Review af ATLAS OF CREATION. Danny Eibye-Jacobsen Statens Naturhistorisk Museum, Københavns Universitet

Transkript

1 Review af ATLAS OF CREATION Danny Eibye-Jacobsen Statens Naturhistorisk Museum, Københavns Universitet Fænomenet Atlas of Creation Bogen Atlas of Creation er dukket op i Danmark. Den er blevet sendt uopfordret til folketingsmedlemmer og andre beslutningstagere, foruden til biologilærere på en række af landets gymnasier, eksempelvis i Horsens og Birkerød. I flere andre europæiske lande, for eksempel Frankrig og Tyskland, er bogen sendt ud til et flertal af biologilærerne på gymnasieniveauet. I USA har målet været politikere og forskere på universitetsniveau. Atlas of Creation er skrevet af den tyrkiske forfatter, Harun Yahya, og dens formål er at afvise evolutionsteorien på et angiveligt videnskabeligt grundlag. Bogen er over 750 sider lang, har et kæmpeformat og er fyldt med lækre farvefotografier trykt på papir af høj kvalitet. Den kan meget vel virke overvældende på den modtager der har svært ved at finde tid og overskud til at efterprøve dens påstande. Det bør slås fast med syvtommesøm at denne bog er et politisk og ikke et videnskabeligt værk. Den er ganske vist skrevet ud fra en korantro islamisk verdensopfattelse, men hovedbudskabet - at Gud skabte alle levende væsener - vil fundamentalistiske kristne også kunne tilslutte sig. Dens mission, bedømt ud fra de grupper som man har besluttet at sende den til, er at støtte det ofte fremførte argument om at kreationisme bør inddrages i biologiundervisningen på lige fod med evolutionsteorien. På usmagelig vis promoverer bogen en fantasifuld argumentation for at darwinisme bærer en stor del af ansvaret for al krig, terrorisme og menneskeundertrykkelse i den moderne tidsalder. Det er skræmmende læsning og giver gode eksempler på hvor ringe vægt forfatteren lægger på respekt for bevismaterialet og logisk konklusionsdannelse. Som politisk fænomen er Atlas of Creation vældig interessant og der er bemærkelsesværdige forhold omkring dens tilblivelse, financiering og markedsføring som jeg ikke skal komme ind på her. Såfremt man er interesseret i disse aspekter af bogen er "Creation Debunked" hjemmesiden et godt sted at starte: Denne hjemmeside advarer i øvrigt imod at indlade sig i videnskabelige diskussioner med kreationister, idet de aldrig vil kunne overbevises, mens de øvrige tilhørere vil kede sig. Ikke desto mindre mener jeg at biologilæreren kan bruge et fagligt modspil til denne massive propaganda. Jeg vil i det følgende forsøge at tackle nogle af bogens "videnskabelige" argumenter og vise at de

2 baserer sig på tro, ikke kendsgerninger. For mere omfattende kritiske behandlinger af kreationisme og intelligent design som helhed vil jeg henvise til fremragende forfattere som Richard Dawkins, Michael Shermer, Barbara Forrest og Niles Eldridge. Bogens forudsætninger og argumentationsform Harun Yahya er creationist men ikke tilhænger af "intelligent design"-varianten. Hvor sidstnævnte idé i sin mest neutrale udgave postulerer eksistensen af en overordnet intelligens - men (siger de) ikke nødvendigvis den kristne-islamske-jødiske Gud - der har styret evolutionen, så er Harun Yahya ikke i tvivl om at det er Gud der har skabt alle levende væsener - og uden efterfølgende evolution. Hans opfattelse er at dette er sket i tre omgange: først havorganismerne, senere landorganismerne og tilsidst mennesket. Forfatteren er dog heller ikke creationist af den helt fundamentalistiske skole, altså den der påstår at universet kun er ca år gammelt. Han accepterer den geologiske tidsregning som moderne forskere benytter og anerkender i øvrigt også at kontinentaldrift har fundet sted. Uddøen spiller en vigtig rolle i det billede af