sundhed Hjælp! Af Marianne Blus, cand. mag., psykoterapeut

Transkript

1 Hjælp! Min prinsesse har en spiseforstyrrelse Af Marianne Blus, cand. mag., psykoterapeut Hvad stiller jeg op med min datters anoreksi? Spørgsmålet får jeg som rådgiver i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS). Her møder jeg forældre, der er rådvilde og forvirrede når det gælder deres børns spiseforstyrrelser. Hvad gør man når ens datter ikke vil spise, kaster op eller overspiser? Og hvilke budskaber sender de forskellige spiseproblematikker? 32

2 Er jeg god nok som den jeg er? Mangel på selvværd er fælles for alle typer af spiseforstyrrelser. Selvværd kan beskrives som en følelse af at være tilpas med den man er. Alle børn vil gerne ses og høres indtil de oplever, at blive gjort forkerte når de søger opmærksomhed. Så ændres spontaniteten og glæden til det modsatte og det bliver skamfuldt at blive set på. Barnet lærer hurtigt, at det kan opnå ankerkendelse i kraft af ydre forhold som præstation eller udseende. Hos den spiseforstyrrede bliver det ydre det vigtigste, dels fordi det giver anerkendelse at være tynd i et slanke fokuseret samfund. Men også fordi det ydre kan kontrolleres. Det indre kaos kan ikke altid. Sult, opkastninger og overspisning fjerner desuden fokus fra de følelsesmæssige problemer. Og det problematiske overføres til at være mad, udseende og vægt. Det kan være en kæmpe udfordring at være pårørende til en person med et spiseproblem. Og det kan især være svært at forstå og forholde sig til, at maden og spisningen kun er en mindre del af det spiseforstyrrelsen handler om. Spiseforstyrrelser handler om følelser Der er rigtig meget fokus på spiseforstyrrelser blandt unge trods stigende tiltag fra anden selvskadende adfærd, som f.eks. at skære i sig selv, også kaldet cutting. Hvad kan man gøre som forældre for at støtte sit barn, der er ramt af anoreksi, bulimi eller overspisning? Jeg mener, det er vigtigt at have fokus på, at spiseforstyrrelser grundlæggende ikke handler om mad og spisning, krop og vægt, men om følelser. Det er derfor svært at løse problematikken ud fra en holdning, der fokuserer på maden, som det ofte gøres indenfor hospitalsvæsnet og psykiatrien. Meget firkantet regler og krav om stor vægtforøgelse eller vægttab over kort tid er ikke optimal behandling, fordi det bygger på tvang og kontrol. Og behandlingen kan give den unge en oplevelse af ikke at blive mødt og respekteret. Min påstand er, at spiseforstyrrelser næsten altid er et udtryk for en følelsesmæssig ubalance mere end en fysisk lidelse. Det bliver en måde at håndtere livet på når de ydre vanskeligheder er blevet for uoverskuelige, og det indre pres og kaos er for stort. At sætte sig ind i de psykiske mekanismer bag de forskellige spiseforstyrrelser, mener jeg, giver bedre mulighed for at forstå og hjælpe sit barn. Nej Ja & Nej Ja De tre typer af spiseforstyrrelser kan ses som et spejl af den unges måde at reagere på i forhold til sig selv og andre. Spisning er det første område, hvor vi kan markere vores selvstændighed. Det lille barn, der ikke har et verbalt sprog siger nej ved at vende ansigtet væk fra skeen. Gennem spisning lærer vi at tage imod, og vi erfarer, at vi kan sige nej. Anoreksien er i bogstaveligste forstand et nej til at tage næring til sig. Kroppen udsultes. I overført betydning siger personen også nej til næring i form af kontakt, omsorg eller kærlighed. Sulten begrænser helt naturligt lysten og energien til sociale aktiviteter. Næring og det at lade sig nære kan være forbundet med en stærk oplevelse af ubehag, kontrol eller invadering. Den unge med anoreksi har måske længe inden kun sagt ja for at behage og få anerkendelse. Og det at fylde meget lidt kan signalere en oplevelse af ikke at have ret til at tage plads eller et ønske om at forsvinde. Det hele er blevet for svært. Kontrollen med spisningen og kontrollen med kroppen er også en måde at opnå selvbestemmelse på. Sulten bruges til at dulme stress, uro og rastløshed. Anoreksi bliver ofte afløst af bulimi, fordi sulten til sidst bliver så intens, at den unge spiser igennem for efterfølgende at kaste det hele op. Man kan sige, at bulimien fortæller om ambivalensen ja for derefter at sige nej. Opkastningerne kan i overført forstand ses, som en måde at komme af med følelser og konflikter på, som den unge ikke selv kan rumme. Det kan være sider, der opleves som dårlige, farlige eller forkerte. Og det kan være rigtig svært for den unge at sige nej til andre og sætte grænser af angst for vrede og afvisning. Bulimien er sjældent synlig kropsligt, og det er derfor lettere at hemmeligholde og skjule den. 33

