Indhold Kort den er v vide dan tschernia Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.

Transkript

1 vide verden dan tschernia Jeg har beskæftiget mig med Frankrig, siden jeg var 17. Syntes oprindeligt, det var et besynderligt land med mærkelige mennesker, der ikke var til at have med at gøre, hvad der var så fascinerende, at det krævede et ekstra eftersyn. Jeg blev derved stærkt frankofil. Studerede fransk et års tid, før jeg gennemgik Den Danske Filmskoles instruktøruddannelse. Arbejdede på fransk tv i 1974 og var kultur- og presseråd ved Den Danske Ambassade i Paris Er gift med en gymnasielektor i fransk og direktør for Lorry. Har lejlighed og mange gode venner i Paris og befinder mig dér så tit som muligt. Jeg mødte Johan Otto von Spreckelsen, mens jeg arbejdede på ambassaden, og producerede efter hans død en lang udsendelse Kun for Mennesker (DR 1989) om hans byggerier især kuben i La Défense. 32

2 triumfen spreckelsens bue Dette er en både glad og sørgelig historie om en dansk arkitekts triumf. Om en moderne bydel og et af Frankrigs smukkeste monumenter. Vi begynder i Louvres gård i Cour Napoléon: Vi kigger gennem den lille triumfbue l Arc de Triomphe du Carrousel og ser obelisken på Concordepladsen. Gennem den store triumfbue for enden af Champs-Élysées kan vi, bedst om formiddagen når solen skinner direkte på den, skimte La Grande Arche i forstaden La Défense. Denne gigantiske åbne kube har den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen skabt. For at forstå den fulde betydning af danskerens indsats i Paris skal vi ud på en 7 km lang og smuk tur ad det, som franskmændene kalder for La Voie Triomphale Triumfvejen. Det drejer sig om byens højtelskede øst-vest akse. Man kalder den også for Den Historiske Akse, fordi det er en gammel kongevej, som førte ud til de kongelige jagter i St. Germain-skoven. den arkitekturbegejstrede præsident Før vi passerer den lille Triumfbue, som Napoleon I lod opføre, og går gennem Tuilerihaven ned mod Concordepladsen, ser vi på glaspyramiderne i gården. Det er den amerikansk-kinesiske arkitekt Ieoh Ming Pei, der har tegnet dem. De er en del af projektet Le Grand Louvre (Det Store Louvre), som præsident François Mitterrand satte i gang straks, efter han blev valgt i maj Den største pyramide er den centrale indgang til det gigantiske museum. Louvre var et noget støvet og rodet foretagende. En del af det gamle slot var finansministerium resten museum. Mitterrand fik flyttet ministeriet ud til en nybygning i Bercy og udvidede udstillingsarealet fra 33

3 vide verden Louvre og gården med den kinesisk-amerikanske arkitekt I.M. Peis pyramide Arnaud Chicurel/Hemis/Corbis til kvm. At museet blev udvidet, syntes pariserne var i orden. At der blev anbragt nogle moderne glaspyramider i gården, gav ballade: Hvordan kan man nænne at ændre på den gamle gård? Det ældste Louvre stammer fra år Det har været kongeslot og et sted, hvor man opbevarede statens arkiver og skatte. Så der er gammel tradition for at bygge til og om i det gamle slot. I dag er der næppe nogen, som tager anstød af glaskonstruktionerne. Les Grands Travaux (De store byggerier) kaldte man samlet de projekter, der blev gennemført, mens Mitterrand var præsident. Foruden Spreckelsens kube drejer det sig om Finansministeriet (som han ikke var begejstret for), Peis pyramider og nyindretningen af Louvre, Bastilleoperaen, Den Arabiske Verdens Institut, det nye Nationalbibliotek, omdannelsen af Orsay banegården til museum og Parc de la Villette. I Mitterrands 34

