Når museet krydser teatret

Transkript

1 Når museet krydser teatret Skrifter fra KulturPrinsen Udviklingscenter for kultur med børn og unge nr. 5

2 Når museet krydser teatret Skrifter fra KulturPrinsen nr. 5 Redaktion og tilrettelæggelse: Claus Reiche, Ane Hejlskov Larsen, Iben Overgaard og Mette Ladegaard Udgivet i 2006 af KulturPrinsen Rødevej Viborg Telefon: E-post: kp@kulturprinsen.dk Hjemmeside: Omslagsfoto: Helle Bechmann Logo: Karin Olesen Typografi: Times New Roman Produktion: Born Grafisk Tryk ApS Oplag: 500 ISBN: Publikationen er tilgængelig på KulturPrinsens hjemmeside Eftertryk er tilladt med kildeangivelse Skriftserien er en række temanumre, der beskriver og analyserer de løbende aktiviteter og projekter på KulturPrinsen. Intentionen er at fremlægge erfaringer og viden på en sådan måde, at de både kan virke inspirerende i de løbende diskussioner blandt børnekulturinteresserede og umiddelbart kan finde anvendelse andre steder, hvor der i praksis arbejdes med børn, kunst og kultur. KulturPrinsen er en selvejende institution. Den modtager driftstilskud fra Viborg Amt og Viborg Kommune. Centrets udviklingsprojekter støttes bl.a. af Kulturministeriet via Provinspuljen. 2

3 Forord Der sker noget, der ikke er sket før. I Viborg Amt arbejder 4 museer sammen med teaterfolk om at udvikle nye formidlingsformer. Vi kalder dem udstillingsiscenesættelser. På museerne er der tradition for en formidling af viden, fra fagfolk til publikum, med udgangspunkt i kunstværker eller kulturhistoriske genstande, der ofte befinder sig bag afstandspåbydende alarmtråde eller i beskyttende glasmontrer. I modsætning til disse foranstaltninger, som skaber distance i oplevelsen, arbejdes der i projektet, med inspiration fra det sensoriske teater, med at skabe nærvær: mellem publikum og performere som bliver aktører i samme fortælling, mellem fortiden i historien og øjeblikket i formidlingen. Målet er at udvikle udstillingsformer og sprog, som kan kommunikere med børn. Det vil sige, som lader de udstillede billeder og genstande træde frem på en sansepirrende og nysgerrighedsskabende måde i rum, som giver lyst til udforskning og aktiv undersøgelse, som appellerer til alle sanser og kalder på fysisk udfoldelse kort sagt som det er umagen værd at give sig i kast med. Vil man skabe nysgerrighed og pirre, kan man fx sløre, tildække, gemme og overraske. I iscenesættelserne er det derfor ikke muligt at overskue alt fra et centralt punkt. De er tværtimod labyrintiske og består af rum med mørke og af lys i mørket. Det skaber kropslige sansninger og udfordringer fx på stømpefødder at famle sig frem i buldrende mørke på et blødt underlag kun guidet af et reb. Frem til andre rum, der skal forceres og sanses, lyde og fortællinger der skal opdages og fortælles videre, dufte der skal fornemmes og hemmelige rum med hinkestene og kridt, som skal findes og bruges. Gennem kroppens sansninger og den fysiske aktivitet og udfoldelse skabes oplevelser, som går til hovedet, afsætter erfaringer og viden og åbner for ny nysgerrighed og nye spørgsmål måske om sammenhæng? Projektet handler om interaktivitet. Børnene skal selv være aktive, og de fleste formidlere vil være enige i, at det er en god vej at gå, når der skal erobres nyt land og læres nyt. Men hvad sker der, når nix pille princippet viger for en formidling, som bygger på nysgerrighed, fantasi og udfoldelse? Hvad sker der, når det traditionelle hvide udstillingsrum erstattes af uoverskuelige mørke rum? Hvad sker der med kunstværkerne, som hænger derinde? Og hvordan styrer man det her, så det ikke blive en lovløs legeplads? Det er nogle af de spørgsmål, som artiklerne i dette nummer søger at belyse. Museernes samarbejde med teatret har været berigende for begge parter. Det har givet vigtige erfaringer, der kan bygges videre på i fremtidige udstillinger. Museernes indbyrdes samarbejde har også haft kolossal betydning for de opnåede resultater. Ofte sidder museumsformidlerne alene med arbejdet omkring en særudstilling lige fra idéfasen til den praktiske opbygning. Det gør det sværere og til tider uoverskueligt at prøve nye virkemidler af. Lige fra start blev der derfor i projektet etableret en arbejdsgruppe bestående af alle formidlerne, flere af de involverede kunstnere, forskerne og projektlederen. I denne gruppe har alle kunnet hente inspiration og viden, når de første skridt ud ad de nye veje skulle tages. Selvom museumsformidlerne sad med hver deres projekt, skete udviklingen af 3

4 det altså i høj grad i samarbejde med gruppen. Museerne har således deltaget aktivt i udviklingen af hinandens ideer. Der har været mulighed for at kommentere og diskutere. De kulturhistoriske museer har hentet inspiration til, hvordan man slipper fantasien løs i forhold til genstandene, og kunstmuseerne har lært noget om at bruge hele udstillingsrummet mens udvekslingen og diskussionerne med folk, der har erfaring i at arbejde med børn i andre fag, har givet nye vinkler på arbejdet med udstillingerne og rykket ved opfattelserne omkring læring og oplevelse. Samarbejdet har derfor ikke bare været med til at give børn og deres voksne anderledes kulturog kunstoplevelser det har også været med til at rykke ved kulturinstitutionernes måde at arbejde sammen på tværs og medvirket til at styrke den børnekulturelle profil på museerne. Det er erfaringerne fra dette samarbejde, som dette nummer handler om. Forhåbentlig til inspiration for andre, der ønsker at eksperimentere med at fange børn ind i museernes verden. De første artikler beskriver projektet og analyserer resultatet udstillingsiscenesættelserne. Derefter følger en række artikler, hvor de fire museumsformidlere og flere af de involverede kunstnere videregiver deres erfaringer, og nummeret afsluttes med en liste med henvisninger til inspirerende læsning. Rundt omkring mellem artiklerne findes billedsektioner, som gerne skulle give et indtryk af værkerne og de spor, som de har sat hos børnene. Vi ønsker god fornøjelse med læsningen. Redaktionen 4