3 Vanskelighederne gemmes helt konkret af vejen. Vi kender alle til at tage en ekstra portion eller spise når vi ikke er sultne. Trøstespise, belønne os selv med mad og have dårlig samvittighed bagefter. Grænsen mellem et almindeligt forstyrret forhold til spisning og en alvorlig spiseforstyrrelse kan være flydende. Grænsen går ved, at personens liv og tanker er domineret af mad og krop. Når spisningen tjener et psykologisk formål som flugt, forsvar og ikke et fysisk behov kan det defineres som et problem. At overspise kan være et mønster, der handler om at tage for meget ind, måske andres meninger eller bemærkninger og beholde det i sig uden at sortere fra. At sige ja til for meget. Overspisningen kan også afspejle et mønster af afhængighed. Ikke bare af mad, men også af andres accept, godkendelse og meninger. Overvægt er også en måde at tilbageholde følelser på, som den unge er bange for. Fedtet danner et lag af beskyttelse mod verden og omgivelserne. Vægten bliver et slags værn, der passer på den sårbare person indeni. For alle typer af spiseforstyrrelser gælder det, at følelser ubevidst opfattes som svære at tackle. Spiseforstyrrelsen bliver en måde at håndtere livet og de ydre vanskeligheder på. Og på den måde kommer problemerne til at fremstå som mad selvom de intet har med mad at gøre. Den voksne skal være meget voksen I åben rådgivning hos LMS, oplever jeg, at mange forældre spørger efter konkrete råd. Og i deres spørgsmål ligger implicit også spørgsmålet, hvad har jeg gjort forkert? Ingen forælder er perfekte og alle forældre gør deres bedste. At placere skyld løser ikke en spiseforstyrrelse tværtimod skaber det mere skyldfølelse. Og det bliver hurtigt til en ond cirkel. Der er en meget stor oplevelse af skyld og magtesløshed hos forældrene. Der er også en stor oplevelse af at være alene med denne problematik, trods der i Danmark er mennesker, der har en spiseforstyrrelse. Jeg mener, at det er vigtigt, at den voksne tager voksenrollen på sig og tager denne opgave alvorligt. Når den voksne tager sig af sig selv følelsesmæssigt, vil den unge blive fritaget for at føle ansvar for om mor og far bliver kede af det og skuffet. Børn vil altid tage skylden på sig i forhold til forældre. De føler et stort ansvar, som de i princippet slet ikke har. Når den voksne tager sig af egne følelser, frustrationer og problematikker i forhold til sig selv og i forhold til spiseforstyrrelsen, vil de blive en rollemodel for den unge. Det er en indirekte måde at hjælpe den unge på og en meget klog og effektfuld måde efter min mening. Den voksne kan vælge at arbejde med egne følelser. Bl.a. ved at acceptere de følelser der dukker op i forbindelse med den unges spiseforstyrrelse, tale om dem med andre voksne og søge hjælp og støtte. Dette kan motivere den unge til selv at tage initiativ til at arbejde med sin spiseforstyrrelse. Prinsessen på ærten I Prinsessen på ærten af H.C. Andersen var der engang en prins; han ville have sig en prinsesse, men det skulle være en rigtig prinsesse. Prinsessens følsomhed gør hende rigtig og ægte og kvalificerer hende dermed til, at bliver gift med prinsen. I eventyrverden er alt muligt. Sådan er det ikke altid i den virkelige verden, hvor fokus for den unge er at klare sig 100 % godt på alle områder i livet. Der ligger et kæmpe pres på unge mennesker om at præstere og iscenesætte sig selv og skille sig ud fra mængden. Nogle unge har et nervesystem, der er mere fintfølende end andres. De bearbejder ydre påvirkninger på en mere detaljeret måde og opfatter følelser og stemninger, som andre ikke lægger mærke til. De har en sensitivitet, der indeholder rigtig mange positive elementer og som også kan give problemer, hvis ikke der tages hånd om den. Det kan være meget lettere at forholde sig til ens vægt end at forholde sig til et stort ydre pres og indre kaotiske følelser. Ligesom prinsessen sættes på prøve om hun er en ægte prinsesse ved hjælp af ærten, så udfordrer den unge retten til det at eksistere gennem spiseforstyrrelsen. Er jeg god nok som den jeg er og er jeg værd at elske har jeg lov til at være til? Ved et tilfælde finder prinsessen i regnvejr frem til porten til slottet og banker på. Drivvåd bliver hun lukket ind i varmen og finder lykken. For at den unge med spiseforstyrrelse skal finde porten og lykken er det vigtigt at have fokus på at støtte op om, at integrerer den følelsesmæssige side. At føle sig velkommen som den man er Når man føler sig velkommen i verden, og kan give udtryk for sine følelser, vil det opleves som retten til at være til som den man er. En af grundstenene til at udvikle selvværd er at føle sig værdifuld 34

