Abstract In this project we examine how the structural conditions in our current society may contribute to the increased numbers of diagnoses of

Transkript

1 1

2 Abstract In this project we examine how the structural conditions in our current society may contribute to the increased numbers of diagnoses of mental diseases. We have examined that in our society, there are some different requirements to the individual that can lead to the increasing numbers of diagnoses. Our society is becoming more competitive which requires the individual to stay flexible and adaptable to changes, and also demands that people stay physically and mentally healthy. We examine the psychiatry s use of the diagnostic system ICD-10 and how the psychiatry influence individuals with their situated power and how they gain reliability from society. Furthermore we examine how psychiatry defines normal and abnormal. When the concept of normality is reduced it tends to sicken ordinary human feelings, which can lead to an increased number of diagnoses. This project can conclude that the increasing number of diagnoses is caused by the society's increasing demands on the individual and by the pathologizing of general human feelings. 2

3 1. PROBLEMFELT 5 2. PROBLEMFORMULERING PROBLEMSTILLINGER 6 3. METODOLOGI FORFORSTÅELSE FREMGANGSMÅDE VALG AF TEORI OG METODE ANTHONY GIDDENS (1938) SVEND BRINKMANN (1975) KENNETH J. GERGEN (1934) MICHEL FOUCAULT (1926) AFGRÆNSNING KARAKTERISTIK KARAKTERISTIK AF SAMFUNDET KARAKTERISTIK AF PSYKIATRIENS OPBYGNING TEMATISK ANALYSE SUNDHEDSDISKURSEN KONKURRENCESTATENS KRAV OM OMSTILLINGSPARATHED OG FLEKSIBILITET INDIVIDUALISERING OG ØGET REFLEKSIVITET VALGMULIGHEDER ADSKILLELSEN AF TID OG RUM TILLID TIL PSYKIATRIEN INDSNÆVRING I NORMALITETSBEGREBET BRUGEN AF FAGSPROG I HVERDAGSLIVET KONSEKVENSER VED DIAGNOSESYSTEMET OVERORDNEDE ÅRSAGSFORKLARINGER KONKLUSION PROJEKTETS VALIDITET 57 3

4 10. LITTERATURLISTE VÆRKER INTERNETKILDER FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET. 4

5 1. Problemfelt Vi undrer os over den radikale stigning i antallet af personer, der opfylder kriterierne for en given psykiatrisk diagnose (Brinkmann 2010: 64). I dag har 20% af befolkningen i de vestlige lande mindst én psykisk sygdom, og 50% af disse mennesker vil have deres sygdom gennem hele deres liv (Brinkmann 2010: 18). Vi undrer os over, hvad denne stigning skyldes. Vi ønsker at undersøge, om der er karakteristika ved nutidens samfund, der gør, at befolkningen har et dårligere psykisk helbred i dag end tidligere, eller om stigningen kan skyldes psykiatriens magt og måden, hvorpå der stilles diagnoser. Er vi blevet mere syge, eller anskues følelser, der tidligere ansås som værende almenmenneskelige, nu som symptomer på psykisk sygdom? I projektet har vi anlagt et samfundsmæssigt perspektiv, hvor vi vil analysere, hvordan karakteristika ved vores nuværende samfund påvirker individet. Vi ønsker i dette projekt at påpege strukturer i nutidens samfund og psykiatrien med henblik på at analysere, om disse strukturer kan være medvirkende til det stigende antal psykiske diagnoser. Vi vil undersøge, hvilke problemstillinger, der kan gøre sig gældende i forbindelse med nutidens strukturelle forhold. Vi har en formodning om, at der er træk ved nutidens samfund, der kan være med til at stille folk i en position, hvor de oplever, at der stilles høje krav til, hvordan de skal leve deres liv, og vi overvejer, om dette kan føre til et pres, der kan skade det psykiske helbred. Vi undrer os over, om det stigende antal diagnoser kan skyldes for store krav til det enkelte individs kompetencer. Samtidig undrer vi os over, hvilken indflydelse psykiatrien har på det stigende antal diagnoser. Vi ser, at der diagnosticeres og behandles ud fra symptomer, og at der i mindre grad tages højde for den enkeltes livsomstændigheder. Vi undrer os over, om man herved sygeliggør almenmenneskelige følelser, hvis den enkeltes psykiske helbred ikke ses i relation til dets omstændigheder. Her undrer vi os over, hvem der har magten til at definere, hvad der er normalt og anormalt i forhold til menneskets psykiske helbred. Til at udforme en karakteristik af samfundet benytter vi os af dele af Anthony Giddens og Svend Brinkmanns beskrivelser af de strukturelle forhold i vores nuværende samfund og de dertilhørende krav. Vi vil desuden undersøge, hvordan psykiatrien i Danmark er opbygget herunder hvordan diagnosesystemet ICD-10, der benyttes til diagnosticering i Danmark, fungerer og benyttes. Det gør vi for at kunne analysere, hvilke strukturelle forhold i samfundet, der kan have indflydelse på det stigende antal diagnoser. 5

6 Det leder os til nedenstående problemformulering. 2. Problemformulering Hvilke strukturelle forhold i samfundet kan være medvirkende til det øgede antal diagnosticeringer af psykiske sygdomme? 2.1. Problemstillinger 1. Kan sundhedsdiskursen være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 2. Kan konkurrencestatens krav om omstillingsparathed og fleksibilitet være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 3. Kan den øgede individualisering og refleksivitet være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 4. Kan det øgede udbud af valgmuligheder for individet være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 5. Kan adskillelsen af tid og rum være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 6. Kan befolkningens tillid til psykiatrien være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 7. Kan det, at vi bruger fagsprog i hverdagslivet, være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 8. Kan en indsnævring af normalitetsbegrebet være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 9. Kan måden, psykiatrien diagnosticerer, være medvirkende til det stigende antal diagnoser? 6

