vi som kristne bekender, at han er. Jeg kan derfor ikke se, at argumentationen

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "vi som kristne bekender, at han er. Jeg kan derfor ikke se, at argumentationen"

Transkript

1 CLAUS THOMAS NIELSEN: Mirakler Anekdote 1 Jeg vil indlede med at fortælle en lille selvbiografisk anekdote, som jeg, når jeg ser bagud, ikke er det mindste stolt af, men som ikke desto mindre kan være en udmærket indledning til nærværende essay. Det er muligt, anekdoten er blevet bedre med tiden, og at der er mellemregninger, som ikke længere er med. Det er endda muligt, at de to andre vidner til begivenheden husker den anderledes, og ville fortælle den ganske anderledes og med andre detaljer, end jeg her vil gøre. Ja, usikkerheden om begivenhedsforløbet for nu 24 år siden må, for en umiddelbar vurdering, siges at være større, end den er for f.eks. Det nye Testamentes beretninger om Jesu mirakler, i og med at den kun er blevet fortalt to gange før, og det faktiske forløb derfor ikke på et tidligt tidspunkt er blevet fastslået. Jesu mirakler blev jo givetvis fortalt mange gange med de første øjenvidner som fortællere og tilhørere og i øvrigt allersenest nedskrevet kort efter øjenvidnernes død, måske endda før. Der er faktisk intet faktuelt, som udelukker, at evangelierne blev nedskrevet i apostlenes levetid. På det teologiske studium lærte jeg godt nok, at når evangelierne beretter, at Jesus f.eks. profeterer om Jerusalems ødelæggelse, så må det være, fordi beretningen er nedskrevet efter Jerusalems ødelæggelse år 70. Men det er jo et argument, som forudsætter, at Jesus er ude af stand til at profetere, og at han altså ikke er den, vi som kristne bekender han er. Så for os kan det umuligt siges at være et holdbart argument. Og på samme måde forholder det sig i hovedsagen med den formhistoriske læsning af Det nye Testamente i det hele taget. Alt i Det nye Testamente, som forudsætter, at Jesus er Guds søn, f.eks. miraklerne, Jesu præeksistens, treenighedslæren osv., betegnes i formhistorien som menighedsteologi. Igen er forudsætningen, at Jesus ikke er den, vi som kristne bekender, at han er. Jeg kan derfor ikke se, at argumentationen for os kristne er andet eller mere end et pudsigt kuriosum, og jeg har i det hele taget meget svært ved at forstå, at der findes forskere, som gider bruge et helt arbejdsliv på at fortælle omverdenen om, hvad der kunne have stået i evangelierne, hvis forfatterne ikke havde levet under den vildfarelse, at de i Jesus Kristus mødte Den treenige Gud. MÅNEDENS ESSAY Og det er jo stort set det eneste, de seneste hundrede års nytestamentlige forskning har bedrevet. (De fleste formhistorikere er, så vidt jeg har fundet ud af, vokset op i strenge pietistiske hjem, og deres forskning er så gået ud på at frigøre sig fra alle de snærende bånd. Men alle båndene var jo skåret over allerede i deres forsknings udgangspunkt, og hvorfor gik de så ikke ud i deres gudløse verden og nød den, i stedet for at blive i lavtlønnede forskerjobs for at dissekere den hund, de selv havde slået ihjel? (Måske fordi liget blev ved med at sparke dem)). Omvendt, så er Det nye Testamente en i hovedsagen klart sammenhængende og konsistent bog, hvis den læses med bekendelsen som udgangspunkt. Under alle omstændigheder var de vidner, som berettede om miraklerne, overbeviste om, at Jesus er Guds enbårne søn, og at hans liv er centrum og mål for den samlede verdenshistorie. Det var derfor med regnskabsdagen for øje, at de bestræbte sig på at berette så præcist og autentisk som muligt. Netop den relativt store forskellighed mellem Det nye Testamentes fire evangelier, når de beskriver Jesu mirakler, må siges at være et af de bedste argumenter for deres troværdighed ang. det helt centrale i begivenhedsforløbet. Man var så optaget af at berette korrekt, at man tilsyneladende ikke bestræbte sig på at harmonisere. Og netop derfor får man i Det nye Testamente så klart et billede af Jesus som person, af hans forkyndelse og af naturen af de mirakler, han udvirkede. Der er således ganske bortset fra Helligånden en lang række gode grunde til at have større tillid til Matthæus og Johannes troværdighed end til min. Ikke desto mindre vil jeg fastholde, at jeg i den følgende anekdote beretter så nøjagtigt, som min hukommelse tillader mig, og at det centrale i anekdoten kan verificeres af de to øvrige vidner. Og det på trods af at de, ligesom jeg, var påvirkede af såvel søvnmangel som et moderat indtag af alkohol. Anekdoten lyder således: I juni måned 1983 lå jeg med en sejlbåd i Århus havn. Vi havde netop sejlet med i kapsejladsen Sjælland Rundt og derefter haft et par festlige dage på Langelinie og i Nyhavn. Nu havde vi så sejlet hele natten fra København til Århus. Der havde natten igennem været kraftig vind fra vest, så vi havde haft nogle hårde og våde kryds over Kattegat og bl.a. været et smut inde i havnen ved Sjællands Odde for at sy et flænget sejl. Men da vi endelig ved nitiden stod ind gennem havneindløbet i Århus, var det det dejligste danske sommervejr, og spiret på Århus Domkirke lyste op i det klare sollys. Vi ville samme aften sejle videre på langfart til Skotland, men først havde jeg noget, jeg skulle ordne i Århus. Det hørte jo med til et behageligt liv at befinde sig på et universitet i den mørke del af året, og jeg skulle derfor tilmelde mig en studieretning på Århus Universitet. Spørgsmålet var blot hvilken? TIDEHVERV 95

2 Sammen med de to venner i båden gik jeg direkte op på et gammelt havneværtshus, medbringende en seddel med vistnok 4-5 humanistiske studieretninger og så teologi. Jeg havde det forløbne år været indskrevet på litteraturvidenskab i København, hvor jeg bl.a. havde oplevet en langskægget Ralf Pittelkov, som med udgangspunkt i en kapitallogisk analyse af Ekstra Bladet underviste os studerende i forløbet af den kommende verdensrevolution. Det var jeg som nybagt postmoderne student med hang til T.S.. Eliot og den slags blevet godt træt af. På den ene side var jeg vel en klassisk gammelklog bogorm med den for disse typiske moderate grad af Weltschmertz, men på den anden side havde jeg aldrig haft nogen trang til at ændre verden. Jeg fandt den sådan set udmærket, som den var: Min helt egen og luksuriøst indrettede legeplads. Når teologi ved en indskydelse overhovedet kom med på sedlen, var det uden nogen klar tanke, men det skyldtes formentlig Dostojevskij, Kafka, Thomas Mann, Camus og den slags. Jeg fandt, at f.eks. Ivan Karamazov når man lige så bort fra det depressive ved hans karakter var en beundringsværdig hædersmand, hvorimod typer som Zosima og Aljosja var nogle naive stakler, der kun havde deres berettigelse som boksebolde. Rigtige mænd ser intetheden i øjnene uden at blinke, tænkte jeg. Ja, de lader tomheden beruse sig som champagne. Jeg holdt også meget af Karen Blixens postmoderne brug af teologien og havde læst nogle af Johannes Sløks Shakespeare-kommentarer. Uden at jeg dengang kunne formulere det, tror jeg, at Sløk havde bragt mig på sporet af, at den nihilisme, jeg mente jeg bekendte mig til, var et ægtefødt barn af kristendommen. På Sløks manér afskyede jeg enhver fromhed, især den socialistiske, og ifølge Sløk var kristendommen det mest ufromme, man kunne tænke sig. Kristendommen hævdede, skrev Sløk, at tilværelsen var absurd. På en god måde altså. Og det var lige noget, jeg kunne bruge. Mange i vores generation troede, at det eneste tænkelige valg var mellem socialisme og nihilisme. TIDEHVERV 96 Som så mange unge studenter gennem tiderne var mine boglige interesser langt hen ad vejen en afart af ungdommens relativt uskyldige, og, når den bruges rigtigt, også ganske sunde navlebeskuen. Hvem er jeg? Spørger den unge ud i verden. Hvem og hvad har skabt mig og den verden, jeg befinder mig i og holder af? Og den læsende lærer så at udvide spørgsmålet til at være et historisk og kulturhistorisk spørgsmål. Spørgsmålet hvem er jeg, og hvorfor er jeg og min verden, som det er?, det er for den boglige også et spørgsmål om, hvad kernen er i den kultur, som har skabt min slægt, mig selv og mine tanker? Og såvel læsningen som livet havde i hvert fald lært mig, at Europa var noget ganske særligt. En verdenshistorisk set enestående eksplosion af energi, ekspansionsevne og skaberkraft. Ofte selvdestruktiv skaberkraft. Dette ganske særlige ved Europa var, så jeg, et produkt af det særlige ved Europas åndelige historie. Denne historie var også jeg et produkt af, og derfor kunne jeg identificere mig med den. Jeg følte mig på pubertær vis i vid udstrækning som ét med denne kultur og dens historie. Med Louvres samlinger, med Manhattans skyline, med Checkpoint Charlie, med Notre Dame og med den forfaldne engelske officersmesse på Zanzibar, hvor billiardbordet står tilbage med sit hullede filt og minder om en glorværdig fortid. Det var kærlighed, men det var også en sentimental og nostalgisk kærlighed. En fornemmelse af at stå og se gennem et hegn og brændende ønske at være på den anden side. Eller fornemmelsen af at gå rundt på et museum og ønske selv at være en del af det. Jeg fik som dreng en klump i halsen, da min mormor første gang satte en ridset plade på for mig, hvor Lulu Ziegler sang så sørgmodigt om Den sidste Turist i Europa. Jeg fremskaffede teksten og satte mig, med hjælp fra bibliotekaren på det lokale bibliotek, systematisk ind i alt, hvad der blev nævnt i sangen. Således lærte jeg for første gang om Abelard og Heloise, om Chardins hyrdinder, om Dredens rokokogader osv.. Senere havde jeg ikke for ingenting læst Oswald Spenglers Aftenlandets Undergang. Jeg følte mig i udpræget grad hjemme i såvel katedraler som i danske kirker, men havde typisk nok ikke overværet en gudstjeneste siden min barnedåb og da f.eks. heller aldrig vidst, hvilket sogn jeg boede i. Teologi kom altså med på listen i en slags ungdommeligt overmod og formentlig ikke uden inspiration fra personer som f.eks. Thomas Manns Nafta i Troldfjeldet og Adrian Leverkühn i Doktor Faustus. Og nu sad vi så på det dunkle århusianske havneværtshus, med fadøl og Fernet Branca på bordet efter en lang nats sejlads. Også værtshuset så ud til at stamme fra en svunden tid. Dengang der stadig fandtes søfolk, som gik i land i de danske havnebyer. Raflebægeret blev rystet et antal gange, og derved blev de seks studieretninger reduceret til to. På den ene side af den papbrik man dengang fik serveret fadøl på, kom der, så vidt jeg husker, nu til at stå Engelsk og på den anden i hvert fald Teologi. Papbrikken blev placeret, så det ene hjørne stak lidt ud over kanten på den slidte mørke bordplade med talrige brændemærker efter cigaretgløder. Jeg gav den et kraftigt vip med fingeren, den fløj op i luften og landede midt på bordet. På siden, der vendte opad, stod der: Teologi. Jeg tog så bussen op til registraturen på Ringgaden, indskrev mig på Teologi, vendte tilbage til havnen, kastede fortøjningerne og sejlede op gennem Limfjorden til Thyborøn og derfra i kuling videre over Nordsøen til Skotland, hvor vi ved Inverness gik ind i de skotske kanaler og sejlede gennem højlandssøerne Lock Ness, Lock Oich og Lock Locky og ud på atlanterhavssiden nord for Irland. Det blev en dejlig sommer. Naturligvis uden penge, men til gengæld fyldt med ungdommeligt overmod og selvglæde. En sommer, hvor vi bl.a. blev bekendt med de fineste nuanceforskelle på de skotske whiskymærker. Vi lærte også om den stærke skotske nationalfølelse, og at man, hvis man vil sikkert gennem en højlandssluse, skal have det skotske gæsteflag med Skt. Adreas-korset placeret højere end Union Jack i masten. Har man det, så bliver man til gengæld også behandlet overordentligt gæstfrit, budt på

