Hist på alpens isbelagte spire, der hvor intet menneske tør gå, klynger sig langt op ad fjeldets sider, alperosen som man ej kan nå.

Transkript

1 Alperosen. Hist på alpens isbelagte spire, der hvor intet menneske tør gå, klynger sig langt op ad fjeldets sider, alperosen som man ej kan nå. 1 Der i dalen skued' man en blomme, yndig, skøn som alpens rose hvid, bejlerne i flok til hende komme, for at ægte pigen huld og blid. Hun var ung, hun var en yndig terne, datter af den rige købmand Bro, Ingen nå'de dog den klare stjerne, thi i hendes sjæl tog hovmod bo. Dalens yngling hende hånden rækker: "Oh, Alvilda, bliv min væne brud, alt mit guld jeg for din fod nedlægger, klæder dig som alpens rose prud." Men hun svared': "Ingens brud jeg bliver, før jeg får det løfte af hans mund, at han mig en alperose giver, thi en eneste jeg ønsker kun." Har du, Junus, mod til det at gøre, da du blive skal min elskte mand, Herrens hånd skal dig på bjerget føre, men farvel, hvis det dig lykkes ej. Kækt så klatred' han ad bjergets side, nå'ed op, hvor alpens rose stod, plukkede en klynge roser hvide, og dem kasted' for Alvildas fod. Glad Alvilda nu hans stemme hørte: "Her er alperosen fra din ven, Herren, som min fod på bjerget førte, fører mig nok ned til dig igen." Men imens hans øjne frydfuldt skinne, gled hans fod fra stedet, hvor han stod, og han faldt fra alpens høje tinde, ned i dalen for Alvildas fod. Døden blev for kærlighed ham givet, sønderslagen lå hans legem' der; Pigen græd: "Nu er forspildt mig livet, jeg har mistet den, jeg fik så kær. Kunne jeg ham ej i livet følge, vil jeg nu i døden med ham gå, far, forældre, vel på livets bælge, Oh, I søstre, gid I lykken nå. Musikvers: Op hun steg, og faldt så ved hans side, og lå knust hos ham ved klippens fod. Alpens roser var ej længre hvide, de var farvet rød af deres blod. Alpens roser var ej længre hvide, de var farvet rød af deres blod.

2 2 Afmønstring. Se når Danmarks bøgeskove mister løvet, Som en trækfugl drager jeg mod syd igen, Skønt jeg ved, at jeg vil gøre dig bedrøvet, Men et løfte gives her af mig min ven. Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste, Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig. Ak du kære, hvis du bare nu det vidste hvordan afskeds stunden altid piner mig. Vore rejser går nu ned mod sydens lande Hvor jeg tit og ofte før har sat min fod Gennem store, dybe ubekendte vande her skal skibet atter sejle, fod fod fod. Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste, Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig. Ak du kære, hvis du bare nu det vidste hvordan afskeds stunden altid piner mig. Som safirens dybe blå var Middelhavet. Og dets bølgeskind det var som perlemor. Hvor Suezkanalen der engang blev gravet. Lyste mod os som et prægtigt ørkenspor. Musikvers: :/: Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste. Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig. Ak du kære, hvis du bare nu det vidste. Hvordan afskedsstunden altid piner mig:/:

