- om allusioner i to digte af Johannes V. Jensen Sommereksamen 2009

Transkript

1 Indledning Lovet være Verdens Lys i min Tanke(..)Af Gnist under Asken genopstaar Ilden. Evig bedaarer mig Dagens Under. Sådan skriver Johannes V. Jensen 1 i første strofe i digtet Takkesprog fra I sit korte hyldestdigt tager Jensen her adskillige kristne vendinger og metaforer i brug som sit takkesprog til naturen. Denne tendens er gennemgående i Jensens forfatterskab 3 og har siden første bekendtskab med hans værker vakt min interesse. Der synes at være en spænding i hans forhold til det religiøse, som kommer til udtryk ikke mindst i forholdet mellem sprogbrug og tematik. At hans forhold til kristendommen var problematisk, fortæller biografierne, men alligevel benytter han sig ofte af dens termer. Der er ingen tvivl om, at Jensen har en pointe med at gøre, som han gør, og har et budskab at formidle, men hvilket? Fokus for følgende opgave vil være, hvordan Jensen bruger kristne metaforer og allusioner i to digte og en efterfølgende diskussion af hans livsanskuelse. De udvalgte digte er Det røde Træ 4 fra digtsamlingen Digte 1906 og Naturens Afsked 5 fra Aarets Højtider, digt- og kroniksamlingen, der udkom i To analyseobjekter er selvfølgelig langt fra repræsentative, men giver til gengæld mulighed for at foretage en nærlæsning. Yderligere er tanken med at vælge to digte med næsten tyve år imellem sig at finde forbindelser og forskelle ved en sammenligning. Det røde Træ (1906) Samlingen Digte 1906 udkom den 14. november på Adam Oehlenschlägers fødselsdag og indeholder 19 digte. Tilblivelsen for de fleste af digtene menes at være sket på Jensens jordomrejse i foråret 1902, hvor han blandt andet besøgte Singapore 6. Sådan noget arbejder jo i erindringen 7, mente Jensen. Men i 1906 var digtene klar til tryk, og betød ifølge Leif Nedergaard: Det moderne prosadigts gennembrud i dansk litteratur. 8 Flere af digtene er skrevet i en eksperimenterende form og behandler moderne problemstillinger, som for eksempel jegets splittede stemninger i det 20. århundrede. Blandt samlingens mere kendte digte tæller Interferens og På Memphis Station, men Det røde Træ står bestemt ikke tilbage for disse. 1 Herefter Jensen 2 Af Cimbrernes Tog, Der strækker sig fra perioden Se bilag 1 5 Se bilag 2 6 Nedergaard 1993, s Harrits 2000, s Nedergaard 1993, s

2 Nu mødes Høst og Foraar / ved Lynlys og under blændende Regn/ i Singapores rødtblomstrende haver. På forunderlig vis smeltes årstider, naturfænomener og elementer sammen og bliver en åbenbaring for digterjeget ved synet af et blomstrende træ i Singapore. I Det røde Træ mødes paradokserne, og tiden står stille i et nu, der på en gang er i tid og udenfor for tid, tidsbundet og evigt. Fokus for følgende læsning vil være de forskellige modsætninger, der opstår i digtet med særligt henblik på troper og allusioner. Hvad er det for en åbenbaring, der møder digterjeget i Det røde Træ, og hvilken erkendelse ligger bag? Titlen Det røde Træ kan forstås på flere måder. På den ene side forestiller man sig et konkret træ med røde blade eller blomster. Omvendt er titlen mere abstrakt og kan forstås billedligt, nemlig at træet gøres rødt af noget udefrakommende, som for eksempel solen, lynet eller noget helt tredje. Digtets ni strofer er skrevet i frie vers af forskellig længde, der rummer både bogstavs- og vokalrim. Allitterationer ses i strofe 2, hvor Solen staar op i et Skybrud, og Lynet springer, og i strofe 3 og 6 9. I strofe 2 er der assonans med vokalrim i næsten alle endelser: Skybrud, Gry, Lyn, Kraft, Stave af Vand, Glasting i luften. Typografisk er det værd at bemærke at strofe 8 indeholder fem udråbstegn foruden interjektionerne Ho! og Thalatta!, og strofe 9 to spørgsmålstegn. Handlingsforløbet udspiller sig umiddelbart over et kortvarigt naturscenarie i Singapores haver i overgangen fra nat til daggry. Det regner og solen står op, mens et lyn slår ned og oplyser et træ, der bliver genstand for digterjegets opmærksomhed. Dette underbygges af tempus, der i strofe 5, 6 og 7 ekspliciteres med ordet nu. Samtidig leges der med tidsbegrebet, som jeg vil vende tilbage til senere. Digterjeget er i de første syv strofer en observatør, der iagttager begivenhederne omkring træet. Men i strofe 8 træder jeget frem og gør opmærksom på sig selv, og taler efterfølgende direkte til læseren i sidste strofe. To aktører, der er med fra sidelinjen er de to hærførere, Kyros den Yngre og Napoleon den 1., der refereres til i strofe 8 som henholdsvis taber og vinder af to historiske slag. Digtets mest aktive aktør er dog naturen. Verberne i strofe 1-7 viser, hvordan naturen blandt andet syder, fraader, springer, staar stille, udbreder, sekunderer, øges, suser, mødes, drypper, løfter osv. Denne påstand underbygges også af troperne, som vil blive belyst i det følgende. Modsætninger mødes Naturen besjæles nemlig, som de aktive verber peger på. Yderligere sættes der nogle interessante billeder og figurer i spil, som åbner op for de komplekse betydningslag i digtet. Ved digtets begyndelse sammenlignes tropenatten med en sydende kedel, der fraader over mod Morgen. En sydende kedel sat i forbindelse med tropenatten leder tankerne hen på et auditivt aspekt, lyden af græshopper og cikader, der synger, og den høje temperatur under de sydlige himmelstrøg. Samtidig bruges billedet til at beskrive, hvordan natten hælder over mod morgen. Med dette billede skydes digtet i gang, og billedsproget får herefter frit løb. Et gennemgående tema er de to metaforklynger, der knytter sig til vand og ild i de syv første strofer. Et sted midt imellem disse to bliver træet en åbenbaring for digterjeget. Vand og ild mødes som paradokser, og igennem denne bevægelse skabes der noget nyt. I første strofe lyder det: Regn, Regn fra Zenith, hvilket er en 9 Strofe 3, vers 5, strofe 6, vers 4, 5 og 6. 2

