Fra overforbrug til fallit: 'Det var jo bare penge'

Transkript

1 Fra overforbrug til fallit: 'Det var jo bare penge' Helle Jønsson og hendes mand gik konkurs efter i mange år at have levet det søde liv på første klasse. I dag har Helle lært, at livet er mindst lige så sødt, selv om pengene er små. Af Marie Varming, 09. januar 2012

2 03 'Det var jo bare penge' 2

3 bil. Den blev afhentet 20 minutter senere. - Jeg husker, at jeg følte mig kriminaliseret. Det var især ydmygende, fordi de afhentede bilen foran vores arbejdsplads. Alle så jo, hvad der skete, og jeg følte mig totalt klædt af. Men nedturen stoppede ikke med bilen. Mange andre ting i Helles hverdag blev markant anderledes fra det tidspunkt. Også de ting, som man ikke tænker over i dagligdagen. 'Det var jo bare penge' Banken lukkede samtlige konti den dag, konkursen blev officiel. Pludselig var Helle ikke længere velkommen som kunde i den bank, hvor hun havde haft plus på kontoen i årevis. Af Marie Varming Alle kort blev inddraget, og blot få dage senere ringede advokaten og sagde, at Helle også skulle tømme sin - Vi måtte gå over i en ny bank og sige: Pænt goddag, vil I have os som kunde? De ville gerne have os, men vi måtte kun få konti uden kredit. Vi fik et Mastercard Cash, og så måtte vi ellers klare os med kontanter. Vi kunne ikke engang bruge betalingsservice, husker Helle, som ellers altid har været vant til at have en god og selvkørende økonomi, som gav hende ret til alle kort og kreditmuligheder. Før konkursen havde Helle Jønsson og hendes mand et trykkeri, som de overtog i 80erne. Gennem årene havde de opkøbt andre virksomheder og firmaet havde over 40 ansatte. Derudover havde de haft held med en række bolighandler, som havde gjort dem meget velhavende. - Rent økonomisk levede vi et sorgløst liv. Vi havde penge til det, vi ville. Det 3

4 betød også, at vi var gavmilde over for både vores venner og børn. Vi gav for eksempel gerne, når vi var ude at spise, og vi har betalt begge vores børns bryllupper, som blev holdt i Odd Fellow Palæet. Der var rød løber til gæsterne, champagne og kanapeer i havestuen. Til vores søns bryllup fik vi et drengekor til at komme og synge. Farvel Dragør - hej Ishøj For fire år siden begyndte det at gå ned ad bakke for den virksomhed, som Helle Jønsson og hendes mand havde bygget op igennem årene. I 2009 blev parret erklæret konkurs med både virksomhed og privatøkonomi. Det betød et farvel til strandvejsvillaen i Dragør og goddag til socialt boligbyggeri i Ishøj. Parret besluttede sig nemlig for at søge en gældssanering. Det betyder, at de i løbet af tre år betaler alt hvad de overhovedet kan, tilbage til deres kreditorer, og derefter er de gældfrie. Skifteretten, som gav dem gældssaneringen, havde dog en betingelse. De skulle flytte til noget billigere, så Helle og Ernst begyndte at spørge deres venner. Nogle af dem nævnte Ishøj. - Jeg vidste godt, at der lå nogle penthouse-lejligheder i Ishøj, men det var for dyrt til os. Så sagde de, at der også lå et område med socialt boligbyggeri. Så aftalte vi, at vi skulle komme derned den følgende lørdag, fortæller Helle Jønsson. Hun husker tydeligt, hvordan hun gik rundt i boligkvarteret sammen med sin mand. Betonhusene ligger i firefem etagers højde, og mellem dem ligger cykelskure, skralderum og små grønne pletter. FAKTA: Helle Jønsson - Født i Arnum i Sønderjylland i Efter 10. klasse uddannet i bl.a. økonomi og grafisk arbejdsledelse. - I 1984 overtog hun sammen med sin mand et trykkeri, som de drev frem til konkursen i Siden 2011 regnskabschef i en itvirksomhed. - Udefra er det jo en kæmpe mastodont. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Her hører vi ikke hjemme. Men bagefter havde jeg faktisk en god følelse. Det var lige som at tage en gammel frakke på og mærke, at den stadig passer. Bag alle ruderne bor familier, og langt størstedelen kommer fra et helt andet sted i verden. Men Helle Jønsson er vant til at rejse meget, og det eksotiske passede hende godt. - Her er jo faktisk rigtig pænt i forhold til så mange andre steder. Så jeg tænkte, at her kunne jeg da godt bo. Min mavefølelse var god, selv om det er et kæmpestort område med meget blandede nationaliteter, og på mange 4