5 Indhold Fra idé til virkelighed om projektopbygningen og det lange seje træk...7 Claus Reiche Et oplevelsesmæssigt fix indblik i udstillings- og formidlingsprocesser i KulturPrinsens museumsprojekt...15 Ane Hejlskov Larsen En skitse til en analyse af et dramaturgisk eksperiment med udstillinger, kulturarv og museer i Viborg for børn og med børn...27 Ane Hejlskov Larsen Billeder fra de 4 udstillingsiscenesættelser...37 En eventyrlig kunstudstilling. Udfordring af udstillingslokalet som middel til at træde...49 ind i billedernes magiske rum Mette Dyrberg Børn og guldrammer når mødestedet er et museum...57 Mette Ladegaard & Iben Overgaard Museum og teater tænder på lys når det sanselige kobles med det faktuelle...66 Rikke Johansen Smidt Gadespejlet barn i Skive omkring Anne-Birgitte Jessen Billedsektion: Børns tegninger...87 Møder med museer - Interview med teaterleder Sara Topsøe Jensen...99 Claus Reiche Velkommen til Nactalius Claus Brusen 5

6 Da jeg boede i Nactalius - en ny form for rundvisning Bettina Birkjær Hansen Børnenes færden og reaktioner en foto- og tekstmosaik Mette Ladegaard Time, Light and Expectation: A performers perspective on I begyndelsen var der mørke. A custodian in disguise Emma Beech Børns rum Thomas Kruse English summary Litteratur til inspiration Ane Hejlskov Larsen Om forfatterne

7 Fra idé til virkelighed - om projektopbygningen og det lange seje træk Af Claus Reiche Målet med denne artikel er at præsentere det museumsprojekt, som for øjeblikket folder sig ud på fire museer i Viborg Amt. Projektet er del af et større udviklingsprojekt Børn, kunst og interaktivitet, som gennemføres af KulturPrinsen i samarbejde med en lang række kulturinstitutioner. Artiklen beskriver først kort det samlede udviklingsprojekt og placerer museumsprojektet i sammenhængen. Derefter beskrives projektopbygningen og strukturen i arbejdsforløbet frem til det tidspunkt, hvor udstillingerne står færdige. Artiklen afsluttes med en kort beskrivelse af de fire udstillinger. Udviklingsprojektet KulturPrinsen er et eksperimenterende udviklingscenter for kultur med børn og unge. Det er stiftet med det formål gennem eksperimenterende kunstnerisk virksomhed at forestå udvikling af kvalitativt nye kulturtilbud til børn og unge, udvikle nye formidlingsformer i arbejdet med børn og kultur og i sammenhæng hermed medvirke til en skærpelse af den børnekulturelle profil i Viborg Amt og Viborg Kommune ved at inspirere de kulturelle institutioner og vækstlag til øget kvalitet og samarbejde 1. I efteråret 2003 fik KulturPrinsen bevilliget 3,175 mil. kr. af Kulturministeriets provinspulje til et 3-årigt udviklingsprojekt, hvilket gav mulighed for at afprøve nogle af visionerne bag centret i praksis. Nøgleordet i projektet er interaktivitet, hvilket i denne sammenhæng indebærer at udvikle og afprøve formidlingsmetoder, som både er på omgangshøjde med den interaktivitet, som børnene kender fra de digitale medier, computerspil og playstation, og som på professionelle og faglige præmisser tager udfordringen fra børns legekultur op. Udviklingsprojektet hviler på en opfattelse af børn som aktører i formidlingen. Projektet drejer sig derfor helt grundlæggende om at udforske, hvorledes børn og unge kan tilbydes direkte deltagelse og medindflydelse. Udforskningen spænder fra projekter, hvor deltagelse og medindflydelse i projektets produktionsfase ligger i fokusgrupper og interviews, der bruges vejledende af de voksne kunstnere, til projekter, hvor kunstnere og andre er vejledere for børnene og de unge i deres produktion af egne æstetiske udtryk. Altså svingende fra vejledende indflydelse til suveræn indflydelse inden for gensidigt aftalte rammer. Udviklingsprojektet er opbygget som fire delprojekter, der er formuleret sådan, at de tilsammen udgør et kontinuum, som dækker hele spektret fra kultur af børn over kultur med børn til kultur for børn. I den ene side af spektret har vi projekter, der sigter på kvalifikationen af børnenes egen kulturproduktion, og som er båret af en vilje til at lade børnene og de unge selv komme til orde. I den anden side har vi projekter, der arbejder med udbredelsen af den foreliggende kultur til børn og unge, og som grundlæggende går ud på at give dem oplevelser af den allerede producerede kunst og kultur på en måde, der i højere grad end normalt tillader dem at være med. 7

