side 10, 11, 12, 13, 14, 15, 19 FOKUS: Presse, politi og Nørrebro MINKE TAKKER AF Men han bliver på skolen Ingen kørestole i baren

Transkript

1 INDENFOR 4 MINKE TAKKER AF Men han bliver på skolen INDENFOR 8 UKAMPDYGTIG Ingen kørestole i baren ÅRHUS 20 HAVNEN Fyldt med hemmeligheder 9. ÅRGANG NR. 2 FOKUS: Presse, politi og Nørrebro side 10, 11, 12, 13, 14, 15, 19

2 2 ILLUSTRERET BUNKER Redaktionen vil gerne takke alle de hjælpsomme DJH ere, der har været med til at producere denne udgivelse. Husk at komme til næste ideudvikling på Illustreret Bunker torsdag den 22. marts kl Nærmere info følger. Marie Rønde LEDER Stil høje krav! 1. april skulle 1000 elever og 100 ansatte sige goddag til deres nye leder. En person, der ifølge bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, står over for en utrolig spændende fremtid, hvor der skal tages vigtige beslutninger, og hvor fremtidskikkerten skal i brug. Der er da også masser at tage fat på. Hvor længe skal Danmarks største journalistuddannelse være placeret i en asbestramt Bunker? Hvordan sikrer vi en fusion, der styrker skolen? Hvad er strategien, planerne, visionen der sørger for, at DJH fortsat er Danmarks bedste journalistuddannelse? Spændende udfordringer. Men selvom den 1. april er lige om hjørnet, så ser det ikke ud til, at vi skal øve os på velkomstreplikker eller være nervøse for store omvæltninger. Kun tre (tre!) har nemlig søgt stillingen som DJH s nye familieoverhoved. Det er ikke nok, mener ansættelsesudvalget som valgte at holde døren åben for flere kandidater indtil 13. marts. Men det er jo ikke ligefrem fordi, at DJH er blevet overrendt af interesserede kandidater. Vi tog munden for fuld i stillingsannoncen, forklarede Lisbeth Knudsen til DJH s hjemmeside. Hun er bange for, at ansættelsesudvalget med de høje krav måske har skræmt kandidater væk. Men der skal være høje krav! Det er en leder for Danmarks største journalistuddannelse, vi snakker om. En leder, der med oprejst pande, skal være stolt af at kunne sige, at han eller hun også står i spidsen for Danmarks bedste journalistuddannelse. Jeg har jo fået lov at sidde lige i krydset mellem uddannelses- og medieverdenen, og det har været et meget stort privelegium at sidde lige der i den korsvej, siger den afgående rektor Kim Minke i denne udgave af avisen. Og naturligvis er det et stort privilegium. Et kæmpe privilegium. Så kan det godt være, at lønnen ikke er så høj, og jobbet er i Århus men det er job, hvor man for alvor kan sætte sit præg på fremtidens journalister. Hvor er ambitionerne, hvor er følelserne, hvor er visionerne? Det er sørgeligt, at der blandt titusindevis af journalister tilsyneladende kun er tre (tre!), der tør tage udfordringen op. Og det er pinligt, at det tilsyneladende er nødvendigt at få et dyrt headhunterfirma til at reklamere for jobbet på TV2 News. På DJH bliver vi opdraget til at være ihærdige, nytænkende journalister med visioner og klare mål. Hvis der da ellers er ambitiøse og engagerede mennesker tilbage i den danske journaliststand, burde det vælte ind med ansøgninger. og foto Valdemar Jørgensen Tilrettelæggelse Laust Johan Deleuran De andre skriver HippoCampus er RUCs yngste magasin Lixen er SDUs journalistblad Leder HippoCampus redaktion HIPPOCAMPUS Artikel Svante Karlshøj Ipsen, ansv. redaktør LIXEN Fri debat med omkostninger Pengene eller vi synger!, skriver Frelsens Hær med humoristisk selverkendelse på deres indsamlingsbøsser. Penge eller vi synker! kunne så passende være vores trussel. HippoCampus har brug for frivillige bidrag fra folk, der støtter vores idealer om et uafhængigt magasin for fri og kritisk debat, for vidensdeling mellem forskere og studerende og for undersøgende journalistik, der bringer de vigtige historier frem i lyset. Desværre er det ikke nogen gratis fornøjelse at indgå i den stolte tradition af fri presse, så det er nødvendigt at sælge nogle sider til private virksomheder, fagforeninger osv. Det er med blandede følelser, at vi opsøger potentielle annoncører. Vi bliver på den ene side tvunget til at formidle andres budskaber på annoncepladserne budskaber vi ikke nødvendigvis finder væsentlige ud fra redaktionelle betragtninger. Men på den anden side muliggør annoncerne, at de budskaber og historier, som vi i redaktionen brænder for at mangfoldiggøre, rent faktisk kan nå ud til vores læsere. Enhver annoncør ved, at annoncekroner ikke giver ret til indflydelse på det redaktionelle indhold. Ligesom enhver redaktion ved, at en kritisk historie om en annoncør kan betyde, at kassen smækkes i. Læs resten af lederen på: SHORT STORY Hej mand! Pres på pressekortet Må jeg tage et billede af dig? Hvem er du? Jeg er mig, og fotograf fra journalisthøjskolen. Ja, det må du godt. Klik, snak, snak, klik, snak, klik... Når man bor i et lille land, hvor man ikke snakker sammen, når man kører med bussen og knap nok ved, hvem naboen er. Så er det ret fantastisk med et kamera eller kuglepen. Det her er Thorkild Madsen. Han er dyrehandler og sælger fisk til akvarier i private hjem. pvjorgensen@mail.djh.dk Det sagnomspundne idkort, der giver indehaveren adgang bag politiafspærringer og - ikke så meget mere. Gennem de senere år har stadig flere private firmaer og offentlige instanser lukket for adgang ved visning af pressekort. Formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, bekræfter, at det ikke kun er journalister, der kan få et pressekort: Vi er ikke de eneste, der udsteder pressekort. Alle, der arbejder som journalister, kan få et. Ole Damkjær, udenrigskribent for Berlingske Tidende, er tøvende, når man spørger ham, hvornår han bruger sit: Det er ikke så ofte. I dag er alt blevet mere formaliseret. Tidligere kunne man møde op til møder og arrangementer og komme ind på sit pressekort. Det kan man ikke mere. Nu skal man ringe i forvejen og blive akkrediteret. Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, at der er gået inflation i pressekortet: Nej, det er jo ikke sådan, at Tivoli og andre steder er vigtige at få adgang til. Der er respekt om pressekortet hos politiet, og at der er kommet mange flere pressekort i omløb, har ikke haft nogen indflydelse på politiets respekt for pressekortet. Læs hele artiklen i den nyeste udgave af Lixen #2, 2007 redaktionen jeppe timmermann fi ndalen (ansv.) fi ndalen@mail.djh.dk billedredaktører michael bothager bothager@mail.djh.dk kasserer jeppe timmermann fi ndalen fi ndalen@mail.djh.dk tryk otm avistryk herning-ikast martin justesen martinjustesen@mail.djh.dk pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk marie rønde ronde@mail.djh.dk valdemar jørgensen pvjorgesen@mail.djh.dk bagsiden niels krogsgård nkrogsgard@mail.djh.dk niklas krigslund nkrigslund@mail.djh.dk annoncer pia buhl andersen buhl@mail.djh.dk laust johan deleuran ljdeleuran@mail.djh.dk forsidefoto valdermar jørgensen pvjorgensen@mail.djh.dk illustreret bunker danmarks journalisthøjskole olof palmes allé 11, 8200 århus n ib@mail.djh.dk mobil oplag 1800 eksemplarer 8 gange årligt. illustreret bunker uddeles til studerende og ansatte på djh, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på sdu og ruc. citater, billeder og andet materiale fra bladet må kun bringes med udførlig kildeangivelse. udgivelse 20. marts årgang - 1. oplag næste ideudvikling 22. marts næste deadline 14. april næste udgivelse 24. april

3 INDENFOR ILLUSTRERET BUNKER 3 INDENFOR N Støvede lærere er en myte DJH s undervisere følger med i mediebranchen, mener tidligere og nuværende ansatte på DJH. Niels Toftegaard Frygten for at DJH s lærere lever i en osteklokke og er gået i stå i samme undervisning som for tyve år siden, er ubegrundet. Det mener Jan Dyberg, tidligere lektor på DJH og siden januar Århusredaktør på Nyhedsavisen. Han er ikke bange for, at DJH s undervisere kører død i journalistik. Der hersker en myte om, at man bare bliver grå og kedelig af at undervise, siger han. Krav om jordforbindelse På Den Grafiske Højskole i København stiller ledelsen krav til lærerne. De skal dele deres tid op i tre, og veksle mellem undervisning, forskning og aktivt arbejde i mediebranchen. Det er meget vigtigt for os, at underviserne har arbejde ved siden af, så man ikke kører fast i undervisningen. Det vil sige løbende opgaver udenfor skolen, så de kan referere til mediebranchen i undervisningen, siger Den Grafiske Højskoles kommunikationschef Frank Christensen. Ansatte kendte til asbesten Adskillige ansatte har længe været klar over, at der er asbest på DJH, men uden at gøre opmærksom på det. Nu skal det males væk. Marie Rønde Jeg vidste godt, at der var asbest i noget af det, siger Pernille Madsen, der er forlagssekretær på Ajour og har kontor på 400-gangen. Det var hende, der bad om at få sagen undersøgt efter at have talt med en håndværker, der arbejdede på skolen. Han sagde, at jeg kunne være sikker på, at der var Når vi sender de studerende tilbage i erhvervslivet som færdiguddannede, skal de også have udgangspunkt i erhvervslivet. Det vil sige, at det, der bliver formidlet i undervisningen, også foregår i industrien, siger han. Men undervisningen skal tage udgangspunkt fra de rigtige steder i branchen. Jeg kan se mennesker i mediebranchen, der sidder fast i højere grad end underviserne på Journalisthøjskolen. Man skal følge med og se på udviklingen i dagligdagen for journalister, og det mener jeg, underviserne er gode til, lyder modsvaret fra Jan Dyberg fra Nyhedsavisen. asbest, fortæller Pernille Madsen. At sidde på de kontorer er ligesom at sidde i et S-tog, sagde han. Sagen om DSB, der satte fokus på, hvor farligt asbest er, gjorde, at hun reagerede med det samme. Jeg har siddet ved de vinduer hver dag, og tænk, hvis der er røget noget op gennem udluftningen, siger Pernille Madsen og peger over mod vinduerne. Efter at have kontaktet Bedre end branchen På DJH er man opmærksom på, at uddannelsen skal følge med branchens udvikling. Vi prøver hele tiden at holde øje med, hvad der sker ude i mediebranchen, som de studerende skal kunne, siger Solveig Schmidt, studieleder på førstedelen. Meget tit er det uddannelsesinstitutionerne, der er længere fremme i udviklingen end den såkaldte virkelighed, siger hun. Hun tror ikke, det overhovedet er muligt, at lærerne kan køre trætte i deres undervisning. Når man underviser, bliver man konstant stillet kritiske spørgsmål fra de studerende. Alt, hvad man gør, bliver betvivlet, og det er utroligt sundt, siger hun. Tredelingen fra Den Grafiske Højskole, opfylder DJH gennem brug af gæstelærere, mener Solveig Schmidt. Jan Dyberg fra Nyhedsavisen er enig i, at undervisningen på DJH er fremadrettet. skolens sikkerhedsudvalg, blev der sendt nogle prøver til Teknologisk Institut, der viste, at plader på 100, 300 og 400-gangene indeholder asbest. Pladerne har været der, siden skolen blev bygget i 1970, men ifølge Arbejdstilsynet er det ikke skadeligt, at pladerne blot sidder der. Det er først i det øjeblik, man arbejder med de asbestholdige plader eller der på anden vis kommer støv ud, at det bliver farligt. Støvet, der kan være svært Den undervisning, de studerende får nu, er langt bedre end den, jeg fik. Journalister nu kan meget mere end eksempelvis deres redaktører, som er af den gamle skole. Jeg oplever, at mange redaktører endnu ikke har opdaget, hvor meget potentiale der er i de nyere journalisters værktøjskasse. Og det er da skide ærgerligt for journalistikken, siger han. Undervisere udefra Noget de studerende på at se, indeholder nogle små fibre, der kan være skadelige ved indånding. Det er der endnu Formanden for DJH s sikkerhedsudvalg, Kirsten Jensen, siger, at ingen har givet udtryk for, at de er blevet påvirket af asbesten, men det undrer hende alligevel, at ingen har reageret før. Vi har så