7 3. Metodologi I følgende afsnit vil vi beskrive de forforståelser, vi er gået til projektet med. Derudover vil vi beskrive fremgangsmåden i projektet for at sikre et overblik over projektets struktur. Efterfølgende vil vi beskrive og argumentere for vores valg af teori og metode, og til slut vil vi lave en afgrænsning af emnet Forforståelse I det følgende vil vi beskrive, hvilke forforståelser, vi er gået ind til problemstillingerne med. Vi er gået til emnet med et kritisk syn på det øgede antal diagnosticeringer, som en negativ tendens i vores nuværende samfund, og det er der flere forskellige årsager til, som vi vil komme nærmere ind på i det følgende. Når vi har læst os ind på feltet, er vi stødt på diagnoser som stor sorg og kronisk træthedssyndrom. Vi mener, at man kan diskutere, hvorvidt sådanne diagnoser er behandlingskrævende eller i højere grad er almene menneskelige træk. Det er vores forestilling, at der med diagnosticering af almene menneskelige træk er en risiko for, at der sker en overdiagnosticering og -medicinering, der måske ikke er hensigtsmæssig, og som man endnu ikke kender konsekvenserne af. Dette finder vi problematisk. Det er altså vores egen forståelse for emnet og den, vi er gået ind til projektet med. Derudover finder vi selve diagnosesystemet, ICD-10, problematisk, idet vi har svært ved at se, hvordan det er muligt at indfange noget så komplekst, som et menneskes psykiske tilstand, i et skema. Vi finder det problematisk, at man udelukkende ud fra symptomer kategoriserer mange mennesker under de samme diagnoser, uden at tage højde for disses forskellige omstændigheder og historie. Ovenstående er vores egne forforståelser, og det har motiveret os i vores valg af teoretikere og problemstillinger, da vi anskuer det stigende antal diagnoser fra netop dette perspektiv. Vores forforståelser har været vores udgangspunkt, når vi har udarbejdet problemstillinger til at besvare spørgsmålet om, hvad det stigende antal diagnoser skyldes Fremgangsmåde I dette afsnit vil vi beskrive, hvordan vi har valgt at strukturere projektet, så der er bedst muligt grundlag for besvarelse af vores problemformulering. I afsnit 4 vil vi give en karakteristik af de faktorer i det senmoderne samfund, som vi finder væsentlige i forhold til vores problemformulering (4.1.), samt en introduktion til psykiatrien og 7

8 diagnosesystemet (4.2.). Det gør vi for at skabe en kontekst og et grundlag for besvarelsen af vores problemformulering. Som vi tidligere har påpeget, er det i vores interesse at undersøge, om de samfundsmæssige strukturer og krav til den enkeltes kompetencer kan være en medvirkende årsag til det stigende antal diagnoser. Det bliver tydeligt i afsnit 4, hvor vi igennem vores karakteristik af samfundet påpeger en række forhold, som vi senere vil analysere som mulige årsager til det stigende antal diagnoser. Vi beskriver desuden psykiatriens opbygning og ICD-systemet, da vi ønsker at undersøge, om vores tillid til psykiatrien og dens magt og måde at diagnosticere på kan være årsag til det stigende antal diagnoser. Derfor finder vi en grundlæggende forståelse for psykiatriens opbygning og det diagnosesystem psykiatrien benytter, relevant. Vi udformer derfor en karakteristik af psykiatrien og diagnosesystemet for, at vi senere kan anskue de forhold, som vi har påpeget som mulige faktorer til det stigende antal diagnoser. Afsnit 4 fungerer som et udgangspunkt for vores senere analyse, da det giver os mulighed for at påpege de forhold i samfundet og psykiatrien, som vi anser som væsentlige i forhold til det stigende antal diagnoser. Kapitlet kan derved konkretisere vores interessefelt og fungerer som rammen for vores analyse. Afsnit 5 består af en tematisk analyse. Analysen er struktureret således, at den følger rækkefølgen på vores problemstillinger (afsnit 2.1.). I afsnit 4 påpeger vi som sagt en række vilkår ved vores nuværende samfund og psykiatrien, og dem forsøger vi i den tematiske analyse at problematisere som mulige årsager til det stigende antal diagnoser. De vilkår, vi finder frem til i karakteristikken, ønsker vi altså i den tematiske analyse at sætte i relation til vores problemformulering. Den tematiske analyse bygger på en række problemstillinger, som vi har kunnet udpege af vores karakteristikafsnit. Ved at udlede problemstillingerne af vores karakteristikafsnit sikrer vi projektets stringens, idet analysen netop beror på de karakteristika, der fremhæves i afsnit 4. Det er vores formål, at denne opbygning skal skabe sammenhæng mellem de karakteriserende og de analyserende afsnit. Grunden til den valgte fremgangsmåde er, at ved at informere læseren om den kontekst, vi undersøger indenfor (karakteristika ved det senmoderne samfund og psykiatrien), lader vi læseren følge vores interesse. Feltet for undersøgelsen af vores problemformulering er stort, og vi kunne have valgt mange retninger, men i afsnit 4 gør vi konteksten for vores analyse klar Valg af teori og metode I det følgende vil vi introducere, hvilken teori og metode, vi har fundet relevant at gøre brug af til besvarelse af vores problemformulering. 8

9 I vores karakteristik har vi valgt at holde os til Giddens og Brinkmanns beskrivelser af nutidens samfund. Det gør vi, da de anskuer mennesket som socialt konstitueret i en historisk kontekst, og dette synspunkt indtager vi i projektet. Ved at undersøge samfundsmæssige forhold i relation til psykiske sygdomme erkender vi også, at de psykiske sygdomme kan være socialt konstruerede på baggrund af samfundsmæssige strukturer. Når vi undersøger, hvorfor antallet af diagnoser er steget, er det fra det perspektiv, vi har valgt, netop ikke et ahistorisk spørgsmål, der er uafhængigt af sin kontekst. I dette projekt ønsker vi netop at undersøge den samfundsmæssige karakteristikas betydning for det stigende antal diagnoser. Derfor finder vi det relevant at medtage de samfundsmæssige karakteristika, som blandt andre Giddens skitserer. Vi uddrager kun de begreber fra Giddens og Brinkmann, som er relevante i forhold til vores problemformulering, og vi er opmærksomme på, at vi her er selektive i vores valg af teoretiske begreber. Dermed sagt, at vi lader os inspirere af Giddens og Brinkmanns karakteristik af vores nuværende samfund, men hvad gælder analysen forholder vi os ikke til en bestemt teoretisk retning, men lader os her inspirere af, hvad der er interessant i den pågældende analyse af en problemstilling. Det skyldes, at vi i dette projekt har valgt at belyse vores problemformulering ud fra en analyse af en række problemstillinger, vi finder relevante, fremfor en række teoretiske tilgange. Det vil sige, at analysens omdrejningspunkt ikke er teoretiske retninger, men problemstillinger. Med det perspektiv, vi har valgt at anlægge, tager vi i alle problemstillingerne udgangspunkt i, at psykiske sygdomme kan skyldes strukturer i samfundet, fremfor at anlægge et perspektiv på psykiske sygdomme som biologisk eller neurologisk betingede. Vi er åbne i vores tilgang til teoretiske retninger, da vi ønsker at udforske vores problemformulering fra forskellige vinkler og synspunkter. Her knytter vi dele af forskellige teoriapparater sammen i stedet for at følge én bestemt teoretisk retning. Man kan sige, at vores valg af teori derfor er fragmenteret og fleksibelt, da vi selv sammensætter, hvad der er væsentligt i den gældende problemstilling. Det giver os mulighed for at anskue problemstillingerne fra forskellige synspunkter og derved udforme en nuanceret analyse. Når vi arbejder med denne åbne og udforskende tilgang, er vores udvalg af teorier derfor også bredt. Vi finder belæg for vores egne analyseresultater ved hjælp af forskning, der kan nuancere og styrke resultaterne. Her inddrager vi en række teoretikere, forskere og studier, der har relevans i forhold til vores problemstillinger. Når det hermed er sagt, at vi er åbne overfor at benytte forskellige teoretikere, vil vi dog påpege, at vores motivation bunder i en ontologi om psykiske sygdomme som skabt i social og historisk kontekst fremfor at anskue dem som biologisk betingede. 9

