Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i Grundrids. (1877) Søren Kierkegaard.

Transkript

1 Søren Kierkegaard En kritisk fremstilling i Grundrids. (1877) Georg Brandes ( ). Udgivet Fra Store Personligheder, Samlede Skrifter, bind 2.. Søren Kierkegaard. Was Tarquinius Superbus in seinem Garten mit den Mohnköpfen sprach, verstaiid der Sohn, aber nicht der Bote. Hamann-Kierkegaard. Min tidligste Erindring om Kierkegaard er den, at når jeg som Barn ikke trak mine Benklæder omhyggeligt og ligeligt ned over de dengang brugelige lange Støvleskafter, sagde Barnepigen advarende til mig: Søren Kierkegaard! Således hørte jeg første Gang det Navn nævne, der samtidigt ringede så stærkt for de Voksnes Øren. Karikaturtegningerne i Corsaren havde gjort Kierkegaards Ben bekendte i Krese, hvor hans Geni ikke var nået hen. Hans Benklæder havde hos os opnået en lige så stor Navnkundighed som i Frankrig en halv Snes År tidligere Théophile Gautiers røde Vest. Den mærkværdige Mand var kendt i Kjøbenhavn som en Gade-Original. Ydersiden af hans Liv var sær og ensformig. Man kunde møde ham i den tidlige Morgenstund på de afsides Stier langs Stadsgraven, til hvilken han humoristisk nok havde løst Fisketegn for uforstyrret at kunne tænke og komponere. Han har i: Gentagelsen, skildret slige Vandringer i den klamme Morgentåge, i det duggede Græs, på den Tid, da den kolde Gysen, der bebuder Solopgangen, går gennem Naturen. Man kunde se ham køre ene i sin lejede Wienervogn i flyvende Fart hen ad Nordsjællands Landeveje eller i langsomt Trav gennem Nordsjællands Skove på en af hine hyppige Køreture, der mindst optog en Dag, ofte flere, og af hvilke han foretog et Par hver Vintermåned og om Sommeren månedlig seks eller syv. Han gæstede vekselvis Kongelunden på Amager eller Lyngby, Materiale ID: TXT da Side 1 af 181

2 Frederiksborg, Fredensborg, Hørsholm, Roskilde. Han opsøgte i Gribskov sin kære Ottevejskrog, hvis Navn allerede havde noget Tiltrækkende for ham, den Indesluttede, hvem Alle kendte og tiltalte, ved den Modsigelse, der lå i, at et Sammenstød af otte Veje sagdes at danne en Krog. Han satte sig her, og det var ham som var et helt Folkefærd vandret ud ad de otte Veje og havde kun glemt En; som havde de otte Veje ført alle Mennesker bort fra ham for kun at bringe ham hans egne Tanker tilbage. Han, der havde så vanskeligt ved at glemme sig selv, aldrig kunde fortabe sig helt i Naturen, hvis Studium han ringeagtede, aldrig i Historien, som han med sit udpræget filosofiske Anlæg manglede Sansen for, neppe nok i Musiken, i hvilken han kun opsøgte sine egne Idealer, holdt af selv her i Ensomheden at føle sig som Midtpunkt. En anden Dag kunde man på Østergade ved Middagstid mellem 2 og 4 i Sværmen følge den spinkle og tynde Skikkelse med det ludende Hoved, med Paraplyen under Armen, der næsten ufravigeligt var at finde her på det såkaldte "Strøg", der er den mellemfine Verdens Corso i Kjøbenhavn. Han hilste hvert Øjeblik, sås i Samtale så med En, så med en Anden, hørte en enkelt Gang en lille Gadedreng råbe Enten- Eller efter sig, indlod sig med Kreti og Pleti, ligeså tilgængelig for Enhver her på Gaden som utilgængelig i sit Hjem, her ligeså ødsel med sin Person som ellers nidkær over den, her tilsyneladende ruttende med sin Tid ligesom til Vederlag for, at han altid hårdnakket lod sig negte hjemme. Men gik man så en Vinteraften forbi hans Hus og faldt Blikket på den lange Række af oplyste Vinduer, der gav det Stokværk, han beboede, et Udseende, som var det illumineret, da anede eller skimtede man en Række smukt møblerede, alle opvarmede Værelser, i hvilke den sære Tænker gik frem og tilbage under en Stilhed, som kun afbrødes ved Pennens Kradsen på Papiret, når han standsede for at nedskrive et Indfald i sit Håndskrift eller en Bemærkning i sin Dagbog; thi i alle Værelserne lå Pen, Papir og Blæk. Således levede han: spaserende, kørende, samtalende og fremfor Alt skrivende, altid skrivende. Han var flittig som Få, og al hans Flid Materiale ID: TXT da Side 2 af 181

3 bestod i at skrive. Han talte ikke alene med sin Samtid, men med sig selv ved Hjælp af sin Pen. I få Menneskeliv har Blækket spillet så stor en Rolle. Han har efterladt sig omtrent 30 trykte Bind, der tilsammen næsten udgør (hvad han kaldte dem) en Literatur i Literaturen, og lige så mange Bind store Dagbøger i Håndskrift, og næsten alt dette er skrevet i Løbet af hans tolv sidste År. Således. så sært og ensformigt, tog Ydersiden sig ud af et af de indvortes mest bevægede Liv, der nogensinde er ført i Danmark. Barnealderen. Da i Året 1813 den rige Hosekræmmer Michael Kierkegaard på Nytorv i Kjøbenhavn var 57 År gammel og hans anden Hustru Anne (f. Lund), hans forrige Tjenestepige, 45 År, fik dette Ægtepar sit syvende Barn, en Søn ved Navn Søren. Sammenlægger man Forældrenes Alder, får man det ærværdige Tal 102, et Tal så stort, at mange Gange to Par unge Forældre, når de sammenlægger deres År, ikke nåer til så højt et Antal. Søren Kierkegaard var gamle Forældres Barn; han fødtes gammel, ban voksede op som et gammelklogt Barn, der så tidligt begyndte at gruble især over sig selv, at det i hans senere Liv forekom ham, som havde han hverken været Barn eller Yngling, det vil sige hverken ubevidst eller sorgløs. "Min Ulykke var, siger han med en af de spændte Vendinger, han ynder, så godt som fra Fødselen og fuldstændiggjort ved Opdragelsen den: ikke at være Menneske." (Synsp. f. min Forfvirks. S. 62.) Han mener dermed, at han var Ånd, et meget fordringsfuldt og altfor omfattende Udtryk til at ud sige noget Bestemmende om en Enkelt. Vist er det imidlertid, at den, der brugte det om sig, kom til Verden med tungt Blod og tungt Sind; i gamle barbariske Tider havde man måske antaget et så lidet barnligt Barn for en Skifting, Troldene havde lagt i Vuggen. Han opsøger selv Sprogets yderligstgående Ord for at skildre sin oprindelige Tilstand. Han var efter sit eget Udsagn (Efterl. Pap ) "spæd, spinkel og svag, næsten i enhver Henseende nægtet Betingelserne for også at kunne gælde for et helt Menneske, sammenlignet med Andre, tungsindig, sjælesyg, på mangfoldig Måde Materiale ID: TXT da Side 3 af 181

