Fælles kamp for velfærd

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Fælles kamp for velfærd Skrevet af: Finn Sørensen Offentliggjort: 15. marts 2006 Den 28. marts offentliggør regeringen sit oplæg til forhandlingerne om "velfærdsreformer", uddannelse, forskningsindsats m.m. Arbejderbevægelsen står alvorligt svækket forud for disse forhandlinger. Det skyldes først og fremmest den strategi, som er lagt af den nye Socialdemokratiske ledelse og LO's daglige ledelse. Begge er parat til at acceptere helt afgørende dele af den nyliberalistiske dagsorden for at komme i forhandlinger med regeringen. Det svækker Socialdemokratiet, og lægger sten i vejen for udviklingen af et alternativ til den borgerlige regering. Regeringens strategi Regeringens strategi har ligget klart siden den første Anders Fogh-regering tiltrådte i november 2001, og er blevet bekræftet i regeringsgrundlaget fra februar 2006: Langsomt men sikkert skal den offentlige sektor udsultes, så forbruget flyttes fra offentligt til privat, fra kollektive velfærdsordninger til øget profit i private virksomheder (se citatet fra Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen på forsiden af denne udgave af Kritisk Debat). Det vigtigste redskab hertil har været og er stadig skattestop og skattelettelser, sammenholdt med en meget stram styring af økonomien i stat og kommuner. Det har allerede trukket et blodigt spor efter sig i form af nedskæringer på en række kerneområder i den kollektive velfærd inden for socialsundheds- og uddannelsessektoren. Statsministerens nytårstale og alle udmeldinger i forbindelse med offentliggørelsen af Velfærdskommissionens rapport bekræfter, at denne strategi også skal følges fremover. Velfærdsreformer, uddannelse og forskning Statsministeren har ikke lagt skjul på, at han med "velfærdsreformer" mener tiltag, der skal føre til et "øget arbejdsudbud" ved at flere ældre bliver på arbejdsmarkedet og ved at flere indvandrere kommer ind i arbejdsstyrken. Derfor skal der ske ændringer i efterlønsordningen med senere tilbagetrækning til følge, og derfor skal der ske en øget "integrationsindsats". Hvad det sidste angår, må vi forvente, at pisken bliver fundet frem igen over for indvandrerne. Beruset af meningsmålingerne under krisen om Muhammed-tegningerne har Dansk Folkeparti allerede meldt ud, at stramninger på udlændingeområdet vil blive en del af prisen for at medvirke til "velfærdsreformerne". Med udokumenterede påstande om flaskehalse og mangel på arbejdskraft, har Beskæftigelsesministeren netop bebudet, at dagpengene skal halveres for alle op til 30 år og andre stramninger af dagpengereglerne. Et andet stort tema er efter- og videreuddannelse af arbejdskraften. Alle er enige om, at det er nødvendigt med en større indsats her, hvis dansk erhvervsliv skal klare sig i den internationale konkurrence. Her kommer kampen til at stå om hvem der skal finansiere indsatsen og hvilke rettigheder lønmodtagerne kan få i forhold til at kræve uddannelse. Det tredje store tema er forskning, innovation og "iværksætteri". I løbet af marts vil det såkaldte "Globaliseringsråd" komme med et katalog over ideer. Men den økonomiske ramme er allerede 1 / 7

2 fastlagt, nemlig 10 mia. kr. i perioden Kampen kommer mest til at stå om, hvordan midlerne skal fordeles, idet ingen af de mulige forligspartnere ser ud til at ville udfordre denne beskedne ramme. Formålet med de såkaldte "velfærdsreformer" er altså at skaffe besparelser, der på kort og langt sigt kan finansiere skattestop/skattelettelser og visse tiltag på udannelse og forskningsområdet. Reformerne skal også "øge arbejdsudbuddet, vel at mærke uden at øge antallet af arbejdspladser. Indtil nu har Statsministeren meldt meget klart ud, at skattestoppet - og dermed skattepolitikken som sådan - ikke er en del af forhandlingerne. Hermed står han frit til at gennemføre skattelettelser bagefter sammen med Dansk Folkeparti. Med udmeldingerne fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om, at de er parat til forringelser af efterlønsordningen, og med Socialdemokratiets accept af skattestoppet, er de