mange håndværkere hele tiden, så det er mærkeligt, at ingen af dem har sagt noget, siger Kirsten Jensen. De asbestholdige plader vil nu blive malet, for at lukke asbesten inde. Det er, ifølge Teknologisk Institut, en sikker, midlertidig løsning. Skolen arbejder nu på en langsigtet plan, hvor pladerne vil blive udskiftet, men det kan først blive til sommer, forklarer Kirsten Jensen. Indtil da er asbesten der altså stadig forseglet under et tykt lag maling. ronde@mail.djh.dk Tegning: Tjelle Vejrup DJH lægger vægt på, er undervisere, der har fingeren på mediernes puls. Jeg vil gerne, kunne identificere mig med underviserne, og det er fedt, hvis de samtidig kan komme med konkrete eksempler fra virkeligheden, siger Jennifer Hansen på 1. semester. Søren Boy Skjold er koordinator på 1. semester, og står blandt andet for at fordele underviserne på de forskellige forløb. De eksterne lektorer er gode som et pust udefra. Det samme er gæsteforelæsere som journalist, Lea Korsgaard fra Politiken og chefredaktør, Bjarne Ravnsted fra Hjemmet, siger Søren Boy Skjold. Han skriver selv artikler til blandt andet Samvirke og Helse, og både han og Solveig Schmidt tror, det gør sig gældende over hele linjen. Mit gæt er, at DJH altid har haft undervisere, der rent faktisk laver noget ved siden af, siger Solveig Schmidt. ntoftegaard@mail.djh.dk OM ASBEST Indånding kan forsage: - Lungekræft - Lungehundekræft - Asbestose, som er en kronisk lungsydom, der medfører åndedrætsbesvær. Sygdommen forværres med tiden, selvom påvirkningen af asbest ophører. Asbest kan ikke brænde og tåler temperaturer op til 900 C. Derfor har det været brugt til armering, isolering og brandsikring i adskillelige bygningsmaterialer op til midten af 80erne. Asbestholdigt materiale er stadig tilladt, hvis blot det er installeret inden den 1. januar 2005.

4 4 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR Ved den oprindelige ansøgningsfrist til rektorstillingen, var der kun kommet fire ansøgninger, hvoraf den ene har trukket sig. Hvor mange der siden er kommet vides ikke, men der er samtaler i slutningen af marts. Indtil der bliver fundet en ny rektor, er Jens Otto Kjær blevet konstitueret som fungerende rektor fra 1. april. Han er direktør for UPDATE - den journalistiske efteruddannelse. Minke bliver på skolen Selvom Kim Minke snart stopper som rektor, vil du stadig møde ham på DJH. Pia Buhl Den moderne mac-computer er kun en plet på det store røde skrivebord, der er dækket af flere stakke af papirer. I kontorstolen med front mod indgangen sidder rektor Kim Minke, men kun få dage endnu. Fredag den 30. marts er det sidste gang, han sætter sig på den side af bordet. Det er med vemod, for det er afslutningen på 13 års arbejde som leder af skolen. Ny fremtid Selvom Kim Minke tager afsked med rektorkontoret på DJH, siger han ikke helt farvel til skolen. I første omgang fortsætter han som underviser, men han har dog fået en undervisningsfri periode indtil sommer til at tænke over, hvad han præcist gerne vil. Jeg elsker DJH, de studerende og kollegaerne, men der kan være meget, der taler for, at det vil være fornuftigt at finde nogle andre græsgange, siger han. Endnu har han ikke gjort sig store tanker om, hvad det kunne være, men han er sikker på, at han gerne vil fortsætte med uddannelse og en grad af ledelse. YNDLINGSSTED Kim Minke foretrækker skolens bibliotek. Det kan han stadig nyde godt af fremover, for indtil videre bliver han på skolen. Ikke RUC eller SDU Der er ikke mange uddannelsesinstitutioner indenfor mediebranchen, og jeg forestiller mig ikke, at jeg skal til RUC eller SDU, så det bliver nok et brancheskift, siger Kim Minke, der oprindeligt er uddannet cand.mag i film og medievidenskab. Allerede i 1982, før flere af skolens nuværende studerende havde lært at gå, blev Kim Minke underviser og senere afdelingsleder på DJH. Først i 1994 stillede han op som rektor og kan i dag glæde sig over, at han blev valgt. Det har været skægt at være et sted, hvor uddannelsesverdenen og medieverdenen mødes, fordi det er to af de vigtigste sektorer i fremtiden, siger Kim Minke. Jeg har jo fået lov at sidde lige i krydset, og det har været et meget stort privilegium at sidde lige der i den korsvej. Uenig med bestyrelsen Det er ikke nogen hemmelighed, at Kim Minke stopper som rektor, fordi han ikke er enig med bestyrelsen omkring skolens fremtid. Jeg synes, at vi skulle have brugt vores mulighed til at melde os ind i et universitet. Det var min anbefaling, men bestyrelsen ville noget andet, og så skal vores veje jo skilles, siger Kim Minke, der lige er fyldt 57 år. Jeg har lagt meget arbejde i det, så jeg håber, det fortsat vil gå godt for DJH. DJH fylder meget Selvom Kim Minke ikke har besluttet, hvornår han siger endeligt farvel til DJH, så har tiden indtil nu betydet meget. Det har været en lang periode af et arbejdsliv, så Foto: Andreas Bro det vil da fylde meget, siger Kim Minke. Først og fremmest kommer jeg til at savne nogle kollegaer, som jeg er glad for at arbejde sammen med og også de spændende arbejdsprocesser og problemstillinger. Men der kommer vel nye af de samme, siger Kim Minke. buhl@mail.djh.dk Dårligt tidspunkt at søge ny rektor Det er fusionens skyld, at kun tre har søgt rektorstillingen, mener Niels Krause-Kjær. Peter Korsgaard Den 1. april bliver UPDA- TEs leder Jens Otto Kjær Hansen indsat som midlertidig rektor i stedet for afgående Kim Minke. Ansættelsesudvalget har trods hjælp fra et headhunterfirma ikke kunnet finde Kim Minkes afløser. Da deadline for ansøgere udløb, lå der kun tre ansøgninger på ansættelsesudvalgets bord. Tidliger underviser på DJH, Niels Krause-Kjær, der har været nævnt som spidskandidat til stillingen, mener, at forvirring om stillingens indhold er skyld i den manglende interesse. Det er et meget uheldigt tidspunkt, rektorstillingen er blevet slået op på, siger