4 dybt og endeligt forulykket." Et sådant stakkels Troldebarn leger ikke som andre Børn, er aldrig glad eller lystigt; det ser på En med store, kloge, medlidenhedsvækkende Øjne, fordi det som Kierkegaard "sukker under en oprindelig Uensartethed med denne Tilværelse". Det er straks fra den spæde Alder af sindrigt og vil i Taushed forarbejde mangt et sjældent Våben eller Smykke, men man tirre det ikke, det er drilsk af Natur, spotsk i sine Svar, bidende vittigt, når det ægges. Det har en Sjæl uden Sol, det lever et Liv uden Forår; men det ser skarpt og det evner Meget. Den stakkels Sildefødning var ikke blot vanfør, men syg, meget syg. 33 År gammel betegner han sig selv som fra sin tidligste Tid fortæret af en "til Afsindighed grænsende Lidelse", der måtte have sin Grund i et Misforhold mellem Legeme og Sjæl. (Efterl. Pap ) Denne Lidelse, som han med sin bibelske Udtryksmåde kalder sin "Pæl i Kødet", var det, som affødte det rugende Tungsind, hvis Tåger indhyllede hele hans Opvækst. Men ud af disse Tåger blinkede den drilske Ironis og Vittigheds Lyn. Han havde den Art Vid, som, om end i langt ringere Grad, gerne findes hos Pukkelryggede, hos Hofnarre eller andre svage og jævnligt forulempede Væsener, der lider under et uhelbredeligt Tungsind; kun at dette Vid hos ham altid tjente Ideer, var behersket, gennemsigtigt, genialt, selv hvor det ytrede sig i en Hån så skærende, at Verden neppe siden Swifts Tid havde hørt Magen. I Drengeårene åbenbarede dette Vid sig som ungdommelig Kådhed. Et Par Anekdoter fra Skoletiden betegner dets Art. Den danske Lærer Hr. Storck havde forlovet sig, og den udvalgte Genstand hed Charlotte Lund. Der skulde skrives en dansk Stil over et selvvalgt Æmne og Kiergaard skrev nu: Charlotteland, Rejsen dertil og Fornøjelserne der, med Hentydninger til Forlovelsen og Navnet. Den tyske Lærer, Hr. Mathiesen, var så svag, at Drengene tillod sig Alt i hans Timer. En Dag gik de så vidt, at de holdt fuldstændigt Måltid i Klassen med dækket Bord, Smørrebrød og Øl, gik omkring og bød hinanden Velbekomme. Hr. Mathiesen vilde i sin Fortvivlelse klage til Bestyreren, da Drengene omringede ham og bad ham at blive. Søren Kierkegaard alene blev siddende på sin Plads og sagde kun: "Vil De så også Materiale ID: TXT da Side 4 af 181

5 sige Professoren, at sådan har vi det altid i Deres Timer." Læreren blev. Fader og Søn. Det var fra Faderen, at Kierkegaard arvede både sit Tungsind, sit Vid og sine Evner. Moderen, hvem han først mistede i sit 22de År, nævner han mærkeligt nok aldrig med et Ord. Begge Forældrene var jyske Bønder. Michael Kierkegaard havde sin Barndom måttet ernære sig ved som "Hjorddreng" at vogte Får på de jyske Heder. Han led her legemligt Ondt og sjælelig Mangel: her var hverken Læ eller Ly eller Skygge eller Træer eller Mennesker, kun en tom Flade og de umælende Dyr. Således fyldtes hans Sind med den Sorg og det Savn, der afspejler sig i vore Folkevisers Vemod, således ind sugede hans Sjæl al Hedens stumme Melankoli. Han fortabte sig i de Grublerier og Drømmesyner, der opstår hos den, der kun omgås sig selv. Det er på anden Hånd - et Minde om de jyske Heders Ensomhed, Ensformighed og Tungsind, der slår os imøde fra Kierkegaards Skrifter. Heden er deres Naturbaggrund, den tungtlidenskabelige Bondereligiøsitet, som avledes i Faderens Sjæl under Forladtheden derude, er deres åndelige Forudsætning. Men allerede 12 År gammel kom Faderen til Kjøbenhavn, blev snart en stor Hosekræmmer, en stor Urtekræmmer, efter Datidens Vilkår en meget holden Mand. Man véd, at den religiøse Opvakthed hos den jyske Bonde ikke udelukker en betydelig Fiffighed i Handel, en vis solid Nærighed og Påholden hed overfor det Fortjente. Det var også Tilfældet her. Dag ud, Dag ind stod den gamle, gråhårede, altid nøjeseende Hosekræmmer i sin Bod, iført sin gule Frakke, sine Fløjls-Knæbukser, sine pertentligt blanke Spændesko eller ungarske Støvler med Kvast og lagde Daler på Daler. En lille Pisk i Nakken gav ham et endnu mere gammeldags og Jeronimus-agtigt Udseende. Han var en loyal Mand, som ærede Kong Frederik d. 6te, Landets Fader, der som Kronprins havde givet ham Bevilling til skønt Hosekræmmer Materiale ID: TXT da Side 5 af 181