8 I fabulatoriet 2 er det intentionen at udvikle et tilbud, hvor mindre grupper af børn får mulighed for at arbejde med selv at producere fortællinger og at opføre dem i samarbejde med kunstnerne forfatteren Louis Jensen og musikeren Claus Carlsen. Vi er i dette projekt så tæt på området kultur af børn og unge, som det er muligt, når det gælder et samarbejde mellem børn og professionelle kunstnere og formidlere I multimedieprojektet 3 deltager Medieskolerne, Animationsværkstedet og Computer Clubhouse 4. Der er tale om to parallelle forløb med hhv. en 6. klasse og en 10. klasse. I modsætning til både museums- og teaterprojektet, hvor de professionelle formidlere og kunstnere er de udøvende og kun i begrænset omfang inddrager børn og unge i selve produktionen, er der i multimedieprojektet tale om, at de tre nævnte institutioner leverer kunstnerisk og håndværksmæssig support til de unges egen multimedieproduktion. Vi befinder os her i grænsefeltet mellem kunst og kultur med og af børn og unge. Multimedieproduktionerne med de unge tilrettelægges som en ramme, indenfor hvilken de i samarbejde med professionelle mediefolk får mulighed for på egne betingelser og gennem egen aktivitet at skabe et æstetisk udtryk i form af en multimedial refleksion over forhold, som spiller en væsentlig rolle i deres liv og hverdag. I teaterprojektet deltager amtets tre professionelle teatre: Limfjordsteatret, Teatret Carte Blanche og Thy Teater. Der er her tale om eksperimenterende kunstnerisk virksomhed, hvor de tre teatre ud fra hver deres specielle professionelle kunnen arbejder på at udvikle teaterforestillinger for børn og unge, der udforsker mulighederne for at inddrage publikum i selve opførelsen. Forestillingerne kan dermed betragtes som en kunstnerisk aktivitet, som ligger i grænsefladen mellem kultur for og med børn og unge. I museumsprojektet arbejder museumsformidlerne sammen med bl.a. teaterfolk om at udvikle nye formidlingsformer, som vil fremstå som kvalitativt nye kulturtilbud for moderne børn og unge. Det nye tilbud, som udvikles her, kalder vi udstillingsiscenesættelser. Hovedvægten i formidlingen ligger på den sanselige oplevelse og ikke på det didaktiske. Ideen bag konceptet er at forvandle udstillingslokalerne til spændende, stemningsfyldte rum med sanselige inputs, der inviterer publikum til at gå på opdagelse, til at nyde og gyse, overraskes og fordybe sig. I museumsprojektet deltager i alt 4 museer beliggende i Viborg Amt: de to kunstmuseer Skive Kunstmuseum og Skovgaard Museet og de to kulturhistoriske museer Skive Museum og Viborg Stiftsmuseum. Projektet bringer en lang række kunst- og kulturinstitutioner sammen i et samarbejde, der ikke blot forbinder folk fra samme fag, men som også samler folk fra vidt forskellige professioner, fx museumsinspektører og performere eller billedkunstnere og forskere. Forventningen hertil er dels, at projekterne udvikles på et aktuelt kunstnerisk og videnskabeligt grundlag, dels at der sker en udveksling og udvikling af ny kunnen og viden, som både bearbejdes, formidles og dokumenteres kunstnerisk og videnskabeligt. Hele projektet følges af et team af forskere fra Aarhus Universitet, Institut for Æstetiske Fag: Afdeling for Kunsthistorie og Afdeling for dramaturgi og fra Syddansk Universitet, Institut for Kultur og Medier og Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling. Museumsprojektet På det første møde mellem KulturPrinsen, teaterfolkene og museumsformidlerne i december 2003 fremlagde jeg som projektleder 8

9 forudsætningerne for deltagelse i projektet. Alle museer i Viborg Amt havde modtaget en invitation til at deltage, og der mødte repræsentanter for i alt 9 museer frem. Nogle var umiddelbart begejstrede over, at der via projektet blev tilført ekstra midler til museumsområdet, andre forholdt sig afventende og ville naturligt nok høre de nærmere betingelser for deltagelse. Meningen med projektet var at lade museet og teatret mødes for at udveksle fagligheder. Lade viden om udstilling mødes med viden om iscenesættelse og med viden om moderne børn for at skabe nye rammer om det professionelt tilrettelagte møde mellem kunst, kultur og et moderne børnepublikum. Man kan sige, at museumsprojektet grundlæggende drejer sig om at bringe værker og fortid til live for børnene. Det drejer sig om at sanseliggøre og taktilisere. Formålet er at give børnene en forbedret oplevelse af det, de allerede kan se på museerne, fordi de kan deltage i oplevelserne med alle deres sanser. Midlet hertil er en teatralisering af det museale rum. Formuleret i den allerede indførte sprogbrug drejer det sig altså i museumsprojektet om at lave formidling for børn, der i højere grad end normalt tillader dem at være med. Skulle man som museum være med i projektet, var den altafgørende forudsætning altså, at man var villig til at lade sig forstyrre i sin vante praksis og indgå i et samarbejde med et af amtets tre professionelle teatre eller andre teaterfolk om at skabe nye formidlingsformer. En anden grundlæggende forudsætning var, at bevillingen til museumsprojektet var givet under forudsætning af 50% s medfinansiering fra de deltagende museer. I praksis blev dette krav positivt reformuleret som et tilbud om at deltage i projektet enten ved, at museerne tog fat i en allerede planlagt udstilling og gav den retning jfr. projekts ide eller ved at realisere en udstilling, som museet længe havde haft lyst til at lave, men som det hidtil ikke havde haft mulighed for at løfte økonomisk. Resultatet af mødet blev, at i alt 7 museer tilkendegav, at de på de givne forudsætninger havde lyst til at deltage i projektet. Nedenstående model viser, hvordan projektet kom til at se ud i sin indledende fase. Projekt 1 Museumsprojektet Projekt 2 Projekt 3 Projekt 4 9

10 Projekt 1 var et samarbejdsprojekt mellem Teatret Carte Blanche og to de kunstmuseer omkring temaet eventyr. Projektet var tænkt sådan, at Skive Kunstmuseum skulle realisere en allerede planlagt udstilling. Skovgaard Museet, som indledningsvis ikke mente at kunne matche de økonomiske krav, skulle deltage i idéudviklingen og som observatør med henblik på senere at bruge den indhentede viden og låne det indkøbte tekniske udstyr til et mindre projekt. Projekt 2 skulle bygge på erfaringerne fra de tidligere afholdte børnemuseer på Skive Museum. Museets ønske var at indlede et samarbejde med en scenograf, som kunne udvikle den viden og kunnen om at opbygge kulisser, som lå på museet. Projekt 3 blev tænkt som et samarbejdsprojekt over temaet lys og forgængelighed mellem Morslands Historiske Museum og Museet for Thy og Vester Hanherred. Ideen var i samarbejde med enten Limfjordsteatret eller Thy Teater at skabe en containerudstilling, som kunne flyttes rundt til skoler og daginstitutioner m.m. Projekt 4 blev etableret som et samarbejdsprojekt mellem Teatret Carte Blanche, Viborg Stiftsmuseum og Blicheregnens Museum. Temaet var lyset, og ideen var, at Stiftsmuseet skulle skabe en udstillingsiscenesættelse mens Blicheregnens Museum ønskede at tage udgangspunkt i en novelle af Blicher, hvor der omtales en hyldest til lyset i form af en pinsefest i Aunsbjerg Skov. Museet ønskede i samarbejde med dansere og performere at skabe en event, som kunne spille sammen med Stiftsmuseets udstilling. Det lange seje træk Fra det indledende møde i december 2003 gik der næsten to år før det første museum debuterede med en udstillingsiscenesættelse. I den mellemliggende tid brugte museerne megen tid på at udvikle ideerne alene og i samarbejde med de øvrige. Indledningsvis dannede alle museumsinspektørerne sammen med projektlederen, museumsforskere og nogle af teaterfolkene en arbejdsgruppe, som afholdte en række møder, hvor ideer blev vendt og diskuteret, samarbejder blev foreslået og indgået, og hvor der blev udvekslet inspiration, viden og erfaringer. Hvor der blev diskuteret læring overfor oplevelse for hvad skulle børnene have ud af det? Og hvor man så hinanden an, krydsede fagligheder, undrede sig sammen over egne og andres rutiner, rystede på hovedet over vildskab og gyste ved tanken om at falde i tivoliseringens faldgruber. Sideløbende med møderne i arbejdsgruppen udarbejdede museumsinspektørerne projektbeskrivelser, hvor de dels konkretiserede deres ideer og tænkte dem ud i realiserbare planer, dels reflekterede over hvilke mål de havde med deres arbejde hvilke historier ville de fortælle, med hvilke midler ville de fortælle den, og hvad skulle oplevelsen bestå i? På et tidspunkt blev det ligefrem overvejet at ansætte en museumsforfatter, dvs. en person som forpligtede sig på at etablere den røde tråd, skrive udstillingsfortællingen og udtænke dens dramaturgi. Arbejdsgruppen deltog også i en større konference, afholdt af KulturPrinsen, hvor der bl.a. var mulighed for at få et indblik i og blive inspireret af de øvrige projekter, som teaterfolkene, mediefolkene o.a. arbejdede med. Og gruppen tog på ekskursioner sammen, i første omgang til museer i Århus, hvor man diskuterede erfaringer og strategier med formidlere, der havde arbejdet med interaktivitet, både på naturhistoriske og kulturhistoriske museer og på kunstmuseer og hvor man diskuterede mere teoretiske problemstillinger omkring formidling med forskerne. I anden omgang gik ekskursionerne ud på at besøge hinandens udstil- 10