3 bemærkelsesværdig sammenstilling. Zenith bruges oftest til at beskrive det punkt på himlen over ækvator, hvor solen står højest og er varmest. Her kommer regnen derimod fra zenith, og ikke solen, som forventet. Det samme billede genskrives og uddybes i strofe 2 som et slags betydningsenjambement, ved at Solen staar op i et Skybrud. Ud af det besjælede daggry springer så lynet, mens øjeblikket fastholdes af regndråber, der staar stille som Glasting i Luften. Som lynets bevægelse, oppe fra og ned, samles regn og sol og lige netop dér fremkommer træet. Dækket af regnens gitre udbreder træet sin ildrøde kæmpekrone og bliver i en eksplosion af lyd, lys og farver en åbenbaring for jeget. Den omvendte bevægelse sker imidlertid i strofe 3 s to sidste linjer. Scenariet sammenlignes nemlig her med en hed Eruption af Blod fra Jordens Hjærte. Eruption er, når jordplader mødes og skaber vulkaner, der går i udbrud, en proces, der tager flere millioner af år. Her sker det på et splitsekund, samtidig med lynet. Den røde lava bliver her sammenlignet med jordens hjerteblod. Efter braget bliver der stille i strofe 4, og herefter udfolder det største paradoks sig i et oxymoron af dimensioner: Nu mødes Høst og Foraar/ ved Lynlys og under blændende Regn. De uforenelige modsætninger, høst og forår, mødes i træet, der blomster og bærer frugt på samme tid. Efter at det ikke-mulige er blevet muligt, ser jeget nu træet ligefor, og i strofe 6 beskrives det forunderlige syn. Ild og vand mødes, idet træet både drypper og flammer af blomster, og regnen bliver levende og stryger med Varme Vandhænder og fejer de visne blade bort, så knopperne kan springe ud. Som regnen er også træet levende med knopperne, der aabner deres Øjne, mens kronen nu både drypper, flammer og ryger af væde. Træet står fast med roden i jordens hjerte, men løfter sig i strofe 7 mod himlen som fugl Fønix, den flammende fugl, der dør, men rejser sig fra asken igen og igen. Blomsterpragten sammenlignes igen med ilden, som et udødeligt Baal/ hvorfra der sner Aske. De sidste to strofer skifter tonen, og billederne skifter karakter. Regnen har nu en syndflodstone, og jeget står frem og hører et Ridt af Tiderne med heste, pauker, trommer og pile, der suser. Endelig er der ikke anden lyd tilbage end et kvak fra hans tungsindige Sumphjærte og spørgsmålet: Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne? Hvem er det, der har snydt jeget, og hvordan skal naturåbenbaringen forstås? En masse ting er nu sat i spil, og vi skal se nærmere på digtets forhold til tid, og de vigtigste allusioner. En ildrød åbenbaring Som nævnt leges der med tiden i digtet, idet der er tale om en nu og her -hændelse, samtidig med, at der underløbende skabes forbindelse til en mytisk, evig tid. Dette fornemmes særligt i strofe 3 og 6, hvor der refereres til jordens indre og eruption af lava, og visionen af træet, der springer ud og løfter sig for øjnene af jeget. Høst og forår, årstidernes gang finder sted i løbet af sekunder, tiden står stille, og bevæger sig på en og samme tid. Åbenbaringen bliver derfor mytisk, evig og udenfor tiden. I de sidste to strofer kommer verdenshistorien på banen, og der skabes igen et modsætningsforhold til digtets nu. Det røde Træ er spækket med intertekstuelle referencer og allusioner, og et kig på dem kan være med til at åbne op for flere tekstlag. I strofe 3 beskrives træet som en åbenbaring i morgenrøden. Begge ord har bibelske konnotationer. I salme 139, vers 9, står der: Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor 3

