Blogposter oprindelig publiceret på om den hippokratiske skriftsamling Corpus Hippocraticum

Transkript

1 1 Hippokrates Blogposter oprindelig publiceret på om den hippokratiske skriftsamling Corpus Hippocraticum ved cand. mag. i græsk og latin Kirsten Jungersen, Medicinsk Museion Indholdsoversigt side 1-2 Forslag til søgeord side 3 Om den gamle lægekunst side 4 Hippokrates og luft side 4 Hippokrates og epidemier side 5 Hippokrates og død side 6 Hippokrates og kriserne side 7 Hippokrates og eden side 8 Hippokrates og lægelig etikette side 9 Hippokrates og menneskets ernæring side 10 Hippokrates og fordøjelsen side 12 Hippokrates og skånekost side 13 Hippokrates og prognoser side 14 Den hellige sygdom side 15 Hippokrates og lægefejl side 16 What is now proven was once imagined side 17 Det modsatte er det modsattes lægemiddel side 17 Hippokrates og trepanation side 18

2 2 Hippokrates i arbejde side 19 Hippokrates og kirurgien side 20 Hippokrates som læge side 22 Nature of Man side 23 Hippokrates og åreladning side 24 Brugte Hippokrates lægeigler? side 25 Hippokrates og fedme side 26 Hippokrates og aforismerne side 27 Hippokrates og de gamle side 28 Hippokrates og balancen mellem mad og motion side 29 Hippokrates og patientens pligt side 30 Hippokrates fra Kos og lægeskolen i Knidos, 1 side 31 Hippokrates og det rette øjeblik side 32 Hippokrates fra Kos og lægeskolen i Knidos, 2 side 33 En hippokratisk fidus? side 34 Hippokrates og naturen side 35 Hippokrates og menneskets anatomi side 36 Hippokrates og hjernen side 37 Hippokrates og tallet syv side 39 Hippokrates og forskellige skavanker side 40 Portrætter af Hippokrates side 41 Titelregister side 42-45

3 3 Forslag til søgeord Brug søgefunktionen i Adobe Reader til at finde eksempelvis disse emner: abort, aër, Affections, aforisme, af sig selv, Airs (Waters Places), amputation, anatomi, Ancient Medicine, Anónymus Londinénsis, Aphorisms, apopleksi, Aristoteles, Avicenna badeforhold, bandage, blodets kredsløb, Breaths, brændejern, byzantinsk miniature Coacae Praenotiones, contraria contrariis curantur Decorum, de fire elementer, Den hellige Syge, den hippokratiske bænk, den hippokratiske ed, Dentition, Diseases, dissektion, diæt, dóxa, Dreams Empedokles, enkéfalos, Epidemics, Epikur, epilepsi, epistéme, et måltid om dagen Facies Hippocratica, Fistulas, Fleshes, flux, fordøjelse, fýsis, fødevarekatalog Galén, Glands, Glyptoteket, guderne Haemorrhoids, held, Heraklit, Herodot, hirudines, hjerne, humoralpatologi, Humours, høresans idiot, igle, ilt, Instruments of Reduction, Internal Affections, In the Surgery kairós, kirurgi, Knidos, Kos, krise Law, legemsvæsker, livsvarme, luft, lægekunst, lægefejl, lægeløfte melankoli, Mochlikón, muskler natur, Nature of Man, nómos, Nutriment, nyserod, næring On Fractures, On Joints, On Wounds in the Head, operation, Ostia, oxymel, oxýs pest, Physician, Places in Man, Platon, pneûma, Precepts, primum non nocere, Prognostic, Prorrhetic Regimen, Regimen in Acute Diseases, Regimen in Health, rygmarvstæring sang, sjæl, skytherne, skånekost, stemmen, stryknin The Art, The Canon, The Oath, Theofrast, The Sacred Disease, to elementer, to legemsvæsker, trepanation Ulcers, Use of Liquids varme, vis medicatrix naturae

4 4 åreladning Om den gamle lægekunst I samlingen af hippokratiske skrifter findes der et fra slutningen af 5. årh. f.kr. med titlen Om den gamle lægekunst. Det er fra Hippokrates tid og muligvis, men ikke nødvendigvis, skrevet af ham selv. De fleste af de hippokratiske skrifter har en titel som på græsk begynder med Om (Perí). Dette Om plejer man at udelade i oversættelsen således kalder man på latin dette skrift for Vetus Medicina og på engelsk for Ancient Medicine. Det er et af de få hippokratiske skrifter som findes oversat til dansk. Det har Hartvig Frisch gjort i 1918 i en lille bog med titlen: Hippokrates. To polemiske indlæg fra lægekunstens første dage. Det ene indlæg er Om luft, vand og steder, det andet er Om den gamle lægekunst med Hartvig Frischs ordrette gengivelse af skriftets titel. Han har forsynet oversættelsen med en udmærket indledning og understreger med sin bogtitel skriftets polemiske karakter. Deri ligner det et andet skrift The Art fra samme periode. Indholdsmæssigt er Om den gamle lægekunst og The Art heller ikke fjernt fra hinanden. De handler begge om at etablere lægekunsten som et særskilt og professionelt udøvet fag. The Art forsvarer lægernes dygtighed mod kritiske røster, og Om den gamle lægekunst afstikker grænserne til andre fag på følgende måde: Lægekunsten var fra oprindelsen (deraf titlen) beslægtet med fag som agerbrug, kogekunst og idræt. Disse fag beskæftiger sig også med menneskets díaita som det hedder på græsk, d.v.s. livsophold og levevis. Men lægekunsten adskiller sig ved at sætte díaita i forhold til sundhed og sygdom (her kommer diæt ind) og må derfor indhøste langt flere erfaringer og arbejde mere detaljeret. Lægekunsten var også nært beslægtet med periodens filosofi i spørgsmål som: Hvad er et menneskes natur og grundbestanddele? Men den forskel der udpeges, er filosofiens tilbøjelighed til forenklende generaliseringer og verdensfjerne tankespind. Erfaringen kommer før spekulationen for en hippokratisk læge. Som eksempel på en alt for spekulativ filosof nævnes Empedokles (han var også læge, men ikke hippokratisk læge). Empedokles er ophavsmand til læren om de fire elementer, og da den senere såkaldt hippokratiske medicin var kendt for læren om de fire legemsvæsker (blod, slim, sort galde, gul galde), er det overraskende at der tages så klart afstand fra netop ham. Hippokrates og luft På Hippokrates tid i 5. årh. f.kr. var læren om de fire elementer: luft (aër), vand (hydor), jord (gaia) og ild (pyr) blevet fremsat af filosoffen Empedokles.

