I: Det jeg gerne vil starte med at spørge, hvor længe har du været medlem i Fountainhuset? Hvornår startede du og hvor længe benyttede du huset?

Transkript

1 Bilag I Transskribering af interview med Sofie I: Det jeg gerne vil starte med at spørge, hvor længe har du været medlem i Fountainhuset? Hvornår startede du og hvor længe benyttede du huset? Sofie: Jeg startede i Fountainhuset, jeg tror det var i april, mener jeg. I: Altså sidste år, 1 år siden? Sofie: Ja, og jeg arbejdede her til sidst i januar i år og ja, 1. Februar startede jeg på Lærerskolen, PM plads, så jeg har arbejdet et stykke tid i Fountainhuset og det de har hjulpet mig med var, at jeg fik noget at lave om dagene og hvis jeg havde det dårligt, så snakkede jeg med dem og så hjalp de mig med at komme videre og gav mig styrke på den måde og de hjalp mig virkelig med at komme ind i en rutine, nu må du ikke gøre på den måde og ikke på den måde, selv om jeg brugte mund, jeg var på tværs og umulig, det var jeg, det er ikke engang løgn. I: Altså i forhold til de opgaver du skulle lave? Sofie: Ja, altså jeg tænkte aldrig over, hvordan det skulle gøres, jeg gjorde kun det, der var nemmest, men de hjalp mig så at få mere, hvad hedder det? I: Struktur? Indhold? Sofie: Ja, struktur og hjalp mig videre på den måde og det er jeg rigtig glad for nu. Jeg så det ikke dengang, men det gør jeg nu, de har hjulpet mig utrolig meget på den måde, ved at bare at komme op om morgenen generelt? I: Hvad har de gjort således konkret? Sofie: Jeg ved det ikke, de har sagt, Se her, nu kan du gøre på den her måde, fordi det nytter ikke at gøre det på den måde, selvom jeg gerne vil gøre det på den forkerte måde, for eksempel madlavning, et eller andet random, nemt, som alle kan lave, så ville de her lave det på en anden måde, hjemmelavet, som så tog længere tid, det gad jeg ikke lige dengang, men det gider jeg godt nu, så det har hjulpet på den måde og også at stå op om morgenen, jeg havde problemer med at sove og sådan noget dengang, så fik hjælp med at få det der, at når man skal på arbejde, så skal man stå op tidligt, møde til tiden og ikke komme for sent, men selvfølgeligt sker et, at man kommer måske 5 min forsinket af og til, men det kan ske for alle, så de har hjulpet mig på den måde faktisk.. Og jeg skal styre mit temperament også for eksempel, jeg har et frygteligt, jaa, hvis der er noget der ikke går som det skal, så kan jeg blive meget irriteret og så kan jeg blive vred og sige forskelligt jeg ikke mener, jeg siger det i vrede, så de har også lært mig lidt på den måde også, gå udenfor og få dig en smøg, tag det roligt, så kommer jeg ind igen, så er jeg mere nede på jorden for eksempel. I: Hvor mange timer arbejdede du her, da du benyttede huset? 1

2 Sofie: Jeg startede fra kl. 9 til 12, jeg tror jeg arbejdede 12 timer først og så mener jeg bestemt at jeg kom op på 16 eller var det lidt mere, jeg husker det ikke.. I: Nogle timer om ugen og nogle dage. Sofie: Jaa.. I: Og hvilke arbejdsopgaver havde du? Sofie: Jeg arbejdede i haven og så lavede jeg mad. I: Hvilke drømme og ønsker har du for dit liv og fremtiden? Sofie: Lige nu vil jeg bare prøve at gøre et rigtigt godt arbejde. Jeg trives utrolig godt hos PM, det er et dejligt arbejdsplads og der er rigtig søde mennesker og. I: Du kører ud? Sofie: Ja, jeg og en anden, jeg har ikke kørekort, så jeg kan ikke køre, men jeg kører ud med en anden og altså det er fint, jeg fik derudover at vide i dag, at efter at jeg er startet med at køre ud sammen med ham, det er kort siden godt nok, jeg har reddet dem 15 minutter, fordi det er tidspresset, så 15 minutter det er faktisk forbandet lang tid, så jeg gør et rigtigt godt arbejde, arbejder hurtigt og når jeg møder på arbejde om morgenen, så ved jeg hvad jeg skal lave og hvis jeg har spørgsmål så spørger jeg, du ved, så jeg har det fint og chefen er rigtig sød, jeg har virkelig stor respekt for ham, så ja, jeg håber at få fast arbejde der, det er i hvert fald planen, fordi jeg gider ikke kun det der praktik og alt det der, det gider jeg simpelthen ikke, fordi jeg bliver 26, jeg har ikke brug for det der lige nu. I: Er du i praktik nu? Sofie: Ja, hos PM og det har jeg ikke rigtig lyst til, fordi jeg bliver 26 i december og jeg har en kæreste og jeg har, du ved, jeg gider ikke at være afhængig af socialkontoret, jeg vil gerne have fast arbejde, jeg er klar til det, jeg har det fint, jeg møder altid til tiden, selvfølgelig er det hårdt at vågne kl. 7 om morgenen af og til og arbejde, man laver det samme og det samme, men det skal gøres, men således er det, således er livet. I: Men hvis du tænker, sådan inden du startede hos PM, så havde du svært ved at stå op og møde op? Sofie: Jaa, altså, jeg mødte op, men jeg fulgtes sammen med en kammerat, der også arbejdede her og det var faktisk, hvis det ikke var for ham, så tror jeg ikke jeg havde mødt op. I: Det hjalp, at I kunne følges ad? Sofie: Ja, men det er også det, at sommetider og det var det også, hvis jeg ikke kunne sove om natten, så ringede jeg om morgenen og sagde jeg ikke kom, fordi jeg ikke havde sovet, og det var ligesom, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, det er 2