4 havet ender, så leder din hånd mig også der. 10 Morgenrøden bruges flere steder i Bibelen til at symbolisere Kristi genkomst, der er lige så sikkert, som at solen står op, og skaber lys og vækst over jorden. 11 Hos Hoseas sammenlignes Messias komme med morgenrøden og som forårsregnen, der skal kvæge jorden, hvilket passer godt til scenariet i strofe Ordet åbenbaring bruges oftest i forbindelse med en religiøs oplevelse, hvor en gud meddeler sig direkte igennem et syn, for eksempel kendt fra Johannes Åbenbaring 13 i biblen. I strofen før nævnes lynet, der springer af en uhyre lysbringende kraft. Spørgsmålet er nu, hvem eller hvad det er (eller ikke er), der åbenbarer sig for jeget. Digtets omdrejningspunkt, træets betydninger, peger ligeledes i flere retninger. I strofe 6 står træet flammende af blomster, som Moses syn på Horebs bjerg, hvor Gud åbenbarer sig for ham i en brændende tornebusk 14. Busken er i brand, men bliver ikke fortæret af ilden, og da Moses nærmer sig, taler Gud til ham inde fra busken og fortæller, hvem han er. Som træet står tornebusken i et udødeligt bål. Det blomstrende træ, der også er drægtigt (strofe 8), altså bærer frugt, leder også tankerne hen på Kundskabens træ i Edens have, der ifølge kristendommen fik afgørende betydning for menneskeheden 15. I forlængelse heraf udvides Fønixfuglens betydning med en forbindelse til H.C. Andersens version af sagnet. Han fortæller nemlig, at fuglen oprindeligt boede under Kundskabens træ, men at dens rede blev sat i brand af englen med flammesværdet, der skulle jage Adam og Eva ud af Paradiset 16. Den sidste gammeltestamentlige reference, der her skal nævnes, er Regnens drukne Syndflodstone i strofe 8. Denne allusion passer godt sammen med billederne fra de tidligere strofer, hvor sol og regn mødes. Hvor der burde dannes en regnbue 17, står i stedet det røde træ. Syndflodsreferencen 18, hvor Gud lod en vandflod udslette det meste af menneskeheden, kommer så alligevel i næstsidste strofe, sammen med hestevrinsken, pile og soldaterhære. Et undergangstema er begyndt. 10 Se også Jensens Buris Holm, hvor disse vers bruges til at sige, at gud ikke er der. 11 Esajas kap. 58, vers 8, Joels bog, kap. 2, vers Hoseas kap. 6, vers Dette kunne referere til en anden Johannes åbenbaring, nemlig Jensens Mos. kap Mos. kap 3 16 Eventyr og historier, bd. 5, H.C. Andersen, Sesam Regnbuen er en velkendt figur hos Jensen, og bruges fx i Hverdagene (Digte 1906) Mos. kap. 6 4

5 Et kvak fra sumpen Med interjektionen Ho! skifter tonen som antydet karakter i de to sidste strofer, og bliver her distanceret og ironisk. Jeget træder frem, og scenen skifter fra naturrummet til et historisk rum med referencer til to store slag, der har fundet sted. Udråbet Thalatta er græsk og betyder havet, og er en hentydning til slaget år 401 før kristus, hvor Kyros den Yngre ledte mænd i kamp mod det persiske rige og tabte. Da hans mænd når frem til Sortehavet, lyder glædesråbet Thalatta! Thalatta! 19 Austerlitz var stedet, hvor Napoleon den 1. vandt det såkaldte Trekejserslag i 1805, hvilket siden er anset som en af hans mest brillante sejre. Ligeledes lyder paukerne i linje 4, som i Det Gamle Testamente ofte bruges til at proklamere sejr 20. Mange ting bliver bragt i spil med disse to krigsherrer, der begge må siges at have haft en lynende skæbne. Napoleon er sejrsherren, men Kyros taber slaget og dør i 401. Ligesom Cæsar kom han, og så men døde så, som der står i strofe 9. Samtidig samles der op på ild og vand-billedet, der har været brugt digtet igennem udråbet: Thalatta! Solen ved Austerliz!. Her mødes nemlig sol og hav, den største ildmasse og vandmasse i universet i en linje. Men det, der til slut står tilbage efter elementernes sammenstød, er i sidste strofe jegets tungsindige sumphjerte, altså jord og vand. Dette kan betyde, at ilden, der satte træet i brand, og den lysbringende kraft, der gjorde træet rødt, altså ingen magt havde i sidste ende. I digtets første syv strofer viser verden sig som en åbenbaring i træet, der løfter sig sejrrigt som Fugl Fønix, der også er et symbol på poesien ifølge H.C. Andersens sagn. Men i strofe 8 standses billedstrømmen, åbenbaringen rinder ud, verden rykker frem og dør, og jeget efterlades alene med sit ru Kvak. Den virkelige verden træder i kraft, og i stedet for en hed eruption, som man kunne ønske sig, er der kun sumphjertet tilbage. I forholdet mellem digt og virkelighedens verden kan man sige, at en åbenbaring af denne slags kun kan lade sig gøre i digtet, på det sproglige plan. Ikke engang her lykkes åbenbaringen, da den i de to sidste strofer bliver punkteret. Et kunstnerisk crescendo Digterjeget beskriver i de første 7 strofer en åbenbaring, hvor flere religiøse allusioner kommer i spil. Samtidig tager han på sin vis afstand til dette i de sidste to strofer, hvor der skabes en ironisk distance, da tonen skifter og scenariet bliver et andet. Men hvad er digterjegets åbenbaring? En sidste intertekstuel reference kan være med til at belyse dette. Schack von Staffeldt 21 har i 1804 skrevet digtet Ved et Æbletræ, der bærer undertitlen: som i Sept paa engang bar Frugter og Blomster. 22 Dette digt beskriver som Det røde Træ, et syn, der centreres omkring et træ. Ligheden er især slående i verslinje 6-8: Seer jeg den spæde Blomst slynget om modnende Frugt(..)Tvende Aarstider nu samler i samme Moment. Høst 19 Nedskrevet af den græske soldaterhistorieskriver Xenophon i værket Anabasis Mos. kap Herefter Staffeldt 22 Samlede digte 1-3, C.A. Reitzel, KBH