verdens biodiversitet gennem tid som bogen forsøger at tegne. Forfatteren viser principielt ikke helt uddøde grupper blandt fossilerne, fordi teksten hver gang skal slutte med en version af "disse dyr ser ud som de gør i dag, hvilket er et bevis på at evolution aldrig har fundet sted". Mange former er uddøde, men eftersom alle arter blev skabt samtidigt, så er deres fossiler simpelthen ikke relevante for den argumentation der føres i bogen. For Harun Yahya er de bare forsvundet uden konsekvenser for verdens nulevende flora og fauna, der løbende blivere mere og mere fattig i takt med at arterne uddør. Ganske bestemte historisk eller teoretisk vigtige fossiler som Ichtyostega og Archaeopteryx bliver dog diskuteret, selvom de er uddøde. Størstedelen af bogen udgøres af sammenstillinger af en fossil form med en nulevende art der påstås as være identisk med den eller ligne den meget. Desværre anfører forfatteren sjældent fossilets videnskabelige navn, hvilket ofte gør det svært at efterprøve hans påstand om at "de så ud som de gør i dag". Det er evolutionsteorien der argumenteres imod, men forfatteren henviser stort set altid til Darwins oprindelige udgave af den. Darwins bidrag til vores verdensbillede er enormt og hovedtrækkene i hans evolutionsteori indgår stadig i den moderne opfattelse af livets udvikling og mekanismerne bag. Der var dog meget som Darwin ikke kunne vide og i takt med især landvindinger indenfor genetikken og studiet af den voksende mængde af fossiler er den oprindelige teori blevet rettet til og forfinet. Sådan arbejder videnskaben og når teorien ser anderledes ud i dag så kan det ikke, som kreationisterne ellers gerne påstår, tages som bevis på at den moderne videnskab har forkastet Darwins idéer. 2

3 Helt specifikt angriber forfatteren Darwins gradualistiske evolutionsmodel med dens forventninger om at mellemformer bør være almindelige blandt fossilerne. Forfatteren spørger så: Hvor er disse mellemformer? Et godt eksempel på hvordan Darwin kritiseres kan ses på s. 126: "Not a single fossil belonging to a half dog/half bear creature has yet been found..." Senere (s. 158) taler han om en "half crocodile/half rabbit or half snake/half rabbit". Dette er jo absurd, og afsører at forfatteren enten ikke har forstået udviklingsteorien eller har besluttet at latterliggøre en parodi af den fremfor teorien selv. En halv hund/halv bjørn er det sidste en tilhænger af evolutionsteorien forventer at finde (og det havde Darwin hellere ikke gjort). Derimod postulerer han/hun at der har eksisteret en art der havde alt det som hunde og bjørne har tilfælles (specifikt tandsæt, skulderbæltets udvikling, m.m.) men uden nogen af de karaktertræk der kun findes hos hunde eller bjørne. Når det drejer sig om arter der er samtidige søger man fælles stamformer, ikke mellemformer. Ved omtalen af et 295 millioner år (m.å.) gammelt søpindsvin står der: "Darwinists are desperate when confronted by these fossils for they prove that the evolution process has never existed." [min understregning] Dette er et godt eksempel på den form for logik som forfatteren benytter sig af. Et 295 m.å. gammelt søpindsvin - der kun overfladisk ligner nulevende arter - skulle altså i sig selv være bevis på at evolutionen ikke har fundet sted. Denne enkle observation kan angiveligt ikke have nogen anden forklaring. Teoretisk set er der naturligvis mange mulige forklaringer - hvis altså observationen havde været korrekt til at begynde med. Bogen indeholder i øvrigt et par fejl af den slags der er uden betydning for argumentationen - men ganske underholdende! Således vises på s. 55 (og gentaget på s. 368, 415 og 570) et fotografi af sabellide havbørsteorme - angiveligt som et eksempel på nulevende stilkede