6 at handle ikke blot "med kinesiske og ostindiske Artikler, men også med de fra Vore Vestindiske Eylande kommende Vahrer, såsom Sukkere, raffinerede og uraffinerede, Sirup og Kaffebønner, og samme i store og små Partier til Alle og Enhver udsælge". Han var en from Mand, som næsten altid levede i sit tarvelige Hjem, som sad på sin Træstol ved det lille hvidmalede Bord og læste i sin Postil og sine Testamenter, gik i Kirke uanfægtet af Tidens Rationalisme og hørte Mynster med Opbyggelse og Andagt. Han var en streng Mand, som lod sine Døtre gå på Torvet og gøre Indkøb til Huset, barhovedede med et strikket Sjal knyttet på Ryggen, som lod dem børste Brødrenes Tøj og gøre Huset istand, da der ikke blev holdt Tjenestepige, og som, selv da hans Sønner var blevne Studenter, sjældent eller aldrig gav dem Penge til Snåfornødenheder. Kort sagt han så' op til Kongen, højagtede Gejstligheden og ærede Politiet. I sit Hjem var han et Stykke af en Hustyran og Faderens brede Ryg stillede sig længe hindrende mellem Søren og Verden. Det lader sig neppe nægte: der slår os et Pust fra Hosekræmmerbutikens indelukkede Luft imøde fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde, Skarpsindighed og Varme har en så snever åndelig Synskres. Det er i andet Led - den med al sin Begavelse uselvstændige, lige akkurat fra Træhesten frigjorte Almuesmands sky Ærefrygt for det hele overjordiske og jordiske Politi, der møder os i den overdrevne og anstrengte Ærbødighed for Konge og Kancelli, Censorer og Ministre, Ekscellencer og Bisper, af hvilken Kierkegaard næsten hele sit Liv igennem gør Profession. Dog hin gamle ærværdige Jeronimus var trods sit regelrette og prosaiske Forretnings-Ydre en Fantast, en Dialektiker og en på Randen af Sindssyge svævende Hypokondrist. Hjemmet blev herved for Sønnen ligeså ængstende som uhyggeligt tiltrækkende. Adspredelser var der ingen af. Men når Søren bad om Tilladelse til at gå ud og som oftest fik et Afslag, tog Faderen ham ved Hånden og foreslog ham til Gengæld en Spaseretur op og ned ad Gulvet, hvorhen han vilde, til Frederiksberg eller ud ad Strandvejen (note: Smlgn. novellen Efterl. Pap disse Træk var mig bekendte, førhine Materiale ID: TXT da Side 6 af 181

7 Paoirer kom ud, da Kierkegaard til afdøde Prof. Brøchner havde forladt dem som Virkelighedstræk fra hans egen Barndom). Da fortalte Faderen Alt, hvad de så'. De hilste på de Forbigående; Vognene larmede dem forbi og overdøvede Faderens Stemme. Kagekonens Frugter havde aldrig set så indbydende ud. Faderen fortalte Alt så nøjagtigt og så levende, at Søren efter en halv Times Forløb var mere træt og overvældet end af en virkelig Tur. Snart lærte han den Gamle Kunsten af, og de samtalede på den forstilte Vandring; de overbød hinanden, de kappedes i Opfindelse og i at gøre hinanden opmærksomme på, hvad der mødte dem på Vejen. (Eft. Pap.2.81). Når man hører derom, tror man at opleve en Scene af Schacks: Fantasterne. - Det er neppe muligt på en mere unaturlig Måde at berøve et ypperligt udrustet Barn Virkelighedssansen og indprente det Drømmesyge og Fantasteri. Ingen vil sikkert efter at have hørt et sådant enkelt lille Træk undre sig over det Blodløse, det Hjærnespindsagtige i Kierkegaards selv nok så genialt opfundne digtede Personligheder som Johannes Forføreren eller Frater Taciturnus's Quidam. Hans Fantasi var og blev en Stueluftsplante. Der er andre store Mænd end Kierkegaard, hvis Opdragelse syntes anlangt på at tilintetgøre Barnet i dem. Der er en anden af vort Århundredes store Mænd, hvis Fader ligeledes udøvede en overvældende Indflydelse på Sønnen lige fra de spædeste År. Jeg tænker på Stuart Mill. Men hvilken Forskel på hine lærerige Spasereture, som Mill mellem sit fjerde og sit syvende År daglig foretog ved sin Faders Hånd, Ture, om hvilke han selv fortæller, at hans tidligste Erindringer om grønne Marker og vilde Blomster blander sig med Erindringen om dem - og disse uhyggelige Vandringer op og ned ad et Stuegulv, under hvilke Fader og Søn som to gamle Børn foregøglede hinanden, at de så' virkelige Naturomgivelser og optog Indtryk fra en Omverden. Den unge Mill måtte på hine Morgenture give sin Fader Beretninger om sin Læsning, og med Varrne fortalte den lille, højhjertede Dreng om Malteserriddernes tapre Forsvar mod Tyrkerne eller de oprørske nederlandske Provinsers Kamp mod det spanske Tyranni - den stakkels lille Hosekræmmersøn Materiale ID: TXT da Side 7 af 181

8 havde ingen Fader, hvis Hjærne omspændte sin Samtids hele Viden, ingen Fader, der kunde lægge al Datidens Videnskab til Rette for Sønnen og vække hans Sans for Ret, for Historie og Natur; han gengav derfor Intet, hans egen overophidsede Hjærne frembragte de blodløse Skygger, han lod glide Faderens Øjne forbi. Foruden at være en Fantast var den Gamle en Dialektiker, udstyret med en hos en udannet Mand aldeles ualmindelig Disputerefærdighed. Den formelle Tænkevirtuositet, der skulde fremtræde så blændende hos Sønnen, synes allerede at have været anlagt hos ham. Han må have besiddet noget af en Erasmus Montanus's Evne til at bevise hvadsomhelst og vende op og ned på Alt, noget af den Begavelse, der ikke sjældent findes hos vore Politikere af Bondestanden (man tænke på I. A. Hansen) til med en vis ætsende Skarpsindighed at sønderdele et Spørgsmål og tage dets enkelte Sider for sig til stykkevis og overlegen Behandling. Men langtfra at være selvtilfreds med sine fremragende Evner var han sygeligt nedslået, led især i sine senere År under Følelsen af Intet at due til og kunde komme frem med Udbrud, der viste, at han til sine Tider følte sig som den Elendigste af Alle. (Eft. Pap ) Således omtrent tænker jeg mig, at en eller anden af Cromwells Soldater, en eller anden Jeroboam-Levfor-at-opstå eller Pimpleton-Gud-være-med-os har klaget sig i de Timer, da Nåden var svag i ham. Medens den forholdsvis lykkelige unge Mill ved sin Faders Hånd førtes ind i Videnskaber, som der vel udfordredes en Mands Åndskraft til at magte, men dog i Videnskaber, indviede denne mørke og fantastiske Puritaner af Almuesklassen sit stakkels Barn i alle de Angster og Bekymringer, hvormed den kristelige Rettroenhed, forkyndt af en i Skrupler og Anfægtelser henlevende udannet Mand, kan omspænde et barnligt Sind. I: Synspunktet for min Forfattervirksomhed, S. 59 hedder det: "Som Barn blev jeg strengt og alvorligt opdraget i Kristendommen, menneskelig talt afsindigt opdraget: allerede i den tidligste Barndom havde jeg forløftet mig på Indtryk, som den tungsindige Olding, der havde lagt dem på mig, selv segnede under - et Barn afsindigt påklædt til at være en tungsindig Olding." Hvem kan da undre sig over, at der kom Øjeblikke, i hvilke den Gamle stod stille foran Sønnen, sørgmodigt betragtede ham og sagde hine Ord, der aldrig gik Materiale ID: TXT da Side 8 af 181

