Et anslag mod videnssamfundet

Transkript

1 Et anslag mod videnssamfundet Sidste år var det forskningen og uddannelserne. I år er det de studerendes SU, der er truet af sparekniven. Det undrer os, at regering og et flertal i Folketinget igen overvejer at skære så markant på viden. Det er i direkte modstrid med regeringens politiske fokus og målsætninger heriblandt ambitionen om at få de studerende godt og hurtigt igennem studierne og et Danmark i balance. Per Michael Johansen og Inger Askehave Skal vi for første gang i danmarkshistorien opleve, at den kommende generation bliver dårligere uddannet end deres forældre? Har vi råd til endnu et anslag mod videnssamfundet? Spørgsmålene er relevante i disse tider, hvor politikere igen taler om ekstraordinære besparelser på uddannelsessektoren. Sidste gang, universiteterne måtte holde for, var ved finansloven for 2016, hvor forskningsmidlerne blev beskåret med op mod en milliard kroner oven i trecifrede millionbesparelser på uddannelserne. Denne gang handler det om SU en. Flere politikere, interesseorganisationer og medier har for nylig anklaget det danske SU-system for at være for generøst og for dyrt. Der lægges kraftigt op til endnu en sparerunde i uddannelsessektoren. Vi fik en forsmag på de igangværende overvejelser om SU en, da den private forening Axcelfuture i foråret foreslog at skære SU en væk på kandidatuddannelserne og erstatte den med lån. Forslaget er siden båret videre af en række borgerlige politikere og medier, og både tænketanken CEPOS og dagbladet Børsen har anbefalet at bruge besparelsen på skattelettelser. Vi vil advare mod at omlægge de kandidatstuderendes SU til lån. Det vil føre til færre og mindre dedikerede studerende, hvilket igen vil betyde større mangel på veluddannede, innovative medarbejdere i virksomhederne. Forringelserne vil på sigt også give større ulighed i det danske samfund både socialt og geografisk. For sådan en omlægning vil for det første afholde lovende unge især fra ikke-akademiske hjem fra at udvikle deres talent til kandidatniveau, fordi de ikke har råd eller ikke tør stifte gæld for at læse videre. Og for det andet kan de, der vælger at tage en kandidatgrad, få svært ved at studere på fuldtid, hvis de ikke ønsker at sætte sig i stor gæld. En omlægning til lån vil kort sagt føre til færre kandidater og længere studietider. Ingen af delene er ønskeligt for det videnssamfund, alle er enige om, er grundlaget for vores fremtidige vækst og velfærd.

2 DET KAN undre, at uddannelsesministeren ikke allerede har skudt forslaget ned. Bl.a. fordi regeringen har stort fokus på, at de studerende skal gennemføre deres studier på normeret tid, så de hurtigst muligt kan komme ud på arbejdsmarkedet og gøre gavn. Det fokus deler vi på Aalborg Universitet, og vores studerende har landets i særdeleshed laveste gennemførselstider. I gennemsnit overskrider de den normerede studietid med 1,6 måneder, hvor den gennemsnitlige overskridelse på landsplan er på over 12 måneder. At gennemføre en kandidatuddannelse på stort set normeret tid forudsætter, at man studerer på fuldtid. Ifølge regeringens eget kvalitetsudvalg indebærer det 43 timers studier om ugen, hvilket automatisk sætter en tidsmæssig begrænsning for, hvor meget de studerende kan arbejde ud over studiet. I sektoren er der bred enighed om, at 15 timer er den maksimale arbejdsuge for en studentermedhjælper, som på den måde får en samlet arbejdsuge på 58 timer om ugen. På Aalborg Universitet er mange studiejob kun på otte timer om ugen for at sikre studieintensiteten. Men kan et studiejob på 15 timer ugentligt betale den studerendes kost og logi? Næppe. Så hvis SU på kandidatuddannelserne erstattes af rentefri lån, vil de studerende være nødsaget til enten at gældsætte sig eller tage arbejde i et omfang, som risikerer at gå ud over deres studier. Mange vil formentlig vælge det sidste for at undgå at starte deres karriere med en uoverskuelig studiegæld. En omlægning vil derfor føre til, at de studerende enten bruger længere tid på at gennemføre deres studier hvilket er stik mod regeringens hensigter og samfundets interesser eller, at de ikke i samme grad har haft mulighed for at fordybe sig i deres studier hvilket vil gå ud over kvaliteten af de færdige kandidater og dermed de medarbejdere, virksomhederne får. Man bør også overveje, hvorvidt det overhovedet er hensigtsmæssigt at øge de studerendes gældssætning. Den samlede SU-gæld til staten er i forvejen større end nogensinde før over 29 milliarder i 2015 og antallet af danskere, som ikke kan betale deres SU-lån tilbage, er steget fra omkring i 2010 til de over i år, som SKAT inddriver gæld fra. NETOP gældssætning afgør, om de unge vælger at tage en uddannelse. Vi ved fra undersøgelser både i Danmark og i udlandet, at kortsigtede økonomiske incitamenter har stor indflydelse på, om især unge fra ikke-akademiske hjem går videre i uddannelsessystemet. Et amerikansk forskningsprojekt om de økonomiske forhold for studerende i Tyskland fandt i 2010, at brugerbetaling fik færre børn fra lavindkomstfamilier til at tage en uddannelse. Og i en rundspørge blandt næsten bachelor- og kandidatstuderende foretaget af Dansk Magisterforening i april, svarede 36 procent af de kandidatstuderende fra ikke-akademiske hjem, at de ikke ville være

