk el Camino, også på dansk kaldet Jakobsvejen, og i daglig tale blot Caminoen. Der blev bygget broer og bedre, mere sikre veje. Der blev bygget kirker, klostre og hospitaler, både for udbredelsen af den kristne tro, men også for bøn og husly til pilgrimmene. Og der blev bygget borge og fæstninger til at beskytte det hele. Korstogsriddere fra alle verdenshjørner hjalp til. De fleste pilgrimme vandrede den lange vej for at sone deres synder og modtage tilgivelsen. Man kunne også gå vejen som stedfortræder for en anden. Måske var man dømt til vandringen som straf for en forseelse. Man havde derfor brug for et bevis for at have fuldført vandringen, som kunne fremvises derhjemme. Dem, der udstedte beviset, havde brug for dokumentation for, at man havde gennemført vandringen. Derfor medbragte man et pas, måske var det en skrivelse fra den hjemlige præst/biskop som udtryk for, at man var ægte pilgrim. Regelmæssige stempler, påtegninger fra ruten beviste, at vandringen var gennemført. Nøjagtig som i dag. Fordelen ved at være ægte pilgrim var oftest gratis mad og husly; havde man råd, kunne man donere en skilling. I gamle dage overnattede man på klostre og hospitaler, drevet af munke og nonner. De er næsten væk nu, men systemet lever stadigvæk, i dag er det såkaldte refugier, som tilbyder overnatning. Mange af disse drives af kommunale og religiøse instanser, men der er også mange privatejede. 9

12 Muslingeskallen er Caminoens symbol, og når man bærer den, er det et meget synligt bevis på, at man er pilgrim. Sådan har det altid været. Ofte er symbolet fastgjort til rygsækken. De fleste af tidligere tiders pilgrimme, som var vandret ned gennem Europa, havde formentlig aldrig set havet før. For dem må det have været tillokkende at vandre de sidste 90 kilometer til Kap Finisterre, stedet hvor verden endte. Efter selv at have prøvet det med helt andre forudsætninger, kan jeg nemt forestille mig, hvilket sus det har givet. Det var det eneste sted på hele ruten, hvor der fandtes muslingeskaller, ikke underligt at dette endegyldige bevis skulle med hjem, og at det på hele hjemrejsen skulle bæres så synligt som muligt. Der findes mange gravsteder, også i Danmark, hvor man har fundet muslingeskallen, så ved man, at det er en person, som har foretaget den lange vandring. Der gik endnu år, inden Columbus sejlede ligeud mod kurs vest og fandt Amerika (1492). Verdens ende var ikke længere verdens ende. Få år senere gjorde Luther op med syndsforladelses-systemet og kæmpede en hård kamp mod paven for indførelsen af den protestantiske tro baseret på, at vi automatisk får tilgivet vore synder. Det var dermed ikke længere nødvendigt at gå pilgrimsturen. (Luther mente endog, at det var spild af tid og arbejdstimer, som kunne anvendes bedre). Opdagelsen af den nye verden, reformationen og utallige krige i Europa, gjorde, at el Camino blev glemt mere og mere for i slutningen af det 20. århundrede at genopstå i sin nuværende form, godt hjulpet af EU-støtte og Unescos godkendelse som en del af verdens kulturarv. Efter jeg er kommet hjem, har jeg på nettet fundet en statistik over pilgrimme. Den viser en kolossal udvikling på de forskellige caminoer - fra vandrere i 1989 til i 2004 (et helligt år) - og i 2006 var vi i alt pilgrimsvandrere. Mange går stadig Caminoen af religiøse grunde, men for flere og flere er selve vandringen vigtigere end målet - den ultimative 10

13 udfordring til at afprøve sine grænser. Ikke kun de fysiske grænser med at gå derudad, men også at leve efter de syv nøgleord, som kendetegner en pilgrim: Langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, frihed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. En stor kontrast til det ofte stressede luksusliv, vi lever i dag. Om forfatteren Det hele startede for seks år siden, da min ekskone og bedste ven blev alvorligt hjertesyg. Det havde jeg set før hos andre, men nu, hvor det kom tæt på, indså jeg pludselig, at det også kunne ske for mig. Jeg vidste jo godt, at min vægt var for høj og konditallet for lavt. Hvorfor ikke gøre noget ved det, mens jeg selv kunne bestemme. Begyndte at læse fedtprocenter på varedeklarationer! Og begyndte at cykle. Først små ture, uden stor lyst, fik ondt alle steder, men efterhånden nød jeg det, og turene blev længere og længere. Jeg var kommet over tærskelen og blevet afhængig af den daglige motion. Problemet var at komme af sted efter arbejdstid og få skiftet til cykeltøj, især i dårligt vejr og efterår-vinter. Motionsbehovet blev løst, da der kom nogle nye sko på markedet med navnet MBT. Dem følte jeg stor velvære ved at gå i. Begyndte at gå på arbejde og gå en omvej hjem. Det kunne gøres uden tøjskifte. Historien gentog sig, jeg blev glad for vandreturene. De blev længere og længere og endte foreløbig med 800 kilometer i Nordspanien. Da jeg i januar 2006 blev 60 år, havde jeg ingen planer om at gå på efterløn - ville i hvert fald fortsætte to år mere. Men hjernen begyndte at rotere (endelig); udelukkende fordi der var en valgmulighed. Til sidst følte jeg mig på ventetid, som soldaten der klipper dage af et målebånd. Det havde jeg ikke råd til i min alder, så 1. maj var jeg en fri mand efter næsten 44 år på arbejdsmarkedet. 11