9 Kierkegaard af Minde og som har fundet deres Plads i Dagbogen: Skyldig-Ikkeskyldig i Studier på Livets Vej: "Stakkels Barn! Du går i en stille Fortvivlelse." (Eft. Pap , Stadier, 2den Udg. 179.) Fader og Søn synes hver for sig at have gjort sig selv ansvarlig for den andens Tungsind; Sønnen frygtede for, at Faderen sørgede over ham og omvendt. Men under alt dette opelskedes i Barnets Sind en Følelse, der snart blev den fremherskende hos ham: Pieteten, den tungsindige Pietet. Hjemmet og Skolen. I Hjemmet lærte Drengen fremfor Alt at lyde, at fantasere og at disputere. Her lærte han, tvungen ind i den kristelige Rettroenhed som i et Kloster, at bede, at kræve sig selv til Regnskab, at krybe sammen i Frygt og Bæven, og uundgåeligt var det, at en så opvakt Ånd mangen Gang måtte kaste attrående Blikke over Klostermuren og hengive sig til Længsler og Ønsker, som de avles i et Kloster. I Skolen lærte det geniale Barn ny Underkastelse og Lydighed, nødtvungent Selvforsvar og påtvungen Forstillelse. Når Drengen fra hint underjordiske Hjem dukkede op mellem Kammeraterne i Skolerne, måtte han nødvendigvis bære et usædvanligt og lyssky Præg. Hans Væsen var stille, hans Gang var lydløs. Han talte aldrig om sit Hjem, førte aldrig nogen Kammerat derind. Hans plumpe og grove Dragt, der altid var ens (kortskødet Trøje, Sko og Uldstrømper), skaffede ham det fortræffeligt malende Navn: Kordrengen. Han var altfor svag og spinkel til at have Tilbøjelighed til legemlig Idræt. Han var for gammel og for frygtsom til at deltage i de andre Drenges Lege og Slagsmål. Slog En efter ham, løb han altid sin Vej; men var han tirret til det Yderste, da hævnede han sig på de lange, sværlemmede Drenge, selv med Fare for at få mange Prygl, som Loke hævner sig på Guderne ved Ægirs Gæstebud. Hans Våben var den legemligt Svages: bidende Vittighed, snærtende Sport, blodig Ironi, der bragte Latteren over hans Modstanders Hoved - de Våben, som hele hans Liv igennem forblev hans. Ingen af hans Meddisciple anede Geniet i ham. Jeg har en af hans egne Klassekammeraters Ord derfor. Materiale ID: TXT da Side 9 af 181

10 Han tav nemlig med hvad der sysselsatte ham, ja tyede næsten uvilkårligt til Forstillelse for at skjule sit tidlige Tungsind. Han til troede sig selv en ganske overordenlig Evne til i denne Henseende at bedrage, til at bibringe sine Omgivelser den Mening, at han var fuld af Munterhed og Livslyst, medens han i Virkeligheden følte sig ensom og uforstået. Han har sikkert anslået sin Færdighed for højt, hvor meget han end kan have havt Viljen til at skuffe. Stolt som han var, følte han, at han fra det Øjeblik af, da han vilde åbne sit Indre, var udset til et Offer for Medlidenheden, "en sød Lugt i dens Næse" (som det hedder i Frygt og Bæven), og denne Tanke kunde han ikke udholde. Han greb da til Forstillelse og Bedrag som Nødværge, greb dertil med alt det Hang, der var i ham til at fordoble sit Væsen, og man fejler neppe, når man her søger Spiren til den dybt indgroede Forkærlighed for Vildleden, Selvfordobling og Skjulthed, der kan forfølges gennem hele hans Forfattervirksomhed. Der gives en Art almenmenneskelig Jesuitisme, som man bør vogte sig for altfor hastigt at fordømme og hvilken Ingen undgår, der som Kierkegaard tror på Tilladeligheden af en foreløbig Dølgen af Sandheden for Øjemedets Skyld ("en teleologisk Suspension af det Etiske"). Der spores nogle Glimt af en sådan Jesuitisme meget tidligt allerede i Kierkegaards Liv. Han var - med sine Anlæg til Ærefrygtens ubetingede Underkastelse, med sin dybt i Sindelaget grundende Tilbøjelighed til at lade det Religiøse gennembryde den almindelige sædelige Livskres en født Jesuit, en protestantisk Jesuit, der var sin egen Pave, men som aldrig egenlig tvivlede på at Hensigten helligede Midlet, når det gjaldt de højeste Formål, det vil sige hans. Idet nu den unge Skoledreng gik frem og tilbage mellem Hjemmet og Skolen, ombyttede han i Virkeligheden kun ét Tyranni med et andet. Skolen styredes nemlig af den i sin Tid bekendte Rektor Michael Nielsen, en dygtig og yderst årvågen, men indskrænket Skolemand af gammel Støbning, for hvem den latinske Grammafik var den humane Dannelses eneste Grundlag. Han lærte sine Elever "at lystre, at tie til den blodigste Uret og at skrive latinsk Stil". Følgelig blev han for Kierkegaard et Ideal. Materiale ID: TXT da Side 10 af 181