3 begyndt på deres studie, hvis de havde måttet finansiere uddannelsen med lån i stedet for stipendier. Generelt har netop SU en stor betydning for, om børn af lavt uddannede forældre har mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse. En analyse fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) fandt i 2011, at forhøjelsen af SU en i 1988 fik færre studerende til at falde fra deres uddannelse med den største effekt blandt studerende fra ikke-akademiske hjem. Hvis stipendierne til de kandidatstuderende erstattes af rentefri lån, vil det derfor være et brud med anbefalingerne til den oprindelige SU-lov fra 1970, hvor det hedder, at ingen dygtige elever skal fravælge at studere på grund af manglende økonomiske muligheder. En omlægning til lån vil givetvis betyde, at færre unge vælger at tage en videregående uddannelse især børn fra ikkeakademiske hjem. Og det vil ikke blot give en social ulighed, men også en geografisk. Andelen af akademikere er langt højere i f.eks. København, end den er i udkantsområderne, og på Aalborg Universitet er vi stolte af de mange mønsterbrydere, som hvert år forlader os med en kandidatgrad i hånden. De hæver uddannelsesniveauet i regionen og er samtidig med til at tilføre vital viden til det nordjyske erhvervsliv. Men fjerner man SU en på kandidatdelen, så færre unge fra ikke-akademiske hjem vælger at tage en videregående uddannelse, vil det betyde, at nogle regioner taber videns- og uddannelsesmæssigt terræn i forhold til hovedstaden. Det vil altså give den stik modsatte effekt af regeringens planer om at styrke udkantsområderne økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. DET ER I det hele taget svært at se de gode argumenter ud over den direkte økonomiske besparelse for at ændre SU en på kandidatuddannelserne til lån. Også selv om ideens fortalere har fremført en række begrundelser. Tidligere skatteminister og nuværende formand for Beskæftigelsesrådet Carsten Koch har i sin egenskab af leder af Axcelfutures ekspertpanel f.eks. sagt, at en omlægning skal få færre til at tage en kandidatgrad og i stedet afslutte deres uddannelser på bachelorniveau. Ifølge ham er det et samfundsmæssigt spild af tid at uddanne så mange kandidater, fordi de ikke kommer i arbejde efter endt uddannelse. Kandidaternes beskæftigelsesgrad vender vi tilbage til, men lad os med det samme slå fast, at den er væsentlig bedre end bachelorernes. DJØF og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) foretog i 2013 en analyse, som viste, at nyuddannede bachelorer har en beskæftigelsesgrad, som er 20

4 procentpoint lavere end nyuddannede kandidater. Efter ti år er forskellen reduceret til 10 procentpoint. Med lønnen går det derimod den anden vej. Bachelorernes startlønninger er 21 procent lavere end kandidaternes, men lønforskellen øges gennem karrieren. Det kan hænge sammen med det, tænketanken DEA fandt i en anden analyse samme år, nemlig, at kun lidt over en tredjedel af bachelorerne har arbejde, der forudsætter viden på højeste niveau i modsætning til hovedparten af kandidaterne. Analysen viste også, at lidt over en femtedel af bachelorerne har ufaglært arbejde. Der eksisterer med andre ord stort set ikke noget arbejdsmarked for bachelorerne. Carsten Koch erkendte da også i en artikel i Berlingske Tidende i marts, at de fleste virksomheder vil vælge en kandidat frem for en bachelor. Men han mener, at det blot er, fordi det er normen i Danmark, hvor hverken studerende eller arbejdsgivere opfatter en bachelor som en afsluttet uddannelse. Argumentationen lød videre, at hvis kandidatuddannelserne ikke længere er en selvfølge, men et aktivt tilvalg på grund af SU-omlægningen, så vil arbejdsmarkedet for bachelorer opstå. Alene det, at vi foreslår, at kandidatuddannelser skal være et valg og ikke en selvfølge, gør, at flere virksomheder er parate til at tage bachelorer, sagde Carsten Koch til Berlingske. Det er muligt. Men hvorfor uddanne unge mennesker til et arbejdsmarked, som endnu ikke eksisterer og som muligvis aldrig kommer til at eksistere? For en del af forklaringen kunne jo også være, at virksomhederne foretrækker kandidater, fordi de har større viden og flere kompetencer end bachelorerne. Lad os heller ikke glemme, at der er både privatøkonomiske og samfundsøkonomiske gevinster ved at uddanne kandidater frem for bachelorer. AE og DJØF kiggede for tre år siden på statistikkerne over indkomster og skattebetalinger for universitetsuddannede og fandt ud af, at en kandidat allerede har betalt sin to-årige overbygning inkl. SU tilbage over skatten efter to til tre år. En kandidat bidrager alene over skatten i løbet af et arbejdsliv i gennemsnit med et nettooverskud på 5,4 millioner til samfundet efter at have betalt kandidatgraden mens en gennemsnitsbachelor bidrager med 2,3 millioner. Det betaler sig altså at investere i viden. DET HAR OGSÅ været fremført, at en omlægning af SU en til lån vil tilskynde de unge til at vælge uddannelser med gode jobudsigter, så de hurtigt kan komme i arbejde og begynde at betale deres SU-lån af. Det, mener vi faktisk, at de allerede gør. I hvert fald har vi på Aalborg Universitet de senere år oplevet støt stigende interesse for jobsikre studier som medicin og ingeniøruddannelser. I år er også erhvervsøkonomi kommet med på listen over populære studier. Uddannelsesminister Ulla

