VÆKST I VERDENSKLASSE

Transkript

1 AFRIKA SHEASMØR ER GULD s.56 / s.6 / MONGOLIET VÆKST I VERDENSKLASSE LITTERATUR I SYDØSTASIEN FORFATTERE SØGER IDENTITET s.14 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN NR FEB/MAR 41. ÅRGANG Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. s.35 54/

2 DER ER EN NY BETYDNING AF U-LAND DET ER DER UDVIKLINGEN FINDER STED WeThink.dk Verden er vendt på hovedet. Det er i udviklingslandene, den økonomiske vækst er høj. Måske kan din virksomhed også udnytte de nye muligheder. IFU hjælper danske virksomheder med at etablere bæredygtige selskaber i udviklingslande. Vi investerer viden og penge i dit selskab og deler den økonomiske risiko. Som Danmarks mest erfarne investor på området kender vi landene, kulturerne, behovene og vækstmulighederne bedre end nogen andre. Kontakt os, og lad os sammen udvikle den forretningsplan, der skaber resultater. Læs mere på cases.ifu.dk VI INVESTERER I DIG, HVIS DU INVESTERER I UDVIKLINGSLANDE ifu.dk

3 Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN NR FEB/MAR 41. ÅRGANG Kina indtager Sydamerika s.26 / 40 år med Udvikling s.35 / UDVIKLING Verdens fattige lande får bedre handelsvilkår s.10 / Danmarks støtte til Pakistan bliver fordoblet s.10 / Udviklingsforskning: Det graver de kloge i s.19 / Sheasmør: godt for huden og eksporten s.56 / Hele Libanon er en flygtningelejr s.72 / ERHVERV Mongoliet vænner sig til vækst i verdensklasse s.6 / Kina: Sydamerika er det store nye marked s.26 / Store ølfirmaer kæmper om Afrikas middelklasse s.68 / Kvindelige iværksættere har nemt til lån s.71 / Coca-Cola tjekker leverandører for jordtyveri s.71 / s.35 / FYRRE, FIN OG FEDERE END FØR Udvikling fylder 40 år tag med på en tidsrejse gennem magasinets fire årtier i udviklingsjournalistikken. POLITIK Zimbabwe: Bistand uden om Mugabes stat s.12 / Forbud har givet Congo nye bloddiamanter s.20 / Sydafrikas unge står i politisk vadested s.34 / Fra Foreign Affairs: Derfor har vi stadig malaria s.62 / Kronik: Da Danmark gik om bord i slavehandlen s.76 / KULTUR Værker fra verden: Mænd i uniformer s.4 / Verdenslitteratur: Sydøstasiens nye forfattere s.14 / Afrika opruster på moderne kunst er på vej s.24 / Foto: Mød Nigerias mange og magtfulde konger s.28 / Myanmar: Kulturarv fra kolonotid er truet s.60 / s.72 / DEN SYRISKE TRAGEDIE Godt en million syrere har søgt til Libanon, hvor hver fjerde indbygger nu er en flygtning. Vildt vigtige konger s.28 / FASTE SIDER Kulturen kort: Ny rejseguide til Sydsudan s.25 / Navne: Danmarks nye handels- og udviklingsminister s.80 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.81 / Indvikling: Big Brother populær i Afrika s.82 / Fremblik: Kvindernes internationale kampdag s.83 / s.6 / MONGOLIET: ULVEN VÅGNER Minedriften vokser, og økonomien buldrer afsted i Mongoliet, men væksteventyret har en bagside.

4 VÆRKER FRA VERDEN KUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING. MÆND I SILKEUNIFORMER 4/

5 OFFICIAL PORTRAIT Værket er skabt af den palæstinensiske modedesigner Omarivs Ioseph Filivs Dinæ og den libanesiske fotograf Tarek Moukaddem. Det er en del af tøjserien The Ceremonial Uniform, som ikke er en virkelig tøjserie, men en forestilling om hvilke tekstiler, mønstre, former og farver, der vil indgå i uniformen hos kommende embedsmænd i fremtidens palæstinensiske stat. 5/ Værket fokuserer på den maskuline iscenesættelse af den palæstinensiske mand og er et forsøg på at dekonstruere billeder af magt, nationalsymboler, nostalgi og kønsbetinget dominans. Modellerne er syriske ufaglærte arbejdere, der bor i Libanon. Værkerne er blevet udstillet i Ramallah (2012) og i London (2013).

6 Minedrift DEN MONGOLSKE ULV VÅGNER Verdens hurtigste vækst og næsten uudtømmelige naturressourcer. Men Mongoliets økonomiske boom har en bagside. AF JOHAN AUGUSTIN, ERDENET OG ULAN BATOR FOTOS: JONAS GRATZER 6/ ØKONOMIEN BULDRER AFSTED I MONGOLIET, MEN FRUGTEN AF VÆKSTEN ER FORBEHOLDT DE FÅ.