6 og forår mødes altså ligeledes i dette træ, og bliver en åbenbaring for jeget, der bliver til i det nu, han ser det. I samme nu løftes det konkrete plan, og billedet og digtet hæves ud over tiden. Men det er to vidt forskellige erkendelsesmæssige livsanskuelser, der kommer til udtryk i de to digte. Hvor det for Staffeldt er ånden, der skænker ham dette syn 23, er det anderledes for Jensen. Selvom han bruger bibelske allusioner til at beskrive synet, er det i sidste ende digteren selv, der fremskriver det. Men selv denne proces er en kamp, og til slut føler hans digterjeg sig snydt. Hvor Staffeldt som en af de første skriver sig ind i organismetænkning og lyrisk panteisme, skriver Jensen næsten hundrede år senere. Men selvom de begge leger med det samme billede og det samme erkendelsesmæssige mulighedsfelt, er resultatet lysår fra hinanden. Hvad der for Staffeldt er panteisme, bliver for Jensen en form for ateistisk anfægtelse. Han skriver sig op imod dette digt og dets betydningsmuligheder, men bruger det til at tage afstand fra det. Med Det røde Træ prøver Jensen at skrive det nye, modernistiske digt (anno 1906), der anerkender det eviges manifestation i verden, men kun i kunsten. Jensen viser, at det er muligt at skrive sig op af evigheden med et langt crescendo, hvor han digtet igennem stiger i styrke og slutter med et vældigt klimaks i strofe 8 med trommer, lurtoner og pauker, der kulminerer i råbet Thalatta! Han imiterer så at sige fremskrivningen af det guddommelige moment udenfor tiden, men i sidste strofe punkterer han sit eget klimaks rent erkendelsesmæssigt, ved at lade alverden rykke frem og dø. Så selvom det er muligt at fremskrive en religiøs åbenbaring er erkendelsen af det eviges mulighed straks sværere, og jeget i dette digt føler sig eksistentielt snydt for sin skæbne og sidder tilbage med et tungsindigt sumphjerte. Som nævnt er betydningerne i Det røde Træ mange, og som troperne, er de modsætningsfyldte. Digterjegets åbenbaring er på den ene side religiøst ladet med sin brug af kristne metaforer og allusioner. Det evige, religiøse perspektiv på tilværelsen kan han altså ikke komme uden om i beskrivelsen af sin åbenbaring. Samtidig ender jeget et andet sted, nemlig alene med sin skuffelse og et sumphjerte, og uden åbenbaring. Naturens Afsked (1925) I løbet af 1925 skrev Jensen en række artikler til bladet Social-Demokraten, der sammen med otte digte blev til samlingen Aarets Højtider 24. Her gennemgår Jensen årets gang, og reflekterer undervejs over højtiderne. I denne digt- og kroniksamlingen sættes der: gyldige alternativer op til den forlorne kristendom, skriver Lars Handesten 25, hvilket Jensen gør ved at skrive en art verdslig ritualbog. Idéen var, skride til handling nu og skabe en folkelig, fælles institution, nu hvor kirken havde spillet fallit, og når man læser samlingen er det klart, at Jensen har et budskab til folket. Opgaven bliver at forsyne Højtiderne Aaret rundt med nye Tekster, nye Sange, som forløser Menneskets naturlige Andagt, uden at smykke sig med Perspektiver eller Løfter der ikke for en 23 Vers Nedergaard 1993, s Handesten 2000, s. 318 (herefter Handesten) 6

7 Nutidsforstand kan forsvares, 26 skriver Jensen. Handesten mener dog ikke, at dette lykkedes særlig godt for Jensen, da de fleste af digtene, på nær Danmarkssangen er gledet ud i glemslen. 27 Følgende læsning vil forhåbentlig vise, at digtet, Naturens Afsked, i den grad er et bekendtskab værd. I Naturens Afsked sættes forskellige temaer i spil. En bevægelse i digtet går fra efterår til livets forgængelighed, og en anden fra den grønne jord til himmelrummet. Tid, død og menneskets eksistentielle livsvilkår opsummeres blandt andet i strofe 4, hvor det lyder: Men skønt er Nuet naar det farer!/ Er Himlen fjern, den er dog blaa! Hvad disse verselinjer kan betyde, og hvilke erkendelsesmæssige vilkår, der ligger bag Naturens Afsked, vil være fokus for følgende læsning. Titlen leder tankerne hen på efterår, den tid, hvor året går på hæld, og naturen aflægger sig sommerpragten. Dette underbygges i digtet, hvor æbletræerne bærer frugt og nattefrosten er på vej. Samtidig har ordet afsked en vemodig klang og knytter sig til det forgængelige og døden, der også er på færde i digtet. Både tematisk og formmæssigt har dette digt hertil flere ligheder med salmegenren, hvilket også ses i de formmæssige aspekter. Modsat Det røde Træ er formen nemlig langt mere stringent. Digtets fem strofer er homostrofiske og sangbare, med mandlige og kvindelige stavelsesrim fordelt i rimstrukturen abbaab. Allitterationerne er at finde i samtlige strofer og optræder parvis, som i strofe 1 s tre sidste vers: mejet Markens/gammel Graver/ Landet Le. Stilen og sproget er altså markant anderledes end Det røde Træ, og tematikken passer ved første øjekast godt til salmebogen, som jeg vil vende tilbage til. Digtet står i præsens, dog skiftes der to steder til præteritum, i strofe 1, hvor Sædemanden gik over landet, og i sidste strofe: Velsignet alt hvad Jorden bød. Yderligere er der i strofe 4 en futurum, nemlig at din Aske, skal forgå og tre hele imperativer i strofe 2 og 5. Der ses i digtet tre tankestreger, to spørgsmålstegn, syv udråbstegn og en enkelt parentes. Dette er et tegn på, at teksten ønsker at kommunikere med sin læser og fange dennes opmærksomhed. I et afskedslys Naturens Afsked handler om efterår, høsttid og frugter. På det konkrete plan beskrives en almindelig efterårsaften ude på landet, hvor tidsforløbet muligvis foregår fra solnedgang og til nattefrosten kommer snigende i sidste strofe. Men der sker en udvidelse af perspektivet i digtet, der går fra det enkelte modne strå til naturens altomfattende, vældige kræfter. Fra bonden på marken skifter scenariet til himmelrummet, og dernæst tilbage til naturens orden; at mennesket skal dø (så pludseligt som den snigende frost). Hvor stedsangivelsen i Det røde Træ var Singapore, er vi her kommet hjem til Danmark, i bondens haver. Men fra dette landlige rum udvides perspektivet til at omfatte hele jorden, ja endda selve himmelrummet i strofe 3 og 4. Hvad der begyndte som en beskrivelse af efterår på landet, ender altså i langt tyndere luftlag, nemlig i overvejelser omkring kosmos, liv og død. Digtet har intet eksplicit jeg, men henvender sig i strofe 3 og 4 direkte til et du, der kan ses som et kollektivt du, som vi også kender 26 Aarets Højtider 1925, s Handesten 2000, s

