De langelandske striber LKF Vejmarkering A/S

Transkript

1 De langelandske striber LKF Vejmarkering A/S De langelandske striber LKF Vejmarkering A/S Søren Federspiel

2

3 INDHOLD 5 forord 6 Struktur for fremstillingen 7 Indledning 9 1. Forhistorien Den familieejede virksomhed Den koncernejede virksomhed Sammenfatning 93 Appendiks

4 De langelandske striber LKF Vejmarkering A/S Søren Federspiel

5 Familien Hammerum foran ejendommen i Tullebølle i begyndelsen af 1900-tallet. I midten med skæg og et barn på armen blikkenslagermester Christian L. Hammerum. Til højre en vinduesudstilling af blikkenslagervarer. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 4

6 forord I år fylder LKF Vejmarking A/S 50 år. Derfor er det mig en stor glæde, som nuværende direktør, at kunne præsentere en bog, der skildrer LKF s historie. På de følgende sider kan I læse om virksomhedens til tider turbulente historie, om dens op- og nedture og om dagliglivet i virksomheden. De små anekdoter fortæller om dagliglivet i virksomheden og om de mennesker, som i sidste ende udgør»kulturen«. At en virksomhed fylder 50, er i sig selv ikke så usædvanligt. Mange andre har haft den glæde, men det er en klar anledning til at kigge tilbage, til at reflektere og til at fejre. I en tid, hvor man konstant hører udtrykket»udkants Danmark«, er det en speciel glæde, at vi her på Langeland har en velfungerende og succesfuld virksomhed. Det kan vi takke gunstige konjunkturer for, tidligere ledelsers modige beslutninger og den generelle vækst i trafikken over alt, både i Danmark og i udlandet. Vores kunder skylder vi stor tak. Deres villighed til at bruge vores produkter, nye som kendte, ude i det ganske Europa er forudsætningen for vores vækst. Vi er glade for vores kunder, mange har vi kendt i årevis, og de ved, hvad LKF og vore produkter står for. Men mest af alt skylder vi tak til en dygtig og dedikeret medarbejderstab, som loyalt og med stort engagement har, ikke blot udviklet og nytænkt, produkter, men også produceret og udlagt dem til vores kunders tilfredshed Vi ønsker alle LKF Vejmarkering A/S tillykke med fødselsdagen med håb om mange succesfulde år i fremtiden. Nis Ravnskjær Administrerende direktør 5

7 Struktur for fremstillingen LKF s historie fra 1963 til 2013 kan inddeles i to overordnede perioder efter ejerforholdene: LKF Den familieejede virksomhed LKF Den koncernejede virksomhed De to overordnede perioder kan igen opdeles i en række faser: I Etableringsfasen 1962/ Med køb af andelsmejeriet og stationsbygningen i Sdr. Longelse Med etablering af produktion af begemulsion og champignon som forløbere for termoplast Med de første arbejder med afstribning på Fugleflugtslinjen II Opbygningsfasen /70 Med etablering af entreprenørafdeling og de første udlæggermaskiner Med udvidelsen af entreprenørafdelingen og arbejder i Danmark og udlandet, bl.a. Tyskland Med vidtstrakt eksport og etablering af licensfabrik i Skotland Med en direktør, der etablerer egen produktion af termoplast, tager ca. halvdelen af medarbejderne med sig til Aalborg og underbyder LKF på urimelige vilkår III Ny begyndelse 1970/ Med ny direktør og delvist sammenfald mellem direktion og ejerskab Med en ny begyndelse og ny struktur Med et nyt produkt PREMARK, der bliver udgangspunkt for et nyt opsving IV Ekspansion 1981/ /90 Med PREMARK, termoplast og salgs- og entreprenøraktiviteter Med udvidelse af produktionen og eksport V Fusion og inkorporering i svensk koncern Med adskillelse af direktion og ejerskab Med familien Hammerums exit som ejere VI Opbygning under koncernens vinger /96 Med etablering af selskab og fabrik i USA VII Ekspansion Med ny direktør Med satsning på eksport af PREMARK og etablering af salgskontorer i Vesteuropa Med oversøisk eksport VIII Konsolidering 2000 Med salg af den amerikanske fabrik Med LKF som eneste producent af vejmarkeringsmateriale på det danske marked Med LKF s entreprenørafdeling i en ledende position på det danske marked Med fortsat ekspansion i Danmark og Vesteuropa. 6