7 Det er minedriften, der har opbygget Erdenet, siger en ung mand, der er i gang med at laste 50-kilos sække med kalk ind i en lastbil. Lyden i fabrikken i udkanten af Mongoliets næststørste by, Erdenet, er øredøvende. Her arbejder manden, der ikke vil opgive sit navn, 12 timer om dagen, syv dage om ugen. Skorstenene udspyr en gullig røg, der lugter af kemikalier, og det meste af området er dækket af et tykt lag skidt. Selskabet købte jorden af regeringen og fremstiller kalk af knust kalksten. Det giver arbejde til flere end 20 mennesker, fortæller manden. Han tjener mere, end han ville have gjort ved at holde kvæg, og hans historie er ikke enestående; samme tendens ses over resten af landet mennesker opgiver deres gamle livsstil for i stedet at tage arbejde inden for minedrift eller i byerne. For ti år siden var der kun få gers (nomadetelte) i området, men fordi en af verdens største kobberminer ligger i Erdenet, er byen nu vokset til at huse op imod indbyggere, hvoraf arbejder i minen, der har været i drift i 35 år og som nu ejes af et russisk-mongolsk firma. KINA RUSLAND MONGOLIET GANG I VÆKSTEN Mongoliet har store naturressourcer i form af kobber, guld og jordartsmetaller til tele- og datateknik. Regeringen satser på at øge investeringerne inden for minedrift, at udvikle den forsømte infrastruktur og at gennemføre yderligere privatiseringer. Den kraftige vækst var i 2012 på over 17 procent, hvilket gjorde den til verdens højeste, men i 2013 var den faldet til 11 procent. Den stærke økonomi kaldes populært den mongolske ulv og er stærkt afhængig af landbruget. Økonomien er følsom over for klimaforandringer og naturkatastrofer, og begge dele er almindeligt forekommende. 7/ HURTIG URBANISERING I dag ligger store, nybyggede varehuse side om side med farvestrålende beboelsesejendomme omgivet af høje kraner. Ligesom i hovedstaden Ulan Bator breder slummen sig i udkanten af Erdenet, udviklingen går for hurtigt. Det er ikke alle, der har råd til at betale for en lejlighed de flytter simpelthen deres gers fra landsbyen til byernes slumområder. Pengene når jo ikke ud til os. Det er ganske få, der har råd til fine biler og dyre lejligheder. Choindornyam Jargalsaikhan, 20 år Turismen øges i Mongoliet, en halv million turister besøger hvert år landet. Erdenets kobbermine genererer en stor del af landets BNP gennem kobbereksporten til Kina og Rusland, og det anslås, at man vil kunne udvinde det værdifulde metal på stedet i mindst 30 år endnu. Det er imidlertid i hovedstaden Ulan Bator, at de hurtigste forandringer finder sted, her går urbaniseringen så hurtigt, at infrastrukturen og byggeriet ikke kan følge med. Halvdelen af byens indbyggere bor efter sigende i slumområderne, der synes at brede sig i det uendelige på græsstepperne, der omgiver byens lille centrum med de moderne skyskrabere. Det økonomiske boom har betydet hurtige penge for et lille udsnit af befolkningen. Der er blevet investeret i mineindustrien, og man har privatiseret, men endnu ikke i ren energi, og Ulan Bator ligger øverst på listen over verdens mest forurenede byer. Regeringen undersøger mulighederne inden for sol- og vindenergi, men det går langsomt. Kul er stadig den primære energikilde, og det mærkes især om vinteren, hvor luften er møgbeskidt, siger Anand Nyamdavaa, en konsulent med tilstrækkelig god økonomi til at betale for en lejlighed til sig selv og familien i UB s (Ulan Bators kælenavn) centrum. >

8 > 8/ I 1978 det år, Anand Nyamdavaa blev født var der indbyggere i UB, i dag bor der mere end dobbelt så mange i byen. Folk fyrer med koksbriketter derhjemme, det er værst i slummen. Vi er nødt til at finde nye måder at producere energi på, fortsætter han. Trafikken igennem UB står næsten stille, der er trafikpropper overalt, og de store, sorte firhjulstrækkere, som udgør hovedparten af bilparken, har svært ved at komme fremad. Kulkraftværkerne sender ufiltreret røg ud af skorstenene ikke langt fra den nyasfalterede vej. Lige uden for centrum, hvor det 24. forstadsområde, der regnes for et af de værste slumdistrikter, begynder, henter 20-årige Choindornyam Jargalsaikhan, vand i store plastikdunke ved en offentlig brønd det er den eneste måde, man kan skaffe sig vand på i slummen. På spørgsmålet om, hvad han mener om det økonomiske boom, der har nået Mongoliet, griner han bare. Pengene når jo ikke ud til os. Det er ganske få, der har råd til fine biler og dyre lejligheder, konstaterer han. Choindornyam Jargalsaikhan vil gerne studere logistik i udlandet, men vil som de fleste andre mongoler vende tilbage til hjemlandet. Der er brug for arbejdskraften her. Jeg vil arbejde for en transportvirksomhed og bidrage med det, jeg kan. MINEDRIFTSFORBANDELSEN Den asiatiske udviklingsbank Asian Development Bank, der har til formål MINEDRIFTEN I MONGOLIET SKABER NYE ARBEJDS- PLADSER, MEN ØDELÆGGER MILJØET. at bekæmpe fattigdommen i Asien, har kontor i UB, og her har den tyske økonom Jan Hansen arbejdet de seneste to år. Han fortæller om det økonomiske boom, der nåede landet for ni år siden på grund af kobberfundene. Kinas import af naturressourcer har bidraget til, at Mongoliets BNP stiger støt. Andelen af fattige udgjorde 35 procent af befolkningen helt frem til 2010, men det tal er nu faldet til 26 procent, i takt med at pengene er nået længere ud i samfundet, siger Jan Hansen. Kul er stadig den primære energikilde, og det mærkes især om vinteren, hvor luften er møgbeskidt. Anand Nyamdavaa, konsulent Han mener, at mineindustrien af og til tænker kortsigtet. Lande med store naturressourcer kommer ofte galt af sted, se bare på visse afrikanske lande. Et af de største problemer i Mongoliet er korruptionen. Dette bliver særlig tydeligt i Ulan Bator, hvor mange statsansatte embedsmænd og ansatte inden for mineindustrien har råd til at købe eksklusive bilmærker. Ejerne af disse klenodier oplever meget ofte, at irriterede indbyggere ridser bilernes lak. I Norge, for eksempel, får almindelige mennesker i høj grad del i oliepengene. I Mongoliet får det store flertal meget mindre, fortsætter Jan Hansen. På trods af de store problemer mener han imidlertid, at det er gået den rigtige vej. Man ser ikke længere de gadebørn, der plejede at tigge på gaderne i hovedstaden det er lykkedes regeringen at mindske den mest åbenlyse fattigdom. Man bygger veje til Rusland og vil øge handlen med Korea, Japan og Kina, siger Jan Hansen. Han lægger vægt på, at der skal findes en fornuftig balance mellem økonomisk vækst og sociale fremskridt. Det gælder ganske enkelt for regeringen om at undgå minedriftsforbandelsen. DET BESKIDTE, SORTE GULD Under det kuperede steppelandskab gemmer sig en anden naturressource, som samtidig er Mongoliets primære energikilde, og som i 2011 overhalede kobber som eksportvare: kul. Tre timer med en firhjulstrukken jeep nord for UB ligger minen Sharyn Gol. Minen har produceret kul i 47 år og drives nu af private investorer fra en række lande. Med sine 385 ansatte mongoler betragtes minen som en af de vigtigste virksomheder i området. På det store whiteboard på sikkerhedschef David Mundys kontor står sikkerhedsreglerne omhyggeligt noteret. Mundy, der er headhuntet fra Skotland, har været her i et år og har mange års erfaring fra mineindustri i en række forskellige lande. Han har ansvaret for, at der ikke sker ulykker, og han fortæller, at de ansatte, der alle sammen er mongoler, er medlemmer af fagforeningen og arbejder på internationale vilkår hvilket blandt andet betyder en 40 timers arbejdsuge og en månedsløn på 600 dollars som fortsat vil stige. Mongoliet oplever et stort økonomisk boom takket være naturressourcerne. Vi begynder snart at eksportere kul til Kina og Rusland alt dette kræver, at man ved, hvad man laver, siger David Mundy. På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen og de ansvarlige investorer ved, hvad de laver, bliver han tavs et øjeblik. Det må de lære, siger han så. Længst nede i den åbne kulmine 180 meter under jorden er landskabet

