Modeller for styrket samarbejde mellem sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet

Transkript

1 N OTAT Modeller for styrket samarbejde mellem sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet Indhold 1. Baggrund for projektet 2. Resumé 3. Dataanalyse af registerdata 4. Kvalitative casestudier i udvalgte kommuner 5. Modeller for bedre integration 6. Implikationer af modellerne a. Organisatoriske implikationer b. Implikationer i forhold til styring og økonomi c. Implikationer i forhold til rehabiliteringsteams og ressourceforløb d. Implikationer i forhold til data og monitorering 7. Videre proces for Fase II/ a. Indledning b. Støtte til implementering c. Lokale data d. Evaluering af modellerne e. Tidsplan Bilag vedlagt notatet: Dataanalyse (fuld rapport) Kortlægningsnotat Modelnotat 1

2 1. Indledning 1.1 Baggrund og formål Lange sygedagpengeforløb og tidlige førtidspensioneringer koster årligt kommunerne mange penge. Et enkelt sygedagpengeforløb over 52 uger koster kommunen kr. En ung førtidspensionist koster kommunen op i mod 8 mio. kr. i forsørgelsesudgifter over et livsforløb. Årsagerne til de lange forløb og alt for mange tidlige førtidspensioneringer af unge med psykiske problemer er blandt andet lange udredningsforløb (især i forhold til borgere med psykiske problemer) og sager, hvor det er vanskeligt at stille en diagnose. Men problemerne skyldes også, at kommunerne langtfra altid formår at koordinere og udnytte sine egne ressourcer og tilbud med henblik på at opnå et effektivt rehabiliteringsforløb. Denne problemstilling blev behandlet i KL s sundhedsudspil fra marts 2012, hvor indgangsvinklen var at se på, hvordan sundhed i højere grad kan bidrage til at sikre borgere uden for arbejdsmarkedet en hurtigere vej tilbage til deres arbejdsplads efter endt sygdom eller når sygdom er blevet til en kronisk lidelse. Dette udviklingsarbejde følger op på sundhedsudspillet og fokuserer på borgere, der ofte er i kontakt med flere kommunale velfærdsområder end blot sundhedsområdet. KL s sundhedsudspil peger på, at der i hensynet til både borgeren og den kommunale økonomi er et væsentligt behov for, at kommunerne i højere grad fokuserer på kommunens samlede udfordringer i forhold til kronisk syge og borgere med psykiske lidelser. Det betyder et større fokus på de grupper af borgere, som fylder i kommunerne og et større fokus på at give tilbud, som også inkluderer dem, der ikke er på arbejdsmarkedet og som skal bringes tilbage dertil. En meget stor del af de samlede udgifter til førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp, aktiv beskæftigelsesindsats, rehabilitering og det øvrige træk på det behandlende sundhedsvæsen er knyttet til de samme borgere Der er derfor behov for, at kommunerne styrker samarbejdet og integrationen internt og i større udstrækning gennemfører den forebyggende indsats i tilknytning til øvrige aktiviteter i kommunen, herunder især i forhold til jobcentrene. Et styrket samarbejde mellem jobcentrene og de kommunale og regionale sundhedstilbud rummer potenti a- le for at opspore udsatte borgere hurtigere, ligesom samarbejdet rummer potentiale for, at syge borgere kan vende (hurtigere) tilbage til arbejdsmarkedet ligesom unge med især psykiske problemer kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Jobcentrene kan være den indgang til kommunen, en misbruger, en kronisk syg eller psykisk syg borger har, da borgere kan være havnet i kontanthjælps- eller sygedagpengesystemet, fordi de har fysiske eller psykiske sygdomme, som gør, at de ikke kan varetage et job. KL ønsker med dette udviklingsarbejde at understøtte kommunerne i at opnå et helhedsorienteret fokus på borgerne og på kommunens samlede indsatser i forbindelse med rehabilitering for at opnå, at en større andel borgere vender helt eller delvist tilbage til arbejdsmarkedet frem for tilbagetrækning fra arbejdslivet. Projektets hovedformål er: 2

3 at udvikle modeller for et styrket samarbejde mellem beskæftigelses-, socialog sundhedsområdet om relevante målgrupper. Formålet med modellerne er at foreslå organisatoriske rammer, procedurer for konkrete borgertyper og redskaber, der sikrer at de relevante dele af kommunerne vender sig imod hinanden på en systematisk måde for at opnå en sammenhængende beskæftigelsesrettet rehabiliteringsindsats med henblik på at bringe borgere hurtigere gennem sygdomsforløbet og tilbage til arbejdsmarkedet. Som grundlag for at udvikle modellerne, har projektet gennemført følgende delanalyser: Registeranalyser, der ser på kronisk syge borgere og psykisk syge borgers forsørgelseshistorik samt deres risiko for at ende på varig forsørgelse. Analysen danner det kvantitative grundlag for nogle af de målgrupper, som modellerne centrerer sig om. Analyser af lokale data fra 7 deltagende kommuner af borgere, der modtager sundhedstilbud samt tilbud på beskæftigelses- og/eller socialområdet. Analysen har til formål at se på de borgere, der har sager flere steder (dvs. fællesmængden af borgere) og beskrive hvad der karakteriserer disse borgere samt hvilke sundheds- og socialtilbud, som borgerne modtager i kombination med ydelser og tilbud på beskæftigelsesområdet. Kvalitative casestudier, der identificerer de typiske barrierer kommunerne støder på i deres forsøg på at samarbejde om borgere uden for arbejdsmarkedet. Endvidere fokuserer casestudierne på good practice, der viser hvad kommunerne kan gøre for at bygge bro mellem områderne. Modellerne skal med andre ord overkomme de væsentligste barrierer identificeret i casestudierne og fra øvrige kendte nationale evalueringer. Projektets hovedfokus er på målgrupper, risikofaktorer og organisatoriske barrierer. Modellerne forholder sig til de organisatoriske rammer for indsatsen, og de indeholder ikke nye indsatser, der skal iværksættes. Udviklingen af nye indsatser kan dog være et ganske væsentligt biprodukt af, at der samarbejdes mere systematisk om fælles målgrupper. Projektet hviler på den grundpræmis, at et styrket samarbejde i sig selv flytter noget. Det øgede samarbejde og de styrkede relationer mellem dele af forvaltningerne i kommunerne betyder, at borgerene matches bedre og mere fleksibelt til de eksisterende tilbud, der ligeledes kan tilbydes i kombination med hinanden. Projektet har et specifikt fokus på kommunernes interne forhold omkring samarbejdet om borgere udenfor arbejdsmarkedet. I modellerne peges der også specifikt på behovene for samarbejde med aktører uden for kommunerne som de praktiserende 3

4 læger og det regionale behandlingssystem, om end der ikke forslås konkrete samarbejdsstukturer for koordineringen med disse dele af sundhedsvæsenet. KL har entreret med Rambøll med henblik på at få konsulentstøtte til at gennemføre kvalitative analyser i udvalgte kommuner og for at få udviklet modelelementer. KL har forestået de registerbaserede analyser, der har omfattet samkørsel af data. 1.2 Formålet med notatet I dette notat afrapporteres hovedresultaterne fra delanalyserne. Analyse af lokale data fra syv deltagende kommunerne er fortsat i proces og indgår derfor ikke i dette notat. Delprojektet afrapporteres senere i 2013 som del af projektets anden fase. Projektets anden fase vil omfatte en pilotafprøvning af de foreslåede modeller samt en afprøvning i større skala. I bilag er vedlagt rapporter i deres fulde længde. Dette vedrører: Registeranalyser af kronisk syge og psykisk sygeborgers forsørgelseshistorik og risiko for varig offentlig forsørgelse. Kortlægning af barrierer, målgrupper og muligheder for styrket integration mellem beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet (Caseanalyser fra syv kommuner) Modeller for organisering af integrerede beskæftigelses-, social- og sundhedsindsatser i kommunerne. Formålet med notatet er at samle de væsentligste resultater på tværs af projektets delanalyser samt at beskriver, hvilke implikationer modellerne har for kommunerne. Implikationerne er væsentlige at tage i betragtning i forhold til implementeringen af m o- dellerne i en anden fase af projektet. Implikationerne omfatter styring, finansiering, modellernes sammenhæng til FØP/Fleks-reformen, data, monitorering og it. Notatet giver endvidere en kort præsentation af rammerne for en fase II, der har til formål at implementere modellerne i kommunerne med ekstern støtte samt efterfølgende at evaluere modellernes konkrete resultater i et forskningsbaseret design. En evt. evaluering vil indbefatte, at der er et fornødent antal kommuner, der ønsker at indgå i en implementering samt at der opnås en ekstern bevilling til evalueringen 1.3 Metoden og sammenhængen i projektet Projektet gør brug af både kvalitative og kvantitative data som grundlag for at udvikle modeller for bedre sammenhæng mellem beskæftigelses-, social og sundhedsområdet. 4

5 Metoden kan illustreres ved følgende model: Modeludvikling Målgrupper og risikofaktorer Fællesmængden af borgere og deres social-/sundhedsindsatser Målgrupper, barrierer og muligheder for integration Registeranalyser Section 1.01 Lokale data Casestudier i kom. Registeranalyserne viser borgere med kronisk sygdom, kræft og psykiske lidelser hvilken tilknytning har til arbejdsmarkedet over en periode på 12 år, herunder deres selvforsørgelsesgrad og typer af offentlig forsørgelse. Registeranalyser peger endvidere på nogle borgergrupper, der er i særlig risiko for at ryge helt ud af arbejdsmarkedet, og som modellerne skal forholde sig til. På den anden side bidrager de kvalitative casestudier til en dybere forståelse af, hvilke organisatoriske barrierer kommuner oplever for samarbejdet i forhold til nogle specifikke målgrupper. Der er ikke fuld overensstemmelse mellem de borgertyper som den kvantitative analyse og den kvalitative analyse peger på. Det skyldes blandt andet begrænsninger i registrene i forhold til at kunne finde de sammen typer af borgere som kommunerne peger på i interviewene. Endvidere peger kommunerne på borgertyper, der har store udfordringer, men som ikke nødvendigvis er i behandling i sundhedsvæsenet. Det betyder selvfølgeligt, at de ikke indgår i registrene på sundhedsområdet. Projektet har desuden identificeret lokale data for social- og sundhedsindsatserne i syv kommuner, der skal sammenkøres med registerdata fra sundheds- og beskæftigelsesområdet. Denne del af analysen kan i modsætning til registeranalysen komme tættere på, hvilke borgere der modtager hvilke social- og sundhedsindsatser i kommunerne. De lokale data bidrager til at anskueliggøre omfanget af borgere, der både modtager social- og sundhedstilbud samt ydelser på beskæftigelsesområdet dvs. fællesmængden af borgere på tværs af forvaltninger. Ligeledes vil analyserne vise, hvad der karakteriserer disse borgere, og hvilke sundheds- og socialindsatser de modtager i relation til indsatser og ydelser på beskæftigelsesområdet. Denne viden vil indgå som del projektets anden fase. 1.4 Projektets aktiviteter Projektet har gennemført en række workshops med de 18 involverede kommuner: 1. Kick-off workshop d. 6. november 2012 om rammerne for projektet på direktørniveau 5

6 2. Workshop om barrierer og muligheder for integration. Afholdt d. 12. november 2012 med fagpersoner 3. Workshop om analyse af borgerforløb, dataanalyse og karakterisering af lokale data. Afholdt d. 24. januar Workhop om lokale data i udvalgte kommuner. Afholdt d. 6. marts Workshop om drøftelse af modelelementer på baggrund af analyser i kommunerne. Afholdt d. 12. marts for fagpersoner 6. Workshop om drøftelse af modelelementer på baggrund af forløbsanalyser i kommunerne. Afholdt d. 18. marts for direktører. 7. Præsentation af modeller og projektets fase II. Afholdt d. 22. maj for direktører og ledere. Slides fra de forskellige workshops er tilgængelig på: Udover workshops er der gennemført 7 casestudier i udvalgte kommunerne som grundlag for at identificere barrierer for integration og tiltag for at sikre sammenhæng på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet. Gennem casebesøg i Kerteminde, Roskilde og Skive kommuner er der kortlagt og analyseret konkrete borgerforløb for at afdække kontakter, som borgerne typisk har i kommunen eller i det regionale sundhedsvæsen under et sagsforløb. Derudover er der gennemført fire casebesøg i Frederiksberg, Horsens, Randers og Næstved kommuner, som alle har haft fokus på kommunernes erfaringer med at etablere kommunale tværfaglige samarbejdsmodeller. I den forbindelse er det afdækket, hvilke snitflader og barrierer kommunerne har oplevet i forhold til at realisere et tværfagligt samarbejde. Resultaterne af de kvalitative analyser er rapporteret i et særskilt notat,, der er tilgængeligt på: Sideløbende med de kvalitative analyser, har KL gennemført en kvantitativ analyse af borgere med kronisk sygdom og borgere med psykiske lidelser. Fokus i analysen har været på borgernes arbejdsmarkedstilknytning samt på faktorer, der har betydning for, hvorvidt de ender på varig offentlig forsørgelse. KL s samlede rapport er tilgængelig på: Endvidere er der lavet et særskilt notat, der går i dybden med de foreslået modeller, der er tilgængeligt på: 6