8 Indledning LKF Vejmarkering blev grundlagt den 18. marts 1963 som Langelands Kemiske Fabriker A/S i Sdr. Longelse. Den petrokemiske industri repræsenterede spydspidsen i det moderne industrielle gennembrud efter krigen og signalerede fremskridt og teknologisk innovation og det var lige, hvad der var tale om. Det moderne industrieventyr var kommet til Langeland med LKF. Langelands Kemiske Fabriker havde fremtiden for sig men også rødder tilbage i tiden til det første industrieventyr i årene omkring Bag begge eventyr stod familien Hammerum, der var begyndt med et blikkenslagerværksted i 1899 i Tullebølle. Det industrielle gennembrud sidst i 1890 erne fulgte efter en landbrugsrevolution og en infrastrukturrevolution tidligere i 1800-tallet. Den første jernbane i kongeriget daterede sig fra 1847 og gik mellem København og Roskilde. Langeland fik sin jernbane i Landbrugsrevolutionen kom med de første andelsmejerier det første i Hjedding i Vestjylland i Langeland fik sit første andelsmejeri i 1885 i Lindelse. To år senere i 1887 kom andelsmejeriet i Sdr. Longelse som ét af de 15, der i 1887 blev oprettet i Svendborg Amt. Jernbaner og andelsmejerier bidrog afgørende til at modernisere Danmark, og antallet af mejerier og jernbanestrækninger voksede frem til efter 2. verdenskrig ( ). Derefter var det slut med det tidlige industrieventyr, og et nyt kunne begynde. 7

9 Andelsmejeriet i Sdr. Longelse med mælkevogne og udsmykning 1937 i anledning af 50-års jubilæet. Mejeriet blev oprettet i 1887, udvidet i 1915 og nedlagt i Samme år erhvervede Brødrene Hammerum mejeriet. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 8

10 1. Fo r h i sto r i e n Longelse Sogn I 1950 erne henlå Longelse Sogn med byerne Nr. Longelse og Sdr. Longelse stadig i landlig idyl. Sdr. Longelse bar præg af landbrugsrevolutionen: Foruden andelsmejeriet, der var blevet ombygget i 1915, var der skolen fra 1876 med sognebogsamlingen fra 1927; forsamlingshuset, indrettet 1934 i den tidligere fattiggård med sognerådslokale; kommunekontor; frysehus; postkontor og jernbanestation. 1 Den private Langelandsbanen forbandt Rudkøbing med Spodsbjerg og Bagenkop. Langelandsbanen åbnede den 4. oktober 1911 og lukkede den 29. september Mejeriet var lukket i marts På en generalforsamling den 8. marts 1962 vedtog andelshaverne at likvidere mejeriet og acceptere et tilbud fra Chr. L. Hammerum og Sønner om at overtage mejeriet for kr.»dette beløb omfatter køb af mejeriet med bygninger, maskiner og øvrigt inventar, samt bestyrerboligen.«2 Den 5. april 1962 kørte mælkekuskene for sidste gang til mejeriet i Sdr. Longelse med andelshavernes mælk. Dagen efter, den 6. april, gik turen til herregårdsmejeriet i Skrøbelev. Lukningen af de to vigtige arbejdspladser, stationen og andelsmejeriet, der havde skabt liv i Sdr. Longelse og forbundet byen med omverdenen, truede med at isolere og i værste fald helt affolke det lille samfund. Netop den frygt lå bag salget til Hammerum:» en stærkt medvirkende årsag til salget var, at man forventer, der anlægges en fabrik i Longelse. Og en sådan vil jo give omsætning i kommunen, som den mister ved mejerinedlæggelsen«hed det i Langelands Folkeblad den 5. april Hvad det var for en fabrik, stod hen i det uvisse, men firmaet Chr. L. Hammerum og Sønner havde ry for at være et driftigt foretagende, og der blev knyttet store forventninger til de nye ejere. Der var engang Som alle gode eventyr begynder fortællingen om LKF med der var engang. Der var engang en maskinfabrik i Tullebølle. Den var ejet af Christian L. Hammerum og fremstillede maskiner og ostekar til mejerierne. Det havde maskinfabrikken gjort i mands minde, men i årene omkring 1960 så Hammerum og Sønner, hvor det bar hen med de mange små andelsmejerier og dermed kunderne. De lukkede på stribe. Da turen i 1962 kom til andelsmejeriet i Sdr. Longelse, købte Brødrene Hammerum mejeriet. Det måtte kunne bruges til noget andet. Da stationen over for mejeriet også blev nedlagt, tog brødrene den med i købet. 1. Trap (1957), s Langelands Folkeblad, 9. marts

