Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Ministerielle skrivelser m.m. Om omlægning af privat fællesvej på landet har Vejdirektoratet i brev af 30. januar 2007 udtalt: Vejdirektoratet henviser til brev af 3. september Heri har advokat A på vegne af ejeren af K, B, klaget over Helsingør Kommunes afgørelse af 31. august I afgørelsen afslår kommunen at tillade, at den private fællesvej på matr. nr. 2 a mellem S-vej og H Hegn omlægges. Vores afgørelse Vi mener, at kommunens afgørelse er ulovlig. Den er ikke begrundet i lovlige hensyn. Vi vil forklare hvorfor: Baggrund Den private fællesvej på matr. nr. 2 a ligger på landet. Vejen administreres derfor efter reglerne i privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) afsnit I, II og IV (om private fællesveje på landet). Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurdering) inden for lovens rammer. Dette fremgår af privatvejslovens 7, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen har fulgt privatvejslovens og forvaltningslovens (Lov nr. 571 af 19. december 1985, med senere ændringer) regler. Men vi kan ikke afgøre, om det er rimeligt eller hensigtsmæssigt, at kommunen har vurderet, at en privat fællesvej ikke må omlægges. Privatvejslovens bestemmelser Private fællesveje på landet kan omlægges af de private parter (vejejeren og de vejberettigede) uden kommunens medvirken. Kommunen kan dog afgøre spørgsmålet efter reglerne i lovens afsnit I, III og IV. Dette fremgår af privatvejslovens 14, stk. 5. Kommunen skal tage stilling til, om en privat fællesvej i by og bymæssigt område kan omlægges, hvis fx ejeren af den ejendom, hvor vejen ligger, beder kommunen om det, jf. privatvejslovens 53, stk. 1. Vores vurdering af kommunens afgørelse Spørgsmålet, om kommunen skal give tilladelse til omlægning af en privat fællesvej, afhænger af kommunens vurdering. Kommunen har begrundet sin afgørelse med, at vejen er nødvendig som en forlængelse af den nyeksproprierede offentlige sti nord for K i forbindelse med offentlighedens adgang mellem N-vej og H Hegn. Og kommunen har henvist til privatvejslovens 53 som den bestemmelse, afgørelsen er truffet efter. Omlægning af private fællesveje på landet er som nævnt ovenfor reguleret i lovens 14, stk. 5. Ved sin vurdering af, om en privat fællesvej på landet kan tillades omlagt, skal kommunen afveje vejejerens interesser i, at vejen omlægges, over for den eller de vejberettigedes (eventuelle) interesser i, at vejen ikke omlægges. Kommunen kan ikke varetage almene offentligretlige hensyn, såsom hensynet til, at vejen fx indgår i et sammenhængende vej- eller stinet og benyttes af offentligheden. Dette i modsætning til, hvad der gælder i byer. Kommunens afgørelse er således oprindeligt alene begrundet i ulovlige hensyn. Under klagesagen har kommunen på vores opfordring udbygget sin begrundelse. Ud over at henvise til, at vejen er en gammel kirkesti og i hvert fald har eksisteret siden 1813, oplyser kommunen, at den har foretaget en afvejning af vejejerens og A Statsskovdistrikts modsatrettede interesser i omlægningen. A Statsskovdistrikt har vejret til vejen og har gennem de sidste par hundrede år benyttet den til tømmertransporter. Vi forstår kommunen sådan, at den vurderer, at statsskovdistriktets interesser i at bevare vejen vejer tungere end B s interesser i, at den omlægges. Af sidstnævntes interesser er de landbrugsmæssige gener ved vejens beliggenhed indgået i afvejningen. Med hensyn til statsskovdistriktets interesser har kommunen henvist til distriktets brev af 3. juli september