søliljer. På s. 468 ses et fotografi af en havslange, men det var vist en ål der skulle være vist og på s. 481 er det en muræneål der er brugt i stedet for en ål. En "evolutionists" respons Én måde at kritisk vurdere bogens påstande om at diverse fossiler viser nulevende former (eller uddøde arter der næsten var identiske med nulevende former) er at gå alle eksemplerne igennem ét for ét og i hvert tilfælde bedømme to ting: ligner den fossile form virkelig en nulevende form og - givet fossilets alder - er det signifikant? At gøre dette ville koste langt mere tid og papir end bogen fortjener. Jeg vil nøjes med en passant at påpege nogle tilfælde hvor forfatteren begår virkeligt grove fejl i sine fortolkninger. Derimod vil jeg fokusere på den grunlæggende sandhed om fossilerne som forfatteren fortier: Timing is everything! Man får det klare indtryk at forfatteren bevidst har ignoreret det utvetydige vidnesbyrd som den samlede mængde af kendte fossiler giver om at større dyregrupper 3

4 optræder tidsmæssigt i en bestemt rækkefølge. Det er naturligvis ikke sådan at denne rækkefølge i hvert tilfælde er et absolut bevis på at én gruppe eksisterede før en anden. Fossiler giver altid kun minimumaldre, men at større systematiske grupper skal optræde i en bestemt rækkefølge er en forudsigelse som følger af evolutionslæren - i direkte modstrid med kreationismen. Eksempler herpå understreges i det følgende: Planter Bogen viser bregner der er m.å. gamle (Kultiden) og en Araucaria der er 165 m.å. gammel, men den ældste dækfrøet plante der vises er 65 m.å. gammel. Disse planter optræder først for ca. 125 m.å. siden (tidlig Kridt) men ifølge forfatterens logik blev de skabt samtidigt med bregnerne. Læseren skal altså acceptere at dækfrøede planter eksisterede i over 250 m.å. uden at have efterladt sig noget spor. Koraller Hvorfor viser bogen ingen koraller? De er let fossilisérbare, kendes tilbage fra Devontiden ( millioner år siden) og må - hvis bogens opfattelse accepteres - have eksisteret siden den kambriske tidsalder ( m.å. siden). Det skyldes muligvis at det er meget svært at forklare hvorfor de scleractine koraller - altså den slags koraller der eksisterer i dag - ikke kendes før Juratiden for ca. 160 m.å. siden? Hvordan kunne de fuldstændig undgå at blive til fossiler i de første næsten 400 m.å. af deres eksistens? Krebsdyr Der kendes fossiler af ægte krebsdyr ca. 500 m.å. bagud i tiden, men det er påfaldende at det ældste tibenede krebsdyr (Decapoda) som bogen kan vise er en 155 m.å. gammel reje. Insekter Blandt de nulevende insekter er der en undergruppe som forskere anser for særlig højt udviklet, de såkaldte holometabole insekter. Disse dyr er kendetegnet ved at have et puppestadie mellem larven og det voksne dyr, under hvilket kroppen gennemgår en fuldstændig metamorfose. De holometabole insekter omfatter store, velkendte grupper som biller, fluer, de årevingede (bier og hvepse) og sommerfulge, foruden nogle mindre grupper som vårfluer og lopper. De ældste insektfossiler man kender er 380 m.å. gamle og den første der kan tilskrives nogen nulevende gruppe er en 320 m.å. gammel kakerlak. Lidt yngre, nemlig 280 m.å. gamle, er andre ikke-holometabole grupper som guldsmede, slørvinger, græshoppere og tæger. De første fossiler af holometabole insekter er 240 m.å. gamle (vårfluer, biller, fluer). Årevingede insekter og sommerfugle kendes først fra 210 m.å. siden, mens de første, lidt usikre fossiler af lopper er 140 m.å. gamle. Den fossile vidnesbyrd er altså klar: alt tyder på at insekter fandtes i ca. 100 m.å. uden at nogen af dem var holometabole. En gruppe som biller har større chancer for at blive til fossiler end de fleste andre insekter (på grund af deres kraftigt udviklede dækvinger), men bogen her vil have at læseren skal tro at det bare er en tilfældighed at de ikke findes blandt fossilerne fra insektgruppens første 100 m.å. på Jorden. 4

