Aalborg Universitet. Enhed og inkongruens Eistrup, Jens. Publication date: Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf)

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Aalborg Universitet. Enhed og inkongruens Eistrup, Jens. Publication date: 2007. Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf)"

Transkript

1 Aalborg Universitet Enhed og inkongruens Eistrup, Jens Publication date: 2007 Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf) Link to publication from Aalborg University Citation for published version (APA): Eistrup, J. (2007). Enhed og inkongruens: En analyse af politiske selvbeskrivelser i Danmark og Frankrig i årene efter Første Verdenskrig - med særlig vægt på relationen mellem Folkeforbundets internationale normativitet og begreber om enhed, suverænitet og demokrati i den nationale politik. Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold, Aalborg Universitet. (SPIRIT PhD Series; Nr. 12). General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.? Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.? You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain? You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal? Take down policy If you believe that this document breaches copyright please contact us at providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim. Downloaded from vbn.aau.dk on: september 18, 2015

2 SPIRIT Doctoral Programme Aalborg University Fibigerstraede 2-97 DK-9220 Aalborg East Phone: Fax: Mail: Enhed og inkongruens. En analyse af politiske selvbeskrivelser i Danmark og Frankrig i årene efter Første Verdenskrig - med særlig vægt på relationen mellem Folkeforbundets internationale normativitet og begreber om enhed, suverænitet og demokrati i den nationale politik Jens Eistrup SPIRIT PhD Series Thesis no. 12 ISSN:

3 2007 Jens Eistrup Enhed og inkongruens. En analyse af politiske selvbeskrivelser i Danmark og Frankrig i årene efter Første Verdenskrig - med særlig vægt på relationen mellem Folkeforbundets internationale normativitet og begreber om enhed, suverænitet og demokrati i den nationale politik SPIRIT Doctoral Programme Aalborg University Denmark SPIRIT PhD Series Thesis no. 12 ISSN Published by SPIRIT & Department of History, International and Social Studies Aalborg University Distribution Download as PDF on Front page lay-out Cirkeline Kappel The Secretariat SPIRIT Fibigerstraede 2, room 97 Aalborg University DK-9220 Aalborg East Denmark Tel Fax Homepage:

4 Enhed & inkongruens PhD-afhandling Jens Eistrup Aalborg Universitet 2007

5 2

6 Enhed & inkongruens: En analyse af politiske selvbeskrivelser i Danmark og Frankrig i årene efter Første Verdenskrig - med særlig vægt på relationen mellem Folkeforbundets internationale normativitet og begreber om enhed, suverænitet og demokrati i den nationale politik - Jens Eistrup Aalborg Universitet 2007 *Forsiden: George Clemenceau på talerstolen i La Chambre des Députés annoncerer våbenhvilen og den franske sejr d. 11. november

7 4

8 Indholdsfortegnelse Forord... 7 Kapitel 1: Introduktion, problem & læsevejledning Kapitel 2: Teoretiske og metodiske forarbejder Verdenspolitikken som system Historisk konstruktion af politisk-national specificitet Selvbeskrivelse, selvfortolkninger og omverdensfortolkninger Selvfortolkninger og omverdensfortolkninger i den politiske filosofi Forbindelser mellem tidslig og rumlig dimension af enhedsproblemet Metoderefleksioner Afrunding teori og metode som analysestrategi Kapitel 3: Baggrund og opspil Pudder & parykker den europæiske Koncert Jern & blod - det Bismarckske Europa Den Store Krig & Den Store Fred En Ny Verden? fredsordningen i teoretisk perspektiv Kapitel 4: Grundpositioner i Frankrig efter Den store Krig Mellem mission og revanche Frankrig i verden Wilsonisme & revanchisme to antagonistiske sikkerhedsdiskurser Kapitel 5: Versailles-syntesen Frankrig, krigen og historien Folkeforbund og forsvarsalliancer Tyskland Suverænitet Versailles-syntesen i krydsfeltet mellem tid & rum Versailles-syntesens bagside: George Clemenceau & det partikulære i det universelle Kapitel 6: Ruhr-syntesen Debattens ramme Ruhr-syntesen s elementer Sammenligning: Versailles vs. Ruhr Teoretisk fortolkning et felt for en fransk selvbeskrivelse

9 Kapitel 7: Baggrund og grundproblemer i Danmark efter den Store Krig Baggrund og opspil neutralitet, ret og eksistens Neutralitet & Folkeforbund Konfliktfeltet: to antagonistiske grunddiskurser om Danmark i Verden Kapitel 8: Neutralisme Forsvar, sikkerhed, Folkeforbund neutralistiske hovedlinier Streng ligelighed & militær minimalisme Politisk fordringsløshed neutralismen og grænsespørgsmålet Kulturel ligevægt & sproglig disciplin Neutralismen en teoretisk fortolkning Kapitel 9: Defencisme Politisk vilje det sønderjyske spørgsmål Defencismen teoretisk fortolkning Kapitel 10: Neutralisme vs. Defencisme Historiepolitiske korrelater i dansk politik Mellem sikkerhed og historisk identitet - i krydsfeltet mellem rum og tid Teoretisk fortolkning et felt for en dansk selvbeskrivelse Kapitel 11: Komparation, konklusion og perspektiv Det komparative moment Frankrig vs. Danmark Det historisk-epokale moment den politiske verdens tilstand Det teoretisk-generelle moment udblik og perspektiv Efterskrift Bibliografi English Abstract Dansk abstract Bilag 1 Engelsk version af Folkeforbundspagten Bilag 2 - Biografisk indeks

10 Forord Undervejs til det ophold i Rennes i Frankrig, hvor en væsentlig del af denne afhandlings analysearbejde fandt sted, besøgte jeg slagmarkerne ved Verdun i det østlige Frankrig. Omstændighederne ville, at det var i januar måned, hvor de indendørs faciliteter såsom krigsmuseer og knoglehuse var lukkede, og at jeg derfor var det eneste levende menneske til stede på den gamle krigsskueplads. Sådan føltes det i hvert fald, for i det kolde, klare og helt, helt stille vintervejr var det, som om en dødens kulde sivede op af jorden og rakte ud efter det sidste, tilbageværende varme legeme på pladsen - og som var det et varsel om netop det, øjnede jeg lidt borte på den bulede jord en livløs skikkelse, der viste sig at være en død ulv. Man aner stadig i landskabet de bumlede konturer af granathuller, løbegrave og endevendte brystværn, men de er så tilgroede af skov og krat, at det ikke rigtig rimer på de forestillinger, man har med sig fra bøger, film og litteratur. Det er andre og mere uudgrundelige indtryk, der sætter sig fast og gør det til en decideret uhyggelig oplevelse at besøge Verdun; det er som om stilheden i det fredede lieu de mémoire, som slagmarken ved Verdun nu er, giver mæle til en rædsel, der dengang det stod på ikke kunne få ørenlyd i kanonernes torden og de hakkende maskingeværers ild. Verdun virker, Verdun maner og Verdun vækker til eftertanke. Eftertanke af den nære slags: at man selv ved de historiske tilfældigheder kunne have været een af de døde eller en af de andre hundreder af tusinder, hvis lig aldrig blev identificeret i det stinkende ælte af kød og mudder, og som derfor lige nu sender deres tavse (an)klager op gennem sprækkerne i den frosne jord. Og eftertanke af den mere generelle, reflekterede slags: hvordan kunne det gå til, og hvordan har vi kunnet leve videre med forstanden i behold? Hvis der ikke findes nogen filosofi efter Auschwitz, hvordan kunne der så findes fornuft efter Verdun? Og hvad med tilliden til rationalismen, fremskridtet, progressionen, kan den virkelig holde til et så apokalytisk tilbageslag? Spørgsmål af den karakter har med forskellig intensitet og varierende begrebsligt vingefang rumsteret i hovedet på overtegnede, siden jeg læste Remarques Intet nyt fra Vestfronten i de tidlige teenageår. Fra hvad der til at begynde med var en noget diffus fascination af det på en gang dragende og frastødende ved skyttegravskrigen og dens groteske leg med døden og endeligheden, til en mere genuin amatørhistorisk interesse i krigens politiske baggrund, militære realiteter og kulturhistoriske betydning. Med denne afhandling har det været muligt for mig at spænde den årelange amatøristiske fascination af Første Verdenskrig for et mere professionelt, akademisk projekt. Dette afsæt i en bred politisk-sociologisk debat, der ligger hinsides Den Store Krig som begivenhed, vil, forhåbentlig, løfte afhandlingens indsigter op over den ophobning af detaljer og kuriositeter, der meget vel kunne være blevet resultatet, hvis arbejdet alene havde været næret af krigsfascina- 7

11 tionens brændstof. Den akademiske problemstilling har skabt en nødvendig distance til det inciterende men også begrænsende skyttegravsperspektiv, dels ved at sætte iagttagelsen på nogle teoretiske og begrebslige skinner, der både åbner og fastholder et overordnet politisk-historisk perspektiv; og dels derved at dette perspektiv ikke sætter krigsførelsen og dens politiske, militære og sociale omstændigheder i fokus, men derimod er rettet imod de erfaringer og fortolkninger af krigen, som trænger sig på og får betydning i den danske og den franske politik efter våbenstilstanden. Balancegangen mellem den amatøristiske lidenskab og den professionelle distance har været afgørende for, at arbejdet med afhandlingen på trods af ind-, ud- og omveje er endt med at komme i mål uden de helt store personlige og faglige frustrationer. Når vejen trods alt har vist sig at være mindre stenet, end man kunne frygte på forhånd og sine steder undervejs, skyldes det ikke mindst den støtte, hjælp og inspiration, jeg har fået fra mine omgivelser i løbet af arbejdsprocessen. Der skal derfor lyde en stor tak til mine kolleger på Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet, som gennem efterhånden godt fire år har ydet både akademisk med- og modspil og praktisk hjælp med stort og småt, når der her været brug for det, hvilket ikke mindst var tilfældet i forbindelse med tilrettelæggelsen af opholdet i Rennes i Frankrig i foråret En særlig kollegial tak skal der lyde til Henrik Halkier for god faglig sparring, godt og hyggeligt samarbejde og for at udvise håndfast akademisk erfaring og dømmekraft når det har været nødvendigt, og til Jeppe Trautner for både godt samarbejde i forbindelse med arrangement af PhD-seminaret Verdenskrigens Skygge og for konstruktiv uenighed og gemytlighed i kaffeklub og på motorvej. Apropos motorvej skal jeg ikke undlade at takke medlemmerne af Klub E45 for de efterhånden mange timers oplysende og underholdende højhastighedssamvær mellem Århus og Aalborg. En tak skal der også sendes til de mennesker i Rennes og i St. Erblon, uden hvem mit og familiens ophold i Frankrig ville have været både fagligt magert og menneskeligt fattigt: Tak til Cécile Chrétien (og Antoine og Rémi), til Stéphane [Allez Rennes!] og Marie-Laure Sauvage (og Maéva og Mélissa), til Stéphan Blaise & Cécile Rouverand (og Silane og Maxime), og sidst men ikke mindst til Philippe Portier for inspirerende samtaler og for katatrofehjælp med kontorpladsen, og til Carole Clavier for venskabet og for uvurderlig hjælp med allehånde praktiske ting. På de hjemlige breddegrader vil jeg endvidere i almindelighed takke venner, familie og svigerfamilie for deres måde at være på og for det, at de bare er der. En særlig tak skal der herudover gå til Casper Bo Danø for doktoral bistand i den afsluttende fase, til min mor Anne Grete Nielsen for danskfaglig ekspertise og til min far Ole Eistrup for oversætternødhjælp på opløbsstrækningen. Endelig skal min største og varmeste taknemmelighed gå til dem, der har været allertættest 8

12 på og derfor dem, der har været hårdest ramt af de udfald og det periodevise mentale fravær, der uundgåeligt er forbundet med et langtrukkent forskningsprojekt, nemlig til Kristine og til Emma og Anders. Jeg håber og jeg tror, at I trods disse udfald har kunnet fornemme min klare, bagvedliggende prioritering: At arbejdet er midlet og I er målet. Dét og ikke andet er det sande kriterium for, om projektet er lykkedes. 9

13 10

14 Kapitel 1 Introduktion, problem & læsevejledning Dannelsen af den moderne suveræne stat, som i løbet af og 1600-tallets Europa sætter sig igennem som den dominerende politiske form, medførte to grundproblemer, som både den politiske tænkning og den praktiske politik sidenhen har måttet kæmpe med. Med Jean Bodins og sidenhen Thomas Hobbes stipulering af et begreb om statslig suverænitet grundlægges et skarpt skel mellem indre og ydre politiske anliggender, og i samme moment spaltes det politiske problem i to underproblemer: Hvordan begrundes statens indre magtmonopol? Hvordan skal forholdet mellem forskellige suveræne stater beskrives og reguleres? Den europæiske politiske historie har budt på forskellige både teoretiske og praktiske svar på disse to spørgsmål. Fra Hobbes kontraktteoretiske konstruktion af absolutisme med afsæt i spørgsmålet om individets sikkerhed til den franske revolutions radikalt demokratiske italesættelse af nationen som magtens eneste legitime kilde (til løsning af det indre problem) - og fra den Westphalske folkerets betoning af den statslige suverænitets ukrænkelighed og forrang fremfor religionen til bl.a. Abbé de St. Pierres og Immanuel Kants visioner for en sammenslutning eller føderation af stater ud fra en generel fredsbetragtning (til løsning af det ydre problem). Med denne ultrakorte historie om tilblivelsen af den (fortsat) dominerende politiske grundform, staten, og de hermed forbundne politiske grundproblemer, er det helt overordnede problemfelt for denne afhandling markeret. Problemstillingen, som den vil blive udviklet herunder, udspringer nærmere bestemt af et fokus på forbindelsen mellem disse to moderne politiske grundproblemer, det vil med andre ord sige et fokus på spændingsfeltet mellem statslig suverænitet og international normdannelse. Denne generelle interesse antager en lidt mere specifik form gennem den afgrænsende eller præciserende omstændighed, at det er karakteren af det skitserede spændingsfelt under demokratiske betingelser, der er i fokus. Vi skal senere hen udrede mere præcist, hvad der skal forstås ved demokratisk i denne sammenhæng, men i første omgang kan det betegnes som det forhold, at den politiske tale for at legitimere magtudøvelsen må henvise til et begreb om folkets vilje og en figur for folkets herredømme over sig selv. Interessen samler sig som følge heraf om problemerne omkring (1) hvorledes international politisk-juridisk normdannelse reflekteres og fortolkes i en demokratisk politisk kontekst og (2) hvilke betingelser den demokratiske 11

15 legitimationsform på den suveræne stats niveau sætter for den internationale normdannelse i bred forstand. I historien om forholdet mellem demokratiske legitimitetsprincipper og internationale normer udgør Første Verdenskrigs udbrud, forløb og afslutning et afgørende moment. På den ene side genererer krigens usædvanligt blodige og opslidende karakter en erfaring af, at en gammel orden er sunket i grus, og krigen med dens massive ofre fortolkes således (af sejrherrerne) som et medium for en ny og anderledes orden. Tiden efter krigen er i den forstand en erklæret opbrudstid i det internationale system, dvs. at den er præget af en udbredt overgangs- eller transitionsbevidsthed i det politiske. Denne overgangsbevidsthed kommer især til udtryk gennem oprettelsen af og forventningerne til en (efter sit princip, men ikke i sin praksis, verdensomspændende) sammenslutning af verdens stater nemlig Folkeforbundet. På den anden side spiller demokratiet både som moralsk idé og politisk praksis en central rolle for fredens endelige udformning: dels som et overordnet politisk slagord for den internationale orden, freden skulle stable på benene (illustreret ved den amerikanske præsident Woodrow Wilsons berømte ord fra april 1917 om The world must be made safe for democracy som krigens ultimative mål), dels - og mere konkret - som nationale bindinger på de enkelte delegationers forhandlingsfrihed på fredskonferencen i Paris 1919 med de deraf følgende komplikationer for dannelsen af en bred konsensusfred. Endelig kan man som et mere bredt aspekt af det demokratiske ved tiden pege på en mere ubestemmelig understrøm i kulturen, der på massens anonyme fundament rokker ved traditionelle autoriteter og positioner i de sociale strukturer og hierarkier 1. Årene umiddelbart efter Første Verdenskrig kan under indtryk heraf iagttages som en scene for et ganske intenst samspil mellem formuleringen af den internationale ordens bærende principper og udfoldelsen af den demokratiske legitimationsform. I denne kontekst sætter fredsslutningens proklamerede nye orden med Folkeforbundet som bovspryd spørgsmålet om forholdet mellem dé politiske begreber, som de nationalstatslige selvforståelser knytter sig til, og den internationale normdannelse på spidsen: De med freden forbundne bestræbelser på en omprogrammering af de internationale normer gennemtvinger en refleksion på det nationalstatslige niveau over forholdet mellem egen politisk status og det internationale normsystems karakter eller mellem selvfortolkning og omverdensfortolkning som vi i et lidt bredere analytisk blik vil kalde det i denne afhandling. Af de samme grunde bliver perioden også interessant ud fra en mere metodisk og analytisk betragtning, idet opbrudsbevidstheden i det politiske fungerer som et åbent vindue til de begreber 1 Jf. både Henrik Jensens brede kulturhistoriske analyse af verdenskrigens virkningshistorie (Jensen 1998) og Reinhart Kosellecks analyse af de specifikt demokratiske egenskaber, der knytter sig til dyrkelsen af anonymiteten i mindemærkerne for de faldne efter Første Verdenskrig, hvilket kontrasteres til den dyrkelse af hærføreren, monarken og generalen, der dominerer mindemærkerne efter den fransk-tyske krig bare 50 år forinden (Koselleck 2002). 12

16 og figurer, hvormed en (proklameret) international omkalfatring bearbejdes og fortolkes i den nationale kontekst: Folkeforbund, rustninger, grænsedragninger med meget mere er noget, der tales om i tiden og noget, der aktiverer de politiske grundbegreber om både det indre og det ydre aspekt af politikkens problem (sikkerhed, ret, folk, vilje, enhed, suverænitet, selvbestemmelse, demokrati m.m.). Som allerede antydet fører dette problemfelt i retning af et empirisk fokus på, hvorledes det internationale systems normer og udviklingstendenser fortolkes indenfor rammerne af de grundenheder, som systemet består af. I Paris 1919 knæsættes internationale principper, i følge hvilke systemets grundenhed bliver til en national-stat dvs. en politisk uafhængig territorialt afgrænset stat, der (på den ene eller den anden vis) kan referere til dens indbyggeres fælles nationale tilhørforhold (jf. grænsedragningsprincippet om national selvbestemmelse og Folkeforbundspagtens artikel 10 om medlemsstaternes politiske uafhængighed og territoriale integritet ). At den politiske virkelighed efter fredsslutningen, på trods af de multinationale imperiers sammenbrud, ikke lever op til denne norm, er et veletableret faktum, men det ændrer ikke ved, at nationalstaten så at sige er fredssystemets egen afbildning af sin grundenheds karakteristika. Hvordan denne afbildning så stemmer overens med eller spiller sammen med de politiske grundenheders selvafbildning, er efterfølgende et empirisk spørgsmål, der kan stilles til en relevant historisk kontekst. Konkret-analytisk rettes fokus i denne afhandling på to af de nationalstatslige grundenheder i systemet, nemlig Frankrig og Danmark. Valget af disse to nationale kontekster rejser umiddelbart to spørgsmål. Hvorfor to og ikke en eller tre nationale kontekster? Og hvorfor lige Frankrig og Danmark? Hvad det første spørgsmål angår, har dette arbejde en komparativ dagsorden, som ikke ville kunne indfries med blot en enkelt delanalyse, skønt det naturligvis i så fald ville være muligt at inddrage et bredere empirisk materiale. Derfor måtte arbejdet gå på mindst to analytiske ben. Når sigtekornet er rettet mod Frankrig og Danmark (og kun disse to), har det, for det første, til dels at gøre med den ikke uvæsentlige omfangspragmatiske omstændighed, at afhandlingens forfatter har et fagligt grundkendskab til den franske og den danske historisk-politiske tradition, uden hvilket arbejdet ville have været betydeligt vanskeligere at gennemføre. Det skal dog understreges, at analytikken er forsøgt tænkt så generel, at den fremgangsmåde, der udfoldes i arbejdet, med fordel kunne appliceres på andre nationale kontekster i perioden end lige den danske og den franske. Der er imidlertid nogle mere tungtvejende grunde til, at det har faglig interesse at analysere Frankrig og Danmark i Første Verdenskrigs eftertid. Den væsentligste er, at Danmark og Frankrig repræsenterer to diametralt modsatte positioner i tidens internationale politik: Det handler om forskellen mellem ikke-krigsførende og krigsførende, mellem neutralitet og alliance, mellem 13

17 småstat og stormagt, mellem periferi og centrum. Disse forskelle i systemposition gør det muligt at spørge til bredden eller spændvidden i de mulige nationale fortolkninger af karakteren af det internationale politisk-juridiske system, der grundlægges med freden i og omvendt at identificere de eventuelle fælles elementer eller figurer, som måtte være på spil i de to nærmest binært oppositionelle positioner i det internationale system. Et andet forhold, der gør Danmark og Frankrig interessante som analysefelter, er den iøjnefaldende forskel i det, vi kan kalde den historiepolitiske kultur eller den historisk-nationale selvforståelse, der udfoldes i den politiske tale i de to kontekster. I denne henseende fremstår Danmark for en umiddelbar betragtning som et eksempel på de glidende overgange og en overordnet politisk-historisk stabilitet eller konsensus, med det konstitutionelle monarki som ramme og symbol, mens Frankrig repræsenterer de markante revolutionære og anti-revolutionære brud, med de spor det trækker i den politiske kultur. Den historiepolitiske kultur som en indre mekanisme til reproduktion af dét (nationale) fællesskab, på hvis vegne den statslige politiske magt udøves, har betydning i denne sammenhæng, fordi vi efter nogle teoretiske omveje og udredninger vil stille skarpt på historiens betydning for de konstellationer af selvfortolkning og omverdensfortolkning, der udfoldes i den nationale politiske diskurs. Det er altså først og fremmest de (anticiperede) forskelle mellem Danmark og Frankrig, der ligger til grund for det anlagte nationale dobbeltblik: Hvad betyder de forskellige systempositioner og de forskellige politisk-historiske traditioner for den nationale reception eller fortolkning af det internationale systems politisk-juridiske normativitet? Dette spørgsmål leder videre til det komparative spørgsmål om, hvorvidt de frembragte nationale tolkninger af det internationale system overhovedet fremstiller de samme internationale normer og principper? Med afsæt i disse overvejelser kan afhandlingens overordnede problemstilling formuleres som et tredelt arbejdsspørgsmål: 1. Hvordan konstrueres den politiske enhed i den politiske diskurs i henholdsvis Danmark og Frankrig i perioden efter Første Verdenskrigs afslutning ( )? 2. På hvilken måde kobles de nationale enhedskonstruktioner (selvfortolkninger) med konstruktioner af den politiske omverden (omverdensfortolkninger)? 3. I hvilket omfang kongruerer de nationale konstellationer af selvfortolkning og omverdensfortolkning med eksistensen af et internationalt system af politisk-juridiske institutioner, normer og principper? 14

18 Når begrebet politisk enhed optræder i problemformuleringen som det, der fokuseres på i de to nationale delanalyser, er det med adresse til den bestemmelse af begrebet, der finder sted i det påfølgende teoretiske kapitel (kapitel 2). Forbindelsen mellem enhedsbegrebet og begreberne om selvfortolkning og omverdensfortolkning vil ligeledes blive forklaret mere indgående længere fremme i teksten. På dette sted kan det blot bemærkes, at politisk enhed er at forstå som en overskrift for den funktionelle bestemmelse af enhed på det nationalstatslige niveau, og at denne funktion kan udfyldes af forskellige politiske begreber (suverænitet, demokrati, stat, nation, folk) og diskursive konstruktioner (af fælles historie eller national identitet). Afhandlingen er organiseret i tre dele. I del I (kapitel 2 + 3) udvikles det teoretisk-analytiske blik, som vil blive anlagt på de danske og franske politiske debatter. Kapitel 2 tager afsæt i en teoretisk diskussion af politisk enhed som et begreb, der er spændt ud mellem systemiske tilskrivelser og national vilje til partikularitet. Denne bestemmelse trækker i udgangspunktet på Niklas Luhmanns systemteoretiske funktionalisme, men den suppleres efterfølgende dels af mere historieteoretiske indsigter i de mekanismer, gennem hvilke sociale fællesskaber eller enheder konstruerer egen specificitet eller partikularitet gennem udfoldelse af et fælles narrativ (i tid); dels af fire politisk-filosofisk inspirerede konstellationer af forholdet mellem den politiske enhed og den politiske omverden (i rum). Herefter vil kapitel 3 forme sig som et historisk opspil til den afgrænsede periode, idet der trækkes en tråd i det europæiske statssystems udvikling fra Wien 1815 til Versailles 1919, med et særligt fokus på udviklingen i de konstellationer af stat og nation, der gør sig gældende i systemets bestanddele og med særlig historisk vægt på både forløb og betydning af Første Verdenskrigs politiske seisme. Del II (kapitel 4-6) og del III (kapitel 7-10) vies til analysen af henholdsvis de franske og de danske udenrigspolitiske parlamentsdebatter før, under og efter fredsslutningen. I disse to dele appliceres det i kapitel 2 udviklede teoretisk-analytiske perspektiv på de to nationale kontekster, dvs. at vi i udgangspunktet har fokus på diskursiv frembringelse af politisk enhed som den fremtræder i koblinger af selvfortolkninger og omverdensfortolkninger, og altså med både den tidslige og den rumlige dimension af enhedsbestemmelsen in mente. Med dette generelle fælles blik træder en lang række temaer og delproblemer frem i de to forskellige nationale kontekster. Samlet set behandles de forskellige temaer som funktion af deres relevans for indløsningen af den overordnede problemstilling, men det vil uvægerligt også være sådan, at temaer og problemer, hvis primære relevans knytter an til andre diskussioner end den for denne afhandling styrende, vil blive diskuteret og vendt. Det være sig eksempelvis spørgsmålet om republikkens form og tilslutning i Frankrig under indtryk af Første Verdenskrigs forsvarskamp, eller spørgsmålet om den radikale mellemkrigs-internationalismes eftermæle i dansk historieskrivning. Disse spørgsmål er, som vi skal 15

19 se, bestemt ikke uden betydning for problemstillingen, men de rækker så at sige også ud over den og griber ind i andre historisk-akademiske diskussioner. Afslutningsvis (kapitel 11) samles konklusionerne af de to delanalyser (som hver især indløser punkterne 1 og 2 fra problemstillingen) sammen, og der stilles det mere komparativt anlagte spørgsmål, der udgår fra det tredie punkt. Her vil vi dels fokusere på, hvilke gennemgående figurer, begreber eller mekanismer, der kan identificeres på tværs af de to analyserede politiske kontekster; dels sammenligne de systembilleder der kommer til syne i de danske og franske omverdensfortolkninger, der udfoldes i debatterne. Er det den samme internationale politisk-juridiske normdannelse, der iagttages fra det danske perspektiv som fra det franske perspektiv? Er der kongruens eller inkongruens? Er der fællestræk i de politisk-diskursive mekanismer, der betinger de respektive omverdensfortolkninger? Svarene på disse spørgsmål udgør som sådan svaret på det tredie punkt i problemstillingen, og de danner videre baggrund for et afsluttende, perspektiverende indslag. Dette indslag antager form af et kritisk indspark i den aktuelle debat om betingelserne for overnational institutionsdannelse og overnational demokratisk legitimitetsdannelse, med afsæt i en kritik af den historiske læsning af forholdet mellem nationalisme og demokrati hos den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas. Såvidt afhandlingens opbygning. Som det fremgår, er det i det empiriske rugbrødsarbejde med henholdsvis den danske og den franske efterkrigsdebat, at hovedvægten i afhandlingen lægges. De komparative og perspektiverende momenter finder som følge heraf sted primært på grundlag af hovedtrækkene i analyserne, som de trækkes op i de to delkonklusioner fra del II og del III. Dette snit indebærer, at en række temaer, detaljer og delpointer fra delanalyserne ikke vil blive behandlet i komparativt lys, da de to delkonklusioner med forsæt anlægger et generelt og teoretisk vinklet blik på empiriens tematiske mangfoldighed. Til gengæld forstærkes med dette greb det komparative fokus på de ligheder/forskelle, der gør sig gældende mellem Danmark og Frankrig, hvad angår centrale politiske begreber om enhed, suverænitet og demokrati, og hvad angår de kongruenser/inkongruenser, der opstår mellem de frembragte nationale billeder af det med så mangfoldige forventninger behæftede Folkeforbundssystem. Inden vi kaster os ud i det teoretiske forarbejde til analyserne, skal der knyttes nogle kommentarer til den kombination af fagligheder, som dette projekt trækker på, og til de mulige problemer, der kan være forbundet med at arbejde med en tilgang, der befinder sig i et rum midt mellem flere forskellige etablerede fagligheder. Som projektet er skitseret i denne indledning, og som det vil blive udviklet i de følgende kapitler, er det tydeligt, at den teoretisk-analytiske tilgang kommer i berøring med indtil flere historiske, politiske og sociologiske fagområder, der hver især har egne afgrænsinger af problemfelter, relevanskriterier, metodetraditioner og teoretiske diskussioner. I 16

20 oversigtsform kan fremhæves tre forskellige faglige og akademiske debatter, som projektet kommer i kontakt med, og som her hver især behæftes med navnene på nogle af de repræsentanter, der har haft betydning for dette projekt: 1. Nationalismeforskning og forskning i erindringens og historiens betydning for politiske fællesskabers selvopretholdelse og videreførelse (Eric Hobsbawm, Reinhart Koselleck, J. G. A. Pocock). 2. Den politiske sociologi eller forskningen i staten og det politiske og dets symbolske opretholdelse og reproduktion (Carl Schmitt, Niklas Luhmann, Claude Lefort). 3. Den internationale politik og det århundreder gamle spørgsmål om betingelserne for en fredeliggørelse af forholdene mellem stater gennem international ret og internationale institutioner, herunder det specifikke spørgsmål om, hvilken betydning demokratiseringen af politikken i bred forstand tillægges for perspektivet for international rets- og institutionsdannelse (Thomas Hobbes, Jean-Jacques Rousseau, Immanuel Kant, Gorm Harste, Jürgen Habermas ). De akademiske debatter, der her er skitserede (og sikkert flere til, men disse er de væsentligste), vil blive berørt eller strejfet i større eller mindre omfang i denne afhandling. Denne brede berøringsflade betyder, at afhandlingen får en tværfaglig profil, dvs. at den er informeret af flere forskellige akademiske traditioner på samme tid. Som sådan befinder den sig i et delvist selvudviklet, tværfagligt rum, der altså kan situeres et sted mellem historie, politisk sociologi og international politik. Denne vinkling og situering indebærer nogle grundlæggende risici, i og med at det logisk set vil være sådan, at nuancer og perspektiver fra den ene eller den anden fagtradition vil blive enten overset eller inddraget på en måde, der kan synes overfladisk eller ufuldstændig. Grundproblemer, paradigmatiske diskussioner og founding fathers kan på det skammeligste blive negligerede, og den metodisk stringens vil kunne tage sig noget flosset ud i kanten, iagttaget gennem en bestemt fagtraditions kritiske briller. Og tilsvarende er der en risiko for at løbe åbne døre ind, når man bevæger sig ind på et fagområde uden at være bekendt med alle de nuancer og diskussioner, der er i spil på det pågældende område. Til gengæld er det forhåbningen, at disse risici vil blive opvejet af de fordele, der ligger i at belyse et emne med et perspektiv, der henter inspiration fra forskellige akademiske discipliner. Altså.at samspilsrelationer mellem dynamikker, som det ene eller det andet perspektiv kan have tendens til at være blindt for, kan belyses på en mere fyldestgørende måde. I nærværende arbejde sigtes eksplicit til, at der kan kastes skarpere og klarere lys over problemer, der bevæger sig i rummet mellem de nævnte klassiske fagtraditioner. Det gælder f.eks. sammenhængen mellem 17

21 den forsvars- og sikkerhedspolitiske dagsorden og den erindrings- eller historiepolitiske dagsorden (som især i dansk sammenhæng synes at have mere for sig som basis for en regulær højre/venstre-konflikt, end den danmarkshistoriske mainstream lader ane). Eller man kunne nævne den dynamik, der gør sig gældende mellem, på den ene side, den nationale demokratisk-suveræne tilegnelse og fortolkning af internationale arrangementer og, på den anden side, de internationale arrangementers politisk-juridiske gennemslag, udvikling og bæredygtighed som et eksempel på en problematik der står centralt i denne afhandlings problemstilling, og som netop trækker på et tværfagligt teoretisk register. I næste kapitel skal vi se nærmere på det teoretiske grundlag, som denne tværfaglige analytik hviler på - og som den derfor også forpligter sig på og må holdes fast på. 18

22 Del I 19

23 20

24 Kapitel 2 Teoretiske og metodiske forarbejder Afhandlingens hovedproblem har at gøre med spørgsmålet om politisk enhed, nærmere bestemt hvorledes politisk enhed konstrueres i den politiske diskurs i en bestemt historisk kontekst. I dette kapitel vil vi dels diskutere teoretisk en række grundproblemer, der knytter sig til fænomenet politisk enhed og de begreber, der i moderne politisk historie har spillet en afgørende rolle i bestemmelsen heraf, dels udarbejde en selvstændig teoretisk funderet analysestrategi, der kan styre det analystiske arbejde i kapitel 4 og 5. Uden at gå ind i en større videnssociologisk diskussion af den politiske videnskabs historie og dens mulige tilbøjelighed til at gøre politikkens grundbegreber til sine egne analysekategorier 2, er det på sin plads med en kort introducerende refleksion over spørgsmålet om den politiske enhed og de måder, dette spørgsmål er blevet angrebet på i den politiske videnskab og i tilgrænsende akademiske discipliner. Den politiske videnskab har traditionelt taget udgangspunkt i staten ( Statsvidenskab og Statskundskab ) som den enhed, der definerer feltet. Disciplinen har med afsæt i dette begreb spaltet sig i to dele, knyttet til henholdsvis politiske processer indenfor staten (politologi) og mellem stater (international politik). Indenfor begge sub-discipliner kan identificeres en tendens til at tage udgangspunkt i statens politiske enhed som et ontologisk a priori. For politologiens vedkommende er det analytiske fokus typisk rettet mod forhold som beslutningsprocesser, implementering, forvaltning, budgetstyring, organisationsledelse m.m., dvs. analyser som uden problematisering antager eksistensen af en afgrænset og anerkendt politisk enhed ( staten ) med magt og myndighed til at træffe beslutninger på et givent fælleskabs vegne ( suverænitet ) 3. For den internationale politiks vedkommende har de dagsordensættende teoridannelser typisk taget udgangspunkt i en tilsvarende enhedsforestilling om den politiske enhed ( staten ), blot tjener figuren i denne sammenhæng til at kunne betragte staten som viljesmæssig enhedsaktør. Denne ontologi har banet vejen for teoridannelser om forholdet mellem stater, der trækker på 2 Denne tilgangs til problemet omkring studiet af stat og politik er hentet hos Bourdieu (1997). Bourdieu peger på, at statsvidenskaben har det a priori problem, at det er staten selv, der udstyrer os med de begreber, vi kan tage i anvendelse til at beskrive staten med hvormed det, i Bourdieus kritiske optik, bliver vanskeligt at tænke anderledes om staten, end staten tænker om sig selv. En lignende kritik kan findes hos Luhmann (2000a, pp ) der peger på, at den politiske videnskab har været tilbøjelig til at overtage det politiske systems egne rationaliseringer af politiske beslutningers baggrund, formål og virkninger (det politiske systems hukommelse ). En mere almen kritik af forholdet mellem magt og viden kender vi fra Michel Foucaults tidlige forfatterskab (f.eks. 1966; 1969), hvor der ligeledes stilles spørgmålstegn ved muligheden for autonomi og distance i den viden, der produceres om bl.a. staten, politikken og en serie af historisk-kulturelle begreber. 3 Se f.eks. David Eastons for den senere statskundskab paradigmatiske konstruktion af det politiske system som allokationsmekanisme (jf. Poggi 1978). 21

25 den klassiske kontraktteoris tematisering af forholdet mellem individer i naturtilstanden og den akademiske debat indenfor disciplinen har udviklet sig parallelt hermed som et spørgsmål om, hvorvidt staterne vil kunne indstifte en civil tilstand eller retstilstand ( liberalisme ) i mellem sig, eller om de er forvist til at forblive i naturtilstandens anarki ( realisme ). Statens eksistens er også i denne sammenhæng explanandum (det forklarende), ikke eksplanans (det der skal forklares) 4. Det er ingenlunde hensigten med denne korte refleksion over spørgsmålet om politisk enhed i den politiske videnskab at diskvalificere eller forklejne de indsigter, som henholdsvis politologien og den internationale politik som akademiske fag har bidraget med. Hensigten er at henlede opmærksomheden på, at spørgsmålet om den politiske enheds historicitet og kompleksitet ikke eksplicit tematiseres eller problematiseres indenfor mainstream af de to politisk-videnskabelige underdiscipliner. Samme præmis har traditionelt gjort sig gældende for historievidenskaben, der i sit udgangspunkt var en normativ disciplin med det overordnede formål at bekræfte monarkiets og sidenhen nationens status og legitimitet 5. Man kan altså pege på en bestemt traditionel statsontologi indenfor både politologi, international politik og historievidenskab. Det gennemgående træk heri er, at dannelsen, opretholdelsen og reproduktionen af den politiske enhed er en implicit antagelse - ikke som sådan et selvstændigt analysetema 6. Det har imidlertid ikke skortet på reaktioner på denne angivelige statsontologi indenfor de nævnte discipliner. Nationalismeforskningen og dén konstruktivistiske vending indenfor historievidenskaben, den er en del af, kan med en vis ret anskues som, hvis ikke ligefrem et frontalangreb på, så i hvert fald en stigende bevidsthed om disciplinens egen politisk-nationale historie (jf. Østergaard ibid. & 2000; Hobsbawn/Ranger 1983; Hobsbawm 1990; Anderson ibid.) og har i høj grad antaget karakter af en problematisering af essentialistiske fremstillinger af nationer og stater, dvs. fremstillinger der i deres udgangspunkt tager nationen eller statens eksistens og karakter for given. I stedet er bærende begreber som nation, stat, folk, suverænitet i sig selv blevet underkastet analyse som historisk kontingente begreber, hvis status, betydning og sociale udbredelse skal analyseres historisk 7. En anden akademisk reaktion er den såkaldte historiske sociologi. Som navnet antyder, kan denne subdisciplin placeres et sted mellem historievidenskaben og samfundsvidenskaben med den fællesnævner, at den historiske sociologi stiller ind på spørgsmålet om de etablerede politiske struk- 4 Jf. Knutsen (1992), Viotto/Kaupki (1993), Doyle (1986), Keohane (1977), Waltz (1959), Morgenthau (1951). 5 Jf. Foucault f.eks. (1997), Anderson (1983), Østergaard (1998). 6 Som så kan kritiseres for netop at bidrage til reproduktionen og opretholdelsen af en bestemt politisk orden, jf. Ulrich Beck s (2002) generelle kritik af den metodologiske nationalisme i politisk videnskab og f.eks. Osianders (2001) og Schmidts (1998) analyser af IP-disciplinens stærkt normative anknytning til stat, nation og suverænitet. 7 Jf. den tyske begrebshistorie og mammutværket Geschichtliche Grundbegriffe (Koselleck et al., ), en tradition, der har haft stor indflydelse indenfor historievidenkaben (i en dansk sammenhæng f.eks. hos Ifversen (1997), Korsgaard (2004) og Østergaard/Ifversen (1996)). 22

26 turers, først og fremmest statens, historiske tilblivelsesproces som komplekst organisationssystem, dvs. et fokus på de organisatoriske og differentieringsmæssige processer, der fører frem til den hyperkomplekse politiske magtstruktur, som den moderne stat er. Også her kan man tale om en kritisk refleksion af enhedsantagelsen fra statsontologien i politisk og historisk videnskab, blot er fokus her forskudt til at være en påpegning af den systemiske eller organisatoriske kompleksitet bag enhedsbeskrivelsen (hvor det i nationalismeforskningen har handlet om at dekonstruere og historicere de begreber, enhedsbeskrivelsen bygges op omkring) 8. På baggrund af disse refleksioner kan det foreløbig slås fast, at det akademiske spørgsmål om, hvad politisk enhed er for en størrelse kan angribes og besvares på forskellige måder. I denne afhandling vil vi i forhold hertil lægge os i kølvandet på den nationalismehistoriske tradition i den forstand, at vi vil fokusere på den politiske enhed på et sprogligt-begrebsligt niveau. Spørgsmålet om politisk enhed bliver dermed et spørgsmål, der stilles til empirien, til den konkrete politiskhistoriske kontekst: hvordan og med hvilke midler konstrueres politisk enhed i den analyserede kontekst, in casu i danske og franske parlamentsdebatter i perioden Inspirationen til denne tilgang er hentet hos den tyske sociolog Niklas Luhmann ( ). Såvel den abstrakte og udpræget (til det idiosynkratiske grænsende) selvstændige karakter af Luhmanns teoretiske univers som det ganske uoverskueligt enorme omfang af hans skriftlige produktion kan virke ganske skræmmende på de fleste forskerspirer. I denne afhandling vil vi imidlertid vove at læse Luhmann selektivt, dvs. bruge nogle af hans begreber og teoretiske indsigter til at opklare og skærpe analysen af spørgsmålet om politisk enhed, uden at sætte hele projektet på Luhmannske skinner mht. modernitetsforståelse, differentieringslogikker, meningsgrænser med meget mere. Med Luhmanns begreber er det muligt at formulere problemet om politisk enhed som et problem, der i den moderne kontekst uvægerligt er spændt ud mellem noget universelt og noget partikulært. Som det vil blive uddybet i det følgende, kan vi med afsæt i de systemteoretiske begreber stille ind på en spænding mellem Enheden af det politiske funktionssystem Den politiske enhed Denne dobbelthed kan tematiseres teoretisk på grundlag af en dobbeltsidig differentieringform omkring det moderne politiske system: På den ene side er det politiske system uddifferentieret som 8 Jf. f.eks. Porter (1994), Tilly (1992), Mann (1993), Kaspersen (2002), Poggi (1978). 23

27 funktionssystem adskilt fra andre funktionssystemer som f.eks. ret, kunst, og videnskab, dvs. som et socialt system, der kommunikerer i mediet magt, og hvis ydelse til det samlede samfundssystem det er at kunne træffe bindende beslutninger. Det politiske funktionssystem er ikke territorialt afgrænset, men er på grund af sin anknytning til grænseoverskridende politisk kommunikation globalt i sit væsen. Dette systems enhed har at gøre med dét, der binder systemet sammen som meningsfelt eller -system, hvilket i Luhmanns optik fungerer helt uafhængigt af territoriale anknytninger. På den anden side er dette globale, politiske funktionssystem internt differentieret i segmenter, det vil i empirisk forstand sige stater, der hver især gør krav på uafhængighed og suverænitet. Denne interne differentiering er af en anden form end den funktionelle differentiering og betjener sig af begreber som nation, stat, folk og territorium m.m. til at markere de segmentære grænser. Segmenterne befinder sig således i en situation, hvor de både er uløseligt integrerede i det politiske funktionssystem (som betinger, at den politiske grundform overhovedet antager formen stat eller nation ) og samtidig skal etablere en beskrivelse af sig selv som værende uafhængige, selvstændige, suveræne enheder. Formuleret med de Luhmannske differentieringstermer skal de politiske segmenter (som er denne afhandlings analytiske genstandsfelt) reflektere sig selv som værende (1) på indersiden af den funktionelle differentiering mellem det politiske funktionssystem og dets omverden af andre funktionssystemer og (2) på indersiden af en segmentær differentiering mellem staten og dens politiske omgivelser af andre stater. Denne dobbelthed i bestemmelsen af den politiske enhed vil være en overordnet ledetråd i dette kapitel. Den peger på et spændingsfelt mellem universalisme/partikularitet eller almenhed/specificitet i den politiske begrebsdannelse, som er central i denne afhandlings analyse og som vil blive udviklet nærmere i dette kapitel. Vi lægger ud med at redegøre for Luhmanns teori om, hvordan det politiske funktionssystem kan betragtes som ét sammenhængende normsystem, der sætter nogle rammer op for, hvad den politiske enhed ( segmentet ) kan være - og dermed hvad der kan menes med enhedsdefinerende begreber som nation, stat, suverænitet, selvbestemmelse (2.1.). Dernæst vender vi blikket mod de måder, hvorpå segmentet bestræber sig på at fastholde en selvstændig og specifik beskrivelse af sig selv. I denne sammenhæng vil vi især fokusere på, hvorledes nationens historie aktiveres og sættes i relation til bestemmelser af det politiske fællesskabs identitet (2.2). Efter således at have defineret de to poler i det skitserede spændingsfelt, vil de Luhmannske begreber om bl.a. semantik og selvbeskrivelse blive gennemgået og i et vist omfang omfortolket, således at denne tilgangs væsentligste indsigter kan appliceres i den konkrete analysekontekst (2.3). Herefter vil vi gå videre med en diskussion af, hvordan forholdet mellem den politiske enhed og dens politiske 24

28 omgivelser er blevet konstrueret i en række klassiske politisk-filosofiske værker, nemlig hos Thomas Hobbes, Jean-Jacques Rousseau, Immanuel Kant og Carl Schmitt. Denne diskussion vil munde ud i fire analytiske modeller for forholdet mellem den politiske enhed og omgivelserne eller hvad vi vil kalde koblinger af selvfortolkninger og omverdensfortolkninger - der afspejler forskellige fortolkninger af nøglebegrebet suverænitet og dets anvendelse i bestemmelsen af den politiske enhed (2.4). I forlængelse af den politisk-filosofisk inspirerede tematisering af selv/omverdens-forholdet stiller vi, med hjælp fra Reinhart Kosellecks begreber om historisk tid i det moderne, ind på den forbundethed mellem de tidslige og de rumlige aspekter af den politiske selvbeskrivelse, der er kendetegnende for politikken under de specifikt moderne historiske rammebetingelser (2.5). Afslutningsvis knyttes nogle bemærkninger til de mere specifikke metodiske redskaber og analytiske strategier, der forbinder det teoretiske forarbejde med den konkrete empiriske analyse (2.6 og 2.7) Verdenspolitikken som system Raumgrenzen machen für die auf Universalismus und Spezifikation angelegten Funktionssysteme keinen Sinn - es sei denn als segmentäre Differenzierungen (zum Beispiel in politischen Staaten) innerhalb von Funktionssysteme (Luhmann 1997, p809) Det ovenstående citat har til formål at markere den teoretiske pointe, at det politiske system, i lighed med andre sociale funktionsssystemer 9, har en indbygget universalisme og efter sit princip er et verdensomspændende system. Dannelsen af politiske enheder med en territorial anknytning (stater) er altså at betragte som en særlig systemintern differentiering, der ikke er funktionelt bestemt. De statslige segmenter er således integrerede i das politische System der Weltgesellschaft (ibid., p808), eller med et andet udtryk Das weltpolitische System (Luhmann 2000a, p222), og i det omfang begreber som stat, nation, selvbestemmelse eller suverænitet er definerende for disse segmenter, er det som begreber, der er kendetegnende for hele det verdensomspændende funktionssystem og ikke begreber, der i enhver henseende frit kan fortolkes på segment -niveau. Det følger af denne betragtningsmåde, at en stat i det verdenspolitiske system ikke bare selv skal konstituere sig suverænt, den skal tillige anerkendes i systemet som værende konstitueret og suveræn: Seit den ersten Anlaüfen zu moderner Staatlichkeit, im Grunde schon seit der päpstlich-sizilianischen Allianz des 11. Jahrhun- 9 Først og fremmest funktionssystemerne for uddannelse, ret, kærlighed, videnskab, religion, økonomi, kunst men skemaet er åbent og andre områder kan tænkes at udvikle sig til funktionssystemer, f.eks. Krankenbehandlung som Luhmann selv nævner, socialhjælp (f.eks. Kleve 2007) eller sport (f.eks. Thyssen 2001). 25

29 derts, kann man erkennen, dass die Konstitution eines Staates für Zwecke politischer Kommunikation an die internationaler Anerkennung gebunden ist. (Luhmann 2000a, p244f) 10. Hvad en stat kan være afhænger af, hvad den anerkendes som. Disse overvejelser leder frem mod den stærkt strukturalistiske slutning, at det verdenspolitiske system øver en betydelig tvang med hensyn til, hvilke politiske former, der er mulige: Desungeachtet [visse forskelle mellem stater og tilsyneladende failed states, JE] zwingt sich die segmentäre Differenzierung des weltpolitischen Systems allen Territorien auf. Es gibt keine Gebiete, die an Politik teilnehmen (und es gibt auch keine Gebiete, die das vermeiden können), ohne die Form von souveränen Staaten anzunehmen. (ibid., p225). At systemets politiske segmenter antager formen suveræne stater er så at sige et forhold, der suverænt afgøres af systemet, verdenssystemet 11. Den territorialgrænseoverskridende karakter af det politiske system kan anskueliggøres ved at vende blikket mod Luhmanns (1997, pp ; 2000a, pp210-12) fortolkning af den franske revolution og den alment-europæiske udbredelse af nationsbegrebet, der følger i dens kølvand. Da de franske revolutionære udråber nationen til at være den statslige suverænitets kilde par excellence (og idet de sidenhen kapper hovedet af det konkrete, kropslige symbol på nationens enhed, kongen), opstår en radikalt ny situation, hvor magten må søge en ny måde at begrunde sig selv. Dette medfører ifølge Luhmann en i radikal forstand ny politisk konstellation, Der Staat versteht sich jetzt als politischer Agent der Individuen (Luhmann 2000a, p212), der repræsenterer en universel åbning af det politiske felt som et alment anliggende. Pointen i denne sammenhæng er ikke så meget selve karakteren af den revolutionære konstruktion af den franske nation som det forhold, at nationsbegrebet og dets (stærkt mobiliserende) solidaritetsform efterfølgende kopieres på europæisk plan på en sådan måde, at Europa få årtier efter den franske revolution forstår sig selv som et kontinent af nationalstater: Gefordert sind jetzt neue Formen der Solidarität, bis zum Opfer des eigenen Lebens im Krieg für Leute, die man gar nicht kennt. Damit avanciert die Vorstellung einer staatlich 10 Luhmann understøtter endvidere sin almene (dvs. for funktionssystemerne samlet set) pointe med historiske argumenter: at der historisk kan identificeres en ganske høj grad af parallelitet ( übereinstimmende Trends, Luhmann 1997, p161) i samfundsudviklingen som f.eks. opløsningen af familieøkonomien, afhængighed af teknik og demografisk udvikling i de dele af verden, der kommunikerer med hinanden (ibid.). Luhmann (2000a & 1997) anvender i øvrigt igen og igen Sovjetimperiet skæbne som eksempel på tvangsmæssigheden i den globale udbredelse af funktionssystemer: Auch hat die funktionale Differenzierung der Gesellschaft in der Weltgesellschaft einen so starken Rückhalt, das sie sich regional auch mit stärkstem Einsatz politischer und organisatorischer Mittel nicht boykottieren lassen. Dies lehrt vor allem der Zusammenbruch des Sovjetimperiums. (Luhmann 1997, p161). 11 Karakteristisk for Luhmanns fokus på det universelt-systemiske fremhæves det fælles kendetegn ved de europæiske nationer, hvormed forskellen mellem den tyske Kulturnation og den franske Statsnation reduceres til en nuance, der tjener til at understøtte forestillingen om nationernes partikularitet i forhold til hinanden. Nationen opstår altså i et spændingsfelt mellem universalisme (at nationen i enhver given enhed er det legitimitetsskabende princip) og partikularisme (at enhver nation må kunne bestemme sin egenart under henvisning til dens forskellighed fra andre nationer). Luhmanns pointe er, at det er dens universelle form, der i sociologisk forstand er den mest iøjnefaldende ved nationen: Vielmehr [end at svare til et specifikt fødselsophav, som i det latinske begreb natio ] dirigiert der Nationsbegriff jetzt die Forderung nach Herstellung der Einheit in einem eigenen Staat, und insofern kommt der Unterscheidung von Kulturnation und Staatsnation allenfallseine sekundäre Bedeutung zu. Was immer die kulturellen und sprachlicehn Wurzeln: um Einheit zu erreichen, muss man vereinigen und vereinheitlichen. (1997, p1052f) 26

30 organisierten Nation zum Normalbild territorialer Segmentierung und Staaten, die sich dem nicht fügen, werden seitdem als Anomalien behandelt (Luhmann 1997, p1049). Efterfølgende fremhæves 1800-tallets samlingsprojekter i Italien og Tyskland samt bestræbelserne på at bringe Norge og Finland på uafhængig, nationalstatslig formel som illustrationer af denne systemiske logik. Med Luhmanns begreb om Weltpolitik har vi et generelt teoretisk perspektiv, der lægger vægten på den verdenssystemiske tvang, der gør sig gældende mht. til de former for politisk organisation, der er mulige, og dermed mht. de begreber, der står til rådighed for bestemmelsen af politiske enhed ( stat, nation, suverænitet ). Perspektivet er originalt og desuden kontroversielt i den forstand, at det strider mod en række politisk-normative forestillinger om den nationale selvbestemmelse og den politiske viljes frihed. Luhmann kan da også med en vis ret kritiseres for at have en mere eller mindre eksplicit politisk-normativ dagsorden, bl.a. har han brugt betegnelsen selvmystificering til at kritisere den for Luhmanns rationalisme problematiske segmentering af det politiske system i nationalstater (jf. Luhmann 1982; Harste 1997b & 1998a). Trods forskellige tilgange til, hvordan internationale relationer helt præcist skal begribes, kan man tilsyneladende identificere den fælles kerne, at den internationale betragtningsmåde med sig fører en form for systemisk bestemmelse af formen for dén politiske grundenhed, som relationerne udspiller sig imellem. Med Luhmanns begreb om Weltpolitik kan man lidt kritisk pege på, at den i indledningen omtalte differentiering indenfor den politiske videnskab i politik og international politik er udtryk for, at den politiske videnskab i et vist omfang har kalkeret det verdenspolitiske systems interne differentiering i segmenter og på den måde etableret to politiske systemer, det nationale system og det internationale system, knyttet til hver sin halvdel af det dermed i inderside og yderside spaltede suverænitetsbegreb (jf. også Beck 2002). Luhmann og (især) Luhmannianere udtrykker sig som nævnt sine steder en smule fnysende om denne selvmystificering (jf. Luhmann 1982; Harste 1998a), dens forankring i metafysiske begreber (Harste 1997b), det politiske styringsunderskud, denne ordning afstedkommer (Harste 2003b) og dens bidrag til at forstærke de øvrige funktionssystemers egendynamik og politiske ustyrlighed 12. Man fornemmer i disse overvejelser et ikke ubetydeligt moment af irritation over det irrationnelle eller anakronistiske ved denne segmenterede indretning af det politiske system. I det næste afsnit vil vi imidlertid forsøge at tage den selvmystificerede indre differentiering af det politiske system i segmenter alvorligt, dvs. se mere systematisk på de mekanismer (semantiske, begrebslige, narrative), der er på spil i de konkrete segmentære kontekster i bestræbelsen på at fastholde egen (statslig) enhed og identitet. 12 Die Segmentierung des weltpolitischen Systems in Staaten verringt die Wahrscheinlichkeit, dass andere Funktionssysteme politisiert werden (...) Die Segmentierung des weltpolitischen Systems in Staaten schützt die Eigendynamik andere Funktionssysteme, ohne damit regionale Effekte unterschiedlicher politischer Förderung oder Bedingungen auszuschliessen. (Luhmann 2000a, p.223) 27

