Født Nanser. Minder fra et rigt liv. Af Sverre Mohr

Transkript

1 Født Nanser Minder fra et rigt liv. 15 Af Sverre Mohr

2 Tilegnet mine børns moder

3 At være ægte Nanser kræver, at man er født i Nansensgade. Denne strækker sig fra Gyldenløvesgade i syd til Bartholinsgade i nord. Sidst i 1890erne erhvervede min morfar, Jens Peter Pedersen fra Allinge på Bornholm, sammen med en bagermester Lund en ejendom på hjørnet af Thuresensgade og Nansensgade. Thuresensgade nummer 20 og et baghus, nemlig nummer 18, samt hjørnehuset Nansensgade nummer 15. Oprindeligt var det nummer 11 i Nansensgade, men den nuværende Danners Stiftelse skubbede numrene, så det blev til nummer 15. ejendommen. Ejendommen blev egentlig købt med henblik på den nærliggende Klampenborg Jernbanestation, som lå i Gyldenløvesgade på hjørnet af Farimagsgade. En ejendom i Frederiksborggade over for det daværende grønttorv var også til salg, men man valgte - og valgte forkert. Jernbanen blev nedlagt, og alt, hvad der kom ud af det, var et herligt legeterræn for kvarterets drenge - og dem var der mange af på den tid. Mine forældre boede sikkert huslejefrit mod at passe ejendommen. Men i øvrigt var huslejen på den tid uhyre beskeden - jeg husker, at vores lejlighed, tre Min mor og hendes søskende, mormor yderst til højre, og billede af morfar på bordet. Denne ejendom blev hjemsted ikke blot for familien Mohr, men også mange af den Pedersenske gren boede her i kortere eller længere tid. Fars søster, Marie, boede således samtidig med os i nummer 20 i Thuresensgade på 4. sal, her havde også min næstældste bror, Sigurd, en lejlighed. Det var to store familier, som her havde fundet sammen i købet af huset, og da far var bogholderuddannet, blev det ham, der blev betroet at administrere Anna Margrethe og Hans Henrik Jørgenius Mohr. Mine forœldre. værelser med kammer, kostede 45 kroner om måneden. Beboerne i baghuset eller havehuset betalte 18 kroner, men så skulle der også være gjort i stand inden indflytningen Her i denne ejendom blev jeg såvel som alle mine søskende født. Jeg kom til verden den 30. september 1915, en søndag, og var altså både Københavner med stort K og et søndagsbarn. Jeg var den næstyngste i en flok på otte børn, men som følge af den store aldersforskel mellem

4 Sigurd Frode Gunnar Arne Børge mine søskende og Margit mig blev de store aldrig mine legekammerater. Efter deres udsagn var de til gengæld børnepassere for os mindste. Vi boede i nummer 15 på første sal til venstre, altså på selve hjørnet, og fra vores vinduer kunne vi se ned til Gyldenløvesgade og op til Ørstedsparken. Gaden bar præg af, at den var opført i spekulationsøjemed. Byen bag voldene var overbefolket, og behovet for nye lejligheder var stort. Der opstod derfor et kvarter med meget stor udnyttelse af grundarealerne. Talrige bag-, side- og havehuse så dagens lys, hvad de fleste beboere derimod ikke gjorde. Også vi havde havehus, selvom der ikke fandtes ét eneste lille græsstrå på grunden. Gården var cementeret, men repareret så ofte, at talrige revner burde have kunnet give husly til lidt grønt. Her legede vi unger hele dagen og forhindrede måske dermed, at havehuset levede op til sin pompøse titel. Aase mig Det var små lejligheder, og alle havde das i gården. Opvarmningen i lejlighederne var kakkelovne, og brændslet opbevarede man i kældrene, hvor der var jordgulve. Megen jord er sikkert blevet slæbt op sammen med koksene for senere at blive båret ned til skraldekasserne i gården. Belysningen var gaslygter på gaderne såvel som på trapperne og i lejlighederne, ligesom man lavede mad på gasapparater.