3 Barndomsminder. Mel. Danmarks største kor 3 En dejlig dag kan ikke mig forynge men glæden bobler her ved dette bord og derfor vil vi alle sammen synge - vi leger, vi er Danmarks største kor. Vi synger om de gode, gamle dage, da sommeren var ekstra lys og lang, da vi i hestevogne kune age, - da frøerne i gadekæret sang. Vi synger om, når sommertøj blev syet, om glæden ved de hvide lærredssko, - når marmorkugleposer blev fornyet og puder, der blev nipsenålebo. Vi synger om den lune sommeraften, hvor vi med far og mor har spillet Pind, hvor fællesskabet mellem os var kraften, der stadig tænder glæden i vort sind. Vi synger om, at vende tørv i mosen, at mærke pligtens varme vingeslag, om saftevand og sukkerbrød i posen, - en pause på den varme sommerdag. Vi synger om, da vejene var lange, da cyklen bar os gennem al slags vejr, hvor vi i mørket følte os lidt bange, skønt himlen havde tændt sin stjernehær. Vi synger om de gamle købmandsdiske, - så langt fra vore dages overflod, hvor vi som børn kun vovede, at hviske, - en bulet bolchedåse gav dog mod. Vi synger om, når korte dage endte, når mørkningstimen langsomt satte ind, en lille sang, før mor for lampen tændte, har skabt en stemning i et barnesind. Vi synger om, de lange vaskedage, - om gruekedel og om vaskebræt, hvor mor i dampen måtte tørnen tage, og mærke, hvad det var, at være træt. Vi synger om, når sneen lå derude, om kakkelovne med marieglas, om iskrystaller på en frossen rude, - og varmedunke på en sengeplads. Men herligt var det, når vi sad derhjemme, og stegte æbler på en strikkepind, et fingerbøl vi prøvede at gemme, mens far i piberøg var hyllet ind. Vi standser op - vi er her for at feste, og fejre, at vi samlet er i dag, måske var dagene, der gik de bedste, men sammen vil vi hejse håbets flag. Musikvers: For solen skinner stadig på vor himmel, og ungdom slutter op om vores bord, tilsammen er vi midt i livets vrimmel, og synger med, i Danmarks største kor.

4 4 Billetmærke. I en annonce i et dagblad i går, så jeg en dame søge sig en ven, fuld diskretion, sender blot et par ord, jeg håber, du skriver, på lykken jeg tror. Ensom dame, fyrre år. lille og buttet med mørkt og krøllet hår. Min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom. Mit hjerte, det bankede og min mund blev så tør, bare jeg turde, for det har aldrig hændt mig før, Jeg syntes, jeg kunne høre hende hviske til mig: Skynd dig at skriv, for jeg længes efter dig. Ensom dame, fyrre år. lille og buttet med mørkt og krøllet hår. Min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom. Musikvers: Ensom dame, fyrre år. lille og buttet med mørkt og krøllet hår. Min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom. Tyve år er gået, og vi har det stadig godt. Brunetten fra annoncen, ja, hun er blevet min maskot. Måske lidt mere buttet, men hun er glad og tilfreds, men tit tænker jeg på denne triste tekst. Ensom dame, fyrre år. lille og buttet med mørkt og krøllet hår. Min vægt tør jeg ikke skrive om, men jeg savner dig, så skynd dig nu og kom.

5 De nære ting. 5 Dit sind flyver altid så viden omkring, det er, som du glemmer de nære ting Du drømmer om lande i syd og mod nord og ser ikke skønheden, hvor du bor. Du synes din dag er så kedelig grå. Hvad er det, du søger, hvad venter du på. Når aldrig du under dig rist eller ro, kan ingenting blomstre, og intet gro. Gå ind i din stue, om end den er trang, og hør, hvor den nynner en stille sang. Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær, du ved bare ikke, hvad de er værd. Musikvers: Den lykke, du søger bag blånende fjeld, den har du måske altid ejet selv. Hold op med at jage i hvileløs ring, og lær blot at elske de nære ting. Lær blot at elske de nære ting.

6 6 Der er lys i lygten lille Mor. Far er så strengt og han skænder på Mor Far drikker snaps og tjener ikke spor Hver gang jeg ser han har været på svi'r Gemmer jeg mig bag Mor og si'r Der er lys i lygten lille Mor Uh, bare jeg ku' hjælpe dig Men det skal jeg nok, når jeg bli'r stor Åh, glæd dig lille Mor. Penge til lys får vi aldrig af Far Men udenfor vi gadelygten har Tænk, den kan oplyse stuen omtrent Jeg bliver så glad når den bliver tændt. Der er lys i lygten lille Mor Åh, gudskelov så bli'r her sjov Kan du se hvor fint og lyst vi bor Åh, glæd dig lille Mor. Tidligt om morgenen men kurven jeg går Og hos en bager gammelt brød jeg får Mor synes, det er sådan en mørk og væmmelig vej Men gennem ruden kigger jeg. Der er lys i lygten lille Mor Lad bare mig - nu trasker jeg Indtil byen og får fyldt min kurv Åh, glæd dig lille Mor. Musikvers: Der er lys i lygten lille Mor Lad bare mig - nu trasker jeg Indtil byen og får fyldt min kurv Åh, glæd dig lille Mor. Når jeg bliver gift skal min Mor bo hos mig Så skal vi ha' en lampe hver for sig Og når den skinner så klart som en sol Vækker jeg Mor i hendes stol. Der er lys i lygtne lille Mor Nu læser jeg lidt højt for dig af den bog du fik til Jul i fjor Åh, glæd dig lille Mor. Åh, glæd dig lille Mor