31 2.2. Historisk konstruktion af politisk-national specificitet Diskussionen af de segmentære enheds- og identitetsmekanismer tager sit udgangspunkt i en disciplin inden for historievidenskaben, som man lidt bredt kan kalde nationalismeforskning (jf. Østergaard in Kaspersen et al. 2000), for siden at bevæge sig ind på et med nationalismeforskningen beslægtet problemfelt, historiepolitik, der sætter fokus på historiens/erindringens funktion i politiske fællesskabers løbende konstruktion af sammenhæng, enhed og suverænitet. Som vi har været inde på, har det været en udbredt tilgangsvinkel til det historiske studie af nationalismen i en moderne kontekst at betragte forestillingen om et nationalt fællesskab som netop... en forestilling, dvs. noget, der er konstrueret i en historisk proces og således ikke kan tilskrives dé transcendente, essentialistiske egenskaber, som de nationalistiske fortællinger typisk selv hævder at redegøre for. Titler som Imagined Communities (Anderson 1983) og The Invention of Tradition (Hobsbawm/Ranger 1983) vidner om et overordnet perspektiv, der lægger vægt på, at fællesskaber og traditioner, der i forskellige sammenhænge hævdes som eller tages for givne, har en konstrueret karakter, og at den kritiske historikers rolle i forlængelse heraf er at dissekere konstruktionens tilblivelsesproces, fremfor at kalkere eller bidrage til fastholdelsen af dens egne fortællinger. En af landvindingerne indenfor denne kritiske tilgang til nationsbegrebet er, at der er kommet fokus på, hvordan historien selv spiller en central rolle for opbygningen og udbredelsen af en fællesskabsbevidsthed på det nationale niveau, idet den fungerer som et integrerende narrativ, der betoner bestemte egenskaber og knytter fælles bånd på tværs af tid og rum. Denne indsigt vil vi trække på i nærværende sammenhæng, eller nærmere bestemt vil vi trække på en art forgrening af nationalismeforskningen, der mere specifikt fokuserer på den rolle, eller den funktion, historiefortællingen indtager i et politisk fællesskabs fortløbende bestemmelse af sig selv 13. Denne forgrening bærer meget passende betegnelsen historiepolitik. I det følgende ser vi nærmere på to teoretiske fortolkninger af dette begreb fra to forskellige historiografiske analysekontekster, Bryld/Warrings analyse af besættelsestiden i dansk efterkrigspolitik og den new zealandske historiker J. G. A. Pococks analyser af historieskrivningen i forskellige dele af det britiske imperium i relation til Storbritanniens medlemsskab af EF (Pocock 1992 & 2005). Disse to udlægninger af historiepolitikken tænkes her som stående i et supplerende eller komplementerende 13 Pocock (2005) beskriver sin egen faglige udvikling som en vandring fra historiography as a narrative of politics til historiography as a political phenomenon. Man kan lidt kreativt fortolke dette biografiske skred som en illustration af en faglig nyorientering indenfor forskningen i nationer og nationalisme: Fra at fokusere på afsløringen af fællesskabets narrativer som konstruerede narrativer til et mere funktionelt fokus på, hvilke narrativer, der er mulige og hvordan de udvikler sig. Vi spørger altså til in what ways it [the political society, JE] may acquire a historiography and what kind of history this will narrate or otherwise affirm (p3) dvs. en anerkendelse af den præmis, at fællesskaber behøver narrativer for overhovedet at kunne eksistere: Political societies develop narratives of their past actions (p1). At dette narrativ er socialt konstrueret er for så vidt ganske naturligt og fuldstændig ukontroversielt! 28

32 forhold til hinanden og vil blive behandlet som sådan med det formål at gøre denne afhandlings analyse af historiens rolle i den politiske diskurs så kvalificeret som muligt. I bogen Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998) stiller de to danske historikere Claus Bryld og Anette Warring skarpt på den måde, hvorpå den tyske besættelse af Danmark ( ) er blevet brugt i den danske politiske debat i efterkrigstiden. Værket er omhyggeligt både i sit teoretiske forarbejde og i sine empiriske analyser. Udgangspunktet er netop at se på historien, som den optræder og anvendes udenfor historievidenskaben: Vi ser med andre ord historiens samspil med samfundet som det centrale. Det hænger sammen med en formodning hos os om, at det, der bestemmer historiebevidstheden, ikke er tilnærmet præcise beskrivelser af fortiden som den vi finder i faghistorien, men den måde denne fortid opfattes, italesættes, og bruges på i samfundet i bredeste forstand (p19). Erindrings- eller historiekulturen står som konsekvens heraf i et konstant spændingsforhold til faghistorien, et spændingsforhold mellem erindringens tendens til at mytologisere, dvs. fastfryse, forsimple og objektivere (her trækker de på Roland Barthes mytebegreb), og faghistoriens stædige kamp for at afmytologisere, nuancere og problematisere 14. Bryld/Warring inddeler analysen af erindringskulturen i tre dimensioner den politiske (knyttet til vilje), den æstetisk/emotionelle (knyttet til følelse) og den kognitive (knyttet til erkendelse). Den politiske dimension, dvs. anvendelsen af historien i magtfeltet, er her den mest interessante. Bryld/Warring lægger i den politiske dimension vægt på At En forudsætning for magtudøvelse i et demokratisk samfund er en vis legitimitet, som også rummer den historiske dimension. Magtkampe udkæmpes så at sige altid med en vis portion historiske henvisninger, fx. til det historiske grundlag (eksempelvis en forfatning), kontinuiteten, gradvis ændring af sædvanen eller lignende. (p78). For at kunne handle legitimt på fællesskabets eller samfundets vegne, må man altså kunne forbinde sin handling med fællesskabets historie. At der i den politiske diskurs sker det, at fortid, nutid og fremtid kobles sammen under henvisning til bestemte historiske begivenheders (in casu besættelsen) moralske-politiske enjeu : Under magtkampe sættes en bevidsthedsmæssig dagsorden, hvor fortidsfortolkning, nutidsopfattelse og fremtidsforventing er trukket skarpt op (p79, JEs understregninger). Følger man disse overvejelser, er der noget der peger på, at politiske projekter, for at kunne optræde legitimt på samfundets vegne, må kunne skrive det foreliggende politiske projekt (fra arbejdsmarkedsreform til indtrædelse i eller udtrædelse af - Det Europæiske Fællesskab) ind i en fortælling, der på en eller anden måde etablerer en sammenhæng mellem fællesskabets fortid, 14 Bryld/Warring synes ikke helt at kunne blive enige med sig selv om, hvorvidt dette spændingsforhold er et naturligt træk ved et fællesskab, der både har behov for kontinuitet og for selvrefleksion, eller de dybest set er ude på at problematisere det forhold, at den offentlige brug af historien ikke lever op til faghistoriens standarder. 29

33 nutid og fremtid. Denne sammenhæng kan antage forskellige former, både bruddets eller opgørets form 15 og kontinuitetens eller genopdagelsens form 16. Da det politiske felt er en kamparena for konkurrerende projekter på fællesskabets vegne, bliver den offentlige, politiske fortolkning af historien ligeledes en kamparena mellem forskellige fortolkninger af historien, der laver forskellige koblinger af fortid, nutid og fremtid til legitimering af de respektive politiske strategier. Bryld/Warring analyserer på meget nuanceret vis, hvorledes disse historiepolitiske kampe udspiller i forhold til een bestemt historisk begivenhed. Det generelle historiepolitiske fokus og de aspekter, det stiller ind på, kan imidlertid fint omplantes til denne afhandlings empiriske kontekst tiden efter den forudgående verdenskrig idet fokus rettes mod den måde, henholdsvis Frankrigs og Danmarks historie tematiseres (eller ikke tematiseres) i bred forstand i debatten, dvs. ikke blot med fokus på een bestemt historisk begivenhed som hos Bryld/Warring. Bryld/Warring knytter ikke direkte det historiepolitiske spørgsmål til spørgsmålet om retfærdiggørelsen/reproduktionen af den politiske enhed som sådan. Deres politikbegreb opererer snarere på baggrund af en mere implicit antagelse om eksistensen af et bestemt politisk fællesskab: den danske nationalstat. En mere eksplicit teoretisk tematisering af det historiepolitiske fænomen i relation til spørgsmålet om opretholdelsen og eksistensen af en bestemt politisk enhed kan vi finde hos J. G. A. Pocock. I artiklen med den sigende titel The Politics of Historiography (2005) anlægger Pocock et mere funktionalistisk perspektiv på forholdet mellem politiske fællesskaber og historie: Political societies develop narratives of their past actions (p1) og pointen er, at det er en nødvendighed, at dette fortløbende finder sted, hvis fællesskabet (the society) skal opretholde sig selv. Som hos Bryld/Warring identificeres en spænding mellem på den ene side fællesskabets fordring om at have en historie, og på den anden side det forhold at forskellige politiske kræfter med forskellige fremtidsprojekter opererer med forskellige fortidsfortolkninger: There is a plurality of narratives because politics is a contested activity, in which actors have diverse goals, tell different stories and, to some extent, live in the narratives they succeed in relating. If these narratives are altogether irreconcilable, there is no political society; if there is one, a diversity of narratives in some way and some degree persists (p9). Et dynamisk politisk samfund er altså kendetegnet ved en pluralitet af narrativer, men indenfor den ramme, at de 15 Et aktuelt eksempel kunne være statsminister Anders Fogh Rasmussens kobling af Irak-krig og modstandskamp i anledning af 60-året for befrielsen (jf. kronik i Jyllands-Posten, ) 16 Et eksempel herpå kunne være forsvaret for Jyllands-Postens satiriske Muhammed-tegninger under henvisning til en bestemt dansk/europæisk/vestlig tradition for frisind, satire og religionskritik eller opstramningen af udlændingepolitikken under henvisning til det danske samfunds historiske forankring i kristendommen eller til dets historisk set homogene karakter. 30

34 divergerende narrativer ikke må være umulige at forsone. I så fald vil samfundet/fællesskabet nemlig falde fra hinanden 17. Pocock udforsker efterfølgende karakteren af denne ramme ved at stille ind på de omtalte narrativers betydning for det politiske samfunds identitet og suverænitet. Mht. førstnævnte opstiller Pocock en definition, der lægger vægten på det at have en fælles historie som en mere retvisende måde at beskrive et samfunds karakter, end det at henvise til en fælles identitet idet identitetsbegrebet er belastet af både dets betoning af uafgrænselig ensartethed blandt medlemmerne i et samfund og af de mange dekonstruktive angreb især nationers identitet har været udsat for. Pocock fremfører derfor følgende historieorienterede identitetsdefinition:... identity, I shall suggest, means what we mean when we say we to denote a society capable of public action and public speech, and of using the latter to provide its structure with a past, composed of complicated narratives that can be rendered more complex through re-narration and critical contestation and enquiry. (p11) Denne definition af det, der giver samfundets medlemmer en shared awareness om et fællesskab, har endvidere en mere entydigt politisk dimension, idet evnen til at kunne forsyne den offentlige handlen med en fortid er et konstituerende træk ved samfundets suverænitet: The society s and the nation s sovereignty over itself entails a capacity to decide on its history, both by writing and by enacting it. This implies that the public speech the speech of the state has both the authority and the duty to declare what it takes the past to have been (p12). Snarere end at forstå dette på den måde, at staten i enhver henseende skal diktere, hvad der er historie og hvad der ikke er, skal man forstå denne kobling af historie og suverænitet performativt, dvs. på den måde at det er kendetegnende for et suverænt samfund (i Pococks horisont først og fremmest en national-stat), at det er i stand til at fortælle sin historie. Det kan være en kompleks historie, en history of problems and contingencies; og it may have dealt disastrously with many of them, but the history of its dealings is the history of its sovereignty (p13). Suveræniteten konstitueres i denne forstand som et kendetegn ved det fællesskab, der er i stand til at fortælle sin historie som en sammenhængende historie på trods af og i kraft af alt hvad denne historie rummer af ulykker, fejlgreb og omvæltninger ( katastrofal håndtering af problemer og kontingens ). Pocock betoner således et aspekt af begrebet om det politiske fællesskabs identitet og suverænitet, der kan rumme og rationalisere historiske begivenheder, der ellers i et juridisk, 17 Det er i denne pointe, at det funktionelle ved Pococks forståelse af historiens rolle i samfundet kommer ind. Samfundet har brug for historie og han stiller sig meget skeptisk overfor påstande om, at man kan tænke et samfund uden historie: This [narrative, JE] informs the members of the society (...) of a present in which they act, and a present collectivity in which they are members; and it furnishes both these presents with pasts, complex, contested and quite possibly violent, tragic and in many ways problematic, in whose continuation the citizens are invited and obliged to see themselves living. This discourse is not ineffective; it is harder than we are sometimes told to imagine a society with no sense of past, and those who suppose themselves indifferent to history will probably turn out to entertain ideas about it, no better for being unexamined; and lightning may at any moment strike and compel them to think about it (p10f). 31

35 demokratisk eller magtpolitisk perspektiv ville kunne anskues som krænkelser af fællesskabets suverænitet og integritet (i afsnit 2.4 vil vi komme omkring nogle af disse perspektiver). Sammenfattende kan vi ud fra henholdsvis Bryld/Warring og Pocock udlede et historiepolitisk perspektiv, der lægger vægt på følgende aspekter ved historiens rolle i det politiske fællesskab: Politiske fællesskaber bruger historien, eller med Bryld/Warrings udtryk en mere mytologiseret form, nemlig erindringen, i den løbende reproduktion af egen enhed. Dette kommer til udtryk i den politiske tale dels som et fælles monopol på at fremstille sin historie (Pocock), dels som en fordring til den konkrete tale og det konkrete politiske projekt om at kunne redegøre for, hvorledes det står i forbindelse med fællesskabets fortid, nutid og fremtid (Bryld/Warring). Konfliktualitet er en del af den politiske tematisering af historien forskelllige fortidsfortolkninger kan begrunde forskellige fremtidsprojekter på fællesskabets vegne. Med det historiske narrativ i hånden kan det politiske fællesskab producere, hvad man kunne kalde narrativ suverænitet i skikkelse af en bærende fortælling om sig selv, i medgang og modgang, dvs. den fortløbende, performative hævdelse af en selvstændig historie er den måde, hvorpå suverænitet kan frembringes, på trods af omverdenskontingenser, og den systemiske ydre definition af, hvad suverænitet kan være: History is largely for internal consumption, not to communicate to the members of other societies with other histories (Pocock 2005, p13). Samlet set angiver de to ovenfor beskrevne udlægninger af historiens politiske funktioner skitsen til et perspektiv, der stiller ind på et væsentligt aspekt af den løbende reproduktion af politisk enhed indenfor det enkelte segment. Set i relation til det funktions-systemiske verdenspolitiske perpektiv på den politiske enhed, hvor vægten lægges på den systemiske determinisme i bestemmelsen af, hvilke politiske former der kan anerkendes, er de nationale diskursive repræsentationer af historien, eller historiepolitikken som vi kalder det i denne sammenhæng, et felt, hvor et suverænt monopol uden videre kan opretholdes (narrativ suverænitet). Dette monopol består i, at det som Pocock kalder problemer og kontingens i den politiske enheds eksistens (som også kan fortolkes som begivenheder eller udviklinger, der netop udslap den konkrete suveræns rækkevidde f.eks. krige, forskudte magtbalancer, økonomisk marginalisering, økologiske sammenbrud) kan skrives sammen til en fortælling, som det er det politiske fællesskabs eget privilegium at fortælle. 32

36 2.3 Selvbeskrivelse, selvfortolkninger og omverdensfortolkninger I de to forudgående afsnit har vi identificeret et spændingsfelt med hensyn til bestemmelsen af, hvad politisk enhed er for noget. De to poler i dette spændingsfelt udgjordes af, på den ene side, hvad der blev kaldt det verdenspolitiske systems tilskrivelser til den politiske enhed og, på den anden side, en fordring i det politiske fællesskab i retning af at kunne definere sig selv som noget specifikt i kraft af et historisk narrativ. I dette afsnit stilles ind på spøgsmålet om, hvorledes denne spænding mellem forskellige kræfter, der er på spil i bestemmelsen af politisk enhed, kommer til udtryk i den politiske diskurs i en konkret, politisk kontekst. Idet det identificerede spændingsfelt oversættes til den politiske diskurs på det vi kalder segmentniveau, omdefineres det til at være et spændingsfelt mellem den politiske enheds selvfortolkning og omverdensfortolkning. Det følgende handler om at redegøre for, hvorledes denne omdefinering kommer i stand med hjælp fra Niklas Luhmanns tidligere omtalte begreb om selvbeskrivelse, som således vil blive grundigt forklaret og omsat. Når selvbeskrivelsesbegrebet tildeles en central plads i denne teoretiske gennemgang, har det at gøre med, at det i eksklusiv grad kredser om spørgsmålet om, med hvilke mekanismer og operationer systemisk enhed kan opretholdes under komplekse og differentierede vilkår. Som sådan er selvbeskrivelsesbegrebet et nyttigt overordnet værktøj i arbejdet med at analysere produktionen af enhed også i den politiske kontekst. Imidlertid diskuterer Luhmann udelukkende selvbeskrivelsen og de paradokser, der knytter sig til den, på funktionssystemniveau, dvs. i den politiske sammenhæng som en operation, der foretages i det politiske system forstået som verdensomspændende meningssystem. Det betyder, at en vis omfortolkning og omarbejdning af begrebet må finde sted af hensyn til nærværende analyse, hvis fokus er rettet mod kommunikationskontekster på segment-niveau, dvs. i en nationalstatslig politisk kontekst. Som det vil fremgå af det følgende, handler denne bearbejdning først og fremmest om at reflektere over, hvorledes nogle såkaldte formlogiske paradokser (knyttet primært til begrebet om suverænitet og de begreber, der lægger sig til det), der kan identificeres teoretisk på systemniveau, fremtræder i de analyserede nationale kontekster. Først vendes blikket mod selvbeskrivelsesbegrebet, som Luhmann udlægger det - både generelt og med hensyn til det politiske funktionssystem. Som det blev berørt i indledningen til dette teorikapitel, trækker selvbeskrivelsesbegrebet hos Luhmann på en systemteoretisk sondring mellem struktur og semantik. Med semantik menes de reducerende former, som komplekse sociale systemer tager i anvendelse for at betegne og fastholde egen enhed på en meningsfuld måde, men struktur har at gøre med den samlede sum af elementer og relationer i systemet i al dets kompleksitet. Det er en væsentlig pointe hos Luhmann, at semantik rummer nogle konservative egenskaber: det er med Luhmanns udtryk (Luh- 33

37 mann 1980, p34) Bewahrungswerten Sinnvorgaben, der skaber kontinuitet i selvbeskrivelsen. Selvbeskrivelsen er altså en operation, der trækker på de tilrådighed stående semantiske former i systemet. I den forstand kan selvbeskrivelser optræde som diskurs, hvilket i Luhmanns univers vil sige iagttagelser, der ikke gøres til genstand for nye iagttagelser og dermed opnår statisk kontinuitet (Luhmann 2000a, p321). På den anden side rummer selvbeskrivelser dynamik i og med, at de kan gøres til genstand for nye refleksioner i systemet. Teoretisk forstået er selvbeskrivelsen altså kendetegnet ved både kontinuitet og dynamik, eller Traditionslastigkeit og Undefinierbarkeit (ibid.) som Luhmann kalder det. Nybrud i selvbeskrivelsen er ikke hverdagskost, men kan fremprovokeres og accellereres af store begivenheder (her er yndlingseksemplet den franske revolution), der ifølge Luhmann er udtryk for, at der har udviklet sig en for stor uoverensstemmelse mellem den strukturelle kompleksitet og den semantiske enhed i systemet 18. Ved på denne måde at foretage en teoretisk adskillelse af socialstruktur og semantik bliver det muligt at anskue selvbeskrivelsens semantik funktionelt, dvs. som en specifik, enhedsskabende operation, der er styret af sin egen funktionelle logik og ikke skal iagttages som udtømmende beskrivelse af det politiske:...man [muss] sich also hüfen, die Landkarte mit dem Territorium zu verwechslen, som Luhmann (1997, p885) formulerer det. Ved således at betragte et systems selvbeskrivelses begreber som empiriske begreber kan der skabes en distance, der muliggør en historisk eller socialanalytisk fremmedbeskrivelse af systemet, der kan sige noget andet om systemet, end systemet siger om sig selv. Landkort-metaforen anskueliggør det funktionelle ved selvbeskrivelsen, nemlig at det handler om at tegne et reduceret, enhedsskabende billede af territoriet, dvs. systemet, der gør det overskueligt og muligt at kommunikere om. Vendes blikket mod selvbeskrivelsen som den tager sig ud i det politiske funktionssystem, kan vi i Luhmanns gennemgang af det politiske systems historie på semantisk niveau finde en politisk begrebshistorie på ultrakort form. I denne begrebshistorie fremhæves tre begreber, som succesivt har tegnet udviklingen af det politiske system fra middelalderens kristne kosmologi til det moderne, udsondrede politiske funktionssystem: repræsentation, suverænitet, demokrati. Dynamikken i denne succession, hvor begreberne har efterfulgt og suppleret hinanden, skal forstås som en løbende udfoldelse af det grundlæggende paradoks, der præger betegnelse af enhed. Dette grundlæggende paradoks identificerer Luhmann under inddragelse af en formlogisk indsigt, hentet fra Spencer- Brown (jf. Luhmann 2000a; Åkerstrøm 1998), der tilsiger, at enhver enhedsbestemmelse må betjene sig af en forskel, hvis anden side imidlertid må forblive skjult, hvis enhedbetegnelsen skal opretholdes. Denne skulte anden side kaldes for unmarked space. Vi skal ikke her gå nærmere 18 Om den franske revolution skriver Luhmann: Der Wechsel von Monarchie zu Republik machte die Akteuren das bewust, was längst geschehen war, nämlich die Ausdifferentzierung eines eigenständigen, gesellschaftslichen abgekoppelt, daher auf Selbstorganisation angewiesenen politischen System (Luhmann 2000, p349). 34

38 ind i de mere filosofiske aspekter af den formlogiske diskussion, men der er en pointe vedrørende selvbeskrivelsens historiske dynamik, som er værd at dvæle ved. Det forhold, at selvbeskrivelsen holder den ene side af en forskel skjult for sig selv, betyder, at gældende selvbeskrivelser pr. definition er historisk ustabile. Udviklinger kan ske og begivenheder kan indtræffe, der blotlægger den skjulte side og dermed tvinger selvbeskrivelsen ud i at reformulere sig selv ud fra en ny forskel. Denne dynamik kan anskueliggøres ved at se på, hvorledes de tre nøglebegreber, repræsentation, suverænitet, demokrati, har afløst og overlappet hinanden historisk. Fælles for disse begreber er, at de må indrette sig efter det, som Luhmann kalder det politiske systems primærkode: distinktionen mellem de regerende og de regerede. Begrebet repræsentation var historisk knyttet til middelalderens kristne kirke og det i funktionel forstand udifferentierede sandhedssystem, det stod for. Repræsentationsbegrebet bygger i formlogisk forstand på paradokset del/helhed, dvs. det paradoks, at en del repræsenterer en helhed, den samtidig selv er en del af. Dette paradoks bliver synligt i kraft af bestemte historiske processer - spaltningen i den kristne kirke og det deraffølgende konfessionsproblem samt dannelsen af fyrstestater hvor helheden som kirken repræsenterer gradvist bryder sammen. Dette sammenbrud ledsages efterhånden af en ny teori, som kan håndtere både det territoriale og det konfessionelle problem: suveræniteten. Suverænitetsfiguren som den gestaltes i den klassiske absolutistiske lære støder imidlertid også på problemer efterhånden som differentieringsprocessen skrider frem. Som anført ovenfor tilskriver Luhmann suverænitetsbegrebet paradokset Wilkür/Beschränktkeit 19. Hermed skal forstås, at suverænitetens attribut par excellence - den endegyldige, vilkårlige, uafhængige magtform Wilkür er en form der, som andre former, har en anden side, nemlig Beschränktkeit eller Bindung. Denne side kan ikke markeres uden at suveræniteten mister sin enhed. Luhmann kalder dette die Paradoxie der Beschränktkeit einer Wilkür, die keine Beschränkungen akzeptieren kann und als Souveränität bezeichnet wird. (2000a, p324). Derfor må refleksionen over suveræniteten bremses et sted, hvor en sakral figur træder ind (kongens krop). Dette sakrale moment ved suveræniteten blokerer altså for, at det der betegner systemets enhed, Wilkür, kan drages i tvivl. Formen Wilkür får imidlertid sværere og sværere ved at håndtere den stærkt stigende samfundsmæssige kompleksitet, som statsdannelsesprocessen fører med sig i og med at ret, militær, økonomi, forvaltning i stigende grad uddifferentieres som selvstændige kommunikationsfelter. I første omgang angribes dette paradoks derved, at der introduceres et skel mellem stat og samfund som i det politiske systems samles under selvbeskrivelsen forfatningsstat. 19 Eller Bindung. Både Behränktkeit, Bindung og i mindre omfang Einschränkung bruges af Luhmann til at betegne Wilkürs bagside. 35

39 Dette greb åbner til gengæld for markeringen af Wilkürs anden side (Bindung) i og med at der introduceres en forfatningsmæssig beskrivelse af, hvad kongen har magt over og hvad han ikke har magt over. Den sakrale figur mister dermed sine unerklärbare Eigenschaften, hvilket blotlægger suverænitetens paradoks og frisætter en flodbølge af refleksion det som vi i dag kalder oplysningstidens politiske kritik og som munder ud i den franske revolution og dens stærkt symbolladede kongemord: Die Einheit des Souveräns wird als sakraler Körper, nicht als Summe von Endscheidungsleistungen begriffen, und erst die fransösische Revolution wird sich nach der Ermordung des Königs genötigt sehen, Souveränität durch Organisation von Entscheidungen neu zu definieren (Luhmann 2000a, 341f). Hermed erstattes suverænitetslærens legitimationshierarki (Gott-Regierung-Untertan) med en cirkulær legimitationsform: folket hersker over folket. Denne demokratiske semantik bringer ifølge Luhmann selvbeskrivelsen på omgangshøjde med den selvorganisation, som længe havde været på spil, men som ikke kunne begribes indenfor formen Wilkür. Fra at være begrundet i en instans uden for sig selv (den guddommelige legitimation) indføres en systemintern begrundelse for suveræniteten, idet den kobles til et nyt begreb: folket. I den demokratiske selvbeskrivelse bliver folket det begreb, der binder de regerende og de regerede sammen: folkesuverænitet. Den demokratiske suverænitet, som i denne gennemgang udgør slutpunktet for den politiske selvbeskrivelses historie 20, løser altså det paradoks, som knyttede sig til fyrstens eller monarkens uudgrundelighed og som kom til syne med forfatningsstatens indkapsling af monarkens magt. I kølvandet på denne konstatering må et nyt spørgsmål imidlertid melde sig: hvilke paradokser gemmer der sig i begrebet om demokratisk suverænitet som en selvbeskrivelse for det politiske system? Luhmann leverer ikke noget endegyldigt svar på dette spørgsmål, men antyder nogle dilemmaer, som der med fordel kan elaboreres på i denne afhandlings kontekst. Disse har at gøre med, at selvom politikken nu forstår sig selv som folkets herredømme over folket, så må den indstille sig på, at der Politik nicht alles kann, was sie [die Wertorienteirungen, JE] möchte. (Luhmann 2000a, p370) Dette demokratiske underskud har to sider. For det første er etableringen af et selvberoende politisk system uløseligt knyttet til etableringen af andre selvstændige funktionssystemer, hvis autonomi politikken ikke kan underkende uden også at undergrave sig selv. Dette problem knytter sig tydeligvis til meningsgrænserne mellem de moderne funktionssystemer som uddifferentierede systemer (jf. Luhmann 2000b; Åkerstrøm 1998). For det andet, og her vender vi tilbage til Luhmanns teorier om politik som verdenspolitik (jf. afsnit 2.1), betyder den tætte kobling mel- 20 Det er en pointe hos Luhmann, at begrebsudviklingen i det politiske ikke har gennemgået megen fornyelse siden begrebseksplosionen omkring den franske revolution. Stat, folk, nation, demokrati, suverænitet hører stadig til de væsentligste grundbegreber i det politiske vokabular. Luhmann peget dog på begreber som socialstat og velfærdsstat som begreber, der kommer til i anden halvdel af det 20.århundrede og som supplerer det eksisterende vokabular uden at fortrænge dets grundbegreber. 36

40 lem begreberne folk, nation, stat, territorium, demokrati og suverænitet, at det formelle politiske beslutningspotentiale i alt væsentligt er begrænset til at kunne udfolde sig på det, som Luhmann kalder for segment -niveau. De konkrete organiseringer af den demokratiske suverænitet, hvor den altså i kraft af forbindelsen til folk, stat, nation og territorium er bundet til de interne differentieringer af det politiske system i segmenter, tvinger den ud i løbende at frembringe sondringer mellem en sfære for de forhold, der kan kommunikeres om efter princippet folket hersker over folket (inderside) og en sfære for de forhold, folket ikke kan kommunikere suverænt over, men som ikke desto mindre kan have betydning for folket (yderside) 21. Når vi iagttager selvbeskrivelsen komme til udtryk i nationale kontekster, er der altså tale om, hvad vi kan kalde et statsligt subsystem i det verdenspolitiske system, der løbende skal beskrive sig selv som værende en suveræn stat eller en selvstændig nation (dvs. kunne beskrive sig selv som segmentært differentieret i forhold til andre stater eller nationer) samtidig med, at selvbeskrivelsen skal kunne redegøre for statens situering i et internationalt eller verdensomspændende system, der er bærer af normer om statslig suverænitet, nationalitets-principper, territorial integritet m.m. Den centrale Luhmannske pointe i dette er, at begge iagttagelsesoperationer befinder sig på indersiden af det politiske system som funktionssystem og at forskellen mellem beskrivelsen af staten/segmentet og dens verdenspolitiske situering altså ikke overskrider en meningsgrænse for det politiske i systemteoretisk forstand. Forstår vi derimod den politiske grundenhed på segmentniveau in casu national-staten som udtryk for en intern differentiering i det verdenspolitiske system, som et subsystem, kan vi iagttage selvbeskrivelsen som en dobbeltsidet operation, der retter sig mod at bestemme, på den ene side, subsystemets karakter og enhed (en operation, vi kalder for selvfortolkning ) og, på den anden side, dette subsystems forankring i det overordnede funktionssystem, hvis karakter og enhed griber ind i og spiller sammen den måde, hvorpå subsystemet kan repræsentere sin egen enhed (en operation, vi kalder for omverdensfortolkning ) 22. Det følger af den systeminterne karakter af denne dobbelthed, at selvfortolkning og omverdensfortolkning er forbundne med hinanden. Når staten tematiserer sin uafhængighed, selvbestemmelse eller suverænitet anråber den på en og samme tid sin egen status og en verdenspolitisk norm om, at denne status er mulig eller legitim. Denne forbundethed på det konkrete diskursive 21 En sondring som kan genfindes i folkerettens skelnen mellem majestas absolutas som det gældende princip på indersiden og pligtsubjektivitet som det gældede princip på ydersiden af staten (jf. Larsen 2001). I et kontraktteoretisk politisk perspektiv kan man identificere en lignende dobbelthed, blot vil skellet her gå mellem kontraktindstiftet samfundstilstand på indersiden og naturtilstand eller anarki på ydersiden. 22 Denne term er ikke helt præcis, idet den i den systemteoretiske terminologi retter sig mod bestemmelsen af det, der ligger udenfor funktionssystemets meningsgrænser. Den anvendes alligevel her i mangel af bedre og fordi den foregriber det forhold, at forskellen mellem stat og omgivelser i den nationalstatslige, politiske diskurs har en anderledes høj intensitet end dén, der kommer til udtryk i den systemteoretiske bestemmelse af denne intra-politiske forskel. 37

41 niveau er i virkeligheden at betragte som en potentiel materialisering eller en synliggørelse af suverænitetsbegrebets anden side, Bindung eller Beschränktkeit, jf. ovenfor. At tematisere den segmentære politiske enheds forankrethed i et system bestående af andre segmentære enheder er en operation, der afslører den bundethed, der gemmer sig i de begreber, den politiske enhed benytter til at beskrive sin egen ubundethed (jf. suverænitet, selvbestemmelse, uafhængighed). Når den segmentære politiske enhed kommunikerer om sin politiske omverden, indebærer det altså en risiko for, at den paradoksale karakter af en række centrale begreber i selvbeskrivelsen blotlægges. Denne potentielle paradoksi er en central ledetråd i denne afhandlings analyse. Det samme er de mulige begrebslige greb, der tages i anvendelse i den politiske diskurs for at håndtere den. Sammenfattende kan man sige, at koblingen af begreberne om (1) det verdenspolitiske systems enhed, (2) statens segmentære enhed og (3) begrebet om selvbeskrivelse bidrager til at identificere et spændingsforhold mellem selvfortolkning og omverdensfortolkning, der i den politiske diskurs modsvarer den tidligere påpegede spænding mellem statens indre enhedsfordringer og systemets almene tilskrivelser. Denne omsætning gør det muligt at iagttage den teoretisk udledte spændingsrelation på et konkret empirisk-sprogligt niveau. Iagttaget gennem den national-statslige politiske diskurs fremtræder det overordnede formlogiske paradoks - at et begreb om suverænitet må fortrænge dét, der ikke kan kommunikeres suverænt om som en konstant nærværende udveksling mellem selvfortolkning og omverdensfortolkning. Det beskrevne forhold mellem selvfortolkning og omverdensfortolkning skal i denne sammenhæng betragtes som et diskursivt grundvilkår for selvbeskrivelsen på det analyseniveau, der i empirisk-historisk terminologi knytter sig til national-staten. I praksis er det til gengæld et forholdsvis åbent spørgsmål, hvordan disse to aspekter af selvbeskrivelsen står i forhold til hinanden. Som vi skal iagttage det i den danske og den franske kontekst kan der gives ganske forskelligartede versioner af konstellationen selvfortolkning/omverdensfortolkning. Inden vi vender blikket mod de to analysekontekster er det derfor, af hensyn til vingefanget og følsomheden af det teoretisk-analytiske set-up, hensigtsmæssigt nærmere at udforske nogle politisk-filosofiske grundmodeller for, hvorledes konstellationen selvfortolkning/omverdens-fortolkning kommer i spil i forskellige politisk-filosofiske bestemmelser af den politiske orden Selvfortolkninger og omverdensfortolkninger i den politiske filosofi Hidtil i dette teoriafsnit har det handlet om at redegøre for en række rent teoretiske begreber bl.a. verdenspolitik, historiepolitik, selvbeskrivelse. De teoretiske grundbegreber er blevet præsenteret og diskuteret med henblik på at identificere et problemfelt, der har at gøre med konstruktion 38

42 af politisk enhed i den politiske diskurs. I denne forbindelse er der løbende blevet refereret til begreber som stat, folk, demokrati, suverænitet som nogle af de centrale empiriske begreber i denne konstruktion. Formålet med dette afsnit er så at sige at give disse begreber noget kød på kroppen i den forstand, at vi vender blikket mod nogle klassikere indenfor den politiske filosofi for at iagttage, hvordan disse politiske kernebegreber på forskellig måde kan anvendes og sættes i relation til hinanden. Indfaldsvinklen til læsningen af de herunder præsenterede klassikere er selvfølgelig den, at vi skal iagttage, hvorledes forholdet mellem selvfortolkning og omverdensfortolkning reflekteres. Denne tilgang ligger i forlængelse af overvejelserne om det politiske systems selvbeskrivelse og de paradokser, der knytter sig til denne selvbeskrivelse, idet den betjener sig af bestemte politiske begreber (som stat og suverænitet jf. forrige afsnit). Formålet er at illustrere, for det første, at en beskrivelse af den politiske enhed (som stat eller suveræn stat, dvs. som det vi teoretisk kalder en politisk enhed på segment -niveau, dvs. adskilt fra omverden gennem en segmentær differentiering) nærmest tvangsmæssigt må rumme en beskrivelse af denne enheds situering i eller relation til en politisk omverden og, for det andet, at denne konstellation af selvfortolkning/omverdensfortolkning kan konstrueres på ganske forskellige måder - ud fra nogenlunde det samme politiske grundvokabular. Råmaterialet i denne diskussion er hentet fra henholdsvis Thomas Hobbes, Jean-Jacques Rousseau, Carl Schmitt og Immanuel Kant. Fælles for disse fire tænkere er, at de alle i deres tænkning reflekterer over, hvorledes den politiske enhed, forstået som en stat, kan begrundes og opretholdes. At disse fire er valgt ud som grundlag for denne diskusssion har at gøre med, for det første, at de hører til de mest læste, debatterede, diskuterede og disputerede politiske tænkere overhovedet, hvorfor deres begreber og diskussioner helt generelt på forhånd kan antages at fange nogle væsentlige problemstillinger i moderne politik og, for det andet, at deres væsensforskelllige udlægninger af en række grundlæggende politiske problemstillinger gør, at de tilsammen repræsenterer et bredt felt af mulige fortolkninger og betydninger med hensyn til at forstå konstellationen af selvfortolkning/omverdensfortolkning i et moderne politisk kontekst. De fire tænkere bidrager jf. vinklingen af læsningen med hver sin konstellation af selvfortolkning (dvs. det, der definerer enheden af det politiske segment) og omverdensfortolkning (dvs. refleksionen over dét, der ligger udenfor den politiske segments rækkevidde, men som virker definerende eller begræsnsende for segmentet). Det bliver samlet til fire forskellige konstellationer, som kaldes henholdsvis den autokratiske (Hobbes), den demokratiske (Rousseau), den decisionistiske (Schmitt) og den divisionistiske (Kant) konstellation. Tilsammen afdækker disse fire konstellationer et felt, hvor kontradiktoriske fortolkninger af det politiske grundvokabulars kernebegreber spiller 39

43 op mod hinanden: bl.a. mellem kontraktdemokrati og diktatdemokrati, mellem eksplicitering/fortrængning af den politiske omverden, mellem beskrivelser af den politiske omverden som henholdsvis definerende og forstyrrende for den politiske enhed, mellem henholdsvis konflikt og sambestemmelse som enhedsproducerende princip Den autokratiske konstellation Thomas Hobbes Leviathan Den autokratiske konstellation bygger på den engelske tænker Thomas Hobbes ( ) og dennes politisk-filosofisk værk Leviathan (1651/1994). Hobbes levede, tænkte og skrev i en opbrudstid, hvor spirende statsdannelser, religions- og sækulariseringskrige og den katolske kirkes forfald optog sindene og blev med ovennævnte værk om nogen den filosof, der kom til at lægge navn til den suverænitetslære, som blev udfaldet af de politisk-religiøse stridigheder, som kulminerede i det vi i dag kalder 30-årskrigen og afsluttedes med fredsslutningen i de to Westphalske byer Münster og Osnabrück (Held 1995; Williams 2003). Samtidens problemstillinger er naturligvis råmaterialet i Hobbes tænkning, men det er ikke som samtidsfilosof, vi her skal læse ham. Hobbes doktrin er sidenhen blevet en klassiker, som udover at formulere rationalet for den absolutistiske statsordning har leveret grundelementer til eftertidens politiske tænkning i et omfang, der vanskeligt kan overvurderes (jf. Kaspersen 1993 & 2002; Koselleck 1973). Det er disse grundelementer, vi skal sætte i fokus i det følgende, nærmere bestemt stilles ind på, hvorledes Hobbes lære formulerer eller udlægger forholdet mellem staten og dens omverden, jf. ovenfor. Man kan i et vist omfang betragte Hobbes som den oprindelige ophavsmand til den sondring mellem inderside og yderside, der knytter sig til dannelsen af og teorierne om den moderne stat. Denne sondring har sine rødder i kontraktteoriens grundfortælling, som Hobbes både trækker og bygger videre på. Som det er almindeligt kendt (f.eks. Fink 2003) skelner Hobbes mellem naturtilstand og civiltilstand, og i tilknytning hertil mellem naturret og civilret. Kort fortalt er fortællingen om overgangen mellem naturtilstand og civiltilstand historien om, hvorledes individerne i den anarkiske og krigslignende (bellum omnium in omnes) naturtilstand indgår en kontrakt med hinanden, hvor de giver afkald på deres naturlige frihed ved at overdrage denne til en suveræn, men hvor de til gengæld opnår en gensidig sikring af eget liv og ejendom. I denne proces forvandles naturretten, som er den ret hver mand har til at sikre sin eksistens og sin ejendom med de nødvendige midler, til en civil ret, der håndhæves af suverænen Leviathan. Med indstiftelsen af suverænen gennem kontrakthandlingen forskydes problematikken omkring bellum omnium in omnes (og den naturrets-tilstand, der knytter sig til den) et niveau op, fra at være et forhold mellem individer til at være mellem stater/suveræner: Concerning the offices of one sovereign to 40

44 another, which are comprehended in the law which is commonly called the laws of nations, I need not say anything in this place, because the law of nations and the law of nature is the same thing. And every sovereign hath the same right, in procuring the safety of his people, that any particular man can have in procuring the safety of his body (Hobbes 1651, p233). Det er i kraft af denne forskydning af naturtilstanden og naturretten til sfæren for relationerne mellem one sovereign and another, dvs. det vi i dag vil kalde international politik, og dens kobling med oprettelsen af en til staten/suverænen knyttet civil orden blandt de kontrakterende individer, at Hobbes konstruerer et inderside/yderside-skel, der bliver paradigmatisk, bl.a. derved at det fører et skel mellem to radikalt forskellige retstilstande med sig. I denne konstruktion indtager suverænen ligeledes en dobbeltrolle: på indersiden som den almægtige ordensstifter, der bilægger strid og skaber fred mellem individer med de nødvendige midler, på ydersiden i en stilling der ganske vist er fri og ikke-underordnet, men som til gengæld konstant er truet og på vagt. Denne tilstand er sammenlignelig med individets stilling i naturtilstanden. Anskues Hobbes lære i lyset af konstellationen selvfortolkning/omverdensfortolkning ligger det i første omgang lige for, at Hobbes skelner mellem en inderside, hvor Wilkür råder i form af suverænen, hvis magtstilling ikke er bundet af andet end af sit højeste formål (at sikre borgernes sikkerhed), og en yderside, hvor suverænen optræder med den frihed, som individet har i naturtilstanden, men til gengæld ligeledes med den usikkerhed og vilkårlighed, som gælder i naturtilstanden, idet suverænen ikke selv kan sætte normer for dets relationer til andre suveræner. Paradokset består her i, at den absolutte suverænitet, som Hobbes lader individerne tildele suverænen én gang for alle og på irreversibel vis på indersiden, konstant er truet og skal forsvares med militære, efterretningsmæssige og diplomatiske midler på ydersiden. I Hobbes konstruktion antages dette dobbeltforhold dog at være uproblematisk: den indre udøvelse af suverænitet, altså herskerens opretholdelse af loven og den civile orden, finder sted i ét rum, mens sikringen af dette rum mod trusler udefra anses som en herfra adskilt affære, der i Leviathan tænkes løst gennem suverænens ret til at erklære krig, udskrive soldater, opkræve skatter og hvad der i øvrigt måtte være nødvendigt for krigsførelsen og fredsslutningen 23. Det er gennemgående for Hobbes, at det er den indre ordensskabelse, der er i fokus og at den ydre sikring af statens overlevelse nok er en nødvendig forudsætning for den indre orden, men ikke et forhold der tænkes sammen med udøvelsen af den indre suverænitet. Den ydre (natur)tilstand optræder ikke som et vilkår, der grundlæggende griber ind i og betinger suverænens magtudøvelse. Som formuleret af den britiske idéhistoriker Howard Williams: Hobbes believes he can resolve the main issues 23 ninthly, it is annexed to the sovereignty the right of making war and peace with other nations and commonwealths, that is to say, of judging when it is for the public good, and how great forces are to be assembled, armed and paid for that end, and to levy money upon the subjects to defray the expenses thereof. (p114) 41

45 of politics and the social order within the framework of the state (or the Leviathan). Hobbes sees there is a link between the functioning of the domestic political order and the functioning of the international political order, but he does not consider very closely how the malfunctioning of the one can affect the other (Williams 2003, p195). Det kan uden tvivl anføres, at Hobbes skarpe adskillelse af det indre og det ydre skal finde sin forklaring i hans optagethed af spørgsmålet om den lurende engelske borgerkrig midt i det 17. århundrede, såvel som at hans eksklusive fokus på skabelsen af sikkerhed som den absolutte magts legitimationsgrund, kan begrunde, at statens ydre og indre vilkår kan iagttages som værende underlagt den samme nødvendighed og dermed forholdsvis kongruente. Endvidere kan man pege på, at statsdannelser, territorialitet og det internationale system af suverænstater på Hobbes tid endnu er i sin vorden og at relationen mellem dette internationale systems mekanismer og statens suverænitet over territoriet dermed først og fremmest skal tænkes teoretisk der gives endnu ikke en historisk erfaring for relationen. I denne sammenhæng er disse historiske omstændigheder bag Hobbes tænkning imidlertid mindre centrale, idet Hobbes skal ses som inspiration til en bestemt fortolkning af den politiske enheds grundkarakter; en fortolkning som nok er blevet til under bestemte historiske omstændigheder, men som siden har fået sit eget liv i politisk, filosofisk og sociologisk tænkning (jf. bl.a. de efterfølgende tænkere i dette afsnit). Sammenfattende kan vi sige, at den figur for den politiske enhed, som vi her benævner den autokratiske konstellation, konstruerer forholdet mellem enhed og omgivelser på den måde, at suverænen, Leviathan, simpelthen opererer i to adskilte rum med forskellige spilleregler, og at disse rum ikke er forbundne med hinanden. Udenrigspolitikken, dvs. relationerne til andre suveræner, er at begribe som et dige, der beskytter statens indre anliggender mod de internationale relationers bølgende hav, og dette digebyggeri fungerer på en ubestemt måde i forhold til suverænens magtudøvelse i øvrigt over samfundet eller territoriet 24. Den er blot et andet aspekt af statens grundfunktion, nemlig at sikre borgernes liv og ejendom. Spaltningen i indre og ydre anliggender truer således ikke enheden af det formål, som staten er skabt til: sikkerhed Den demokratiske konstellation Jean-Jacques Rousseaus folkevilje Anderledes forholder det sig med dét, som vi her benævner den demokratiske konstellation. Denne finder sin inspiration hos den schweizisk-franske filosof m.m. Jean-Jacques Rousseau ( ), der i væsentlig grad omfortolker kontrakttænkningen, hvilket, som vi skal se, får betydelige 24 Det er ikke helt loyalt overfor Hobbes selv at hævde, at han overhovedet ikke tænker forbindelsen mellem de to benævnte rum. Naturtilstanden som den udspiller sig mellem stater tillægger Hobbes en svagt anderledes karakter end den præ-statslige naturtilstand blandt individer: Det forhold at det er suverænens pligt at sikre sine undersåtters sikkerhed i tillæg til sin egen giver relationen mellem suveræner en moralsk dimension, som kan bane vejen for noget vi i dag kunne kalde blød international ret, jf. Williams (2003, p194): Although they are essentially beyond positive law there may, nonetheless, be a moral dimension to the connections established by sovereigns between each other. International law cannot have the same standing as national law, although its influence cannot be overlooked altogether. 42

46 konsekvenser for medieringen af forholdet mellem det politiske samfund og dets omverden. Rousseaus tænkning gennemsyres af en enorm optagethed af menneskets moralske frihed og selvbestemmelse, hvilket kommer til udtryk i både hans stærkt innovative pædagogik ( Emile, 1762) i hans samfundskritik (Discours sur les sciences et les arts, 1750 & Discours sur l origine et les fondements de inégalité parmi les hommes, 1752) og i den politiske filosofi, der udgår fra denne samfundskritik ( Du contrat social, 1762). I denne sammenhæng er det primært hans fornyelser indenfor den politiske tænkning, der er i fokus, omend det dog skal bemærkes, at der på et generelt betydningsmæssigt plan eksisterer en snæver forbindelse mellem de pædogogiske, politiske, litterære og eksistentielle lag i Rousseaus univers (jf. Schmidt 1987; Friedrich 1956; Starobinski 1971). Således kan man med rimelighed forstå Rousseaus politiske filosofi på den måde, at hans konstruktion af samfundsmæssig selvbestemmelse, som den udfolder sig i Du contrat social gennem la volonté générale, er modelleret over de intime begreber om individuel autonomi, afsondrethed og uudgrundelighed, som mest intenst kommer til udtryk i hans Rêveries du promeneur solitaire (Rousseau ; Eistrup 2000). Netop intimiteten i selvbestemmelsesrelationen er af afgørende betydning hos Rousseau, også i forhold til den bestemmelse af den politiske enhed, der er temaet i denne sammenhæng. Denne intimitet vil også gøre sig gældende, når vi skal frem til en forståelse af, hvordan Rousseaus fornemmelser for selvbestemmelse former konstellationen af selvfortolkning og omverdensfortolkning. Rousseaus grundlæggende normative trick består i første omgang i, at han tilsyneladende tager udgangspunkt i begrebet om menneskets naturlige gudgivne ret til frihed, som det optræder i naturretslæren (Rousseau 1992 (1762), 1.bog, kapitel II, III, IV; jf. også Dérathé 1950). Denne forestilling gør sig også gældende hos ( liberale ) politiske filosoffer som Thomas Hobbes og John Locke. Imidlertid gør Rousseau det, at han beriger dette naturretslige begreb om menneskets frihed med nogle afgørende nye betydninger om det moralske væsens inderlighed og individets uudgrundelighed (Friedrich ibid.), hvorefter han vender dette nyslebne våben mod selve civilisationen idet han siger: L homme est né libre, et partout il est dans les fers (Rousseau 1992, p29). Det er den politisk-sociale orden, der forhindrer mennesket i at nyde sin naturgivne frihed. Hermed har Rousseau taget hul på sit normative projekt, som er af et betragteligt begrebsligt og betydningsmæssigt omfang, men som vi i denne sammenhæng skal sammenfatte til to hovedpunkter: 1. at den naturretslige læresætning om menneskets frihed ikke er virkeliggjort, før sådanne tilstande er tilvejebragt, hvorunder den enkelte adlyder sin egen og kun sin egen vilje ( obéissance à la loi qu on s est préscrite est liberté., (ibid., p44)). 43

47 2. at denne fordring kan indløses gennem en kontrakt hvor chacun s unissant à tous n obéisse pourtant qu à lui-même est reste aussi libre qu auparavant (ibid., p39), dvs. hvor den enkelte genvinder sin frihed ved at give sig hen til en fælles instans, der inkarnerer sammensmeltningen af de individuelle viljer til en almen vilje, la volonté générale. Rousseau løser så at sige problemet omkring det ufrie individ i samfundstilstanden ved at opfinde en instans, almenviljen, der får samfundstilstandens selvbestemmelse til at ligne individets selvbestemmelse. Dermed kan folket gennem almenviljen, udtrykt i suverænen, regere sig selv på samme frie måde, som Rousseau forestiller sig, at individet burde kunne, dvs. kun adlydende sin egen vilje hvilket individet ikke kan i den herskende samfundstilstands undertrykkelses- og afhængighedsrelationer. At denne kobling mellem individets frihed og folkets suveræne selvbestemmelse er til stede kan man forvisse sig om i følgende tekstbid, hvor det også fremstår klart hvor ubegrænset et magtprincip, Rousseau hermed får skabt for le corps politique: Comme la nature donne à chaque homme un pouvoir absolu sur tous ces membres, le pacte social donne au corps politique un pouvoir absolu sur tous les siens (ibid., p56) og videre si l ordre établi est mauvais, pourquoi prendrait-on pour fondementales des lois qui l empêche d être bon?( ) un peuple est toujours le maître de changer ses lois, même les meilleures; car s il lui plaît de se faire mal à lui même, qui est-ce donc qui à le droit de l en empêcher? (ibid., p79). Den sociale pagt installerer altså suverænen på en sådan (tautologisk) måde, at den kun kan handle retfærdigt idet den, handlende i overensstemmelse med almenviljen, aldrig vil kunne udtrykke andet end individernes egen vilje, der pr. almenviljens definition er modsætningsfri. Altså: når individerne træder sammen til et folk, og når suverænen udtrykker almenviljen, så ligner samfundet et individ som notorisk ikke kan handle illegitimt over for sig selv. Ventilen i denne konstruktion er alene den tautologi, at hvis suverænen krænker dette princip, så brydes pagten: staten ophører med at eksistere og enhver genvinder dén naturlige frihed, som deponeredes ved pagtens indstiftelse. Hvordan tænker Rousseau denne intime viljesrelation i forhold til situeringen af det politiske samfund i en omverden? Vi kan søge en del af forklaringen i de præmisser, som Rousseau forestiller sig må være til stede, for at et folk kan indstifte den skitserede pagt. For det første konstaterer Rousseau, at der eksisterer et omvendt proportionalitetsforhold mellem et folks grad af afhængighed af sine naboer og dets levedygtighed: Tout peuple qui n a par sa position que l alternative entre le commerce ou la guerre est faible en lui-même; il dépend de ses voisins, il dépend des événements; il n a jamais qu une existence incertaine et courte Il ne peut se conserver libre qu à force de petitesse ou de grandeur (ibid., p74). Afhængighed af omgivelser, der altså kommer til udtryk enten som handel 44

48 eller som krig, udgør i sig selv en trussel mod folkets eksistens og det må i den ene eller den anden forstand, gennem petitesse ou grandeur, omgøre sig selv for at opretholde sin frihed. For det andet er fravær af krig en betingelse for indstiftelsen af pagten, dvs. indstiftelsen af folket i politisk forstand: A ces condition pour instituer un peuple, il en faut ajouter une qui ne peut suppléer à nulle autre, mais sans laquelle elles sont toutes inutile; c est qu on jouisse de l abondance de la paix, car le moment où s ordonne un État est, comme celui où se forme un bataillon, l instant où le corps est le moins capable de la résistance et le plus facile à détruire (ibid., p75, JEs fremhævelse). Konfliktrelationer med omverdenen må altså være sat ud af kraft i netop det nærmest hellige øjeblik, hvor folket træder sammen i politisk forstand. For det tredie må et folk for at være propre à la législation dvs. for at være et folk der er i stand til at regere sig selv med retfærdige love, opfylde en række betingelser. Man kan her skelne mellem to aspekter. Det ene har at gøre med spørgmålet om, hvad vi kan kalde folkets sammenhængskraft eller kohæsion. Dette er temmeligt modsætningfuldt: folket skal både være lié par quelque union d origine, d intérêt ou de convention men dog hverken have ni coutume, ni superstition bien enracinées, en modsætning som Rousseau sammenfatter som følger: celui qui réunit la consistance d un ancien peuple avec la docilité d un peuple nouveau. Det andet har at gøre med folkets relationer til nabofolk, og igen her understreger Rousseau nødvendigheden af, at et folk kan se passer de l autre [folk, JE], altså at nabofolk kan enes om at lade hinanden være (ibid., pp75-76). Sammenfattende kan vi konstatere, at det kontraherende folk (1) må befinde sig i en uafhængighedstilstand i forhold til andre folk, økonomisk, geografisk og militært; (2) må befinde sig i en fredstilstand med sin omverden af andre folk/stater og (3) må have et vist historisk fælleskab som forudsætning (quelque union d origine, d intérêt ou de convention), gående forud for den politiske pagts indstiftelse. Dermed videreføres den idé om adskillelse eller forbindelsesløshed af det indre og det ydre som vi identificerede hos Hobbes. Men hvor statens ydre sikkerhed for Hobbes var et beskyttelsesproblem, der tilkom suverænen på samme vis, som det tilkom suverænen at beskytte borgerne mod hinanden, har idéen om uafhængigheden en langt større normativ intensitet hos Rousseau. Statens uafhængighed er ikke blot et beskyttelsesproblem, det er tværtom en helt fundamental forudsætning for, at folket kan træde sammen politisk gennem kontrakthandlingen. Det er selve den menneskelige frihed, der er på spil, idet frihedsbegrebet med Rousseau bliver til ideen om kun at adlyde sin egen vilje: at der eksisterer et restløst forhold mellem vilje og væren i den forstand, at intet andet end almenviljen må afgøre folkets skæbne. For at dette skal kunne lade sig realisere gennem det politiske samfund, må samfundets yderside forblive umarkeret. Som det 45