3 udmærkede skotske pints og får serveret mange historier om, hvor meget bedre verden ville have været i dag, hvis Mary Stuart ikke havde fået et så tragisk endeligt. Det lød næsten, som om folk tog det alvorligt, men om det var andet end fraser, ved jeg naturligvis ikke. Ja, det var en dejlig ungdommelig sommer med en udpræget følelse af tilværelsens næsten ulidelige lethed. Men det var så også min sidste sommer uden teologiens byrde på skuldrene. Terningerne var kastede og ølbrikken vendt. Pagten var indgået, og aldrig skulle tilværelsen igen blive helt så let. Ølbrikkens færd Men hvorfor vendte ølbrikken, som den gjorde? Var det alene et spørgsmål om naturlove, eller var det forsynet, der var på spil? Hvis det var forsynet, så kunne ølbrikkens placering være den direkte følge af Jesu bøn skærtorsdag aften, hvor han beder: Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også de må være et i os, så verden må tro at du har sendt mig. Eller det kunne være resultatet af kollektbønnen ved gudstjenesten i en dansk landsbykirke nogle søndage før, hvor menigheden, dvs. præsten og de dengang stadig eksisterende, men nu næsten uddøde, to gamle fromme danske koner i storblomstrede nylonkjoler sammen bad: Send os din Helligånd og giv os trofaste ordets tjenere. Bevar dit ord. Og lad dit evangelium udbredes til alle folkeslag. Dér havde de bedt om, at også jeg måtte høre om min dåbs nåde. Ølbrikkens flugt over bordet kunne så være måden, hvorpå forsynet lod evangeliet komme til mig, og gjorde mig til redskab for evangeliets forkyndelse i Den danske Folkekirke. Eller der kunne måske være en helt anden forklaring. Lad os se på mulighederne: Det er for det første klart, at ølbrikkens færd blev bestemt af en række teoretisk set målbare og forudsigelige omstændigheder. Der er mit bevægelsesmønster kl. 9 om morgenen efter en lang nats sejlads uden søvn. Der er vind- og varmeforholdene i værtshuset, der er antallet af spildte dråber og deres fordeling over papbrikken. Der er produktionen af papbrikken, som kan have gjort den ene side tungere end den anden. Men så er der også de omstændigheder, som gjorde, at vi var kommet i havn på netop det tidspunkt. F.eks. den møre tråd i sejlet, som tvang os ind i Odden havn. Så er der de tusinder af forfædre, som alle har medskyld i mit liv. Så er der en sommerfugls basken med vingerne i Amazonas, som kan have bidraget til et højtryk over Atlanterhavet. Så er der de forudgående tusinder af års øvrige vejrforhold, som havde skabt netop den vindstrøm over Kattegat og gennem værtshuset, vi oplevede netop denne dag. Så er der hele forhistorien for bartenderen, som den morgen spildte netop disse dråber på brikken. Osv. Således kan man fortsætte bagud, og man kommer vel så til sidst frem til, at ingen begivenhed siden universets eventuelle skabelse er helt uden indflydelse på ølbrikkens færd gennem luften hin solbeskinnede junidag i år 1983 efter Kristi fødsel. Ja, det helt afgørende for begivenheden var ifølge videnskaben hændelserne det første nanosekund efter The big Bang, ved det nuværende univers skabelse. Thi dér skabtes de naturlove, vi nu lever under, og dér sattes universets nuværende bevægelse i gang. Men netop denne årsagskæde viser jo også, at det ikke er naturlovene, der bestemmer begivenhederne. Tyngdeloven, de termodynamiske love osv. dannede rammen for alle begivenheder i årsagskæden. Hver eneste begivenhed i kæden skulle adlyde naturlovene. Men naturlovene kan ikke selv være egentlige årsager. De er kun rammen. Naturlovene er et mønster, som verdens begivenheder indretter sig efter, men naturlovene er ikke handlende aktører. Men hvad forårsager så bevægelsen, må man nødvendigvis spørge? Hvad satte den årsagskæde, den bevægelse i gang, som endte med ølbrikkens flugt over bordet. Den evige genkomst Det ene af to mulige svar er, at bevægelsen i radikal forstand altid har været der. Kæden er altså uendelig, og den tanke fører, viser al erfaring, når den tænkes radikalt igennem, til ideen om den evige genkomst. Hvis der intet er uden for eller før universet, som kan sætte det i gang og påvirke det, dvs. hvis der ikke er noget uden for det, vi i den bredest tænkelige forstand af ordet kalder naturen, ja så er variationsmulighederne nødvendigvis begrænsede. Hvis der spilles et uendeligt antal skakspil, så må nøjagtigt det samme spil nødvendigvis dukke op igen et uendeligt antal gange. Og på samme måde må, i en uendelig tid, nøjagtig det samme univers nødvendigvis dukke op et uendeligt antal gange. Ikke blot sådan cirka identisk, men nøjagtig magen til. Det kan tage milliarder gange milliarder af forsøg, før det sker, men i uendeligheden er det jo også kun et øjeblik. Dvs. at den uendelige tid med nødvendighed ikke er uendelig, men cirkulær. Hvor mange variationsmuligheder der end findes, så må de i et fysisk univers være endelige, og derfor må alt i uendeligheden på et eller andet tidspunkt nødvendigvis vende tilbage i nøjagtig samme form og rækkefølge. De, min eventuelle læser, har så siddet i den stol, De nu sidder i og læst netop disse ord, ikke én gang, ikke en milliard gange, men et uendeligt antal gange. Og vi skal sidde her igen ikke én gang, ikke en milliard gange, men et uendeligt antal gange. Der har aldrig været en første gang og der vil aldrig komme en sidste. Hvad ville vi kristne kalde en sådan verden? Vi ville kalde det helvede. Og det er vi ikke ene om. Denne tanke om den evige genkomst ligger dybt i megen hedensk religion, den ligger bag al dharmisk religion, dvs. Hinduisme, Buddisme osv. Den formuleres i Europa filosofisk af Pythagoræerne, Stoikerne og, så vidt jeg har forstået, i store dele af Nyplatonismen. I frelsesreligionerne Hinduisme, Buddhisme osv. kobles tanken blot sammen med muligheden for åndens udfrielse af den evige cirkel. Nirvana er at slippe ud af den evige gentagelse og opnå fred, dvs. blive til intet. Vel findes der intet uden for den evige cirkel, men dette intet er netop det attråværdige. TIDEHVERV 97

4 Stoicismen indeholdt i hovedsagen ikke en sådan transcendent frelse. Ingen nødudgang fra dette store hjul af ild, som tilværelsen er. For stoicismen består frelsen snarere i at acceptere og finde fred med verden, som den er. At svare ja til nødvendigheden af den evige cirkel og tage skæbnen på sig. På nogle punkter svarende til det tyvende århundredes eksistentialisme og måske også til det filosofiske fundament for kommunismen og nazismen og de øvrige totalitære og halvtotalitære ideologier, som jo uafladeligt argumenterer med, at toget kører i en bestemt retning, og at det eneste valg står mellem at acceptere historiens forudbestemte udvikling og gøre sig til ét med den, eller blive knust under dens hjul. Det er under alle omstændighed netop en sådan stoicisme, Nietzsche vil have sit overmenneske til at adoptere. Han skriver i bogen Den muntre videnskab om Das Schwerste Gewicht, den tungeste byrde. Den største byrde. Tænk hvis en dag en dæmon sneg sig ind på din ensomste ensomhed og sagde til dig: Det liv som du nu lever det skal du leve igen og et uendeligt antal gange igen. Og der vil intet nyt være i det, hver smerte og hver glæde og hver tanke og hvert suk og alt nok så småt og stort i dit liv vil vende tilbage til dig, alt i samme orden og rækkefølge -- selv denne edderkop og dette måneskin mellem træerne, og selv dette øjeblik og jeg selv. Eksistensens evige timeglas vendes igen og igen og du sammen med det. Ville du så ikke kaste dig selv ned og skære tænder og forbande den dæmon som talte således? Eller har du en gang oplevet et fantastisk øjeblik hvor du ville have svaret dæmonen: Du er Gud og aldrig har jeg hørt noget der er mere guddommeligt. Hvis denne tanke fik kontrol over dig ville den ændre dig eller måske knuse dig. Spørgsmålet ønsker du dette igen og et uendeligt antal gange igen ville hvile over alle dine handlinger som den tungeste byrde. Ja, det er i sandhed en grandios tanke og en heroisk tanke, Nietzsche her fremfører. At være i helvede og på en gang acceptere det som helvede og som den eneste mulige virkelighed. Et tilstrækkeligt intelligent menneske, TIDEHVERV 98 der tænker denne tanke til ende, må formentlig enten blive sindssyg eller en Buddha, dvs. et menneske, der formår at synke hen i komplet kontemplativ ligegyldighed over for verdens tildragelser. Europæisk betragtet er den buddhistiske ro vel den højeste form for eksistentiel sindssyge. Det er, så vidt jeg har forstået, også sandsynligt, at Buddha selv ikke så frelsen som en frelse ud af gentagelsen, men snarere som den ligegyldighed og samvittighedsfrihed og derved smertefrihed som den fuldstændige accept af gentagelsen kan skabe. Det er samtidig muligt, at Buddha på nogle punkter mindede mere om stoikeren og det 20. århundredes nihilistiske eksistentialist end om den mere folkelige og gnostisk prægede senere religiøse Buddhisme. Men i de folkelige versioner af Buddhisme, Stoicisme og det 20. århundredes folkelige eksistentialisme må frelsen nødvendigvis være noget andet og mere end en intellektuel beslutning om at tage skæbnen på sig. Den må være en frelse til noget andet. I det mindste den frelse, som består i at blive til intet, og derved få lov til at dø uden trussel om genopstandelse. Men netop her viser også teoriens første revne sig. Alene menneskets oplevelse af, at verden ikke er, som den burde være, viser jo hen til en anden mulig virkelighed og derved til tanken om en anden kraft, der kan bevirke udfrielse. Dvs. at tanken om den evige gentagelse med en vis indre logik fører til gnostiske og dualistiske religioner. Nietzsche valgte den persiske profet Zarathustra som et af sine talerør for den evige genkomst. Og hvad den historiske Zarathustras forkyndelse så end bestod af, så blev den i hvert fald i historien hurtigt til en ægte dualistisk religion. Skabelse Religionshistorisk set er der imidlertid også et andet muligt svar, end at årsagskæden er uendelig. Nemlig det svar vi finder i jødiskkristen tradition og måske også hos f.eks. Aristoteles. (I hvert fald i den senere europæiske Aristoles-reception.) Her hævder vi, at kæden ikke er uendelig og derved cirkulær, men at den tværtimod er en linie med en begyndelse og en slutning, og at det, som ligger før begyndelsen og efter slutningen, ligger uden for naturen ved at være dens årsag og grund. Denne magt kalder man så efter Aristoteles for den ubevægelige bevæger eller den første årsag, dvs. Gud. En magt, der er årsag til verden, men som står uden for verden som dens skaber og opretholder. Og da Gud satte den første bevægelse i gang, og da alle andre bevægelser er en følge af denne hans første bevægelse, så følger det heraf, siger vi i kristendommen, at Han er almægtig, og at alt sker efter Hans vilje. Dvs. at ølbrikkens færd gennem luften allerede lå gemt i Guds vilje, da han ved tidernes begyndelse satte universets første bevægelse i værk. Men betyder det så omvendt, må man spørge, at den gamle kones bøn ved gudstjenesten i den jyske kirke, som jeg før nævnte, ingen indflydelse havde på ølbrikkens lufttur? Ja, det kunne det naturligvis godt betyde. At der findes en magt, der satte den bevægelse i gang, som med nødvendighed affødte alle de senere bevægelser, betyder jo ikke nødvendigvis, at det er en magt, som ønsker at bevægelsen skal indbefatte nogen form for kommunikation mellem skaber og skabning. Ja, selvom Aristoteles finder det nødvendigt med en ubevægelig bevæger uden for verden som har sat alting i gang, og som stadig er årsag til bevægelsen, så afviser han alligevel, at verden kan være skabt. Igangsætteren satte så at sige uendeligheden i gang. Han startede den evige bevægelse, som er uden begyndelse! Den må for grækeren Aristoteles nødvendigvis være evig uden at være uendelig! Dvs. at den må være cirkulær. Aristoteles afviste følgerigtigt også enhver tale om mirakler. Skaberen kunne jo også blot være urmageren, der sætter værket i gang. Urmageren kender muligvis hvert tik, som uret vil udsende i al fremtid, men det betyder ikke nødvendigvis, at han lader de fremtidige tik referere tilbage til sig. Det ville formentlig ikke engang stride mod logikken, at urmageren

5 ved skabelsen udtømmer sig selv i sin skabning og bliver ét med den, indtil den er ved vejs ende og igen samles i skaberens vilje. Det er vel denne tanke, der udfoldes hos Spinoza og i den fromme del af nutidens panteisme. Ja, dette er en mulighed. Men på den anden side så er det heller ikke udelukket, at den magt, som satte værket i gang, og for hvem al fremtid allerede ved skabelsen var nutid, allerede i skabelsen indkalkulerede fremtidige bønner og sin egen indgriben i skaberværket. Bøn Et barn er blevet lovet, at det på lørdag skal på fisketur med sin far. Det folder sine hænder og beder til Gud om, at det må blive godt vejr. Og det bliver godt vejr. Har barnet så ret i, at det gode vejr var et svar på dets bøn? Hvis man er kristen, så er svaret ja! Gud er herre over vejret, og Gud hører ethvert menneskebarns bøn. At vejret blev godt er derfor svaret på drengens bøn, og uden denne bøn ville alt være anderledes, også vejret. Jeg kender en mand, som, hver gang han har personlig omgang med et nyt menneske, indskriver dette på sine meget udførlige bedelister og derefter jævnligt med navns nævnelse beder for vores jordiske velfærd og fremtidige frelse. Jeg finder det ganske tænkeligt, at vi er mange, som i ikke ringe grad kan takke denne mands forbøn for den overordentlige og ufortjente lykke, der er blevet os tilskikket her i livet og for alle de farer, vi er undsluppet. På samme vis er det heller ikke teoretisk umuligt, at den magt, som har skabt verden, hvis der altså er en sådan magt, selv stiger ned i denne verden og lader sig blive en del af sin egen skabning. Altså lader sig inkarnere. F.eks. gennem en jomfru i det romerske imperium for 2000 år siden. Og naturligvis vil han også kunne lade handlinger ske, som for et menneskeligt øje strider mod de regler, som naturen til daglig er indrettet efter. Findes der en almægtig skabermagt, så er mirakler naturligvis mulige, men det betyder ikke nødvendigvis, at der findes mirakler. Selv om der findes en transcendent magt, så er det som sagt naturligvis slet ikke sikkert, at denne transcendente magt på nogen måder lader sin transcendens manifestere sig på jorden. Han kan være den skjulte gud, som i enhver forstand vedbliver at være den skjulte gud, hvilket vel netop er tilfældet i den ægte hardcore islam. Derfor kan det muslimske barn ikke bede om, at det må blive godt vejr til fisketuren på lørdag. For det muslimske barn har ingen kærlig fader i himlen. Det kender kun den uudgrundelige kolde skæbne, det kan underkaste sig. Derfor er det forkert at kalde den muslimske bøn for bøn i vores forstand. Bønnen burde i stedet kaldes et underkastelsesritual. Muslimen kan aldrig komme videre end til at sige: Ske din vilje. Pudsigt nok så har dele af det tyvende århundredes kristne teologi påstået det samme og har også på dette punkt fået et gudsbillede, der minder mere om Islam end om Kristendom. Men Gud kan altså også være den inkarnerede Gud og vores kærlige fader, som altid hører Helligåndens bøn gennem menneskebørnenes munde, og som udfører mirakler i sin skabning. Det er muligt, og det er i hvert fald, hvad vi kristne har troet i et par tusind år. Et mirakel Ordet mirakel kommer af det latinske miror, at undre sig. Eller adjektivet mirus som betyder forbavsende. Og Miror er en oversættelse af det græske Teras, som ligeledes betyder under i betydningen en undergerning, og som i Det nye Testamente ofte bruges sammen med orden Semeion og Dynamis, som betyder tegn og kraft. De af Jesu udførte mirakler betragtedes således som undere og som tegn på hans kraft og myndighed. Man ser et under og undrer sig. Begrebet under viser derfor ikke i første omgang hen til den, der udfører underet, men til dem, der oplever det som et under. I Peters første prædiken pinsedag henviser han til den virkning, Jesu gerninger har haft på dem, der oplevede ham. Peter siger: Jesus af Nazaret, en mand som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn. Her bruger han ordene dynamis, teras og semeion, altså kraft, under og tegn. Disse udtryk bruges såvel om de rent fysiske mirakler, som først Jesus og siden apostlene udførte, som om selve det at evangeliet forkyndes og modtages i menighederne. Paulus siger således i 2. kor. 12,12: Kendetegnene på at jeg er apostel, blev jo med al udholdenhed virket iblandt jer både ved tegn og undere og mægtige gerninger. Også Paulus bruger her ordene dynamis, semeion og teras. Det græske ord for under, teras, er i øvrigt næsten identisk med ordet terateia, som betyder blændværk, gøgleri, tryllekunst, forblændelse og utroværdig snak. Når tryllekunstneren saver sin assistent over på scenen, og hun derefter stiger ud af en kasse et helt andet sted, så er det terateia, en tryllekunst. Men hvis det nu ikke var snyd, hvis kvinden virkelig blevet savet over og derefter fik alle sine atomer adskilt og usynligt teletransporteret til den anden kasse, hvor det hele blev sat sammen igen, og hun steg smilende ud, så ville der være tale om et under, teras. Så ville der være noget at undre sig over, på samme måde som når Lazarus dør og fysisk set går i opløsning, hvorefter atomerne nogle dage senere ved at tiden alene for deres vedkommende skrues tilbage samles i den rette orden igen, og han går ud af graven. Ja, vi ville undre os så meget over underet med den oversavede dame, at vi i første omgang slet ikke ville acceptere, at begivenheden har fundet sted. Vi ville med alle midler forsøge at finde en anden forklaring. Og selvom vi ikke kan finde en anden forklaring, ville vi formentlig stadig ikke tro på det. At kvinden bliver savet over og sat sammen igen, blot ved at der siges hokus-pokus, strider mod de love for verden, som vi har stykket sammen gennem vores erfaring med livet. Derfor ville det, hvis det skete, være et mirakel. Hvis vi da ikke senere fandt ud af en måde at gøre det på, som passer med vore øvrige erfaringer, f.eks. atomar teletransportation. Og dette gælder for alle folkeslag og alle kulturer. Der er ikke, og der har ikke været mennesker i verden, som ikke ville undre sig over, at en dame kan saves over og samles igen. Man kan tro mere eller mindre på mirakuløse hændelser og såle- TIDEHVERV 99

