Transkript

1 Emneopgave Januar Sproglig kodning af bevægelse i dansk som andetsprog En typologisk undersøgelse af andetsprogstilegnelse Af Esben Lydiksen Vejleder: Elisabeth Engberg-Pedersen Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab Københavns Universitet

2 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING OM THINKING FOR SPEAKING OG V-SPROG OG S-SPROG UNDERSØGELSENS DESIGN Learnerne i undersøgelsen Testene og mine forventninger BEHANDLING OG SORTERING AF DATA KVANTITATIV ANALYSE AF DATA Beskrevne bevægelsessituationer i tegnefilmstesten Måde Kodning af sti i tegnefilmstesten Kodning af grund i tegnefilmstesten KVALITATIV ANALYSE ANDETSPROGSPÆDAGOGISKE OVERVEJELSER KONKLUSION LITTERATURLISTE BILAG 1 - ORDFORRÅDSTEST FOR MÅDESVERBER BILAG 2 TABEL OVER ALLE OPTÆLLINGER Esben Lydiksen Side 2 af 35

3 Sproglig kodning af bevægelse i dansk som andetsprog En typologisk undersøgelse af andetsprogstilegnelse 1. Indledning Tilegnelsen af et andetsprog er ikke nogen nem opgave. Det viser min egen undervisningserfaring mig, og forskningen i området i de seneste 50 år vidner også om, at andetsprogstilegnelsen er en kompleks størrelse. Der er mange sproglige kompetencer, som skal tilegnes for at kunne tale et andetsprog som en modersmålstalende, og i langt de fleste tilfælde opnås så høj en sproglig kompetence aldrig. Det kan der gives en del forklaringer på, men learnerens førstesprog vil ganske givet tage en del af skylden. Selvom det er lang tid siden, man i andetsprogsforskningen tog udgangspunkt i kontrastive analyser af kildesprog og målsprog, er det ikke kontroversielt, at der forekommer en vis transfer i learneres intersprog, dvs. overførsel fra førstesprog (L1) til andetsprog (L2) af forskellige sproglige fænomener. Jeg kommer i denne opgave til at beskæftige mig med transfer, dog ikke på et strukturelt grundlag, men i højere grad på et kognitivt plan. Det er altså tilegnelsen af nye koncepter, der interesserer mig, mere end tilegnelsen af sproglige strukturer. Da jeg tager udgangspunkt i typologiske forskelle mellem sprog, bør konklusionerne på mit problemfelt have en større vægt, end det havde været tilfældet, hvis min sammenligning havde holdt sig til to enkeltsprog (jf. Ramat 2003). Når det er sagt, bør det understreges, at forskning i transfer alene uanset tilgang ikke kan stå for sig selv, når man vil forstå andetsprogstilegnelsen som proces. Denne opgave tjener altså blot det formål at se på, om der i forbindelse med andetsprogstilegnelsen også foregår et kognitivt transfer. Jeg har i forhold til opgaven ladet mig inspirere af Slobins (2000) tilgang til sprog og kognition, som den bl.a. udmøntes i hans teori om thinking for speaking (TFS). Det interessante for mig er, om man i andetsprogstilegnelsen også tilegner sig L2-TFS, eller om ens L1-TFS forbliver ens primære TFS, således at dette kommer til udtryk i ens L2. Dette spørgsmål vil jeg forsøge at besvare ved at foretage en empirisk undersøgelse af en gruppe learnere af dansk som andetsprog. I min undersøgelse vil jeg bl.a. se på, hvordan learnerne vælger at beskrive forskellige bevægelsessituationer. Ud fra en forventning om, at learnere med et L1, som tilhører en anden typologisk kategori end dansk, bl.a. vil kode bevægelsesmåden sjældnere på dansk i deres beskrivelser end learnere med et L1 i samme kategori som dansk, vil jeg sammenligne learnere fra de to typologiske klasser V-sprog og S- sprog (nærmere om V- og S-sprog i afsnit 2). Jeg vil arbejde med kodningen af bevægelse som en helhed, men vil især kigge på tilegnelsen af mådesverber 1, idet jeg har en forventning 1 Termen mådesverber skal ikke forveksles med modalverber eller mådesudsagnsord. Her menes verber, som beskriver bevægelsesmåde. Esben Lydiksen Side 3 af 35