9 raptim member of raptim network værdi for pengene personlig service stor fleksibilitet ANNONCE over 50 års NGO-erfaring Tlf Glarmestervej 20A 8600 Silkeborg 9/ sort. Her minder om månens overflade med åbne kratere hvor grundvandet bobler af metangas, der siver frem. Lastbiler af mærket Komatsu kører i pendulfart døgnet rundt og forgifter luften med støvskyer af kulpartikler. Kolossale russiske gravkøer, fra dengang Sovjetunionen udvandt kullet i minen, vrister kullet løs fra væggen med deres slæbegrabber. Sorte gribbe patruljerer i luften ovenover. For nylig faldt en hest om her. Gribbene åd så meget, at de ikke kunne komme på vingerne i flere dage efter, griner David Mundy. ØDELAGT NATUR Mongoliet der er kendt for sine øde vidder og sin smukke natur, har på mange måder fået forandret sit landskab på grund af minedriften. Som for eksempel her i distriktet Sharyngol (samme navn som minen har), hvor gravkøerne har arret terrænet måske for tid og evighed. Landet har indført en lov, der foreskriver, at mineselskaberne har pligt til at genskabe området efter indgrebene, men hvis den pågældende virksomhed går konkurs, er der ingen, der Længst nede i den åbne kulmine 180 meter under jorden er landskabet sort. Her minder om månens overflade med åbne kratere hvor grundvandet bobler af metangas, der siver frem. Lastbiler af mærket Komatsu kører i pendulfart døgnet rundt og forgifter luften med støvskyer af kulpartikler. overtager dette ansvar. Det er tilfældet mange steder i landet, blandt andet i Sharyngol: forladte miner i en skamferet natur. Men mange mener, at der ikke er nogen anden vej at gå. Ifølge David Mundy er kul en nødvendig energikilde for Mongoliet, og han vurderer, at der er kul i Sharyn Gol-minen år endnu, men allerede nu er man begyndt at se sig om efter nye steder i området at bryde kul. Regeringen er også begyndt at interessere sig for grønne energikilder, men der er lang vej igen, mener Mundy. Landet er ikke parat til alternative energikilder endnu. Her kan blive minus 40 grader om vinteren, og så er det ikke nok med solenergi og vindkraft! Oversat af Julie Top-Nørgaard MONGOLIETS IMPORT OG EKSPORT Rusland investerer stort i Mongoliets mineindustri, og mere end en tredjedel af Mongoliets import kommer fra Rusland, men kun cirka tre procent af eksporten går til nabolandet. Derimod ejer Kina med 85 procent af eksporten fra Mongoliet eksportmarkedet, og det er de kinesiske investeringer i mine- og byggeindustri, der har forårsaget den stærke vækst. Også forholdet til USA er godt, og Japan er en vigtig handelspartner. Tekstiler, især kashmir-uld, er en stadig mere efterspurgt vare i Europa. I 2012 øgedes minedriften med ni procent, som dermed udgjorde 89 procent af den samlede eksport.

10 AGENDA UDVIKLING Fordobling af dansk bistand til Pakistan 10/ FOTO: ACV/PANOS/POLFOTO Over de kommende tre år vil Danmark gennemføre et udviklingsprogram i Pakistan til 275 millioner kroner. Det er næsten en fordobling af den danske støtte til Pakistan i forhold til de tre foregående år. Millionerne skal bruges på uddannelse og skoler, især i grænseområderne til Afghanistan. Derudover skal indsatsen styrke menneskerettigheder, demokratisering og ligestilling. Hensigten med den øgede støtte er at fremme stabilisering og udvikling i landet og således hjælpe kræfter, der arbejder for at trække Pakistan væk fra militant fundamentalisme. Den optrappede danske Pakistanbistand kommer samtidig med, at Danmark fra 2013 har gjort Pakistans naboland Afghanistan til hovedmodtager af dansk bistand. /RH Mindre bøvl med handel gavner verdens fattige Den første internationale handelsaftale i 12 år sikrer u-lande hjælp til administration, forbedrer deres begunstigede adgang til varer, men giver også mere plads til national landbrugsstøtte. AF REGNER HANSEN De mindst udviklede lande fik nyt håb om afsætning af deres varer på verdensmarkedet på Verdenshandelsorganisationens (WTO) ministerkonference, der blev holdt på Bali i Indonesien tidligt i december Således var der enighed blandt de 159 medlemslande i WTO om at mindske det administrative bøvl i forbindelse med handel. Det er et bureaukrati, som typisk er størst i u- landene, der fik løfte om finansiel og teknisk bistand til denne opgave. Ifølge flere eksperter er der en betydelig økonomisk gevinst at hente her sammenlignet med andre handelsfaktorer. Det er blevet anslået, at den samlede værdi af verdenshandlen vil blive øget med, hvad der svarer til milliarder kroner som følge af aftalen. Desuden fik de mindst udviklede lande forbedret den begunstigede adgang for deres varer til industrilandene. Og u-landene generelt fik mere spillerum inden for frihandelsrammen til at øge den indenlandske land- brugsbistand, men foreløbig kun i en fireårig prøveperiode. Mange u-lande udtrykte tilfredshed med aftalen. Dog mener nogle kritikere, at beskyttelsen af egen landbrugsproduktion bør være permanent, fordi den ses som vigtig for fødevareforsyningen. De siger, at dogmet om frihandel stadig består efter Bali. EN GLOBAL RAMME Den såkaldte Bali-pakke var den første aftale som led i Doha-handelsrunden, som blev indledt i 2001, og er på den måde bemærkelsesværdig. Flere kommentatorer hæfter sig ved, at der er pustet nyt liv i ideen om en reguleret global ramme for handel, efter at der i de mellemliggende år er blevet indgået en stribe aftaler, som kun er regionale eller bilaterale. Men det er en smal aftale, og den berører ikke grundlæggende de altoverskyggende handelsspørgsmål om told og kvoter på importvarer.