10 Det bærer vores valg af teoretikere præg af. Vi benytter os som sagt af Anthony Giddens og Svend Brinkmann, men herudover inddrager vi i analysen blandt andre Michel Foucault og Kenneth J. Gergen. Derudover har vi anvendt andre eksperter og teoretikere, men da vi anvender dem i mindre omfang, vælger vi i det følgende kun at give en introduktion til de fire teoretikere, vi hovedsageligt anvender. Fælles for disse teoretikere er, at de alle anskuer det sociale - herunder eksempelvis samfundsmæssige forhold - som konstitueret gennem historisk kontekst, diskurs og sociale praksisser. Det gør de alle i forskellig grad, men om ikke andet finder vi en vis fælles forståelse i deres ontologi. Derfor vil vi nu kort beskrive, hvorfor og hvordan vi benytter os af vores valgte primære teori Anthony Giddens (1938) Vi har valgt sociolog Anthony Giddens teori om det senmoderne samfund til at skitsere nogle af de samfundsmæssige vilkår, fordi vi finder hans beskrivelse meget repræsentativ. Det skyldes, at hans begreber om øget refleksivitet, individualisering, adskillelsen af tid og rum og de mange valgmuligheder er særligt relevante i forhold til projektets problemstillinger. Giddens beskriver, at det senmoderne individ konstant må forholde sig til samfundets mange valgmuligheder og krav. Denne antagelse finder vi interessant at gå i dybden med, når vi ønsker at undersøge, hvad det senmoderne samfund kan have af betydning for individet. Derudover anvender vi hans beskrivelse af udlejringsmekanismer, herunder ekspertsystemer Svend Brinkmann (1975) Vi inddrager psykologiprofessor Svend Brinkmann, da vi finder hans fremstilling af vores nuværende samfund repræsentativ. Han problematiserer den stigende tendens til at diagnosticere og er kritisk omkring denne udvikling. Hans kritiske perspektiv har inspireret os, hvorfor vi har valgt at inddrage hans teori i projektet. Brinkmann præsenterer begrebet patologisering, der indfanger vores undren over, om det stigende antal diagnoser kan skyldes, at de diagnostistiske kategorier indfanger symptomer, der tidligere blev opfattet som almindelige menneskelige problemer. Brinkmann mener, at nogle af disse problemer nu er gjort til symptomer på psykiske sygdomme, der kræver behandling. Brinkmann mener, at der er ændringer i samfundet, som kan være medvirkende til det stigende antal diagnoser. Brinkmann præsenterer konkurrencestatens krav om omstillingsparathed, 10

11 fleksibilitet og sundhed, som han mener kan præge individet. Vi vil undersøge, om de samfundsmæssige forhold kan påvirke individet i en sådan grad, at det kan være skyld i det stigende antal diagnoser Kenneth J. Gergen (1934) Vi har valgt at inddrage psykolog og socialkonstruktionist Kenneth J. Gergen, der forholder sig kritisk til diagnosesystemet. Socialkonstruktionismen bygger på en antagelse om, at verden er socialt konstrueret gennem sproget, og at der ingen objektiv sandhed findes (Gergen 2010: 15-16). Vi antager, ligesom socialkonstruktionismen, at mennesket er kulturelt og historisk funderet, hvilket betyder, at vi tager højde for den kontekst, mennesket befinder sig i. Denne antagelse benytter vi til at analysere konsekvenserne ved diagnosesystemet, hvor Gergen mener, at man skal tage højde for den enkeltes behandling. Vi anvender hans begreb om sygeliggørelsescyklussen for at belyse menneskers brug af fagtermer i hverdagssproget, og hvordan mennesker forstår sig selv i de kategorier psykiatrien opstiller. Dertil benytter vi os af Gergens syn på teknologiens udvikling, hvor det er blevet nemmere at kommunikere med hinanden på tværs af tid og rum. Vi vil derfor benytte hans aspekter til at undersøge, hvorvidt de kan have indflydelse på det stigende antal diagnoser Michel Foucault (1926) Til at undersøge psykiatriens magt anvender vi filosof og idéhistorisker Michel Foucault, som har skitseret og beskrevet samfundsmæssige strukturer. Foucault beskriver, hvordan man historisk har defineret mennesker som normale og anormale, og vi ser, at det har stor betydning for psykiatriens normalitetsbegreb i dag. Vi finder Foucaults magtbegreb relevant, da han ikke forstår magt som dominans, men som en produktiv kraft, der gør individer til subjekter. Vi vil benytte magtbegrebet i forhold til psykiatriens måde at kategorisere individer i dikotomierne normal og anormal, for at analysere, hvordan denne kategorisering kan forstås som en magtudøvelse Afgrænsning Vi har i dette projekt valgt at fokusere på, hvilke strukturelle forhold i samfundet, der kan være medvirkende til det stigende antal diagnosticeringer af psykiske sygdomme. Det betyder, som nævnt i problemfelt og valg og af teori og metode, at vi vil analysere, om det øgede antal diagnosticeringer af psykiske sygdomme kan skyldes samfundsmæssige forhold. Når vi har valgt at fokusere på, hvordan samfundet kan have indflydelse på det stigende antal diagnoser, er det dermed 11

12 ikke sagt, at vi afviser, at psykiske sygdomme også kan være biologisk betingede. Dog har vi valgt at afgrænse os fra at tage dette aspekt med. Hvis vi havde haft længere tid til udarbejdelse af projektet, kunne det have været relevant at inddrage problemstillinger, der knytter sig til andre grundantagelser end netop den, at psykiske sygdomme er et produkt af vores samfund. Vi er klar over, at der er en væsentlig arvelighedsfaktor i forbindelse med visse psykiske sygdomme, og vi ved, at der forskes meget i genernes betydning for udviklingen af psykiske sygdomme. Vi er bevidste om, at en væsentlig del af psykiske sygdomme har fysiske årsager. Vi har også læst os ind på forskning i epigenetik, da epigenetikken kobler arv og miljømæssige faktorer. Epigenetikken er derfor interesseret i, hvordan miljømæssige faktorer kan påvirke en række gener for psykisk sygdom, men vi valgte at afgrænse os fra at inddrage dette perspektiv, da epigenetikken falder væsentligt udenfor den ontologi, som vi arbejder ud fra. Som nævnt finder vi det samfundsmæssige perspektiv interessant. Det betyder også, at vi har valgt at afgrænse os fra at anskue de psykiske sygdommes betydning på individplan. Havde vi valgt dette perspektiv, kunne det have været væsentligt at inddrage enkeltpersoners oplevelse af at få stillet en diagnose. Vi har valgt at afgrænse os fra individplan, da vi ønsker at undersøge årsagerne til, at antallet af diagnoser stiger, og ikke hvilken betydning diagnosticeringen har for den enkelte. Vi fandt denne afgrænsning naturlig, da et individplan sandsynligvis ikke vil kunne give os svar på, hvorfor antallet af diagnoser stiger, men vi er klar over, at der ligger væsentlige problematikker i diagnosticeringen for den, der rammes af en psykisk sygdom. 12