11 linger. Både de færdige for at se dem, høre erfaringer om mødet med publikum og diskutere de opnåede resultater og dem der endnu var under opbygning, og som man stadig kunne komme med gode ideer til. På denne måde opbyggede gruppen et arbejdsfællesskab med en fælles kompetencebank, som sikrede, at de enkelte udstillingsiscenesættelser under de givne vilkår blev til under medvirken af den optimale fantasi, viden og kunnen. Udstillingsiscenesættelser Af forskellige grunde især problemer med at skaffe den fornødne tid til at deltage i projektudviklingen måtte flere af museerne imidlertid melde pas undervejs i forløbet, mens andre alligevel fandt de fornødne ressourcer. Dette bevirkede, at projektet blev reorganiseret og fandt den struktur, som udtrykkes i nedenstående model. De fire udstillingsiscenesættelser Den følgende beskrivelse bygger på de fire projektbeskrivelser, som blev til i projektets idéudviklingsfase. Beskrivelserne er altså museumsinspektørernes forestilling om, hvordan udstilingsiscenesættelserne skal blive. 1. Skive Kunstmuseum Velkommen til Nactalius vil præsentere maleren Claus Brusens univers 5. Udstillingen bliver iscenesat af Teatret Carte Blanche. Det er hensigten at forvandle udstillingslokalet til et spændende og stemningsfyldt rum, hvor man kan fordybe sig i detaljer og gå på opdagelse i maleriernes forunderlige univers. Ideen bag konceptet er, at udstillingen iscenesættes på en måde, så man får fornemmelsen af rent fysisk at træde ind i eventyrverdenen Nactalius, når man går ind i udstillingslokalet. Den verden, som skildres i Claus Brusens malerier, danner udgangspunkt for den måde, hvorpå selve lokalet iscenesættes ved hjælp af lys (eller rettere: lys i mørke), lyde (fra naturen), musik (hvis man lytter efter, vil man opdage, at hvert billede har sin egen musik, som indgår i det samlede lydbillede) og lugte. Lokalet mørklægges - kun kunstværkerne er belyst. 11

12 Udgangspunktet for hele denne iscenesættelse er værkerne selv. Ideen er, at forskellige sansemæssige inputs vil understrege den magiske stemning, der skildres i malerierne. Kunstværkerne hjælpes til at blive endnu mere sanselige og stemningsfyldte, hvorved deres karakteristika kommer endnu tydeligere frem. 2. Skovgaard Museet Under titlen Ni kunstnere møder ni værker vil museet med en hel række iscenesættelser tage hul på at præsentere værker fra den faste samling for børn. Iscenesættelserne vil foregå i samarbejde med folk hovedsageligt fra teatrets verden, men også med en forfatter, en billedkunstner, en musiker, en gruppe animatorer mfl. Hver præsentation er todelt og består dels af en iscenesættelse, hvor de nævnte kunstnere eksponerer udvalgte værker, som museets folk viser frem for børnene, dels af en efterfølgende aktivering, ofte i form af en workshop, hvor den pågældende kunstner i en workshop arbejder sammen med børnene omkring værkerne. 3. Viborg Stiftsmuseum I begyndelsen var mørket skabes i et samarbejde mellem museet og Teatret Carte Blanche. Udstillingen vil blive iscenesat som et forløb, hvor der vil være skarp adskillelse mellem en række oplevelsesrum (det uartikulerede, nonverbale, ubevidste, sanselige) og et par refleksionsrum (det bevidste, intellektuelle, reflekterende). Tanken med oplevelsesrummene er at skabe den stemningsmæssige essens af forskellige udviklingsstadier i kulturhistorien med udgangspunkt i lyskilder. Man skal med hele kroppen og alle sanser virkelig opleve en forskel i rummene alt efter hvilken slags lyskilde, der dominerer. Rummenes indbyrdes dramaturgi bygges op som en tidslinje, som udgør en bevægelse fra mørket, det første lys, det guddommelige lys, oplysningstiden og frem til det afslørende eller underholdende lys. Refleksionsrummene vil i forhold hertil behandle temaer som fra natur til kultur, lampekultur, arbejdslys, overvågning m.m Oplevelsesrummene kan i åbningstiden være beboet af en performer. 4. Skive Museum. Købstaden og Gadespejlet bliver til i et samarbejde med scenografen og arkitekten Thomas Kruse (som bl.a. har lavet den labyrintiske sanseudstilling De Syv Døre på Brandts Klædefabrik i Odense), Animationsværkstedet og Computer Clubhouse. Udstillingen føjer sig ind i rækken af såkaldte børnemuseer, som har rettet sig mod forskellige epoker relateret til Skives historie. Som noget helt nyt er det intentionen, at børnemuseet Gadespejlet skal fungere som en form for nøgle til Skive Museums permanente udstilling om Skive by. Ideen er så at sige, at interessen skal vækkes i børnemuseet og uddybes i den permanente udstilling. I udstillingen vil børnene få indsigt i, hvilken størrelse købstaden Skive var, og hvilke levevilkår folk havde i Skive omkring Købstaden og Gadespejlet vil have form af en oplevelseslabyrint, hvor der i hvert rum formidles en lille historie relateret til emnet. Historierne vil formidles af få, signifikante genstande. Udstillingen vil i sin formidling gøre brug af originale filmklip, men også af animationsfilm og computerspil udviklet til udstillingen. I forbindelse med udviklingen af udstillingen etableres der en fokusgruppe af interesserede børn. Gruppens arbejde vil i første omgang bestå i at komme med ideer og forslag til indretningen og indholdet i en oplevelseslabyrint. Senere, når udstillingen er en realitet, vil gruppens medlemmer blive tilbudt job som særlige børneomvisere. 12

