Anerkendende løsningsfokuseret kontekstanalyse - om metodeudvikling af endnu en ny metode i arbejdet med børn med behov for støtte

Transkript

1 Anerkendende løsningsfokuseret kontekstanalyse - om metodeudvikling af endnu en ny metode i arbejdet med børn med behov for støtte Der var engang, hvor vi lidt tænkte hvor er det synd for os og de andre børn, at de skal trækkes med det barn. I dag tænker vi hvor er det synd for barnet, at det ikke trives, der må ske noget, men hvad pædagog i Nyborg Kommune I de seneste år er antallet af diagnoser eksploderet, med hver diagnose følger ideen om, at børn med netop denne diagnose kan blive normale, hvis bare vi bruger den helt rigtige behandlingsform. Samtidigt ved de fleste pædagoger, at børn med forskellige diagnoser reagerer ens på nogle situationer, mens børn med samme diagnoser kan reagere meget forskelligt - med andre ord, diagnoser er generaliserede måder at beskrive børn på. Alligevel oplever institutioner, at blive vejledt om behandlings- og handlingsplaner møntet på enkeltbørn. Diagnosebeskrivelser og anvisninger favner ikke altid, at børnene er i en institutionskontekst med mange andre børn, hvor målet er at de bliver en del af fællesskabet. Men ud over børn med diagnoser, arbejder institutioner også med børn, som reagerer på problemer i familien eller børn, som måske ikke får nok med hjemmefra. Der er børn som i kortere elle længere perioder reagerer på manglende eller usikre venskaber, udskiftninger i personalegruppen i institutionen, kriser i familien m.v. Disse børn reagerer også ind i mellem til forveksling, som den adfærd vi forbinder med børn med psykiske funktionsnedsættelser. Det helt centrale er, at alle børns reaktioner udfolder sig i det betingelsesrum institutionen giver, og altid må ses i den kontekst, de er en del af, uanset om de har dianoser eller ej. Men også, at samarbejdet om barnet må ske med udgangspunkt i denne konkrete praksis. Det peger på, at behov for metoder, der har udgangspunkt i det enkelte barn i den konkrete kontekst barnet/gruppen befinder sig i. Metoder, som kan støtte de professionelles konkrete hverdagspraksis med henblik på at styrke barnets udvikling. I efteråret 2009 igangsatte Nyborg kommune et uddannelsesforløb, som skulle kvalificere pædagoger på kommunens daginstitutioner til arbejdet med børn med behov for støtte. Uddannelsesforløbet blev igangsat ovenpå en række organisatoriske ændringer. Den ene var et ønske om, at børn med særlige behov skulle kunne rummes bedre i kommunens egne tilbud. Det betød bl.a., at man Nyborg Kommune ønskede, at der skulle kunne arbejdes mere bevidst og systematisk med barnet i de almene børnefællesskaberne. Kravet var, at alle muligheder skulle være udtømt, inden de evt. blev visiteret til et specialtilbud. En anden ændring var, at støttepædagogerne i højere grad skulle ændre funktion og varetage en mere konsulentlignende funktion. Det er en udvikling, der kendes fra mange kommuner, det betyder, at mange kan blive inspireret af erfaringerne fra uddannelsesforløbet i Nyborg. Metoden Man valgte, at lade sig inspirere af den Australske metode Signs of Safety, som er udviklet til og har vist sig, at have gode resultater på myndighedsområdet (socialforvaltningen). På myndighedssiden er 1

2 metoden primært blev brugt i samarbejde mellem børn, forældre og professionelle med henblik på, at støtte familien til en positiv udvikling. Med fokus på det de allerede "gør godt" - også selv om det ikke nødvendigvis er meget. Metoden var på det tidspunkt blevet afprøvet på skoleområdet og socialområdet (på myndighedsområdet, i familiebehandlingen, i akutindsatsen, på døgninstitutioner) 1 i Københavns Kommune. Kort er metoden en dagsorden, der kan bruges i en samtale om et barn, hvor man flytter fokus til at stille skarpt på: hvad der præcist sker for og omkring de børn, som har en umiddelbart bekymrende adfærd hvad, hvor meget og hvornår det er