første sten ryddet af vejen for et bredt forlig "hen over midten". Socialdemokraterne klar til det hele - også til selvmord Allerede i det første år efter folketingsvalget har den nye Socialdemokratiske ledelse to brudte valgløfter bag sig. Inden folketingsvalget i februar 2005 slog Mogens Lykketoft gang på gang fast, at der ikke var grund til at ændre på efterlønnen, så længe vi har et arbejdsmarked, der ikke vil kendes ved de ældre og nedslidte. Men Helle Thorning Schmidt blev valgt til ny formand med en udmelding om, at hun var parat til at forringe efterlønsordningen. Det blev senere til partiets forslag om gradvis at hæve alderen fra 60 til 62 år, og skærpe anciennitetskravet fra 20 til 38 års medlemskab af a- kassen. Mogens Lykketoft førte valgkamp på en skarp og præcis kritik af regeringens skattestop og stramme styring af kommunernes økonomi - det fører til udsultning af de kollektive velfærdsordninger og øge uligheden, sagde han. Med Socialdemokraternes skatteudspil fra januar 2006 har man i alt væsentligt accepteret regeringens skattepolitik og stramme udgiftsstyring af den offentlige sektor, om end med visse forbehold og modifikationer. (se boxen). Man er sågar parat til at diskutere skattelettelser, idet evt. øgede indtægter ved at stoppe skattehuller skal bruges til at lette skatten på arbejde. Det hidtil så bastante krav om, at besparelserne ved "velfærdsreformerne" ikke må bruges til skattelettelser, men derimod til forbedringer af velfærden på andre områder, er opgivet. Det fremgår af skatteoplægget, at det gælder først efter at Socialdemokraterne er kommet til magten. Dermed har man afvæbnet sig selv fuldstændig over for Anders Fogh Rasmussens strategi, som jo netop er at fedte Socialdemokraterne ind i et medansvar for forringelserne, for derefter at score vælgergevinsten ved - op til næste valg - at lave skattelettelser sammen med Dansk Folkeparti. I tilgift vil Anders Fogh få en yderligere svækket Socialdemokratisk ledelse, der skal bruge mange ressourcer på at forklare sig over for baglandet i partiet og i fagbevægelsen. Som det ser ud nu, ligner Socialdemokraternes udspil til velfærdsreformer og skattestop et rent politisk selvmål, for ikke at sige selvmord. Det bliver i det hele taget svært at forklare forskellen til de borgerlige partier i den kommende valgkamp. Hvad er det for en social profil man kan fremvise, når man på forhånd har bundet sig til, at en større skattereform skal gennemføres af et "bredt flertal i folketinget". Det er da en vetoret til de borgerlige partier, der vil noget. Der lægges ganske vist op til at flytte en del af skatteopkrævningen fra arbejde til bolig. Det kan, 2 / 7

3 afhængig af hvordan det gennemføres, medvirke til at øge ligheden mellem ejere og lejere. Men det kan samtidig medføre øget ulighed mellem dem, der er i arbejde, og dem der ikke er, med mindre man samtidig regulerer overførselsindkomsterne kraftigt opad. Det sidste er ikke med i Socialdemokraternes skatteudspil. Vi vil tværtimod se en gentagelse af tidligere forslag om en kraftig forhøjelse af det såkaldte "jobfradrag", der er jo netop ikke kommer overførselsindkomsterne til gode. Konklusionen må være, at den Socialdemokratiske ledelse i alt væsentligt har accepteret den nyliberalistiske dagsorden. Det viser sig i accepten af myten om "ældrebyrden" som begrundelsen for, at man må skære i efterlønnen m.m. Det viser sig i accepten af en vækst i den offentlige sektor, som er lavere end væksten i samfundet som helhed, hvilket jo vil videreføre den langsomme men sikre udsultning af den offentlige sektor, som Anders Fogh-regeringen er gået i gang med. Det korte af det lange er, at Socialdemokraterne nu er parat til at administrere regeringens skattestop og udgiftsstyring - en lille smule lempeligere, javist, men stadig med store negative konsekvenser for den velfærdsstat, man i sin tid gik i spidsen for at opbygge. Opbakning fra LO Den nye Socialdemokratiske ledelse får aktiv opbakning til sit halsbrækkende projekt fra LO's daglige ledelse. Det fremgår af den omfattende velfærdsrapport - "I arbejde for velfærd" - som