13 4. Karakteristik 4.1. Karakteristik af samfundet I dette afsnit vil vi give en karakteristik af vores nuværende samfund for senere hen at kunne analysere, om nogle af de gældende forhold kan være med til at påvirke antallet af diagnosticeringer af psykiske sygdomme. Til dette har vi blandt andet valgt at beskrive nogle af de karakteristika, som ifølge Anthony Giddens, gør sig gældende i vores nuværende samfund. Vi benytter værket Modernitet og Selvidentitet (1996) til beskrivelserne af det, han betegner som det senmoderne samfund. Udover Giddens beskrivelse vil vi skitsere nogle af de forhold, som ifølge Svend Brinkmann gør sig gældende i vores nuværende samfund, særligt i forhold til sygdom og sundhed. Vi fokuserer hovedsageligt på det, Brinkmann betegner som, den nye sundhedsdiskurs samt hans begreb patologisering, som bliver beskrevet i værket Det Diagnosticerede Liv (2010). I forbindelse med de mange nye teknologiske tiltag er individet ikke længere bundet af tid og sted. Det er i dag muligt at kommunikere med andre på tværs af tidszoner og store afstande. Dette kalder Giddens for adskillelse af tid og rum, og det er et af de forhold, der gør sig gældende i det senmoderne samfund (Kaspersen 2007: ). Udlejring, som er et andet hovedelement i Giddens teori, skal forstås i forlængelse af adskillelsen af tid og rum. Relationer er i dag globale, hvor de før i tiden var lokale. En af Giddens udlejringsmekanismer kalder han for ekspertsystemer (Giddens 1996: 29-30). Disse beskriver han som værende forskellige institutioner, som borgerne i et samfund har tillid til. Det kan for eksempel være læger, psykologer, psykiatere, rådgivere og så videre, som består, fordi samfundets borgere udviser tillid til dem. Hvis man opsøger sin læge, udviser man tillid til lægens ekspertviden. Det er intime institutioner, som ofte har en stor social betydning for individet (Giddens 1996: 29-30). Giddens beskriver, at individet i det senmoderne samfund har langt flere valgmuligheder, end det havde tidligere. Tidligere var individet i højere grad bundet til, og påvirket af, traditioner, religiøse normer, slægt og geografisk placering (Giddens 1996: 32-33). Spørgsmålet om, hvordan vi skal leve vores liv er, ifølge Giddens, et centralt spørgsmål for det senmoderne individ, da svaret ikke længere er givet på forhånd (Giddens 1996: 88). Strømmen af informationer om mulige måder at leve på er tiltaget med adskillelsen af tid og rum. Den information og viden, der er tilgængelig for individet i det senmoderne samfund, er blevet udvidet med den teknologiske udvikling, fordi viden 13

14 nu kan deles globalt og ikke kun lokalt. Det medfører en øget refleksivitet, fordi vi dermed stilles overfor flere muligheder og valg. Det er med den øgede refleksivitet også op til det enkelte individ at skabe en mening med sit eget liv fremfor at følge forældrenes fodspor (Giddens 1996: 32-33). Da måden, vi skal leve vores liv på, ikke længere er givet på forhånd, sker der en løsrivelse fra normer og traditioner. Denne løsrivelse medfører en øget refleksivitet. Giddens beskriver: Vi har ikke blot en biografi hver især, vi lever en biografi, som er refleksivt organiseret på baggrund af strømme af sociale og psykologiske informationer om mulige måder at leve på. (Giddens 1996: 25-26). Giddens beskriver, at det senmoderne individ selv står til ansvar for sin egen identitet, og at denne hele tiden rekonstrueres. Grunden til, at individets identitet konstant rekonstrueres, hænger sammen med de mange valgmuligheder, der gør sig gældende i det senmoderne samfund (Giddens 1996: 68). Svend Brinkmann argumenterer for, at Danmarks velfærdsstat er ved at ændre sig til en konkurrencestat. Brinkmann fortæller om konkurrencestaten, at: Det er en stat, der i egen selvforståelse konkurrerer med andre stater om økonomiske, uddannelsesmæssige og vidensmæssige ressourcer på et globalt plan. (Brinkmann 2010: 17). Den traditionelle velfærdsstat var kompenserende, hvilket vil sige, at staten kompenserede borgerne, når de ikke selv kunne bidrage til fællesskabet. Konkurrencestaten, der på globalt plan konkurrerer med andre stater, er derimod investerende. Det betyder, at staten forsøger at: (...) knytte den enkelte til fællesskabet via vedkommendes arbejdsformåen (...) (Brinkmann 2010: 17). I konkurrencestaten handler det derfor i højere grad om at yde et stykke arbejde for fællesskabet. Der er et øget krav til den enkeltes kompetencer, og man må hele tiden være fleksibel og omstillingsparat (Brinkmann 2010: 21). Derudover er sundhed blevet centralt for vores måde at leve på i dag. Konkurrencestatens store fokus på udvikling af sundhedsvæsenet betyder også, at kun, hvis man er sund, inkluderes man og opfattes som et aktiv for staten. Ifølge Brinkmann omhandler eksistentielle og moralske diskussioner ikke længere forholdet mellem godt og ondt, men snarere forholdet mellem sundt eller usundt. Det er derfor op til den enkelte at kunne følge med den nye velfærdsstat og holde sig så sund som overhovedet muligt. Denne ændring bringer masser af selvansvar med sig, fordi det er op til den enkelte at sørge for sin egen sundhed. Brinkmann beskriver, at så længe man er socialt deltagende og inkluderer sundhed i sin hverdag, er man en god borger: Idealmennesket er det fitte 14