4 regeringstid blev Paris en endnu mere spændende og dynamisk by. I sin bog om samarbejdet med Mitterrand fortæller Jack Lang, der var kulturminister i en del af hans regeringer, om præsidentens arkitekturbegejstring: Med smittende iver besøger han iført gummistøvler og beskyttelseshjelm mudrede byggepladser. Han vil vide alt, forstå alt. Han udspørger ingeniøren, teknikeren, arbejderen. Han vil røre ved stenen, glasset, betonen. (..) Mitterrand inviterer gæster med så de kan dele hans beundring. Selv om natten, hvis det er nødvendigt. Når vi nærmer os La Défense i den vestlige ende af aksen, skal vi høre mere om, hvordan præsidenten involverede sig i Spreckelsens projekt, som Lang skriver dette om: Han er tiltrukket af La Grande Arche s hvide enkelhed, som er en ukendt dansk arkitekts værk. klassiske temaer Vi går nu ned gennem Tuilerierne, som blev etableret i 1665 af Ludvig XIV s og Frankrigs mest berømte havearkitekt André Le Nôtre. Anlægget blev skabt i forbindelse med Tuileriepalæet, der blev sat i brand under kommunardopstanden i 1871 og revet ned nogle år senere. Haven strækker sig mod vest, og beplantningen fortsætter videre ad noget af det, der senere er blevet til Les Champs-Elysées. Den indleder den akse, Spreckelsen måtte forholde sig til, da han tegnede sin kube. Her er smukt og et fredfyldt liv af små spisesteder, børn der leger med modelskibe i bassinerne, og folk, der et kort øjeblik fjerner sig fra byens larm. Der er en bevægelse for genopbygning af Tuileriepalæet. Hvis det sker, ødelægger man en del af det perspektiv, vi lige nu har glæde af. Private virksomheder er villige til at betale. Det er et kostbart projekt, så mon ikke der kommer til at gå lang tid, før det evt. bliver til noget. Frankrig har trods alt andet at bruge sine beskedne økonomiske midler til. Vi fortsætter til Concordepladsen med obelisken. 35

5 triumfen Under Revolutionen i 1789 hed pladsen Place de la Révolution, og det var her, man bl.a. henrettede Ludvig XVI og Marie Antoinette. Mere end 1200 mennesker blev dræbt i guillotinen, og fra palæerne kunne de adelige beboere se, deres slægtninge og venner blive myrdet. I dag er der luksushotel le Crillon i det ene af de store palæer. I det andet har Marineministeriet indrettet sig. I 2014 skal søværnet forlade stedet. Det synes pariserne er en rigtig dårlig idé udsigten til, at kapitalstærke fremmede overtager den historiske bygning, forekommer ubærlig. Planen er at indrette luksusbutikker og kostbare boliger i det gamle palæ. Vi benytter fodgængerovergangen og går hen til den mere end 3000 år gamle obelisk fra Luxor, som en ægyptisk vicekonge forærede franskmændene. Den blev sat op i 1836 i overværelse af tusindvis af nysgerrige borgere. Herfra har man en forrygende udsigt mod vest vi ser Avenue des Champs-Élysées rejse sig opad og vi kan se overliggeren og en del af elevatortårnet i Spreckelsens kube gennem Triumfbuen for enden af avenuen. I løbet af den kilometer, vi nu er gået, har vi set tre oldtidselementer: pyramiden, triumfbuen og obelisken. Det er ikke tilfældigt vi er i et land, hvor klassisk dannelse spiller en stor rolle. Vi kæmper os gennem trafikken over pladsen og ned til begyndelsen af les Champs-Élysées (de elysiske marker det klassiske tema fortsætter), som franskmændene kalder for verdens smukkeste avenue. Til en begyndelse spadserer vi gennem et smukt parkanlæg, som rummer et dukketeater for børn, nogle gode restauranter, udstillingssteder og bagsiden af præsidentpalæet, Palais de l Élysées, der var François Mitterrands embedsbolig fra en international arkitektkonkurrence I 1982 lod præsidenten udskrive en konkurrence om færdiggørelsen af La Tête Défense Défenses hoved den yderste vestlige del af La Défense vest for Paris. Navnet betyder Forsvaret for det var her franskmændene forsvarede Paris under preussernes belejring 36