14 Som ny i faget, vidste jeg godt, at jeg ikke skulle vænne mig til lænestolen, eller dræberstolen, som jeg hørte den omtalt. Det var heller ikke min plan. Jeg ville enten cykle til Paris eller gå Caminoen, mens jeg stadig kunne, man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske. Om planlægning og miniguide Dårligt vejr på cykelruten samt en billig flyrejse til Bilbao, 1300 kroner retur, afgjorde det. 20. maj bestilte jeg flybilletter på nettet. Afgang fra Tirstrup Lufthavn 30. maj kl med Ryanair. Overnatning blandt hundredvis af andre i Stansted Lufthavn, London. Startede på en stol og endte som de fleste på gulvet med soveposen - det primitive liv var startet. Om morgen indcheckning med easyjet til Bilbao, nemt. 31. maj 2006 kl stod jeg på rutebilsstationen i Bilbao og ventede på bussen til Pamplona. 11,50 Euro. Ville egentlig have overnattet i Pamplona, men fik en ubeskrivelig trang til at komme lidt derudad. Der var to årsager til flyets destination Bilbao. Den var billigst, og jeg ville gerne slutte med en togrejse tilbage gennem Nordspanien. Dermed blev Pamplona, via bus fra Bilbao, et naturligt udgangspunkt for min vandring. Forskellige ruter gennem Europa endte to steder ved den franske grænse. Man kunne fortsætte til Spanien fra grænsebyen St-Jean-Pied-de-Port, de flestes startsted, eller Somport-passet. Disse to veje blev senere forenet til en hovedvej i Puente la Reina nær Pamplona, og ruten blev kaldt den franske camino. Man siger, at Caminoen begynder, hvor man starter, så enkelt er det, og jeg havde læst, at der var en hård opstigning over Pyrenæerne, hvis man startede i Frankrig. Med den usikkerhed, jeg trods alt havde over egen formåen, ønskede jeg ikke denne udfordring på dag ét. Overvejede at tage bussen tilbage til Roncesvalles, første by på den spanske side, som også er et yndet startsted - blot for at gå 12

15 tilbage til Pamplona, det trak ikke. Var der energi, ville jeg hellere fortsætte i den anden ende til Kap Finisterre. Den franske camino er den mest populære, men der er andre caminoer (veje) til Santiago de Compostela, den portugisiske, den engelske fra Coruña, sølvvejen fra Sevilla, og camino norte, som følger kysten fra Frankrig til Ribadeo, hvor den skærer sig ind i landet. Den blev en del af min hjemrejse med tog/bus 30 dage senere, derom senere. Min vandring startede i Pamplona og kan følges på rutekortet på guidens indersider, selv om jeg ind imellem brugte andre overnatningssteder end dem, omtalt på kortet. Tallene i parentes bliver mindre og mindre, de angiver resterende afstand til Santiago de Compostela. For at få et indtryk af ruten indledes hver dag med detailkort, hvor dagens byer, kilometerafstande, højder samt refugier er angivet. Bagerst i guiden findes en komplet liste over refugier med antal sengepladser - et samlet overblik over de mange overnatningsmuligheder. Når jeg også har medtaget de enkelte steders indbyggertal, er det for at antyde indkøbsmuligheder og andet. Meget logisk: jo færre indbyggere, des færre faciliteter. Det betyder ikke, at man bør undgå de små steder, tværtimod, men så er man lidt mere forberedt på, hvad der er i vente. Kort over Spaniens nordvestlige hjørne Kap Finisterra Ribadeo Ovideo Bilbao Santiago de Compostela Leon Burgos Pamplona

16 Dag 1 Pamplona - Cizur Menor. 5 km Kendte godt Pamplona fra fjernsynet. Hvert år samme optrin af vilde tyre, som løber gennem gaderne efter dumdristige tilskuere. Det er San Fermín-festen til ære for byens skytshelgen, og tyreløbet er mændenes manddomsprøve: hvem tør? Om aftenen er det tyrenes tur til at komme i ringen. Her er det ikke et spørgsmål om mod, resultatet er givet på forhånd. Men det er om fem uger, byen er på den anden ende, og jeg skal videre. Første møde med mine trofaste pejlemærker de næste 30 dage. Den gul/orange muslingeskal på blå baggrund eller den gule pil, malet alle steder. Forbi universitetets store park og en kort tur langs landevejen. Fik en speciel varm velkomst med rundvisning af hospitaleroen, i dette tilfælde ejeren, som drev et privat refugium, da hun skulle stemple mit pilgrimspas og erfarede, at det var min første overnatning. Pilgrimspasset havde jeg med hjemmefra (se adresser sidst i bogen) men det kan også anskaffes mange steder. Det er et vigtigt dokument, som giver adgang til refugierne, hvor det påstemples med det lokale steds stempel. Næste gang, det får betydning, er på pilgrimskontoret i Santiago de Compostela, hvor vandringen skal bevises for at få compostelaet. Ved indgangen til refugierne sidder en hospitalero (bestyrere, frivillige eller ejere) og indfører persondata i en protokol. Måske anmoder de også om at se det rigtige pas, hvorfra pasnummer bliver indført. Det er af sikkerhedshensyn, så ved man altid, hvor folk er, såfremt der sker noget, og formentlig er det også til statistik. Hospitaleroen, som er en slags vicevært, anviser enten et rum eller en køje - almindelig husorden er hensynsfuld adfærd og ro kl. 22. Efter en lang dagsmarch er det ikke et problem. 14 Første køjerum

17 Dag 2 Cizur Menor - Puente la Reina. 19 km Forklaring på kort: Dagen før var jeg gået fra Pamplona til Cizur Menor 4,6 km. De byer, man passerer, er markeret, og bogstaverne betyder R: kommunalt refugium (donation) - P: privat refugium (normalt cirka 5 Euro) A: vandrehjem - C: camping - H: hostel (billigt hotel) Der kan ske ændringer, også på refugielisten bag i bogen. Dagens vandring er 19 kilometer. Man ser, at jeg starter i 461 meters højde, skal over Alto del Perdón i 746 meter, inden det 15