5 5 I samme århundrede blev luftens afgørende betydning for menneskets liv og forstand udtrykt helt klart af Diogenes af Apollonia. De hippokratiske skrifter har et mere praktisk og mindre generelt sigte. To af skrifterne kan vi med en vis sandsynlighed regne for Hippokrates egne, nemlig Om den gamle Lægekunst og Om Luft, Vand og Steder. De er begge oversat til dansk af Hartvig Frisch i 1918 under titlen Hippokrates to polemiske indlæg fra lægekunstens første dage. Om den gamle Lægekunst tager direkte afstand fra Empedokles lære om de fire elementer, så der er ikke tvivl om Hippokrates holdning. Alligevel kunne det andet skrift Om Luft, Vand og Steder efter titlen at dømme handle om elementet luft. Det gør det imidlertid ikke, og jeg vil derfor give titlen en mere forklarende oversættelse: Luft er i titlen en gengivelse af det græske ord aër, men aër er sat i flertal, og det er vand (og steder) også, hvilket man ikke så godt kan gengive på dansk. Om lufte, vande og steder ville lyde underligt, men det er den ordrette oversættelse. På engelsk følger man tallet og oversætter: Airs, Waters, Places, idet man stryger det lidt unødvendige Om. På fransk er titlen også i flertal og uden Om ( Airs, eaux, lieux ). Skriftet handler om hvordan luft og vand kan variere i forskellige egne, og at den omrejsende læge gør klogt i at studere klimaets betydning for den lokale sundhedstilstand, inden han skrider til behandling. Luft og vand er således underordnet stederne i titlens tilsyneladende sideordnede opremsning. Mit forslag til en alternativ oversættelse er: Om luft, vand og andre lokale forhold. Der findes et andet græsk ord for luft som i den tidligste tid bruges lidt i flæng med aër. Det er ordet pneuma. Efter Hippokrates tid spiller pneuma en stor rolle hos lægerne Erasistratos i Alexandria (3.årh.f.Kr.) og Galén i Pergamon og Rom (2.årh.e.Kr.). Pneuma bliver til begrebet ånd, på latin spiritus, med alle dette ords religiøse betydninger. Hippokrates og epidemier De gamle grækere havde også epidemier, de kaldte dem bare noget andet. De kaldte dem pest (loimós). Iliaden beskriver en pest under Trojas belejring, og tragedien Kong Ødipus beskriver en pest i Theben. Også historieskriveren Thukydid bruger ordet loimós om pesten i Athen på Hippokrates tid. (I Athen har man udgravet vandrør af terrakotta fra 6. årh. f.kr. til sammenligning med de københavnske vandrør af træ i brug under koleraepidemien i 1853). Også i de hippokratiske skrifter bruges betegnelsen loimós, således i det hippokratiske skrift Breaths : Der er to former for febersyge: den ene er fælles for alle og bliver kaldt loimós, den anden.. (derefter taler forfatteren om såkaldt sporadiske (spredte) sygdomme).

6 6 I Regimen in Acute Diseases som tilskrives Hippokrates selv, står der: Når der nemlig ikke har været noget pestagtigt (loimódes) sygdomsbillede fælles for alle på spil i befolkningen, men der kun sporadisk optræder akutte sygdomme,... Her optræder i den græske tekst foruden den sædvanlige betegnelse loimós ordet epidemése som kan oversættes: på spil (på besøg) i befolkningen. Denne oprindelige betydning af epidemi bruges lige så godt om et fredeligt besøg i en befolkning som om et aggressivt sygdomsangreb. Et udpræget fredeligt besøg i en befolkning kan man f.eks. tale om, når en omrejsende læge kommer til en egn og tilbyder sine tjenester. Dermed er der en mulig forklaring på titlen på det hippokratiske skrift Epidemics I-VI (hvoraf I og III regnes for skrevet af ham selv). De handler nemlig ikke om epidemier i vor forstand (med en enkelt mulig undtagelse i Epidemics III ), men om den omrejsende læges bekrivelse af enkeltvise eller udbredte sygdomstilfælde knyttet til bestemte egne han har besøgt, og om egnenes klimatiske forhold. Det ville vi snarere betegne som endemiske sygdomme, ikke epidemiske. Titlen passer derimod fint, hvis det er lægen selv som er epidemisk (d.v.s. på besøg i forskellige befolkninger). Først senere begynder man at skelne mellem endemiske sygdomme som konstant forefindes i en egns befolkning, og epidemiske som en vis tid kommer på besøg udefra. Hippokrates og død Epidemics I og III som normalt tilskrives Hippokrates med en usikker datering til ca. 410 f.kr., indeholder 42 sygehistorier hvoraf hele 25 ender med patientens død. Holdningen er ærlig og strengt videnskabelig, og formålet synes at være at studere vanskelige sygdomsforløb snarere end at fremhæve den pågældende læges mere eller mindre vellykkede behandlinger. Døden repræsenterer ikke lægens fiasko, men naturens ubønhørlighed som fagligt set ikke giver anledning til følelsesmæssige kommentarer. En af tragediedigteren Sofokles smukke korsange i Antigone udtrykker de forventninger man omkring 440 f.kr. havde haft i Athen til lægers formåen. Korsangen handler om menneskets vældige evner og deraf følgende valg mellem godt og ondt. Anden strofe slutter med disse stolte ord om mennesket (i Niels Møllers oversættelse fra 1894): Overalt véd han vej; rådvild nåer ham ingen hændelse; kun døden ej fik han magt til at fly, men sotens vælde slagen hans vilje lyder. Det er en stor tillidserklæring til lægerne Sofokles her udtrykker. Kun døden er uafvendelig, men mennesket (i dette tilfælde lægen) har vundet kampen mod soten.