LO udgav i november Hans Jensen skriver i forordet, at rapporten "dokumenterer og forklarer LO's overordnede strategier til at nå et bedre samfund". Rapporten fungerer samtidig som en "teoretisk" underbygning af den nye partiledelses strategi. Der er en række gode forslag og især mange gode hensigter i rapporten. Men grundlæggende adskiller den sig ikke fra den analyse, som regeringens Velfærdskommission og en række andre borgerlige økonomer er kommet med. Rapporten accepterer myten om den voksende "ældrebyrde", selvom "byrden" iflg. LO's økonomer ikke bliver helt så tung at bære, som regeringens velfærdskommission har analyseret sig frem til. Men der sættes ikke spørgsmålstegn ved Velfærdskommissionens helt igennem forrykte regnestykker, som jo blandt andet bygger på, at det private forbrug skal forøges med 120 procent gennem de næste 30 år. LO anerkender derfor, "at længere levetid skal medføre en forhøjelse af den officielle pensionsalder" - som om det var en naturlov! Da der samtidig "skal være plads til" 5 år på efterløn, har man accepteret, at retten til at gå på efterløn ved de 60 forsvinder på et tidspunkt. På en lang række andre punkter lægger rapporten op til en tilpasning til den nyliberalistiske dagsorden. Den overordnede økonomiske politik skal tilrettelægges, så "der ikke opstår flaskehalse". Derfor er det logisk nok, at der stort set ikke er nogle konkrete forslag til hvordan der skabes nye arbejdspladser, men en del forslag til, hvordan man kan "øge arbejdsudbuddet", vel vidende at et øget arbejdsudbud uden en tilsvarende etablering af nye arbejdspladser, blot fører til øget konkurrence mellem lønmodtagerne. Der lægges op til, at velfærdsydelser i højere grad skal være betinget af "optjeningsret". "Fritvalgsordninger" og "tilkøbsydelser" på velfærdsområdet skal udbygges, brugerbetaling "kan være med til at dæmpe og kvalificere efterspørgslen". Der lægges op til at skære ned på de "meget gunstige SU-regler". I stedet må de studerende låne, selvom man indrømmer, at det vil "ramme socialt skævt". 3 / 7

4 Et vigtigt middel i integrationen på arbejdsmarkedet skal være den såkaldte "trappemodel" - et pænt ord for en af arbejdsgivernes kæpheste, nemlig "indslusningsløn" (og i øvrigt diskrimination af værste skuffe!). Skattepolitisk lægges der op til omlægning fra skat på arbejde til beskatning af jord og fast ejendom. Men det følges op af en fordobling af det såkaldte "jobfradrag" og vil dermed føre til øget ulighed, da der - ligesom hos Socialdemokraterne - ikke tales om at ændre den uretfærdige regulering af overførselsindkomsterne. LO's velfærdsrapport lyser langt væk af, at man er parat til næsten hvad som helst for at komme med ved bordet når der forhandles efter- og videreuddannelse. Det er vigtigt at være til stede ved det bord, men uacceptabelt, hvis prisen er accept af nedskæringer på en række velfærdsydelser og stramninger af dagpengeregler m.m. Modstanden vokser Mens ledelserne i Socialdemokratiet og LO gør klar til forlig med regeringen, vokser utilfredsheden med konsekvenserne af regeringens politik. Lige siden Anders Foghs første regeringsår har mange fagforeninger og arbejdspladser løbende protesteret og aktioneret imod regeringens indgreb i overenskomsterne (deltidslov, forbud mod eksklusivaftaler) og forringelser på arbejdsmiljøområdet. Undervejs er det også lykkedes at tvinge regeringen på tilbagetog i forhold til nedsættelse af dagpengesatserne og forsøg på at begrænse strejkeretten. A-kassernes Samvirke har fra dag 1 været blandt de skarpeste kritikere af regeringens mange forsøg på at undergrave de faglige A-kasser, og forringe efterlønsordningen, og er det stadigvæk. Lejerbevægelsen og de almennyttige boligforeninger har protesteret energisk mod regeringens tyveri fra landsbyggefonden. Det lykkedes ikke at forhindre dette, men der blev bremset op for planerne om at sætte den almennyttige boligsektor på aktier. Forskellige grupper af offentligt ansatte har løbende aktioneret imod nedskæringer på sygehuse, skoler og daginstitutioner, i mange tilfælde sammen med brugerne. De uddannelsessøgende, fra