49 fremgår af det gennemgåede, gør Rousseau sig store anstrengelser for at forestille sig denne øtilstand af frihed, uafhængighed, isola-tion 25. Det interessante er, at Rousseau har et ganske klart begreb om dette trick og den ufuldstændighed, det indebærer. Konklusionen på Le Contrat Social er slående dokumentation herfor, og den gengives her i sin helhed: Conclusion: Après avoir posé les vrais principes du droit politique et taché de fonder l État sur sa base, il resterait à l appuyer par ses relations externes; ce qui comprendrait le droit des gens, le droit de la guerre et les conquêtes, le droit public, les ligues, les négociations, les traités etc. Mais tout cela forme un nouvel objet trop vaste pour ma courte vue; j aurais dû la fixer toujours plus près de moi. Fin. (Rousseau 1992, p169). Konklusionen på Contrat social handler altså ganske bemærkelsesværdigt først og fremmest om, hvad der ikke står i bogen. Rousseau bekræfter her, at statens relations externes ikke umiddelbart kunne passes ind i hans konstruktion af les vrais principes du droit politique. At Rousseau var sig pinligt bevidst om karakteren af de hengemte ydre relationer bekræftes af, at han i andre og mere fragmentariske skrifter (Rousseau 1994) har udfoldet en ganske solid analyse af relationerne mellem suveræne stater. Det slående ved denne er dens pessimisme i vurderingen af betydningen af relationerne mellem stater for dannelsen af dé selvbestemmende enheder, som Contrat social sætter principperne for: I forholdet mellem individer lever vi i samfundstilstanden og er underlagt lovene. Men i forholdet mellem befolkninger nyder enhver den naturlige frihed, og det gør vores situation grundlæggende værre, end hvis vi ikke kendte disse begreber. For da vi på samme tid lever i en social orden og i naturtilstanden, er vi underlagt ulemperne i begge uden at finde sikkerheden i nogen af dem. (ibid., p89). Rousseau drager på baggrund af denne konstatering følgende nedslående komklusion på sin analyse af krig og fred: Jeg har fundet, at forholdene mellem alle stater aldrig vil give nogen af dem tid og sikkerhed til at ændre deres styreform (ibid., p104). Denne dobbelthed samt det forhold at Rousseau nærmest selv udtrykker, at han ikke kan forene de to tankesæt i ét værk 26, kan fortolkes som et meget fint udtryk for Rousseaus oscilleren mellem det Wilkür, der er på spil i selvbestemmelsesrelationen, og den Bindung som eksistensen af en omverden i skikkelse af et system af andre stater repræsenterer for den selvbestemmende enhed. Staten er de facto hvirvlet ind i et internationalt politisk spil, der ikke levner folkene den abondance de la paix, som er forudsætningen for indstiftelsen af folkesuveræniteten igennem samfundspagten (Eistrup 2003). Paradokset er lyslevende og optræder med en stor følelsesmæssig intensitet. 25 Ikke overraskende at det er til en ø, Korsika, at Rousseau knytter de største forhåbninger med hensyn til den politiske udvikling! (J ai quelque pressentiment qu un jour cette petite île étonnera l Europe.) 26 Hvilket ellers oprindeligt var hensigten! Arbejdstitlen for dette værk var Institutions Politiques (jf. Amstrup, in Rousseau 1994). 46

50 Sammenfattende kan det konstateres, at den demokratiske konstellation refererer til den figur, som knytter begrebet om suverænitet, dvs. den øverste politiske autoritet, til et intimt begreb om folket og dets selvbestemmelse. Med dette greb erstattes den Hobbeske figur for en evigt indstiftet suveræn med en cirkulær relation, hvor folket regerer over folket, hvormed den tidsløse, metafysiske figur fra Hobbes forsynes med et nyt legitimeringsgrundlag. Denne demokratiske bestemmelse af folkets frihed til selvbestemmelse, som vi så var kalkeret over en intim bestemmelse af individets frihed fra fremmedbestemmelse, betyder imidlertid, at forholdet mellem det politiske selv og den politiske omverden får en nærmest smertefuld karakter. Kombinationen af den stærke enhedsforestilling og den radikale frihedsforestilling, som knyttes til folkets selvbestemmelse, medfører, at Rousseau så at sige må borttænke den politiske omverdens yderside for at fastholde den rene selvbestemmelsesrelation. Dermed videreføres den idé om adskillelse eller forbindelsesløshed af det indre og det ydre ( diget ), som vi identificerede hos Hobbes blot har statens frihed for fremmedherredømme for Rousseau en langt mere intens betydning end hos Hobbes, idet det for Rousseau er selve det enkelte individs frihed, der er på spil i opretholdelsen af statens uafhængighed Den decisionistiske konstellation Carl Schmitts politiske relationisme Denne decisionistiske konstellation trækker entydigt på den omstridte tyske retsteoretiker Carl Schmitt ( ). Schmitt er omstridt først og fremmest på grund af den omstændighed, at han støttede den nazistiske magtovertagelse både som medlem af DNSAP og som officielt udnævnt statsråd i Nazi-regimet, et forhold han ikke siden tog officiel afstand fra, hvilket bl.a. forklarer, hvorfor hans akademiske karriere gik i stå i efterkrigstiden. Schmitt er således en mellemkrigstænker, der på en række områder revitaliserer politiske og retlige grundbegreber i en tid, der ellers præges af usikkerhed med hensyn til, hvilken social og politisk orden der er gældende efter det store sammenbrud i Schmitt deler denne optagethed af spørgsmålet om orden og forstod således også sig selv som sin tids Hobbes (jf. Laustsen/Larsen 2002; Laustsen/Als Thomsen 2000). I denne sammenhæng er det interessante ved Schmitt imidlertid, at han tilfører klassiske politisk-retlige grundbegreber om forfatning, ret, norm, regel, suverænitet, stat og politik en række betydninger, som gør dem meningsfulde under mere labile, moderne sociale vilkår 27. Vi skal i det følgende se nærmere på især suverænitetsbegrebet og dets tilknytning til de schmittske begreber om stat, folk, decision og politik. Som for behandlingerne af Hobbes og 27 Dette aspekt kan også tjene som bud på en forklaring på det forhold, at Schmitt fra vidt forskellige kredse i det videnskabelige og politiske liv er blevet genstand for en enorm opmærksomhed i løbt af de sidste 5-10 år. Især er der bemærkelsesværdigt, at Schmitt fungerer som seriøs inspirationskilde i både venstreorienterede (jf. Mouffe 1999) og højreorienterede (jf. politiske miljøer. 47

51 Rousseau gælder det her, at der ikke er tale om at konfrontere og diskutere de uvægerligt talrige tolkninger, der kan gives af Schmitts skrift og tænkning. Igen handler det snarere om at udnytte det reservoir af betydninger, som ligger gemt i de mest uomgængelige politisk-filosofiske værker, til at konstruere en form for idealtype for, hvordan den politiske enhed også kan tænkes. Allerede ud fra den første og meget berømte sætning i Politische Theologie (1934, opr.1922), Souverän ist, wer über den Ausnahmezustand entscheidet. (ibid., p11) forstår man, at Schmitt er ude i et grænseafsøgende ærinde. I denne henseende forstår vi, at suverænitetsbegrebet er knyttet til grænsen mellem undtagelsestilstand og normaltilstand. Suverænen er den instans, der kan erklære en retstilstand for ugyldig. Omvendt er det ligeledes suverænen der gennem decisionen (die Decizion) kan skabe en retstilstand som en normsættende autoritet: Die Ordnung must hergestellt sein, damit die Rechtsordnung einen Sinn hat (ibid., p20). Suveræniten er altså den instans, der sætter rammerne for retstilstanden, og uden hvilken en norm ikke giver mening. Dermed skal suverænen ikke betragtes som den direkte, aktive kilde til al ret, men den er en nødvendig ordensskabende forudsætning for retsdannelsen. Man kan stille det op på den måde, at suverænen i normalsituationen optræder som potentialitet og i undtagelsessituationen som aktualitet (jf. Bagge-Laustsen/Larsen op.cit., p8). I forhold til både Hobbes og Rousseau, som begge knytter suveræniteten til indstiftelsen af en retstilstand gennem en kontrakt mellem et antal individer, vender Schmitt relationen på hovedet, idet suverænen tænkes som den instans, der overhovedet skaber den enhed, indenfor hvilken en retstilstand kan gives. Dermed distancerer Schmitt sig markant i forhold til den individualistiske og voluntaristiske konstruktion af suverænitet, som både den liberale kontraktteori og Rousseaus statsteori står for. Det er suverænen, der giver folket status af politisk enhed - og ikke omvendt som i kontraktteorien, som dermed forudsætter dén fælles identitet blandt de kontrakterende individer, som Schmitt hævder kun kan blive til gennem decisionen. På denne vis står Schmitt på klar afstand af både Rousseau og Hobbes, der på forskellig vis betragter suveræniteten som begrundet i en allerede afgrænset, om end mere eller mindre diffus, sum eller enhed af individer. Yderligere fornyelse og distance til kontraktteorien skaber Schmitt, idet han kobler dette begreb om suveræniteten til sit begreb om det politiske (Schmitt 1996, opr. 1932). Med sit begreb om det politiske anbringer Schmitt begreberne om suverænitet, stat og folk på den ene side af en politisk relation, som i sin definition er kendetegnet ved at være en ven/fjende-relation. Schmitts pointe er den, at stat og folk først opnår sin politiske form, i det øjeblik de optræder i en fjende-relation til den anden : Der Begriff des Staates setzt den Begriff des Politischen voraus. ( ) Alle diese Merkmale Status und Volk erhalten ihren Sinn durch das weitere Merkmal des Politischen und werden unverständlich, wenn das Wesen des Politischen missverstanden wird (ibid., p20). Stater og folk er altså at betragte som forhold, der opstår på hver sin side af den udslagsgivende politiske relation mellem ven og fjende. 48

52 Schmitts bestemmelse af suverænitetens status i denne relation er uhyre præcis: Wie sich das auch immer verhält: infolge der Orientierung an dem möglichen Ernstfall des effektiven Kampfes gegen einen effektiven Feind ist die politische Einheit notwendig entweder die für die Freund- und Feindgruppierung massgebende Einheit und in diesem (nicht in irgendeinem absolutistischen) Sinne souverän, oder sie ist überhaupt nicht vorhanden (Schmitt 1963: p40). Den suveræne beslutning, der bestemmer den reelle fjende og i yderste instans suspenderer gældende ret og erklærer krig mod denne fjende, er den akt der definerer den politiske enhed. Den politiske enhed kommer således først i stand derved, at der træffes en suveræn decision med hensyn til, hvem der er ven og hvem der er fjende. Vi kan altså opsamle to sondringer, der i Schmitts perspektiv bliver afgørende for bestemmelsen af suveræniteten: Normaltilstand/undtagelsestilstand Ven/fjende I Schmitts performativt-eksistentielle definiton viser suverænen sig som dén instans, der kan operere dissse to sondringer: sætte retten og udpege fjenden. Knyttet til det politiske bliver suveræniteten således evnen til gennem decisionen at definere den indre retstilstand og den ydre fjende/krigs-tilstand. Hermed har vi taget hul på Schmitts refleksion af forholdet mellem det politiske selv og den politiske omverden. Det springer i øjnene ud fra det ovenstående, at Schmitt binder enhed og omverden uløseligt sammen i kraft af sin definition af det politiske som en ven/fjende-relation og den relationelle bestemmelse af suveræniteten, der udgår herfra. Som sådan skiller Schmitt sig igen ud fra Hobbes og Rousseau, hos hvem suverænitetens yderside i højere grad har karakter af et borttænkt eller ureflekteret unmarked space (jf. afsnit 2.3). Schmitt gør denne latente eller ikke-udtalte sondring fra Rousseaus og Hobbes kontraktteori til den definerende sondring for politiske enheder overhovedet og bestemmer suveræniteten i relation hertil. Hermed leverer Schmitt en elegant definition af en enhed (den politiske), der kommer i stand i kraft af en forskel (ven/fjende). Schmitt udviser således fornemmelse for, at for at en af suverænen indstiftet retsorden skal have mening, må den defineres overfor sin modsætning, fjendskabet, kampen, krigen mod den politiske anden, som dermed i kraft af, at den står udenfor den af suverænen indstiftede retsorden, bliver meddefinerende for suveræniteten. Wilkür kan udelukkende aktualiseres i kraft af det, den ikke har umiddelbar magt over (Bindung), nemlig fjenden! Hemmeligheden, eller achilleshælen, i denne kontruktion knytter sig til begrebet om Die Decizion. Decisionen er noget der kommer til syne eller finder sted som et udtryk for, at suverænen findes. Den befinder sig på ydersiden af retten, som en før-retslig forudsætning herfor. En væsentlig del at Schmitts retsfilosofi er formuleret i opposition til den såkaldte retspositivistiske eller nykantianske skole, for Schmitt personificeret i den samtidige tyske jurist Hans Kelsen. Schmitts kritik går kort fortalt på, at retspositivisme tager fejl i sin antagelse omkring retten som væ- 49

53 Det står således klart, at de centrale politiske begreber folk, stat og suverænitet hos Schmitt er uløseligt forbundet med eksistensen af og fjendskabet med den politiske anden. Schmitt behøver ikke ty til begrebslige omveje eller ad hoc løsninger for at få forholdet mellem det politiske selv og den politiske omverden til at gå op: selv/omverden-relationen er den definerende politiske relation, som de øvrige begreber udledes fra. Dette gælder også for begrebet folkevilje, som vi afslutningsvis vil dvæle lidt ved for at indskærpe, at Schmitt på trods af sin svorne antiparlamentarisme og sit teoretiske opgør med kontrakttænkningen er et barn af en moderne, demokratisk epoke. I Die Diktatur (1928) argumenterer Schmitt således for, at den autoritære stat i virkeligheden er det sandeste demokrati. Denne udlægning er tæt knyttet til opfattelsen af, at staten er den instans, der overhovedet giver folket en politisk form i kraft af decisionen. Her udvides denne tankegang til også at indebære, at staten i sin autoritære form er den eneste instans, der kan udtrykke folkets vilje som en entydig størrelse, hvilket netop er det, som det parlamentariske demokrati ikke kan med dets mangfoldige partier, fraktioner og grupperinger. Dette sidste aspekt kan synes perifært, men det inddrages fordi Schmitt, med den frihed det giver ikke at skulle forsvare det parlamentariske demokrati, peger på en mekanisme, som i høj grad er på spil i det demokratiske, politiske spil: at fordringen om viljens enhed tiltager i styrke med de forhåndenværende politiske problemers kritiske karakter og dermed sætter pluralismen under pres. Det konkrete udtryk i den politiske debat er en stigende mistænkeliggørelse af kritiske, oppositionelle synspunkter og et intensiveret kapløb om at repræsentere nationens enhed og statens vitale interesser i den kritiske situation. Schmitts samtænkning af det indre og det ydre, af den politiske enhed og dens potentielt kritiske relation til de politiske omgivelser, sætter på den måde fingeren på et ømt punkt i den forestilling om folkets suveræne herredømme over folket, som i denne sammenhæng udgår fra Rousseaus tænkning, og hvis paradokser nationalstatsligt forankrede demokratier, som det danske og det franske i det tidlige 20. århundrede løbende må tumle med. rende et lukket system, der udspringer af en grundnorm, som i sig selv er retslig i sin karakter. Heroverfor fremfører Schmitt det argument, at retten ikke sætter sig selv, men er sat gennem en ekstraretslig, udenfortående instans. Denne instans viser sig i undtagelsestilstanden, som Schmitt med eksplicit Kierkegaard-inspiration (jf. 1934, p22) betoner som den sande kilde til at forstå reglen og normen (jf. Larsen 2001; Schmitt 1934). Schmitts position som retsanalytiker fører ham altså til at anbringe decisionen i en deus ex machina position, som noget der kastes ind fra siden uden at være en del af manskriptet. Schmitt siger da også meget rammende herom, at Die Entscheidung ist, normativ betrachtet, aus einem Nichts geboren (Schmitt 1934, p42). Rettens startpunkt er, fra et retsligt synspunkt, udenforstående, ikkeafledt og i princippet uforklarligt ud fra rettens egne normer. Dette ekstraretslige startpunkt defineres ifølge Schmitt af den politiske ven/fjende-relation, det er altså selve det politiskes natur, der afgør fra hvilket punkt, retten skal udlede sit normsystem. 50

54 2.4.4 Den divisionistiske konstellation - Immanuel Kants selvbestemmelse via sambestemmelse Den fjerde og sidste konstellation tager sit afsæt i de refleksioner, som den tysk-preussiske filosof Immanuel Kant ( ) udfolder i den mere politisk-filosofiske del af sit forfatterskab. Da Kants filosofiske univers er ualmindeligt bredt favnende, og da det ikke er hensigten i denne sammenhæng at diskutere andre aspekter end de specifikt politisk-retslige af hans tænkning, vil det følgende være en filosofisk set aldeles ufuldstændig gennemgang. I forhold til de hidtil diskuterede politiske tænkere, skiller Kant sig ud på den måde, at betragtningerne over ret og politik snarere er udløbere af hans generelle fornufts- og historiefilosofi end egentligt centrum for tænkningen. Af samme grund er refleksionerne vanskeligere at tilegne sig for den, der primært har den politiske tænkning som baggrund og fokusområde. Koblingen mellem, på den ene side, politisk filosofi og retsfilosofi og, på den anden side, historie- og fornuftsfilosofi er imidlertid central for konstruktionen af den divisionistiske konstellation, hvorfor diskussionen herunder også vil komme i berøring med disse felter. Kants politiske filosofi tager i første omgang udgangspunkt i politisk-filosofiske begreber om adskillelsen af monarki/aristokrati/demokrati, om den normative sondring mellem republik og despoti og, mere moderne, om adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende magt (Kant Til den evige fred (1995/1796) & Fakulteternes strid 1993/1798; Williams 1983; Fink 2003). Dette politiske vokabular trækker tydeligvis på politiske grundbegreber, der er hentet fra antikken og fra oplysningsfilosofiens refleksioner over disse begrebers status i en moderne kontekst. Særligt tydelig er inspirationen fra Jean-Jacques Rousseau og Charles de Montesquieu. Omdrejningspunktet for Kant er, i lighed med Rousseau, spørgsmålet om, hvorledes den politiske magt kan indrettes på en retfærdig vis, dvs. i overensstemmelse med en række uimodsigelige grundsætninger (et normativt a priori, som Kant udleder af den menneskelige fornufts natur). Her skelner Kant mellem despotisk og republikansk regeringsform, hvor det afgørende kriterium er, hvorvidt der er adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt (republik) eller om magtens instanser er koncentreret i én og samme myndighed (despoti) (Williams ibid., p173f; Kant 1995/1796). Af de tre klassiske former for herredømme (som Kant kalder dem) monarkisk, aristokratisk, demokratisk udelukker Kant kun det rendyrkede demokrati som a priori despotisk. Kants undsigelse af demokratiet skal ses i lyset af, at dette begreb i 1700-tallets politiske filosofi dækker en styreform, hvor alle borgere faktisk deltager i den lovgivende myndighed. Kant siger meget præcist om disse grundbegreber i Til den evige fred : «For at man ikke, hvilket ofte sker, forveksler den republikanske forfatning med den demokratiske, må følgende bemærkes. Statens (civitas) forskellige former kan enten inddeles med hensyn til de personer, der indehaver den øverste statsmagt, eller efter den måde folket regeres af deres overhoved, uanset hvem det så er. Den første er det man egentlig kalder formen for beherskelse, og der er kun tre sådanne former (forma im- 51

55 perii). Herskermagten må nemlig være enten hos en enkelt, eller hos flere i fællesskab, eller hos alle de, der udgør det borgerlige samfund (autokrati, aristokrati, demokrati fyrstevælde, adelsvælde og folkevælde). Den anden er regeringens form (forma regiminis), og den er enten republikansk eller despotisk. Regeringsformen er den måde hvorpå staten ifølge sin forfatning, som er den handling, hvorigennem den almene vilje gør et folk ud af sin hob, bruger sin magtfuldkommenhed. Republikanismen er det statsprincip, som afsondrer den udøvende magt (regeringen) fra den lovgivende. Despotismen er statens egenhændige fuldbyrdelse af love, som den selv har givet, såfremt de bliver håndhævet som regentens egenvilje» (p45f). Magtdelingen, i skikkelse af adskillelse af den udøvende og den lovgivende magt, er det centrale princip, når det skal afgøres om regeringsformen er republikansk eller despotisk, dvs. legitim eller illegitim, og i Kants optik er demokratiet, forstået som alle borgeres inddragelse i lovgivningsprocessen, uforeneligt med dette princip. Magtdelingsprincippet knytter an til et andet vigtigt princip, nemlig publicitetsprincippet. Dette princip bygger for det første på den pragmatiske præmis, at Konger eller suveræne nationer, der styrer sig selv efter frihedens love, må ikke lade filosofferne forsvinde eller forstumme. De skal derimod lade dem udtale sig offentligt, da det for afklaringen af begges opgaver er uundværligt (ibid., p64). Det er altså i de regerendes interesse at lade sig oplyse gennem en åben debat, hvor det politiske ræsonnement frit kan finde sted, dog under fastholdelse af agtelsen og lydigheden overfor suverænen: the non-resisting subject must be able to assume that his ruler has no wish to do him injustice. (fra Williams, ibid., p149f). For det andet er offentlighed og retfærdighed tæt sammenvævede. Ingen politik, der ikke tåler dagens lys, kan være retfærdig, idet det ikke vil være muligt for den enkelte borger at iagttage fornuften i den hemmelige politik og dermed ikke vil være muligt at genkende sin egen vilje deri: Offentlighedens mulighed indeholdes i ethvert retskrav, for der kan ikke tænkes nogen retfærdighed, som ikke samtidig kan bekendtgøres offentligt og derfor heller ikke nogen ret, da denne alene bliver givet af retfærdigheden Det må nemlig kunne afgøres, om offentliggørelsen lader sig forene med den handlendes grundsætninger eller ikke, og herved er givet et let anvendeligt kriterium, som træffes a priori i fornuften. ( Til den evige fred, p78). Her ses publicitetsprincippet knyttet sammen med princippet om selvbestemmelse (som er knyttet til et repræsentativt demokrati på den lovgivende magts område) og princippet om fornuftens primat: offentligheden omkring de politiske beslutninger og den frie debat sikrer, at selvbestemmelsen kan fungere på fornuftens præmisser (jf. også Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?, Kant 1993/1784). Såvidt et kort overblik over Kants refleksioner omkring, hvilke principper den retfærdige republik må bygges på. Særligt interessant i lyset af spørgsmålet om selv/omverdensfortolkning bliver Kants tænkning imidlertid, idet analysen af den republikanske regeringsform kobles til hans analyse af folkeretten og betingelserne for en verdensomspændende overenskomst angående stater- 52

56 nes indbyrdes forhold. Dette argument udfoldes i det lille skrift Til den evige fred, som kan betragtes som en slutsten i hans politiske tænkning. På kort form består argumentationen af tre trin: 1. Ethvert folk kan og skal for sin egen skyld kræve af andre, at man i fællesskab træder ind i noget, der ligner en borgerlig tilstand, hvor enhvervsrettigheder er sikret ( Til den evige fred, p47f). Dette bud begrunder Kant elegant med en parallel til kontrasten mellem den foragt, hvormed civiliserede folk betragter den vilde i naturtilstanden og dennes voldelige tumlen rundt uden forordnet lovmæssig tvang, og de civiliserede stater og folks ditto tumlen rundt i store krige i fravær af stiftelsen af en fælles ydre tvang, en retstilstand. Derfor anbefales en form for føderation, et fredsforbund, hvor gensidige pligter og regelsæt kunne give det mening at tale om en ret i juridisk forstand og ikke som den stærkestes ret, som netop ikke er nogen ret. Kant identificerer således, med udgangspunkt i fornuften, både en moralsk pligt til at anerkende fredsforbundet og en konkret interesse fra statens side i at indgå i retslige relationer med andre stater. 2. Statens form må være republikken (jf. ovenfor), såfremt en varig fredstilstand skal kunne indstiftes. Dette bygger på de konsensuelle træk ved republikken, dvs. det forhold, at republikken i sin essens bygger på statsborgernes tilslutning. Når denne selvbestemmelse gør sig gældende, vil staten være langt mindre tilbøjelig til føre krig: Når denne forfatning ifølge sin natur fordrer statsborgernes tilslutning til, om der skal være krig eller ej, så er der heller ikke noget mere naturligt end at de vil betænke sig meget vel på at starte et så farligt spil. (ibid., p45). Denne naturlige ikke-tilbøjelighed til at indlade sig på krigsførelse disponerer altså republikkerne (som altså skal forstås som udtryk for fornuftens selvbestemmelse) til at indgå i et folkeforbund eller fredsforbund med andre stater, i yderste konsekvens alle klodens andre stater. 3. Det tredje argument i rækken er det klart mest sofistikerede. Her kobler Kant refleksionerne over staten og politikken til historiefilosofiske overvejelser om menneskehedens natur, dynamik og endemål. Som det følger af punkt 1 herover, er det ifølge Kant menneskets moralske pligt at følge fornuftens og frihedens love, og disse ville hvis de blev fulgt føre til en fredelig tilstand mellem folkene. Kant konstaterer imidlertid, at naturen for at nå sit mål (at fordele menneskene og folkene på kloden) valgte krigen som redskab (p57), altså at krig og strid har været dagens orden i den måde menneskene har befolket kloden på. Overfor denne konstatering, som i sig selv ikke umiddelbart kan begrunde en evig fred, fremfører Kant den påstand, at lige så vel som det var naturens/forsynets vilje, at menneskene skulle fordele sig på kloden, således kunne man spørge om ikke det også var naturens ønske, at menneskene med tiden - skulle leve i en tilstand af evig fred. I dette tilfælde må forholdet mellem krig og fred være således, at det er krigen der tvinger menneskene til at leve i en tilstand af fred: Naturmekanismerne kan gennem de egenkærlige tilbøjeligheder, som naturligvis også i det ydre virker gensidigt imod hinanden, blive brugt af fornuften til sit eget formål, der er 53

57 at gøre plads for rettens forskrifter. Fornuften kan da også i den udstrækning det er op til staten befordre og sikre såvel den indre som den ydre fred. Hvad dette punkt angår, så er det naturens uimodståelige vilje, at retten i sidste ende bliver fremherskende (ibid., p60f). Kant postulerer her et dybt paradoksalt virkningsforhold mellem krig og ret, mellem dyrisk ufornuft og civiliseret fornuft, mellem regression og progression. Denne sindrige pointe udfoldes ikke i sociologiske termer hos Kant, men der antydes en mekanisme gennem hvilken krigens fænomen fremtvinger kulturelle ligheder mellem de stridende stater og folk, som lægger fundamentet til fredelig sameksistens: Med disse forskelle (sproglige og religiøse forskelle mellem folkene, JE) følger en hang til gensidigt had, og de tjener til påskud for krige, men ved en tiltagende kultur, en almindelig tilnærmelse mellem mennesker vil dette føre til større overensstemmelse mellem deres principper og til en fredelig forståelse (ibid. p61). Kant selv forsyner, som det markeres ovenfor, kun antydningsvis denne mekanisme med en teori om organisatoriske og politiske processer, der kunne løsrive argumentationen fra den, for et nutidigt blik, noget utilfredsstillende forsyns eller natur -instans. Disse filosofiske antydninger har imidlertid skabt en væsentlig del af fundamentet for både en moderne sociologisk tradition (den funktionalistiske tradition med Emile Durkheim, Talcott Parsons og Niklas Luhmann som de mest iøjnefaldende repræsentanter) og for en mere politisk-filosofisk tradition (Jürgen Habermas og John Rawls). Vi vil afslutningsvis her skele lidt til disse kantianske traditioner i forsøget på at præcisere det politiske selv/omverdensforhold, der gemmer sig i denne argumentation. Den danske sociolog Gorm Harste, der trækker på hele den lange tradition af kantiansk politisk og sociologisk tænkning, kan bruges som samlepunkt i den forbindelse, da han med flittig reference til hele arsenalet af kantainske tænkere har videreudviklet Kants argumenter på især to punkter. Kants historiske argument (pkt. 3 ovenfor) understøtter Harste på den måde, at (1) frisættelsen af de politiske ræsonnement er knyttet til de differentieringsprocesser, som Kant antyder omridset af, og (2) at dette ræsonnement på forundelig vis frisættes på ensartede måder i stater, som bekriger hinanden, idet krigen gennemtvinger bestemte retslige og organisatoriske kommunikationskoder (Harste 1998b; 2003a). Denne gennem den historiske proces udviklede ensartethed i kommunikationskoder ( tilnærmelse i kultur som Kant nøjedes med at kalde det) udgør det ontologiske grundlag for den efterfølgende iagttagelse af forholdet mellem selvbestemmende stater, dvs. mellem selv og omgivelser iagttaget gennem denne afhandlings begreber. Det som Kant ovenfor (pkt. 1 og pkt 2) kalder en nødvendig borgerlig tilstand mellem staterne udvikler Harste på den måde, at han taler om, at statslig selvbestemmelse hviler på en mellemstatslig sambestemmelse eller en konsensus om, hvordan man i fællesskab sikrer at den enkelte stats selvbestemmelse ikke kommer i konflikt med en anden stats ditto. Tesen er efterfølgende den, at det, på grund af de parallelle træk i staters konstitution i retning af en republikansk ordning eller 54

58 hvad Harste kalder uddifferenteringen af et ræsonnement for politisk selvbestemmelse (Harste 2003a), vil være muligt at etablere en sådan konsensus eller fællesfortolkning af forholdet mellem stater på fornuftens grundlag. Ufornuften i lade være er i hvert fald klar i Harstes kantianske udlægning: Democratic selfdetermination easily becomes a disaster if it does not have a body of suprastate regulation (2003b, p3). Argumentet er formuleret i forbindelse med debatten om forholdet mellem den Europæiske Union og medlemsstaterne, men det tjener i denne sammenhæng eksemplarisk til illustration af den divisionistiske konstellation af selvfortolkning og omverdensfortolkning: Der må etableres en form for magtdeling mellem staten og en fælles, overstatslig ramme, hvis den politiske selvbestemmende eksistens skal sikres. Såvidt Harstes sociologiske opdatering af Kant. Som nævnt hviler den indre selvbestemmelse i denne konstruktion altså på en ydre sambestemmelse. Man kan fortolke den kantiansk-divisionistiske bestræbelse derhen, at den forsøger at give svar på det indre/ydre-skisma, der er til stede hos Hobbes, men som først får en smertelig paradoksal karakter, idet det kobles til Rousseaus demokratiske fordring. Svaret har karakter af en ny samfundspagt mellem stater, der er kalkeret over den pagt mellem individer, der i den kontrakteoretiske tænkning konstituerer og legitimerer den statslige politiske autoritet. Det kritiske spørgsmål, der kan rettes til denne konstellation af politisk selv og politiske omgivelser, er spørgsmålet om, hvordan balancen mellem selvbestemmelse og sambestemmelse skal afgøres. Hvilken instans har myndighed til at definere denne differentiering? Her henviser den divisionistiske tænkning til et begreb om den fællesmenneskelige fornuft, som antages at være uddifferentieret på samme vis i de republikanske/demokratiske politiske ræsonnementer og således danne basis for en konsensus mht. divisionen. Som konsekvens af de nævnte frembragte ligheder i kultur vil stater i verden kunne erkende sambestemmelsens nødvendighed på kongruente måder, og således vil der kunne udkrytalliseres en retslig regulering af forholdet mellem stater og deres borgere. Som selv/omverdensfortolkning betragtet er divisionismen altså bygget på en eksplicit anerkendelse af præmissen om, at det politiske selv ikke kan tænkes uden de politiske omgivelser. Folkets sikkerhed, suverænitet, selvbestemmelse m.m. postuleres ikke i et tomrum, men i et verdensrum, hvor andre folk vil gøre lignende fordringer gældende. Kernen i, og dermed det specifikke ved, den divisionistiske konstellation er forestillingen om, at der kan etableres en konsensuel fælles fortolkning af, hvordan de respektive folks fordringer kan imødekommes uden at krænke hinanden. Tankegangen forudsætter altså en fællesmenneskelig instans, der kan appelleres til i den fælles konstruktion af en stabil differentiering mellem et niveau for sambestemmelse og et niveau for selvbestemmelse. For Kant er den menneskelige fornuft, i skikkelse af det politiske ræsonnement, 55

59 den fælles instans, i kraft af hvilken denne niveaudeling kan etableres og stabiliseres mellem republikkerne Sammenfatning af de fire konstellationer Hensigten med inddragelsen af Hobbes, Rousseau, Schmitt og Kant er at give det mere snævert teoretiske begreb om selvbeskrivelse et bredere og mere veludviklet historisk-begrebsligt indhold. Dette greb skal forberede afhandlingens analyse på den måde, at de diskuterede figurer kan øge følsomheden overfor momenter i den politiske debat, der ikke umiddelbart lader sig iagttage ud fra et perspektiv om selvbeskrivelse og formlogiske paradokser. Med de fire konstellationer i hånden kan empiriske begreber om grænser, fjender, venner, nationen, folket, demokratiet, suveræniteten, staten, menneskeheden, retten med meget mere fortolkes som værende knyttet til forskellige måder at repræsentere forholdet mellem politisk selv og politisk omverden på eller med de rent teoretiske termer: forholdet mellem beskrivelsen af den politiske enhed ( selvbillede, knyttet til segmentet) og beskrivelsen af enheden i det politiske system ( systembillede, knyttet til funktionssystemet). Som det fremgår af diskussionerne ovenfor, fungerer de to aspekter ikke uafhængigt at hinanden, omend forholdet mellem dem tematiseres på meget forskellige måder (denne forskel vil blive diskuteret mere indgående i afsnit 2.5). Billedet af det politiske selv knyttet til stat, folk, nation, republik må tænkes på baggrund af et billede af det overordnede system, der på forskellig vis sætter rammerne for det politiske selv. For Rousseau og Hobbes gælder det, at de i udgangspunktet opererer med en teoretisk adskillelse af de to beskrivelser, hvilket for Hobbes blot indebærer, at suverænen må opretholde et dobbeltsidet Janus-ansigt - knyttet til den dobbelthed i ordensstiftelsen, der følger af adskillelsen af statens indre og ydre forhold. Eller rettere: idet Hobbes tænker statens autoritet og legitimitet som værende knyttet par excellence til ordensindstiftelse, er der ikke nogen afgørende modsætning mellem statens indre og ydre opfyldelse af dette formål. Begge dele forudsætter og retfærdiggør suverænens uantastelige monopol på magtmidlerne. For Rousseau, derimod, betyder forankringen af statens legitimitet i folkets vilje, at det mellemstatslige spil, som han beskriver på måder, der ikke adskiller sig voldsomt meget fra Hobbes, står i et nærmest uforsonligt forhold til den retfærdige, indre samfundspagt. Med den demokratiske fordring til statens magtudøvelse mister den klassiske suverænitetslæres adskillelse af indre og ydre forhold (som Hobbes er eksponent for i denne sammenhæng) sin uskyld, idet de ydre omstændigheder uafvendeligt griber korrumperende ind i den moralske viljesdannelse på indersiden. Rousseaus demokratiske refleksion lægger så at sige kimen til en problematisering eller nytænkning af suverænitetslærens grundsondring, og vi kan i denne sammenhæng se Schmitt og Kant 56

60 som politiske teoretikere, der på forskellig vis tematiserer uadskilleligheden af indre/ydre, af stat og omgivelser, som et eksplicit fundament for det at tænke den politiske enhed eller den politiske orden. Schmitt etablerer forbindelsen mellem det politiske selv og omgivelserne på grundlag af konflikten eller fjendskabet som eksistentiel præmis for politik overhovedet. Det er selve konfliktforholdet, der overhovedet konstituerer en given og mere eller mindre diffus social sammenhæng som en politisk enhed, og forstår således også suverænitetsbegrebet i snæver tilknytning til den politiske konflikt. At give folket eller nationen intensitet og faste konturer som politisk enhed er derfor uadskilleligt fra det eksplicitte fjendskab til en politisk anden. Systembilledet hos Schmitt er således at forstå som et system, i hvilket der kan identificeres fjender (i skikkelse af andre folk, racer, stater, nationer), et forhold, der overhovedet giver mening til begreber om stat, suverænitet og folk. Enheden kan kun forstås ud fra relationen. Kant tager et tilsvarende relationelt udgangspunkt med sin beskrivelse af menneskets historie som proces knyttet til spredning og konflikt mellem folkene, men sætter sin forståelse af relationen på et progressivistisk spor på den måde, at konflikt kan udvikle sig til mellemfolkelig retslighed i kraft af menneskets fremadskridende kultivering af en fælles fornuftsform. I kraft af denne praktiske fornuft vil menneskeheden som et kollektivt subjekt kunne etablere en konsensus ( sambestemmelse ) om, hvad den enkelte stats autonomi ( selvbestemmelse ) kan bestå i. Samlet set danner de fire konstellationer et analytisk felt, som rummer en række kontradiktioner eller spændinger i forståelsen af spørgsmålet om politisk enhed. I komprimeret form kan man på grundlag heraf identificere en spænding mellem en eksplicit betoning af omgivelser som konstituerende for staten (Kant, Schmitt) og adskillelse af indre og ydre forhold i to separate rum (Hobbes, Rousseau); mellem folkets selvbestemmelse som konstituerende for staten (Rousseau, Kant) og statens autoritet som konstituerende for folket (Schmitt, Hobbes); mellem potentiale for retslig ordning af selv/omverdensrelation (Kant) og betoning af selv/omverdensrelationen som værende konfliktuel (Schmitt, Hobbes) eller uudgrundelig (Rousseau) i sit væsen. Såvidt en afsluttende, kort oversigt over nogle centrale temaer, der i denne enheds-fokuserede kontekst kan udledes af de fire tænkeres refleksioner. Disse dikotomisk organiserede temaer afspejler nogle centrale brudflader, der kan identificeres i det felt, der dannes mellem de fire selv/omverdens-konstellationer. I dette afsnit er der udelukkende blevet (eksplicit) fokuseret på en rumlige eller sociale dimension af selv/omverdenskonstellationen, hvilket kan ses som et supplement til den tidslige dimension af enhedsspørgsmålet, som blev diskuteret i afsnittet om historiepolitik (2.2). Imidlertid står det, som hermed er identificeret som den tidslige og den rumlige dimension af enhedsspørgsmålet ikke i et neutralt forhold til hinanden, hvilket der vil blive stillet 57

61 ind på i det følgende afsnit, hvor vi tager det første konkrete skridt til en nærmere historiskepokal kontekstualisering af analyseapparatet. 2.5 Forbindelser mellem tidslig og rumlig dimension af enhedsproblemet I de forudgående afsnits gennemgang af det historiepolitiske aspekt og selv/omverdenskonstellationer har vi dels udviklet det teoretisk-analytiske apparat uden at sætte det i forbindelse med en bestemt historisk kontekst, dels diskuteret de forskellige konstellationer af selv/omverden uden eksplicit at spørge til, hvilke begreber om historisk tid der respektivt opereres med. I dette afsnit vil disse spørgsmål blive taget op først med det formål (1) at vise, hvorledes den historiepolitiske fordring til politikken, som den blev diskuteret i afsnit 2.2., tager sig ud i en bestemt moderne historisk-epokal ramme og derefter (2) at vise hvorledes denne moderne ramme antyder en forbindelse mellem fortids/fremtids-problematikken og selv/omverdensproblematikken. Det er tanken, at analysens blik i kraft heraf vil kunne skærpes for mulige gennemgående figurer på tværs af de opstillede konstellationer, og på den måde gøre det muligt at pege på nogle semantiske tvangsmekanismer, der sætter sig igennem på tværs af og henover de umiddelbart identificerbare politiske ideologier og diskurser, i kraft af deres forankrethed i samme moderne kontekst (2.5.1). Afslutningsvis vil vi sammenfatte de væsentligste konklusioner, der kan drages af de forskellige teoretiske perspektiver i dette kapitel, med det formål at skabe et overblik over de teoretisk-analytiske redskaber, der kan medtages herfra i det videre empiriske arbejde (2.5.2) Selv/omverdens-fortolkningens tidslighed: Kosellecks bestemmelse af historisk bevidsthed i det moderne Denne dobbelte øvelse finder sted med afsæt i den tyske historiker og historie-teoretiker Reinhart Koselleck (f. 1924) og dennes bog Vergangene Zukunft (1984/1979) med undertitlen Zur Semantik geschichtlicher Zeiten. Til sammen antyder titelkomplekset, at problemstillingen har at gøre med både forholdet mellem fortid og fremtid og med nogle mere generelle overvejelser over, hvad historisk tid er for en størrelse. Kosellecks analyse tager udgangspunkt i begreberne Erfahrungsraum (erfaringsrum) og Erwartungshorizont (forventningshorisont), hvor erfaring defineres på følgende måde: Erfahrung ist gegenwärtige Vergangenheit, deren Ereignisse einverliebt worden sind und erinnert werden können. (p354) og forventning som Erwartung (...) ist vergegenwärtigte Zukunft, sie ziehlt auf das Noch-Nicht, auf das nicht Erfahrene, auf das nur Erschlissbare. (p354f). Erfaring og forventning er, skriver Koselleck, uomgængelige grundelementer i historisk bevidsthed, der således befinder sig i 58

62 et spændingsfelt mellem den nutidige fortid og den forestillede fremtid. De er i den forstand metahistoriske begreber. Skønt tilstedeværelsen af både erfaringsrum og forventningshorisont fremføres som en sådan metahistorisk præmis for dannelsen af (både individuel og kollektiv) historisk bevidsthed, bruger Koselleck disse to begreber til at identificere et interessant karakteristikum ved den moderne tidsalder, eller Die Neuzeit som Koselleck også benævner den (de to termer bruges nærmest synonymt). Koselleck forfølger den tese, at Die Neuzeit kendetegnes ved, at erfaringsrum og forventningshorisont i tiltagende grad fjerner sig fra hinanden:... dass sich in der Neuzeit die Differenz zwischen Erfahrung und Erwartung zunehment vergrösert. (p359). Eller hvis man vender det om: det forhold, at tiden erfares som ny har at gøre netop med den stedfundne forskydning mellem erfaring og forventning, dvs. at der indstiller sig en bevidsthed om, at det kommende ikke vil kunne forstås og forklares ud fra det erfarede. Udviklingen af denne tidssemantik knyttes til oplysningstænkningen og kan iagttages i kondenseret form i begrebet om fremskridt, der sætter den omtalte differens på en fælles formel: Der Fortschritt ist der erste genuin geschichtliche Begriff, der die zeitliche Differenz zwischen Erfahrung und Erwartung auf einen einzigen Begriff gebracht hat. (p366). Interessant nok er det især Immanuel Kant og dennes politiske tænkning og historiefilosofi, som Koselleck bruger som eksempel på den moderne tidssemantik. Her står begreber som Republikanismus og Völkerbund som centrale bevægelsesbegreber, der varsler noget som skal komme under henvisning til den praktiske fornuft, ikke under henvisning til noget fra erfaringen kendt. Koselleck sætter skellet mellem, på den ene side, Niccolà Machiavelli og David Hume (for hvem fremtiden overvejende forstås ud fra erfaringen) og, på den anden side, Immanuel Kant som den der forsøger at begribe fremtiden med udgangspunkt i noget andet end erfaringen, nemlig fornuften. Kosellecks bestemmelse af en moderne tidssemantik er selvsagt meget bred og i kronologisk forstand upræcis epoke-bestemmelse. Fokus er rettet mod det, han i en anden sammenhæng (indledningen til Geschichtliche Grundbegriffe, bind 1, 1972, pxv) har kaldt den europæiske civilisations Sattelzeit, som dateres til at tage sin begyndelse omkring år I denne afhandlings optik kan Kosellecks historiske metabegreber anvendes til pege på det specifikt moderne ved det, som i afsnit 2.2. er blevet kaldt den historiepolitiske fordring til den politiske diskurs. Fordringen om, at politiske projekter på et kollektivs vegne skal forbinde fortid, nutid og fremtid kan anskues som en fordring, der har rod i netop den moderne uomgængelighed, at fremtiden ikke længere kan iagttages som en umiddelbar ekstrapolering af fortiden. Det semantiske felt, som den moderne (demokratiske) politik udspiller sig indenfor, er et felt, hvor erfaring og forventning er afkoblet fra hinanden. Denne afkobling skaber en åbenhed, der giver politisk spillerum for strid mellem 59

63 forskellige konstellationer af forholdet mellem fortid og fremtid, som trods deres angivelige forskellighed opererer på den fælles præmis, at forholdet ikke er givet 29. Kosellecks karakteristik af den moderne epokes historiebevidsthed stiller altså ind på en gennemgående semantisk struktur, der fungerer som en fælles ramme for de konkurrerende historiepolitiske positioner i moderne, demokratisk politik. I denne afhandlings kontekst er denne tilgang interessant som en måde at håndtere de talrige og ofte indbyrdes modstridende politiske fremtids-projekter, der artikuleres i den politiske debat med hensyn til både den internationale orden og det nationale fællesskab. Det andet perspektiv, der kan trækkes fra Koselleck, har at gøre med, at det gennem hans karakteristik af Neuzeit bliver klart, at de i forrige afsnit udviklede konstellationer af selv/omverdensfortolkning ikke er neutrale i tidssemantisk henseende. At der med andre ord er en forbindelse mellem enhedsbetegnelsens rumlige dimension og dens tidslige dimension. I det følgende vil vi forsøge at illustrere denne forbindelse ved at placere de fire konstellationer i et tidssemantisk perspektiv, der støtter sig til Kosellecks pointe omkring bevægelsesbegreber som de for den moderne epoke definerende. Formålet er at gøre det tydeligt, at de fortolkninger af forholdet mellem selv og omgivelser, mellem segment og system, der udfolder sig i den politiske tale, på forskellig vis hver især rummer en tidslighed, der kan sættes i relation til Kosellecks karakteristik af Die Neuzeit eller det moderne. Gennemgangen er kort og filosofisk ufuldstændig, men ikke desto mindre væsentlig som en illustration af den tidsforståelse, der kendetegner og betinger de fire selv/omverdens-konstellationer. Thomas Hobbes autokratiske konstellation fremstår ved første øjekast som en præ-moderne figur i den forstand, at hans politiske tænkning er bygget på erfaringen om menneskelivets konfliktuelle væsen, som med Leviathans indstiftelse blot forskydes til at være en relation mellem stater fremfor en relation mellem individer. Hobbes beskrivelse af forholdet mellem stat og omgivelser er ikke kendetegnet ved bevægelsesbegrebslige forestillinger om en fremtid, i hvilken denne konflikttilstand skulle kunne transcenderes Jf. også Foucaults (1997) brilliante analyse af den franske revolutions irreversible konsekvenser for historiskpolitiske diskurser. Foucault viser, med afsæt i to franske historikere fra det tidlige 1800-tal, hvorledes også reaktionære politiske projekter tvangsmæssigt må formulere sig i forandringstermer: man må genskabe den før-revolutionære orden. Med Kosellecks ord kan man pege på, at netop begrebet reaktionær er et bevægelsesbegreb, som trænger sig på hos dem, der bekæmper forandringen og bevægelsen. 30 Dog må man i sandhedens interesse understrege, at selve indstiftelsen af Leviathan og dermed ophævelsen af naturtilstanden i sig selv er en bevægelse, der ikke umiddelbart gives nogen erfaring for. Derfor giver det nok mere mening at benævne Hobbes som tidligt moderne mht. tidssemantik, dvs. som en tænker, der ikke helt kan overskue den begrebslige rækkevidde af den overskridelse og korrektion af den naturlige krigstilstand mellem individer, han foretager i Leviathan. Trods denne tydelige ambivalens mht. muligheden for at tænke fremtiden som noget andet end det af erfaringen givne, vil vi her anskue Hobbes som en tænker, der tænker det politiske system (af stater) som et permanent og uoverskrideligt konfliktfuldt system, og som følge heraf begrunder statens eksistens i dens evne til at operere i dette system på en sådan måde, at en civiltilstand kan opretholdes på statens inderside. 60

64 Jean-Jacques Rousseaus demokratiske konstellation kan betragtes som moderne på den måde, at Rousseau bestræber sig på at forestille sig en fremtid ud fra nogle radikalt anderledes kategorier end det erfarede. Den nutidige fortid, dvs. Rousseaus beskrivelse af samtidens tilstande, tematiseres som nedbrydende og destruktiv for menneskets sande moralske væsen, og realiseringen heraf må hente sin inspiration fra drømmenes og fantasiens verden, hvis det værende skal kunne overskrides. Den forestillede fremtid er hos Rousseau en drømmeagtig forestilling, der er det værende moralsk overlegen, men som imidlertid er fanget og lagt i lænker af de magtpolitiske realiteter. Drøm/virkelighed -dualismens fremtid/nutids-struktur kan genfindes i Rousseaus konception af modsætningen mellem den mulige indre moralske selvbestemmelse og den ydre verdens barske magtpolitiske realiteter. Rousseau lancerer ikke umiddelbart noget perspektiv for en forløsning af denne modsætning (der kan tænkes både som en modsætning mellem individ og civilisation og som en modsætning mellem det frie, selvbestemmende folk og det internationale magtsystem), men uforsonligheden og uudholdeligheden af den åbner radikale, ikkeerfaringsbundne fremtidsperspektiver. Der er ikke langt fra tanken om drømmens primat over virkeligheden til det ultimative bevægelses-fænomen: revolutionen eller overskridelsen/omstyrtelsen af den fremmedgørende sociale orden. Immanuel Kants divisionisme er en moderne tankegang idet den, som nævnt, knytter sig til de såkaldte bevægelsesbegreber, der peger i retning af en fremtidig ordning uden direkte forbindelse til noget fra erfaringen kendt. Kant er i en vis forstand optaget af det samme problem som Rousseau, nemlig forholdet mellem ( republikansk ) selvbestemmelse og krigens fænomen. Hvor Rousseau ikke ser det princip for sig, efter hvilket krigen kan tæmmes og selvbestemmelsen sikres, hæfter Kant et begreb den praktiske fornuft på dette princip. Med republikkens udbredelse vil folkene kultivere den praktiske fornuft, der igen vil kunne danne den konsensuelle basis for indstiftelsen af et folkeforbund, som igen vil sikre udfoldelsen af fornuftens selvbestemmelse i den enkelte republik. I forventningens horisont kan anes en orden, der i kraft af den løbende kultivering af fornuften vil hæve sig over de konfliktrelationer, som den sociale/politiske erfaring ellers er så rig på. Carl Schmitts decisionisme kan i denne sammenhæng rubriceres som antimoderne i den forstand, at den er formuleret eksplicit op imod de moderne bevægelsesbegreber og imod perspektivet om en fremtid, hvor vold, krig og konflikt er fraværende hvad enten denne fremtid tænkes som en evolution i retning af fornuftsbaseret retsliggørelse (Kant) eller som et drømmesyn om den ægte moralske selvbestemmelse under fravær af ydre magtrelationer (Rousseau) 31. Schmitt tænker den 31 Som allerede nævnt er Schmitt i sin samtid i intens polemik med Hans Kelsen, der er den fremmeste tyske eksponent for den eksplicit kantianske retspositivistiske tradition i mellemkrigstiden. 61

65 politiske konflikt eksistentielt og ikke som et gennem civilisation, kultivering, oplysning eller revolution forløseligt fænomen. Fjenden er altid på spil som det, der definerer det politiske fællesskab og Schmitt afviser, at en almenmenneskelig instans som en fælles fornuft skulle kunne være en kilde til overskridelse af dette grundvilkår i et fremtidsperspektiv. Schmitts bestemmelse af det politiske selv er således vævet ind i en anti-progressivisme, der står i eksplicit opposition til politiske projekter, der hævder at kunne overvinde fjendskabet som grundpræmis for menneskers kollektive eksistens 32. Decisionismen som vi her udlægger den er således, i historiebevidsthedsmæssig forstand, bærer af en form for fremtidsnihilisme, der ikke uden at modsige sig selv kan opkaste forandringsperspektiver om fremtiden - i hvert fald hvad angår det kritiske spørgsmål om eksistensen af ven/fjende-relationen. Selv/omverdens-fortolkningerne kan altså anskues som bærere af bestemte forestillinger om fortid og fremtid. Tidsforestillingerne er forskellige, men disse forskelle kan iagttages som udspringende af den samme historiebevidsthedsmæssige problemstilling: forholdet mellem erfaringsrum og forventingshorisont og den moderne præmis, at disse to elementer af den historiske bevidsthed i tiltagende grad fjerner sig fra hinanden. På baggrund heraf kan vi pege på, at de diskuterede tidsforestillinger interagerer med og sætter rammer for de fortid-nutid-fremtidsfortællinger, der konstrueres i den politiske tale mhp. reproduktionen af det politiske fællesskab. To eksempler til illustration heraf: 1. den decisionistiske dyrkelse af eksistensen af fjenden som udslaggivende faktor for den politiske enhed medfører, at en fortælling om den politiske enheds fortid-nutid-fremtid må antage en sådan karakter, at der også i et fremtidsperspektiv må kunne gives en potentiel fjende. 2. den divisionistiske beskrivelse af selv- og sambestemmelse betinger en selvfortælling om fortid-nutid-fremtid, i hvilken den politiske enhed tænker sig selv som part i en historisk bevægelse, der skrider frem mod en større ensartethed og lighed mellem folkene og i hvilken de mulige historisk betingede fjendskaber kan tænkes at ville forsones eller visne bort. Der løber med andre ord nogle forbindelseslinier mellem den historiepolitiske problemstilling og selv/omverdens-problemstillingen. De historiepolitiske konstruktioner af fortid-nutid-fremtid trækker på forskellige konstellationer af selv/omverden, og selv/omverdens-fortolkningerne abonnerer på bestemte forestillinger om historisk tid. Disse forbindelser betyder, at ikke alle 32 Jf. Die Kernfrage des Völkerbunds (1926) som udfolder sig som en regulær de-konstruktion af den universalistiske retorik, som Folkeforbundet hviler på. Schmitt viser, hvorledes fjendskabet mellem Frankrig/England og Tyskland består men blot er blevet iklædt nogle humanistiske retslige gevandter. 62

66 sammenkoblinger er lige meningsfulde. Visse sammenkoblinger indebærer selvmodsigelser og paradokser, som f.eks. sammenkoblingen af et intenst og identitetsskabende fjendebillede med et progressivistisk perspektiv for fredeliggørelsen af denne fjende. Krydsfeltet mellem den tidslige og den rumlige dimension af enhedsbestemmelsen frembyder således nogle redskaber, med hvilke der kan identificeres et semantisk felt af mulige betydninger i de konkrete, analyserede kontekster. Eller med et udtryk der blev anvendt tidligere i dette afsnit: nogle tvangsmekanismer i form af bestemte betydninger (af tid og rum), som den politiske tale må operere med for at kunne gøre sig gældende i sammenhængen Sammenfatning af teoretiske forarbejder Som en afrunding på de ovenstående diskussioner vil vi i dette afsnit kort opsummere de væsentligste pointer i det teoretiske forarbejde. Det vil blive gjort på den måde, at der opregnes tre hovedkonklusioner i den teoretiske bestemmelse af spørgsmålet om politisk enhed, som har at gøre med den rumlige og den tidslige dimension af dette spørgsmål. Disse tre konklusioner opsummeres herunder på en sådan overskuelig måde, at de peger direkte frem mod de videre metodiske overvejelser og det efterfølgende empirisk-analystiske arbejde: 1. Den første konklusion går ud på med Niklas Luhmanns begreber at understrege, at spørgsmålet om politisk enhed indebærer et dobbelt enhedsproblem. Det dobbelte problem opstår som følge af, at det politiske funktionssystem i Luhmanns optik er kendetegnet ved en dobbelt differentiering: på den ene side er det politiske system funktionelt differentieret fra andre funktionssystemer (en differentiering, der knytter sig til en meningsgrænse mellem politik og ikke-politik); på den anden side er det politiske funktionssystem, som i sin kommunikative udstrækning er et verdenssystem, internt differentieret efter en anden differentieringslogik, den segmentære, hvor de territorialt bundne segmenter ud fra ikke-funktionelle kriterier sætter forskelle mellem sig selv og en omverden af andre segmenter (en operation, der trækker på begreber om national, kulturel, sproglig og historisk specificitet). Dobbeltheden indebærer, at enhedsbestemmelsen på det territorialstatslige segment-niveau (selvbeskrivelsen) må rumme både en beskrivelse af segmentets specificitet og en beskrivelse af det internationale eller globale funktionssystem, der stiller de politiske former til rådighed (som f.eks. suveræn stat ), som segmentet kan påberåbe sig, når det skal bestemme dets egen status. 2. Denne dobbeltoperation omfortolkes, med afsæt i et paradoks knyttet til begrebet om suverænitet, til det, som i afsnit 2.3 er blevet kaldt konstellationer af selv- og omverdensfortolkninger. Fire forskellige konstellationer er blevet udledt på baggrund af fire klasikkere i den politiske tænkning - Hobbes, Rousseau, Schmitt, Kant med den begrundelse, at disse fire tilsammen 63