11 Stationen i Sdr. Longelse Stationen var en del af Langelandsbanen, der åbnede i 1911 og forbandt Rudkøbing med Spodsbjerg i øst og Bagenkop i syd. Banen blev nedlagt i 1962 og samme år blev stationen i Sdr. Longelse købt af Brødrene Hammerum. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv Fabrikken i Tullebølle havde gennem generationer været leverandør af udstyr til mejerierne, og Hammerum havde gode forbindelser til mejerisektoren. Forbindelser, som firmaet mente at kunne udnytte 10

12 under det nye industrielle eventyr, der tegnede sig med en ny infrastruktur veje, broer og tunneler og nye transportmidler motorcykler, personbiler, lastbiler og varevogne og en ny type forbrug privatforbruget. Udviklingen var tydelig også på Langeland, hvor den nye infrastruktur i begyndelsen af 1960 erne for første gang i historien gjorde øen landfast med Fyn. Langelandsbroen blev indviet den 10. november Siødæmningen var blevet åbnet i 1960 og Svendborgsundbroen blev opført fra 1963 til Der var grøde i luften over Langeland. Hammerums osteknive Brødrene Hammerum var anden generation i en blikkenslagervirksomhed, der var startet i 1899, da deres far Christian L. Hammerum slog sig ned i Tullebølle. Den driftige blikkenslager begyndte ved siden af mere traditionelt blikkenslagerarbejde at fremstille ostedelere til mejerierne. Det blev begyndelsen til en innovativ vekselvirkning mellem blikkenslagerværkstedet og andelsmejerierne, der varede ved, indtil det andet industrielle gennembrud omkring 1960 lagde de mange små andelsmejerier i graven. Christian L. Hammerum fortalte til Langelands Avis, at begyndelsen blev gjort, da to mejerister i Tranekær og Tullebølle præsenterede ham»for nogle tilsyneladende forhistoriske redskaber, som havde til opgave at findele ostemassen. Det var jernrammer, hvorpå der var loddet ståltråd med temmelig uregelmæssige mellemrum disse instrumenter kunne ikke holde; trådene gik løs og jeg var nærmest ked af, at man brugte hver anden dag for at reparere dem Jeg lavede så et sæt til hver af dem et par dage efter kom de til mig, de var ovenud begejstrede over mine osteknive; de er søren jensemig gode, det er lige det, vi trængte til «3 Efter opfordring deltog Hammerum med sine nykonstruerede ostedelere på mejeriudstillingen i Odense i Det blev ikke umiddelbart nogen succes, men tre til fire dage efter at være kommet hjem til Tullebølle fik Hammerum en henvendelse fra firmaet Laurits Andersen & Co. i Odense, der ville have eneforhandling af Hammerums osteknive over hele landet. En kontrakt blev underskrevet og»på en gang blev mit navn kendt på alle osteproducerende mejerier i landet,«udtalte Christian L. Hammerum. 4 Så kom bestillingerne på osteknive, og det blev begyndelsen til et langelandsk industrieventyr, der kom til at strække sig i mange retninger og over flere generationer. I 1936 overtog sønnerne Frantz og Christian Hammerum firmaet. De var begge oplært hos faderen og tog over på et tidspunkt, hvor rustfrit stål for alvor kom på markedet. Det førte brødrene ind på en produktion af tanke og kar i rustfrit stål til mejerierne. Det blev noget nær en guldgrube for Brødrene Hammerum, indtil»anden verdenskrig satte en delvis stopper for produktionen af kar og forme«fortalte Frantz Hammerum til Langelands Avis. 5 Krig og besættelse skabte mangel på råvarer, og produktionen måtte indskrænkes. I stedet slog brødrene sig på produktion af tørv, der gik som varmt brød under og lige efter krigen som 3. Langelands Avis, 19. maj Langelands Avis, 19. maj Langelands Avis, 26. maj

13 Bil og motorcykel omkring 1930 tilhørende familien Hammerum. I mellemkrigstiden fik biler og motorcykler et gennembrud i Danmark. Familien Hammerum i Tullebølle var med på noderne. Fra venstre Christian L. Hammerum, fru Hammerum. Ved bilen sønnerne Frantz Hammerum (bagerst) og Christian Hammerum, på motorcyklen datteren Karen Hammerum (bagerst). Rudkøbing Byhistoriske Arkiv følge af mangel på kul. Brødrene Hammerum købte en tørvemose, hvor der på højden var ansat 80 mand. Efter krigen var det slut med tørvene, og produktionen af beholdere m.m. til mejerierne begyndte at skrante. Skurken var en uhåndgribelig karl: strukturen i mejerisektoren. Centralisering lukkede efterhånden de mange små andelsmejerier, og Brødrene Hammerum måtte igen sadle om. Det førte til to nye initiativer. 12