4 om, at der netop på dette felt vil vise sig en forskel blandt learnerne i min undersøgelse. Min forventning er udledt af Slobins undersøgelser af første sprog, hvor det som beskrevet viser sig, at S- og V-sprog forholder sig ganske forskelligt til kodning af måde. I opgaven vil jeg først give en redegørelse for TFS med eksempler på nogle af Slobins forskningsresultater (afsnit 2). Herunder vil jeg også beskrive den typologiske dikotomi V- sprog og S-sprog, som den er blevet opstillet af Talmy (1975). Den vægtigste del af opgaven vil bestå af en udredning af min empiriske undersøgelse, både en fremstilling af og en argumentation for designet (afsnit 3), samt en grundig analyse af undersøgelsens resultater. Analysen vil bestå dels af en kvantitativ gennemgang af undersøgelsens resultater (afsnit 5), dels af en kvalitativ sammenligning af forskellige aspekter af learnernes L2 (afsnit 6). Endeligt vil jeg diskutere nogle af opgavens resultater i et andetsprogspædagogisk lys (afsnit 7). 2. Om thinking for speaking og V-sprog og S-sprog Thinking for speaking (TFS) er det begreb, Slobin (2000) bruger om forholdet mellem sprog og kognition. Begrebet har han arbejdet med siden slutningen af 1980 erne, og han og flere andre har foretaget et væld af underbyggende undersøgelser. Ideen om sprogets påvirkning på kognitionen udspringer bl.a. af Whorf og Sapirs teorier om sproglig determinisme og relativisme, men er i hvert fald i første omgang ikke så vidtgående i sine udsagn om sprogets påvirkning af vores måde at opfatte verden på (Slobin 2000). I stedet for at mene, at vores sprog sætter grænser for, hvordan vi er i stand til at tænke om verden, har Slobin vist, at sprog påvirker måden, vi tænker om situationer i vores verden i det øjeblik, vi taler om dem. Taler man fx et sprog, hvor markering af aspekt er højfrekvent og fx indgår som en fast bøjningsendelse på verber, trækker det så at sige talerens opmærksomhed i retning af disse aspektuelle forhold. Noget sådant gør sig fx gældende i mange af de slaviske sprog, hvor afsluttet versus uafsluttet handling ofte kodes i verberne. Selvom man ikke taler et sprog med aspektmarkering på verberne, kan man sagtens bringes til at fokusere på handlingers interne tidsstruktur, men det er ikke noget, man gør hele tiden i kraft af ens sprog. Vores sprog leder altså vores opmærksomhed hen på bestemte forhold i situationer, idet vi senere skal være i stand til sprogligt at kunne beskrive situationen. Det er dette fænomen, Slobin kalder thinking for speaking. Mange af Slobins egne undersøgelser af TFS har fokuseret på, hvordan folk koder bevægelse på forskellige sprog. Sin tilgang til kodning af bevægelse har han hentet hos Talmy (1975), som har opstillet et begrebsapparat, som kan bruges til typologisk at sammenligne kodning af bevægelse i forskellige sprog. Talmy opstiller to typologiske klasser, nemlig verb framing-sprog (V-sprog) og satellite framing-sprog (S-sprog). I det følgende vil jeg skitsere Esben Lydiksen Side 4 af 35

5 Talmys begreber; og i forlængelse heraf vil jeg definere de to typologiske klasser V-sprog og S-sprog. For alle bevægelsessituationer gælder det, at en ting bevæger sig i forhold til noget andet, på en vis måde og i en eller anden retning. Den bevægende genstand kalder Talmy figuren (figure), og det, den bevæger sig i forhold til, kalder han grunden (ground). Den måde, hvorpå figuren bevæger sig, benævnes måde (manner), og sidst taler han om stien (path), når man refererer til det rumlige forhold mellem figuren og grunden. Alle sprog bør ifølge Talmy i beskrivelser af bevægelsessituationer give mulighed for at kode disse fire semantiske kategorier figur, grund, måde og sti. Det gør de også, men måderne, de gør det på, er ganske forskellige. Et dansk eksempel, hvor alle fire elementer er repræsenteret, ses i eksempel (1). (1) Pigen løb ind i huset figur måde + bevægelse sti grund En tilsvarende fransk sætning ville lyde. (2) La fille est entré dans la maison en courant figur sti + bevægelse grund måde Som det fremgår af det danske