13 Ni udstillingsiscenesættelser åbnede på Skovgaard Museet den 24.august 2005 og forløber frem til udgangen af Museet havde indtil projektets start ikke arbejdet med formidling til børn og havde kun få omvisninger for dette publikum om året. Siden åbningen har museet frem til udgivelsestidspunktet for denne publikation i juni 2006 haft et markant og stadigt stigende antal omvisninger og workshops med børn. Velkommen til Nactalius åbnede på Skive Kunstmuseum den 8.oktober 2005 og stod i knap to måneder. I denne periode havde museet næsten besøgende, hvilket skal ses i relation til museets årlige besøgstal på normalt ca I de knap tre måneder, som Nactalius varede, har i alt 140 grupper med i alt personer (skolebørn, studerende og børnehavebørn) besøgt udstillingen. I alt er der blevet givet 166 introduktioner til udstillingen (at tallet er højere end antallet af grupper i alt, skyldes at nogle store grupper blev delt i to eller flere mindre grupper. Desuden har 15 grupper besøgt Nactalius på egen hånd, dvs. har ikke fået introduktion til udstillingen. Hertil kommer et ikke præcist optalt antal af besøgende i museets åbningstid, bl.a. børnefamilier. I begyndelsen var der mørke åbnede på Viborg Stiftsmuseum den 4.marts Besøgstallet har været lidt større end normalt. Både museet og publikum giver udtryk for begejstring over udstillingsiscenesættelsen. Udstillingen skal stå frem til efteråret Købstaden og Gadespejlet åbnede på Skive Museum den 6.maj Udstillingen er museets hidtil største og dyreste udstilling og skal stå helt frem til En mere udførlig redegørelse findes i Claus Reiche: Fra KulturFrø til KulturPrins: erfaringer, visioner og strategier, Skrifter fra Kulturprinsen, nr. 1, s. 50 ff. 2 Fabulatorieprojektet er beskrevet i Claus Reiche (red.m.fl.):ord uden hest. Æstetiske processer i et omrejsende fabulatorium. Tidsskrift for Børne- og ungdomskultur Nr. 49 & Skrifter fra KulturPrinsen Nr. 3, Syddansk Universitetsforlag Multimedieprojektet er beskrevet i Claus Reiche (red.m.fl.): Det er jo ikke deres film det er jo min. Æstetik og læring i et multimedieværksted. Skrifter fra KulturPrinsen Nr. 4. Viborg Medieskolerne forestår Danmarks førende uddannelse af webintegratorer, fotografer, film- og TVproduktionsteknikere, Animationsværkstedet forestår en 3 ½ årig professionsbacheloruddannelse i 2D og 3D computerbaseret karakteranimation, mens Computer Clubhouse er en klub (som er del af et globalt netværk) for årige, som interesserer sig for web-udvikling, webdesign, billedbehandling, animation, musik m.m. Alle tre institutioner er beliggende i Viborg Kommune

14 14

15 Et oplevelsesmæssigt fix indblik i udstillings- og formidlingsprocesser i KulturPrinsens museumsprojekt Af Ane Hejlskov Larsen Et forskningsprojekt om museumsformidling bliver til I over 2 år diskuterer, udvikler og realiserer Skive Museum, Skive Kunstmuseum, Skovgaard Museet og Viborg Stiftsmuseum hver deres udstillingsprojekt til børn. Der er tale om fire meget forskellige udstillinger indenfor meget forskellige genstandsområder, der omfatter arkæologiske historiske genstande, kunst og levende kunstnere. Det ender med en sanseudstilling på Skive Kunstmuseum med malerier af billedkunstneren Claus Brusen; med en fortælling om lysets historie gennem de sidste 500 år på Viborg Stiftsmuseum; levendegørelse af Skive Bys historie og udvikling med titlen Gadespejlet på Skive Museum og 9 forskellige sanselige billedfortællinger eller udstillingsiscenesættelser, der rummer hvert sit tema og afløser hinanden, på Skovgaard Museet. Fælles for udstillingskoncepterne er, at de har fokus på at eksperimentere med den museale formidlingsgenre. Processen bliver iagttaget og analyseret af følgeforskerne cand. phil. Mia Lejsted, mag. art. Mette Ladegaard og lektor Ane Hejlskov Larsen fra Aarhus Universitet fra idé til færdigt resultat. Ifølge forskernes fælles logbog 1 fremgår det, at processen begynder meget famlende; alle parter virker bekymrede og nervøse. Men som i alle gode eventyrer ender historien om museumsprojektet også godt. Der kommer spændende udstillinger ud af det, de deltagende museer udvikler sig formidlingsmæssigt, fagligt og organisatorisk. Der er tale om en forandringsproces på flere niveauer. Meget er tilsyneladende på spil. Men forandringsprocessen tager tid. Lad os i de næste afsnit kikke ind i de forskellige faser i processen ved hjælp af følgeforskernes logbog for at lytte til, hvad spillet handler om. Fra flere til færre museer, og forskellige museer og forskellige kunstneriske aktører På et introducerende møde i foråret 2004 får alle lokale museer i Viborg Amt af projektets hovedinitiativtager og projektansvarlig, Claus Reiche, tilbuddet om at være med til at arbejde med sanselige, le- vende og interaktive udstillings- og formidlingsformer i forhold til børn og styrke børnenes fabulerende evne. Hensigten er at museerne skal lade sig inspirere af teatret som performativ arbejdsform og derigennem kvalificere sine formidlingstilbud til børn. Efter mødet melder ni museer sig interesseret. Der falder dog snart et par museer af i svinget 2, og i anden halvdel af 2004 er der nu syv museer, der vil være med, men ved museumsprojektets afsluttende fase i 2006 har i alt fire museer gennemført hele processen. Noget tyder på, at uanset om alle museer har det fællestræk, at de er museer, så rummer museerne meget forskellige typer af samlinger og har vidt forskellige arbejdsgrundlag. Det kan være en af grundene til, at det er svært at samle museerne under ét projekt. For de kunstneriske medaktører går det først et stykke inde i processen rigtigt op for dem, hvor stor en rolle samlingerne og de mange genstande spiller, når museerne skal formidle. Der er mange hensyn, der skal tages, og regler der skal overholdes. Omvendt er kunstnerne og 15