8 det fra salmegenren. Digtet ønsker at kommunikere et altomfavnende budskab ud til folket. Yderligere er aktørerne bonden, den gamle sædemand og graver, naturen, der navngives: Den rundelige Alt-Ernærer og døden, der tiltales i sidste strofe. Et kig på verberne er med til at illustrere tonen og bevægelsen i digtet. I de første to strofer er verberne knyttet til naturen der: blusser, smykker, blomstrer, bærer, lærer. Herefter skifter stemningen med en sfære, der svæver og mennesket, der bæver, og i de sidste to strofer bliver det mere dystert med verberne: ender, forgår, farer, sniger og går under. Troperne placerer sig ligeledes omkring naturen og himmelrummet. Ved digtets begyndelse kastes et Afskedslys ind over bondens haver. Umiddelbart forestiller man sig solens sidste stråler, der skinner på æblet og får det til at blusse. Med ordet afsked sættes rammen for digtet, og det bliver hurtigt klart, at det ikke er dagen, men noget større, der her skal tages afsked med. Samtidig stilles denne afsked overfor nuet i første strofe, ved at æblet blusser nu, i afskedslyset. Denne modstilling mellem afsked og nu kan følges gennem hele digtet. I strofe 1 indskydes en parentesen med billedet (Men hvor er Vaarens Blomstersne?). At dette spørgsmål stilles her virker lidt besynderligt, da det må ses som selvfølgeligt at blomstringstiden er forbi, eftersom æblet hænger på træet. Det kunne ses som en konstatering af, at tiden går og at efterårets komme er pludseligt, eller en modstilling til det, der skal komme vinteren, der ikke har blomster, men bare frost og sne. At sætningen stiller sig op i mod resten af strofen, underbygges af det indledende Men. Det handler ikke om forår her, men noget andet. Modsat Det røde Træ kan dette træ ikke blomstre og bære frugt på samme tid. Næste komplekse sætning er strofens to sidste verselinjer, der står i præsens, og beskriver den gamle sædemand og graver, der går over landet med sin le. Det er her svært, ikke at få associationer til døden, som dette kunne ses som en personificering af. Dog rummer billedet mere, da det er både sædemanden og graveren, der er på færde. Sædemanden er én, der sår og skaber nyt, og graveren er én, der lægger de døde i jorden, altså repræsenterer disse to i en forstand både liv og død, der er parallelle spor gennem digtet, skrevet i nutid. Samtidig påpeger det possessive pronomen sin, at sædemand og graver er en og samme person, og altså rummer både liv og død i sig, som to sider af samme sag. Som den rundelige Alt-Ernærer beskrives naturen i strofe 2, et billede der giver religiøse konnotationer i flere retninger. I et kristent øjemed ville han, som opretholder liv og velsigner jorden, være Gud. I tredje verselinje bedes naturen da også om at velsigne jorden. Men her kunne det ligeså godt være en reference til Brahman, den hinduistiske betegnelse for det absolutte, evige princip, hvorfra alt udgår og alt vender tilbage. Hele universet ses omfattet af en guddommelig kraft, der gennemsyrer tid, energi, rum og væren og natur og mennesker. I strofe 3 knyttes der da også an til universet som: En Sfære som i Rummet svæver, som menneskelivet er knyttet til. Naturen har altså kosmologiske egenskaber, men også mere end det, som jeg vil vende tilbage til. I strofe 2 besjæles selve året, idet det flygter, blomstrer og bærer, og herigennem bliver det pointeret, at året er cyklisk (og rummer forskellige årstider, der kan blomstre og bære) og tiden går. De sidste troper, der skal fremhæves, er fra de sidste to, mere komplekse strofer. I strofe 4 og 5 nævnes jordens skarer og grønne riger, der kan referere til mennesker (og dyr) og naturen. I strofe 5 kommer nattefrosten snigende sammen med søvnigheden, der føles sød. Men sengekantsscenariet bliver mere dramatisk i 8