14 Ekspansion i Rudkøbing og Sdr. Longelse I 1960 købte de foretagsomme brødre de bygninger, der havde rummet Motorfabrikken Danmark, i Ahlefeldtsgade i Rudkøbing. Motorfabrikken hed oprindeligt Rudkøbing Jernstøberi og var åbnet helt tilbage i Jernstøberiet blev Rudkøbings første moderne industrivirksomhed. I Ahlefeldtsgade begyndte Brødrene Hammerum at producere vaskemaskiner af det svenske kvalitetsmærke Wascator. De 30 medarbejdere kunne fremstille ca. 50 vaskemaskiner pr. dag. Det andet initiativ kom i 1962 med købet af mejeriet i Sdr. Longelse. Vaskemaskineproduktionen i Rudkøbing gik så godt, at den blev udstrakt til Sdr. Longelse. Den 24. april 1962 kunne Langelands Folkeblad meddele, at Hammerum og Sønners nye virksomhed i Sdr. Longelse skulle beskæftige 90 mand. De skulle instrueres af svenske teknikere fra moderfabrikken i Sverige, som det var sket i Rudkøbing. Mejeriets omdannelse til vaskemaskinefabrik ville betyde en fordobling af Hammerum og Sønners produktion af vaskemaskiner og de to virksomheder i Rudkøbing og Sdr. Longelse ville tilsammen blive en af Langelands største. Men træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke på Langeland.»Da markedet efterhånden blev oversvømmet af billige vaskemaskiner, holdt vi op med den fabrikation«fortalte Frantz Hammerum. 6 I stedet begyndte man på en produktion af begemulsion,»det sorte stads«blev brugt som rustbeskyttelse af olietanke, der skulle graves ned, til tætning af skibsplanker og tage m.m. et alsidigt produkt. Frede Hansen blev i 1966 ansat på LKF, hvor hans bror Poul havde arbejdet fra starten. Frede Hansen arbejdede på LKF i mere end 40 år og fik i 2012 Den kongelige Belønningsmedalje. Frede Hansen, der blev ansat som arbejdsmand på LKF den 8. marts 1966, fortæller:»der blev ansat en Ebbehartsen, som skulle stå for salget af begemulsionen, men det gik ikke så godt. Herning Kommune skulle bruge 500 kg, men han sendte 5 tons, resten kom retur. Så røg han ud og med ham begemulsionen. Ostehylderne blev brugt til at dyrke champignon. I sæsonen var alle byens damer inde at plukke champignon.«7 Frede Hansens bror Poul, der havde arbejdet i LKF fra starten, anbefalede Frede til førstemanden Knud Vestergaard. Vestergaard havde været mejerist i Lindelse, før Hammerum ansatte ham i LKF. Familien Vestergaard havde sommerhus ved Spodsbjerg Strand ved siden af Frede og Pouls forældre, og Vestergaard kendte de to drenge derfra. På den måde blev først Vestergaard og siden brødrene Hansen ansat i LKF. Efter fiaskoen med begemulsion»satte brødrene Hammerum et stykke i avisen:»har I ideerne, så har vi pengene«. Så kom der én fra Sjælland, Carl Johansen, han havde fået en idé med fra Kristianstad, fra Cleanosol, der fremstillede vejstribemasse«fortæller Frede Hansen. Frede blev oplært på fabrikken men arbejdede også på vejene. Han blev en del af et moderne in- 6. Langelands Avis, 26. maj Interview. 13

15 Fodgængere og biler mødes på Langelandsbroen den 10. november 1962 i anledning af broens indvielse. Langelandsbroen var et led i den nye infrastruktur, der blev bygget op og bandt Danmark sammen på nye måder under industrialiseringen efter 2. verdenskrig. Langelandsbroen, Siødæmningen fra 1960 og Svendborgsundbroen fra 1966 forbandt for første gang Langeland med omverdenen. Rudkøbing Byhistoriske Arkiv 14