5 Gadebelysningen sorterede under lygtetænderen, som hver aften kom vandrende med sin lange stok med krog i enden. Han tændte for belysningen og slukkede igen om morgenen. Selve renholdelsen af glassene og brænderne sorterede også under ham, derimod kom der sommetider en mand gående med en jernbeholder på en tohjulet vogn - hans job var at udlufte lygterne. Han lukkede noget gas ned i beholderen fra gadelygten, løftede låget og smed en brændende tændstik ned i, hvorefter der lød et højt knald. Så vandrede han videre til næste lygte. Det var en operation, der selvsagt tiltrak os drenge meget. Senere blev han motoriseret med motorcykel og sidevogn. Om aftenen, når det blev mørkt, gik gårdskarlen Orla, som også var medhjælper i en grøntforretning i ejendommen, rundt med en spanskrørsstang, og med en brændende tændstik anbragt i den ene ende af stangen tændte han lamperne på trapperne. Næste morgen kunne han så gå rundt og slukke dem igen. Foruden dasserne i gården, der havde spande, var der et pissoire, som én gang om ugen blev skrubbet og skuret. Tømning af spandene blev foretaget af natmændene, der ankom med en skrumplende hestevogn og skiftede de fyldte spande ud med tomme. Da arbejdet mest foregik sent om aftenen, blev betegnelsen natmændene automatisk hæftet på dem. Det var ikke spændende at skulle i gården for at gå på WC og slet ikke om aftenen i mørke. Så forsynede man sig med et stearinlys og en æske tændstikker og håbede egentlig på, at andre også skulle føle den samme trang og på samme tid. Ikke alle havde dog lyst til at gå ned for at benytte lokummerne i gården. Tydelige klask på lokumstagene kundgjorde, at man fandt anden udvej for problemet. Man benyttede simpelthen en avis og smed pakken ud ad vinduet og ned på taget - så kunne gårdskarlen Orla rense op efter en! Skrald - eller dagrenovation, som det nu er blevet til - blev også afhentet af hestekøretøjer, og der skulle gode kræfter til for at svinge de fyldte spande op på nakken, bære dem ud på gaden og kaste dem op på vognladet. Moderniseringen af dette fag udgjorde i starten bare en læderplade, som skulle forhindre, at skraldet faldt af undervejs. Ofte gik turen gennem trange kælderhalse og under lavtsiddende vand- og kloakrør. Denne lille gård omgærdet af plankeværker og cykelskure, skraldespande og lokummer blev vores legeplads - og set med barneøjne var det en egen eventyrverden. En hånddreven gårdgrundvandspumpe og en vandhane til skylning af såvel skraldespande som vasketøj fandtes også. Men fra denne gård er der sket utallige udrykninger af såvel politi som brandvæsen. Trillebånd, løbehjul, legevogne og så selvfølgelig min stolthed, en dræsine, udgjorde det rullende materiel. Udrykning skete gennem porten til Thuresensgade og ud på fortovet. Her gjaldt det om at holde kursen, for fortovene var brolagte, og kun to rækker bordursten gjorde det muligt at komme frem med vores køretøjer. Så skulle man endda undervejs passere forsænkninger udformet

6 som render til at føre vand fra nedløbsrørene ud til gadekloaken. Selve fortovskanten var skrå og brolagt. Gadearealet var brolagt overalt, og det kunne tydeligt høres, når hestekøretøjerne med de jernbeslåede hjul kørte gennem gaden. Der fandtes dog også biler i Nansensgade. Sporvejene havde garager i en remise ved Ahlefeldtsgade, og Illum havde garager ved siden af Adlers Bilfabrik i eller omkring nummer 23. Strøgbusserne kørte i starten på faste ringe, altså uden luft, og rystede husene lige så meget som hestekøretøjerne. At passere gennem Nansensgade i dag er et deprimerende syn, men også et typisk tidens tegn. Lukkede butikker, hvor vinduerne er blændene med skodder af krydsfinér, derangerede ejendomme og tilgangen af såkaldte antikvitetsforretninger har ganske afløst de mange små erhvervsdrivende - grøntforretninger, bagere, købmænd, håndværkere, konditorer, etc. - som i min barndom gjorde gaden levende. I vores ejendom lå der en isenkræmmer i kælderen - Danholdt hed han. Hver morgen anbragte han et udvalg af samtlige størrelser af vaskebaljer uden på facaden, og i vinterhalvåret stillede han sine petroleumsovne med fuldt blus på ud på fortovet. Det var ikke alene et festligt syn, men også meget behageligt, når man frøs om sine fingre efter at have leget. Denne forretning blev et vartegn for hele Nansensgade. Til ejendommen hørte også en hørkramforretning. Min morfar havde selv en overgang drevet denne, og min morbror Frederik været medhjælper. I min tid hed hørkræmmeren Larsen og blev - takket være sin ringe højde - selvsagt døbt Lillelas. Han handlede med alt fra kul og koks til islandske spegesild, og for 5 øre fik

7 man fyldt en kop med sennep. Ellers var der gryn og mel og selvfølgelig kartofler, som vi selv måtte pille op af kassen, da mor skulle have enten jævne eller store skrælle. Gennem en lem i gulvet og ad en stejl stige kom man ned i kælderen, hvor Lillelas opbevarede brændslet. Man købte 10 liter ad gangen, hvad der svarede til en gulvspand fuld, eller man fik leveret brændslet hjem på loftet eller i kælderen af karlen i forretningen. Han hed Orla og var en stor kleppert, som nok kunne gå på 5. sal med flere sække koks efter at have øst dem op og målt dem med et dertil autoriseret tøndeagtigt træfad. Orla havde også det hverv at holde gård og gader rene og pumpe grundvand op fra kældrene. Opholdt man sig i gården, og var man uheldig, blev man indfanget og anbragt ved pumpen og måtte så dreje det store hjul rundt 100 gange. Men belønningen bestod ofte i, at man blev sendt af sted efter to flødeskumskager - noget ganske uhørt for os drenge. Den ene spiste Orla selv, den anden skulle han først tvære ud i ens ansigt, inden man måtte slikke den i sig. En bizar idé, men man gjorde det gerne for at få en kage. Selvfølgelig havde vi rotter i ejendommen, og navnlig var de slemme omkring skraldebøtterne. Når det så blev for slemt, blev nogle af de mange store drenge og de voksne, som boede i ejendommen, mobiliseret, og så gik jagten ind. Med vandrør og kosteskafte og mange andre våben nedlagde man adskillige rotter, hvorefter det gik i triumftog til hovedbrandstationen bag rådhuset, hvor man indkasserede 1 øre for hver hale, man medbragte. Udover den allerede omtalte leg med trillebånd og løbehjul - for ikke at glemme min dræsine - spillede vi klink. Mønter havde vi selvsagt ikke, men vi havde janter, og det var for os det samme. Janter var en bukseknapstor, blyagtig knap, som vel egentlig hørte til i mælkedrengsskjorterne. Nu var de for os noget meget mere værdifuldt. Vores kapital, som vi opbevarede i en til formålet fremstillet pose - vel nok fabrikeret af mor, efter at hun havde stiftet bekendtskab med vores lommers tilstand. Man spillede med dem, som de voksne gjorde med 5-ører, og det var en katastrofe at falde i kløerne på en dreven spiller, ligesom fryden steg, hvis man selv var den vindende part. En lidt større og lidt mere flad type knap blev kaldt en Mors dreng. Den var mere eftertragtet end de andre og blev derfor omvekslet med mere end lige over. Navnet Mors dreng kom nok af, at der på knappen stod bogstaverne MD. Hvad det dækkede over, vidste vi ikke, men det var uden betydning - for os var det Mors dreng, som var det afgørende. Pigerne legede med nipsenåle, som blev sat fast i en nålepude. Nålene blev efterhånden meget avancerede med blandt andet fantasifulde figurer som hoveder. Disse nåle samlede pigerne på, og de blev kun brugt