67 tegner et bredt felt af mulige, forskellige sammenkoblinger af et politisk selv og en politisk omverden et felt som, jf. næste kapitel, er et udmærket afsæt for en analyse af den tidlige mellemkrigstids modstridende kræfter Til den dobbelte rumlige dimension af enhedsspørgsmålet kan føjes en tidslig dimension, der knytter an til spørgsmålet om, hvordan politiske fællesskaber opretholder og reproducerer sig selv (uafhængighed, identitet, suverænitet) gennem sammenkoblinger af fortid-nutid-fremtid i den politiske diskurs. I nationalismeforskningen og i de historiepolitiske analyser, vi har bragt på banen i denne sammenhæng, knyttes brugen af historien primært til det nationale rum, dvs. til reproduktionen af det nationale fællesskab gennem tematiseringer af den fælles nationale fortid. I denne analyse vil dette perspektiv blive udvidet på den måde, at analysen også interesserer sig for, hvilke systembilleder, der evt. konstrueres i forbindelse med italesættelsen af det afgrænsede politiske fællesskabs fortid. Altså hvilke distinktioner og relationer mellem selv og omverden, der aktiveres i forbindelse med inddragelsen af historiske nøglebegivenheder som f.eks. den franske revolutionen i 1789 eller det danske nederlag i Afslutningsvis skal det gentages, at disse tre teoretisk udledte perspektiver ikke står i et ubestemt forhold til hinanden. Dette blev synligt med inddragelsen af Kosellecks begreb om Neuziet og den historiebevidsthed, der er kendetegnede for denne epoke. Det er i Neuzeit, at fordringen om at knytte fortid-nutid-fremtid sammen overhovedet trænger sig på, og de fire selv/omverdenskonstellationer har en tidslig dimension i den forstand, at på forskellig vis abonnerer på koblinger af (fortids-)erfaring og (fremtids-)forventning for den politiske (u)orden Metoderefleksioner I dette afsnit stilles ind på de metodiske overvejelser, der ligger til grund for det empiriske analysearbejde i afhandlingens to hoveddele. Dette indebærer nogle overvejelser over, hvordan de diskuterede teoretiske problemstillinger og analytiske spændingsfelter kan belyses i et empirisk studie af et historisk materiale. I det følgende vil vi i tre trin stille ind på dette omsætnings- eller operationaliseringsspørgsmål: først diskuteres de diskursmetodiske redskaber, som analysen betjener sig af og deres sammenhæng med de teoretiske forarbejder (2.6.1), dernæst følger nogle overvejelser 33 I sin bog om den internationale politik teorihistorie (A history of International Relations Theory) beskriver Torbjörn Knutsen (1992, kapitel 8) mellemkrigstiden som værende kendetegnet ved fire forskellige politisk-akademiske måder at anskue den internationale politik på, nemlig realisme, liberalisme, kommunisme og fascisme, en kategorisering der - når der ses bort fra det kommunistiske perspektiv, der ikke er direkte repræsenteret af nogen af de fire analytiske konstellationer - har en visse analogi med de her opstillede konstellationer. 64

68 angående valget af analysemateriale og hvordan dette materiale relaterer sig til den aktuelle problemstilling om politisk enhed i en demokratisk kontekst (2.6.2), og endelig redegøres kortfattet for det videnskabsteoretiske fundament, som afhandlingen hviler på (2.6.3) Diskursmetodiske redskaber i analysen Der har i de forudgående afsnit været refereret til begreber som diskurs og politisk diskurs uden nærmere specificering af, hvorledes disse begreber skal forstås. I dette afsnit rådes i et vist omfang bod på denne undladelse, som har at gøre med, at det diskursbegreb, der her vil blive forklaret, befinder sig på et andet og mindre teoretisk niveau end de Luhmannske begreber om system, kommunikation, semantik og selvbeskrivelse. Diskursbegrebet er ikke integreret i Luhmanns teoriapparat, men man kan som påpeget af Åkerstrøm (1999, pp142f) fremhæve Luhmanns begreb om semantik som et begreb, der med sin vægt på betydningsformer har en vis parallelitet til det diskursbegreb, der optræder f.eks. hos Michel Foucault og hos Ernest Laclau. Som former der står til rådighed for systemers kommunikation kan semantik til gengæld ikke på samme måde som diskurs tilskrives realitetskarakter (jf. Åkerstrøm ibid., p142), dvs. at semantik ikke i sig selv kan udgøre et sammenhængende og sprogligt identificerbart meningsregime, der kan analyseres som stående i et konkurrerende eller konfliktuelt forhold til andre meningsregimer. I forhold til denne afhandlings analyse er det imidlertid hensigtsmæssigt også at operere med et begreb om diskurs i arbejdet med de politiske debatter. Hvor både Kosellecks analyse af den moderne historiebevidsthed og Luhmanns begreber om semantik, selvbeskrivelse og paradoks sporer ind på nogle betydningsformer, som sætter nogle fælles rammer for den politiske kommunikation i en given kontekst, in casu to statslige segmenter i det politiske funktionssystem(danmark og Frankrig), kan diskursbegrebet skabe følsomhed overfor de mulige konkurrerende fortolkninger, der er på spil i konteksten. Eksempelvis i den franske kontekst vil det således blive påpeget, at debatten i en bestemt periode udspiller sig i et spændingsfelt mellem hvad vi kalder en wilsonistisk diskurs og en revanchistisk diskurs, dvs. mellem to forskellige men hver for sig forholdsvis kohærente måder at forstå Frankrigs politiske enhed/identitet i tid (historiepolitisk dimension) og rum (selv/omverdensrelation). Diskursbegrebet er i dette analytiske rugbrødsarbejde et nyttigt begreb, der kan udpege forskelle og konflikter på relevante dimensioner indenfor den politiske kontekst på det umiddelbare, sproglige niveau. Diskursbegrebet som både teoretisk og metodisk begreb kan findes i en lang række forskellige udlægninger 34. I denne sammenhæng skal vi ikke komme nærmere ind på begrebets mangfoldige fortolkninger og nøjes med at anvende Halkiers (2005) definition af diskurs som...ways of using 34 Jf. Frølund-Thomsen (in Kaspersen 2000), Jørgensen/Phillips (1999), Åkerstrøm (1994; 1999), Ifversen (1997). 65

69 language to ascribe meaning to the world (p83), en definition der bl.a. inviterer til netop at fokusere på konfliktuerende eller konkurrerende måder at tilskrive mening til bestemte sociale fænomener. I denne afhandlings kontekst fokuseres på de fænomener, der er redegjort for ovenfor, dvs. den politiske selv/omverdensfortolkning i dens forskellige aspekter. Halkier udvikler desuden i forlængelse af sin diskursdefinition en diskursanalystisk systematik, der, skønt den egentlig har adresse til organisationsanalyse og spørgsmålet om...understanding the position of individual organiations vis-à-vis its surroundings (ibid., p92), kan tjene til at systematisere det analytiske arbejde med de forskellige aspekter af selv/omverdens-fortolkningen. Halkier udvikler med inspiration fra Niels Åkerstrøm Andersen og Reinhart Koselleck...three assumptional orders containing a series of dichotomies which (...) functions as lines of orientation along which a particular actor ex- or implicitly situates itself vis-à-vis the surrounding world in terms of space, time and agency. (ibid., p93). Disse tre assumptional orders knytter sig altså til henholdsvis rum-, tid- og aktør-dimensionen i beskrivelsen af forholdet mellem organisationen selv og omgivelserne, og til hver orden knytter der sig nogle dikotomier, ud fra hvilke organisationen kan kortlægge relationen. Halkier skelner mellem: Topographical assumptions den sociale eller rumlige kortlægning af relationen ud fra dikotomierne inde/ude og oppe/nede. Temporal assumptions den historiske kortlægning af relationen ud fra dikotomierne fortid/fremtid (eller erfaring/forventning) og årsag/virkning, dvs. forestillinger om hvordan forandringer finder sted. Operational assumptions den aktørmæssige kortlægning af relationen ud fra dikotomierne subjekt/objekt og medspiller/modstander (assitant/adversary). (ibid., pp93f) Det er endvidere værd at bemærke, at de nævnte dikotomier rummer såvel kognitive som normative aspekter, hvilket vil sige at kortlægningen af omverdensrelationen rummer både kognitive beskrivelser, hvor regler fortolkes, aktører defineres og roller tilskrives, og normative værditilskrivelser, hvor der skelnes mellem ønskelige og uønskelige perspektiver, ven/fjende og godt/ondt. Det er oplagt, at disse begreber ikke kan anskues som rene, teorineutrale metodiske begreber, idet de i sagens natur trækker på bestemte social- eller organisationsteoretiske bestemmelser af, hvilke relationer og operationer der er de relevante at analysere for at forstå en organisations væsen. Det teoretiske bagfelt vil vi i denne sammenhæng lade ligge og nøjes med at konstatere, at de præsenterede ordner og dikotomier fint kan fungere som metodisk systematik i forlængelse af den teori, der ligger til grund for nærværende analyse. Det topografiske aspekt knytter sig til den 66

70 rumlige dimension af konstellationen selvfortolkning/omverdensfortolkning (hvor det først og fremmest er inde/ude-dikotomien, der har relevans) (jf. 2.3). Det temporale aspekt knytter sig til den historiepolitiske dimension som et fokus på, hvordan fortidserfaringer og fremtidspespektiver knyttes sammen i den politiske tale (jf. 2.2). Det operationelle aspekt knytter sig til de handlemuligheder, der optræder i omverdensbeskrivelsen i skikkelse af institutioner, bindende normer, kaos, alliancepartnere ( venner ) og modstandere ( fjender ) m.m., hvilket kan genkendes fra diskussionen af de fire konstellationer (jf. 2.4). Som det kan ses er der ikke fuldstændig og perfekt analogi mellem de teoretisk udpegede temaer og de tre nævnte assumptional orders. Ikke desto mindre kan Halkiers begreber og adskillelsen af rumlige, tidslige og aktørmæssige aspekter anvendes som en systematik, der anvendes til at organisere analysen af politiske debatter i bestemte temaer, der så efterfølgende kan viderebearbejdes og fortolkes med de teoretiske redskaber. For afslutningsvis at sætte forholdet mellem de teoretiske refleksioner og de metodiske redskaber i relief, kan man fremstille analysen som bestående af tre trin: 1. En systematisk bearbejdning og kortlægning af det diskursive terræn i hver empirisk kontekst med inspiration fra Halkiers begreber om de tre assumptional orders. Dette munder ud i en tematisk ordning af stoffet & oversigt over de centrale, konkurrerende politiske diskurser og deres interaktion. Dette første trin er et analysetrin, hvor de umiddelbart iøjnefaldende problemstillinger ordnes og systematiseres topografisk, temporalt og operationelt. 2. Dernæst indsnævres fokus de selv/omverdens-fortolkninger, der er på spil i materialet ud fra de analytiske konstellationer, og på hvorledes disse selvfortolkninger og omverdens-fortolkninger tilskrives en tidslighed i form af koblinger af fortid-nutid-fremtid. Dette trin er et fortolkningstrin, der knytter sig til den danske og den franske kontekst hver især. 3. Sidste trin er en sammenligning af de to nationale kontekster med henblik på at vurdere forskelle og paralleliteter i de koblinger af selvfortolkninger og omverdensfortolkninger, der viser sig i de to sammenhænge. Her kan stilles interessante spørgsmål til, hvorvidt der imellem de to systembilleder kan identificeres parallelle træk og om man, i forlængelse heraf, kan tale om en gennemgående fælles beskrivelse af, hvad det politiske funktionssystem er og hvilke mulige fælles rammer, det sætter for de to stater Materialet i analysen Udvælgelsen af materiale til analysen er naturligvis styret at de teoretiske og metodiske forarbejder, der er redegjort for ovenfor. Derfor tager begrundelsen for disse valg også udgangspunkt heri. Set i lyset af de teoretiske overvejelser, hvad er det så, vi analyserer? Gennem de Luh- 67

71 mannske briller kan man udlægge det på den måde, at der er tale om en analyse af to segmentære politiske enheder, der fungerer som organiserede beslutningspunkter eller beslutnings- steder ( Stellen ), som inden for rammerne af et politisk funktionssystem nyder status og anerkendelse som suveræne stater knyttet til et territorium. Når vi taler om den danske og den franske kontekst er det altså de på denne vis teoretisk udpegede steder, der henvises til. Det følger videre af det anlagte fokus på semantik (Luhmann og Koselleck) eller diskurs (Halkier), at analysen primært retter sig mod diskursive eller semantiske strukturer, der gør sig gældende for disse kontekster som helhed, dvs. strukturer, der skaber både muligheder og begrænsninger for, hvad der kan gøres gældende i konteksten. Som Ole Wæver har formuleret det i forbindelse med en udlægning af diskursanalysens anvendelighed som strategi i Foreign Policy Analysis (med Tyskland som eksempel):... the German discoursive structures are in the last instance properties neither of the German people, nor of German politicians but of the German political arena (Wæver in *Wæver/Hansen 2002, p27). At stedets eller arenaens rammesættende karakteristika på denne vis er i fokus, indebærer nogle centrale metodisk-empiriske pointer: For det første bliver studiet af den givne kontekst begrænset til udelukkende at være et studie af offentlig tekst. Denne afgrænsning ligger i indlysende forlængelse af, at både diskursmetode generelt og denne afhandlings problemstilling retter sig mod spørgmålet om de sproglige redskaber og betydninger, der begrunder og giver mening til kollektive, sociale sammenhænge. En politisk tale, eksempelvis, er i diskursmetodisk forstand først og fremmest interessant i kraft af de midler, den tager i brug for at kommunikere med en bestemt politisk offentlighed. Diskursmetodens fokus på disse aspekter af offentlig tekst indebærer endvidere, at spørgsmålet om aktørers konkrete politiske motiver og spørgsmålet om konkret politisk handlen principielt set glider i baggrunden som noget, der skal forklares i analysen. Når der sniger sig et lille principielt ind i ovenstående er det, fordi især handlings-betragtninger ikke vil være fuldstændigt fraværende i afhandlingen som sådan. Politisk diskurs støtter på forskellig vis op om og referer tilbage til handlinger, typisk i form af politiske beslutninger, og som det bl.a fremgik af afsnit 2.2 er det et aspekt i analysen, at afgørende fremtidsorienterede beslutninger skal kunne redegøre for, hvordan den konkrete beslutning bevæger fællesskabet i en i forhold til fællesskabets fortid meningsfuld retning. I forhold til udvælgelsen af materiale til analysen er konsekvensen imidlertid klar: alt ikkeoffentligt materiale (det være sig dagbøger, breve, referater af lukkede møder, hemmelige notater og depecher i diplomatiske arkiver m.m.) kan fravælges i en håndevending som primært analysemateriale, da det ikke er adresseret til det fælles offentlige rum og derfor ikke siger noget om, 68

72 hvordan man kan tale i dette rum. Dermed bliver spørgsmål om beslutningsprocesser og hvilke interesser, der gør sig gældende i disse processer også af begrænset relevans. F.eks i forbindelse med Frankrigs ratifikation af Versailles-traktaten er det de offentlige begrundelser og argumenter for og imod ratifikation, der kalder på interesse, fremfor eventuelle hemmelige korridorforhandlinger om stemmeafgivningen, hvor enkeltpolitikere indgår studehandler for at fremme egne interesser og positioner. Af disse grunde er det primære materiale i analysen begrænset til at være parlamentsdebatter i de to landes to lovgivende kamre (i Frankrig: Le Sénat og La Chambre, i Danmark: Landstinget og Folketinget). De lovgivende forsamlinger er de steder, hvor politiske beslutninger tages og forsvares (af regeringens ministre), og det er samtidig en arena, hvor der også i kraft af debatternes tilgængelighed for presse og publikum samt det faktum, at de publiceres i fuld længde i henholdsvis Folketingstidende og Le Journal Officiel de la République Française, kommunikeres med offentligheden. Ikke i alle sammenhænge med lige stor faktisk bevågenhed, men med offentlighed som et gennemgående vilkår for det udsagte. Dette valg af analysemateriale indebærer et fravalg af den del af den offentlige debat, der udspiller sig i medierne, dvs. i den pågældende periode de trykte medier (bøger, tidsskrifter og dagblade), som primært analysemateriale. Begrundelsen for at begrænse analysen til det parlamentariske, politiske rum har at gøre med, for det første, nødvendigheden af at indskrænke det empiriske materiale til en størrelse, det er muligt at analysere med tilstrækkelig dybde og grundighed. For det andet, og i forhold til forbindelsen mellem teori og metode vigtigere, udgør det parlamentariske rum den helt centrale, politiske scene i demokratisk politik: her er folkeviljen repræsenteret og her træffes beslutninger på folkets vegne. Som den franske historiker Claude Lefort har påpeget, så er netop den parlamentariske talerstol det sted, hvor demokratiets symbolske orden reproduceres i modsætning til enevælden, hvor kongens figur indtager denne symbolske funktion. Denne symbolik knytter sig til netop det åbne, demokratiske grundforhold, at talerstolen som magtsymbol er et i udgangspunktet tomt sted, der skiftevis indtages af forskellige talere med forskellige politiske projekter på helhedens vegne. At den tomme talerstol erstatter kongefiguren som magtens symbol i den demokratiske politik betyder endvidere, i Leforts analytik, at det bliver netop i den politiske tale, at demokratiets eller nationens enhed løbende skal reproduceres symbolsk og narrativt. I dette krydsfelt mellem talerstolen som symbol og talen som enhedsreproducerende praksis kan det, der foregår på den åbne, demokratiske talerstol, betragtes som en fortløbende kamp om at indtage positionen som den, der mest autoritativt kan udlægge den politiske enheds symbolske og narrative enhed (Lefort 1986; Korsgaard 2004, pp13-35 & pp ; Ifversen 1997, pp ). Det er på baggrund af disse overvejelser, at det metodiske valg af parlamentsdebatter til belysning af det teoretisk indkredsede enhedsproblem er truffet: 69

73 Den parlamentariske talerstol anskuet som sted for demokratiets symbolske og narrative reproduktion. Som et sidste punkt i redegørelsen for det udvalgte materiale skal der knyttes en kort kommentar til periodeafgræsningen, altså at det er debatterne fra efteråret 1918 til efteråret 1922, der underkastes analyse. At analysen begynder hvor krigen slutter, skyldes den enkle omstændighed ved problemstillingen, at det er forholdet mellem den nationalstatslige enheds dannelse og den politiske orden efter krigens afslutning, der er i fokus. Krigens afslutning dateres her til november 1918, dvs. våbenstilstanden på vestfronten, idet det er fra dette øjeblik, at det politiske spil om fredens karakter tager fart, både i Frankrig, hvor en intens kamp om fredens politiske dagsorden finder sted i den politiske offentlighed og i Danmark, hvor diskussionen om en ny forsvarsordning under indtryk af krigens ophør diskuteres i Folketinget allerede først i december Hertil kommer, at de politiske debatter i begge lande var hæmmede af forskellige grader af hemmelighedskræmmeri, mens krigen endnu stod på, i Frankrig i form af en omlægning af parlamentets funktioner til et lukket komité-styre af parlamentarikere (jf. Bock 2002), i Danmark i form af en betydelig udvidelse af regeringens og udenrigstjenestens beføjelser på Folketingets bekostning (jf. Lidegaard 2003, p35). Anderledes svært er det at afgrænse, hvor langt analysen skal strækkes den anden vej, dvs. hvor langt op i 1920 erne, den efterkrigstid, der er i fokus, kan siges at vare. Hvordan der svares på dette spørgsmål afhænger naturligvis af, hvad der skal forstås ved udtrykket efterkrigstid. I denne analyse er året 1922 valgt som skæringspunkt. Når dette år er valgt, skyldes det på sin vis to af hinanden uafhængige politiske udviklinger i henholdsvis Danmark og Frankrig. I Danmark er 1922 året, hvor en ny forsvarsordning vedtages, og hvor debatterne om forholdet mellem dansk diplomati, militær og udenrigspolitik i tilknytning hertil når et højdepunkt, og hvorefter disse spørgsmål træder mere i baggrunden på den politiske dagsorden. I det franske tilfælde kunne man argumentere for, at analysen burde strækkes til 1923, hvor Ruhr-besættelsen og opgivelsen af samme markerer afslutningen på en bestemt tænkning i en bestemt periode i den franske efterkrigspolitik. I en kombination af omfangshensyn og hensyn til paralleliteten mellem de to delanalyser, er stregen alligevel trukket i 1922, hvortil det skal siges, at den politiske diskurs, som begrunder og legitimerer Ruhr-aktionen, allerede i 1922 så at sige er slået igennem som den toneangivende diskurs på den franske politiske scene. Med dette valg glider nogle interessante problemfelter uvægerligt ud af synsfeltet, f.eks. den midlertidige forsoning mellem Frankrig og Tyskland i perioden efter Ruhr-besættelsen med den tætte fransk-tyske forbindelse v. Stresemann-Briand og USA s formelle genindtræden i det internationale samfund i 1929 med Kellogg-Briand-pagten. Men snittet skal lægges et sted, og af de nævnte grunde forekommer det rimeligt at isolere efter- 70

74 krigstiden med fredsslutningen og dannelsen af Folkeforbundet til perioden til og med Dermed bremses analysen kronologisk set inden den nævnte forsoningsfase, og det kan i den forbindelse nok ikke helt afvises, at den historiske bagklogskab om forsoningsperiodens parentetiske karakter har spillet en vis rolle for, at snittet er lagt hvor det er. 2.7 Afrunding teori og metode som analysestrategi Som en sammenfatning af de teoretiske og metodiske overvejelser indskydes her en kort refleksion over, hvilke iagttagelsespositioner der er i spil i det analystiske set-up, som er udviklet i kapitlet. Denne præcisering af analysens iagttagelsespositioner er inspireret af Åkerstrøm Andersens (1999) begreb om analysestrategi, dog uden at abonnere på Åkerstrøms principielle adskillelse af begreber metode og analysestrategi som hidrørende under nærmest uforenelige paradigmer for henholdsvis ontologisk og epistemologisk vidensfrembringelse (p13f). Analysestrategi-begrebet anvendes her til at pege på, at der i den måde man griber en problemstilling an på med Åkerstrøms ord... er tale om et valg med konsekvenser, og at dette valg kunne være truffet anderledes med andre konsekvenser. (p15). Det handler altså om at redegøre for, hvilket blik der ligger til grund for den iagttagelse, som i en forskningsproces appliceres på et bestemt problemfelt, eller som Åkerstrøm udlægger det i sit kapitel om Luhmannske analysestrategier: at redegøre for, gennem hvilke forskelle analysen iagttager sin genstand (pp ). I denne sammenhæng kan der ikke entydigt peges på én bestemt forskel (ledeforskel), der overordnet styrer analysen. Forskellen mellem selvfortolkning/omverdensfortolkning står centralt, men den suppleres af forskellen fortid/fremtid og videre af nogle afledte distinktioner (f.eks. erfaringrum/forventningshorisont) og nogle teoretiske kategoriseringer, der ikke nødvendigvis skal sættes på forskels-formlen, f.eks. diskussionen af de fire kvalitativt forskellige politiskfilosofiske konstellationer af den politiske enheds omverdensforhold. Forskelle eller ikkeforskelle, så kan hele den teoretiske diskussion til gengæld betragtes som en udvikling og forfinelse af det blik eller det iagttagelsesapparat, som denne afhandlings analyse anlægger på problemfeltet, og som stiller skarpt på visse problemer og aspekter og dermed potentielt udelukker eller negligerer andre. Det følger af det Luhmannske begreb om den blinde plet, at man som iagttager ikke kan se, at man ikke kan se, hvad man ikke kan se hvilket for nærværende betyder, at der ikke på dette sted skal reflekteres videre over, hvad andre indfaldsvinkler og analyseperspektiver på det samme materiale kunne have belyst. Det må andre om. Til gengæld kan det tilføjes, at forfinelsen af analyseapparatet i denne afhandling ikke har været en øvelse, der alene er sket på et rent teoretisk, dvs. før-empirisk, grundlag. Finpudsningen af både de rumlige og de tidslige 71

75 teoretisk informerede momenter i analysen har fundet sted som en dialog mellem teoretisk begrebsudvikling og læsning af det empiriske stof, eller med andre ord i en vekselvirkning mellem teoretisk forforståelse og fortolkning af materialet. Således er de analytiske valg, der er truffet, bestemt ikke vilkårlige valg. De er truffet på grundlag af mødet med forhold i materialet, der ikke på forhånd var i det analytiske sigtekorn, men som hurtigt gjorde deres uafviselige relevans gældende f.eks. den intense tilstedeværelse af det tyske mod- eller fjendebillede i den franske debat og denne figurs betydning for begrebsliggørelsen af Frankrig i tid og rum (som vi skal se i kapitel 4-6). Som redegjort for ovenfor (2.6.2) rettes det udviklede iagttagelsesapparat først og fremmest mod bestemte debatter i de parlamentariske rum i henholdsvis Danmark og Frankrig i en bestemt periode. Dette metodiske fokus er begrundet i, at dette sted teoretisk tillægges at være en arena, hvor en symbolsk reproduktion af en bestemt politisk orden finder sted (Lefort), eller med Luhmanns begreb et sted hvor en bestemt politisk selvbeskrivelse finder sted. Som følge af dette fokus kan man formulere det på den måde, at der er tale om en analytisk iagttagelse af, hvordan en bestemt social meningssammenhæng iagttager sig selv på de begrebslige eller diskursive parametre, som analysestrategien (efterhånden som den udvikles og forfines i dialog med empirien) peger ud dvs. i denne kontekst sin enhed, omverden, suverænitet, vilje, demokrati, historie, fremtid m.m. I den forstand handler de empiriske analyser i afhandlingen altså om en iagttagelse af, hvordan en meningssammenhæng reproducerer sig selv gennem selviagttagelse dvs. at den analytiske iagttagelse er en såkaldt 2. ordens iagttagelse. Inden vi kaster os ud i denne med selve analysen forbundne iagttagelsesoperation, skal vi frembringe en anden iagttagelse i skikkelse af et overordnet blik på den historisk-politiske kontekst, som analysen udspiller sig i. Det næste kapitel (kapitel 3) er således et baggrundskapitel, hvor der fra hvad der kan kaldes et fugleperspektiv trækkes nogle hovedlinier op i den europæiske, politiske ordens udvikling fra Wiener-freden i 1815 op til fredsordningen i Paris i I iagttagelsestermer kan vi formulere det på den måde, at det næste kapitel er en bred redegørelse for iagttagerens historiske forforståelse af de kræfter, mekanismer, dynamikker, begreber, former og principper, der kendetegner den kontekst, i hvilken de to primære analysers iagttagelser finder sted. I den forstand er der tale om et supplement til den analysestrategi, der er udviklet med de teoretiske og metodiske overvejelser i dette kapitel, da baggrundsfortællingen tjener til at redegøre for, hvilket perspektiv der ligger til grund for de konklusioner, der i kraft af denne afhandlings analyse vil træde frem for læserens øjne. 72

76 Kapitel 3 Baggrund og opspil I forrige kapitel identificeredes teoretisk nogle centrale aspekter af spørgsmålet om politisk enhed. Denne teoretiske diskussion blev ført indenfor nogle brede historisk-epokale rammer, hvis overskrift kunne være modernitet eller Neuzeit, hvilket i kronologisk forstand er noget upræcist, men sociologisk refererer til nogle grundelementer og mekanismer i den politiske orden, der groft sagt hører tiden efter den franske revolution i 1789 til. I dette kapitel vil vi mere specifikt kronologisk indkredse den kontekst, der er i fokus i analysen. Denne baggrunds-fremstilling redegør for en udvikling, der strækker sig over en mere end 100-årig og yderst kompleks periode i europæisk historie, en periode der er rig på begivenheder og transformationer af de sociale og politiske strukturer. Fremstillingen vil derfor være særdeles selektiv og ufuldstændig, men selektiviteten tager afsæt i forrige kapitels teoretiske perspektiver og afspejler dermed også en praktisk omsætning af de teoretiske vinklinger altså en redegørelse for, hvordan en bestemt epokes udvikling tager sig ud gennem denne afhandlings begreber og perspektiv. Fokus vil således være på samspillet mellem processer i det interstatslige eller internationale system ( systemniveau ) og processer der gør sig gældende i relationen mellem stat, nation og befolkning ( segmentniveau ). Kapitlet falder i fire afsnit. Tre der redegør for tre forskellige perioders politiske orden i Europa: den europæiske Koncert (3.1), det bismarckske Europa (3.2) og sidst men ikke mindst den politiske ordning, der tilvejebringes af den store krig og den efterfølgende store fred 1919 (3.3). I det afsluttende afsnit samles trådene, og fredsordningen i 1919 sættes i et teoretisk perspektiv, der lægger op til analyserne i kapitel 4 og kapitel 5 (3.4). 3.1 Pudder & parykker den europæiske Koncert Det internationale system, der kendetegner tiden før Første Verdenskrig beskrives ofte med et meget bredt begreb som det Westphalske system af suveræne stater, med reference til den fred, der blev indstiftet i Münster og Osnabruck i 1648, og som knæsatte nogle nye principper for den politiske orden, bl.a. princippet om fyrstens suverænitet som et selvstændigt og af den religiøse autoritet uafhængigt magtfelt. I denne brede beskrivelse er der til tider en tendens til at anskue den internationale orden i perioden fra 1648 til det tidlige 20. århundrede som et sammenhængende hele, hvor det internationale system er kendetegnet ved en form for anarkisk tilstand, hvor fyrstestaterne hver især tilstræber at befæste og udbygge deres territorium og magtposition, 73

77 og hvor spillet mellem fyrstestaterne er kendetegnet ved fravær af adfærdsregulerende normer af betydning 35. I dette afsnit forfølges et lidt anderledes spor, i tråd med den teoretiske bestemmelse af det politiske funktionssystem som et meningssystem med en i princippet global udstrækning (men som i nærværende fremstilling, right or wrong, har et udtalt eurocentrisk fokus 36 ). Ud fra denne optik handler det om at identificere de normer, begreber og principper, der konstituerer systemets grundelementer og regulerer interaktionen imellem dem 37. Vil man forstå de spilleregler, efter hvilke det europæiske politiske system fungerer i det 19. århundrede, giver det et god mening at tage udgangspunkt i de principper, der knæsattes på Wienerkongressen i 1815 i kølvandet på Napoleonskrigenes afslutning. Startpunktet for redegørelsen er således Wienerfreden i 1815, og de efterfølgende hundrede år op til Første Verdenskrigs udbrud inddeles i to ca. lige lange faser - med som skæringspunkt. Den ordning eller det system, der opstod efter Wien 1815, er blevet kaldt både Den Europæiske Koncert (f.eks. Soutou 2000; Walters 1951) og Den Hellige Alliance (f.eks. Badié 1999; Barkin/Cronin 1994) og den handlede i alt væsentligt om, at de sejrende monarkier/dynastier (først og fremmest Preussen, England, Rusland og Østrig) ville restaurere et monarkisk Europa på ruinerne af Napoleons imperium og de revolutionære tendenser og principper, det var en forlængelse af. Man kan sammenfatte dette system i tre punkter: For det første var det baseret på det, som Barkin/Cronin (ibid.) kalder statsprincippet, som skal forstås i eksplicit modsætning til nationalitetsprincippet, og som slår fast, at den centrale enhed i magtsystemet er staten og ikke nationen, hvilket indebærer, at fordringer om nye grænsedragninger og 35 Man kan hævde, at denne fortælling om de Westphalske internationale relationer siger mere om den tradition, den er undfanget i, end om de politiske realiteter i den pågældende periode. Ifølge Schmidt (1998) er fortællingen om det anarkiske, westphalske statssystem en konstruktion, som er blevet til som en historisk modreference for en international akademisk-politisk strømning, der opstår i kølvandet på og som en refleksion over Første Verdenskrig (med udspring i USA), og som sidenhen har udviklet sig til den disciplin, vi idag kalder for international politik. Drivkraften i denne unge disciplin var en bestræbelse på at forstå krigens årsager med den klare politiske bagtanke, at man ad den vej kunne åbne for bedre at kunne kontrollere den og dermed forebygge katastrofer som den netop gennemlevede. Den akademiske arv til eftertiden fra denne tradition, som efter 2 verdenskrig har spaltet sig i realisme og idealisme (eller liberalisme ), har været, at anarki-, kaos- eller sammenbrudserfaringen fra Første Verdenskrig er blevet stående som det dominerende billede af, hvordan interaktionen mellem suveræne stater udfolder sig hvad enten dette billede præsenteres som en uforanderlig og i menneskets natur bundet realitet (realismen) eller en tilstand, der lader sig fredeliggøre og kultivere gennem oplysning, samhandel og kommunikation (liberalisme) (jf. Osiander 2001; Schmidt 1998; Knutson 1992). 36 Den periode, der er i afhandlingens fokus, er i sig selv at betragte som en overgangsperiode for eurocentrismen. Marks (2002) har en udmærket beskrivelse af, hvordan Europa før Første Verdenskrig kan fastholde sin position som det dominerende kontinent, men at verdenskrigen indebærer, at USA og Japan kommer længere frem på den verdenspolitiske bane og sætter den europæiske verdensorden under pres man kan bl.a. også iagttage Wilsons selvbestemmelsesbegreb som et udtryk herfor, da det i høj grad er et våben, der er vendt mod den europæiske kolonialisme. 37 Redegørelsen i dette afsnit er primært baseret på Osiander (1994); Badié (1999); Dupuy (1999); Soutou (2000); Walters (1969); Knutsen (1992); Barkin/Cronin (1994); Bjørn/Due-Nielsen (2003); Jespersen (1994); Johansen (1994); Hinsley (1961). 74

78 fordringer om politisk selvstændighed med afsæt i nationalitet og selvbestemmelsesret (som havde spiret frem under indtryk af begivenhederne i Frankrig og som sidenhen udgjorde det moralsk legitimerende fundament for Napoleons ekspansionspolitik: befri folkene ), må underkendes. Med andre ord betyder dette princip, at suveræniteten forankres i staten for så vidt som en given stat er anerkendt som sådan af de øvrige monarkiske regeringer. For det andet må dette statsprincip, som fremhævet af bl.a. Osiander (1994), støttes af et eksplicit legitimationsprincip, der kan udfylde det legitimationsfelt, som den franske revolutions demokratiske gennembrud på irreversibel vis har åbnet. Dette felt fyldes af Wienerfredsmagerne ud af et princip om dynastisk legitimitet, dvs. en politisk legitimitet, der eksplicit knytter sig til den kongelige, kejserlige eller fyrstelige arvefølge og dennes angivelige forbindelse til det guddommelige. Deraf også begrebet legitimisme, som langt op i det 19. århundrede knytter sig til den monarkiske restauration. For det tredie var det et system, der byggede på en gensidig forståelse/overensstemmelse ( Concert ) blandt de sejrende monarkier af, at man afhandlede væsentlig politiske spørgsmål med hinanden, og at man havde en fælles interesse i at sikre stabilitet og i at holde de kræfter i ave, der havde gjort de forudgående årtier til kaos. Den mest iøjnefaldende praktisk-politiske konsekvens af denne indretning var genoprettelsen (La restauration) af det Bourbon ske monarki i Frankrig og indsættelsen af Louis XVIII på tronen, hvilket i systemets logik var en nødvendighed for at sikre den mellemmonarkiske konsensus. Systemets rygrad er herefter indrettet i en fembenet struktur af dynastisk legitimerede stormagter i en vis indre ligevægt (Rusland, Preussen, England, Østrig, Frankrig), hvor hensynet til denne ligevægt er det styrende hensyn i afgørelsen af væsentlige storpolitiske spørgsmål (Badié ibid; Osiander 1994; Knutsen ibid.). Sammenfattende er der tale om et system, hvor suveræniteten eksplicit knyttes til staten, hvor statens legitimitet knyttes til monarkiet/dynastiet og hvor den enkelte stats form og eksistens er knyttet til, at den kan anerkendes som dynastisk legitim stat af de andre dynastiske stater i systemet. Systemet baserer sig altså på et transeuropæisk netværk af dynastier, og som det også tydeligt skinner igennem i denne redegørelse, er den fælles drivkraft i dette system i betragteligt omfang tilstedeværelsen af det fælles spøgelse, som gestaltes af de nye og ukendte kræfter, der gemmer sig i de revolutionære nationale rørelser og det pres, de lægger på de dynastiske legitmitationsformer. Grafisk kan man illustrere dette system på følgende måde: 75

79 Figur 3.1 Stat: England Frankrig Tyskland Østrig Rusland Nation: Figur 3.1 illustrerer en politisk orden, hvor den horisontale dynastiske integration er den centrale struktur og hvor de dobbeltpilede stiplede linier mellem nation og stat illustrerer, dels at det dynastiske politiske herredømme står i et spændingsforhold til de slumrende nationer, dels at de nationale kræfter på forskellig vis lægger et pres på de dynastiske statslige strukturer (1830 & 1848). Sammenfattende kan man beskrive systemet som værende kendetegnet af en vertikal spænding mellem to forskellige horisontale principper, nemlig statsprincippet og nationalitetsprincippet, med statsprincippet som det fremherskende indtil 1848, hvorefter det op mod 1870 i stigende grad sættes under pres af udviklingerne i Frankrig, Italien og ikke mindst Tyskland. 3.2 Jern & blod - det Bismarckske Europa I 1914, dvs. umiddelbart før Første Verdenskrigs udbrud, ser det europæiske verdenssystem radikalt anderledes ud, sammenlignet med det restaurerede, dynastiske Europa i tiden efter Napoleons fald. En umiddelbar magtpolitisk betragtning åbenbarer et kringlet net af alliancer og forsvarsaftaler, der til sammen danner et bipolært stormagtssystem, struktureret omkring Ententemagterne (England, Frankrig, Rusland med Serbien som vedhæng via Rusland) som den ene pol og Trippelalliancen (Tyskland og Østrig-Ungarn - med Italien som det tøvende tredie ben) som den anden, med det vaklende Osmanniske Tyrkiet som joker og med resten af de små og mellemstore europæiske stater i mere eller mindre neutrale positioner herimellem. Sådan står brikkerne altså i det diplomatiske dominospil, der udløses af skuddene i Sarajevo d og munder ud i Første Verdenskrig. Hvilke gennemgående normer eller principper kan man tilskrive dette system? Målt med Wienerkongressens normative alen er det vanskeligt at iden- 76

80 tificere noget, der ligner en gennemgående norm på grundlag af det ene eller det andet princip for den politiske orden indenfor og mellem stater. Et hurtigt blik ud over det europæiske, politiske landskab giver et broget billede af multinationale imperier (Rusland, det Osmanniske Tyrkiet, Østrig-Ungarn) autokratiske nationalstater (Italien, Tyskland, Serbien, Rumænien, Bulgarien, Spanien, Portugal, Grækenland) og konstitutionelt-demokratiske nationalstater (Frankrig, Danmark, Belgien, Holland, Sverige, Norge og i en vis grad også England, trods de irske løsrivelseskræfter vendt mod Storbritannien). De indgåede alliancer kan heller ikke for alvor begribes ud fra fælles anknytninger til hverken bestemte legitimitetsprincipper (demokrati vs. dynasti) eller territorialitetsprincipper (stat vs. nationalitet). Når man endvidere tager i betragtning, at både konstitutionelle demokratier (England, Frankrig, Holland og Belgien) og autokratiske stater (Tyskland, Italien og Portugal) har opbygget betydelige koloniale besiddelser i Afrika og Asien, bliver billedet yderligere mudret og komplekst 38. Det er altså ikke umiddelbart muligt, som et svar til situationen i 1815, i systemet at identificere en gennemgående anerkendt norm for, hvordan stat, nation og suverænitet står i forhold til hinanden, og det er endvidere vanskeligt at forstå systemets indre spænding som en modsætning mellem forskellige normkomplekser. Systemet kan i den forstand fremstå som et anarkisk system af stater, der kynisk forfølger deres ekspansive magtpolitiske og økonomiske interesser uden agtelse for nogen mellemstatslig norm. Denne realistiske beskrivelse forekommer imidlertid ikke helt fyldestgørende, idet den ikke redegør for nogle nye kræfter, der er på spil i statssystemet, og som får afgørende betydning for verdenskrigens udbrud, forløb og afslutning. I det følgende vil vi fokusere på tre forhold, der bidrager til at tegne systemet, dets dynamik og dets risici: nationalisering, demokratisering og fjendeforestillingers rolle Nationalisering og demokratisering: Redegørelsen tager afsæt i en skikkelse, der om nogen er motoren i transformationen af det politiske Europa, nemlig den preussisk-tyske kansler og udenrigsminister Otto von Bismarck. Bismarcks tyske samlingsprojekt, der bevæger Preussen fra politisk splittelse og vildrede i 1862 til at være den politiske og militære rygrad i et tysk kejserige bestående af samtlige tysksprogede stater og fyrstendømmer (minus Østrig) i , forrykker på afgørende vis den ligevægt, som Koncert-systemet i sit udgangspunkt hvilede på. Det samlede tyske kejserrige fremstår efter sejre over 38 Man fristes til at sige, at det tilsyneladende eneste Princip, der er på spil i 1914, er den serbiske student, der løsner de to fatale skud Hvor kronen sættes på samlingsværket d med kroningen af den preussiske kong Wilhelm til kejser af det tyske rige i Spejlsalen i Versailles. 77

81 både Frankrig i og Østrig i 1866 som kontinentets supermagt, og den fred der afslutter den fransk-tyske krig (Frankfurt-freden, ) bryder i sin ensidighed med Koncertprincippet om gensidig forståelse mellem stormagterne. Det styrende hensyn bag freden er Bismarcks realpolitiske kalkyler om, hvor stærkt eller svagt Frankrig skulle være for at få Bismarcks egen politiske fysik til at gå op. I forlængelse heraf støtter Bismarck endvidere aktivt omdannelsen af Frankrig til republik ud fra den betragtning, at et republikansk Frankrig ville være svagt og politisk isoleret og derfor have sværere ved at indgå alliancer vendt mod Tyskland (Zorgbibe ibid., bind 1, p16f) Med denne strategi er Koncertens dynastiske konsensus brudt, og Bismarck indplacerer i de efterfølgende år det tyske kejserige i systemets centrum, som dets regulerende instans. I tillæg til bruddet med Koncertens indre magtbalance og dynastiske konsensusstruktur foretager Bismarck yderligere et træk, som for alvor gør op med de dynastiske forbindelser og som Bismarck næppe heller selv kunne overskue rækkevidden af (jf. Mann 1965, p310f). Bismarcks samlingsprojekt lykkes ikke mindst fordi han trækker på de nationale kræfter i det tyske område og ad den vej knytter den nye Kejserstats politiske legitimitet til det forhold, at den skaber noget der ligner sammenfald mellem en (i sproglig-kulturel forstand) samlet tysk nation (dog uden det tyske Østrig) og en fælles tysk stat (som dog er en preussisk stat) 41. Her er altså tale om, at en af Koncertens bærende restaurative grundpiller, det preussiske dynasti, begynder at trække på nationstanken og nationalitetsprincippet i legitimeringen af statens suverænitet og territorialitet. Med dette skridt er Koncertens figur for en europæisk orden (jf. figur 3.1) brudt i og med, at det nationale spørgsmål aktiveres som kilde til legitimering af statens enhed og ekspansion en figur som Koncerten netop var sat i verden for at holde i ave, jf. erfaringerne fra Napoleonskrigene. Samtidig medfører det forhold, at samlingskrigene mod Danmark, Østrig og Frankrig er de eneste fællestyske politiske erfaringer, en vis militarisering af den nye, nationale mytologi. Det er først og fremmest kampen mod den ydre fjende, Frankrig, der opdyrkes i det nationale identitetsog symbolarbejde, med sejren ved Sédan som omdrejningspunktet (Hobsbawn/Ranger ibid.; Sørensen ibid.). Paradoksalt nok, men ganske betegnende for den uro Bismarck tilfører systemet, kommer det franske nederlag i samme slag ved Sédan til at spille en lignende rolle i en fransk national samling, idet erfaringen med den tyske invasionshær i udstrakt grad gør den franske nation til et begreb, der kan samle det ellers kronisk pro-og kontrarevolutionært splittede Frankrig om en fordring på at få de tabte provinser tilbage. Den tyske fjende gør nationalismen til en 40 Meget betegnende for krigens karakter af overgang fra et system til et andet er den fransk-tyske krig den sidste europæiske arvefølgekrig, dvs. en krig med (formel) bund i uoverensstemmelse indenfor det dynastiske orden (in casu spørgsmålet om den ledige spanske trone). 41 Jf. Hobsbawm/Ranger 1983; Mann

82 bevægelse, der fremfor at være vendt mod monarki, adel og kirke i et historisk perspektiv, er vendt mod Tyskland i et geografisk-kulturelt perspektiv (Ifversen 1986; Girardet 1983). En lignende national bevidstgørelse finder også sted i Danmark, hvor det tysk-preussiske fremstød i 1864 både indebærer Danmarks endegyldige ophør som multinational stat og efterlader et større dansksindet område udenfor statens grænser. Udover at samle det tyske område på det nationale grundlag får samlingspolitikken, i kraft af dens ydre krige, en stærkt mobiliserende og nationaliserende virkning på de tilgrænsende stater, for hvem Tyskland (omend på meget forskellig vis) i intensiveret grad antager karakter af en historisk arvefjende. Man kan fortolke denne vending i det nationale på den måde, at den tyske samling afstedkommer en form for systemdannelse i retning en ny nationalistisk modus, hvor spændingen ikke så meget står mellem stat og nation i en historisk-emancipatorisk kamp mellem restauration og revolution, men derimod i stigende grad imellem den ene nationalstat og den anden nationalstat i et rumligt perspektiv, hvor de nationale folk optræder som hinandens modsætninger. Der er med den britiske historiker Eric Hobsbawms (1987; 1990) ord tale om en generel transformation of nationalism i kølvandet på den tyske samling. Hobsbawm (1990, p ) systematiserer sine iagttagelser ved at identificere tre aspekter af denne transformation, som vi her vil bruge som afsæt for den videre diskussion af nationalismens rolle i det europæiske system op til Første Verdenskrig: 1. for det første en stærkere fordring om sammenfald mellem stat og nation, forstået på den måde, at befolkningsgrupper, i det omfang de er i stand til at artikulere sig som en nation, i stigende grad opfattes som undertrykte/fremmedgjorte i det omfang de ikke lever under deres egen, uafhængige suveræne stat. 2. for det andet bliver afgrænsningen af, hvad en nation er og hvilke individer, der hører til en given nation, i stigende grad bestemt efter sproglige kriterier. Tyskland og Italien er, ifølge Hobsbawm, de eneste eksempler på betydelige sprogligt definerede nationale bevægelser i første halvdel af det 19.århundrede, hvilket har bidraget til at skygge for de nationale bevægelsers ikke-sproglige afsæt i det øvrige Europa før ca Efter 1871 bliver det imidlertid i udstrakt grad den dominerende norm, at det nationale defineres i henhold til sproglige kriterier for det tredie får nationalismen, som nævnt ovenfor, efter 1871 et højreorienteret ansigt i den forstand, at forsvaret for nationen som fællesskab mod den ydre fjende rummer et 42 Hvilket dog ikke skal forstås derhen, at der opstår en fælleseuropæisk konsensus i denne henseende. Den franske historiker Ernest Renans berømte tale fra 1882 Qu est ce que c est une nation? (Renan 1999/1990) giver et fingerpeg om, at der i grænsedragningsspørgsmål kan udfoldes en ikke ubetydelig definitionsmæssig kreativitet for at få bestemte områder indlemmet i det nationale rum. 79

83 betragteligt ordens- og enhedsskabende potentiale, knyttet til statens autoritet og hærens ære. Denne omprogrammering af det autoritære højres forhold til nationen kan endvidere ses i lyset af den fremspirende europæiske arbejderbevægelse, der knytter den socialistiske progression til en klassebaseret internationalisme. Det nationale kort kan i denne sammenhæng bruges til at mistænkeliggøre de socialistiske bevægelsers loyalitet og gestalte et billede af den som en indre fjende af nationen. Koblingen mellem stat og nation og de fremvoksende sproglige kriterier for afgrænsning af nationen sætter vidt forskellige betingelser i de forskellige stater, alt afhængigt af kongruensen mellem det statslige territorium og nationen. Sørensen (2005, pp34-47) formulerer meget præcist denne forskel ved at tale om nationalisme som lim og opløsningsmiddel, hvor der opstår lim i de områder, hvor stat og nation kan bringes til at kongruere, og opløsningstendenser i de områder, hvor en sådan enhed ikke kunne hævdes, og hvor der derfor opstår et potentiale for nationale uafhængighedsbevægelser med fordring om en egen stat. En videre konsekvens af denne proces er de grænsedragningsproblemer, der følger af koblingen af sprog til nation og nation til stat. Kendt er problemerne i Slesvig og i Alsace-Lorraine/Rhin-landet, problemer der er direkte udløbere af Bismarcks samlingsprojekt, men det er i det sydøstlige Europa og især på Balkan, at de mest presserende problemer opstår i takt med, at det Osmanniske Imperium mister grebet om regionen og nationale selvstændighedsfordringer skyder op i løbet af det 19. århundrede (Serbien, Grækenland, Albanien, Bulgarien, Rumænien). Med opkomsten af de nye nationalstater på Balkan og i Italien får store etnisk-sproglige grupper i det Habsburgske rige et nationalt spejl at iagttage sig selv i (som serbere, bulgarere, italienere med tilhørsforhold til de respektive nationalstater) og de nye nationalstater udvikler en politisk fordring om, at disse grupper skal bringes hjem til deres rigtige fædreland. Denne tænkning kaldes i litteraturen (f.eks. Milza 2004; Sørensen ibid., Hobsbawm 1987) for irredentisme knyttet til det italienske udtryk irredenta, som betyder ubefriet og som hæftedes på de nationale mindretal i grænseområderne for at understrege illegitimiteten af det fremmede statslige herredømme. Det er værd at dvæle lidt mere indgående ved den lim, Sørensen taler om. Udtrykket fortæller noget om et afgørende kendetegn ved epoken , nemlig hvad vi vil kalde en intensivering af relationen mellem individ og stat, med nationsbegrebets mellemkomst. Vi vil i det følgende skelne mellem et institutionelt aspekt, et symbolsk aspekt og et narrativt aspekt af denne proces. Institutionelt kan man pege på, at staten gennem opbygningen af mere eller mindre universelle skolevæsener og gennem udbredelsen af værnepligtig militærtjeneste i langt højere grad end tidligere intervenerer i og former det enkelte individs sproglige og kulturelle og sågar kropslige dan- 80

84 nelse. Individer i det statslige rum præges dermed i stigende grad på en fælles måde af statens praktikker, hvilket dels forstærker forestillingerne om national sammenhæng og intern loyalitet, dels bidrager afgørende til den geografiske og den sociale mobilitet på territorier, der ellers præges af ekskluderende folkesprog og dialekter. I samspil med udbredelsen af fælles skriftsprog og læsekundskaber kan man endelig pege på fremkomsten af en politisk offentlighed som en sfære, hvor ideen om det fælles, nationale rum kan opdyrkes, udbredes til og udnyttes af en stadigt større proportion af befolkningen 43. På det symbolske plan er 1870 erne og 1880 erne præget af en intens opdyrkelse af de nationale symboler i det offentlige rum. Ser vi på Tyskland og Frankrig udvikles i begge lande talrige nationale symboler og cerimonier. Marseillaisen, Bastilledag og genopfindelsen af det republikanske frihedssymbol Marianne i Frankrig; i Tyskland det fælles rød-hvid-sorte flag (meget sigende for samlingsprojektet en fusion af det national-liberale sort-rød-gule flag fra 1848 og de sort-hvide preussiske farver, jf. Hobsbawm/Ranger 1983, pp ), de nationale hymner Die Wacht am Rhein, Heil dir im Siegerkrantz og Deutschland über alles og et stort antal statuer til Wilhelm I s, Sédans og Bismarcks pris landet rundt (ofte rejst med midler fra lokale borgere, som f.eks. den yderst imposante Bismarckstatue i Hamborg). Symbolikken spiller forskellige roller i forskellige kontekster i forhold til de modsætninger, den skal overvinde, og de fælles registre, den kan spille på. Men som medium til at masseproducere traditioner (jf. Hobsbawm/Ranger ibid.) på nationens vegne ligger ligheden lige for. Det narrative aspekt har at gøre med, at en række af de mekanismer, vi diskuterede i forrige kapitel under overskriften historiepolitik, for alvor slår igennem i samspil med udbredelsen af national offentlighed, symbolik og sprog. Dels etableres gennem historieundervisningen i skolevæsenet en masseudbredelse af bestemte fortolkninger af, hvordan nationen er kommet i stand historisk, og hvor den bevæger sig hen (jf. Siegel 2002 & 2004; Shapiro 1997; Prost 2002), dels betyder det forhold, at politikere i stigende grad taler til en bred, national læsende offentlighed, at der opstår et demokratisk pres på den politiske tale et pres på evnen til at kunne binde nationen sammen og føre den ind i en fælles fremtid. Pointen med denne iagttagelse er altså også at understrege, at den historiepolitiske fordring til den politiske tale er knyttet til en bestemt demokratisk kontekst, her forstået som en kontekst hvor (1) legitimiteten ikke er knyttet til enkeltpersoner, hvorfor disse i konkurrence med andre må kunne argumentere for, hvorledes konkrete politiske projekter fører fællesskabet videre og (2) politiske budskaber formidles hurtigt til et bredt politisk publikum, som politiske projekter må bestræbe sig på at overbevise. En demokratisk kontekst er således ikke nødvendigvis at forstå som værende lig med demokratiske institutioner i parlamenta- 43 Jf. bl.a. Eugen Webers eksemplariske studie af de nationaliserende processer i Frankrig med den sigende titel Peasants into Frenchmen (1979), se også Furet (1985). 81

85 ristisk forstand, snarere har det at gøre med, at de politiske aktører skal operere i forhold til en offentlighed, der ikke tager deres legitimitet for givet hvilket i højere grad end faktiske demokratiske institutioner er et kendetegn ved Europa op til første verdenskrig (hvor revolutionens spøgelse gjorde opinionen til en størrelse, man måtte regne med, også under de udemokratiske styreformer) 44. Træder vi et skridt tilbage og iagttager nationaliserings- og demokratiserings-processen gennem afhandlingens teoretiske optik, kan vi fortolke det derhen, at der gennem den beskrevne sammenkobling af stat og nation finder en betydelig intensivering af forholdet mellem individ og segment sted, hvor, på den ene side, individet som borger mobiliseres som en aktiv figur i det statslige politiske fællesskab (både som politisk subjekt og som soldat), og hvor, på den anden side, den statslige politiske elite i kraft af denne mobilisering knyttes tættere til de nationale folk, i hvis navn beslutninger og strategier legitimeres. Den politiske legitimitets forankring i nationen indebærer på sin side en afsvækkelse af de tværeuropæiske dynastiske forbindelser, som dog trods den svækkede dynastiske legitimitet og den eroderende politiske konsensus fastholder sin primære diplomatiske form (konferencerne) op til krigsudbruddet Fjendebilleder Et væsentligt aspekt af denne dobbelte demokratiserings- og nationaliseringsproces - som allerede er berørt men som er værd at kigge nærmere på, når vi diskuterer udviklingen af det europæiske magtsystem - er, at den nationale symboldannelse og de nationale historiske narrativer ledsages af konstruktionen og almengørelsen af ydre fjendebilleder i skikkelse af andre stater, folk, nationer, racer. Uden at gå ind i debatten om, hvorvidt nationale stereotyper af Selv og Anden er konstruerede vilkårligt fra oven eller i højere grad vokser frem fra neden (jf. Østergaard in *Kaspersen 2000; Sørensen 2005) vil vi her illustrere fænomenet med nogle eksempler, der udgår forskellige steder fra, nemlig fra den franske stat, den engelske litterære offentlighed og, i en lidt mere generel betragtning, fra den tyske politiske offentlighed. I en analyse af den franske lærerstands mellemkrigstids-opgør med III. Republiks tidligere lærebøger i fransk historie, påpeger Ann-Louise Shapiro (1997) hvorledes fortællingen om den franske nation og særlige civilisation i dette materiale løbende understøttes og kontrasteres af...the ever lurking presence of Germany, the Other to French civility and style, the standard against which to measure French accomplishments. French patriotism was fueled not only by invoking the great figures and moments of 44 Jf. Milza (2004, pp61-68). Om offentligheds betydning for den politiske kultur og om massemediernes særlige betydning, se Luhmann (2000a, pp ). Om offentlighedens og massekulturens pres på det, i institutionel forstand, kun i ringe grad demokratiske tyske system, se f.eks. Mann (1965, pp ). For en mere generel analyse af forholdet mellem medier og kollektive identiteter, se Anderson

