Roberto Bolaño: Den fiktive etik

Transkript

1 Roberto Bolaño: Den fiktive etik Finn Janning Den chilenske digter og forfatter Roberto Bolaño ( ) er en vor tids mest lovpriste forfattere. I den spansktalende del af verden har han længe været en væsentlig og original stemme. Og i de sidste ti år (siden de første af hans værker blev oversat til engelsk) har han også sat sit præg på den litterære debat i USA. I de sidste par år er han endelig kommet til Skandinavien, hvor der findes både norske og danske oversættelser af enkelte af hans værker bl.a. Om natten i Chile, De vilde detektiver og Bolaños popularitet er bred hardcore litterater og almindelige hængekøjelæsere elsker ham. Han skriver om lidenskabelige mennesker, der skaber sin egen vej gennem livet. Han skriver om poeter på en meget konkret og livsnær måde, hvorved man som læser kan mærke, hvad det vil sige at digte: Det er at leve. I stort set alle sine værker der tæller både digte, romaner, novellesamlinger og essays mediterer Bolaño over forholdet mellem fiktion og virkelighed. De fleste forfattere vil selvfølgelig indvende, at et forfatterskab altid leger med, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktion. Det er en banal pointe. Dog adskiller Bolaños projekt sig ved at det netop er selve sammenhængen mellem litteraturen og livet, som tematiseres. Han viser, at den grund eller det fundament, som et liv står på altid er skabt gennem fiktive valg. Metafysikken er skrøbelig. Den metafysiske usikkerhed medfører, at litteraturen løbende må skabe grund under fødderne på livet, hvorved livet bliver fiktivt i en dobbelt forstand: Skabt og eksperimenterende. I novellen Dentista (fra samlingen Putas asesinas, udgivet 2001 på Editorial Anagrama s) skitserer Bolaño sit projekt på følgende vis:... det er hvor kunsten kommer fra, sagde han: livshistorier. Kunsten er den del af den partikulære historie, som strengt taget er meget før historien om kunsten. Det er hvad kunst er, sagde han, historien om et liv i al dets partikulæritet. Det er det eneste, der virkelig er partikulært og personligt. Det er udtrykket for og, på samme tid, det partikulæres stof. Og hvad mener du med det partikulæres stof? spurgte jeg i den tro at han ville svare: kunst. Jeg tænkte også, overbærende, at vi var ganske fulde og det var tid til at tage hjem. Men min ven sagde: Hvad jeg mener er den hemmelige historie Så nu funderer du over, hvad jeg mener med den hemmelige historie? spurgte min ven. Ser du, den hemmelige historie er den vi aldrig vil kende, selvom vi