9 digtets sidste verselinjer, hvor den stille død, mørket og jordens undergang bydes velkommen. Grammatisk og indholdsmæssigt rummer især strofe 4 ekstremt gådefulde og paradoksale modstillinger, som jeg vil vende tilbage til senere. Til jord skal du blive Men før der kan åbnes op for digtets videre betydningslag, skal de vigtigste allusioner udpeges. Som nævnt har dette digt flere ligheder med salmegenren, og det underbygges i første strofe, i verselinjen: Trindt ligger mejet Markens Gaver, hvor der refereres til visen Marken er mejet 28 og høstsalmen Nu falmer skoven trindt om land 29. Udover at spille op ad salmegenren er disse referencer med til at understrege årstiden, høsttid, og knytter ydereligere an til den landlige idyl, der forekommer i digtets begyndelse. Sædemandsbilledet, der har været omtalt, kan også ses som en kommentar til Jesu lignelse om Sædemanden fra Matthæusevangeliet 30. Jesus bruger en sædemand,der sår, til at illustrere, hvor svært det kan være at modtage Guds ord og forstå det. I digtet bruges sædemanden her til at illustrere liv og høst. I strofe 2 nævnes det modne strå på marken, der lærer: at grønnes og at visne smukt. Billedet af det modne strå, der må grønnes og visne, kan alluderes til en analogi fra bibelen, hvor menneskelivet sammenlignes med græsset, der skal blomstre, men: når vinden blæser hen over det, er det der ikke mere. 31 Mennesket skal dø, ligesom det modne strå, livet på jorden er kort. Perspektivet udvides i strofe 3 til en sfære i universet, som det korte menneskeliv er knyttet til. Pointen i denne strofe er, at naturen er autonom og underfuld, og at mennesket (uanset dets kløgt og kunnen) aldrig vil blive i stand til at forstå den. Naturen er så at sige både altdominerende, alternærende og alvidende, og heroverfor må mennesket bøje sig. Denne tankegang passer godt ind i den tid, digtet er blevet til i, hvor mennesket for alvor begyndt at udforske naturen og universet 32. I strofe 4 bliver det som nævnt mere komplekst. Ved første øjekast giver verslinje 1-3 problemer, da det virker som om, der er et led for meget, nemlig ordet med i 3. verselinje. I Jorden ender Jordens Skarer/ Og Jorden som du stedes paa/ med samt din Aske, skal forgaa. I 1. Mosebog kapitel 2 står der om, hvordan Gud formede Adam af jorden, og her efter stedte ham på jorden. Essensen i strofe 4 er, at jorden (som mennesket er lavet af) sammen med mennesket skal forgå. Disse linjer alluderer til det kristne begravelsesritual: Af Jord er du kommet, til Jord skal du blive, og af Jord skal du igen opstå. 33 Den afgørende forskel er her, at både mennesket og jorden skal forgå. Herved elimineres al mulighed for kødets genopstandelse, og 28 Tekst: Mads Hansen, Tekst: N.F.S. Grundtvig, Matthæus kap. 13, vers Salme 103, vers I 1905 udkom fx Albert Einsteins Relativitetsteori, der medførte et paradigmeskift i vores måde at se verden på. 33 Den Danske Salmebog, Jordpåkastelse s

10 tilbage er absolut intethed. Bekender digtet sig her til en altopslugende nihilisme? Det er interessant, at eftersom jorden også skal dø/ eller gå under, efterlades mennesket som tredje led i en slags naturslovskæde. I digtet placeres naturloven sig altså som følger: (3) Mennesket, (2) Jorden/ naturen, (1) Døden/ det forgængelige. Jorden er alt-ernæreren, mennesket er under naturens lov, og jorden er under dødens lov. Erkendelsesmæssigt er dette en tankevækkende kosmologisk rækkefølge, der peger i flere retninger. Det, at selve jorden skal forgå, kan betyde, at noget højere end jorden vil forårsage dette. Omvendt kunne også betyde, at der ikke findes noget højere, men at jorden en dag vil forsvinde med et brag (så pludseligt som den opstod) i forlængelse af Darwins teorier. Under alle omstændigheder er det et faktum, at hele universet ligger under for forgængelighedens lov. Intet, der er under mælkevejen, skal vare ved. Carpe diem, memento mori Men dernæst følger en anden interessant betragtning, nemlig den paradoksale sætningskonstruktion: Men skønt er Nuet naar det farer! Det er en fornuftsstridig påstand, at nuet kan flytte sig og være i bevægelse, alt imens det vedbliver et nu. Samtidig bliver denne sætning i sig selv rent ortografisk en mimetisk afbildning af tid. Nuet står symmetrisk i centrum, og når man som læser har læst sætningen, må man erkende at nuet er faret forbi. Den indholdsmæssige erkendelse bliver da også en konkret erfaring for læseren af denne sætning, og en oplevelse af, hvad nuet er. At denne sætning kommer lige efter proklamationen om jordens undergang, har nok også et formål. I verselinjen inden denne var vi helt ude i intetheden, men nu siges det, at nuet findes, og at det er skønt, selvom tiden går. Herved ophæves noget af det tragiske ved forgængeligheden, døden er nær, men nuet er her nu. Den sidste verselinje i strofe 4 sammenfatter, at himlen er fjern, men dog blå. Heri slås det igen fast, at det handler om at nyde tiden på jorden, den blå himmel og naturen. Oven på disse erkendelser kan digterjeget nu slutte af med at byde døden velkommen i sidste strofe. Som frosten og mørket kan den komme an, og jorden med alt sin naturrigdom kan gå under. Efterræssonementet lyder: Velsignet alt hvad Jorden bød! Det er her og nu, naturen og livet skal nydes, fra det blussende æble til det modne strå på marken, for en dag vil det ikke være mere. Afslutningsvis skal en sidste betragtning tilføjes. H.A. Brorsons salme fra 1765, Her vil ties, her vil bies 34 beskriver, hvordan længslen efter forår fylder mennesket i de trange vintermåneder. I denne tid, hvor dagene trænges, og jorden er dækket af frost og sne, er det kun håbet efter forår, der kan holde mennesket i gang. I denne forårslængsel ligger længslen efter Kristi genkomst til jorden, og den evige vår. I Jensens digt er det anderledes. Her bydes naturens afsked og vinteren velkommen, som noget uundgåeligt og ikke nødvendigvis negativt. Våren nævnes kun flygtigt i en parentes i første strofe som noget, der ikke er til stede (eller burde være genstand for længsel af nogen art). Finalen, der hos Brorson er det himmelske håb (bragt af en due), er her anderledes. Der skal ikke komme nogen vår, himlen er fjern, og der findes ikke noget, der er værd at længes efter. Til jord skal vi blive, og selv asken vil forgå. Det flygtige nu skal sanses, mens tid er, for døden er på trapperne. Carpe diem, memento mori. 34 Se bilag 3 10