6 des være mere eller mindre motiveret for at tolke hændelser som mirakuløse, men alle kulturer skelner mellem almindelige hændelser, som er i overensstemmelse med de love, vi gennem erfaringen har lært gælder for verden, og så dem, der kræver en mirakuløs forklaring. Hvis der altså findes sådanne. Det er således forkert at hævde, at tidligere tiders mennesker troede på mirakler, fordi de ikke vidste bedre og ikke kendte til naturens love. Da Josef erfarede, at Maria var gravid, da var hans første tanke, fortæller evangeliet, at hun havde været utro, og at han derfor burde ophæve deres forlovelse i stilhed. Og det skyldes naturligvis, at også han kendte til den almindeligt gældende naturlov, som siger, at jomfruer ikke kan blive gravide uden at holde op med at være det. Kun med hjælp fra en engel kom Josef på andre tanker. Nu kunne han så have afvist englen som en hallucination, men det gjorde han ikke. Ikke fordi han ikke troede på naturlove, men fordi han i sit verdensbillede havde plads til noget andet over naturlovene. Ganske modsat, så ville en moderne nytestamentlig ekseget formentlig, selv hvis han med egne øjne ser apokalypsens ryttere og efterfølgende stilles i valget mellem himlens lyksalighed og den brændende svovlsø, vedblivende påstå, at alt, hvad han oplever, ikke er andet end et langvarigt mareridt eller en hallucination. I den tro vil han så i al evighed svømme rundt. Og det vil så være hans helvede. På samme måde som dværgene i Narniafortællingerne. Da de får tilbudt den evige salighed og salighedens frugter, kan de ikke se andet end komøg. Og således vil Guds rige i sidste ende altid være en trossag. Da europæerne kom til Amerika og brugte skydevåben mod indianerne, da måtte disse naturligvis tro, at der var mirakler på spil. Men de lærte at indlemme eksplosionsvåbenet i deres begreb om naturen og loven om årsag og virkning. Og så var der ikke længere tale om et mirakel. På baggrund af erfaringer svarende til dem indianerne gjorde med ildvåbenet, har det både i hedenskabet og i kristenheden derfor ofte været foreslået, at det, der TIDEHVERV 100 opleves som undere, alene og altid er ting, som vi endnu ikke kan forklare ud fra vores nuværende kendskab til verdens love og regelmæssigheder. Forudsætningen for argumentet er igen, at verden er et lukket system, hvor der overalt gælder samme regler for årsag og virkning, og at intet sker uden en årsag. Det kunne f.eks. få Cicero til at skrive: Intet sker uden en årsag, og intet sker medmindre det kan ske. Når det som kan ske så sker, så kan det ikke betragtes som et mirakel. Derfor findes der ikke mirakler. Det, som Cicero her siger, er ikke nødvendigvis, at begivenheden med den oversavede dame ikke fandt sted, han siger blot, at hvis den fandt sted, så måtte det ske som følge af den samme kæde af årsag og virkning, som alt andet er en følge af, og at det derfor må være teoretisk muligt at finde en forklaring, der stemmer overens med reglerne for verdens indretning. Cicero definerer altså et mirakel som noget, der bryder kæden af begivenheder for verden, men det udelukker ikke i sig selv, at der f.eks. skulle kunne findes overjordiske væsener, der kan gribe ind i begivenhederne. De er blot ikke overnaturlige i absolut forstand, således som den ubevægelige bevæger eller den kristne Gud er det. Ciceros definition udelukker heller ikke principielt, at der findes mennesker, der kan helbrede ved håndspålæggelse, at særlige kilder skulle have underfulde kræfter osv. Disse ting kunne, hvis de eksisterede, teoretisk set være en del af den samme sammenhængende natur som alt andet, og de kunne så, hvis vores viden blev stor nok, sættes ind i samme årsagskæde. F.eks. ville mange af de ting, folk gennem tiderne har opfattet som mirakler, blive forklarlige, hvis det blev påvist, at der findes marsmænd, og at nogle af disse går rundt iblandt os og har andre evner, end vi har. Så ville de blive en del af årsagskæden. Årsagskæden er for videnskaben teoretisk set ubrudt. Det er derfor, ifølge vores videnskab, teoretisk muligt at forudsige, hvordan vejret bliver ved Fredericia banegård den 1. maj år 2050 kl. 15,30. Måske bliver det aldrig muligt i virkeligheden, fordi det måske kræver en indsamling af viden og en regnekraft, der overstiger det, der kan rummes i universet, men teoretisk set er det muligt, og det ændrer kaosteorier og den slags ikke grundlæggende ved. Alt dette betyder, at det under alle omstændigheder er teoretisk muligt at forklare det meste af det, der opleves som mirakler, men det betyder så igen ikke nødvendigvis, at mirakler ikke findes. At hævde, at mirakler er umulige, fordi de strider mod vores erfaring, er ikke et brugbart argument, for miraklet hævder jo netop om sig selv, at det er en enestående begivenhed. Og det er der jo i øvrigt meget der er: Slaget ved Austerlitz, EM-finalen i 1992, det perfekte golfslag osv. At jomfruer normalt ikke kan blive frugtsommelige udelukker ikke i sig selv, at det er sket en enkelt gang eller for den sags skyld 100 gange, udvirket af en magt, der står over naturens love. Dvs. at der ikke er noget ved naturvidenskaben, som udelukker, at der findes en magt uden for naturen, og at denne magt kan vælge at gribe ind i verdens gang. F.eks. ved at lade sig inkarnere som menneske og lade sig føde af en jomfru i den yderste provins af det romerske imperium for 2000 år siden. Og ved som menneske at udføre tegn og undere, der dels forkynder for os, hvem han er, og dels viser os glimt af den virkelighed, han ved sin død og opstandelse vil skænke os i fremtiden. Et mirakel kan således for os kristne ganske enkelt defineres som en indgriben i naturen af en magt, som er uden for naturen i den bredest tænkelige forståelse af ordet natur. Men for os kristne gælder det naturligvis også, at Guds mirakler iblandt os selvom de er et indgreb i naturen ikke i nogen absolut forstand står i modsætning til den af Gud skabte natur og dens love. Da skaberen og frelseren i kristendommen er én, kan frelserens mirakler ikke være i modsætning til skaberværket. De må tværtimod være de klarest tænkelige udtryk for det, og derved vise hen til skaberen. Jeg og Faderen vi er ét, siger Jesus. Og han siger: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det han ser Faderen gøre." (Joh. 5,19). Det skal jeg vende tilbage til.

7 Anekdote 2 Men først vil jeg nu gå videre til en anden anekdote, som fandt sted mange år efter den førnævnte, og som jeg heller ikke er særlig stolt af. Nemlig engang, hvor jeg skulle søge en stilling som sognepræst og derfor var til prøveprædiken med efterfølgende kaffebord hos et menighedsråd. Det gik altsammen overvældende godt, og der var en vældig god stemning ved bordet. Vi talte om løst og fast og alle gav udtryk for en god grundtvigsk holdning til gudstjenesten, til præstens opgave og til kirkens vigtige historiske rolle i vores samfund. Næsten alle kan jo i dag blive enige om, at kristendommen er vores kulturgrundlag og derfor skal agtes og æres på samme måde, som man f.eks. ærer en virksomheds grundlægger, også selvom han er helt ude af trit med nutidens produktionsforhold og derfor bør begrænse sig til at holde en lille tale ved passende lejligheder. Ved kaffebordet var der imidlertid også en gammel lidt grå dame med tilknytning til Indre Mission, som ville være lidt mere alvorlig, og som sagde, at hun nogle gange havde fornemmelsen af, der nu til dags findes præster, som ikke tror på Gud. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Hun ville nu gerne vide, hvad jeg mente om det. Det var før Grossbøll, men jeg forstod udmærket baggrunden for hendes spørgsmål, og at det ikke var præsternes hjerter og nyrer, hun ønskede at granske, men alene det de sagde på prædikestolen. Og uden at være polemisk gjorde jeg det klart, at jeg hører til dem, som forkynder, at Gud findes, og at Jesus Kristus er Guds enbårne søn. Damen var tydeligvis tilfreds, men stemningen blev lidt forvirret. Der var nu noget, der skulle afklares, og som var vigtigere end den gode stemning. Og en mand, som var formand for den lokale jazz-klub, og som havde talt varmt for kirkens rolle i folkeoplysning og lokalsamfund, og som oven i købet også havde sagt, at i disse tider var det vigtigt med kirken som bolværk mod Islam, sagde sådan cirka: Men vi har ikke brug for fanatisme. Og for ligesom at samle alt, hvad han mente med fanatisme, så spurgte han: Du tror da vel ikke på jomfrufødsel og den slags? Det fremkaldte lidt fnisen og hovedrysten omkring bordet. Hos alle bortset fra den grå dame, men hende var der ingen, der lagde mærke til. Mit svar burde selvfølgelig have været ganske kort, at jo jeg troede på jomfrufødslen. Og at jeg i det hele ikke har problemer med den trosbekendelse, jeg som præst fremsiger i kirken. Jeg kunne naturligvis også have opført et lille skuespil af dialektisk-teologisk tilsnit og sagt, at nej jeg troede ikke på mirakler, for som kristne tror vi ikke på Bibelen eller dens fortællinger, som kristne tror vi på Kristus. Og det væsentlige er ikke miraklerne, men det som de forkynder. Miraklet er f.eks. ikke, at kvinden blev helbredt, men at hun kom til tro på Jesus. Og så kunne jeg have suppleret med en lille sarkastisk pointe om, at dem, der holder bogstaveligt fast i Bibelens mirakler, i virkeligheden minder om muslimer, ved at de tror på en bog i stedet for på Kristus. Men et sådant svar ville være værre end en usandhed, det ville være tom sofistisk manipulation af samme art, som når en biskop skjuler sit kætteri bag en sofistisk formulering om, at selvom han tror på den samme gud som Muhammed, så tror han skam på ham på en helt anden måde. Konteksten gør svaret til en løgn. Det holdt jeg mig trods alt for god til, og i stedet pakkede jeg derfor, under indtryk af den ændrede stemning, i begyndelsen mit svar ind og sagde, at der findes kristne, som tror på, at Jesus er Guds søn, men som alligevel ikke mener, at jomfrufødslen er en nødvendig del af denne tro. Og at de andre mirakler heller ikke er det. Jeg kunne godt følge deres argumenter, sagde jeg, men jeg er ikke enig med dem. Og generelt ville jeg sige, at vel kan de enkelte af Biblens mirakler udmærket betvivles hver for sig, men alle kristne må være enige om, at fordi Gud findes, så er mirakler i det mindste ikke umulige. Man kan for så vidt godt betvivle, at Jesus helbredte syge ved mirakler, men man kan ikke betvivle, at han kunne gøre det. Det samme gælder jomfrufødslen. Og for mit eget vedkommende måtte jeg indrømme, at jeg ikke så nogen grund til at tvivle om kernen i et eneste af Jesu mirakler i Det nye Testamente, da jeg fandt dem alle i fuld overensstemmelse med hans gerning i øvrigt. F.eks. fandt jeg jomfrufødslen aldeles uundværlig i vores bekendelse. Jeg tror nok, jeg udtrykte mig endnu mere folkeligt, men selvom alle fortsat var venlige var stemningen under alle omstændigheder aldeles ødelagt. Venlighed som over for en lettere spedalsk person. Den eneste, som sagde farvel med varme, var den grå missionske dame. For alle andre var jeg nu blevet forvandlet til en fanatiker, som troede på noget så frygteligt, som at Jesus blev undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, gik på vandet osv. Jeg var med andre ord blevet til en fundamentalist. Og det er jo det værst tænkelige skældsord ikke blot i folkekirken, men i vores samfund i øvrigt. At have et urokkeligt fundament betyder jo, at der sættes klare grænser for omstillingsparatheden. Bekendtskabet med dette gode grundtvigske menighedsråd skulle helt klart ikke udbygges. De var ellers på alle andre områder meget sympatiske og frisindede. Kun fundamentalisme kunne de ikke acceptere. Og derved er de i god overensstemmelse med den brede del af den danske offentlighed og da især med den del, som er allermest positivt stemt over for folkekirken. Man skelner ikke mellem religioner, men mellem fundamentalister og moderne mennesker. Det svarer til at undlade at skelne mellem f.eks. demokrater og nazister i tredivernes Tyskland og så hævde, at ham der tror fanatisk på retssikkerhed skal sidestilles med ham, der tror fanatisk på Nazismen. Ja, i virkeligheden er det langt mere absurd at sidestille religioner på denne måde. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der almindeligvis sker i dag. F.eks. er det dette, som går igen i alle store danske avisers holdning til religion. Vi lever som bekendt i en tid, hvor religiøse spørgsmål næsten dagligt er på forsiden af dagens aviser og også ganske ofte finder vej til lederartiklerne. Således skrev Jyllands-Posten på et tidspunkt en leder med titlen Tro og Viden. I den står der: Jyllands-Posten anerkender det kristne livssyn, der danner grundlaget TIDEHVERV 101