7 7 At den kamp var vundet, blev grusomt modbevist kort tid efter, da Athen i 430 f.kr. blev ramt af en frygtelig pest (loimós) som lægerne intet kunne stille op imod, men tværtimod selv var mest udsat for på grund af den nære kontakt med de syge. Sofokles bruger i sin korsang ikke direkte ordet loimós hvor der i oversættelsen står soten, men et udtryk der ordret betyder: sygdomme man ellers ikke kan stille noget op imod. På det tidspunkt hvor Epidemics I og III blev skrevet, havde man altså god grund til at besinde sig på dødens uafvendelighed, og flere århundreder senere kunne man møde den nøgterne holdning igen, da Paulus kom til Areopagos i Athen og forkyndte det glædelige budskab om den genopstandne Jesus for de vantro grækere. Nogle af dem slog simpelthen en hånlatter op ( Apostlenes Gerninger 17,32 ). Hippokrates og kriserne I de hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr. har ordet krise ikke kun den negative betydning som det har nu, men det betyder at der fældes dom over sygdommen. En dom som lige så godt kan gå i positiv som i negativ retning (helbredelse eller død). De kritiske dage er de dage hvor denne afgørelse finder sted som regel i forbindelse med en renselse (kátharsis) som opstår naturligt ved menstruation, opkastning, ophostning, afføring, vandladning, udskillelse af pus eller stærk svedafsondring. Sygdommens drama udspiller sig næsten som et drama på teateret hvor et omslag i handlingen (ofte i form af en genkendelse), afslører for tilskuerne om der bliver en lykkelig afslutning eller ej. Ved en krise er det ikke lægen som fælder en dom, hans opgave er at udlægge den og give en prognose ud fra et grundigt kendskab til lignende sygdomsforløb. I Epidemics I VII beskrives mere end 450 sygehistorier med deres kriser. (Et par sent nedskrevne skrifter med titlerne Om kriser og Om de kritiske dage består kun af gentagelser fra tidligere værker). I farlige tilfælde skal man holde øje med alle rettidige og velfordøjede udsondringer alle vegne fra eller med gode og betydningsfulde affaldsprodukter. Det velfordøjede tilkendegiver en snarlig krise og en sikker helbredelse, men det rå og ufordøjede og det som bliver til dårlige affaldsprodukter, tyder på udeblivende krise, smerte, langvarighed, død eller gentagelse af det samme. Hvad af dette som vil være mest sandsynligt, må ses af andre tegn. Man skal lære sig at kunne gøre rede for forhistorien, forstå den øjeblikkelige situation og forudsige hvad der kommer til at ske. ( Epidemics I, 11 ). De hippokratiske læger forventede i de fleste sygdomme en stor regelmæssighed i forekomsten af kriser formentlig ud fra erfaringer med malaria som kan forløbe regelmæssigt med en eller to feberfri dage mellem anfaldene, men også optræde med uregelmæssige anfald. Uregelmæssighed i sygdom varsler et langt forløb. Det er krisen som er befrielse for sygdom. ( Precepts XIV).

8 8 De navngivne patienter i Epidemics I, 20 kunne have flere kriser som ikke altid forløb lige regelmæssigt, men lægerne registrerede alligevel omhyggeligt alle sygdommens faser (i dette tilfælde en smertefuld hævelse ved ørerne): Med hensyn til kriserne som vi jo vurderer ud fra, forløb de enten ens eller forskelligt, som med de to brødre som begge begyndte på samme tid, og som lå syge ved Epigenes sommerbolig. Af dem fik den ældste krise den sjette dag, og den yngste den syvende. Sygdommen vendte tilbage for dem begge to på samme tid efter fem dage, og efter tilbagefaldet kom der krise for begge to samtidig på den syttende dag. For de fleste faldt krisen på sjettedagene, sygdommen gik i stilstand i seks dage, og efter tilbagefald kom der krise på femtedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i syv dage, og efter tilbagefaldet havde de krise på tredjedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i tre dage og havde krise på syvendedagene. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i seks dage, sygdom i tre dage, stilstand i en, sygdom i en dag og dernæst krise som Euagon, søn af Diatharses. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i syv dage. Efter tilbagefald var der krise på fjerdedagen, som hos Aglaidas datter. Hippokrates og eden Af alt det som er bevaret med tilknytning til Hippokrates, har lægeløftet haft det længste liv. Mange steder i verden aflægger læger stadig efter endt uddannelse et løfte som er mere eller mindre inspireret af Den hippokratiske ed. I Danmark bruger man det løfte som blev formuleret i 1815 af den senere medicinske professor og overlæge ved Det kongelige Frederiks Hospital, Johan Daniel Herholdt ( ). Det oprindelige græske løfte (Hórkos) findes oversat til latin under titlen Iusiurandum som forkortes Jusj., på engelsk hedder det The Oath og på dansk Eden. Løftet er oversat til dansk af filologen J.L. Heiberg i 1892 (genoptrykt i 1929), men også af Hartvig Frisch i 1918 og af mig til brug for min artikel i Bibliotek for Lægers temanummer om lægeløftet, dec (Bibliotek for Læger). Det er Heiberg som har stået for den internationale udgivelse på græsk i Corpus Medicorum Graecorum fra Indholdsmæssigt kan Eden opdeles i en indledning med påkaldelse af guderne, en første del, som indeholder lægens forpligtelser over for lægekollektivet, og en anden del, som opregner de individuelle etiske regler. Jeg sværger ved lægeguden Apollon og Asklepios og Hygeia og Panakeia og samtlige guder og gudinder og sætter dem som dommere over, at jeg efter evne og skøn overholder følgende ed og kontrakt: Jeg vil sætte den, som har oplært mig i denne kunst, lige med mine forældre, og jeg vil dele min livsførelse med ham og stille mine midler til rådighed for ham, hvis han har brug for det.

9 9 Jeg vil regne hans afkom for mine egne brødre og uden aflønning og kontrakt undervise dem i denne kunst, hvis de ønsker at lære den. Jeg vil give adgang til både instruktion og forelæsning og hele den øvrige faglige kunnen for mine egne og min lærers sønner og for de elever, der har skrevet under og aflagt ed efter den lægelige konvention, men ikke for nogen anden. Jeg vil udføre behandlingerne til gavn for de syge efter evne og skøn, men vil afholde mig fra at bruge dem til skade og uret. Jeg vil ikke udlevere noget dødbringende lægemiddel til nogen, selv hvis jeg bliver bedt om det, og jeg vil ikke stille min ekspertise til rådighed for noget sådant. På samme måde vil jeg heller ikke give en kvinde et fosterfordrivende indlæg. Rent og fromt vil jeg forvalte mit liv og min kunst. Jeg vil på ingen måde heller skære for sten, men jeg vil overlade det til de mænd, der har denne beskæftigelse som håndværk. I hvert hus, hvor jeg får min gang, vil jeg træde ind til gavn for de syge og holde mig fjernt fra enhver bevidst uret og fortræd ikke mindst seksuelle overgreb over for kvinde- og mandekroppe, både frie og slaver. Hvad jeg får at se og høre under lægegerningen, ja også i livet uden for lægegerningen, af noget, som man ikke skal omtale videre, vil jeg tie om og regne den slags ting for at være underkastet tavshedspligt. Hvis jeg holder dette løfte og ikke bryder det, lad mig da have glæde af min livsførelse og min lægekunst ved at have et godt ry hos alle mennesker til evig tid. Men hvis jeg overtræder det og sværger falsk, skal det modsatte ske. Hippokrates og lægelig etikette Der findes flere værker i den hippokratiske skriftsamling som er beregnet på at instruere begyndere i medicinstudiet i lægens korrekte opførsel over for patienter, pårørende, kolleger og kvaksalvere. Det gælder Law, Precepts, Physician I og Decorum som alle er sent nedskrevne. Disse småværker om etikette tåler ikke på nogen måde sammenligning med Eden som er den vigtigste kilde til hippokratisk etik, men de giver direkte og indirekte et broget billede af det sundhedsmæssige marked og dermed en god forståelse for de mange uskrevne regler (der var ikke lovgivet på området) som den hippokratiske læge adlød i modsætning til andre, og som vi i dag uden videre tager for givet. Det lille skrift Law (på græsk Nómos ) har sammenligninger og sprogbrug som afslører at det tidligst er fra 4.årh.f.Kr. Den der vil undervises i lægekunsten, sammenlignes med den frugtbare jord og skal (helst fra en ung alder) modtage lærerens undervisning som såsæden.