folkeskoleelever til universitetsstuderende, har været meget aktive under hele Fogh-regimet, med store demonstrationer, underskriftindsamlinger m.m. Mange andre grupper har protesteret imod forskellige sider af regeringens politik. Bistands- og solidaritetsorganisationer har protesteret imod nedskæringerne på ulandsbistanden. Danmarks Sociale Forum har sat fokus på, at nyliberalismen er en international foreteelse, ligesom det årlige Forum bidrager til debatterne om en alternativ dagsorden. Det samme gør ATTAC, andre anti-globaliseringsbevægelser, kvindebevægelser og organisationer, og ikke mindst finder dette udtryk i modstanden mod krigen i Irak, der har ført til mange store folkelige manifestationer i Europa og hele verden. På det økonomiske område får de borgerlige økonomer kamp til stregen fra "Den alternative Velfærdskommission". Også blandt kunstnere og kulturfolk vokser viljen til at sige fra over for krigen i Irak og den måde vi behandler flygtninge og indvandrere på. Krisen om Muhammed-tegningerne viser, at det endnu engang lykkes Statsministeren og Dansk Folkeparti at splitte lønmodtagerne ved at puste til fremmedfrygt og fremmedhad. Det har til gengæld kaldt mange demokratisk og humanistisk indstillede mennesker på barrikaderne for at vise, 4 / 7

5 at der er et andet Danmark. I begyndelsen af 2006 er flere forbund blev langt mere aktive. I februar afholdt skolelærerne et stormøde for over 1000 tillidsrepræsentanter i protest mod det nye "sorte" skoleforlig og planlægger nu en aktionsdag d. 22. marts. Som det eneste af forbundene i LO's daglige ledelse, har FOA sagt klart fra til forringelser af efterlønsordningen, med en underskriftindsamling, der indtil nu har givet underskrifter. BUPL tilsluttede sig underskriftindsamlingen, og har på et stormøde med 1700 deltagere mobiliseret alle sine tillidsfolk til kampagne mod nedskæringerne i kommunerne under parolen "Nu er det nok". Modstanden må samles Socialdemokraternes og LO's udmeldinger er et stort problem for modstanden mod den borgerlige regering. Det gør det langt sværere at samle til aktiviteter i fagforeninger og andre bevægelser, for ikke at tale om udviklingen af et alternativ til den nyliberalistiske dagsorden. Det spænder ben for en samlet opposition i folketinget, og hvis Socialdemokraterne rent faktisk går med i et forlig, betyder det et endegyldigt farvel til en sådan. Det gør det endnu mere nødvendigt, at der tages initiativer til at samle den voksende modstand, som jo endnu er spredt og i høj grad rettet mod delspørgsmål. Det er opgaven for alle de aktive dele af fagbevægelsen, og alle der vil en anden, og solidarisk dagsorden, at bidrage hertil. Fagligt Ansvar og LO-Storbyerne har taget mange initiativer, der peger i den retning. Strategien har været klar fra det store tillidsmandsmøde, der blev afholdt af Fagligt Ansvar i Silkeborg d. 1. marts Her vedtog ca. 750 tillidsrepræsentanter blandt andet følgende: "Det er derfor helt afgørende, at fagbevægelsen offensivt formulerer kravene til en ny politik, og tager konkrete initiativer, der kan samle hele arbejderbevægelsen og andre folkelige organisationer om et fælles alternativ til den borgerlige dagsorden". Denne målsætning blev bekræftet på konferencen i Århus d. 7. september 2002, som var indkaldt af LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar i fællesskab. Her deltog mere end 800 tillidsrepræsentanter. Blandt vedtagelserne var en udtalelse, der formulerede konkrete krav til en række politikområder, som den frie forhandlingsret, rettigheder til de ledige, uddannelse, arbejdsmiljø og krav til større solidaritet over for folk uden for arbejdsmarkedet, flygtninge og indvandrere. Der blev også vedtaget en lang række nye aktiviteter, blandt at man skulle gennemføre en konference for udvikling af en ny politik. Efter længere tids forberedelse og diskussioner blev en sådan afholdt d. 28. august Her deltog ca. ca. 750 tillidsrepræsentanter fra stort set alle forbund inden for det private og det offentlige. Repræsentanter for S, SF og Enhedslisten var også til stede med oplæg. Konferencen