11 Hvilken Ulykke for et ungt Geni som Kierkegaard at komme fra hin Fader til denne Mand, til hvem han allerede ved Hjemmets Opdragelse kun var altfor forberedt! Han var hjemme allerede optugtet til Lydighed og Respekt; dobbelt Respekt og dobbelt Lydighed forlangtes af Rektor. Han synes ved sin samvittighedsfulde, om end ikke meget frivillige Flid at være bleven en af Professorens Yndlinge. Men rigtignok synes han for at holde sig i denne Gunst stundom at have grebet til Midler, som mindre lydige, mindre regelrette Drenge mange Gange forsmår, han var bekendt som en Mester i den Kunst at bedrage Læreren ved at læse under Bordet, når han var dårligt forberedt. Der er for mig ingen Tvivl om, at Assessor Wilhelms Udtalelser om sin Skoletid i Enten-Eller (2den Udg ) beror på Kierkegaards egne Erindringer. Jeg kom mellem de andre Drenge, hørte dem med Forundring klage over deres Lærer, så det Vidunderlige ske, at en Discipel blev taget ud af Skolen, fordi han ikke kunde komme ud af det med Læreren. Havde jeg ikke fra tidligere Tid været så dybt påvirket, havde måske en sådan Begivenhed virket skadeligt på mig. Nu var dette ikke Tilfældet. Jeg vidste, det var min Opgave at gå i Skole, i den Skole, jeg engang var sat i; om så Alt blev forandret, dette kunde ikke forandres. Det var ikke blot Frygt for min Faders Alvor, der bibragte mig denne Forestilling, men det var det ophøjede Indtryk af hvad der var et Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var bleven sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde have bevæget til at tage mig ud af Skolen, jeg havde aldrig vovet det eller ret villet det; det vilde have været mig, som om min Faders Skygge skulde kommet og fulgt mig i Skole; thi atter her havde jeg fået et underligt Indtryk af, hvad der var min Pligt, så at ingen Tid vilde have udslettet Erindringen om, at jeg havde krænket hans Vilje... Vi læste i min Tid latinsk Grammatik med et Fynd og Klem, som man i vor Tid ikke kender. Ved denne Undervisning fik jeg et Indtryk, som på en anden Måde virkede ensartet hermed på min Sjæl. Forsåvidt jeg tør tiltro mig Evne til at betragte Noget filosofisk, da skylder - jeg det dette Barndommens Indtryk. Den ubetingede Respekt, med hvilken jeg betragtede Reglen, den Materiale ID: TXT da Side 11 af 181

12 Ærbødighed, jeg nærede for den, den Foragt, med hvilken jeg skuede ned på det kummerlige Liv, Undtagelsen fristede, den i mine Øjne retfærdige Måde, på hvilken denne blev forfulgt i min Stilebog og altid brændemærket, hvad er dette andet end den Distinktion, der ligger til Grund for enhver filosofisk Betragtning! " For den, der selv i mange Måder var skabt til Undtagelse, kan en sådan tidlig indpodet Ærefrygt for Reglen synes en ypperlig Ballast på Rejsen igennem Livet; men denne Ballast var for tung, den optog for megen Plads og den hæmmede Skibets frie Bevægelse meget mere end den sikrede det imod Kæntring. Man tænke sig Kierkegaard opdraget i en af Datidens bedste engelske Skoler, i hvilken der frededes om Individets Selvstændighed, i hvilken ingen Lakaj-Dyd blev fordret eller æret, og der havde været en Slags Håb om at hint første Tryk i Hjemmet havde kunnet rettes. Nu steg hin Underkastelses- og Underdanigheds- Ånd i Drengen uden Modvægt til en beklagelig Højde(note: Med Hensyn til Skoleopdragelsens moralske (ikke dens fri intelektuelle) Principer stod Danmark da og står endnu ganske på tysk Grund. Vi burde lægge os Herhert Spencers Udtalelser herom på Hjerte: "Den uafhængige engelske Dreng er Fader til den uafhængige engelske Mand, og uden hin kan denne ikke blive til. Tyske Lærere siger, at de hellere vil regere et Dusin tyske Drenge end én engelsk Dreng. Skulde vi derfor ønske, at vore Drenge havde de tyske Drenges Bøjelighed, og derfor også senere hen de voksne Tyskeres Underdanighed og politiske Trældom? Eller skal vi ikke hellere finde os i de Følelser hos vore Drenge, som gør dem til frie Mænd, og så forandre vore Metoder i Overensstemmelse dermed?" (Om Opdragelse, dansk Overs. 116.). Den havde ganske vist altid et Hensyn til det Ideale eller dog til det, der for ham stod som idealt, men selv Vassal-eller Hofmands- Ærefrygten savner jo ikke sin Idealitet. Som voksen Mand lader han en af sine Pseudonymer sige: Sandelig, jeg har aldrig ønsket at være Napoleon, men vel at være en af de to Kammerherrer, der slog Fløjdøren op for ham, bukkede dybt og sagde: "Kejseren!" (Johannes Materiale ID: TXT da Side 12 af 181

13 Climacus: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift.) Han var altfor åndigt, altfor sværmerisk anlagt til at han nogensinde kunde blive et plat underdanigt Menneske. Selv hvor han i sit senere Liv på det Undersåtliges Vegne taler det Slettes Sag, som hvor han skriver til sin Broder Peter, der som Præst havde negtet sin Foresatte, Biskop Mynster, Lydighed overfor et umoralsk og uberettiget Forlangende, i den Hensigt at bevæge ham til at give efter - selv der er det en højere Idé, som leder ham, skøndt den leder ham vildt. Det gør unegtelig et pinligt Indtryk at se Søren Kierkegaard henstille til sin Broder, der ikke kan overvinde sig til at døbe Baptistbørn med Vold, om det ikke var bedre at forvandle sig til en slet og ret Embedsmand, slet og ret Lydigheds-Maskine. (note: Det hedder i dette Brev (Eftl Pap ): Jeg for mit Vedkommende er aldrig gladere end når En vil befale, især når det er en virkelig Foresat; thi jeg anser det altid for lettere at være den Lydende end den Befalende). Men allerede ved den tidligste Opdragelse i Hjemmet og Skolen var alle hans sjældne Anlæg til Dyder, Sværmeriet, Begejstringen, førte på Vildspor; Intet deraf blev stillet i Frihedens Tjeneste. Alt i den kritikløse Respekts, og således udfoldede han i vore Dage en Række af umoderne, rent feudale Dyder, en Vassals ydmyge Troskab, en Munks Askese, en Skolastikers Færdighed i at benytte sin hele Viden til Forsvar for udenfra givne Dogmer og Trosbud. Den værste Følge af Underdanighedsånden er imidlertid Hovmodsånden. De to er Tvillingbrødre. Hvem der med store Evner mangler den Gave at optræde med Holdning, at hævde sig uden mange Buk, trøster sig ved i sit stille Sind at føle sig desmere. Kierkegaard manglede hele sit Liv igennem hin sikre Holdning overfor Foresatte, som Mænd med ringere Selvfølelse end han hyppigt nok har besiddet. Man se f. Eks. hvilke Krumspring han gør for at undgå personligt Sammentræf med sin Velynder Christian d. 8de, og hvorledes han begrunder sit Afslag (Brevet til P. D. Ibsen, Eftl. Materiale ID: TXT da Side 13 af 181