6 i I 1883 indviede man en statue til minde om forsvarernes heroiske indsats. Kunstneren var Louis- Ernest Barrias og statuen kaldte han La Défense de Paris Paris forsvar. Kvarteret er opkaldt efter statuen, som står der endnu midt blandt moderne skyskrabere og beboelsesejendomme. I 1950 erne besluttede man at skabe et moderne kvarter, der kunne tiltrække kapitalstærke forretningsfolk fra hele verden. La Défense er inspireret af amerikansk byggestil med højhuse tæt op ad hinanden. Det var indimellem gode arkitekter, man havde fået til at bygge derude, men da Mitterrand tiltrådte, manglede en afslutning på bebyggelsen. Den 25. maj 1983 havde man fundet vinderen eller rettere vinderne. For blandt 424 forslag valgte bedømmelsesudvalget to førsteprisvindere og lod præsidenten udpege det, han bedst kunne lide. Det blev Spreckelsens. Det hele foregik anonymt, så Mitterrand vidste ikke, at det var en dansk arkitekt, han lod vinde. Og han anede slet ikke, hvem Spreckelsen var. I forbindelse med et interview, jeg senere lavede med ham, sagde han, at Spreckelsens forslag helt overbevisende var det bedste. I øvrigt var han glad for mødet med den danske arkitekt, som han nærede stor respekt for. Mitterrand lod en af sine medarbejdere ringe til den danske ambassade, hvor jeg var ansat som leder af kultur- og presseafdelingen: Kender De arkitekten Johan Otto von Spreckelsen?, spurgte kvinden. Jeg forklarede, at jeg vidste, hvem han var, men ikke kendte ham personligt. Han har vundet konkurrencen om La Tête Défense, men vi kan ikke komme i kontakt med ham, sagde hun med antydning af panik i stemmen. Han må komme til Paris med det samme!. Jeg mente, hun tog fejl, og forklarede, at han sammen med landskabsarkitekten professor Sven-Ingvar Andersson kort tid forinden havde vundet konkurrencen om Parc de La Villette i forbindelse med Videnskabs- og Industrimuseet, der skulle indrettes i de nedlagte slagtehaller i det østlige Paris. Det blev en andens projekt, som blev gennemført, men Spreckel- 37

7 triumfen sen og Anderssons projekt var blandt førsteprisvinderne. Ah bon, sagde hun. Det vidste hun ikke noget om. Men det her i La Défense var større og bedre, og hun måtte have fat i arkitekten lige med det samme. Hvad var han i øvrigt for en? Jeg vidste fra Poul Kjærgaard, Spreckelsens professorkollega på Kunstakademiet, at han var en af Danmarks mest kreative og grundige arkitekter. Uhyre begavet, vidende, tænksom og en mand, der arbejdede stærkt kunstnerisk med detaljerne: Når han gennemfører et byggeri, sikrer han sig, at hver enkelt sten ligger, som den skal, sagde Kjærgaard bl.a. Der stod respekt om ham, og hans selvbevidsthed forekom velbegrundet. Det fortalte jeg præsidentens medarbejder, som blev beroliget af den karakteristik. De fandt Spreckelsen, der var taget på ferie i nogle dage, og han kom til Paris og blev den 30. maj hyldet af begejstrede journalister og en lige så begejstret præsident. Hvad har De bygget før? spurgte en journalist. Fire kirker og mit eget hus, svarede han, og folk jublede af grin. De troede, jeg underdrev, sagde Spreckelsen senere. Men det var sandt. Den akse, vi lige nu bevæger os ad, spillede en hovedrolle i forbindelse med konkurrencen. Det var et krav, at perspektivet ikke måtte ændres. Spreckelsen havde vedlagt en række billeder, der viste, hvordan kuben ville være synlig fra Louvres gård, men visuelt forsvinde, når man nærmede sig Triumfbuen for så at kunne ses igen på den anden side. Perspektivbillederne viste nøjagtigt det, vi i dag ser på denne lange spadseretur. Mitterrand og Spreckelsen ville have en marmorbeklædt bygning, og præsidenten spekulerede over, hvordan den ville tage sig ud i forskellige belysninger. Han bad derfor Spreckelsen og hans rådgivende ingeniør Erik Reitzel om at foretage det, de senere kaldte for det fantastiske løft : Man fik fat i en gigantisk kran til at løfte 400 kvm marmoreret krydsfiner en model af et udsnit af kubens overligger. Den blev hejst op, så den hang 110 m over jorden. Det foregik midt i Paris mest øde ferieperiode. Mitterrand forlod sit præsidentpalæ ad bagudgan- 38