8 som pynt, aldrig anvendt til nipsning, et spil, som mindede meget om drengenes kuglespil. Glansbilleder og samlemærker fra kaffeerstatningspakker - Richs og Danmark - var også populære samleobjekter. Desuden hinkede man eller hoppede i ruder, som man tegnede op på fortovet med kridt. Dukker og dukkevogne blev promeneret op og ned ad gaden, eller man sjippede i sjippetov. Sjipperiet kunne udvikle sig til det rene artisteri med dobbeltsving og baglæns hop alene eller med flere deltagere. Grete, morfar, Franz og Heini- bemœrk drengenes matrostøj. Et spil som terre deltog både piger og drenge i. Det var meget nemt at transportere - seks små sten, eller hvis man var rigtig heldig - marmorstykker. Stenene lagde man på et bord eller på gaden, så kastede man en af stenene op i luften, og mens den stadigvæk svævede, greb man en anden sten med samme hånd og derefter stenen på vej ned. Dette blev nu gentaget med to sten i hånden, osv. Til sidst gentog man det hele i modsat rækkefølge. Tabte man en sten, gik turen videre til den næste. En anden udbredt leg var legen med kugler, som atter har opnået interesse hos drenge. Lerkugler af mange slags, og som man ligeledes opbevarede i en kuglepose. En revne i gårdcementen eller en fordybning mellem brostenene blev målobjektet, og nu gjaldt det om dels at placere sin kugle så nær ved eller helst i hullet, så man vandt retten til at begynde at puffe de andres kugler i samme fordybning. De vundne kugler var ens ejendom og blev hjemført i triumf. Kuglerne kunne man købe, eller man lånte et par af en anden spilleglad yngling, hvorefter man skyndte sig at vinde, således at man hjemførte udbyttet uden at have investeret noget overhovedet. Vi spillede boldspil af forskellig slags - rundbold og langbold, men da gårdens størrelse forhindrede disse spilleformer, måtte man rykke ud på gaden. Mangen en sommeraften har vi spillet der overvåget af de voksne, som fra vinduerne lå og iagttog vores leg. De enkelte vogne, som kunne finde på at passere gennem gaden, medens vi legede, blev lodset forbi uden besvær. Det var et større problem at undgå at ramme de mange forretningsvinduer, som kantede begge sider. Mange klask medførte tilbageholdte åndedrag, mens man afventede, om ruden holdt eller ej. Men stikbold og kongebold spillede vi i gården, ligesom lege som stanton og skjul sagtens kunne gennemføres her. Vi spillede djævlespil og lavede papirhjul til at lade løbe for vinden gennem gaden. Også top blev spillet, det gik bedst i gården, da gadens brolægning gjorde det vanskeligt at spille her. En pisk af sejlgarn og en top med et søm i spidsen var alt. Her holdt teknikken

9 senere sit indtog, så man efterhånden kunne få toppe i mange farver og endda med lyd i. Var man blevet så stor, at man havde fået lov til at gå med kniv, var spillet land helt i top. Der krævedes dog et stykke jord, hvor man kunne hugge sin kniv eller dolk ned i, så den blev stående. Efter hvor mange man nu var, der skulle lege, delte man jordstykket op og ridsede grænser op mellem deltagerne. Efter tur forsøgte man at placere kniven i naboens jordstykke, og lykkedes dette, trak man en ny grænse op efter knivens retning og altid med halmabrikker, som han to og to stødte sammen, og hvor den, der blev stående, var vinderen. Selvfølgelig havde vi også damspil, ligesom vi kunne spille kort. Sorteper eller Sulte svin var populært, senere kom 66 til. Endelig var der Domino, som man både kunne spille med eller stille op på rækker og få til at vælte efter hinanden i lang række. Jeg elskede at bruge vindueskarmene til at konstruere sindrige kraner ved hjælp af mors strikkepinde, sytråd og - det allerbedste - et gammelt udbrændt indlemmede dermed naboens jord. Således blev man ved, indtil kniven væltede eller ikke satte sig i jorden, og turen gik derefter over til næste deltager. Indendørs legede jeg gerne sporvogn med alle spisestuestolene stillet op på rad efter hinanden, og da det var muligt at trække en snor gennem huller i ryglænet, blev det nemt at etablere en klokke til at ringe afgang og stop med. Det var en leg, som kun havde sin begrænsning i den støj, den forårsagede. Frode, min bror, legede anodebatteri fra datidens radioapparater. Jeg havde også en stor optrækstogsamling med skiftespor og stationer, etc. Hver jul blev samlingen suppleret med skinner, foræringer fra de store, som egentlig gerne ville lege med, men samtidig var de jo de store. Et andet attraktivt legetøj til indendørs brug var en dampmaskine. Med spritflamme til opvarmning krævede det lidt mere opmærksomhed fra de store - lege med den på egen hånd kunne man ikke få

