i hverdagen Hvad betyder velfærden for dig og mig? Hvad betyder velfærden for samfundet? Hvem har ansvaret for velfærden?

Transkript

1 TRYGHED i hverdagen Hvad betyder velfærden for dig og mig? Hvad betyder velfærden for samfundet? Hvem har ansvaret for velfærden? Det var nogle af de spørgsmål, som LO Silkeborg-Favrskov satte til debat, da vi onsdag den 22. juni 2016 havde inviteret tillidsvalgte til fyraftensmøde med professor Henning Jørgensen. I dette lille debatskrift fortsætter vi diskussionen forhåbentlig til inspiration for det videre arbejde. Venlig hilsen Viggo Thinggaard formand

2 TRYGHED I HVERDAGEN Vores velstand og velfærd sikres gennem lønindtægten og gennem den skattefinansierede velfærd. Mens lønnen skal sikre de daglige leveomkostninger som fx mad og husleje, skal den offentlige velfærd sikre tryghed og muligheder for os alle i forbindelse med sundhed, sociale problemer, daginstitutioner, uddannelse, ældre omsorg, kollektiv transport, kulturelle tilbud osv. Det bliver meget svært, hvis vi som lønmodtagere skal forsikre os til alle disse goder. Vi kender det fra USA, hvor mange er bundet til ét eller flere jobs alene for at opnå en nødtørftig sundhedsforsikring. Takket være den offentlige velfærd er vi friere stillet og kan skifte arbejdsplads uden at være bange for, hvad det betyder for vores ret til hospitalsbehandling og andre velfærdsydelser. Den offentlige velfærd er en styrke for det faglige arbejde på arbejdspladserne. Hvis hele velfærden og ikke kun lønindtægten afhænger af vores forhold til arbejdsgiveren, vil frygten for at miste jobbet også blive større, mens modet til at sige fra vil blive mindre. Uanset om vi er privat eller offentligt ansatte, har vi derfor alle som lønmodtagere og borgere en interesse i den offentlige velfærd. Og på samme måde som lønnen er afhængig af fagbevægelsen og de kollektive overenskomster, er den offentlige velfærd også afhængig af en stærk folkelige opbakning. En opbakning som kun fagbevægelsen kan sikre. Den offentlige sektor er således på én og samme tid en fælles forpligtelse - og til fri diskussion - for hele fagbevægelsen.

3 Jeg er 49 og for to år siden fik jeg et voldsomt hjerteanfald, som ødelagde en tredjedel af min hjertemuskel. Jeg tager dagligt 13 medikamenter og går til en hjertespecialist til dollars per besøg. Jeg har opbrugt mine kreditkort og må snart indgive konkursbegæring. I denne uge skjuler jeg min bil, fordi jeg risikerer at må levere den tilbage til sælger. Medicinregningerne har ødelagt mit liv, men hvis jeg stopper med at tage medicin og gå til læge, dør jeg. - R. James Fra New York Times I Am Drowning. - The Voices of People With Medical Debt.

4 KAN VI ØGE VORES FAGLIGE STYRKE VED AT BLANDE OS I DET POLITISKE? TRE EKSEMPLER: STUDERENDE KONKURRENCEUDSÆTTELSE FLYGTNINGE I butikker og supermarkeder fortrænges faste medarbejdere ofte til fordel for deltidsansatte studerende, som kan gå til en lavere betaling. Skiftende regeringer har krævet den offentlige sektor udliciteret og udsat for konkurrence fra private leverandører. Ansættelse af flygtninge på andenrangsvilkår, kan få de øvrige ansatte til at føle sig truet på deres løn og jobfunktioner. Det har ofte ført til færre ansatte, et højere tempo og forringede ansættelsesformer. Men det er vel heller ikke billig arbejdskraft, som vi har brug for? For hvad vil det betyde for vores løn og arbejdsforhold? SU en rækker sjældent til at dække alle udgifter, så de unge må arbejde ved siden af studierne. Men samtidig skubbes almindelige lønmodtagere ud af branchen, eller de må tage to job for at kunne forsørge familien. Var det ikke bedre med en højere SU måske en studieløn - så de studerende ikke skulle arbejde? Kunne det ikke give plads til flere fuldtidsansatte? Men risikerer konkurrenceudsættelse så ikke at lægge pres på hele branchens løn og arbejdsforhold? Hvor de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold måske tidligere kunne inspirere andre til forbedringer, risikerer de så ikke med konkurrenceudsættelsen at blive en del af en nedadgående spiral? Vi har vel snarere brug for mere veluddannet arbejdskraft. Så hvorfor ikke bruge rotationsordninger, så nogle kan komme i uddannelse og dermed skabe plads til andre, danskere såvel som flygtninge?