16 dustrieventyr på»strivefabrikken«, som LKF hed på Langeland. Fredes historie er i sig selv et eventyr, han fik ganske vist ikke prinsessen og det halve kongerige, men han afstribede det halve kongerige og fik Den Kongelige Belønningsmedalje for lang og tro tjeneste. Det blev fejret ved en højtidelighed den 8. juni 2012 hos LKF i Sdr. Longelse. Biler, veje og striber Biltrafikken og udbygningen af vejnettet gennemgik en eksplosiv vækst efter 2. verdenskrig. Besættelsestidens mangel på snart sagt alt førte over i en berusende drøm om forbrug og frihed. Drømmen blev til virkelighed, og friheden på fire hjul kørte forbruget ind i de danske hjerter og hjem. Transportrevolutionen var begyndt i mellemkrigstiden, men blev afbrudt af verdenskrigen for at rulle igen fra 1950 erne, formidlet af en gigantisk økonomisk saltvandsindsprøjtning i form af Marshall-hjælpen. Det amerikanske hjælpeprogram pumpede fra 1948 til 1953, hvad der svarede til 1,7 mia. kr. ind i dansk økonomi eller 17,5 pct. af landets samlede nettoinvesteringer. Det fik en ganske betydelig indflydelse på hastigheden af Danmarks genopbygning som industriland. Sigtet med Marshall-hjælpen var netop at genrejse det krigshærgede Europa og vaccinere europæerne mod kommunisme. Europæerne tog med kyshånd mod alt det moderne og adopterede en amerikansk livsstil centreret omkring forbrug. Den amerikanske bil,»dollargrinet«blev indbegrebet af forhåbninger til fremtiden og kombinerede det ultimative forbrug med den ubegrænsede frihed. Tidsrummet fra 1950 erne til 1970 erne var bilismens gyldne år, der faldt sammen med velfærdsstatens guldalder. 8 Antallet af personbiler steg eksponentielt, det samme gjorde udbygningen af vejnettet og antallet af trafikulykker. Trafikulykkerne rettede søgelyset mod trafiksikkerheden og de myndigheder, der stod for vejenes udbygning og vedligeholdelse. Det blev kort sagt baggrunden for den vejmarkering, der begyndte med afstribning på midten af vejen og fortsatte med afstribning ved vejkanten, afstribede forgængerovergange m.m. Den eksplosive vækst i biltrafik og vejudbygning fortsatte ubekymret, indtil oliekriserne i 1970 erne satte spørgsmål ved fornuften i den ubegrænsede vækst. Den første oliekrise i 1973/74 sendte prisen på olie og benzin på himmelflugt. Det førte til»bilfrie søndage«det moderne samfunds»hellige ko«måtte blive i garagen, hvad blev det næste, spurgte mange sig selv. Det blev den anden oliekrise i 1979, der fandt Danmark bedre forberedt. Alligevel røg olieprisen igen til tops, men der kom ikke flere»bilfrie søndage«. 8. Viby Mogensen (2010) bd. 1, s

17 16 Udlægning af termoplast med håndsko på Longelsevej foran LKF s fabrik det tidligere mejeri i Sdr. Longelse. Pilen på vejen er en skabelon, der blev udfyldt med termoplast en forløber for de præfabrikerede vejsymboler, som LKF begyndte at producere i I baggrunden købmandsbutikken.

18 2. Den familieejede virksomhed Fra begyndelsen i 1963 til 1990 var LKF en familieejet virksomhed med familien Hammerum som eneaktionær frem til Det år blev Frantz Hammerums svigersøn Jørn Thorup medejer og direktør, hvorved ejerskab og direktion blev delvist sammenfaldende for første gang i LKF s historie. LKF det første tiår Brødrene Hammerum havde fornemmelse for, at noget nyt var undervejs og prøvede sig frem med vaskemaskiner og vejstriber. Brødrene havde måske ikke forudset udviklingen, men vejstriberne var en fantastisk opfindelse, der udviklede sig i takt med udbygningen af en helt ny infrastruktur. Langelands Kemiske Fabriker blev»first mover«på sit felt. Det gav LKF et enestående og afgørende forspring i kapløbet om at trafiksikre gader, veje, broer og tunneler med hvide striber. Positionen blev udbygget, og LKF etablerede sig som den centrale aktør inden for vejmarkering i tiåret fra starten i 1963 til omkring Produktionen af vejstriber blev fra 1964 suppleret med udlægning af vejstriber med egne maskiner først lokalt, siden landsdækkende og endelig i europæisk og oversøisk målestok. Licens med Cleanosol AB Det svenske firma Cleanosol og firmaet Chr. L. Hammerum og Sønner kom i forbindelse med hinanden i oktober 1962, og det nye vejmarkeringsmateriale blev afprøvet i krydset ud for Brugsen i Sdr. Longelse sidst i oktober:»en lang snor var lagt ud for at markere, hvor striberne skulle gå, den flydende plasticmasse blev strøget på og et halvt minut senere var massen hærdet og klar til at køre på Hvad der blev vist i lørdags i Longelsekrydset kan slet ikke måle sig med, hvad der ellers er og vil blive præsteret af firmaet [Cleanosol], og fra nu af i samarbejde med Chr. L. Hammerum og Sønner, men den lille»smagsprøve«gav alligevel én et fingerpeg om, at det drejer sig om et markeringsmateriale, der skulle have en fin fremtid ikke alene herhjemme, men måske endogså i udlandet. Derfor kan det kun glæde os, at det er langelændere, der har taget initiativet til samarbejdet med det svenske aktieselskab, og at der herved opstår en ny langelandsk virksomhed.«9 Etableringen af LKF A/S den 18. marts 1963 og licensaftalen med det svenske firma Cleanosol AB havde sin baggrund i, at biltrafik og vejudbygning 9. Langelands Folkeblad, 30. oktober