5 I stedet for at konfrontere væsentlige paradokser som dette spilder bogen 105 sider (ud af de 514 der viser fotografier af fossiler sammenholdt med moderne former) på at vise m.å. gamle insekter i baltisk eller dominikansk rav. Pighude Forfatteren viser søstjerner og slangestjerner der er hhv. 420 og 390 m.å. gamle. Disse tilhørte nu uddøde grupper og er meget forskellige fra nulevende arter. Det er påfaldende at bogen kun viser fossilerne set fra dyrets overside - hvor de ganske rigtigt har en generel lighed med nulevende former - og ikke undersiden hvor man f.eks. i søstjernernes ambulacralfurer ville se en meget mere simpel opbygning end den der findes hos alle nulevende arter. Helt galt går det med søpindsvinene. Bogen viser en der er 295 m.å. gammel men fortier den kendsgerning at ingen irregulære søpindsvin kendes før Juratiden ( m.å. siden). Som gruppe led søpindsvinene særlig hårdt under verdenshistoriens hidtil største masseuddøen, nemlig den der fandt sted ved overgangen fra Perm til Trias (248 m.å. siden). Kun 2 grupper af søpindsvin overlevede dette og den ene af disse (medlemmer af familien Tiarechinidae) uddøde endda allerede i Trias. De allerfleste typer af søpindsvin som vi kender fra Perm og tidligere tidsaldre gik til. Hele den moderne diversitet i gruppen - der jo på den ene side er stor men på den anden side meget forskellig fra den før Trias - nedstammer fra én slægt der overlevede, nemlig Miocidaris. Fisk Bogen viser en 350 m.å. gammel lungefisk (og i øvrigt også en 300 m.å. gammel lampret), men det er påfaldende at den ældste benfisk der behandles kun er 110 m.å. gammel. I virkeligheden kendes benfisk fossilt fra ca. 220 m.å. siden, men ikke før, selv om de angiveligt blev skabt for over 500 m.å. siden. Den muligvis største faktuelle fejl der begås i bogen er at finde på s. 360, hvor der står: "Billfish living hundreds of millions of years ago were identical to today's specimens...". Her behandler bogen et fossil fra Juratiden ( m.å. siden), som altså kaldes en "billfish", d.v.s. en sværdfisk. Ganske vist fandtes der benfisk på den tid, men i dette tilfælde er det let at opspore præcis hvilken fossil art der menes (bogen opgiver jo generelt ikke de videnskabelige navne). Der er tale om arten Aspidorhynchus acutirostris og det pinlige er at ikke alene var denne art ikke en sværdfisk, den var slet ikke en benfisk! Den tilhørte den nu næsten uddøde gruppe pansergedder, der bl.a. har en anderledes halestruktur end benfisk. Tetrapoda (firbenede hvirveldyr) Forfatteren begår den fejl at sammenligne de første landlevende hvirveldyr med den gren af de såkaldte coelacanthe fisk, der indeholder den nulevende blå fisk. Det er ikke den gruppe som forskerne normalt peger på som det mest sandsynlige ophav til tetrapoderne. Med hensyn til den berømte Ichtyostega fra Grønland, som er en af de tidligste firbenede former man kender, så ignorerer bogen simpelthen de faktiske forhold omkring fossilets morfologi. Ichtyostega var en ægte mellemform, af den type som forfatteren ellers efterlyser (se en god 5