7 1.5 Hvilke kommuner har deltaget Deltagelse i projektet har været åbent for alle kommuner, der modtog en invitation fra KL i sensommeren Følgende kommuner har valgt at deltage i projektet: Brønderslev Frederiksberg Esbjerg Jammerbugt Halsnæs Herning Horsens Kalundborg Kerteminde København Middelfart Næstved Randers Rebild Roskilde Silkeborg Skive Aabenraa KL vil gerne takke kommunerne og deres medarbejdere for engagement og involvering i projektets forskellige aktiviteter. 7

8 2. Resumé De følgende sider giver et kort resumé af notatets forskellige hovedkonklusioner. 2.1 Konklusioner fra registeranalysen Dataanalysen giver et billede af de kronisk syge, kræftramte og psykisk syge borgeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Analysen ser både på borgernes historiske forsørgelsesgrundlag for perioden 1995 til 2006 og ikke mindst hvordan disse borgere klarer sig i perioden 2007 og frem til Analysen giver svar på hvem det er, som får tilkendt en førtidspension? Og hvilke faktorer der har betydning for tilkendelsen? Officielle tal fra Ankestyrelsen viser, at for 65 pct. af borgerne, som tilkendes en førtidspension, er kronisk, kræft eller psykisk sygdom 1 årsagen til tilkendelsen. De psykiske sygdomme er i dag den mest betydende årsag til tilkendelsen af førtidspension, og udgør 50 pct. af samtlige tilkendelser. De kroniske og psykiske syge borgere er altså dem, som fylder meget i førtidspensionsstatistikken. Det er forventeligt, at borgere med en større sygdomstyngde trækker mere i sundhedsvæsenet og ikke mindst på beskæftigelsessystemet end en gennemsnitlig borger. Det er samtidig forventeligt, at disse borgere i højere grad førtidspensioneres. Analysen viser dog, at der er store forskelle mellem borgere i de forskellige sygdomsgrupper. Det gælder både i forhold til deres historiske forsørgelsesgrundlag og ikke mindst i forhold til deres sandsynlighed for at få tilkendt en førtidspension. Borgere med en klassisk kronisk sygdom og kræft har generelt en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Mens borgere med psykiske sygdomme generelt har en noget svagere tilknytning. Det gælder særligt de borgere, som har en psykotisk lidelse. Hvad der kendetegner og hvad der gør sig særlig gældende for borgere med forskellige sygdomme er vist herunder. Resultaterne viser væsentlige forskelle mellem grupperne, som kommunen kan tage i betragtning, når en indsats tilrettelægges. Boks 2.1: Klassisk kronisk sygdom (diabetes, hjertekarsygdomme, kroniske lungesygdomme, knogleskørhed og leddegigt) Hvad kendetegner den gennemsnitlige borger med en klassisk kronisk sygdom? I høj grad selvforsørgende En smule oftere kvinder 46 år Vestlig oprindelse Har i højere grad en faglært uddannelse Har i gennemsnit 13 uger på sygedagpenge i en periode på 5 år Haft 4 besøg på somatisk sygehus på en periode på 5 år 1 Diabetes, hjertekarsygdomme, kronisk lungesygdom, knogleskørhed og kræft. Det skal bemærkes, at det ikke nødvendigvis er samme afgrænsning på diagnoserne for tilkendelsen af førtidspension og de kroniske sygdomsdiagnoser. 8

9 Væsentlige forhold for borgere med en klassisk kronisk sygdom Borgere med en ikke-vestlig oprindelse har næsten dobbelt så stor en risiko for at få tilkendt førtidspension, som borgere med en vestlig oprindelse. Har borgeren med en klassisk kronisk sygdom samtidig en psykisk sygdom øges risikoen for førtidspension med 91 pct. i forhold til alene at have en klassisk kronisk sygdom. For borgere med en forholdsvis stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, sker der en stærk acceleration i forekomsten af risikoindikatorer og i tab af selvforsørgelsesgrad i de sidste tre år før tilkendelse af førtidspension. Boks 2.2: Kræft Hvad kendetegner den gennemsnitlige borger med kræft? I høj grad selvforsørgende Væsentligt oftere kvinder 48 år Vestlig oprindelse Har i højere grad en videregående uddannelse Bopæl i Region Syddanmark og Region Sjælland Har i gennemsnit 24 uger på sygedagpenge i løbet af en periode på 5 år Haft 11 besøg på somatisk sygehus på en periode på 5 år Væsentlige forhold for borgere med kræft Borgere med kræft er den sygdomsgruppe, som trækker mest på det somatiske sundhedsvæsen og har tilsvarende flest uger på sygedagpenge. Har borgeren med kræft samtidig en psykisk sygdom øges risikoen for førtidspension med 159 pct. i forhold til alene at have kræft. En ekstra indlæggelse i det somatiske sygehusvæsen, i løbet af fem år, øger risikoen for førtidspension med 6 pct. Ligesom for borgere med en klassisk kronisk sygdom sker der en stærk acceleration i forekomsten af risikoindikatorer og i tab af selvforsørgelsesgrad i de sidste tre år før tilkendelse af førtidspension. Boks 2.3: Psykotiske lidelser Hvad kendetegner den gennemsnitlige borger med en psykotisk lidelse? Har en mindre stabil tilknytning til arbejdsmarkedet En smule oftere kvinder 36 år Flere med ikke-vestlig oprindelse Er i højere grad ufaglært Bopæl i Region Hovedstaden Har i gennemsnit 65 uger på kontanthjælp i en periode på 5 år Haft 25 besøg på psykiatriske sygehus i en periode på 5 år Væsentlige forhold for borgere med psykotiske lidelser Borgere med psykotiske lidelser trækker relativ mest i det psykiatriske sund- 9

10 hedsvæsen. De har i gennemsnit været på kontanthjælp i 65 uger, eller 1 ¼ år i en femårig periode. For den samlede befolkning er det tilsvarende tal ca. 12 uger. Borgere med en psykotisk lidelser er således 5 gange så meget på kontanthjælp som den gennemsnitlige borger. 25 pct. af borgerne med en psykotisk lidelse tilkendes førtidspension i perioden 2007 til Det gælder for to pct. af den samlede befolkning. Boks 2.4: Ikke-psykotiske lidelser Hvad kendetegner den gennemsnitlige borger med en ikke-psykotisk lidelse? En del selvforsørgende, men også mange med en mindre stabil tilknytning til arbejdsmarkedet Væsentligt oftere kvinder 41 år Vestlig oprindelse Har i gennemsnit 21 uger på sygedagpenge i løbet af en periode på 5 år og 30 uger på kontanthjælp i den samme periode Haft 4 besøg på psykiatriske sygehus i en periode på 5 år Væsentlige forhold for borgere med ikke-psykotiske lidelser Borgere med ikke-psykotiske lidelser har et forholdsvis lavt træk i sundhedssystemet, men er til gengæld ligeså lang tid på sygedagpenge som borgere med kræft, der har det største træk på sundhedssystemet. 13 pct. af borgerne med en ikke-psykotisk lidelse tilkendes en førtidspension i perioden 2007 til Det gælder for to pct. af den samlede befolkning. For borgere med en ikke-psykotisk lidelse, er der 8 gange større risiko for at ende på førtidspension, hvis de er kontanthjælpsmodtagere sammenholdt med den selvforsørgende. Der er over 4 gange så stor en risiko for at få tilkendt en førtidspension, hvis borgeren med en ikke-psykotisk lidelse har en ikke-vestlig oprindelse end for de borgere, som har en vestlig oprindelse. 2.2 Konklusioner fra de kvalitative analyser Formålet med de kvalitative analyser har været at afdække centrale barrierer for at integrere løsninger på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområderne, afdække relevante snitflader og identificere fremadrettede løsningsmuligheder. Der er gennemført workshops med relevante kommunerepræsentanter og casebesøg, der dels har kortlagt borgerforløb, dels god praksis. De kvalitative analyser peger på, at modeller for bedre samarbejde skal sikre at: Det tværgående samarbejde er politisk og ledelsesmæssigt understøttet med fx fælles målsætninger på tværs af forvaltningsområder og ledelsesmæssig tydelighed om, hvordan udgifter og eventuelle gevinster forbundet med samarbejdet fordeles mellem de involverede fagområder 10

11 Der tilvejebringes værktøjer, som understøtter de fælles målsætninger og indsatser, herunder IT-adgang til oplysninger på tværs af fagområder, redskaber der let skaber overblik over samarbejdspartnere eller lignende Der sikres rammer, der understøtter det tværgående samarbejde, og på tværs af fagområder skabes overblik over relevant sektorlovgivning, samt relevante tilbud og ydelser. Der kan også gøres erfaringer med særlige værktøjer eller procedurer til samarbejdet med almen praksis, fx statusattester, som unde r- støtter en tidligere inddragelse af almen praksis vurdering Der sker relevant dokumentation af effekter af indsatser Der etableres redskaber og kompetencer til opsporing af problemstillinger hos kendte borgere For at sikre et hensigtsmæssigt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere bør m o- dellerne imødekomme, at Det eksterne samarbejde med almen praksis og speciallæger understøttes med tiltag som fx forløbskoordination, tværfaglige teams eller lignende, og Der i samarbejde med arbejdsgivere sker relevant tidlig opsporing, når det bevirker, at langvarige sygedagpengeforløb fx kan afkortes ved at der tidligere igangsættes relevante indsatser. Der bør i den forbindelse overvejes, hvordan virksomhederne kan sikres let adgang Endelig bør modellerne tage højde for ulemperne ved beskæftigelseslovgivningen samt de økonomiske incitamentsstrukturer i beskæftigelseslovgivningen, som har stor indflydelse på kommunernes tilbudssammensætning mv. 2.3 Modeller for styrket samarbejde Modellerne er prioriterings- og samarbejdsmodeller, der giver kommunerne et redskab til at prioritere, hvilke borgertyper, de vil sætte særligt fokus på. Derudover b e- skriver modellerne centrale samarbejdsstrukturer, der gør det lettere for kommunerne at igangsætte et tværfagligt integreret samarbejde. Modellerne angiver dels hvilke ledelses-, finansierings- og it-mæssige strukturer, der skal være til stede i kommunen, når man vil etablere et tværfagligt integreret samarbejde. Dels indeholder modellerne en beskrivelse af, hvilke fagområder, der skal sa m- arbejde for de enkelte borgertyper, og hvilke redskaber, der skal anvendes til at understøtte det tværfaglige samarbejde. Modellerne er bygget op omkring seks borgertyper, hvor der vurderes at være et potentiale. For fire borgertyper er det primære formål at optimere kommunernes samlede indsatser til borgeren. Det gælder for de borgere, der allerede har en sag og modtager indsatser på både beskæftigelses-, sundheds- og/eller socialområdet. For to borgertyper er det primære formål i højere grad at anlægge en investereringsbetragtning, hvor forventningen er, at man gennem en forbedret tværfaglig screening og udredning kan give borgeren andre eksisterende indsatser med et rehabiliterende sigte med 11