8 gen og betragtede den sammen med arkitekten både i solnedgangslys og tidligt om morgenen, hvor lyset stod direkte på den. Spreckelsen fortalte senere i Else Lidegaards og mine tv-optagelser med ham om mødet: Den er jo blå!, sagde han. Ja! sagde jeg. Den er blå det er eftermiddag, og aftensolen kommer ind den her vej fra. I morgen tidlig vil den være rosa, sagde jeg til ham. Vi fik den op næste morgen, og før han skulle ud til lufthavnen, så var den hejst op igen, og den var rosa og jeg var lykkelig! Projektet kunne gå i gang. Bygningen skulle stå færdig i forbindelse med 200-årsjubilæet for Den Franske Revolution i Og processen skulle være nået så langt i 1986, at den ikke kunne standses, hvis det politiske flertal ændrede sig. Jeg tror, det var en langt vanskeligere opgave, end Spreckelsen forestillede sig. Han regnede med, at når Frankrigs præsident var involveret, så skulle det nok gå alt sammen. Han syntes også i hvert fald til en begyndelse at de franskmænd, han mødte, var hyggelige og søde mennesker. Jeg holder meget af Frankrig og dets befolkning men ordene hyggelig og sød, i den forstand vi danskere bruger dem, findes ikke på fransk. Franskmænd kan, som det også viste sig, være nogle hårde bananer. I sommeren 1984 flyttede Spreckelsen til Paris med sin tegnestue, som han indrettede i en bygning lige ved siden af byggepladsen. danmark i paris Vi fortsætter turen ad Champs-Élysées, Kuben forsvinder og er helt væk, da vi når længere op og opdager La Maison du Danemark på højre hånd nærmere bestemt i nr Huset blev bygget i 1950 erne. Det er et helt dansk kompleks med Danmarkshuset på Champs-Élysées og den danske kirke bagved. I huset er der to restauranter CPH og Flora Danica, der burde arbejde med danske gastronomiske temaer, men som, efter at de er blevet overtaget af en fransk madkæde, er faldet grusomt meget af på den. Faktisk så meget, at der er lidt af en 39

9 triumfen skandale for Danmarks image i Paris. På anden etage findes en sal med skiftende arrangementer og udstillinger. Forskellige og ikke kun danske virksomheder har lejet sig ind i bygningen. På 7. sal boede jeg med min familie i det, som dengang var tjenestebolig for ambassadens kultur- og presseråd. Herfra kunne vi følge med i de utallige begivenheder, der finder sted på avenuen: Militærparaden den 14. juli. Afslutningen på Tour de France. Nytårsaften. Demonstrationer for eller imod regeringen. Kransenedlæggelse ved Den Ukendte Soldats Grav under Triumfbuen. Der sker hele tiden en masse på denne 8-sporede motorgade, som det også er. Lejligheden er nu nedlagt som bolig og bruges som repræsentationslokaler i forbindelse med arrangementer i huset. Da Spreckelsen havde vundet, arrangerede vi en udstilling om dansk arkitektur i Danmarkshuset. Det var mit job at formidle dansk kultur i Frankrig her var en fin mulighed for at gøre opmærksom på nogle af de bedste udtryk for dansk kreativitet. Udstillingen blev bygget op omkring en model af kuben og plancher med fotos af Spreckelsens kirker. Nu var der ingen, som lo. Det var indlysende, at Mitterrand havde valgt en stor arkitekt til at færdiggøre La Défense. triumfbuen og så videre Vi går nu op til Triumfbuen. I 1806 bad Napoleon arkitekten François Chalgrin om at bygge et monument til ære for hans store hær la Grande Armée. Ingen af dem så den færdige triumfbue: Napoleon blev sendt i eksil og døde i 1821 Chalgrin i Triumfbuen blev indviet i Vi kan gå op i den og se aksen mod øst og vest, men faktisk ser man den udmærket fra gadeplan. Vi har nu gået 3 km. Der er 4 km tilbage. Fortsættelsen af Champs-Élysées hedder Avenue de la Grande Armée. Vi når til udkanten af selve Paris Porte Maillot. Navnet refererer til en port, der engang lå her, og som førte ind til Boulogneskoven. Kuben bliver mere og mere tydelig som en smuk markering midt blandt højhusene i det fjerne. Vi passerer et stort skrummel Palais des Congrès på højre side, kryd- 40