18 går nedad mod målbyen. Selvfølgelig er det ikke kun op og ned, men man får en fornemmelse af hver dags vandring. Her, som de fleste andre steder, sover mænd og kvinder i samme rum, oftest med køjesenge, og man benytter samme bade- og toiletfaciliteter. Et stort rum med en række toiletter, en række brusenicher med dør eller forhæng, og en række håndvaske, hvor man især om morgenen står side by side. Var spændt på, hvordan jeg ville have det med så anderledes forhold, end man var vant til, men det blev aldrig et problem. På Caminoen virkede det helt naturligt. Om morgenen er der en speciel caminorytme, (det skete hver morgen på resten af turen). De første står op , og udstyret med pandelampe lister de forsigtigt ud med rygsæk og sovepose under armen. I fælleskøkkenet koger de vand til pulverkaffe/te og spiser den medbragte morgenmad. Kl. 6 er de klar til dagens vandring. De går rask og målrettet, kender dagens mål og de forskellige provianteringssteder. Udnyttede det senere, en dag jeg ville gå langt. Bestilte morgenvækning, man lærer hinanden at kende, og kl havde jeg gået 17 kilometer - normalt distancen ved middagstid. Selvfølgelig er der enkelte hensynsløse, der skal pakke om natten i skramlende plastikposer, og som ikke gør rent efter sig, men generelt er folk på Caminoen utrolig hensynsfulde, også med at hjælpe hinanden. Første vandredag, Caminoen kunne være alt fra smal grussti til asfaltvej 16

19 Det blev en hård dag op til bjergtoppen Alto de Perdón ad en stenet sti og bagefter en pæn nedstigning. Blev overhalet og overhalet, selv om jeg gik rimeligt til. Det var morgenholdet. Senere på dagen bliver det mere socialt. Endelig op til en enlig vandrer, det klassiske spørgsmål til min første camino-samtale af mange: hvor er du fra? Hun var fra Firenze og skulle kun til Burgos, ville fortsætte derfra næste år. Hilste også på en cyklist fra Bilbao, der i mange år havde arbejdet for det danske rederi Lauritzen, så var vi på bølgelængde. Nu var han gået på pension og ville cykle Caminoen, selv om han ofte måtte trække pga. vejens beskaffenhed. Da vi tog afsked, hørte jeg for første af mange gange pilgrimshilsenen Buen Camino! (buen, med tryk på en, betyder god. Camino betyder vej) - god vej eller god tur. En hilsen jeg også selv kom til at bruge med stor selvfølge. Bjergtoppe er højdepunkter i mere end en forstand. Man får ligesom en vitaminindsprøjtning, når man har kæmpet sig opad i flere timer, og pludselig har de mest fantastiske udsigter hele vejen rundt. Den hårde kamp med sved og høj puls bliver så rigeligt belønnet. På nedturen har man hele panoramaet foran sig. Det gamle mundheld man må yde, for at kunne nyde passer godt på Caminoen. Denne bjergtop var i øvrigt en mindre skulpturpark med store jernfigurer af pilgrimme på vandring samt udsigt til store vindmølleparker, der forsynede Pamplona med elektricitet. Hele ruten er tydeligt afmærket med vartegn af muslingeskaller eller gule pile, det gælder også, når man kommer til en by (oftest), og jeg blev dermed ledt direkte til refugiet i Puente La Reina. Fik stemplet mit pilgrimspas, betalte 5 Euro som forlangt og fik anvist et stort soverum. I min alder håber man hver gang, der er en underkøje, så man ikke skal op at kravle, rullede soveposen ud, optaget. Gik i bad, vaskede samtidig sokker, underbuks(er) og T-shirt. Igen en daglig rutine. 17

20 Fra tidligst kl. 19 kan man blandt andet købe menú del Peregrino (pilgrimsmenu) for 7-10 Euro. Den består af tre retter, hvor der er flere valgmuligheder: suppe, salat med mere - fisk, kød og andet - is/frugt med mere inklusiv vin og vand. Udenfor ruten hedder det menú del día. Lærte det efterhånden, men i begyndelsen var det svært. Spaniere taler sjældent engelsk, og blandt andet menukort står kun på spansk. Spansk er et stort sprogområde, og det meste af Syd- og Mellemamerika taler spansk, undtagen Brasilien, som snakker portugisisk, så hvorfor oversætte til engelsk? Fik heldigvis hjælp af et brasiliansk par, jeg tidligere havde mødt på Caminoen. Det blev en hyggelig aften, hvor jeg fik deres historie. En prædikant havde ændret deres hektiske liv, gjort dem troende og anbefalet dem pilgrimsvandringen i Spanien. Egentlig syntes de ikke, det var nødvendigt, men nu tre år senere fandt de det vigtigt. Alle har deres grunde til at gå Caminoen. Sluttede aftenen i en stor flot kirke, hvor jeg udefra hørte smuk orgelmusik. Det viste sig, at der var gudstjeneste kl. 21, og kirken var næsten fyldt. Det eneste, der gør dagens fotos specielle, er første møde, ellers kunne de være taget mange andre steder. Denne romanske bro i Puenta la Reina er en af de flotteste. Den kaldes Dronningens bro, fordi den blev opført omkring år 1050 efter påbud fra Navarras dronning med den hensigt at lette pilgrimmenes vandring. 18

21 Dag 3 Puenta la Reina - Villamayor de Monjardín. 31 km Morgenmad på nærliggende bar, café con leche (halvt kaffe, halvt varm mælk), ristet brød med ost/syltetøj og croissant til 3 Euro. Der var ikke så mange valgmuligheder ved det spanske morgenbord. Afgang kl. 8 over den gamle romanske bro og undgik dermed morgenfræserne, de var gået for længst. 19

