Sandhed Godhed Skønhed

Transkript

1 Sandhed Godhed Skønhed Bind 7: Sathya Sai Baba s livshistorie (1994 til 2001) Originaltitel: Sathyam Sivam Sundaram Af B.N. Narasimha Murthy

2 Oversat af: Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba s livshistorie: Sandhed Godhed Skønhed. Bøgerne er oversat fra engelsk, men disse bøger indeholder en del sanskrit ord. Flere af disse sanskrit ord dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende. Jeg har valgt at oversætte bøgerne om Sai Baba s livshistorie til dansk næsten uden brug af sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af enkelte dele af teksten ikke altid fremgår af oversættelsen. De sanskrit ord, jeg har valgt ikke at oversætte, er: - darshan : At få synet af Mesteren; at få synet af en hellig person. Det at få synet af Mesteren, for eksempel Sai Baba, er et meget vigtigt element i folks åndelige udvikling. Når man får darshan, udvikler man hengivenhed over for for eksempel Sai Baba, og Han udvikler hengivenhed over for én. - arathi : Et hinduritual hvor man ofrer lyset fra en lampe med en væge dyppet i kamfer til guddommen. Man svinger dette lys foran for eksempel sin guru, og det markerer afslutningen på tilbedelsen. - prasad : Prasad er et udtryk for en helliggjort gave, som regel noget spiseligt, der uddeles af en Mester til sine hengivne. Ordet prasad angiver noget helliggjort, noget der er velsignet af Gud; Sai Baba uddeler ofte slik, kager, billeder osv. som prasad til Sine disciple og hengivne. Jeg har som sagt valgt at oversætte Sai Baba s livshistorie næsten uden brug af sanskrit ord, da jeg synes, det at læse om Sai Baba på dansk uden brug af ret mange sanskrit ord kan være en velsignelse. Bogens centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere. Ord, der er anført i parentes og skrevet med kursiv, er mine tilføjelser. 2

3 Indholdsfortegnelse Forlagets bemærkninger side 4 Forord side 5 Kapitel 1 Kaskader af medfølelse side 8 Kapitel 2 Han forvandler tør jord til kildevæld side 21 Kapitel 3 Heldige og dygtige elever ved Guds hof side 32 Kapitel 4 Engle synger for Gud side 41 Kapitel 5 En stridsvogn af guld der blev ofret af et hjerte af guld side 59 Kapitel 6 Kricket for enhed på Herrens grund side 71 Kapitel 7 En saga om pligttroskab over for Hans mission side 83 Kapitel 8 Hovedstaden tager en åndelig ferie side 95 Kapitel 9 Det største mirakel side 106 Kapitel 10 Et drama i dramaet side 118 Kapitel 11 Hans kærligheds budbringere blandt Indiens landbefolkning side 133 Kapitel 12 Chaitanya Jyoti: Den universelle bevidstheds lys side 143 Kapitel 13 Endnu et lægeligt under side 153 Kapitel 14 Bøger af Gud, om Gud og til Gud side 166 Kapitel 15 Inspirerende uddannelse hinsides kysterne side 178 Kapitel 16 Den evige frelser side 189 Kronologisk oversigt over begivenheder i Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s liv fra side 197 3

4 Forlagets bemærkninger Siden genoptagelsen af beretningen om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s livshistorie, der frem til 1980 blev fortalt af professor N. Kasturi i fire bøger, har vi med Hans velsignelse udgivet endnu to bøger, den 5. og den 6., den 21. juli 2005 (Gurupoornima) og den 23. november 2007 (Bhagavan s 82-års fødselsdag), der dækker henholdsvis perioden og Det er temmelig vanskeligt at angive hvilken periode eller hvilket årti, der er mest begivenhedsrigt, da de alle er fyldt med skelsættende begivenheder. Mens årtiet var en periode præget af en mangfoldighed af begivenheder, der resulterede i, at Bhagavan s mission foldede sig ud, var det 20. århundredes sidste årti fuld af begivenheder, der markerede Hans guddommelige missions enestående globale udbredelse. Nu er vi glade for, at vi med Bhagavan Baba s guddommelige velsignelse kan fremlægge den 7. bog i serien, der markerer afslutningen af det 2. årtusinde og starten på det 3. årtusinde. Ud fra det vi har set og hørt indtil nu, må vi formode, at de følgende årtier vil åbenbare en voldsom strøm af begivenheder, der vil give menneskeheden en spændende beretning. Som de foregående to bøger er denne bog blevet skrevet takket være Sri B.N. Narasimha Murthy s indsats. Han er i rigt mål blevet velsignet med Bhagavan s nåde. Derfor har han været i stand til at udføre denne kolossalt store opgave sideløbende med sine øvrige byrdefulde pligter i Bhagavan s tjeneste. Som nævnt tidligere giver det tredje årtusinde løfter om at blive en endnu mere spændende periode i Bhagavan s mission, som vi vil blive vidne til med tilbageholdt åndedræt, og i tiden der kommer, må vi håbe, at vi med Hans velsignelse vil kunne udgive den næste bog så hurtigt som muligt. Med dette inderlige håb i vore hjerter og med dyb hengivenhed ofrer vi denne 7. bog af Sandhed Godhed Skønhed ved vores elskede Herres lotusfødder med tro på, at Hans tilhængere vil modtage den med glæde og begejstring. Forlæggeren Sri Sathya Sai Sadhana Trust (publications division). Prasanthi Nilayam 4