7 Dejlig er sommernatten. 7 Sommer og vinter og høst og vår har hver sin egen charme, men som det dejligste for mig står den lyse juninat. Livet er herligt, når dansen går med dig i mine arme; det er den skønneste stund i år, min hjertes egen skat: Dejlig er sommernatten, ungdommen holder a' den, stjernerne blinker så venligt ned, fuglene kvidrer om kærlighed. Hør blot de lokkende toner oppe fra træernes kroner; hele Gud Amors orkester ta'r fat i en sommernat. Musikvers: Dejlig er sommernatten, ungdommen holder a' den, stjernerne blinker så venligt ned, fuglene kvidrer om kærlighed. Hør blot de lokkende toner oppe fra træernes kroner; hele Gud Amors orkester ta'r fat i en sommernat. Husker du valsen vi dansed' til i lyse ferienætter? Hvis du vil gøre mig glad, så spil den kendte melodi. Aner du mon, hvad jeg tænker på, det tror jeg nok, du gætter! Smilet gi'r lys til to øjne blå, så fyldt med skælmeri: Dejlig er sommernatten, ungdommen holder a' den, stjernerne blinker så venligt ned, fuglene kvidrer om kærlighed. Hør blot de lokkende toner oppe fra træernes kroner; hele Gud Amors orkester ta'r fat i en sommernat.

8 8 Det var en lørdag aften. :/: Det var en lørdag aften, jeg sad og vented' dig :/: :/: Du loved' mig at komme vist, men kom dog ej til mig :/: :/: Jeg lagde mig på sengen, og græd så bitterlig :/: :/: Og hver en gang, at døren gik, jeg troede, det var dig :/: :/: Jeg stod op søndag morgen, og flettede mit hår :/: :/: Så gik jeg mig til kirken hen, og om den kirkegård :/: :/: Men du kom ej til kirke, og ej i kirken ind :/: :/: for du har fået en andern kær, og slaget mig af sind :/: :/: Jeg gik mig hjem så ene, henad den kirkesti :/: :/: og hvert et spor, på stien var, der faldt min tåre i :/: :/: De røde bånd og skønne, som du engang mig gav- :/: :/: dem, bærer jeg ret aldrig mer, jeg stunder til min grav :/: :/: Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror :/: :/: hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor :/: Musikvers: :/: Jeg vilde roser plukke, jeg plukker ingen fler :/: :/: Jeg elsked' dig så inderlig, jeg elsker aldrig mer :/:

9 Der hvor roser aldrig dør. 9 Jeg vil synge om en have, som jeg ikke kendte før. Evigt vokser alle blomster, hen hvor roser aldrig dør. Der vil roser aldrig visne, som de ellers altid gør, lad os sammen finde vejen, hen hvor roser aldrig dør. Musikvers: Der vil roser aldrig visne, som de ellers altid gør, lad os sammen finde vejen, hen hvor roser aldrig dør. Der forenes alle farver, Klokkeblomst og Brudeslør, det som du og jeg vil møde, der hvor roser aldrig dør. Der vil roser aldrig visne, som de ellers altid gør, lad os sammen finde vejen, hen hvor roser aldrig dør.