22 Turen gik igennem meget kuperet terræn, en del af ruten bestod af den oprindelige romerske vej, mødte nogle af Caminoens værste stier med store sprækker og ujævnheder, så der blev arbejdet samtidig med, at man nød det naturskønne og bakkede distrikt Navarra. Det sædvanlige (irriterende) cykelfolk havde store problemer. (For en cyklist er bilerne fjenden, der ikke tager hensyn. For en vandrer er det cyklisterne, der midt i roen kommer farende). Mødte på en bar Isabella fra Brasilien, 21 år og på aleneoplevelse - for at finde sig selv, som hun sagde. Vi fulgtes resten af dagen. Hun var grædefærdig af smerter i skulder/ryg og havde købt små puder til at aflaste skuldrenes ømhed. Det viste sig, at hun havde gået fra St-Jean-Pied-de-Port med 12 kg hængende i skuldrene. Hun vidste ikke, at mindst 80 % af vægten skal hvile på hofterne. Fik et kæmpeknus, da vi havde justeret forskellige remme og spændt hoftebæltet ordentligt, og hun mærkede lettelsen i skuldrene. Angående barerne/cafeerne har de en lidt anden betydning i Spanien, det er samlingspunktet, hvor man mødes, snakker, spiller kort, ser fjernsyn og læser aviser Det er for familier, gamle, unge og forretningsfolk, og det er pilgrimmenes mødested undervejs. De er billige og har alt ikke kun alkohol, men kaffe i forskellige versioner og mad som tapas (små retter), tortilla (æggekage i mange variationer), bocadillo (flute med pålæg). For 2-4 Euro er man tanket op til næste strækning. Ville egentlig have stoppet i Estella, men da der var kø foran refugiet, og der samtidig kom en bus fyldt med turister, der interesseret beså det underlige folkefærd med rygsække, fandt jeg en bar for fortæring og kortlæsning om næste mulighed. Heidi, 57-årig apotekerfrue fra Frankfurt, havde fået samme ide, og vi blev enige om at fortsætte 9 km til Monjardín, et lille kønt sted ifølge Heidis to næsten identiske guidebøger. Måske var mit vægtbesparende kort lige lidt nok, men to bøger! (Fik den ene, da vi fire dage senere skiltes). 20

23 I Irache, fire kilometer efter Estella, ligger et stort Benediktinerkloster; som var et vigtigt pilgrimspunkt indtil Da blev Estella grundlagt, opført af pilgrimme som på kongens opfordring og hjælp bosatte sig på stedet. Klosteret mistede sin betydning. Ingen tvivl om pilgrimsrutens betydning, lignende historier kunne fortælles mange steder, men det, der fangede opmærksomheden, var vingården overfor, også kaldet bodega. (Så kom det kendte navn på plads). Under så lange vandringer gælder det altid om at fylde vanddunken, når man kommer til en vandpost, og dem er der normalt mange af, også her, og især ved byernes torve og kirker. Ofte med rindende vand af fin kvalitet. (Købte aldrig vand.) Her, på bygningens gavl, var der ved siden af vandhanen desuden en vinhane til fri afbenyttelse. Udmærket rødvin, tænkte at det bliver en god tur og overvejede at gøre den ene af mine to vandflasker til permanent vinflaske, men det var både første og sidste gang, jeg mødte denne valgmulighed. Det blev en hård tur, hvor det var rart at være to for støtte og medynk. Dels gik det opad, og dels havde vi endnu ikke fået Camino-ben, var stadig i vable/ømhedsfasen. Wow! Hvilken udsigt, da vi kl. 18 kommer til refugiet. Udsigt fra soveværelse med enkeltsenge, altan og tørresnor, som vi delte med to cyklister fra Napoli. Her den næste morgen med kig mod dagens mål 21

24 Et dejligt sted drevet af en religiøs bevægelse fra Holland. Et af de få steder, hvor man for tillægspris fik både aftens- og morgenmad (i alt 15 Euro). Hyggelig aften med de andre pilgrimme og et rart værtspar, der deltog i fællesspisningen, (den ene ansat, og den anden frivillig for 14 dage, så kommer en ny frivillig). Bordbøn før maden og senere lystig fællessang af internationalt tilsnit. Storkene og deres meget synlige reder er et imponerende syn, når man kommer fra et land, hvor de næsten er en turistattraktion. De sås overalt, hvor der var en skorsten eller et kirkespir. Man ser ungerne kravle rundt, mens de venter på mad. Fuglesangen, aldrig har jeg hørt den så tydeligt som på denne vandring. Uden at kende navnene kan jeg sige: der er rigtig mange fugle, som gemmer sig i træer og krat, man passerer. - Og ørne, enten alene eller i flok. Smukt syn, når de stille kredser rundt med den blå himmel som baggrund. Måske medbringe en kikkert? Igen en afvejning af vægt kontra behov. Rart med lidt naboskab, et sted var der fem reder nær hinanden. 22

25 Dag 4 Villamayor de Monjardín - Viana. 31 km skridt, 2050 kalorier forbrændt. Forstår bedre, at jeg tabte 5 kg på turen, - og uden at lide afsavn, syntes tvært-imod, der blev fortæret meget. Ja, jeg brugte skridttælleren på dagens tur (og næste dag tabte jeg den). I begyndelsen let nedad på god grusvej i dejligt vejr efter et lækkert morgenmåltid, perfekt. Heidi gik som mange andre med to vandrestave (teleskopstænger). Prøvede dem, men det var ikke mig. Opdagede efterhånden, at jeg helst gik med en stav i bakket terræn, og uden i fladt terræn. Min løsning blev at finde en stav i naturen efter behov, som jeg afleverede til naturen efter endt brug. Ikke som i gamle dage, da stokken var helt uundværlig, ikke kun til støtte, men også som forsvarsvåben mod røvere og gale hunde, og til måling af vanddybder. De fleste steder kan man købe vandrestave af enhver art til rimelige priser. Mange gik med én under hele turen. Stod om natten som en trofast følgesvend ved siden af køjen sammen med rygsækken. 23