3 mere sådan, okay-agtigt, jeg ved ikke, jeg havde simpelthen ikke lyst, du ved, jeg havde bare simpelthen ikke lyst og alt det der og så havde jeg så mange planer og så prøvede jeg at fokusere på, hvad jeg kunne gøre, skal jeg i skole, skal jeg under uddannelse, skal jeg søge arbejde, skal jeg det her eller det her, du ved, så magtede jeg ikke at møde op i Fountainhuset og lave noget, men jeg blev nødt til at møde op alligevel, fordi det er jo det de har prøvet at lære mig, de der medarbejderne, hende den ene, hun åndede mig også lige i nakken, jeg blev rigtig vred og irriteret på det tidspunkt, men gjorde det jo kun for at hjælpe, så. I: Og det ser du nu og måske ikke på det tidspunkt? Sofie: Ja, det ser jeg nu, når jeg er kommet til et rigtigt arbejdsplads, helvede, det er rigtig stor forskel på Fountainhuset og over i Lærerskolen, det er helt vildt. I: Hvilken forskel er det? Hvor stor er forskellen? Eller kan du sætte ord på det? Sofie: Nr. 1 Køkkenet er stort og du har hele tiden, du får sådan en menu for hele ugen, så hvilket pålæg de forskellige firmaer skal have, hvad der er til middag, nogle firmaer vil gerne have speciel varm mad, som er helt anerledes fra for eksempel andre firmaer og du ved, det er hele tiden et eller andet og du er hele tiden i gang med et eller andet, altså hvis du ikke har prøvet det, så prøver du det, det er første gang, men her er det gå til FK, så handler man, så laver man det og Værsgo, du ved yay, dernede har du overhovedet ikke tid, angst og sådan noget, du har ikke tid til det, fordi du serverer, når du er på Lærerskolen, du laver mad til firmaer, men du laver også mad til skolen, altså varm middagsret til skolen og lærere og der er elever, det er også almindelige mennesker,der kommer der og køber mad ud med, så du har ikke tid til at have angst, salatbordet er tomt, hvad skal du gøre, skal du så bare stå der og kukkelure, folk spørger hele tiden, må jeg ikke få flere tomater eller peberfrugt, det er bare eksempler lige nu, men man har ikke tid til det der, man skal bare få det gjort hurtigt, fordi det er en hård branche, at være i køkkenet er en meget hård branche, mange synes det er nemt og lala, men det er det ikke, du ved, du skal få det gjort og du skal følge kravene og sådan noget, så det har jeg lært på den hårde måde synes jeg, aja, men jeg ved ikke. I: Man hænger på og bliver nødt til at få det gjort? Sofie: Det er arbejde, det er også meget vanskeligt at få et arbejde på Færøerne, man skal være glad for overhovedet at få mulighed for at få en praktikplads hos en så forbandet stort firma som PM plus faktisk er, fordi det er en meget stort firma, det er sindssygt, så ja, jeg ved ikke. I: Hvordan, nu tænker jeg på dig som person, hvordan vil du beskrive dig selv, nu nævner du dit temperament, hvor du kan være du ved, men du har lært meget. Sofie: Normalt er jeg meget glad og smilende, jeg er rimelig nede på jorden, der skal ikke så meget til for at hidse mig op, det er en anden historie, men jeg er meget smilende, glad, jeg tager en dag ad gangen, jeg kan ikke lægge planer, fordi hvis jeg lægger planer for en weekend, så går det i vasken og så gider jeg ikke, jeg kan aldrig planlægge en dag, så jeg tager en dag ad gangen og er glad, nede på jorden, smilende, møder på arbejde hver morgen, udfører mine opgaver, hjælper andre, hvis det er altså 3