12 henblik på at få borgerne tættere på arbejdsmarkedet. I modellerne lægges der op til, at de andre eksisterende indsatser leveres af henholdsvis sundheds- og socialområdet. I den nedenstående tabel præsenteres de 6 borgertyper sammen med en angivelse af modellernes primære vægtning af hhv. en optimerings- og investeringsbetragtning for de enkelte borgertyper. De 6 borgertyper er kategoriseret efter deres typiske ko m- pleksitet og arbejdsmarkedstilknytning, således at borgertype 1 kan betegnes som den lette del af målgruppen, mens borgertype 6 kan betegnes som den tunge del af målgruppen. Tabel 2.3: Præsentation af de 6 borgertyper og modelelementer Hvem? Hvorfor? Hvilke fagområder skal samarbejde? Borgertype 1: Borgere med fysiske lidelser (muskelskeletsygdomme) Borgertype 2: Borgere med psykiske lidelser (på sygedagpenge) Borgertype 3: Borgere med psykiske lidelser (på kontanthjælp) Borgertype 4: Borgere med en kombination af fysiske og psykiske lidelser Borgertype 5: Borgere med diffuse lidelser med tendens til livsstilsudfordringer Borgertype 6: Unge med psykiske lidelser evt. med en kombination af misbrug. Optimering af parallelle eksisterende forløb Investering i øgede sundheds- og sociale indsatser til borgeren Optimering af parallelle eksisterende forløb Optimering af parallelle eksisterende forløb Investering i øgede sundheds- og sociale indsatser til borgeren Optimering af parallelle eksisterende forløb Beskæftigelse Sundhed Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Social 2.4 Implikationer af modellerne Når en kommune ønsker at implementere modellerne er der en række forhold, som kommunen skal tage stilling til, for at tilpasse modellens rammer og elementer til den kommunale stuktur. Kommunens skridt mod implementeringen af modellerne er illustreret i nedenstående figur. 12

13 Figur 6.1 : En kommunes skridt mod implementering af modellerne I afsnittet om modeller er der forslag til, hvordan ledelse, it-understøttelse, finansiering og lovgivningsmæssige rammer håndteres. Forslagene kan suppleres med overvejelser omkring særligt finansieringsmodeller, ledelsesinformation og sammenhængen til de igangværende reformer på beskæftigelsesområdet. Hvis modellen skal rumme en øget investering i integrerede indsatser, kan der skits e- res to finansieringsmodeller: Model a: Beskæftigelsesområdet bestiller og betaler - social- og sundhedsområdet leverer Model a indebærer, at beskæftigelsesområdet køber tilbudsydelser på kommunens eget social- og sundhedsområdet for de specifikke målgrupper, der opnås enighed om. Det betyder, at der er behov for, at indholdet af tilbudsydelser fra social- og sundhedsområdet skal være præcist defineret og prisfast, og at der etableres en intern afregningsmodel mellem områderne. For at social- og sundhedsområdet kan etablere den nødvendige kapacitet må de have en vis sikkerhed for indtjeningen, hvilket kan estimeres i aftaler mellem områderne, der fx godkendes politisk, og eventuelt afgrænset til nogle nærmere definerede målgrupper. Det må dog fortsat gælde som grun d- læggende princip, at beskæftigelsesområdet køber det bedste og billigste tilbud, og at tilbud fra social- og sundhedsområdet vurderes i forhold til tilbud fra anden aktør. Model b: Social- og sundhedsområdet investerer - beskæftigelsesområdet visiterer 13

14 Model b indebærer, at der træffes politisk beslutning om, at social- og sundhedsområdet tildeles nye ressourcer til at investere i indsatser, der forventes at reducere perioden på offentlige forsørgelse for nærmere definerede borgergrupper. Modellen indebærer ligeledes, at beskæftigelsesområdet får mulighed for at visitere borgere til tilbuddene inden for en nærmere fastsat ramme. Derudover skal der tages stilling til, hvilke data der skal indsamles mhp. opfølgning og ledelsesinformation. Det vil typisk være data om de integrerede indsatser og de berørte borgeres efterfølgende forsørgelsesgrundlag samt data vedr. en sammenlignelig kontrolgruppe eller historiske data. I forhold til reformen af førtidspension og fleksjob skal modellerne ses som et bud på, hvordan der kan iværksættes en tidligere indsats end kommunen er forpligtet til som følge af reformen. I forhold til kontakthjælpsreformen kan modellerne ses som et bud på, hvordan kommunerne kan implementere kravet om en mere helhedsorie n- teret indsats for de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere. Der udestår dog et arbejde med at indarbejde kravene i kontanthjælpsreformen i modellerne. 2.5 Fase II Projektets første fase afsluttes med denne afrapportering. Dette er samtidig star t- skuddet for projektets anden fase, der har til formål at afprøve og evaluere de beskrevne modeller i kommunerne. Anden fase vil samtidig indeholde implementeringsstøtte til de kommuner, der tilmelder sig. Deltagelse i projektets anden fase vil blive meldt bredt ud til alle kommuner. Anden fase vil strække sig fra efteråret 2013 og tre et halvt år frem. Første del af fase to vil omfatte en periode, hvor de deltagende kommuner får etableret de organisatoriske rammer for den eller de modeller, der udvælges til implementeringen. Første del af fase II vil samtidig udgøre en pilotfase, hvor modellernes elementer kan justeres i forhold til kommunernes behov og lokale forhold. Pilotafprøvning vil særligt foregå i par udvalgte kommuner af de som tilmelder sig anden fase. Pilotkommunerne vil blive fulgt tættere end de øvrige kommuner. He n- sigten er at starte pilotafprøvningen op sideløbende med, at øvrige deltagende kommuner får etableret rammerne for afprøvning. Efter afprøvningen tilpasses modelle r- ne erfaringerne fra pilottesten inden storskalaimplementeringen igangsættes i alle de l- tagende kommuner. Formålet er at sikre, at modellerne har været testet inde n storskala afprøvning. Pilotafprøvningen har samtidigt det formål at bidrage til formuleringen af realistiske succeskriterier for evalueringen af modellerne. Det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvilken model eller modeller, der giver mest mening at afprøve. Det må basere sig på kommunens vurdering af antallet af borgere i målgruppen og hvor langt man i øvrigt er i forhold til at organisere sig tværgående mellem områderne. Forslagene til modeller kan også indgå som inspiration til at justere allerede eksisterende samarbejdsmodeller, som kommunerne allerede har 14

15 etableret, men hvor der kan være behov for at ændre rammer og elementer med henblik på at opnå større gevinster. 15

16 3. Dataanalyse af registerdata 3.1 Formål Dataanalysens primære formål er at undersøge kroniske syge, kræftramte og psykiske syge borgeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Dataanalysen vil desuden forsøge at identificere mulige risikofaktorer, som er medvirkende til, at borgerne mister tilkny t- ningen til arbejdsmarkedet. Dataanalysen vil forsøge at besvare følgende spørgsmål: Hvordan ser borgere med en kronisk eller psykisk sygdoms forsørgelseshistorik ud? Og hvad karakteriserer borgere med en kronisk eller psykisk sygdom? Hvilke faktorer er medvirkende til, at borgerne permanent falder ud af arbejdsmarkedet? Hvad forklarer dette? Er der risikoindikatorer, som man skal holde øje med? 3.2 Afgrænsning Analysen inddrager de borgere, som - har en eller flere af de klassiske kroniske sygdomme; diabetes, hjertekarsy g- domme, kroniske lungesygdomme, knogleskørhed og leddegigt, og/eller - har været i behandling for kræft og/eller - i behandling for en psykisk sygdom fordelt på psykotiske lidelser; skizofreni og andre personlighedsforstyrrelser og ikke-psykotiske lidelser; angst, depression og adfærdsforstyrrelser. Borgere med muskelskelet sygdomme er en gruppe, som fylder meget ude i kommunerne. I denne analyse er det dog kun knogleskørhed og leddegigt, som indgår. Dette skyldes, at det kan være vanskeligt at definere og afgrænse den samlede gruppe af borgere med muskelskelet sygdomme. Gruppen af borgere med knogleskørhed og leddegigt udgør derfor en mindre andel af de klassiske kroniske sygdomme end hvad man kunne forvente af en samlede gruppe af borgere med muskelskelet sygdomme. Udgangspunktet for udvælgelsen er en borgers situation ved indgangen til Borgerne udvælges på baggrund af deres kontakter med sundhedsvæsenet og medicinforbrug 2. Det vil sige, at de borgere, der inkluderes i analysen, alle har en eller flere af de nævnte sygdomme i Se bilag 1 for en uddybende beskrivelse af populationsbeskrivelsen. 16

17 Analysen ser på borgere, der var mellem 19 og 60 år ved indgangen til Ved at sætte den nedre aldersgrænse til 19 år udelukkes borgere, der har et så svært medfødt handicap eller lignende, at de af den grund kan være afskåret fra at have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor indgår mental retardering ej heller i gruppen af borgere med psykotiske lidelser. Ved at sætte den øvre grænse til 60 år sikres, at borgere i hele analyseperioden befinder sig i den erhvervsaktive alder. Desuden gælder, at borgerne ikke må have fået tilkendt en førtidspension inden udvælgelsesperioden i 2007, dvs. borgerne i 2007 fortsat har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Endvidere er pe r- soner, som er afgået ved døden eller udvandret, dvs. ikke længere bor i Danmark, i perioden 2007 til 2011 udeladt af opgørelsen. Ved at tage udgangspunkt i borgere med kroniske og psykiske sygdomme i 2007, giver analysen mulighed for at følge borgernes vej på og ud af arbejdsmarkedet over perioden 2007 til Analysen bygger på data fra forskellige registre heriblandt Landspatientsregistret, det Psykiatriske Centralregister og arbejdsmarkedsstyrelsen DREAM register. 3.3 Resultater Herunder sammenfattes resultater fra dataanalysen. Sammenfatningen ser på tværs af de forskellige sygdomsgrupper. HVEM ER DE KRONISKE OG PSYKISKE SYGE BORGERE? Mange kroniske og psykiske syge i den erhvervsaktive alder I 2007 er der mere end borgere, i alderen år, med mindst en af de fire kroniske og psykiske sygdomme, jf. tabel 3.1. Borgerne kan have en kombination af en eller flere af disse sygdomme og kan derfor indgå i flere sygdomsgrupper. Derfor summer de fire sygdomsgrupper ikke med antallet af borgere med kroniske og psykiske sygdomme i alt. Tabel 3.1: Antal borgere i populationen og deres dominerende indkomstgrundlag i 2006 fordelt efter sygdomsgrupper (pct.). Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk I alt Antal individer Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Anm.: Summen af de fire sygdomsgrupper stemmer ikke nødvendigvis med i alt, da borgerne kan have flere sygdomme. Der er flest borgere med en af de klassiske kroniske sygdomme, diabetes, hjertekarsygdomme, kroniske lungesygdomme, knogleskørhed og leddegigt. Den næststørste gruppe er borgere med en ikke-psykotisk lidelse. Alene antallet af sygdomsramte for disse to sygdomsgrupper kan være en begrundelse for, at det er borgere med enten en af de klassiske kroniske sygdomme her gælder det særligt borgere med hjertekarsygdomme og kroniske lungesygdomme, som udgør hovedparten af de borgere 17

18 med en klassisk kronisk sygdom eller borgere med ikke-psykotiske lidelser, som kommunen særligt skal fokusere på. Det skal bemærkes, at der kan være stor variation mellem borgerne i de forskellige sygdomsgrupper og ikke mindst inden for den enkelte sygdomsgruppe. Således kan man forvente, at borgere med diabetes har en større tilknytning til arbejdsmarkedet end borgere der har en svær grad af kroniske lungesygdomme. Ligeledes vil der være stor forskel på kræftramte borgeres tilknytning til arbejdsmarkedet og deres 5-års overlevelsesrate. Borgere med en højere 5-års overlevelsesrate må forventes at have en større tilknytning til arbejdsmarkedet. Fælles for de fire sygdomsgrupper gælder dog, at ingen af borgerne er så syge så de i perioden 2007 til 2011 er afgået ved døden. Det afspejler særligt for borgere med kræft, at det er de stærkere borgere, som er inkluderet i analysen. For de borgere, som har mere end én kronisk eller psykisk sygdom, er det kombinationen af klassisk kronisk sygdom og ikke-psykotiske lidelser, som er mest udbredt. Denne kombination af sygdomme udgør 57 pct. af alle mulige tilfælde med mere end én sygdom. Forskel i hvad der kendertegner borgere med forskellig sygdom Der er stor variation i hvad der karakteriserer den gennemsnitlige borger med forskellige sygdomme. Der kan desuden være stor variation inden for den enkelte sygdomsgruppe. Baggrundskarakteristika er dog et vigtigt skridt i identificering af borgertyper. Således at en indsats bedre kan målrettes. Det giver samtidigt et billede af hvor stærke borgerne med forskellig sygdom er, men også et billede af hvor udfordringerne kan være. Alt det kan være med til at tegne det overblik der er behov for, når der skal tænkes tværfaglige samarbejde. Det kan altså være et første skridt i at identificere nogle borgertyper. Der er en overvægt af kvinder blandt borgere med kroniske og psykiske sygdomme i den erhvervsaktive alder. Særligt kræft og ikke-psykotiske lidelser er domineret af kvinder. Over 60 pct. af borgerne i de to sygdomsgrupper er kvinder, jf. tabel 3.2. En forklaring til overvægten af kvinder med kræft kan være at flere kvinder end mænd overlever kræft, da mænd har en tendens til at gå senere til lægen og sygdommen af den grund opdages i et senere stadie. 3 Tabel 3.2: Udvalgte baggrundskarakteristika fordelt efter sygdomsgrupper. Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Gns. Alder 46,0 47,9 35,5 41,2 40,2 Mænd (andel) 0,49 0,36 0,46 0,37 0,50 Ikke-vestlig oprindelse (andel) 0,05 0,03 0,10 0,07 0,07 Hele befolkningen 3 Se bl.a. Ministeriet for sundhed og forebyggelses nye kampagne: Rigtige mænd går til lægen. 18