26 Nød Heidis hyggelige selskab, hvor vi fik en dybsindig snak om livet. Sjovt med det skoleengelsk. Når man mangler ord, prøver man med andre iblandet lidt tysk, og når makkeren nikker, budskabet er forstået, fortsætter man uanfægtet. Det virkede meget naturligt, sådan forløb mange samtaler på Caminoen. Heidi levede et stresset liv med eget apotek og med lige så stresset mand. De var fælles om det og havde også to voksne, hjemmeboende børn. Pga. tidnød havde hun besluttet at gå til Burgos i år, og resten næste år i håb om at finde svar på nogle spørgsmål. Det tror jeg, hun fandt. Nogle lange øde strækninger, som var fint egnet til fordybelse, glad for mine to vandflasker på hver 1/2 l, for pludselig var det småt med vandposte. Senere bliver landskabet mere bakket. Richard fra Stuttgart sluttede sig til selskabet. Hans kone havde besluttet at tage dagens etape pr. bus. Da vi senere mødtes til menú del día, var hun i klart overskud til snak og selskabelighed. Hyggelig aften. Heidi havde det lidt svært med refugier, så vi havde været en runde for at finde et hostel. Mødte en lidt engelsktalende dame, som ledte efter en lejer. Hun havde adskilt lejlighedens soveværelse og bad til udlejning i højsæsonen. Godt møde til 15 Euro (man mødte ofte sedler med henvisning til private overnatninger). 24

27 Dag 5 Viana - Navarrete. 22 km Havde aftalt kl. 8 med Heidi, men glemte, at det var søndag. Det skal man huske at holde styr på, dagene bliver hurtigt ens, men ikke for butikkerne. Fandt en bager for proviantering. Ruten gik ad landevejen til Logroño, med store vejombygninger. Heldigvis holdt arbejderne søndagsfri, så det blev en rolig tur. Over Ebro-floden via en stenbro fra 1884 med flotte bærende buer. Ebro, Spaniens største flod, afvander store områder, inden den ender i Middelhavet syd for Barcelona. Den har udspring fra de Cantabriske Bjerge, Pyrenæernes forlængelse langs nordkysten, som vi så på højre side i det fjerne under store dele af vandringen. Her virkede vandet stadig rent og klart. 25

28 Luksus-camino og en sø - et sjældent syn Gennem den store by Logroños centrum med cafe- og kirkebesøg, forbi et velplejet parkanlæg med en flot fem kilometer lang stenbelagt vandresti, som endte ved en stor inddæmmet sø i endnu et parkområde, Parque de la Grajera. Tydeligvis et yndet område for lokalbefolkningen til motionering, lystfiskeri og grillhygge med lange støbte grills, og tydeligt at det ikke var en del af den oprindelige camino. I den tætte trafik af lokale, der søndagshyggede sig, virkede stedet forkert til pilgrimsvandring. For velfriseret. Typisk, også i Spanien, far passer grillen - og fædrene står på lange rækker. Mor og andre familiemedlemmer vimser omkring, børnene leger højlydt. For de mere magelige er der bilvej og restauranter. Typisk spaniensbillede, man er ude, og man er sammen, ingen blufærdighed og ingen ligusterhæk til privatlivets fred. Holdt en lang siesta og nød stemningen i det lidt fremmedartede virvar. Derefter en nem ligeud tur til den lille kønne by Navarrete. Aftensmaden bestod af øl og tapas på to forskellige barer, omhyggeligt udvalgt efter det lokale fremmøde. Hyggelig måde at møde en anden kultur på. Årets bedste aften, tynd t-shirt kl. 22 i en lille by, der summede af liv fra de mange små barer og fortovscafeer. Refugierne, eller albergue (herberg), som de hedder på spansk, er meget forskellige - lige fra primitiv til luksus. Men et er sikkert, der er altid plads til en mere (måske minus højsæsonen, juli-august). Måske bliver det en madras på gulvet; man har et rum med madrasser, og man kan ligge alle steder, hvor der er en ledig plads, gangarealer, fællesrum og så videre. Man siger, at vandrere har fortrinsret. Cyklister og andre kan lettere køre videre, men sidst på dagen kan selv få kilometer være langt for en pilgrim. 26

29 I Navarreté var refugiet delt op i mindre rum med ti køjepladser, og jeg endte hos en gruppe franskmænd; det var de sværeste at blande sig med. De virkede tillukkede og snakkede kun fransk, som mange af dem mente, alle burde beherske. Dette var en gruppe, ingen tvivl. Højrøstet blev der pakket ind og ud, ordnet fødder og travet frem og tilbage til langt over normal stilletid klokken 22. Jeg og en anden fremmed blev totalt ignoreret. Vi kikkede undrende til og blev bekræftet i vores fordomme. Men man kan heldigvis blive overrasket. Lyset blev endelig slukket, og pludselig lød der en høj og klar fællesbøn fra de selvhøjtidelige mennesker - smukt. Al irritation forsvandt med ét. Mod Navarretté. Man skal vænne sig til de lange, lige stræk med by i sigte; man synes ikke rigtigt, der sker noget. Når man opdager, at det jo heller ikke betyder noget, er man nær fase 3. Det er også her, man begynder at drikke det sidste vand, ny forsyning i sigte Dag 6 Navarrete - Azofra. 22 km 27