eksempel (1) kodes måden (og bevægelsen) i sætningens hovedverbum løb, mens stien kommer frem i retningsadverbiet ind og præpositionen i i præpositionsfrasen i huset. I eksempel (2) fra fransk kodes stien (og bevægelsen) i hovedverbet, mens måden er kodet i det adverbielle led en courant. Eksemplerne i (1) og (2) er for så vidt ganske repræsentative for sprogene. På fransk skal der dog i eksemplet ovenfor være særlig fokus på måden, før den kodes. Det ses også i det adverbielle leds noget friere og dermed mindre påkrævede status i sætningen. På baggrund af analyser som disse opstiller Talmy to typer af sprog, hvor dansk og fransk hver repræsenterer en type. Typerne defineres ud fra, hvor de typisk koder stien, dvs. i verbet eller i et adverbielt eller adpositionelt led, i denne sammenhæng kaldet en satellit. Fransk er altså et eksempel på et verb framing-sprog (V-sprog), fordi stien kodes i verbet, mens dansk er et eksempel på et satellite framing-sprog (S-sprog), idet stien kodes i en satellit. Det skal dog nævnes, at man på dansk også kan kode måde uden for hovedverbet som i drengen kom løbende ind i rummet, ligesom man på fransk også kan kode måden i hovedverbet. Der er dog visse tilfælde, hvor V-sprogene synes at være helt konsekvente i deres kodning af sti. Aske (1989) har således vist, at spansk og sandsynligvis også andre V- Esben Lydiksen Side 5 af 35

6 sprog end spansk altid koder stien i verbet, når det handler om bevægelser, der overskrider grænser, som vi fx ser i (2) på fransk. Den typologiske dikotomi S- og V-sprog har en række konsekvenser for talerne af de respektive sprog, og det er især det, Slobin har taget afsæt i i sine hypoteser om TFS. I S- sprog som dansk og engelsk er der i en vis forstand altid plads til at kode måden i hovedverbet. Når vi som talere af dansk skal beskrive en bevægelsessituation, er vi altså mere eller mindre tvunget til at tage stilling til, på hvilken måde bevægelsen skete. Taler man fransk, er det i langt højere grad et valg, man foretager, når man koder måden man skal tilføje noget ekstra. Måde kodes derfor nemmere og oftere i S-sprog, end tilfældet er i V- sprog. Slobin har i flere af sine undersøgelser brugt den ordløse billedbog Frog, where are you (Mayer 1969) til at elicitere beskrivelser af bl.a. bevægelsessituationer fra talere af forskellige sprog. Det viser sig ikke overraskende, at V-sprogstalerne bruger signifikant færre mådesverber sammenlignet med S-sprogstalerne til at beskrive det samme antal bevægelsessituationer (Slobin 2003). Det stemmer ganske fint overens med, at man i V-sprog typisk koder stien i hovedverbet og ikke måden, hvorfor der sjældent er plads til at kode måden her. Slobin nøjes dog ikke med at se på måde kodet i hovedverbet. I hans sammenligninger af V- og S-sprog kigger han også samlet set på, hvor tit måden kodes både i og uden for hovedverbet. Her finder Slobin, at S-sprogstalere alligevel koder måde oftere end V-sprogstalere (Slobin 2003). Ydermere finder han, at variationen i mådesverber er langt større hos S-sprogstalerne, end den er hos V-sprogstalerne. Dette skyldes efter al sandsynlighed, at S-sprogene langt oftere koder måde i hovedverbet, og at der i kraft af det er udviklet et større og mere nuanceret leksikon til beskrivelse af bevægelsesmåde i disse sprog. Lignende resultater kommer Slobin frem til i undersøgelser af oversættelser mellem S- sprog og V-sprog og i forbindelse med hukommelsestests (Slobin 2000). Han viser altså også i disse undersøgelser, at ens sprog påvirker ens fokus på omverdenen, idet vores tanker så vidt muligt skal være omsættelige til sprog. V-sprogene inkluderer bl.a. alle de romanske sprog, tyrkisk og japansk. Iblandt S- sprogene finder vi de germanske, slaviske og finno-ugriske sprog. Der er altså tydeligvis tale om en typologisk klassifikation, idet der inden for en af grupperne findes sprog som fx fransk og japansk, som genetisk set ligger meget langt fra hinanden. Da de nævnte sprog dog kun udgør en brøkdel af verdens sprog, kan det være problematisk at påstå, at alle sprog kan deles op i enten S- eller V-sprog, selvom det antageligt er det, Talmy og Slobin vil. Kinesisk kunne muligvis udgøre en tredje type (note i Slobin 2000), men denne diskussion vil jeg ikke tage op i denne opgave. I stedet vil jeg holde min analyse til sprog, som på baggrund af tidligere foretaget typologiske undersøgelser kan benævnes enten S-sprog eller V-sprog. Esben Lydiksen Side 6 af 35