19 Ufaglært (andel)* 0,33 0,27 0,57 0,40 0,40 Faglært (andel)* 0,40 0,38 0,23 0,34 0,33 Videregående uddannelse (an- 0,25 0,33 0,16 0,24 0,25 del)* Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. *Hele befolkningen udgør her årige, da det ikke er muligt at afgrænse uddannelsesniveau til årige. Der er desuden en stor spredning i alderen. Gruppen af borgere med en klassisk kronisk sygdom og kræft har i gennemsnit en højere alder end den samlede befolkning. Det kan afspejle, at disse sygdomme i højere grad rammer borgere i den ældre del af befolkningen. Borgere med psykotiske lidelser er i gennemsnit yngre end den samlede befolkning. Det kan afspejle, at ældre borgere med psykotiske lidelser tidligt i livet får tilkendt en førtidspension. Det betyder et langt liv på offentlig forsørgelse. Derfor kan der være god grund til at tage fat i denne gruppe tidligt. (Analysen viser fx, at 25 pct. af borgerne med psykotiske lidelser fik tilkendt en førtidspension i perioden 2007 til 2011.) En lidt større andel af borgere med psykotiske lidelser har en ikke-vestlig oprindelse sammenholdt med den samlede befolkning. 10 pct. af borgere med psykotiske lidelser har en ikke-vestlig oprindelse. Det tilsvarende tal for den samlede befolkning er 7 pct. For borgere med kræft er det kun 3 pct. som har en ikke-vestlig oprindelse. Borgere med psykotiske lidelser er i højere grad ufaglærte sammenholdt med den samlede befolkning (57 pct. mod 40 pct. i den samlede befolkning), mens borgere med kræft i højere grad har en videregående uddannelse sammenholdt med befolkningen (33 pct. mod 25 pct.). Der kan dog være flere forskellige faktorer til, at en større andel af borgere med kræft har en videregående uddannelse. Det kan fx være en konsekvens af, at borgere som er ufaglærte har en højere dødlighed. Forskellig træk på sundheds- og beskæftigelsessystemet Borgere med kroniske og psykiske sygdomme trækker forskelligt i sundheds- og beskæftigelsessystemet. Det afspejler i høj grad tyngden af sygdommen, som kan være varierende mellem de forskellige sygdomsgrupper, og ikke mindst inden for den enkelte sygdom. Borgere med kræft er den gruppe, som i gennemsnit trækker mest i det somatiske sundhedsvæsen, mens borgere med psykotiske lidelser i gennemsnit trækker mest i det psykiatriske sundhedsvæsen, jf. tabel 3.3. Tabel 3.3: Udvalgte baggrundskarakteristika fordelt efter sygdomsgrupper. Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Sundhed ( ) Antal besøg, somatik 4,3 10,9 3,1 3,5 Antal sengedage, somatik 4,4 10,5 9,6 4,4 Hele befolkningen 19

20 Antal besøg, psykiatri 0,6 0,4 24,5 4,3 Antal sengedage, psykiatri 0,6 0,4 28,2 4,1 Beskæftigelse ( ) Uger på sygedagpenge 12,9 24,0 18,7 20,7 7,5 Uger på kontanthjælp 12,9 6,7 65,2 30,3 11,7 Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Anm.: Beregningen af uger på sygedagpenge og kontanthjælp for hele befolkningen er summen af alle uger på hhv. sygedagpenge og kontanthjælp i perioden for borgere i alderen sat i forhold til alle borgere i aldersgruppen. Borgere med psykotiske lidelser har det største træk i beskæftigelsessystemet. De har i gennemsnit været på kontanthjælp i 65 uger i en periode på fem år. Det svarer til 1¼ år på kontanthjælp eller 25 pct. af perioden. Borgere med ikke-psykotiske lidelser er den gruppe, som har det næststørste træk. Og borgere med ikke-psykotiske lidelser har næsten lige så mange uger på sygedagpenge, som borgere med kræft. Men der er til gengæld forskel på de to gruppers træk i sundhedsvæsenet. Borgere med kræft trækker i højere grad på sundhedssystemet sammenholdt med borgere med ikkepsykotiske lidelser. Borgere med de klassiske kroniske sygdomme er den gruppe, som i gennemsnit trækker mindst på både sundheds- og beskæftigelsessystemet. Det kan dog dække over stor variation indenfor gruppe afhængig af hvor behandlingskrævende sygdommen er. Forskel i tilknytningen til arbejdsmarkedet Borgernes historiske forsørgelsesgrundlag siger noget om deres hidtidige arbejdsmarkedstilknytning og kan dermed være en indikation af deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Analysen af borgernes historiske forsørgelsesgrundlag, for perioden 1995 til 2006, viser at borgerne generelt kan inddeles i fire borgertyper. Typerne er navngivet efter det dominerende indkomstgrundlag for borgerne i perioden 1995 til Den sel v- forsørgende har primært været selvforsørgende i perioden 1995 til Pendleren er en borgertype, som skifter meget mellem forskellige indkomstgrupper, mens kontanthjælpsmodtageren har kontanthjælp, som den dominerende indkomstgruppe. Den unge har primært været umyndig i analyseperioden og har derfor i begrænset omfang modtaget nogen form for offentlig forsørgelse. Borgere med kræft og klassisk kronisk sygdom er de to grupper, der har den største tilknytning til arbejdsmarkedet. Hele 75 pct. af borgerne med kræft og 66 pct. af borgerne med en klassisk kronisk sygdom kan karakteriseres som selvforsørgende i perioden frem til Borgere med psykotiske lidelser har den ringeste tilknytning. Her er det kun 25 pct., der kan karakteriseres som selvforsørgende. Det betyder, at der er faktisk er rigtig mange borgere med kræft og en klassisk kronisk sygdom, som har klaret sig selv og haft en ret stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er dog fortsat en gruppe af borgere med kræft og klassisk kronisk sygdom og særligt borgere med psykiske sygdomme, som i større eller mindre omfang har en 20

21 løsere og vigende tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det er særligt disse borgere kommunerne skal være opmærksomme på. Tabel 3.4: Borgertyper fordelt efter sygdomsgrupper (pct.). Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Den selvforsørgende 66% 75% 25% 50% Pendleren 21% 17% 31% 29% Kontanthjælpsmodtageren 6% - 21% 11% Den unge 7% 8% 23% 10% Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Anm.: Forløbsanalysen bygger på en tilfældig stikprøve på observationer. - For borgere med kræft kan der ikke findes en type, som på baggrund af forsørgelseshistorikken, kan karakteriseres som kontanthjælpsmodtagere. KRONISKE OG PSYKISKE SYGE BORGERES RISIKO FOR FØRTIDS- PENSION Flest borgere med psykotisk lidelser får førtidspension I perioden 2007 til 2011 er der i alt lidt over borgere, som tilkendes en førtidspension. Det svarer til ca. 2 pct. af den samlede befolkning mellem 18 og 64 år. For borgere med en psykotiske lidelse er det hele 25 pct. af borgerne, som i løbet af perioden 2007 til 2011 får tilkendt en førtidspension. Det er den sygdomsgruppe, hvor flest borgere tilkendes en førtidspension. For borgere med en klassisk kronisk sygdom og for borgere med kræft gælder det kun for 7 pct. af borgerne. Igen kan der være variation mellem de forskellige sygdomsgrupper og inden for hver enkelt sy g- domsgruppe. Det viser, at sygdom til en vis udstrækning har betydning for, hvorvidt borgeren tilkendes en førtidspension. Det gælder særligt for borgere med psykiske sygdomme. Tabel 3.5: Antal og andel borgere som i perioden 2007 til 2011 tilkendes en førtidspension fordelt efter sygdomsgrupper. Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Andel 7% 7% 25% 13% Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Anm.: Analysen bygger på en tilfældig stikprøve på observationer. Andelen, der tilkendes en førtidspension, stemmer dog overens med andelen for den samlede population. Hvilke risikofaktorer har betydning for tilkendelsen af førtidspension? Udover sygdom kan der være andre forhold, som har betydning for, hvorvidt en borger tilkendes førtidspension. Disse risikofaktorer belyses ved en statistisk metode, som gør det muligt at vurdere om et givent forhold enten forøger eller formindsker sandsynligheden for at få tilkendt en førtidspension. 21

22 Analysen ser konkret på, hvorvidt de syge borgere får tilkendt en førtidspension eller ej i perioden 2007 til Denne del skal give en mere nuanceret forståelse af, hvilke forhold udover sygdom, der kan have betydning for borgerens tilknytning til a r- bejdsmarkedet. For de fire sygdomsgrupper er det de samme risikofaktorer, med undtagelse af én, som øger (rød) eller mindsker (grøn) sandsynligheden for førtidspension, jf. tabel 3.6. Tabel 3.6 viser endvidere hvor stor betydning risikofaktorerne har. Resultaterne viser således, hvor meget sandsynligheden for at blive førtidspensioneret i perioden ændres, hvis en variabel ændres med en enhed, og alle andre variable i modellen samtidig er ens. Resultaterne siger altså noget om, hvor meget sandsynligheden øges eller mindskes med. Det bliver med andre ord muligt at vurdere, hvordan fx køn, alder, uddannelse påvirker sandsynligheden for, at en borger får tilkendt førtidspension. Klassisk kronisk Kræft Psykotisk Tabel 3.6: Udvalgte resultater fra den logistiske regressionsanalyse odds ratios. Psykisk sygdom Ikkepsykotisk Borgertyper Pendleren 2,30 2,39 2,00 1,66 Den unge.. 1,80 3,04 Kontanthjælpsmodtageren 2,27 1,71 8,04 Demografi Alder 1,05 1,04 1,04 1,05 Køn (mand). 0,71 1,34 1,19 Etnicitet (ikke-vestlig) 1,91 1,92 2,28 4,29 Civilstand (gift) 0,78 0,72 0,89 0,87 Ufaglært 1,42 1,23 1,25 1,26 Faglært 1,95 1,50 1,29 1,53 Sundhed Besøg, somatik 1,03 Indlæggelser, somatik 1,06 1,05 1,04 Sengedage, somatik 1,01 1,01 1,00 1,00 Besøg, psykiatri 1,01 1,01 Indlæggelser, psykiatri 1,40 Sengedage, psykiatri 1,003 1,004 Antal kroniske og psykiske sygdomme 1,42 1,38 1,33 1,39 Psykisk sygdom (ja) 1,91 2,59 5-års overlevelsesrate 0,99 Beskæftigelse Antal uger på kontanthjælp 1,02 1,02 1,01 Antal uger på sygedagpenge 1,03 Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Anm.: Alle variable er statistiske signifikante. Variablen har ingen statistisk effekt. 22