8 for vores samfund. Jyllandsposten anerkender og værdsætter det kristne bud om tilgivelse og næstekærlighed. Men, lyder det så: Jomfrufødsel, helbredelse ved håndspålæggelse, genoplivning af døde og bespisning af 5000 mennesker med to fisk finder ingen støtte i naturvidenskabernes resultater og må derfor karakteriseres som de myter, de er. At tro på disse ting er, fortsætter Jyllands-Posten, lige så formørket som at bekende sig til Sharia-lovgivning. Jeg synes, man skal lægge mærke til de første citerede ord: Jyllands- Posten anerkender. Den betragter altså kristendommen som en tilfældig historisk størrelse, som har haft nogle positive bivirkninger, men man har på forhånd udelukket, at den skulle være sand. Men hvor findes sandheden så? Ja, den findes åbenbart inde i den lederskribent, som allernådigst kan aner kende nogle få løsrevne bibelske udtryk. Thøger Seidenfaden har naturligvis endnu større tanker om sig selv end Jyllands-Postens lederskribent, og i en lederartikel om Judasevangeliet, hvor han i øvrigt roser Judas for at have ydet aktiv dødshjælp til Jesus, fortsætter han: Alt det kendte og fornærmende hokuspokus fra jomfrufødsel til himmelfart bliver trukket ned på jorden. Jesus var en stor mystiker, der prædikede, at Guds Rige er inde i os selv, siger Judas og Thomas. Meget mere menneskeligt end alt det kristne mirakelmageri. Judasevangeliet har altså bekræftet Thøger Seidenfaden i, hvad han altid har vidst, nemlig at Guds rige befinder sig inde i Thøger Seidenfaden. Men såvel Thøger Seidenfaden som Jyllands-Postens lederskribent bruger jo også et argument, nemlig at miraklerne strider mod videnskaben. Hvad der strider mod videnskaben, er for dem begge noget fornærmende hokuspokus. Vi skal her lægge mærke til ordet fornærmende. Jeg tror, det er et udmærket fællesudtryk for mange af dem, som i dag afviser muligheden af mirakler. Også Jesu mirakler. De er først og fremmest fornærmede. Og pudsigt nok kan man også være fornærmet på Guds vegne. At man afviser mirakler betyder, som vi har set, jo ikke nødvendigvis, at man afviser enhver transcendens. Ligesom man udmærket kan afvise muligheden for, at bønner TIDEHVERV 102 kan have indflydelse på verden uden derved at tilslutte sig et cirkulært verdensbillede med evig genkomst, således kan man også udmærket fastholde, at verden er skabt af en magt uden for verden, samtidig med at man fastholder, at denne magt på ingen måde er synlig i sin skabning. Ja, man kan ligefrem mene, at det strider mod Guds natur at blande sig. Guden i Thøger Seidenfadens mave bliver, ifølge hans egne ord, fornærmet over at skulle smudse sig til med at helbrede spedalske og den slags. Det er den skam alt for fin og åndelig til. Under alle omstændigheder tror jeg, det er noget i den retning, der også har foresvævet store dele af det tyvende århundredes teologi, og at den også på dette punkt ligger op ad Islam, selvom der i egentlig forstand hverken findes naturlove eller mirakler i Islam. (Der findes kun Allahs vilje, dvs. at der findes kun Allahs arbitrære magt til at være til i alt, som er til. Et mirakel forudsætter en regel, som miraklet bryder med, Men når kun Allahs vilje og magt findes, så er vi ovre i den postmoderne dekonstruktivisme, hvor det eneste, det drejer sig om, er at have magten til at sætte sin tolkning igennem.) Gud er das ganz anders, det helt anderledes og ikke på nogen måde til stede i verden, har man sagt i det 20. århundredes teologi. Følgelig var f.eks. Jesu mirakler blot en tidligere, primitiv og mere uvidende tidsalders måde at fortælle, at Jesus forkyndte om dette ganske anderledes, som vi ikke kender, men som vi skal underkaste os, på samme måde som vi skal underkaste os den fremtid, som er i Guds vold. Nu skal jeg ikke gøre den svenske ærkebiskop og glorværdige forkæmper for alverdens ikke-kristne, K.G. Hammer, til en stor teolog, men han blev bl.a. valgt som ærkebiskop på nogle klare udtalelser om, at han så sandelig ikke troede på muligheden af et eneste af Det nye Testamentes mirakler, og at han ligefrem følte sig forarget over jomfrufødslen. Helt i overensstemmelse med Jyllands-Posten mente han i stedet, at kristendommen handler om, hvordan vi mennesker skal behandle hinanden. Og er man nået dertil, så er der naturligvis ikke noget problem i at gå i ligeværdig og forudsætningsløs dialog med Islam. Så er der kun tilbage at diskutere, om Jesus eller Muhammed var den største profet. Der er ikke noget at sige til, at den dialektiske teologi og den formhistoriske bibeleksegese kunne få børn som Grossbøll, Sløk og Kjeld Holm. De repræsenterer en teologi, som ikke kan fornærme den gud, Thøger Seidenfaden opbevarer i sit indre. Mens det kristne natursyn så at sige er en kugle fuld af huller, hvorigennem den transcendente verden gør sig gældende, så er nutidens verdensbillede, i hvert fald i sin egen selvforståelse, en lukket stålkugle, hvor alt kan forklares ud fra de ting, der allerede er i kuglen. Rationalitet Jeg brugte udtrykket i sin egen selvforståelse, thi så vidt som jeg har læst mig til, så er der i hvert fald to forhold, som gør det meget vanskeligt, også ud fra en nutidig betragtning, konsekvent at opretholde et sådant lukket verdensbillede. Jeg refererer her som andetsteds til C.S. Lewis, men jeg er ikke helt sikker på, at argumentationen filosofisk set holder helt i mål. Så må andre, som er mere kompetente, rette mig. Argumentationen lyder: Hvis vi går ud fra, at naturen som vi kender den, er et lukket system, så eksisterer alt levende med det ene formål at opretholde sit liv, og så vidt jeg har hørt, så arbejder videnskaben i dag ikke så meget med organismers kamp, men snarere om enkeltgeners kamp for overlevelse. Forskellige gener og egenskaber i mennesket kan kæmpe om at blive dominerende netop for deres overlevelses skyld. Men hvis det er det eneste mål, så findes der ikke værdier som sandt og falsk eller rigtigt og forkert. Også menneskers sansninger, følelser, tanker og argumenter er udelukkende et produkt af genernes kamp for overlevelse. Når mennesket bilder sig ind, at det argumenterer for at finde frem til sandheden om et fænomen, så er det blot noget, det bliver narret af sine gener til at tro, fordi denne indbildning i det lange løb er nyttig for genernes overlevelse. På samme måde som videnska-

9 ben må hævde, at farven blå ikke findes og udmærket for andre væsner kan være fraværende eller fremstå helt anderledes og altså blot er noget som sanserne bilder hjernen ind, fordi det er nyttigt, således er fornuftens slutninger også blot subjektive konklusioner uden nogen almen gyldighed. Men al tænkelig viden, vi besidder, afhænger jo af vore slutningers gyldighed. Vi slutter os f.eks. til evolutionsteorien, fordi vores fornuft laver en generel teori på baggrund af fund af fossiler. Al viden er således afhængig af vores fornufts troværdighed. Men hvis vores fornuft ikke på en eller anden måde har rod uden for naturen, hvis vores fornuft altså blot tilfældigvis arbejder, som den gør, fordi det hjælper til overlevelse, så kan vi ikke have nogen sikker viden. Ingen videnskab eller påstand om verden kan siges at være sand, idet selve muligheden for sandhed på forhånd er ikke-eksisterende. En teori, som forklarer alt om naturen, men som ikke gør det muligt at tro, at vores måde at tænke på er sand, den forklarer jo så i virkeligheden intet. Men, kan man så sige, arternes udvikling har netop gjort det muligt ved hjælp af slutninger at nå frem til sandheden, ikke fordi den stræbte efter sandhed, men fordi det var nyttigt at gøre det. Den fornuft, som evolutionen har skabt hos mennesket, har tilfældigvis vist sig i stand til at nå frem til sandheden, fordi denne er nyttig i kampen for overlevelse. Ja, sådan kan man sige, men man er jo ikke derved nået et skridt videre. For det er jo stadig kun generne, der taler om sig selv, og vi skulle så acceptere, at hvis generne i morgen skulle finde det nyttigt for deres overlevelse, som de ortodokse jøder f.eks. at påstå, at verden blev skabt den 5. oktober for 5767 år siden og har været uforandret siden, så er det en lige så sand påstand, som den vore børn i dag lærer i skolen. Det er jo i hvert fald en påstand, som er nyttig for genernes overlevelse, da jødiskortodokse kvinder normalt får en børn. Men begrebet nyttig er jo så i øvrigt også blot et irrationelt begreb uden indre værdi. Og selv om man så accepterede, at det forholder sig sådan, og at fornuften altså ikke engang har evnen til at stræbe efter sandhed, så er også denne påstand en påstand, man har sluttet sig frem til ved hjælp af fornuften, hvilket er selvmodsigende. Man kan ikke ved hjælp af beviser bevise, at der ingen beviser findes. Nej, når man tror, man har bevist, at der ingen beviser findes, så har man tværtimod bevist lige præcis det, man ville modbevise, nemlig at menneskets evne til at erkende ved hjælp af sin fornuft med nødvendighed må betragtes som et indgreb i universet af en magt, der er uden for universet. Dvs. at menneskets fornuft er et dagligt mirakel, som kræver, at mennesket har del i en virkelighed uden for naturen. Også naturligvis når fornuften når til forkerte resultater, hvad den efter syndefaldet stort set altid gør, for det er selve evnen, som er mirakuløs. I begyndelsen var logos, dvs. fornuften, og logos var hos Gud. Og mennesket er skabt i Guds billede med fornuft. Inkarnationens mirakel er så at sige forudgrebet i den gnist af logos, som mennesket, også efter syndefaldet, har i sig, og hvormed det kan begribe verden omkring sig. Og mennesket bruger da også netop sin fornuft til at herske over naturen. Såvel over sin omverden som over sin egen natur. Fornuften står som det overnaturlige i et herskerforhold til naturen. Som sammensætningen af natur og fornuft, af støv og ånd, har mennesket sin rod i himlen og har inkarnationen som mulighedsbetingelse. Hvilket forklarer, hvorfor al klassisk teologi altid har hævdet, at Sønnen i treenigheden også i evigheden før skabelsen havde menneskeskikkelse. Ligesom lammets ofring fandt sted i evigheden før skabelsen, og korset var til stede allerede i paradisets have før syndefaldet. Det giver altsammen perfekt mening. Loven Men ikke kun på dette punkt har mennesket, omend på sløret og forvrænget vis, del i Guds verden uden for universet. Vi fælder ikke kun logiske domme, vi fælder også moralske domme, og vi insisterer på, at disse domme har almen værdi. Alle mennesker, til alle tider vi kender til, har i grundtræk haft sådan cirka samme syn på rigtigt og forkert. Også de fornægtende, perverterede og dæmoniske holdninger til loven anerkender implicit dens eksistens. Det er forkert at slå ihjel, det er forkert at lyve, det er forkert at stjæle osv. Til gengæld er det rigtigt at hjælpe den svage, man skal behandle andre nogenlunde, som man selv ønsker at blive behandlet, man skal være sandfærdig osv. Ja, det er tilmed godt at ofre sig for andre. Officeren, som kaster sig over håndgranaten og derved ofrer sig selv for at redde delingen, han er en helt til næsten alle tider og alle steder. Kun i velfærdsstaten ville hans gerning kunne mistænkeliggøres. At en sådan morallov eksisterer i mennesket på forhånd og ikke blot er en kulturel fernis, er der vistnok heller ikke længere nogen historikere eller biologer, som benægter. Beviserne er ganske enkelt alt for overvældende til, at de kan afvises. Til gengæld mener man så at kunne forklare al indbygget moral i mennesket med ikke-moralske årsager, nemlig at det har været nyttigt for menneskeslægtens overlevelse at have en sådan moral, og at den derved er blevet fremmet. Hvilket ikke udelukker, at de moralske impulser kan være i strid med andre impulser, f.eks. lysten til at spise naboens mad, få børn med hans kone osv. Derved opstår de moralske dilemmaer. Jeg ved, at jeg burde gøre det ene, men jeg gør det andet. Enhver officer, der kunne have kastet sig over håndgranaten, men i stedet for krøb i skjul og ofrede delingen, har livslang dårlig samvittighed, alene fordi der var to forskellige genetiske tilbøjeligheder, der kæmpede i ham. Ja, således KAN den indbyggede lov forklares rent biologisk. Vi forklarer dermed, hvorfor vi ofte følger visse moralske bud, men vi har jo ikke dermed forklaret, hvorfor det er rigtigt at gøre det. Hvis denne forklaring alene er sand, påpeger C.S. Lewis, så er det at sige Jeg burde, samme type udsagn som udsagnet det klør eller jeg har kvalme. Det ville så være en udtalelse, der alene handler om den talendes følelser og ikke om en handlings moralske karakter. Og sådan kan man som sagt godt påstå, at det hænger sammen, men samtidig må man så konstatere, at ingen lever eller handler, som om det gør det. Vi lever og handler, som om vo- TIDEHVERV 103