11 Bangladeshere bliver sundere Selv om Bangladesh er et meget fattigt land, og den statslige infrastruktur på sundhedsområdet er skrøbelig, er befolkningens sundhedstilstand blevet overraskende god. Børnedødeligheden falder, og den forventede ede levealder stiger til 68 år. Det konstaterer det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet, som også har fundet nøglen til succesen: Et mangfoldigt sundhedssystem, hvor også ngo er spiller en væsentlig rolle, og kvinder er de vigtigste agenter for fremskridt. Kvinderne hjælper med vaccinationer, vitaminer og vand-sukker-salt-opløsnin- Flere folk, men færre job Verdens fattigste lande er nødt til at skabe flere job, og det skal være job med en ordentlig løn. I modsat fald er der risiko for voksende social og politisk uro. Det er en af konklusionerne i 2013-rapporten om de mindst udviklede lande, der er udarbejdet af FN's organisation om handel og udvikling (UNCTAD). Årsagen til advarslen er, at de 49 fattigste lande tilsammen vil opleve en fordobling af befolkningen til 1,7 milliarder mennesker inden Omkring 60 procent er under 25 år. Hvis de seneste 10 år lægges til grund, så bliver det en kæmpemæssig opgave at få ger samt familieplanlægning. Bistand udefra betyder også noget. En rapport fra en kommission under The Lancet viser om sundheden globalt, at den globale ulighed på dette felt kan udjævnes i løbet af 25 år, hvis verden enes om at yde en økonomisk håndsrækning på, hvad svarer til 330 milliarder kroner årligt. /RH jobvækst til at følge med befolkningstilvækst i de kommende årtier. Nok er der økonomisk fremgang, men der skabes ikke arbejdspladser i samme takt. Den beskæftigelsesmæssige udfordring skærpes af, at der også sker en urbanisering i landene. Folk flytter fra land til by. Så hvad kan der gøres ifølge UNCTAD? De mindst udviklede lande skal dels forsøge at forarbejde flere naturressourcer selv, dels opbygge en industri, som er arbejdsintensiv. De mindst udviklede lande er nationer med en årsindkomst per indbygger på kun cirka kroner. Næsten tre fjerdedele af dem ligger i Afrika. /RH Kun få klimapenge til u-lande Klimakonferncen i polens hovedstad Warszawa sidst i november 2013 (COP 19) var en fiasko, og det rammer i særdeleshed u-landene. Det fastslår et samarbejde mellem en række ngo'er og sociale bevægelser, som besluttede at udvandre fra mødet i protest. Organisationerne anfører i en fælles erklæring, at der stort set ikke blev stillet finansiering til rådighed til klimatilpasning i fattige lande. Der blev heller ikke banet en vej for en omfattende og fair aftale på næste konference, som holdes i Paris i Det var ellers planen. Organisationerne opfordrer nu til folkelig mobilisering for at sætte politikerne under pres. Blandt deltagerne i samarbejdet er Peoples Movement on Climate Change fra det Filippinerne, der umiddelbart før konferencen var udsat for tyfonen Haiyan, et ekstremt vejrfænomen. /RH FOTOS: SCANPIX (ØV.) & IMAGINECHINA/CORBIS/POLFOTO (MIDT) & FN 11/

12 Zimbabwe TRICKY AT GIVE BISTAND UDEN OM STATEN 12/ Danmark har valgt at kanalisere sin bistand til Zimbabwe uden om den korrupte stat. Men det er en svær måde at lave udvikling på. Når kredsen af EU-donorer til februar mødes for at diskutere, hvordan deres fremtidige engagement i landet bliver, kommer Danmark til at spille en fremtrædende rolle. FOTO: TSVANGIRAYI MUKWAZHI/POLFOTO AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD Vognlæs af gaver vil formentlig tromle ind i Zimbabwes hovedstad, Harare, når landets præsident, Robert Mugabe, 21. februar fylder 90 år. Men udover de fysiske pakker, vil fødselaren formentlig også spejde efter, om der kommer en gave fra den kreds af EU-lande, der yder udviklingsbistand til landet. Det Europæiske Råd vil nemlig i løbet af februar forhandle EU s holdning til Zimbabwe, herunder tage stilling til de sanktioner, der tidligere er blevet indført over for landet. Senest har kritikken haglet ned over det ramponerede land i forbindelse med præsident- og parlamentsvalget i sommeren Ifølge flere internationale observatører, blandt andet den regionale samarbejdsorganisation Southern African Development Community (SADC), var både valgkampen og selve valghandlingerne præget af uregelmæssigheder som intimidering, køb af stemmer, bestikkelse og trusler, hvilket i sidste ende banede vejen for en sejr til Mugabe, der har ledet Zimbabwe siden Danmark reagerede hurtigt. Små to uger efter at Mugabe aflagde ed som præsident på det store sportsstadion i Harare, meldte den daværende udenrigsminister Villy Søvndal og ditto udviklingsminister Christian Friis Bach ud, at Danmark ville straffe den zimbabwiske stat, men ikke det zimbabwiske folk. Det er en god måde at signalere afstandtagen til staten på og samtidig fortsætte bistanden. Det kan godt være, at den zimbabwiske regering brokker sig officielt og højlydt, men der er intet, den i princippet vil gøre ved det. Daniel Molokele, politisk kommentator Uregelmæssighederne ved valget får os ikke til at droppe udviklingsbistanden, men vi stopper den direkte bistand til statsinstitutionerne, sagde Christian Friis Bach. I stedet giver vi penge til internationale og lokale organisationer, der blandt andet arbejder med kvinders og børns rettigheder og fremme af demokratiet. Vi truer ikke med at stoppe støtten, vi truer med at blive i Zimbabwe og bakke op om demokrati og menneskerettigheder. EN BALANCEGANG Beslutningen var mere principiel end reel, da Danmark sammen med den brede kreds af OECD-lande, der er til stede i Zimbabwe, i forvejen førte hovedparten af bistanden uden om stats- og regeringsapparatet. Fra dansk side var der i 2013 således kun ført en million kroner ad statslige kanaler i dette tilfælde den zimbabwiske domstolsstyrelse i forbindelse med reformer af landets retssystem. Spørger man den danske chargé d affaires i Harare, Erik Brøgger Rasmussen, har man således holdt kursen i længere tid, men det er ikke en nem måde at føre praktisk bistands-