10 Vue mod La Défense ad Avenue Charles de Gaulle Nightman1965 Fotolia ser ringvejen og skynder os videre ad Avenue Charles de Gaulle. Her er ikke specielt festligt men på højre hånd ligger den formodentlig rigeste kommune i Frankrig: Neuilly-sur-Seine. Her har præsident Nicolas Sarkozy været borgmester, og han har trådt både sine rigtige og sine politiske barnesko dér. Her bor de rige i smukke huse. Og her er et amerikansk hospital, som taler engelsk med patienterne. Nu er vi kommet til Pont de Neuilly engang var det en træbro, som kongerne benyttede på vej til jagt. Nu er det en ganske ordinær bro. Vi fortsætter over Seinen og ind i bebyggelsen. Dette er La Défense. De fyrtårnsagtige, mangefarvede skulpturer, der er det første, vi ser, er den græske kunstner Takis værk. la défense Plateauet er enormt: 100 x 300 meter. Og indtrykket er overvældende og forvirrende. Det er en blandet fornø- 41

11 triumfen La Défense er en bydel præget af moderne byggeri Fotolia nfr Pictures jelse, sagde Spreckelsen om arkitekturen herude, før han gik i gang med byggeriet. Det er alles kamp mod alle. Det er multinationale selskaber. Det er banker. Det er store stærke pengeforetagender der er ikke meget boligbyggeri herude. Den ene skal hævde sig frem for den anden, og det er dét, man ser rundt omkring på godt og ondt. Noget er elegant gjort, andet er knap så elegant. Det er fascinerende og samtidig forfærdeligt. Det er den der 42

12 Kunstneren Jean Dewasne var en af de fremmest eksponenter for geometrisk nonfigurativ kunst. Udsmykningen i den sydlige del af Kuben set i sin helhed mærkelige blanding af noget, du ikke kan modstå, fordi det jo er kæmpe kræfter, der afspejles herude og når man ser på det som arkitekt, siger man: Behøver det virkelig se ud, som det gør? Der er masser af kunstværker herude. Spreckelsen fik kunstneren Jean Dewasne til at lave et maleri på 75 x 100 meter til det indvendige af kubens sydlige ben. 43

13 triumfen Ingen kommer nogensinde til at se det i sin helhed, for det er skåret i skiver. En skive til hver etage. Vil man se maleriet, kan det altså kun opleves, hvis man besøger ministeriet, der bor i fløjen og kun hvis man står af på hver etage og spadserer ned ad gangen. Der er desværre ikke offentlig adgang. Der skulle have været et tilsvarende maleri i det nordlige ben, men det blev sparet væk af de private investorer. Deswane var til en begyndelse tøvende over for opgaven, men den musikbegejstrede og musikalske Spreckelsen forklarede, at det var ligesom et partitur, som det også tager lang tid at arbejde sig igennem. Den sammenligning kunne maleren godt lide. Spreckelsen regnede med at skulle indrette kubens offentlige kontorer. Han var optaget af en på det tidspunkt næsten glemt fransk møbelarkitekt Charlotte Perriand der havde lavet fantastiske møbler alene og sammen med den schweizisk-franske arkitekt Le Corbusier. Han opsøgte hende for at diskutere indretning af kontorerne i Boligministeriet. Der var næsten ingen ende på hans energiske kreativitet. Og der var næsten heller ingen grænser for Mitterrands interesse for projektet. DR havde dengang en TV-kulturafdeling, som besluttede at følge byggeriet i dets forskellige faser. Journalist Else Lidegaard filmede ham under et af møderne med Mitterrand. Det blev til nogle guddommelige optagelser af Frankrigs præsident, der knælende kiggede på en model af kuben og besigtigede marmorprøver. Spreckelsen havde i Carrara i Italien fundet et særligt marmor, som han og præsidenten godt kunne lide. De, der har forstand på marmor, siger, at det vil vare nogle hundrede år, før der vil ske ændringer med det, forklarede Spreckelsen. Vi bygger for nogle hundrede år, svarede præsidenten tørt. Spreckelsen talte ikke fransk og Mitterrand ikke engelsk, så de kommunikerede gennem en tolk med det smukke navn fru Paradis, der oversatte mellem dansk og fransk. Han går meget op i projektet her. Han ved noget om kuben, sagde Spreckelsen om præsidenten, som han med tiden blev mere og mere begejstret for. 44