19 Cleanosols hovedkontor i Kristianstad i Skåne med biler og udlæggervogne. Cleanosol var grundlagt af Erik Magnusson i 1948, få år efter krigens afslutning. Det neutrale Sverige, der selv producerede biler, udbyggede tidligt den tilsvarende infrastruktur og forsynede den med vejstriber for at øge trafiksikkerheden. var længere fremme i Sverige, hvor den type vejmarkering ikke var noget helt nyt i begyndelsen af 1960 erne. Licensaftalen gjorde LKF til den første fabrik, der producerede den type vejstriber i Danmark.»Før vi begyndte, var der firmaer som Scan Reflex i Korsør og Dan Striben i Køge, der begge sprøjtede termoplast ud i et tyndt lag. Københavns Asfalt Kompagni brugte også sprøjteplast, og det gjorde Dansk Asfalt Kompagni også«fortæller Jørn Thorup. 10 Jørn Thorup, der i 1971 blev direktør for LKF, havde lært familien Hammerum at kende, mens han gik på Odense Teknikum sammen med Kristian Hammerum, søn af Frantz Hammerum. Jørn Thorup blev senere gift med Kristians tvillingsøster Inger Hammerum. Han fortæller om starten på LKF:»Jeg kan huske, at Inger og jeg i 1962 kørte ned for at se, hvad der foregik i Sdr. Longelse. Det var så nyt og spændende. Vi gik ind i mejeriets bestyrerbolig, der sad to mand med en masse flasker på bordet. De fik frygtelig travlt med at få os ud de var lige i gang med et vigtigt møde. Det var de to, som bragte min svigerfar i kontakt med Cleanosol. Den ene havde arbejdet som sælger for Cleanosol. Det mundede ud i en licensaftale med Cleanosol på produktion af termoplastisk vejstribemateriale i Danmark. Termoplast som vejmateriale var ret nyt på det tidspunkt. Før var det hovedsageligt malede striber, de holdt ikke ret længe og var dårligt synlige om vinteren, når man har mest brug for dem.«11 Vejstriberne skulle både produceres og lægges ud på vejene, og LKF udviklede egne maskiner og forbedrede termoplastmaterialet, fortæller Jørn Thorup:»Man brugte et af Karl Krøyers produkter synopal, et hvidt stenmateriale i termoplastmaterialet. Synopal blev produceret af Karl Krøyer i Thisted og indgik som en af ingredienserne i termoplasten. Det var et tilsvarende svensk produkt, der indgik i licensaftalen med Cleanosol. Men Krøyers var meget bedre, mere slidstærkt end det svenske. Så de danske striber blev lidt bedre end de svenske. Det hele startede op i 1962 og i marts 1963 dannede man aktieselskabet Langelands Kemiske Fabriker. 10. Interview. 11. Interview. 18