5 Forord Jeg hylder Sri Sathya Sai Natha. Legemliggørelsen af Sandhed Bevidsthed Lyksalighed og personificeringen af Sandhed Godhed Skønhed der er medfølende over for alle væsener og altid er grundfæstet i ikke-dualisme. Jeg er for evigt taknemmelig over for Bhagavan Sri Sathya Sai Baba, fordi Han har valgt mig som redskab til at udarbejde denne bog, den 7. i den serie der skildrer Hans guddommelige livshistorie Sandhed Godhed Skønhed (Sathyam Sivam Sundaram). Denne bog er blot et svagt forsøg på at berette om de vigtige begivenheder i Hans liv mellem 1994 og Det svarer til at skulle indfange det umådelige store hav på et fotografi; et livløst billede, der ikke desto mindre får en til at tænke på det virkelige havs ærefrygtindgydende storhed og de enorme bølgers tordnende brusen! Kære læser! Dette er ikke blot en bog! Det er den enestående historie om Det Guddommelige, historien om legemliggørelsen af ren kærlighed, der på grund af Hans tætte og medfølende tilknytning til Sine børn er inkarneret for at frelse menneskeheden! Drik dybt af Hans histories sødmefyldte og uudtømmelige kilde; lad dig forbavses over Hans guddommelige lege og mirakler; tilegn dig Hans lære; rens dit hjerte og sind og nå livets højeste mål at blive forenet i Hans umådelige grænseløshed og opnå udødelighed! Fortællingen i denne bog svarer til den, du finder i den 5. og 6. bog der er lagt vægt på autenticitet og læsevenlighed. Den sprudlende strøm af fortællinger, nej testamenter, flyder kronologisk og tematisk rundt om de fremtrædende begivenheder i Avatarens liv i den periode, der dækkes af denne bog. (En Avatar er en inkarnation af Gud). Hvordan kan en, der blot er et menneske, og som er begrænset til det fysiske eksistensplan, forstå og på tilfredsstillende vis beskrive Den Guddommelige Gigants lov og aktiviteter; en Gigant der favner tværs over tilværelsens mangfoldige planer? Begrænsningen er tydelig overalt gennem fortællingen! Ingen andre end Ham Selv kan overvinde denne ufuldkommenhed. Imidlertid figurerer der en detaljeret kronologisk oversigt over de begivenheder i Hans liv, der var synlige i denne periode på det fysiske plan, i et appendiks. Det er medtaget for at gøre det lettere for seriøse studerende og forskere at udforske Hans liv. Bogen indeholder 16 kapitler begyndende med en kaskade af medfølelse, der gør opmærksom på og tydeligt beskriver den vigtigste dimension i Avatarens personlighed universel medfølelse som ses i Hans utallige handlinger og udtalelser. Hans dybsindige erklæring om, at Treta-tidsalderens Avatar Herren Rama s personlighed var en fremvisning af medfølelse og lyksalighed, er en selvafslørende udtalelse. Det næste kapitel: Han forvandler tør jord til kildevand skildrer, hvordan denne kaskade af medfølelse forvandlede sig selv til et materielt udtryk som drikkevand til to millioner mennesker i distrikterne Anantapur, Medak og Mahaboobnahar i delstaten Andhra Pradesh. (Sai Baba s ashram, Prasanthi Nilayam (Den højeste freds bolig), er beliggende i Andhra Pradesh). I det 3. kapitel: Heldige og dygtige elever ved Guds hof finder vi en skildring af det enestående forhold, der er mellem Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning s Guddommelige Rektor og Hans studerende, der udgør selve det grundlag, hvorpå de studerendes karakter bliver dannet. Det 4. kapitel: Engle synger for Gud finder sin relevans i forbindelse med de to pragtfulde musik-festivaler, der blev afholdt i Prasanthi Nilayam i 1994 og Det forklarer den rolle, som Baba spillede i foryngelsen af indisk klassisk musik i moderne tider. Det beretter om Hans indflydelse på nogle af samtidens ældre musik-koryfæers liv. Det 5. kapitel: En stridsvogn af guld der blev ofret af et hjerte af guld beretter om en betydningsfuld begivenhed 5

6 i Avatarens liv, som blev forudsagt for tusindvis af år siden af den store vismand Suka. Den skildrer også den begivenhed, som en hengiven med et hjerte af guld nærede. Denne hengivne var behjælpelig med at udbrede det at skrive Det Guddommelige Navn igen og igen og udføre den rituelle tilbedelse af Avatarens sandaler blandt tusindvis af sine med-hengivne rundt om i verden. Således sikrede han dem Bhagavan Baba s velsignelse ved at give dem mulighed for at tilbede Herrens sandaler. Det at de skrev Det Guddommelige Navn igen og igen, sikrede dem udødelighed, eftersom han formåede Herren til at skabe et sted, hvor disse skrifter med det hellige navn kunne opbevares i det helligste af alle hellige steder. Det 6. kapitel: Kricket for enhed på Herrens grund er en inspirerende historie om, hvordan Puttaparthi, en lille landsby, fik et verdensklasse kricket-stadion på rekordtid for at give en mulighed for, at internationale kricket-spillere kunne ofre deres færdigheder på tilbedelsens største alter, Det Guddommelige. Det 7. kapitel: En saga om pligttroskab over for Hans mission beretter om essensen i afdøde Madiyal Narayan Bhat s liv. Han var en ægte åndelig helt, en patriot og en hengiven uden sidestykke, der grundlagde uddannelsesinstitutioner i Alike og Muddenahalli i delstaten Karnataka og trænede og motiverede ligesindede grupper af mennesker til at dedikere hele deres liv til tjeneste over for menneskeheden under Avatarens guddommelige paraply. Kapitel 8: Hovedstaden tager en åndelig ferie fejrer Herrens medfølelse; den Herre der rejste tusindvis af kilometer til Delhi for at velsigne titusinder af hengivne med, at de fik lov til at se Ham, røre Ham og lytte til Ham. Det næste kapitel: Det største mirakel indfanger den indre transformation blandt Herrens hengivne, som finder sted i et omfang, der hidtil er ukendt i menneskehedens historie! Det 10. kapitel: Et drama i dramaet fortæller os historien om, hvordan Sai lærte Sine studerende og hele fakultetet flere vigtige lektioner for livet gennem forberedelserne af dramastykker, der indeholdt lektioner til gavn for hele menneskeheden. Vi hører om, hvordan Hans guddommelige lege skænkede lyksalighed til alle de involverede ved at transformere deres hjerter og sind for altid. Kapitel 11: Hans kærligheds budbringere blandt Indiens landbefolkning er en endeløs saga om Herrens kærlighed til den fattige og den underprivilegerede, og hvordan Han gennem Sin hær af studerende nåede ud til tusindvis af mennesker i hundredvis af landsbyer rundt om Puttaparthi. Det 12. kapitel fortæller historien bag det monumentale bygningsværk Chaitanya Jyoti Den Universelle Bevidstheds Lys, der er en refleksion af Ham Selv i os alle. Det næste kapitel: Endnu et lægeligt under beretter om, hvorledes den medfølende Sai byggede det storslåede Super Speciality Hospital i Whitefield på rekordtid, og rørende fortæller det historien om nogle få af dem, der har fået gavn af det. Kapitel 14: Bøger af Gud, om Gud og til Gud er sagaen om Den Tidløse Vognstyrer (Sanathana Sarathi), det guddommelige månedlige tidsskrift, og bøgerne skrevet af Bhagavan og bøgerne om Ham og Hans lære. Det 15. kapitel: Inspirerende uddannelse hinsides kysterne skildrer, hvorledes Swami s filosofi om integreret uddannelse, educare, har spredt sig fra kyst til kyst og har bredt sig ud over verden ved etableringen af Sathya Sai skoler, som fungerer som agenter for en åndelig og social transformation gennem værdibaseret undervisning. Til sidst beskriver kapitel 16: Den evige Frelser Herrens grundlæggende mission, processen med at installere en følelse af retskaffenhed i menneskets hjerte, hvilket danner grundlaget for at genetablere principperne om og genoprette udøvelsen af rigtig handling (dharma) i verden. (Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den pligt, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens pligt at fortære, varme, lyse, nedbyde osv. Det er græssets pligt at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se smukt ud osv. Det er menneskets overordnede pligt at søge forening med Gud. Alt efter deres rolle i livet, har forskellige mennesker forskellige pligter livet igennem. Jeg har valgt at oversætte begrebet dharma med rigtig handling ). 6