2 Heri oplyser distriktet, at det ikke kan acceptere en flytning af det gamle vejforløb. Det er også samfundets ønske at bevare disse gamle vejforløb i det åbne land til gavn for friluftslivet. Der fremgår intet om distriktets interesser i at bruge vejen til tømmertransporter. En afgørelse, der ikke fuldt ud giver en part medhold, skal ledsages af en begrundelse. Dette fremgår af forvaltningslovens 22 og 24. En begrundelse skal være både objektiv og subjektiv rigtig. At den skal være objektiv rigtig betyder, at den skal angive de retsregler, hovedhensyn og fakta, som efter gældende ret skal lægges til grund for afgørelsen. En objektiv urigtig begrundelse indebærer i almindelighed, at afgørelsen tilsidesættes som ulovlig i sit indhold. At begrundelsen skal være subjektiv rigtig betyder, at den skal angive de retsregler, hovedhensyn og faktiske omstændigheder, som har været grundlaget for og reelt er tillagt betydning ved den konkrete afgørelse. Vi har derfor under sagen bedt kommunen dokumentere, at statsskovdistriktets angivne interesser har været tilkende givet over for jer forud for den oprindelige afgørelse i sagen. Vi har hverken fået en sådan dokumentation eller oplys ninger, der sandsynliggør, at hensynet til statsskovdistriktets tømmertransporter reelt er indgået i grundlaget for kommunens oprindelige afgørelse. Konklusion På den baggrund kan vi ikke afvise, at afgørelsen reelt alene er begrundet i ulovlige hensyn, og at den derfor er ulovlig i sit indhold. Derfor må vi tilsidesætte afgørelsen som ulovlig. Vi skal derfor bede kommunen om at tilbagekalde afgørelsen og træffe en ny afgørelse i sagen i overensstemmelse med gældende regler. Vejdirektoratet, den 30. januar 2007 (Dok. nr. 06/00973) Om asfaltering af privat fællesvej i landzone har Vejdirektoratet i brev af 21. maj 2007 udtalt: I af 1. maj 2007 har du anmodet os om en udtalelse om ovennævnte emne. Du har oplyst, at jeres vej bliver benyttet af 4 ejendomme. Vejen er ca. 240 m. lang frem til de 3 første ejendomme og fortsætter yderligere 500 m. til den sidste bruger. De 3 brugere, som ligger først på strækningen, er blevet enige om at asfaltere vejen på de første ca. 240 m. Den sidste bruger, som bor yderligere 500 m. ude af vejen, vil ikke være med til asfalteringsarbejdet. Dette accepteres af de 3, som så betaler for asfaltering af de første 240 m. Ejeren af den ejendom, der ikke vil være med, kan bruge den asfalterede vejstrækning de første 240 m., medens ingen andre benytter hans del af vejen. Spørgsmålet er kort: Kan den sidste ejendom modsætte sig asfaltering af de første 240 m.? Vejdirektoratets udtalelse Vi kan oplyse, at vi kun kan påtage os at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning, vi administrerer, det vil her sige privatvejsloven (lov om private fællesveje - lovbe- kendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999). Denne lov findes på vores hjemmeside med følgende adresse: A REGL. Vi kan således ikke udtale sig om andre regelsæt eller privatretlige forhold. Vi kan endvidere oplyse, at bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje på landet findes i privatvejslovens afsnit II ( 15-20). Disse bestemmelser er ikke til hinder for, at grundejerne eller en kreds af grundejerne uden vejmyndighedens (kommunens) medvirken selv træffer aftale om istandsættelse og vedligeholdelse af en privat fællesvej på landet. Arbejdet skal dog være af en sådan kvalitet, at vejen er i god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang, jf. lovens 15. Spørgsmålet, om en enkelt vejberettigede grundejer kan modsætte sig, at de øvrige grundejere udfører et bestemt arbejde på vejen, afhænger af den konkrete vejretsaftale, og er dermed et privatretligt anliggende mellem samtlige 40 september 2007