han. Krause-Kjær mener, at det ville have været bedst, hvis man havde slået stillingen op om et års tid, når alle spørgsmål om skolens fremtid er besvaret. Det kan godt ske, at det er klart for bestyrelsesformanden. Men uden for bestyrelseslokalet er det svært at se, hvad stillingen præcist kommer til at indeholde, når fusionen med Den Grafiske Højskole er blevet gennemført, siger han. Fusionen giver problemer Selve fusionen giver også problemer, mener Niels Krause-Kjær: Personligt synes jeg, at en fusion med Den Grafiske Højskole er en forkert løsning, og det ved jeg at andre, der kunne være relevante til stillingen, også mener. Den retning skolen tager med fusionen, kan ifølge Krause-Kjær afholde folk fra at søge. Men det er ikke kun den dårlige timing og fusionen, som giver problemer. De kroner, som bestyrelsen kan tilbyde en rektor om året, er ikke tilfredsstillende. Lønnen er for lav i forhold til det lønniveau, der ellers er på markedet for sådan en stilling, siger Krause-Kjær, som mener, at der følger et stort ansvar med jobbet i forhold til lønnen. Selvom der har været Det er et meget uheldigt tidspunkt, at rektorstillingen er blevet slået op på. - Niels Krause-Kjær meget snak i krogene om, at Niels Krause-Kjær kunne blive den nye rektor, har han ikke overvejet at søge stillingen. Jeg er på et tidspunkt i mit liv, hvor det ikke er aktuelt. Jeg laver nogle ting professionelt, som til fulde tilfredsstiller mig, siger han. pkorsgaard@mail.djh.dk

5

6 6 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR Bunkeren kunne i sidste nummer afsløre, at der ikke var mere strøm på biblioteket. Det er der nu taget hånd om, meddeler bygningsservice. Skolens fodboldklub, FC Åben Modus, er i fremgang: Over 40 studerende spiller bold hver tirsdag og torsdag kl. 16 på grusbanerne ved siden af skolen. Studerende på første klasse Han har været leder i en bank, men har skiftet den faste løn ud med et liv på SU. Lars Gammelgaard er en stor, glad dreng. Signe Rugholt Carlsen Jakkesæt, slips, velpasset frisure og nybarberet. Sådan så Lars Gammelgaard ud for mindre end et år siden, når han langede penge over skranken i den bank, hvor han var leder. Nu er han førsteårsstuderende på DJH. Selv sammenligner Lars livet med en trebenet stol. Hvert ben symboliserer henholdsvis bolig, familie og arbejde. For Lars vedkommende blev det ben, der repræsenterede arbejdslivet kortere, og stolen begyndte lige så langsomt at vippe. Vil leve i nuet Alligevel skulle der 10 år og en ulykke til, før Lars endelig tog beslutningen om at tage til optagelsesprøven på DJH. Hans 5-årige søn blev kørt ned af en snescooter og fløjet på hospitalet i helikopter. Hvis han kommer over det her, så spilder jeg ikke mit liv på noget. Så lever jeg i nuet, proklamerede Lars til sin kone i helikopteren. Sønnen kom sig fuldstændig over ulykken, og Lars tog til optagelsesprøve, kom direkte ind og sagde sin lederstilling op dagen efter. Dermed var det tid til at sige farvel til den månedlige løn på kr. og goddag til SU i stedet. Ligeledes er jakkesæt og slips byttet ud med løse cowboybukser, sort skitrøje, skægstubbe og krøllet hår. Et nyt liv er begyndt for Lars. Fri fugl Lars har altid været god til sprog, og føler sig mere hjemme i den journalistiske verden, end i bankverdenen. Som journalist får du mulighed for at bruge din kreativitet. Du er lidt mere Min største bekymring var, at de unge tænkte: hold kæft en særlig. Lars Gammelgaard en fri fugl, mener Lars, der selv synes, at han er en enspænder, og at det var hårdt at gå på kompromis med sine egne idealer i bankverdenen. Hus, båd og bil På trods af et væsentligt mindre beløb hver måned bevarer Lars roen. Jeg mangler ikke noget. Jeg er studerende på første klasse, erklærer Lars. Med hus på landet, bil, båd og sommerhus mener Lars, at han har en helt anden forudsætning end de yngre studerende. Jeg har midlerne sparet op, så det har egentlig været ganske målrettet, fortæller han. Lars har i sin tid som leder opsamlet noget erfaring, som yngre studerende næppe har. Alligevel tænker Lars ikke én ond tanke om de unge. Jeg møder nogle unge mennesker, som er meget forskellige fra mig. De er yngre, de har gået i skole for ikke ret lang tid siden, de ved noget om ungdomskultur, som jeg ikke kender til, så vi kan supplere hinanden helt vildt, lyder det optimistisk fra Lars. Angstprovokeret Ligesom de yngre studerende havde Lars nogle bekymringer, inden han startede på DJH. Min største bekymring var, at de unge tænkte hold kæft en særling`. Det var virkelig angstprovokerende, da jeg så min klasse, men allerede efter første dag, var det gjort til skamme, fortæller Lars. Derudover havde Lars de samme bekymringer som mange af de yngre studerende. Er det noget, jeg kan klare det her? Er det for svært? Er jeg dygtig nok? Disse spørgsmål kan vække undren, når man ved, at Lars har været leder i 15 år. Til det svarer han: Hvis du er verdensmester, så er det fint, hvis du har noget at have det i. Det er værre at være verdensmester, uden du har noget at have det i. Positiv, positiv, positiv Kort sagt er Lars positiv, positiv, positiv, som han selv udtrykker det. Han glæder sig til at komme i gang og lære de unge bedre at kende, også selvom de aldrig har været ledere. Jeg har ikke respekt for folk, der har en titel, men På DJH bliver man klog på den fede måde Til U-days blev der ikke lagt låg på forventningerne. Siv Steffensen og Julie Homann Et mylder af mennesker som både er helt unge og lidt ældre, stavrer efter guiderne op og ned ad de grå gange. DJH er for et par timer blevet invaderet af de, der endnu ikke har deres faste gang i betonen. De mange fremmede ansigter kigger sig nervøst omkring. Illustreret Bunkers udsendte mødte nogle af de forhåbningsfulde besøgende på deres vej rundt i bunkeren. Vi tog en snak om forventninger, forberedelser og fremtidsdrømme. Jens