10 10 Kvaksalvere sammenlignes med statisterne i tragedier som skjult bag maske og påklædning gav det ud for rigtige skuespillere. Der er to former for viden: videnskab (epistéme) og formodning (dóxa). Den første bevirker indsigt, den anden at man handler i blinde. Precepts (instruktioner) kan dateres som sent nedskrevet, fordi sprogbrugen viser stor inspiration fra filosoffen Epikur ( f.kr.). Epikur er af eftertiden uretmæssigt blevet opfattet som blot nydelsesfilosof. Han opstillede snarere realistiske, langsigtede mål for det gode liv som ikke lå langt fra lægeverdenens virkefelt. Næsten alle oldtidens filosoffer har sat deres aftryk på lægekunsten, og lægekunsten på filosofien. Foruden oplysninger om etikette og beskrivelse af kvaksalvere som i Molières komedier rummer Precepts afsnit om udviklingen af lægekunsten som foregår ved at noget af det endelige mål iagttages i hvert enkelt tilfælde og sammenfattes i en helhed. Physician I (senere datering) adskiller sig fra de øvrige 13 afsnit af Physician ved at beskrive den ideelle læges sjæl og krop. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at han opfører sig diskret og taktfuldt, han bør også sørge for selv at se sund og velsoigneret ud. Han kan f.eks. godt bruge vellugtende olier, men det må ikke være påfaldende. Han må ikke være alt for dyster eller alt for lattermild, og han skal være retfærdig og ens mod alle. Decorum (meget sen datering) er endnu mere detaljeret m.h.t. den rette opførsel. Alt bør være velgennemtænkt, når man træder ind hos den syge, og man skal være yderst opmærksom på sine bedside manners som det også hedder på græsk (prosedría). Man skal kunne sine farmaka de er begyndelsen, midten og fuldendelsen i lægekunsten. Hyppige besøg tilrådes for at holde øje med sygdommens udvikling, og om patienten følger anvisningerne om nødvendigt sættes en student som vagt. Selv om disse småskrifter dateres til en senere periode, er indholdet som helhed i overensstemmelse med den hippokratiske tradition. Lægen skal f.eks. opmuntre patienterne og udvise broderlig adfærd over for kolleger. Som der står i Precepts : Hvis der er menneskekærlighed (philanthropíe), er der også kærlighed til kunsten (philotechníe). Hippokrates og menneskets ernæring Næringens kraft når til knoglen og alle dens dele, til sene, vene, arterie, muskel, hinde, kød, fedt, blod, slim, marv, hjerne, rygmarv, indvolde og alle deres dele. Den når indefra til hår, negle og til den yderste overflade. Udefra når næringen fra den yderste overflade til det inderste (d.v.s påsmurt huden).

11 11 Disse og de følgende citater er taget fra det hippokratiske skrift om menneskets næringsstoffer som på engelsk har titlen Nutriment, og på latin De alimento. Med næring menes alt som den menneskelige forbrænding har brug for, altså også luft: Lungerne drager næring som er modsat legemets, hele resten af kroppen drager den samme. Indåndingens næring begynder ved næseborene, munden, luftrøret, lungerne og resten af åndedrættet. Fødens næring, hvad enten den er flydende eller fast, begynder ved munden, svælget, bugen. Den allerførste næring kommer gennem maveskindet hvor navlen sidder. Denne lægelige erkendelse af næringsomsætningen leder tankerne hen til det berømte citat af Heraklit (omkring 500 f.kr.): Man kan ikke to gange gå ned i den samme flod, idet floden tydeligt nok forandrer sig med nye strømme af vand, mens også menneskekroppen er underkastet samme uendelige forandring. Meget andet i skriftet minder ligeledes om Heraklit: formens korte aforismer, indholdets opstilling af modsætninger og dets dunkelhed. Forskerne har da også foreslået et udvalg af mulige forfattere lige fra Heraklit selv til en lægeligt interesseret filosof, en filosofisk interesseret læge eller Hippokrates i det spekulative hjørne. En antik tradition henfører det til Hippokrates, men det er vanskeligt foreneligt med de skarpe udfald mod filosoffer i andre af de hippokratiske skrifter, så den henføring kan de fleste moderne forskere ikke godtage. Skriftet er klart mere filosofisk spekulerende end lægeligt iagttagende. Også dateringen er vanskelig på grund af flere filosofiske smuler som findes langt større udfoldet hos Platon, Aristoteles og stoikerne. Er de mon senere levn, så skriftet er forfattet så sent som i den hellenistiske periode (323 f.kr. 30 f.kr.), eller er de tidlige spirer, så det er fra ca. 400 f.kr., og dermed stadig kan være af Hippokrates? En nærmere analyse af sproget siges at pege i retning af den sene datering. Den måde maden ifølge Nutriment transporteres rundt på, betegnes blot som fugtighed. Fugtighed er næringens bærer. Blod nævnes ligesom mælk som et overskudsprodukt og ikke som en af de fire legemsvæsker der senere kom til at være en fast bestanddel af den hippokratiske lære. Blodets kredsløb blev først erkendt langt senere af William Harvey. Han publicerede sin afhandling om dette i 1628, og Malpighi tilføjede det endelige kendskab til kapillærerne i Et par citater mere fra Nutriment : Når man har brug for et hurtigt tilskud, er et flydende middel bedst til at genvinde kræfterne med. Når man har brug for et endnu hurtigere, går det gennem lugtesansen. Når man skal have et langsommere tilskud, er det fast føde.