7 Jeg er taknemmelig over for Sri K.S. Rajan, lederen af Sri Sathya Sai Sadhana Trust (Publications Division) og Sri V.N. Prahlad for deres værdifulde forslag i arbejdet med at samle materiale til bogen. Jeg er taknemmelig over for de utallige hengivne, der beredvilligt har delt deres oplevelser med mig. Nogle af dem har også skaffet fotografier, der kunne medtages i bogen. Min gode ven Sri C. Srinivas bidrag til mange af kapitlernes indhold har været uvurderlig. Vores afgående studerende, Sri Y. Arvind og Sri Bishweshwar Prushty har fremskaffet en stor mængde materiale til nogle få af kapitlerne. Sri Sanjay Sahni er også kommet med værdifulde råd vedrørende mange underfundige spørgsmål i forbindelse med bogen. Redigeringen af bogen er blevet udført med stor oprigtighed og hengivenhed af Sri Shyam Ramamurthy og medlemmer af hans familie. Jeg udtrykker min taknemmelighed over for dem alle. Sri Saimanohar og Sri Rajeev Rajan, to af mine yngre kollegaer blandt de afgående studerende, har hjulpet mig på talrige måder med denne hellige opgave, specielt med hjælp til computerarbejdet. Forsiden er blevet designet af Sri C. Rangith fra Mumbai. Sri M.B. Suresh Kumar, en kunstner fra Bangalore, har også bidraget til bogen. Med hensyn til fotografierne, så har jeg fået hjælp og støtte fra Sri B. Aravind, Sri Mahabaleshwar og Sri Sai Murall. Jeg takker dr. G. Venkatraman for at give os tilladelse til at bruge mange fotografier fra arkiverne hos Prasanthi Digital Studio. Kære Sai s barn! Her er den 7. perle i perlekransen de bøger der skildrer Hans historie! Læs den med tro og hengivenhed og mærk Hans velsignede nærvær når som helst og hvor som helst du er, for hvilken betydning kan tid og rum have for Ham, der transcenderer dem begge! November 2010 B.N. Narasimha Murthy 7

8 Kapitel 1 Kaskader af medfølelse 1.1. Det 20. århundrede vil gå over i historien som et århundrede præget af menneskets grusomhed og Guds medfølelse. Selv da verden vaklede under følgevirkningen af menneskets grusomhed over for sine medmennesker, der fik frit løb under første verdenskrig og på mærkværdig vis forberedte sig selv på anden verdenskrig, gjorde Gud Sin entre som Avatar for at hele menneskehedens sår. Indien står for håb i en verden fuld af vold og fortvivlelse. Indiens frugtbare åndelige jord vil fremkalde en åndelig skikkelse, der vil lede verden tilbage til kærlighed, til fred, til gensidig respekt og omsorg for hinanden. Det er sådan, vi vil frelse denne planet, meddelte dr. Stephen Ruppenthal, en af den moderne tids velkendte åndelige tænkere. Da en vaklende verden balancerede på kanten af den skånselsløse grusomheds truende vulkan, skreg den medynkvækkende, om der ikke kunne komme en Rama, en Krishna, en Moses, en Zoroaster, en Buddha eller en Jesus, der kunne frelse den fra tilintetgørelse. På det tidspunkt dukkede Sri Sathya Sai frem, og Han er indbegrebet af dem alle. Barmhjertigt kundgjorde Han over for verden: I skal vide, at denne Sai-skikkelse er skikkelsen, der tilhører alle de navne, som mennesket har identificeret og tilbedt Den Ene Gud med siden tidernes begyndelse. Denne menneskelige skikkelse er Den Ene, i hvilken enhver guddommelig eksistens, ethvert guddommeligt princip, det vil sige alle navne og former, som menneskets har tilskrevet Gud, bliver manifesteret. Denne skikkelse er legemliggørelsen af alle Guds guddommelige skikkelser Det storslåede og uforklarlige univers, som vi lever i, genspejler såvel Guds herlighed som Guds mysterium. Når Gud stiger ned på Jorden som Avatar, bliver den samme guddommelige herlighed og det samme mysterium indeholdt i denne menneskelige skikkelse. Menneskets sind er for svagt til at fatte både Hans herlighed og Hans mysterium, selv i Hans manifesterede skikkelse som Avatar. Her kommer Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s afsløring i denne sammenhæng: Ingen kan forstå Mit mysterium og det hverken i dag eller efter tusind år, hvor man har levet i streng askese. Selv hvis hele menneskeheden slår sig sammen i bestræbelse på at fatte Mig, vil det være forgæves Der var engang en af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba s nære Sai-tjenere, der var forvirret på grund af Hans mystiske måde at være på. Han sagde følgende til Ham: Bhagavan! Vi kan aldrig forstå Dig! Hvem har bedt jer om at forstå Mig?, svarede Baba spøgefuldt og tilføjede: Prøv ikke at forstå Mig; oplev og nyd! Swami! Hvordan kan vi gøre det? 1.4. Hold op med at bebyrde jeres hoveder og oplev med hjertet, erklærede Baba og fortsatte: Hold op med at analysere de mirakuløse kræfter, der manifesterer sig gennem Sai. I jeres hjerte skal I opleve den grundlæggende kraft, der motiverer disse mirakler; ikke blot mirakler, men hver eneste af Hans handlinger. Denne grundlæggende kraft er Hans medfølelse! Havet har grænser, men Hans medfølelse har ingen grænser! 1.5. Som Han Selv afslørede, så er medfølelse det centrale i Avatarens personlighed. Det var medfølelse, der tilskyndede Ham til at stige ned på Jorden i menneskelig skikkelse, og det er medfølelse, der ligger bag hver eneste af Hans handlinger. Faktisk er Hans liv en evig kaskade af medfølelse. Den er alt-besejrende; den skelner ikke mellem status, kaste, tro, religion eller nationalitet. Faktisk omfatter den alle eksistenser og ikke blot menneskeheden. Det at opleve Hans medfølelse i vore hjerter frigør os fra at være bundet til kødet. I dette kapitel finder vi nogle få rørende episoder med Hans forløsende medfølelse. 8