Peter Christensen, 46 år Hvad er din baggrund? Jeg har været politimand i 25 år, og er det endnu. Jeg ELEVPORTRÆT Lars har skiftet lederjobbet ud med et liv på SU Fotomanipulation: Sanne Vils Axelsen er gift, har et barn på 15 år og bor i Holstebro. Hvorfor DJH? Det kunne være sjovt at prøve noget nyt. Noget helt andet. Det har i øvrigt også irriteret mig alle de gange, jeg er blevet interviewet, at jeg ikke er blevet spurgt om de rigtige ting. Jeg synes tit, at journalisterne kigger forbi for det, de kan. Lars bekymrer sig ikke længere om sin alder. Jeg gider ikke gøre noget ved det, jeg ikke kan gøre de gode historier altså ikke altid men nogle gange. Ofte har journalisten så travlt med at følge sin egen vinkel på tingene, at han overser, hvad den egentlige pointe i historien er. Hvis jeg søger, forventer jeg, at det er det kreative, alternative, spændende anderledes, man får lov til at dyrke. Om 4 år? Jeg vil gerne arbejde i det hurtige medie TV. Det er der, de oftest misser pointerne. Der kunne det lidt skæve og kreative finde sin plads. noget ved, men det jeg kan gøre noget ved, det gør jeg noget ved med det samme. Søren Bülow, 21 år srcarlsen@mail.djh.dk Hvad er din baggrund? Jeg blev student i sommers og arbejder i Netto på fuld tid. Nu går jeg bare og venter på, at jeg kan søge ind her. Hvorfor DJH? Siden min spæde ungdom har jeg haft en svaghed for journalistisk. Jeg har altid

7 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 7 Rusforløbets afslutningsfest er rykket til den 20. april. Det skyldes, at der den 13. april - som oprindeligt var datoen - er Kravlingfest i Pressens Hus. Indvandrere sparet væk Der er for få med en anden etnisk baggrund end dansk på DJH, mener skolen. Viljen er der, men pengene mangler. Sissel C. Böss Et enkelt kig ind i Frøberts afslører det. De er der ikke indvandrerne. År for år bliver skolen fyldt med studerende med samme baggrund og stort set samme forudsætninger for at fortælle fremtidens historier. Og det er et problem, mener skolen. Det er jo helt nede i kernen af mediers opgave nemlig at afspejle det samfund, vi lever i og afdække, hvad der sker rundt omkring. Hvis du har en redaktion fyldt med 35-årige mænd, der alle sammen Bagere, snedkere, taxachauffører, skraldemænd alt har interesse. Journalisthøjskolens optagelsesprøve anses for at være en af landets sværeste, men især fordi den tiltrækker folk fra alle samfundslag, uanset uddannelse, alder, status og joberfaring. Længe så det dog ud til, at ikke alle fortsat skulle have muligheden for at komme ind på skolen. Undervisningsministeriet kommer fra den samme sociale klasse, er det bare ikke ok, lyder den klare vurdering fra Solveig Schmidt, lektor og studieleder på DJH. Mangfoldighed søsættes I 2003 var Solveig Schmidt en af hovedkræfterne bag et tiltag, der skulle ændre den ensformige rille. Et to-årigt forløb rettet mod journalistaspiranter med indvandrerbaggrund blev søsat, men kun 16 studerende blev optaget. De repræsenterede i alt 11 nationaliteter fra Sri Lanka til Marokko. Efter projektet var tanken at kunne lave et forberedelsesforløb til optagelsesprøve. Her ville bestemte nemlig for et par år siden, at en gymnasial uddannelse skulle være en forudsætning fra år Nu har ministeriet imidlertid skiftet mening, og meddelte for nyligt skolen, at det frafalder kravet. Absurd krav Skønt kun cirka fem procent af en startende årgang ville blive påvirket af denne regel, faldt den nemlig mange inden for faget for brystet. Cavling-vinder og freelance-journalist Anders- Peter Mathiasen var ansat på fagbladet Journalisten, fordomme for prøven kunne blive be- eller afkræftet, og flere ville blive ansporet til at søge ind. Umiddelbart kunne projektet ligne kimen til succes, men nu står der 2007 i kalenderen, og for den uvidende ser projektet ud til at være endt som en dødssejler. For hvad er der sket siden dengang? Grunden til stilstanden er klar, slår Solveig Schmidt fast hvor der mangler handling, mangler der penge. Det går kun den gale vej, nemlig at vi skal spare. Og det er klart, at når det kommer til at koste i grunduddannelsen, så er det ikke lige der, man vil skære. Vi der sidste år fulgte sagen tæt. Her skrev han i flere kritiske artikler. Det var et kunstigt og absurd krav at stille, siger han. Ganske vist har størstedelen, af de der optages på skolen, en gymnasial uddannelse. Men vi snakker stadig om et dusin særdeles egnede hvert semester, der har bevist deres værd. Anders-Peter Mathia- har ikke pengene i det system, der kører i dag, lyder det ærgerligt fra Solveig Schmidt. Engagementet er der Men hvordan er stemningen ude i den virkelige verden? Journalist Abdel Aziz Mahmoud arbejder på DR Nyheder og ligner med sin palæstinensiske baggrund umiddelbart den perfekte rollemodel for nye ansøgere. Ifølge ham mangler der hverken interesse eller respekt for journalistik i indvandrerkredse. Journalister er kun nogen, man kan være stolte af, fortæller han med engagement i stemmen. Specielt for folk med palæstinensisk baggrund, der længe har været undertrykt. Der er det godt, at få lov til at udtrykke sig, forklarer Abdel Aziz. For ham er der heller ingen tvivl om, at hans baggrund åbner døre, når de nuancerede historier skal fortælles. Jeg kan skaffe kilder og komme videre med historier, som redaktionen sidder fast i, uddyber han. Solveig Schmidt nikker genkendende til Abdel Aziz erfaringer. Jeg tror, at alle bliver bedre af at sidde på redaktioner, hvor der er et stort mix. Det åbner nogle flere porte inde i hjernelapperne det kan kun være godt, siger hun. Det er også derfor, vi bliver ved med at arbejde på at få noget op at stå vi har jo ikke droppet det på nogen måde, siger hun. Fortsat adgang for studerende uden hue Undervisningsministeriet har trukket omstridt krav om studentereksamen tilbage. Tjelle Aase Vejrup Det var et kunstigt og