7 Det er i lyset af dette samspil mellem kognition og sprog, at jeg vil undersøge andetsprogslearneres beskrivelser af bevægelsessituationer. 3. Undersøgelsens design 3.1. LEARNERNE I UNDERSØGELSEN Learnerne, som jeg har udvalgt til undersøgelsen, er voksne kursister på et sprogcenter i København, som på testtidspunktet alle modtager undervisning på det sidste af fem moduler. Efter dette modul kan de gå til Den Uddannelsesforberedende prøve (DUF). Der er altså tale om learnere, som er nået så langt i deres tilegnelse af dansk, at de inden længe kan søge om optagelse på ikke-internationale uddannelser i Danmark. Grunden til, at jeg har valgt learnere med denne grad af beherskelse af deres danske L2, er, at jeg i første omgang er interesseret i resultatet af deres andetsprogstilegnelse, mere end jeg er interesseret i tilegnelsesprocessen. Processen er på ingen måde ligegyldig, men det er næppe interessant at studere den, inden det er påvist, at learrnerne faktisk støtter sig til deres L1-TFS, når de fx beskriver bevægelsessituationer. Der er først, hvis det viser sig, at L1-TFS drages med ind i learnerens L2, at jeg mener, at det vil være interessant at undersøge de tilegnelsesproblemer, som learnerne støder på undervejs pga. deres L1-TFS. Ud over learnernes L2-niveau er de også udvalgt på baggrund af deres L1 s typologiske klassificering. Her har jeg på baggrund af deres L1 delt learnerne op i S-sprogstalere og V- sprogstalere for på den måde senere at kunne afgøre, om learnerne med et V-sprog som L1 koder bevægelsessituationerne anderledes end dem med et S-sprog som L1. I min gruppe af learnere er følgende sprog repræsenterede: V-sprog: fransk, japansk, portugisisk og spansk S-sprog: engelsk, polsk, russisk og serbokroatisk I min udvælgelse af learnere har jeg gjort mig overvejelser om, hvorledes beherskelsen af andre sprog end learnernes L1 og deres L2-dansk kunne påvirke mine resultater. Jeg kan i den forbindelse forestille mig tre scenarier: En mulighed er, at learnerne faktisk bevarer deres L1-TFS i deres L2-dansk og altså ikke tilegner sig dansk TFS. En implikation af dette vil være, at learnernes L1-TFS også gør sig gældende i andre sprog end dansk, hvorfor det ikke synes at være relevant, hvilke andre sprog learnerne behersker i samme grad som deres L2-dansk. Esben Lydiksen Side 7 af 35

8 En anden mulighed er, at learnerne tilegner sig L2-TFS, således at deres L1 ingen rolle spiller. Skulle det være tilfældet, kan learnernes beherskelse af andre sprog end deres L1 heller ikke siges at påvirke deres danske TFS i nogen bestemt retning. En tredje mulighed kunne være, at learnere faktisk er i stand til at tilegne sig L2-TFS, men at dette er en langvarig proces, som sker relativt sent i tilegnelsesprocessen, for mine learneres vedkommende evt. efter endt danskuddannelse. I givet fald kunne man i min undersøgelse forvente, at learnere med V-sprog, som behersker et andet S-sprog end dansk på et forholdsvist højt niveau, vil finde det nemmere at beskrive bevægelsessituationer efter dansk mønster. Da jeg ikke kan forudsige, hvilke af disse tre udfald, der gør sig gældende, har jeg bedt learnerne vurdere deres øvrige L2-kundskaber i et spørgeskema, som jeg udleverede i forbindelse med afholdelsen af testene. I spørgeskemaet bliver learnerne ligeledes bedt om at oplyse alder, køn og hvor længe de har været i