udfordrende for barnet/gruppen? hvad børnene selv, de andre børn eller læreren bevidst eller ubevidst gør for at støtte barnet i, som virker - og som man evt. kunne gøre mere af På denne baggrund opstilles konkrete mål for, hvad pædagogen/lærerne og evt. børn kunne tænke sig at se barnet gøre i stedet i de vanskelige situationer. Konkrete mål formuleret som en fremtidspraksisfortælling om, hvordan disse situationer skal se ud i fremtiden. Fortællinger/mål der kan danne udgangspunkt for samarbejdet om barnet i daginstitution/ skolen, mellem skole og forældre eller i det tværfaglige samarbejde om barnet. Først når pædagogerne/lærerne ved hvad målet er, laver vi konkrete handleplaner og de finder ud af, hvem der skal bidrage med hvad, og hvilke andre børn de gerne vil have med i indsatsen. Når man i Nyborg valgte netop den metode var tesen, at pædagoger ser børn i langt flere forskelligartede kontekster end fx lærere eller psykologer. Derfor var tanken at pædagoger i høj grad kunne profitere af metodens fokus på, hvornår og hvordan spiralen brydes for det barn, der er voldsomt udad reagerende, eller det barn som lukker sig inde i sig selv og har svært ved at komme ind i fællesskaberne. I stedet sætte fokus på, hvordan man i den pædagogiske praksis kunne udnytte de kompetencer eller skabe flere af de kontekster som ligner dem pædagoger, barnet eller de andre børn skaber, når det virker - man kunne kalde det en anerkendende løsningsfokuseret kontekstanalyse. "Pædagoger ser meget mere end de umiddelbart sætter ord på, og vi havde en tese om, at vi skulle have italesat det pædagogerne ser, så de kan handle på det" siger konsulent fra Appreciate Lester Johannesen-Henry og fortsætter "og det viste sig, at tesen holdt". Anerkendelse i praksis Bjørg Kjær (DPU) peger på to inklusionsfælder hun oplever institutioner falder i inklusionens navn. Den første er, at man ikke må italesætte det, der bekymrer, den anden er, at man ikke må tale om enkelt børn. Begge fælder bygger på frygten for at komme til at have individ fokus. Med anerkendende løsningsfokuseret kontekstanalyse, ser man på det, som vi ønsker at gøre noget ved, når vi ønsker at støtte et barn eller en gruppe børn i en udvikling ud af noget, som ikke opleves hensigtsmæssigt. I denne situation er barnet eller gruppen udfordret. Vi anerkender institutionens/ de professionelles vurdering af, at dette barn ikke udvikler sig, som vi ønsker eller pædagogernes blik for, at børnene i en gruppe ikke opnår det, de gerne vil sammen. 1 Se evt. artiklen Nye veje i arbejdet med ADHD unge af Monica C. Madsen 2

3 Med udgangspunktet i det der bekymrer foretages en kontekstanalyse og af den vej stilles der skarpt på, hvad der sker når barnet selv, pædagogen/lærerens eller de andres børns sætter en ramme, hvor barnet/gruppen ikke længere er udfordret og dermed anerkender man, at de kan noget. Ved at beskrive barnet konkret fx fokus på de strategier barnet selv eller de andre børn anlægger med henblik på, at løsne op på den situation, han/hun/gruppen står i, sættes der samtidigt fokus på de muligheder pædagogerne og de andre børn skaber for barnet, eller nogle børn skaber så andre børn kan deltage. Som en pædagog i projektet sagde Vi har haft det meget med at sidde på personalemøderne og bekræfter hinanden i, at, nu er den også gal med ham eller hende igen. Nu kan vi blive lidt skarpere og fx spørge ind til hvor tit sker det, hvor sker det, med hvem sker det. På den måde opdager vi undtagelserne. Ved at blive meget konkrete oplevede pædagogerne i Nyborg, at de fik synliggjort barnets mulighedsrum. Den anerkendende løsningsfokuseret kontekstanalyse bliver dermed et redskab, der giver pædagogerne en indgang til, at sætte handling bag ressourcesyn og anerkendelse i praksis, netop fordi der stilles skarpt på det der fungerer. Den svære samtale forældresamtale forsvandt og samarbejdet trådte i stedet Ord som manglende empati eller træne