3 grundejere. Eventuelle uenigheder herom kan hverken vi eller kommunen udtale sig om eller tage stilling til, men de må afgøres af de almindelige domstole. Vi skal dog gøre opmærksom på, at hvis de berørte grundejere i forbindelse med en senere vedligeholdelse af den asfalterede vejstrækning ikke kan blive enige om fordeling af udgifter til en sådan vedligeholdelse, kan og skal kommunen fordele udgifterne mellem samtlige vejberettigede efter brug af vejen, medmindre der foreligger aftale om en anden fordeling, jf. lovens 17. Den fjerde grundejer vil derfor kunne blive pålagt at deltage i den fremtidige vedligeholdelse af den asfalterede vejstrækning, medmindre der træffes (og tinglyses) aftale mellem samtlige fire grundejere om den fremtidige fordeling af disse udgifter. Vejdirektoratet, den 21. maj 2007(Sags nr. 07/ ) Om klage over afspærring af overkørsel til kommunevej har Vejdirektoratet i afgørelse af 10. juli 2007 afgjort: Vejdirektoratet har behandlet din klage af 2. juli Du har klaget over Roskilde Kommunes tilladelse af 28. juni 2007 til, at Roskilde Festivalen midlertidigt kan afspærre overkørslen (indkørslen) fra K s ejendom til kommunevejen P-vej. Dette er sket i forbindelse med afspærring af vejen for kørende færdsel. Vores afgørelse Vi mener, at beslutningen om at afspærre P-vej i forhold til K er lovlig. Beslutningen er nemlig truffet for at sikre de gående mod kørende trafik, hvilket er et sagligt hensyn. Roskilde Kommunes tilladelse efter vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) 102, stk. 1, kan ikke lovligt udnyttes til at afspærre eller midlertidigt nedlægge en overkørsel fra en tilgrænsende ejendom. En sådan afgørelse skal enten træffes efter vejlovens 69 eller efter bestemmelsen om ekspropriation i lovens 43. Og i den forbindelse skal kommunen oplyse om klageadgangen til såvel Vejdirektoratet som til taksationskommissionen. Vi har derfor bedt Roskilde Kommune om at genoptage sagen med henblik på at præcisere over for Roskilde Festivalen, at en tilladelse til at råde over vejarealet i overensstemmelse med vejlovens 102 ikke kan udnyttes til at afspærre overkørsler til P-vej. Vi har endvidere bedt kommunen tage stilling til, om den vil lovliggøre afspærringen af din overkørsel. Da kommunens afgørelse kunne være truffet efter bestemmelsen i vejlovens 69, stk. 1, og du dermed ville have mulighed for at få indbragt spørgsmålet om afspærringen for taksationsmyndighederne (De myndigheder, som er nævnt i vejlovens 57-58), har vi endvidere bedt kommunen oplyse dig om denne klagemulighed. Hvis du rejser et erstatningskrav imod kommunen, og kommunen ikke vil anerkende dit krav, må erstatningskravet afgøres ved et civilt søgsmål ved domstolene. Baggrund Forud for Roskilde Festivalen 2007 har Roskilde Kommune efter ansøgning fra arrangørerne af festivalen besluttet at afspærre kommunevejen P-vej efter vejlovens 10 og færdselslovens (Færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr af 08. november 2006 med senere ændringer) 92. Samtidig har kommunen meddelt arrangørerne tilladelse til at råde over vejarealet på en hvilken som helst måde i perioden 30. juni til 10. juli Inden beslutningerne blev truffet, har K haft mulighed for at udtale sig herom. Roskilde Festivalen har konkret afspærret vejen og overkørslen til K s ejendom med et hegn, så der ikke har været kørende eller gående adgang via denne overkørsel til ejendommen. Ejendommen har en anden overkørsel til R-vej, som ejeren og kunderne kan benytte. Derfor har kommunen vurderet, at der på trods af afspærringen af vejen og tilladelsen til Roskilde Festivalen til at råde over vejarealet er fornøden adgang til ejendommen. