Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 1. december søndag i advent Lukas 4,16-30 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 1. december søndag i advent Lukas 4,16-30 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde:»i dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte:»er det ikke Josefs søn?«han svarede dem:»i vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!«men han sagde:»sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30 Indledning: God morgen, det er i dag første søndag i advent, i dag begynder det nye kirkeår, og traditionen tro har vi derfor fornøjelsen af Frederiksborg Kammerkor, som synger for os og med os gennem hele gudstjenesten. I dag er det også 1. december, og både advent og december tæller ned eller måske op til jul. Vi glæder os til det, der skal komme, til Guds søns komme til jorden det er det ordet advent betyder han kommer! I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen! 1

2 Jeg følger sædvanligvis ikke med i engelsk fodbold. Men i går så jeg en overskrift i sportsnyhederne: Ramsey udraderede barndomsklubben. I mine øjne var det lidt af en parallel til det, vi netop har hørt: Jesus vendte ryggen til sin barndomsby Nazaret og gik. I sportsnyhederne handlede det om Premiere League, Cardiff Arsenal den endte 0-3 og om at Aaron Ramsey, som er vokset op i Cardiff, men nu spiller for Arsenal, stod for to af scoringerne. Men da fodboldfans har det med at betragte det som forræderi, når spillere skifter klub, så undlod Ramsey klogelig at juble efter sine scoringer. Han så ingen grund til at provokere sin barndomsby. Anderledes gik det i Nazaret, og anderledes er det gået med den sidste måneds store samtaleemne Yahya Hassan, som har set al mulig grund til at provokere sit barndomsmiljø. Den unge fyr fra den århusianske ghetto har i sine digte ikke lagt fingrene imellem i sin beskrivelse af sin opvækst med vold i hjemmet, kriminalitet på gaden, dobbeltmoral og almindelig afstumpethed blandt mennesker i kvarteret. Alle os, som sjældent eller aldrig sætter vores ben i en ghetto, og kun ved, hvad vi ved, efter at det i medierne er fortolket og formidlet af nogen, som ligner os selv, vi har nu en personlig førstehåndsberetning, en sprække ind i den fremmede verden, som ghettoen er for os. Og vi kan betragte den med interesse eller bare nysgerrighed. Men stadigvæk er vi på distancen, fordi Yahya Hassans barndomsoplevelser er så anderledes end vores. Vi har ikke for alvor noget personligt i klemme. Men det har de, der kunne kaldes Yahya Hassans egne, hans bysbørn, gamle kammerater og naboer, men også alle andre, der bor i såkaldte ghettoer, måske endda alle andre af fremmed etnisk herkomst, som det så smukt hedder. Det er væltet frem med kommentarer fra folk, som føler sig ramt eller anfægtet. Nogle forsøger sagligt og stilfærdigt at formulere deres frygt for, at Hassans digte skaber et generaliserende billede af alle, som bor i ghettoer eller alle familier med en lignende baggrund. Andre skælder aggressivt ud på Facebook og blogs, og få, heldigvis få, sender sågar dødstrusler af sted. Fælles for deres vrede er en stærk følelse af, at Yahya Hassan har forrådt sine egne. En vrede over, at han har brudt den loyalitet, som man skylder sine egne. 2

3 For det er vel en dårlig fugl, der skider i sin egen rede? Eller er det? Det kan vel ikke udelukkes, at der nogen gange er noget, som er så betydningsfuldt, noget, som brænder så meget på, at det må siges og skrives og gøres, selvom man risikerer, at familien, vennerne, naboerne, kollegerne, byen, hele folket vender sig imod en? Det kan vel ikke afvises, at et brud kan være nødvendigt, selvom den personlige konsekvens er isolation - eller had s og dødstrusler? Vi troede, at vi kendte ham, vi troede, at han var en af vores. Sådan siger gamle partikammerater efter kommunalvalget om partihopperne, sådan siger fodboldfans om spillere, der skifter klub, sådan siges det om Yahya Hassan og sådan sagde man i Nazareth, hvor Jesus var vokset op. Det vækker skuffelse og vrede, når en af vores egne, en af flokken bryder ud. Sammenholdet og ikke mindst fællesskabets identitet er truet, og udbryderen bliver på et splitsekund en fremmed, en modstander måske endda en fjende, som man ønsker død og borte. Sådan går det Jesus i Nazaret. Da han et par år senere bliver korsfæstet, er der et skilt på korset med bogstaverne INRI. På latin står det for Jesus fra Nazaret, jødernes konge. Måske er det sidste, jødernes konge, skrevet for at håne ham, måske for at antyde det, som han dømmes for. Men for os er det et fingerpeg om, at hans identitet er en anden eller mere end den, som hans opvækst giver ham, at der er mere at sige om Jesus, end at han er tømreren Josefs søn fra Nazaret. Da Jesus et par år før sin korsfæstelse kommer til Nazaret og går hen i synagogen og læser op af profeten Esajas, er han ikke længere den samme, som folk i byen har kendt før. Der er sket noget afgørende for ham og med ham, som vil ændre ikke kun hans identitet, men hele verdenshistoriens gang. Han har taget den opgave på sig, som Gud har lagt foran ham, han har taget Guds opgave på sig, sådan som Gud har villet det, og gjort den til sin opgave. Taget ejerskab, ville vi sige i dag. Han træder nu frem med en identitet, en bevidsthed om Guds vilje med ham. Og den vil provokere og udfordre, ikke kun indbyggerne i Nazaret, men hele jordens 3