86 French History but by the shadow presence of an hereditary enemy (p116). Iscenesættelsen af en fælles historie og kultiveringen af bestemte, fælles værdier er snævert knyttet til en modsvarende iscenesættelse af disse værdiers negative spejlbillede, Tyskland. Modsætningen er i sig selv ikke ny, den har rødder tilbage til de franske revolutionæres ekspansive felttog (von Uthmann 1984), men den ændrer karakter og intensitet efter (Girardet 1983) og får endvidere, fra 1890, en markant almengørelse og masseudbredelse i kraft af den offentlige, sekulære skole og Ernest Lavisses historiske grundbøger (Shapiro ibid.). Et andet og mindre statsgenereret eksempel på dannelse og almengørelse af fjendebilleder kan findes i Peter E. Firchows (1986) analyse med den sigende titel The Death of the German Cousin Variations on a Literary Stereotype Firchow dokumenterer hvorledes de billeder, der i populærlitteraturen tegnes af Tyskland og tyskere langsomt men sikkert forskydes. Firchow identificerer tre tempi: det første som en reaktion på Tysklands sejr over Frankrig og samling til kejserige i , hvor bl.a. premierminister Disraeli udtrykker uro ved åbenbaringen af den preussisk-tyske styrke og dermed slår de første skår i det hidtil dominerende billede af den tyske fætter med det teutoniske slægtskab med briterne; det andet omkring 1905, hvor Tyskland som resultat af de storpolitiske alliancer begynder at fremprovokere angstmættede men også duperede fortællinger om en nært forestående tysk invasion; den tredie umiddelbart efter krigsudbruddet, hvor tyskeren endegyldigt diskvalificeres som en blodtørstig sabelraslende Hun : Looking at the literary reflection of the Germans, the English were peering, with increasing fascination, horror and contempt, at an image that seemed to teach them what not to be. This image, initially that of a racially related country cousin, harmless though clumsy, deteriorated progressively until, at the outset of the Great War, it revealed unmistakeably the utterly alien features of the Hun. In the end, the image would be entirely emptied of the self and become the very embodiment of the Other (p28f). Man kan bemærke i både dette eksempel og i det franske eksempel, at karakteristikken af den anden er tæt sammenvævet med karakteristikken af selvet, i det engelske tilfælde med den interessante krølle, at det tyske fra at være noget med selvet historisk beslægtet på få årtier udvikler sig, i snæver forbindelse med de storpolitiske spændinger, til noget antagonistisk og ligefrem antitetisk i forhold til det engelske. I den tyske kontekst er det i kejserrigets første dage den åndløse franske sekularisme og rationalisme, der fungerer som afsæt til et fjendebillede for den tyske Kultur. I kraft af dette fjendebillede kan det nydannede tyske kejserrige forbindes til dets eneste mulige fællestyske reference i historien, nemlig det Hellige Romerske Kejserrige, der ligeledes blev truet af den revolutionære franske ekspansion. Denne modstilling indgår i den tyske samlingsfortælling og opnår en vis almengørelse i den tyske offentlighed og nationale selvforståelse, jf. dyrkelsen af Sédan og Wacht am Rhein - heroismen (jf. Hobsbawm/Ranger 1983, pp ). Den ensidige fokusering på Frankrig erstat- 83

87 tes imidlertid, i takt med den storpolitiske udvikling (hvor Tysklands politisk-militære rivalkreds udvides til at omfatte også Rusland og England), af et mere broget billede af både fransk sekularisme, angelsaksisk materialisme og en underlegen russisk kultur som værende den tyske Kulturs modbilleder, alt sammen indvævet i en overspændende forestilling om (vest-) europæernes racemæssige overlegenhed i forhold til ikke-europæiske folk - hvormed de europæiske modsætninger optræder som en kamp indenfor den europæiske civilisation om, hvem der skal indtage rollen som den dominerende verdensmagt (Hewitson 2004a) 45. Pointen med denne korte eksemplificering af dannelsen af fjendebilleder i Frankrig, England og Tyskland er dels at illustrere dens indre opbyggelighed, altså den måde hvorpå billedet af fjenden eller den Anden bidrager til at aftegne det nationale selv, dels at vise den relative plasticitet disse billeder udviser overfor de storpolitiske konjunktursvingninger, hvilket er særligt synligt i det tyske og det engelske eksempel, hvor billederne undergår en vis forandring i perioden (med det franske eksempel som bekræftende sammenhængen på den måde, at et stående storpolitisk spændingsforhold modsvares af et stående nationalt fjendebillede). Endelig anskueliggøres tillige i det tyske eksempel et overspændende socialdarwinistisk skema for forståelsen af forholdet mellem de forskellige racer (dvs. forholdet mellem den hvide mand og de underlegne eller uciviliserede racer) og de forskellige nationer (dvs. forholdet mellem nationerne indenfor den hvide/europæiske race). Dette skema er i eftertiden blevet forbundet med den senere (især tyske) fascisme, men dette bør ikke skygge for det faktum, at skemaet var udbredt som verdensanskuelse i historiske og socialantropologiske miljøer i de sidste årtier af det 19. århundrede 46. Skellet mellem racer står naturligvis i snæver legitimerende forbindelse til epokens omfattende europæiske koloniseringsbestræbelser i den ikke-europæiske verden, mens det socialantropologiske tankegods om forfinelsen af den nationale karakter gennem en løbende struggle med de øvrige, europæiske nationer om knappe ressourcer vidner om, at forholdet mel- 45 I litteraturen om årsagerne til Første Verdenskrig har der været en standende diskussion om, hvorvidt den tyske strategi med at puste til Balkan-ilden efter attentatet i Sarajevo var udslag af en dybtliggende, langsigtet strategi om at række ud efter verdensmagten som hævdet af Fritz Fischer (Griff nach der Weltmacht, 1962) og den såkaldte Hamburgskole (jf.hewitson ibid. & Droz 1973), eller den tyske strategi snarere skulle begribes defensivt som forsøg på at bryde ud af den truende politisk-militære omklamring, som Tyskland befandt sig i efter indgåelsen af den franskrussisk-engelske entente - sådan som skyldsspørgmålet fortolkes i den dominerende tyske mellemskrigstids-historie (Prost/Winter 2004, p57). Følger man den socialdarwinstiske logik, der prægede de politiske offentligheder i årtierne op til krigsudbruddet, er forskellen på de to tilgange måske ikke så stor, i og med at skellet mellem defensiv/offensiv i den socialdarwinistiske logik er så godt som udvisket: kappestriden mellem nationerne handler om storhed eller udslettelse. Spændingen i diskussionen mellem Hamburg-skolen og dens revisionister giver formodentlig mere mening, hvis man ser den i en efter-anden Verdenskrigs kontekst, hvor et aspekt af selvopgøret og Wiedergutmachungs-projektet var en ekstremt selvkritisk, selvpiskende og antinationalistisk tysk historie-diskurs. 46 Firchow (ibid.) redegør f.eks. for, hvorledes toneangivende engelske historikere udfolder tilsvarende versioner af race og nation. F.eks. citeres Karl Pearson (fra 1905), professor i Eugenik v. University College, London, for følgende anvisning på den rigtige udvikling af den nationale karakter : You will see that my view and I think it may be called the scientific view of a nation is that of an organised whole, kept up to a point of internal efficiency by contest, chiefly by way of war with inferior races, and with equal races by the struggle for trade-routes and for the sources of raw material and of food supply (p28). 84

88 lem nationerne også i visse socialvidenskabelige sammenhænge tematiseres som en antagonistisk relation indenfor rammerne af en slags nulsumsspil Sammenfatning Perioden fra 1870 til 1914 er en paradoksal periode i europæisk historie. Efter snart sagt enhver tænkelig målestok er det i entydig grad fremskridtets epoke i europæisk historie, hvad enten man ser på industriel produktion, infrastruktur, teknologisk udvikling, social- og arbejdsmarkedsforhold, politisk deltagelse, borgerrettigheder, administrative procedurer, politisk ligestilling, mediebåret offentlighed, uddannelsesreformer, sundhedsvæsen, international handel m.m. I denne gennemgang har vi imidlertid primært opholdt os ved noget, som man i bagklogskabens lys kan anskue som fremskridtets skyggeside, nemlig at de oplistede progressioner udfolder sig parallelt med en delvis erosion af et bestemt system af internationale politiske normer. Ovenfor har vi peget på en sammenhæng mellem (1) nationaliseringen af individerne til nationale borgere i masseformat, (2) demokratiseringen af politikken og (3) fremvæksten og almengørelsen af antitetiske fjendebilleder i opbyggelsen af nationale identiteter. Alle tre forhold spiller forskellige, centrale roller i fremskridtsprocessen, men de bidrager samtidig også til at transformere den dynastisk baserede europæiske orden til et nyt system af stater, hvis formelle samkvemsform ganske vist fortløbende er det dynastiske Europas diplomati og dets konference-institution, men hvor det i 1914 kan være svært at få øje på en gennemgående politisk norm, der definerer indholdet og rækkevidden af staters suverænitet og forholdet imellem dem. I folkeretslig forstand gælder fortsat et begreb om staters suverænitet, der er fastlagt ud fra det, vi har kaldt statsprincippet, dvs. at suverænitet kan hævdes af den stat, der anerkendes som suveræn af de øvrige stater. Til gengæld er det fremherskende legitimitetsprincip transformeret i retning af, at den statslige politik i stigende grad må begrunde sig i og orientere sig efter de nationale offentligheder og det folk der artikulerer sig heri. Bjørn/Due-Nielsen formulerer meget fint sammenhængen mellem dette transformerede legitimitetskriterium på statsniveau og et normunderskud på systemniveau: Nationalismen fik næsten uundgåeligt den konsekvens, at både staternes befolkninger og udenrigsledelser anlagde en anden målestok på deres eget lands end på andre landes behov og naturlige krav (2003, p446). Den nationale mobilisering på statsniveau transformerer spillereglerne på systemniveau. 47 Kampen om at indtage pladsen som den førende, europæiske nation kan endvidere aflæses i det forhold, at de store nationer i spillet udvikler hver deres forestilling om, hvad civilisationen eller Europa er for en størrelse. Som påpeget af Trebitsch (in *Audoin-Rouzeau/J. J. Becker 2004, pp.19-32) belastes det europæiske konferencediplomati fra 1860 erne og frem i praksis af de divergerende nationale civilisationsforestillinger: Frankrig er i sin essens bærer af det universelle, den tyske forestilling om Mitteleuropa med Tyskland som omdrejningspunkt, Italien som inkarnation af den europæiske humanisme og Østrig-Ungarn som repræsenterende en særlig multinationale europæisk orden, med det Hellige Imperium som historisk model. Kort fortalt kan man konstatere en nationalisering af civilisationsbegrebet. 85

89 Når dette afsnit bl.a. tituleres Bismarcks Europa er det, fordi det var jernkansleren der tog de første skridt i retning af denne orden, dels med sit projekt om at samle Tyskland på et nationalt fundament omkring en i øvrigt monarkisk stat, dels med sin udenrigspolitiske strategi, der endegyldigt bragte Koncertens ligevægte ud af balance og undergravede dens dynastiske konsensus. Europa anno 1914 var langt fra Bismarcks visioner, men dog alligevel et resultat af processer, han selv skubber til, men i længden ikke kan kontrollere: på den ene side den national-imperiale mobilisering i Tyskland, der med den unge Wilhelm i spidsen vil give Tyskland en Weltpolitik ; på den anden side det forhold, at Europas øvrige stater i større eller mindre omfang kopierer Bismarcks realpolitiske strategier - med den i Europa post-1789 ellers helt utænkelige alliance mellem de republikanske Frankrig og det zaristiske Rusland i som det både symbolske og realpolitiske højdepunkt 48. Den forskydning, der finder sted i Bismarcks og den tyske samlings kølvand, er herunder fremstillet i en figur: Figur 3.2 Stat: England Frankrig Tyskland Østrig Rusland Nation: Figur 3.2 skal ses i kontrast til figuren over Koncert-Europa ovenfor (figur 3.1), og illustrerer en bevægelse fra et system kendetegnet ved en horisontal integration af de europæiske, dynastiske eliter til et system med en vertikal integration mellem stat og nation i segmentet, hvor de horisontale relationer er reduceret til at være enten venlige militære alliancer med eller fjendtlige modsætninger til andre nationer. De stiplede linier rundt om Rusland og Østrig-Ungarn vidner om, at ikke alle magter i systemet har antaget formen national-stat, og de adskilte kasser i bunden af de to imperiale kasser afspejler disse brogede forhold mht. nationalitet. Figuren er endvi- 48 Den fransk-russiske alliance er central i symbolsk forstand fordi Bismarcks politisk-fysiske kalkyler, som tidligere nævnt, opererede netop med en forestilling om, at denne alliance ikke var mulig på grund af den politisk-principielle uforenelighed mellem republikken og autokratiet. Bismarcks strategi byggede altså på den antagelse, at det øvrige Europa fortløbende fungerede efter de spilleregler, der kendetegnede det tidlige århundredes kamp mellem dynastiske og demokratisk-nationale principper. 86

90 dere fortegnet på den måde, at den ikke redegør for de nationale mindretal, der kommer til syne som følge af sammenkoblingen af stat og nation (f.eks. i Slesvig, i Alsace-Lorraine og især - på Balkan), et forhold der på sin side imidlertid bidrager til spændingen i systemet, al den stund at både Frankrig, Italien, Tyskland, Danmark og Serbien kan hævde ambitioner om at genforene ubefriede befolkningsgrupper med fædrelandet (jf. Cabanel in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp ). Figuren er endvidere fortegnet på en anden og lidt mere kontroversiel måde, i og med at den ignorerer nogle ikke ubetydelige internationalistiske strømninger, der spirer frem i årtierne inden Internationalismen før Første Verdenskrig har to ansigter, der for en umiddelbar idéhistorisk betragtning er ganske forskellige, men som i den fælles opposition mod nationalismen, og i kraft af den fælles stigmatisering som antinationale femtekolonner af de højrenationale kræfter, ikke sjældent trækker i samme retning 49. Det drejer sig på den ene side om en positivistisk-rationalistisk strømning, hvis overordnede ideologiske projekt udspringer af en oplysningstanke om kultiveringen af mennesket gennem fornuften og videnskaben, en tanke der konkret manifesteres i de ca. 500 forskellige internationale institutioner, der kan tælles i 1912 (Rasmussen 2004 in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp.71-82) og som regulerer de internationale samkvem på en række områder, fra post og telegraf, måleog vægtenheder, tidszoner, valutaforhold, telefon, jernbaner som de mest håndgribelige, til organisationer med mere svævende universalistiske målsætninger som skabelsen af et neutralt fælles verdensprog (jf. Rasmussen (ibid.) er der op til 120 (!) forskellige verdenssprog i støbeskeen i perioden , med esperanto som det idag mest kendte). Dette rationalistiskinternationalistiske projekt begrænser sig imidlertid ikke til de tekniske, kommunikationsmæssige og videnskabelige områder (Dmitriev 2002). I forlængelse heraf trives forestillingen om retsliggørelsen af de diplomatisk-politiske forhold mellem staterne, som primært sigter til at erstatte eller overflødiggøre krig som metode til at løse politiske konflikter. Disse ambitioner kulminerer i forbindelse med de to internationale fredskonferencer i Haag i 1899 og 1907, hvor bl.a. spørgsmålet om en international voldgiftsinstans sættes på dagsordenen, uden at der dog kan skabes enighed om, at denne skal være obligatorisk 50. De vedtagne konventioner får på grund af de storpolitiske spændinger ikke den helt store betydning, men de to konferencer vidner om, at en rationalistisk internationalisme knyttet til retsideen eller på fransk la paix par le droit, for hvem menne- 49 Som f.eks. på Haag-konfenrencerne 1899 & 1907, hvor socialisten Jean Jaurès og rationalisten Léon Bourgeois står skulder ved skulder på vegne af la paix par le droit (Dupuy 1999). 50 Paradoksalt nok handler de fleste af fredskonferencernes konventioner om krigsførelse og hvordan denne kan civiliseres mest muligt, bl.a. gennem regler for behandling af krigsfanger, civlibefolkning i besatte områder, spioner og interessant nok med post-2001 øjne illegale kombatanter ( bélligérants irrégulier ). Til de mere kuriøse vedtagelser fra 1907 hører bestemmelsen om forbud mod at nedkaste projektiler og eksplosiver fra luftballoner (Karagiannis in *Audoin-Rouzeau/J. J. Becker 2004). 87

91 skeheden og ikke de nationale folk tildeles status som det centrale politiske subjekt, er på spil som en understrøm i de ellers primært nationalt mobiliserede offentligheder 51. (Ingram 1991; Rasmussen ibid.; Karagiannis in *Audoin-Rouzeau/J. J. Becker 2004, pp ; Bjørn/Due-Nielsen 2003; Dupuy 1999). På den anden side er der den socialistiske internationalisme, primært organiseret fra 1889 i den internationale arbejderbevægelses II. Internationale. Teoretisk byggede denne koordinering af de nationale arbejderorganisationer og deres politiske aktivitet på det klassemæssige interessefællesskab mellem proletarer uden fædreland (jf. den berømte formulering fra Marx/Engels Det kommunistiske manifest fra 1848) mod den kapitalistiske klasse, som i den marxistiske teori tillagdes en tilsvarende international karakter. Udgangspunktet for og rammen om kampen mod kapitalismen var imidlertid fortsat den nationale politik, og erobringen af den nationale politiske magt anskuedes både i det kommunistiske manifest og senere af f.eks. den franske socialist Jules Guesde (1882) som en første etape i den politiske kamp mod det klasseløse samfund. I takt med at de socialistiske partier tager organisatorisk form og integreres i den nationale politik via parlamentarisk repræsentation afsvækkes imidlertid den internationalistiske pol i det, som Jean-Jacques Becker (jf. Rasmussen in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004) meget præcist har betegnet double fidelité, altså proletarens loyalitet både mod nationen og mod den fædrelandsløse arbejderklasse. På det konkrete politiske plan betyder denne udvikling, at socialistpartier og socialdemokratier bevæger sig fra en radikal antimilitarisme (hvor man med strejker skulle bekæmpe enhver form for national militæropbygning og mobilisering) til en vis accept af nationalt forsvar som en nødvendighed, en udvikling der også sætter sig spor i den II. Internationale, hvor dagsordnerne og stridspunkterne i tiltagende grad afspejler de storpolitiske nationale modsætninger, med den tyskfranske modsætning som den centrale. (Ferro 1990; Prochasson 1993; Rasmussen ibid.; Weill in *Becker/Candar 2005; Miller 2002). Figuren ovenfor skjuler således en betydelig spænding mellem nationalisme (med de nuancer, der er tilskrevet dette begreb ovenfor) og internationalisme (i to aftapninger) i det europæiske politiske landskab. Når vægten i denne før-krigs karakteristik er lagt på de nationalistiske kendetegn skyldes det måske en vis bagklogskab med hensyn til, hvordan styrkeforholdet mellem den nationale og den internationale loyalitet hos de proklamerede internationalister viste sig at være, da konflikten spidsede til i Her bristede den internationalistiske tanke som en sæbeboble 51 F.eks. i Danmark først og fremmest i skikkelse af foreningen Fredsvennerne (stiftet i 1882), der har nære forbindelser til partiet Venstre (efter 1905 til Det radikale Venstre), i Frankrig i organisationer som Bureau français de la paix (1896), Délégation permanente des sociétés françaises de la paix (1902) og Association de la paix par le droit, i Tyskland Deutsche Friedensgesellschaft (1892) og i USA bl.a. The Carnagie Endowment for Peace. Bevægelserne er i større eller mindre omfang internationalt koordinerede, f.eks. i Bureau international de la Paix. (Ingram 1991; Chaline in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004). 88

92 til fordel for de nationalistiske kategorier af ven og fjende, civilisation og barbari - for først igen så småt at dukke op igen i Den Store Krig & Den Store Fred Den britiske historiker Niall Ferguson afslutter sit murstensværk om Første Verdenskrig ( The Pity of War, 1998, titlen hentet fra et digt af skyttegravspoeten Wilfred Owen) med at konstatere, at krigen ikke var en tragedie, da vi med en tragedie forstår noget uafvendeligt og uundgåeligt, men kort og godt an error, en fejl. I Fergusons revisionistiske og ikke så lidt bagkloge, kontrafaktiske optik er fejlen først og fremmest Storbritanniens fejl, idet det var den britiske beslutning om at gå i krig mod Tyskland på Frankrigs side, der dels skabte det blodige og langtrukne ligevægtsdødvande på vestfronten, dels banede vejen for, at den notoriske tyske dominans på kontinentet senere skulle antage form af et nazistisk Neuropa, fremfor blot et autoritært - men ikke fascistisk! - imperialt, tyskcentreret Mitteleuropa, som ville have været resultatet, havde krigen fået lov at gå sin gang uden britisk indblanding dvs. med tysk sejr over Frankrig i vest og Rusland i øst. Fergusons dristige fortolkning, som udfordrer de gængse udlægninger af skyld og ansvar i Den Store Krig (ikke mindst i kraft af sit strikt angelsaksiske udgangspunkt og sine implicitte normative forudsætninger), vidner om, at spørgsmålet om selve meningen med Første Verdenskrig fortsat er genstand for debat i akademiske miljøer. At krigen var en fejl er imidlertid en forholdsvis ukontroversiel konklusion for den historiske forskning på området, i den forstand, at det forløb, krigen fik, hverken var ønsket eller forudset af nogen af de krigsførende staters politisk-militære eliter (jf. Becker in *Audoin-Rouzeau/Becker (reds.) 2004, pp ). Krigens feljagtighed i dette perspektiv bør imidlertid ikke føre til, at krigsudbruddet og forløbet skal forstås som ren og skær tilfældighed. Med afsæt i det tidligere anvendte domino -metafor vil vi i dette afsnits første sektion redegøre for, at hvor utilsigtet det diplomatiske og militære dominospils forløb end kan forekomme, så var det ikke uden forbindelse til de nationale samlings- og mobiliseringsstrategier, der er på spil i tiden op til krigsudbruddet (jf. forrige afsnit) ( ). Herefter ser vi nærmere på, hvad krigsudbruddet betyder for forestillingen om og tilslutningen til nationen, dens venner og dens fjender, og, i sammenhæng hermed, for de tidligere diskuterede fremspirende internationalistiske tendenser ( ). I det efterfølgende afsnit ( ) stilles ind på den markante forskydning af krigens karakter, der ledsager det russiske militære sammenbrud og den amerikanske indtræden i krigen på et Wilsonsk grundlag i løbet af året Herfra trækkes tråden til krigens afslutning med våbenhvilen ved Compiègne og fredsforhandlingerne i Paris, hvor 89

93 grunden lægges til den ordning, der er den primære genstand for de politiske debatter, der analyseres i de følgende kapitler ( ). Afslutningsvis vurderes krigen og freden i et mere generelt perspektiv - med fokus på hvilket system af stater/nationer, der træder frem for det teoretisk oplyste øje med fredsslutningen i 1919 (3.3.5) Dominobrikker: 1914 Forløbet fra attentatet på de østrig-ungarske tronfølgerpar d til storkrigen er en realitet i august sammen år er meget grundigt kortlagt og skal ikke gennemgås i præcise deltaljer her. Det ligger lige for at anvende domino -metaforen igen til at beskrive, hvorledes generaliseringen af Balkan-spørgsmålet i et vist omfang lå indlejret i strukturen af de politisk-militære alliancer og de militære operationsplaner (jf. Sørensen 2005; Ferro 1990; Becker in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp ), men det er ligeledes værd at bemærke, for nu at blive indenfor metaforen, at hvis de diplomatiske og militære dominobrikker stod usikkert og på den smalle side, så havde det også at gøre med, at de socialdarwinistiske forestillinger og de fjendekonceptioner, der præger de nationale offentligheder, smitter af på de militære doktriner og den strategiske tænkning i generalstaberne. Vi vil her hæfte os ved to forhold. For det første at det er en alment udbredt forestilling i de politisk-militære eliter, at krigen på et tidspunkt vil komme. Det interessante er i denne sammenhæng, at denne analyse først og fremmest bunder i forestillinger om fjendens aggressive tilbøjeligheder. F.eks. er det i Tyskland en udbredt forestilling, at den franske revanchisme på et tidspunkt vil drive Frankrig til en angrebskrig mod Tyskland for at erobre de tabte provinser tilbage (Becker in *Audoin-Rouzeau/J. J. Becker 2004, pp ), mens fransk strategisk tænkning bygger på den antagelse, at den tyske militarisme og ekspansionisme før eller siden vil føre til krig mellem de to stater, og at man måtte være beredt herpå. Især den tyske forestilling om fjendens aggressive hensigter får betydning i og med, at det efterhånden står klart (både for dem der fortolker den tyske strategi offensivt og dem der fortolker den defensivt, jf. Hewitson 2004a; Droz 1973), at den tyske pusten til ilden i den østrigsk-serbiske krise i juli havde sin bund i, at man i Tyskland mente tiden arbejdede mod Tyskland (pga. især den russiske økonomi og demografi) og derfor så en interesse i at fremskynde den alligevel uafvendeligt kommende krig. For det andet spiller national mytologisering af socialdarwinistisk tilsnit en ikke ubetydelig rolle i selve den taktiske militære tænkning. Becker (in * Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp ) fremhæver således, at når både den tyske, franske og engelske (som havde de mest artikulerede militære teorier) militærledelse sværger til offensiven som strategi, så har det mindre at gøre med ædruelige analyser af fjendens mulige ildkraft og forsvars- og angrebskapacitet, end med, hvad 90

94 Charles de Gaulle sidenhen har kaldt for en conception métaphysique de l offensive. Således konstaterer Becker, at såvel den franske 52 som den engelske militær-planlægning trækker på forestillinger om angrebets moralske overlegenhed fremfor både forsvaret som taktik og les forces materielles (som f.eks. feltartilleri og maskingeværer, kunne man tilføje), og at tysk militær teoriudvikling prægedes af biologiske/filosofiske forestillinger om krigen som den sande styrkeprøve for et folk, og at det i denne folkets kamp handler om at gennemtrumfe sin egen krigstype i forhold til modstanderen (Becker ibid.). Både den franske plan XVII 53 og den tyske Schlieffen-plan 54 (de to mest konkrete krigsplaner ved krigens udbrud) og deres udpræget offensive strategiske og taktiske tilsnit skal altså ses i sammenhæng med nogle af de elementer, der er på spil i de nationalistiske diskurser i øvrigt mht. konstruktionen af fjenden og forestillingen om nationernes kamp som prøven for dueligheden af den nationale karakter (jf ). Pointen med denne nuancering af domino-metaforet er at understrege dén specifikke strukturelle sårbarhed, der ligger i systemet i og med at dets hovedaktører systematisk omsætter de negative tilskrivelser af fjenden til en sikker forvisning om en fremtidig krig.. De militære planer hos især Frankrig og Tyskland vidner herom og de vidner også om svagheden af de diplomatiske forbindelser mellem staterne, der nok kunne løse de værste koloniale stridsspørgsmål (Algesiraskonferencen i 1906), men ikke kunne rydde de gensidige mistanker om krigsintentioner af vejen Venner og fjender: Quand je me retourne vers les mois passés qui furent rempli de tant d ignominies, je me dis: comment de ce cloaque est sortie cette France si pure? (Maurice Barrès, 20. august Cit. efter Becker 1988, p9) Skønt der efterhånden er sat solide spørgsmålstegn ved den udbredte forestilling om, at der ved krigsudbruddet i 1914 herskede en nærmest euforisk entusiasme over udsigten til krig blandt de europæiske befolkninger (jf. Ferguson ibid.; Berstein 1979), vidner ovennævnte citat om, at i de mindste visse kræfter så krigens komme som en lise for nationen. Men hvad er det, som det franske højreikon Barrès er så henrykt over? 52 Som fra udvikler sig i successive planer med romertalsnummerering, fra I til XVII, hvoraf de fem sidste er rendyrket offensive, en vending der dog også skal ses i lyset af stabiliseringen af den fransk-russiske alliance og den ændring i det fransk-tyske styrkeforhold, den medfører (Doise/Vaïsse 1992). 53 Som Ferguson (1998), der bestemt ikke er nogen antimilitarist, ikke tøver med at kalde for både mad strategy (p96) og insane (p340)! 54 von Schlieffen (hvis angrebsplan er udtænkt allerede i 1905) var så sent som i 1911 af den overbevisning, at geværkalibre efterhånden var så små, at deres kugler ikke ville kunne trænge gennem huden på en neger, hvilket bestyrkede denne general som andre i forestillingen om, at massive infanteri-offensiver var måden at føre krigen på (Krumeich in *Audoin-Rouzeau/J. J. Becker 2004, pp ). 91

95 Træder vi på én gang et skridt tilbage og griber fat i forrige afsnits billede af forholdet mellem nationalisme og internationalisme, så kan Barrès og mange andres begejstring uden tvivl ses i relation til det sammenbrud for internationalismen, som krigsudbruddet implicerer. Hvor de socialistiske ledere få år forinden havde tordnet løs om militarismens svøbe og om bl.a. generalstrejke som arbejderklassens svar på mobiliseringsplaner (hvilket gjorde dem til genstand for tunge antipatriotiske mistanker fra folk som Barrès men også fra mindre ekstreme positioner i det offentlige rum, jf. Becker 1988), slutter de nationale socialistpartier og fagbevægelser stort set uden undtagelse op om krigsplanerne i 1914: beslutninger om generalmobilisering og ekstraordinære krigsbudgetter vedtages med socialistiske stemmer, socialister støtter nationale samlingsregeringer ( Union Sacrée i Frankrig, Bürgfrieden i Tyskland og Østrig-Ungarn) og massemobiliseringen møder i praksis ikke nogen nævneværdig modstand. Som Marc Ferro (1990) dystert formulerer det: En quelques heures l Iinternationale avait sombré dans le néant (p69) og, med mere patos, men ikke desto mindre ganske rammende l instinct collectif avait parlé plus fort que l idéal ou la raison (p76). De europæiske proletarer bevægede sig på få timer fra klassefællesskab på tværs af landegrænser til dødsfjendskab på slagmarken, og de nationale sikkerhedstjenesters bekymring vedrørende socialisternes stilling i en krigssituation viste sig stort set ubegrundede 55. Også den tidligere beskrevne rationalistisk-pacifistiske aftapning af internationalismen spaltes som følge af krigens udbrud. Det gælder de internationalistiske sammenslutninger, f.eks. i Le bureau international de la paix hvor fortolkningsfællesskabet bryder sammen som følge af, at især de franske og belgiske sektioner anskuer den tyske krænkelse af belgisk neutralitet som en krænkelse af selve retsideens grundlag - mens tyske og østrigske repræsentanter ikke vil anerkende eksistensen af en krænkende og en krænket part, og i forlængelse heraf insisterer på at fastholde en i forhold til de to blokke neutral position (Chaline in *Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp ). Det er imidlertid ikke blot i den praktiske organisering, at den rationalistiske internationalisme bryder sammen i Som Dmitriev (2002) påpeger, kommer selve ideen om en fællesmenneskelig fornuft som er den definerende fælles instans i bevægelsen omkring retsideen - under voldsomt pres i tiden omkring krigsudbruddet. Dmitriev viser, hvorledes de ansatser til udviklingen af et internationalt akademisk miljø, der blev søsat bl.a. i forbindelse med stiftelsen af L Association internationale des académies i 1899 (mellem franske, engelske, tyske og russiske akademier), viser sig at være utilstrækkelige til at...construire une sphère académique supranationale, indépendante et autonome par rapport à l État et à la société, capable de résister aux pressions des conflits politiques internatio- 55 I Frankrig f.eks. opererede myndighederne med et såkaldt Carnet B omfattende navnene på de socialister, antimilitarister og fagforeningsfolk, der skulle overvåges eller arresteres som et led i krigsberedskabet. På baggrund af socialisternes bastante opslutning omkring det nationale forsvar besluttedes det ikke at føre planen ud i livet (Becker/Berstein 1990, p27f) 92

96 naux majeurs. (p621). Ganske få var de intellektuelle og akademikere, som efterfølgende ikke lod sig suge ind i krigens dikotomier, hvor kampen mellem blokkene på forskellige måder rationaliseres og legitimeres efter skemaet civilisation vs. barbari (den engelske og franske model) eller det mere komplicerede tyske skema af Kultur vs. anarki (vendt mod Frankrig og England) og Kultur vs. despotisme (vendt mod Rusland). I Frankrig f.eks. optræder toneangivende intellektuelle som Henri Bergson og Émile Durkheim som aktive deltagere i det statslige krigspropagandaapparat 56, og i Tyskland forsvarer en række intellektuelle den tyske krigspolitik, bl.a. i et berømt manifest fra 1914, Appel an die Kulturwelt, der på trods titlens adresse til en fælles kultur former sig som et langt forsvar for Tysklands krigsførsel og tilbagevisning af franske og engelske anklager om brud på international ret og overgreb mod den belgiske civilbefolkning. En form for kulmination på den nationale, intellektuelle mobilisering kan findes i en fransk antologi fra 1916 med titlen Les Allemands et la science, hvor franske videnskabsmænd besynger den overlegne franske videnskab (rationel og eksperimenterende) i modsætning til Le géométrisme abstrait allémand (personificeret i Einstein!) som fysikeren Pierre Duhem formulerede det, idet han også fastslog eksistensen af forskellige styles scientifique nationaux (Dmitriev ibid., p631). I krigens malstrøm må selv fornuften underkastes nationale kategorier. Når Barrès jubler over une France si pure, har det uden tvivl noget at gøre med, at krigsudbruddet momentant giver anledning til nogle meget rene linier i det politiske og mentale landskab: i den nationale mobilisering mod den aggressive fjende bortvisner alt oppositionelt fnidder og indre strid. I denne henseende kan krigens første tid betragtes som en fuldbyrdelse af visse aspekter af dé nationaliserende processer, der er beskrevet tidligere. Fjendebilleder rendyrkes og generaliseres med videnskabens aktive mellemkomst - og nationen styrker i kraft heraf sin indre enhed. Med den massive iscenesættelse af krigen på begge sider som en kamp mellem civilisationen/kulturen og dennes modsætning forvitrer også de sidste rester af et fundament for en mellemfolkelig normdannelse eller konsensus, idet fjenden i kraft af disse eksklusioner sættes udenfor civilisationen og i sin yderste konsekvens på det nærmeste frarøves sin egenskab af menneske (Audoin- Rouzeau/A. Becker 2000, pp ) 57. Denne sammenhæng mellem rendyrkelsen af fjendebil- 56 Interessant er i den sammenhæng især Durkheims to antityske skrifter, Qui a voulu la guerre? fra 1914 (Durkheim/Denis 1996/1914) og L Allemagne au-dessus de tous fra 1915 (Durkheim 1991), hvori man genkender det durkheimske sociologiske begrebsapparat, men samtidig frapperes og forundres over, hvor let og ukritisk det er spændt for krigspropagandaens vogn. 57 Det er en ganske ejendommelig oplevelse at studere den gensidige produktion af fjendebilleder på de to sider (her Frankrig og Tyskland) og den slående parallelitet, der er mellem fjenderepræsentationerne. Fjenden har for både franskmænd og tyskere sat sig selv uden for civilisationen, tyskerne på grund af krænkelsen af den belgiske neutralitet og overgrebene mod civilbefolkningen i Belgien og det besatte Nordfrankrig, franskmændene på grund af deres inddragelse af uciviliserede kolonitropper i geledderne. Særligt paradoksalt er det at konstatere, hvorledes franske socialantropologer og psykologer på den ene side undsiger den tyske race på grund af dens socialdarwinistiske opfattelser af nationernes kamp og det tyske folks særlige egnethed i denne, samtidig med, på den anden side, at det socialdarwinistiske skema i udpræget grad tjener som forståelsesramme for den franske kamp mod Tyskland: La 93

97 leder og diplomatiets erosion bliver synlig i forbindelse med spørgsmålet om den forhandlede fred eller kompromisfred, der dukker op i 1916 og 1917 (jf. næste afsnit) Det antagonistiske skema for krigens mening og retning er det dominerende i de europæiske offentligheder frem til 1917, støttet af bred politisk borgfred og brede regeringer. Skønt denne konstruktion synes ganske stabil i krigens første år, er den imidlertid ikke uden indre modsætninger. I sit fundament bygger krigsfortolkningen i denne fase på en spænding mellem, på den ene side, nogle mere eller mindre konkrete politiske-militære-territoriale målsætninger for den korte krig og, på den anden side, det helt anderledes grundlæggende opgør med den barbariske fjende, som med inertisk kraft genereres af selve den krigsmobiliserende diskurs. I takt med at stillingskrigen trækker ud, at fronterfaringerne generaliseres til at berøre snart sagt enhver familie i de krigsførende lande 58 og at tabstallene antager nærmest ubegribelige dimensioner, kommer både borgfreden og krigens målsætninger under pres. Gamle splittelser begynder så småt at komme til syne, bl.a sætter flere og flere socialister spørgsmålstegn ved krigens mening, og nye politiske dagsordener dukker op de krigstrætte befolkninger, hvor retsideen og Folkeforbundstanken så småt får ny luft under vingerne. Det er imidlertid først i kraft af to vendinger i det storpolitiske spil i 1917, at disse tendenser for alvor får bredt, politisk mæle Det umulige år: 1917 Jean-Jacques Becker anvender i sin bog af samme navn (1988) udtrykket L Année impossible til på en måde at ruske op i de gængse associationer til året 1917, hvor det som oftest er den bolsjevikiske revolution i Rusland, der dukker op fra den moderne historiske bevidsthed. Beckers ærinde er, som Første Verdenskrigshistoriker (og som franskmand), at brede fokus lidt mere ud og iagttage 1917 som det år, hvor det bliver klart, at den politiske orden der var gået i krig i 1914 er ude af stand til at finde en løsning med sine egne midler. Han hæfter sig i denne sammenhæng ved de ganske mange fredsinitiativer, der bliver taget i både 1916 og 1917 i retning af en kompromisfred eller en forhandlet fred, dvs. en fred hvor der købslås mellem de stridende magter på grundlag af staternes respektive interessekataloger. Fredsinitiativerne viser sig imidlertid umulige at konkretisere: La vérité était que chacune d entre elles s étaient heurtées à l impossibilité de tout compromis. Pour ne prendre que l exemple le plus révélateur, le peuple allemand ne voyait aucune raison de rendre l Alsace-Lorraine et le peuple français de ne pas la récupérer après tant de sacrifices (p174). Man kan diskuteguerre est le réactif le plus sensible de la résistance nerveuse d une race. Si l épreuve a été dure, elle a tourné en notre honneur, elle a porté le témoinnage que la race française n a pas dégénérée (Pr Chauffard, , citeret efter Audoin-Rouzeau/A. Becker ibid., p181). 58 I Frankrig mobiliseres ca. 90% af alle mænd født mellem 1870 og år 1900, svarende til 8 mio. mand ud af en befolkning på 39 mio. (Becker/Berstein 1990, p165) 94

98 re Beckers fremhævning af folkene som kilden til uforsonligheden, men med sin betoning af betydningen af le sacrifice, offeret, har han fat i noget af den dynamik og inerti, der ligger i dén demokratisk/nationale modus, hvorefter befolkningerne mobiliseres til krig i , og de bindinger, det lægger på de politisk-militære eliter (det skal vi vende tilbage til i næste afsnit omkring fredsslutningen). Grundlæggende gør der sig en struktur gældende, hvorefter en fred (for alle involverede parter) for at kunne accepteres må kunne frembyde nogle af de resultater, der legitimerede befolkningernes massemobilisering og opofrelse i krigen. Med denne struktur på plads er det simpel matematik, at en forhandlet europæisk fred uden sejr er en illusion. De to begivenheder i 1917, der omtales ovenfor og som vender op og ned på krigens militære og politiske perspektiv, er naturligvis den russiske revolution (som fører til den russiske fronts sammenbrud) og den amerikanske beslutning om, at USA træder ind i krigen som ententealliancens og den støtters associerede 59 magt. Hvor den russiske revolution i 1917 mest bekymrer i kraft af dens militære betydning at Rusland ikke længere binder tyske styrker i øst er USA s indtræden i krigen af anderledes kontant betydning for krigens politiske perspektiv. Præsident Woodrow Wilsons beslutning om at trække USA ind i krigen kan man set i bakspejlet - uden at genere nogen kalde en af det 20. århundredes mest betydningsfulde og interessante beslutninger. Af samme grund rejser den de mest vidtløftige kontrafaktiske historiske spekulationer: hvad nu, hvis USA havde holdt sig ude af krigen? Derfor er Wilsons beslutning og den politiske retorik, der understøttede den, da også blevet underkastet et hav af analyser 60. USA s indtræden i krigen på Wilsons program (krigserklæring d ) ændrer fundamentalt ved krigens retning, dvs. ved krigens mål og dermed karakteren af den fred, der skal afslutte krigen. Krigsførelsen kan med USA s indtog (og efter det zaristiske Ruslands sammenbrud i to tempi i 1917) fortolkes som demokratiets kamp mod autokratiet og freden efter krigen er i den Wilsonske optik en fred, der hviler på en anerkendelse af også modstanderens ret til at træde ind i en ny retsorden mellem staterne efter de samme principper som de øvrige stater, det vil først og fremmest sige efter princippet om folkenes selvbestemmelse. For at få krigsførelsen mod en konkret fjende - Tyskland - og den universalistiske fredsvision til at harmonere må Wilson dog støtte sig til en hjælpehypotese i form af en differentiering mellem det tyske folk og det tyske regime med regimet som den fjende, som verden (og det tyske folk) må befries fra, hvis fredelige relationer skal kunne etableres mellem folkene (Rasmussen ibid; Knock 1992.; Eistrup 2003). 59 Som påpeget af Rasmussen (2001, p104) kan denne sproglige nuance fortolkes derhen, at den markerer USA s og Wilsons fastholdelse af distance til krigens begyndelse og den gamle politiske verden af magtbalance & stormagtskapløb, der i Wilsons horisont var krigens kilde. 60 F.eks. Knock (1992; 1998), Lynch (2002) & Rasmussen (2001) for blot at nævne nogle ganske få. 95

99 Skønt det wilsonske program får en afgørende indvirkning på krigs- og fredsdiskursen, bliver det imidlertid aldrig ophøjet til et officielt fælles allieret/associeret krigsprogram. Tværtimod lægger det grunden til en spænding internt i ententen mellem de mål, der hidtil er blevet stillet op for krigsførelsen i England, Frankrig, Italien m.fl., og så det nye program med dets forestilling om et selvbestemmende Tyskland og principiel lighed mellem alle stater/folk (herunder potentielt også de koloniserede folk!) i efterkrigens internationale orden. At de politiske og militære eliter er helt bevidste om det amerikanske programs omkalfatrende potentiale, kan anskueliggøres af det forhold, at den franske regerings inderkreds og den militære ledelse i foråret 1917 insisterer på at gennemføre (fremfor at udskyde) en stort anlagt offensiv på Chemin des Dames-højdedraget ved Reims, på trods af særdeles ugunstige vejr- og recognosceringsforhold. Denne beslutning er primært motiveret af en fransk strategi om at have så stærk en militær stilling som muligt inden amerikanernes ankomst, for ad den vej at kunne fastholde så meget som muligt af sin egen fredsdagsorden overfor Wilsons ditto (Miquel 1997). Offensiven blev i øvrigt en eklatant fiasko, som udover at koste titusindvis af liv også førte til de mest omfattende mytterier og lydighedsnægtelser i den franske hær overhovedet under krigen. Spillet om fredsdagsordenen er mao. igang før den første amerikanske soldat har sat foden på europæisk jord, og efter de mislykkede franske (Chemin des Dames i foråret 1917) og engelske (Yprès i efteråret 1917) gennembrudsforsøg står det klart, at krigen ikke kan vindes uden de amerikanske styrker 61, og dermed at freden ikke kan designes uden hensyntagen til de wilsonske principper. I de europæiske offentligheder genopliver den wilsonske dagsorden nogle af de internationalistiske strømninger, der få år forinden var druknet i krigens logik, men som i løbet af 1916 så småt begynder at vinde frem igen under indtryk af krigens fastlåsthed (jf. Walters ibid., pp9-24; Marbeau 2001, pp5-20; Gerbet et al. 1973, pp9-21; Brzezinski 1983). Således bidrager USA s indtrædelse til at give krigen en fornyet legitimitet i politiske kredse i ententen, hvor man ellers var begyndt at stille spørgsmålstegn ved kampens mening (først og fremmest i de socialistiske kredse, hvor opbakningen til krigen er svindende og Union Sacrée /borgfred-modellerne under pres i alle krigsførende lande). At krigens mål er skabelsen af en ny og fredeligere international orden, skaber i denne kritiske kontekst en platform, hvor patriotisme, internationalisme og sågar revolutionære forestillinger kan mødes (Miquel 1972). Skaber den ny opbakning til krigsførelsen i de krigstrætte allierede offentligheder, bliver wilsonismen til gengæld også kilden til en mere langsigtet spaltning i det politiske liv og i den offentlige opinion med hensyn til udseendet af den fred, der 61 Efter Chemin des Dames indsættes Philippe Pétain som øvertsbefalende for de franske styrker i stedet for den offensivt tænkende Robert Nivelle. Pétain genskaber roen og disciplinen efter mytterierne dels i kraft af nogle velafmålte repressalier, dels med en mere defensiv og - ikke mindst - mandskabsøkonomisk taktik ud fra mottoet om, at det nu blot handlede om at holde fast og vente på kampvogne og amerikanere. 96

100 skulle komme efter krigen: handler den om sikkerhedsgarantier eller territoriale gevinster, om udslettelsen af fjenden slet og ret eller om omdannelsen og inklusionen af den besejrede fjende i en ny civilisation, i kraft af selvbestemmelsesprincippet og anerkendelsen af folkenes, også de besejredes, vilje til enhed og selvstændighed? Det er først om fremmest dette spørgsmål, fredskonferencen i Paris i foråret 1919 skal give svar på Den mulige fred: The democrats of Paris might be less detached than the aristocrats of Vienna (Alan Sharp in *Boemeke et al.) Ce fut la paix de Clemenceau avec les méthodes de Wilson, pourtant la pire possible (Francesco Nitti, italiensk premierminister ) Det er karakteristisk for behandlingen af den fredsslutning, der afsluttede Første Verdenskrig, at fredsproceduren Paris-konferencen og fredsresultatet Versailles-traktaten knyttes restløst til hinanden. Karakteristisk fordi det både i samtidens horisont og i eftertidens erindring er Tysklandsspørgsmålet, der er det altoverskyggende spørgsmål i forbindelse med fredsslutningen. De parisiske forstadstraktater, der formelt slutter freden mellem de allierede/associerede og de øvrige aksemagter Bulgarien (Neuilly-traktaten, signeret ), Tyrkiet (Sèvres-traktaten, ) og Østrig-Ungarn (Saint-Germain-traktaten, ), står således i vidt omfang i skyggen af det tyske spørgsmål i både offentlighed og erindring. Denne prioritering af det tyske spørgsmål vil også præge denne redegørelse, dels fordi det tyske spørgsmål også i et retrospektivt systemperspektiv som det her anlagte er den væsentligste prøvesten for karakteren og holdbarheden af fredens nøgleprincipper mht. suverænitet, territorialitet, selvbestemmelse, sikkerhed m.m., dels fordi det tyske spørgsmål, mere specifikt i relation til nærværende problemstilling, på forskellig vis spiller en afgørende rolle i henholdsvis den franske og den danske politiske kontekst Til gengæld vil vi i det følgende bestræbe os på at styre fri af den historisk-moralske polemik om, hvorvidt fredslutningen i sig selv lagde kimen til en tysk revanchisme eller den var det nødvendige svar på de politiske spørgsmål og interesser, der var på spil i sammenhængen Den første tolkningstradition, der undsiger de strenge krav til Tyskland, grundlægges allerede under selve fredskonferencen af den engelske økonom John Meynerd Keynes, der med sit kritiske essay The Economic Consequences of the Peace Treaty (1919) pegede på det katastrofale fejltrin, det var at pålægge Tyskland at betale større krigsskadeerstatninger, end dets økonomi kunne bære en tolkning, der naturligvis efter 1945 har fundet bestyrkelse i, at Tyskland sidenhen rent faktisk blev voldsomt revanchistisk, og at Versailles-traktaten indgik som et væsentligt aspekt i den dolkestødslegende, på hvilken den nazistiske krigsfortolkning bygger. På den anden side er der dem, der mener at Keynes fortolkning skaber en myte om den tyske betalingsevne, som dels er falsk og dels giver legitimitet til den tyske modvilje mod at betale de fastlagte betalinger (jf. Keylor in *Boemeke et al. 1993; Ferguson 1998). 97

101 Iagttages fredsordningen i et mere generelt systemperspektiv kan man sige, at der er to overordnede problemer eller spændinger, der sætter rammerne for den måde, hvorpå fredsordningen kommer i stand. For det første udfoldes på konferencen en spænding mellem, hvad vi for overskuelighedens skyld, med en sondring hentet fra Badié (1999), i første omgang vil kalde bismarckisme og wilsonisme, eller mellem to forskellige fredsontologier 63 eller måder at koncipere efterkrigens internationale system på den ene knyttet til statsræson og sejrherrernes nationale interesser i en før-krigs magtpolitisk forstand (sejr=svækkelse af fjenden), den anden knyttet til en idé om krigens afslutning som begyndelsen på en kvalitativt ny politisk verdensorden baseret på universalisme, kollektiv sikkerhed og national selvbestemmelse. For det andet er der en spænding mellem på den ene side selve den form fredsslutningen antager - den enkeltstående, store konference og på den anden side det forhold, at konferencens centrale aktører opererer på grundlag af et mere eller mindre veldefineret demokratisk mandat fra de nationale parlamenter og offentligheder. 1. En klassisk fremstilling af Paris-konferencens forhandlingsklima er den, der opstiller en modsætning mellem USA s, inkarneret i præsident Wilson, (naive) idealisme og Frankrigs, inkarneret i konseilspræsident George Clemenceau, (kyniske) realisme som konferencens væsentligste problem 64. Dette billede er sidenhen blevet modsagt af nyere forskning, der nuancerer billedet ved at lægge vægt på, at Wilson i løbet af krigen udvikler en vis følsomhed overfor realistiske argumenter og at Clemenceau i et vist omfang tager den wilsonske diskurs til sig (jf. Rasmusssen 2001; McMillan 2004). Skønt selve personificeringen af disse modsatrettede fredsontologier kan synes urimelig, så er det ikke urimeligt at identificere en form for konflikt mellem forskellige fredsforestillinger, der knytter forskellige begreber om ret, suverænitet, selvbestemmelse, sikkerhed og territorialitet til sig - man må blot brede dem ud og betragte dem som forskellige fredsdiskurser, der ikke er knyttede til bestemte lande eller personer, men som gør sig gældende i både diskussionerne på fredskonferencen og i de politiske offentligheders debatter. Denne situation har rødder i det forhold, at både bismarckismen og wilsonismen har aktier i den sejr, der danner både militær og forståelsesmæssig baggrund for freden, der således både er en fredens sejr og en sejrens fred. Freden skal på sin vis afslutte to krige, en magtbalancekrig, overlevelseskrig eller dominanskrig (eller hvad man nu kan kalde den) mellem de europæiske stormagter (hvor krigen og dens ofre retfærdiggøres dels med territoriale gevinster, 63 Udtrykket er lånt fra Rasmussens (2001)analyse af, hvordan Vesten som begreb kommer til syne i den internationale politik i det 20. århundrede og udvikler specifikke forestillinger om, hvordan fred kan etableres og opretholdes. 64 Jf. f.eks. Baumont 1951 og Valette Keylor (in *Boemeke et al.) beskriver denne myte med en modstilling mellem virtuous Wilson og vindictive Europeans. 98

102 dels med national overlevelse i konfrontationen med fjenden ) og en krig mod krig , hvor krigens (allierede) ofre rationaliseres som ofre i en humanitær krig for en bedre verden - og for en fremtid uden krig mellem de forbrødrede og ligestillede folk indenfor rammerne af et Folkenes Forbund. Denne dobbelthed i rationaliseringen af krigen gør det vanskeligt at omsætte Wilsons program om et genuint nyt system (New Diplomacy) til virkelighed, til trods for at både franske, engelske, italienske og tyske politiske eliter i større eller mindre omfang abonnerer på Wilsons retorik. På det diplomatisk-politiske felt er arven fra den første krig ikke umiddelbart til at slippe af med, hvilket helt konkret viser sig i de tidligt i krigen indgåede hemmelige aftaler om territoriale gevinster som f.eks. Sykes-Picot aftalen mellem England og Frankrig om delingen af Mellemøsten efter et osmannisk sammenbrud, Frankrigs kategoriske krav på Alsace-Lorraine (uden folkeafstemning), løfterne til Italien og Rumænien om store landområder på Balkan til gengæld for støtte til ententens krigsførelse (jf. McMillan ibid; Zorgbibe ibid.; Sørensen ibid.). Disse dyrekøbte gevinster er de respektive europæiske statsledere ikke til sinds at opgive, og det skaber store problemer for omsætningen af Wilsons doktrin om selvbestemmelse i praksis. Selvbestemmelsesbegrebet var (som så meget andet) for Wilson et moralsk begreb, hvis konkrete politiske indhold og praktiske anvendbarhed på det europæiske kontinent ikke umiddelbart stod klart (Keylor in *Boemeke et al 1993; Boemeke in ibid.). Konfronteret med den første krigs underhåndsaftaler og interessekonstellationer udsættes begrebet for så mange og så forskellige gradbøjninger og fortolkninger, at dets gennemslag som gennemgående norm for en ny orden tager sig temmelig flosset ud: grænsedragningerne mellem staterne i efterkrigens Europa finder sted dels efter et subjektivt princip (i form af folkeafstemninger i grænseområder, som i Slesvig og Øvre Silesien), dels efter et objektivt princip (hvor historiske eller etnisk-sproglige kriterier lægges til grund uden folkeafstemning som i forbindelse med (gen)oprettelsen af Polen som nationalstat samt de nye statsdannelser i det forhenværende Østrig-Ungarn), dels med afsæt i en i forhold til begge nationalitetsprincipper temmelig ufølsom magtpolitisk konsensus mellem de sejrende stater (som f.eks. at Alsace-Lorraine skal tilbage til Frankrig uden folkeafstemning, at Italien og Rumænien får bidder af Balkan, at Serbien bliver til Jugoslavien og at Østrig ikke må blive tysk!) 65. En lignende dobbelthed gør sig gældende med hensyn til det internationale system eller sikkerhedssystem, der grundlægges på konferencen. Wilson giver som tidligere nævnt storpolitisk mæle til en forestilling om en fredssikrende sammenslutning mellem staterne, en forestilling der dels har rødder i Haag-konferencernes rationalistiske internationalisme, dels i en længere europæisk tradition for at tænke freden og folkeretten sammen med en føderation eller et forbund af alle 65 Jf. Sørensen ibid; Zorgbibe ibid.; Milza 1996; MacMillan ibid.. 99