20 Aktionærerne var de to brødre Hammerum og en sagfører i Rudkøbing. LKF startede med en aktiekapital på kr.«12 Beskeden start LKF var først med de nye vejstriber, men starten i det tidligere andelsmejeri i Sdr. Longelse var beskeden:»med tre fast ansatte, en museumsgenstand af en blandemaskine og en stor spand til at opvarme massen i kom en fabrikation i gang.«13 Frede Hansen fortæller:»råvarerne kom ind til mejeriet i Sdr. Longelse og blev bearbejdet der. Synopal fik vi fra Thisted i løs vægt. Sandet fik vi fra Spodsbjerg strand, og det skulle tørres. Det foregik i en stor tromle med varmerør, sandet blev så harpet og dryssede ned på opvarmede riste, hvorfra det i tør form løb ned i en stak. Så var der en særlig olie, som vi købte fra Cleanosol. Den var ret dyr. Så var der titan-pulver i sække, som gjorde massen hvid. Endelig var der harpiks, som vi fik fra Kina, i store tromler. Alt det skulle blandes med håndkraft. Harpikstromlerne skulle knuses med hakke og skovl og blandes med det andet. Det var hårdt arbejde, og vi var godt svinet til, når vi skulle hjem. Senere fik vi lavet en hånddrevet knuser.«14 Udlægningen af vejstriber var sæsonbestemt og produktionen fulgte udlægningen, idet begge dele i begyndelsen blev udført af de samme mennesker, fortæller Frede Hansen:»Når en ordre kom ind lavede vi stribemassen, som vi så lagde ud på vejene. Vi havde ikke noget på lager dengang, det var altid frisklavet. Frede Hansen på fræser ved Kolding Efterhånden som vi fik flere ordrer, kom der en arbejdsdeling, så nogle lavede materialet hjemme på fabrikken, og andre hold lagde det ud på vejene. Det skiftede nok sidst i 1960 erne. Indtil da lavede vi alt muligt. Vi rev også hylderne til champignonproduktionen ned og ligeså med karrene til begemulsion. Vi skulle have plads til gryderne, hvor termoplastmasse blev opvarmet. Det var et stort arbejde at rive det ned. Vi murede og tømrede og kalkede mejeriet fint hvidt med kalk. Vi lavede alt. Det gjorde man dengang. Vi var på vejen fra tidligt forår, indtil der kom sne og is på vejene. Så gik man hjemme to til tre måneder om vinteren, gik til kontrol i fagforeningen og fik understøttelse.«15 Produktionen af begemulsion og champignon blev efterhånden fortrængt af stribeproduktionen. Jørn 12. Interview. 13. Langelands Avis, 26. februar Interview. 15. Interview. 19

21 Forskellige typer håndsko til manuel udlægning af stribemasse opstillet ved lastbil fra Langelands Kemiske Fabriker. Logoet på bildøren med en zebra og en fodgængerovergang var Cleanosols logo. Thorup fortæller:»driftslederen var rigtig glad, da man holdt op med champignon, så skulle han ikke op og plukke kl. tre om morgenen de skulle jo plukkes lige på det rigtige tidspunkt.«16 Udlægningen af striber tog fart i løbet af 1960 erne i takt med udbygningen med motorveje og broer det store H. Det store H og lovgivningen Det store H blev den mest afgørende forudsætning for LKF s succes og position. Både selve H et og de mange tilkørselsveje var et stort tænkt net af motorveje med rødder i mellemkrigstidens trafikplanlægning: En overordnet motorvej gennem Jylland og én over Sjælland, Falster og Lolland forbundet med en tværgående forbindelse mellem Vest- og Østdanmark. Det store H var udtænkt af vejentreprenører før krigen, men blev først realiseret i ful udstrækning i årene efter. 16. Interview. 20