5 OPRINDELIG BLEV OFFENTLIG HJÆLP GIVET SOM ALMISSER. Hjælpen var ikke en ret men blev givet efter et skøn og dækkede langt fra udgifterne til underhold og eventuel behandling. Det var grunden til, at arbejderne sluttede sig sammen i sygekasser og arbejdsløshedskasser. Det var dog stadig en stor økonomisk byrde for den enkelte, og kasserne omfattede ikke alle. Målsætningen blev derfor universelle og skattefinansierede rettigheder, som kunne omfatte en hver samfundsborger uanset job og indtægt. Også de velhavende; en progressiv beskatning at skatteprocenten er højere for de højere indtægter - blev derfor en vigtig del af ordningernes økonomiske grundlag. Arbejderbevægelsen fik bedre muligheder for vinde opbakning til sine holdninger om tryghed, lighed og solidaritet, efterhånden som demokratiet blev styrket, først og fremmest med den lige og almindelige valgret. Dertil kom en række forsøg på at styrke dannelse og uddannelse gennem ordninger som fx folkebibliotekerne og SU for studerende. Formålet var at sikre almindelige lønmodtagere samfundsmæssig ligestilling og større frihed i tilværelsen.

6 VEJEN HEN IMOD TRYGHED OG LIGHED Lov om alderdomsunderstøttelse for ubemidlede mænd og kvinder over 60 år. Understøttelsen var trangsbestemt og skønsmæssig, og trangen måtte ikke være selvforskyldt. Loven sikrede, at modtagerne ikke længere ville miste deres borgerlige rettigheder (fx valgret), fordi de modtog offentlig hjælp Den første sygekasselov betød, at staten kunne støtte den frivillige sygesikring for ubemidlede. Samtidig begyndte kommunerne også at støtte sygekasserne. De fleste udgifter blev dog båret af de forsikrede selv under devisen Hjælp til selvhjælp Den første arbejdsløshedslov med anerkendelse af arbejdsløshedskasser tilknyttet fagforeningerne og med et loft over det offentlige tilskud på 50 procent af kassens samlede udgifter Aldersrenten afløste alderdomsunderstøttelsen. Renten var en lille ydelse, som i reglen blev ydet fra det 65. år. Renten blev finansieret over skatterne og var en ret i modsætning til alderdomsunderstøttelsen, som var fastsat ved et skøn Socialreformen af 1933 var et stort skridt væk fra offentlig hjælp som en almisse afhængig af giverens medlidenhed og hen imod offentlig hjælp som en rettighed - noget borgeren havde retskrav på, når bestemte forudsætninger var opfyldt. Reformen indførte klare regler for borgernes rettigheder, og de vigtigste ydelser blev gjort tilgængelige for de fleste borgere. Reformen afskaffede 54 sociallove til fordel for fire, nemlig lov om offentlig forsorg, om ulykkesforsikring, om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsanvisning og endelig lov om folkeforsikring. Folkeforsikringen samlede således næsten alle regler om hjælp til invalide, gamle og syge. Herefter var medlemskab af en privat anerkendt sygesikring en betingelse for at opnå alders- og invaliderente. Alle over 21 år var forpligtet til at søge optagelse i en sygekasse Folkepensionen erstattede aldersrenten. Folkepensionens mindstebeløb blev tildelt uafhængigt af modtagerens økonomiske forhold. Dermed blev indført en universel dækning dvs. en ordning som sikrer alle borgere bestemte ydelser under bestemte forudsætninger Ændring af Loven om sygesikring betød mulighed for optagelse af personer, som ikke var ubemidlede. Loven var således et led i udviklingen efter 1945, der i stigende grad betød, at læge- og hospitalsbehandling blev dækket af det offentlige Reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen betød, at staten skulle betale merudgifterne ved stigende arbejdsløshed, hvormed forsikringselementet i understøttelsen blev mindre. De forsikrede finansierede ca. en tredjedel af de samlede udgifter. Dagpengemaksimum blev hævet fra 80 til 90 procent af den hidtidige indtægt, og arbejdsløse fik ret til ferie og feriegodtgørelse, hvis de havde været uden arbejde i optjeningsåret Kommunalreformen - betød færre enheder og kun to niveauer, kommuner og amter. Reformen førte til større, mere sammenhængende og ligestillede kommuner, da købstædernes særlige status blev ophævet. Kommunerne skulle tage sig af det almene og amterne tage sig af det specielle. Dermed indførtes mindretalsbeskyttelse, idet amterne blev garant for borgere med særlige behov (eks. psykiatriske patienter). Samtidig skulle amterne på en række områder føre tilsyn med kommunerne. Reformen betød desuden, at de målrettede statslige refusionsordninger blev erstattet med generelle bloktilskud og dermed større kommunal råderet Den offentlige Sygesikring afskaffede de private sygekasser. Sygesikringen er universel. Dvs. den sikrer alle borgere adgang til gratis lægehjælp og hospitalsbehandling samt støtte til tandlægehjælp, fysioterapeutbehandling o.a Bistandsloven indførtes og dermed en forenkling af det sociale system, så alle henvendelser om rådgivning, kontanthjælp og serviceydelser nu alene skulle rettes til kommunen. Også ydelsessystemet blev ændret, så den enkeltes behov og ikke trangsårsagen blev afgørende for, hvilken bistand der skulle ydes. Dvs. at hjælpen blev den samme, hvad enten trangen skyldes sygdom, arbejdsløshed, skilsmisse e.l. Ca flere og bedre muligheder for børnepasning, bedre folkeskoler og videregående uddannelser, biblioteker og kulturelle tilbud. Kilder: denstoredanske.dk; ak-samvirke.dk; faos.ku.dk og faktalink.dk