sociale kompetencer bliver erstattet af konkrete beskrivelser af barnets udfordringer i hverdagen og konkrete fortællinger om, hvad pædagogerne gerne vil se barnet gøre i stedet. En pædagog i projektet sagde, Vi siger for eksempel til forældrene, vi vil gerne have, at hun lærer at sige fra, når de andre børn tager hendes ting. Så vi arbejder med, at hun siger stop, jeg leger med den skovl eller stop jeg leger med den dukke. Vi kommer væk fra læreplans-ordene og får sat nogle mere konkrete ord på, som vi kan tale om og handle på. Det gør det meget lettere for forældrene at forstå, hvad der tales om og byde ind i samarbejdet. De konkrete fortællinger fra barnets hverdag giver forældrene et meget bedre blik for, hvad det konkret er pædagogerne mener. Men fortællingerne fra hverdagen efterlader heller ikke tvivl om, at det rent faktisk sker, og at der kan være behov for en anden udvikling. Hertil kommer, at pædagogerne også spørger til, om forældrene har oplevet nogle af de samme ting, og om de gør noget som fungerer, som pædagogerne kan lære af. Flere institutioner oplevede, at metoden gav dem en ny indgang til den svære samtale. Faktisk var der efterhånden, som institutionerne blev skarpe på metoden ikke længere en svær samtale. I stedet blev samtalerne et udgangspunkt for samarbejde eller partnerskab om, at støtte børnenes udvikling. Når situationerne beskrives konkret og ikke gennem tolkninger eller lidt udokumenterede og måske flyvske bekymringer var oplevelsen, at det blev lettere for forældrene at koble sig på samtalen. En af deltagerne på forløbet siger forældresamarbejdet er blevet i høj grad styrket vores kommunikation er blevet mere enkel og konkret. Vi kan jo også komme med flere konkrete positive ting. Jeg siger, at jeg har en bekymring, jeg gerne vil have jeres hjælp til at løse: Det kan også være, at jeg fx har brug for fortællinger om, hvornår det lykkes hjemme eller jeg gerne vil have støtte til arbejdet med målene. Det giver også dem en erkendelse af, dels at de har en viden som er vigtig. Institutionerne oplevede gennem forløbet, at når de havde gennemgået barnet og kunne konkretisere både det der bekymrede dem, der hvor barnet selv eller pædagogerne allerede gjorde noget der 3

4 fungerede og de mål pædagogerne havde for barnet, så var det meget lettere at få forældrene med i et samarbejde om barnets udvikling. Arbejdet med metoden satte på mange måder forældre-skylden i baggrunden og satte i stedet fokus på behovet for et 24 timers perspektiv på børnene. Metodens udgangspunkt var, hvordan professionelle og forældre sammen styrker barnets udvikling, i den kontekst det indgår i her og nu. Det giver en konkret indgang til samarbejdet med forældrene. Det handler ikke om, at far er alkoholiker, mor er psykisk syg eller forældrene dårlige til at sætte grænser, men om hvad personalet i institutionen helt konkret kan se, at det gør ved barnet. Forældrenes problemer skal selvfølgelig også tackles, det har vi socialafdelingen til, men forældrenes problemer må aldrig komme til at stå i vejen for vores arbejde med barnet. Så bliver barnet udsat for et dobbelt svigt kan man sige sagde den pædagogiske konsulent Marianne Olsen. Forældresamtalerne ændrede fokus fra problembeskrivelser til at handle om, hvordan vil vi hellere have at barnet er og handler i hverdagen så han/hun får bedre en bedre trivsel? Så barnet kan komme til at trives, lege med de andre, spise, tale eller hvad vi nu ønsker at samarbejde om altså hvordan vi sammen med forældrene støtte den udvikling og dermed sikre barnets trivsel? Når man er enige om målet - barnets trivsel - er det lettere, at blive enige om, at udvikling kræver at både forældre og pædagoger må ændre praksis siger en pædagog i projektet og fortsætter Særligt når målet er konkret og ikke - han er ikke så empatisk, men vi tænker at det handler om hans selvværd, det forstår de fleste forældre ikke Institutionerne