absurd krav at stille. Anders-Peter Mathiasen sen kalder det daværende krav, for et forsøg på at harmonisere det danske uddannelsessystem, med helt rene linjer for optagelseskravene. En gymnasial uddannelse forudsætter ikke, at man er en god journalist. Nogle af de bedste journalister, jeg har arbejdet sammen med, har ikke haft en studenterhue. Debat ændrede beslutning Hvorfor undervisningsministeriet ændrede mening er ukendt for Erik Farmann, leder af optagelsesteamet. Godt en måned før vi BAGGRUND 23-årige Abdel Aziz Mahmoud blev færdig fra DJH i februar 2007 Praktiktiden gik på DR, blandt andet med radio og TV I 2006 var han medvært på DR-ungdomsprogrammet Smæk for Skillingen, hvor han i rollen som Agent Abdel kæmpede teenageforbrugernes sag Som noget helt nyt kan man booke Abdel Aziz til at fortælle om journalistuddannelsen via Nørrebro Biblioteks nye tiltag, KarriereBiblioteket. Læs mere på biblioteket.dk scboess@mail.djh.dk fik beskeden, bad undervisningsministeriet om en rapport om hele optagelsessystemet, fortæller han. Måske har den haft en effekt. Det ved vi ikke, for vi fik aldrig noget egentligt svar på den. Peder Michael Sørensen, kontorchef for videregående uddannelser fra Undervisningsministeriet, kan ikke give nogen entydig begrundelse for, hvorfor kravet blev stillet i første omgang. Men det skabte en masse debat, og derfor valgte vi at revurdere det, fortæller han. Vi endte med at konkludere, at der ikke var nogen grund til både en prøve og et krav om en gymnasial uddannelse. Og hvis optagelsesprøven kan vurdere, om en ansøger har den reelle kompetence, så kan vi godt anse den lille gruppe uden studenterhuen for egnede. Skolen har nu spildt tid på at omskrive informationsmateriale om optagelsesprøven, men irritationen hos Erik Farmann er minimal. Det betyder ikke så meget, vi er bare glade for, at kravet er frafaldet. tjellevejrup@mail.djh.dk elsket at skrive. Jeg forventer, at man får en stor indsigt i en masse ting. Man bliver klog på den fede måde. Hvad er det? Det er sådan, at man har en ide om samfundet. Man har en ide om, hvordan tingene fungerer, og man har evnen til at gå alternativt og kreativt til værks. Om 4 år? Så arbejder jeg på Politiken, DR eller TV3 Sport. Henriette Vinkel, 22 år Hvad er din baggrund? Jeg har været 8 måneder på universitet, hvor jeg læste dansk og det var ligesom der, jeg fik øjnene op for journalistikken. Jeg går på højskole i Askov nu på et intensivt kursus i håb om, at jeg så kan klare optagelsesprøven. Hvorfor DJH? Det er jo på DJH, de rigtige journalister bliver uddannet. Miljøet er bare super fedt heroppe. Om 4 år? Jeg kunne godt tænke mig at være i et mediehus, hvor man kan komme rundt og prøve nogle forskellige ting. Asha Wellis, 33 år Hvad er din baggrund? Jeg er oprindeligt uddannet blomsterbinder. Jeg blev færdig på HF i 1997, og så måtte jeg finde nogle alternativer, når jeg ikke kunne komme ind på universitetet. Og så blev det blomsterbinder. Jeg har fået børn og arbejdet med børn. Nu er det sådan, at hvis jeg skal noget andet, så skal det være nu, hvor jeg er færdig med at få børn. Jeg har to børn på 3 og 7 måneder. Hvorfor DJH? Jeg mener, det er et voksenstudie. Jeg skal ikke på rustur og sådan noget. Hvis jeg kommer ind, så er det for det faglige. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal være journalist på den klassiske måde, men det er noget, der tænder mig enormt, og jeg synes, man kan bruge det til rigtig meget. Jeg kender mest til Århus, og jeg synes det er Danmarks bedste studieby. Om 4 år? Jeg vil gerne rejse mere med familien og jobbet. Jeg vil være freelance! Det kan passe ind med det hele. Jeg tror på hjemarbejdspladsernes fremtid længe leve computeren! swsteffensen@mail.djh.dk jhsorensen@mail.djh.dk Foto: Andreas Bro

8 8 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR Sidste år havde KaJ udokumenterede udgifter for over kr. Nu er de forsvundne penge kommet tilbage - det var banken, der havde lavet en fejl. Umuligt at komme rundt på hjul Formanden for DJH s sikkerhedsudvalg er sprunget i kørestolen for at tjekke tilgængeligheden på skolen set fra en kørestolsbrugers synsvinkel. TILGÆNGELIGHED Kirsten Jensen skal være gode venner med tyngdekraften for at bestige trapperne. Sony Ericsson er bedst Smid diktafonen og kameraet i skraldespanden. Illustreret Bunker har fundet den ultimative journalisttelefon. Simone Bodholdt Du kender det godt. Roderiet i tasken, når du sidder og skal lave et professionelt interview. De røde kinder og den undskyldende bemærkning: Jeg havde den lige før, når du ikke kan finde diktafonen i tasken. Det er ikke ligesom mobiltelefonen, som du altid ved hvor er. Derfor har Illustreret Bunker allieret sig med mobilekspert Brian Dixen, og er gået på jagt efter den bedste mobiltelefon, som dækker alle journaliststuderendes behov. Han er ikke i tvivl, når han hører, hvilke ønsker de studerende på DJH har til en mobiltelefon. Der skal blandt andet være diktafonfunktion, et godt kamera med blitz og mulighed for at synkronisere med både Mac og PC. Som chefredaktør på Magasinet Mobil har Brian Dixen et bredt kendskab til mobiltelefonerne på markedet, og han peger på Sony Ericsson K810i som den bedste. Nokias N73 er også et godt bud, men kameraet i Sony Ericsson K810i tager bedre billeder. Ingen røde øjne Sony Ericsson K810i indeholder alt det, et journalisthjerte kan begære. Den kan optage samtaler både som diktafon, men også mens du laver telefoninterviews. Kameraet med 3,2 megapixels tager super skarpe billeder, og med Xenonflashen kan du tage billeder i dårlig belysning uden røde øjne. Den synkroniserer kalenderen eller telefonbogen med både PC og Mac, og så har den 3G, det mobile bredbånd, så du hele tiden kan blive opdateret via TV2 News. At telefonen siger bip, når du optager dine telefoninterviews, kan være en smule irriterende. Men