15 selv, der tager ansvar for egen tilværelse (...) (Brinkmann 2010: 17). Det øgede fokus på sundhed kalder Brinkmann for samfundets nye sundhedsdiskurs, og han mener, at kravet om sundhed er blevet en ny overordnet værdi i mange vestlige samfund. Denne diskurs gælder ikke kun fysisk sundhed, men også psykisk sundhed (Brinkmann 2010: 18). Brinkmann argumenterer for, at med skiftet fra velfærdsstaten til konkurrencestaten og det store fokus på sundhed, er den sunde og driftige borger blevet nationens væsentligste aktiv (Brinkmann 2010: 17). Derfor er, ifølge Brinkmann, vigtigt for staten, at der ikke er noget, der truer sundheden, hvorfor sundhedsvæsenet også er det eneste område i den offentlige sektor, hvor der ikke er indført nulvækst (Brinkmann 2010: 17). En afvigelse fra sundhedsidealet opfattes som en trussel mod både individets lykke og statens konkurrenceevne (Brinkmann 2010: 9). Brinkmann argumenterer for, at der i forbindelse med samfundets og konkurrencestatens sundhedsdiskurs er blevet udviklet en samfundsmæssig hypersensitivitet overfor træk, egenskaber og vaner ved individet, som kan være med til at true dets sundhed. Dovenskab og manglende sexlyst er, hvad Brinkmann kalder for: (...) mere eller mindre almindelige træk ved menneskelivet. (Brinkmann 2010: 8), og han forholder sig kritisk til, at fænomener som netop dovenskab og manglende sexlyst opfattes som sygelige. Hertil anvender Brinkmann begrebet patologisering, som betyder, at menneskelige træk og vaner, som for eksempel dovenskab eller manglende sexlyst, bliver italesat som behandlingskrævende symptomer hos mennesker. Tidligere blev disse menneskelige træk ikke opfattet som symptomer på psykisk sygdom, men som almindelige livsproblemer (Brinkmann 2010: 8). I dag opfattes disse træk ikke som almindelige livsproblemer, men som problemer, der kræver behandling Karakteristik af psykiatriens opbygning I dette afsnit vil vi forsøge at give en karakteristik af psykiatrien i Danmark. Her vil vi skitsere processen ved diagnosticering og beskrive opbygningen af det nuværende diagnosesystem ICD-10. Vi vil desuden komme med et eksempel på, hvilke symptomer der skal være tilstede ved diagnosticering af let depression. Vi skitserer karakteristika ved psykiatrien for senere at kunne analysere, om der her er strukturer, der kan være medvirkende årsager til det stigende antal diagnoser. Vi finder det relevant kort at redegøre for, hvad der forstås ved en psykisk sygdom: En psykiatrisk diagnose er egentligt kun et navn for en gruppe symptomer, der som regel optræder sammen og derved udgør en bestemt psykisk sygdom eller tilstand. (Berthelsen, Munk-Jørgensen 15

16 & Bech 2010: 12). Sygdommen kommer til udtryk gennem en række symptomer, som kan have varighed af længere eller kortere perioder, og som kan afhjælpes gennem behandling. Diagnosen er en faglig betegnelse, der omslutter sygdomstilstanden, hvilket blandt andet gør det nemmere at kommunikere om sygdommen (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 12). Når en eventuel diagnose skal stilles, er det ofte ens egen læge man opsøger. Efter konsultation kan lægen som regel konkludere, om der er tale om en psykisk sygdom, og en diagnose kan stilles. Derudover kan lægen vurdere, hvorvidt man bør starte behandling, eller om der er brug for yderligere undersøgelser, eksempelvis med henvisning til speciallæge. Oftest kan psykiske sygdomme behandles med medicin, samtale eller en kombination af begge. Behandlingsformen afhænger både af sygdommen og patienten. Behandlingen kan finde sted hos ens praktiserende læge, hvis det ikke vurderes, at en henvisning til en speciallæge i psykiatri eller til en psykolog er det mest hensigtsmæssige (Internetkilde 2). Den diagnose, der stilles hos lægen, er betydningsfuld, da den danner basis for behandling og det videre forløb. Psykiske sygdomme diagnosticeres i store dele af verden ud fra diagnosesystemet The International Classification of Diseases (ICD), som er udviklet af World Health Organization (WHO). Alle lande, der er medlem af Forenede Nationer (FN), kan blive medlem af WHO ved at acceptere deres forfatning, og på nuværende tidspunkt er 194 medlemslande tilknyttet (Internetkilde 3). ICDsystemet minder om det amerikanske diagnosesystem DSM, som i Danmark ofte benyttes i forskningssammenhæng (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 14). I dag benytter man ICD-10, som er den 10. udgave af diagnosesystemet. Systemet videreudvikles på baggrund af resultater fra nye videnskabelige undersøgelser for at gøre diagnoserne så brugbare og præcise som muligt. (Internetkilde 2) Systemet indeholder klare retslinjer for diagnosticering af en pågældende psykisk sygdom. Herunder ligger bestemte kriterier for, hvilke symptomer, der skal være til stede, samt en defineret beskrivelse af sygdomsbilledet, så man kan adskille sygdommene fra hinanden (Berthelsen, Munk- Jørgensen & Bech 2010: 14). Diagnoserne er inddelt i 10 hovedgrupper. Rækkefølgen på de syv første hovedgrupper er kategoriseret efter betydningen af de psykiske sygdomme og de dertilhørende symptomer set i forhold til hinanden. Det skyldes, at karakteristiske symptomer indenfor en bestemt sygdom også kan findes ved en anden sygdom. Det betyder, at man først skal 16

17 undersøge patienten for de først placerede diagnoser, inden man ender ved en af de senere placerede diagnoser (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 15). De psykiske sygdommes inddeling i 10 hovedgrupper, fra F0 til F99: F00-09 Organiske psykiske lidelser, især demens F10-19 Psykiske lidelser forårsaget af psykoaktive stoffer (alkohol, medicin, stoffer ) F20-29 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide psykoser, skizo-affektiv psykose F30-39 Affektive sindslidelser (depression og mani) F40-49 Nervøse og stress-relaterede tilstande F50-59 Adfærdsændringer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer F60-69 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd F70-79 Mental retardering (udviklingshæmning) F80-89 Psykiske udviklingsforstyrrelser, herunder autisme F90-99 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser opstået i barndom eller ungdom, herunder ADHD F99 Psykisk lidelse eller forstyrrelse, ikke på anden måde klassificeret. (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 16). Sidstnævnte (F99) kan stilles, når patientens sygdomsbillede ikke passer ind under en af de andre diagnoser. (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 17) For at give et eksempel på diagnosticering ud fra ICD-10 har vi valgt at inddrage nedenstående beskrivelse fra NetPsykiater.dk: ICD-10 er bygget op ud fra en række symptomer. Har man mindst et bestemt antal af disse symptomer, opfylder man kriterierne for en bestemt diagnose. For at opfylde kriterierne for f.eks. diagnosen let depression, eller som det hedder i ICD-10: depressiv enkeltepisode af 17