10 10 Den sorte sejler Det var en kold og stormfuld nat, vi skimted Dover fyrets blink så mat. Og himlens stjerner, var skjult med skyer grå, ja, vinden peb i takkel, mers og rå. Det triste vejr, - den kolde vind bortjog de raske gutters glade sind. Ja tavs var alle, ja, tavsd var ulkens mund det var som aned han, - en alvorsstund. Da lød kaptajnens klare røst: se, - gutter, her om styrbord ret mod øst, det er en sejler, - jeg kender den så vist, jeg mindes tørnen fra, - jeg så den sidst. Det var en kold og stormfuld nat, mod Norges kyst vi havde kursen sat, da kom den sejler, vi skimted' her på strand, da sank vor skude med, - tre raske mand. Til døden dømt, det var vor båd, den må sig bøje for søens skarpe bråd. Den sorte sejler, med vimpel gul og rød jo varsler undergang og gutters død. Ved fire glas, - det skib forsvandt, og næste morgen vort skib sin grav da fandt! men gud var med os, - i al vor sorg og nød, og vi slap alle fra, - den kolde død. Musikvers: En ting jeg ved, - det stemmer grant, den sorte sejler ved midnat varsler sandt. Et sagn jo siger, - den farer stadig om på havet fre-edlød, - det er dens dom- Tekst og melodi: Walter Jonas.

11 Visen om de tre musikanter 11 Den ene spilled' banjo, den anden mandolin, den tredie af harmonikassen trak så sære hvin. Når de gik hen ad vej - en, de standsed' ved hver gård og spillede de viser, der til pigehjerter går. For ham der spilled' banjo var sort af hud og hår, hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år. Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær, og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. Den anden, ham der spilled' så flot på mandolin, var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin. Hans fader var en greve, hans mor en tatermær, og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver. Den tredie, ham der hev i trækharmonika, han havde seksten fædre fra sin allerførste dag, og skønt de alle seksten frækt nægted' hver især, ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver. Så spillede de trende for godtfolk rundt om land, de spillede for kvinder og de spillede for mand, men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær, men der var én de elskede tilsammen hver især. Hun elsked' ham med banjo og ham med mandolin og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin. Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær, de blev der trende nætter, det var lige en til hver. Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror, ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor. En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær, han fik de instrumenter, som de spilled' hver især. Han voksed og blev større, sådan som det skal ske Med børn af sunde piger der kan elske og kan le Og da de trende følte at dødens stund var nær Han fik de instrumenter, som de spilled hver især. Så spilled han på banjo, og flot på mandolin Og lokked af harmonikassen sødmefulde hvin Han døde mæt af alder, og visen er forbi Om de tre musikanter, der blev ét musikgeni Tekst: Oskar Hansen/ Musik: Arnold Ringsted

12 12 Den gamle gartners sang. Når jeg ser på skønne blomster dukker svundne minder frem om den gamle milde gartner i mit fjerne barndoms hjem. Jeg skal aldrig, aldrig glemme denne dybe rene stemme jeg har elsket den engang, og jeg lytted, når han sang: Planter smil og plante solskin plante sang i alle sind, skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind. Smil og sang og mange blomster gro'de frem af havens jord, fra de høje grønne birke lød et muntert fuglekor. Det var eventyrets rige for en lille bitte pige. Da'n var lys og god og lang når den gamle gartner sang: Planter smil og plante solskin plante sang i alle sind, skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind. Musikvers: Når det sker for mig, at jeg bli'r både trist og kold og grå, husker jeg den gamle gartner og de ting han tro'de på. Selv om sorgerne er slemme får en sang mig til at glemme, jeg har lært det gang på gang, af den gamle gartners sang: Planter smil og plante solskin plante sang i alle sind, skabe hverdag om til fest og lukke lys og glæde ind.

13 Du lille svale 13 Du lille svale du som forår bringer hjem til vort kære gamle danevang, sig mig hvor vil du hvile dine vinger, og hvem vil du forlyste med din sang. Husker du da roserne vi plukked', fiskerbåden styrer ind mod land, og fuglen til sin lille rede iler, og nattergalen sine triller slår. Mange år og mange flere dage mine tanker er endnu hos dig, kunne jeg blot drømme mig tilbage til dig min ven, så var jeg lykkelig. Hvorfor bad du om mit unge hjerte, hvorfor bad du om at elske mig, hvorfor voldte du mig al den smerte, og hvorfor var du utro imod mig? Men jeg forstod, at jeg var dig for ringe, og du forlod mig i min fattigdom. Nu trods alt en hilsen vil jeg bringe. Åh, min ven, hvor var jeg lykkelig Jeg er forladt og ene må jeg vandre, hvorhen min tunge skæbne fører mig, vi skilles ad i håbet for hverandre, og kun en tanke vil jeg ofre dig. Tekst: Gammel gårdsangervise