23 Betydningen af de enkelte faktorer er forskellig på tværs af sygdomsgrupper. Derfor er det vanskeligt at sammenligne på tværs og man kan dermed heller ikke entydigt slutte ud fra de enkelte faktorer, hvad der har størst betydning. Resultaterne er angivet i odds ratios, som kan beskrives som et mål for risikoen eller oddset for at få tilkendt en førtidspension. Effekten af at være en bestemt borgertype har den selvforsørgende som udgangspunkt, effekten af højst fuldførte uddannelse har borgere med en videregående uddannelse, som udgangspunkt, effekten af bopælsregion har Region Hovedstaden som udgangspunkt. Pendleren med en klassisk kronisk sygdom har en odds ratio på 2,3 det svarer til, at pendleren har 130 pct. større risiko eller har over dobbelt så stor en risiko for at få tilkendt førtidspension, end den selvforsørgende. Det gælder altså for borgere med en klassisk kronisk sygdom, som har samme alder, uddannelse, træk i hhv. sundhedssystemet og i beskæftigelsessystemet mv. Dvs. når alle andre faktorer er ens. Det samme gør sig gældende for pendleren med kræft og en psykotiske lidelse. Der er således ikke den store afvigelse for pendleren hen over de forskellige sygdomsgrupper. For kontanthjælpsmodtageren er der en noget større afvigelse. For borgere med ikkepsykotiske lidelser er der 8 gange større risiko for at ende på førtidspension, hvis de er kontanthjælpsmodtagere sammenholdt med den selvforsørgende, mens det tilsvarende tal for borgere med psykotiske lidelser er 71 pct. En mindre specificerede model for borgere med en klassisk kronisk sygdom, hvor variablen antal uger på kontanthjælp ikke er inkluderet, viser, at kontanthjælpsmodtagerne har 8 gange større risiko for at ende på førtidspension sammenholdt med den selvforsørgende, jf. bilag 6. Det viser, at det særligt er varigheden af kontanthjælpen, som er afgørende. De tunge kontanthjælpsmodtagere, har således større risiko for at ende på førtidspension. Borgere med ikke-vestlig oprindelse har en større risiko for at ende på førtidspension sammenholdt med borgere med vestlig oprindelse (herunder dansk). For borgere med en klassisk kronisk sygdom er der 91 pct. større sandsynlighed for at ende på førtidspension for borgere med ikke-vestlig oprindelse end for borgere med vestlig oprindelse. Det tilsvarende tal for borgere med ikke-psykotiske lidelser er, at der er over fire gange større sandsynlighed for, at borgere med ikke-vestlig oprindelse får tilkendt en førtidspension. For borgere med psykotiske lidelser har mænd 34 pct. større risiko for at få tilkendt en førtidspension end kvinder. Mens det tilsvarende tal for borgere med ikkepsykotiske lidelser er 19 pct. Mænd med kræft har til gengæld 29 pct. mindre risiko for at ende på førtidspension end en tilsvarende kvinde. Forskellige sundhedsvariable øger sandsynligheden for førtidspension. Én ekstra in d- læggelse på et somatisk hospital, i perioden 2002 til 2006, øger sandsynligheden for førtidspension for borgere med kræft med 6 pct. Mens én ekstra indlæggelse på et somatisk hospital øger sandsynligheden for førtidspension for borgere med ikke- 23

24 psykotiske lidelser med 4 pct. Jo flere sengedage borgerne har, desto større er deres risiko for at ende på førtidspension. Jo flere af de fire sygdomsgrupper borgeren indgår i, desto større er risikoen for at få tilkendt førtidspension. Én ekstra sygdom øger risikoen for førtidspension med 42 pct. for borgere med en klassisk kronisk sygdom. Det tilsvarende tal for borgere med ikke-psykotiske lidelser er 39 pct. Borgere med en klassisk kronisk sygdom, som foruden den somatiske sygdom også har en psykisk sygdom, har 91 pct. større risiko for at få tilkendt en førtidspension end borgere, som kun har den klassisk kronisk sygdom. For borgere med kræft er der over dobbelt så stor risiko for at få tilkendt en førtidspension, hvis borgeren samtidig har en psykisk sygdom, sammenholdt med borgere med kræft uden en psykisk sygdom. Én ekstra uge på kontanthjælp i perioden 2002 til 2006 øger sandsynligheden for førtidspension for borgere med en klassisk kronisk sygdom og kræft med 2 pct. Udvalgte risikoindikatorer De statistiske analyser viser, at træk på kontanthjælps- og/eller sygedagpengesystemet og forbrug af sundhedsydelser er væsentlige faktorer i forhold borgerens risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Analyserne har givet inspiration til at opstille seks forskellige risikoindikatorer, som de kommunale sagsbehandlere relativt let vil kunne identificere, jf. boks 3.1. Det er desuden indikatorer, hvor kommunerne har mulighed for at forebygge og modvirke en negativ udvikling. Boks 3.1: De seks udvalgte risikoindikatorer. 1. Modtaget kontanthjælp i mindst halvdelen af året. 2. Modtaget sygedagpenge i mindst tre sammenhængende måneder det seneste år. 3. Mindst 4 skift i forsørgelsesgrundlaget det seneste år. 4. Indlæggelse af mindst 5 dages varighed. 5. Flere end 3 indlæggelser i løbet af seneste år. 6. Kontakt med psykiatrien i mindst 2 af de seneste 5 år. Sammenhæng mellem risikoindikatorer og selvforsørgelsesgraden. Der er en ganske tydelig sammenhæng mellem forekomsten af ovenstående risikoindikatorer og udviklingen i borgerens selvforsørgelse i de sidste syv år forud for tilkendelse af en førtidspension, jf. boks 3.2. Boks 3.2 Flere risikoindikatorer, når man nærmer sig førtidspension Jo tættere man kommer på tidspunktet for tilkendelse af førtidspension, jo flere risikoindikatorer. Denne sammenhæng gælder for alle fire sygdomsgrupper. 24

25 Denne tydelige sammenhæng viser i sig selv, at der er grund til at være meget opmærksom på antal risikoindikatorer for den enkelte borger, og ikke mindst om der kommer nye risikoindikatorer til. Det gælder uanset sygdomsgruppe. Forløbet frem mod en førtidspension er dog meget forskelligt for personer med en relativt stabil hhv. svag tilknytning til arbejdsmarkedet syv år før tilkendelse af fø r- tidspension, jf. boks 3.3. For personer, der førhen havde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, sker der en stærk acceleration i forekomsten af risikoindikatorer, jf. figur 3.1, og i tab af selvforsørgelsesgrad, jf. figur 3.2, i de sidste tre år før tilkendelse af førtidspension. Figur 3.1 viser altså hvor stor en andel af de borgere, der tilkendes en førtidspension, som har hhv. ingen (blå), én (rød), to (grøn), tre (lilla) og fire (lyseblå) risikoindikatorer. Mens figur 3.2 viser den gennemsnitlige selvforsørgelsesgrad syv til ét år inden tilkendelsen af førtidspension. Boks 3.3. Forskel på udvikling i risikoindikatorer og tab af arbejdsmarkedstilknytning For personer som syv år før tilkendelse havde en relativt stabil tilknytning til arbejdsmarkedet sker der en markant acceleration i antallet af risikoindikatorer og tab af selvforsørgelsesgrad i de sidste tre år før tilkendelse af førtidspension. I denne gruppe finder man bl.a. personer med en klassisk kronisk sygdom, kræft og/eller borgere på sygedagpenge. For personer som syv år før tilkendelse af førtidspension allerede havde en svag arbejdsmarkedstilknytning reduceres selvforsørgelsesgraden derimod langsomt og gradvist frem mod tilkendelse af førtidspension. I denne gruppe finder man bl.a. kontanthjælpsmodtagere og personer med psykotiske lidelser. Analysen kan ikke sige noget om, hvad der sker tre år inden tilkendelsen af førtidspension. Det kan der være mange forklaringer på, som ikke er belyst her. Det interessante er dog, at det gør sig gældende, for de borgere med en forholdsvis stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, på tværs af sygdomsgrupperne. Figur 3.1: Fordeling af antallet af risikoindikatorer for borgere med klassisk kronisk sygdom, som førtidspensioneres i 2007 (andel). 1,00 0,90 0,80 0,70 0,60 0,50 0,40 0,30 0,20 0,10 0,00 0, Figur 3.2: Udvikling i selvforsørgelsesgraden for kroniske syge førtidspensionister i årene op til tilkendelse. Selvforsørgelsesgrad 0,80 0,70 0,60 0,50 0,40 0,30 0,20 0,

26 Kilde: Egne beregninger pba. Danmarks Statistiks forskerordning. Kilde: Egne beregninger pba. Danmarks Statistiks forskerordning. Forskellen på de to grupper fortæller, at der kan være gode grunde til at være særlig opmærksom, når antallet af risikoindikatorer pludselig øges for en person, der tidlig e- re har haft en relativt stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan det, fordi det kan være et signal om, at der kan ske en stærk og hurtig svækkelse af tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor kan det være relevant med et forøget fokus på risikoindikatorerne for denne borger gruppe. For borgere med en mindre stabil tilknytning til arbejdsmarkedet er selvforsørgelse s- graden allerede lav syv år inden tilkendelsen af førtidspension. Borgere med psykotiske lidelser har en selvforsørgelsesgrad på 36 pct. syv år før, jf. tabel 3.7. De har altså en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet allerede inden tilkendelsen af førtidspe n- sion. Hvilket kan være en begrundelse for, at der ikke ses samme acceleration i tabet af selvforsørgelsesgraden tre år inden tilkendelsen af førtidspension. Tabel 3.7: Selvforsørgelsesgraden for borgere, der tilkendes en førtidspension fordelt efter sygdomsgrupper syv år før tilkendelse af førtidspension (pct.). Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Selvforsørgelsesgrad, 7 år før Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. Forskel i arbejdsmarkedstilknytning inden tilkendelse af førtidspension. Borgernes tidligere arbejdsmarkedsstatus har betydning for udviklingen i antallet af risikoindikatorer og tilkendelsen af førtidspension. Arbejdsmarkedsstatus en uge før tilkendelsen af førtidspension viser, at over 50 pct. af borgere med kræft var på sygedagpenge, jf. tabel 3.8. Det indikerer, at disse borgere i højere grad, for inden tilkendelsen af førtidspension, har en vis form for tilknytning til arbejdsmarkedet. Mens 60 pct. af borgerne med en psykotisk lidelse var på kontanthjælp ugen før tilkendelsen af førtidspension. Tabel 3.8: Status ugen før tilkendelsen af førtidspension fordelt på sygdomsgrupper. Psykisk sygdom Klassisk kronisk Kræft Ikkepsykotisk Psykotisk Sygedagpenge 42,2 54,1 17,5 32,0 Kontanthjælp 30,6 18,3 59,3 42,0 Øvrige 27,3 27,6 23,1 26,0 Kilde: Egne beregninger på baggrund af Dannmarks Statistiks forskerordning. 26

27 3.4 Sygdomsgrupper På baggrund af resultaterne fra dataanalysen kan borgere med forskellige sygdomme karakteriseres. Der er flest borgere med en klassisk kronisk sygdom og ikke-psykotiske lidelser. I analysen har borgere en af de klassiske kroniske sygdomme og har en ikke-psykotiske lidelse. Der er borgere med kræft og har en psykotiske lidelse. Det der kendertegner den gennemsnitlige borgere med forskellige sygdomme kan ses herunder. 27

28 For yderligere fordybning henvises til den fulde rapport bilagt som bilag 1. 28

29 4. Resultater fra de kvalitative analyser Med henblik på at afdække de centrale barrierer, der er for at integrere løsninger på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområderne, afdække relevante snitflader og identificere fremadrettede løsningsmuligheder, er der gennemført workshops med de 18 kommuner i partnerskabsprojektet, som alle har arbejdet med integrerede indsatser for udvalgte målgrupper. Kommunerne har dels deltaget i indledende workshops, dels kvalificeret konklusionerne i en efterfølgende valideringsworkshop. Derudover er der gennemført casebesøg i syv kommuner. 4.1 Analyse af borgerforløb hvor er de kritiske relationer og manglende sammenhæng Den kvalitative analyse, herunder casebesøg og workshops med projektkommunerne, har illustreret en række af de problemstillinger, som kan opstå i forløb for borgere, som har behov for ydelser fra forskellige sektorer i kommunen. Problemstillingerne er kendetegnede ved at være dels internt-kommunale, dels problemstillinger der opstår i snitfladen til ikke-kommunale samarbejdspartnere, dels barrierer eller problemstillinger, der hænger sammen med lovgivningen på området. De borgere, der kommer i spil til integrerede løsninger, er som bekendt borgere, som ofte er kendt i både jobcenter, sundhedscenter, socialforvaltning, almen praksis, den regionale psykiatri, og nogle har en tilknytning til arbejdsgiver. For særligt de unge gælder, at også Ungdommens Uddannelsesvejledning og Børne- og ungeforvaltningen vil have en rolle at spille. For nogle grupper gælder desuden, at også privatpraktiserende speciallæger er involveret. Det komplekse aktørnetværk medfører naturligt en række problemstillinger, når borgere med komplekse problemstillinger modtager ydelser i kommunerne, og som følgelig skal adresseres, når der fra politisk eller strategisk niveau træffes beslutning om at styrke den tværgående sammenhæng i opgaveløsningen.. Indledningsvis sættes fokus på de intern-kommunale problemstillinger, efterfølgende på problemstillinger relateret til samarbejdet med ekstern-kommunale aktører Intern-kommunale samarbejde Ledelsesmæssig understøttelse af det tværgående samarbejde De kommunale erfaringer viser først og fremmest, at det kræver et særligt ledelsesmæssigt fokus at gennemføre integrerede indsatser mellem forskellige forvaltningsområder. Medarbejderne i de enkelte forvaltninger oplever også, at man til en vis grad arbejder efter forskellige målsætninger for borgerne i de forskellige forvaltninger, som er reg u- leret af, at der er forskellige faglige fokus og lovgivningsmæssige rammer på sekto r- områderne. Dette kommer eksempelvis til udtryk ved, at fysioterapeuterne og ergote- 29