14 Pap ). "Dersom jeg kunde skrive Kongen til," siger han her, "det var Noget for mig. Men Ulykken er, det er ikke Noget for ham, thi hvor skal han få Tid til at læse Sligt. Jeg er, som hvis en Husmoder vidste, hun kunde lave den kosteligste Pandekage, men hun havde iugen Tallerken til at bære den frem på: min Ånd er god nok, men jeg mangler Legemets Tallerken." Den Blanding af Ydmyghed og Selvtilfredshed, som skimtes bag denne den voksne Mands tilsyneladende Humor, var allerede forberedt i Barnets Sind. Der udvikledes hos den geniale Dreng en uhyre Selvfølelse, han begyndte tidligt at anse sig selv for den mest begavede blandt alle Yngre i Landet; ja kan man stole på hans egne dristige Ytringer, da er det overhovedet "aldrig nogensinde faldet ham ind, at der levede det Menneske, som var, eller samtidigen skulde fødes det Menneske, som blev hans Overmand." (Synsp. f min Forfvirks. S. 60.) Den sande Værdighed har hverken hin Ydmyghed eller denne sammenlignende Stolthed. Universitetet. Han blev Yngling, blev Student, trådte ud i Verden som en rig Mands højtbegavede Søn, kom til Universitetet i Kjøbenhavn og gav sig, som det efter en sådan Opdragelse var at vente, til at studere Teologi, et Studium, der ikke var egnet til at nedbryde den Autoritetstro hos ham, hvortil Spirerne var lagte. Den unge Plante føres ind i det ene ugunstige Luftlag efter det andet. Og ikke blot at Kierkegaard blev Teolog, men han levede hele sit Liv igennem i en fuldstændig teologisk og teologiseret Dunstkres; mindst de tre Fjerdedele af hans nærmere Bekendte synes at have været Teologer, Kapellaner, Præster, Bisper, Gejstlige af alle Grader. Havde Kierkegaard nu ikke været så særegent anlagt, vilde han sikkert have kunnet studere Teologi uden nogen synderlig Skade. Dette Studiums højst tvivlsomme Videnskabelighed, den almindelige åndelige Nysgerrighed, det vækker, uden at tilfredsstille den, de Udsigter, det på mange Måder åbner til Kundskab om rent menneskelige Forhold, er måske mere vækkende og mindre hæmmende for en selvstændig og stræbende Ånd end en eller anden streng Faglære. Materiale ID: TXT da Side 14 af 181

15 Kierkegaards Begavelse havde desuden med alt sit Hang til Respekt det store Fortrin at være dybt og fra Grunden stridbart anlagt. Det var at vente, at det Tidspunkt tidligt eller sent vilde indtræde, da han måtte gøre Oprør mod sin Undervisning og sine Lærere. Men nu vilde Skæbnen, at Teologien netop da i Tyskland var bleven inddraget under den Samtiden beherskende Hegelske Filosofis Krongods, og at Martensen som Professor havde forplantet den tyske spekulative Retning i Teologien til Kjøbenhavns Universitet. Da Kierkegaard nu var nået så vidt i Udvikling, at den Modstand mod Undervisningen, der var at forudse, førte til en Rejsning, kom han følgelig ved denne Opstand ind i en rent tilfældig og hurtigt forældet Fejdetilstand, der desværre strækker sig gennem hele hans Forfatterliv. Havde ved Kjøbenhavns Universitet den rettroende Teologi dengang været på Moden, da havde der været et Slags Håb om, at Rettroenheden var kommen til at stå for ham i et ugunstigt Lys. Nu var det den grublende Tænkning, som afgav Døgnets Løsen, og således gik det til, at den spekulative Opfattelse af Religionen som det lavere Stadium, Filosofien som det højere, ens ved deres Indholdsværd, kun forskellige ved Formen, særligt det Hegelske Højres Forsoningsforsøg af Videnskab og Tro, blev Genstand for hans endeløse Angreb. Det skinvidenskabelige Forsøg på gennem Omfortolkninger at opvise en Overensstemmelse mellem det tredie Århundredes Teologi og det nittende Århundredes filosofiske Resultater var fremstået af vor Tidsalders Uvilje mod det foregående Tidsrums nedbrydende Kritik og af Tilbøjelighed til store omspændende Sammenfatninger, var dernæst hævdet i det rent politiske Øjemed at kunne filosofere uden at foruroliges af Teologers og Regeringers Overgreb, og var opretholdt af Hegel selv, hvem det i Slutningen af hans Liv var vigtigt at få sin Lære udbredt som god kongelig prøjsisk Statsfilosofi. Ikke des mindre blev denne Lære af Kierkegaard opfattet ganske troskyldigt som Filosofernes bogavelige Mening og således Genstand for hans harmfulde Indsigelser. Ikke mod en Strauss, ikke mod en Feuerbach rettede han sine Slag, men mod en Marheineke, en Martensen og deres Disciple! Han agtede ikke på, at medens han stod på Volden og forsvarede Fæstningen mod uskadelige Materiale ID: TXT da Side 15 af 181