12 12 Faste muskler nedbrydes senere end andre kropsdele med undtagelse af knogler og sener. Veltrænede kropsdele forandrer sig ikke så meget. Hippokrates og fordøjelsen Der er ingen tvivl om at de hippokratiske læger fra 5. og 4. årh.f.kr. var meget interesserede i den forvandling (metabolé) som maden undergår på sin vej igennem kroppen. De anså nemlig rådgivning om kost og motion som et af deres vigtigste lægelige virkemidler, og de havde samlet erfaring ved at studere alle kroppens udsondringer. Den hippokratiske kriselære og de forskellige teorier om kropsvæsker som senere blev til humoralpatologien, bygger ligeledes på fordøjelsens betydning for helbredelse i form af en afbalanceret væskeblanding (krâsis). Ikke desto mindre finder man sjældent i de hippokratiske skrifter nogen nærmere beskrivelse af denne vigtige proces, men kun at det var en slags kogning (pépsis). De indre organer nævnes heller ikke i denne sammenhæng, men betegnelsen bughulen (koilíe) kan anvendes om hele det fordøjelsessystem som følger efter munden (stóma) og spiserøret (stómachos). Derfor virker det meget lovende, når man i et skrift uden for den hippokratiske samling kan læse denne sætning: Dette er hvad Aristoteles mener angående Hippokrates. Sætningen står i en papyrus fra ca.100 e.kr. hvorpå en skriver har kopieret og refereret nogle ældre forelæsningsnotater. Da der ikke er angivet nogen ophavsmand til notaterne, kalder man ham Anónymus, og da papyrus en blev erhvervet af British Museum (i 1890), kalder man den Anónymus Londinénsis. Den pågældende sætning holder ikke uden videre hvad den lover: i stedet for Aristoteles (4.årh.f.Kr.) skal man forstå hans elev Menon, og Hippokrates er muligvis heller ikke den rigtige Hippokrates (5.årh.f.Kr.). De udsagn der tillægges ham (om sygdomsårsager) findes nemlig stort set kun i skriftet om åndedrætsluft som sædvanligvis ikke regnes for hippokratisk. Sidste del af denne papyrus handler om teorier om åndedræt og fordøjelse som også hørte sammen i det hippokratiske skrift Nutriment. Der nævnes læger som virkede efter Hippokrates tid (de berømte Erasistratos og Herophilos), men man kan her få et indtryk af hvad Hippokrates havde forestillet sig om fordøjelsen efter sønderdelingen i munden af skæretænderne og mølletænderne : Vi hævder at føden både bliver gjort flydende i bugen og også gennemgår en bearbejdning og en forvandling til noget lignende, når den passerer disse varmere regioner. Det må nødvendigvis gå ligesom med vand når det flyder gennem landområder, optager det deres særpræg og får den samme karakter som dem. For hvis disse områder er præget af jordbeg, bliver vandet også af en begagtig karakter, og hvis de er svovlgule, ændrer vandet sig også og bliver svovlgult.

13 13 Anonymus tilføjer at næringen siver ud i kroppen gennem nogle små sprækker (araiómata), og at den også optages via blodet. Han gør opmærksom på at også fra tarmene foregår der næringsoptagelse. Indholdet i den tynde tarm er nemlig mere tyndt og fugtigt og i den udrettede tarm mere tørt og tykt. De sidste rester udskilles gennem kolon som afføring hvorefter menneskets afføring er næring for mindre dyr som ædes af større dyr, og derefter igen kan blive næring for mennesker. Hippokrates og skånekost Et af skrifterne fra lægeskolen på Kos giver gode råd om meget syge menneskers levevis. Da det er fra slutningen af 5.årh. f.kr., kan det med rimelighed tilskrives Hippokrates selv. Den engelske oversættelse bærer titlen: Regimen in Acute Diseases og den latinske: De victu acutorum. Akutte sygdomme forklares som de sygdomsangreb folk oftest dør af, når der ikke ligefrem er pest i en befolkning. Der gives eksempler, men da man ikke kan vide om antikkens sygdomsbetegnelser dækker de samme lidelser som i dag, anfører jeg dem ikke her. Skriftet handler for størstedelens vedkommende om kostens betydning for sygdomsforløbet, og ordet díaita som indgår i den græske titel, ligger således i dette skrift tæt på betydningen af vores ord diæt, men jeg vil alligevel gengive det med levevis som er den sædvanlige, mere rummelige betydning af díaita. Der gives nemlig også gode råd om andet end kost under sygdom, f.eks. om badning. Man kan roligt bade som man plejer: en, evt. to gange om dagen, men det er vigtigt, at den syge har en hjælper til at øse det opvarmede vand ud over kroppen og til bagefter at frottere og oliere den, og badeforholdene skal være i orden hvilket ikke er tilfældet i ret mange huse. Også med hensyn til kosten rådes den syge til at bære sig ad, som når han er rask. Hvis han kun plejer at spise et måltid om dagen, skal han blive ved med det, idet selv en rask person kan blive utilpas af at flytte sit måltid fra middag til aften eller at gå over til to måltider om dagen eller gå fra to måltider til et. Dette vidner om at alle pludselige, større forandringer fra det rimelige i den ene eller den anden retning er skadelige. ( Regimen in Acute Diseases, XLVI ). Nogle mennesker lever udmærket med tre måltider om dagen, fordi de har vænnet sig til det. De mest medtagne patienter skal kun spise grød eller suppe kogt på byggryn hellere end havregryn. De skal drikke vand med honning, koldt eller varmt. Rent, koldt vand er ikke tilrådeligt for maven, så hellere drikke oxymel som er en læskende blanding af sur, gammel vin og honning.