30 Igen solskin og dejlig rute gennem vinmarker, frugtbare floddale, bakker og skønne udsigter. Har forladt den kønne provins Navarra og er nu i La Rioja, det store kendte vindistrikt. I Nájera, en lidt kedelig by på sletten, handlede vi ind i et stort supermarked og spiste på en skyggefuld legeplads i nærheden. Caminoen er turistområde, og som i Danmark gælder det om at finde de steder, hvor de lokale handler, det gælder også barer. Der kan være ret så store prisforskelle. To bananer kostede for eksempel 1.5 Euro i en lille by uden andre butikker (ok, hun skulle også leve), her kostede de 0.5 Euro. Af erfaring lærte jeg altid at medbringe en nødration i form af dåsemakrel/tun, nødder og flute (vejer og fylder ikke så meget). Der var små byer, hvor der slet ikke er butikker, eller de var lukket på grund af siesta og andet. Dog var der næsten altid en bar og en stor kirke. Faktisk virkede mange af de små byer uddøde, kun holdt oppe af det system, der holdt pilgrimsruten i gang. Kom forbi en vinbonde, som gik og nippede vinstokke; vi fik et lille lynkursus. Jeg tror, han tænkte: Godt det ikke er mig, der er på den lange vandring, og vi tænkte: Godt, det ikke er os, der skal nippe de kilometerlange vinmarker!. På grund af de sædvanlige sprogproblemer måtte vi nøjes med at tænke hver sit. Refugiet i Azofra var en positiv overraskelse. Stort, nyt og flot, udelukkende dobbeltværelser. En dør ind, en smal gang med skab og seng på hver side, - ingen køjer. Store flotte baderum, køkken og fællesrum. Luksus, Caminoens bedste. Selv Heidi kunne nu klare en refugieovernatning. Heidi gav lækker afskedsmiddag. Hun ville nu gå korte etaper, da hun skulle stoppe i Burgos og var i god tid til den bestilte flybillet; - jeg ville gerne gå længere. Det var lidt vemodigt, man kommer tæt på hinanden under så lange vandredage. Hidtil havde jeg klaret mig med et lille kort med camino-ruten og refugiebyer, indkøbt første dag i Pamplona. 28

31 Nu fik jeg en af Heidis tykke guidebøger, hvor man blandt andet kan se indbyggerantal de forskellige steder, så var man lidt bedre forberedt på indkøbsmuligheder. Det gjaldt også seværdigheder, rutebeskrivelser osv. Jakobweg, der Weg ist das Ziel - Vejen er målet. Det blev mit motto, og vejen ender i Kap Finisterre. Det gør den rent faktisk; ved et stort hvidt fyrtårn. Europas yderste punkt mod Amerika. Fra begyndelsen havde jeg ladet det stå åbent, om jeg skulle slutte i Santiago de Compostela, eller fortsætte de sidste 90 kilometer til Kap Finisterre. Det måtte tiden og helbredet afgøre. Efter de første fem vandredage var jeg ret sikker på, at det blev Finisterre. Det ville jeg helst. Havde det fint, og den usikkerhed og ømhed, der prægede starten, var gået væk. Eller rettere sagt, vandret væk! Dag 7 Azofra - Redecilla del Camino. 24 km Vinmarkerne bliver nu mere og mere kornmarker og kartoffelmarker. Underligt at se dette frodige vinland forvandlet til kartoffelmarker med store vandingsanlæg i sindrige rørsystemer, der pumpede vand i enorme mængder helt ud på 29

32 Caminoens grusstier, som blev et ælte at gå på. De mange kanaler blev født fra floderne, som igen var afgørende for, hvilke landskaber man møder. Vandrede pludselig gennem en ny verden i Cirueña, et kæmpe golfanlæg med tilhørende nyopført by med golfboliger og vejanlæg. Helt sikkert, et sådant syn mødte ikke tidligere tiders pilgrimme. I Santo Domingo tog vi afsked; her ville Heidi stoppe for i dag. Hun var lidt trist til mode over at kunne se afslutningen på sin vandring nu, hvor hun endelig følte sig godt gående efter mange begynderproblemer med vægt og fødder. Lovede at bede en bøn for hende i Santiago de Compostelas katedral og sende et postkort. Hun ville selv komme der næste år. Domkirken i Santo Domingo er særpræget, idet der var et fornemt bur med en levende hane og høne. Historien var, at et ægtepar med deres søn er på pilgrimsvandring. Sønnen bliver dømt og hængt for en forbrydelse, han ikke har begået. De ulykkelige forældre fortsætter til Santiago. På hjemvejen ser de, at sønnen stadig hænger i galgen - lyslevende! De går til dommeren, som skal til at spise stegt hane og høne. Han mente ikke, at sønnen var mere levende end fjerkræet på bordet, og i samme øjeblik kom hanen og hønen til live og har været det siden. Sønnen blev efterfølgende frigivet, og den dag i dag er det fuldt ud acceptabelt, at hanegal ofte forstyrrer gudstjenester og andre hellige handlinger. Grunden til, at jeg ikke har fortalt meget om kirker, klostre og andre flotte bygningsværker, er, at der er så mange, det ene flottere end det andet. På et tidspunkt når man et mætningspunkt, hvor man blot registrerer, at her er også flot. Det gjaldt også kirken her, hvis der altså ikke havde været dette fornemme bur, der virkede helt malplaceret i en kirke. En anden grund til at nævne kirken er statuen og gravstedet med byens skytshelgen Santo Domingo, som byen er opkaldt efter. Han viede sit liv til en næstekærlig indsats for pilgrimme og blev helgengjort for sit arbejde. 30

33 For at blive kåret som helgen, skulle man have gjort noget specielt. Udført et mirakel, lidt martyrdøden eller som her udøvet en særlig indsats i Kristi tjeneste. Man formodede derfor, at de stod Gud særligt nær, og derfor var i stand til at gå i forbøn for én. Det er årsagen til de altid velbesøgte helgensteder og den årlige festligholdelse/tilbedelse af helgenens dødsdag. Hver by sin skytshelgen. Santo Domingo var blevet afvist som munk og blev i stedet eremit. Disse eneboere blev også anset for hellige mænd, der levede i cølibat. Med hjælp fra blandt andet omegnens beboere, som også var interesseret i forbedrede forhold, byggede han en bro over Ocafloden og ryddede vejstrækninger til de mange pilgrimme. Når man i dag går Caminoen, skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig det enorme arbejde, der har været ved at gøre mange af de 800 km mere sikre og farbare for pilgrimme med rydning af strækninger og bygning af broer. Ofte er kirkerne aflåst til stor undren for caminofolket (vist nok på grund af hærværk og tyveri). Hvor kirken stod åben, var den et skattet sted til lidt ydmyghed, ro og kølighed. Helt dejligt at gå alene igen, det har man også brug for. Endte i et udmærket refugium med bar og middagsbestilling ved ankomst (frivilligt). Jeg var nu ved at blive fortrolig med det spanske spisekort: salat, kylling med pommes frites, yoghurt og fri vin kl. 19. Jeg opfattede prisen til 7 Euro og seng 5 Euro, men faktisk var dette det første sted af mange, hvor betalingen var donation. Man betaler, hvad man har lyst og råd til. Ideen er, at ingen pilgrim skal undvære mad og seng på grund af fattigdom. Til gengæld betaler de rige måske lidt mere, - i gamle dage måske meget mere, da man troede at kunne afkorte tiden i skærsilden ved at udvise godhed. Normalt betales anonymt i en slags postkasse, som hænger på væggen; ingen ved, hvad man giver. Her kom der en tom tallerken på bordet under afrydningen, men ingen regning. Gad godt have set deres ansigter, hvis jeg 31