16 ikke mindst Carte Blanche vant til at kunne handle kunstnerisk frit og satse på nye ideer. Teatrets kunstneriske profil er bl.a. blevet beskrevet på følgende måde: Inden for dansk børneteater står Performanceteatret Carte Blanche helt centralt i sine bestræbelser på med en unik performanceæstetik at give børn kunstneriske oplevelser, der appellerer til de kompetencer, som børnene gennem deres legekultur har tilegnet sig. Når børn leger, skaber de komplekse fortællinger fyldt med brudfelter og fiktionslag. Det er ikke forklaringer og rationelle tanker, der er i fokus, men fortællingen og processen omkring selve legen. Børn arbejder simultant med krop, stemme, rum og objekter. De improviserer sig frem gennem legen, gør brug af pludselige associationer og fordyber sig momentant i små detaljer. Carte Blanche gør brug af æstetiske teknikker, der har mange fællestræk med de teknikker, som børn bruger i legekulturen, og forestillingerne er komponeret på en sådan måde, at der skabes plads til børnenes mentale associationer og fordybelse og ofte også gives rum for fysisk deltagelse og medskaben. Teatret søger således med sine ikke-lineære og komplekse fortælleformer at inspirere og forundre børn og at udfordre og stimulere de kompetencer, som de har udviklet i legekulturen. (Uddrag af Kulturprinsens omtale af Carte Blanche på sitet: kultur.viborgamt.dk/sw453.asp. (Besøgt 6. maj 2006).Fra begyndelsen får egns- og børneteatret Carte Blanche med den kunstneriske leder Sara Topsøe til opgave at være hovedudvikler på udstillingerne. Carte Blanche ender imidlertid med at koncentrere sig om udstillingerne på Skive Kunstmuseum og Viborg Stiftsmuseum, fordi udviklingsarbejdet er mere krævende end først antaget. Undervejs suppleres dramatiserings-processen på Skive Kunstmuseum med billedkunstneren Claus Brusen, på Viborg Stiftsmuseum med arkitekt, grafiker og seminarielærer Thomas Kruse fra Århus og på Skovgaard Museet foruden Sara Topsøe med en række andre kunstnere. Museumsaktørerne I den første fase af processen optræder de udvalgte tovholdere fra museerne afventende og en smule tilbageholdende. De godtager ikke umiddelbart ideen om, at teatret er det bedste medie til at udvikle museernes udstillinger og formidling med, men langsomt bliver de en vigtig og levende del af museumsprojektet og bidrager ligeværdigt med de kunstneriske aktører til hele museumsprojektet. Mette Dyrberg, der i projektets første faser er konstitueret museumsleder på Skive Kunstmuseum, vil fra starten gerne noget nyt og mere eksperimenterende i forhold til formidlingen af kunsten. Men på de første møder i museumsprojektgruppen holder hun lidt igen, hvis idéerne bliver for vilde. Da udstillingsidéen om eventyr og billedkunstneren Claus Brusen bliver bragt på banen, forvandler hun sig til en entusiastisk deltager. Det bliver Mette Dyrbergs rolle at styre sit museum på rette kurs i forhold til indhold og formidlingsmodel, mens Sara Topsøe inspirerer, udklækker ideer og tegner teatrets bidrag og skitse til udstillingsiscenesættelse. Anne Birgitte Jessen, museumsinspektør, Skive Museum er fra starten meget positiv og opfatter det som det et kærkomment frisk pust udefra både hvad angår opbygning og opbakning til idéerne, som ender med Gadespejlet som omdrejningspunkt. Museet har tradition for at opbygge et børnemuseum i et særskilt rum ved hjælp af kulisser og tableauer. Ellers er Anne-Birgitte Jensens foretrukne formidlingsgenre omvisninger, hvor hun tager ting frem og fortæller om dem. Børnene får også lov at holde om og røre ved nogle af 16