10 re moralske domme er sande i sig selv og ikke blot er nyttige. Også når man hævder, at vel er moralske domme ikke i sig selv sande, men de er nyttige for samfundets og enkeltindividernes overlevelse, og kun derfor skal vi forlange loven overholdt, også da tager man udgangspunkt i en transcendent moral, nemlig at det er bedre at mennesker lever, end at de dør. Men det er jo ikke muligt uden en transcendent moral overhovedet at hævde, at det er bedre jorden består, end at den går under. Der er ikke nyttig eller unyttig udvikling, der er kun udvikling. Skal vi fælde moralske domme, er det således nødvendigt at tage logisk udgangspunkt i, at mennesket har en samvittighed, som ikke er et produkt af naturen, og at vi således også her oplever et dagligt mirakel. Dvs. en indtrængen i verden af en magt der er hævet over verden. Religion Hvis vi accepterer dette, så accepterer vi, at der er huller i den skal, verden befinder sig ind. Skallen er perforeret, og verden kan kun hænge sammen netop ved at være perforeret. Lyset skinner ind i mørket, ind til os. Og fordi vi kender dette lys, omend i en i bedste fald sløret og i værste fald forvrænget og dæmonisk form, derfor stræber vi som mennesker mod lyset, mod den virkelighed, der er uden for naturen. Vel får denne stræben, når vi er overladt til os selv, os til at stræbe mod helt forkerte guder, men vores længsel er udtryk for, at vi véd, at der er noget at længes efter. Derfor skaber vi religioner. Og alle religioner og kulturer, som jeg har hørt om, indeholder fortællinger og myter om konkrete mirakler, hvor guddommelige væsener griber ind i jordens gang. Disse fortællinger er bl.a. udtryk for en konkret måde at forkynde på, at der er mere end denne verden, og at vi står i forbindelse med dette mere. Men der er så til gengæld meget stor forskel på, hvilken rolle miraklerne har i de forskellige religioner. Som allerede antydet så strider antagelsen af naturlove og mirakler mod såvel Islams benhårde fatalisme som Allahs aldrig bundne frihed og almagt, og selvom de folkelige østlige religioner formentlig TIDEHVERV 104 er de mest mirakelhærgede religioner overhovedet, så er miraklerne her i virkeligheden ligegyldige biprodukter af buddhaens eller guruens ophøjede ligegyldighed. Fordi de i deres mystiske skuen er hævet over verden, derfor er de også hævet over naturlovene og kan udføre mirakler, således som utallige danske pilgrimme har beskrevet, at Sai Baba gør det. Jeg har endda mødt teologer, som hævder, at Sai Baba er den genkomne messias. Man kan imidlertid næsten ikke forestille sig nogen større modsætning end den mellem mirakler udført af en guru og så dem, der beskrives i Det nye Testamente. For guruen er miraklerne paradoksalt nok udtryk for en ophøjet ligegyldighed i forhold til verden. Hele målet med hans eksistens er at forsvinde ud af den fysiske realitet. Omvendt, så er det centrale mirakel i kristendommen, det mirakel som alle andre mirakler udspringer af, at den på forhånd ophøjede stiger ned i den fysiske verden. Han inkarneres. Han bliver til kød, men han opstår igen i kød og blod, og der er intet æterisk eller buddhaagtigt ved hans person. Miraklerne er ikke udtryk for et menneske, der har hævet sig op, men tværtimod for Gud, som er steget ned. Og frelsen består ikke i, at mennesket befries ud af verden, men i at hele skaberværket forløses og derved får sin sande skikkelse. Frelseren er menneske i kød og blod, og han er ikke engang hævet over menneskelige følelser som sorg, raseri og den slags. Modsat guruens så er Jesu mirakler udtryk for hans menneskelige varmblodighed og ikke for ophøjet kulde. Guruens mirakler viser, hvor ligegyldig den fysiske realitet er, Jesu mirakler giver den fysiske verden evig gyldighed og viser derved hen til den Gud, som har skabt os af sin kærlighed. Derfor har miraklerne fra begyndelsen stået helt centralt i den kristne teologi. Og som vistnok Chesterton engang har sagt det, så ville det at fjerne miraklerne fra en beskrivelse af Jesu liv svare til at beskrive Alexander den Stores liv uden at komme ind på han militære karriere. Det kan lade sig gøre, men man har derved blot opfundet en helt anden person end ham, vi møder i Det nye Testamente og i al kristen teologi. Til forskel fra andre religioners mirakler, så er der heller aldrig noget uhyggeligt eller upassende ved Det nye Testamentes mirakler. Der er ikke noget ved dem, som gør verden uhyggelig og usikker. Ja, der er ikke noget ved dem, som modsiger eller ophæver de normale love for verden. De er, for de flestes vedkommende, blot tydeliggørelse af naturlovene og en forkyndelse af, hvor disse har deres rod. De splitter ikke verden ad, de gør den tværtimod til et trygt og sikkert sted at opholde sig. Det store Mirakel Det afgørende mirakel, dvs. den afgørende guddommelige indgriben i verden, er naturligvis inkarnationen. Den almægtige Gud, som har skabt himlen og jorden, og som lyser ind i verden gennem den perforerede skal, han steg ind gennem skallen og gjorde sig til ét med sin skabning. Han blev menneske, og han døde for vores skyld. Hvis det er sandt, så er det det vigtigste, der er sket. Ja, så er det det, som hele verdens historie har handlet om. Og når denne begivenhed ikke regnes med, så må verden forekomme som en symfoni, hvor netop de afgørende noder mangler, eller som Dorothy L Sayers formulerer det, en kriminalroman, hvor lige præcis de sætninger, der er allermest afgørende for plottet, er revet ud. En god roman bliver komplet ødelagt, hvis forfatteren, for at løse heltens ellers umulige problemer, pludselig på sidste side ved et mirakel lader ham arve en stor formue. Det er ganske enkelt narrativt snyd. Men hvis helten arver formuen på første side, og det er det, som hele plottet handler om, så er der intet fortælleteknisk forkert ved det. Så er arven historiens forudsætning, og uden denne forudsætning er den meningsløs, ligesom symfonien hvor de afgørende noder mangler. Omvendt så må symfonien komme i perfekt harmoni, når netop de afgørende manglende noder åbenbares. Måske hører vi det ikke straks, fordi vi er vant til alle de falske erstatningsnoder, vi mennesker i ventetiden har proppet ind. Og det har vi jo. Det er det, som alle andre livsanskuelser og religioner gør. De prøver at regne sig frem til de rette manglende noder, og da de har haft resten af symfonien,

11 må det naturligvis ikke undre, at de noder, de har foreslået, kan have en overfladisk lighed med de sande. Således har vel næsten alle førkristne religioner fortællinger om guder, der bliver mennesker, og som dør for at skænke liv til verden. Og en meget stor del af disse er oven i købet jomfrufødte og dør ved en kollektiv lynchning. Vi kender den ægyptiske Gud Horus, der bliver født af jomfruen Isis, sagnskikkelsen Romulus der fødes af en vestalindejomfru, Adonis som fødes af en jomfru. Osv. Osv. Og ikke mindst kender vi den store frugtbarhedsgud Dionysos, som blev undfanget af Zeus lynkile og født af jomfruen Semele. På mange måde ligner grundpåstandene i kristendommen især dem i f.eks. dionysoskulten. Ikke nok med, at Dionysos guddommelighed fastslås af hans undfangelse i himmelsk lys og hans jomfrufødsel, nej han dør også offerdøden givet til pris for folket. Os til fred kommer der død over ham. Han er guden, der ofrer for at give liv til verden. Uden at kornet lægges i jorden og dør, kan jorden ikke bære frugt. Dionysos er kornguden, der kastes i jorden og dør. At vi mennesker selv er kommet frem til denne fortælling om inkarnation, død og genopstandelse, bør naturligvis ikke undre, for det er den, vi kan observere overalt omkring os i skaberværket. Frøet lægges i jorden og dør, men genopstår som plante, der så igen kaster frø og genopstår. Musen dør og giver liv til katten, zebraen dør og giver liv til løven. Sådan er verden indrettet. Offer og stedfortrædelse er, hvad den biologiske natur handler om. Og de manglende noder, som alt dette viser hen til, er så naturligvis Jesu død på korset. Det offer som giver alt andet liv. Derfor kan der i Johannes Åbenbaring ligefrem tales om lammet, det blev slagtet før verdens grundlæggelse, men det er jo så i den forstand, at på korset på Golgata samledes al fortid og nutid og fremtid i Jesu offer for os. Den anden person i treenigheden har også korset som tegn før verdens skabelse. Gud bliver menneske, men ikke kun det. Han stiger helt ned i det dybeste. Han bliver først til et befrugtet æg i en jomfrus livmoder. Og som man kan se på skanninger, så gennemløber et foster det meste af evolutionshistorien. Gud var i Maria en amøbe, en haletudse, en fisk osv. Han stiger ned for at stige op. Han dør for at genopstå. Her er den sande begivenhed. Her er den begivenhed, som alle andre fortællinger om inkarnation, død og genopstandelse kun er svage skygger af. Det, som i dem sker i myten, det sker i kristendommen i virkeligheden, i historien. I Det gamle Testamente er Gud ikke en naturgud. Jahve er ikke ét med naturen, han er dens Skaber og Herre. Og intet advares der så kraftigt imod i Det gamle Testamente som at falde tilbage til de gamle naturguder og bringe ofre til dem. De er falske erstatninger, som vender rundt på den sande rækkefølge. De viser bort fra Gud og gør offeret til noget, der er i menneskets vold. Israels folk er det udvalgte folk, i hvis midte der ikke er nogen myte om den døende gud, netop fordi det er dette folk, der er udvalgt til at være det folk, hvor myten bliver til virkelighed. I den forstand er Israels folk et stedfortrædende folk, ligesom Jesus på korset er det stedfortrædende offer. Intet i den af Gud skabte verden har liv i sig selv. Alt må have sit liv fra noget andet. Og medens naturens og menneskets forhold i Edens Have vel snarere kan sammenlignes med det symbiotiske forhold mellem blomsten og bien, der lever af hinanden til gensidig gavn, så er det efter syndefaldet med vold og grusomhed, det sker. Derfor sukker hele skaberværket og venter på sin forløsning. Og ethvert nok så forvrænget forsøg på at opretholde livet viser hen til korset, hvor livets flod udspringer. På korset bringes det fuldkomne offer i syndens og dødens verden, offeret som sætter en stopper for alle ofringer. Dét er det store mirakel. At der er paradokser indbygget i alt dette, siger sig selv. Men pointen er, at når kristendommens centrale paradokser dvs. treenigheden, tonaturlæren og korsets dobbelthed som livets og døden træ accepteres og sættes ind som de manglende noder, så åbenbarer symfonien sig i hele sin fylde. Så falder hele fortællingen på plads. Men paradokserne skal så i øvrigt udfoldes af den menneskelige fornuft. Det er derfor, der findes teologi i kristenheden, den teologi, som har optrænet den europæiske tanke til en uhørt fleksibilitet og derved været grundlaget for alt andet, Europa har skabt. I Islam er der ingen paradokser, og derfor er det blevet hævdet, at Islam i virkeligheden ikke har nogen teologi. Islam er et krav om tankens underkastelse og har også kulturhistorisk virket sådan, medens kristendommen udfordrer tanken og sætter den fri. Her til sidst vil jeg så se på de konkrete mirakler, Jesus udførte. Egentlig kunne hele det foredrag, jeg lige har holdt, siges at være første halvdel af et dobbeltforedrag, hvor den anden halvdel så skulle vare en gennemgang af Jesu konkrete mirakler, men jeg vil her gøre denne anden halvdel ganske kort. Jesu mirakler I Det nye Testamente refereres ca. 40 forskellige mirakler af Jesus samtidig med, at det dog flere gange understreges, at de omtalte mirakler kun er et udvalg af dem, han faktisk udførte. Der er dog ingen grund til at tvivle på, at dem, vi kender, er et repræsentativt udvalg. Dem, der ikke omtales, er formentlig blot et utal af helbredelsesmirakler svarende til dem, vi allerede kender. Den Jesus, vi møder i Det nye Testamente, er under alle omstændigheder en Jesus, fra hvem der nødvendigvis må udgå en stadig strøm af mirakler. Det forekommer at være en integreret del af hans liv, på samme måde som det at trække vejret er det. Mattæus beretter således i kap. 14, at et utal af syge går forbi og bliver helbredt blot ved at røre kvasten af hans kappe, men uden i øvrigt at tale med ham. Jesus kan endda angiveligt udføre mirakler nærmest ufrivilligt, som da ifølge Markusevangeliet en kvinde rører ved ham, og Jesus mærker en kraft udgå fra sig. Det indtryk man får er ligesom, når man i traditionen har beskrevet, hvordan jorden nødvendigvis må blomstre, der hvor han sætter sine fødder. Blomstre lad muld hvor du træde. På visse tidspunkter af Jesu virke er der ligefrem tusinder af mennesker, der følger ham, fordi de har oplevet hans utallige mirakler. For os er det ubehageligt at høre om, TIDEHVERV 105