9 Sri Sathya Sai legemliggør Sig i alle guddommelige navne og formers ånd 1.6. Bhagavan opholdt Sig i Brindavan i april Ashram en var fyldt med mennesker fra hele verden. Hver eneste af dem var kommet hertil for at modtage Baba s velsignelse, så de kunne få succes med deres forskelligartede bestræbelser, det være sig verdslige eller åndelige. En dag, da darshan var forbi, kunne vi se folk gå ud af Sai Ramesh Hall med ansigter, der strålede af glæde. (Sai Ramesh Hall er den store sal, hvor Baba giver darshan). Alle havde de helt sikkert modtaget glædens gave fra Herren, selv om det var mislykkedes for nogle af dem at tiltrække Hans fysiske opmærksomhed på trods af deres indtrængende bønner, det være sig mundtligt eller skriftligt Sådan en morgen ventede et fattigt par, fejeren Ramayya og hans hustru, på at aflevere deres datters bryllupsinvitation til Bhagavan. Ramayya var fra Dinnur, en nabolandsby. Eftersom han havde været en integreret del af Sathya Sai-drengenes kollegium, der ligger inde i ashram en, siden dets oprettelse, var han så privilegeret, at han fik lov til at stå på hjørnet af kollegiet, der vender ud mod templets port. Det blev kaldt elefant-hjørnet, eftersom en cement-elefant sidder her på sine knæ med løftet snabel. Det så ud, som om det stumme tykhudede dyr ønskede at tiltrække sig Baba opmærksomhed, når Han trådte ud af templet og 9

10 gik mod darshan-salen. Der var en bæven i Ramayya s hjerte, da han stod der med invitationen på en blomsterudsmykket bakke. Det var familiens første bryllup, og han var ivrig efter at modtage den guddommelige velsignelse. Det havde været meget magtpåliggende for ham at tage den fineste kaki-uniform på, som han kunne skaffe på kollegiet, så Baba ikke ville overse ham. Da han stod der og ventede, krøb en tvivl ind i hans sind om, hvorvidt Bhagavan ville ulejlige Sig med at gå hele vejen hen til kollegiehjørnet i stedet for at gå den lige vej hen til salen. Tvivlen hjalp ham til at bede endnu mere inderligt. Swami kom ud fra templet klokken og så hen på parret, men Han valgte den lige vej hen til darshan-salen. Ramayya s hjerte slog hurtigere, og til sidst, da Bhagavan gik tilbage til templet efter at have givet darshan i salen i omkring 30 minutter, var han grundigt skuffet. Medfølelse er nøglen til Avatarens personlighed 1.8. Jeg var forstander på kollegiet, hvor Ramayya havde arbejdet i mere end 20 år. Han havde bedt mig videregive sin bøn om at få velsignet sin datters bryllup til Bhagavan, og det havde jeg gjort den forrige aften. Jeg havde spændt ventet på, at Swami ville velsigne Ramayya denne morgen. Faktisk var det mig, der havde givet parret tilladelse til at stå på elefant-hjørnet. Efter morgen-darshan kaldte Bhagavan nogle få hengive ind til interview, og da jeg gik ud af tempel-området, så jeg Ramayya stå ved porten med fortvivlelsen malet i ansigtet. Jeg rådede ham til at fortsætte med at bede og vente ved kollegiehjørnet. Der var en mulighed for, at Swami gik ud til Sin bil, efter Han var færdig med interviewene. Hvis Han gjorde det, var der en chance for, at parret kunne komme til at aflevere invitationen. Men ingen kunne være sikker. 10

11 1.9. Tiden gik meget langsomt for Ramayya, der ventede med tilbageholdt åndedræt. Han fortsatte med at se hen på porten med vidtåbne øjne og et jamrende hjerte. Da klokken blev 09.10, var der hektisk aktivitet. Seva Dal erne skyndte sig hen til portene, der straks blev smækket op på vid gab. (Seva Dal er frivillige mænd og kvinder, der gør tjeneste i Sai Organisationen). Men bilen var ikke at se. Bhagavan kom ud og gik lige hen mod elefanthjørnet, mens Hans højre hånd bevægede sig i mystiske cirkler. Ramayya s hjerte dansede af glæde, da hans elskede Herre kom hen til dem. Parret sank ned på kræ med tårer i øjnene, og de holdt bakken med invitationen, blomster og de hellige riskorn frem. Baba stod foran dem, så på dem med barmhjertige øjne, tog invitationen og strøede de hellige riskorn ud over deres hoveder. Hans medfølende stemme sagde: Jeg ved, at I var skuffede under darshan. Men hvad kunne Jeg gøre? I dag er det mandag, og tidspunktet mellem og er ugunstigt. Jeg ønskede ikke at velsigne jer i det tidsrum. Nu er Jeg kommet hele vejen for jeres skyld! Parret græd af glæde, da de faldt for Hans lotusfødder. Den heldige fejer bader sig i en kaskade af medfølelse Medfølelsens saga sluttede ikke her. Da jeg mødte Swami denne eftermiddag, stod Han parat med nogle prægtige sarier i Sine hænder. Han ønskede at forære en til Ramayya s hustru og en anden til bruden. Da Han lagde dem alle i mine hænder, blev jeg overrasket. Men Han kendte mine tanker. Han sagde: Bring disse til dem. Lad dem vælge en, de kan lide. I min tåbelighed brusede jeg ud med følgende: Swami! De vil blive glade for hvilken som helst sari, Du måtte forære dem. Men Jeg ønsker at give dem det, de holder mest af!, svarede Herren. Det er vel unødvendigt at sige, at jeg blev overvældet af Hans venlighed over for Sine døtre! Er Han ikke alles Fader og Moder? Hvad betyder det for Ham, hvis de blot er en fejers hustru og datter. En rørende scene, der fandt sted nogle få måneder tidligere, dukkede frem i mit sind. Sri Atal Bihari Vajapayee, der klarede sig fint og blev Indiens premiereminister nogle få år senere, var kommet til Brindavan for at få Baba s velsignelse. Da han tog afsked med Baba i døren ind til Trayee Templet holdt han Bhagavan s hånd og spurgte: Swami! Må jeg komme til Dit hjems dørtrin noget oftere? Baba svarede: Det er ikke Mit hjem. Det er din Moders hjem! Bhagavan besøgte jævnligt Super Speciality Hospitalet i Prasanthi Nilayam i de første år efter dets opførsel. Hvert eneste af Hans besøg var en barmhjertighedsmission. For første gang i landets historie blev et håb om helbredelse stillet i udsigt for den fattige og den underprivilegerede hjertepatient gennem en helt gratis operation på dette hospital. Da den 11