5 Tørnæs glædede sig netop også over de nye studerendes fokus på jobmuligheder f.eks. som ingeniør da årets optag på de videregående uddannelser blev offentliggjort sidst i juli. Og de unge får ganske hurtigt job, når de er færdige. DEA har en ny analyse på vej, som viser, at 87 procent af de studerende, som dimitterede i årene 2001 til 2013, et år efter endt uddannelse havde et job, som enten krævede en akademisk uddannelse eller et job, hvor de blev belønnet økonomisk for deres akademiske kompetencer. Endelig har nogle postuleret, at de danske studerende er forkælede, og har betegnet den danske SU som luksus i forhold til f.eks. norske og svenske ordninger for uddannelsesstøtte. Det er rigtigt, at danske studerende i kroner og ører får et større beløb i stipendier end deres norske og svenske modparter. Men den reelle forskel er ikke så stor, som det måske kunne se ud. I Norge og Sverige betaler de studerende f.eks. ikke skat af stipendierne. De gør de i Danmark. I Sverige er momsen på mad og bøger betydeligt lavere end i Danmark, og svenske studerende betaler kun husleje for deres kollegieværelser i ni måneder. Til sammenligning viste en DJØFundersøgelse i 2013, at danske kandidatstuderende i gennemsnit bruger 102 procent af deres SU på at betale deres bolig. Det bør dertil bemærkes, at frafaldet på de videregående uddannelser er markant højere i vores skandinaviske nabolande end i Danmark. 81 procent af de danske studerende gennemfører deres uddannelse. I Norge og Sverige er det kun henholdsvis 59 og 53 procent. Norge har desuden været fremhævet som et eksempel for, hvordan det danske SU-system kunne skrues sammen. I Norge får de studerende ingen stipendier, men alene lån, hvoraf op til 40 procent dog kan eftergives, hvis de studerende består alle deres kurser. Ændringen fra stipendier til lån blev gennemført i 2002 og havde bl.a. til hensigt at skære de meget høje norske studietider ned. Men modellen har ikke givet de ønskede resultater. Tværtimod. En analyse foretaget i 2011 af den uafhængige forskningsorganisation Nordisk Institut for Studier i Innovation, Forskning og Uddannelse fandt, at omlægningen ikke fik de studerende til at komme hurtigere igennem studierne. Derimod øgedes den tid, de studerende brugte på lønarbejde ved siden af studierne. Modellen har i øvrigt heller ikke haft indflydelse på det høje frafald på de norske videregående uddannelser. I debatten har vi også hørt, at udgifterne til SU en nu er lige så store som de udgifter, der er forbundet med at drive universiteterne, og at man ved at omlægge kandidatuddannelsernes SU til lån kunne føre adskillige millioner tilbage til uddannelsesinstitutionerne.

6 Det er rigtigt, at regeringen har skåret rigtig mange millioner på universiteterne alene i år, og at de besparelser vil vokse betragteligt de kommende år. Det er også rigtigt, at vi gerne ser de millioner ført tilbage til uddannelsesinstitutionerne, så vi kan bruge dem på at sikre og videreudvikle kvaliteten på vores uddannelser. Men løsningen er ikke at forringe de studerendes muligheder for at tage en uddannelse. Det vil blot være at transformere et anslag mod videnssamfundet til et andet. Vi vil opfordre alle ansvarlige politikere til nøje at overveje, om vejen frem for vores samfund virkelig går igennem ringere forhold for lærdom og viden. Per Michael Johansen og Inger Askehave er hhv. rektor og prorektor på Aalborg Universitet (AAU)