34 havde undladt at betale for så dejligt et måltid med fri vin/vand og fin betjening. Det gjorde jeg ikke, tværtimod udnyttede jeg den uventede frihed til at variere mine donationer efter min oplevelse af stedet. Et sted oplevede jeg så negativt, at jeg intet betalte, andre steder betalte jeg dobbelt. Uanset hvad, var det ikke store beløb, men mere symbolsk velvære ved at kunne sige her var dejligt at være Dag 8 Redecilla del Camino - San Juan de Ortega. 36 km Var tidligt vågen og startede kl 6.30 med den efterhånden uundværlige café con leche og morgencigar. Ja, indrømmet. Jeg vidste godt, at der var cigaretautomater, men at alle barer med respekt for sig selv havde en kasse med Farias stående 32

35 under bardisken, var en overraskelse. Og svær at kæmpe imod, så jeg opgav. 0,8 Euros for en lille rund cigar. I et lille metalhylster kunne den holde til middag. Den næste til aften, og den sidste blev røget inden sengetid. Min egen regel var, at man kun røg ved barbesøg. Ikke på Caminoen, og på refugierne er det forbudt. Gode oplevelser skal nydes. Hvor man som turist forventer en hel masse, er pilgrimslivet mere ydmygt. Man sætter større pris på de små glæder. Det sker sikkert på grund af den primitive og beskedne livsførelse. En god oplevelse havde jeg under et barstop. Jeg sad udenfor i skyggen, da Jonathan, en 24-årig englænder fra Leeds, pludselig kom ud med to fadøl, vi skulle dele. Vi havde ofte mødt hinanden med den lille obligatoriske hilsen, og nu syntes han, vi skulle hilse ordentlig på hinanden. Den samme historie igen, han skulle finde ud af, hvad han ville med livet. Måske var det meget godt, jeg som 17-årig fik en læreplads som elektriker. Overskrider nu grænsen mellem Rioja og Castilla León. Ingen tvivl mulig. På denne øde strækning har region León opsat et ydmygt velkomstskilt. (foto: Jonathan) Ville egentlig være stoppet efter 24 km i Villafranca de Montes de Oca, men var efterhånden kommet i rigtig god gåform. Og vig- 33

36 tigst: en vable, som havde generet mig under den ene tå, var væk. Aftenen i forvejen sad en ung pige (USA) med en tynd synål og trak en tråd gennem en stor vable. Jeg brugte også nål til at punktere den med, men den kom igen og igen. Nu kom der en tråd igennem som dræn, og jeg mærkede den aldrig mere. Havde læst om vabler inden afrejsen. Enhver pilgrims skræk - en lille ting med stor virkning. Bedste løsning er at lade den være, efter et par dage forsvinder den. Det kan man normalt ikke vente på, så der prikkes hul med en steril nål, og væsken presses ud, eventuelt ved at rulle over med en vatpind. Et sted så jeg, man brugte en engangskanyle til at trække væsken ud, det så effektivt ud. Huden skal blive som beskyttelse af den nye hud. Nu ved jeg også, man kan bruge nål og tråd. Compeed og andet er godt til at beskytte ømme og udsatte steder for slitage, men er der først gået hul, skal stedet have luft for at hele, og man skal passe på ikke at lukke for tæt. Det var benene og lysten, der bestemte min måde at gå Caminoen på, så jeg fortsatte. Ifølge guiden en lang og hård tur, og det blev det. En stejl opstigning af en stenet ujævn vej til 1000 meters højde og en ødemark uden vand, huse og mennesker de næste tolv kilometer. Det var lidt grænseoverskridende. Vidste, at jeg sandsynligvis var den sidste på ruten, og skete der noget, var der ingen hjælp at få. Så adrenalin og puls var på arbejde. Og igen de gode oplevelser; et sted på verdens mest øde strækning (følte jeg) var en udsigtsplads med borde og bænke og en tysk cyklist med masser af vand. Sidste halvdel af turen gik ligeud gennem et skovområde ad en bred grussti. Det eneste sted på Caminoen, hvor jeg følte mig Alene i ødemarken 34

37 lidt generet af insekter. Små fluer fulgte mig troligt, som i en skov herhjemme. Generelt mødte jeg ikke flere insekter eller farlige dyr i Nordspanien end i Danmark. Det gav en vis tryghed at vide, der var en bag mig. Da jeg endelig blev overhalet af den tyske cyklist, kom der samtidig en politibil imod mig. Hver dag sidst på dagen tog de denne tur, så langt de kunne køre. Meget betryggende. For 1000 år siden var her intet, men Juan de Ortega gjorde det til sin livsopgave at fortsætte sin læremester Santo Domingos arbejde med at forbedre forholdene for pilgrimmene. Han opførte på dette øde sted kloster og kirke for at give husly, mad og Guds ord til forkomne pilgrimme. Da jeg nu kender turen, må stedet have virket som en oase. Han ryddede vejen gennem Oca-bjergene og de store skovområder, som var frygtet på grund af et svært passabelt terræn og overfaldsmænd. Han blev efter sin død i 1163 kåret til helgen og begravet på stedet, han havde skabt. San Juan de Ortega med kloster, kirke og refugium til venstre 35