4 for eksempel i køkkenet, jeg er der hele tiden og så tager jeg hjem og slapper af og så mødes jeg med venner, så jeg er faktisk ikke så meget i lejligheden, som jeg har, men jeg ved ikke, sådan er det bare.. I: Men planlægger du så ikke, aftaler med venner og sådan noget? Sofie: Altså nogle gange lægger jeg planer andre gange gør jeg det ikke, for at gøre det simpelt, jeg er sammen med en veninde, så ringer en anden, så siger jeg, jeg kan mødes med dig i aften og dig i dag, altså, du ved, så prøver jeg bare at finde en løsning, du ved, og så hvis kæresten kommer forbi, han bor på landet i Oyndarfirði, så det er ikke altid han er i Torshavn, men når han er det, så prøver vi at gøre det meste, du ved, biltur, bruge kæften, prale, jeg ved ikke, så jeg er altid hos nogen eller og jeg har derudover hilst på en hjemløs, det var, jeg arbejdede hos PM engroshandel, jeg var afløser i 1 uge, da deres kok var på ferie, det var i påsken, jeg havde lige været i supermarkedet og der var der en hjemløs, måske det var en bums og han så ud til at være dårligt tilpas, han var beskidt og jeg tror ikke han havde det godt, jojo, så han gik der, jeg skulle bare betale for en lille cola, så gik jeg forbi ham på vej ud, eller vi var kommet ud, så sagde jeg bare til ham, nu må du bare have en fortsat god dag og han blev virkelig overrasket og rigtig glad og sagde tak i lige måde, så jeg er også sådan, at hvis der er en hjemløs eller nogen, jeg ser ikke ned på dem, de er mennesker lige som du og jeg, så jeg er meget smilende og venlig, gør ikke nogen noget, således er det.. I: Da du arbejde her, hvilke drømme havde du på det tidspunkt? Nu er du ude i arbejde, men dengang du var her, hvilke drømme havde du på det tidspunkt for fremtiden? Var det anerledes end nu? Sofie: Ja det var det, jeg ville giftes med min kæreste og sådan noget, men det er 100 år i fremtiden, det sker ikke endnu overhovedet, det skal jeg lige love for og det var også at få et ordentligt arbejde og få et fast arbejde og slippe for socialkontoret og sådan noget, det var faktisk, det jeg hele tiden havde i baghovedet altså og det var også en af de ting, som gjorde, at jeg overhovedet mødte op her, det var at tænke over, hvis du får fast arbejde og sådan noget, så var det hele tiden sådan noget der gjorde, at jeg mødte op, også for at vænne mig til det, fordi inden jeg startede i Fountainhuset, da ventede jeg næsten 1 år på at få et nej fra et ældrekollektiv i køkkenet og jeg havde intet at lave, så jeg sov hele dagen væk og man keder sig, ikke noget at lave, du ved, så bliver man automatisk deprimeret, da der ikke er noget stå op til, på trods om vejret er fantastisk, så er ikke noget at stå op til, så da jeg startede med at arbejde her, det var fint, fordi så havde jeg noget at stå op til, det var anstrengende, det var hårdt, men jeg gjorde det, jeg blev ofte vred, jeg blev rigtig ofte vred. I: På medarbejderne eller? Sofie: Ja med den ene af dem, men jeg snakker fint med dem alle i dag, jeg har været forbi til kaffe og sagt hej, fordi jeg har nogle gode venner her, så jeg kommer ofte og hilser på dem, så snakker jeg også med dem og de har inviteret mig med til Island. I: Oh ja og skal du med? 4

5 Sofie: Ja det skal jeg, fordi jeg er fra Island, så går ud fra, at jeg skal oversætte, vise dem lidt rundt og sådan noget. I: Du har sikkert rejst til Island mange gange så? Sofie: Ja, jeg har været cirka 3-4 gange siden jeg flyttede, jeg flyttede som helt ung, da jeg var cirka 7-8 år, der flyttede vi til Færøerne, da jeg var13-14, da flyttede vi fra Færøerne til Danmark og i 2012 flyttede jeg alene til Færøerne, så jeg har flyttet lidt rundt synes jeg. I: Dengang du startede her, nu sagde du, at en af grundene til at du startede her var således at du kunne stå op og komme på arbejde, men hvad var dit første indtryk dengang du startede her i Fountainhuset? Sofie: Det er mærkeligt. I: Hvorfor? Sofie: Jeg ved ikke, jeg havde kun hørt om Fountainhuset på eksempelvis in.fo, portalen, det var for psykisk syge og jeg følte mig ikke psykisk syg på det tidspunkt, jeg har været psykisk syg, men jeg er blevet frisk, så jeg følte ikke rigtigt, hvorfor skal jeg arbejde her, du ved, nej, nej, jeg var sådan lidt skeptisk overfor det, det var jeg, men efter noget tid blev det bedre, jeg startede at være åben, jeg begyndte at snakke mere, så jeg havde fået det forkerte indtryk af Fountainhuset gennem medierne, fordi gennem medierne var det kun for psykisk syge, så jeg tænkte, hvorfor skal jeg arbejde sammen med psykisk syge, jeg har det fint var tanken i mit hoved, men da jeg så kom herned, så så jeg en helt anden side, det var ikke kun psykisk syge, der var også almindelige mennesker, som ikke havde været ude på arbejdsmarkedet i lang tid eller nogle som havde planer om at komme i skole, men ville have noget at lave, mens de ventede til skolestart, jeg fik en helt anden opfattelse af det. I: Hvordan kom du i kontakt med huset? Sofie: Det var igennem social kontoret. I: Men hvad sagde de om det? Nu tænker jeg, at nu har du læst om det i medierne og du var lidt skeptisk, men hvad sagde de? Var de ikke positiv? Sofie: Jo, jo, de sagde at det var fint, så får du også lidt ekstra penge, jeg tænkte bare, det er ikke rigtigt mig, men jeg kan prøve, du ved, jeg var virkelig skeptisk, men jeg lærte alle at kende og så kørte det derfra, så var humøret højt efter det I: Hvordan var du modtaget dengang du startede? Sofie: Jeg synes jeg var godt modtaget.. Alle var venlige og kom og hilste på, meget søde, så var jeg også til kunstterapi i oktober sidste år, det er Fountainhuset der arrangerer, det hjalp mig rigtigt meget. I: På hvilken måde? 5