103 Europas/verdens stater et Folkenes Forbund. Udgangspunktet er også her, i tråd med Wilsons tidlige krigsfortolkning, et universalistisk projekt, hvor verdens (selvbestemmende) stater etablerer fælles internationale institutioner, inden for rammerne af hvilke folkeretten kan udvikles og mellemstatslige stridigheder afgøres uden krigsførelse. Wilsons egne tanker om Folkeforbundet er langt hen ad vejen præget af uklarhed mht. dets praktiske udformning angående især institutioner, magtfordeling og sanktionsmuligheder - her bliver den amerikanske administration faktisk overhalet af både et fransk udkast 66 og et britisk udkast 67, hvis hurtige udarbejdelse kan tolkes derhen, at både den britiske og den franske regering er klar over, at en fred efter en evt. allieret sejr vil have spørgsmålet om Folkeforbundet højt placeret på dagsordenen. Samtidig åbenbarer de to udkast og forskellen i deres indhold og stil, at oprettelsen af et Folkeforbund ikke finder sted i et politisk tomrum eller tabula rasa, hvor en ny sikkerhedsorden kan formes i et klima af konsensus om almenmenneskelige moralske og retslige principper. Forhandlingsprocessen i Pariskonferencens Folkeforbundskommission, hvor Wilson har placeret sig selv som formand (til hans egen udenrigsministers, Robert Lansing, og personlige rådgivers, Edward Colonel House, store fortrydelse), bekræfter dette billede og den Folkeforbundspagt, der bliver resultatet af forhandlingerne (og som indføjes som de første 26 artikler i fredstraktaterne), afspejler dette i kraft af dens karakter af at være hårdttilkæmpet kompromis, der ikke for alvor tilfredsstiller nogen af de forhåbninger og forventninger, der stilles til den nye fredsstruktur i månederne op til fredskonferencen. Uden at gå i detaljer med pagtens nærmere bestemmelser (dem vil vi berøre mere indgående i tilknytning til analysen af debatterne om forbundet) kan man slå fast, at pagten grundlægger et forbund, der ganske vist stipulerer nogle nye og på den lange bane ganske holdbare politiske principper 68, men som i den umiddelbare efterkrigskontekst lider under en række svagheder: 66 Udarbejdet af den i 1917 nedsatte Commission interministérielle d études pour la Société des Nations (CIESdN) med juristen og Haag-konference-veteranen Léon Bourgeois som formand og drivkraft. Den internationalistiske Bourgeois forfatter i 1909 et af de på daværende tidspunkt mest velelaborerede projekter for en folkeforbund, Pour une Société des Nations (Bourgeois 1909), og er således en af forbundstankens grand old men. Udkastet, som det forelægges den franske regering i juni 1918, er imidlertid af en noget anden karakter med dets megen vægt på stående militære styrker og dens slet skjulte ikke-inklusion af den besejrede fjende, jf. stk III i udkastet La Société des Nations est de tendance universelle, mais, par son objet même, elle ne peut s entendre que de l ensemble des Nations, fidèles à la parole donnée, qui seront engagées solenellement à certaines règles pour maintenir la paix par le respect du droit.... (cit. efter La paix de Versailles 1929, p121). Det betyder, i en fransk kontekst , uden Tyskland, hvormed forbundet antager karakter af en militær alliance vendt mod Tyskland. 67 The Phillimore Plan navngivet efter formanden, Walter G. F. Phillimore, for den komité, der udarbejder dette britiske bud på en League of Nations og som fremlægges for regeringen i marts 1918, der deler det franske ikkeuniverselle udgangspunkt (jf. anvendelsen af udtrykkene alliance og conference fremfor League ), men som har et mindre strengt juridisk og langt mere politisk fleksibelt tilsnit, jf. art. 8 om forbundets rolle i konfliktløsning : The function of the Conference shall be to ascertain the facts with regard to the dispute, and to make some recommandation based on the merits of the case, and calculated to ensure a just and lasting settlement. The recommandation shall not have the force of a decision (cit. efter La paix de Versailles, 1929, p53) 68 Som bemærket af Osiander (1994) og som det som oftest fremhæves i den rehabiliterringslitteratur, der hæfter sig ved netop holdbarheden af forbundets principper og idé og tilskriver dets fiasko (dvs. det forhold, at forbundet ikke 100

104 (1) at det ikke er universelt, idet de tabende stater plus Rusland ikke inkluderes som medlemmer (hvilket strider mod Wilsons oprindelige idé og vækker stor betænkelighed i neutrale stater som f.eks. Danmark). (2) at det ikke udstyres med en selvstændig militær styrke til at sætte magt bag sanktioner mod overtrædelse af pagten (som det franske udkast lagde vægt på). (3) at det ikke har direkte folkelig repræsentation i sine delegerede organer (som især var en socialistisk forhåbning). (4) at det ikke for alvor tager fat om koloniproblematikken og den lurende modsætning mellem selvbestemmelsesprincippet og den koloniale ideologi (som Wilsons selvbestemmelses-dagsorden også havde brod mod). Trods pagtens formulering af principper om både staters politiske uafhængighed og fred og sikkerhed generelt som principielt fælles globale problemstillinger principper der efterfølgende er blevet genoptaget og udviklet i FN-systemet så er formuleringen af dets faktiske organisering og kompetence tilstrækkeligt uklar til, at forbundets styrke og gennemslagskraft fortløbende afhænger af den politiske vilje hos de stater, der dominerer det (dvs. de sejrende magter med permanent rådsrepræsentation). F. eks henlægges spørgsmålet om militære sanktioner (som pagten opererer med i art.16) mod en krænkende stat til rådet, som ikke har myndighed til at pålægge nogen stat at levere militære styrker til en sådan aktion 69. Som en endelig understregning af Forbundets ikke-definitive indførelse af et nyt sikkerhedssystem kan man fremhæve det forhold, at Clemenceau for at acceptere forbundet i dets, fra et fransk synspunkt, amputerede og udelukkende moralske udformning, som modydelse får tilkæmpet sig en dobbelt bilateral forsvarstraktat mellem Frankrig-USA og Frankrig-England til at garantere den franske sikkerhed (mod Tyskland) - når nu ikke forbundet håndfast kan klare dette. Helt fra undfangelsen går den kollektive sikkerhed så at sige på bilaterale krykker. Både hvad angår selvbestemmelsesprincippet og hvad angår Folkeforbundet indgår den wilsonske dagsorden altså i en syntese med resterne af bismarckismen. Symptomatisk for dette magtede at forhindre en ny verdenskrig) til mellemkrigstidens politikere og deres manglende evne og vilje til at udnytte dets potentialer (f.eks. Fleury in *Boemeke et al.; Scott 1973; Walters ibid.). 69 En interessant detalje i denne sammenhæng er forskellen i formuleringen af denne artikel 16-passus mellem den franske og den engelske udgave af det første udkast. Det franske udkast opererer med vendingen indiquer par quel moyen, men det engelske anvender det mindre bydende og mere juridisk bløde recommend by which meeans, når det kommer til rådets bemyndigelse overfor medlemsstaters bidrag til militære sanktioner. Formuleringerne er sigende for forskellen mellem Englands og Frankrigs. forestillinger om Folkeforbundets karakter, og denne detalje spiller i øvrigt en central rolle for den danske delegation på Crillon-hotellet i dagene marts 1919, hvor det er et kernepunkt for Danmark, at det bliver det engelske recommend, der bliver den endelige formulering. Det blev det, og skal vi tro den efterfølgende redegørelse fra den radikale forsvarsminister P. Munch fra den danske delegation, skyldes dette ikke mindst de danske indvendinger overfor Folkeforbundskommissionen i Paris - Venstres Niels Neergaard, også fra delegationen, er mere illusionsløs, hvad angår den danske vægt i disse spørgsmål (jf. Munch 1920). 101

105 sammenstød eller parløb mellem de to kriges begreber og målsætninger er Wilsons eget paradoksale forhold til Tyskland. Wilsons oprindelige fredsprogram for en peace without victory byggede på en klar moralsk idé om en universalistisk fred, dvs. en fred der for de allierede (som USA i januar 1917, hvor Wilson holder sin berømte Peace without victory -tale, endnu ikke har tilsluttet sig) indebærer inklusionen af fjenden i fredens orden efter et lighedsprincip. Som nævnt ovenfor justerer Wilson efter krigserklæringen i april 1917 denne tankegang med en differentiering mellem det udemokratiske tyske styre og det tyske folk, men med fastholdelse af den universelle lighed mellem folkene som centralt princip. Som krigen skrider frem taber Wilson imidlertid mere og mere tilliden til, at det tyske folk faktisk kan adskilles fra den militaristiske og aggressive tyske elite og efter Brest-Litovsk-freden mellem Rusland og Tyskland (marts 1918) og den i Wilsons øjne utilstedelige folkelige støtte til dette ensidige arrangement, forlader Wilson den inkluderende position og bevæger sig i retning af at fortolke Tyskland som en samlet enhed, der udgør en civilisationens antitese (Boemeke in *Boemeke et al ibid.). Man kan fortolke det derhen, at idet Wilson går i krig for sin inkluderende, universelle dagsorden, så skubbes den konkrete fjende ud af den samme dagsorden, hvormed den lander på et postuleret universalistisk, men i praksis ekskluderende og ikke-universalistisk felt (Rasmussen 2001). Wilson bliver dermed på sin vis selv en del af dén første krig, han ellers gjorde det til sit projekt at bekæmpe, hvilket bl.a. manifesterer sig i hans fortolkning af krigsudbruddet, hvor han fra den neutrale position tidligt i krigen betonede kompleksiteten i krigens årsager, men på Paris-konferencen støtter formuleringerne i Versailles-traktatens art. 231 om den entydige tyske skyld og de deraf afledte krigsskadeerstatninger, som Wilson personligt anskuede som en med skylden forbundet straf, i overensstemmelse med hans stærkt religiøst prægede moralbegreber (Boemeke in *Boemeke et al ibid..) 70. Også på spørgsmålet om Tysklands ret til selvbestemmelse vakler Wilson, idet han på den ene side 70 Skal man fremhæve ét centralt aspekt af Versailles-traktatens virkningshistorie, så må det være betydningen af den skuffelse og desillusion, der rammer Tyskland, idet dette skred bliver klart i foråret Den tyske prins Max von Baden, der bliver regeringsleder i en parlamentarisk regering, har i løbet af oktober 1918 en bilateral korrespondance med den amerikanske regering og efterlades det indtryk - i overenstemmelse med ånden i de 14 punkter, Wilson formulerer i januar 1918 at der kan sluttes fred på grundlag af disse principper, dvs. en fred baseret på staternes lighed og på princippet om selvbestemmelse, såfremt Tyskland vælter den preussisk-imperiale elite og indfører en demokratisk-republikansk forfatning. Den unge, tyske republiks fredsforberedelser i de første måneder af 1919 (Tyskland er ikke deltager på konferencen) finder i et vist omfang sted på dette wilsonistiske grundlag: at der gælder lighed mellem staterne og at Tyskland kan indtræde i Folkenes Forbund. Det er på den baggrund, man skal forstå den vantro og det chok, der rammer den tyske delegation og den tyske offentlighed, da traktaten fremlægges. Den tyske ratificering af traktaten på dette grundlag frarådes af centrale intellektuelle skikkelser som Thomas Mann og Max Weber (som bl.a. bidrager til udfærdigelsen af det tyske svar på fredsbetingelserne til de allierede). Den tyske underskrift på traktaten finder som bekendt alligevel sted i Spejlsalens revanchistiske set-up d , men det sker under allieret trussel om en genoptagelse af krigshandlingerne. Når det skorter alvorligt på oprigtig tysk vilje til at føre traktatens bestemmelser ud i livet i årene derefter, bør man se det i lyset af denne oplevelse af illegitimitet og bedrag - omend der unægtelig også synes at være et ikke ubetydeligt moment af selvbedrag i den tyske forestilling om, at den wilsonske dagsorden uden videre ville kunne overtrumfe franske og britiske fordringer (Schwabe in *Boemeke ibid.; Mommsen in op.cit.; Krumeich in *Audoin-Rouzeau/J.J. Becker 2004, pp ). Med denne nuance i baghovedet får den moralske debat om Versailles en lidt anden karakter, som Sally Marks formulerer det: The real difficulty was not that the treaty was unfair, but that the Germans thought it was (Marks 1976, p16). 102

106 anerkender den tyske enhed som afledt konsekvens af selvbestemmelsen, men på den anden side accepterer dels at de tyske grænser i flere tilfælde trækkes efter andre principper (Østrig og Alsace-Lorraine), dels at Tyskland underlægges en række specifikke begrænsninger i militær henseende. Det giver på denne baggrund god mening, i tråd med den meste litteratur på området, sammenfattende at karakterisere Versailles-freden som et to-hovedet dyr, der blander en i udgangspunktet universalistisk og egalitær diskurs (baseret på inklusion) med en sejrsdiskurs, hvor vindere pålægger tabere en fred i overensstemmelse med egne interesser og principper (baseret på eksklusion). Denne dobbelthed er væsentlig at fremhæve i denne afhandlings kontekst, idet den tvetydige karakter af fredsordningen netop har betydning som mulighedsrum og ramme for de nationale selv/omverdensfortolkninger, der stilles ind på i analysen. 2. I Wilsons verden skulle selve Paris-konferencens form markere en nyskabelse i forhold til tidligere fredsslutningspraksisser. Wilsons historiske modreference i denne henseende er Wienerkongressen 1815, som for Wilson fremstod som aristokratiets, det hemmelige diplomati og magtbalancens form, hvor Paris i modsætning hertil skulle være demokratiets, det åbne diplomati og den kollektive sikkerheds form (Keylor in *Boemeke et al.). Det åbne diplomati med den demokratiske offentlighed som bisidder, ville, mente Wilson, dels sikre verden mod den slags udemokratiske hemmelige aftaler og diplomatiske studehandler, der kendetegnede det gamle diplomati, der så eftertrykkeligt havde spillet fallit, dels vække en form for verdensopinion, der skulle kunne overskride og overtrumfe de nationalistisk mobiliserede offentligheders momentum (jf. Wilson in Heckscher 1956, p303 & p313). Flere forhold ved konferencen taler da også for, at der er tale om en nyskabelse: det massive presseopbud og den løbende mediedækning af forhandlingerne; eksistensen af en plenarforsamling, hvor alle konferencens deltagere har sæde, og hvor pressen har fri adgang; den pågående debat i offentligheden om fredsmagernes virke. Ved nærmere eftersyn kan det imidlertid hurtigt konstateres, at konferencen i praksis ikke kunne leve op til Wilsons ideer. Ganske vist er der regelmæssige møder i plenarforsamlingen, men stort set alle væsentlige beslutninger blev truffet i mindre og for offentligheden lukkede fora, hvor af det vigtigste skulle blive de fires råd (bestående af Wilson, Lloyd George, Clemenceau og Italiens Vittorio Orlando), efter at være forberedt i en myriade af kommissioner bestående af økonomer, historikere, geografer, jurister, diplomater, embedsmænd m.m. Dvs. at konferencens procedure i sig selv ikke evner at leve op til fordringerne i et åbent New Diplomacy. 103

107 Mht. betydningen af de politiske offentligheder og det pres, de lægger på de forhandlende regeringer, kan man pege på en sammenhæng, der virker stik imod Wilsons forestillinger. I litteraturen om Paris-konferencen tilskrives den offentlige opinion ikke sjældent en blokerende rolle for forhandlingernes forløb. Osiander (1994) taler noget ubestemt om fænomenet populisme som en faktor, der vanskeliggør dannelsen af en konsensusbaseret fredsordning (sammenlignet med betingelserne ved tidligere store fredsslutninger i Westphalen, Utrecht og Wien). Også Keylor (ibid.), Mommsen (ibid.) og Valette (ibid.) fremhæver på hver deres måde opinionen som en ny kraft i det internationale politiske spil, der stiller de delegerede politikere i en vanskelig forhandlingsposition. Man kan fortolke dette nye udenrigspolitiske spøgelse 71 i lyset af de demokratiserings- og nationaliseringsprocesser, der er på spil i årtierne op til 1914 (jf. 3.2), og i kraft af hvilke en mere intim relation mellem individ og stat kommer i stand. Den ene side af denne intimrelation kommer til udtryk i totalmobiliseringen af de europæiske samfund under krigen og den betragtelige patriotiske forsvars- og offervilje, den repræsenterer (jf. Ferro ibid., Ferguson ibid., Miller ibid). Den anden side af relationen kommer til udtryk som en forpligtelse for de politiske eliter til at stå ved de mål og løfter, der i krigens løb er formuleret som legitimering af krigens ofre. Da disse krigens ofre berører snart sagt hver eneste familie i de krigsførende stater er der tale om en stærkt demokratiseret fordring, og den manifesterer sig, formidlet gennem opinion og parlament, som en indsnævring i de politiske eliters (regeringer og diplomater) handlerum på konferencen. Når konferencens hovedpersoner beskyldes for ufleksibilitet (som især Clemenceau ofte er blevet skildret, f.eks. hos Zorgbibe (ibid.) T2, p63f), så må man se denne ufleksibilitet i lyset af en konstant bevidsthed hos forhandlerne om, at de skal kunne sælge fredsordningen til deres respektive parlamenter og bag dem til deres befolkninger/offentligheder. Pointen med den betragtning er den, at det centrale legitimitetsprincip er transformeret i forhold til den kontekst, i hvilken konferenceinstitutionen kom til verden. Idet det dynastiske legitimitetsprincip i løbet af det 19. århundrede fortrænges af et demokratisk legitimitetsprincip, knyttet specifikt til nationens instanser, forandres også betingelserne for diplomatiske arrangementer. I Paris 1919 kommer denne forskydning til udtryk i form af forhandlernes bundethed til bestemte legeringer af wilsonsk retorik og nationale bismarckske fordringer, hvilket til sammen giver en meget lille diplomatisk bane at spille på - sammenlignet med de ikke-demokratiserede betingelser, konferencer var blevet afviklet under, f.eks. i Wien 1815, hvor både territoriale studehandler og afstemning af interesser og principper kunne foregå nogenlunde ugeneret indenfor rammerne af det forkætrede hemmelige diplomati. Både forhandlingsprocessen, det endelig fredsresultat og fredens videre politisk-retslige skæbne (først og fremmest det forhold, at ordningen nedstemmes 71 Valette (1980) beskriver det netop som sådan, fordi man som politiker, idet meningsmålinger ikke eksisterer, ingen mulighed har for præcist at orientere sig om karakteren af denne opinion. 104

108 af den amerikanske kongres, men også de ophedede ratifikationsdebatter i f.eks. Frankrig, Italien og selvfølgelig Tyskland) vidner om, at disse legeringer langt fra går restløst op i hinanden. På paradoksal vis er det således den Rousseauske bundethed, som den nationale demokratiske offentlighed og politiske proces skaber mellem elite og folk, der i et vist omfang blokerer for virkeliggørelsen af den wilsonske vision om, at The world must be made safe for democracy. 3.4 En Ny Verden? fredsordningen i teoretisk perspektiv Iagttages fredsordningen som helhed i lyset af disse to grundproblemer (1) spændingen mellem en (inkluderende) wilsonistisk fredsontologi og en (ekskluderende) bismarckistisk fredsontologi og (2) spændingen mellem konferenceinstitutionen som diplomatisk form og den demokratiske bundethed til nationale dagsordener i forhandlingssituationen - står det klart, at den mulige fred i 1919 frem for alt er en modsætningsfuld fred. Freden cementerer et universelt politisk princip, efter hvilket politisk suverænitet er forankret i et nationalt folk og at stat og nation således kobles sammen, men stadfæster samtidig en række undtagelser fra samme princip, ikke mindst for de tabende staters vedkommende. Freden grundlægger i teorien en ny international orden baseret på universalisme og staternes lighed, men ender med i praksis inden for denne ramme (Folkeforbundet) at inddele verden i medlemmer (vindere og neutrale) og ikkemedlemmer (tabere) samt slet og ret umyndige (kolonier og mandater). Set gennem begreberne system og segment kan man beskrive det således, at freden i nogen grad systematiserer den vertikale, nationale integration af de politiske enkelte segmenter til nationalstater, men samtidig på systemniveau konstruerer et hierarki eller en indre/ydre-struktur af insider-segmenter og outsider-segmenter, som skaber asymmetri i systemet, og hvis ikke-egalitære struktur modarbejder legitimiteten af den formelt systemkonstituerende, universalistiske retorik. Af samme grund er fredsordningen også vanskelig at illustrere grafisk, hvilket ikke desto mindre er forsøgt herunder, således at den politiske orden, der tilvejebringes med Versailles-traktaten kan sættes i forhold til både Koncert-systemet (jf. figur 3.1) og det bismarckske system (jf. figur 3.2): 105

109 Figur 3.3 Folkeforbund Ikke - Folkeforbund Italien England Tyskland Frankrig USA Rusland Japan De grønne felter i figur 3.3 betegner de sejrende stormagter, der indtager en privilegeret position i systemet; de gule betegner de sejrende småstater samt de små neutrale, der optræder som medlemmer af Folkeforbundet; endelig illustrerer de røde felter de udenforstående stater inklusive de tabende magter, primært Tyskland; Tyrkiet, Østrig og Bulgarien, og sovjet-rusland. Dermed viser figuren også den inde/ude-struktur, som det ikke-universalistiske Folkeforbund repræsenterer (den sorte klamme). Således tager fredens politiske system anno 1919 sig altså ud, når det udsættes for en noget forsimplende og generaliserende skematisering. Som nævnt ovenfor gør systemets modsætningsfuldhed det vanskeligt at illustrere grafisk på en entydig og overskuelig måde, men selve dette tvetydigheds-karakteristikum kan vi, hvis vi griber tilbage til de teoretiske begreber om forskellige konstellationer af selv/omverdensfortolkninger i konstruktionen af politisk enhed, fortolke som den mulige freds væsentligste succeskriterium. Dette kan vi gøre, hvis vi som udgangspunkt stiller et spørgsmål, der går op i mod de fortolkninger af freden, der lægger vægt på, at freden ikke afspejlede en konsensus om en ny international orden (underforstået: og derfor slog den fejl) - som det f.eks. er argumentet i Osiander analyse af de store fredsslutninger, hvor Versailles er the odd man out pga. netop fraværet af en bæredygtig konsensus (Osiander 1994, pp ) og omvendt spørger til, hvad det egentlig var for en konsensus, som fredsordningen udtrykte? 106

110 Som svar på dette spørgsmål (hvis relevans man rent formelt kan begrunde i det forhold, at statslederne rent faktisk, hvis vi fraregner de tyske, frivilligt underskrev traktaten og sidenhen, hvis vi fraregner USA, ratificerede den) kan man lidt vovet fortolke modsætningsfuldheden eller tvetydigheden i ordningen som rummende en funktionalitet som dét, der overhovedet muliggør at den stort iscenesatte fredskonference kan krones med en aftale. Iagttaget gennem de teoretisk udviklede selv/omverdens-konstellationer (jf. 2.4) kan man anskue Versailles-freden som værende dikteret af det altoverskyggende hensyn, at den verdensorden, den skaber, på een og samme tid skal kunne fortolkes meningsfuldt ud fra flere forskellige måder at iagttage selv/omverdensforholdet på. På den ene side skal freden kunne anskues gennem et schmittiansk perspektiv, knyttet til den eksplicitte ikke-inklusion af fjenden (fokus på de strategier, gennem hvilke fjenden kan tæmmes og amputeres), altså så at sige som en fred, der afslutter krigen På den anden side må freden også kunne anskues ud fra et kantiansk perspektiv, knyttet til inklusion af den politiske anden på basis af en fælles fornuftsinstans (fokus på skabelsen af en integrerende struktur, hvor selv og anden kan ligestilles), hvis freden skal være en fred, der afslutter krigen Således konstrueres freden på en sådan måde, at der opstår et bredt felt her afgrænset af de to positioner skitseret ovenfor - af mulige politiske fortolkninger og rationaliseringer af, hvad krigen gik ud på, og hvor freden peger hen. På den måde blev freden mulig i 1919, skønt Osiander m.fl naturligvis har ret i, at fredsordningen i den udskæring ikke i sig selv markerer dannelsen af et langtidsholdbart internationalt system bygget på en konsensus eller et fortolkningsfællesskab blandt dets væsentligste aktører. På det korte sigt, i den umiddelbare efterkrigstid, skaber ordningen imidlertid en politisk situation, der giver et betydeligt spillerum til forskellige selv/omverdensfortolkninger i den nationale politiske ramme. Det er disse fortolkninger, og den måde de sættes i forbindelse med narrativer om nationens historie og enhed, der analyseres i de næste kapitler i det henholdsvis det sejrende Frankrig og det neutrale Danmark. 107

111

112 Del II 109

113 110

114 Kapitel 4 Grundpositioner i Frankrig efter Den store Krig La paix est une guerre poursuivie par d autres moyens. (Georges Clemenceau - Chambre, ) Man skal ikke have rejst mange timer som turist i det franske landskab, før man får en fornemmelse af, hvor kolossal en begivenhed Første Verdenskrig var. I den mindste, undseelige flække troner på den centrale plads det obligatoriske mindesmærke over byens faldne sønner i La Grande Guerre. Parolerne og symbolikken varierer fra det pacifistiske til det mere krigeriske, fra duer & kranse til granater & geværer, fra morts pendant la guerre til morts sur le champ d honneur og morts pour la patrie, men det er nu ikke det, der gør det største indtryk. Det største indtryk gør navnene. Stilfærdigt hugget ind med små typer, i to lodrette rækker på de fire sider af monumentets typisk kvadratiske krop. 20, 30, 60 i landsby efter landsby efter landsby, ofte med tre, fire, fem, seks af samme efternavn. Man skal være af et umanerligt stålsat, eller mere end almindeligt indifferent, gemyt, hvis ikke disse tavse sten og bogstaver går én under huden, selv på behagelig historisk afstand 72. Mindekulturens patos er ikke en selvstændig genstand for denne analyse, men tjener i sammenhængen til at understrege, i hvilken grad verdenskrigen trængte ud i alle afkroge af samfundet og hvilke astronomiske menneskelige ofre, der blev bragt af høj og lav for sejren, la victoire 73. Denne konstatering fører videre til spørgsmålet om, hvilken krig det er, man har ofret så meget for at vinde - og dermed hvilken fred, der kan godtages som værende digne de nos morts, som det lyder fra både højre og venstre i Frankrig. Vi har i forrige kapitel sondret mellem den første krig og den anden krig til karakteristik af kompleksiteten af den opgave, der venter fredsmagerne efter våbenhvilen. Dette skisma mellem to forskellige retninger og meninger med krigen og freden går igen i den franske sammenhæng og kommer bl.a. til udtryk i begreberne La paix de la victoire (sejrens fred) og La victoire de la paix (fredens sejr). Disse begreber markerer to forskellige måder at tolke krigens og fredens mening på, og denne ganske sigende spænding mellem krigsfortolkninger 72 Mindekulturen omkring Første Verdenskrig har påkaldt sig stigende akademisk interesse de sidste år. Mindesmærkernes kulturelle betydning som steder, hvor det kollektive sorg- og erindringsarbejde kan finde sted, er bl.a. blevet analyseret af Jay Winter (1995), Antoine Prost (2002 & in *Nora 1997) og i en dansk sammenhæng af Nils Arne Sørensen (2005). Reinhart Koselleck (2002) har analyseret Første Verdenskrigs mindesmærker i et lidt andet perspektiv, idet han identificerer dem som specifikt demokratiske mindemærker, i en kontrastering til tidligere monumenters hyldest til hærførerens geni. 73 For en ordens skyld kan det bemærkes, at lidelsen og savnet naturligvis ikke var ringere blandt de døde, sårede og efterladte, der tilfældigvis var borgere i de tabende stater Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien eller Tyrkiet. Erfaringen med den totale krigs mekanismer er gennemgående for de krigsførende europæiske samfund, hvor både mobiliseringsgrader og tabstal befinder sig på sammenlignelige niveauer. Spørgsmålet om rationaliseringen af ofrene stiller sig til gengæld på en anden måde i taberlandene, og ikke mindst i det tyske tilfælde skulle dette problem vise sig at udgøre et særdeles eksplosivt politisk reservoir. 111

115 skal vi vende mere indgående tilbage til senere i analysen. I denne indledende sammenhæng skal vi foreløbig blot opholde os ved det fælles ved disse to krig/fred-koblinger: Der er den fælles sammenhæng mellem krig og fred, at verdenskrigen er en krig, der ved sejr er blevet til fred. Dette fællestræk af kontinuitet mellem krig og fred kan anskues som en overordnet ramme for den franske debat, som markeret af titelcitatet af den franske konseilspræsident (november 1917 til november 1919) Georges Clemenceau, meget passende kaldet Le Père de la Victoire. Således byder de massive ofre den franske politiske offentlighed at tolke krigen på en sådan måde, at der er forbindelse mellem krigens prøvelser og fredens bestemmelser. Formuleret i teoretiske termer kan man sige, at offeret sætter en bestemt ramme for de mulige fortids/fremtidsfortolkninger, og lukker andre ude - f.eks. kommer man ikke langt i fransk efterkrigspolitik med den tolkning, at krigen af den ene eller den anden grund var meningsløs, og at de døde døde forgæves 74. Med denne påpegning af en bestemt, fælles fortid/nutid/fremtids-struktur i den franske kontekst har vi slået en af analysen centrale dimensioner an, nemlig det såkaldt historiepolitiske aspekt af enhedsproblemet i den franske case. I forlængelse af overvejelserne omkring selvbeskrivelsens aspekter (kapitel 2) kompletteres denne tidslige dimension af den franske selvbeskrivelse af en rumlig dimension, som har at gøre med, hvorledes de(n) franske nationale selvfortolkning(er) spiller sammen med fortolkninger af den politiske omverden, der toner frem for det franske øje i tiden efter Første Verdenskrig - med fredsordningen inklusive Folkeforbundet og forholdet til Tyskland som de mest prominente politiske protagonister. Analysen af denne to-dimensionelle franske selvbeskrivelse er bygget således op, at vi i dette kapitel skal se nærmere på dels, som et Frankrigs-specifikt supplement til den overordnede politiske baggrundsbeskrivelse fra kapitel 3, det franske politisk-historiske opspil til fredsslutningen (4.1), dels skal præsentere to modsatrettede kræfter i den franske tilgang til fredsprocessen, kaldet wilsonisme og revanchisme, som udgør polerne i det diskursive felt, som fredsdebatten udspiller sig indenfor (4.2). Den resterende del af analysen er organiseret efter en diakron sondring mellem to forskellige syntetiske diskurser, der på forskellig vis placerer sig som midterdiskurser mellem polerne i dette overordnede felt og som kaldes henholdsvis Versailles-syntesen (kapitel 5) og 74 En erindring om Første Verdenskrig som en fællesmenneskelig katastrofe begynder så småt at slå igennem i Frankrig fra midten af 1920 erne og frem, parallelt med den gradvise fransk-tyske forsoning og en hertilknyttet nuancering af skyldsspørgmålet (Prost/Winter 2004, pp51-62). Mona Siegel (2004) argumenterer endvidere for, at en ny humanistisk-republikansk erindring om krigen bryder igennem (især med udgangspunkt i den statslige franske lærerstand), hvor krigen fungerer som negativt modbillede for en fremadrettet, forsonende pacifisme hvormed Tyskland skubbes ud af rollen som kontrapunkt. Denne analyses pointer understøttes af analyser af franske skolebøger, hvor der ligeledes identificeres et markant skift i midten af 1920 erne i retning af et formildet syn på Tyskland og en forandret, men bevaret, udlægning af Frankrigs mission på frihedens vegne i verden (Shapiro 1997; Siegel 2002). I en analyse med et lidt andet snit viser Ingram (2004), at den franske pacifistiske strømning i 1930 erne forsyner sin politiske handlen med en decideret pacifistisk læsning af den franske historie, fra revolutionen til den store krig, der fremhæver den oprindelige anti-ekspansionistiske karakter af den revolutionære jakobinske nationalisme, inkarneret i (den tidlige, dvs ) Maximillien Robespierre. 112

116 Ruhr-syntesen (kapitel 6). Mht. kronologien af disse to kan den første hævdes at være dominerende fra våbenhvilen 1918 til foråret 1920 og den anden at være dominerende fra foråret 1920 og frem til 1922, hvortil denne analyse strækker sig, og hvor konturerne af den franske besættelse af Ruhr-distriktet ( ) står klart aftegnede i det politiske landskab. I forlængelse heraf diskuteres konstanter og kontraster mellem de to identificerede synteser (6.3), hvorefter vi afslutningsvis vil drage en konklusion af hele den franske analysedel (kapitel 4 til 6), hvor vi diskuterer det teoretiske informerede problem om, hvorvidt og hvorledes de to synteser kan forstås som forskellige udfoldelser af det suverænitetens paradoks, der blev diskuteret indgående i kapitel 2 (6.4). 4.1 Mellem mission og revanche Frankrig i verden Nationalisme démocratique et libéral et nationalisme autoritaire et antiparlamentaire, nationalisme conservateur et nationalisme de romantisme et de refus, nationalisme d expansion mondiale et nationalisme de rétraction continental, nationalisme de combat intérieur et nationalisme d unanimité patriotique, il faut bien constater que c est de façon singulièrement multiple, de façon singulièrement contradictoire aussi, que s exprime le nationalisme français de 1871 à (Girardet 1983, p20) Som berørt i forrige kapitel kan året 1871 regnes som et skæringspunkt for den politiske orden i Europa. Det tyske riges samling, Bismarcks udenrigspolitik og den franske højrefløjs tilegnelse af nationsbegrebet støber fundamentet til en ny politisk dynamik på europæisk plan, hvis forbindelse til krigsudbruddet i 1914 vi i samme forbindelse forsøgte at diagnosticere. Selvom vi altså tidligere har været inde omkring de franske udviklinger, der får konsekvenser for den europæiskpolitiske (eller verdenspolitiske) proces, vil vi i dette afsnit dvæle lidt mere ved de specifikt franske manifestationer af den nationalisme, hvis afgørende betydning vi pegede på, og hvordan disse manifestationer spiller sammen med den franske udenrigspolitiske orientering i perioden. At dette opspil struktureres omkring begrebet nationalisme har at gøre med, at de centrale spændinger i fransk politik - og forbundet hermed i den franske forståelse af Frankrigs rolle i verden - med rimelighed kan forstås som spændinger mellem forskellige nationalismer på Frankrigs vegne. De spændinger, der analyseres i de følgende kapitler, står dermed i større eller mindre omfang på skuldrene af denne nationalisme-strid, og dette konfliktfelt er således den mest relevante ledetråd for denne korte redegørelse. Med fremkomsten af et nationalistisk højre efter nederlaget i 1871 grundlægges nogle radikalt nye skillelinier i fransk politik. Hvor nationen i tidligere tiders fransk post-revolutionær politik 113

117 var et begreb, der primært associeredes med den revolutionære begivenhed og den republikanske bevægelse, bliver nationsbegrebet efter amputationen / lemlæstelsen i 1871 det centrale, fælles omdrejningspunkt for den franske enhed. Til gengæld opstår der så i III.Republik en intens kamp om at fylde begrebet ud og give det historisk og politisk mening, og titelcitatet på forrige side bevidner både nationsbegrebets centrale position i fransk politik og de mangfoldige binære modstillinger af forskellige nationalismer, der kan identificeres i perioden efter I dette afsnit vil vi tage afsæt i modstillingen mellem to nationalismer gennem begrebsparret global ekspansion / kontinental retraktion, idet disse betegnelser slår ned i krydsfeltet mellem den historisk-politiske fællesskabsforståelse og orienteringen i forhold til omverdenen. Iagttaget gennem de udenrigspolitiske projekters linse kan man identificere to hovedstrømninger den franske III. Republik op til Højre-nationalismen eller le nationalisme des nationalistes som Michel Winoch (1994) lettere asymmetrisk benævner denne strømning bruger nederlaget og den vidt udbredte hævnfølelse som afsæt for en nationsforståelse, som sætter nationen op i et eksplicit modsætningsforhold til den ydre fjende (Tyskland). Regimepolitisk er denne nationalistiske strømning kendetegnet ved helt op til krigens udbrud at være skeptisk overfor republikken, hvis vilje til selvforsvar formodes (som af Bismarck, i øvrigt) at være svækket af parlamentarisk republikansk fnidder og individualistisk dekadence samt af den manglende konsekvens overfor de indre fjender (eller Anti-France som højre-ikonet Charles Maurras betegner disse, primært jøder og II. Internationales socialister). Problemstillingen omkring de indre fjender kommer bl.a. til syne i forbindelse med affæren om den jødiske kaptajn Albert Dreyfus, der dømmes for spionage af hæren og deporteres til Djævleøen, men til slut frikendes og rehabiliteres af republikkens institutioner og den almengyldige retsprincipper efter voldsom social og intellektuel tumult. Koblingen af indre orden/autoritet og ydre fjender tænkes i modsætning til den i regimemæssig forstand dominerende republikanisme og knyttes i stedet primært til de historiske institutioner, monarkiet og katolicismen, som republikken forstår sig selv som en frigørelse fra. Parallelt hermed går højre-nationalismen udenrigspolitisk fra starten imod det franske koloniprojekts emancipatoriske og civilisatoriske ideologi, som i højrenational optik flytter fokus og ressourcer fra det væsentlige: opgøret med Tyskland og genoprettelsen af uretfærdigheden fra 1871 (Nemo 2002, pp ; Winoch 1994; Girardet 1983; Ifversen 1986; Holm 1993, pp10-57). Koloniprojektet kan derimod regnes som en hjørnesten i den udenrigspolitiske tænkning, der ledsager den republikanske nationalisme le nationalisme républicain et séculaire med Winochs ord (ibid., p10) eller venstre-nationalismen. Helt i tråd med Bismarcks kalkyler og tilskyndelser kaster Frankrig sig nemlig ud i en omfattende kolonial ekspansion i Afrika og Asien, hvor man kap- 114

118 pes med først og fremmest England om at opnå status som den økonomisk, politisk og ideologisk førende nation. De tre adjektiver - økonomisk, politisk, ideologisk er ikke tilfældige i denne sammenhæng, de svarer nemlig til de tre hovedbegrundelser, som det franske koloniprojekts hovedarkitekt og daværende regeringschef, Jules Ferry, fremfører i en berømt tale i la chambre d Det er især det ideologiske - eller som han selv kalder det: det humanitære argument, der er interessant og specifikt for den franske republikanske nationalisme: det er Frankrigs, la patrie des Droits de l Homme et annonciatrice de la grande espérance en 1789, skæbne at udbrede de i oplysningen undfangne principper om la Science, la Raison et la Liberté på bekostning af l injustice, l esclavage et la soumission aux Ténebres, som trives endnu blandt des peuples non encore engagés sur la voie du Progrès (cit. efter Girardet 1972, pp 83-84). Således legitimeres den koloniale ekspansion også med henvisning til den særlige mission civilisatrice, som påhviler dén nation, der dengang i 1789 tog opgaven på sig med at sætte lyset over mørket. Denne måde at rationalisere koloniprojektet i forhold til den revolutionært-republikanske franske tradition fortæller noget om en særegen kobling af specificitet og universalisme, som kendetegner den revoluionært-republikanske nationalismes forståelse af Frankrig i verden: Frankrig er noget særligt fordi det, i kraft af sin historie, er bærer af noget universelt og som adskiller den fra højrenationalismen som i den forstand trækker på mere partikulære figurer for den fransk-nationale specificitet (Winoch ibid.; Girardet 1972; Becker in *Becker/Candar 2004, bd. 1; Holm ibid.). Disse to franske nationalismer, som de er skitseret herover, skal forstås som poler i et felt, hvor der gives forskellige mellemformer og kombinationer, som skærer på kryds og tværs af de forskellige dimensioner. Som eksempel herpå kunne nævnes Georges Clemenceau, der har øjnene stift rettede mod la ligne bleue des Vosges og revanchen og som sådan er kritisk overfor hele det koloniale eventyr - men som samtidig er en indædt republikaner og en af dem, der tager Albert Dreyfus i forsvar under affæren (Ifversen ibid., 178f). Samtidig kan det bemærkes, at revanchisme og kolonialisme som idéer og politikker ikke udelukker hinanden, som det f.eks. fremgår af ånden i de skolereformer, kolonialismearkitekten Jules Ferry sætter i værk i 1880 erne, hvor det tyske modbillede spiller en væsentlig rolle i socialiseringen af børn til gode republikanske franskmænd (Shapiro 1997; Siegel 202). Som billede på nogle politiske hovedstrømninger i Frankrig efter 1871 har modstillingen alligevel relevans, ikke mindst når ærindet, som her, er at aftegne et historisk baggrundsfelt for de forskellige tilgange til Versailles-freden, der kommer under lup senere i denne analyse. Som det fremgik af forrige kapitel, kendetegnes det halve århundrede op til Første Verdenskrig imidlertid også ved et gennembrud for to forskellige internationalistiske strømninger: arbejderbevægelsens II. Internationale og en rationalistisk-positivistisk internationalisme (bl.a. i Association de 115

119 la paix par le droit). Internationalismerne gør sig også stærkt gældende i Frankrig, hvor de i årene op til århundredskiftet formulerer to forskellige typer kritikker af den måde, hvorpå staterne agerer politisk og militært. Cooper (1991) sondrer mellem en pacifisme, som er et liberalt-borgerligt projekt af kantiansk tilsnit (i mangfoldige forskellige afskygninger) for en ny ordning af forholdene mellem staterne, og antimilitarisme, hvor modstand mod enhver form for militær er et led i et mere radikalt opgør med hele den undertrykkende kapitalistiske sociale orden, knyttet til de socialistiske bevægelser og partier. Op mod Første Verdenskrig sker der imidlertid det, at de to internationalismer, der intellektuelt og klassemæssigt er meget forskelligt forankrede, begynder at nærme sig hinanden - i takt med at de franske socialister bevæger sig fra et revolutionært og antimilitaristisk ståsted til et mere patriotisk-pacifistisk politisk ståsted, og i takt med at de retslige og politiske spørgsmål i den positivistiske bevægelse i stigende grad tænkes sammen med det sociale spørgsmål (Cooper ibid.; Miller 2002). Som det allerede er berørt i forrige kapitel, indebærer krigsudbruddet en form for konvergens af disse ellers modsatrettede internationalistiske og nationalistiske kræfter, således at højrenationalisten Maurice Barrès med tilfredshed kunne konstatere une France si pure for sine øjne, samlet mod den tyske fjende og renset for anti-patriotiske, internationalistiske tilbøjeligheder. Virkeligheden var naturligvis mere nuanceret end som så, men der er ikke desto mindre god mening i at pege på en samling af de franske samfunds forskellige kræfter i en art fælles alvorstung forsvarspatriotisme, som for en stund lægger en række konflikter døde (Berstein 1979). Som det også er fremgået, repræsenterer krigstidens Union Sacrée-borgfred imidlertid ikke en endegyldig bilæggelse af de politiske og historiepolitiske stridigheder i Frankrig, og især i løbet af det umulige år 1917 bliver det klart, at også i Frankrig er den stadigt mere slidsomme krigsførelse forbundet med vidt forskellige politiske dagsordener. Socialister forlader Union Sacrée-regeringen, de hidtil lammede internationale freds-associationer får nyt liv (Brzezinski 1983) og efterhånden som en afslutning på krigen begynder at kunne anes i horisonten, kommer konflikten mellem dem, der kæmper den første krig og dem, der kæmper den anden krig, stadigt mere tydeligt til udtryk. Som et afrundende, illustrativt eksempel på de genkomne spaltninger i fransk politik kan fremhæves spørgsmålet om den fransk-tyske grænsedragning. I de militære inderkredse omkring feltmarskal Foch, et miljø der i tiden omkring våbenhvilen har nære forbindelser til det politiske miljø (bl.a. gennem Clemenceau), opereres med planer om ganske markante annekteringer efter en militær sejr, omfattende udover Alsace-Lorraine, Saarland og Luxembourg mens Rhinlandet tænktes løsrevet fra det tyske rige og under en grad af fransk militær kontrol. En noget anderledes grænsestrategi udarbejdes af den Comité d étude, der nedsættes af den franske regeringschef Aristi- 116

120 de Briand* 75 i februar Hvor Foch m.fl. tænkte grænsedragningen udfra isolerede franske militær-strategiske sikkerhedshensyn, arbejder komitéen udfra en forestilling om muligheden af at etablere grænsen på et korrekt og objektivt historisk grundlag, som i kort form handler om, at Alsace og Lorraine er franske på grund af deres souvenirs communs om den franske revolution, mens de øvrige områder ikke regnes til dette objektivt-historiske Frankrig. Komitéens forslag er således ikke skåret over Wilsons selvbestemmelseslæst og opererer ikke med folkeafstemning, men det afspejler en anden måde at tænke freden på - og i forbindelse hermed en spirende bevidsthed om, at Frankrig ikke alene vil kunne sætte det princip, efter hvilket grænsen skal trækkes (Soutou in *Boemeke et al 1998; Hefferman 2001). Således politisk rustet - og under den sejrsberusede overflade ditto splittet - går Frankrig efterkrigstiden i møde. Det helt centrale omdrejningspunkt for den politiske debat i perioden er Versailles-traktaten, som diskuteres i de franske kamre i efteråret Versailles-traktaten og Folkeforbundets generelle system-konstituerende linier har vi redegjort for i kapitel 3. Disse diskussioner om den nye verden, der skal skabes efter krigen, fylder naturligvis også godt op i den franske debat, men de er tæt sammenvævede med nogle for det franske perspektiv mere konkrete temaer, som vi her skal præsentere: Tysklands enhed & grænser. Tysklands militære afrustning & krigsskadebetalinger Tysklands krigsskyld Franske sikkerhedsgarantier Som disse temaer antyder, er der i den franske kontekst et altoverskyggende problem, som debattens øvrige temaer enten kan afledes af eller i mindste står i skyggen af: Tyskland, hvilket den ovenstående tema-inddeling bærer tydeligt præg af. Spørgsmålet om Tysklands enhed handler om, hvorvidt man i traktaten vil anerkende den tyske Weimar-republik som den foreligger. Republikken var blevet udråbt d , efter kejser Wilhelm II s flugt til Holland, og det trænger sig nu på som et væsentligt politisk problem, hvorvidt denne republik (som får sit officielle navn, Weimar-republikken, i juli 1919) har historiskpolitisk legitimitet som en enhed med politisk centrum i Berlin. På den ene side er der stærke kræfter blandt de allierede ved fredskonferencen, der ser sejren som en oplagt mulighed for at stække Tyskland som politisk-militær rival gennem en opløsning af republikken i de autonome 75 Stjernen (*) henviser til, at den pågældende talers biografiske data optræder i det biografiske indeks i bilag 2. Stjernen figurerer kun ved talaernes navne første gang de optræder i teksten. 117

121 delstater, det tyske rige bestod af før den tyske samling i 1870/71. På den anden side er denne strategi meget vanskelig at samtænke med det selvbestemmelsesprincip, som var et erklæret allieret krigsmål og fredsprincip, og som ikke mindst er hjertesag for USA s præsident Wilson. Traktaten lander som vi har set på et kompromis, der anerkender den tyske republiks enhed, men som til gengæld trækker nogle grænser, der efterlader store tyske mindretal i Alsace-Lorraine i Frankrig (uden folkeafstemning), i Øvre Silesien i Polen (med folkeafstemning) og i Sudeter-området i Tjekkoslovakiet (uden folkeafstemning) (Becker 2002; McMillan 2004). Med hensyn til Tysklands militære kapacitet fastslås det i traktaten, at Tyskland må opretholde en hær på mand (hvoraf må være officerer), der rekrutteres efter frivillighedsprincippet (jf. artikel ). At man fra allieret side ikke insisterer på en total afrustning af Tyskland skal ses i lyset af den stadig ustabile politiske situation, hvor både højre- og venstre-kræfter truede republikkens eksistens og at Tyskland i den situation måtte have magt til at holde denne uro nede 76. Hvorledes man i praksis skulle kontrollere Tysklands væbningsniveau er til gengæld et spørgsmål, der langtfra finder sin endelige løsning på konferencen og som henlægges til Folkeforbundet i lighed med spørgsmålet om rustningernes indskrænkning generelt. Endelig er der spørgsmålet om den tyske krigsskyld og dermed krigsskadeerstatninger. Spørgsmålet om Tyskland som hovedansvarlig for krigen og dens ulykker er der (undtagelsesvis) ikke uenighed om blandt de allierede magter, og dette slås utvetydigt fast i traktatens del VII. Som vi skal se senere, er det imidlertid et åbent spørgsmål, hvad man helt præcist skal forstå ved Tyskland. Denne uklarhed er allerede på spil under fredskonferencen, hvor Wilson og Clemenceau diskuterer, om det er La même Allemagne man pålægger freden, som det man bekæmpede i krigen, en differentiering som Clemenceau kategorisk nægter at acceptere (jf. Becker 2002, p39) og som heller ikke finder vej til traktatens tekst, hvor det er det regime-uspecifikke Tyskland der anføres. Udover sin retslige-moralske betydning har skyldsspørgsmålet en anderledes konkret konsekvens. Som ansvarlig for krigen pålægges Tyskland (jf. artiklerne inkl. anneks 1+2) at godtgøre alle de omkostninger, som krigen har påført de allierede, et ganske astronomisk beløb som vanskeligt lader sig begribe i nutidige termer. Det blev vedtaget, at dette skulle gennemføres uden hensyntagen til Tysklands evne til at betale, et princip der var genstand for voldsom modstand både blandt allierede diplomater og blandt tyske politikere, som ikke deltog i forhandlingerne af traktaten (Becker/Berstein ibid., p144). Det sidste tema, der skal fremhæves i denne oversigt har at gøre med et mere specifikt fransk problem, nemlig de franske sikkerhedsgarantier, der spiller en central rolle for Frankrigs tilgang til forhandlingerne. I forhold til sine to, store allierede England og USA havde Frankrig det kon- 76 Dette hensyn fremgår af traktaten, jf. artikel 160: The Army shall be devoted exclusively to the maintenance of order within the territory and to the controle of the frontiers. 118

122 tante geopolitiske problem at være nabo til Tyskland. Frankrig anser derfor sig selv for at have et særligt stort problem med et stærkt og centraliseret Tyskland. Som en form for kompensation for opretholdelsen af Tysklands enhed, som stærke kræfter i det politisk-militære bagland arbejder imod, indgåes i tillæg til Versailles-traktaten to bilaterale militære garanti-aftaler, en fransk-engelsk og en fransk-amerikansk, som stipulerer, at England og USA vil komme Frankrig til undsætning i tilfælde af en uprovokeret tysk aggression. Hertil kommer en garanti som bestod i, at Frankrig skulle opretholde en militær besættelse af den venstre Rhin-bred samt fastholde visse militære brohoveder på den højre Rhin-bred (Becker 2002, p50; Becker/Berstein 1990, p142f). Såvidt en oversigt over dels de politiske hovedkræfter, der er på spil i Frankrig op til og under Første Verdenskrig, dels de temaer i fredsforhandlingerne, der er de mest afgørende set i et fransk perspektiv. Denne korte gennemgang af de væsentligste overskrifter bekræfter i lidt mere konkrete, franske termer billedet fra kapitel 3: der er ganske modsatrettede kræfter på spil i den politiske verden i kølvandet på Første Verdenskrig. Sejr, selvbestemmelse, New Diplomacy, Folkeforbund, imperialisme, sikkerhed og revanche går ikke umiddelbart op i en højere enhed. Disse forskellige kræfter gør sig gældende indenfor den enkelte stat, indenfor de enkelte partier og ikke sjældent ser man splittelsen repræsenteret i de enkelte individers tanke og tale. I de følgende afsnit skal vi vende blikket mod to af de kræfter, der trækker i hver sin retning i den franske politiske kontekst: wilsonisme og revanchisme. 4.2 Wilsonisme & revanchisme to antagonistiske sikkerhedsdiskurser Begreberne wilsonisme og revanchisme er gængse begreber i den historiske forskning i Frankrig under III. Republik og efter Første Verdenskrig (jf. f.eks Miquel 1972; Ifversen 1986; Girardet 1983). De refererer henholdsvis til en strømning, der støtter den amerikanske præsident Wilsons bestræbelser i retning af en ny verdensorden og til den hævnlogik, der gør sig gældende i forhold til Tyskland i brede franske, politiske kredse siden nederlaget til Preussen/Tyskland, afståelsen af Alsace-Lorraine i 1870/71 og den efterfølgende inkorporering af disse begivenheder i en ny form for nationalisme (jf. afsnit 4.1). Becker/Berstein (1990) stiller ind på de to begreber som repræsenterende to væsensforskellige kritikker af Versailles-traktaten. Vi vil i det følgende lægge os i dette spor, idet de to begreber anvendes som markører for to yderpositioner i materialet, som hver især repræsenterer sammenhængende måder at samtænke den ovenfor præsenterede buket af dominerende temaer: krig, fred, Tyskland, sikkerhed, ret, Folkeforbund, suverænitet, selvbestemmelse. 119

123 4.2.1 Wilsonisme Som vi har set i kapitel 3, er det den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der for alvor giver politisk mæle og realitet til de internationalistiske strømninger, der i forskellig men stigende grad vinder frem i de krigsførrende landes offentligheder. Med wilsonisme skal der i denne sammenhæng ikke forstås en personkult knyttet til Wilsons person, men derimod de politiske kræfter i Frankrig, der tager den amerikanske præsidents udlægning af krigens målsætninger til sig det vil først og fremmest sige oprettelsen af et fredsskabende verdensforbund og herigennem sikringen af folkenes selvbestemmelse. Først et par kommentarer til afgrænsningen og rummeligheden af denne diskurs. Wilsonismen i den her skitserede (rendyrkede) version trives primært på den franske venstrefløj. Det betyder, at håbet om en fredelig, retslig organisering af staternes relationer i varierende grader forlenes med det socialistiske håb om forbedring af sociale vilkår for arbejdere verden over og en mere gennemgribende demokratisk organisering af samfundets sfærer. Vi skal ikke i denne analyse hæfte os videre ved nuancerne i disse socialistiske forhåbninger, men et par kommentarer om de franske socialister i efterkrigstiden er på sin plads. For det første støttede de franske socialister (SFIO) og den franske fagbevægelse i det store hele op omkring den franske krigsførelse 77, hvilket i efterkrigsdebatten kan aflæses på den måde, at krigen reflekteres som et led i kampen for en mere retfærdig verden samt at de socialistiske talere fastholder den loyalitet over for nationen og republikken, som de udviste under krigen. Fortællingen om den socialistiske emanciationskamp tager nu sit udgangspunkt i den franske nation, hvor republikken (som et barn af den franske revolution) og dens frisættende og universalistiske potentialer tildeles en central plads. Frédéric Brunet* sætter ganske præcise ord på denne syntese d , hvor han, med afsæt i et Victor Hugo-citat om det forenede Europas velsignelser, taler om det, som kunne være blevet krigens resulat, hvis blot Frankrig havde turdet montrer au monde ce que peut la France en armes, animée du souffle révolutionnaire. (p4053). Så kunne regeringen have bidraget til at skabe les garanties morales et matérielles de la paix future (p4052). Den nationale loyalitet udvist under krigen afstedkommer altså en syntese mellem det primære republikanske pejlemærke i historien, den franske revolution, og den socialistiske frigørelsesvision for fremtiden: nous n avons rien à perdre et tout à gagner, à prendre ce rôle, qui nous revenait, d hommes qui proclamait, à la face du monde, le droit nouvevau. 77 Så sent som i januar 1918 forsvarer den tidligere stærkt antimilitaristiske Jules Guesde den socialistiske deltagelse i krigens brede politiske alliance (l Union Sacré) med følgende ord: Autant, en temps de paix, en matière sociale, la collaboration politique et gouvernementale des classes est la pire des duperies parce que conservatrice de la société capitaliste dont la destruction s impose à l affranchissement du travail et de l humanité, autant, en cas d agression, en matière de défense nationale, elle devient un devoir socialiste, parce que conservatrice de la nation qui est à la fois le cadre indispensable à l action ouvrière d aujourd hui, et la condition de l internationalisme du demain (citeret efter Ferro 1990, p280). Forsvaret for nationen retfærdiggøres som en forudsætning for fremtidens internationale klassekamp. Man bemærker hvorledes der skelnes mellem det kapitalistiske samfund, som noget der skal afskaffes, og nationen, som noget der skal forsvares. 120