10 lov til. Den jeg legede med havde snoretræk til slibesten og andet tilbehør, og det var meget spændende. Min farbror Peter forærede mig ved en eller anden lejlighed en dejlig fregat med kanoner, ankre, redningsbåde og -bælter, kort sagt en flot og elegant model. Mine store brødre syntes, at den da skulle søsættes, og det gjorde de så med det jammerlige resultat, at siderne, som viste sig at være af pap, bulnede ud, og det hele faldt fra hinanden. Skolelektier skulle selvfølgelig også laves, selvom vi til mors bekymring altid erklærede, at vi ikke havde noget for. Dristige var vi og gik ud fra, at vi kunne klare lektierne ved at foretage en let gennemgang i frikvartererne eller håbe på, at man ikke blev hørt. Risikoen udmyntede sig selvfølgelig i karakterbøgerne, og så stod den til balle hos far. Men dermed var vores legemuligheder ikke udtømte. Vi havde jo Ørstedsparken lige i nærheden, hvor legepladsen med vipper og lignende var til rådighed. Søen, som lå endnu nærmere, fristede også med sine muligheder for at sejle med pinde og små hjemmeflikkede både. Her kunne man forsøge, om man kunne forcere en af de forhindringer, som spærrede en fra at komme ud i de mange private både, der fandtes. Bådebroerne var forsynet med rundtformede pigtrådsgitterskærme, som skulle holde os ude. Dette tjente naturligvis kun til at skærpe vores interesse for dette strengt forbudte område. Om vinteren, når søen var isdækket, hvad den nu sjældent var, løb man på skøjter. Datidens skøjter skulle fastspændes med remme af læder og desuden skrues om hæl og sål med et skøjtesving. Da kunsten var svær at lære, og man i starten løb mere på siden af støvlerne, skete det ofte, at hælen brækkede af. Hælbrækkere lød det hånligt fra dem, der var privilegerede og havde noget så sjældent som fastskruede skøjter. Den rene skinbarlige luksus. Det var da også hovedsagelig disse lykkelige, som var medlemmer af Københavns skøjteløberforening på Søpavillonen og derfor kunne starte på den private bane, som altid blev renset for sne og endda oversprøjtet om natten med vand. Her kunne vi ikke deltage! Far ville ikke betale, for som han sagde: Der er aldrig is på søen, når man har betalt. Vi sneg os ind under snoren, som markerede det private område, og når opsynsmanden, som skulle kontrollere, om man havde foreningens emblem placeret på sit tøj, dukkede op, gjaldt det om at komme hurtigt ud under snoren igen. Pottifar kaldte vi ham, og udstyret med sivsko for at kunne stå fast på isen havde han ikke en chance for at få fingre i os drenge. I det hele taget var vi for hurtige for de forskellige opsynsmænd, som vågede over for eksempel Ørstedsparken, hvor råbet havemanden kommer adviserede alle drenge om, at nu var det tid at forføje sig. Ligeledes blev en gadebetjent dengang adviseret med ordene det lyner - ikke fordi vi havde noget på kant med ordensmagten, betjenten på gaden dengang var som regel fodbåren, og da alle kendte ham, og han kendte alle, så blev de værste

11 Eftermiddagstur langs Peblinge-søen branderter lodset hjem med ordre om at holde sig på måtten. Var man mere utilbens, skaffede betjentens store og omfangsrige korpus ro og orden. Udrykning i mere koncentreret stil foregik på cykel og med en søvnig ASP stearinlygte vippende foran på forgaflen. Men man havde da tid til at aflægge høflighedsbesøg hos de lokale handlende, og en høkerbajer var heller ikke at foragte dengang. Langt større end de nævnte legepladser var det gamle banegårdsterræn. Efter det var rømmet, lå det hen som et herligt ingenmandsland, og det var et vidunderligt sted at færdes. Der var stadig rester fra den tid, da jernbanen havde både station og remiser her. I eftertiden blev det anvendt som udstillingsterræn, blandt andet til den hollandske udstilling. Derfor kom det i drengemunde til at hedde den hollandske. Under udstillingen var det hele hegnet ind med træhegn og malet rødt, og i tiden efter gik alle drenge på røde stylter! Området var stort og alligevel ikke stort nok til, at drenge fra to kvarterer kunne enes om arealet. Stadige kampe mellem Nanserne og drenge fra den anden side af søen, fra Korsgade, Wesselgade osv., blev udkæmpet med stor drabelighed. Frygtelige våben blev taget i anvendelse, og disse kampe var ikke blot for drengene, nej pigerne tog også del i