11 I Naturens Afsked leges der med salmegenren, både formmæssigt og tematisk, og som salmen har digtet ligeledes et budskab at formidle. Igen bruger Jensen kristne greb til at formidle dette budskab. Modsat Det røde Træ, hvor digterjeget sidder tilbage alene og snydt, stiller dette digt sig afklaret og eksalteret overfor døden og undergangens komme: Ja, nærm dig gerne, stille Død!/ Gaa under, Jordens grønne Riger! Til slut velsignes naturen, for alt hvad den bød, og det er det der skal nydes i det flygtige nu. Jensens Evangelium 35 Jeg er bange det gaar mig og Religionen som Snemanden i H.C. Andersens Eventyr der var forelsket i Kakkelovnen, de kunne ikke faa hinanden. 36 Udsagnet er tydeligvis ironisk og tilhører Jensen i værket Introduktion til vor Tidsalder fra Handesten tilføjer endnu et Jensen-citat fra samme værk: (..) jeg bekender mig endnu til den gamle, lidt mistænkliggjorte Darwinisme, jeg tror paa en materiel Verden og ikke paa noget andet eller mere. Denne anti-trosbekendelse illustrerer Jensens problematik. Han kan ikke befri sig fra den religiøse diskurs, og befinder sig igen og igen lige midt i den. Netop dette har vi også set i Det røde Træ og Naturens Afsked. De næste par sider skal handle om, hvilken livsanskuelse, der kommer til udtryk i de to digte, og hvordan de forbindes og adskiller sig. Undervejs vil der også blive refereret til andre relevante tekster, der kan være med til at belyse dette. Men først et par tekniske betragtninger om digtenes visuelle udtryk. Hvor Det røde Træ indskriver sig i den modernistiske, mere eksperimenterende tradition med frie vers, er Naturens Afsked et eksempel på den klassiske Jensen, der her med en stram form og rimstruktur viser, at han mestrer digtekunstens ældre værktøjer. En natur-lig åbenbaring Tematisk forbindes digtene på flere niveauer. Begge beskæftiger de sig med liv, død og tid, dog gør de det på meget forskellig vis. I Det røde Træ mødes paradokserne med et brag, så gnisterne flyver og jorden nærmest rokker i sin grundvold. Digerjeget leger med tidsbegreberne, billederne og ikke mindst sproget og sin ironiske distance til sidst. Fra det eksotiske Singapore er vi i Naturens Afsked hjemme i bondens haver, og der tales implicit til et kollektivt du. Der er umiddelbart en anderledes ro og idyl i dette digt, der bevæger sig taktfast som året fra start til slut. Dog bliver der også spillet med musklerne i digtets to sidste strofer, hvor der for alvor rulles op for djævlerierne. Metaforerne kredser i begge digte om naturen, og er med til at udpege de tematikker, der er på spil. Naturen bliver i begge digte gjort til genstand for hyldest. I Det røde Træ er jegets åbenbaring et sammenstød af naturelementer, og i Naturens Afsked lovprises jorden for sin frugtbarhed og kløgtighed. Naturen bliver en erstatning for det religiøse, eller rettere sagt får religiøse egenskaber 37, hvilket også troperne er med til at bevidne. 35Evangelium: [Glædeligt budskab] 36 Handesten 2000, s Jensen udfolder f.eks. sin naturreligiøsitet i Solsommerhverv (1931). 11

12 I Jensens senere forfatterskab mener flere, at han vender tilbage til en mere klassisk, harmonisøgende poesi. Handesten skriver, at Jensen i mange af sine senere digte varierer over Adam Oehlenschlägers tema i salmen fra 1813: Lær mig o skov, at visne glad. 38 Dette tema ses som en påmindelse gennem mange af hans digte, og ligeledes i Naturens Afsked. Igennem naturen kan man opnå fred, rigdom, lykke, og deri er alt, man behøver. Men der gemmer sig mere bag disse betragtelser. I ingenmandsland Begge digte benytter sig flittigt af bibelske allusioner, men på forskellig vis. I Det røde Træ knytter de fleste allusioner sig til træet, der bliver digterjegets åbenbaring. De religiøse betydninger peger her i mange retninger, blandt andet bruges der en række gammeltestamentlige referencer, som den brændende tornebusk, syndfloden og Kundskabens træ. I Naturens Afsked spilles der på salmegenren, og digtet bliver et alternativt bud til den kristne salme. Det er nu blevet tid til at se nærmere på, hvilket livs- og verdenssyn, de to digte giver udtryk for. Først skal det handle om, hvilken åbenbaring digterjeget møder i Singapore. I sin læsning af Det røde Træ forklarer Flemming Harrits 39 antimetafysikkens risiko som: at den kan skrive sin dyrker ind i nihilismens annaler. 40 Ifølge ham kan digtet sættes på samme formel som myten Fusijama 41, men hvor det mytedannende her har en positiv karakter, er den i Det røde Træ en negativ eskatologisk erfaring, der efterlader jeget i den dybeste dysfori. Her bliver naturoplevelsen nemlig i sidste ende forbundet med ensomhed, livslede og undertrykkelse, mener Harrits. Som nærværende læsning viser, blev der i de to sidste strofer etableret en ironisk distance til åbenbaringen, der herved ophæver dens mytologiske og religiøse betydning. Det er ikke nogen transcendent sandhed, der møder jeget, men hans egen kunstneriske bedrift i sproget, som han efterfølgende tager afstand til. Konsekvensen bliver skuffende, jeget sidder ene tilbage. Han føler sig snydt. Sammenstillingen med Schack Staffeldts digt Et Æbletræ viser, hvordan Jensen skriver sig op af den romantiske tradition, men samtidig tager afstand fra den. Han imiterer digterens funktion som medium for den åndelige dimension og bruger den i stedet som kunstnerisk strategi. Herved udhuler han tanken om evigheden, og digteren, som formidler af den, og viser, at dette kan han også gøre, selvom han har et andet erkendelsesgrundlag. Dette gør ham til forløber for modernismens lyrik, hvor sproget bliver grænsebrydende og indhold lig form. Det røde Træ s digterjeg strander i et ingenmandsland, i sumpen, hvor han ikke kan skrive sig i land. Åbenbaringen er passeret, og selvom den var skøn og storslået, kan den ikke hjælpe ham nu. Om jegets sindstilstand virkelig er dysfori, eller om den skal læses mere ironisk, vil jeg lade stå åbent. 38 Se bilag 4 39 Herefter Harrits 40 Harrits 2000, s Af Myter og Jagter