13 DANSK STØTTE TIL ZIMBABWE For perioden er der bevilget 525 millioner kroner til Zimbabwe i bilateral udviklingsbistand. Bistanden går til demokratisering, menneskerettigheder, infrastruktur og privatsektordrevet landbrug. Den statslige bistand til Zimbabwe i 2013, som nu afsluttes, er på én million kroner og går til byggeriet af to retsbygninger. politik på, siger han til Udvikling. Der er tale om en balancegang, hvor det gælder om at sikre bistandens effektivitet, samtidig med at man skal agere inden for den stat, man med sin beslutning ønsker at sende et kraftigt signal til. I teorien strider denne strategi imod alle principper om sund bistand, hvor regeringerne i modtagerlandet har det overordnede ansvar og dermed det største ejerskab, siger han. Bistand uden om staten er en tricky strategi. For det første skal vi have tilladelsen til at blive i landet. For det andet skal Zimbabwes regering acceptere, at den bistand, vi kommer med, kanaliseres uden om statsapparatet, siger han. I Udenrigsministeriet i Danmark er Birgitte Markussen, chef for Afrika-kontoret, klar over de dilemmaer, der knytter sig til beslutninger om at straffe tvivlsomme statsledere og regeringer ved at føre bistandsmillionerne uden om statsapparatet. Styrken er, at vi kan fortsætte en proaktiv bistandspolitik i lande som eksempelvis Zimbabwe. Når det er sagt, så er det ingen hemmelighed, at mange mindre bevillinger til en lang række civilsamfundsorganisationer kræver store administrative ressourcer. Faktisk opfordrer også organisationerne os til at arbejde for at ophæve sanktionerne, så forholdene kan normaliseres, siger hun. VI HOLDER ZIMBABWE KØRENDE OECD-landenes strategi undrer ikke politisk kommentator Daniel Molokele fra Zimbabwe. Det er en god måde at signalere afstandtagen til staten på og samtidig fortsætte bistanden. Det kan godt være, at den zimbabwiske regering brokker sig officielt og højlydt, men der er intet, den i princippet vil gøre ved det, siger han. DR. ROBERT MUGABE, SOM HAR LEDET ZIMBABWE SIDEN 1980, HAR FORTSAT SINE TROFASTE STØTTER. I FEBRUAR I ÅR FYLDER HAN 90 ÅR. Erik Brøgger Rasmussen i Harare er enig. Vi taler jævnligt med både ministre og topembedsmænd, der lader os vide, at de er glade for, at vi er her. De ved jo godt, hvor vigtige donorer vi er. Det er de facto os, der holder landet kørende. Så der er ingen diskussion af de kanaler, vi giver bistand ad, men derimod af de formål, vores bistand har, siger han og fortsætter: Både vi og regeringen vil skabe økonomisk vækst og arbejdspladser, men samtidig vil vi gerne arbejde med civilsamfundsorganisationerne og sikre menneskerettigheder og demokrati. Og på det punkt er styret lidt mere skeptisk. Han synes, at den zimbabwiske regering har trukket i arbejdstøjet på et par centrale og lovende punkter, blandt andet ved at tale åbent om at række hånden ud til de vestlige stater og bede om hjælp til at få normaliseret landet. Signalerne er konsistente, men vi mangler stadig at se dem udmøntet konkret i form af eksempelvis mediereformer og valgreformer, siger han og håber, at bistanden med tiden kan ændre karakter. Vi har valgt denne strategi som en kritik af uregelmæssighederne i landet. Den kritik fastholder vi, men vi må hele tiden forholde os til den politik, der bliver ført. Det er ikke planen, at vi i al evighed skal køre med denne strategi, men i sidste ende afhænger det af Robert Mugabe og hans politik, siger han. 13/

14 14/ ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS

15 LITTERATUR SYDØSTASIEN EN JASMINBLOMST I EN BØFFELLORT Litteraturen i Sydøstasien er blevet påvirket af de vestlige kolonimagter, men har sine helt egne, tydelige rødder. 15/ AF ANNA BRIDGWATER En jasminblomst i en bøffellort. Sådan lyder det i en novelle af den vietnamesiske forfatter Nguy n Huy Thi p (se boks s. 57). Eksotisk og alligevel genkendeligt, ligesom resten af novellen. Men litteratur fra Sydøstasien er stort set ukendt i den vestlige verden. Der findes intet hos boghandlerne og meget lidt på bibliotekerne. Heller ikke inden for dette hjørne af verden er regionens romaner, noveller og digtsamlinger særlig udbredte: I forhold til befolkningstallet er udgivelsesmængden ikke ret stor, siger Vagn Plenge. Han er forlægger og har blandt andet udgivet en antologi med oversatte noveller fra regionen. Han forklarer asiaternes ringe læselyst med, at det ikke er mange år siden, at uddannelse blev bredt tilgængeligt, og mange steder stadig ses som en luksus, som ikke må ødsles bort på fornøjelser. Man uddanner sig for at få bedre muligheder i livet og for at få arbejde, ikke for at kunne læse litteratur. MODERNE LYRIK I stedet for litteratur i bogform har Sydøstasien traditionelt haft en stærk mundtlig fortællertradition, som også omfattede lyrik. UDVIKLING tager i en ny serie temperaturen på skønlitteraturen lige nu uden for den vestlige verden. Vores litterære verdensomsejling begyndte i Latinamerika og er nu nået til Sydøstasien. I hele regionen består den klassiske litteratur mest af poesi i flere forskellige stilarter, fra korte aforismeagtige (ordsprogslignende, red.) digte til enorme epos. Dertil kommer historiske og religiøse værker, siger Vagn Plenge. Forfatter og oversætter Niels Fink Ebbesen har rejst i Vietnam og Sydøstasien i mere end 20 år. Han pointerer, at lyrik spillede en rolle i opdragelse og uddannelse og lærte tilhørerne noget om den verden, de boede i, dens traditioner og skikke. I den skriftlige tradition var man stærkt inspireret af kinesisk kultur, og kommende embedsmænd lærte at komponere digte i stærkt stiliserede former og ofte med et didaktisk formål. Altså skulle lyrik ikke kun underholde, den skulle også belære tilhørerne om traditioner, samfundsforhold og normer. I dag lever lyrikken stadig i regionen. Martin Platt, lektor og ph.d. ved Institut for Sydøstasiatiske Studier på Københavns Universitet, forklarer: Lyrik er stadig meget stærk i Sydøstasien og bygger på en lang tradition i hvert enkelt land. De klassiske former for lyrik bliver stadig brugt og påvirker moderne lyrik, og der henty- >