oplevelse var, at de konkrete eksempler fra hverdagen og fremtiden gav en øget forståelse for barnet situation i konteksten, en kontekst som forældrene almindeligvis ikke har adgang til. Erfaringer i Nyborg På kurserne arbejdede pædagogerne konkret med de børn, som de mente kunne have behov for støtte. Det betød, at kursusdagene ikke føltes som spildtid, men mere som forberedelsestid. "Vi kom jo hjem med næsten færdige handlingsplaner for arbejdet" sagde en af deltagerne og fortsatte "det betød også at vores kollegaer, syntes at de fik meget ud af, at vi tog afsted". Deltagerne oplevede, at metoden gav nye handlemuligheder i forhold til de børn institutionerne oplevede, at de bøvlede med. Fx siger et par deltagere: Vi brugte metoden på et stuemøde, allerede efter det første forløb, og fik nye ideer til hvordan vi kunne komme videre med det pædagogiske arbejde med barnet. På en anden institution havde de taget et barn op i fællesskab og tilbagemeldingen lød Det, at vi har set hans ressourcer har gjort, at de andre børn også kan se hans ressourcer. Vi har gjort nogle ting, som gør, at han ikke kommer ud i så mange konflikter, og det betyder faktisk, at de andre børn også har fået lyst til at lege med ham. Pædagogerne oplevede, at snakken om børn, som tidligere kunne optage store dele af et stuemøde eller et personalemøde, uden at der kom noget konkret resultat ud af det, nu tog kortere tid og gav resultater i form af nogle handleanvisninger på, dels hvad man skulle arbejde på, og dels hvad man skulle kigge efter for at se, om arbejdet var lykkedes. I en institution oplevede de, at tage et barn op i fællesskab, som alle var enige om skulle på specialskole, spørgsmålet var mere, hvad skulle de gøre med ham indtil han skulle i skole, "da vi var færdige sad vi og kiggede på hinanden, for skulle han mon overhovedet indstilles til specialskole? Spørgsmålet var om vi med en fokuseret pædagogisk indsats, kunne flytte 4

5 ham til, at kunne klare sig i den lokale skole" siger en pædagog. "Det får måske stor indflydelse på den drengs fremtid og liv, at pædagogerne allerede i børnehaven har fået øjnene op for, hvordan de kan støtte ham til bedre udvikling gennem deltagelse i fællesskaberne. Samtidigt tænker jeg, at sker det bare for 1 eller 2 børn, så er projektet betalt ind" fortsatte den pædagogiske konsulent. Institutionerne oplevede, at når flere medarbejdere samledes og talte om bekymringer, undtagelser og se ske så gav det et skarpere fælles fokus på barnets ressourcer og behov for støtte på tværs. De pædagoger eller medhjælpere, som ikke var primære på barnet fik en anden forståelse og et bredere syn på barnet og dermed kunne de også støtte arbejdet. Sidst oplevede flere den pædagogiske konsulent, at institutioner indstillede færre og ligefrem ønskede at tilbagekalde indstillinger til PPR fordi de mente, at de nu selv kunne varetage opgaven. Samarbejde inden skolestart En institution udviklede en variation af metoden, hvor de lavede analysen på nogle legepladsmøder, hvor de i løbet af 15 min. var i stand til at opstille konkrete handlinger for det videre arbejde med de børn der havde et behov for et øget fokus. På baggrund af denne videreudvikling begyndte flere af institutionerne sammen med den pædagogiske konsulent, at arbejde på, at metoden blev en fast systematik i arbejdet med de børn, som man kunne være i tvivl om skulle begynde i skole året efter. I løbet af efteråret gennemgik institutionen de børn som man tidligere ville have ladet gå et år mere i børnehave og satte fokus på, hvilken udvikling man skulle se det kommende år, så de børn kunne begynde i skolen sammen med deres årgang. Med Signs of Safety havde man en ramme, der både kunne favne samarbejdet med forældrene om opgaven, men også danne udgangspunkt for overgangssamtaler med skolen. Kontaktinfo: Tina Nielsen Souschef på Valhal mail: tin@nyborg.dk Lester Johannesen-Henry mail:lesterahj@gmail.com 5