12 Dette er din Moders hjem gode nyhed spredtes, voksede strømmen af patienter fra alle egne af landet konstant. Hvert eneste af Baba s besøg på hospitalet tilvejebragte en guddommelig healende kontakt til de forventningsfulde patienter og deres slægtninge. Det afstedkom også en bølge af glad begejstring hos alle, der hjalp patienterne på hospitalet de hundredvis af frivillige fra alle egne af landet, lægerne, sygeplejerskerne og andre ansatte, der følte sig velsignet. Hver eneste af dem hentede inspiration, mod og motivation i deres forsøg på at helbrede de syge hjerter, når de så deres Herre på deres arbejdsplads Almindeligvis besøgte Han hospitalet uanmeldt og tog rundt på hospitalet i en åben golfvogn. Skønt årsagerne til Hans besøg overfladisk set var forskelligartede, var den grundlæggende tilskyndelse bag alle besøgene den samme Hans overstrømmende medfølelse. Engang imellem tog Han derhen for at velsigne de kirurger, der skulle udføre komplicerede operationer denne dag. Til andre tider tog Han en eller anden betydningsfuld og fornem person fra Indien eller udlandet med for at vise dem rundt og personligt fortælle dem om det forbløffende arbejde, der bliver udført på hospitalet på et tidspunkt, hvor hjerteoperationer og cardiologi (læren om hjertesygdomme) først netop begynder at slå rod i Indiens storbyer. Der var også lejligheder, hvor Han kom for at velsigne en ældre hengiven, der var blevet opereret. Han gik ind på området, hvor operationsstuerne ligger, og iagttog forberedelserne til operationerne. Engang imellem besøgte Han intensivafdelingen og velsignede en ældre hengiven, der her to eller tre dage efter operationen var ved at komme sig. Og når Han gjorde det, velsignede Han også et antal andre patienter ved at materialisere 12

13 vibhuthi til dem og spørge til, hvordan de gjorde fremskridt. Hver gang Han besøgte hospitalet, greb lægerne lejligheden til at bede Ham om at besøge og velsigne deres afdeling og medarbejdere. En munter atmosfære gennemtrængte hospitalet, når Han besøgte det Ravi, en tidligere studerende fra Sathya Sai Universitetet og medlem af den tekniske stab på hospitalet, havde flere gange det privilegium at byde Bhagavan velkommen til afdelingen, der huser operationsstuerne til hjertepatienterne. Han fortæller her om et af Swami s overraskende besøg, hvor Han kom helt alene og tilsyneladende uden grund: Åh! Hvilken medfølende Moder! Sædvanligvis besøger Bhagavan hospitalet omkring klokken efter lovsang i templet. Vi blev meget overrasket, da Han pludselig gik ind på hospitalet en tidlig morgen. Scenen står meget klart i mit sind, selv efter så mange år. Denne gang gjorde Han ikke brug af golfvognen, og Han var ikke ledsaget af nogen gæster. Han kom op ad trappen, og jeg lagde først mærke til Ham, da Han var helt henne ved afdelingen, der blandt andet rummer operationsstuerne. Jeg skyndte mig hen og åbnede den dobbelte glasdør. Uden at sige noget gik Han rask hen mod intensivafdelingen og trådte et trin ned og ind i den del af intensivafdelingen, hvor patienter, der er godt på vej til at blive raske, bliver overvåget og behandlet. Ved indgangen gik Han til venstre og så meget kærligt på en kvindelig patient, der lå i en seng lidt derfra. Kærligt løftede Han Sin hånd til hilsen. Hans ansigt var prydet af et medfølende ansigtsudtryk, der udstrålede den ultimative omsorg og forsikring. Han gik helt hen til hende og materialiserede vibhuthi til hende. Herefter vendte Han Sig rundt og forlod 13

14 lokalet. Det er vel unødvendigt at sige, at hun græd, og at det var tårer, der afspejlede total lettelse og taknemmelighed Jeg forsøgte at finde ud af, om Bhagavan havde noget andet formål med dette besøg. Jeg blev meget rådvild, da jeg fandt ud af, at det havde Han ikke. Vores sind er i den grad trænet op til at tænke, at Han kun besøger hospitalet for at besøge en kendt hengiven eller for at vise gæster rundt, så vi forsømmer at se, at Han er Gud, der let lader sig bevæge af et hvilket som helst væsens lidelser, og som svarer på en bøn, der kommer fra hjertets dyb. Han er Herren der er den svages styrke! Den unge kvinde, som Han velsignede denne morgen, var kommet hertil fra en nærliggende landsby. Hendes navn var Lakshmi. Hun arbejdede som rengøringshjælp. Hun var plaget af gigtfeber, der havde sat sig på hjertet. Dette var en følgesygdom at en infektion, der først havde ramt halsen og derefter forårsaget smerte i det ene knæ og andre led. Senere svækkede sygdommen hjerteklapperne. Hendes mitral-klap, en vigtig hjerteklap der kontrollerer blodstrømmen fra det venstre forkammer til det venstre hjertekammer, der pumper blod ud til hele kroppen, havde snøret sig slemt sammen, og hun var meget syg. Og som om dette ikke var nok, så var hun også langt henne i sin graviditet. Hvis hun skulle overleve, krævede det, at hun straks blev opereret. Der var ingen chance for, at babyen kunne overleve Operationen blev foretaget øjeblikkeligt, og klappen blev åbnet, det ophobede blod strømmede ud og lettede trykket på lungerne. Fosteret havde ikke overlevet på grund af ringe blodtilførsel til hjertet, og en gynækolog fjernede fosteret ved en anden operation. Lad os standse op et øjeblik og forsøge at forestille os denne fattige kvindes voldsomme smerte og mentale lidelse. Bhagavan s hospital havde afgjort frelst hendes liv. Mens teamet af læger havde gjort det nødvendige, for så vidt angår hendes hjerteklap, hvem andre end Bhagavan, Iboeren i hendes hjerte, kunne så kende hendes smerte? Traumet efter dobbelt-operationerne, smerten på grund af snittet, den kvalmende eftervirkning af bedøvelsen og den voldsomme svaghed plagede alt sammen hendes fysiske krop, mens hun led den mentale kval, det er at gå en usikker fremtid i møde; en usikkerhed der skærpes yderligere af tabet af hendes ufødte barn, der kunne have været hendes store glæde resten af hendes liv. Denne ulykkelige sjæl i sorg og nød havde trukket Herren, den inkarnerede medfølelse, hen til hospitalet denne morgen. Han kom uanmeldt, velsignede hende stille og gik derfra. Både sårene på hendes krop og sjæl blev helet Hans medfølelse rejser hurtigere end Hans fysiske skikkelse, og mange gange når den steder, som Han ikke har besøgt fysisk. Dette er Poorna-avatarens helt enestående kraft kraften der kommer til udtryk på en speciel måde. Han er Den der ikke behøver nogen grund til at øse Sin medfølelse ud over nogen. Men en bøn fra et oprigtigt hjerte, specielt en uselvisk bøn, tiltrækker øjeblikkeligt Hans medfølelse. Her følger en sådan afslørende oplevelse, som førnævnte Ravi har haft På hjerteafdelingens operationsstuer og på intensivafdelingen har jeg på første hånd set og oplevet de store anstrengelser, som et team af dedikerede læger, sygeplejersker og teknikere lægger for dagen for at ordne fejl ved hjertet og frelse et liv. En fuldkommen og vedholdende årvågenhed blandt hele teamet af trænede og dygtige medarbejdere er helt afgørende for at opnå succes med selv den simpleste hjerteoperation. Når sygdommen er meget kompliceret, specielt i tilfældet med en underernæret patient, eller når en patients lunger er slemt beskadiget på grund af fejl i hjertet, opstår der tilfælde, hvor selv de i høj grad kompetente kirurgers største bestræbelse vil mislykkes En dag var jeg vidne til, at der blev indopereret en ny hjerteklap på en midaldrende herre fra en fjerntliggende by. I lang tid var lægeteamet ikke i stand til at frakoble patienten 14