Danmark. Sidste faktor kunne påvirke mine resultater, selvom det ikke er min forventning, at det vil være målbart TESTENE OG MINE FORVENTNINGER I det følgende vil jeg beskrive de tre test, som jeg brugte, da jeg indsamlede mine data. Testene bestod af en generel ordforrådstest (A), en tegnefilmstest (B) og sidst en ordforrådstest for mådesverber (C). Den generelle ordforrådstest (A) Selvom alle learnerne er lige langt i deres danskuddannelse, ønskede jeg alligevel at lave en generel ordforrådstest for at få et indtryk af, om deres sproglige niveau var nogenlunde ens, og for senere at kunne teste for denne variabel. Der findes ingen simpel eller objektiv måde at teste dette på, men jeg har valgt at bruge en ordforrådstest, da en stor del af det, jeg vil kigge på, relaterer sig til learnernes ordforråd. Testen, som jeg har valgt at bruge, er en semantisk test udarbejdet af Dorthe Klint Petersen i forbindelse med læseundersøgelser på Center for Læseforskning på Københavns Universitet. 2 Testen er tilsigtet elever i folkeskolens ældste klasser og voksne, herunder også voksne, som lærer dansk som andetsprog. Tegnefilmstesten (B) Da jeg gerne ville kigge på, hvordan learnere med forskellige L1 beskriver bevægelsessituationer, måtte jeg nødvendigvis tilrettelægge mit testmateriale sådan, at jeg med størst 2 Se Esben Lydiksen Side 8 af 35

9 mulig sandsynlighed fik mine learnere til at fortælle om bevægelsessituationer. Det valgte jeg at gøre ved at vise dem en række små tegnefilm med Musen og Elefanten 3. Tegnefilmene er af ca. et minuts varighed hver og viser Musen og Elefanten i forskellige morsomme situationer. Der forekommer ingen tale i nogen af filmene. Efter hver film blev learnerne bedt om at beskrive, hvad de lige havde set. De blev opfordret til at være så detaljerede i deres beskrivelser som muligt. Jeg vil i behandlingen af de beskrivelser, learnerne producerede i forbindelse med denne øvelse, især fokusere på, hvordan de beskriver bevægelsessituationerne. Jeg har ligesom Slobin (2000) valgt kun at kigge på beskrivelser af egenbevægelse som i fx manden løber, hvorved kausal bevægelse som i fx musen kastede bolden er holdt uden for analysen. I opgaven vil jeg dels kigge på, hvor mange bevægelsessituationer, learnerne beskriver, dels på, hvad de vælger sprogligt at kode i disse situationer. Her er det interessant at se på, om måden kodes, og hvis den gør, om det er i hovedverbet eller et andet sted. Jeg undersøger også variationen af mådesverber hvor mange forskellige mådesverber bruger de enkelte learnere? Desuden vil jeg se på, hvor ofte og hvordan de forskellige learnere vælger at kode stien. Mine forventninger til denne test er først og fremmest, at S-sprogstalerne sammenlignet med V-sprogstalerne vil kode måden oftere, og at variationen i mådesverber vil være størst hos S-sprogstalerne. Det kan også tænkes, at der vil være forskel i kodningen af sti, således at V-sprogstalerne sjældnere vil kode stien. Ordforrådstesten for mådesverber (C) Den sidste test er ligesom den generelle ordforrådstest mere styret og handler ikke om learnernes produktive færdigheder til at beskrive bevægelsessituationer, men derimod om deres perceptive færdigheder, det vil i denne sammenhæng sige evnen til at forstå forskellige danske mådesverber. Learnerne præsenteres for en række mådesverber både på skrift og ved oplæsning for at undgå tilfælde, hvor learneren har hørt, men ikke læst ordet, eller omvendt. For hvert ord kan de på deres testark vælge mellem fire mulige ordforklaringer. To af disse muligheder er forkerte, én er for generel, og en sidste er den mest præcise ordforklaring. Et eksempel fra testen med angivelse af, om de er forkerte, for generelle eller præcise ses nedenfor (hele testen findes i bilag 1). 3 Tegnefilmene har tidligere været brugt i lignende undersøgelser på Max Planck Institute for Psycholinguistics i Nijmegen, Holland. Filmene er venligst udlånt af Jan Heegård Petersen. Se også Esben Lydiksen Side 9 af 35