14 14 En dejlig dag. Når igen det er slut på en dejlig dag, hvor så mange glæder du fandt, medens klokken slår sine muntre slag, som en tak for den dag, der svandt. Mon så helt du forstår, hvad en dejlig dag er værd for det trætte sind? Du har glemt de sorger, der ligger bag, skjult af solens skidst skin. Musikvers: En gang blir det slut på en dejlig dag, før du ved, er din aften nær. Hvad du gav og tog midt i livets jag, du vil se, hvad det nu er værd. Men mindet vil farve en dejlig dag så skøn som et morgengry. Selv om hjertet slår sine sidste slag, er der altid en dag påny.

15 En sømand har sin enegang. 15 En sømand har sin enegang, som fange på en ø, lyt til en simpel enesang i mellem vind og sø. Det bruser fra den våde vej i nat og stjerneskær min tanke går til dig til dig, du er mig evig nær. Hvor brænder aftenstjernen hed Vi går mod syd og sol. Og hjemmets stjernetegn går ned mod nordens sunkne pol. Men frydefuld, med meget mod, og gerne går jeg ej. Thi min forhåbning efterlod jeg samt min ro hos dig! Mig vinker mangen yppig kyst og mangen munter havn. Et anker griber i mit bryst det venneløse savn. Thi hvad er himlen altid blå javist, balsamisk vejr og Paradis med palmer på når ikke du er nær! Så sejler man i solens glød og lummer tropevind men kuldens rose blomstrer sø min pige, på din kind. Og kokospalmen slipper frugt som slås en mand ihjel fordøm den hele hule flugt, min svale ven, lev vel! Ve alle haves vandringsmand! urolig er hans færd, som tåge, vind og skum på vand og strøm og skjulte skær. Men bærer det mod havets bund, så mangen sømands kår når søen gug rgler i min mund, til dig min tanke går! Musikvers: Men når den gule løvetand ved Sjællands grøfter gror og fra det lave grønne land man hører frøers kor når pinseløvet bryder frem på danske svale træer og alle fugle vender hjem du er mig atter nær.

16 16 En dør til fantasien. På en eng fyldt men duftende blomster er der minder der straks dukker frem. I det dugvåde græs langs en vejkant, står en dør til minderne på klem. Vi var unge og fri og forelsket der var ikke en sky i det blå vi var optændt af glæden ved livet og de drømme som vi troede på. Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage mens jeg drømmer du stadig er min. Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage mens jeg åbner en dør til fantasien. Musikvers: Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage mens jeg drømmer du stadig er min. Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage mens jeg åbner en dør til fantasien. Det vi havde engang er forsvundet men der er tanker der lister sig ind når jeg står ved de blomstrene enge med et strejf af vinden mod min kind. Der buketter af minder omkring mig og jeg ser demn igen og igen de blir ved med at blomstre som engen og jeg ved de aldrig sygner hen. Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage mens jeg drømmer du stadig er min. Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage mens jeg åbner en dør til fantasien. Ja jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage mens jeg drømmer du stadig er min. Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage mens jeg åbner en dør til fantasien.

17 Fra Halifax til Spanien. 17 Fra Halifax til Spanien med briggen Stewedor, vi sejlede med saltet torsk og otte mand om bord. Vi var tilsammen alle vi et lystigt broderkor. På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord. Så fik vi en orkan fra vest, en ren cyklon, jeg tror og stormen rev vor skøre gamle skipper overbord. Vi hev hamn op, vi vred hans skæg, endskønt han banded' og svor. på fyrre grade vestlig længde femogfyrre nord. Musikvers: Se gutter, når jeg dør engang, så kast mig overbord, imens I står ved rælingen, I snøfter lidt og glor. Så vinker jeg adjø og går på Stewedor ombord. På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord.