6 diskussion af denne forms kombination af fiske- og tetrapodkarakterer på den ovenfor nævnte hjemmeside). "Krybdyr" Bogen viser ingen dinosaurer. Det er ikke fordi de afvises eller fornægtes, men fordi de er uddøde og dermed ikke relevante for bogens argumentation. Dette er meget belejligt, fordi derved undgår forfatteren at tage stilling til de meget fuglelignende theropode dinosaurer man nu kender, fremfor alt dem med ægte fjer! Andre kreationister der har udtalt sig om disse fossiler afviser simpelthen at der er tale om rigtige fjer, men beviserne er overvældende. Fugle I et særligt afsnit behandles Archaeopteryx, som bogen erklærer var en fugl - punktum! Det er helt rigtigt at Archaeopteryx var en fugl, men den var ikke en moderne fugl, d.v.s., den tilhørte ikke den gruppe der defineres som den yngste fælles stamform til alle nulevende fugle og alle dens efterkommere. Dette ses bl.a. på at den mangler vigtige karakterer der findes hos alle nulevende fugle, såsom fikserede eller helt sammensmeltede brysthvirvler, en gump (pygostyl = knoglen der dannes af de sammensmeltede halehvirvler - disse hvirvler er jo talrige, veludviklede og adskilte hos Archaeopteryx), tandløse kæber og sammenvoksning af de 3 fingre i forlemmet. Desuden havde Archaeopteryx fingerled - præcis som de dinosaurer den menes at nedstamme fra - ikke de moderne fugles 1(2) + 2(3) + 1(2). Der er flere karakterer af denne art (igen, se "Creation Debunked" hjemmesiden). Bogen viser også en 140 m.å. gammel fugl fra Kina, der altså er ca. 10 m.å. yngre end Archaeopteryx. Den undlader at gøre opmærksom på at denne yngre form viser endnu et mellemstadie henimod de moderne fugle, idet halehvirvlerne nu er vokset sammen til en gump mens brysthvirvlerne stadig ikke er fikserede. Pattedyr Pattedyr optræder for første gang for 210 m.å. siden. Bogen nævner ikke at visse lidt yngre former man har fundet i Kina fra begyndelsen af Kridttiden (ca. 140 m.å. siden) havde 3 høreknogler i et mellemstadie mellem det hos øvrige vertebrater, hvor der kun er 1 knogle i øret, og de 3 helt integrerede høreknogler der findes hos alle nulevende pattedyr. De kinesiske fossiler viser nemlig at de to "nye" knogler hos disse tidlige pattedyr stadig havde en forbindelse til overkæben. De m.å. gamle ræve, bjørne, tigre, leoparder og pandaer fra Kina som bogen viser ser ud til at være simple løgn. Disse velkendte fossiler er ca. 10 m.å. gamle og det er jo en helt anden sag. Et af de store spørgsmål som bogen ikke kan og hellere ikke forsøger at besvare er: Hvorfor indeholder de fossile vidnesbyrd ingen hvalknogler der er mere end 55 m.å. gamle? Mennesker Alle de former der var nært beslægtede med menneskeartens forgængere, såsom Australopithecus, behandles som uddøde abearter - punktum. Derimod betragtes Neanderthalere ganske enkelt som mennesker (altså Homo sapiens), selvom der nu findes genetiske beviser for at de var meget mere forskellige fra mennesker end alle mennesker er det indbyrdes. 6

7 Paradokset Hvis bogens opfattelse er rigtig, så fandtes alle nulevende marine dyr (vel inklusiv hvaler og sæler!) i den kambriske tidsalder, altså for over 500 m.å. siden. Dette inkluderer en lang række grupper med høj fossiliseringspotentiale, såsom scleractine koraller, benfisk, hajer, tibenede krebsdyr, rurer, serpulide havbørsteorme, snegle, muslinger, søtænder, mosdyr, søpindsvin, m.m.fl. Alle disse dyr må altså have levet side om side med bl.a. ammonitter m.m. som vi kender fra Ordovicium, Silur og Devon og side om side med alle de former vi rent faktisk kender fra Kambrium (Anomalocaris, Wiwaxia, Hallucinogenia, Waptia, Canadia, m.m.fl.). Det er dog sært - hvis alle disse dyr levede samtidigt - at det kun er de sidstnævnte, ofte sarte og bløde former der blev bevaret. Disse dyr tilhørte enten nu uddøde grupper eller repræsenterer meget basale medlemmer af nulevende rækker. Det er endog meget usandsynligt at kun de skulle blive til fossiler. Og dette skal åbenbart have gentaget sig i hver eneste tidsperiode. Således ingen scleractine koraller eller irregulære søpindsvin før Jura (ca. 170 m.å. siden), ingen benfisk før Trias (ca. 220 m.å. siden), o.s.v., o.s.v., o.s.v. Bogen tilbyder ingen løsning på dette paradoks, kun tavshed - eller tro. 7