12 for vi tænker straks på guruer, massepsykoser og den slags. Men når folk er villige til at følge guruer, så skyldes det jo den medfødte længsel efter budskabet fra det høje. Hos guruer får de muddervand, men tørsten er jo ægte, og fra Jesus udsprang det ægte livets vand. Traditionelt har man opdelt Jesu mirakler i 4 (eller 5) grupper. De fire er helbredelser, dæmonuddrivelser, magt over naturen og magt over døden. Her vil jeg, med C.S. Lewis, i stedet nøjes med at inddele dem i to, nemlig dem, der henviser til den gamle skabelsesorden og dem, der henviser til den nye skabelsesorden. Den gamle skabelsesordens mirakler De mirakler, man kan kalde den gamle skabelsesordens mirakler, det er dem, som viser hen til Jesus som ham, i hvem vi møder den, som har skabt verden, og som stadig opretholder sin skabning. Gud har nu f.eks. skabt verden således, at frøet kan vokse op og blive en vinstok, og vinstokken suger vand og forvandler det ved hjælp fra solens stråler til vin. Hver dråbe vin burde derfor få os til at se hen til ham, der er vinens giver. Men det gør vi ikke. Vi ser i stedet hen til de falske og i virkeligheden dennesidige, guder Bacchus eller Dionysos, eller vi lader tanken stoppe ved mellemregninger, der handler om biokemiske processer. Hvad Gud nu gør hvert år og med så store bogstaver, at vi slet ikke ser det, det udfører han ved Brylluppet i Kana småt, lokalt og hurtigt, således at vi er i stand til at fatte det. Miraklet viser os, at vi i Jesus ser skaberguden, og det skal så få os til at lade hvert enkelt glas vin, vi får i hånden, vise hen til ham, der sad med ved bordet ved Brylluppet i Kana. På samme måde lader Gud hvert år en smule korn blive til meget korn, når det sås på markerne, vokser op og høstes. Og vi mennesker siger, at det er naturguderne, eller at det er naturens lov. Men vi burde rettelig lade det vise hen til ham, der med fem brød bespiste Jesus lavede ikke brød af ingenting eller af sten, således som satan fristede ham til, nej han lavede meget korn ud af lidt korn. Han gør kun, hvad han ser faderen gøre. Da han forvandler nogle småfisk TIDEHVERV 106 til fisk nok for 5000, da sker igen det samme, som hvert år sker i hvert eneste vandløb. Rognen fra en enkelt fisk bliver til tusinder af fisk På samme måde med helbredelserne. Kroppen angribes hver dag af et væld af sygdomme og bakterier. Det eneste, der kan helbrede et sår, er kroppens egen heling af det, det eneste, der kan helbrede en psykose skabt af en hjerneskade, er kroppens egen dannelse af nyt væv. Hver dag deler millioner af celler sig i kroppen, og alle kunne de blive til utæmmelige kræftceller, men kroppen holder dem nede. Medicin og lægevidenskab kan kun hjælpe naturens egne processer. Ved Jesu helbredelser ser vi synligt og nærværende den kraft, som er lagt ind i skabelsen af ham, der har skabt og hver dag opretholder skaberværket. Vi ser den samme kærlighed som i skabelsen. Alt dette gør ikke miraklerne mere sandsynlige eller mindre mirakuløse. Nej, det som de viser er, at der ikke er nogen modsætning mellem miraklerne og skaberværket. Jesu mirakler er ikke arbitrære begivenheder som hundene i Fyrtøjet eller syvmilestøvlerne hos Grimm. De er vel stadig en fornærmelse af guden i Tøger Seidenfadens indre, men de er ikke en fornærmelse af himlens og jorden Skaber. De er ikke udtryk for en fremmed magt, der gør vold på skaberværket og dets skaber. De er tværtimod tegn, der viser hen til Skaberen. Den Nye skabelsesordens mirakler Den anden hovedgruppe af mirakler er mirakler, der viser frem mod den genløste verden. Frem mod opstandelsens virkelighed. Nu skete der i det tyvende århundrede det mærkelige i hovedparten af den protestantiske teologi, at udgangspunktet for al forkyndelse, ja det eneste, som der virkelig skal forkyndes om, og som i hvert fald var det eneste, som Paulus og urmenigheden forkyndte om, nemlig Den opstandne Jesus Kristus som en førstegrøde af hele skaberværket et udgangspunkt som var så entydigt, at borgerne i Athen troede, at Paulus prædikede om to guder Kristus og Anastasis, dvs. opstandelsen dette udgangspunkt blev i det tyvende århundrede erstattet af en andet, nemlig af den tomme grav, forstået som billede eller metafor. Så vidt jeg ved, så er det imidlertid en forkyndelse, som overhovedet ikke forekommer i Det nye Testamente eller i oldkirken. Jeg har for nylig gennemgået en række påskeprædikener af Luther, og i ingen af dem tales der om den tomme grav. I ingen af dem står mennesket tomhændet og skuer ind i et åbent spørgsmål eller i Et hul i jorden. Det handler ikke om det store nihilistisk-eksistentialistiske og absurde ingenting. Nej, i al forkyndelse før det tyvende århundrede forkyndes der påskedag om magt og herlighed og om opstandelse i kød og blod. Lad os se hvor jordnært Luther sammenfatter beskrivelsen af påskemorgen: Søndag morgen, ganske tidligt da morgenrøden begyndte at skinne, og soldaterne lå om graven, da rejser den døde Kristus sig til et nyt og evigt liv, og står op fra de døde således, at soldaterne, som lå om graven, ikke opdagede det. Thi af Mattæus beskrivelse ser man at Kristus ikke opstod i jordskælvet men at det skete da herrens engel nedfor fra himmelen og væltede stenen fra graven. Kristus er kommet igennem den lukkede grav uden at bryde seglet, som var trykt på graven. Ligesom han samme aften kom til disciplene igennem lukkede døre. For jordskælvet og for englen forskrækkedes soldaterne så overmåde, at de blev ligesom døde. Men da de igen kom til sig selv, løb de fra graven. En her, en anden der. Thi englen kom ikke for at de skulle glæde sig, men for at de skulle blive bange for ham, og frygte sig. Der var andre folk som englen skulle trøste og tale venligen med. Og så fortsætter Luther ved at sammensætte og harmonisere de fire evangelier med at opstille påskedagens forløb. Hvordan Jesus taler med Maria Magdalene og senere møder de to disciple på vej mod Emmaus og til sidst søndag aften holder aftensmåltid med alle disciplene. Derefter var Jesus ifølge evangelierne mange gange sammen med disciplene og andre, indtil han Kristi Himmelfartsdag forlod dem for sidste gang. 10 dage senere sendte han Helligånden for, ved apostlene, at grundlægge sin kirke på jorden. Og hvad var betingelsen for at være apostel? Det var netop at være opstandelsesvidne. Hele denne fortælling blev i det tyvende århundrede, også i mange af mine påskeprædikener i det år-

13 hundrede, til forkyndelsen af mennesket, der står tomhændet foran den absurd tomme grav. Det pudsige er nu, at det er der også nogen, der gør i evangeliernes beretning, det er blot ikke de kristne! Det er soldaterne. De soldater om hvem Luther skriver, at englen ikke kom, for at de skulle glæde sig, men for at de skulle blive bange. Dem og ikke kirken er det, man identificerede sig med i det 20. århundrede! Og derved tænkte man, at man var meget beskeden. Man underkastede sig derved den store uvished. Underkastede sig den vilkårlige fremtid, som alene er Guds. Således kunne en god fatalistisk muslimsk prædikant givetvis også udtrykke sig. Og de, der taler sådan, det er altså dem, som englen ved graven valgte ikke at berolige. Men som Luther skriver: der var andre folk, som englen skulle trøste og tale venligt med. Og disse andre, det er hans kirke på jorden. Kirken grundlagt af opstandelsesvidner for at forkynde om opstandelse. Ikke kun Jesu opstandelse, men alle troendes opstandelse og skaberværkets forløsning, hvormed det skal få sin sande skikkelse. Ganske få år efter opstandelsen, og medens apostlene og mange andre af de øvrige opstandelsesvidner, som Paulus kendte, stadig levede, skrev han: Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: At Kristus døde for vore synder efter skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredie dag, efter skrifterne, og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede; derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle apostlene; men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne foster... Men når det om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan nogle iblandt jer sige at de dødes opstandelse ikke finder sted?... Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. Allerede her i verden har vi altså set noget i spejlet, vi har kendt noget stykkevist. Ja, vi har allerede i denne verden oplevet et glimt af det genløste skaberværks herlighed. Og det har vi naturligvis først og fremmest i den opstandne frelser. Hvis vi nu ser på Det nye Testamentes beskrivelse af den opstandne, så ser vi for det første, at det, de så, ikke var et spøgelse eller en sjæl, som levede videre. Ikke nok med, at det de beskriver er noget ganske andet. Nej kernen i deres forkyndelse var tværtimod, at her var sket noget helt nyt. Noget som aldrig før er sket, og som først skal ske igen ved tidernes ende, hvor der skal komme en ny himmel og en ny jord. Jesu opstandelse var, insisterede de, det som hele verdens historie havde drejet sig om. Den Jesus vi møder i opstandelsesberetningerne, han er da også helt anderledes end andre beskrivelser, vi kender af såvel mennesker som spøgelser. Han er noget absolut nyt, og det er for forstanden næsten umuligt at tro, at det skulle være noget, disciplene selv har fundet på. Hvor skulle de have fået det fra, må man spørge? Den opstandne er på den ene side af kød og blod. Han kan spise, Thomas kan mærke naglegabene, han kan sidde til bords og tale, men samtidig kan han komme og gå, han kan bevæge sig gennem mure og døre osv. Hans legeme er ikke et legeme minus noget, nej han er et legeme plus meget mere. Et legeme som ikke længere er underkastet denne verdens love, men som, uden at være i modsætning til naturen, samtidig er herre over alt det, der hæmmer mennesket i denne verden. Derfor er himmelfarten også et nødvendigt led i vores trosbekendelser. Fordi det er et legeme endnu mere virkeligt end vores, så må der nødvendigvis ske et eller andet, når det forlader denne verden. Jesus opstod i legemet, og dette legeme forlader så denne verden. Jesus forlod ved sin egen vilje denne verden og steg op i den treenige guds herlighed, hvorfra han skal komme igen for at afslutte skaberværkets forløsning. Og denne opstandelsesvirkelighed, denne den nye skabelsesorden, den bryder enkelte gange igennem allerede før Jesu død. Man ser den i de tre dødeopvækkelser, hvor der tydeligvis er en helt anden virkelighed på spil. Lazarus er allerede gået i forrådnelse, men Jesus kan, må man sige, skrue tiden baglæns og herske over den universelle lov om entropiens stadige tiltagen. Her får vi et glimt af gudsrigets herlighed. Og det samme sker ved åbenbarelsen på bjerget, hvor Jesus forvandles for øjnene af Jakob og Peter på en måde, som de tydeligvis senere har svært ved at beskrive, men som klart viser, at de har været en del af den opstandne virkelighed. Jesus siger så efterfølgende til dem: Tal ikke til nogen om dette syn, før menneskesønnen er opvakt fra de døde. Også Paulus har overvejelser om arten af legemer i det evige liv. Han skriver: Der er himmelske legemer og der er jordiske legemer; men de himmelskes glans er af en art, de jordiske af en anden... således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed. Det for mig smukkeste af disse, den nye skabelsesordens mirakler, er klart vandringen på søen. Et mirakel, der er så klart og forståeligt i sin forkyndelse som noget. Her ser vi magtforholdet mellem ånd og natur vendt på hovedet eller rettere: vendt på benene igen. Efter faldet skulle mennesket leve i sit ansigts sved på jorden, underkastet denne verdens magter og endda sit eget begær. Men i vandringen på søen er det rette forhold vendt tilbage. Og det er ikke kun Jesus, som havde evnen. Peter havde den også i troen på Kristus. Peter faldt ikke straks ned. Han vandrede i troen på sine synders forladelse hen over bølgerne til Jesus, og først da denne verdens vantro vendte tilbage til hans hjerte, sank han ned. Således kom den nye verdens skabelsesorden ind i denne verden, da Gud vandrede iblandt os. Også Peter oplevede på søen et glimt af den kommende herlighed. En virkelighed, som ikke er denne verden minus et eller andet, men i forhold til hvilken den nuværende herlighed kun er en svag og sløret afglans. Da skal vi i sandhed kunne sanse og leve. I forhold til den himmelske virkelighed lever vi nu i en forvrænget skyggeverden, men det er en skyggeverden, hvor vi, når vi ser os omkring i lyset fra evangeliet, også kan se Guds herlighed. Kan se hans daglige mirakler med os og med verden Nu ser vi jo i et spejl i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud. TIDEHVERV 107

Pinsedag 24. maj 2015

Pinsedag 24. maj 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Åndsudgydelse og fred Salmer: 290, 287, 282; 291, 308 Evangelium: Joh. 14,22-31 Helligånden kan et menneske ikke lære at kende rent teoretisk, men kun på det personlige plan.

Læs mere

Trænger evangeliet til en opgradering?

Trænger evangeliet til en opgradering? Trænger evangeliet til en opgradering? Holdningen til evangeliet Træk, man gerne vil acceptere: Kirkens ritualer (Dåb, vielser, begravelser) Kirkens sociale engagement Kirkens omsorg for børn og ældre

Læs mere

Pinsedag 4. juni 2017

Pinsedag 4. juni 2017 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Gud i os Salmer: 290, 287, 286; 291, 474, 309 Evangelium: Joh. 14,22-31 "Herre, hvordan kan det være at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?" Ja, hvordan

Læs mere

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens ondskab, selvom vi godt ved, at den findes. Djævelen er Guds

Læs mere

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste. 2. Pinsedag. 13. juni 2011. Vestervig (Ashøje). 10.30. Provstigudstjeneste. Johs. 3,16-21: Thi således elskede Gud verden. Det er 2. pinsedag på Ashøje og i Jerusalem. Apostelen Peter er gået uden for

Læs mere

Prædiken, d. 12/4-2015 i Hinge Kirke kl. 9.00 og Vinderslev Kirke kl. 10.30. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Prædiken, d. 12/4-2015 i Hinge Kirke kl. 9.00 og Vinderslev Kirke kl. 10.30. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Prædiken, d. 12/4-2015 i Hinge Kirke kl. 9.00 og Vinderslev Kirke kl. 10.30. Salmer; 403, 221, 218/ 248, 234, 634 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Korsvar Om aftenen den samme dag,

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 21. april 2013 kl. 19.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner DDS 654:

Læs mere

Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh 16,5-15. 1. tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 3. maj 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal.

Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh 16,5-15. 1. tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 3. maj 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. 1 Grindsted Kirke Søndag d. 3. maj 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 4. søndag efter påske, Joh 16,5-15. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud Dåb: DDS 448: Fyldt af

Læs mere

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31.

Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 12-04-2015. Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Prædiken til 1.s.e.påske 2015.docx Side 1 af 6 Prædiken til 1. s. e. påske 2015 Tekst. Johs. 20,19-31. Påskens historie omfavner os, og bredes ud omkring os her efter påske. En vandring er begyndt gennem

Læs mere

Omkring døbefonten. Svar på nogle meget relevante spørgsmål.

Omkring døbefonten. Svar på nogle meget relevante spørgsmål. Omkring døbefonten Svar på nogle meget relevante spørgsmål. *** Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde

Læs mere

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Jesus har undervist en masse i løbet af denne dag. Hvorfor tror du at Jesus foreslår, at de skal krydse over til den anden side af søen?

Læs mere

3. søndag efter påske

3. søndag efter påske 3. søndag efter påske Salmevalg 402: Den signede dag 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige 379: Der er en vej som verden ikke kender 245: Opstandne Herre, du vil gå 752: Morgenstund har

Læs mere

studie Studie Treenigheden

studie Studie Treenigheden studie Studie X 2 Treenigheden 14 Åbningshistorie Et amerikansk blad om skateboarding stillede nogle kendte skateboardere spørgsmålet: Tror du på Gud? Her er nogle af svarene: Ikke i den traditionelle

Læs mere

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4.

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Bruger Side 1 17-05-2015 Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Dåbsvandet drypper fra barnets isse, og bedsteforældre blinker med våde øjne. Glæde og stolthed, slægtens og familiens nye

Læs mere

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287

Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287 Gudstjeneste i Skævinge Kirke den 25. maj 2015 Kirkedag: 2. pinsedag/a Tekst: Joh 3,16-21 Salmer: SK: 289 * 331 * 490 * 491 * 298,3 * 287 Begyndelsen af evangeliet: Således elskede Gud verden, at han gav

Læs mere

"I begyndelsen var ordet," begynder Johannesevangeliet. Det er vigtigt for Johannes at gribe tilbage til begyndelsen og på den måde sige til os:

I begyndelsen var ordet, begynder Johannesevangeliet. Det er vigtigt for Johannes at gribe tilbage til begyndelsen og på den måde sige til os: Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 25/9 2016 Vor Frue Kirke Københavns Domkirke Stine Munch Da evangelisten Johannes vil fortælle evangeliet om Jesus Kristus begynder han historien på samme måde

Læs mere

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Højmesse i Rungsted kirke. 2 da b Salmer: 9; 422; 277; 54; 464; 729; 750; 727. Kollekt: Ordet og Israel Tekst: Matt.22,34-46

Læs mere

Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde

Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde Prædiken. 12.s.e.trin.A. 2015 Mark 7,31-37 Salmer: 403-309-160 413-424-11 Når vi hører sådan en øjenvidneskildring om en af Jesu underfulde helbredelser og skal overveje, hvad betydning den har for os

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 20. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 20: Jeg ser dit kunstværk,

Læs mere

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Lørdag d. 25. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16,16-22. 1. tekstrække Salmer DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud DDS 260: Du satte dig

Læs mere

Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723

Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723 1 Anden pinsedag II. Sct. Pauls kirke 28. maj 2012 kl. 10.00. Salmer: 290/434/283/291//294/298 Uddelingssalme: 723 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Glædelig pinse. Den

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 5.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 5. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 16,13-26.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 5.s.e.trinitatis side 1. Prædiken til 5. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 16,13-26. 26-06-2016 side 1 Prædiken til 5. s. e. trinitatis 2016. Tekst. Matt. 16,13-26. Den tyske forfatter og præst Wilhelm Busch skriver fra nazitidens Tyskland. Det var i 1934, da nazisterne slog til lyd for,

Læs mere

Prædiken til 5. søndag efter påske.