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til kommunens afgørelser efter vejloven. Vi kan dog kun tage stilling til retlige spørgsmål, dvs. om en afgørelse er lovlig. Derimod kan vi ikke tage stilling til kommunens vurdering (skøn) i forbindelse med afgørelsen. Dette fremgår af vejlovens 4, stk. 1. I forbindelse med behandlingen af en klage over sådan en afgørelse kan vi tage stilling til, om kommunen har overholdt forvaltningslovens (Lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer) bestemmelser og de al mindelige forvaltningsretlige regler for, hvordan en myndighed skal september

4 træffe en afgørelse. Reglerne om ikke-trafikal anvendelse af offentligt vejareal En offentlig vej må ikke uden kommunens (vejbestyrelsens (jf. vejlovens 2, stk. 5 og 6)) tilladelse anvendes til varig eller midlertidig anbringelse af affald, materiel, mate rialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, auto mater, skilte, hegn eller lignende. Det fremgår af vejlo vens 102, stk. 1, nr. 1. Reglerne om afspærring af offentlige veje Kommunen bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres på dens veje. Det siger vejlovens 10, stk. 2. Efter færdselslovens 92, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, kan kommunen med samtykke fra politiet forbyde visse færdselsarter. Det kan ske fx for at etablere gågader ved helt eller delvist at afspærre offentlig vej ved afmærkning, bomme eller tilsvarende. Reglerne om lukning eller afspærring af overkørsler Reglerne om i hvilke tilfælde, der kan ske ekspropriation, fremgår af vejlovens 43. Hovedforudsætningen er, at ekspropriation alene kan ske, når almenvellet kræver det. Ekspropriation kan bl.a. ske til nedlægning eller spærring af bestående overkørsler. Det fremgår specifikt af 43, stk. 2, 2. punktum. Ved ekspropriationen kan der endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejernes rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme. Det siger 43, stk. 3, nr. 2. Ved ombygning af bestående veje skal kommunen beslutte, om og i hvilket omfang den kan tillade adgang til vejen fra de ejendomme, som grænser til vejen. Hvis en ejendoms hidtidige adgang til det offentlige vejnet afbrydes ved ombygningen, skal kommunen så vidt muligt sikre ejendommen anden fornøden vejforbindelse. Det fremgår af vejlovens 69, stk. 1. Hvis der ikke etableres fornøden forbindelse til offentlig vej eller til afskårne dele af ejendommen, har ejendommens ejer eller bruger ret til erstatning efter reglerne i vejlovens Det siger 69, stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en ejendom har ret til erstatning, fordi der ikke er fornøden forbindelse, afgøres derfor af taksationskommissionen. Spørgsmålet, om K på andet grundlag har ret til erstatning, må som nævnt ovenfor afgøres ved civilt søgsmål. Vores afgørelse Afspærringen af P-vej efter vejlovens 10 og færdselslovens 92 Vi mener, at beslutningen om at afspærre P-vej i forhold til dig er lovlig. Beslutningen om at afspærre P-vej er faktisk forvaltningsvirksomhed. Faktisk forvaltning kan bedst beskrives som udførelse af de praktiske opgaver, kommunen skal varetage. Et eksempel på en kommunes faktiske forvaltning er pasning og vedligeholdelse af kommunens veje med udstyr, herunder træer, skilte, lamper mv. For at gennemføre disse opgaver, må der nødvendigvis træffes en række beslutninger, fx hvilke planter, der skal plantes, beskæres eller fjernes. Disse beslutninger er som udgangspunkt ikke afgørelser. Da K s ejendom imidlertid er individuelt og direkte berørt af beslutningen, idet kørende adgang afskæres ad P-vej, mener vi, at der er tale om en afgørelse i forhold til ejeren af ejendommen. Vi har dog noteret os, dels