16 > 16/ des til og citeres ofte fra de klassiske værker. Vagn Plenge er enig med Martin Platt i, at lyrik stadig spiller en stor rolle i Sydøstasien: For eksempel er der i Indonesien den dag i dag store konkurrencer i at læse digte højt. KOLONITID OG UDDANNELSE Fra 1500-tallet og frem til midten af det 20. århundrede herskede europæiske kolonimagter i Sydøstasien. De var undertrykkere, men de medbragte også uddannelse og nye kulturformer. Den malaysiske digter Cecil Rajendra er på nogle måder en typisk sydøstasiatisk forfatter. Briterne bragte kultur og religion med sig. Jeg gik på en kristen skole, og vi blev undervist i engelsk litteratur. Det påvirkede mig. Jeg læste mange af de engelske romantiske digtere. Senere læste jeg jura i London, og der mødte jeg verdenslitteratur, eksempelvis H.C. Andersen og afrikanske og amerikanske forfattere, fortæller han. Etiketten en ikke-malaysisk forfatter har han fået, fordi han skriver på engelsk. Han er født i 1942 og gik i britisk skole, for sådan var vilkårene, da han voksede op. Og helt uden litterær anerkendelse lever Cecil Rajendra dog ikke, da han var nomineret til Nobelprisen i litteratur i Et land, hvis historie og kulturhistorie er typisk for regionen, er Vietnam. Landet har gennemgået en transformation fra traditionelt buddhistisk østasiatisk land til koloni efterfulgt af et totalitært regime og nu en form for kapitalisme. De forvandlinger har afsat spor i litteraturen. I Vietnam som i hele regionen dukkede skønlitteratur i prosaform først op i løbet af 1900-tallet, inspireret af den europæiske litteratur. POSTKOLONIAL LITTERATUR Litteratur fra tidligere koloniserede lande kaldes tit postkolonial. Navnet bruges typisk om litteratur, der fokuserer på forholdet mellem hersker og undersåt, og på spørgsmål om imperialisme, identitet samt kulturel og politisk uafhængighed. Ofte vil der være tale om litteratur, der kritiserer den dominerende kultur, og som sætter spørgsmålstegn ved etablerede autoriteter. Der skete et brud i Vietnams traditionelle litteratur i 1930 erne efter mødet med den franske kolonimagt, fortæller forfatter og oversætter Niels Ebbesen. Jeg et kom i centrum i litteraturen på en helt ny måde. Som resultat af den franske erobring brød vestligt inspireret stil og tematik igennem i begyndelsen af 1930 erne, og individet kom for første gang i centrum i vietnamesisk litteratur. På vietnamesisk er ordet for jeg afhængig af, hvem man taler med, men i litteraturen begyndte man i stedet at bruge et neutralt ord for jeg og det chokerede mange i det traditionelle hierarkiske samfund, siger han. Briterne bragte kultur og religion med sig. Jeg gik på en kristen skole, og vi blev undervist i engelsk litteratur. Det påvirkede mig. Cecil Rajendra, malaysisk digter Det ændrede sig igen under uafhængighedskrigen og borgerkrigen, hvor den nationale litteratur blomstrede, og helt frem til senfirsernes åbning mod Vesten var den litterære scene domineret af socialistisk realisme og belærende værker med en stærk løftet pegefinger. Samme udvikling var også Cambodja og dets litteratur igennem: Landet blev en fransk koloni i 1863, og i 1908 blev den første bog på khmer trykt i hovedstaden Phnom Penh. Cambodjansk litteratur blomstrede, og i 1954 blev der oprettet en forfatterforening. Men fra 1973 til 1979 regerede det kommunistiske Røde Khmer-regime i landet og forfulgte og henrettede intellektuelle. Litteratur som udtryksform eksisterede ikke, og først nu er en slags litterær scene ved at skyde frem. FÆLLES EMNER Martin Platt fortæller, at der er gennemgående emner, som er fælles for regionens moderne litteratur og det er temaer, der afspejler den voldsomme fortid. Forfatternes fortællinger handler ofte om sociale forandringer, mødet mellem traditioner og det moderne samfund, hierarki og magt, umyndiggjorte folkeslag og etnisk diversitet. Indfaldsvinklerne kan variere i forhold til de forskellige religioner og forskellige arv efter kolonitiden, men det centrale spørgsmål er det samme: Hvem er jeg i denne forvirrende, foranderlige verden? I dag handler samtidslitteraturen i Vietnam om problemerne med at finde sig til rette under alle omvæltningerne, og om at forholde sig til modsætningen mellem modernitet og tradition og til modernitet i det hele taget. Der er meget sjældent tale om direkte politisk indhold, men der er politisk litteratur, det er bare diskret, fortæller Niels Ebbesen. Vietnams forfattere risikerer stadig fængselsstraffe, hvis de mistænkes for at modarbejde regimet, og også i blandt andet Filippinerne er der forfattere, der er blevet fængslet for deres holdninger. Erfaringerne med at være underlagt koloniherrerne og leve i et land med store sociale skel betyder, at det for malaysiske Cecil Rajendra er naturligt at være politisk i sit forfatterskab. Han har skrevet om menneskerettigheder, flygtninge og skovfældning i de malaysiske regnskove på en direkte og enkel måde, så man ikke er i tvivl om, hvor hans sympatier ligger: Hos de svage og de undertrykte. Han vedkender sig, at han er politisk, og at han ser det som en forfatters pligt at bruge sin stemme politisk i en region, hvor der er meget lidt dialog mellem magthavere og befolkning. Men han nægter at lade sig kategorisere. Min lyrik læses mere af dem, der er interesseret i udviklingsstudier end af dem, der er interesseret i litteraturstudier. Men det er kun interessant for akademikere at kategorisere forfattere. Da jeg boede i London, skrev jeg mange digte om at være sort, men jeg var også involveret i anti-apartheidog Vietnambevægelsen, og jeg var åben over for alle de politiske strømninger, så de ting skrev jeg om. Tendensen med at bearbejde erfaringerne meget direkte i litteraturen er gennemgående i Sydøstasien. Cambodja er stadig mærket af De Røde Khmerers regime fra , og landets bedst kendte forfattere, Vatey Seng og Navy Phim, har begge skre-