18 lettere grad, skal man i mindst to uger have haft mindst to af følgende kernesymptomer på depression: 1) Nedtrykthed 2) Nedsat lyst eller interesse 3) Nedsat energi eller øget tendens til at blive træt Desuden skal man have haft mindst to af følgende ledsagesymptomer ved depression: 1) Nedsat selvtillid eller selvfølelse 2) Selvbebrejdelser eller skyldfølelse 3) Tanker om død eller selvmord 4) Problemer med at tænke eller koncentrere sig 5) Træghed eller rastløshed 6) Søvnforstyrrelser 7) Appetitforstyrrelser og vægtændring (Internetkilde 2). Ovenstående eksempel beskriver, hvordan man i to uger skal have haft to kernesymptomer samt to ledsagesymptomer for at opfylde kriterierne for den givne diagnose. Et af formålene ved udviklingen af ICD-systemet er at gøre det nemmere at sammenligne og kommunikere omkring sygdomme på tværs af landegrænser. Diagnosesystemet har gjort, at beskrivelserne af de psykiatriske diagnoser bliver ens, og det bliver dermed nemmere at søge behandling i andre lande, fordi sygdomstilstanden er klart defineret. Ved hjælp af ICD-10 kan man diagnosticere ud fra fastlagte diagnostiske kriterier som symptomer, adfærd, tilstandens varighed med mere. Systemet giver et indblik i psykopatologi - læren om psykiske lidelsers symptomer - som har medvirket til at gøre det nemmere for praktiserende læger at diagnosticere sindslidelser (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 8). Dog skal forbeholdet om at henvise til specialister (psykiatere eller psykologer) stadigvæk overvejes når praktiserende læger diagnosticerer. På den måde har man ikke erstattet de specialiseredes sagkundskaber, men tværtimod gjort det lettere tilgængeligt at udlicitere viden for at styrke samarbejdet og kommunikationen på tværs af landegrænser (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 12). I dag er det kun forholdsvis få psykiske sygdomme, man kender årsagerne til. Det er eksempelvis sygdomme, hvor hjernens funktion påvirkes gennem beskadigelser eller sygdom. Der støtter man sig ofte til teoretiske forklaringer om, at eksempelvis skizofreni hænger sammen med forøget 18

19 dopamin-aktivitet i hjernen. Da man ikke kan benytte disse antagelser i diagnostisk sammenhæng, valgte WHO i den nyeste udgave, ICD-10, at anvende et ateoretisk diagnosesystem. Det vil sige, at man ikke ser på teoretiske forklaringer og sygdomsårsager bag diagnoserne, men kun ser på dertilhørende symptomer og forløb (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 13). 19

20 5. Tematisk analyse I de følgende analyseafsnit vil vi analysere, hvorvidt de skitserede samfundsforhold kan have en indflydelse på det stigende antal diagnoser. Analysen er opdelt i afsnit, der knytter sig til de problemstillinger, vi tidligere har introduceret (afsnit 2.1.). Hver problemstilling knytter sig til karakteristika ved det nuværende samfund, som vi forestiller os, kan have en indflydelse på det stigende antal diagnoser Sundhedsdiskursen I dette afsnit vil vi analysere, om kravet om sundhed kan være en medvirkende faktor i forhold til det stigende antal af diagnoser i vores nuværende samfund. Vi tænker, at de krav, der er til sundhed, kan forårsage et stort pres på den enkelte, fordi man konstant skal leve op til de idealer som sundhedsdiskursen opstiller. De skitserede karistika af vores nuværende samfund peger på, at det nye centrale omdrejningspunkt for konkurrencestaten er det sunde individ, og at det er blevet statens mål at investere i den sunde og driftige borger (afsnit 4.1.). Konkurrencestaten kræver, at borgere skal være den bedste, dygtigste og sundeste udgave af sig selv. Som et af kravene fra konkurrencestaten anser vi, ligesom Brinkmann, fysisk og psykisk sundhed som en primær målsætning for det enkelte individ i vores nuværende samfund. Med konkurrencestatens krav til borgernes sundhed skabes der to kategorier: den sunde, driftige borger, der er til gavn for konkurrencestaten, og den usunde, dovne borger, der ikke er det. Disse kategorier er noget, samfundsborgerne må identificere sig med. Intentionen med det øgede fokus på sundhed er, at vi skal få et sundere og mere velfungerende samfund, hvor borgerne aktivt og individuelt gør noget for at holde sig sunde både fysisk og psykisk (Brinkmann 2010: 17-18). Holdsport er blevet erstattet af fitnesscentre, hvor man individuelt konkurrerer med sig selv og andre om at få den strammeste krop og den bedste sixpack, og meditative metoder som mindfullness vinder stort frem, når folk forsøger at optimere deres psykiske helbred. Kravet om sundhed fra konkurrencestaten har resulteret i, at der hersker en forventning om, at man gør, hvad man kan, for at holde et sundt liv. Vi ser intentionen om sundere borgere som positiv, men vi mener også, at der kan være flere problematikker forbundet med sundhedsdiskursen. 20

21 En af problematikkerne ligger i, at nogle mennesker i samfundet ikke kan leve op til sundhedskravet. For eksempel viser det sig, at over halvdelen af alle voksne i Europa er overvægtige (Brinkmann 2010: 17), og vi ser en stigning i antallet af psykiske diagnoser. Begge aspekter finder vi paradoksalt i forhold til det store fokus på fysisk og psykisk sundhed, der i intentionen skulle gøre borgerne sundere. Vi har en formodning om, at ét af problemerne ved sundhedsdiskursen er, at presset om sundhed er blevet for højt, og at dette skaber enormt høje forventninger til hvert enkelt individ. Vi ser, at sundhedsdiskursen sætter normen for, hvordan man skal leve. Hvis man ikke lever op til idealerne om en fysisk flot krop, tænker vi, at det kan skabe et mindreværd hos de personer, der ser anderledes ud end idealet. Vi har en forestilling om, at følelsen af utilstrækkelighed kan udmønte sig i psykiske problemer. Diskursen om sundhed florerer flere steder. Internettets og teknologiens udvikling påvirker den selvstændige tankegang om det sunde ideal, og det enkelte individ spejler sig i andres sundhed. Reklamer, fitnessblogs, slankekure og sunde livsstilsformer florerer både på internettet og i fjernsynet, og man konfronteres derfor ofte med idealkroppe og sundhed. Samfundets forventninger til borgernes sundhed afføder også en forventning hos den enkelte selv. Vi formoder, at den konstante konfrontation med sundhed er noget, der kan være med til at forvirre ens selvopfattelse. Den sunde og driftige borger skal altså ikke kun leve op til samfundets forventning, men også til sine egne forventninger, som præges af alle de tilgængelige informationer om sundhed. Vi forestiller os derfor, at konsekvensen ved denne sundhedsdiskurs kan være, at flere føler, at de krav de stilles overfor gennem sundhedsnormen og idealforestillinger, er for høje og det kan resultere i et enormt pres hos den enkelte. Når vi hele tiden bliver konfronteret med sundhed som et ideal, kan det skabe en tvivl hos individet. Dette beskriver Gergen som en følelse af øget utilstrækkelighed hos individet, fordi det ikke fører den livsstil, som det selv og samfundet anser som værende ideel (Gergen 2006: 99). Det, mener vi, kan skabe en følelse af utilfredshed med sit eget liv. Selvom vi individuelt står til regnskab for vores egen lykke, spejler og måler vi os med hinanden. Vi vil mene, at måden, hvorpå andre opfatter en, har en betydelig del i de fleste menneskers liv i vores nuværende samfund. Fordi vores overbevisning er, at det har betydning for individet hvordan andre opfatter det, mener vi også, at det vil påvirke individet, hvis det ikke efterlever den norm, som vi mener, at sundhedsdiskursen skaber. 21