17 genstandene. Det giver et sus og en respekt for hvad det er, når de får lov at holde en flere tusind år gammel stenøkse. Anne Birgitte har fra begyndelsen sin museumsleder, Gudrun Gormsen, med i projektet. Gudrun Gormsen bakker fx op med forslag til en museumsforfatter eller dramatiker, der skal skrive historien om Gadespejlet og forankre den kulturhistorisk i Skive Bys historie. Gudrun Gormsen foreslår også at lade børnemuseumsudstillingen om Gadespejlet være udgangspunktet for den faste udstilling, der typisk vises et par år ad gangen. På denne måde skabes en sammenhæng mellem børnemuseumsudstillingen og den permanente samling. Rikke Johansen, museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum, har ikke helt frie hænder, forstået på den måde, at der trods alt er en vis forpligtelse overfor genstandene på museet. Hun tager derfor alle idéerne med på museets fælles inspektørmøder, hvor hendes kollegaer har mulighed for at ytre deres holdninger og bidrag. Rikke Johansen vil meget gerne styre i andre retninger end de traditionelt meget genstandsorienterede og sandhedsfikserede udstillinger herunder formidlingen. Lad børnene selv tænke og formulere, hvad de tror genstandene kan bruges til, lade dem nå betydningen af dem og måske derigennem opbygge en kontekst. Hun mener, at børnene sagtens kan forestille sig tingenes egen tid, skønt de aldrig har set eller oplevet den. Hun er åben og bevidst om det hun gør. Iben Overgaard, ny museumsinspektør på Skovgaard Museet, kommer som den sidste til museumsprojektet et halvt år efter, at de andre er begyndt. Hendes mål er at udvikle Skovgaard Museet, både udstillings- og formidlingsmæssigt. Iben Overgaard er undervejs i museumsprojektet tydeligvis påvirket af, at der på museet foregår en voldsom forandringsproces rent ledelsesmæssigt, som Skovgaard Museets udstillingsengagement naturligvis præges af. Der er fx ingen museal formidlingspraksis at læne sig op ad, og der er ingen økonomi til udstillingssiden, men alligevel bider Iben Overgaard på vegne af Skovgaard Museet sig fast og får etableret et udstillingsprojekt. Ind i processen. Blik 1. Ekskursion til inspiration I samarbejde med følgeforskere fra Aarhus Universitet beslutter Claus Reiche i en tidlig fase af museumsprojektet, at det er en god idé med en inspirationsekskursion for museumsaktørerne og teatret Carte Blanche. De møder museumsinspektør Jan Gruwier fra Naturhistorisk Museum, hvor der på udstillingssiden netop arbejdes med rum, lys og visuelle virkemidler, og Pernille Mølgaard Andersen, der fortæller om museets skoletjeneste og deres formidling af dyr til børn; de møder også Anne Riis Bovbjerg på Århus Billedskole og hører om projektet Byens ornamenter, der efterfølges af et besøg på det endnu ikke åbnede Aros Kunstmuseum, hvor museumsinspektør Gitte Ørskou fortæller om museets ideer for juniormuseet. Inspirationsturen slutter på Moesgård med en levende gennemgang af udstillingen Illerup Ådal fjendens ansigt, hvor arkæologerne gør op med rekonstruktionen og i stedet anvender få virkemidler i dramatiseringen af historien om den fremmede hær, der drog ind i Østjylland, fra Norge og Vestsverige for flere tusinder år siden. Under ekskursionen bliver der rejst en række fælles spørgsmål, som diskuteres ivrigt: Hvordan kan museumsgenstandene blive mere levende for børn? Hvordan kan museumsgenstande og oplevelse forbindes med hinanden? Er børn og voksne ligeværdige partnere i mødet med kunsten og kulturhistorien. Teaterdimensionen gør museumsprojektet mere ekspe- 17

18 rimenterende, men spørgsmålet kommer hele tiden op på museumsformidlernes læber: Hvorvidt er det muligt at forene kravene om en styrkelse af børnenes oplevelsesevne og dramaturgiske udstillingseksperimenter med museernes udstillingshistorie, faglighed og kvalitetskrav? Vi skal på de følgende sider læse og lytte til, hvordan mødet mellem teater og museer forløb og blev modtaget. Oplevelse Blik 2. Med- og modspil til traditionel formidling. Det andet brainstormingsmøde mellem Skovgaard Museet og Carte Blanche Vi er på Skovgaard Museet. Følgeforskeren Mette Ladegaard har netop overtaget posten som observatør efter Mia Lejsted. Hun ryger direkte ind i processen og møder Sara Topsøe og Iben Overgaard i færd med at brainstorme. Skovgaard Museet har efter nogle måneder besluttet sig for at være med i museumsprojektet, men ikke helt hvordan og hvor meget: Eksperimenter Det er Iben Overgaards og Sara Topsøes andet brainstormingsmøde på Skovgaard Museet. Iben Overgaard har inden mødet sendt en række værker og emner, som nu er Sara Topsøes udgangspunkt, og som skal hjælpe med at få ideerne til at blomstre. Det er første gang, at Skovgaard Museet skal tænke i formidling til børn. Årligt laver museet ganske få omvisninger for skoleklasser. Sara Topsøe giver forslag til aktiviteter og iscenesættelser, mens Iben Overgaard tilføjer de kunsthistoriske indgangsvinkler. Den kunsthistoriske indgangsvinkel til projektet er tænkt traditionelt formidlingsmæssigt i form af tekster ved værkerne og på Internettet.... (Logbog. Møde på Skovgaard Museet 13. april Mette Ladegaard). Traditioner og faglighed For de deltagende museer overskygger udstillingstraditioner og fagligheden mulighederne for at arbejde med børnenes oplevelse og at eksperimentere med udstillingsmediet. Blik 3. Billedfortællinger på Skovgaard Museet. Idéudvikling sammen med Sara Topsøe og Anne Marie Holm Skovgaard Museets udstillingskoncept er ved at tage form, og det ser ud til, at udstillingen skal bestå af forskellige sanselige billedfortællinger med afsæt i udvalgte temaer og billedgrupper. Én af billedfortællingerne handler om Hyldest til modellen, syv små modelstudier, som Anna Marie Holm vil skrive tekster til. Der holdes derfor møde 18