at K er blevet partshørt inden beslutningen. Dels at beslutningen er begrundet i hen synet til færdselsmæssigt at sikre de mange gående gæster til festivalen mod kørende trafik. Dette hensyn er sagligt efter vejlovgivningen. Kommunens beslutning er derfor lovlig. Tilladelsen til at råde over vejarealet på ikke-færdselsmæssig måde I almindelighed bør en afgørelse truffet af en myndighed være så præcis og klar, at modtageren af afgørelsen kan handle sikkert i forhold til afgørelsen. For myndigheden indebærer kravet om præcision, at den interesseafvejning, som skal ske i forbindelse med en afgørelse efter vejlovens 102, stk. 1, foretages på et mere sikkert grundlag, end hvis myndigheden ikke tager stilling til afgørelsens grænser. Præcisionen betyder desuden, at myndigheden lettere kan håndhæve afgørelsen, hvis den konstaterer overtrædelser heraf. Roskilde Kommunes meget generelle tilladelse til at råde over vejarealet i overensstemmelse med vejlovens 102 er således problematisk, men ikke i sig selv ulovlig. Da vejloven i 43, stk. 2, og 69, stk. 1, indeholder specialregler om at afspærre overkørsler, skal disse dog efter vores opfattelse anvendes frem for en mere generel regel. Og dette retsgrundlag burde klart fremgå af meddelelsen af afgørelsen, jf. forvaltningslovens 22 og 24, om begrundelse af afgørelser. Ifølge pkt. 2 i cirkulære om hel eller delvis afspærring af veje og etablering af gågader (Justitsministeriets cirkulære nr. 77 af 29. marts 1977) træffer kommunen med samtykke fra politiet beslutning om at etablere en gågade efter færdselslovens 92. Samtidig træffer kommunen (principielt) beslutning om (midlertidigt) at ombygge en eksisterende vej til sti. Dette sker efter vejlovens 10, stk. 2. I den forbindelse skal kommunen tage stilling til, om og eventuelt hvordan hidtidige adgange til vejen fortsat vil kunne benyttes som adgang til gågaden. Hvis der efter beslutningen ikke længere er fornøden adgang fra en ejendom til offentlig vej, har ejendommens ejer krav på erstatning. Det siger vejlovens september 2007

5 Kommunen kunne alternativt have anvendt 43 som grundlag for sin beslutning om at afspærre din (og eventuelt andres) overkørsel, hvis de øvrige betingelser, herunder proportionalitetsprincippet (Proportionalitetsprincippet er det forvaltningsretlige princip om, at en afgørelse ikke må være mere vidtgående end nødvendigt for at opnå det ønskede formål), er opfyldt. Roskilde Kommunes tilladelse efter vejlovens 102, stk. 1, kan ikke lovligt udnyttes til at afspærre eller midlertidigt nedlægge en overkørsel fra en tilgrænsende ejendom. En sådan afgørelse skal enten træffes efter vejlovens 69 eller efter bestemmelsen om ekspropriation i lovens 43. Og i den forbindelse skal kommunen oplyse om klageadgangen til såvel Vejdirektoratet som til taksationskommissionen. Vi har derfor i vedlagte brev bedt Roskilde Kommune om at genoptage sagen med henblik på at præcisere over for Roskilde Festivalen, at en tilladelse til at råde over vejarealet i overensstemmelse med vejlovens 102 ikke kan udnyttes til at afspærre overkørsler til P-vej. Vi har endvidere bedt kommunen tage stilling til, om den vil lovliggøre afspærringen af din overkørsel. Da kommunens afgørelse kunne være truffet efter bestemmelsen i vejlovens 69, stk. 1, og du dermed ville have mulighed for at få indbragt spørgsmålet om afspærringen for taksationsmyndighederne, har vi endvidere bedt kommunen oplyse dig om denne klagemulighed. Vi har dog med denne afgørelse ikke taget stilling til, om en beslutning om ekspropriation efter 43, eller en afspærring i forbindelse med ombygning af vejen efter 69, konkret vil være lovlig. Vejdirektoratet, den 