18 18 Farvel min ven. Farvel in ven, farvel min ungdoms kære, farvel du som mit unge hjerte har, det var med dig jeg hadde tænkt at leve, det var med dig jeg hadde tænkt at dø. Jeg følte mig så lyklig ved din side, jeg følte alting det var godt på dig, men du har fundet dig en anden pige, elsked hende mer end du elsked mig. Se stjerne som op på himlen blinker de minder om at du har elsket mig se liljerne som ud på marken vokser den aller skønneste er den der ligner dig. Sig hvorfor bad du om mit unge hjerte sig hvorfor bad du mig at elske dig sig hvorfor voldte du mig al den smerte sig hvorfor var du så utro imod mig. Tag disse blomster jeg har plukket til dig tag disse tårer jeg har grædt for dig tænk du på mig når sommeruvejr raser tænk du på mig at jeg aldrig glemmer dig. Tak for hver studn du kærlig mig omfavned tak for hver kys du trykked mod min mund den tid en kommer aldrig mer tilbage du har bevist hvem du nu elsker her. Ja så farvel, farvel min ungdoms kære farvel du som mit unge hjerte har men op i himlen bliver sidste møde det møde som du ikke nægte kan. Ja op i himlen bliver sidste møde det møde som du ikke nægte kan.

19 Fiskerpigens sang. 19 Hvor bølgen ruller og hvor stormen suser der står en hytte på den øde strand hvor mørke klitter strækker sig langs kysten der er mit hjem, der er mit barndomshjem. Jeg var så ung og glad for alt i livet en kæk og munter sømand blev min ven han rejste bort ud på de store have men loved' mig at komme snart igen. Der kom et brev med bare et par linier det var hans ven som sendte disse ord en stormfuld nat forliste vores skude og den du elsker er ej mer' på jord. Jeg læste gang på gang det onde budskab og tårerne sig frem i øjet tvang men så en dag da sorgen dybt mig tynged' gik døren op - en munter stemme sang. Min egen ven her har du mig tilbage det triste brev det talte ikke sandt mit skib gik ned men skæbnen var mig nådig jeg reddet blev og livets lykke vandt. Mit skib gik ned men skæbnen var mig nådig jeg reddet blev og livets lykke vandt.

20 20 Go'nu nat Go'nu nat og gå nu lige hjem, mens du endnu er ved dine fulde fem. Jeg ved godt at på din vej, lurer fristelser på dig, og du kan ikke sige nej. Go'nu nat og gå nu lige hjem. Go'nu nat og gå nu lige hjem, eller skævt når bare du når uskadt frem. Kig på månen, - den er hal' som en knækket æggeskal der har fået et lille knald. Go'nu nat og gå nu lige hjem. Go'nu nat og gå nu lige hjem, der er dem, - der holder dørene på klem, jeg tar hele døren af, venter på dig, - nat og dag ja,ja, ja, ja, ja,ja, Go'nu nat og gå nu lige hjem. Vi har sunger, vi har grædt og grint, Ja i flere timer har vi haft det fint Det gir no'et at tænke på nu hvor timerne blir blå og vi snart skal til at gå, Go'nu nat og gå nu lige hjem. Go'nu nat men gå nu ikke bort. Vi har livet for os, - selv om det er kort. Vi skal dele tykt og tyndt, bare se og få begyndt. Vi er ikke kun til pynt. Go'nu nat og gå nu lige hjem Benny Andesen

21 Glitrende hav. 21 Intet som hav og bølger kan drage, uroen kalder længslerne frem. Den der vil sejle lever med savnet delt mellem havet og sømandens hjem. Blændende hav, glitrer som rav, vindstille dage du sømanden gav. Lysere klang, bølgernes sang, hør det endnu en gang. Den der har sejlet talløse timer kender til havets storhed og magt. Tankerne følger dønningers rullen, vinden er med på den ensomme vagt. Stormfulde hav, glitrer som rav, søvnløse nætter du sømanden gav, Dybere klang, bølgernes sang, hør det endnu en gang. Musikvers Solen står op og svinder i farver, milevidt hav får skyernes glød. Sømanden sejler mod horisonten, føler sig fri som de bølger der brød. Skinnende hav, glitrer som rav, vindstille dage du sømanden gav. Lettere klang, bølgernes sang, hør det endnu en gang Inger Lauritzen