5 måder ligger det meget langt fra Dragør, som vi kom fra. Om mandagen tog hun kontakt til Ishøj Kommune, og otte dage senere blev de tilbudt en lejlighed. Det er nu over et år siden, at parret flyttede ind i lejligheden. Kolde kontanter Ikke bare var kreditmulighederne forsvundet. Helle og Ernst havde heller ikke så stort et kontant rådighedsbeløb længere, så det var slut med gourmetrestauranter, femstjernede hoteller på eksotiske destinationer og weekendophold i luksusklassen. - I stedet begyndte vi at invitere folk hjem til os, og jeg blev god til at bede folk, om de ikke selv vil tage desserten med. I dag er vi store tilhængere af sammenskudsgilde, siger Helle Jønsson. Noget af det, som Helle havde svært ved at vænne sig til var det kontante liv. Fordi hun ikke måtte have en betalingsservice, skulle hun på posthuset og betale alle regninger, og det løb hurtigt op. og hun kunne ikke skifte til et billigere teleselskab fordi hun stod i RKI. Hun var træt af at betale med kontanter. - Folk tror jo, at det er sorte penge, når man skal betale større beløb kontant. - Til sidst ringede jeg til banken og sagde: Nu har I kendt os et år. Må vi ikke nok få et dankort og en betalingsservice?. Der gik en uge, så var det i orden. Det har virkelig fået mig til at spekulere over, hvad folk, der står i RKI hele livet, gør. Jeg har jo altid været den, der hjalp mine veninder, hvis de var i pengenød, men pludselig var det mig, der stod uden dankort på en tankstation i Jylland, hvor man ikke kunne betale med kontanter. Kandidat til aktivitet Helle savnede sit gamle liv med ansvar for virksomhed og ansatte, ligesom hun savnede livet i Dragør, gåturene i havnen, haven og de fine gamle stuklofter i den gennemrenoverede lejlighed. - Jeg sad faktisk et år i min røde lænestol og var godt i gang med at forsumpe. Jeg græd, fordi jeg var så ked af det på medarbejdernes vegne. Jeg tudede også over, at vi ikke havde formået at gøre det bedre. Jeg græd over det tabte liv, som vi havde bygget op over mange år, og jeg sad tilbage med følelsen af at skulle starte forfra. Jeg syntes faktisk ikke verden så særligt spændende ud, når jeg kiggede fremad. Men en dag kom Ernst hjem og havde hørt, at afdelingsbestyrelsen i 5

6 Begge Helle og Ernsts børn er gift og har holdt bryllupsfest i Odd Fellow Palæet med alt betalt af mor og far. Helle husker festerne med den største glæde. Privatfoto. boligområdet manglede en kandidat. Var det ikke noget for Helle? - Jeg er jo en aktiv pige, og jeg følte virkelig, det var et antiklimaks at sidde der og lave ingenting. Så jeg gik med til et møde, og inden der var gået ret lang tid, var jeg valgt til formand for afdelingsbestyrelsen, fortæller Helle. Det betyder, at hun i dag bliver kontaktet af folk, som har små og store glæder og sorger, som de ønsker at dele med deres formand. - Jeg blev blandt andet kontaktet af en kvindegruppe herude, som var vant til at samles i kulturhuset en gang om måneden. De ville så gerne gøre det til en gang om ugen. Det kunne jeg ikke se, der var noget i vejen for, så i dag er det sådan, fortæller Helle. - Jeg synes, at alle herude er lige, uanset hvilken farve de har. Der er 60 pct. med en anden etnisk oprindelse, og der er rigtig mange som er blevet vant til, at der intet bliver gjort for dem. Men hvis nogen ringer til mig og siger, at deres vindue er gået i stykker, så hopper jeg gladelig på cyklen og kører over og kigger på det, siger Helle. I dag, hvor Helle også har fået job som regnskabschef i en IT-virksomhed, bruger hun en stor del af sin fritid på arbejdet som formand i bebyggelsen. Men hun føler, at hun får det hele tilbage igen. Livet som fortaler for etniske kvindeforeninger i Ishøj ligger muligvis meget langt fra livet som 6