22 Fordi sundhed har vundet så stort indpas hos os, bliver alle dem, der falder uden for kategorien sund, betragtet som anderledes. Dermed bliver de ekskluderet, da de ikke kan følge med på sundhedsdiskursen, og det kan skabe en følelse af utilstrækkelighed og identitetsforvirring hos individet, hvis det ikke kan leve op til samfundets og dets egne forventninger om at være et sundt og driftigt individ. Vi formoder, at det i nogle tilfælde kan føre til symptomer på psykiske lidelser som depression, angst eller stress. Hvis personen, der føler sig utilstrækkelig, opsøger læge med henblik på at få hjælp til at håndtere sine følelser, kan det altså føre til en diagnosticering og dermed være medvirkende til at øge antallet af diagnosticeringer. Et andet aspekt ved den herskende sundhedsdiskurs er, at nogle måske vil føle en lettelse ved at få stillet en diagnose, fordi det giver en legitim grund til, at de lever deres liv på en måde, der ikke stemmer overens med samfundets krav om sundhed. På den måde bliver de en del af et fællesskab, hvor det er legitimt at have en adfærd, der afviger fra normen. Brinkmann fortæller om en kvinde, der har fået diagnosen ADHD. Han fortæller: For kvinden her handlede det om, at hvis hun ikke havde adhd, var hun tilbage i en situation, hvor hun blev betragtet som doven. (Internetkilde 4). Kvindens diagnose er en begrundelse for, at hun nu ikke længere bliver betragtet som doven, men som syg. Der ligger altså mere i en diagnose end blot at blive medicineret og få behandling. For hende ligger der en legitim grund i hendes diagnose til at leve et liv, som ligger uden for sundhedsdiskursen. Hun bliver altså en del af et diagnostisk fællesskab. Der kan argumenteres for, at der i sådan et tilfælde ligger noget identitetsdannende i en diagnose, da man bliver en del af et fællesskab, hvor det er i orden ikke at leve op til samfundets idealforestillinger om et sundt liv. På den måde kan diagnosticerede mennesker finde et tilhørsforhold, hvor det sunde liv ikke er i fokus, og dermed er eksempelvis dovenskab ikke længere skamfuldt, da det kan være en del af ens diagnose. Vi forestiller os, at det i visse tilfælde, kan give en følelse af ro at blive diagnosticeret, fordi man så har en legitim grund til ikke længere at skulle leve op til samfundets forestillinger om et sundt individ. Det betyder, at man ikke længere indgår i den usunde kategori, men nu tilhører en bestemt sygdomskategori og må leve efter andre livsvilkår end den sunde og driftige borger. Det betyder, at det for nogen kan være befriende at blive diagnosticeret, da man ikke længere skal følge sundhedsdiskursen. Derfor forestiller vi os, at det kan hjælpe nogle individer at få stillet en diagnose, da den muligvis kan legitimere en livsstil, der ikke indfrier kravet om sundhed. 22

23 Vi har altså argumenteret for, at det krav, der ligger i sundhedsdiskursen, kan føles som et stort pres på individet, som skal leve op til det. Dette pres kan føles så stort, at intentionen om sundere borgere kan føre til det modsatte, nemlig borgere der ender med lidelser som depression, angst og stress. Derudover ser vi, at presset fra sundhedsdiskursen kan medføre, at nogle borgere vil føle det som en lettelse af blive diagnosticeret. 23

24 5.2. Konkurrencestatens krav om omstillingsparathed og fleksibilitet I dette afsnit vil vi analysere, om de tidligere skitserede krav om omstillingsparathed og fleksibilitet, der gør sig gældende i konkurrencestaten, kan have en indflydelse på det stigende antal diagnoser. Som nævnt er der i konkurrencestaten krav om omstillingsparathed og fleksibilitet, som individet i samfundet må leve op til. Dette har at gøre med, at den danske stat er ved at ændre sig fra velfærdsstat til konkurrencestat. Konkurrencestaten opstiller krav til borgerne om, at man må være fleksibel, omstillingsparat og konstant mobil. Dette gør sig både gældende indenfor samfundets, arbejdsmarkedets og uddannelsessystemets rammer. Her undrer vi os over, hvorvidt alle mennesker i samfundet kan leve op til disse krav, og hvad det i givet fald har af betydning for individerne i samfundet, som ikke kan leve op til kravene. Vi tager udgangspunkt i en antagelse om, at mennesker er forskellige og har behov for forskellige rammer for deres liv. Derfor mener vi eksempelvis ikke, at det er alle mennesker, der lever bedst under fleksible rammer. Vi forestiller os, at nogle har det bedst i faste rammer med klare retningslinjer for arbejdsopgaver og en idé om, hvad dagen i morgen bringer. Derudover tænker vi, at et øget fokus på omstillingsparathed for nogen kan virke forvirrende. Vi formoder, at det kan påvirke individet mentalt, så det mister overblik, kan få sværere ved at tænke klart og eventuelt bringe det i tvivl om egne arbejdsegenskaber og evner. Kravet om øget mobilitet, tænker vi ligeledes, kan være svært for nogle individer at indfri. Det kan være svært at leve med et krav om mobilitet fra sin arbejdsplads, hvis dette skal organiseres med dagligdagens transport, afhentning af børn og generelt med at få hverdagen til at hænge sammen. Derudover ser vi et paradoks med fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, hvor det generelt opfattes som noget positivt. Her kan fleksibiliteten betyde større autonomi for den enkelte medarbejder. Fleksibiliteten kan gælde ens jobfunktion, hvor den betyder, at man skifter mellem arbejdsopgaver eller ved tilpasning af ens arbejdstid eller arbejdsmængde, så den tilpasses medarbejdernes behov (Internetkilde 9). Kravet om fleksibilitet hænger sammen med kravet om omstillingsparathed og mobilitet. Selvom fleksibiliteten oftest anses som noget positivt på arbejdspladserne, fordi medarbejdernes mulighed for medbestemmelse kan have betydning for deres velbefindende og tilfredshed, ser vi også en uønsket følgevirkning (Internetkilde 9). Eksempelvis kan de fleksible arbejdstidsordninger ikke kun forbedre, men også forværre, forholdet mellem arbejde og familieliv. Det kan være svært at holde fri når man har fri, fordi der ikke længere er faste rammer mellem 24