22 22 Gillelejevalsen. Ved så skøn en strand, som man ønske kan, hist ved Kattegat og Øresundets bred, ligger byen, som jeg vil synge om, for det er dog det bedste sted jeg ved. Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby, mange glade minder gemmer jeg om dig. Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry, hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej. Som'ren frisk og sund, svale aftenstund, drager glade gæster til fra fjern og nær. Vi ved klitters kant, fred og hvile gandt, derfor har vi dig allesammen kær. Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby, mange glade minder gemmer jeg om dig. Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry, hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej. Musikvers: Mangt et sted jeg så, som jeg sige må, der var skønt at se, og højt jeg prise kian, men hvorhen jegt kom. vidt i verden om, så længtes jeg mod dig og Danmarks land. Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby, mange glade minder gemmer jeg om dig. Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry, hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej.

23 Hirsholmene 23 I segrønne øer i Kattegattes blå Med sten i smulde vande som måger sidder på Fra Frederikshavn I skimtes i solskin i profil Og bølger bærer budskab fra strand til strand med il. På hovedøen rækker et kampstensfyr mod sky Om skærene det melder som bådene må fly En kirke uanselig sig tegner uden tårn Endnu den kan dog stemme til andagt som tilforn. En håndfuld lave huse de fleste af granit Jo vel, en kende ensomt, men - åh, hvor er her frit To øer af de mindre, men vidt er deres hav Og bølgerne ved solfald bli'r smeltet guld og rav. Ej sært, at i os tager om hjertet med jer ro Ej sært, man kunne tænke sig altid her at bo Lad tiden understrege det sammensattes værd Vi møder enkeltheden i hellig enfold her.

24 24 Hvor mågerne skriger. Hvor mågerne skriger mod skumhvide bølger, hvor markerne mødes med himmel og hav, hvor fyrbakken skråner mod lerede skrænter, og strandbredden lokker med sten og med rav. Hvor klitten bli'r gul af den blomstrende snerre, hvor tårnfalken står i den lysende luft, hvor brombær får farve i solvarme kløfter, og havbrisen blandes med hyldenes duft. Hvor fiskernes jolle i færgernes følge, fra daggry kan skimtes på Skagaraks vand, hvor kirker og gårde med kalkede længer, står hvide i sollyset ind over land. Hvor sproget får liv af det lavmælte lune, når sindet er sorgløst, og tanken bli'r kåd hvor styrke og mandsmod forties i tale, med stundom blev røbet ved djærveste dåd. Kun der cil jeg være når foråret kommer, når trækfuglen flyver med kursen mod nord, kun der kan jeg finde den fuldendte tværing, med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord.

25 Hjemmebrænderiet 25 Jeg bor her i Stenhøj i't skævt lille hus alene, rent bortset fra rotter og mus. I gården et lokum og bagved et skur, og i det står mit brændevinsapparatur. Det syder affusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin. Min bedstemor brændte sin brændevin selv, det slog både hende og manden ihjel. De drak aldrig selv, men for heden den dag brænderiet røg i luften med et helvedes brag. Det syder af fusel... Min fa'er han brændte i syv-og-tres år, men så blev han snuppet af tolden i går. Så mor har skaffet et nyt apparat og har sat produktionen i gang i en fart. et syder af fusel... Det hænder jeg selv ta'r en ordentlig syp, mens jeg lytter til dråbemes sagte dryp-dryp, Det er som musik fra et fint instrument, - for jeg ved det er sprit på omkring tres procent. Det syder af fusel... Hvis du har få't lyst til at smage det selv, så kom kun til mig - helst når dag' n går på hæld, slå tre slag på ruden og stik mig en tier, så får du en sjat af min livseleksir. Det syder affusel og bobler af gær, din lever ta'r skade, og øjet får stær. Det smager som rævepis og terpentin, men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin. Tekst: Jens Memphis - Trad.irsk melodi ved Carsten Holst