6 Sofie: Jeg ved ikke, her kunne jeg snakke og snakke og snakke og så sætter hun spørgsmål, vanskelige spørgsmål, du ved ikke, om du skal sidde og se lidt besynderlig ud eller svare, det var meget sådan, der var kun 5 mennesker pr kunstterapi, det er sådan nogle grupper tror jeg og alle fik et tæt bånd til hinanden, alle vidste det, så var der tavshedspligt.. Så jeg ved ikke, det hjalp mig rigtig meget, og det var netop engang jeg var til det der, så fik jeg et rigtigt anfald, buff, jeg så rødt og var ved at slå hånden i væggen og sådan noget, jeg var plaget, jeg var ked af det og jeg var i sorg, min kærestes bror, han og en anden en døde i en bilulykke i Oyndarfirði, det er ikke så lang tid siden, så jeg begyndte at se billeder, jeg er rigtig glad for dem, vi er så tætte og jeg ville græde og når jeg vil græde, så bliver jeg aggressiv, så vil hellere knalde hånden ind i en væg eller noget, kaste noget til helvede, jeg har bare ikke lyst til at græde, det er bare ikke mig og da hjalp de mig godt med det, så sagde hun, se her, nu tager du lidt tid og så kommer du ind igen og så forventede jeg at hun ville skælde ud eller noget, men hun sagde ikke et ord og så kørte det derfra og så skulle vi tegne, så tegnede jeg og fortalte alle nøjagtig, hvordan jeg havde det, så fik de større forståelse for det, så det er også på den måde, at Fountainhuset hjælper andre mennesker, da de har sådan nogle kurser, som kunstterapi, det er ikke alt, som man kan sige til sine nærmeste og det er ikke alt man kan sige til sine venner, fordi det kan være noget tungt og der kan du benytte Fountainhuset, for eksempel medarbejderne eller hvis der er til det der ja kunstterapi, så anbefaler jeg det, fordi den stærkeste person af alle, han kan knække, det skal jeg love dig, så det er rigtigt godt, så de hjælper ikke kun at få en til at stå op om morgenen og komme i gang, de hjælper også på mange andre måder, du ikke vidste noget om.. Ting du havde glemt, de kan godt få det frem på 1, 2,3. I: Så det er måske ofte noget man ikke tænker på selv? Så tænker man ohh, det har de hjulpet mig med, eller når man kommer videre, så ser man tilbage og ser forandringerne? Sofie: Ja, det er det, sådan er det.. Altså det er helt sygt, hvis man tænker på, hvor skeptisk jeg var i starten og hvor godt jeg har det med alle nu, altså det er helt vildt, men det er meget der kan ændres. I: So dengang du startede, så havde du ikke forventninger, ingen forhåbninger, ikke noget formål uden at komme ud i arbejde måske? Sofie: Lige præcis, og så måske også for at se, om jeg magtede det og magter jeg at arbejde fra 8 til 16 i en hel uge og sådan noget, jeg synes det er lykkes, det synes jeg. I: Var det noget særligt, der gjorde, at når socialkontoret fortalte om tilbuddet i Fountainhuset, var der noget specielt der gjorde at du valgte at starte her? Sofie: Nej, jeg ville bare gerne starte for at starte, jeg fik lidt flere penge at leve for nummer 1, men også for at finde ud af, hvor meget jeg kunne arbejde, kunne jeg stå op hver morgen kl. 8, morgenmad også møde på arbejde, vil jeg kunne klare det, så det var også sådan noget, de prøvede at udfordre mig og samtidig presse mig og jeg fik flere penge at leve for, som var et bonus, men ja, det var det, men skeptisk det var jeg, jeg havde kun hørt det forkerte i medierne og alt var psykisk syge, psykisk syge, psykisk syge, jeg synes at nogle gange, så glemmer de at sige, at det er ikke kun for psykisk syge, det er også for almindelige mennesker, som ikke har arbejdet i nogle år 6