16 Troesvidenskabsmænd, trængte Fritænkerne ind bag hans Ryg og erobrede Pladsen. Salomo, Antigone. I Kierkegaards 25de År indtraf så en Begivenhed, der gjorde et mægtigt Indtryk på ham og særligt på Pieteten i ham. Hint oprindelige Tungsind, hvorunder han led, blev ganske særligt grundfæstet eller fortættet ved et Indblik, han på den Tid fik i sin Faders sjælelige Tilstand. Det er af mange Kendetegn tydeligt, at Kierkegaard opdagede et eller andet mørkt Punkt, en eller anden Brøde i sin Faders Liv, der forekom ham at være Nøglen både til Faderens sjælelige Sygdom og til hans Religiøsitet. Han kalder dette på den første Side af de med Broderens Tilladelse udgivne Dagbøger for "den store Jordrystelse" i sit Liv, "den frygtelige Omvæltning, der pludselig pånødte ham en ny ufejlbarlig Fortolkning af samtlige Fænomener"; Faderens høje Alder var ikke en Velsignelse, men snarere "en Forbandelse", Guds Straf var over hele Familien. Et andet Sted hedder det (E.P ): "Jeg kunde måske reproducere min Barndoms Tragedie - den forfærdelige Forklaring af det Religiøse, som bange Anelse spillede mig i Hånden, som min Fantasi udhamrede, min Forargelse på det Religiøse, i en Novelle kaldet: den gådefulde Familie. Den skulde begynde aldeles patriarkalsk idyllisk, så Ingen anede det, før pludseligt hint Ord lød ind deri - og forklarede Alt til Forfærdelse." I et Udkast til Afhandlingen: Om Begrebet Angest, betitlet Vokalisationer forekommer bl. a. følgende Eksempel: "Et Forhold mellem Fader og Søn, hvor Sønnen skjult opdager Alt bagved, og dog ikke tør vide det. Faderen er en anselig Mand, gudfrygtig og streng; kun en enkelt Gang i beruset Tilstand lader han nogle Ord falde, som lade det Forfærdeligste ane. Anderledes får Sønnen det ikke at vide og tør aldrig spørge Faderen eller noget Menneske." (E. P ) Hvori denne hemmelighedsfulde Brøde bestod, er først sent blevet opklaret. (Høffding: Søren Kierkegaard som Filosof, S. 28.) Kun et lidenskabeligt Hang til Overtro kunde tillægge den en sådan Vægt. Da Faderen som tolvårs Hyrdedreng i Året 1768 flakkede om med sine Får, led af Sult og Kulde og Ensomhed, gik han en Dag Materiale ID: TXT da Side 16 af 181

17 op på en Høj og forbandede Gud, der havde givet ham dette elendige Liv. I de Efterladte Papirer fra 1846 er i den trykte Udgave udeladt dette Sted: "Det Forfærdelige med den Mand, der en Gang som lille Dreng, da han gik og vogtede Får på den jyske Hede, led meget Ondt, sultede og var forkommen, på en Høj stod op og forbandede Gud - og den Mand var ikke i Stand til at glemme det, da han var 82 År gammel." Den Gamle mente at have begået Synden mod den hellige Ånd, og hans tungsindige Angst derover lagde sit Tryk over Hjemmet. Han synes i denne Åndstilstand at have vist Hårdhed mod sin Hustru. Et og Andet i den Fortælling om Periander, der bærer den betegnende Titel Indenads-Lektien i: Skyldig-Ikkeskyldig, og som øjensynligt ikke ved nogen Tilfældighed er dateret d. 5te Maj (Kierkegaards Fødselsdag) Midnat, peger i denne Retning. Og denne Gisning bestyrkes fremdeles ved en håndskreven Optegnelse af en Samtidig, der er bleven stillet til min Rådighed, i hvilken det hedder: "Faderen var overordenlig streng i at opdrage Børnene religiøst. Det var en underlig, tungsindig Olding. Han kunde komme op til Mynster og sige: "Åh, Herregud, jeg kom sådan i Dag til at tænke såmeget på min salig Kone jeg tænkte så længe på hende... her er 200 Rd., vil De ikke give dem til de Fattige." For Kierkegaard har det stået som om Følgerne af denne formodede Brøde på en eller anden Måde kunde nedarves. Den tidlige Ind-Øven og Ind- Aven i det Religiøse havde i den Grad modnet hans Sjæl til Overtro, at Forestillingen om en Guds Vrede over Slægten lå ham nær. Endnu længe efter tænkte han på at nedlægge hvad der boede i ham "af mørke Tanker og sorte Lidenskaber" i Skildringen af en hel til Spedalskhed hjemfalden Familie (E.P ). Den Spedalskes gribende Enetale i: Stadierne, er øjensynlig bleven tilbage som eneste Levning af denne Plan. Men som en ligefrem Omdigtning af hin Begivenhed står den mesterlige lille Skitse: Salomos Drøm, sammesteds. Den begynder med at berøre den Sympatiens Kval, det er for en Søn at måtte skamme sig over sin Fader, og Salomo prises som den Lykkelige, i hvis Lod det Modsatte faldt, Materiale ID: TXT da Side 17 af 181

18 at begejstres til Beundring for David. Men Salomo vågner en Nat ved at høre en Bevægelse, hvor hans Fader sover: Rædsel griber ham, han frygter, at det er en Nidding, som vil myrde David. Han lister sig nærmere og hører fortvivlede Skrig. Det er David, der ene vånder sig i hemmelig Anger. Da Salomo atter sover ind, drømmer han, at Gud ikke er de Frommes men de Ugudeliges Gud; denne Drøm bliver Rædselen i Salomos Liv, og Skitsen slutter med denne betydningsfulde Udgang: "Og Salomo blev vis, men han blev ikke en Helt, og han blev Tænker, men han blev ikke en Beder, og han blev Prædiker, men han blev ikke en Troende... og han blev vellystig, men ikke angrende, og han blev sønderknust, men ikke oprejst; thi Viljens Kraft havde forløftet sig på hvad der lå over Ynglingens Kræfter... Men når Østens Dronning kom for at besøge ham, lokket af hans Visdom, da var hans Sjæl rig, og de vise Svar flød fra hans Læbe som den kostelige Myrrha, der flyder ned ad Træerne i Arabien." Dagbøgerne (1. 421) viser, hvor tidligt det har foresvævet Kierkegaard at skildre denne Scene og fremstille, hvorledes både Salomos Forstandighed og hans Vellyst var Følger af det Store hos David, idet Anelsen om Davids Skyld kvæler Sønnens Dådskraft, men vækker det Forstandige og det Fantastiske hos ham. Men samtidigt tumlede han med en anden poetisk Indklædning af den samme Tildragelse, og hertil har han valgt sig Antigones fra Sofokles's Tragedie berømte Skikkelse. Hendes Fader Oedipus har uden at kende sin Afstamning, besnæret af Skæbnen, begået den sørgelige og modbydelige Forbrydelse at ægte sin Moder Jokaste. Nu tænker Kierkegaard sig, at hun er bleven vidende om Faderens Skyld. Han har udført sit Fantasibillede i Enten-Eller i den Afhandling, der fører Titlen: Det antike Tragiskes Refleks i det moderne Tragiske. "Hvorledes hun har fået det at vide, ligger udenfor den tragiske Interesse... I en tidlig Alder, før hun endnu var fuldkomment udviklet, har dunkle Hentydninger til denne rædsomme Hemmelighed momentvis grebet hendes Sjæl, indtil Visheden med ét Slag kaster hende i Angstens Arme. Hun helliger sit Liv til at sørge over Faderens Skæbne, over sin egen." Materiale ID: TXT da Side 18 af 181