15 fra hjerte-lunge maskinen og få hjertet til at genoptage arbejdet med at pumpe blod til lungerne og resten af kroppen. (Når det drejer sig om lungeoperationer, så får hjertet lov til at hvile, og patienten bliver tilsluttet en hjerte-lunge maskine, der påtager sig opgaven med at pumpe blodet rundt). Dette sker engang imellem, men i de fleste tilfælde sker der det efter gentagne forsøg, at hjertet lidt efter lidt kommer i gang med hjælp fra understøttende medicin. I dette specielle tilfælde kunne hjertet ikke, på trods af adskillige forsøg, komme i gang igen. Blodtrykket og hjerterytmen faldt gradvist, så det blev nødvendigt at tilslutte hjertet en bypass, så hjertet kunne hvile. Teamet var begyndt at miste håbet, da de havde taget alle sædvanlige skridt i forbindelse med en hjerteoperation, og stadig syntes hjertet at være ude af stand til at påtage sig byrden med at pumpe blod En hjertelæge blev tilkaldt. Efter at have taget uddybende prøver bekræftede han, at den kunstige hjerteklap fungerede fint. Lægeteamet var forbløffet, og de vidste ikke rigtig, hvad de videre skulle gøre. Hjertet synes at være gået i stå. Situationen var bekymrende. Det var sidst på eftermiddagen, og jeg forlod afdelingen. Mens jeg gik i gangen, slog det mig, at der var én ting, vi endnu ikke havde prøvet. Den involverede ingen instrumenter, intet udstyr eller omkostninger. Det var at søge Bhagavan s hjælp gennem inderlig bøn. Da jeg tænkte over, hvor alvorlig situationen var, besluttede jeg mig for straks at gøre det. Jeg stod der i gangen, og mentalt kaldte jeg på vores Herre Sai og bad om Hans hjælp. Virkningen af bønnen virkede i den grad beroligende på mig, og mit bekymrede sind faldt til ro. Jeg følte mig opstemt Da jeg trådte ind på operationsstuen igen efter nogle få minutter, var de i færd med at operere. Jeg så bekymret på den monitor, der overvågede patientens vitale organer. Hjertelunge maskinen var blevet slukket. Alle i lokalet syntes meget afslappede. Patientens blodtryk havde bedret sig betydeligt og var nu stabilt. Da jeg kastede et blik på skærmen, så jeg, at hjertet pumpede tilfredsstillende, og kirurgen så meget rolig ud, som var det blot rutinearbejde. Jeg spurgte en af teamets medlemmer, hvordan vendepunktet var indtruffet. Han fortalte mig blot, at tilstanden pludselig var blevet bedre for nogle få minutter siden, og at hjertet var kommet sig. Skønt jeg ikke fortalte nogen om, at den mirakuløse helbredelse skyldtes den barmhjertige Herres nåde, så var jeg hinsides enhver tvivl overbevist om det. Jeg undrede mig over Herrens barmhjertighed, der blot ventede på at blive kaldt til hjælp Den vigtigste ting, der skete i denne episode, var den sidste. Den følgende søndag, da jeg sad på verandaen uden for templet til darshan, kom Bhagavan hen til mig, materialiserede vibhuthi til mig og sagde kærligt: Det er for den bøn, du bad for denne patient! Jeg var overvældet! Ikke blot svarede Swami på bønnen og frelste et liv, men Han velsignede overstrømmende det ydmyge menneske, der ikke havde gjort andet end at påkalde Ham for at hjælpe et medmenneske Yugadi, måne-nytåret, blev fejret med glæde og munterhed af tusindvis af hengivne i Baba s guddommelige nærvær i Brindavan den 5. april Hundredvis af frivillige havde arbejdet hårdt den forrige nat med at udsmykke de forskellige bygninger og Sai Ramesh Hall og med at tilberede lækker mad, der skulle serveres som prasad denne lykkevarslende dag. Jeg havde sluttet mig til de frivillige i deres arbejde, og jeg delte deres begejstring. Det blev en næsten søvnløs nat for mig. Da jeg mødte Bhagavan Yugadi morgen og bad om Hans velsignelse og direktiver vedrørende festlighederne, fortalte Han mig: Du kan også danse nogle få minutter på scenen, før Jeg taler! Jeg forstod, at jeg skulle tale før Hans tale. Han tilføjede: Du kan tale på kannada. (Kannada er det sprog, der tales i delstaten Karnataka, hvor Brindavan er beliggende) Da jeg gik ned ad trappen inde i templet, følte jeg en murrende smerte nederst i ryggen, men jeg ignorerede den, idet jeg tilskrev den belastningen gennem den søvnløse nat. Smerten fortsatte med at blive værre, og efter en time, da jeg fulgte med Swami op på scenen, var jeg 15