25 arbejde og fritid. På den måde kan det medføre en følelse af forpligtelse til altid at være tilstede overfor sine omgivelser eller altid at være tilgængelig. Samtidig kan medarbejderen få en følelse af at skulle knokle mere for at gøre sig attraktiv for at kunne konkurrere med kolleger. På den måde kan fleksibiliteten medføre, at folk mister energi, bliver stressede, langtidssyge og muligvis depressive. Dermed kan man sige, at fleksibiliteten på arbejdsmarkedet disponerer for psykiske sygdomme (Internetkilde 9). Fleksibilitet er blevet normen, og arbejdsmarkedets stigende krav derom kan på den måde ekskludere dem, der ikke kan følge med, og i værste tilfælde ender de med en psykisk lidelse som følge deraf. Kravet om fleksibilitet gør sig også gældende inden for de uddannelsesmæssige rammer. Bjarne Nielsen, formand for Pædagogisk Psykologisk Forening, mener, at folkeskolerne ikke er indrettet til børn med ADHD. Han beskriver, at mange skolers grundfilosofi er ansvar for egen læring, og at det stiller høje krav til børnene (Internetkilde 5). Hvis skolernes grundfilosofi er ansvar for egen læring, er det altså op til den enkelte elev at følge med i skolen og opfylde de dertilhørende krav. For at følge med i skolen må eleven kunne sidde stille i mange timer, kunne arbejde med forskellige andre elever i forskellige grupper og kunne forholde sig til forskellige lærere og undervisningsmetoder. Eleven må altså være omstillingsparat og fleksibel. Hvis den enkelte elev ikke kan leve op til disse krav, vil der være en sandsynlighed for, at eleven bliver diagnosticeret med ADHD, da symptomerne på denne diagnose blandt andet inkluderer koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder (Berthelsen, Munk-Jørgensen & Bech 2010: 151). Yderligere ser vi, at der på 10 år er sket mere end en tidobling i antallet af personer, der er i behandling for ADHD (Brinkmann 2010: 179). Noget tyder altså på, at nogle af samfundets rammer, for eksempel skolesystemet, ikke er indrettet til de børn, der ikke er fleksible eller omstillingsparate. Skolen bygger på et grundlag om den koncentrerede elev, der kan sidde stille på stolen, gør man ikke det, ekskluderes man fra normen. Vi ser en tendens til, at hvis konkurrencestaten ikke giver plads til, at folk er forskellige, ender nogle individer med at føle skyld for ikke at kunne leve op til samfundets krav om fleksibilitet, omstillingsparathed og mobilitet. Vi anser kravene som faktorer, der kan påvirke stressniveauet hos den enkelte. Hertil viser forskning, at stress spiller en stor rolle i udviklingen af depression (Brinkmann 2010: 21). Vi formoder, at der vil være en stor risiko for, at individet, der ikke kan leve op til kravene, ender som patient hos lægen med henblik på, at lægen skal hjælpe med at løse de psykiske problemer, der opstår i forbindelse med ikke at kunne leve op til de givne krav. Derfor anser vi det som en mulighed, at individerne, der søger hjælp, kan ende 25

26 med en diagnose. På den måde tænker vi, at nogle folk ekskluderes, hvis konkurrencestatens rammer ikke giver plads til forskellighed. Set fra dette perspektiv er vi mere udsat for psykisk sygdom i dag, end vi har været tidligere på grund af samfundets krav, som vi både ser indenfor uddannelsessystemets og arbejdsmarkedets rammer. Vi mener derfor, at konkurrencestatens udvikling og dertilhørende krav om fleksibilitet og omstillingsparathed kan være en medvirkende årsag til det stigende antal diagnoser. 26

27 5.3. Individualisering og øget refleksivitet I dette afsnit vil vi analysere, om den øgede individualisering og refleksivitet kan være medvirkende til det stigende antal diagnoser. Vi ser en sammenhæng mellem Brinkmanns beskrivelse af konkurrencestaten og nogle af de forhold, som Giddens argumenterer for, gør sig gældende i det senmoderne samfund. Brinkmann beskriver, at konkurrencestaten stiller en række krav til det enkelte individ, og ligeledes beskriver Giddens, at der i det senmoderne samfund ikke længere er noget, der er givet på forhånd. Vi er blevet mere individualiserede, og derfor må vi hele tiden må tage stilling til, hvordan vi vil leve vores liv og leve op til samfundets krav om sundhed (afsnit 5.1.). Ved individualisering forstår vi et brud med traditioner og normer og dermed et individ, der i højere grad står til ansvar for sit eget liv. Giddens beskriver, at den øgede individualisering og den konstante stillingtagen skaber en øget refleksivitet, da individet hele tiden må overveje og tage stilling til sin levemåde. Vi mener, at der kan argumenteres for, at konkurrencestaten fordrer en øget refleksivitet og individualisering. Med de mange krav, som hører sig til konkurrencestaten, vil der naturligt være meget at forholde sig og tage stilling til. Eksempelvis omkring arbejde, hvor man ikke længere nødvendigvis følger sine forældres fodspor i forhold til arbejde, men nu selv må optimere sig og gøre sig attraktiv på arbejdsmarkedet. Vi er blevet mere individuelle og skal i højere grad konkurrere for at skabe de bedst mulige betingelser for vores eget liv og fremtid. Og jo flere ting vi som mennesker må forholde os til, jo mere vil vi naturligt reflektere over vores tilværelse. Vi tænker, at hvis vi konstant er vor egen lykkes smed og vi selv står til ansvar for det liv, vi skaber, så vil der måske opstå tvivl om ens egne kompetencer. Man vil spekulere over, om man mon er den bedste udgave af sig selv. Som tidligere beskrevet er der i vores samfund et stort fokus på fysisk og psykisk sundhed. Det er nemt at finde råd og vejledning til, hvordan man holder sig sund, og hvordan man bliver den sundeste - og dermed den bedste - udgave af sig selv. Fokus er altså på den enkelte og den enkeltes sundhed. Med et sådant fokus kan der argumenteres for, at individualiseringen stiger. At dyrke fitness er blevet meget populært. Fitnesscentre og andre individuelle træningsformer fordrer den enkelte til at have fokus og holde styr på sine egne resultater og rekorder. Her er fokus ikke på fællesskabet som eksempelvis ved holdsport. Derimod bliver individet i fokus for sin egen præstation og bliver på den måde sin egen konkurrent. Vi ser også en udvikling inden for uddannelsessystemet, hvor der ligeledes er kommet et større fokus på den enkelte elevs præstationer og kompetencer. Siden 1993 har 27