vedtog med alle stemmer mod 1 et oplæg fra arrangørerne, igen LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar, om "Faglige krav til en ny politik". Her var det fælles grundlag udvidet væsentligt, med mange konkrete krav til områder som velfærd, skat, beskæftigelse, bolig, arbejdsmiljø, trafikmiljø-energivelfærdspolitik, og krav til fred, frihed og demokrati. Konferencen vedtog det som et debatoplæg, med henblik på yderligere diskussion i fagforeningerne. Planen var, at endelig vedtagelse skulle ske på en ny konference d. 1. marts Men der kom et folketingsvalg i vejen, så i stedet indkaldte man til et tillidsmandsmøde d. 21. januar, hvor oplægget blev vedtaget, og formelt overrakt til repræsentanter for S, SF og Enhedslisten. Det blev understreget, at de "faglige krav" var den platform, som de tilsluttede fagforeninger gik ind 5 / 7

6 i valgkampen på, og at det var med henblik på gennemførelsen af disse krav, at man anbefalede medlemmerne at støtte et af de tre arbejderpartier ved valget. Det skete i erkendelsen af, at en forudsætning for at gennemføre de opstillede krav er et andet flertal i Folketinget, og en regering som vil benytte sig af flertallet til at gennemføre en mere socialt retfærdig politik. SF og Enhedslisten meldte klart ud, at de støttede de "Faglige Krav". Samme klare støtte kom der ikke fra Socialdemokratiets repræsentant, men der var en udtrykt vilje til at samarbejde. Efterfølgende har LO-Storbyerne og Fagligt Ansvar afholdt fælles debatter og seminarer, hvor man har debatteret med repræsentanter for S, SF og Enhedslisten, og blandt andet aftalt, at der må etableres nogle rammer for en langt mere offensiv diskussion af, hvad det egentlig er for et samfund vi vil have. Forårets politiske forhandlinger om "velfærdsreformer" og kommunernes økonomi gør det helt nødvendigt, at aktiviteterne øges. Det er afgørende, at der bliver taget udgangspunkt i aktuelle spørgsmål og kamptemaer, der opleves som nærværende for den brede befolkning, som for eksempel forringelser på velfærdsområdet, ikke mindst i kommunerne, begrænsningerne af det lokale demokrati gennem strukturreformen, hetzen imod flygtninge og indvandrere, som en afgørende forhindring for en ordentlig integration. LO-Storbyerne er allerede i gang med en kampagne i forhold til nedskæringerne i kommunerne, hvor det overordnede tema er at placere ansvaret hos regeringen. Fagligt Ansvar søsætter i slutningen af marts en informationskampagne, med nye foldere om centrale velfærdstemaer, og er samtidig i fuld gang med at sondere mulighederne for at samle alle progressive kræfter til en koordineret indsats over for regeringens dagsorden. Socialdemokratiets skattestop Den 28. januar 2006 kom Socialdemokraternes udspil "Klar besked om skatten" som vi her gengiver hovedpunkterne i: "Efter et regeringsskifte" skal skattestoppet også gælde for kollektiv trafik, daginstitutioner og voksenuddannelse Skattestoppet må ikke stå i vejen for en effektiv indsats mod skattehuller, skattefiduser og skattespekulation Skattestoppet på ejerboliger skal suppleres med målrettede huslejenedsættelser i de "dyreste" almene boliger og flere og billigere boliger i områder med stærkt stigende boligpriser, men lejerne skal selv betale, idet midlerne skal tages i Landsbyggefonden. Det offentlige forbrug kan udvikle sig "i takt med" det private forbrug uden at skatterne stiger. Men det er politisk meldt ud, at man accepterer et loft over den offentlige vækst på 1 %, i modsætning til regeringens 0,5 %. (I 2005 var væksten i samfundets økonomi på 3,4 %, væksten i det offentlige var på 1,3%) Evt. øgede indtægter der måtte komme ved at stoppe "skattehuller" skal bruges til at "lette skatten på arbejde" Den "øgede velfærd" skal finansieres ved at tage af overskuddet i statskassen og i form af såkaldte "velfærdsreformer" (læs: nedskæringer blandt andet på efterlønsordningen). 6 / 7

7 Der skal gennemføres en skattereform af et "bredt flertal i folketinget" med "lavere skat på arbejde, uændret skattetryk og forenkling af skattesystemet". Se i øvrigt Månedens Citat på forsiden. 7 / 7