16 i store vanskeligheder, når jeg gik. Salen var fyldt til randen med hengivne, og der blev sunget følelsesfulde lovsange. Jeg sad bag Bhagavan i 20 minutter, før Han gestikulerede til de studerende, at de skulle standse lovsangen. Efter der var blevet chantet vediske hymner, da Han bad mig tale, fandt jeg det vanskeligt at stå op. Jeg måtte anstrenge mig, men jeg fik rejst mig og humpede hen til talerstolen. Jeg dansede bogstaveligt talt! Efter min korte tale rejste Bhagavan Sig for at tale til forsamlingen, og jeg oversatte Hans tale til engelsk. Det var en opildnende tale, og tilhørerne var vildt begejstrede, da Han sang lovsange som afslutning på talen. Da mit fokus pludselig skiftede over til min ryg, da jeg var færdig med at oversætte talen, følte jeg en dunkende fornemmelse i den nederste del af ryggen, og jeg opdagede, at jeg næsten ikke kunne gå. Min sidste rest af udholdenhed brugte jeg på at følge Bhagavan hen til templet og på at vende tilbage til mit værelse på det nærliggende kollegium. Så snart jeg faldt sammen på sengen, overmandede søvnen mig Klokken var to om eftermiddagen, da jeg vågnede. Da jeg forsøgte at rejse mig, følte jeg en skarp og jagende smerte i ryggen. Jeg forstod, at jeg hverken kunne rejse mig eller gå uden hjælp. Netop da kom en af vores studerende, Sudheendran, løbende ind på værelset og meddelte mig, at Bhagavan kaldte mig over i templet. Det var første og sidste gang i mit liv, at jeg ikke kunne gå hen og møde Baba, når Han kaldte på mig. Jeg forklarede Sudheendran om den knibe, jeg befandt mig i, og jeg ønskede at få Baba s tilgivelse. Jeg bad ham også om, på mine vegne, at bede Swami om at få noget vibhuthi som prasad. Før han gik tilbage til templet, sørgede han for, at der kom to drenge, der kunne tage sig af mig. Inden for en time kom dr. Veeravahu fra vores General Hospital og undersøgte mig. Ud over at ordinere nogle hjælpeforanstaltninger rådede han mig til at holde sengen de næste to uger. Det betød, at jeg ville gå glip af Bhagavan s darshan i mindst fjorten dage, og det gjorde mig fortvivlet. Da lægen forlod mit værelse, kunne jeg ligge og lytte til den lovsang, der blev sunget ovre i Sai Ramesh Hall. Jeg forestillede mig sceneriet, hvor Swami går hen mod salen fra templet. Efter et stykke tid kunne jeg lytte til religiøse sange, der blev sunget af den berømte kunstner, P. Susheela. En følelse af dyb melankoli overvældede mig Efter Swami var vendt tilbage til templet, var der en strøm af besøgende på mit værelse. Alle ønskede, at jeg hurtigt blev rask, så jeg ville kunne fortsætte med at gå ærinder for Swami. Men jeg mistede helt modet, da en af de ældre fortalte mig, at han havde været nødt til at holde sengen i tre måneder på grund af en tilsvarende sygdom. Sudheendran, den studerende der havde overbragt min bøn til Swami, kom tilbage og fortalte mig, at Han ikke havde sendt nogen prasad. Min elendighed var nu fuldkommen! Mens jeg så over på Bhagavan s værelse i templet, der var synligt gennem vinduet i mit værelse, bad jeg til Swami, om at jeg ikke skulle blive afskåret fra at få Hans darshan i så meget som en dag Næste morgen kom Sudheendran hen på mit værelse efter lovsang, men endnu engang havde Swami ikke sendt nogen prasad. I fuldstændig fortvivlelse lå jeg i min seng og begyndte at slumre lidt. Omkring klokken vågnede jeg ved lyden af drengenes fodtrin. Drengene løb rundt i gangen på den firetagers kollegiebygning. En af lærerne kom farende ind på mit værelse og udbrød: Hr! Swami kommer hen på kollegiet! Han kommer sandsynligvis for at besøge dig! Da min smerte pludselig forvandlede sig til begejstring, stod jeg ud af sengen med lidt anstrengelse, tog min skjorte på og humpede hen mod indgangen til værelset. Swami var allerede ved døren. Han så en smule overrasket ud. Han smilede og spurgte mig: Hvordan kan det være, at du selv står op? Jeg fik at vide, at du ikke kunne stå ud af sengen! Først da forstod jeg, at selve nyheden om Hans ankomst næsten havde helbredt mig for min sygdom! Jeg blev overvældet af Hans medfølelse over for Sin ubetydelige hengivne! Spontant udbrød jeg på telugu: Swami! Hvorfor gjorde Du Dig alt det besvær med at komme her? (Telugu er det sprog, der tales i delstaten Andhra Pradesh, hvor Puttaparthi er beliggende) Med et ansigt der strålede af grænseløs kærlighed og medfølelse, sagde Han: Dette er ikke noget besvær, Min kære. Det er kærlighed! Eftersom du ikke kunne komme til Mig, kom Jeg til dig! 16

17 1.30. Jeg kunne ikke andet end at bryde ud i taknemmelighedens tårer. Blidt holdt Han min hånd og førte mig tilbage til min seng. Han sad på en stol ved siden af sengen og hjalp mig med at sætte mig op. Så spurgte Han: Hvor gør det ondt? Den barmhjertige Bhagavan velsigner den syge forfatter på hans værelse Jeg rørte ved den nederste del af ryggen og viste Ham stedet. Han rejste Sig, materialiserede vibhuthi ved at svinge Sin hånd i cirkler og smurte den på min ryg ved at gnubbe den blidt og lindrende. Hver eneste celle i min krop dirrede af en glad følelse. Tårer strømmede fra mine øjne. Jeg forsøgte at bøje mig ned og berøre Hans fødder. Han standsede mig i mit foretagende, idet Han tog et fast greb i mine hænder og sagde: Bøj dig ikke ned; det er ikke godt for din ryg. Herefter gjorde Han noget helt uventet. Han trak Sin stol tættere hen mod sengen, satte Sig i den, løftede begge Sine fødder og placerede dem på sengen! Mens mit hjerte råbte: Er der ingen grænse for Din nåde?, berørte jeg Hans fødder uden at bøje mig. En af vores studerende, Saikrishna Kumar, og en ansat på kollegiet, Gangadhar, var de heldige vidner til denne kaskade af guddommelig medfølelse. Skønt denne scene for evigt er præget i min hukommelse, så er jeg ked af, at den ikke blev indfanget af et kamera, så fremtidige generationer kan nyde synet! Swami rejste Sig fra stolen, idet Han sagde følgende til mig: Du skal ikke være bekymret. Du vil få det godt her til aften, og i morgen tidlig kan du komme hen til templet! 17

18 1.33. En af den hellige Thyagaraja s berømte kompositioner dukkede op i mit sind, og med min chokerede stemme udtrykte jeg den: Oh mit livs Herre! Du gik hele vejen for at øse Din nåde ud over mig Med et vidunderligt smil sagde Swami spøgefuldt: Nej! Jeg kom ikke gående. Jeg kom med fly! og gik ud af værelset. Da Han gik ned ad trapperne fra første sal til stueetagen, forsøgte jeg at se Ham oppe fra værelset, men jeg var ikke i stand til det, da taknemmelighedens tårer fuldstændig udviskede mit syn. Jeg hørte Hans blide stemme fortælle en ældre hengiven: Narasimha Murthy har det fint. Han vil komme til darshan i morgen! Jeg kom med fly! Den næste morgen gik jeg hen til templet for at udtrykke min taknemmelighed over for min Herre og velgører. Han havde besvaret mine bønner. End ikke én dag gik jeg glip af Hans darshan! Den Ene, der kommer for at frelse verden, vil dele dens smerte, erklærede Sri Aurobindo. I Bhagavans liv finder vi utallige episoder, hvor Han har taget Sine hengivnes sygdomme og lidelser på Sig på grund af Sin ubegribelige medfølelse. Han ønsker at frelse dem fra umådelig lidelse og nogle gange endog for døden. Verden kender kun til den slags indgriben, hvis Han afslører dem. Her følger beretningen om en sådan episode, hvor Han barmhjertigt afslørede Sin indgriben for at frelse en af Sine studerendes liv; en studerende som Han elsker som selve Sit Eget liv. Ret modvilligt afslørede Han dette over for mig dagen efter, det var sket, og da jeg bad om Hans tilladelse til at fortælle de studerende om det, 18