4 35

5 for andre i kraft af det menneske man er. De negative overbevisninger den spiseforstyrrede har om sig selv opleves som kendsgerninger. Det er derfor meget vigtig som forældre at give anerkendelse for egenskaber og ikke blot præstationer. De selvkritiske tanker fylder meget hos den spiseforstyrrede - nogle gange det hele. Jeg spørger ofte, hvor mange procenter den spiseforstyrrede del og de kritiske tanker fylder. Og svaret er tit det hele eller 98 %. Det er vigtigt, at den unge bliver bevidst om disse tanker. De er nemlig ofte blevet en vane, som den unge ikke er opmærksom på. Og følelserne bliver konstant påvirket af selvkritikken. Som forældre kan man bl.a. hjælpe sit barn ved at tale om tankerne og gøre hende opmærksom på, hvor meget de fylder. De kan også skrives ned i en dagbog sådan, at det bliver synligt sort på hvidt for den spiseforstyrrede, hvor meget plads de egentlig optager. Selvkritiske tanker påvirker ikke alene den måde, man føler på, men også den måde man agerer på. De vil netop få den spiseforstyrrede til at fastholde den destruktive adfærd og det lave selvværd. Som forældre kan man også hjælpe den unge med at fokusere på de stærke sider og de gode ting i den unges liv. Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at den voksne viser udholdenhed samtidig med, at den voksne tager vare på sig selv. At drage omsorg for den følsomme side, værdsætte den og gøre den værdifuld er måske den vigtigste støtte den voksne kan give. Den unge vil langsomt kunne opbygge selvværd og forlade spiseforstyrrelsens stramme greb og finde mere konstruktive løsninger at sætte i stedet for. Om spiseforstyrrelser: Der er talte om en spiseforstyrrelse når alle ens tanker og handlinger er domineret af mad. Og når spiseadfærden tjener psykologiske funktioner og ikke fysiologiske behov Der findes 5 typer af spiseforstyrrelser: Anoreksi, bulimi, overspisning, ortoreksi, megareksi Spiseforstyrrelsen kan være kombineret med misbrug af afføringsmidler, vanddrivende midler, slankepræparater, koffeinmisbrug, motion m.m. Anoreksi udvikler sig ofte i overgangen fra barn til teenager. Bulimi opstår typisk i overgangen fra teenager til voksen. Det er 85 % kvinder der rammes af spiseforspiseforstyrrelser personer i Danmark har en spiseforstyrrelse Marianne Blus Er uddannet psykoterapeut og personlig rådgiver. Arbejder i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, samt Linien, det tidligere Sind, Læs mere på De udløsende forhold er mange og forskellige. Ofte er det situationer, der er forbundet med stort følelsesmæssigt pres, store præstationskrav og slankekure. 36