19 på Skovgaard Museet. Det er den 8. juni 2005, og Iben Overgaard, Anna Marie Holm og Sara Topsøe deltager. Det er Mette Ladegaard, der noterer ned: Udstillingen skal baseres på modellernes fortælling, fordi Anna Marie Holm er fascineret af mennesket bag modellen. Sara Topsøe forestiller sig en iscenesættelse med en intim måske lidt lummer stemning. Anna Marie Holm har derfor købt 8 kommoder med skuffer og skabe, der kan lukkes op. Møblerne er malet højrøde og skal bruges til podier til figurerne. Anne Marie har ud fra hendes virkelige oplevelser med modeller digtet 7 historier og været rundt i museets samling og vælge 7 skulpturer ud der passer til historierne. Modellernes historie indtales på CD, og Anne Marie forestiller sig, at de indtalte Cd er skal ligge i kommodeskufferne under den skulptur, som de tilhører. Man kan så åbne skuffen eller skabene, tage Cd en op og afspille den. Med det samme får beskueren en fornemmelse af, at man går i modellens privatsfære Der kan også være ting i skufferne. Ting der gør modellen og historien mere nærværende. Man kan bruge tingene som stikord til at fortælle en historie om modellen. Denne brainstorm er Sara Topsøes og Anna Marie Holms, Iben lytter bare. De taler om 7 modeller og 7 historier. Chokoladespiseren genstanden: en bog og chokolade Den irriterede der let besvimer genstand: en pude Model der lever af dåsemad genstand: forloren skildpadde Model der hele tiden drikker vand Genstand: en vandflaske Den gravide Genstand: Sut eller babyting Sundhedsfreak der lugter af hvidløg Genstand: hvidløg Maratonløberen Genstand: trøje med nummer. (Logbog. Møde på Skovgaard Museet 8. juni Mette Ladegaard). Blik 4. Fastlagt rute i Nactalius. Sara Topsøe på arbejde på Skive Kunstmuseum Spørgsmålet om, hvordan man kan gør en udstilling levende og spændende for børn, trænger sig på for alle museumsdeltagerne. Sara Topsøe er i denne sammenhæng en vigtig person: På Skive Kunstmuseum beskriver Sara Topsøe engageret, hvordan hun forestiller sig udstillingen med Claus Brusen eventyrlige billedfabler i mørke kun med spot på værkerne. Som i en labyrint skal børnene bevæge sig rundt. De skal ledes af lyset på værkerne ad en fastlagt rute og lukkes inde i billedernes fantasiunivers, der folder sig ud foran børnene. Undervejs kan børnene og publikum udsættes fra andre sansepåvirkninger i form af lyde, lugte og gulvet der hæver sig svagt hvor man går. Rummet kunne arrangeres med stof på væggene og stoffet skaber folder og mindre rum og kroge. Børnene skal kunne bevæge sig for at få fat i oplevelserne. (Logbog. Cafémøde på Skive Kunstmuseum 12. december Mette Ladegaard). Blik 5. Skille oplevelsen fra formidlingen og forståelsen. Sara Topsøes kunstneriske mål med Skive Kunstmuseum Det er tydeligt, at Sara Topsøe har klare mål med sine ideer, som flyder ud af hende. I det følgende lytter vi til Sara Topsøes ideer bag udstillingen, genfortalt af Mette Ladegaard: Sara Topsøe har i Nactalius-udstillingen forsøgt at adskille oplevelsen fra formidlingen og forståelsen. Derfor må man ikke snakke i udstillingen. Hvis udstillingen både skal rumme oplevelse og formidling, kan det være svært at fordybe sig. Det skal være enten eller. Man har normalt titlen at forholde sig til i en kunstudstilling. Den behøves ikke i denne udstilling. I stedet kan lydene og rummet sættes i spil i 19

20 forhold til billederne. Børnene skal ned i tempo og zoomes ind, så de får fokus på selve udstillingen. De hyggelige og rare steder opfordrer til, at børnene sætter sig ned. Men udstillingen er ikke beregnet til en hel klasse på en gang. Sara har hængt værkerne utraditionelt i udstillingen. Op og nede, tæt sammen, langt fra hinanden. Men de er hængt i et bestemt forløb, med en introduktion og en afslutning, nogle billeder bevæger man sig som beskuer hurtigt forbi, andre er der tid til. På den måde sker der hele tiden noget, tempoet og oplevelsen ændres gennem udstillingen. (Cafémøde på Skive Kunstmuseum 12. december Mette Ladegaard). Blik 6. Uudnyttet fortolkningsmateriale på museerne. Uddrag fra et interview med Sara Topsøe Undervejs i processen med museumsprojektet bliver Sara Topsøe iagttaget og udspurgt om hendes mål og hensigter. Der bringes her et lille uddrag fra Sara Topsøes svar: Jeg har længe godt kunne tænke mig at arbejde med et museum, siden jeg så dramatikeren Robert Wilsons udstilling på Kunstindustrimuseet 3, hvor han havde brugt museets genstande til at lave installationer med. På museerne er der mange historier der kan fortælles. Der er et uudnyttet potentiale i fortællingen med værkerne. Men på museerne er værkerne ikke bare rekvisitter, man må have en mere ydmyg forståelse for museets arbejde. Det er svært, når det er tingen eller historien der hele tiden skal være i centrum. Det er jeg jo ikke vant til. Museernes folk og jeg har helt forskelligt fokus. Fordelen for mig er, at jeg ikke er fastlåst i Sådan gør vi. Det er mig, der kommer ind i nogle nye rammer. Jeg havde nok tænkt anderledes, hvis jeg skulle samarbejde med andre folk på min hjemmebane. Jeg forstår heller ikke, hvorfor et kunstværk helst skal stå alene, hvorfor man ikke må tolke det, sætte det i sin egen sammenhæng det var Skive Kunstmuseum meget opmærksom på. Alle udstillinger rummer vel en eller anden form for tolkning. Jeg gik ind i projektet med en forventning om at få rykket på nogle automatikker. Jeg beskæftiger mig med et sensorisk sprog, hvor der mere arbejdes med at inddrage publikum. Det er den fysiske oplevelse, der er i fokus, ikke den intellektuelle. Det er optimalt for mig, hvis folk kommer ud med julelys i øjnene. Det er hele sansningen, jeg arbejder med, stemningen, at forføre, snyde og lokke. Men folk skal få oplevelsen af sig selv, - uden de føler sig tvunget. Jeg må digte og snyde, alt det jeg vil, jeg skal ikke overholde noget. Jeg vil gerne have folk til at reagere på en bestemt måde. Men reagerer de helt anderledes må man tage den derfra. Det er i virkeligheden meget styret det som jeg laver. (Logbog. Interview med Sara Topsøe 10. marts Mette Ladegaard). Blik 7. Kulturhistorisk museum versus kunstmuseum. Lysinstallationen på Viborg Stiftsmuseum tager form Følgeforskeren Mia Lejsted er til møde på Viborg Stiftsmuseum med bl.a. Rikke Johansen og Sara Topsøe. De taler om, at der er forskel på et kulturhistorisk museum og et kunstmuseum. Det er Rikke Johansens synspunkter, som Mia Lejsted refererer indledningsvis til: Der er på kulturhistoriske museer en anden overbevisning om viden og fakta. I forhold til kunstmuseer føler de sig mere bundet. På kunstmuseer er det i dag tonen, at der ikke er en endegyldig sandhed børn og voksne opfordres her til at tro på egne oplevelser og fortolkninger, og de må gerne selv koble en historie på. Det vil sige, at der er mere vægt på den subjektive tilgang Rikke vil meget gerne udfordre 20