124 (Marcel Sembat*, , JO, 1919, débats chambre, p4153). Det republikanske Frankrig er i denne fortælling den motor, der driver værket og Folkeforbundsideen, i dens ubesmittede før- Versailles-version, tager pladsen som det mål, der stræbes frem i mod. Det første væsentlige træk, vi vil hæfte os ved i den wilsonske diskurs er en insisteren på, at freden efter krigen må etablere et nyt system af relationer mellem folkene, og ikke forfalde til at genindsætte det system, som krigen havde til formål at bekæmpe: Aujourd hui, deux voies s ouvrent devant nous: (1) ou bien nous verront la paix suivant les anciennes méthodes, une paix de force ( ), une paix dont la sécurité ne reposera que sur les baïonettes et les alliances politiques, ou (2) nous verrons une paix qui libérera les peuples définitivement de la guerre (Frédéric Brunet, , - JO, 1919, débats chambre, p2014) og i en mere kritisk version, idet den i august 1919 ser tilbage på det resultat, der kom ud af Versailles Mais pour n avoir pas choisi entre les deux politiques, pour ne pas avoir choisi entre la vielle politique de l oppression et de la force et la politique intégrale à la Société des Nations, vous n avez eu ni l une ni l autre des deux garanties (Albert Thomas*, JO, 1919, débats chambres, p4071). Denne opstilling af alternativer ligger i umiddelbar forlængelse af den franske Folkeforbundsforkæmper par excellence, Léon Bourgeois 78, og dennes 1909-begreber om politique de droit vs. politique de force (jf. kap 3). Alternativet politique de droit politique de force tager sit afsæt i en skelnen mellem det gamle og det nye. Forskellen konstrueres dog på den måde, at skønt den nys overståede krig var en del af det gamle destruktive system, J aurais honte d appeler organisation l état international avant la guerre: c était une espèce d anarchie militaire dont vous venez de voir les résultats (Marcel Sembat, , JO, 1919, débats chambre, p4156), så bar den franske/allierede krigsindsats og dens ofre dette til trods et løfte om en ny orden i sig: Il n y a qu une réponse digne de nos morts, c est d avoir fondé par leur mort un monde nouveau, c est d avoir fait disparaître ce monde d horreur, de guerre et de massacre qui les a sacrifié (ibid., JE fremhævelse) hvormed krigen skrives ind i det ovenfor præsenterede skema for victoire de la paix. I forhold til fredsslutningen betyder dette en undsigelse af le droit du vainqueur, idet begrebet om ret, for ikke at reproducere det gamle system, må forstås i en større, internationalistisk sammenhæng. I den franske wilsonske diskurs er fredsslutningen således tæt knyttet til skabelsen af en ny form for international ret, hvilket giver ideen om Folkeforbundet en central placering. Det er allerede markeret af Albert Thomas-citatet ovenfor, at der, efter pagtens offentliggørelse, hersker en udbredt utilfredshed med den udformning Folkeforbundet har fået. Den wilsonske kritik af fredens og forbundets karakter, som det foreligger efter forhandlingerne i Versailles, lægger sig i forlængelse af den ovenfor præsenterede kritik af traktatens og pagtens 78 Som imidlertid, som vi skal se, i sin egenskab af fransk repræsentant i den Versailles-kommission, der arbejder med Folkeforbundspagtens udseende, på dette tidspunkt er at finde blandt forsvarerne af traktaten og pagten endskønt den endelig tekst på væsentlige områder afviger fra Bourgeois udkast (jf. kap 3). 121

125 ophavsmænd for ikke at have valgt klart mellem le droit og la force. Den kan sammenfattes i tre punkter: 1. Folkeforbundets ikke-universelle karakter. I den wilsonske optik er Folkeforbundet i for høj grad la Société des Vainqueurs, la Société des Gouvernements, et non celle des peuples (Paul Mistral*, d , JO, débats chambre, p4158). Med denne kritik sigtes for det første til det forhold, at ingen af de besejrede lande, først og fremmest Tyskland, er repræsenterede i forbundet fra begyndelsen (jf. pagtens art. 1 og anneks), samt at Frankrig, England og USA fastholder en militær alliance parallelt med Forbundet. Hermed fortsættes, hedder det, den alliancepolitik som krigen ellers skulle have været et opgør med, og den ægte forening af folkene forsømmes: faute d unir les peuples dans un intérêt commun, les alliances se modifierons dans l avenir (Frédéric Brunet, , JO, débats chambre, p4054) hvormed krigens mulighed består: Vous laissez, dans votre Société des Nations, subsister toutes les germes de la guerre (ibid.). Kritikkens andet aspekt knytter sig til fraværet af direkte folkelig indflydelse på sammensætningen af delegeretforsamlingen, [La Société des Nations est] l instrument de la dictature de 5 grands états, indifférente à l action des peuples qui pourraient vivifier ses institutions (Ernest Lafont*, , JO, 1919, débats chambre, p4722), som dermed forsømmer at blive til et sandt parlement mondial for verdens demokratier (Pierre Renaudel*, , JO, 1919, débats chambre, p4584 ) Fraværet af en generel nedrustningsplan. Der er kritik af, at traktaten og forbundspagten ikke rummer en målsætning om generel nedrustning hele nedrustningsspørgsmålet handler udelukkende om Le desarmement de l Allemagne, hvor man fra wilsonistisk side gerne så en plan for en afrustning og våbenkontrol, der tillige omfattede andre stater inklusive de sejrende magter (Renaudel, , JO, débats chambre, p 4584). 3. Opretholdelse af retten til krig. Et sidste punkt der er generelt for den wilsonistiske kritik af Folkeforbundet knytter sig til pagtens artikel 15, der fastholder muligheden for en lovlig krig mellem folkene, når de i pagten skitserede måder at løse konflikter på er udtømte. Denne droit de guerre ser wilsonisterne, bl.a. Renaudel ( , p4584), gerne afskaffet i forbindelse med en generel revision af pagten. 79 Det er i øvrigt slående, at den wilsonske kritik af fraværet af universalisme ikke knytter dette problem direkte sammen med spørgsmålet om koloniernes status. Folkeforbundet er den civiliserede verdens forbund, en verden hvortil de koloniserede folk ikke regnes: Pour les colonies, j admets très bien que les peuples qui ne sont pas arrivés à notre stade de civilisation aient besoin de la tutelle des peuples supérieurs, plus émancipés (Frédéric Brunet, , JO, débats chambre, 1919, p4052). Dette er nærmest en kalkering af det kolonisyn, der i øvrigt gør sig gældende i debatten, dog med den forskel, at Brunet efterfølgende slår fast, at det bør være Folkeforbundet og ikke kolonimagterne, der forestår dette formynderi. Selve Folkeforbundspagten opererer også med nogle tvetydige begreber om civiliserethed, uciviliserethed, avancerethed og tilbageståenhed og hvilke forpligtelser kolonimagterne bør tage på sig (jf. pagtens art. 22) 122

126 I overskriften på dette afsnit betegnes wilsonismen som en sikkerhedsdiskurs. Dvs. at den wilsonske tilgang til fredsproblemet og forbundstanken også skal forstås som en bestemt måde at tænke sikkerhed på, hvilket allerede er antydet under punkt 1 overfor, hvor fredsslutningen kritiseres for at lægge grunden til nye krige. Sikkerhed tænkes i dette perspektiv primært som afskaffelse af årsagerne til krig, f.eks. handler det for Frédéric Brunet om at vælge une voie d idéalisme, qui appliquera dans le monde les principes de la grande révolution et qui s efforcera de faire disparaître toutes les causes de la haine ( , JO, débats chambre, 1919, p2014). Strategien handler på det overordnede plan, som vi har set, om at oprette en international orden, et Folkeforbund, som kan løse stridigheder før de bliver til krig, som kan sikre en gensidig nedrustning og som, i den mere socialistiske variant, kan bidrage til at udsone sociale konflikter ( faire disparaître les antagonismes économiques anciens (Renaudel, , JO, 1919, débats chambre, p4584)) bl.a. gennem en fælles kontrol med og fordeling af råstoffer i forbundets regi 80. Kun ad denne vej kan man garantere de enkelte nationers selvbestemmelse ( Le droit des peuples de disposer d eux-mêmes, som det oversættes til fransk), som igen analogt med Wilson regnes som en væsentlig forudsætning for fredens opretholdelse. Den internationalt organiserede retsorden vil også være den, der på det lange sigt yder Frankrig den størst mulige sikkerhed: Il n y a pas de garanties militaires, il n y en a qu une seule: c est la garantie de la politique internationale, la garantie de politique de la Société des Nations (Renaudel, ibid.: p4583). Denne garanti for både freden generelt og Frankrigs sikkerhed står imidlertid overfor en meget konkret udfordring: Tyskland. Den slagne, men stadigt potentielt økonomisk, demografisk og militært stærkere nabo udgør det problem, som også en wilsonsk politique internationale skal kunne håndtere for at være troværdig. Konkrete spørgsmål vedrørende Tysklands krigsskyld, rustning, krigsskadebetalinger, grænser og enhed kræver svar. Grundfortællingen om Tyskland i krig og fred er i grove træk følgende: At Tyskland ganske vist må tage krigsskylden på sig, men at dette ansvar først og fremmest skal gøres gældende overfor det militaristiske preussiske monarki (Frédéric Brunet, chambre, ) og ikke overfor det tyske folk som sådan, der selv udviser sikre tegn på modstand mod militarismen (Albert Thomas, chambre, ). I forlængelse heraf bliver fremtidsperspektivet, som man også fra fransk side må støtte, at det tyske folk i republikkens tegn vil kunne transformeres til et ikke-aggressivt samfund under bestemte betingelser: [Il] 80 Interessant nok opstår der i den umiddelbare eftertid en særlig internationalistisk variant, new liberal internationalism (jf. Sick 2003), der, i stedet for et verdensomspændende Folkeforbund støttet af et dogme om frihandel, opererer med en idé om vesteuropæisk integration som nøglen til både fred og velstand. Strømningen henter bl.a. inspiration fta Émile Durkheims begreber om sammenhængen mellem arbejdsdeling og solidaritet og ser i denne kobling perspektiver for en kombineret proces af økonomisk integration og politisk solidaritet på europæisk niveau. Denne nye internationalisme udspringer af miljøet omkring tidskriftet Nouvelle Revue Française (Sick ibid.), men har kun beskeden kraft i den parlamentariske debat, hvilket vil blive berørt i kapitel

127 ne [faut] pas écarter pour l avenir l idée d une régénération, d une transformation politique, sociale et morale du peuple allemand (Albert Thomas, , JO, 1919, débats chambre, p4071). Fredeliggørelsen af Tyskland, og dermed sikringen af Frankrigs (og dermed verdens) sikkerhed, går gennem en transformation af det tyske samfund væk fra det militaristiske autokrati og hen imod den demokratiske republik. På de centrale spørgsmål om Tysklands enhed, geografiske udstrækning og krigsskadebetalinger fører dette til en strategi, der (1) anerkender også Tysklands ret til selvbestemmelse, dvs. retten til at opretholde den enhed og styreform, der udtrykkes i Weimarforfatningen samt ret til at lade selvbestemmelsesprincippet råde i forbindelse med grænsespørgsmålenes ordning 81 og (2) ikke pålægger Tyskland så store krigsskadeerstatninger, at den ønskede sociale transformationsproces bremses af økonomisk misere. Strenge pålæg om tyske krigsskadeerstatninger anskues således som udtryk for hævntørst og krigslyst - på fredens og sikkerhedens bekostning 82. Med denne wilsonistiske sikkerhedsdiskurs tegner der sig et billede af en freds- og sikkerhedsstrategi, hvor oprettelsen af Folkeforbundet, demokratiseringen af de militaristiske stater (Frankrigs fjender under krigen), international ret og garanti for folkenes selvbestemmelse, udsoning af socio-økonomiske konflikter samt militær afrustning vil føre til en ny og mere fredelig politiskretslig verdensorden med sig. Denne strategi vil også, hvis den gennemføres konsekvent (hvilket efter de wilsonske standarder altså ikke er sket i forbindelse med Versailles) fredeliggøre Frankrigs sikkerhedsproblem nummer et, Tyskland. Hvis vi skal forsøge, på baggrund af det ovenstående, at vurdere den wilsonske tilgang til fredsordningen udfra de analytiske kategorier, ligger det ligefor at henregne wilsonismen til divisionismen som grundlæggende idémæssig ledetråd. Wilsonismen trækker åbenlyst på forestillingen om en stabil magtdeling mellem det nationale og det overnationale (national selvbestemmelse indenfor rammerne af Folkeforbundet), og denne forestilling om stabilitet gør det muligt at tænke de internationale relationer i rene, retslige termer. Som sådan trækker den på de kantianske strømninger, der gør sig gældende i den pacifistiske tradition omkring Léon Bourgeois før krigen og i krigens sidste år: Krigen må munde ud i en retslig organisering af de internationale relationer på grundlag af lighed mellem alle nationer. Analogt med den divisionistiske idé om en stabil magtdeling mellem nation og Folkeforbund optræder det politiske begreb om suverænitet udelukkende i selvbestemmelsens gevandter med afklaringen af autoritetsforholdet mellem de to niveauer som 81 F.eks. Marcel Sembat, der taler (1) for at fremme de republikanske kræfter i Tyskland fremfor at søge at opløse den tyske enhed mod tyskernes vilje og (2) mod det farlige ved det hykleri der ligger i både at hævde selvbestemmelsesprincippet og le droit du vainqueur og at dette hykleri netop er brænde på den tyske revanchismes bål og dermed til skade for fransk sikkerhed (JO, 1919, débats chambre, pp ). 82 Ah! Messieurs, je sais que la perspective de guerres nouvelles n est pas pour déplaire à certains. Mais pour d autres, pour les peuples qui ont tout sacrifié, tout donné au cours de cette guerre, la principale occupation est moins le nombre de millards à exiger à l ennemi que la certitude d avoir une paix sûre, une paix durable (Paul Mistral, , JO, 1919, débats chambre, p2012) 124

128 det store, åbne spørgsmål. Som et bud på en beskrivelse af Frankrig i verden er wilsonismen til gengæld anderledes dramatisk, idet der knyttes an til den fransk-revolutionære tradition på den måde, at fredeliggørelsen af relationerne mellem verdens nationer udgår direkte fra den store revolutions principper. Her anes konturerne af paradoks mht. hvordan denne messianskrevolutionære opfattelse af forholdet mellem Frankrig og verden stemmer overens med forestillingen om folkenes ligeværd og den internationale ret som medium. Dette problem skal vi opholde os mere indgående ved senere i analysen Revanchisme C est en laissant l ennemi se reconstruire que vous serez plus sûrs d avoir une autre guerre (H. Daniel*, chambre, ) Som det var tilfældet med wilsonismen, er begrebet om en fransk revanchisme et gængst begreb i den historiske litteratur om Frankrig under den III. Republik (Winock/Azéma 1976, Girardet 1983, Ifversen 1986). Begrebet dækker ikke en specifik historisk-politisk bevægelse, snarere en mere diffus stemning eller følelse i den franske nationale selvforståelse, der udløber af det militære nederlag til Bismarck i den sidste tyske samlingskrig i Med krigsudbruddet i august 1914 sker der nærmest spontant en voldsom generalisering og intensivering af de revanchistiske fornemmelser i den franske offentlighed, hvor de tidligere artikulerede krav om hævn og restitution (af nationens ære og af de tabte provinser, Alsace og Lorraine) slår om i en tankegang i følge hvilken Tyskland, som barbariets arnested, må bekæmpes og i yderste konsekvens opløses, hvis civilisationen skal frelses 83. Med den militære sejr over Tyskland i 1918 åbnes et politisk mulighedsrum, i hvilket hævnfølelsen må artikuleres som en konkret politisk strategi, nemlig som svar på spørgsmålet: hvad skal vi stille op med det besejrede Tyskland? Med revanchisme skal der i denne sammenhæng altså forstås den politiske diskurs i den franske efterkrigstid, indenfor hvilken sejren over Tyskland repræsenterer den historiske gengældelse af nederlaget og uretfærdigheden i og hvor freden derfor må have karakter af genoprettelse af denne historiske uretfærdighed Jf. Stéphane Audoin-Rouzeau & Annette Becker (2000, pp ). Audoin-Rouzeau/Becker går endvidere op imod den tankegang, at det systematiske had til Tyskland under krigen skulle være genereret direkte af den statslige propaganda, tværtimod udbredtes de anti-tyske fornemmelser horisontalt fra mangfoldige punkter i det franske samfundslegeme (p130f). 84 Politisk-historisk er her tale om en strømning, der har både republikanske og anti-republikanske (dvs. monarkister og bonapartister i forskellige afskygninger) elementer. Som påpeget af bl.a. Ifversen (1986) antager revanchismen forskellige politiske former, hvis fællesnævner i perioden fra 1880 erne til krigsudbruddet bliver en kritik af republikkens individualisme og en heraf afledt revitalisering af den franske nation som kollektivt holistisk projekt med et dobbelt formål: organisk orden og enhed indadtil og hævnen over Tyskland udadtil. 125

129 Først et par præciseringer mht. rummeligheden af denne diskurs: De talere, der i det følgende lægger stemme til denne rene version af revanchismen, er ganske vist alle at finde i den højre side af parlamentet, men der er ikke tale om, at de repræsenterer en entydig politisk gruppering. Som vi gjorde gældende for den wilsonske sikkerhedsdiskurs, gælder det her, at der indenfor rammerne af de fremhævede fælleselementer findes forskellige (monarkistiske republikanske) udgaver af revanchen, især med hensyn til de historiske institutioner og begivenheder, den politiske strategi forbindes med. F.eks. knytter de Chappedelaine* den franske nations sejrende civiliserethed sammen med dens immanente demokratiske kvaliteter (JO, 1919, débats chambre, , p4000f), mens monarkisten Marquis de Baudry d Asson* tilskriver sejren andre historiske og metafysiske instanser: Vous avez gagné la guerre aussi parce que vous vous êtes appuyés sur toute les forces traditionelles de la France hvortil skal regnes Le droit de la patrie d exiger un sacrifice ( ) Les 30 milllons de catholiques samt Le plus puissant de nos alliés [qui] a voulu donner la victoire à la France (JO, 1919, débats chambre, , p4163). Til trods for disse varianter er der en fælles kerne mht. forståelsen af den politiske og sikkerhedsmæssige situation, at det giver mening at skitsere en transregimepolitisk revanchistisk sikkerhedsdiskurs til at markere debattens højre yderpol. Et væsentligt karakteristikum knytter sig til Tyskland status som historisk fjende. I modsætning til den differentiering, der gjorde sig gældende i den wilsonske sikkerhedsdiskurs, kan der ikke skelnes mellem en (skyldsbærende) militaristisk regering og et i grunden fredeligt (og således uskyldigt) folk. Tyskland som fjende kan ikke relativeres eller sociologiseres i den revanchistiske optik. Når Tyskland er Frankrigs fjende, er det fordi hele Tyskland i sin essens er en aggressiv, voldelig og krigerisk nation: L idée de von der Golz 85, sur la nation armée, c est la nation armée agressive, très puissant et très démocratique, en réalité, puisqu elle appelle toute la nation, dans tous ces éléments, à entrer dans la grande organisation d attaque (Louis Marin*, JO, 1919, débats chambre, , p4461). De Chappedelaine hæfter sig ved, at selv en hel eller delvis afvæbning ikke vil ændre på la psychologie du peuple allemand, som er og bliver militaristisk (JO, 1919, débats chambre, , p4001). Ybarnégaray* lægger sig (ganske vist først i marts 1920) i dette spor idet han maner: Est-il nécessaire de proclamer une fois de plus que ce peuple n aime, ne respecte et ne craint que la force? (JO, 1920, débats chambre, , p748). Dette billede af Tyskland som den militaristiske, historiske fjende, der som konsekvens af disse egenskaber bestandigt truer Frankrig, sætter sig også igennem i forståelsen af fredsslutningens 85 Freiherr Colmar von der Goltz ( ), feltmarskal og forfatter. Karriere i det preussiske/tyske militær, bl.a. under den fransk-tyske krig i 1870 og som militærrådgiver for den tyrkiske hær. Han er desuden forfatter til en række militærfaglige bøger (bl.a. to om sine erfaringer under den fransk-tyske krig) og som spiller en central rolle i tysk militær doktrinudvikling op til Første Verdenskrig. I denne sammenhæng refereres til bogen Das Volk in Waffen, på fransk La nation armée, som udkom i 1883 (jf. Krumeich in* Audoin-Rouzeau/Becker 2004, pp ; Salmonsens Konversationsleksikon og 126

130 formål. Freden er en paix victorieuse, hvorefter sejrherren har ret til at pålægge den besejrede sine betingelser og hvis ikke disse accepteres måtte man hellere fortsætte krigen, indtil fjenden var knækket (Ybarnégaray, , de Gailhard-Bancel*, ). Fredsslutningen har i det revanchistiske perspektiv tre dimensioner, en reparativ dimension, en straffende dimension og en sikkerhedsmæssig dimension, som imidlertid er intimt forbundne. For det første er der en reparativ dimension, dvs. en dimension der peger bagud og har at gøre med genoprettelsen af de uretfærdigheder, Tyskland har påført Frankrig. Det handler her om både krigen og krigen For den store krigs vedkommende handler det om, at Tyskland, som den part der entydigt bærer skylden for krigen, må pålægges økonomisk at godtgøre de tab, som krigen har påført Frankrig. Heraf kravet om krigsskadeerstatninger, der nedfældes i Versailles-traktatens artikel 231 og artikel 232. Dertil kommer, at sejren i den store krig med sig fører muligheden for at genoprette den historiske uret fra det vil først og fremmest sige genindlemmelsen af de tabte provinser, Alsace og Lorraine, i den franske nation. I den revanchistiske diskurs er genoprettelsen imidlertid ikke udtryk for fuldbyrdet retfærdighed. Tyskland bør i tillæg til genoprettelsen straffes på en måde, der står mål med de lidelser, det har påført Frankrig, hvilket kaster lys over det brændende revanchistiske ønske om at gå hele vejen ( jusqu au bout ), dvs. påføre Tyskland et militært nederlag og dermed L heure de la justice, l heure du chatiment (Ybarnégaray, JO, 1919, débats chambre, , p4681) og føre krigen ind på tysk territorium: Nous souhaitons ardemment, de tout notre coeur, de toutes nos forces, qu aucun armistice ne soit conclu, que aucune paix ne soit signée tant que les allemands n auront pas connu à leur tour les horreurs de l invasion, tant qu ils n auront pas recu le chatiment mérité de leurs crimes (Paul Bersez*, JO, 1918, Débats Sénat, , p713). Denne form for gengældelse kom imidlertid ikke til at finde sted på slagmarken, hvormed temaet forskydes til Versailles. Det afgørende spørgsmål er her i den revanchistiske optik spørgsmålet om Tysklands enhed, og hvorvidt denne er legitim og skal opretholdes, eller illegitim og bør opløses. Her spiller den reparative og den straffende dimension sammen med en sikkerhedsmæssig dimension, der peger fremad og har at gøre med, hvordan Frankrig i fremtiden skal sikre sig mod et nyt tysk angreb. Sikkerhedsmæssigt handler det om, at tysk enhed a priori indebærer en alvorlig risiko for Frankrig, jf. opfattelsen af den krigeriske tyske folkepsykologi. Med tysk enhed intakt, vil det blot være et spørgsmål om tid før Tyskland igen vil vise sig fra sin aggressive side, f.eks. forfærdes de Chappedelaine over den tyske forfatnings formulering Das deutsche Reich ist eine Republik og tilføjer, at Il ne leur manque que Napoléon for at kunne samle de krigeriske kræfter og spår til slut, ganske profetisk i øvrigt, at der en dag vil komme un homme d état jeune, amoureux de la gloire, soulevé par 127

131 un sentiment patriotique (JO, 1919, débats chambre, , pp ) og give militarismen slagkraft og retning igen. Det er imidlertid påfaldende, hvorledes den revanchistiske sikkerhedsanalyse skiftevis iklæder sig forskellige retsbegreber til at begrunde den samme politik: Opløsningen af det tyske rige. Øvelsen består først og fremmest i at hævde et alternativt retsbegreb i forhold til det selvbestemmelsesprincip, som Versailles lægger til grund for anerkendelsen af den tyske republik og dermed den tyske enhed. Det er illustrativt i den henseende at se på argumentationen hos senator M. de Larmazell*, der lægger ud med at konstatere et grundlæggende problem ved at anlægge selvbestemmelsesprincippet på det tyske problem: L unité de l Allemagne n est pas une question de politique intérieure (JO, 1919, débats sénat, , p1591). Dette begrundes i talen med, at flere af de tyske deltstater er suveræne stater i henhold til Leibniz principper, hvilket i talens logik er at forstå derhen, at de tyske stater ikke legitimt kan slå sig sammen uden de andre europæiske staters anerkendelse: La fondation de l empire allemand n est pas le résultat d une délibération entre les puissances; l empire n a pas été l objet d une reconnaissance légitime et libre de la part de l Europe: cette fondation résulte d un pacte politique intérieure entre certains gouvernements allemand (JO, 1919, débats sénat, , p1591 JE s fremhævelse). Enheden har altså ikke legitimitet, fordi den er en sammenslutning af historisk set suveræne stater, og at denne sammenslutning ikke er anerkendt af l Europe, en anerkendelsesform, der trækker på Koncertens begreber om suverænitet og legitimitet. Mht. Østrigs ret til at slutte sig til Tyskland er ræsonnementet imidlertid et andet: Østrig har ikke ret til at slutte sig til Tyskland parce que vous portez atteinte à notre propre droit (ibid., p1592), hvormed i konteksten hentydes til Frankrigs ret til sikkerhed. Selvbestemmelsesretten kan ikke stå over retten til sikkerhed. Denne argumentation trækker på le droit de la force, hvilket også indirekte medgives af taleren, idet han påpeger, at hvis det er tilfældet, at la violence ne fait pas le droit (ibid.), så har Bismarks Tyskland ingen ret til at eksistere. Der anlægges altså ganske forskellige og indbyrdes modstridende, retslige perspektiver på det tyske problem med det formål at begrunde det, som det revanchistiske imperativ påbyder: Opløsningen af Tyskland 86. Det er oplagt, at den universalistiske tanke om et Folkenes Forbund ikke umiddelbart kan forliges med denne forståelse af ret og sikkerhed 87. Det er således også et generelt kendetegn ved den revanchistiske tale, at Folkeforbundsspørgsmålet ikke indtager nogen central plads i argumentati- 86 De konkrete forslag går ud på, at Baden, Würtenberg, Bayern, Saar og Rhinlandet skal have status af uafhængige, suveræne stater for Saar og Rhinlandets vedkommende med forskellige grader af tilknytning til Frankrig som mere eller mindre eksplicit fremtidsperspektiv 87 Selve universalismen står for skud hos Baudry d Asson i form af en kritik af det begreb om menneskeheden, der ligger til grund for Folkeforbundsbestræbelsen: vous fabriquez une humanité nouvelle, une humanité-dieu (JO, 1919, débats chambre, , p4162). Ganske slående er ligheden mellem denne kritik og så mere aktuelle kritikker af universalistiske begreber som kosmopolitisme og menneskerettigheder, jf. f.eks. den danske Tidehvervspræst og politiker Søren Krarup: Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævlen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord. (Krarup 2000). 128

132 onen. I første omgang kunne Folkeforbundet ganske vist godt tænkes som en instans, der kan være den revanchistiske sikkerhedspolitiks forlængede arm, dvs. som et redskab der potentielt holder Tyskland i skak gennem (1) våbenkontroller og (2) i kraft af en international styrke, der jf. Forbundspagtens art. 10 skal stå værn om Frankrigs territoriale integritet (f.eks. Louis Marin i chambre ) og dermed sikrer fransk sikkerhed, der således er den eneste målestok for Forbundets kvalitet. Forbundets faktiske udformning skuffer dog i den henseende i en sådan grad, at det er uacceptabelt set gennem de revanchistiske briller Forbundet frembyder ikke de nødvendige sikkerhedsgarantier, Frankrig vil kunne komme til at bøje sig for Forbundets vilje 88, og det må således afvises, at Frankrig skulle kunne gå med til helt eller delvis at lade sine vitale sikkerhedsspørgsmål afgøre af en fremmed instans og dermed acceptere une diminuation de la souveraineté française (Delahaye*, JO, 1919, débats chambre, , p 4718), hvad enten man ser Folkeforbundet som et problematisk udtryk for et engelsk hegemoni (Franklin-Bouillon*, chambre, ), eller mere opfindsomt ser det som et un consortium judéo-germanobolchéviste 89 hvor Frankrig vil være... livré à l exploitation avide de 50 propriétaires hébreux de l Europe. (Delahaye, ibid.) eller som i Baudry d Asson s version, hvor La Société des Nations n est qu une Babel judéo-maçonnique qui contient les germes de toutes les guerres, et dans laquelle l Allemagne aura bientôt sa place préponderante. La véritable Société des Nations existe depuis toujours, elle s appelle la Chrétiennité (JO, 1919, débats chambre, , p4163). Sammenfattende om den her skitserede revanchistiske sikkerhedsdiskurs kan man, med reference til det indledende citat fra dette afsnit, sige, at fransk sikkerhed i denne optik står i et omvendt proportionalitetsforhold til Tyskland størrelse og styrke. Historiens nederlag og ydmygelser har lært Frankrig, at den tyske nation er dets fjende nummer et, og det er statsmændenes pligt at sikre sig, nu hvor Tyskland endelig er i knæ, at dette Tyskland står svagt, splittet og afvæbnet tilbage. Som vi har set ovenfor, smelter dimensionerne straf & reparation (for fortiden) og sikkerhed (for fremtiden) sammen i den politiske vilje til at destruere det tyske riges politiske enhed, økonomiske formåen og militære kapacitet. Det er nærliggende at betragte revanchismen med udgangspunkt i det decisionistiske begreb om politisk suverænitet: Det er intensiteten i fjendskabsrelationen til Tyskland, der giver Frankrig som politisk-historisk størrelse sin identitet eller mission. Fjendskabsrelationen bruges således eksplicit til at begrunde fransk enhed samlet i en stærk politisk autoritet (hvad enten denne er en monark, en Bonaparte eller en stærk lederskikkelse inden for rammerne af republikken, dvs. en 88 Franklin-Bouillon: la durée de ce traité [Versailles, JE] dépend non de la France menacée mais du conseil de la Société des Nations, où nous sommes en minorité à jamais, je le crains bien (JO, 1919, débats chambre, , p4133) 89 En ganske fantastisk konspirationsteori, når man tænker på historiens videre forløb, men her en samskrivning af det franske højres samlede fjendekorpus. 129

133 leder, der ikke konstant er truet af parlamentarismens fnidder og luner). Den ydre fjende Tyskland tjener i den konkrete franske kontekst til at rehabilitere en række tabte indre autoriteter adel, hær, kirke, konge, kejser der alle anskues som svækkede af revolutionen, republikken, parlamentarismen, socialisterne, jøderne, antiklerikalismen, antimilitarismen. 130

134 Kapitel 5 Versailles-syntesen I krydsfeltet mellem de to overfor skitserede (antagonistiske) sikkerhedsdiskurser, som altså kom til udtryk som to forskellige kritikker af fredsordningen 90 fra Versailles, finder vi en bred midte, der konkret-politisk - den (chambre, 372 stemmer for, 52 imod, 72 afstår) og den (sénat, 218 stemmer for, 0 imod,) - bærer Frankrigs ratifikation af Versailles-traktaten og dens vedhæng igennem. Trods kritikker er der altså et komfortabelt flertal for at tiltræde fredskomplekset som det foreligger 91. I dette afsnit fokuserer vi på fredsordningens forsvarere og fortalere. Det er ikke overraskende først og fremmest de fremtrædende regeringsmedlemmer, der spiller hovedrollerne i denne sammenhæng 92, men vi skal også se på en række taler af mindre fremtrædende politiske figurer, der trækker på de samme ræsonnementer. Disse taler bidrager tilsammen til en midterdiskurs eller, som vi vil kalde den i det følgende, en syntese, som inddrager og forsoner elementer fra både det wilsonske og det revanchistiske vokabularium. Dette fusionsarbejde vil i det følgende finde sted gennem analysen af fire forskellige, men indbyrdes sammenvævede, dimensioner, som vi genkender fra det allerede analyserede: Krigen og Frankrig i historien knytter an til det historiepolitiske aspekt, altså hvorledes den fortid og fremtid kædes sammen på Frankrigs vegne i den givne kontekst. (5.1) Tysklandsproblemet Frankrigs politiske Anden både under den nationale opbygning efter 1871, under krigen og i fredsprocessen (5.2). Folkeforbundet/alliancen fredsordningens instanser og det politiske system, de konstituerer (5.3) Suverænitetsbegrebet om de måder, hvorpå suverænitetsbegrebet anvendes til at beskrive den nye orden og Frankrigs position heri (5.4). 90 Det vi her kalder fredsordningen eller fredskomplekset dækker over Versailles-traktaten inklusive Folkeforbundspagten og de bilaterale forsvarstraktater med henholdsvis USA og England. 91 Debatten igennem har der dog været heftig kritik af den karakter af fait accompli som traktaten har i forhold til parlamentet. Kritikken går først og fremmest på, at parlamentet og dets kommissioner ikke i tilstrækkelig grad har været inddraget i selve forhandlingsprocessen (f.eks. Jean Bon, ; Tissier, ; Franklin Bouillon, ; ) 92 Udenrigsminister Stephen Pichon, regeringschef Georges Clemenceau, franske repræsentanter i fredskommission på Paris-konferencen 1919 André Tardieu og Léon Bourgeois, parlamentsformand og forhenværende regeringschef (konseilspræsident) René Renoult samt ligeledes forhenværende regeringschef René Viviani. 131

135 Som det fremgår stiller disse fire temaer ind på henholdsvis tidslige (primært 1) og rumlige (primært ) dimensioner af selvbeskrivelsen i den franske kontekst og på den måde er temainddelingen styret af det teoretiske og metodiske forarbejdes temporale og topografiske analyseaspekter. I det følgende vil vi først analysere disse fire temaer hver for sig (5.1 til 5.4). Efterfølgende vil disse forskellige rumlige og tidslige dimensioner blive sat i relation til hinanden, hvorved, som vi skal se, der vil tegne sig et billede af en gennemgående figur for, hvordan den franske, politiske enhed repræsenteres i tid og i rum - indenfor dén politiske diskurs, som vi her benævner Versailles-syntesen (afsnit 5.5). Afslutningsvis skal vi ved hjælp af en kort analyse af udviklingen i den politiske retotik hos George Clemenceau, der som vi skal se bevæger sig et godt stykke fra december 1918 til november 1919, antyde et skisma eller en uoverensstemmelse mellem den dominerende politiske retorik, der bærer traktaten igennem det franske parlament, og så den interallierede ånd, som traktaten er undfanget i (5.6). 5.1 Frankrig, krigen og historien Den første dimension har at gøre med, hvorledes den store krig, og den fred der afslutter den, sættes i forbindelse med den franske nations historie. Vi har ovenfor præsenteret to antagonistiske fortællinger om den franske nations historie, knyttet til henholdsvis wilsonismen og revanchismen. Denne syntese trækker i udgangspunktet på den samme grundfortælling om den franske nation som wilsonismen. Vi tager afsæt i René Renoult* (JO, 1919, débats chambres, , p4648f) der leverer en ligefrem udgave af denne republikanske grundfortælling om sammenhængen fra revolutionen over 1800-tallets reaktion til første verdenskrig, hvor det grundlæggende mønster er kampen mellem emancipationen og reaktionen. Renoult indleder med at spørge til, comment ( ) se situe dans l historie générale des progrès démocratiques l œuvre de la paix qui nous est soumise? (ibid.). Højdepuntket i denne demokratiets historie er den franske revolution, hvorfra udgår Le principe du droit égal des peuples à sa liberté [rattaché] à l idée des droits de l homme (ibid.). Det 19. århundrede kendetegnes dernæst af en løbende kamp mellem disse principper og deres reaktionære modstykker, først L Europe de Metternich, ( ) la toute-puissance de la légitimité dynastique, sidenhen L Europe de Bismarck, ( ) la force primant de droit (ibid.). Frankrig står imidlertid i spidsen for kampen mod denne dobbelte reaktion og for revolutionens demokratiske principper: La France, fidèle à sa mission inlassable et courageuse, ne cessa de soutenir les aspirations des peuples opprimés (ibid.), f.eks. med revolutionen i 1848 og den demokratiske bølge der efterfølgende ryster det monarkistiske Europa, om end kun midlertidigt: mais le système de la force continua à l emporter. (ibid.). Det store opgør mellem de to systemer åbnes imidlertid i 1914 på prøjsisk initiativ: Finalement, 132

136 l impérialisme prussien ( ) résolut d en finir d un coup avec la liberté. (ibid.). Det er på baggrund af denne fortælling, at se rélie aux guerres de la révolution et que cette libération se rattachera, par dessus du dix-neuvième siècle, aux grands mouvements d émancipication humaine dont la révolution française marque le point culminant (ibid.). Versailles knuser således Wien (dvs. dét Metternichske Europa, der blev indstiftet på Wienerkongressen i 1815) og Frankfurt (dvs. det Bismarckske Europa, der blev indstiftet med Frankfurt-traktaten i 1871) og retter op på uretfærdighederne fra 1795 (Polens ophør som selvstændig stat), 1864 (Slesvig-Holsten) og 1871 (Alsace-Lorraine). Det er værd at lægge mærke til især tre forhold i denne fortælling: for det første at de revanchistiske mærkedatoer, især 1871, skrives ind i den revolutionære-republikanske emancipationshistorie som tilbageslag fra en (tysk) reaktion, som nu endeligt med sejren i 1918 har mistet sin kraft. Dette er især bemærkelsesværdigt på baggrund af den wilsonistiske republikansk-revolutionære historiefortælling, hvor begivenheden 1871 ikke knytter sig specielt tæt til kampen mellem (for) revolutionen og (imod) reaktionen. For det andet at den reaktion, der bekæmpes gennem hele det 19. århundrede, entydigt associeres med figurer, der har relation til Tyskland (Metternich, Bismarck, den preussiske imperialisme). For det tredje placerer Frankrig sig i en særlig position, som den nation der ved sine i revolutionen undfangne principper og sin deraffølgende historiske mission går forrest i kampen for folkenes frihed og selvbestemmelse. Modsætningsforholdet mellem Frankrig og Tyskland skrives altså ind i den republikanske forståelsesramme på den måde, at Tyskland fremstår som de universelle revolutionære værdiers fjende og Frankrig som deres ven og dermed fremdestilleres en sindrig essentialistisk modsætning mellem det universalistisk-demokratiske Frankrig og det reaktionære-militaristiske Tyskland. Med denne drejning inkorporeres de revanchistiske figurer for den grundlæggende modsætning mellem den franske og den tyske nation i den republikanske fortælling om den franske nation. Renoults fortælling har eksemplarisk værdi, idet den udgør en sammenhængende og klar version af en historie, som det brede, republikanske flertal af politikere i den umiddelbare krigseftertid trækker på i deres forståelse af krigens baggrund, krigens formål og Frankrigs særlige rolle i kampen for menneskeheden frigørelse. Vi genfinder de samme historiske konstruktioner i andre taler, om end med nuanceforskelle og i mindre sammenhængende udgaver. F.eks. hos Léon Bourgeois, for hvem traktatens mening er at rétablir le droit violé depuis plus d un siècle et demi de guerre de conquête (JO, 1919, débats sénat, , p1582), og denne rettens sejr symboliseres med Alsace-Lorraine: C est le signe éclatant de la victoire de la France et symbole de la défaite de la force et du triomphe du droit. (p1583). Frankrigs sejr er voldens nederlag, hvilket vil sige, at krigen var en krig mellem rettens idé og voldens idé: La grande guerre a été et de cela sa grandeur souveraine une guerre d idées, la guerre entre l idée de violence et celle 133

137 du droit et de la liberté (p1587) Med denne konstruktion af krigens mening genoptager Bourgeois sit eget begrebspar tilbage fra Haag-konferencerne 93 mellem politique de droit og politique de force og skriver det ind i krigens ven/fjende-dikotomi med (først og fremmest) Frankrig på rettens side og (først og fremmest) Tyskland på voldens side. At Frankrig står på rettens side begrundes historisk med henvisning til, at der til stadighed historisk har været sammenfald mellem menneskehedens idealer og Frankrigs politik, fra Henrik IV s europæiske føderationsideer (omkring år 1600) over støtten til den amerikanske befrielseskrig i 1776 og revolutionen i 1789 ( qui semait les germes de la liberté des peuples (ibid., p1588)) til l œuvre généreuse de la Haye (ibid.) i 1899 og Således har krigsførelsen været en fortsættelse af den århundrede lange franske kamp for menneskets frihed, og det påhviler Frankrig i fredspolitikken at fortsætte L accord permanent des intérêts particuliers de la Patrie et des intérêts généraux de la morale et du droit humain (ibid.) og dermed forblive La France, fidèle à son inébranlable confiance dans la supériorité des forces morales, dans la puissance souveraine de l idée de justice et de liberté (p1589). Igen bemærkes det (1) at den revolutionære emancipationshistorie bringes til at rumme modsætningen mellem Frankrig og Tyskland som henholdsvis rettens ven og fjende og (2) at der etableres en form for kontinuitet mellem det før-revolutionære Frankrigs politiske principper (Henrik IV og 1776) og republikkens universalistisk-revolutionære dagsorden. Et tredje udtryk for denne særlige historiske syntese findes hos baron Flaminius Raiberti*. Raiberti betegner analogt med Renoult Versailles-traktaten som fortsættelsen af den kamp for udbredelse af les droits des peuples, der begynder med den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og videreføres med den franske revolution. Denne proces afbrydes midlertidigt i både 1815 og i 1871 og i begge tilfælde er modstanderen at finde i la Prusse et l Empire allemand (JO, 1919, débats chambre, , p4004). Igen kan vi iagttage hvorledes det fransk-tyske fjendeforhold skrives ind i en almen civilisatorisk kamp mellem folkeretsideen og den militaristiske erobringstrang. Louis Barthou* bekræfter dette billede ved specifikt at sætte Folkeforbundet i relation til fælles franske politiske principper ( Wilson le parrain, le France la mère ancienne (p4127)), og dernæst at insistere på at disse principper har rødder både til højre (hos Fénelon 94, Joseph de Maistre 95 ) og til venstre (hos Abbé de St. Pierre og Jean-Jacques Rousseau). 93 Jf. Bourgeois (1910) og kapitel François de Salignac de La Mothe-Fénelon ( ) fransk teolog af adelig slægt, der markerer sig som kritiker af Ludwig den 14. s embedsførelse, som han anskuer for at være for meget styret af machiavellisk magtbegær og for lidt af katolsk-moralske principper, både når det handler om krigsførelse, hvor Fénelon fremstår som både antimilitarist og fortaler for en form for folkeret (en Republique générale mellem stater) i tråd med de tanker Hugo Grotius og senere Immanuel Kant udvikler, og med hensyn til kongens indre styre, hvor Fénelon, bl.a. i direkte brevvekslinger med Ludwig 14, advokerer for en fransk version af det engelske Rule of Law. Alt dette er imidlertid konciperet indenfor rammerne af kristenheden og med det katolsk-moralske monarki som dominerende regime, dvs. indenfor rammerne af de institutioner, der i den katolsk-monarkiske optik anno 1919 er samfundets nødvendige grundpiller. (Nemo 2002, pp ) 134

138 Det er vigtigt at notere sig, at referencen til den franske revolution er gennemgående i talerne, f.eks. hos René Viviani* La grande nation de la révolution, celle qui a apporté la liberté au monde ( ), qui a toujours prêché l emancipation humaine (ibid., p4359) og hos udenrigsminister Stephen Pichon* La France apparaît comme plus capable que jamais de faire triompher dans le monde, avec les puissances alliées et associées, les principes qu elle a toujours représentés depuis qu elle a donné au monde, à la fin du 18. siècle, la formule de son émancipation. (ibid., p4549). På den anden side er det tilsvarende væsentligt at understrege, at revolutionsreferencen suppleres eller kompletteres af referencer til før-revolutionære (Henrik IV) og ikke-revolutionære (de Maistre) figurer. Historiepolitisk kan Versailles-syntesen således anskues som en konstruktion af fortiden, der skal kunne indfange de stærkt antagonistiske historiepolitiske diskurser, der er på spil i det post-revolutionære Frankrig. Såvidt hovedtrækkene i den fortælling om den franske nation, der udfoldes af Versaillestraktatens mest ihærdige fortalere. Som det fremgår, er der tale om en form for syntese mellem de to præsenterede yderpositioners diskurser om Frankrigs historie, krigens mening og fredens retning i og med at krigen både iagttages som en fortsættelse af den efter sit princip universelle, civilisatoriske bevægelse, der startede i Frankrig i 1789, og som et opgør med Tyskland, der i denne henseende placeres i en position som den universelle civilisations modarbejder par excellence. I forbindelse med den afsluttende diskussion af de forskellige dimensioners indbyrdes forbundethed (5.5) skal vi vende nærmere tilbage til den særlige funktion, netop denne historiske konstruktion har som politisk erfaringsrum for en bestemt politisk forventningshorisont på den franske, politiske enheds vegne. 5.2 Folkeforbund og forsvarsalliancer Fredsordningen rummer som tidligere nævnt tre adskilte traktater, Versailles-traktaten mellem de sejrende magter og Tyskland samt to bilaterale forsvarsalliance-traktater mellem Frankrig og 95 Joseph de Maistre ( ) fransk-savoyardist jurist af embedsadelslægt, der flygter fra den franske revolution og efterfølgende reflekterer kritisk over revolutionsfænomenet, blandt andet inspireret af Edmund Burkes (1790) reflektioner. De Maistre er skeptisk overfor revolutionens suspendering af fortidens ret og orden, la constitution naturelle, som i de Maistres øjne er den eneste holdbare kilde til et samfunds juridisk-politiske konstitution. De Maistre vender sig mod det historieløse, kunstige menneske som er kernen i de republikansk-revolutionære forfatninger og er i tråd med denne diagnose af den faste overbevisning, at revolutionens artificielle værk med tiden vil vige pladsen for restauration af monarkiet og kristendommen. Som sådan er han en væsentlig intellektuel figur og reference for den legitimistiske bevægelse, dvs. den bevægelse, der støtter genindsættelsen, la restauration, af den legitime tronfølger af Bourbon-slægten som fransk monark. Når han nævnes i denne forbindelse som en højreintellektuel, der kan spændes for Folkeforbundets dagsorden, har det at gøre med (1) en grundlæggende pacifisme og fast overbevisning om, at genoprettelsen af den tabte orden ikke skal ske med revolutionens barbariske midler og (2) en form for universalisme funderet i kristendommen, som i de Maistres historisk-religiøse univers er bærer af stærkere og mere varige bånd end de bånd, som indenfor nationen knyttes mellem borgerne (Nemo ibid., pp ; Ifversen 1986; Winock 1993). 135

139 henholdsvis England og USA. Den anden dimension i analysen af Versailles-syntesen handler om, hvordan to tilsyneladende modstridende komponenter i fredskomplekset - på den ene side oprettelsen af et verdensomspændende Folkeforbund baseret på et princip om nationernes lige ret til selvbestemmelse og på doktrinen om kollektiv sikkerhed og, på den anden side, en forsvarsalliance mellem militære stormagter vendt mod en fælles trussel/fjende begrundes og sættes i relation til hinanden i den politiske tale. Det tyske spørgsmål er naturligvis tæt sammenvævet med denne problematik, men vi vil indtil videre styre udenom de problemer, der gemmer sig her (dem kalder vi for den tredje dimension og de analyseres separat nedenfor) og opholde os ved det dobbelte sikkerheds- og retsarrangement, der gemmer sig i kombinationen af oprettelsen af Folkeforbundet og indgåelsen af forsvarsalliancerne. Som tidligere fremhævet var en af de centrale wilsonistiske kritikker af fredsordningen, at den ikke var udtryk for et klart valg mellem en ( gammel ) politique de force og en ( ny ) politique de droit. Forsvarerne af fredsordningen udfolder betragtelige pædagogiske anstrengelser for at forklare, at sameksistensen af Folkeforbundet og den fransk-engelske og den fransk-amerikanske forsvarsalliance ikke er et udtryk for uforenelige principper:: [Il y a] aucune opposition entre nos traités avec les États-Unis et la Grande Bretagne et la Société des Nations, (André Tardieu*, p4095);... juxtaposition inévitable, parallélisme de deux catégories également nécessaires. (Renoult, p4651). Denne konsistens mellem Folkeforbundet og alliancen forsvares gennemgående med to argumenter. For det første anskues alliancen som en sikkerhedsmæssig kompensation for det forhold, at Frankrig ikke ved forhandlingerne i Paris fik imødekommet en række andre krav med hensyn til sikkerhedsgarantier. Som vi har været inde på, kom de franske forhandlere, først og fremmest i skikkelse af Léon Bourgeois, ikke igennem med deres forslag om (1) at Folkeforbundets skulle have en stående international, militær styrke og (2) at Folkeforbundet skulle udøve en permanent kontrol med Tysklands rustningsniveau (dette spørgsmål henlægges til en interallieret kommission, jf. art iversailles-traktaten). Som Tardieu beskriver det, får Forbundet således ikke un caractère d engagement positif, un caractère d aide immédiate (p4091). Dertil kommer, at Frankrig i henhold til selvbestemmelsesprincippet hurtigt måtte opgive enhver tanke om at holde større dele af Tyskland under militær besættelse. At disse forskellige forsøg på at opnå (politiske, juridiske, militære) garantier ikke lykkedes, begrædes med forskellige grader af intensitet hos Versailles-forsvarerne, men i samtlige (her udvalgte) taler gives der eksplicit udtryk for, at de supplerende militære alliance-traktater, her med Tardieus ord, giver Frankrig toutes les garanties essentielles. Dvs. en militær garanti for, at Frankrig ikke alene skal kæmpe mod en eventuel tysk aggression. Denne garanti anskues endvidere som værende i overenstemmelse med Frankrigs ret som sejrherre, hvilket 136

140 blandt andet udtrykkes af Pichon, der anskuer alliancen som le pouvoir exécutif de la victoire. (p4546). For det andet lægges en afgørende vægt på, at alliancen udgøres af Les trois grandes nations démocratiques (F. Raiberti, ibid., p4006), dvs. at den sejrende alliances nationer (et par stykker glemmes behændigt i flugten ) inkarnerer de demokratiske værdier som krigen er blevet udkæmpet for, og at det derfor er indlysende, at disse tre nationer spiller en fremtrædende rolle i fredsordningen Raiberti går endda et skridt videre, idet det foreslås, at denne alliance gøres til en permanent alliance indenfor rammerne af Folkeforbundet som l assise fondamentale sur laquelle reposera la Société des Nations. (ibid.). Dette billede går igen hos André Tardieu, der også fremhæver det demokratiske værdifællesskab blandt de tre allierede nationer som Folkeforbundets fundament: La Société des Nations est la base, les traités sont l instrument, la base c est la paix, le moyen c est l union des démocraties. (ibid., p4095). Også Léon Bourgeois har direkte reference til les trois grandes démocraties de l Occident (JO, 1919, débats sénats, , p1587) i sit forsvar for alliancen som en form for demokratisk kerne indenfor den politiske ramme, som Folkeforbundet udgør. I dette gennemgående ræsonnement knyttes den demokratiske karakter af den faktiske, regimemæssige organisering af magten i de tre allierede nationer til Folkeforbundets skæbne som bærer af håbet om demokrati og selvbestemmelse for alle klodens (civiliserede) folk 96. Ved at lægge vægten på dette fælles demokratiske kendetegn kan de tre stater fremhæve sig selv som en demokratisk-politisk kerne eller avantgarde til støtte for Folkeforbundet og kampen for selvbestemmelse - og dermed sløre det forhold, at der er tale om en regulær militær alliance mellem de tre største, sejrende magter, eksplicit vendt mod den største af de tabende magter. Man genkender her den dobbelthed, som var på spil i udlægningen af krigens mening i den franske nations historie: der trækkes på både den revolutionært-republikanske diskurs, Frankrig som demokra- 96 Distinktionen mellem civiliserede/uciviliserede står stort set uantastet i den franske kontekst. Teorien er den, at de uciviliserede folk, dvs. befolkningerne i de europæiske kolonier i primært Afrika og Asien, fastholdes under de civiliserede folks formynderskab, tutelle, indtil det punkt, hvor de er modne nok til at indtræde ligeværdigt i civilisationen. Som den franske koloniminister, H. Simon, nærmest definitorisk formulerer det: La colonie, qu est elle? Elle est une sorte d entité sociale, politique, économique, à culture primitive ou retardée, dont un état supérieur assume, au nom de la civilisation, la charge d organisation politique et la tutelle sociale et économique (JO, débats chambre, , p4393). Fredsordningen indebærer, at Tyskland fratages sine kolonier (primært i Afrika: Togo, Tanganika, Cameroun, Tysk Sydvestafrika), og i den franske optik anskues dette som en konsekvens af Tysklands udtræden af det civiliserede selskab, dvs. at Tyskland ikke kan anses som værdigt til at lede de uciviliserede folkeslag frem mod civilisationen. F.eks. mener Renoult at kunne tolke Wilsons 14 punkter i denne retning: La raison a fait que dans les 14 propositions, Wilson a lui-même, sans d ailleurs soulever d objection, indiqué que l Allemagne s était disqualifiée pour guider désormais dans la voie de la civilisation les populations arrierées; et il en est résulté l attribution des colonies allemandes à des mandataires. (JO, débats chambre, , p4651). Før omtalte koloniminister lægger sig også i dette spor: Tyskland må afgive sine kolonier for at...donner aux indigènes des éducateurs éprouvés susceptibles de leur faciliter une ascension plus rapide vers la civilisation. Denne konklusion drager M. le ministre på baggrund af en bedømmelse af forskellen på den franske og den tyske måde at betragte kolonierne: for Tyskland havde tilstedeværelsen i kolonierne ikke, som for Frankrig, en mission om at befri disse folkeslag, tværtom er der tale om en rendyrket udbytterelation: Le but de la colonie [den tyske, JE] est d enrichir sans scrupules et avec décision son propre peuple au dépens d autres peuples plus faibles (ibid.). 137

141 tisk-civilisatorisk avantgarde, og den revanchistiske diskurs, Frankrigs ret til i sejrens stund at tage de fornødne sikkerhedsmæssige forholdsregler overfor den historiske fjende. Alliancen løser i denne Versailles-optik det umiddelbare franske sikkerhedsproblem, truslen fra Tyskland, med hjælp fra en alliance mellem de sejrende demokratier. Folkeforbundet repæsenterer imidlertid stadig for disse talere, trods de mangler den aktuelle pagt har set fra fransk side, en spire eller en skitse til et nyt internationalt system. Langt hen ad vejen trækker Versaillessyntesens talere på den wilsonske retorik om at skabe et nyt system med helt nye spilleregler for den internationale politik: La France n a pas de desseins d hégémonie et j espère que dans la forme nouvelle des relations internationales, il n y aura plus place, en Europe et dans le monde, pour l hégémomie de personne. (Tardieu, ibid., p4095); Il faudrait plaindre ceux qui ne comprendraient pas qu un monde nouveau s est levé et qu une politique nouvelle s est imposée au monde (Barthou, ibid., p4128) og Elle [la Société des Nations] est formé pour la paix et pour la justice. Au système des alliances particulières est substitué en fait ( ) un système d alliances générales entre les peuples libres (Pichon, ibid., p4546). En ny form for internationale relationer, Et alment alliancesystem af de frie folk. Hvordan kan disse universalistiske visioner gå hånd i hånd med dannelsen af netop en af de alliances particulaires, som Pichon undsiger? Som gennemgået ovenfor betragtes alliancen, bl.a. i kraft af dens demokratiske tilsnit, som et legitimt korrektiv for, at Folkeforbundet ikke blev, som man fra den franske delegations side havde håbet på. Man kan iagttage at der, for at få øvelsen til at lykkes, indskydes en tidslighed i mellem et kort sigt, hvor sikkerheden må hvile på en militær alliance, og et langt sigt, hvor sikkerheden kan hvile på et nyt system af alliances générales entre les peuples libres, dvs. noget i retning af en kollektiv sikkerhed garanteret af et Folkeforbund. Med dette greb kan kombinationen af Folkeforbund og militæralliance forvares udfra både wilsonistiske begreber ( menneskehedens ret og kollektiv sikkerhed ) og udfra revanchistiske begreber ( Sejrherrens ret og Frankrigs sikkerhed ), idet der med den indskudte temporalitet etableres en logisk, tidslig forbindelse mellem dannelsen af et nyt internationalt system og en fødselshjælpende alliance, der vil overflødiggøre sig selv i takt med at Folkeforbundet træder i karakter. Kigger man lidt nærmere på, hvilke perspektiver der konkret kommer til udtryk med til hensyn denne Folkeforbundets træden i karakter i fremtiden, er det imidlertid vanskeligt at genkende de ovenstående citaters strengt egalitære universalisme. Vi har flere gange været inde på Bourgeois franske forslag til, hvordan Folkeforbundet skulle skæres, og hvorledes den endelige pagt især på to punkter skuffede de franske forventninger. De planer for en fremtidig fransk Folkeforbundspolitik, der lanceres i 1919, tager i et vist omfang udgangspunkt i Bourgeois visioner: Indførelse af obligatorisk rustningskontrol og oprettelse af en selvstændig international styrke under Folke- 138