13 Vi er her nu Naturens Afsked rummer i én forstand et klarere evangelium, som vi nu skal se nærmere på. Som tidligere nævnt, ville Jensen med Aarets Højtider komme med et bud på verdslige ritualer og salmer, som alternativ til kirkens. Dette ses tydeligt i digtet, der har adskillige lighedstræk med salmegenre, og som henvender sig aktivt til et kollektivt du med noget på hjerte. Hans budskab handler om nuet og døden, at det handler om at nyde nuet, da døden er uundgåelig og alt-udslettelig, ja selv jorden skal forgå. Erkendelsen om, at døden sætter mennesket fri til at leve i nuet, er temaer, der går igen i den moderne, ateistiske eksistentialisme, der så småt begynder at blomstre op i 1920 ernes Tyskland hos Frederich Nietzsche og Martin Heidegger 42. Disse tankegange foregriber Jensen, i dette digt. Handesten skriver, hvordan Jensen i sine senere år forsøgte at forsone sig med døden, og om, hvordan hans analogi til naturens gang bliver et forsøg på at gøre døden mere forståelig og tålelig: Når alt andet må gå under, så må individet det selvfølgelig også. Det er den kollektive, kosmiske skæbne, der venter alt skabt, og dén gælder det om at lære at elske. 43 Det må siges at være denne holdning, Jensen plæderer for i dette digt. Døden bliver gjort til noget naturligt, ja, nærmest smukt, en ting så selvfølgelig som at gå til ro for natten. I sidste strofe råbes næsten sejrssikkert ud: så kom da, stille død! Ydereligere er det klart, at Jensen ikke vil holde denne erkendelse for sig selv. Digtet henvender sig til en læserskare, der skal indvies i hans hemmelighed. Som nævnt er Aarets Højtider Jensens alternativ til kristne salmer og ritualer, og det fornemmer man i dette digt. Her bliver det slået fast, at der ikke er nogen himmel eller genopstandelse at satse på, når det kommer til døden. Til gengæld gør det ikke noget, for skønt er Nuet naar det farer! Det handler om at gribe dette nu, så vidt muligt, og samtidig lade det fare i en accept af, at tiden går. Vi er her nu, venner, synes digtet at bekende 44, og det er det, der tæller. Den sidste tekst i Aarets Højtider er Baalfærdssang, en verdslig salme, som Jensen har skrevet til brug ved den borgerlige begravelse. I strofe 3 lyder det: Frimodig, prøvet Sjæl skal sande, at det er vakkert: at forgaa./ Det varer ved, det fagre Spil, om ogsaa du ej mer ser til. Disse strofer vil jeg lade opsummere Naturens Afsked, og Jensens bud på et verdsligt evangelium. Fra 1906 til 1925 er der selvfølgelig sket en udvikling i Jensens forfatterskab. Det ses ikke mindst i formsproget, hvor Det røde Træ er eksperimenterende, og Naturens Afsked mere klassisk. Men også i digtenes udsigelse er der forskelle at spore. Det røde Træ afsluttes med en ironisk, bitter kommentar, og et digterjeg, der må give op, og overgive sig til sumpen og ensomheden. Hertil er der i Naturens Afsked en anderledes kommunikationssituation, hvor der tales til et kollektivt du med noget på hjerte. Dette digt har en klar dagsorden og proklamerer et eksistentialistisk budskab. Der er ikke længere tid til at sidde i sumpen og kvække, for døden er nær, men at nuet er her nu, og det skal nydes. 42 Existentialism, The feminist encyclopedia of German literature. 43 Handesten 2000, s Jeg er her nu lyder en formel som Aage Schiøttz-Christensen sætter på den JVJ ske myte i sin disputats i

14 Afslutning Hvad mon kvæge som vilde Kilder? Lykkeligt at die Landets Aarer/ Aaben Himlen ankrer til Haabet. Husvilde Stavkarl, velsign Støvet. Sådan lyder sidste strofe af digtet Takkesprog 45, og vi er tilbage, hvor vi begyndte. I denne strofe samles trådene, der har været spredt igennem denne opgave. Naturen er værd at lovprise, og i den findes der håb. Læsningerne af Det røde Træ og Naturens Afsked viste, at Jensen brugte bibelske referencer, og religiøst mættet sprogbrug til at fremskrive en moderne erkendelsesform. Vi så, hvordan digtene adskilte sig i form og udtryk. I Det røde Træ blev åbenbaringen fremskrevet ved hjælp af naturbilleder og gammeltestamentlige referencer, men i sidste ende tog digterjeget afstand til det skrevne og erkendte, at det kun lod sig gøre i kunsten. Samtidig kunne dette ses som en imitation af den romantiske tradition. Naturens Afsked viste sig at have forbindelse til salmegenren både formmæssigt og tematisk. Digtet henvendte sig til et kollektivt du med et budskab om, at jorden og menneskene skulle forgå, og at de derfor skulle værdsætte nuet og naturen. Erkendelsesmæssigt kunne en forskel spores fra Digte 1906 til Aarets Højtider, hvor udsigelsen i Naturens Afsked har karakter af et verdsligt evangelium, og Det røde Træ s digterjeg endte med at ligge en ironisk distance til sin egen åbenbaring. 45 Jf. indledning 14