10. juli 2007 (Dok.nr. 07/ ) Om nedlæggelse af privat fællesvej og adgang i forbindelse med udstykning har Vejdirektoratet i brev af 12. juli 2007 udtalt: I brev af 3. juli 2007 har Odder Kommune anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse vedrørende ovennævnte emne for så vidt angår den del af udstykningen, som omfatter et areal af en privat fællesvej. Kommunen har oplyst, at Teknisk Afdeling har modtaget en anmodning om godkendelse af udstykning af R-gade 7 i 2 parcelhusgrunde, der begge ligger i bymæssigt område. R-gade 7, matr. nr. aa. har et areal på 1336 m 2, og er beliggende ved og har adgang til en privat fællesvej, matr. nr. bb, smst. Den nye grund (parcel 2) vil få adgang til en anden privat fællesvej på matr. nr. cc, smst. For at få tilstrækkelig areal til en udstykning inddrages 76 m 2 vejareal af den private fællesvej på matr. nr. bb. Teknisk Afdeling er i tvivl, om kommunen kan/skal godkende udstykningen, idet der uden videre inddrages vejareal til parcelareal. Det skal bemærkes, at vejarealet ejes af boet efter faderen til udstykkeren, så der er ikke tvivl om, at boet vil meddele en tilladelse til inddragelse af vejarealet. Kommunen stiller på denne baggrund følgende spørgsmål: Kan de øvrige beboere gøre indsigelse mod inddragelse af vejareal, og skal uenighed afgøres ved et civilt søgsmål? Skal der fra ejeren af den private fællesvej på matr. nr. cc også gives tilladelse til en vejadgang til den nye grund (parcel 2)? Vejdirektoratets udtalelse Nedlæggelse af et udlagt men ikke ibrugttaget vejareal Vi kan oplyse, at det er vores opfattelse, at kommunen som vejmyndighed i henhold til privatvejsloven (lov om private fællesveje - lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) i forbindelse med en ansøgning om ophævelse af et tidligere foretaget vejudlæg alene skal tage stilling til ansøgningen ud fra vej- og planlægningsmæssige hensyn, svarende til de hensyn vejmyndigheden skal påse i forbindelse med godkendelsen af et nyt vejudlæg, jf. lovens 24, stk. 2. Vejmyndigheden skal efter vores opfattelse ikke specielt tage hensyn til, om der eksisterer private rettigheder til det udlagte vejareal. Vi mener endvidere, at sådanne rettigheder ikke er til hinder for, at vejmyndigheden godkender, at vejudlægget ophæves. Spørgsmålet, om eventuelle vejrettigheder er til hinder for, at arealet inddrages i udstykningen, er et privatretligt anliggende, som kommunen ikke kan tage stilling til. En eventuel uenighed mellem vejejeren og de vejberettigede herom henhører under domstolene. Der henvises i øvrigt til 7 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder september

6 (Miljøministeriets, Kort- og Matrikelstyrelsens bekendtgørelse nr. 291 af 25. april 2005). Hvis de i bekendtgørelsens 7, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte erklæringer ikke kan fremskaffes, kan kommunen medvirke til, at vejarealet nedlægges som privat fællesvej efter bestemmelserne i lovens kap. 9 om nedlæggelse af private fællesveje. Hvis der er tale om delvis nedlæggelse af et ibrugtaget vejareal, skal bestemmelserne i lovens kap. 9 som udgangspunkt finde anvendelse, jf. i den forbindelse Højesterets dom af 20. december 1984 (UfR H). Adgang fra parcel 2 til den private fællesvej på matr.nr. cc For så vidt angår dette spørgsmål, kan vi henvise til 6 i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder. Efter denne bestemmelse kan der fremlægges anden form for dokumentation for vejret end tilladelse fra ejeren af den ejendom, vejen ligger på. Kommunen skal som vejmyndighed ikke tage stilling til de omtalte erklæringer, men skal alene tage stilling til, om udstykningen kan godkendes efter