2 lever den fra dag til dag, mens vi tænker vi er i live, mens vi tænker at vi har alt under kontrol og at det vi overser er ligegyldigt. Men hver eneste forbandet ting er vigtig! Vi indser det bare ikke. Vi fortæller blot os selv at kunst løber på et fortov og livet, vores liv, på et andet, og vi indser ikke at dette er en løgn. Og hvad adskiller et fortov fra et andet? spurgte han mig. Jeg må have sagt noget, skønt jeg ikke kan huske hvad; uanset hvad så min ven på det tidspunkt nogen han kendte, vendte sig bort fra mig, og begyndte at vinke. Livet og kunsten; to fortove, der omkranser en større gade uden at de på noget tidspunkt at berøre hinanden. Og dog! Noget forbinder de to: Den hemmelige historie. Den hemmelige historie er fint eksemplificeret i citatet, som når jeg-fortælleren siger. Jeg må have sagt noget, skønt jeg ikke kan huske hvad; uanset hvad så min ven på det tidspunkt nogen han kendte, vendte sig bort fra mig, og begyndte at vinke. Noget påvirker et liv, hvorved noget nyt opstår. Et vink kan være nok. Er det så kunsten der påvirker livet eller omvendt? Ifølge Bolaño er livet i sig selv en påvirkningsmaskine, hvorfor det også er svært at gøre endegyldigt rede for hvem, hvad eller hvordan noget påvirker. Derfor: Den hemmelige historie. Det er den livskraft, som gør noget muligt; en forskel, som får noget nyt til at opstå. Dette forhold kan også beskrives anderledes. Når en person møder noget uforklarligt, så aktiverer selve mødet noget uvist eller ukendt i vedkommende selv. Det er ikke muligt at penetrere, hverken livets eller kunsten inderste hemmelig, kun at erfare den igennem de produkter, som et livs kreative handlinger efterlader. Disse efterladenskaber udgør løbende eksistensens fundament. Lad os gå ad andre stier. Romanen De vilde detektiver beskriver to digtere Arturo Belano og Ulises Limas liv. De to digtere er hovedpersoner, skønt det er den jurastuderende Juan Garcia Maderos dagbog, der åbner bogen. Belano og Limas er på jagt efter den mexicanske moders digter, den gådefulde Cesarea Tinajero. De to digtere lever for poesien. Deres livskraft er knyttet til selve måden de lever på. Drivkraften er poesien; det er poesien, som giver livet mening, som er liv. I denne overbevisning er de to digtere kompromisløse. De tager ikke andre hensyn end troen på poesien, som den praktiseres af Cesara Tinajero. På et tidspunkt fortælles det, at Belano rejser rundt i verdens byer: Og så sagde han: Jeg har ikke tænkt mig at se dem, jeg har tænkt mig at leve i dem. Den velkendte forskel mellem at se og at leve, som ikke desto mindre er etikkens problem. Det gode kan ses som en abstrakt ide, men sjældent manifesteres den i praksis. Det er her poesien tilbyder noget andet, og mere konkret.

3 Samme pointe er tilstede i Om natten i Chile, hvor nogle idealistiske kunstnere højtideligt sidder og diskuterer forandringer, mens livets sande revolution sker på gaderne udenfor. Bliver kunsten idealistisk mister den sin potentiale for forandring. Livet er kunstens fundament. Denne tanke er grunden til at ingen af de to digteres digte i De vilde detektiver præsenteres for læseren. Måden de lever på er poetisk. Det er nok. At skrive digte er bare en munter sidebeskæftigelse. Digte er hvad der kommer ud af et poetisk liv hos Bolaño. Dette bliver klart, når den gådefulde mexicanske digter fører Belano og Limas ud i ørkenens rene ingenting. Filosoffen Ludwig Wittgenstein viste, at meningen ikke er knyttet til en sidste referent, fx en Gud, en ideologi eller norm. Snarere er meningen noget, som skabes i kraft af de relationer, som opstår i en specifik kontekst, et sprogspil. Mennesket er altid placeret i en ørken, men ikke af den romantiske slags, som gennemsyrer meget litteratur. Nej, den ørken, som det kræver hårdt arbejde at leve i. Mere Corman McCarthy end Lawrence of Arabia! Samme budskab findes i hovedværket Jeg er tilbøjelig til at tro, at titlen 2666 refererer til to paragrafer fra Wittgensteins værker, der betoner sammenhængen mellem De vilde detektiver og Det er ikke en videnskabelig påstand, mere en intuitiv. I Tractatus Logic:o-Philosophicus paragraf 2 står der: Hvad der er tilfældet, kendsgerningen, er tilstedeværelsen af sagsforhold. Intet har relevans alene, hvilket vil sige uden sammenhæng. Eksempelvis er et liv et objekt. Et andet liv er et andet objekt. Modsat er et liv, der lever i samspil med de andre, en kendsgerning. De vilde detektiver er en journal over sammenhængende liv; en kendsgerning. Forholdet er, at alle liv er sammensatte objekter, som løbende producerer livets faktuelle kendsgerninger. Eksempelvis består bogens anden del af en række sammensatte erindringer af andres møder med Arturo og Belano. En slags alternativ dagbog, hvor det er de andre, som får digternes liv til at eksistere. Det er en smuk tanke: At de andre digter plads til et liv, mens selvsamme prøve at finde vej. De vilde detektiver slutter meget lig Tractatus med billedet af et stiplet vindue ledsaget af spørgsmålet: Hvad er der bag vinduet? Ingenting. Der er ikke nogen yderste referenceramme, nogen garanti, hvilket er en eksistentiel pointe: Livet er altid et sats. Og hvad er et digt andet end et forsøg på at skrive en ny erkendelse frem? Springer vi frem til Wittgensteins Filosofiske undersøgelser, står der i paragraf 666: Tænk dig, at du har smerter og samtidig hører, hvordan et klaver bliver stemt ved siden af. Du siger Det vil snart høre op. Der er vel forskel på, om du mener smerten eller det