Brian Dixen fortæller, at der ikke findes telefoner på markedet, som kan optage samtaler uden biplyd. Til gengæld er telefonen utrolig nem at betjene, så teknofobiske studerende kan sagtens lære at håndtere de mange funktioner. Desværre kommer Sony Ericsson K810i først på gaden den 1. maj. Michael Fahlén, key account manager hos Sony Ericsson, vurderer, at prisen vil ligge på omkring 2800 kr. uden abonnement. Det er mange penge, men så sparer du udgifter til både kamera og diktafon. KRITERIERNE Foto: Tonje Eliasson En mængde studerende på DJH er blevet spurgt: Hvad skal din telefon kunne, og hvad kunne du godt tænke dig, at den kunne? Svarene er herefter brugt som kriterierne for en god telefon til journaliststuderende. bodholdt@mail.djh.dk Agnete Birch Smith Siv Wigh Steffensen Gruset triller ned ad den asfalterede bakke, mens hjulene skrider ud. Formanden for DJH s sikkerhedsudvalg, Kirsten Jensen, er i fuld fart på vej ned ad nedkørslen til tv-kælderens indgang i en kørestol. Nedkørslen er det tætteste DJH kommer på en sort piste, og er bestemt ikke for børn. Desværre for formanden er det den eneste vej ind, hvis hun vil i kantinen. Efter en halsbrækkende tur når hun endelig målet: Magnus Bjerg, 3. semester Udover at den skal kunne optage samtaler, når jeg En af skolens tre handikapindgange. Jeg tør godt, for jeg kan hoppe af. Det kan man jo ikke, hvis man er handikappet, smiler Kirsten Jensen oven på anstrengelserne. Hun er godt klar over, at handikapforholdene på DJH langt fra er i orden. laver telefoninterviews, skal man kunne slå telefonnumre op på den. Det ville også være fedt, hvis man nemt kunne overføre filer via bluetooth. Jeg bruger også min notefunktion rigtig meget til huskesedler og som idébank. Mette Kimose, 3. semester Min telefon skal kunne optage samtaler, når jeg laver interviews over telefonen. Derudover skal den kunne lave nogle fede billeder. Så man kan tage næsten ligeså TA BUSSEN - LINIE 888 ÅRHUS ROSKILDE KØBENHAVN Kun et dørtrin fra målet DJH er dog ikke den eneste uddannelsesinstitution, der har problemer på det område. Tilgængeligheden halter generelt langt bagefter, fortæller Lasse Michaelsen fra Center for Ligebehandling af Handikappede. En halten, der nu volder Kirsten Jensen nye problemer. Hun sidder og bakser med indgangsdøren til tvkælderen. Den er tung og svær at få op. Da de hvide kældervægge langt om længe viser sig bag jerndøren, kommer næste forhindring: Dørtrinnet. Kørestolens forreste hjul bumper mod det høje trin. Stolen giver et hop, men Kirsten kommer ikke videre. Jeg tror, jeg skal have et skub, siger hun opgivende. To skridt frem og tre tilbage Med flere hjælpende skub og DJH s eneste fungerende elevator når Kirsten frem til 200-gangen. Men til enhver rundtur på DJH hører også et besøg i fredagsbaren. Desværre for Kirsten er der mere end en enkelt trappe mellem hende Hvad skal din telefon kunne? Så skarpt tager Sony Ericsson K810i billeder. Der er ikke lavet forbedringer af billedet, efter det er taget. gode billeder som med sit digitalkamera, når man er ude. KUN 120 KR. For studerende og seniorer fra mandag til torsdag Rejsetid ca. 3 timer Afgang fra Århus rutebilstation Tlf Online booking:

9 ILLUSTRERET BUNKER INDENFOR 9 Fra august skal vi vænne os til nye karakterer. 13-skalaen bliver afløst af en skala der går fra -3 til 12. Der er blevet valgt nye folk til KaJ. Håkon Stolberg fra 3. semester er ny formand, og Niels Krogsgård fra 2. semester er ny næstformand på skolen. - Læs mere på BAGGRUND 300-gangen, den nederste del af biblioteket samt fotoafdelingen er helt utilgængelige for kørestolsbrugere. Vil man færdes der, må man bæres. En tidligere studerende i kørestol havde en kontorstol stående på hver etage. Hans medstuderende bar ham op og ned fra de forskellige etager og kørte ham rundt på kontorstolene. og DJH s øldunstende hjerte. For at komme så meget som bare i nærheden af baren, skal hun tilbage, hvor hun kom fra: Gennem 200- gangen, ned ad 700-gangen, ned med elevatoren, igennem tv-kælderen, gennem jerndøren og over det høje dørtrin. Derefter skal hun på mirakuløs vis bestige den stejle nedkørsel, over parkeringspladsen, op ad bilrampen, forbi cykelparkeringen og ind ad sidedøren til Sydindgangen. Ingen ben, ingen fredagsbar Endelig. Fredagsbarens røde dør kommer til syne. Hvad der gemmer sig bag den, får Kirsten dog ikke at se. Det sætter de 15 trin en stopper for. Det er ganske uheldigt, at man ikke kan være med i det sociale liv, påpeger Lasse Michaelsen fra Center for Ligebehandling af Handikappede og fortsætter: Det er jo en stor del af det at være studerende. En del Kirsten Jensen dog må undvære i dag. Alt kommer til den, der venter Kirstens tid som kørestolsbruger slutter uden for hendes kontor på 400-gangen. Det var mindst lige så slemt, som jeg havde troet. Måske endda lidt værre, konstaterer hun om skolens tilgængelighed. Det ser dog ikke ud til, at Kirsten kan gøre noget ved de dårlige forhold foreløbig. Hun har gentagne gange søgt hjælp hos diverse fonde, men uden held. TILGÆNGELIGHED Det er ikke let at slippe gennem bunkerens store, tunge porte i rullestol. Selv om skolen har en klar handlingsplan på området, er der ikke midler til de nødvendige forbedringer. Det bliver først muligt, når skolen skal totalrenoveres. Efter fem års venten er sidste nyt, at det vil blive påbegyndt til nytår. Foto: Tonje Eliasson agnete@mail.djh.dk swsteffensen@mail.djh.dk Jerngitter og kvælende gas beskytter karakterer Bunkeren gemmer på rum, du ikke vidste eksisterede - eller har lyst til at opholde dig i. Solveig Willum Jon Bjerre Rundt omkring i krogene og dybt under DJH, findes der lokaler, som kun meget få personer overhovedet ved eksisterer. I virvaret af gange og tunneler, er der sågar steder, der helt er blevet glemt. Skolens Fort Knox Rummet er tilsluttet argoniteanlæg og skal forlades, når