10 Hvad betyder spæne? løbe hurtigt (præcis) løbe (for generel) gå langsomt (forkert) gå (forkert) Da man i S-sprog oftere koder måden i hovedverbet, findes der som nævnt et større leksikon til beskrivelse af måde i S-sprog (Slobin 2003). S-sprogstalere er ifølge Slobin (2000) i deres L1 mere opmærksomme på nuancer i bevægelsesmåden, og man kunne derfor forestille sig, at det ville falde dem lettere at tilegne sig et nyt sæt af mådesverber i samme størrelse som i deres L1. Omvendt er det forventeligt, at V-sprogstalere finder det svært at tilegne sig alle disse nuancer i bevægelsesmåderne, idet de er mindre opmærksomme på den slags distinktioner. Som denne test er udformet, kunne man forvente, at S-sprogsbrugerne i højere grad end V-sprogstalerne vælger den præcise ordforklaringer. Også hvis man kigger på forholdet mellem for generelle og forkerte svar, kan jeg forvente, at S-sprogstalerne klarer sig bedre; i den forstand, at de vil have bedre forudsætninger for at vælge en definition, som ikke er direkte forkert, end tilfældet vil være for V-sprogstalere. Learnerne i min undersøgelse blev altså alle testet for deres generelle ordforråd (A), deres måde at beskrive bevægelsessituationer (B) og deres ordforråd inden for mådesverber (C). De blev testet en ad gangen, og de blev altid præsenteret for ordforrådstesten af mådesverber (C) efter de havde lavet tegnefilmstesten (B). Denne rækkefølge havde jeg bevidst valgt, idet learnerne ellers ville kende emnet for min undersøgelse, når de beskrev tegnefilmene. 4. Behandling og sortering af data Tegnefilmstesten (B) Efter endt dataindsamling transskriberede jeg alle beskrivelser af bevægelsessituationer i Musen og Elefanten og noterede for hver beskrivelse bevægelsesverbum og figur samt måde, sti og grund, når learnerne kodede disse sidste tre. For at kunne lave en kvalitativ sammenligning på tværs af learnerne blev alle beskrivelser tagget med nummeret på tegnefilmen og fortløbende numre inden for hver tegnefilm. Learnerne beskrev i alt 334 bevægelsessituationer. Et eksempel er gengivet her. Esben Lydiksen Side 10 af 35

11 Testperson Film Nr. Tekst men den løber ud Figur den Bevægelse løber Måde Sti Grund løber ud på gulvet på gulvet igen I min dataindsamling indgik i alt 15 personer heraf 6 V-sprogstalere, 8 S-sprogstaler og en tosproget V- og S-sprogstaler. Sidstnævnte udgår af mine analyser, idet jeg ikke klart kan placere vedkommendes L1 på de to sprogtyper. Det viste sig, at tegnefilmene med Musen og Elefanten eliciterede uhensigtsmæssigt mange beskrivelser af musen og elefantens kommen ind og ud af skærmbilledet. Jeg finder dette problematisk, idet bevægelsesverbet komme har stien indbygget i sin betydning. Hvis man ikke koder stien på anden vis, må bevægelsens retning være hen imod det deiktiske centrum, som komme angiver. Da dette kunne give en uønsket skævfordeling i antallet af kodninger af sti og manglende kodning af måde, har jeg valgt at holde disse uden for de fleste af mine analyser. Hvor intet andet er angivet, er disse altså ikke talt med. Som følge af denne frasortering udgik i alt 53 beskrivelser. Flere af learnerne beskrev så få bevægelsessituationer, at det i flere tilfælde kunne være problematisk at lave statistik på baggrund af dem. Risikoen for, at små udsving i deres data ville påvirke de samlede resultater mere end rimeligt, skønnede jeg, var for stor. Derfor har jeg som udgangspunkt valgt at sortere de learnere fra, som beskrev færre end 15 bevægelsessituationer. Ved at sætte 15 beskrivelser som minimum kom jeg ned på 4 V- sprogstalere og 5 S-sprogstalere. Iblandt de frasorterede var også nogle af de learnere, som efter min opfattelse fandt det sværest at beskrive tegnefilmene. Da jeg i udgangspunktet ønskede en så homogen gruppe af learnere som muligt, finder jeg ikke den frasortering problematisk for mine