19 For ethvert Menneske med Tro på en Gud, der grusomt hævner Fornærmelser, som et udviklet Menneske lader upåagtede, vilde en sådan Opdagelse være en Sorg. For et Menneske med en så udviklet Pietet som Kierkegaard var den et Slag. Hvorledes stiller nu hans Ånd sig til denne "nye Forklaring" af det Religiøse ud af "lønlig Skyld", ud af Angst og Skræk for usynlige Magter, som spilledes ham ihænde? Hans Sind havde allerede modtaget den dybe Fold, som Intet mere kunde udslette. Langt fra at foranlediges til Grublerier over Sjælelivet for at fatte Religiøsitetens Oprindelse, endnu mindre skræmmet bort fra den, synes Kierkegaard at have følt sig des stærkere og uhyggeligere tiltrukket. Man begriber, at den Gamle blev ham næsten endnu kærere ved foruden at være en Genstand for hans Respekt nu tillige at blive Genstand for hans Medlidenhed; hans Pietet for den gamle Mand forblev urokket, ja steg til en om Kineserne erindrende Ærefrygt for Faderen, hvis Minde han som bekendt tilegnede Bind efter Bind af sine opbyggelige Taler. Men til Følelsen for Faderen var på det Nøjeste knyttet Ærefrygten for den Religion, i hvilken Faderen havde opdraget ham. Ikke at han følte sig lykkelig ved sit Forhold til den, lige omvendt, Faderen havde af Kærlighed gjort ham højst ulykkelig; men han havde atter og atter formanet ham til Troskab mod Kristendommen (note: Således elskede jeg Kristendommen på en Måde: den var mig det Ærværdige - mig havde den rigtignok menneskelig talt gjort højst ulykkelig. Det hang sammen med Forholdet til min Fader, det Menneske. jeg har elsket højest - og hvad vil dette sige? Dertil hører netop, at det er Den, som har gjort En ulykkelig - men af Kærlighed). Det forekommer mig endog meget sandsynligt, at der ligger noget personlig Oplevet til Grund for det i: Afslutt. Efterskrift, S. 176, skildrede uhyggelige og umenneskelige Optrin, i hvilket en Olding afkræver et Barn den frygteligste Ed på som Voksen at ville holde fast ved Troen og ved Kristi Navn. Det første Udkast til Scenen er øjensynligt en Dagbogsoptegnelse (E.P.1.280) og så vederstyggelig den end er, finder Kierkegaard, der ikke mange År efter neppe formåede at finde stærke Ord nok til at udtale sin Forargelse over Konfirmafionsløftet, her under sit Navneskjuls Materiale ID: TXT da Side 19 af 181

20 meget lette Maske Afkrævelsen af Eden ophøjet skøn. Oldingens Skikkelse er utvivlsomt udført efter Kierkegaards egen Fader. Udtræden i Livet. Således stod han ved Faderens Død, 25 År gammel, trods en Tænkeevne, der ikke frygtede for at give sig i Kast med noget Spørgsmål, ved Ærefrygten naglet til en Religion. der stundom "forekom ham som den umenneskeligste Grusomhed", hvis fornuftstridige Troessætninger han overhovedet var uvis om han nogensinde kunde tilegne sig, kun vis på Et, at han, i hvad Retning end hans Udvikling måtte føre ham, af Ærefrygt bestandig vilde fortie sine Tvivl, d.v.s.: så bunden ved Pieteten, at han satte Hensynet til den over den Pligt at være åben og over Hensynet til det Sande (Smlgn. Synsp. f min Forfvirks. S. 59). Hans Barndomsminder, hans legemlige Svaghed, hans Tungsind, Faderens Formaninger og Faderens anede Skyld var lige så mange Nagler, der rammede ham til Korsets Lære. Men samtidig kaldte den grænseløse Higen efter at prøve sine Kræfter, den sydende Nydelsessyge, der avles under Indespærring, den ubestemte Følelse af at sidde inde med en mægtig Genialitet og endelig tusind Klosterfantasier ham udad i den Verden, der vinkede ham med endnu uerkendte Opgaver. Hvad han skulde udrette, vidste han endnu ikke. Han grublede forgæves over sin Bestemmelse. Han søgte ikke Sandheden i Almindelighed, ikke det som i og for sig er sandt, men den Sandhed, der kunde være Sandhed for ham, den Idé, der kunde elektrisere alle hans Evner. (Se Optegnelserne fra Gilleleje E.P ) Vel var han endnu langt fra at formulere den skærende og sofistiske Sætning, med hvilken Enten-Eller slutter: "Kun den Sandhed, som opbygger, er Sandhed for Dig." Men han søgte en Sandhed, der var Sandhed for ham i den Forstand, at det var den Idé, for hvilken han vilde leve og dø. Dog så ufærdig hans Livsbetragtning endnu er, står han ved Udtrædelsen af den første Ungdom udstyret med alle de Egenskaber, af hvilke Karakteren formes, og disse lader sig hos ham føre tilbage til to Grunddrifter: et næsten østerlandsk Hang til at underkaste sig i Pietetens Materiale ID: TXT da Side 20 af 181