7 eller som skal starte i skole i august, men hvad skal de lave nu i april, så har de mulighed for at komme herned og så møder de nye mennesker, jeg havde kun hørt det forkerte, fordi jeg ved ikke hvor ofte jeg har sagt til vennerne, at nej, det er ikke kun for psykisk syge, et er også for almindelige mennesker, ohh, må jeg arbejde der, ja, gør det, i morgen, du ved, så det er meget sådan. I: Da du benyttede huset var du så glad for at være her? Sofie: Ja, jeg var glad for det. I: Savner du det? Sofie: På en måde ja og på en måde nej, der må jeg sige det er 50/50, men mere nej, fordi jeg synes, at jeg er kommet så forbandet langt, jeg arbejder røven ud af bukserne hver dag, jeg vil ikke ende her nede igen, jeg er kommet så langt, fordi jeg har presset mig selv helt fra bunden af og de har hjulpet mig meget, det har de og det skal de have roser for, det har de virkelig fortjent, det har de, men jeg er bare kommet så langt, at jeg tænker ikke på det, da jeg ønsker at kommet til Fountainhuset igen, det er mere for at hilse på menneskene, købe en kop af kaffe for eksempel, det er mere det. I: Du følte dig godt sammen med de andre medlemmer? Sofie: Ja, jeg har ikke angst mere, jeg har arbejdet det væk. I: Og det har de hjulpet dig med? Sofie: Jaa, de har lagt stor vægt på, hvordan det har været med angst, men jeg har også bare gjort det som min svigermor siger, hvis man har angst, så går det ikke at gemme sig hjemme hele tiden, så forsvinder det aldrig, når man døjer med angst, så skal man ud mellem mennesker og så skal du stå der, altså du skal presse angsten, så den forsvinder, ellers bliver man aldrig kvit den, hvis man bare gemmer sig bag gardinerne, når man har angst og mennesker er der, så bliver man ikke rask, du skal ud og direkte imellem mennesker, om det er nogen du kender eller ej, du skal bare gøre det, du skal skide på, hvad andre mener. I: Og har du gjort det? Sofie: Jaa, det gør jeg altså hver dag, når jeg er på arbejde, altså, det er ikke altid jeg har lyst til det, nogle gange føler jeg bare ohh, men jeg har ikke tid til det, fordi jeg må hele tiden i køkkenet efter mere og dydrdydrrd og så må jeg snakke med menneskene, hvad er til middag i dag, du er salaten billig, hvad koster middagen, så må jeg jo svare, men man skal bare tænke, det er mennesker man ikke ser igen. I: Det er lige det. Sofie: Men jeg ser dem hver dag, hahaha, så ja det er det. I: Vil du fortælle, hvordan Fountainhuset har hjulpet dig helt konkret? 7

8 Sofie: Altså, det eneste jeg kan tænke på er nedturen jeg fik til kunstterapi og når vi, fordi at, det var altid kl , da skulle vi herned til kaffe og da fik hun der holdt det altid fortalt, hvordan jeg havde det og sådan noget og de kom så altid til mig med det samme og snakkede og sørgede for, at jeg var okay, så det er faktisk det eneste.. Jeg har ofte været vred hernede, ofte haft lyst til at smække med døren, det var engang, det var sidste år, jeg tror det var i december måned, jeg og en anden skulle køre med julekort og jeg havde ikke fået at vide, at jeg skulle arbejde onsdag, den dag jeg har fri og lavet planer til onsdag, så da han og jeg kom tilbage tirsdag, fordi vi kunne ikke køre rundt med alle julekortene med en gang, fordi der var så mange, hvis vi skulle klare resten onsdag, jeg havde ikke fået oplyst, at jeg skulle arbejde onsdag, så jeg var meget vred og skældte ud og gik min vej og så sagde en af dem, du skal møde i morgen og jeg var rød i hovedet, så vred jeg var, så sagde de bare, du møder i morgen, du får fri noget før i dag, så du skal arbejde i morgen, det var det eneste, da var jeg ved at eksplodere, da jeg kom hjem var jeg rasende, fordi jeg er meget sådan, de skal sige det, så jeg ved det, fordi hvis jeg lægger planer til i morgen, nu vil jeg og alle min venner feste og så i morgen, når vi hygger og fester og alt det, det er kun et eksempel, da ringer telefonen Ah du skal på arbejde i morgen, det går ikke, så kan de ikke forvente at skælde mig ud, når jeg ikke ved det, det er ét af de eksempler, hvor jeg blev fuldstændig gal, fordi jeg havde planer og alt sådan noget, men alligevel man ved aldrig. I: Mødte du så op? Sofie: Det blev jeg nødt til og så tænkte jeg ikke mere på det.. Men jeg sagde det flere gange til dem, nej, jeg havde fri, jeg sagde det flere gange, men de lyttede ikke til mig, da blev jeg rigtig gal, men altså de har ikke hjulpet mig sådan rigtigt rigtigt, altså jeg har ikke haft selvmordstanker, mens jeg har arbejdet her, det har jeg ikke, fordi hvis jeg er selvmorderisk, så havde jeg ikke mødt op på arbejde, fordi så havde jeg været for mig selv eller familien havde været sammen med mig hele tiden, så det, således er det.. Men de er rigtig søde, hvis mennesker møder op her og de er skeptiske, giv dem en enkelt dag, så kører det bare, så snakker alle med hinanden, du snakker om fodbold med en, du snakker om damer med en, du snakker om fyre med en, du snakker om alkohol med en, det er altid et eller andet, det er bare at snakke. I: Bare finde et eller andet at snakke om? Sofie: Ja, ja alkohol, damer, fyre, fodbold, jeg ved ikke, det er kun eksempler, jeg ved ikke, noget skal man snakke om. I: Følte du så også, at de forstod din situation og du var ligesom respekteret for den du er og anerkendt for den person du er? Sofie: Ja, det tror jeg. Nogle gange syntes jeg, de betragtede mig som rigtig syg, men det var jeg ikke, men det var mere, fordi de prøvede at få større indblik i, hvordan jeg havde det, men ellers, de har accepteret mig for den jeg er. I: Var der noget de ikke kunne hjælpe dig med? Noget der var mindre godt eller sådan med at arbejde her? 8