4 at klaveret stemmes! Selvfølgelig; men hvori består denne forskel? Jeg indrømmer: i mange tilfælde svarer der til meningen en retning af opmærksomheden lige så vel som også ofte et blik, en bevægelse, eller en lukken øjnene i, som man kunne kalde kiggeindad. Jeg vil lade citatet stå u-kommenteret. I 2666 hører vi om mordet på utallige piger i Sonora ørkenen i Mexico. Bogen tydeliggør, hvor smertefuldt livet er, når ansvaret alene berør på os selv, mens vi selv berør på de andre. Apropos førnævnte smukke påstand. Dette er enhver etisk ulidelige sandhed. Tilfældet er, at der ikke findes en personlig etik, uanset hvordan vi lever påvirker vores livsform de andres (og omvendt). Hvordan lever man i en verden fuld af krig og had? Hvordan lever man i en verden, hvor kvinder undertrykkes? 2666 giver et bud. Bliv konkret, lyder det. Præciser, lyder det. Skab plads til det, som ingen formår at rumme i kraft af en imødekommenhed overfor nye muligheder. Det er litteraturens opgave. Litteraturen giver plads til det i livet, som findes, men som vi ikke vil kendes ved (eller formår at blive bekendt med). Fx kan et digt eller andet tekststykke tvinge mig til at indse noget, jeg ikke før har indset. Dette sker bland andet på grund af sprogets præcision. Denne gestus mestrer Bolaño. Det sker, eksempelvis, ved at forfatteren træder til side og giver plads. Ja, det sker, når Bolaño henover flere hundrede sider beskriver mordene i Sonora ørkenen i detaljer: Andrea Pacheo Martinez, tretten, var kidnappet... Da hun blev fundet, to dage senere, viste hendes krop klare tegn på kvælning med en fraktur på hyoid knoglen. Hun har været voldtaget analt og vaginalt. Der var hævninger på håndleddene, som havde de været bundet. Begge ankler viste skrammer, hvorved det var deduceret at hendes fødder også havde været bundet... Det er konkret; det er præcist. De døde objekter bliver til en kendsgerning, som ingen kan undslå sig. Læseren bliver bevidst om døden på en måde, som ganske paradoksalt også medfører en glæde ved det, der er. Alternativet til døden er altid at foretrække. Bogens fjerde del er en affirmativ journal over døden, som viser, at den eksistentielle afgrund kun kan overvindes, hvis vi forholder os til det sagsforhold, at vi selv eksisterer på grund af de andre inklusiv de døde. Tør vi det? Evner vi det? Bolaño er etikker uden at være metafysiker. Det er for mig en af de væsentligste grunde til at han tiltaler mange, der netop er ved at blive kvalt i al den moralisme, som omgiver os i dag. Bolaño udvikler konturerne af en mulig global etik uden religiøse eller kulturelle hensyn. Det gælder for alle at et liv er skabelse, det er poetisk. Etikken er i denne forbindelse en løbende erkendelse, og ikke en refleksion over religiøse eller kulturelle

5 værdier og idealer. Etikken er indlejret i erkendelsens præcision, som tydeliggør at ingen kommer videre uden selv at skabe vejen gennem livets ørken. Selve denne poetiske prøvelse er etisk, fordi den opfinder plads til nye erkendelser. Jeg tror, det er grunden til at så mange af Bolaños helte er poeter. Etikken er fiktiv. Det er et spørgsmål, der bevæger sig mellem liv og død; mellem hvad der er, og hvad der ikke længere er. Det er en måde, hvorpå der gives plads til det, som er i færd med at blive til. Et sted mellem det partikulære og det generelle, sker det noget, som det er en kunst ikke at overse. Tidligt engang i 2011