142 forbundets kommando. Vi skal her se på tre taleres bud på, hvordan Folkeforbundet bør udvikle sig set fra fransk perspektiv. Flaminus Raiberti (JO, 1919, débats chambre, , pp ) begræder som udgangspunkt, at [Le pacte] a oublié d organiser la force au service du droit. (p4005), men ser klare perspektiver i kontruktionen, der muliggør en korrektion og lancerer derfor sit bud på en doctrine française de la Société des Nations (p4006). Denne doktrin bygger i sit udgangspunkt på en fransk altruisme, der trækker på og ekstrapolerer den revolutionært-republikanske fortælling om den franske mission civilisatrice: La France ne demande rien pour elle-même. Elle prend pour règle de son intérêt particulier l intérêt général des nations (p4006). Selv om Frankrig ikke kræver noget for sig selv, i form af f.eks erobringer, så kan det ikke skjules, at Frankrig trods alt har en særlig rolle at spille i forbindelse med rettens udbredelse. Frankrig afstår nemlig fra traditionelle territoriale krav for at kunne: contribuer à affirmer, plus hautement que toute autre puissance, la naissance d un droit nouveau dans un monde de liberté et de justice et l avènement des nations. (p4006, JEs fremhævelse). Efter disse højtidelige erklæringer om Frankrigs særligt desinteresserede rolle i kampen for le droit nouveau, udfolder Raiberti de mere konkrete afspekter af sin doktrin. Udgangspunktet er spørgmålet: Comment supprimer la guerre? (p4007), og Raiberti lader Woodrow Wilson levere svaret: opposer à la force de destruction une force de destruction tellement supérieuere que la guerre se sente vaincue d avance (p4007). Le droit nouveau er altså, når det kommer til den konkrete udmøntning af Folkeforbundets aktion, først og fremmest et spørgmål om, gennem militær trussel, at afskrække de mulige aggressorer fra at omsætte aggressive hensigter til handling. Disse aggressorer optræder i øvrigt med navns nævnelse: Tyskland og et eventuelt bolsjevikisk Rusland. Under indtryk af dette trusselsbillede opstiller Raiberti to meget konkrete perspektiver for fremtidens Folkeforbund: For det første at Folkeforbundet for netop at kunne virke afskrækkende på mulige aggressorer må tildeles en række militære bastioner eller holdepunkter strategisk centrale steder i det europæiske landskab: Rhinen, Donau-dalen, Kiel, Dantzig. Man kan konstatere, at disse strategiske strongholds alle befinder sig ved det tyske områdes grænser. For det andet skal Folkeforbunds skitser udvikles : La Société des Nations est un commencement d État. ( ) Il n y a qu à lui donner le suprême atttribut de la souveraineté: le droit d avoir des troupes et d avoir un drapeau (p4007). Folkeforbundet er at fortolke som skitse til en stat, der kan tildeles sin egen hær 97, en hær som så skulle have som primær opgave at besætte strategiske punkter i Tyskland! Således ser Folkeforbundets mission altså ud i Raibertis udgave. Frankrig forlanger ikke noget for sig, andet end at Folkeforbundet i universalismens navn ( l intérêt général des nations og le droit nouveau ) fører fransk sikkerhedspolitik 97 Som Raiberti i øvrigt på ingeniøs vis forestiller sig modelleret over fremmedlegionens denationaliserede tropper, dvs. tropper uden fædreland, hvormed der skulle kunne rådes bod på eventuelle suverænitetsproblemer i konstruktionen! Dette vender vi tilbage til nedenfor. 139

143 overfor Tyskland. En sikkerhedspolitik, der til forveksling minder om den revanchistiske strategi, vi har gennemgået ovenfor: Tyskland er truslen (mod Frankrig/menneskeheden/freden) og tysk afvæbning samt en konkret militær besættelse er midlet til at reducere denne trussel. Louis Barthou (JO, 2/ , débats chambre, p4100ff ) har generelt en række kritikpunkter vedrørende selve fredstraktatens bestemmelser angående Tyskland (det vender vi tilbage til), men ser i kombinationen af alliancens garanti for militær sikkerhed og Folkeforbundspagtens principper (på henholdsvis kort og lang sigt, jf. ovennævnte grundstruktur i argumentationen: tidsligheden) nogle lovende og fornyende perspektiver: Ce qui me donne une confiance entière, ce qui me permet de croire que ce traité, nouveau par certains de ses conceptions, sera nouveau par ses conséquences, ce sont les stipulations relatives à la Société des Nations (p4101). Som andre begræder Barthou, at Wilson gav afkald på sin oprindelige idé om et Folkeforbund med en force collective og ikke blot den force morale, som blev det endelige resultat efter de fleste franske politikeres opfattelse: Mais, pour ne recommence pas une guerre aussi atroce, il ne suffit pas de la force morale et de la lumière pénétrante de la conscience, il y faut l autorité de la force ( ) une force pour le salut de l humanité (p4128). Konkret drejer det sig igen om (1) at Folkeforbundet får magt til at håndhæve bestemmelserne i Folkeforbundspagtens art. 10 om den enkelte stats territoriale integritet og politiske uafhængighed og (2) at sikre håndhævelsen af Versailles-traktatens bestemmelser vedrørende reduktionen af de tyske militære styrker. Barthous folkeforbundsstrategi er mindre specifik end den, der udfoldes hos Raiberti, men den er igen centreret om, hvorledes Folkeforbundet kan bidrage til at løse Frankrigs kritiske problem: Forholdet til den tyske fjende. Desuden kan man konstatere, at denne strategi igen artikuleres som en ekstrapolering af den universalistisk-altruistiske franske historiske mission, hvor menneskehedens vel og Frankrigs krav går restløst op i hinanden. Følgende udsagn, der er formuleret som en opfordring til den franske udenrigsminister, idet Barthou opfordrer ham til som Frankrigs repræsentant at forfølge: le droit et la possibilité de faire triompher ces revendications de la France qui ont exprimé le droit de l humanité (p4129) trækker endnu en gang på det berørte interessesammenfald. Som et sidste eksempel på den franske folkeforbundspolitik anno 1919 ser vi på Léon Bourgeois tale i sénatet d (JO, débats sénat, 1919, pp ). Som hovedkraft bag det franske udkast til en Folkeforbundspagt og som fransk repræsentant i Folkeforbundskommissionen i Paris er Bourgeois på én gang skuffet over, at ikke alle franske kardinalpunkter kom igennem - og fortrøstningsfuld med hensyn til de spirer, der trods alt kan identificeres i pagtens 140

144 art. 8 (mht. kontrollen med Tysklands rustninger 98 ) og i art. 9 og art. 16 (mht. en international styrke). Endvidere slår han fast, at Frankrig skal fortsætte med at føre en politique de droit indenfor dette forbunds rammer, i overensstemmelse med den franske nations historiske arv som rettens forsvarer. Dog må også Bourgeois kæmpe med en spænding mellem to antagonistiske vokabularer. På den ene side en universalisme, som dels er indeholdt i den uforbeholdne tilslutning til le droit des peuples de disposer d eux-mêmes, dels kommer til udtryk i rosen af Versaillestraktens værk: Le traité a d abord voulu rétablir chacune des nations dans son droit ( ) et les protéger contre les risques à venir (p1583, JE fremhævning) og af folkeforbundspagtens nyskabende bestemmelser om kollektive respons på brud på den nye retslige orden: au lieu de laisser chacun des États chercher dans une lutte contre tous les voies de sa destinée future, il veut que l entente soit scellée entre tous et contre celui qui tenterait, contrairement au droit, d entraver le libre et juste développement des autres (ibid.) og, på den anden side, tildelingen af en særlig status til Frankrig. Mht. Frankrigs status i denne nye orden siger Bourgeois: [La France] ne demande que son droit som er lig med sa force incomparable, celle qui lui permettra de parler hautement et fièrement dans le concert universel (ibid., JE fremhævning). Frankrigs ret er altså, i kraft af dets styrke, at tale højt og stolt i det universelle kor. Dette billede af et Frankrig med en særlig mission på det universelles vegne genfindes i den rolle, Bourgeois forestiller sig det franske sprog skal spille i Folkeforbundet og fremtidens diplomati. I lighed med en række andre debattører beklager han, at det franske sprog i udarbejdningen af Versailles-traktaten og Folkeforbundspagten har måttet lide den tort at blive sidestillet med engelsk. Bourgeois udtrykker det håb, at denne sidestilling ophører, Esperons qu elle retrouvera sa place éminente, idet han henviser til det franske sprogs særligt civiliserende karakter som et merveilleux instrument de l éducation universelle (p1588). 99 Sammenfattende om konstruktionen af harmoni mellem alliancen og Folkeforbundet indenfor Versaillessyntesen kan vi hæfte os ved to forhold: 1. At indgåelsen af den militære alliance begribes både som (1) en umiddelbar sikkerhedspolitisk foranstaltning specifikt rettet mod den tyske fjende og som (2) et skridt på vejen til en kvalitativt ny international orden, hvor selvbestemmelse og ret er internationalt garanteret. Forbindelsen mellem alliancens forskellige funktioner skabes gennem en insisteren på de demokratiske fællestræk ved de tre stater i alliancen. 98 Denne artikel omhandler ganske vist rustningernes indskrænkning, men i pagten sigtes der ikke specifikt til Tysklands rustninger, men derimod til,...at Fredens Opretholdelse kræver en Indskrænkning af de nationale Rustninger til den laveste Græanse, som er forenelig med den nationale Sikkerhed og med Haandhævelsen ved fælles Virksonhed af de mellemfolkelige Forpligtelser (citeret efter den danske oversættelse fra Folketingstidende 1919, Tillæg I, pp ). 99 At sprogets status ingenlunde er kuriøs, skal vi vende tilbage til senere i dette kapitel. 141

145 2. At Folkeforbundet forstås som bærer af to missioner, der ikke umiddelbart synes at lade sig forene: (1) at holde Tyskland under skarp militær og politisk kontrol og (2) at være den institution, der sikrer skabelsen af en ny ret, baseret på folkenes selvbestemmelse og territoriernes ukrænkelighed. Forbindelsen mellem de to missioner skabes ved at iagttage forholdet mellem Frankrig og Folkeforbundet udfra den revolutionære-republikanske fortælling om Frankrigs rolle i verdenshistorien. I dette perspektiv kan der, ved så at sige at vende relationen mellem Frankrig og menneskeheden på hovedet, etableres et sammenfald mellem Frankrigs interesser og menneskehedens interesser, jf. bl.a. Raiberti, og dette sammenfald kan begrunde, at menneskehedens instans, Folkeforbundet, først og fremmest bør være optaget af at løse Frankrigs sikkerhedsproblemer i forhold til Tyskland. Som det er fremgået af det ovenstående spiller den franske fjende, Tyskland, en både altafgørende og ambivalent rolle i den franske fredspolitik. Vi skal i det følgende afsnit se nærmere på de specifikke problemer, der knytter sig til Tysklands status i Versaillessyntesens fredsontologi. 5.3 Tyskland Som vi allerede har været inde på ved flere lejligheder, er det tyske spørgsmål det helt store spøgelse i den franske fredsmaskine. Således spiller Tyskland en central rolle i både de historiske fortællinger om Frankrigs rolle i verden og i de mere konkrete spørgsmål om den militære alliance og om Folkeforbundets indretning og fremtid. I Versaillessyntesens optik er udgangspunktet det almindeligt gennemgående, og i traktaten fastslåede, at Tyskland (og dets allierede) bærer ansvaret for krigen og som sådan er erstatningspligtigt i forhold til krigens omkostninger. Hvor wilsonismen og revanchismen, som vi har set, opererer med hver sin klare version af, hvilket Tyskland (den preussiske militære elite eller den tyske nation som sådan), der bærer ansvaret, hersker der en større forsigtighed blandt traktatens forsvarere. Denne forsigtighed afspejler en dobbelt ambivalens indenfor Versailles-syntesen på to afgørende spørgsmål, som både wilsonismen og revanchismen havde klare, doktrinære svar på: Tysklands karakter: Foranderlighed (historicisme) eller fortabthed (essentialisme) Tysklands fremtid: Selvbestemmelse eller umyndiggørelse Disse to begrebspar indikerer henholdsvis to forskellige strategier og to forskellige analyser med hensyn til det tyske problem, hvor selvbestemmelse med udgangspunkt i Tysklands sociale- 142

146 politiske foranderlighed er wilsonismens strategi og analyse, og hvor umyndiggørelse med udgangspunkt i Tysklands fortabthed som militaristisk folk/nation er revanchismens strategi og analyse. Som forsvarer af den samlede fredsordning er det vanskeligt at hælde til det ene eller det andet af disse kombinationer. Vi skal i det følgende stille ind på den konfliktualitet, der gemmer sig i selvbestemmelsesspørgsmålet i den franske efterkrigskontekst, idet det kobles til det tyske problem. Mht. Tysklands selvbestemmelse indenfor rammerne af den nye fred, stiller Charles Benoist* (JO, débats chambre, , pp ) ind på et dilemma mellem Folkeforbundets principper og Frankrigs interessser. Folkeforbundet anskues her som en superpuissance, som vil implicere at les nations ne sont libres, égales et solidaires que dans la société des nations seule souveraine, puisqu elle n aura pas de supérieur humain (p4042). Problemet er så, om dette fredslutningens nye evangelium i sig selv vil kunne sikre opfyldelsen af, hvad vi med afsæt i kapitel 3 kunne kalde den første krigs ( ) konkrete franske krigsmål - restitutions, réparations, garanties. Det afgørende spørgsmål er for Benoist i denne sammenhæng spørgsmålet om de tyske grænser, hvor Benoist har som udgangspunkt at Rhinen udgør la vraie frontière de l occident (p4043), dvs. den sande grænse mellem Frankrig og det tyske område, uden dog at specificere hvilke kriterier der ligger til grund for denne grænsedragning. At det ikke er selvbestemmelsesprincippet, der ligger til grund, er imidlertid eksplicit, idet Benoist a priori afviser, at den vestlige Rhinbred skulle kunne annekteres af Frankrig, da dette ville være i modstrid med netop selvbestemmelsesprincippet, da folkene, også altså Tyskland, ont le droit de disposer d eux-même (p4043). Der er altså en konflikt mellem forskellige principper for grænsedragning, på den en side det artikulerede selvbestemmelsesprincip og på den anden side et ikke-artikuleret princip, efter hvilket Tysklands sande grænse går ved Rhinen. 143

147 Figur 5.1 Figur 5.1 illustrerer den konkrete geografi i Rhin-spørgsmålet. Den venstre Rhin-bred (det forskelligtfarvede område med de allierede flag som markering af de midlertidige besættelseszoner) er det strategisk omstridte område (med det økonomisk, kul og jern, interessante Saarland), som Benoist forestiller sig skulle være tysk politisk (jf. selvbestemmelsen) men fransk militært i form af en permanent militær tilstedeværelse. I sit forsøg på at håndtere konflikten mellem den anden krigs selvbestemmelsesprincip og den første krigs franske krigsmål (restitution, reparation og garantier, jf. ovenfor) forestiller Benoist sig konflikten løst gennem gennem en skelnen mellem politiske grænser (der respekterer det forhold, at folk i Rhinlandet overvejende er af tysk nationalitet, og derfor knytter Rhinlandet til den tyske republik i politisk henseende) og militære grænser, der kan begrunde og legitimere, at Rhinlandet er under fransk militær kontrol. Selvom Versailles-traktaten ikke kan begrunde en sådan fransk militær tilstedeværelse i Rhinlandet, vidner Benoist grænseprincipielle vaklen mellem politiske og militære (= sande ) grænser om 144

Umiddelbare kommentarer til Erhvervsministerens redegørelse vedr. CIBOR 27/9-2012 Krull, Lars

Umiddelbare kommentarer til Erhvervsministerens redegørelse vedr. CIBOR 27/9-2012 Krull, Lars Aalborg Universitet Umiddelbare kommentarer til Erhvervsministerens redegørelse vedr. CIBOR 27/9-2012 Krull, Lars Publication date: 2012 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication

Læs mere

Aalborg Universitet. Banker i Danmark pr. 22/3-2012 Krull, Lars. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version)

Aalborg Universitet. Banker i Danmark pr. 22/3-2012 Krull, Lars. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Aalborg Universitet Banker i Danmark pr. 22/3-2012 Krull, Lars Publication date: 2012 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation for published

Læs mere

Citation for published version (APA): Kirkeskov, J. (2012). Mangelfuld radonsikring kan koste dyrt. Byggeriet, 10(2), 32-32.

Citation for published version (APA): Kirkeskov, J. (2012). Mangelfuld radonsikring kan koste dyrt. Byggeriet, 10(2), 32-32. Aalborg Universitet Mangelfuld radonsikring kan koste dyrt Kirkeskov, Jesper Published in: Byggeriet Publication date: 2012 Document Version Forfatters version (ofte kendt som postprint) Link to publication

Læs mere

Citation for published version (APA): Byrge, C., & Hansen, S. (2009). Den Kreative Platform Spillet [2D/3D (Fysisk produkt)].

Citation for published version (APA): Byrge, C., & Hansen, S. (2009). Den Kreative Platform Spillet [2D/3D (Fysisk produkt)]. Aalborg Universitet Den Kreative Platform Spillet Sørensen, Christian Malmkjær Byrge; Hansen, Søren Publication date: 2009 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg

Læs mere

Aalborg Universitet. Guide: Sådan fjernes kuldebroerne Kragh, Jesper. Publication date: 2011. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version)

Aalborg Universitet. Guide: Sådan fjernes kuldebroerne Kragh, Jesper. Publication date: 2011. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Aalborg Universitet Guide: Sådan fjernes kuldebroerne Kragh, Jesper Publication date: 2011 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation for published

Læs mere

Citation for published version (APA): Byrge, C., & Hansen, S. (2011). Værktøjskasse til kreativitet [2D/3D (Fysisk produkt)].

Citation for published version (APA): Byrge, C., & Hansen, S. (2011). Værktøjskasse til kreativitet [2D/3D (Fysisk produkt)]. Aalborg Universitet Værktøjskasse til kreativitet Sørensen, Christian Malmkjær Byrge; Hansen, Søren Publication date: 2011 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg

Læs mere

Aalborg Universitet. Ældreforsørgerbyrden aflyst Andersen, Jørgen Goul. Publication date: 2014. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version)

Aalborg Universitet. Ældreforsørgerbyrden aflyst Andersen, Jørgen Goul. Publication date: 2014. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Aalborg Universitet Ældreforsørgerbyrden aflyst Andersen, Jørgen Goul Publication date: 2014 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation for

Læs mere

Aalborg Universitet. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University

Aalborg Universitet. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Aalborg Universitet Musikterapi i psykiatrien med fokus på forandringssprocesser i behandling af personer med personlighedsforstyrrelser. Her under udvikling af behandlingsalliance og forbedret mentaliseringsevne.

Læs mere

Værktøj til oplevelsesøkonomisk effektvurdering Jessen, Line Bjerregaard; Nielsen, Anna Porse; Jensen, Jens Frederik

Værktøj til oplevelsesøkonomisk effektvurdering Jessen, Line Bjerregaard; Nielsen, Anna Porse; Jensen, Jens Frederik Aalborg Universitet Værktøj til oplevelsesøkonomisk effektvurdering Jessen, Line Bjerregaard; Nielsen, Anna Porse; Jensen, Jens Frederik Publication date: 2011 Link to publication from Aalborg University

Læs mere

Aalborg Universitet Guide: Sådan efterisoleres med kvalitet General rights Take down policy

Aalborg Universitet Guide: Sådan efterisoleres med kvalitet General rights Take down policy Aalborg Universitet Guide: Sådan efterisoleres med kvalitet Kragh, Jesper Publication date: 2011 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation

Læs mere

Citation for published version (APA): Levinsen, K. (2010). HJÆLP: nu er der kommet ny it igen!. IT og undervisninge, 34(1), 15-21.

Citation for published version (APA): Levinsen, K. (2010). HJÆLP: nu er der kommet ny it igen!. IT og undervisninge, 34(1), 15-21. Aalborg Universitet HJÆLP Levinsen, Karin Ellen Tweddell Published in: IT og undervisninge Publication date: 2010 Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf) Link to publication from

Læs mere

Aalborg Universitet. Guide: Sådan fjernes utætheder Kragh, Jesper. Publication date: 2011. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version)

Aalborg Universitet. Guide: Sådan fjernes utætheder Kragh, Jesper. Publication date: 2011. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Aalborg Universitet Guide: Sådan fjernes utætheder Kragh, Jesper Publication date: 2011 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation for published

Læs mere

Det fleksible fællesskab

Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Kirsten Hastrup unı vers Kultur Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Af Kirsten Hastrup unıvers Kultur Det fleksible fællesskab er sat med Adobe Garamond

Læs mere

Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF

Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF Tips og vejledning vedrørende den tredelte prøve i AT, Nakskov Gymnasium og HF Den afsluttende prøve i AT består af tre dele, synopsen, det mundtlige elevoplæg og dialogen med eksaminator og censor. De

Læs mere

Aalborg Universitet. Hva er profesjonsrettet forskning? Larsen, Kristian. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version)

Aalborg Universitet. Hva er profesjonsrettet forskning? Larsen, Kristian. Publication date: 2012. Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Aalborg Universitet Hva er profesjonsrettet forskning? Larsen, Kristian Publication date: 2012 Document Version Pre-print (ofte en tidlig version) Link to publication from Aalborg University Citation for

Læs mere

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen

Statskundskab. Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen Statskundskab Studieleder: Lektor, Ph.D. Uffe Jakobsen På spørgsmålet: Hvad er "politologi"? kan der meget kort svares, at politologi er "læren om politik" eller det videnskabelige studium af politik.

Læs mere

LEDELSE Læseplan. Underviser: Kristian Malver, ekstern lektor, Chef for Personelstrategisektionen, Forsvarskommandoen.

LEDELSE Læseplan. Underviser: Kristian Malver, ekstern lektor, Chef for Personelstrategisektionen, Forsvarskommandoen. Syddansk Universitet Samfundsvidenskabelig Fakultet Master of Public Management Årgang 2013, 2. semester, foråret 2014 LEDELSE Læseplan 25. november 2014 Underviser: Kristian Malver, ekstern lektor, Chef

Læs mere

Aalborg Universitet. Spar Nord Banks historie Jørgensen, Kenneth Mølbjerg. Publication date: 2007

Aalborg Universitet. Spar Nord Banks historie Jørgensen, Kenneth Mølbjerg. Publication date: 2007 Aalborg Universitet Spar Nord Banks historie Jørgensen, Kenneth Mølbjerg Publication date: 2007 Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf) Link to publication from Aalborg University

Læs mere

Metoder og erkendelsesteori

Metoder og erkendelsesteori Metoder og erkendelsesteori Af Ole Bjerg Inden for folkesundhedsvidenskabelig forskning finder vi to forskellige metodiske tilgange: det kvantitative og det kvalitative. Ser vi på disse, kan vi konstatere

Læs mere

Mere om at give og modtage feedback

Mere om at give og modtage feedback Mere om at give og modtage feedback Der synes bred enighed om principperne for god feedback. Jeg har i 2006 formuleret en række principper her: http://www.lederweb.dk/personale/coaching/artikel/79522/at

Læs mere

Indledning. Ole Michael Spaten

Indledning. Ole Michael Spaten Indledning Under menneskets identitetsdannelse synes der at være perioder, hvor individet er særlig udfordret og fokuseret på definition og skabelse af forståelse af, hvem man er. Ungdomstiden byder på

Læs mere

Aalborg Universitet. Udtjente bygninger og bygningsrenovering Wittchen, Kim Bjarne; Kragh, Jesper. Publication date: 2013

Aalborg Universitet. Udtjente bygninger og bygningsrenovering Wittchen, Kim Bjarne; Kragh, Jesper. Publication date: 2013 Aalborg Universitet Udtjente bygninger og bygningsrenovering Wittchen, Kim Bjarne; Kragh, Jesper Publication date: 2013 Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf) Link to publication

Læs mere

Citation for published version (APA): Brodersen, L. (2011). Grundkort og basisdata: Behov for et paradigmeskift?. Geoforum.dk, (124), 9-14.

Citation for published version (APA): Brodersen, L. (2011). Grundkort og basisdata: Behov for et paradigmeskift?. Geoforum.dk, (124), 9-14. Aalborg Universitet Grundkort og basisdata Brodersen, Lars Published in: Geoforum.dk Publication date: 2011 Document Version Forlagets endelige version (ofte forlagets pdf) Link to publication from Aalborg

Læs mere

Innovations- og forandringsledelse

Innovations- og forandringsledelse Innovations- og forandringsledelse Artikel trykt i Innovations- og forandringsledelse. Gengivelse af denne artikel eller dele heraf er ikke tilladt ifølge dansk lov om ophavsret. Børsen Ledelseshåndbøger

Læs mere

Billedkunst B stx, juni 2010

Billedkunst B stx, juni 2010 Billedkunst B stx, juni 2010 1. Identitet og formål 1.1. Identitet Fagets primære genstandsfelt er billedkunst og arkitektur. Faget inddrager fænomener fra hele det visuelle felt. Kunst og arkitektur tjener

Læs mere

Kulturel kapital blandt topdirektører i Danmark - En domineret kapitalform? Ellersgaard, Christoph Houman; Larsen, Anton Grau

Kulturel kapital blandt topdirektører i Danmark - En domineret kapitalform? Ellersgaard, Christoph Houman; Larsen, Anton Grau university of copenhagen Kulturel kapital blandt topdirektører i Danmark - En domineret kapitalform? Ellersgaard, Christoph Houman; Larsen, Anton Grau Published in: Dansk Sociologi Publication date: 2011

Læs mere

2. Diskutér, hvilke fordele og ulemper der er opstået som følge af, at samfundet er

2. Diskutér, hvilke fordele og ulemper der er opstået som følge af, at samfundet er Arbejdsspørgsmål til undervisningsbrug Kapitel 1: Terror og film en introduktion 1. Hvori består forholdet mellem den 10., 11. og 12. september? 2. Opstil argumenter for og imod at lave en universel terrorismedefinition.

Læs mere

IP I PRAKSIS LIV ANDERSSON INTERNATIONAL POLITIK ET VÆRKTØJ TIL STUDIET AF DITTE FRIESE GORM KJÆR NIELSEN

IP I PRAKSIS LIV ANDERSSON INTERNATIONAL POLITIK ET VÆRKTØJ TIL STUDIET AF DITTE FRIESE GORM KJÆR NIELSEN STUDIER I GLOBA L POLITIK OG SIKK ER HED IP I PRAKSIS ET VÆRKTØJ TIL STUDIET AF LIV ANDERSSON INTERNATIONAL POLITIK DITTE FRIESE GORM KJÆR NIELSEN (RED.) J U R I S T- O G Ø K O N O M F O R B U N D E T

Læs mere

Indledning. Om bogens baggrund og formål

Indledning. Om bogens baggrund og formål Indledning Om bogens baggrund og formål Nærværende bog fokuserer på en af de mest toneangivende genretendenser i 1990 ernes danske litteratur, kendt under betegnelsen kortprosa. Bogen præsenterer en komparativ

Læs mere

Læsevejledning til undervisere med idékatalog til refleksionsspørgsmål

Læsevejledning til undervisere med idékatalog til refleksionsspørgsmål Læsevejledning til undervisere med idékatalog til refleksionsspørgsmål Denne rapport kan bruges som undervisningsmateriale om de økonomiske aspekter af myndighedssagsbehandlernes arbejde med udsatte børn

Læs mere

Det centrale emne er mennesket og dets frembringelse Humaniora:

Det centrale emne er mennesket og dets frembringelse Humaniora: HUMANIORA HUMANIORA Det centrale emne er mennesket og dets frembringelse Humaniora: Beskæftiger sig med mennesket som tænkende, følende, handlende og skabende væsen. Omhandler menneskelige forhold udtrykt

Læs mere

SOCIALT ARBEJDE I TEORI OG KONTEKST

SOCIALT ARBEJDE I TEORI OG KONTEKST SOCIALT ARBEJDE I TEORI OG KONTEKST En grundbog SOCIALT ARBEJDE I TEORI OG KONTEKST er oversat fra engelsk efter Social Work Theories in Context Creating Frameworks for Practice af Joachim Wrang Palgrave

Læs mere

Lærer med magt og kraft

Lærer med magt og kraft PÅ JAGT EFTER DET GODE LEDERSKAB Lærer med magt og kraft Af Astrid Kilt og Jeanette Svanholm www.ledelsesrummet.dk Afklar dit ledelsesrum og påtag dig lederskabet som lærer. Sådan lyder budskabet fra to

Læs mere

Demokrati, magt og medier

Demokrati, magt og medier Demokrati, magt og medier Politisk Sociologi - Synopsis Sociologisk institut, Københavns Universitet sommereksamen 2011 Eksamensnummer 20 Antal tegn i opgaven 7093 Antal tegn i fodnoter 515 Indledning

Læs mere

Workshop: Talepædagogisk rapportskrivning

Workshop: Talepædagogisk rapportskrivning Workshop: Talepædagogisk rapportskrivning FTHF s efteruddannelseskursus 17.9.2015 1 Oplæg og dialog om centrale fokuspunkter og dilemmaer i rapportskrivning. Hvordan kan tale-hørelæreren forme sin rapport,

Læs mere

Der skal være en hensigt med teksten - om tilrettelæggelse og evaluering af elevers skriveproces

Der skal være en hensigt med teksten - om tilrettelæggelse og evaluering af elevers skriveproces Der skal være en hensigt med teksten - om tilrettelæggelse og evaluering af elevers skriveproces Af Bodil Nielsen, Lektor, ph.d., UCC Det er vigtigt at kunne skrive, så man bliver forstået også af læsere,

Læs mere

Social kapital og mediernes indflydelse på deltagerdemokratiet

Social kapital og mediernes indflydelse på deltagerdemokratiet Social kapital og mediernes indflydelse på deltagerdemokratiet Jeg vil i denne synopsis tegne et billede af forholdet mellem social kapital som et vigtigt aspekt for et velfungerende demokrati, og forholde

Læs mere

Kreativitet og innovation for dannelsens eller nyttens skyld?

Kreativitet og innovation for dannelsens eller nyttens skyld? Kreativitet og innovation for dannelsens eller nyttens skyld? Lars Geer Hammershøj Fremme af kreativitet i form af leg er med henblik på barnets menneskelige og sociale dannelse, hvorimod fremme af kreative

Læs mere

Om at læse! en videnskabelig artikel! som diplomstudiestarter"

Om at læse! en videnskabelig artikel! som diplomstudiestarter Om at læse! en videnskabelig artikel! som diplomstudiestarter" Anker Helms Jørgensen! IT Universitetet i København! DUN Konferencen Maj 2010! Om at læse en artikel! 1! Baggrund: It-verdenen møder akademia!

Læs mere

Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur

Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur Lis Højgaard KØN OG LØN - En analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder Samfundslitteratur Lis Højgaard Køn og Løn - En analyse af virksomhedskultur

Læs mere

KONSTRUKTIV KONFLIKTKULTUR

KONSTRUKTIV KONFLIKTKULTUR KristianKreiner 24.april2010 KONSTRUKTIVKONFLIKTKULTUR Hvordanmanfårnogetkonstruktivtudafsinekonflikter. Center for ledelse i byggeriet (CLiBYG) har fulgt et Realdaniafinansieret interventionsprojekt,

Læs mere

Henrik Jochumsen 2013

Henrik Jochumsen 2013 Henrik Jochumsen 2013 Introduktion Det overordnede og det centrale: Den videnskabelige genre Den gode opgave Den klassiske disposition form og indhold Hvis tid: Vejledning Skriv sammen! Skriveblokering

Læs mere

I LYSETS TJENESTE. nye religiøse og spirituelle grupper i Danmark RENÉ DYBDAL PEDERSEN

I LYSETS TJENESTE. nye religiøse og spirituelle grupper i Danmark RENÉ DYBDAL PEDERSEN I LYSETS TJENESTE nye religiøse og spirituelle grupper i Danmark RENÉ DYBDAL PEDERSEN I N D H O L D Forord.............................................................5 1. At definere det nye...........................................11

Læs mere

Du bliver hvad du tænker SELVVÆRD SELVINDSIGT SELVTILLID SUCCES

Du bliver hvad du tænker SELVVÆRD SELVINDSIGT SELVTILLID SUCCES Du bliver hvad du tænker SELVVÆRD SELVINDSIGT SELVTILLID SUCCES Indholdsfortegnelse Forord 4 1. Selvindsigt en gave du selv skal finde! 7 2. Mentale principper for dine tanker og handlinger 10 Princippet

Læs mere

Skabende kunstterapi. Hanne Stubbe teglbjærg. a arh u S u nivers itets forlag

Skabende kunstterapi. Hanne Stubbe teglbjærg. a arh u S u nivers itets forlag Skabende kunstterapi Hanne Stubbe teglbjærg a arh u S u nivers itets forlag SKABENDE KUNSTTERAPI Hanne Stubbe Teglbjærg SKABENDE KUNSTTERAPI Aarhus Universitetsforlag a Skabende kunstterapi Forfatteren

Læs mere

Det økonomiske menneske

Det økonomiske menneske Det økonomiske menneske Et filosofisk og systemteoretisk essay over Homo Economicus, markedsværdierne og den økonomiske rationalitet (udkommer 2015) Af Cand. phil. Steen Ole Rasmussen Indhold Indledning

Læs mere

At positionere sig som vejleder. Vejlederuddannelsen, Skole- og dagtilbudsafdelingen, 2013-2014. Dagens program

At positionere sig som vejleder. Vejlederuddannelsen, Skole- og dagtilbudsafdelingen, 2013-2014. Dagens program At positionere sig som vejleder Vejlederuddannelsen, Skole- og dagtilbudsafdelingen, 2013-2014 Dagens program 14.00: Velkommen og opfølgning på opgave fra sidst 14.20: Oplæg om diskurs og positionering

Læs mere

Anerkendende, værdiskabende evaluering i organisationer - brugbare distinktioner i etableringen af udbytterig dokumentations- og evalueringspraksis

Anerkendende, værdiskabende evaluering i organisationer - brugbare distinktioner i etableringen af udbytterig dokumentations- og evalueringspraksis Anerkendende, værdiskabende evaluering i organisationer - brugbare distinktioner i etableringen af udbytterig dokumentations- og evalueringspraksis af Eva Damsgaard og Andreas Granhof Juhl, 2007 (c) Indledning

Læs mere

Læg lågen med fronten nedad på et blødt materiale for at beskytte lakken.

Læg lågen med fronten nedad på et blødt materiale for at beskytte lakken. Dansk Deutsch Francais - English Varenr. 51075 Udskiftning af pakning ved glas: Pakken indeholder: 1 stk. Pakning Vejledning: Aduro 4 Er pakningerne blevet hårde og utætte kan de skiftes på følgende måde:

Læs mere

De overordnede bestemmelser for uddannelsen fremgår af Studieordning for Bacheloruddannelsen i Arabisk og Kommunikation (www.asb.dk/studinfo).

De overordnede bestemmelser for uddannelsen fremgår af Studieordning for Bacheloruddannelsen i Arabisk og Kommunikation (www.asb.dk/studinfo). STUDIEORDNING Revideret 14. maj 2009 STUDIEORDNING PR. 1. FEBRUAR 2008 FOR KOMMUNIKATIONSDELEN AF BACHERLORUDDANNELSEN I ARABISK OG KOMMUNIKATION VED HANDELSHØJSKOLEN, AARHUS UNIVERSITET OG DET TEOLOGISKE

Læs mere

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved

En national vision for folkeoplysningen i Danmark. Af kulturminister Marianne Jelved En national vision for folkeoplysningen i Danmark Af kulturminister Marianne Jelved En national vision for folkeoplysningen i Danmark Udgivet november 2014 Kulturministeriet Nybrogade 2 1203 København

Læs mere

Fra Valg til Læring potentialer i at skifte perspektiv

Fra Valg til Læring potentialer i at skifte perspektiv Fra Valg til Læring potentialer i at skifte perspektiv Randi Boelskifte Skovhus Lektor ved VIA University College Ph.d. studerende ved Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet Denne artikel argumenterer

Læs mere

3.g elevernes tidsplan for eksamensforløbet i AT 2015

3.g elevernes tidsplan for eksamensforløbet i AT 2015 Mandag d. 26.1.15 i 4. modul Mandag d. 2.2.15 i 1. og 2. modul 3.g elevernes tidsplan for eksamensforløbet i AT 2015 AT emnet offentliggøres kl.13.30. Klasserne er fordelt 4 steder se fordeling i Lectio:

Læs mere

Velkommen til vort bud på en Kultur-, Fritids- og Turismepolitik for Lejre. Velkommen til OPLEV LEJRE.

Velkommen til vort bud på en Kultur-, Fritids- og Turismepolitik for Lejre. Velkommen til OPLEV LEJRE. UDVALGET FOR KULTUR OG FRITID - i Lejre Kommune Kære Borger, Kære Gæst - i Lejre Velkommen til vort bud på en Kultur-, Fritids- og Turismepolitik for Lejre. Velkommen til OPLEV LEJRE. Meningen med vore

Læs mere

INTRODUKTION OG LÆSERVEJLEDNING... 9

INTRODUKTION OG LÆSERVEJLEDNING... 9 Indholdsfortegnelse INTRODUKTION OG LÆSERVEJLEDNING............... 9 1 KOMMUNIKATIONSKULTUR.................... 13 Kommunikative kompetencer............................13 Udvælgelse af information................................14

Læs mere

Kursusforløb 6-8. klasse. Fagplan for Den Vide Verden og Demokrati

Kursusforløb 6-8. klasse. Fagplan for Den Vide Verden og Demokrati FAABORGEGNENS FRISKOLE PRICES HAVEVEJ 13, 5600 FAABORG TLF.: 6261 1270 FAX: 6261 1271 Kursusforløb 6-8. klasse ENGHAVESKOLEN D. 07-01-2009 Sideløbende med historieundervisningen i 6.-9.kl. er der i 6.

Læs mere

PROFESSIONSIDEAL FOR DANMARKS LÆRERFORENING

PROFESSIONSIDEAL FOR DANMARKS LÆRERFORENING PROFESSIONSIDEAL FOR DANMARKS LÆRERFORENING PROFESSIONSIDEAL FOR DANMARKS LÆRERFORENING I efter bedste evne opfylde folkeskolens målsætning og undervisningsmål. De målsætninger, undervisningsmål og principper,

Læs mere

Aktionslæring som metode til udvikling af didaktisk professionalisme

Aktionslæring som metode til udvikling af didaktisk professionalisme Aktionslæring som metode til udvikling af didaktisk professionalisme Af Jytte Vinther Andersen, konsulent, og Helle Plauborg, ph.d.-stipendiat 20 Denne artikel handler om aktionslæring. Aktionslæring er

Læs mere

HuskMitNavn 2010. Fysisk handicappede på Faaborgegnens Efterskole. "... vi er hinandens verden og hinandens skæbne." K.E. Løgstrup

HuskMitNavn 2010. Fysisk handicappede på Faaborgegnens Efterskole. ... vi er hinandens verden og hinandens skæbne. K.E. Løgstrup HuskMitNavn 2010 Fysisk handicappede på Faaborgegnens Efterskole "... vi er hinandens verden og hinandens skæbne." K.E. Løgstrup! Fysisk handicappede på Faaborgegnens Efterskole. Tag dit barn i hånden

Læs mere

Tag dine Giraf-ører på, når du leder og vejleder

Tag dine Giraf-ører på, når du leder og vejleder Tag dine Giraf-ører på, når du leder og vejleder - om at bruge Empatisk Lytning som leder, coach og terapeut Af Ianneia Meldgaard, cand. mag. Kursus- og foredragsholder og coach. www.qcom.dk De fleste

Læs mere

Guidelines for brugen af. sociale medier i Børn og Unge

Guidelines for brugen af. sociale medier i Børn og Unge Guidelines for brugen af sociale medier i Børn og Unge Guidelines for brugen af sociale medier i børn og unge 2 Sociale medier som Facebook og Twitter fylder stadig mere i danskernes hverdag. Antallet

Læs mere

PÆDAGOGISK REFERENCERAMME. Handicapafdelingen

PÆDAGOGISK REFERENCERAMME. Handicapafdelingen PÆDAGOGISK REFERENCERAMME Handicapafdelingen Februar 2009 Pædagogisk referenceramme for Handicapafdelingen i Frederikshavn Kommune Serviceloven som rammesættende udgangspunkt Handicapafdelingens pædagogiske

Læs mere

CHARA is collaborating with The Royal Library of Denmark to preserve and extend access to CHARA - Journal of Creativity, Spontaneity and Learning.

CHARA is collaborating with The Royal Library of Denmark to preserve and extend access to CHARA - Journal of Creativity, Spontaneity and Learning. Title:!Vi graver huller, som musikken kan fylde op Author(s): Jens Skou Olsen & Butch Lacy Source: CHARA Journal of Creativity, Spontaneity and Learning, Vol. 2, No. 1 (2011) Pages: 609-614 Published by:

Læs mere

Hvornår og hvordan der kommer etik ind i og ud af videnskaben?

Hvornår og hvordan der kommer etik ind i og ud af videnskaben? Hvornår og hvordan der kommer etik ind i og ud af videnskaben? Jacob Birkler, cand.mag., ph.d.-stipendiat, Syddansk Universitet / Lektor, University College Vest. jbirkler@health.sdu.dk. Når et videnskabeligt

Læs mere

Workshop: EU og EU s rolle i verden

Workshop: EU og EU s rolle i verden Institut for Statskundskab Workshop: EU og EU s rolle i verden Anders Wivel, ph.d. Lektor, studieleder Institut for Statskundskab Københavns Universitet Dias 1 Anders Wivel Forsker i international politik,

Læs mere

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid

At bruge historie. i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid At bruge historie i en sen-/postmoderne tid Bernard Eric Jensen (red.) Roskilde Universitetsforlag Bernard Eric Jensen (red.) At bruge historie i en sen-/postmoderne

Læs mere

Middelfart d. 13.8 2013. V/ Jesper Lai Knudsen og Martin Oksbjerg

Middelfart d. 13.8 2013. V/ Jesper Lai Knudsen og Martin Oksbjerg Middelfart d. 13.8 2013. V/ Jesper Lai Knudsen og Martin Oksbjerg Jeg er ikke en særlig god underviser!!! Historier eller hændelser der understøtter den historie om mig selv. Min egen fortælling og andres

Læs mere

persolog Personlig Mestringsrapport

persolog Personlig Mestringsrapport persolog Personlig Mestringsrapport Instruktioner til persolog Online Rapporter Personlig Mestring Oversigt over rapportelementer og bestillingsmuligheder: persolog online rapporter Personlig Mestring

Læs mere

Skriftligt dansk. Taksonomiske niveauer og begreber. Redegørelse

Skriftligt dansk. Taksonomiske niveauer og begreber. Redegørelse Skriftligt dansk Taksonomiske niveauer og begreber Redegørelse En redegørelse er en fokuseret og forklarende gengivelse af noget, fx synspunkter i en tekst, fakta om en litteraturhistorisk periode eller

Læs mere

Dialogog. gensidig. forståelse. Dialog. gensidig. forståelse. Om klar kommunikation. i organisationer. Om klar kommunikation.

Dialogog. gensidig. forståelse. Dialog. gensidig. forståelse. Om klar kommunikation. i organisationer. Om klar kommunikation. 6884 6884 -- Omslag Omslag 31/01/2003 31/01/2003 12:55 12:55 Side 11 Side Dial gensidig forståelse Om klar kommunikation i organisationer Dial gensidig forståelse Om klar kommunikation i organisationer

Læs mere

Forberedelse. Forberedelse. Forberedelse

Forberedelse. Forberedelse. Forberedelse Formidlingsopgave AT er i høj grad en formidlingsopgave. I mange tilfælde vil du vide mere om emnet end din lærer og din censor. Dæng dem til med fakta. Det betyder at du skal formidle den viden som du

Læs mere

Indledende bemærkninger til genreoversigten

Indledende bemærkninger til genreoversigten Indledende bemærkninger til genreoversigten Følgende genreoversigt kan fungere som en tjekliste, når eleverne skal træne de skriftlige genrer til studentereksamenen i skriftlig fransk, spansk eller italiensk.

Læs mere

Tale, der tæller. Etniske minoriteter i spørgeskemaundersøgelser. Udfordringer relateret til planlægning og udførelse af forskningsprojekter

Tale, der tæller. Etniske minoriteter i spørgeskemaundersøgelser. Udfordringer relateret til planlægning og udførelse af forskningsprojekter Tale, der tæller Etniske minoriteter i spørgeskemaundersøgelser Udfordringer relateret til planlægning og udførelse af forskningsprojekter Anne Sofie Fink Kjeldgaard Seniorforsker, ph.d. Præsentation Baggrunde

Læs mere

Dit barns trivsel, læring og udvikling

Dit barns trivsel, læring og udvikling Til forældre med børn på vej mod børnehave Århus Kommune Børn og Unge Dit barns trivsel, læring og udvikling Status- og udviklingssamtale. Barnet på 2 3 år Indhold Indhold Introduktion...4 De 6 læreplanstemaer...5

Læs mere

FAG: Samfundsfag KLASSE: 8. kl A R: 14/15 Lærer: AS

FAG: Samfundsfag KLASSE: 8. kl A R: 14/15 Lærer: AS FAG: Samfundsfag KLASSE: 8. kl A R: 14/15 Lærer: AS Fagformål Eleverne skal i faget samfundsfag opnå viden og færdigheder, så de kan tage reflekteret stilling til samfundet og dets udvikling. Eleverne

Læs mere

Nyhedsbrev om teknologi B og A på htx. Tema: Studieretningsprojektet

Nyhedsbrev om teknologi B og A på htx. Tema: Studieretningsprojektet Nyhedsbrev om teknologi B og A på htx Tema: Studieretningsprojektet Ministeriet for Børn og Undervisning Departementet Kontor for Gymnasiale Uddannelser September 2012 Hvorfor dette nyhedsbrev? I august

Læs mere

Dagtilbud Seminariekvarteret Pædagogisk profil og principper. Januar 2013.

Dagtilbud Seminariekvarteret Pædagogisk profil og principper. Januar 2013. Dagtilbud Seminariekvarteret Pædagogisk profil og principper. Januar 2013. Indhold Forord.... 3 Lovgrundlag... 3 Dagtilbudsloven... 3 Børn- og ungepolitikker... 3 Udviklingsplan.... 4 Pædagogiske principper

Læs mere

Ledelsesevaluering. Formål med afsæt i ledelsespolitik og ledelsesværdier. Inspiration til forberedelse og gennemførelse

Ledelsesevaluering. Formål med afsæt i ledelsespolitik og ledelsesværdier. Inspiration til forberedelse og gennemførelse Ledelsesevaluering Inspiration til forberedelse og gennemførelse At gennemføre en ledelsesevaluering kræver grundig forberedelse for at give et godt resultat. Her finder I inspiration og gode råd til at

Læs mere

Styring og pædagogisk interaktion -Skoleledelse mellem innovations- og evalueringskulturer

Styring og pædagogisk interaktion -Skoleledelse mellem innovations- og evalueringskulturer Styring og pædagogisk interaktion -Skoleledelse mellem innovations- og evalueringskulturer Justine Grønbæk Pors Jgp.lpf@cbs.dk Institut for ledelse, politik og filosofi Center for Skoleledelse Copenhagen

Læs mere

Dansk-historie-opgave

Dansk-historie-opgave Dansk-historie-opgave Vejledning CG 2015 Opgaven i historie eller dansk (DHO) skal træne dig i at udarbejde en længere, faglig opgave. Den er første trin i en tretrinsraket med indbygget progression: I

Læs mere

Indledning. Søren Mønsted: Visionsfilm som projektmål 24. november 2004. Side 1

Indledning. Søren Mønsted: Visionsfilm som projektmål 24. november 2004. Side 1 Indledning Alle projekter har et mål. Hvad enten det drejer sig om et personligt projekt om at holde op med at ryge, projektet med at bygge en bro eller projektet med at arrangere en havefest for hele

Læs mere

Synopsis og proces. Linda Greve Aabenraa Statsskole 7. dec. 2010

Synopsis og proces. Linda Greve Aabenraa Statsskole 7. dec. 2010 Synopsis og proces Linda Greve Aabenraa Statsskole 7. dec. 2010 Din største synopsisudfordring Synopsis og proces Struktur giver overblik I skal formidle jeres niveau af viden Dagsorden for i dag Lidt

Læs mere

Forsøgslæreplan for græsk A - stx, marts 2014

Forsøgslæreplan for græsk A - stx, marts 2014 Bilag 26 Forsøgslæreplan for græsk A - stx, marts 2014 1. Identitet og formål 1.1. Identitet Græsk er et sprog- og kulturfag, der omhandler antikken som grundlag for europæisk kultur. Faget beskæftiger

Læs mere

Italien spørgeskema til sproglærere dataanalyse

Italien spørgeskema til sproglærere dataanalyse Italien spørgeskema til sproglærere dataanalyse Dig selv 1. 32 sproglærere har besvaret spørgeskemaet, 15 underviser på mellemtrinnet, 17 på ældste trin. 2. 23 underviser i engelsk, 6 i fransk, 3 i tysk,

Læs mere

Konsekvenspædagogikkens forståelse for sociale normer

Konsekvenspædagogikkens forståelse for sociale normer 2 sp. kronik til magasinet Konsekvenspædagogikkens forståelse for sociale normer Det sociale er et menneskeligt grundvilkår og derfor udgør forståelsen for og fastholdelsen af de sociale normer et bærende

Læs mere

SAMMENFATNING RESUME AF UDREDNINGEN ARBEJDSLIVSKVALITET OG MODERNE ARBEJDSLIV

SAMMENFATNING RESUME AF UDREDNINGEN ARBEJDSLIVSKVALITET OG MODERNE ARBEJDSLIV SAMMENFATNING RESUME AF UDREDNINGEN ARBEJDSLIVSKVALITET OG MODERNE ARBEJDSLIV Af Stine Jacobsen, Helle Holt, Pia Bramming og Henrik Holt Larsen RESUME AF UDREDNINGEN ARBEJDSLIVSKVALITET OG MODERNE ARBEJDSLIV

Læs mere

Det er vigtigt at være en god formidler og taler

Det er vigtigt at være en god formidler og taler Formidlingsartikel Det er vigtigt at være en god formidler og taler Sprog er et af de mest centrale redskaber i vores liv og dagligdag. Sprog gør det muligt for os at kommunikere med hinanden og påvirke

Læs mere

Differentieret social integration som teoretisk og praktisk redskab i aktiveringsarbejdet

Differentieret social integration som teoretisk og praktisk redskab i aktiveringsarbejdet Differentieret social integration som teoretisk og praktisk redskab i aktiveringsarbejdet 1 Catharina Juul Kristensen, lektor ved Institut for samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi, RUC. Indledning I dette

Læs mere

formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid inddrag ny skriftlighed

formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid inddrag ny skriftlighed Gruppearbejde om et forløb. Oplysningstid og revolution. 1.a. 3 faglige mål: formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid inddrag ny skriftlighed dokumentere viden om forskellige

Læs mere

På jagt efter motivationen

På jagt efter motivationen På jagt efter motivationen Handlekraftig selvoverskridelse i meningsfuldhedens tjeneste Af Jakob Skov, Villa Venire A/S april 2011 Motivationsbegrebet fylder til stadighed mere i dagens virksomheder og

Læs mere

Forandring, udvikling og Innovation

Forandring, udvikling og Innovation Velkommen til modul 4b af DOL modulet: Forandring, udvikling og Innovation Undervisere: Randi Juul-Olsen Dorte Venø Jakobsen 15. November 2012 Velkomst og sang Dagsorden for i dag Dagens program og logbøger

Læs mere

Brugerperspektiver som central drivkraft i det sociale arbejde eller..? Maja Lundemark Andersen, lektor i socialt arbejde, AAU.

Brugerperspektiver som central drivkraft i det sociale arbejde eller..? Maja Lundemark Andersen, lektor i socialt arbejde, AAU. Brugerperspektiver som central drivkraft i det sociale arbejde eller..? Maja Lundemark Andersen, lektor i socialt arbejde, AAU. Socialrådgiver,Supervisor,Cand.scient.soc, Ph.d. i socialt arbejde. Ansat

Læs mere

Skab bedre relationer gennem forbedring af image

Skab bedre relationer gennem forbedring af image Skab bedre relationer gennem forbedring af image I ve learned that people will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel. Maya Angelou Om

Læs mere

Forberedelse. Forberedelse. Forberedelse

Forberedelse. Forberedelse. Forberedelse Formidlingsopgave AT er i høj grad en formidlingsopgave. I mange tilfælde vil du vide mere om emnet end din lærer og din censor. Dæng dem til med fakta! Det betyder at du skal formidle den viden som du

Læs mere

Sprogrigtighed: Sprogbrug og retskrivning

Sprogrigtighed: Sprogbrug og retskrivning Ret & Rigtigt 5 a Sprogrigtighed: Sprogbrug og retskrivning Øvelser 1 Niels Erik Wille Lektor (emeritus) i Dansk Sprog, cand.mag. Inst. f. Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier Roskilde

Læs mere

Fra At lære en håndbog i studiekompetence, Samfundslitteratur 2003. Kapitel 6, s. 75-87.

Fra At lære en håndbog i studiekompetence, Samfundslitteratur 2003. Kapitel 6, s. 75-87. Side 1 af 10 Fra At lære en håndbog i studiekompetence, Samfundslitteratur 2003. Kapitel 6, s. 75-87. At skrive At skrive er en væsentlig del af både din uddannelse og eksamen. Når du har bestået din eksamen,

Læs mere

Modul 1 - Det personlige lederskab 1: Lederskab og kommunikation (5 ECTS point)

Modul 1 - Det personlige lederskab 1: Lederskab og kommunikation (5 ECTS point) Modul 1 - Det personlige lederskab 1: Lederskab og kommunikation (5 ECTS point) Studievejledning studiestart uge 5 2011 Studievejledningen er udarbejdet i henhold til bekendtgørelse om diplomuddannelsen

Læs mere

Mit den Steinen vorsichtig umgehen, da vor allem die Ecken und Kanten der Specksteine sehr spröde sind.

Mit den Steinen vorsichtig umgehen, da vor allem die Ecken und Kanten der Specksteine sehr spröde sind. 15.09.2011 Montageanleitung zum Einbau der Speck und Speichersteine in Scan-line 820, 830 und 80. Heta empfiehlt, die Montage des Ofens von zwei Personen vorzunehmen. Mit den Steinen vorsichtig umgehen,

Læs mere

Bedømmelseskriterier

Bedømmelseskriterier Bedømmelseskriterier Grundforløb 1 og 2 - Afsluttende prøve i Dansk Gældende ved prøver, der afholdes efter 1. august 2015 1 Indhold DANSK NIVEAU F... 3 DANSK NIVEAU E... 8 DANSK NIVEAU D...13 DANSK NIVEAU

Læs mere