12 dem. Jeg husker, at et af våbnene engang bestod af en fyldt vandkedel ophængt i en lang snor og igen fastgjort i en lang stang. Og med dette svingende om hovedet på sig selv, skabte den pågældende plads om sig. Ufatteligt, at ingen kom til skade under disse slagsmål, men det skete aldrig. Forbud var der nok af. Man måtte ikke banke tæpper i gården efter et bestemt tidspunkt. Jo, man bar sine tæpper ned og hængte dem op over bankestativet, som ellers mest blev benyttet af os drenge til at klatre i. Der måtte heller ikke spilles i gården, hvad der dog ikke forhindrede gårdsangerne i at drage fra gård til gård med alle gadens unger efter sig. Lirekassemanden - eller onsdagsmanden, som vi kaldte ham - var en kendt og velset spillemand, som havde sin faste rute, der førte ham til vores ejendom hver onsdag. Vores trappe i Nansensgade nummer 15 var belyst med gaslygter, som senere blev afløst af elektrisk lys. Jeg husker ikke tidspunktet så nøje, men jeg har ikke været større, end at jeg skulle stå på tæer for at tænde det nye elektriske lys. Jeg husker det ganske nøje, fordi Gunnar en dag lukkede døren, så mine fingre kom i klemme, mens jeg - stående på tæerne og med et godt tag i dørkarmen - prøvede at nå kontakten. Også indenfor i lejlighederne blev de gamle petroleums-hejselamper udskiftet med elektrisk lys. Ja, det gik endda så vidt, at fatter lod installere to separate og nøgne pærer i loftet ud over den daglige lysekrone. En pære i hver ende af stuen - uhørt luksuriøst efter datidens målestok. Lejligheden kom man ind i gennem en lang korridor, hvorfra dørene førte ind til henholdsvis herreværelset, dagligstuen og spisestuen. Modsat lå døren til køkkenet og pigekammeret samt køkkentrappen. Med otte børn var det imidlertid nødvendigt med mere plads, end det ene lejemål gav, så mellem vores lejlighed og den tilsvarende i nummer 20 i Thuresensgade blev der slået hul og indsat en dør. Her var der to værelser og et køkken, og vi havde således to køkkener, to hovedtrapper og to køkkentrapper. Her sov mor og far i stuen ud til gaden sammen med den til enhver tid mindste. Nydelig gulmalet dobbeltseng og to natborde med marmorplader og tilhørende potteskab samt en servante også med marmorplade, en stor servantekande og vandskål. I stuen op til soveværelset og ind mod gården lå der - i etagesenge - op til fire drenge og i køkkenet til denne lille lejlighed sov Arne. Lirekasse person.

13 altid blev indkøbt kager til kaffen, har vi unger mangfoldige gange stået med døren på klem og iagttaget, om der muligvis blev en kage til overs. Ligeledes blev der indkøbt tre bananer, som blev skåret over og sammen med æbler og pærer anbragt i en frugtglasskål, hvoraf vi havde to. Disse skåle kom senere til at spille en rolle i vores tilværelse, da radioen blev opfundet - men herom senere. Spillet gik gerne lystigt for sig, og meldingerne, som ikke sagde os noget, blev forstærket kraftigt, når medspillerne ikke bar sig rigtigt ad. Så kunne udtryk som idiot svirre i luften, og så morede de sig. AAse og jeg i trappeopgangen i Nansensgade. I herreværelset i lejligheden i nummer 15 stod de dyre møbler, bogskabet og en kakkelovn med poleret kappe og forniklet skål på toppen. Dagligstuen havde røde plysbetrukne møbler og et rundt bord samt mors skrivebord, hvorfra alle huslejeindbetalinger blev modtaget samt klenodiet, et stueorgel med en drejestol som sæde. Her ved det runde bord blev der spillet utallige lombrespil, et spil som kun far dyrkede, mor spillede aldrig kort. Farbror Peter og et par af deres gode venner, Johannes Petersen og hans kone, var derimod ivrige spillere. Mor talte imens med faster Andrea, som heller ikke kastede sig ud i den slags verdslige sysler. Mor lavede kaffe, og da der Spisestuen var domineret af spisebordet, selvom en buffet og en skænk også stod der. Men et bord med fem ben og tre store plader til at forlænge med var selvsagt noget, man fik øje på. Det krævede også plads, når vi sad rundt om og spiste, far i den ene ende ud mod gaden og mor i den anden. Ofte var vi 11 personer til middag, ja undertiden flere, men Dreyer, som var en barndomsven til mor fra Bornholm, var meget ofte med. Desuden stod hoveddøren altid åben af den simple grund, at mor ikke orkede at rende gennem den lange korridor og lukke op, når vi ville ind. Hertil kom, at hjemmet altid var åbent for alle de kammerater, som vi store som små havde, og som i stor udstrækning betragtede det Mohrske hjem som et samlingspunkt. I pigeværelset op til køkkenet sov først Sigurd og senere Margit. Uden for deres vindue og hængende ud over gården var der anbragt en stor trækasse med fint trådnet på forsiden. Et låg gjorde det muligt

14 at komme ned i kassen fra kammeret, og her var vores flueskab. vandet frøs til ispropper, rørene måtte tages ned, og isen bankes ud, før man atter kunne slå vand i vasken. Forsøgsvis blev der indkøbt saltstykker, som beboerne skulle have liggende i vaskene i et forsøg på at holde afløbene fri for is. I dette køkken residerede mor og Dreyer i forening. Det var mest hjemmelavet mad, der var tale om. Sådan noget som sylte, rullepølse og salater - italiensk salat, russisk salat osv. - blev hjemmefremstillet i store portioner. Mangen Ismanden (drengen) fra Krystalisvœrket. I køkkenet, som lå modsat spisestuen, foregik madlavningen til hele styrken. Et støbejernskomfur med tre gasapparater og en bageovn underneden var stegemulighederne. Et problem var, at hvis gummislangerne kom for tæt til blusset, kunne de brænde igennem. Ved siden af stod en høkasse med trælåg, og heri blev kartofler og grød og den slags placeret, efter de var bragt i kog. Så sparede man på gassen, og gasmåleren løb ikke for hurtig. Senere kom der isskab til, et lille isoleret skab, hvori man lagde et stykke krystalis indkøbt fra mejeriet i nummer 17 hos Thuesen. Ud til gården lå jernvasken og herunder afløbet. Indvendige faldstammer kendte man ikke dengang, vandet løb direkte ud i tagnedløbsrenderne. I strenge vintertider var det til stort besvær, for Dreyer.