Prædiken til 5. søndag efter påske. Prædiken til 5. søndag efter påske. Salmer: Indgangssalme: DDS 743: Nu rinder solen op af østerlide Salme mellem læsninger: DDS 636: Midt i alt det meningsløse Salme før prædikenen: DDS 367: Vi rækker

Læs mere

Trinitatis søndag 31. maj 2015

Trinitatis søndag 31. maj 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: At komme ind i Guds rige Salmer: 723, 356, 416; 582, 6 Evangelium: Joh. 3,1-15 Mange har i tidens løb spekuleret på hvorfor Nikodemus kom til Jesus om natten. Nikodemus var

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag

Prædiken til 2. pinsedag Prædiken til 2. pinsedag Salmer Indgangssalme: DDS 299: Ånd over ånder Salme mellem læsninger: DDS 294: Talsmand, som på jorderige Salme før prædikenen: DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd! Salme efter

Læs mere

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Det er kyndelmisse. Det er den dag, hvor man i gamle dage, i den katolske kirkes tid, bragte sine stearinlys til kirken, for at få dem velsignet, sammen med kirkens lys.

Læs mere

2. påskedag 6. april 2015

2. påskedag 6. april 2015 Kl. 9.00 Burkal Kirke Tema: På vej med Jesus Salmer: 234, 222; 245, 217 Evangelium: Luk. 24,13-35 Det Gamle Testamente er en lukket bog for mange kristne. Det er en del af Bibelen som de ikke kender og

Læs mere

Studie. Kirken & dens mission

Studie. Kirken & dens mission Studie 21 Kirken & dens mission 116 Åbningshistorie Seks personer stod tavse og kiggede på, da han i fuld fart kørte fra gerningsstedet. To kvinder var på vej ud af et stormagasin med tunge indkøbsposer

Læs mere

2. pinsedag 16. maj Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset. Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød

2. pinsedag 16. maj Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset. Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød Kl. 11.00 Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød Evangelium: Joh. 6,44-51 Pinsedag kom Helligånden over apostlene, og Peter holdt en brandtale.

Læs mere

Hvem er Jesus. Så hvem var ham Jesus egentlig?

Hvem er Jesus. Så hvem var ham Jesus egentlig? Hvem er Jesus Præster tror ikke på, at Jesus genopstod Flere præster tror hverken på en skabende Gud eller Jesu genopstandelse. Københavns biskop vil gå ind i sagen. En række af landets præster afviser

Læs mere

Prædiken i Grundtvigs Kirke 2. påskedag, mandag den 21. april 2014 ved Palle Kongsgaard

Prædiken i Grundtvigs Kirke 2. påskedag, mandag den 21. april 2014 ved Palle Kongsgaard Side 1 af 9 Prædiken i Grundtvigs Kirke 2. påskedag, mandag den 21. april 2014 ved Palle Kongsgaard Evangeliet til 2. påskedag Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom

Læs mere

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN FØR DU BEGYNDER Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Missionsbefalingen om at gøre til disciple og om

Læs mere

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag.

Som allerede nævnt og oplevet i gudstjenesten, så har dagens gudstjeneste også lidt farve af bededag. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 18. maj 2014 Kirkedag: 4.s.e.påske/B Tekst: Joh 8,28-36 Salmer: SK: 588 * 583 * 492 * 233,2 * 339 LL: 588 * 338 * 583 * 492 * 233,2 * 339 Som allerede nævnt

Læs mere

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375 19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; 318-164; 67 (alterg.); 375 Lad os alle bede! Kære Herre Jesus, vi beder dig: Giv du os øjne, der kan se Din herlighed,

Læs mere

21. søndag efter trinitatis 25. oktober 2015

21. søndag efter trinitatis 25. oktober 2015 Kl. 10.00 Burkal Kirke (familiegudstjeneste) Tema: Troens skjold Salmer: 13, 24, 60; 380, 70 Evangelium: Joh. 4,46-53 Vi hørte i dagens første læsning om Na'aman fra Syrien. Han var blevet rig og mægtig,

Læs mere

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014 Kl. 10.00 Kl. 14.00 Burkal Kirke Tinglev Kirke Tema: Hvile hos Jesus Salmer: 403, 380, 603; 277, 430 403, 666; 66, 431 Evangelium: Matt. 11,25-30 Jesus priser sin himmelske far, fordi han har åbenbaret

Læs mere

Retfærdighed: at Jesus går til Faderen. Det retfærdige er, at noget sker som Gud vil, altså efter Guds vilje. Det retfærdige

Retfærdighed: at Jesus går til Faderen. Det retfærdige er, at noget sker som Gud vil, altså efter Guds vilje. Det retfærdige Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 3. maj 2015 Kirkedag: 4.s.e.påske/A Tekst: Joh 6,5-15 Salmer: SK: 722 * 393 * 600* 310,2 * 297 LL: 722 * 396 * 393 * 600* 310,2 * 297 Kristne menneskers

Læs mere

Prædiken til 6. søndag efter påske, Joh 15,26-16,4. 1. tekstrække. Nollund Kirke Søndag d. 12. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal.

Prædiken til 6. søndag efter påske, Joh 15,26-16,4. 1. tekstrække. Nollund Kirke Søndag d. 12. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. 1 Nollund Kirke Søndag d. 12. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 6. søndag efter påske, Joh 15,26-16,4. 1. tekstrække Salmer DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige DDS

Læs mere

Men det er samtidigt Guds svar. Bøn er på én gang at råbe sin glæde og sin fortvivlelse ud til Gud og samtidigt, i det, at høre hvad han har at sige.

Men det er samtidigt Guds svar. Bøn er på én gang at råbe sin glæde og sin fortvivlelse ud til Gud og samtidigt, i det, at høre hvad han har at sige. Søndag d. 10. maj 2015, kl. 10.00, Gottorp Slots Kirke, Slesvig 5. s. e. påske, Johs. 16, 23b-28 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Jeg vil bede Jer rejse Jer og høre evangeliet til i dag,

Læs mere

3. søndag i advent 11. december 2016

3. søndag i advent 11. december 2016 Kl. 10.00 Burkal Kirke (dåb) Tema: Forventning skuffelse Salmer: 84, 78, 448; 86, 87 Evangelium: Matt. 11,2-10 Johannes Døberen havde fuldstændigt helliget sig den store opgave, som Gud havde givet ham:

Læs mere

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:»fred være med jer!«da han havde

Læs mere

5. søndag efter trinitatis 26. juni 2016

5. søndag efter trinitatis 26. juni 2016 Kl. 10.00 Burkal Sognehus Kl. 14.00 Tinglev Kirke Tema: Bekendelse - fornægtelse Salmer: 318, (398,) 332; 54, 345 Evangelium: Matt. 16,13-26 I dagens tekst har vi vi den ældste kristne trosbekendelse:

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015.docx. 09-08-2015 side 1. Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. 09-08-2015 side 1 Prædiken til 10.s.e.trinitatis 2015 Luk. 19,41-48. Teksten giver et billede hvor Jesus er placeret midt i datidens religiøse centrum. Der talte Jesus et Ord. Et ord som nu er gentaget

Læs mere

Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10

Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10 1 Sidst søndag efter helligtrekonger, den 9. februar 2014 Vor Frue kirke kl. 10 Jesper Stange Tekst: Johs 12,23-33 Salmer: 749, 434, 383, 449v.1-3, 289, 319, 467, 192v.7, 673 Du soles sol fra Betlehem

Læs mere

Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015

Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Advent handler som bekendt om forventning. De fleste af os kan godt lide, når alt går, som vi havde forventet. Så føler vi, at vi

Læs mere

Prædiken til seksagesima søndag d. 31/1 2016. Lemvig Bykirke kl. 10.30, Herning Bykirke 15.30 v/ Brian Christensen

Prædiken til seksagesima søndag d. 31/1 2016. Lemvig Bykirke kl. 10.30, Herning Bykirke 15.30 v/ Brian Christensen Prædiken til seksagesima søndag d. 31/1 2016. Lemvig Bykirke kl. 10.30, Herning Bykirke 15.30 v/ Brian Christensen Tekst: Es 45,5-12;1. kor 1,18-25; Mark 4,26-32 Og Jesus sagde:»med Guds rige er det ligesom

Læs mere

Prædiken til Pinsedag, Joh 14,22-31. 1. tekstrække

Prædiken til Pinsedag, Joh 14,22-31. 1. tekstrække 1 Urup Kirke. Søndag d. 19. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til Pinsedag, Joh 14,22-31. 1. tekstrække Salmer DDS 290: I al sin glans nu stråler solen DDS 299: Ånd over ånder, kom ned fra

Læs mere

er der næstekærlighedsbuddet og på den anden side muligheden eller mangel på samme for at yde hjælp.

er der næstekærlighedsbuddet og på den anden side muligheden eller mangel på samme for at yde hjælp. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 30. august 2015 Kirkedag: 13.s.e.Trin/A Tekst: Luk 10,23-37 Salmer: SK: 754 * 370 * 488 * 164,4 * 697 LL: 754 * 447 * 674,1-2+7 * 370 * 488 * 164,4 * 697

Læs mere

RG Grindsted Kirke 5. marts 2017 kl

RG Grindsted Kirke 5. marts 2017 kl 1 RG Grindsted Kirke 5. marts 2017 kl. 16.00 Emne: Hvorfor tro på en gud? Præludium: Beautiful things Velkomst v. Steen - Vi har sat tre meget grundlæggende spørgsmål som overskrifter for de rytmiske gudstjenester

Læs mere

Prædiken til nytårsdag, Luk 2,21. 1. tekstrække. Grindsted Kirke Torsdag d. 1. januar 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. Salmer

Prædiken til nytårsdag, Luk 2,21. 1. tekstrække. Grindsted Kirke Torsdag d. 1. januar 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal. Salmer 1 Grindsted Kirke Torsdag d. 1. januar 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til nytårsdag, Luk 2,21. 1. tekstrække Salmer DDS 712: Vær velkommen, Herrens år DDS 726: Guds godhed vil vi prise - -

Læs mere

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag af Erik Dybdal Møller. Luk. 1, 26-38

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag af Erik Dybdal Møller. Luk. 1, 26-38 Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag af Erik Dybdal Møller Luk. 1, 26-38 Jeg synes ikke, jeg kan komme udenom, hvad angår salmevalg til denne dag, Mariæ Bebudelsesdag, at vælge dels den salme, vi lige har

Læs mere

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til.

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til. Tekster: Sl 84, Rom 12,1-5, Luk 2,41-52 Salmer: Evangeliet, vi lige har hørt åbner i flere retninger. Det har en dobbelttydighed, som er rigtigt vigtig ikke bare for at forstå dagens evangelium, men det

Læs mere

Tekster: Job 5,8-16, 1 Kor 15,1-10a, Luk 18,9-14. 739 Rind nu op 54 Hvad mener I om Kristus 365 Guds kærlighed ej grænse ved 7 Herre Gud

Tekster: Job 5,8-16, 1 Kor 15,1-10a, Luk 18,9-14. 739 Rind nu op 54 Hvad mener I om Kristus 365 Guds kærlighed ej grænse ved 7 Herre Gud Tekster: Job 5,8-16, 1 Kor 15,1-10a, Luk 18,9-14 Salmer: Lem Kirke kl 9.00 739 Rind nu op 54 Hvad mener I om Kristus 365 Guds kærlighed ej grænse ved 7 Herre Gud Rødding Sognehus kl 10.30 739 Rind nu op

Læs mere

KRISTENT PÆDAGOGISK INSTITUT Materiale knyttet til Katekismus Updated Hentet fra www.katekismusprojekt.dk

KRISTENT PÆDAGOGISK INSTITUT Materiale knyttet til Katekismus Updated Hentet fra www.katekismusprojekt.dk Hvordan forstå Trosbekendelsen? Af Carsten Hjorth Pedersen Som en hjælp til at forstå, hvad der menes med teksten i Katekismus Updated, gives her nogle forklaringer. I hvert afsnit citeres først teksten

Læs mere

Prædiken til Juledag Bording 2014.docx Lindvig Enok Juul Osmundsen Side 1 27-12-2014. Prædiken til Juledag 2014 Tekst. Luk. 2,1-14.

Prædiken til Juledag Bording 2014.docx Lindvig Enok Juul Osmundsen Side 1 27-12-2014. Prædiken til Juledag 2014 Tekst. Luk. 2,1-14. Lindvig Enok Juul Osmundsen Side 1 27-12-2014 Prædiken til Juledag 2014 Tekst. Luk. 2,1-14. Besøg fra Gud. Det er julens budskab, og det er evangeliets påstand, eller proklamation. Julen forkynder os om

Læs mere

Frimodighed og mirakler

Frimodighed og mirakler Frimodighed og mirakler MIDTJYLLANDS FRIKIRKE TEMA: FRIMODIGHED OG MIRAKLER Det kan være spænende at læse om de første kristne og hvordan de vendte op ned på hele den daværende kendte verden. Når man læser

Læs mere

Prædiken til Alle Helgen Søndag

Prædiken til Alle Helgen Søndag Prædiken til Alle Helgen Søndag Salmer: Indgangssalme: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang Salme mellem læsninger: DDS 571: Den store hvide flok vi se (mel.: Nebelong) Salme før prædikenen: DDS 573: Helgen

Læs mere

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning Begravelse Der anføres i det følgende to begravelsesordninger: en længere og en kortere. Begge kan anvendes ved jordfæstelse og ved bisættelse (brænding). Ordningerne er vejledende, men jordpåkastelsen

Læs mere

Og fornuften har det virkelig svært med opstandelsen. Lige siden det skete, som han havde sagt, har mennesker forholdt sig

Og fornuften har det virkelig svært med opstandelsen. Lige siden det skete, som han havde sagt, har mennesker forholdt sig Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 27. marts 2016 Kirkedag: Påskedag/B Tekst: Matt 28,1-8 Salmer: SK: 219 * 235 * 233 * 236 * 227,9 * 240 LL: 219 * 235 * 233 * 236 * 240 Jeg kan godt lide

Læs mere

Tro og ritualer i Folkekirken

Tro og ritualer i Folkekirken Tro og ritualer i Folkekirken 1) Kristendommen har været den største religion i Danmark i mere end tusind år. I løbet af de sidste 30 år er der sket en forandring med religion i det danske samfund, fordi

Læs mere

4. søndag efter påske

4. søndag efter påske 4. søndag efter påske Salmevalg Nu ringer alle klokker mod sky Kom, regn af det høje Se, hvilket menneske Tag det sorte kors fra graven Talsmand, som på jorderige Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag Johs. 3,16-21; Sl. 104,24-30; Apg. 10,42-48a Salmer: 290, 42, , 292 (alterg.) 725

Prædiken til 2. pinsedag Johs. 3,16-21; Sl. 104,24-30; Apg. 10,42-48a Salmer: 290, 42, , 292 (alterg.) 725 Prædiken til 2. pinsedag Johs. 3,16-21; Sl. 104,24-30; Apg. 10,42-48a Salmer: 290, 42, 298--283, 292 (alterg.) 725 Lad os bede! Kærligheds og sandheds ånd! Vi beder dig: Kom over os, nu mens vi hører ordet,

Læs mere

14. søndag efter trinitatis 28. august 2016

14. søndag efter trinitatis 28. august 2016 Kl. 9.00 Bjolderup Kirke 750, 41; 157, 483 Kl. 10.30 Burkal Kirke 749, 658, 60; 157, 70 Tema: Oprejsning Evangelium: Joh. 5,1-15 "Vil du være rask?" Ved en af jødernes fester kom Jesus til Jerusalem. Han

Læs mere

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 2.s.e.hel3konger.2015.docx 18-01-2015 side 1. Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11.