data. Når alle frasorteringer er foretaget, er der 259 beskrivelser tilbage fordelt med 92 på V- sprogene og 167 på S-sprogene. Denne uligevægt i antallet af beskrevne bevægelsessituationer er ganske interessant, hvorfor jeg vil vende tilbage til den i min analyse. Den udgør dog sammen med det ulige antal af learnere i de to grupper også et problem i forhold til sammenligningen mellem de to grupper. Men da jeg i langt de fleste kvantitative analyser vil arbejde med middelværdier, kan der i de fleste tilfælde kompenseres for denne ulighed. Når ikke dette kan lade sig gøre, vil jeg naturligvis belyse problemet yderligere. Den generelle ordforrådstest og ordforrådstesten for mådesverber Resultaterne af den generelle ordforrådstest vil blive inddraget i de dele af analysen, hvor man kunne forestille sig, at det var ordforrådet mere end learnernes L1, der spillede ind på deres måde at beskrive de forskellige bevægelsessituationer. Esben Lydiksen Side 11 af 35

12 5.2. Ordforrådstesten for mådesverber og resultaterne af denne vil blive gennemgået i afsnit 5. Kvantitativ analyse af data 5.1 BESKREVNE BEVÆGELSESSITUATIONER I TEGNEFILMSTESTEN Mine forventninger til tegnefilmstesten er mest gået på hyppigheder inden for beskrivelserne af bevægelsessituationerne. Det er dog interessant, at S-sprogstalerne faktisk vælger at beskrive flere bevægelsessituationer end V-sprogstalerne. Mens V-sprogstalerne i gennemsnit beskriver 20 bevægelsessituationer, beskriver S-sprogstalerne 28. Selvom denne forskel ikke er signifikant (t-test, p=0,14, df=7, enhalet 4 ), er den dog værd at hæfte sig ved. Det er tænkeligt, at S-sprogstalerne i kraft af deres L1 har mere sproglig opmærksomhed rettet mod bevægelsessituationer i det hele taget, således at de oftere vil beskrive bevægelsessituationerne i deres L1 såvel som i deres L2, som det synes at være tilfældet i resultatet af min undersøgelse. 5.2 MÅDE Mådesvariation i tegnefilmstesten Man kunne med rette forestille sig, at learnerne, som scorer højt i den generelle ordforrådstest, også vil have et større ordforråd, når det handler om mådesverber, og derfor variere deres brug af mådesverber mere end de learnere, hvis score i ordforrådstesten er lav. En korrelationstest mellem variationen i mådesverber og scoren i den generelle ordforrådstest viser, at der er en svag, men dog positiv korrelation mellem disse to variable (r=0,55, p>0,05, df=7, enhalet), korrelationen er dog ikke signifikant. At der er en svag korrelation, kunne tænkes at påvirke nedenstående analyse af variationen i mådesverber. Det ville ske, hvis fx S- sprogstalerne klarede sig bedre end V-sprogstalerne i den generelle ordforrådstest, og de som følge af det havde en større variation i måden. Hvis det var tilfældet, var det altså learnernes generelle ordforråd, som var udslagsgivende og ikke deres L1-TFS. Sammenligner man de to sproggruppers middelværdier på den generelle ordforrådstest, viser det sig, at de er meget lig hinanden (S-sprog: 13,4; V-sprog: 13; max: 25). På baggrund af den lave grad af korrelation mellem ordforrådstest-scoren og variationen i mådesverber og den høje grad af lighed mellem de to gruppers ordforrådstest-score, vil jeg gå videre med en analyse, som antager, at learnernes generelle ordforråd ikke påvirker resultaterne af min analyse. 4 I bilag 2 findes en tabel, der viser alle optællinger, på baggrund af hvilke de statistiske tests er beregnet. Esben Lydiksen Side 12 af 35