38 Egentlig er det vel Caminoens mest ægte pilgrimssted. Hver dag kl. 19 er der pilgrimsmesse med efterfølgende suppe i solide portioner. Det vidste jeg ikke, da jeg sent ankommet var gået i bad. Syntes nok, at stedet virkede tomt i forhold til, at alle køjer var besat, og en del biler holdt parkeret udenfor. Var meget sulten på vej til den lille bar, da en ældre hospitalero råbte mig an og med fagter angav, at jeg skulle følge med. I en stor sidesal var alle samlet. De havde været til messe og blev nu trakteret med en dejlig nærende suppe, som gavmildt blev delt rundt. Kunne se på en af hjælpernes smil, at det var helt i orden, da jeg sagde ja tak ved tredje runddeling. Alt drives af frivillige, man fornemmer stadig grundlæggeren Juan de Ortegas ånd hvile over atmosfæren. Da jeg ankom, var jeg træt og sulten, nu var jeg mæt og fyldt med gode følelser. Forstod, hvordan tidligere tiders pilgrimme må have været taknemlige for sådanne steder. Betalingen er donation, og her betalte jeg med stor glæde ekstra. Halvdelen for mad og husly og halvdelen for varme og menneskelighed. Fik opklaret de mange biler, der tilhørte omegnens beboere, som kom for at overvære messen, besøge helgengraven og måske få syndsforladelse; også de blev trakteret Sov på madras på gulvet ved siden af en hollandsk dame, jeg skulle komme til at møde de næste fire dage, selvom hun var på cykel. Igen, man bestemmer selv tempoet. 36

39 Dag 9 San Juan de Ortega - Burgos. 28 km Morgenen er det køligste tidspunkt på dagen. Her passer det med lange bukser, t-shirt og fleece-trøje. Op ad formiddagen ryger trøjen, der blev brugt til hovedpude om natten, og lidt senere bliver benene lynet af bukserne. Min faste påklædning på hele turen, nem og funktionel. Startede kl. 6 igennem skovområde til god morgencafe i Agés. Tror, de fleste har valgt Agés som overnatningsby, fordi der var liv og trængsel, og jeg var slet ikke blevet overhalet. Derefter nedad og en stejl opstigning, inden sletten med Burgos og den imponerende katedral åbnede sig. Gik lidt sammen med en londonsk børnelæge på min alder. Hun havde stoppet arbejdslivet samme dag som jeg, og pludselig stod vi midt på landevejen og sang Rod Stewards: We are sailing som blev til: We are free-e og en stor bekræftende omfavnelse. Hvor tåbelige kan man være? De næste ti år skulle blive de bedste i hendes liv, fuld fart på. Hvorfor kun ti år? Jo, hjertet kunne stadig være fint, men efter 70 ville 37

40 En meget gotisk katedral i Burgos - og blot for at illustrere forskellen: En meget romansk kirke (Frómista) musklerne begynde at skrumpe ind. Uha, som de læger kan sige det. Da vi kom til den kedelige industristrækning de sidste fem km, tog hun bybussen ind til centrum. 0,75 Euro fortalte ventende passagerer. Jeg var godt gående og fortsatte. Slentretur mellem flotte gotiske bygningsværker, især katedralen med masser af tårne og spir. Hvis man siger, at massive mure, rundbuer og små vinduer er typisk romansk stil, og søjler og spir er gotisk stil, så må katedralen i Burgos være noget af det mest gotiske, der er bygget. Søgte lidt væk fra centrum og endte i et helt almindeligt boligbebyggelseskvarter med firkantede karréer i tre etager og med græsplæner, legepladser, bænke og masser af udeliv. I et hjørne så jeg ekstra mange mennesker, det var en bar så godt skjult, at kundegrundlaget måtte være stedets beboere. Stort udvalg af tapasretter og meget mere og de laveste priser, jeg mødte. Det var her, man spiste, mor skulle ikke stå i køkkenet, børnene skulle ikke afbryde deres leg, og bedsteforældrene boede sikkert i nærheden. Mødestedet for alle, og de var der alle, fra singlerne til børnefødselsdagen, eneste fremmedelement var pilgrimmen (mig). Det gik, god oplevelse. 38

41 Lørdag aften er der stadig stor trængsel i mange butikker, som har åbent til kl. 21. Det virker, som om hele byen er udendørs på gader, torve og de store velholdte parkanlæg langs floden og i de mange barer selvfølgelig. Caminoens smukkeste storby i mine øjne. Den spanske nationalhelt El Cid ( ) er født i Burgos og ligger begravet i Katedralen. Statuen står midt i Burgos. Burgos grundlagdes i 884 som fæstning i kampen mod maurerne og blev en vigtig pilgrimsby med blandt andet over 30 hospitaler, flere havde over tusinde sengepladser; det fortæller en del om datidens pilgrimsbølge. Fra var byen hovedstad i kongeriget Castilien Fra år 700 havde maurerne besat Spanien, det eneste kongedømme, de aldrig formåede at indtage, var Asturien. (Til provinsens stadige stolthed). Omkring år 1000 erobrede de Santiago de Compostela, dog uden at skænde Jakobs grav, dertil havde de trods alt for stor respekt. Pilgrimsruten med dens befæstninger af borge med mere begyndte at træde i karakter, og 100 år senere var maurerne trængt tilbage til Valencia, hvor det afgørende slag, som medførte El Cids død, blev udkæmpet og vundet. Maurerne endte i Sevilla/Cordoba-området, hvorfra de blev fordrevet endeligt i Spanien opstod som et samlet kongedømme. Har tidligere nævnt de fine afmærkninger af ruten, men det gælder ikke storbyerne, her skal man virkelig holde øjnene åbne, måske spørge om vej. Til gengæld er folk altid hjælp- 39