7 velhaver i Dragør, men for Helle er forskellen ikke så stor. - Jeg har altid haft et stort socialt gen, og vi har også haft plejebørn i mange år. Men jeg må indrømme, at det med at arbejde i sådan et område ikke lå lige for, før i tiden. Jeg kunne jo godt have gjort det samme tidligere, men lejligheden bød sig bare ikke, siger hun. - Det er ikke længere så let for os at sige: Skal vi ikke lige tage lidt væk. Vi gør det da stadig, men hvor vi før tog på krydstogter til Galapagos, er vi i dag mere i vores børns sommerhus et par dage, hvis vi har brug for det. Og vi kan da også finde på at tage til Paris. Paris er jo den samme, om vi flyver på business eller billige billetter. Og når vi før gik på de allerfineste restauranter, så finder vi i dag en lille bistro og får en oplevelse ud af det, siger Helle. - Nogle gange er vi nødt til at sige nej tak. Eller også siger vi, at vi er nødt til at dele regningen, når vi er ude med venner. Det er faktisk befriende. På en eller anden måde lå det før i tiden ofte i luften, at det var os, der gav. En af de største rejser i Helles liv - turen til Galapagos i 2005, mens økonomien endnu var i skønneste orden. Privatfoto. - Hverdagen var anderledes, og det var de kredse, vi kom i også. Jeg levede et andet liv, og jeg var nok ikke så opmærksom på de problematikker, som jeg har mødt herude. Det er ikke ment nedsættende, men når man bor i Dragør, ser man ikke disse ting. 'Vi har jo altid Paris' Når man er i gang med at blive gældssaneret, skal man leve på et minimum, og derfor har parret i dag samme økonomiske råderum, som et par på dagpenge. Det har betydet store ændringer i deres levevis. - Jeg ærgrer mig ikke over, hvad der er sket for os. Livet har bare taget en drejning. Men jeg må indrømme, at jeg savner friheden til at kunne gøre de ting, som jeg kunne engang. Det kan være at låne mine børn 5000 kroner eller rejse langt væk uden at se på prisen. Nu har livet fået en anden vinkel. Det betyder dog også, at bekendtskabskredsen ikke er helt den samme. - Lige da det var sket, var der nogle af mine veninder, der faldt fra. Når jeg spurgte dem, hvorfor jeg ikke hørte fra dem, sagde de, at de ikke vidste, hvad de skulle sige. Herregud, der er jo ikke 7

8 Helle på en af sine ture til New York. Privatfoto. nogen, der er døde. Det er bare noget lort lige nu, siger jeg så. Det var jo altså bare penge. Penge var noget, der gjorde livet behageligt, men jeg vil ikke sige, at de gjorde mig mere lykkelig. Jeg er lige så lykkelig i dag, livet er bare blevet en smule mere besværligt. Hverken Helle eller hendes mand er født med en guldske i munden, som hun siger. Faktisk har de begge to i deres unge dage boet i socialt boligbyggeri, og nu hvor der kun er to år tilbage af tilbagebetalingsperioden, er Helle faktisk i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde vil væk fra den billige lejelejlighed igen. - Det er nok derfor, at benene ikke blev revet væk under os. Vi er jo sådan set bare vendt tilbage til rødderne. - Jeg må indrømme, at jeg græd meget det første år efter konkursen, men jeg er kommet så langt, at jeg har accepteret mit liv, som det er. Nu får jeg det bedste ud af det. Derudover har vi set på vores egen andel i det her. Det er jo ikke altid de andres skyld, når noget går galt. Jeg synes, livet er for kort til at gå og skyde skylden på andre. 8