13 Sammenligner man nu de to grupper på variationen i deres brug af mådesverber, finder man, at S-sprogstalerne samlet set bruger flere forskellige mådesverber end V-sprogstalerne. Tabel 1. Variation i mådesverber hos S- og V-sprogstalere. Tabel 1 viser, at mens S-sprogstalerne bruger 12 forskellige mådesverber til at beskrive de 9 tegnefilm med Musen og Elefanten, bruger V-sprogstalerne kun 7. S-sprogstalerne bruger altså 5 forskellige mådesverber flere end V-sprogstalerne svarende til en forskel på 71 %. Dette resultat taler altså umiddelbart for, at S-sprogstalerne er mere opmærksomme på bevægelsesmåden, idet de vælger at kode flere nuancer i måden. Inden en sådan konklusion bliver draget, synes det nødvendigt at rette opmærksomheden på en variabel, som burde være konstant, for at sammenligningen kan foregå på lige vilkår. Det er en vigtigt at understrege, at learnerne er blevet præsenteret for det samme elicitationsmateriale, men har valgt at beskrive det forskelligt. Her er det dog problematisk, at S-sprogsgruppen tæller fem learnere, mens V-sprogsgruppen kun tæller fire. Det kunne betyde, at variationen hos S-sprogstalerne var større alene af den grund, at de var flere og derved samlet set havde et større mådesverbe-ordforråd. Den eneste rimelige måde at løse dette problem på må være at trække en af S-sprogstalerne ud af optællingen. Jeg har valgt at tage den S-sprogstaler ud, hvis variation i mådesverber er størst, nemlig 8. Det ændrer naturligvis en smule i den samlede variation i S-sprogsgruppen, dog ændres den ikke mere end at S-sprogsgruppen stadig har en større variation end V-sprogsgruppen, nemlig 11 mod 7 jf. tabel 2. Udligning af antal Alle learnere learnere Sprog S V S V Learnere Mådevariation Tabel 2. Samlet variation i måde med udligninger. Selvom man justerer for antallet af learnere, kan man stadig konstatere, at S-sprogstalerne beskriver bevægelsesmåden mere nuanceret i verberne. Det stemmer altså overens med min forventning om, at learnere, som i deres L1 er vant til mange distinktioner i Esben Lydiksen Side 13 af 35

14 bevægelsesmåden, også tager den opmærksomhed med sig, når de taler et andetsprog, og derfor bruger flere mådesverber i deres beskrivelser af bevægelsessituationer. Går man bort fra at se på de to sproggrupper i deres helheder og kigger nærmere på variationen hos de enkelte learnere i de to grupper, tegner der sig nogenlunde det samme billede for variationen i mådesverber. Tabel 3 viser, at S-sprogstalerne hver især bruger mellem 4 og 8 forskellige mådesverber, mens V-sprogstalere derimod alle bruger 4 forskellige mådesverber. Som forventet på baggrund af analysen af de to grupper som helhed er det altså S-sprogstalerne, der hver især nuancerer måden mest i verberne. De to middelværdier for grupperne viser ligeledes, at grupperne adskiller sig fra hinanden på dette område. Learner Mådevariation Learner Mådevariation S-sprog V-sprog S2 5 V1 4 S3 7 V7 4 S4 8 V13 4 S6 5 V14 4 S12 4 Middelværdi 5,8 Middelværdi 4 Tabel 3. Variation i måde hos alle learnere (p=0,11). En t-test lavet på baggrund af tabel 3 viser, at forskellene i de to grupper (S: 5,8; V:4) ikke helt er signifikante (p=0,11, df=7, enhalet). Inkluderer man alle 14 learnere i analysen jf. afsnit 4, tegner det samme billede sig, dog med lavere middelværdier for begge grupper (Ssprog: 4,6; V-sprog: 3,7). Som nævnt tidligere kunne man forestille sig, at kendskab til andre sprog kunne påvirke den måde, man beskrev bevægelsessituationer på. Det ville komme til udtryk i, at V-sprogstalere, som havde lært et andet S-sprog end dansk, ville have mere sproglig opmærksomhed rettet mod måden og derfor nuancerede den mere. Desværre er der end ikke én V-sprogstaler, som ikke har lært engelsk, hvorfor det desværre er umuligt at afprøve denne hypotese. Kigger man på længden på learnernes ophold i Danmark synes den ikke at have nogen indflydelse på variationen i mådesverberne. En korrelationstest viser således kun en meget ringe, positiv korrelation (r=0,16, p>0,05, enhalet). Måde hvor meget og hvordan? Efter at have erfaret, at S-sprogstalerne gør brug af et mere varieret sæt af mådesverber, vil jeg nu afsøge, i hvor høj en grad de to grupper koder måden, når de beskriver bevægelsessituationerne. Jeg vil dels se på, hvor ofte måden kodes i hovedverbet, dels hvor ofte måden kodes i det hele taget. Esben Lydiksen Side 14 af 35