30 rapeuterne i sundhedscentret ikke indtænker borgerens tilbagevenden til arbejdsma r- kedet i træningsindsatsen, og ved at jobcentret ikke indtænker borgerens mere liv s- stilsmæssige udfordringer i indsatsen. Yderligere ses det ved, at indsatser på det sociale område ikke koordineres med borgerens øvrige igangværende indsatser i job- og sundhedscenter-regi. For at understøtte en gensidig forpligtigelse og engagement fra de involverede fagområder kan der derfor med fordel udarbejdes fælles målsætninger for borgeren baseret på mål fra beskæftigelses- sundheds- og socialområdet. Der er behov for netop fælles målsætninger på tværs af de forskellige fagområder, der fokuserer på borgeren, men hvor alle fagområder samtidig kan se deres eget faglige fokus. Ofte er sådanne mål imidlertid ikke formuleret. Der er også behov for, at der fra ledelsesmæssigt niveau skabes tydelighed omkring, hvordan udgifter og eventuelle g e- vinster forbundet med samarbejdet skal fordeles mellem de involverede forvaltninger. Det er også centralt at der ledelsesmæssigt skabes rammer, der understøtter en god organisering af det tværfaglige samarbejde. Det kan fx gøres ved, at der afsættes faste tidspunkter og rammer for hvem, der skal indgå i samarbejdet, samt hyppighed og konkrete tidspunkter for samarbejdet. Manglende kendskab til ydelser og tilbud på tværs af forvaltninger I de medvirkende kommuner giver sagsbehandlerne fra både beskæftigelses-, sundheds-, og socialområdet udtryk for, at det på tværs af de forskellige målgrupper er vanskeligt at få et overblik over relevante ydelser og tilbud i andre forvaltninger. En af de væsentlige interne barrierer, som kommunerne fremhæver, er, at der er man g- lende gensidigt kendskab til sektorlovgivningen i de forskellige forvaltninger og til de tilbud, som findes til målgruppen i andre tilbud. Dokumentation af effekter Det er generelt en stor udfordring for kommunerne at dokumentere effekterne af tværfaglige indsatser. Dette skyldes dels et manglende fokus på dette i den projektperiode, som projekterne er gennemført i. Dels er dokumentationen af effekterne vanskeliggjort af, at der er forskellige it-systemer i forvaltningerne, som ikke er integrerede. Derfor er de gennemførte resultatmålinger ofte gennemført manuelt, hvilket naturligvis er meget ressourcekrævende. It-barrierer De medvirkende kommuner fremhæver alle, at de eksisterende kommunale itsystemer er en barriere for at etablere et tværkommunalt samarbejde. De involverede fagområder anvender typisk forskellige it-systemer, og det gør det vanskeligt at udveksle oplysninger mellem forvaltninger. Yderligere medfører brugen af forskellige itsystemer dobbeltregistreringer af oplysninger om borgeren i forskellige systemer Eksterne problemstillinger Samarbejde med praktiserende læger 30

31 De medvirkende kommuner fremhæver alle, at de oplever udfordringer i forbindelse med samarbejdet med praktiserende læger. Særligt medarbejderne fra kommunernes jobcentre oplever, at det kan være vanskeligt at få praktiserende læger til at prioritere at indgå i et samarbejde med kommunen omkring udredning og målfastsættelse for konkrete borgere (evt. i form af en rundbordssamtale, hvor der udarbejdes fælles mål for borgeren). I forlængelse heraf oplever sagsbehandlerne, at det ofte er vanskeligt at inddrage de praktiserende læger i vurderingen af, hvorvidt en borger kan have gavn af et tilbud i kommunalt regi. Derudover er oplevelsen, at de praktiserende læger ofte vælger at sygemelde en borger eller at henvise borgeren til en speciallægeudredning uden at indgå i en dialog med kommunen. Konsekvensen for kommunerne er, at de oplever gentagne sygemeldinger fra de samme borgere (typisk borgere med diffuse lidelser), eller at de skal vente på udredninger fra speciallæger mv., før kommunens jobcenter kan igangsætte en indsats. Samarbejde med speciallæger og regionen I forbindelse med samarbejdet med speciallæger og regionen (her med særligt fokus på distriktspsykiatrien) fremhæver de medvirkende kommuner især ventetider ti l udredning som en central snitfladeproblematik. Ventetiden til udredning er medvirkende til længerevarende passivperioder i borgernes forløb og kan være med til at forvæ r- re borgerens helbred. Det skal også ses i sammenhæng med et stigende pres fra jobcentret, hvis borgeren modtager sygedagpengeydelse. Ventetiden kan i så fald udgøre en del af borgerens sygedagpengeperiode og borgeren risikerer dermed at falde for varighedsbegrænsningen og således miste sin forsørgelse. En anden central barriere i samarbejdet med speciallæger og region ses i udpræget grad hos unge med psykiske lidelser og misbrug. Netop denne borgertype har ofte et større eller mindre grad af misbrug, som vanskeliggør en behandling af borgerens psykiske lidelser, idet distriktspsykiatrien ikke igangsætter forløb, før der er taget hånd om misbruget. En anden barriere i den henseende ses internt i kommunen, da en del af denne opgave med misbrugsbehandling vil kunne varetages i kommunalt regi. Et af de tiltag, som flere kommuner har taget for at styrke samarbejdet med regionen, er oprettelse af forløbskoordinatorer, tværfaglige teams, der har fokus på problemstillingen omkring unge med psykiske lidelser, der har et misbrug samt relevant inddragelse af speciallæger. Samarbejde med arbejdsgivere På tværs af de medvirkende kommuner fremhæver medarbejdere fra jobcentre og sundhedsområdet, at et forbedret samarbejde med arbejdsgivere i kommunen kan muliggøre en tidlig opsporing af borgere med risiko for en længerevarende periode på sygedagpenge (gælder særligt for voksne og unge med psykiske lidelser og for borgere med diffuse lidelser). Kommunerne ser dels et potentiale i, at jobcentret gennem et samarbejde med virksomhederne får kendskab til sygemeldte borgere, inden der er gået 8 uger. Dels i at virksomhederne får en øget opmærksomhed på borgere, der er i risiko for en længere sygdomsperiode, eksempelvis hvis en medarbejder har mange 31

32 kortere sygdomsperioder. I sådanne situationer kan det kommunale sundhedscenter have relevante indsatser til borgerne. En af udfordringerne er, at virksomhederne generelt ønsker én indgang til kommunen for at samarbejdet ikke bliver administrativt tungt for virksomhederne. Samtidig kr æ- ver det en stor arbejdsindsats at etablere et godt samarbejde med forskellige virksomheder i kommunen, fordi der kan være en stor spredning i de virksomheder, der skal orienteres og etableres en tæt kontakt til. To kommuner har gode erfaringer med at ansætte virksomhedskonsulenter, der har en opsøgende funktion i forhold til virksomhederne i kommunen og som medvirker til en tidlig opsporing af borgere, som er i risiko for en længerevarende sygdomsperiode. Lovgivnings- og refusionsmæssige barrierer Flere af de medvirkende kommuner har fremhævet, at beskæftigelseslovgivningen er meget omskiftelig, hvilket internt i beskæftigelsesforvaltningen trækker en del re s- sourcer for at imødekomme den løbende tilpasning af organisationen. Ligeledes opleves det som en udfordring i forbindelse med at forankre og drøfte virksomme indsatser, da udviklingen i lovgivningen kan fylde meget i hverdagen. Regelforenkling og en lempelse af rettighedskravene er efterspurgt, mens der dog ikke er forhåbninger om sådanne. Der synes at være en accept af, at det er vilkårene på området, om end vilkårene ikke synes optimale. Samtidigt pointerer de medvirkende kommuner, at det kan opleves som en udfordring, at de økonomiske incitamentsstrukturer i beskæftigelse s- lovgivningen har stor indflydelse på kommunens tilbudssammensætning og omfang af givne tilbud. 4.2 God praksis hvad peges der på i kommunerne? Kommunale erfaringer viser, at flere forskellige faktorer er afgørende for, om det lykkes at integrere indsatser på tværs af social-, sundheds- og/eller beskæftigelsesområderne. Det gælder fx kulturel omstilling af medarbejdere i forskellige forvaltninger, relevant opsporing af sociale eller sundhedsfaglige problemstillinger hos kendte borgere i jobcentret, samarbejde med almen praksis, metoder til at styrke organisering og samarbejde, IT-understøttelse samt politisk og ledelsesmæssigt fokus. En afgørende faktor er at der ledelsesmæssigt arbejdes hen imod en kulturel omstilling, så de forskellige forvaltninger får den samme forståelse for indsatsen over for denne type målgrupper, samt at etablere øget viden og forståelse for de forskellige sektorlovgivninger og indsatsmuligheder i de forskellige forvaltninger mv. Dér, hvor der i højere grad sker sammentænkning af borgerens indsatser og arbejdes mod fælles mål og midler for borgeren, resulterer det ifølge medarbejderne i en mere målrettet indsats for borgerne. Generelt medvirker politisk og ledelsesmæssig opbakning til synlighed og åbenhed mellem samarbejdsparterne. At skabe sammenhæng på tværs af social-, sundheds- og beskæf- 32

33 tigelsesområderne i kommunerne strider imod en række hidtidige logikker. Der er adskilte budgetter, grundet lovgivning på beskæftigelsesområdet er der klare adskilte organiseringer, forskellige udredningsværktøjer, forskellige handleplaner og forskell i- ge krav til opfølgning. At integrere indsatser for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kræver mere end god vilje. Politisk ejerskab til sådanne omlægninger, hvor bo r- gerens forløb snarere end organisatoriske skillelinjer kommer i centrum, er en væsen t- lig driver, for at skabe sammenhæng. Det er derfor centralt, at der på ledelsesniveau formuleres fælles mål på tværs af de forskellige fagområder, der fokuserer på borgeren, men hvor alle fagområder samtidig kan se deres eget faglige fokus. Yderligere er det væsentligt, at der fra ledelsesmæssigt niveau skabes tydelighed omkring, hvordan udgifter og eventuelle gevinster forbundet med samarbejdet skal fo r- deles mellem de involverede forvaltninger. Dette giver klarhed om de økonomiske incitamenter i at samarbejde. Der kan også være potentialer i forhold til at opspore de borgere, der skal tilbydes en integreret indsats. Der er således behov for særlige tiltag for at opspore problemstillinger omkring bl.a. misbrug, psykisk sårbarhed eller udviklingsforstyrrelser i regi af jobcentret, problemstillinger, der kan udgøre en væsentlig barriere for den enkeltes arbejdsmarkedstilknytning. For at der i højere grad kan ske screening er det væsen t- ligt, at de medarbejdere, der skal screene, har de fornødne kompetencer til at udføre screeningen, og faste procedurer for, hvordan det skal håndteres, når problemstilli n- ger er identificeret. Her er et område, hvor erfaringer viser, at der med fordel kan indgås et tæt samarbejde med kommunale fagprofessionelle fra for eksempel socialområdet. I forhold til organisering og samarbejde kan et relativt simpelt værktøj som et flowd i- agram, der beskriver arbejdsgangene og opgavefordelingen, bidrage til, at alle parter i projektet er informeret om deres opgaver og roller. Ét projekt har opnået gode resultater og deltagerforløb ved at benytte en model med et fast tværfagligt undervise r- team. Et andet projekt har med gode resultater tilknyttet forløbskoordinatorer og jobkonsulenter i starten af sygdomsforløbet, hvorved der har kunne gennemføres parallelle og tidligere indsatser. Endelig har en kommune udviklet fælles visitationskriterier for sårbare borgere i et samarbejde mellem jobcenter og socialforvaltningen. Det er erfaringen, at det er et problem, når der ikke findes et it-system, der understøtter løbende måling af borgere. Der er behov for et fælles værktøj forvaltningerne imellem, som vil kunne sammenstille borgerne og følge deres forløb gennem de fo r- skellige forvaltninger. Erfaringer fra projekter med sygedagpengemodtagere viser, at det kræver samarbejde med almen praksis, hvis borgerne skal henvises endnu tidligere i deres sygdomsforløb. I forhold til samarbejdet med praktiserende læger afprøver en kommune nu uopfordrede statusattester, hvormed lægerne har mulighed for at indsende uopfordrede statusattester, når lægerne vurderer, at borgeren vil have gavn af en tidlig indsats. Dette 33