14 Senere filmede jeg Spreckelsen i arbejdet på tegnestuen, der var indrettet i en bygning på venstre side af parvis en det store plateau vi er kommet op på. Bl.a. overværede jeg et møde mellem ham og bygherrens repræsentanter. De talte engelsk med hinanden. Spreckelsen var ikke tilfreds de ønskede både ændringer i byggeriet, og at tidsplanen skulle overholdes. Men da der kun var afsat ganske få år til at opføre det gigantiske bygningsværk, var der ikke megen tid at spilde. Han samarbejdede med et fransk arkitektfirma Paul Andreu fra Aéroports de Paris men havde også taget sine egne danske arkitekter med sig til Paris. Her oplevede jeg den grundighed, hans professorkollega havde fortalt om: Han gik tålmodigt fra tegnebord til tegnebord og gennemgik medarbejdernes løsninger af de forskellige opgaver. la grande arche Den lille triumfbue er 25 x 25 m. Den store er 50 x 50. Spreckelsens er 112 m dyb, 106,9 m bred og 110,9 m høj. Den er drejet ca. 6,5 grader i forhold til aksen. Undergrunden er så hullet, at det var nødvendigt for at få den til at stå ordentligt fast i undergrunden. Sådan ønskede Spreckelsen det også, for det giver et venligt indtryk, at den ikke står snorlige på aksen. Og Louvre for den anden ende af aksen er også drejet en lille smule. Vi går op ad trapperne og ser straks bronzestelen, hvor Spreckelsens originale tegning kan ses trods graffitien, som talrige turister synes, det har været sjovt at forsyne den med. Vi kan også læse en del af den beskrivelse, som Spreckelsen gav af sit projekt. Den står på flere sprog også dansk: En åben kube Et vindue mod Verden Som en kort pause på vejen Med et blik mod fremtiden Det er en moderne triumfbue til ære for menneskehedens triumf 45

15 triumfen Den er et symbol på håbet om at mennesker i fremtiden kan mødes i frihed ( ) Det lyder så voldsomt med Triumfbue for menneskene, sagde Spreckelsen i Lidegaards interview med ham, før byggeriet gik i gang. Men jeg synes, det er rigtigt at forsøge at fortælle folk, at menneskeheden som sådan egentlig også bør have et monument. Det er som regel enkeltpersoner, der får monumenter. Og jo større monumenter de får, desto mindre er de jo som regel kendt. Her er det altså de store forsikringsselskaber og banker, der får monumenter, så jeg syntes, at det var meget rimeligt at sige til folk, at det er jeres hus. Selvom det er stort og flot forhåbentlig så er det altså noget, der tilhører jer. I dag hedder kuben La Grande Arche Den Store Bue og ligner i det store og hele den skitse, Spreckelsen i tegnede hjemme i Hørsholm. Der er dog en forskel: Midt i kubens åbning hænger en Sky. Den er mindre elegant, end han oprindeligt havde tegnet den. For bygherren lod den franske arkitekt Paul Andreu og den irske ingeniør Peter Rice give den det udtryk, vi ser i dag. Spreckelsens idé var, at skyen skulle være tryghedsskabende. Han ønskede sig også et overdækket anlæg foran og ved siden af kuben. Det skulle være som mosekonens bryg florlet og smukt så det var rart for mennesker at færdes under og omkring kuben. På hans tidlige skitser kan man se, hvordan de også breder sig ud til siderne, hvor der ligger en samling mindre huse, som hedder Les Collines Højene. Spreckelsen havde lavet forslag til dem, så de passede i proportionerne til den store kube. Bygherren ville have flere etagemeter ud af terrænet og lod en anden arkitekt bygge Les Collines, som det kan ses, påtrængende og uproportioneret tæt op ad Spreckelsens bygning. I samarbejde med den svensk-danske landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson havde Spreckelsen også tænkt sig et smukt anlæg med bevoksning langs en kanal og skyer på parvis en foran kuben. Spreckelsen 46