14 14 Mælk nævnes, men ikke for det gode, det anbefales nemlig af den konkurrerende lægeskole i Knidos som skriftet lægger ud med at kritisere. For den hippokratiske læge gælder ingen regel uden undtagelse lægen bør altid tage hensyn til sin patients helt særlige disposition. Det er netop det som kendetegner den gode læge. Han bør endvidere udføre alt så hurtigt, rent og smertefrit som muligt. Der findes også i den hippokratiske skriftsamling et uafhængigt appendiks med den samme titel og med den overleverede tilføjelse uægte. Det virker indholdsmæssigt som en fortsættelse af teksten, og der er således ikke nogen tvingende grund til at kalde det uægte. Hippokrates og prognoser Prognoser spillede en større rolle for de hippokratiske læger end at kunne sætte navn på en sygdom. Det gav tryghed og tillid hos patienterne og respekt blandt kollegerne, hvis man kunne udpege de vigtigste symptomer og forudsige en akut sygdoms forløb ud fra erfaring med lignende tilfælde. Det er også det bedste udgangspunkt for behandling, men at gøre alle syge raske er umuligt, siger en af lægerne, det ville ellers være endnu bedre end at forudsige hvad der kommer til at ske. Arbejdet med indsamling af erfaring i form af sygdomsbeskrivelser ses mange steder i den hippokratiske skriftsamling. Det gælder bl.a. skrifterne med titlen prognoser. Prognostic, Prorrhetic I og Prorrhetic II er fra 5.årh.f.Kr., mens et fjerde skrift er en senere genudgivelse af visse dele af dem. Det er ikke med i den samlede engelske udgave, derfor betegner jeg det med titlens latinske oversættelse: Coacae Praenotiones, d.v.s. Prognoserne fra Kos (hvor Hippokrates havde sin lægeskole). Prognostic er ifølge de antikke kilder af Hippokrates. Det er i så fald en meget nøgtern og besindig Hippokrates. Der er ingen udspekulerede teorier om legemsvæsker eller andre skjulte årsager, men omhyggelig og systematisk iagttagelse af patienternes befindende. Det er her man finder den berømte beskrivelse af Facies Hippocratica (det dødsmærkede ansigt med dets spidse næse, hule øjne og indfaldne tindinger m.m.). Han er realistisk nok til at gøre opmærksom på at det samme udseende kan skyldes søvnløshed, diarré eller voldsom sult. Forfatteren leder efter regelmæssige perioder i sygdomsforløbene som ved malaria, men konstaterer at de ikke kan udregnes i hele dage: Heller ikke året eller månederne kan tælles i hele dage. Han overvurderer ikke betydningen af klimatiske forhold, men kan stolt fortælle: De ovenfor beskrevne symptomer har vist sig holdbare i Libyen, på Delos og i Skythien. (Libyen ligger mod syd, øen Delos var den græske verdens midte og Skythien ligger mod nord.) Prorrhetic I er en liste med sygdomsbeskrivelser og prognoser, især gældende sindslidelser. De er uden kommentarer, men forfatteren røber ofte sin forskernatur ved spørgsmål som f.eks. her:

15 15 Smerte i hjertet med hypochondrieregionen anspændt samt hovedpine er ondartet og ledsages undertiden af åndenød. Vil sådanne patienter dø pludseligt som i tilfældet med Lysis fra Odessos? (nu Varna i Bulgarien) Hans urin blev voldsomt skummende og højrød. Prorrhetic II viser efter min mening bl.a. hvordan det store fokus på prognoser gjorde forebyggelse til en naturlig ting for en hippokratisk læge. Grækerne var meget opmærksomme på kroppen, og mange af lægerne havde erfaring med at sætte sunde mennesker i topform ved arbejde med elitesportsudøvere som trænede til Olympiaderne og de andre sportskonkurrencer. Afsnit 4 handler om hvordan lægen kan sikre sig at hans patient følger de anviste leveregler ved at aflægge hjemmebesøg flere dage i træk ved solopgang, d.v.s. før han har spist og motioneret, men efter hans tidlige gåtur og afføring. På det tidspunkt af dagen er både patienten og lægen skarpest. Den hellige sygdom Det største skridt i den græske lægekunsts tidlige udvikling var at træde ud af det overnaturliges verden og ind i en verden hvor man efterspørger fornuft- og erfaringsbaserede årsager, uden at man dog hører op med at regne naturen for guddommelig. Dette skridt må være forberedt over en længere periode før Hippokrates tid, ellers ville der ikke være navngivne læger så tidligt som i Homers Iliade. På Hippokrates tid i 5.årh. f.kr. behandlede læger og præster uden indbyrdes konflikter de syge på hver sin måde, somme tider endda inden for samme institution ved navn Asklepieion. Navnet stammer fra Asklepios (på latin Æsculap) som i gudernes verden havde udspecialiseret fagområdet og overtaget det fra Apollon. Det hippokratiske skrift Den hellige Syge viser lægernes klare erkendelse af den nye tænkemåde. Denne sygdom (krampeanfald, sandsynligvis epilepsi) som har fået tilnavnet den hellige, opstår på foranledning af det samme som de øvrige sygdomme: af det som påvirker kroppen, og af det som udskilles, af kulde, sol og af de omskiftelige, hvileløse vinde. Disse ting er guddommelige så at man ikke har grund til at særstille denne sygdom og regne den for mere guddommelig end de øvrige, men må regne alle sygdomme for guddommelige og alle for menneskelige. Hver har sin individuelle natur og kraft, og ingen er hævet over fornuften eller utilgængelig for behandling. De fleste er helbredelige ved hjælp af de samme påvirkninger som forårsagede dem. Med i billedet hører denne beskrivelse af hjernen (enkéfalos) i samme skrift: Det er hjernen som er skyld i denne lidelse, ligesom også i det hele taget i de farligste sygdomme. Folk bør gøre sig klart at lyst og glæde, latter og spøg ikke kommer noget andet sted fra end herfra, samt sorg og smerte, mismod og gråd. Det er med hjernen vi tænker og ser og hører og kender forskel på grimt og smukt, ondt og godt, behageligt og ubehageligt, idet vi enten vurderer ud fra skik og brug eller ud fra sanseindtrykket.

16 16 Forfatteren kan være Hippokrates selv, og indholdet er beslægtet med tankegangen i Om luft, vand og steder hvor klimatiske forhold også tildeles afgørende betydning for sundhedstilstanden. Det minder om tankerne bag det som nutidens vindyrkere kalder terroir. Skriftet findes glimrende oversat til dansk af Aksel Volten i Grækenland II, Gyldendals Bibliotek Ikke desto mindre har jeg valgt at bruge min egen oversættelse af de udvalgte citater. Hippokrates og lægefejl Epidemics I og III regnes oftest for at være skrevet af Hippokrates selv, og Epidemics II, IV og VI for eventuelt at være af Hippokrates. Epidemics V og VII kan derimod dateres til efter Hippokrates død på grund af omtale af nogle krigshandlinger midt i det 4. årh. f.kr., men de er skrevet af en læge i den hippokratiske skole. Epidemics V består af 106 sygehistorier som synes at være nedskrevet efter patientens død eller helbredelse (men meget ofte død) med henblik på en kritisk efterbehandling af forløbet. Der noteres mange fejl ikke på en hoverende måde som for at nedgøre en konkurrerende læge eller lægeskole, men som i en erkendelsesproces ved undervisning af elever eller kolleger. Det oplyses ikke hvem der har begået fejlene, kun et enkelt sted står der: det undgik min opmærksomhed / jeg overså. Her er det altså forfatteren selv som har begået fejlen og prøver at blive klogere. Fejlene består i forkerte diagnoser eller for lidt eller for meget behandling, evt. på forkert tid eller sted. Selve behandlingsmetoden ser ud til at hvile på et fælles idegrundlag for skolen. Hvad kritiserede man lægerne for? Det kan man få at vide i et skrift fra den hippokratiske samling: The Art som jeg vil give undertitlen: Er lægekunst et fag?. Forfatteren forsvarer lægekunstens faglighed mod kritik der går ud på at helbredelse skyldes held eller sker af sig selv uden nogen læge. Hans svar er at spontan helbredelse kun sker tilsyneladende af sig selv. I virkeligheden sker den på grund af at folk kan få rådgivning hos lægerne om hvordan de skal leve et sundt liv. Han imødegår også en kritik af hvorfor nogle patienter dør trods lægens indgreb, og at lægen er tvunget til at erklære visse tilstande for håbløse og derfor må opgive videre behandling. The Art er fra Hippokrates tid i 5. årh. f.kr., men kommentatorerne har været svært enige om at det ikke er skrevet af Hippokrates, ja ikke engang af en læge, fordi det er meget polemisk i sin retorik. Argumentationsmåden minder snarere om sofisterne Protagoras eller Hippias. Man har ment at den hippokratiske skole måtte være hævet over den slags. Der er i hvert fald stor forskel på tonen i de to tekster ovenfor. Til forsvar for The Arts hippokratiskhed kan man sige at den polemiske form synes fremprovokeret af kritikken, og at skriftet indeholder denne udtalelse: Alt hvad der undslipper øjnenes blik, er det muligt at se med erkendelsens blik.