17 DEM LÆSER DE I SYDØSTASIEN Seks store forfattere, der er elskede i deres hjemlande, men mindre kendte uden for kontinentet. VIETNAM INDONESIEN THAILAND NGUY N HUY THI PS (f.1950) forfatterskab kredser om landets politiske og økonomiske udfordringer. Thi ps tidlige år var mærket af fattigdom og det hårde, underudviklede landbrugssamfund, han levede i. Han har været lærer, arbejdsmand og sortbørshandler, inden han tog springet og satsede på sit forfatterskab. I 1987 vakte han betydelig opsigt med sin første, samfundskritiske novelle Da generalen gik på pension, samtidig med at Vietnam politisk begyndte at åbne sig mod Vesten. PRAMOEDYA ANANTA TOER ( ) skrev romaner, noveller og essays, og hans forfatterskab dækker kolonitiden, uafhængighedskampen og Sukarnos og Suhartos strenge regimer. Han skrev om sin egen og landets udvikling, ofte med en meget politisk vinkel. Den hollandske kolonimagt fængslede ham fra , og under Suhartos 33 års regime var hans bøger forbudte. I dag huskes han mest for Buru-kvartetten, fire romaner, som han skrev, mens han var interneret på øen Buru, og som udkom på engelsk på forlaget Penguin. CHART KORBJITTI (f.1954) udgav som 15-årig sin første novelle i et skoleblad. Han fik sit gennembrud i 1981 med romanen Khamphiphaksa (The Judgment), som han vandt regionens største litterære pris, Southeast Asian Writers Award (SEA), for; en pris han vandt igen i Hans dystre fiktion fokuserer på mennesker på samfundets bund, flere af hans romaner er blevet oversat til engelsk, og en enkelt er blevet filmatiseret, nemlig Khamphiphaksa i Han har også skrevet noveller til Si San magasinet. 17/ SINGAPORE FILIPPINERNE LAOS CATHERINE LIM (f.1942). Den prisvindende forfatter er af kinesisk afstamning, blev født i Malaysia og flyttede til Singapore, da hun var i 20 erne. Hun har skrevet romaner, noveller, lyrik og politiske kommentarer. Et gennemgående tema i hendes værker er selvstændige kvinder, der bliver bremset af traditioner. Hun skriver på engelsk, og hendes politiske kommentarer kan læses på hendes engelsksprogede hjemmeside: LAKAMBINI SITOY (f.1969) er en prisvindende kvindelig forfatter med en dansk forbindelse, da hun har studeret på Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitetscenter. Hun har arbejdet som livsstilsjournalist og redaktør på Manila Times i 1990 erne, og i denne periode skrev hun to roste novellesamlinger. Hun har udgivet en børnebog på dansk, nemlig Nataberne fra 2011, men hun er mest anerkendt for romanen Sweethaven fra 2008, som er oversat til flere sprog. OUTHINE BOUNYAVONG ( ) er en af Laos mest produktive moderne forfattere. Hans fokus er det laotiske bondesamfund, og de laotiske værdier som medfølelse, respekt for ældre mennesker og det enkle liv er centrale. Han er ikke interesseret i ideologi, men i almindelige mennesker, og han blev ved med at skrive under borgerkrigen og efter kommunisternes magtovertagelse i Novellesamlingen Mother s Beloved er oversat til engelsk. > FOTOS: P.A.TOER: BRIGITTE FRIEDRICH/SZ PHOTO/SCANPIX, ALLE ØVRIGE POLFOTO.