15 en juleskinke med ben og det hele er blevet stegt i ovnen. Hvis der drejede sig om en gås, så blev den enkelte gange sendt til bageren, men det var med bange anelser, at mor gjorde det, for han beholdt jo noget af fedtet som delvis betaling. Ligeså længe, jeg kan huske, blev der altid indkøbt et halvt og et kvart fint og et kvart groft rugbrød om dagen. Hver aften sad mor - efter vi havde spist, og der var taget af bordet - og smurte madpakker til hele horden. Alene Børge spiste 24(!!) halve stykker hver dag på arbejde, og selvom fatter ikke skulle have mere end et halvt stykke med, så var det en mindre smørrebrødsfabrik, som var i funktion hver aften. Dertil kom, at der blev bagt hvedebrød i bradepanden, og at det aldrig blev til mere end et stykke samme dag, det var bagt, fordi det var betydelig drøjere næste dag - og senere næsten ikke til at få ned. Margarine med smørfarve og eventuelt marmelade fra haven. Smør, kun om søndagen, hvor vi fik franskbrød. Middagene var præget af, at vi altid fik to retter mad og næsten altid sødsuppe eller mælkemad. Haven i Søborg leverede jo masser af bær og rabarber samt hyldebær. Fisk stod på tavlen hver ugedag og ofte mere end det. Det kunne være spegesild i løgsovs eller kogt torsk og så den uundgåelige plukfisk næste dag. Kogt flæsk eller sylte og i sidste tilfælde skåret af grisehovedet og med de fleste af børsterne strittende til alle sider. Ligeledes var der selvsagt altid ben i fiskeretterne, for ingen havde tid til at stå i køkkenet og brænde børsterne af grisen eller finkæmme fisken for ben. Sovs var kutyme ved alle middagsmåltider. Tidens mange arbejdsløse bad om mad ved døren, og mad var der altid, men oftest havnede den modtagne madpakke i trappeskaktens cykelskur, for når man bad om mad, var det altid i håbet om at modtage nogle håndører i stedet for. Jeg mindes i den forbindelse en hændelse, som blev min fars eneste pædagogiske forsøg på kollektiv opdragelse. Vi skulle netop have plukfisk til middag, og sandt at sige var ikke mange andre end mor og far fiskespisere, så vi sad og stak til maden trods kraftige opfordringer. Da ville tilfældet, at en arme arbejdsløs ringede på døren og spurgte om lidt mad. Hent ham herind, lød fars svar, og placeret ved bordenden og under 8 par chokerede og forundrede barneøjne, blev han præsenteret for den største skude plukfisk, han sikkert nogensinde havde set. Der kan I se, kræsne unger, sagde far bagefter, men tilføjede ikke, at den arbejdsløse blev belønnet med et kontant beløb. Vi spiste altid frokost sammen om søndagen samlet om bordet. De store sad omkring mor, hvor pålægget stod, og vi mindre i den anden ende, hvorfra vi gjorde vores bestilling. Snart efter svævede den pågældende rundtenom gennem luften for med mange års rutine at lande lige ud for rekvirenten. Et kunststykke, som mere end en gang har imponeret og chokeret venner og besøgende, der kom på visit.

16 Trods det, at vi var så mange munde at mætte, var der altid mad også til hjembragte kammerater. Mange gange blev det til en anseelig flok, men altid til stor underholdning for far, som morede sig kosteligt. Især når Arnes kammerat, Jesper, fortalte - eller rettere sagt fabulerede. Så rystede lorgnetterne på fars næse, så de var nær ved at falde af. Al opbæring af varer ad hovedtrappen var forbudt og skulle finde sted ad køkkentrappen. Men når man kendte disse køkkentrapper, forstod man også, hvorfor forbudet blev overtrådt. Der var mange forretninger i Nansensgade, men alligevel blev nogle indkøb foretaget i foretrukne udsalg. For eksempel måtte vi til Gyldenløvesgade efter tvebakker hos bageren, de var også ganske specielle. Eller til Blågårdsgade hos slagtermester Bekker efter kød. Noget kød blev dog købt andre steder blandt andet hos Arbejdernes Kødforsyning i Nansensgade. Ligeledes blev der tit købt en hel svineblære med fedt hos Irma på hjørnet af Vendersgade og Farimagsgade. Påske Andreasen i Frederiksborggade var leverandør af skotøj. Det må have været et specielt syn, når vi i flok holdt vores indtog i forretningen, det fortalte den gamle indehavers søn os mange år senere, da vi foretog indkøb til vores egne børn samme sted. I Vestervoldgade lå Jarnings Konditori, hvor man kunne købe lagkage af mange slags. Men det var ikke så ofte, at det stod på dagsordenen - det var for dyrt, man måtte give helt op til 75 øre for en snitte. Hos Jarnings var der også kaffeservering ved små borde. Halvvejs nede i Thuresensgade lå der et øltapperi, hvor man tappede øl af på flasker fra store ølankre, og derefter transporterede det ud til kunderne på trækvogn. Hele forretningen stank langt ud på gaden af det sure øl, og den gamle øltapper selv var ofte - når han selv kom trillende med trækvognen - et levende billede på, at øllet også kunne drikkes. Hans store kunde på den tid var dagbladet Socialdemokraten, som havde trykkeri og presse i Nørre Farimagsgade. I Nørre Søgade havde Det danske Petroleumskompagni lager og tapperi, og dagligt larmede deres hestevogne ned gennem Thuresensgade, så det rystede i alle huse. Her hentede vi korkpropper til at sætte fast i trillebåndene. En tom cykelfælg var det normale legetøj, men jeg blev i fødselsdagsgave beriget med et trillebånd af træ, og dette bånd løb selvfølgelig lige ud foran en af disse hestevogne. Med tilbageholdt åndedrag ventede jeg spændt på, at hesten skulle styrte. Hvad nu, hvis den faldt og brækkede benene? Min bekymring var ganske unødig. Trillebåndet splintredes under vognen, og intet hændte. Det gjorde der derimod en aften, da jeg rendte ind i nogle mælkeflasker. Mælkemanden var ved at gøre dagens regnskab op og havde lige stillet alle sine tomme flasker ud på gaden bag vognen og under lygtepælen for bedre at kunne se. Her sprang jeg ind i opstillingen på vej til købmanden. Selvom kusken kom op til far og beklagede sig, blev han afvist med besked om, at han kunne ikke tillade sig at holde der. Gaden sorterede på den tid under ejendommen ud til den midterlinje,