9 Sofie: Ja, altså med arbejdet hjalp de mig med alt, men med private ting, det var noget, de ikke kun hjælpe med, da det var noget, jeg skulle klare selv, hvis jeg havde nævnt det eller sagt det til dem, Du, hvordan gør man med det og det, så havde de hjulpet mig. Jeg har for eksempel haft problemer med banken, så har de sagt, du kan gøre på den her måde, okay så vidste jeg det eller hvis jeg havde problemer med socialkontoret, du kan gøre det sådan her, så de har altid hjulpet mig på en eller anden måde, så det er ikke kun arbejde, arbejde, arbejde, det var også hvis du kunne få lov til at snakke med dem, så snakker du med dem, de er meget således, hvis du havde det tungt, så tager du herned og så snakker du med dem, så får du det bedre automatisk, altså hvordan kan man ikke få det bedre hernede, alle er så forbandet specielle og det er ment på en god måde, specielle på en god måde. Alle er søde. I: Nu sagde du, at nogle gange betragtede de dig som lidt syg, men alligevel, så har jeg i hvert fald på hjemmesiden, at der ikke lægges vægt på sygdom og diagnose og sådan noget, har det nogen betydning for dig? Sofie: Jeg tænker ikke rigtigt over det, jeg tror også at årsagen til det, altså det var jeg selv, der oplevede, at de betragtede mig som en syg person, det var måske for jeg følte at jeg var lidt syg, så har jeg automatisk troet, at de også har gjort det, så jeg tror det er mere en indbildning i mit hoved, hovedet kan spille et pus med os alle sammen, men jeg ved ikke, jeg synes, at de hjælper alle sammen, om du er mørk, hvid, kineser, det gør ingen forskel, alle er velkomne, du skal bare huske at diskutere politik, så kører det bare, det er underholdende at snakke om. I: Nu er du kommet videre og har fået arbejde eller i praktik, så du har gjort fremskridt, men er det noget konkret eksempel, hvor man kan se det? For eksempel har du snakket om angst, at det har du ikke længere, er der andre eksempler som har oplevet? Sofie: Nej, jeg har det meget nemmer nu med at stå op, jeg har jo fået mere ansvar. I: Og du er glad for at have mere ansvar? Sofie: Jaa, fordi så er man klar over hele tiden, oh nu må jeg lige passe på, jeg må lige tage det der væk, det kan man ikke tilbyde andre mennesker for eksempel og man skal bruge hovedet sådan også, hvis du for eksempel skal lave en sommersalat, hvad tænker du skal i den? Man skal hele tiden, altså der er forskellige slags salater, det er 1000 forskellige slags og jeg troede der kun var det almindelige med iceberg, agurk, tomater, det almindelige, som man kan købe på en restaurant, jeg forventede ikke, at der var flere slags salater, så man skal hele tiden have styr på det og følge med i, hvad der egentlig står på papiret, menuen, det er for hele ugen, mandag til fredag og vi laver altid maden, altså mandage, der forbereder vi også maden til tirsdag, altså det er kun pålæg, æg og sådan noget, det laver vi kun, fordi det skal pakkes med en gang om morgenen, altså tirsdag, men varm mad det forbereder vi aldrig, det forbereder vi altid den dagen det skal ud, fordi ellers kan maden blive dårlig og smage dårligt, det nytter ikke, så man skal hele tiden følge med i, hvad det er for en salat, ohh fint det er en broccolisalat og så laver man en icebergsalat, hvad gør du nu, hvad siger du til kunden, fordi alle firmaer har en bestemt menu, så du skal følge den og hele tiden være vågen, man skal ikke være halv, det går ikke. Firmaer betaler faktisk penge for 9

10 at få den gode mad, den er frisk, vi får varer og da er det friske varer, aldrig noget galt og det skal laves ordentligt. I: Nu nævnte du det der med kunstterapi og andre ting Fountainhuset havde arrangeret. Dengang du var her havde du så en opfattelse af, at I eller du have indflydelse på tiltagene og at arrangere dem? Sofie: Nej, det vil jeg ikke sige, nu har de lige haft loppemarked, der var det en rigtig god veninde, der arrangerede det, som jeg er rigtig glad for og har hjulpet mig rigtig meget. I: Er det er, som også arbejder her? Sofie: Og hun stod lige for det hele og i sidste år til strikkefestivalen, der spurgte de om jeg ville arbejde der, men jeg sagde nej, på det tidspunkt var jeg næsten lige startet. I: Da var du lidt angst? Sofie: Ja og ja, så igen i år var der strikkefestival, men jeg arbejdede hos PM plus der, så jeg havde ikke mulighed for det. I: Kunne du ellers tænke dig at hjælpe? Sofie: Nej, ikke rigtigt, jeg har en ven, som kørte og han var udmattet dagen efter.. Det var at køre fra Havn til Fuglafjørð og fra Fuglafjørð til Havn hele tiden, men altså jeg synes, de er utrolig dygtige til at arrangere alle de her tiltag, loppemarked, udstilling af kunstværker, altså de er virkelig fremragende, de er rigtig dygtige. I: Og så skal I også til Island. Sofie: Ja, der kommer jeg ind i billedet, jeg skal være tolk og oversætte, men giv mig lige en dag, så snakker jeg flydende islandsk, fordi mit islandske er meget rustet som nu er. I: Nu flytter vi fokus og starter på et nyt tema, det er en hverdag i Fountainhuset, hvordan vil du beskrive en helt almindelig hverdag her? Sofie: I Fountainhuset? Du møder og kl. 9 og der er der så møde, du får kaffe og der bliver lagt planer for dagen, så efter det, så snakker man lidt sammen bagefter og så for eksempel havegruppen, de som arbejder der, de sætter sig sammen og snakker og forbereder, hvad de skal lave, hvordan det skal laves og sådan noget og de som er i køkkenet, der kommer en af medarbejderne og spørger, om vi skal lave det her eller om vi ikke skal prøve det her, gøre det specielt, lave en speciel måltid, så kan man gøre lidt ud af det og sådan noget, så er det en gang om måneden, da er det ordentligt møde, der gennemgår de alle fødselsdage, hvad kommer til at ske og alt sådan noget, så det er meget sådan. I: Struktureret? 10