17 17 What is now proven was once imagined Afsnit III i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.kr. Breaths er meget velegnet til at vise hvor langt de gamle grækere kunne nå ved tanken alene uden tekniske hjælpemidler og uden eksperimenter. Ilt blev først opdaget i slutningen af 1700-tallet. Både hos mennesker og de øvrige dyr næres kroppen af tre slags næring hvis betegnelser er: mad, drikke og luft. Når luft er inde i kroppen, kalder vi den åndedrætsluft (og vinde), uden for kroppen kalder vi den frisk luft. Den friske luft er i alle kroppe den allervigtigste kraft, og det er værd at overveje dens formåen: Blæst er jo en strømning og en bevægelse af den friske luft. Når nu megen frisk luft forårsager en kraftig bevægelse, rives træer op med rode ved luftens styrke, havets bølger bruser og lastskibe kastes hid og did uanset størrelsen. Sådan en magt har den over disse ting, og dog er den usynlig for øjet og kun tilgængelig for tanken. Hvad kan eksistere uden den, eller hvor mangler den, og hvor er den ikke til stede? Alt mellem himmel og jord er nemlig fyldt med luft. Den er årsagen til vinter og sommer ved at blive tæt og kold om vinteren og let og mild om sommeren. Ja, solens og månens og stjernernes bane er en effekt af luften, for luft er næring for ild ild ville ikke eksistere, hvis der ikke fandtes frisk luft. Derfor betinger den omstændighed at den friske luft er tynd, solens uendelige liv. Det er indlysende at også havet har andel i luften. Hvordan kunne nemlig de svømmende dyr leve, hvis de ikke havde mulighed for at få luft, og hvordan skulle de kunne ånde på anden måde end ved at trække frisk luft ud af vandet? Selv jorden er et fundament for den friske luft som på sin side er det der holder jorden oppe, og der er intet som er tomt for frisk luft. P.S. til græskkyndige: Jeg har konsekvent oversat det overordnede begreb pneuma med luft, aër med frisk luft og fysa med åndedrætsluft (og vinde). Skriftet handler om det sidste. Loeb II, side 228. Det modsatte er det modsattes lægemiddel Det indledende afsnit i det hippokratiske skrift fra 5.årh. f.kr. Breaths beskriver først lægens arbejde. Dernæst lægger forfatteren afstand til det kirurgiske håndværk og fremhæver medicinerens indsigt i helbredelsens væsen. Behandlingsprincippet Det modsatte er det modsattes lægemiddel bliver senere kendt på latin som: contraria contrariis curantur (ordret oversat: det modsatte kureres ved det modsatte). Som det fremgår af eksemplerne, skal det ikke opfattes som: med ondt skal ondt fordrives.

18 18 Der er nogle uddannelser som er ubehagelige for dem der har taget dem, men gavnlige for dem der får brug for dem, og som er et fælles gode for befolkningen, men byrdefulde for dem der udøver dem. Blandt disse fag er det som på græsk hedder lægekunst. Lægen ser nemlig frygtelige ting, har berøring med ubehagelige ting og høster egne bekymringer over andres tildragelser, mens de syge ved denne kunst slipper ud af de største onder: sygdomme, skader, smerter, ja døden. For stillet over for alt dette viser lægekunsten sig helbredende. I dette fag er det uanseelige svært at lære sig, og det populære nemmere, for det uanseelige forstår kun lægerne sig på, og ikke andre folk det er ikke noget fysisk, men et spørgsmål om baggrundsviden. Alle kirurgiske indgreb kræver øvelse gentagelse er den bedste læremester for hænderne. Men de dunkleste og vanskeligste sygdomstilfælde vurderes bedre med et godt skøn end med en tillært færdighed, og her er den største forskel mellem den uddannede og den ukyndige. En af disse indsigter går ud på hvad der er årsag til sygdomme, og hvad der er udgangspunkt og udspring for lidelser i kroppen. Hvis man forstår årsagen til sygdommen, vil man også være i stand til at foreskrive den gavnlige behandling af kroppen. En sådan lægekunst er i allerhøjeste grad i overensstemmelse med naturen. For eksempel er sult en sygdom, for det som skader et menneske, kaldes sygdom. Hvad er så midlet mod sult? Det er det som bringer sulten til ophør, nemlig mad, som så er lægemidlet. På samme måde kan drikke slukke tørst, og omvendt er det udtømning som helbreder en overfyldthed, og påfyldning som helbreder en mangeltilstand, og hvile er kuren for overanstrengelse. Kort sagt: det modsatte er det modsattes lægemiddel. Lægekunst består altså i at trække fra og lægge til, trække det fra som er for meget, og lægge det til som mangler. Den som er bedst til at gøre det, er den bedste læge. Den som er længst fra det, er også længst fra lægekunsten. Hippokrates og trepanation Ved udgravning af oldtidskulturer har man fundet kranier med et cirkelformet hul som er helet pænt i kanterne, hvilket betyder at personen har overlevet skaden. Det tolkes som bevis på at læger allerede dengang var i stand til at foretage vellykkede indgreb gennem hjerneskallen (trepanation). On Wounds in the Head er en skriftlig overlevering om sådanne indgreb. Skriftet er blandt de få i den hippokratiske samling som næsten ubestridt kaldes ægte, hvormed man mener at det er nedskrevet af Hippokrates selv i 5.årh.f.Kr. On Wounds in the Head er en gennemgang af fem forskellige former for kraniebrud og deres behandling. Forfatteren viser et ret nøje kendskab til kraniets opbygning og suturer (hjerneskallens knoglesømme), men hans beslutning om indgreb hviler på et overraskende grundlag som han ikke kommenterer yderligere: De værste hjernerystelser og brud trænger mindst til trepanation.