34 muliggør opsporing af borgerne meget tidligt i deres sygdomsforløb. Én kommune har valgt at organisere sagsbehandlerne omkring bestemte praktiserende læger. En anden kommune har sat fokus på at etablere et bedre tværgående samarbejde mellem de forskellige interessenter omkring borgere på sygedagpenge. Erfaringen herfra er, at det er lykkes at skabe et godt samarbejde med de praktiserende læger i kommunen ved at prioritere netværksskabelsen. Den kvalitative analyse viser således, at modeller for bedre samarbejde skal sikre, at Det tværgående samarbejde er politisk og ledelsesmæssigt understøttet med fx fælles målsætninger på tværs af forvaltningsområder og ledelsesmæssig tydelighed om, hvordan udgifter og eventuelle gevinster forbundet med samarbe j- det fordeles mellem de involverede fagområder Der tilvejebringes værktøjer, som understøtter de fælles målsætninger og indsatser, herunder IT-adgang til oplysninger på tværs af fagområder, redskaber der let skaber overblik over samarbejdspartnere eller lignende Der sikres rammer, der understøtter det tværgående samarbejde, og på tværs af fagområder skabes overblik over relevant sektorlovgivning, samt relevante tilbud og ydelser. Der kan også gøres erfaringer med særlige værktøjer eller procedurer til samarbejdet med almen praksis, fx statusattester, som unde r- støtter en tidligere inddragelse af almen praksis vurdering Der sker relevant dokumentation af effekter af indsatser Der etableres redskaber og kompetencer til opsporing af problemstillinger hos kendte borgere For at sikre et hensigtsmæssigt samarbejde med eksterne samarbejdspartnere bør m o- dellerne imødekomme, at Det eksterne samarbejde med almen praksis og speciallæger understøttes med tiltag som fx forløbskoordination, tværfaglige teams eller lignende, og Der i samarbejde med arbejdsgivere sker relevant tidlig opsporing, når det bevirker, at langvarige sygedagpengeforløb fx kan afkortes ved at der tidligere igangsættes relevante indsatser. Der bør i den forbindelse overvejes, hvordan virksomhederne kan sikres let adgang Endelig bør modellerne tage højde for ulemperne ved beskæftigelseslovgivningen samt de økonomiske incitamentsstrukturer i beskæftigelseslovgivningen, som har stor indflydelse på kommunernes tilbudssammensætning mv. Den nedenstående tabel samler op på, hvordan de identificerede barrierer er håndteret i modellerne. Barrierer for integration Intern-kommunale samarbejde Ledelsesmæssig understøttelse af det tværgående samarbejde Modellernes svar på barriererne Ledelsen på forskellige niveauer fra de involverede fagområder forpligtiges i det tværgående sam- 34

35 Forskellig kultur og tilgang Manglende kendskab til ydelser og tilbud på tværs af forvaltninger Dokumentation af effekter It-barrierer arbejde gennem deltagelse i hhv. en koordinations- og styregruppe. Koordinationsgruppen består af beskæftigelses-, sundheds- og socialchefer. Styregruppen består af afdelingschefer og fagchefer fra de involverede fagområder. Ledelsen skal bl.a. udarbejde en tydelig ansvars- og rollefordeling, aftale de budgetmæssige implikationer af samarbejdet både i forhold til fordelingen af udgifter og gevinster og fastlægge behovet for og datakilder til relevant ledelsesinformation. Den nedsatte styregruppe skal have et løbende fokus på erfaringsudveksling på tværs af de involverede fagområder og drøfte retningslinjer for vanskelige sager. Desuden skal ledelsen og nøglemedarbejdere i styregruppen løbende drøfte fremdriften ift. at fremme en fælles tilgang til borgerne på tværs af fagområderne. Modellerne lægger op til et øget samarbejde og dialog mellem fagområderne, hvilket i sig selv forventes at medføre et øget kendskab til ydelser og tilbud på tværs af fagområder. Yderligere indeholder modellerne, som en frivillig option, et forslag om at udarbejde en intern tilbudsportal, som hurtigt kan give viden om tilbud i andre forvaltninger. Modellerne definerer effektmål for borgerene inden for de enkelte borgertyper. Det er hensigten, at der efter en pilotafprøvning af modellerne i enkelte kommuner skal udarbejdes yderligere effektmål, som kan indfange mindre progressioner hos borgerne før en eventuel ændring i forsørgelsesgrundlag mv. Modellerne lægger desuden op til, at koordinationsgruppen fastlægger mulighederne for at tilvejebringe ledelsesinformation, der kan dokumentere effekterne for borgerne på baggrund af den enkelte kommunes itsystemer. Modellerne arbejder med, at de involverede fagområder får kiggeadgang til hinandens itsystemer, så man som sagsbehandler får mulighed for at følge hvilke indsatser og ydelser, som borgeren modtager på andre fagområder. Dette ledsages af en manual, der viser, hvor man kan finde relevante oplysninger i andre it-systemer. 35

36 Eksterne problemstillinger Samarbejde med praktiserende læger, speciallæger og regionen Samarbejde med arbejdsgivere Lovgivnings- og refusionsmæssige barrierer For de borgertyper, hvor det er særligt relevant, peger modellerne på behovet for at prioritere et øget samarbejde med praktiserende læger og speciallæger i forhold til at opstille fælles mål for borgerne. Modellerne beskriver yderligere en forventning til de praktiserende læges tilgang til samarbejdet med kommunen, som er en af forudsætningerne for et vellykket samarbejde. Modellernes primære fokus er dog på interne samarbejdsrelationer i kommunen. For de borgertyper, hvor der ofte er en tæt arbejdsmarkedstilknytning, omtaler modellerne behovet for at have et løbende tæt samarbejde med borgerens eventuelle arbejdsgiver. Modellernes primære fokus er dog på interne samarbejdsrelationer i kommunen. Modellernes forslag til finansiering af integrerede indsatser tager højde for de refusionsmæssige muligheder, som kommunerne har inden for forskellige indsatstyper. For yderligere uddybning henvises kortlægningsnotatet (bilag 2). 36

37 5. Modeller for bedre samarbejde 5.1 Formålet med modellerne Modellerne er prioriterings- og samarbejdsmodeller, der giver kommunerne et redskab til prioritere, hvilke borgertyper, de vil sætte særligt fokus på. Derudover understøtter modellerne etablering af centrale samarbejdsstrukturer og procedurer for u d- valgte målgrupper. Modellerne er bygget op omkring seks identificerede borgertyper, hvor der vurderes at være et potentiale Modellerne beskriver samarbejdsstrukturer, der gør det lettere for kommunerne at igangsætte et tværfagligt integreret samarbejde. Modellerne angiver dels hvilke lede l- ses-, finansierings- og it-mæssige strukturer, der skal være til stede i kommunen, når man vil etablere et tværfagligt integreret samarbejde. Dels indeholder modellerne en beskrivelse af, hvilke fagområder, der skal samarbejde ved de enkelte borgertyper, og hvilke redskaber, der skal anvendes til at understøtte det tværfaglige samarbejde. Den detaljerede beskrivelse af de seks modeller findes bilagt dette notat (bilag 2) 5.2 Hvem er målgruppen? Den overordnede målgruppe for modellerne er borgere, som har behov for en rehabiliterende indsats, og som står uden for arbejdsmarkedet. Alle borgere i målgruppen har således en sag på beskæftigelsesområdet, og nogle af borgerne har samtidig en sag på sundheds- og/eller det sociale område. I den nedenstående tabel præsenteres de 6 borgertyper sammen med en angivelse af modellernes primære vægtning af hhv. en optimerings- og investeringsbetragtning for de enkelte borgertyper.. For fire borgertyper er det primære formål at optimere kommunernes samlede indsatser til borgeren. Det gælder for de borgere, der allerede har en sag og modtager indsatser i både beskæftigelses-, sundheds- og/eller socialområdet. For to borgertyper er det primære formål i højere grad at anlægge en investereringsbetragtning, hvor forventningen er, at man gennem en forbedret tværfaglig screening og u d- redning kan give borgeren indsatser med et rehabiliterende sigte, med henblik på at få borgerne tættere på arbejdsmarkedet. I modellerne lægges der op til, at disse indsatser leveres af henholdsvis sundheds- og socialområdet. 37

38 Tabel 5.2: Modellernes primære vægtning af optimerings- og investeringsbetragtning Hvem? Hvorfor? Hvilke fagområder? Borgertype 1: Borgere med fysiske lidelser (muskel-skeletsygdomme) Borgertype 2: Borgere med psykiske lidelser (på sygedagpenge) Borgertype 3: Borgere med psykiske lidelser (på kontanthjælp) Borgertype 4: Borgere med en kombination af fysiske og psykiske lidelser Borgertype 5: Borgere med diffuse lidelser med tendens til livsstilsudfordringer Borgertype 6: Unge med psykiske lidelser evt. med en kombination af misbrug. Optimering af parallelle eksisterende forløb Investering i øgede sundheds- og sociale indsatser til borgeren Optimering af parallelle eksisterende forløb Optimering af parallelle eksisterende forløb Investering i øgede sundheds- og sociale indsatser til borgeren Optimering af parallelle eksisterende forløb Beskæftigelse Sundhed Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Sundhed Social Beskæftigelse Social Modellerne har fokus på den organisatoriske dimension af et integreret samarbejde mellem beskæftigelses-, social-, og sundhedsområdet i kommunerne. Gennem modellerne er det søgt at fokusere samarbejdet, så det kun er centrale aktører, som inddrages for derved at begrænse ressourceforbruget i kommunerne. Modellerne har fokus på kommunernes interne organisering af det tværfaglige sama r- bejde på beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet, men inkluderer også kommunens eksterne samarbejde med centrale aktører i regionen, som eksempelvis praktiserende læger, psykiatrien og borgernes eventuelle arbejdsgiver. De centrale fokuspunkter for modellerne fremgår af nedenstående boks. Boks 5.2: Modellerens fokuspunkter 1. Selektering af borgeren i forhold til de 6 konkrete borgertyper 2. Differentiering og styrket samarbejde for udvalgte målgrupper 3. Fælles mål for borgerne på tværs af fagområder 4. Tværfaglig koordination hvor omfanget tilrettelægges efter borgerens behov/tyngde 5. Øget inddragelse af ressourcer fra andre forvaltninger i afdækningen af borgerens udfordringer samt ved vurdering af rette tilbud 6. En generisk model, der angiver en overordnet ramme og systematik, og som kan implementeres på tværs af kommunale organiseringer Modellerne bygger på en forventning om, at kommunerne gennem en stratificeret indsats målrettet de enkelte borgertyper og en øget brug af koordinerede, integrerede 38

39 indsatser på tværs af beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet kan opnå mere effektive borgerforløb og en deraf kortere periode på offentlig forsørgelse for borgerne. De forventede virkemidler i modellerne er følgende: At medarbejderne gennem en øget viden om borgerens parallelle forløb på andre fagområder i højere grad bliver i stand til at udnytte synergien i de indsatser, som borgeren tilbydes på forskellige fagområder. At medarbejderne i højere grad inddrager relevante faglige kompetencer på andre fagområder ved afklaring af borgerens udfordringer og støttebehov. At medarbejderne på beskæftigelsesområdet i højere grad anvender kommunale indsatser på sundheds- og socialområdet til borgere uden for arbejdsmarkedet. At medarbejderne på sundheds- og socialområdet i højere grad inddrager borgerens beskæftigelsesmæssige situation i relation til borgerens træning. Et integreret samarbejde kan have forskellige udformninger og kan variere fra et fas t- koblet samarbejde, hvor medarbejdere fra forskellige fagområder sidder fysisk sa m- men, til et mere løst koblet samarbejde, hvor samarbejdet er mere ad-hoc præget. Modellerne placerer sig midt på dette spektrum, idet der angives rammer for samarbejdet uden at der er krav om, at medarbejderne fysisk skal flytte sammen. Modellerne bygger på en præmis om lavest mulige mødeaktivitet, for at gøre sama r- bejdet mest muligt effektivt. Derfor sondres der i modellerne mellem to versioner for integreret samarbejde for henholdsvis mindre komplekse og komplekse borgere inden for hver målgruppe som muliggør en differentiering i graden af samarbejdet alt efter borgerens tyngde. For de mindre komplekse borgersager sker koordinationen gennem journaladgang til borgerens sag på andre fagområder og telefonisk kontakt. For de tungere borgere sker koordination gennem fælles møder, udarbejdelse af fælles mål for borgeren og udpegning af en koordinator for borgerens sag på et fagområde. 5.3 Modellernes opbygning Modellerne består af både overordnede og målgruppespecifikke elementer, hvilket er illustreret i nedenstående figur. Indholdet i de to niveauer beskrives i de efterfølgende afsnit. 39