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 2.s.e.hel3konger.2015.docx 18-01-2015 side 1. Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11. 18-01-2015 side 1 Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11. Moral eller evangelium. Evangelium betyder det glædelige budskab. En kinesisk lignelse fortæller om et andet bryllup.

Læs mere

KSBBS JUBILÆUMS- GUDSTJENESTE.

KSBBS JUBILÆUMS- GUDSTJENESTE. KSBBS JUBILÆUMS- GUDSTJENESTE. Viborg Domkirke. 27.9.2014 v/hartvig Wagner Tekst: 2 Kor 1,18-20. Salmer: 334 / 308 // 341 / 469 / 526,7 / 353 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus

Læs mere

Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING

Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING Luk 2,25-40, s.1 Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING Det uforløste menneske Simeon er en betagende, ældre herre, en lidt mystisk person unik

Læs mere

Kristi Fødsels Dag. 25.dec.2013. Hinge Kirke kl.9 (nadver). Vinderslev Kirke kl.10.30.

Kristi Fødsels Dag. 25.dec.2013. Hinge Kirke kl.9 (nadver). Vinderslev Kirke kl.10.30. Kristi Fødsels Dag. 25.dec.2013. Hinge Kirke kl.9 (nadver). Vinderslev Kirke kl.10.30. Salmer: Hinge kl.9: 100-111/ 98-101- 118 Vinderslev kl.10.30: 100-121- 107/ 98-101- 118 Tekst: Joh 1,1-14 I begyndelsen

Læs mere

3. søndag i fasten. Salmevalg

3. søndag i fasten. Salmevalg 3. søndag i fasten Salmevalg Den mørke nat forgangen er, 736 Hyggelig rolig, 411 Kom, Gud Helligånd, kom brat, 305 Gud, vi er i gode hænder, 675 Du ved det nok, mit hjerte, 634 Dette hellige evangelium

Læs mere

Prædiken Bededag. Kl. 9.00 i Ans. Kl. 10.30 i Hinge. Kl. 19.00 i Vinderslev

Prædiken Bededag. Kl. 9.00 i Ans. Kl. 10.30 i Hinge. Kl. 19.00 i Vinderslev Prædiken Bededag. Kl. 9.00 i Ans. Kl. 10.30 i Hinge. Kl. 19.00 i Vinderslev Indgangssalme: DDS 4: Giv mig, Gud, en salmetunge Salme mellem læsninger: DDS 432 Herre Gud Fader i Himlen! (det lille litani)

Læs mere

2. påskedag 28. marts 2016

2. påskedag 28. marts 2016 Kl. 9.00 Burkal Kirke Tema: Møde med den opstandne Salmer: 229, 236; 241, 234 Evangelium: Joh. 20,1-18 "Sorg er til glæde vendt, klagen endt!" Disse linjer fra en julesalme kan passende stå som overskrift

Læs mere

Prædiken til Juledag 2015 Tekster: 1. Mosebog 1, Johannes Brev 4, Johannesevangeliet 1,1-14

Prædiken til Juledag 2015 Tekster: 1. Mosebog 1, Johannes Brev 4, Johannesevangeliet 1,1-14 Prædiken til Juledag 2015 Tekster: 1. Mosebog 1,1-5 - 1.Johannes Brev 4,7-11 - Johannesevangeliet 1,1-14 Glædelig jul! Sådan håber vi, den er for alle. At alle på én eller anden måde mærker at man hører

Læs mere

altså når vi selv er døde og er i Guds herlighed, da skal vi få Hans ansigt at se.

altså når vi selv er døde og er i Guds herlighed, da skal vi få Hans ansigt at se. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 18. januar 2015 Kirkedag: 2.s.e.H3K Tekst: Joh 2,1-11 Salmer: SK: 22 * 289 * 144 * 474 * 51,1-2 LL: 22 * 447 * 449 * 289 * 144 * 474 * 430 Moses vil gerne

Læs mere

OMVENDELSE Den samaritanske kvinde ved brønden Johannes evang. 4.5-26

OMVENDELSE Den samaritanske kvinde ved brønden Johannes evang. 4.5-26 2. s efter hellig tre konger 2014 ha. OMVENDELSE Den samaritanske kvinde ved brønden Johannes evang. 4.5-26 Jeg har altid syntes, at det var ærgerligt, at afslutningen, på mødet mellem den samaritanske

Læs mere

EN HÅNDSRÆKNING. Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33

EN HÅNDSRÆKNING. Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33 Matt 14,22-33, s.1 Prædiken af Morten Munch 4 s e hellig3konger / 2. feb. 2014 Tekst: Matt 14,22-33 EN HÅNDSRÆKNING På dybt vand I salmen, som vi lige har sunget, sang vi: 'halleluja for hånden' (DDS 479,v5).

Læs mere

HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER

HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER UNDERVISNING FRA MIDTJYLLANDS FRIKIRKE Finlandsgade 53, 7430 Ikast Telefon: 40 78 78 29 Internet: www.mjkk.dk E-mail: info@mjfk.dk HELLIGÅNDENS DÅB & GAVER Helligåndens dåb er ikke kun en lille del af

Læs mere

1. Juledag. Salmevalg

1. Juledag. Salmevalg 1. Juledag Salmevalg 100: Kimer, I klokker! 122: Den yndigste rose er funden 114: Hjerte, løft din glædes vinger 125: Mit hjerte altid vanker 112: Kom, alle kristne Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Læs mere

og regler, traditioner og fordomme. Men hans komme og virke er samtidig en helt naturlig forlængelse af den tro, kultur og tradition, de er vokset op

og regler, traditioner og fordomme. Men hans komme og virke er samtidig en helt naturlig forlængelse af den tro, kultur og tradition, de er vokset op Gudstjeneste i Skævinge & Gørløse Kirke den 31. juli 2016 Kirkedag: 10.s.e.Trin/B Tekst: Ez 33,23+30-33; Hebr 3,12-14;Matt 11,16-24 Salmer: SK: 749 * 447 * 449 * 143 * 6,2 * 11 Gørløse: 1 * 347 * 592 *

Læs mere

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis

Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis For ikke meget mere end et år siden stod jeg på en intensiv afdeling på Kolding sygehus sammen med min familie, vi stod omkring min bedstefar, vi havde

Læs mere

1 Afskedsgudstjeneste Haderslev Domkirke 24. april 2016 kl søndag efter påske - Joh 8, / Dette hellige

1 Afskedsgudstjeneste Haderslev Domkirke 24. april 2016 kl søndag efter påske - Joh 8, / Dette hellige 1 Afskedsgudstjeneste Haderslev Domkirke 24. april 2016 kl. 10 4. søndag efter påske - Joh 8,28-36 15-338 - 679 / 492-476 - 426 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til

Læs mere

Prædiken til Påskedag kl. 10.00 i Engesvang 1 dåb

Prædiken til Påskedag kl. 10.00 i Engesvang 1 dåb Prædiken til Påskedag kl. 10.00 i Engesvang 1 dåb 240 - Dig være ære 448 Fyldt af glæde 236 - Påskeblomst 224 Stat op min sjæl Nadververs: 245 v, 5 Opstandne herre du vil gå 218 Krist stod op af døde Jeg

Læs mere

JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB. Helligåndens dåb

JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB. Helligåndens dåb TROENS GRUNDVOLD JESUS ACADEMY TEMA: HELLIGÅNDENS DÅB Helligåndens dåb De to dåb som Bibelen taler mest om er dåben i vand, hvor man begraver det gamle og dåben i Helligånden hvor man får kraft til tjeneste.!

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

død på korset for som en skrotsamler at samle alt og alle op, så intet og ingen bliver ladt tilbage eller i stikken.

død på korset for som en skrotsamler at samle alt og alle op, så intet og ingen bliver ladt tilbage eller i stikken. Gud, overbevis os om, at du er den, du er og lad din sandhed frigøre os, så vi bliver virkelig frie ved din elskede Søn, Jesus Kristus. Amen. Tekst: Joh 8.31-36 1 Reformatoren Martin Luther spurgte aldrig

Læs mere

16.s.e.t. 20. sep. 2015. Høstgudstjeneste.

16.s.e.t. 20. sep. 2015. Høstgudstjeneste. 1 16.s.e.t. 20. sep. 2015. Høstgudstjeneste. Tekster: Job 3,11-22. Ef. 3,13-21. Luk. 7,11-17. Hvorfor? Det ord kender vi alle alt for godt. Livet er fyldt med gåder og situationer, hvor vi står tilbage

Læs mere

For jeg ved med mig selv, at livet byder på udfordringer, hvor end ikke nok så meget fromhed og tro, kirkegang, bøn og

For jeg ved med mig selv, at livet byder på udfordringer, hvor end ikke nok så meget fromhed og tro, kirkegang, bøn og Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 2. februar 2014 Kirkedag: 4.s.e.H3K/B Tekst: Matt 14,22-33 Salmer: SK: 720 * 447 * 13 * 636 * 487,7 * 34,3 LL: 720 * 23 * 13 * 636 * 487,7 * 34,3 Jesus

Læs mere

6. søndag efter påske

6. søndag efter påske 6. søndag efter påske Salmevalg Gud ske tak og lov, 751 Den nåde, som vor Gud har gjort, 683 Nu nærmer sig vor pinsefest, 281 Hør himmelsus i tredje time, 285 Frydeligt med jubelkor, 721 Dette hellige

Læs mere

Som I givet ved, er denne gudstjeneste den sidste i rækken af gudstjenester med temaer inden for kategorien etiske dilemmaer.

Som I givet ved, er denne gudstjeneste den sidste i rækken af gudstjenester med temaer inden for kategorien etiske dilemmaer. 1 Prædiken til Tema gudstjeneste d.11.4.2010 kl.16.00 i Lyngby Kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: [Joh 21,15 19] Som I givet ved, er denne gudstjeneste den sidste i rækken af

Læs mere

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373 1 13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373 Åbningshilsen Efter højmessen sørger en af vore frivillige for kirkefrokost, så

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Tirsdag d. 1. marts 2016 Salme DDS nr. 373: Herre, jeg vil gerne tjene Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28). Kære Jesus

Læs mere

25. søndag efter Trinitatis

25. søndag efter Trinitatis 25. søndag efter Trinitatis Salmevalg 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre 235: Verden igenfødelse 563: Sørger ej for dem, der sove 320: Midt iblandt os er Guds rige 536: Udrust dig, helt

Læs mere

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen.

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 3. november 2013 Kirkedag: Allehelgensdag/A Tekst: Matt 5,1-12 Salmer: SK & LL: 402 * 566 * 571 * 787 * 569 Langt de fleste af os, vil der en dag blive

Læs mere

Prædiken til 5.s.e.påske Joh 17,1-11; Es 44,1-8; Rom 8, 24-28 Salmer: 748; 6; 417 665; 294; 262

Prædiken til 5.s.e.påske Joh 17,1-11; Es 44,1-8; Rom 8, 24-28 Salmer: 748; 6; 417 665; 294; 262 Prædiken til 5.s.e.påske Joh 17,1-11; Es 44,1-8; Rom 8, 24-28 Salmer: 748; 6; 417 665; 294; 262 Lad os bede! Kære Herre, tak fordi Kristus, Din Søn, har skabt en åbning for os ind til Dig, og at Du, faderen,

Læs mere

Juledag Intentionen i Lukasevangeliets fødselsberetning og i Johannesevangeliet er den samme: at pege på Kristus som verdens lys og frelser.

Juledag Intentionen i Lukasevangeliets fødselsberetning og i Johannesevangeliet er den samme: at pege på Kristus som verdens lys og frelser. Juledag 2013 Vi har hørt Johannes fødselsberetning. En helt anden historie end i går, hvor det var Lukas juleevangelium, der blev prædiket over i landets kirker. Er det overhovedet en fødselsberetning,

Læs mere

Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38

Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38 Mariæ Bebudelse Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38 767 Tiden skrider 68 Se hvilket menneske 71 Nu kom der bud 201 Det hellige kors 477 Som korn 773 Bliv hos os Og Ordet blev kød og tog bolig

Læs mere

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Læsninger: 1. Mos. 18,20-33 og Luk. 18,1-8 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er

Læs mere

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske Prædiken til 6.s.e.påske 2016 Tekst: Johs. 17,

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske Prædiken til 6.s.e.påske 2016 Tekst: Johs. 17, Bruger Side 1 08-05-2016 Tekst: Johs. 17, 20-26. Dette er en usædvanlig og helt speciel tekst, som vi lige har hørt. Et medhør ind i Guds eget lønkammer. Gud Fader og Gud søn taler sammen. Vi kalder kap

Læs mere

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / ,4 672 Dom kl s.e.tr. 17. juli 2016 Matt.

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / ,4 672 Dom kl s.e.tr. 17. juli 2016 Matt. Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner 743 300 336 / 701 10,4 672 Dom kl.10.00 8.s.e.tr. 17. juli 2016 Matt.7,22-29 BØN: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn! AMEN. I disse

Læs mere

i deres spil. tabte kampe.

i deres spil. tabte kampe. Fjerde søndag efter trinitatis 13.juli 2014. Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 598 O Gud, 306 O Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 752 Morgenstund, Nadver: 377 I Herrens udvalgte. Gråbrødre

Læs mere

Nytårsdag 2015 Disse dage er nytårstalernes tid. Dronningen og statsministeren trækker os til skærmene og vi forventer både at få formaninger og ros som samfund og enkelt individer. Der er gået sport i

Læs mere