4 befolkning. Men først og fremmest vil denne nye identitet skabe håb for millioner, fordi den bærer Guds kærlighed ud i verden, som den substans vi kan leve og dø på. Derfor kan Jesus lukke bogen, rulle skriftrullen sammen og sige I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse. Ikke kun den dag, men hver eneste dag lige siden, også i dag og ikke kun i Nazaret eller Judæa og Galilæa, men overalt, hvor der er mennesker, også her, hvor vi er. For det er det, som er Jesus ærinde i Nazaret den dag. Han ved, at de skridt, han tager, må føre til et nødvendigt brud med tid og sted, fordi hans opgave rækker langt ud på den anden side af enhver kronologi, enhver historisk periode, ethvert geografisk sted. Når han bringer godt nyt til fattige, udråber frigivelse af fanger, lukker vores øjne op for vores medmennesker, og sætter undertrykte i frihed så sker det fuldstændigt og helt og aldeles uafhængigt af tid og sted. I dag er altid netop nu og netop her. Med denne sætten sig ud over sine egne, sin egen tid, sit eget folk, bryder han med det, som de fleste af os ellers værdsætter mest, vores nærmeste, vores eget, vores liv. Og hans budskab driver hans gamle bysbørn til raseri og ham selv ud til det yderste af klippekanten. Jesus kom til Nazaret, men det endte med at han banede sig vej imellem sine egne og gik. Han kom og han gik. Og fra den dag af blev han den vandrende, han, som kommer og går. Gennem tid og rum kommer han også til os, som velsignelsens Ord til os, som lever netop nu og netop her. Han, den evigt vandrende, gør fortidens løfter om fremtiden gældende i dag, hver dag. Vi er bevidste om vores fortid, og vi har et håb for fremtiden, men den forvandlede Jesus fra Nazaret, ham, som ingen kan tage patent på, lader os høre, at vi også er en del af et forvandlet fællesskab - i dag. Et fællesskab som ikke længere kun er bundet til dem, vi er i familie med, dem, vi deler hverdag med, dem, vi deler race eller køn med, men som er et fællesskab, vi har gennem ham, som vi kalder vores Herre. Han gør os til ét, som han selv er ét med sin far. 4

5 Det budskab, at den opstandne herre kommer os i møde hver dag for at skabe et kærlighedens fællesskab iblandt os, det er det, vi fejrer nytår på. Herren kommer, Gud med os. Amen. Kirkebøn: Gud, du, som var, som er, og som kommer! Nu hvor dagene bliver korte og mørket tager til, længes vi efter dig, og vort håb er en blafrende flamme i vinden. Lad os ikke blive revet med af alt det, vi skal nå og vil nå, men lær os at leve langsomt, at være åbne og lydhøre, når du kommer og står midt iblandt os. Altid er du på vej. Kom os i møde som den, der trøster os og opmuntrer os. Og hjælp os til at være i dit sted for hinanden, så vi er til trøst for den, som er ked af det, og deler ud af vores til dem, som mangler noget. Og hver gang vi svigter, så vær du hos dem, der ingen og intet har. Vi be r for din kirke på hele jorden, at fred og velsignelse vil være i den og i den opgave, den har at udføre. Vi takker for dit nærvær her hos os, at du selv er til stede i dåben og nadveren. Vi ønsker alt godt for de to små piger, som er døbt i dag, at de må lære dig at kende som deres bror og far. Lovet være du, Herre Jesus Kristus, for at du kom til os. For i dig er livet, i dig er Guds rige til evig tid. Amen. 5