40 Figur 5. 3: Modellernes elementer I modellerne anvendes en række begreber, som indledningsvist præsenteres og defineres i den nedenstående boks. Boks 5. 3: Definition af centrale begreber i modellerne LAB myndighedsrådgiver: Sagsbehandler eller lign. med beslutningsmyndighed inden for beskæftigelseslovgivningen (Lov om Aktiv Beskæftigelsespolitik) Screening: Den indledende afklaring af om borgeren tilhører en målgruppe, som kræver en tværfaglig udredning. Screeningen kan foretages ved hjælp af eksisterende redskaber, jf. bilag 1 Udredning: Den tværfaglige afklaring, som foretages efter screeningen. Her vurderes borgerens behov for indsatser af personale fra flere områder for at sikre tværfagligheden Indsats: Den ydelse og aktive indsats, som borgeren tildeles, som resultat af drøftelserne i den tværfaglige udredning 5.4 Modellernes overordnede rammer Der er en række modelelementer, der skal fastlægges på et overordnet ledelsesniveau i kommunerne, som går på tværs af de 6 målgruppespecifikke modeller. De overordnede rammer for modellerne præsenteres i dette afsnit Ledelse Kerneaktiviteten i modellerne foregår på medarbejderniveau, men det er centralt for at sikre modellernes implementering, at der er et løbende ledelsesmæssigt fokus på det tværfaglige samarbejde. For at sikre et tværfagligt ledelsesmæssigt ansvar og fokus 40

41 på modellernes implementering indeholder modellerne følgende to arbejdsgrupper på ledelsesniveau: Der nedsættes en koordinationsgruppe bestående af beskæftigelses-, sundheds- og socialcheferne. Koordinationsgruppen har et strategisk sigte og skal sikre fælles ledelsesmæssige målsætninger for det tværfaglige samarbejde. Der nedsættes en tværfaglig styregruppe bestående af afdelingsledere og nøglemedarbejdere fra de involverede fagområder. Styregruppen skal have faste mødeprocedurer det første år, hvor styregruppen mødes hyppigt i den indledende fase. Udover de ovenstående opgaver skal lederne særligt have fokus på de kulturelle barrierer samt behovet for kompetenceudvikling, som kan udgøre udfordringer for implementeringen af det tværfaglige samarbejde. I forhold til de kulturelle barrierer anbefales det, at afholde løbende fælles møder med fokus på samarbejdsrelationer og udviklingsmuligheder, ligesom det kan anbefales at have en best practise sag under de fælles møder for at fremhæve de positive historier. Møderne skal ligeledes være medvi r- kende til at tage tabubelagte stereotypiske rolleopfattelser op i fælles forum. Kompetenceudviklingen skal løbende vurderes. Der kan fx være tale om fælles uddannelsesdage i internt regi, hvor der informeres om områdernes lovgivningsmæssige rammer og erfaringer med indsatser til de enkelte borgertyper. Desuden kan kurser i samtale med borgeren/coaching eller lign. også være anvendelige for medarbejderne. Medarbejderne kan have behov for øget supervision ved varetagelse af borgertyper i ny kontekst. På baggrund af den gennemførte kortlægning i projektkommunerne er det Rambølls opfattelse, at medarbejdere i tværfaglige teams kan opleve et øget arbejdspres i form af nærhed til mange tunge borgersager og i forhold til at skulle opbygge et samarbejde med kolleger fra andre områder It-understøttelse Etablering af et tværfagligt samarbejde mellem beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet vanskeliggøres i dag af, at der anvendes forskellige it-systemer på de enkelte fagområder. Det er derfor ofte vanskeligt for en sagsbehandler at få kendskab til, om en borger har en sag i en anden forvaltning, og samtidig er det vanskeligt at få et overblik over de ydelser, som en borger samlet set modtager i kommunen. Der er aktuelt igangsat flere store projekter med henblik på at skabe en bedre itmæssig understøttelse på tværs af forskellige fagområder bl.a. i regi af KOMBIT. Det vurderes derfor ikke, at der i forbindelse med afprøvningen af modellerne er behov for at igangsætte et større it-mæssigt udviklingsarbejde. I forbindelse med afprøvningen af modellerne løses den it-mæssige udfordring på følgende måde: 41

42 De involverede fagområder får kigge-adgang til hinandens systemer, så man som sagsbehandler og fagperson får adgang til at se, hvorvidt borgeren har en sag i anden forvaltning. Der udarbejdes en kort manual til, hvor man kan finde relevante oplysninger i andre fagsystemer, så man har mulighed for hurtigt at anvende andre fagsystemer. Det kan overvejes at anvende en it-løsning, der muliggør, at forskellige forvaltninger kan uploade dokumenter, så alle fagområder kan foretage redigering i dokumentet (en lignende it-løsning afprøves i projektet Overgang fra barn til voksen, som Rambøll gennemfører for Socialstyrelsen). I de enkelte kommuner skal der aftales procedurer for, hvordan den ønskede ledelsesinformation kan tilvejebringes med den eksisterende it-understøttelse i kommunerne Finansiering Projektkommunernes aktuelle erfaringer med integreret samarbejde mellem forskell i- ge forvaltningsområder er i vid udstrækning finansieret gennem projektbevillinger. Ambitionen med nærværende modeller er, at finansieringen skal integreres som en del af kernedriften. I forbindelse med afprøvningen af modellerne finansieres den integrerede indsats på baggrund af følgende tilgang: Beskæftigelsesområdet anvender i højere grad sundheds- og socialområdet som leverandør. Dette forudsætter, at indsatser på sundheds- og socialeområdet prisfastsættes. Der afsættes midler i budgettet på henholdsvis beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet til finansiering af administrative udgifter i forbindelse med den tværfaglige koordinering. Der aftales en fordelingsnøgle for fordeling af eventuelle gevinster mellem hhv. beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet. De finansierings- og styringsmæssige implikationer drøftes yderligere i afsnit Lovgivningsmæssige rammer Den indledende kortlægning, som er gennemført i udvalgte casekommunerne, viser, at flere af kommunerne oplever, at persondatalovens rammer er uklare i forhold til at etablere et tværfagligt samarbejde. Der er derfor behov for at tydeliggøre mulighede r- ne for at etablere et tværfagligt samarbejde overfor kommunerne i forbindelse med præsentationen af modellerne. Generelt gælder, at en borger altid skal informeres om den enkelte kommunes tværfaglige arbejde, og samtykke skal altid indhentes, hvis en borger er over 18 år (jf. persondatalovens 7). Det vurderes, at der er behov for at tydeliggøre de gældende reg- 42

43 ler overfor kommunerne og vejlede ift., hvordan de som kommuner kan etablere et tværfagligt samarbejde på tværs af forvaltninger i konkrete situationer. Den kvalitative kortlægning peger desuden på en vis tilbageholdenhed blandt kommunerne ift. at igangsætte integrerede tværfaglige samarbejder på grund af en oplevelse af, at der er lovgivningsmæssige barrierer herfor. Der kan derfor være behov for at tydeliggøre de lovgivningsmæssige muligheder, der er inden for gældende lovgivning i forhold til eksempelvis at anvende det kommunale sundheds- og socialområde som leverandør inden for LAB-loven. 5.5 Modellernes målgruppespecifikke rammer De 6 målgruppespecifikke modeller for de enkelte borgertyper. Omfatter følgende overordnede :: Identifikation af de 6 målgrupper Hvilke fagområder (forvaltninger) i kommunen, der er særlig centrale for et integreret samarbejde for de enkelte borgertyper Screeningsredskaber til en hurtig og tværfaglig afklaring af borgerens udfordringer Rammerne for den tværfaglige koordination på organisatorisk niveau i kommunen Rammerne for en koordineret integreret indsats De forventede effekter af en integreret indsats. Figur 5.5 på næste side illustrerer modellernes overordnede opbygning. Som det fremgår af figuren starter modellerne med at give kommunerne et redskab til at identificere de enkelte målgrupper. Modellerne indfanger ikke alle borgertyper i kommunerne, idet der både er nogle, der vurderes at være for lette i forhold til en målrettet integreret indsats. Samtidig er der borgere, som vurderes at være for tunge til at falde ind under målgruppen for de udarbejdede modeller, fordi de vil modtage en tværfaglig indsats gennem de rehabiliteringsteams, som etableres med førtidspensionog fleksjobreformen. Som følge af at modellerne er bygget op omkring de samme elementer, er der en grad af overlap i de beskrevne elementer under hver modeldimension. Der, hvor mode l- lerne adskiller sig, er i forhold til, hvem der skal samarbejde for de enkelte borgertyper og omfanget af det tværfaglige samarbejde. I de følgende afsnit er de 6 modeller vist rent grafisk. For en mere detaljeret beskrivelse af aktiviteterne og rollerne for henholdsvis beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet i det integrerede samarbejde for hver borgertype, henvises til notatet om modellerne, der er vedlagt som bilag 3. 43

44 Figur 5.3: Overblik over modellens centrale elementer 44

45 Figur 5.4 Borgertype 1: Borgere med fysiske lidelser

46 Figur 5.5 Borgertype 2: Borgere med lettere psykiske lidelser (på sygedagpenge) 46

47 Figur 5.6 Borgertype 3: Borgere med psykiske lidelser (på kontanthjælp) 47

48 Figur 5.7. Borgertype 4: Borgere med en kombination af fysiske og sværere psykiske lidelser 48

49 Figur 5.8 Borgertype 5: Borgere med diffuse lidelser FASE I DET INTEGREREDE SAMARBEJDE Identifikation af borgeren Afdækning af borgeren Tværfaglig koordination Indsats Effekter FAGOMRÅDER Beskæftigelse Sundhed Typiske kendetegn for borgeren: Lange forløb på ofte skiftende offentlige ydelser Lav grad af mestringsevne Lav grad af motivation og tro på egne evner Livsstilsudfordringer Afdække borgerens forsørgelseshistorik mv. Inddrage borgerens egen læge Afdække om borgeren modtager indsatser på sundheds- og socialområdet Medarbejdere inddrages efter behov Lette borgere: Koordination foregår telefonisk og via adgang til oplysninger i borgerens sag på andre fagområder Tunge borgere: Der udpeges en koordinator Der udarbejdes fælles mål for borgeren på tværs af fagområder Der afholdes tværfaglige opfølgningsmøder Parallelle indsatser med fokus på borgerens beskæftigelsessitutation og borgerens livsstilsudfordringer Indsatser med fokus på motivation, tro på egne evner, KRAM-faktorer mv. Fokus på borgerens udfordringer ift. beskæftigelse Højere andel på det ordinære arbejdsmarked Nedsættelse af den gen. tid på kontanthjælp/ sygedagpenge Færre overgår til førtidspension Borgeren udvikler sin arbejdsevne Øget fysisk, psykisk og social trivsel Social Medarbejdere inddrages efter behov Koordinering af evt. støtte foranstaltninger med beskæftigelsesområdet Borgeren udvikler sin arbejdsevne Øget fysisk, psykisk og social trivsel 49

50 Figur 5.9 Borgertype 6: unge med psykiske lidelser evt. med en kombination af misbrug 50

51 6. Implikationer af modellerne 6.1 Organisatoriske implikationer Modellerne er opbyggede som prioriterings- og samarbejdsmodeller, som kan implementeres i alle kommuner uanset forvaltningsstrukturer mv. Modellerne hjælper kommunerne med at prioritere de borgertyper, hvor de eksempelvis oplever de største udfordringer koordinere og sammentænke borgerens indsatser på tværs af fagområder og med at prioritere samarbejdet i forhold til de borgergrupper, som er mest centrale for et tværgående samarbejde. Når en kommune ønsker at implementere modellerne er der en række forhold, som kommunen skal tage stilling til, for at tilpasse modellens rammer og elementer til den kommunale stuktur. Kommunens skridt mod implementeringen af modellerne er illustreret i nedenstående figur. Figur 6.1 : En kommunes skridt mod implementering af modellerne