17 man selv skulle forsøge at finde, når der skulle renses gade eller skovles sne. Iskager fandtes også. Den spæde begyndelse foretog en grønthandler i Nansensgade. Isen lavede han selv, så når man købte en is, blev bøtterne, som stod i en blanding af krystalis og salt, halet frem, og med en spiseske fik man en lille muslingeskal af kagedej med is ovenpå, derefter endnu en skal, og så afleverede man 5 øre. Samme grønthandler lejede også trækvogne ud, det almindeligste køretøj, når mindre bemidlede skulle transportere et eller andet. Her fandtes også en lidt større model med fire hjul og med trækstang til to mand. Det var oftest tjenestepigekommoder og den slags, som blev flyttet på den måde. Købmanden havde vi lige ved hånden. Der var Johansen i nr. 13, og lige over for gadedøren lå en anden købmand, Ziegler, nede i kælderen. Ham husker jeg meget tydeligt. Som mindre var jeg blevet sendt over til ham for at hente et eller andet, og forretningen var stuvende fuldt af kunder. Jeg skulle tisse og vidste ikke mine levende råd - jeg troede, at når man nu var kommet ind, så måtte man ikke forlade forretningen. Jeg tissede i bukserne og ned på gulvet, uden at nogen observerede det, og så gik det ellers i fuldt firspring op til mor for at få skiftet til tørt tøj. Tværs over gaden lå bageren, og det var her, vi købte vores forbrug af studenterbrød til 2 øre og Berlinerpfankuchen til 4 øre, ligesom han leverede kaffebrød med makron til samme ringe betaling. Wienerbrød fandtes i to kategorier, noget til 7 øre og andet mere luksusbetonet til 11 øre, men for at få det dyre skulle man hen til nr. 21 til konditoriet. Værtshuset over gaden i kælderen hed Capstaden. Cigarhandleren ved siden af leverede tobak til Arne, som var storforbruger. Fatter røg ganske vist, fra han slog øjnene op, til han gik i seng, men det var store cigarer - Nihilsine et Labore hed de, og de sad i hans mund hele dagen. Han spiste vist lige så meget af dem, som han røg. Men Arne skulle have Flag -cigaretter, og en pakke kostede - ligesom tre Golfcerutter - 25 øre. Når Arne skulle spise frokost sammen med os om søndagen, så skulle han og far have snaps til maden, og så måtte jeg ned til Lille Lars ad køkkentrappen og hente en flaske brændevin til 3 kroner og 15 øre. Hvis man selv havde flasken med, så sparede man 10 eller 15 øre.

18 Vores tøj syede mor selv, vi var jo de små, og derfor var der hele tiden tøj fra de store, der skulle forandres. Matrostøj var det klassiske med tilhørende matroshue med papkokarde i siden og navnebånd om panden - navne som Danmark eller andre skibsnavne. Da de ældste var mindre, fik de tøj fra Zakariaessens Magasin på Kultorvet - ifølge notater af Børge. En ting som brugsforening benyttede vi os ikke af, måske fordi den lå for langt væk, måske af andre årsager. Børge har berettet, at familien tidligere havde været medlem af Brugsforeningen Christiansborg, som lå på Frederiksberg Alle ved St. Thomas. Nede ved søen lå der på det ene hjørne en købmand Ibsen og på det andet en barbersalon, hvor vi blev klippet. Ganske vist blev vi plysset hvert år om sommeren, men det stod mor selv for. Hun var ikke uden håndelag, for på den tid fandtes der hovedlus i hele skolen, og det spredte sig med lynets hast til alle børn i kvarteret. Midlet var seppedille-eddike, som man fik vasket hele hovedet i, efter man var blevet plysset. Havde man derfor kradset sig og fået sår i hovedbunden, sved det som sprit, og med et håndklæde om hovedet måtte man døje smerten gennem en hel nat. Så blev tættekammen taget i brug næste morgen, og det var en kur, der var effektiv. De mere alvorlige sygdomme blev vi forskånet for. Selv har jeg efter sigende ligget på børnehospitalet i Farimagsgade for eksem over hele kroppen. Arne har haft gigtfeber og lå en kort tid på Balders Hospital. Mor var plaget af astma og bronkitis gennem hele sit voksenliv, ligesom hun - så længe jeg kan huske tilbage - altid havde bind om sine ben for åreknuder. Så det er vel fatter, der har haft det mest stabile helbred i familien. Han havde så afgjort tilløb til hypokonderi, således at forstå at han var hunderæd for at blive syg. Vores huslæge, doktor Hamburger, skulle vi selv betale. Han fik penge en gang om året, og det ærgrede far umådeligt at skulle erlægge hans honorar. Størrelsen af dette kender jeg ikke, men det har vist været nogenlunde det samme, som man hvert år gav til skraldemændene og postbudet, når disse ønskede glædelig jul og godt nytår - og som de alle forventede at få som tak for året, der var gået. Fatter forstod ikke doktor Hamburger. Han havde jo allerede set, at Hamburger ikke kunne gøre noget for mor andet end at være sjælesørger og bortlede hendes tanker fra sygdommen. Når han var på besøg, talte de om hendes blomster, og sammen vandrede de fra stue til stue, hvorefter han ordinerede lidt Kinadekokt, hostesaft og lignende. Det drak hun så i ligeså stort mål, som fatter hældte håreliksir Mor s hus i Allinge, Bornholm.