vejlovgivningens bestemmelser. Hvis kommune er bekendt med, at der er uenighed mellem de private parter om rigtigheden af de fremlagte erklæringer eller om anden dokumentation, kan kommunen gøre Kort- og Matrikelstyrelsen bekendt hermed. Det er herefter denne styrelse, der afgør, om udstykningen kan gennemføres på det foreliggende grundlag. Afslutningsvist skal vi gøre opmærksom på, at en grundejer ikke må etablere en overkørsel eller overgang fra sin ejendom til en privat fællesvej i by og bymæssigt område uden kommunens tilladelse, jf. privatvejslovens 48, stk. 1, jf. vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) 70, stk. 1. Vejdirektoratet, den 12. juli 2007 (Dok.nr. 07/ ) Om udfærdigelse af deklaration med hjemmel i vejlovens 112, stk. 2, jf. vejlovens 101 har Vejdirektoratet i brev af 26. juli 2007 udtalt: I af 19. juli 2007 har kommunen bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. I oplyser følgende: Teknisk udvalg har besluttet, at grundejerne har mulighed for at etablere anden (end asfalt) fortovsbagkant ved brugerbetaling. Belægningen skal være minimum 30 cm og udføres i chaussésten. Tilladelsen skal søges hos vejmyndigheden. Kommunens anvisninger skal følges. Grundejeren pålægges vedligeholdelsen. Ved brugerbetaling forstås, at grundejer afholder samtlige udgifter i forbindelse med opbrydning og bortskaffelse af den eksisterende befæstelse samt etablering af chaussestensbefæstelsen, fremtidig vedligeholdelse mm. I spørger herefter, om hjemmelen for at udfærdige en deklaration i overensstemmelse med udvalgsbeslut ningen er vejlovens (lov om offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) 112, stk. 2, jf. vejlovens 101, stk. 1, eller om der er tale om en privatretlig deklaration, som vejbestyrelsen indgår med de grundejere, der ønsker at udskifte vejbestyrelsens asfaltbefæstede fortovsbagkant med granitchausséstensbefæstelse? Vejdirektoratets udtalelse Vi kan oplyse, at kommunen i forbindelse med en konkret ansøgning om ændring af vejbelægningen på offentlig vej ud for en ejendom kan stille vilkår om, at alle udgifter forbundet med ændringen skal betales af ansøgeren. Dette vilkår kan i medfør af vejlovens 112, stk. 2, tinglyses på ansøgerens ejendom. Vi skal dog samtidig henlede opmærksomheden på, at et vilkår om, at den pågældende grundejer skal vedligeholde den ændrede belægning, ikke vil være lovligt, jf. vej lovens 10. Denne bestemmelse fastslår, at vejbestyrelsen afholder udgifterne til vedligeholdelse af dens offentlige veje. Spørgsmålet, om der i stedet for kan indgås aftaler herom med ansøgeren, må afgøres efter almindelige forvaltnings retlige principper om forvaltningsmyndigheders adgang til at indgå aftaler om forhold inden for områder, hvor forvaltningsmyndigheden har kompetence til at træffe skønsmæssige afgørelser. Sådanne aftaler må ud fra al mindelige forvaltningsretlige principper anses for betænkelige, og en sådan aftale vil i hvert fald i konkrete tilfælde kunne tilsidesættes som ulovlig. Hvis der indgås 44 september 2007

7 en sådan aftale, må den tinglyses som en privatretlig aftale mellem vejbestyrelsen og grundejeren. Det vil herefter næppe være nødvendigt at tinglyse vilkåret om, at grundejeren skal betale for ændring af belægningen, hvis arbejdet udføres i umiddelbar forlængelse af tilladelsen. Endelig skal vi bemærke, at det bør fremgå udtrykkeligt af tilladelsen, om kommunen ønsker at udføre ændringen, eller om grundejeren selv kan lade arbejdet udføre. Hvis kommunen vælger selv at udføre arbejdet, bør den sikre sig, at ansøgeren kan tiltræde vilkåret, inden arbejdet påbegyndes. Vejdirektoratet, 26. juli 2007 (Sags nr. 07/08474) september