19 19 Før et eventuelt indgreb skulle lægen omhyggeligt undersøge skadens omfang og tilstand med en sonde og forhøre sig om den sårede havde været bevidstløs eller blev omtåget og faldt om. Hvis lægen ud fra sygdomsbilledet forudså en dødelig udgang, skulle han videregive den prognose. Efter rensning og tørring af bruddet for at undgå betændelse kunnne man perforere hjerneskallen med et bor (trýpanon hvoraf betegnelsen trepanation) eller fjerne et stykke hjerneskal med en cylindrisk sav (príon). Vi ved fra andre forfattere at man roterede instrumenterne ved hjælp af en buestreng. Når man trepanerer, skal man ofte tage saven ud og dyppe den i koldt vand på grund af opvarmning af knoglen, for saven bliver hed af rotationen og brænder kraniet ved at varme og udtørre det og fjerner derved mere af den omgivende knogle, end det var hensigten. Man skal holde inde med trepanationen, når meget lidt mangler at blive savet igennem, og knoglestykket allerede er til at rokke. Stykket bliver dødt som et potteskår midt i alt det blodfyldte og levende og kan forsigtigt lirkes op. Det anbefales at vælge stedet omhyggeligt der hvor knoglen er tykkest, så man ikke beskadiger hjernehinden (mêninx). Det er ikke tilrådeligt at lægge boringen i suturerne og heller ikke i tindingerne, da det kan give kramper. Hvis venstre tinding gennembores, angriber krampen i højre side, og hvis højre tinding gennembores, angriber krampen i venstre side. Aristoteles afslører i Historia Animalium I,7 at han ikke har læst hvad Hippokrates skrev om kraniets suturer i On Wounds in the Head eller om hjernens funktion i det hele taget i andre hippokratiske værker eller måske har Aristoteles ikke ønsket at lade sig belære af en praktiker som ikke formulerer det teoretiske grundlag for trepanation. Hippokrates i arbejde Det hippokratiske skrift In the Surgery regnes for nedskrevet på øen Kos af Hippokrates selv eller af hans søn Thessalos. Det hedder på latin De officina medici, idet det handler om det rum i lægens bolig som var indrettet til at varetage de opgaver som ikke kunne klares i patientens hjem. Hvad var det for opgaver? Den engelske titel In the Surgery antyder at det var operationer, og lægen kaldes the operator som en gengivelse af det græske ho drôn, d.v.s. den der udfører opgaven. På græsk hedder skriftet Kat Ietreîon (i lægehuset), og der tales om cheirourgíe (håndarbejde), men selv om kirurgi betyder håndarbejde, betyder håndarbejde ikke nødvendigvis kirurgi. Operationer nævnes ikke i dette skrift, det omtalte håndarbejde er bandagering, og eftersom skriftet er beregnet på begyndere i faget, gøres der rede for alle vigtige detaljer, også ting som man ville kunne tænke sig til. Det giver god mening, hvis man husker på at lægerne helst ville oplære nye læger fra en ung alder. Man kan let blive forfjamsket ved for første gang at skulle hjælpe lidende mennesker, og så kan det være en støtte at have remser som bandager: rene, lette, bløde, tynde eller husråd som det

20 20 er bedst at prøve vandets temperatur på ens egen hånd. Alting gennemgås meget nøje også m.h.t. indretning. Belysningen kan være naturlig eller kunstig, direkte eller indirekte. Lyset bør falde på det sted der skal behandles, undtagen hvis det er et sted som bør være skjult, eller som det er skændigt at se. Lægen skal have lyset i ryggen, dog sådan at han ikke skygger for sig selv. Patienten kan være stående, siddende eller liggende. Lægen kan stå med vægten på modsat side af den hånd han behandler med, eller sidde foran patienten med sin kappe trukket pænt og ordentligt sammen om sig. Neglene skal være kortklippede, og man skal øve sig med hver hånd for sig og med begge samtidigt, for at kunne behandle godt, smukt, hurtigt, smertefrit, elegant og smidigt. Knuderne må ikke være lige oven på det syge sted. De lidelser som bandageres med meget stor kyndighed, er bristede bylder, åbne sår, forstuvninger og brud, men altså ikke operationssår. Operationer finder vi derimod i det hippokratiske skrift Physician. Efter beskrivelse af den ideelle læge i afsnit I beskrives lys og bandagering inden for samme tradition som In the Surgery, men af en anden forfatter. Physician regnes da også for nedskrevet senere end In the Surgery. I femte afsnit står der: Under det håndarbejde som vedrører skæring (tomé) eller brænding (kaûsis), kan hurtighed eller langsomhed være lige værdifulde. Et enkelt snit skal foretages så hurtigt som muligt, for at volde patienten mindst mulig smerte, men ved mange snit vil langsomhed og pauser gøre smerteintensiteten mindre. Både brede og spidse skalpeller af bronze kan bruges, alt efter hvor på kroppen der skal skæres, idet visse steder bløder så stærkt at det kan være svært at standse blodstrømmen trods ombinding. Det gælder f.eks. behandling af åreknuder (kírsoi). Dette eksempel viser at operationerne bestod i mindre indgreb som tømning af bylder og skarifikation ved kopsætning. I samme retning peger den omstændighed at patienten sad på en stol (díphros eller hédre) med lægen siddende foran sig. Grækerne lå ned, når de spiste, men de sad åbenbart gerne op, når de var syge (og når de fødte). Sidste afsnit drejer sig om behandling af sværdhug og pileskud som bylægen normalt ikke kommer ud for. Derfor må han drage i felten, hvis han ønsker erfaring på det område. Hippokrates og kirurgien De kirurgiske værker udgør en ganske betragtelig del af den hippokratiske skriftsamling, og deres ægthed betvivles sjældent. Deres form kan dog virke lidt sammenstykket med gentagelser og overlapninger, men de enkelte dele er brillante. Foruden In the Surgery, Physician, Ulcers, Haemorrhoids, Fistulas og On Wounds in the Head indgår On Fractures, On Joints og Mochlikón ( Instruments of Reduction ) i denne gruppe. Der ligger en imponerende erfaring og teknisk dygtighed bag disse værker, og de giver et klart billede af Hippokrates som læge.