16 La Grande Arche La Grande Arche var begejstret for Paris mange overdækkede passager arkaderne der gennemskærer boligblokkene, så man kan færdes på en behagelig måde i al slags vejr. Det var den komfort, han ville overføre til sit eget bygningsværk. pinlig polemik Skyen gav anledning til en uskøn polemik i december Spreckelsen havde valgt den meget dygtige ingeniør Erik Reitzel som rådgivende ingeniør. Han var en gemytlig mand, men pludselig tog pokker ved ham. I et fransk arkitekturtidsskrift kastede han sig ud i, hvad han hævdede var et forsvar for Spreckelsens og sine egne ideer med hensyn til, hvordan skyen skulle se ud. Han kaldte sig selv for co-auteur medophavsmand til kuben, anklagede Andreu og Rice for ukollegialitet og forsøgte at tage æren for selve kubens form. Både Andreu og Spreckelsens hustru, der på det tidspunkt var blevet enke, modsagde ham. Karen Spreckelsen, der havde assisteret sin mand under hele forløbet og 47

17 triumfen derfor havde deltaget i samtlige møder, forklarede, at Reitzels rolle var den rådgivende ingeniørs. Som det fremgik af Spreckelsens skitser, havde kuben fundet sin form, en måned før Reitzel overhovedet blev knyttet til projektet. Min mand, arkitekten J.O. Spreckelsen, modtog i 1983 førsteprisen i den internationale konkurrence om la Tête Défense. Ingeniør: Erik Reitzel. Medarbejder: Arkitekt Peter Jørgensen, fastslog Karen Spreckelsen. Reitzel var i ingen henseende talsmand for hendes mand. Det var pinligt og blev værre af, at Reitzel gav sig til at optræde offentligt med at blæse kubiske sæbebobler som bevis for, at han havde fundet på den kubiske form. Alle fagfolk, der kendte Spreckelsen, vidste, at kuben var hans foretrukne arkitektoniske udtryk. Det var hans værk. Reitzel har siden ændret sin betegnelse fra rådgivende ingeniør på projektet til ingenieur concepteur altså konciperende ingeniør. I Danmark er det næsten lykkedes ham at få sit eget navn klistret sammen med Spreckelsens som kubens ophavsmand. Karen Spreckelsen gjorde i sit svar til ham opmærksom på, at dette intet havde med virkeligheden at gøre. Hvem har lavet Carl Th. Dreyers film? Dreyer eller hans fotografer? Som en filminstruktør ikke kan lave sine film uden andres hjælp, kan en arkitekt ikke bygge sit værk alene. Der er brug for ingeniører, andre arkitekter, håndværkere alle slags fagfolk. Men arkitekten er den kunstnerisk ansvarlige for helheden. Besynderligt, at ingen i den danske arkitektstand har følt sig foranlediget til at protestere mod overgrebet på en afdød kollega. Reitzel er også død nu alt for tidligt. Hans betydning for kuben var som nævnt stor, men mindre end den omtale, den fik i nekrologerne om ham. arbejdstøj i stedet for kjole og hvidt Spreckelsen og Mitterrand fik ikke det lyse marmor, de begge havde ønsket sig. I stedet er det et billigere, gråligt marmor, som beklæder kuben. Der er ikke kommet det fine marmor, som jeg havde udvalgt, som præsidenten var gået ind for som var med i tilbud- 48

18 det, sagde Spreckelsen. Man har valgt et billigere marmor. Det er synd og for mig lidt uforståeligt. Bygherren forkastede også hans forslag til vinduer: Det bliver heller ikke de fine flotte glas, der skulle have været som spejle i sydsiden. Der har man fundet en mere ordinær måde at sætte dem op på, forklarede han. Den bliver flot alligevel den kan tåle at gå i arbejdstøj i stedet for kjole og hvidt. Det var meningen, at overliggeren altså etagen mellem kubens to ben skulle rumme et kommunikationscenter, hvor offentligheden ved hjælp af satellitter skulle kunne se tv fra hele verden og i det hele taget kommunikere med mennesker i andre lande. Ideen fascinerede og inspirerede Spreckelsen. Men det blev aldrig til noget. I stedet blev det til et menneskerettighedscenter, som afløstes af et it-museum, der nu heller ikke eksisterer længere. Efter en ulykke i 2010 hvor et hjul fra den ene af de elevatorer, der hvert år bragte mere end turister og andre besøgende op til overliggeren, faldt ned fra 75 meters højde, blev det i januar 2011 besluttet at lukke for offentlighedens adgang til kuben. Det er altså ikke længere muligt at nyde udsigten fra det høje bygningsværk. Nu er Økologiministeriet flyttet ind i kubens sydlige ben og har også overtaget de lokaler i overliggeren, som it-museet holdt til i. I 1986 besluttede Spreckelsen at trække sig tilbage fra projektet. Der var for mange modstridende krav og for mange kompromiser. Ved nationalforsamlingsvalgene i marts s.å. havde Mitterrands socialister mistet flertallet præsidenten var politisk stækket, hvad der også påvirkede byggeriet af kuben. Den daværende borgerlige statsminister og senere Mitterrands efterfølger som præsident, Jacques Chirac, ønskede at privatisere kuben og forsøgte at gøre sit til, at det ikke skulle blive Mitterrands flotte monument, men blot en bygning med et mere almindeligt indhold. Spreckelsen holdt dog forbindelsen med byggeriet ved lige. Den franske partner konsulterede ham stadigvæk. Under et besøg i Paris i efteråret 1986 blev han imidlertid syg og indlagt på Det Amerikanske Hospital 49