18 18/ > vet romaner, der er bidrag til landets helingsproces. En vietnamesisk forfatter, som er kendt både i Vietnam og uden for landets grænser, er B o Ninh, hvis selvbiografiske roman Krigens sorg også er oversat til dansk. Her er lidelsen og kritikken af en grum krig beskrevet meget direkte i en næsten naiv stil. Denne meget direkte stil kan også beskrives som en afvæbnende troskyldighed, som der stod i en anmeldelse af den indonesiske roman Vejen uden ende af den nu afdøde Mochtar Lubis. Han skrev om landets selvstændighedskamp efter Anden Verdenskrig, og det drama, hans hovedpersoner gennemspiller, personificerer det drama, landet gennemlevede. FREMTIDENS LÆSERE Et land som Vietnam har oplevet en rivende udvikling, men landets egen tradition for litterære fortællinger er forholdsvis spæd, og det betyder, at der er en mangel på bøger til børn og unge. Traditionelt har børnelitteratur for eksempel handlet om, hvordan man bliver et godt barn, som behandler sine forældre ordentligt. Derudover har der været sagn og legender, fortæller Niels Ebbesen. Den danske børnebogsforfatter Sally Altschuler har været på flere kulturudvekslingsrejser i Vietnam, hvor han fik at vide: Godnatlæsning er ikke så skidesmart her. Hos os lægger vi ikke børnene i seng. Efterhånden som landene i Sydøstasien lægger fortidens konflikter og undertrykkelse bag sig, er der tegn på, at litteraturen bliver mere mangfoldig. Som Vagn Plenge siger: At læse er en luksus, som kræver overskud. Mig bekendt skrives der i dag i alle genrer og stilarter, også i det enkelte land, fra trivielle, sentimentale eller romantiske romaner, der oftest først offentliggøres i ugeblade, til subtile værker, eksempelvis surrealistiske noveller og romaner og urimede, modernistiske digte, som har et forholdsvist lille publikum. Men foruden ugebladslitteraturen er det nok socialrealismen, der dominerer. I det hele taget er det også i de lande markedskræfterne, der for størstedelen er styrende. Alligevel tror Martin Platt, at regionens litteratur kommer til at bevare tydelige spor til sin kulturelle fortid: Noveller og romaner er meget populære nu, men de genrer kommer udefra. Alligevel er de påvirket af de traditionelle fortælleformer. Men den måde, man producerer og forbruger litteraturen på, er helt anderledes end den måde, regionens fortællinger tidligere blev skabt og distribueret på. Niels Ebbesen oplever, at litteraturen bliver både værdsat og læst i Vietnam: Man kan få et meget bredt udvalg af litteratur i Vietnam, og det bliver værdsat. Men den mest læsende gruppe er nok de unge piger, og de læser romantiske romaner og chicklit, både oversat og vietnamesisk. LÆS MERE FRA ASIEN PÅ DANSK F. Sionil José: Daggry (1989) Mochtar Lubis: Vejen uden ende (2012) Bào Ninh: Krigens Sorg (1993) Chairil Anwar: Nattens stemme (digtsamling, 2009) KAN DU GØRE DANSKERNE KLOGERE PÅ UDVIKLINGSLANDENE? Danskerne ved ikke nok om udviklingslandene her er din chance! Alle temaer er interessante, også vækst i Afrika eller korruption. Du kan ansøge om støtte til dit oplysningsprojekt hos Danidas Oplysningsbevilling. Der er tre ansøgningsrunder årligt. Vi støtter de bedste ansøgninger. Se mere på oplysningsbevillingen.um.dk Send en ansøgning til Danidas Oplysningsbevilling, hvis du er god til at kommunikere og ved noget om udviklingslandene. Støtten går blandt andet til undervisningsmaterialer, udstillinger, film til landsdækkende tv og rejsestipendier. ANNONCE

19 Forskning 5 DANSKE FORSKNINGS- PROJEKTER OM U-LANDE Forskere fra Danmark har bedrevet udviklingsforskning i årevis få et overblik over aktuelle projekter her. RÅVARER SKABER POLITIK I forskningsprojektet Naturlige goder? Forarbejdning af råvarer i globale tider analyserer forskere på Københavns Universitet bestemte råvarer blandt andet kaffe i Ghana og te i Indien. Formålet er at undersøge, hvordan naturens produkter udløser konflikter og skaber politik, globale hierarkier og historiske omstændigheder. AF SIGNE KIERKEGAARD CAIN KENDIS-DREVET UDVIKLING Madonna finansierer udviklingsprojekter i Malawi, og kendisser stiller op til Danmarks Indsamling. Forskernetværket Celebrity and North-South Relations ser på, hvad de kendte betyder for udviklingsbistanden. For eksempel undersøger adjunkt på Roskilde Universitet Louise Mubanda Rasmussen, hvordan lokale samarbejdspartnere oplever samarbejdet med Madonnas fond Raising Malawi. 19/ NYT FORSKNINGSPROJEKT SER PÅ, HVAD DE KENDTES ENGAGEMENT BETYDER FOR BISTANDEN. HER MADONNA. PRES PÅ MENNESKERETTIGHEDER Der er lige nu meget fokus på menneskerettigheder i udviklingsarbejdet, og faktisk spillede u-lande en helt afgørende rolle, da menneskerettighedernes status i international lov blev slået fast i 1960 erne. Det konkluderer historiker Steven Jensen i sin ph.d.-afhandling om menneskerettighedernes historie fra , der bygger på arkivstudier i 10 lande. Lande som Jamaica, Liberia, Ghana og Filippinerne var i høj grad med til at presse de vestlige lande til at tage menneskerettighederne alvorligt. Steven Jensen: Negotiating Universality The Making of International Human Rights, , Danish Institute for Human Rights and University of Copenhagen (2013). MAGTFULDE DONORER I KINA Kinesiske ngo er er langtfra uafhængige af staten. Men samtidig har udenlandske donorer uofficielt stor magt i organisationerne. Den udenlandske indflydelse er ikke nødvendigvis negativ, men det handler om at bruge den konstruktivt i stedet for at lade, som om de udenlandske donorer ikke er afgørende for ngo ernes arbejde. Det konkluderer seniorforsker Cecilia Milwertz fra Nordisk Institut for Asienstudier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og Wang Fengxian fra Institut for Sociologi, Akademi for Samfundsvidenskab, Beijing. ENGAGEREDE EGYPTISKE UNGE Den organisatoriske erfaring og sociale bevidsthed, som tusindvis af unge egyptere har fået gennem frivilligt socialt arbejde, blev helt central for revolutionen i landet. Det konkluderer antropolog Sara Lei Sparre i sin ph.d.-afhandling. Hun har fulgt en gruppe unge muslimske frivillige før og efter oprøret på Tahrir-pladsen og fundet ud af, at de unges samfundsengagement rustede dem både praktisk og politisk til oprøret. Sara Lei Sparre: A Generation in the Making The Formation of Young Muslim Volunteers in Cairo, Københavns Universitet (2013). REVOLUTIONENS SPYDSPIDS PÅ TAHRIR- PLADSEN I KAIRO ER BLEVET ET FORSKNINGSOBJEKT. FOTOS: PETER FOLEY/EPA/SCANPIX (ØV.) & CUI XINYU/XINHUA/SCANPIX (NED.)

20 > Konfliktmineraler NÅR GOD VILJE GØR SKADE AF ØJVIND KYRØ, GOMA OG BUNIA 20/ FOTO: GUILLEM VALLE/CORBIS/POLFOTO Blodmineralet coltan, der bruges i mobiltelefoner, har finansieret krig i Congo og derfor er udlandet holdt op med at købe det. Men det har ikke stoppet konflikten. For nu satser militsgrupper og minearbejdere i stedet på et nyt mineral: guld.