19 sagde Han: Nej, lad være med at sige det til nogen. Men jeg bønfaldt: Swami! Det er måske ikke vigtigt for Dig, med det er yderst vigtigt for de studerende og de hengivne at kende til episoden. Det vil frelse dem. Nådigt accepterede Han min anmodning og tillod mig at tale om episoden over for en stor tilhørerskare to dage senere. Mens jeg fortalte om hændelsen, blev jeg meget følelsesladet og famlede efter ordene. Men den barmhjertige Herre frelste mig fra denne forlegenhed ved at vælge Selv at fortælle tilhørerne om episoden Den 11. januar 2000, dagen hvor det årlige sports- og kulturstævne blev åbnet, udsatte Bhagavan Sig Selv for den alvorlige ulykke, der ellers ville have ramt en af de studerende denne morgen. Tilsyneladende udsatte Han Sig Selv for et fald i den vogn, Han kørte i under den ceremonielle procession, og frelste derved den studerende for et skæbnesvangert fald. Han afslørede denne guddommelige barmhjertighedshandling over for verden under afslutnings-ceremonien den 14. januar: Da Jeg kom ind på stadion denne morgen, lagde Jeg mærke til to lastbiler. Jeg så den fare, der lurede i den nærmeste fremtid. Jeg så lastbilerne med nogle vældig store chassisrammer, der var monteret på dem. Det var på disse lastbiler, at drengene havde planlagt at udføre nogle akrobatiske kunststykker. Jeg vidste, at en af rammerne ikke var fastgjort ordentligt, og at den var ved at gå løs. Hvis det skete, ville en af drengene blive udsat for alvorlig skade i hovedet og rygsøjlen. Jeg ville, at drengen blev reddet og besluttede Mig for at udsætte Mig Selv for den forestående ulykke Jeg fik kvæstelser i Mit hoved og på Min arm, og rygsøjlen blev alvorligt beskadiget. Mange mænd og kvinder, der sad på tribunerne tæt ved, så Mig falde og rejse Mig op igen i løbet af få sekunder. Jeg sikrede Mig, at ingen af dem bemærkede skaderne. Jeg opførte Mig, som om intet uheldigt var hændt Jeg befandt Mig i en meget ubehagelig og ubekvem situation. Jeg var nødt til at gå op på tribunen, uden at kvæstelserne blev bemærket, da det ville give anledning til bekymring i den store forsamling. Jeg gik op på tribunen og satte Mig. I mellemtiden var Min dhoti blevet gennemvædet af blod. (En dhoti er en mandsklædning af bomuld, der vikles rundt om den nederste del af kroppen). Jeg var bekymret for, at de hengivne, der sad rundt om Mig, ville bemærke det, så Jeg rejste Mig, og forsigtigt gik Jeg ud på badeværelset. De håndklæder, der hang der, var utilstrækkelige til at tørre det piblende blod af, og Jeg ønskede ikke at efterlade spor af blod på håndklæderne. Selv om smerten var ulidelig, vaskede Jeg håndklæderne med sæbe og hængte dem til tørre. Under ingen omstændigheder ville Jeg afsløre Mine smerter og lidelser over for nogen Da Jeg kom ud fra badeværelset, bad to studerende mig om at hejse Instituttets flag. Ved hvert eneste skridt Jeg tog, følte Jeg et stød af smerte, men Jeg måtte gøre Min pligt. Når Jeg tænker tilbage på denne hændelse, så må Jeg le for Mig Selv. Jeg kunne end ikke stå fast og roligt på fødderne. Men Jeg tænkte, at Jeg ikke skulle blive vildledt af tilknytning til kroppen. Jeg gik fremad med et smil på læberne og hejste flaget. Da Jeg vendte tilbage til Min stol efter at have tændt lampen, kunne Jeg ikke sidde komfortabelt i nogen stilling. Men Jeg tænkte, at Jeg skulle være et eksempel på ikke-tilknytning, eftersom Jeg tilskynder Mine tilhængere til at opgive tilknytningen til kroppen. Jeg opførte Mig i henhold til dette i fem lange timer Fem gange var Jeg nødt til at gå ned på græsset, hvor de udførte deres præstationer, for at stille op til fotografering med forskellige grupper af studerende. Min krop var følelsesløs; Jeg kunne ikke mærke eller føle noget som helst. Mit hoved var omtåget, men Jeg besluttede Mig for at gøre de studerende glade, uanset hvad der måtte ske med kroppen. Således frigjorde Jeg Mig fra kroppen. 19

20 1.43. Jeg fortæller om alt dette, så de studerende og hengivne kan forstå Det Guddommeliges natur. Alle andre ville i Min situation ikke have været i stand til at sidde i stolen i så meget som et øjeblik endsige tage så meget som et enkelt skridt. Men Jeg opførte Mig hele tiden, som det sømmer sig lige til afslutningen af programmet, og derefter vendte Jeg tilbage til templet Ingen kendte til Mine kvæstelser, før Jeg nåede tilbage til templet. Således påfører Jeg Mig Selv studerende og hengivnes lidelser mange gange for at beskytte dem. Men det er sjældent, Jeg afslører det Engang blev Bhagavan spurgt: Hvorfor synes guddommelige personligheder, Avatarer, profeter og messiaser, at gennemgå en masse fysiske lidelser i deres liv? Hvorfor helbreder Avatarer, der er kommet for at helbrede verden, ikke Sig Selv? Han svarede: Skønt det forekommer, som om de udsættes for lidelser, så lider de faktisk ikke, eftersom de har transcenderet kropsbevidstheden. Men det er nødvendigt, at de gennemgår, hvad der anses for at være lidelser, så verden kan få ædle eksempler på ikke-tilknytning og kan opleve herligheden ved den guddommelige kraft. Ved en anden lejlighed blev Swami spurgt: Hvorfor tillod Jesus, at han blev korsfæstet? Hans svar var: De store sjæle anvender aldrig deres guddommelige kræfter til gavn for dem selv! Avatarer bruger aldrig blot en lille del af Deres guddommelige evner på Sig Selv. Det er også sådan, at den smule lidelse, som Avataren udsætter Sig for, vil mildne store lidelser, som menneskeheden ellers vil blive udsat for. Faktisk er det sådan, at omfanget af Avatarens lidelser tilsyneladende er en refleksion af omfanget af lidelser i verden på det pågældende tidspunkt. Engang afslørede Swami: Jeg er kommet for at frelse verden fra syndens byrde Ingen tvivl Hans liv er en kaskade af medfølelse! 20