11 Sofie: jaa, det er det og de som er på kontoret, det har jeg ikke helt forstået, men de opdaterer hjemmesiden, uploader billeder, fortæller andre hvad der er nyt, så de er rigtig dygtige. I: Dengang du arbejdede her, kom du så for at arbejde eller at møde venner, altså de andre som benytter huset? Sofie: Jeg kom faktisk for begge dele, både for at arbejde og for at snakke med andre, men jeg prøvede altid at udføre mit arbejde 100%, det er uanset, det må man altid huske, at selvom man arbejder hernede, så må man gøre sit arbejde 100%, hvis du ikke magter det, så sig til, det er det eneste jeg kan anbefale menneskene. I: At man bare siger til, snakker og er åben.. Så du har fået mange venner her også? Sofie: Jaa, de er alle så søde. I: Mødes du stadig med nogle, på trods af, at du ikke arbejder her? Eller er det, når du kommer forbi til kaffe i Fountainhuset? Sofie: Altså, jeg snakker mest med 2 mennesker, der arbejder her, det er en rigtig god kammerat, men ham kendte jeg inden jeg startede at arbejde her, jeg kendte ham igennem en veninde, det er ex kæresten hos en veninde og han er min og kærestens rigtig gode kammerat og en anden, hende mødte jeg hernede og vi blev rigtig gode venner med det samme, vi drillede altid hinanden og sådan noget, jeg havde altid en sodavand med og hun tog den altid fra mig og gav mig vand i stedet, og driller lidt, så det er de to jeg snakker mest med, jeg besøger hende til kaffe og hun kommer forbi hos mig til kaffe altså meget sådan noget. I: Hvad er vigtigst for dig i en almindelig hverdag? Sofie: Det ved jeg ikke, man skal bare tage det som det kommer, man skal være glad for, at man lever og man skal være glad for, at man har mulighed for at vågne med et smil og stå op og tage på arbejde, jeg tror ikke mennesker tænker over det, hvor svært det kan være at få arbejde på Færøerne, det er vanskeligere end man tror, man skal være taknemlig for, at man vågner til en ny dag, om det er for at tage på arbejde eller skole eller et eller andet, man skal være taknemlig, om det så er at møde op hernede, man skal være taknemlig, fordi det vil gavne i det lange løb.. Så hvis man skal vågne og surmuler, så skal man vende rundt og slå sig selv på kæften og sige til sig selv, Ved du hvad, jeg har det fint, jeg kan tage i Fountainhuset, jeg kan købe en kop kaffe og snakke med de andre, jeg kan lave en aftale om at jeg måske kan arbejde eksempelvis, så har jeg noget at lave den dag eller jeg kan gå i skole eksempelvis, et eller andet, det er så nemt, man skal være taknemlig, at man har det godt og at man lever for at sige det simpelt. I: PÅ hvilken måde oplever du specielt, at Foutainhuset har støttet dig i hverdagen? Sofie: Ved ikke, med at være åben og stole på mig selv og sådan noget. I: Er der en særlig måde, de benytter for, at du skal stole mere på dig selv og være mere åben? Eller er det mest med at snakke sammen? 11

