4. søndag efter trinitatis, den 19. juli 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (5. Mos 24,17-22) Mt 5,43-48 Salmer: 313, 434, 276, 710, 292, 473, 778.

Transkript

1 1 4. søndag efter trinitatis, den 19. juli 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (5. Mos 24,17-22) Mt 5,43-48 Salmer: 313, 434, 276, 710, 292, 473, 778. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Jesu etiske fordringer er umulige at efterleve, men det betyder ikke, at vi ikke skal forsøge at gøre det. Når vi forsøger at efterleve Jesu fordringer, får vores liv netop karakter af et forsøg. Og liv er at forsøge sig. Netop ved den indstilling til livet adskiller Jesus sig fra den religion, han er vokset op med. Han adskiller sig sandsynligvis også for megen af den religion, som bærer hans navn. I den gammeltestamentlige religion er sandt liv et resultat af vores held med at efterleve en række bestemmelser, som de er udtrykt i Moseloven. Et godt liv er et liv, der lykkes. Det lyder ikke ganske fremmed for meget af det, vi får forkyndt fra alle sider. Men i Jesu religion er sandt liv ikke et resultat men et forsøg. Det handler altid om at forsøge. Ikke om at lykkes. På den måde befrier Jesus os fra at stille det evigt nagende spørgsmålet, hvad nu hvis Hvad nu hvis

2 forsøget ikke lykkes. For liv er ikke at lykkes, liv er at forsøge sig. Intet sted kommer det klarere til udtryk end i Jesu bjergprædiken og med dagens salut: vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen. Selv den heldigste af os er trods alt for klein, når han måler sig med fuldkommenhedens målestok. Enhver er velkommen til selv at forsøge sig. Vær fuldkommen Det er under denne overskrift, vi skal forstå de fordringer, Jesus stiller. Dermed er de nemlig ikke ophævet. De er sat i relief. De er uopfyldelige men de er værd at forsøge sig med. Det gælder ikke mindst kærligheden til vores fjender. Som en anden skriftlærd tager Jesus Moseloven under behandling med sit gentagne I har hørt men jeg siger jer. I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste, men jeg siger jer: Elsk jeres fjender. Begrundelsen for fjendekærlighed er den såre enkle, at fjenden og forfølgeren akkurat lige som vi er Guds børn. Fjender og forfølgere er som os gode og onde, retfærdige og uretfærdige, mennesker som mennesker er flest. Solen står op og regnen falder over os alle. Den, der tager vejrvarsel, ser således, hvordan hans fjende og forfølger er stillet lige med ham selv. Når så det er sagt, kan vi vende os mod instruksen, som ligger i fordringen om fjendekærlighed. 2

3 Den er i sig selv udtryk for en af de mest geniale måder et tackle konflikter på. Vi kunne kalde Jesu instruks for en asymmetrisk konflikthåndtering. Det ligger os lige for at give igen med samme mønt. Fjendens og forfølgerens had til os afregner vi uden videre omtanke med samme had til dem. Men det skal vi ikke gøre, siger Jesus. Vi skal elske dem, der hader os. Vi skal ikke slå igen, vi skal vende den anden kind til. Den, der afkræver os vores kjortel, skal have både kjortel og kappe, og i stedet for kun at følges en mil, skal vi følges to. Ethvert retssamfund hviler blandt andre vigtige principper på ideen om rimelighed i straffesanktioner. Der skal være et rimeligt forhold mellem forbrydelse og sanktion. I Moseloven er princippet formuleret som øje for øje og tand for tand. Vi læser buddet som en regel om gengældelse. Det er vist i virkeligheden en regel, der skal sætte en stopper for den voldsspiral, som består i, at stridende parter overgår hinanden i grusomme hævnaktioner. Et øje for et øje men så heller ikke mere. Ligesom det jødiske samfund dengang, hviler ethvert restsamfund ud over rimeligheden i strafudmålingen tillige på forudsigelighed. Den, der forbryder sig mod loven, skal kende konsekvenserne. Sanktionerne skal være ens for alle. Der er lighed for loven. 3

4 Jesu etiske belæring bryder afgørende med de principper, vi bygger vores retssamfund på. Men de bryder så afgørende, at man ikke kan forestille sig overhovedet at bygge retssamfund på dem! Det er svært at forestille sig en domstolsbehandling, hvor dommeren kender det for ret, at den forurettede part skal vende den anden kind til eller at det naturlige fjendehad skal gengældes med kærlighed. Man kan ikke bygge samfund på denne belæring, men man kunne forsøge at bygge sit eget liv op på den. Det kunne ske i et personligt opgør med den indgroede forestilling, at jo mere det lykkes os at nedgøre vores modpart, desto mere vil vores eget liv lykkes. Det forholder sig omvendt, siger Jesus. Jesus anbefaler, at vi forliger os med hinanden på vej til domstolen. Alle analyser af forhandlingsstrategi tyder på, at Jesus har ret, når det gælder spørgsmålet om at styrke sin modpart. Jo stærkere vores modpart står, desto stærkere står vi. Jo mere vores modpart får ud af vores mellemværende, desto mere får vi selv ud af det. Jo større gevinst, vores modpart kan gå hjem med, desto større gevinst kan vi selv hjembringe. Det gælder i vores konflikter med hinanden, at vi styrker hinanden. Vi kunne med konfliktforskerens grand old man, den norske kriminolog Niels Chirstie sige, at konflikter er vores ejendom. De tilhører os førend de muligvis tilhører samfundets retssystem. 4

5 Konflikter er en del af vores liv, som vi skal være taknemmelige for, fordi de er med til at udvikle os til dem, vi skal være. Konflikterne er altså ikke i sig selv onde. De kan udvikle sig til at være en ren ondskab i vores liv, men i sig selv er de hverken onde eller gode, de er der for os som en mulighed for at udvikle os og vokse. Det er denne scene, Jesus træder ind på med sin opfordring til asymmetrisk konfliktbearbejdelse. Og så tager Jesus skridtet ud på det helt dybe med asymmetrien, hvor det slet ikke handler om selv at tage en gevinst med sig. Læg jer helt ned som den ged gør det, der møder sin modstander på en smal bro. Luther giver en aften sine gæster historien om de to geder, der møder hinanden på en smal bro. I en af sine slagfærdige bordtaler spørger Luther altså: hvad gør to geder, der skal forbi hinanden på en smal sti over en brusende flod? Ingen af dem kan gå tilbage, ligeså lidt som de kan gå udenom hinanden, da stien er smal. De kan heller ikke begynde at kæmpe, da de så begge risikerer at falde i vandet. Hvad gør de så? Jo, naturen har indrettet dem således, at den ene lægger sig ned og lader den anden gå hen over sig, så de begge forbliver uskadte. Luther trækker så pointen op: sådan skal mennesker også være overfor hinanden. Inden man begynder at skændes og slås, skal man lægge sig ned og lade den anden gå hen over sig. [Tischreden 6963] 5

6 Kun ved at lægge os helt ned for dem, der kommer imod os, bjerger både vores fjender, forfølgere og vi livet. Vi skal tage gedens natur som forbillede. Det vil vi sikkert have akkurat lige så stor succes med som projektet med at være fuldkomne som vores himmelske far! Det mest naturlige kan vi ejendommeligt nok ikke får vore natur med til. Men det skal da aldrig forhindre os i at forsøge. På den måde vil vi om ikke andet lære, at vi alle er nødt til at spejle vores livsforsøg i den form for forståelse, Jesus kaldte barmhjertighed og tilgivelse. 6