26 26 Hammer hammer fedt Jeg si'r halleluja Jeg råber højt hurra Jeg triller lidt med tungen tra la la la la la Jeg står og griner fjoget Jeg letter grydelåget Ha' en herlig weekend og vi ses Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt Vinden den er go', go' for mere end to Smil til hele verden syng en sang for lærken Ha' en herlig weekend og vi ses Jeg har en gummiged og den er hammerfed Den lugter under skovlen af rigtig gummisved Jeg letter på kasketten solskind på rumpetten Ha' en herlig weekend og vi ses Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt Vinden den er go', go' for mere end to Smil til hele verden syng en sang for lærken Ha' en herlig weekend og vi ses Som Gud og hver mand ved så var det stemmeskred I al beskedenhed så var det kærlighed Jeg stod og sov i timen og pludselig lød en kimen Jakob du' valgt til præsident Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt Vinden den er go', go' for mere end to Smil til hele verden syng en sang for lærken Ha' en herlig weekend og vi ses Tekst & Musik: Jacob Haugård

27 Hvormår er der dejligst i Danmark. 27 Hvornår er der dejligst i Danmark? Når alt er forventning, og småblomsters hær bebuder, at våren er nær. Når lyset ta'r til, mens lærkernes spil os stremmer til andagt i dagningens skær. Når bøgen står grøn og vidunderlig skøn, ja, da er der dejligst i Danmark. Hvornår er der dejligst i Danmark? Når ager og eng står i sommerens tegn, og markerne skriger på regn. Når skovbryn og strand er ferieland. Når pindsoen pusler i havernes hegn. Når kornet står gult, og når vandet er smult, ja, da er der dejligst i Danmark. Og snart bliver aft'nerne mørke. Men kornmodet flimrer i kimmingens rand, når høsten går ind over land. De svingende læs bli'r knejsende hæs, og løvskoven står som en funklende brand. Når natten får klang under trækfugles sang, ja, da er der dejligst i Danmark. Med et er det vinter i Danmark, I mulde sig gemmer de slumrende frø, der venter på vårbrud og tø. Men vinden bli'r hvas, og frosten bli'r kras, snart stivner den blånende bølgende sø. Vi drukner i sne, ja, men da må vi le, thi da er der dejligst i Danmark. Hvornår er der dejligst i Danmark? Hver dag er en gave, Et under. En leg. Hver dag er den bedste for mig. Vær glad, du er til. Det vekslende spil kan stemme dit sind i september som maj. I høst som i vår og i skiftende kår, vi ved, der er dejligst i Danmark.

28 28 Han hade seglat för om masten. Han hade seglat för om masten som en man ut i många år Han hade seglat med förskjutning i lasten fra Friisco til Singapore. Han hade seglat med frans-män och Britter och med dem som betalt honom bäst Han hade slungats mot Sydjyllands klitter en gång i en storm från sydväst. Han rum var den gråa skansen, och hans bädd var den hårda koj hans hem var den mörkblå Atlanten i storm, som i dyning loj. Hans dröm var en annan skuta en annan kock og kapten Två flickögon bakom en ruta som han sett vid kvällslampans sken. Hans liv det var de tusen haven det var rus på nen snuskig krog. Et slagsmål, en dans med en Eva, som tog hans pengar og log. En ändlös kedja av vakter när stormen ligger i en törn vid ratten där akter en stormnatt när skutan låg bi. Men så en dag det sig hände det var i en Kinahamn Dä kom dåa en skuta han kände som bar hembygdens namn. Han blev lite röd om kinden, när skeppet med ens fölle av og flaggan slog ut för vinden, den flagg som han en gång höll av. Han såg den, fast svart av röken och blekt av tropikernas sol Han hörde den fladdra likt göken som i hembygdsskogarna gol. Och den var gul som ett skälvande klänge han sett i flickas hand För första gången på länge han mindes sitt fädernesland. Han mindes då en röd liten stuga någonstans i ett hölja skyggt, där höga treädstammar buga sig inför så skön en byggd. Han hörde flickskratt ifrån logen och en välbekant dragtspelslåt Han mindes en gång uti skogen, och slutligen brast han i gråt.