12 Sofie: De har bare lært mig det, jeg ved ikke hvordan, de har lært mig, at jeg skal stole på mig selv, jeg skal ikke være bange for at lave fejl, fordi alle kan begå fejl uanset. De har lært mig at gøre det der skal til, eksempelvis hvis du har tænkt dig at lave en salat til familien og du hele tiden tænker på, at manden vil skælde ud, hvis jeg putter gulerødder i, det vil ikke gå, ved du hvad, put gulerødder og put alt andet også som du har lyst til, put det i og hvis han ikke er glad for det, så sig til ham, vær glad for, at jeg overhovedet laver salat til dig, du ved, det var noget i den retning, fordi jeg var altid bange for at det ville smage dårligt, jeg håber I er glade for middagen og sådan noget, så har de lært mig det og det gør jeg så også nu hos PM, når jeg laver salat og jeg spurgte chefen, Du, tror den smager af noget?, Jeg ved det ikke, jeg stoler på dig, hvis der var nogle der ville klage, så ville det være firmaer og så havde han forstået, at det var jeg, der havde lavet den, men der var ingen, der klagede på dagen, jeg var netop startet, tror det var dagen derpå, tror helt bestemt det var dagen efter jeg startede, da lavede jeg en salat og jeg fik mig ikke til at prøvesmage, det var virkelig forfærdeligt, creme fraiche og blandet med eddike og så, og jeg hader creme fraiche, så måtte jeg prøve, men det kunne jeg ikke få mig til og jeg ved ikke, det lykkedes trods alt, men jeg sagde det med det samme, men alligevel, man skal bare prøve sig frem, det er ikke andet for, laver man en fejl, så beder man om undskyldning jeg gør det bedre i morgen, således er det. I: Er det også noget du har lært her? Sofie: Ja, det tror jeg, det tror jeg. I: Hvis du, nu kommer du nogle gange forbi til kaffe Sofie: Ikke altid, det er sjælden. I: Mindre og mindre måske? Sofie: Altså jeg prøver ikke at komme så ofte, da jeg prøver at fokusere på arbejdet der ude og ikke så meget på Fountainhuset. I: Men hvis det blev aktuelt, ville du så vende tilbage hertil? Altså hvis du for eksempel ikke får fast arbejde der? Sofie: Nej det tror jeg ikke, så tror jeg, at jeg finder noget andet, fordi jeg er vant til, at der skal være ordentlig struktur, du møder på det tidspunkt, du laver det du skal. Jeg havde ikke klaret at møde kl. 9 hver morgen og vi laver det her i dag, jeg havde ikke magtet det, at arbejde i haven og sådan noget, jeg havde ikke haft tålmodighed til det, jeg havde ikke klaret det. I: Der skal være lidt gang i den? Sofie: Ja og det skal være høj musik i radioen på Rás2 eller ÚF og så er det bare i gang med at lave god mad til mennesker, det er mere det, jeg har lyst til, havearbejde er ikke lige det jeg har lyst til, hvis jeg ikke havde fået fast arbejde. I: Heller ikke at lave mad i køkkenet her? 12

13 Sofie: Så skulle jeg have lidt tid at tænke over det.. Hvis jeg ikke havde fået arbejde der, så havde jeg taget 1-2 ugers ferie, har jeg rigtigt kunne tænke over, hvad jeg nu skulle gøre, så havde taget tiden til at beslutte mig, hvad jeg nu skulle finde på. I: Men tror du, at Fountainhuset altid vil være en del af dit liv? Sofie: Ja selvfølgelig, det er dem, der har hjulpet mig at komme lidt videre, hvordan fanden de så har gjort det, så har de formået at få noget ind i hovedet på mig, så selvfølgelig vil de det og jeg er rigtig glad for det, det er et rigtigt dejligt sted/tilbud og alle er søde og jeg respekterer alle sammen og ja ingen er ens, alle har hver sin historie og alle er spændende. I: Føler du, at de tager hensyn til hver historie for sig, for hver person, nu siger du ingen er ens? Sofie: Ja altså en person, de har jo tavshedspligt, det vil sige, at hvis jeg fortæller om min situation til en af dem, så kan en anden ikke komme over og spørge, hvad snakkede du om med Sofie, nej,nej det er tavshedspligt, det er ikke uden, at jeg selv siger, at de må sige det videre. I: Men tager de også hensyn til dine ønsker og hvad du har lyst til? Sofie: Ja, ja, ja. Hvis du siger, ved du hvad, må jeg gerne få en uges ferie, så aftaler du det med medarbejderne og så får du en uges ferie, så kan du bruge den til at slappe af eller noget, det gjorde jeg nemlig i december måned, da tog jeg en uges ferie i den uge jeg havde fødselsdag, fordi jeg magtede ikke at få lykønskninger, det gad jeg ikke rigtigt, så jeg tog en ferieuge der og så arbejdede jeg de andre uger, så det er ikke så galt. I: Snakker du ofte om Fountainhuset i hverdagen, eksempelvis hos PM eller med venner? Sofie: Jeg kan sagtens snakke om Fountainhuset med kollegerne i PM, men det er også mere for sjov altså, som i dag, da sagde ja, hvad fanden jeg skulle sige til interviewet, det ved ikke, du kan bare finde på noget, det er mere sådan noget, det sagde jeg kun i sjov, men jo det kan jeg sagtens. I: Det er ikke noget du, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, skammes ved eller sådan noget? Sofie: Nej, nej I: De har hjulpet dig og det er ligesom det. Sofie: Dem der skammes ved Fountainhuset, de har brug for alvorlig hjælp, fordi man skal ikke skammes ved, at der er mennesker, som lægger tid og energi og hårdt arbejde ved at hjælpe andre, det er ikke noget man skal skammes ved, fordi det har de alle tre gjort, de har lagt tid og energi og de har måske et sygt barn derhjemme og alligevel møder de op på arbejde for at hjælpe, det synes jeg ikke er noget man skal 13

14 skammes ved, det skal man respektere og sætte pris på, det er bare min ærlige mening. I: Har du anbefalet det for nogen? Sofie: Nej, jeg er ikke kommet dertil endnu, men jeg skal nok gøre det, tro mig det vil jeg. I: Hvis det er nogen der har behov for det, så? Sofie: Og hvis det er nogen, der får det dårligt, så havde jeg sagt Gå ned i Fountainhuset, det ville jeg have gjort. I: Nu er jeg kommet igennem tema og spørgsmål, men jeg ved ikke, om du har noget at tilføje eller en kommentar? Sofie: Nej det har jeg ikke. 14