22 LKF s afstribning af det store H eller dele af det blev indgangen til succes. Vejmarkering var kommet på den politiske dagsorden i 1950 erne i takt med den stigende biltrafik og et stigende antal trafikulykker. Noget måtte gøres, og bekendtgørelse nr. 225, af 1. juli 1955 om vejmarkering m.v. fra Ministeriet for offentlige Arbejder gjorde noget ved det, men det tog tid, og mange var skeptiske. Vejstriber lød som noget fra et eventyr for børn, men striberne var ikke så eksotiske, som de lød. De havde et konkret praktisk formål, nemlig at øge trafiksikkerheden. Trafikulykkerne steg selv i fodgængerfelter. I formiddagsavisen BT hed det:»til bekæmpelse af ulykker i fodgængerfelter har en svensk fabrik opfundet zebrastribede fodgængerfelter, der lyser, når bilernes lyskegler rammer dem. En dansk fabrikant, Carl Johansen, Longelse på Langeland, har taget ideen op. Han vil i morgen forelægge ideen for Københavns færdselschef, politiinspektør Groes-Petersen.«17 Frede Hansen fortæller om starten på LKF s entreprenørvirksomhed:»man tog ud og lavede forsøg med striber i København og Birkerød og forskellige andre kommuner. Så fik LKF til opgave at lave et stykke motorvej på Fugleflugtslinjen. Svenskerne fra Cleanosol kom over og hjalp os i gang. Det var et større projekt og Cleanosol kom med maskiner, som vi ikke havde dengang. Fugleflugtslinjen fra Maribo til Rødby var blandt de første motorvejsstrækninger, der blev anlagt, og der lagde LKF striber på. Min bror Poul var med til det. Han var ansat i LKF fra starten.«18 Ministeriet og Vejdirektoratet stod bag udbygningen af det store H, hvis ene ben Fugleflugtslinjen blev markeret med LKF s nye vejstriber og indviet i maj Det blev i bogstavelig forstand en flyvende start for LKF. Fugleflugtslinjen skulle forbinde Danmark/ Skandinavien med det europæiske kontinent, og den og resten af det store H skulle med diverse tilkørselsveje blive en væsentlig indenlandsk forudsætning for LKF s ekspansion. De nye vejstriber var teknologisk overlegne i forhold til de hidtil påmalede vejstriber: De tørrede på et til to minutter malingen på et par timer. De havde en holdbarhed, der var ca. seks gange større end malingens. De var kun ca. tre gange så dyre som maling. Trods fordelene forholdt de lokale danske vejmyndigheder sig mere tøvende over for de nye vejstriber end de tilsvarende myndigheder i nabolandene. Det blev udgangspunkt for en dobbelt forretningsstrategi i LKF: Eksport af vejstriber. Etablering af egen entreprenørafdeling. Vejmyndighedernes tøven over for den nye teknologi var dels strukturelt, dels teknologisk betinget. Vejmyndigheden var delt mellem kommuner, amter og det overordnede statslige Vejdirektorat. De forskellige myndigheder arbejdede hver for sig. Kommunerne tog sig af de mindre kommuneveje mens amternes vejvæsner stod for de overordnede amtsveje. Vejdi- 17. BT, 9. januar Interview. 21

23 »Den overskårne Renault«i aktion på hovedvej 18:»Beboerne i Fredericias opland kan i disse dage se en mærkværdig maskine køre rundt på hovedvej 18 mellem Fredericia og Vejle. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en ældre Renault 4 CV, der er skåret midt over og malet orangefarvet.«dagbladet 6. juli 1964 rektoratet stod for den landsdækkende trafikplanlægning som fx Fugleflugtslinjen. Helt frem til omkring 1980 arbejdede LKF hovedsageligt for kommunerne og Vejdirektoratet, mens amterne, der havde deres egne vejvæsener, med enkelte undtagelser selv stod for afstribningen og typisk benyttede maling. LKF s entreprenørafdeling Mange af de mindre kommuner havde ikke kapacitet, hverken teknologisk eller økonomisk, til at udlægge vejstriber. Det var en del af baggrunden for LKF s entreprenørafdeling, der blev etableret i I skrivelse af 16. april 1964 fra politimesteren i Rudkøbing fik LKF tilladelse til at benytte en vejafstribningsmaskine, der var blevet afprøvet af bilinspektøren i Faaborg den 14. og 15. april Bemeldte motorredskab bestod af en undervogn og bageste del af karrosseriet med motor fra en Renault 4 CV»en overskåret Renault«der var plomberet til en maksimal hastighed på 30 km/t. Efter godkendelsen af denne vejafstribningsmaskine fik LKF eneret på at»nedlægge vejstriber«i Vejle Amt.»Den overskårne«, kaldet en udlæggermaskine, kunne præstere ca. otte km om dagen:»de såkaldte vejstriber markeres af det langelandske firma med en hvid harpiksmasse, der tørrer i løbet af et minut. Herved opnår man den fordel, at vejfarende straks kan passere over de steder, hvor striberne er lagt modsat de malede striber, hvor det er nødvendigt at foretage betydelige afspærringer i et par timer Harpiksmassen lægges i en tykkelse af ca. to millimeter, og fabrikken garanterer en holdbarhed på tre til fem år. Materialet er ca. tre gange så dyrt som malingen for enhedsprisen, men til gengæld er holdbarheden en halv snes gange større.«19»den overskårne Renault«havde et svensk forbillede men blev designet og opbygget på Hammerums Maskinfabrik i Rudkøbing. Den er et eksempel på den frugtbare vekselvirkning mellem Hammerums virksomheder. Frede Hansen fortæller:»hammerum og Sønner havde en maskinfabrik i Rudkøbing. Den lavede de håndsko, der skulle bruges til udlægning, og vi fik lavet en maskine på fabrikken. 19. Dagbladet