19 triumfen i Neuilly. Da var det for sent. I marts 1987 døde han blot 58 år gammel kuben var kun to tredjedele færdiggjort. Ligesom Chalgrin aldrig fik set sin triumfbue for enden af Champs-Élysées opført, nåede Spreckelsen ikke at se sit livsværk afsluttet. Byggeriet fortsatte med Paul Andreu som ansvarlig arkitekt og var færdigt til revolutionsjubilæet i juli kulturforskelle Ved Spreckelsens død lå stumperne til, hvad der skulle have været dele af en stor udsendelse om Spreckelsen og byggeriet af kuben, tilbage i TV-Byen. Der var Lidegaards optagelser, og der var mine. De seneste foretog jeg, kort tid før han blev syg. Heldigvis havde vi fået lov til at filme et foredrag, som han holdt i Dansk Arkitektur Center i Gammel Dok på Christianshavn. Her fortalte han levende og morsomt om processen. Da jeg senere fik til opgave at samle mine og Elses strimler til et program, blev foredraget det bærende element. Ved at se hans skitser til kuben den havde mange former, før den blev til det, vi ser i dag kunne jeg læse, at han undervejs havde lyttet til musik af 1700-talskomponisten Giovanni Battista Pergolesi det var noteret på en af tegningerne. Musik var en af Spreckelsens foretrukne kunstarter: Den tid jeg har tilovers, den tid, der inspirerer mig, det er meget med musikken. Jeg ikke alene kobler fra, når jeg oplever musik, men inspireres også af den, sagde han. Pergolesis smukke og dramatiske Stabat Mater blev derfor brugt i udsendelsen. Franskmændene ville så gerne vise udsendelsen i kuben på selve indvielsesdagen. DR producerede en fransktekstet version, som blev sendt derned. Jeg var til stede sammen med Spreckelsens familie. Det var stærkt bevægende og uhyre trist. Da vi ville se programmet, blev det vist i et kælderlokale uden publikum. Spreckelsens trods alt diskrete kritik og gennemgang af nogle af de problemer, han havde haft, var åbenbart for stærk kost. Franskmænd kan være generøse, men her viste folkene bag byggeriet deres smålige side. 50

20 Præsident François Mitterand i samtale med J.O. Spreckelsen om modellen til Kuben. I baggrunden ses deres oversætter fru Paradis SEM/ Chouffet Der var forståelsesproblemer mellem Spreckelsen og de franskmænd, der havde med byggeriet af hans kube at gøre. De var ikke blot af sproglig art de var også kulturelt bestemte. Spreckelsen refererede ofte til dansk arkitektur og dansk mentalitet: Vi gør ikke opmærksom på os selv vha. teatralske udtryk, nytteløs agitation, eller prangende påklædning. En vis tilbageholdenhed, nogle få velvalgte bevægelser er tilstrækkelige nogle gange måske blot et lille nik, forklarede han dem, om sin nordiske, kulturelle baggrund. En fremmed fugl i Frankrig. Han var glad for sine møder med præsidenten, hvis intellekt og menneskelige egenskaber han havde stor respekt for. Mitterrand anerkendte på sin side Spreckelsens talent. Men det fremgår af forskellige franske omtaler af byggeriet, at de ikke havde ubetinget sans for ham. De syntes, han var besværlig og lidt sær. Det var han nok også sådan som alle store kunstnere er. 51