19 i sit hår for ikke at miste det. Doktor Hamburger havde ofte talt om, at mor skulle en tur op i den tynde luft - til Østrig eller Schweiz, men det var en absurd tanke. Det længste, mine forældre nogensinde kom uden for rigets grænser, var en tur til Sverige eller hjem til fødeøen, Bornholm. Til gengæld skaffede far en have i Søborg, og her tilbragte vi hele sommeren. Det var en dobbeltgrund, så der var nok at holde. Her var græsplæne og frugtbuske og urtebed, og efter nogle år blev der konstrueret et bassin med springvand og guldfisk. Inden skoleferien indtraf, tog vi sporvognen ind til Nansensgades Skole hver dag. I starten gik vi ned til Søborg Kirke og tog derfra en bus til Bispebjerg, hvorfra linje 16 startede. Der var dog et problem ved denne transport, for jernbanen krydsede Nørrebrogade, og hvis bommene gik ned, kunne det knibe med at nå i skole til tiden. Der gik en gangbro over banen, men det havde jo ingen betydning for os, der sad i sporvognen. Hele den lange sommer tilbragte vi i haven. Huset var bygget af farbror Søren, og det var stort og rummeligt. En veranda, som i starten var åben, men senere blev lukket med glasruder, førte ind til stuen. Herfra var der adgang til to soverum med køjesenge på alle leder. Man lå i overkøjen med fødderne hen over underkøjen. I stuen var to bænke med klapper, så der blev to sengepladser her. På en sofa var der Gunnar, Frode, Børge, Sigurd, mig, far, fœtter Bjarne, Arne, Margit, mor med Aase på skødet og kusine Ellinor bagved, foran Mosebo.

20 yderligere plads, og i stuen sov da Arne, Sigurd og Børge, mens mor og far havde det ene kammer sammen med en af de mindste. I kammeret ved siden af sov der fire andre, så huset var pakket godt til, når alle var hjemme. På verandaen sov Dreyer i et apparat, som bestod af to bukke med to lægter trukket gennem et lærred, så der blev en slags båre ud af det. Senere fik man fat i en pufseng, men indtil da tilbragte Dreyer mangen en nat i apparatet. Vi havde høns, og Arne holdt både kaniner og duer. Køkkenet var uhyre lille og fungerede kun ved hjælp af et forkøkken, som lå under gulvhøjden, så man skulle ned ad en lille trappe. Lys fik vi ved hjælp af petroleumslamper, en stor hejselampe i stuen og en almindelig lille lampe i køkkenet. Ellers fandtes der ingen belysning, så det var med at få læst lektier, mens det var lyst. Foran huset stod gennem mange år to hvide armstole af træ. Om farbror Søren også havde lavet dem, ved jeg ikke, men solide var de. Her sad far mangen en sommermorgen, lige fra solen stod op, til han skulle af sted på arbejde. Han elskede at vandre rundt i haven med et skuffejern til mors store fortrydelse. Han ødelægger alle roserne med sit skuffejern, hævdede hun ustandselig. Det var et stort arbejde, når der skulle graves have om foråret, men så kom fordelen ved den store drengeflok: Alle med hver sin spade og på række efter hinanden med naboerne som interesserede tilskuere. Imens var far i køkkenet for at lave mad. Mor var aldrig med på disse ekspeditioner, hun passede huset og Aase hjemme i Nansensgade. Det var fatters foretrukne menu, at der skulle være æg til frokosten, derfor blev der indkøbt flere snese. Han elskede selv at drikke rå æg og kunne nedsvælge et halv snes på en gang og uden besvær. Hele sommeren var vi gerne plaget af ørentvister, og loftet i stuen kunne være sort af dem, når lampen blev tændt. Fatter var så ræd for ørentvister, at han gik i seng med lange underbukser på og vat i ørerne for ikke at blive invaderet i løbet af natten. At der aldrig var nogen af familiens øvrige medlemmer, der var udsat for denne oplevelse, ænsede han ikke. Mor derimod fjernede dem roligt med en skål, hvori hun havde hældt sprit. WC havde vi ikke, men et rigtigt das stod i gården, som var omkranset af et plankeværk. For ikke at skulle tømme spanden hvert andet øjeblik konstruerede fatter ved hjælp af en gammel støbejernsvask et tissehus - eller krog var det nærmere - hvor urinen blev opsamlet i en spand gennem et hul i plankeværket. Man havde fuld forståelse for Verandaen på Mosebo.