alarmen lyder. Sådan står der på døren til skolens bedst beskyttede lokale, server-rummet på 200 gangen. Kun meget få af skolens ansatte har adgang til lokalet, der indeholder oplysninger om alt fra de ansattes løn til de studerendes karakterer. Adgang til lokalet opnås med et nøglekort og en firecifret kode. Når koden indtastes, lyder der et lille klik, og et jerngitter på den anden side af døren kører langsomt op i bedste James Bond-stil. Det første, der møder en, er en øredøvende larm og en kølig brise skabt af to store ventilatorer i loftet. Når man ser sig omkring i lokalet, bliver man overvældet af det virvar af ledninger og blinkende lamper, der stikker ud alle vegne. Bare fordi man har fået foden indenfor i det allerhelligste, skal man ikke vide sig for sikker. Når den røde lampe over døren begynder at lyse, har man 15 sekunder, før fælden klapper, og gitteret går ned. For tunnelentusiasterne er der ingen mulighed for at grave sig ud, da væggene er armeret med et tykt lag jern. Først da det er for sent, får man øje på den mandshøje trykflaske med påskriften argonite gas i det ene hjørne. Brandanlægget går i gang, og langsomt fyldes lokalet af den kvælende gas. Altså giver det mening, at det kun er et fåtal der har adgang til rummet, og de bliver færre og færre. Radioland senior Når man træder ind i gangen til det gamle Radioland i kælderen under IT, er det som at træde tilbage i tiden. En mur af stilhed og en muggen luft minder en om, at stedet har stået stille siden murens fald. Et rengøringsrum dækket med spindelvæv og rengøringsremedier fra det forrige årtusinde, er et klart tegn på, at også bygningsservice har glemt stedet. På et bord i det store studie fire ligger en sæk med påskriften Skal makuleres, og i det hele taget virker stedet en smule fordækt og overset. Det perfekte sted at gemme et lig. Et stort vægmaleri af New Yorks skyline i skrigende gule og orange farver vidner om studiernes storhedstid i 80erne. De gamle radiostudier havde en kort levetid. Fra 1984 foregik radioredigeringen i de mørke, tætte betonrum, indtil brandmyndighederne endegyldigt satte en stopper for det i Der var simpelthen for få flugtveje. Derfor flyttede Radioland op til dets nuværende placering, hvor der hidtil havde været et pressemuseum. I dag bliver de gamle studier brugt til opbevaring af nedslidt EDB-udstyr og støvede, lasede bøger, som er blevet kasseret fra biblioteket. HEMMELIGE RUM Her har du sikkert aldrig været. Foto: Casper Christoffersen HEMMELIGE RUM Det forhenværende radioland bliver i dag brugt til opbevaring. Foto: Casper Christoffersen solveig@mail.djh.dk jbjerre@mail.djh.dk

10 10 ILLUSTRERET BUNKER FOKUS FOKUS: Politi i og presse s e I skudlinjen Når journalister og fotografer vil være tæt på nyhederne, har pressekortet ingen funktion. Politiet behandler alle lige. Jeppe T. Findalen Pia Buhl Pressekortet er værdiløst i kampens hede. Seneste eksempel på det var i forbindelse med urolighederne efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Her måtte journalister og pressefotografer finde sig i at blive behandlet på lige fod med aktivister. Sådan er det. Og det plejer de fleste pressefolk at være mandfolk nok til at forstå. Men der er kommet nogle pivskidder imellem, må jeg erkende, siger Flemming Steen Munch, vicepolitiinspektør, Københavns Politi. Det synspunkt bliver mødt med skepsis af formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård: Hvis man som journalist er på stedet og viser pressekort, så skal politiet respektere at man er på arbejde. Væk eller få slag Når politiet går i aktion, er der ikke tid til at vise hensyn. Og i den situation er knippelslag og anholdelse ting, man må finde sig i. Her er pressen på lige fod med demonstranter, mener Flemming Steen Munch. Det kan ske, at en, der er i besiddelse af et pressekort, kommer i klemme og får en over nakken. Det skal jeg da være den første til at indrømme, siger han. Han ser ingen problemer i politiets håndtering af pressen under urolighederne på Nørrebro. Hvis der er givet opløsningsformular, så står vi altså ikke og skeler til, om man står og vifter med et pressekort, siger han. Opløsningsformular vil sige, at politet tre gange har erklæret en demonstration for ulovlig. Efter de tre gange, kan politiet storme og anholde de demonstranter, som ikke adlyder. Og her er journalisterne overladt til samme skæbne som alle andre, hvis de kommer i vejen for politiet. En skæbne, som Mogens Blicher Bjerregård, formand for Danmarks Journalistforbund, ikke mener bør være den samme. I hans øjne har pressen et vigtig ærinde. Det er ikke sådan, at de skal være udsat for knippelslag, når de i øvrigt viser deres pressekort, siger han. Det var en væsentlig begivenhed. Der skal være plads til journalisterne, og de skal kunne rapportere. Man skal selvfølgelig have respekt for dem, der udfører deres arbejde, siger han. Men det hensyn, mener Flemming Steen Munch ikke politiet hverken kan Hvis man som journalist er på stedet og viser pressekort, så skal politiet respektere, at man er på arbejde. Mogens Blicher Bjerregård eller skal tage. Det står for pressens egen regning. Det er en beslutning, de selv tager. Så må de tage konsekvenserne. Og det er der forståelse for, hos de rigtige pressefolk. Dem, der forstår at acceptere, at politiet har en arbejdsopgave at udføre og erkender, at pressens dækning ved de begivenheder kan medføre en risiko, siger han. Ingen beskyttelse Pressekortet giver ikke journalisterne nogen særlig status. Politiet skal vise hensyn, så pressen kan udfylde sin rolle, men der er ikke noget lovmæssigt, der sikrer dem. Især ikke når først de

11 ILLUSTRERET BUNKER FOKUS 11 Københavns Politi og Danmarks Journalistforbund holder jævnligt møder, hvor de drøfter det indbyrdes forhold. PÅ JOBBET Helt i front arbejdede pressen og politiet ofte skulder om skulder efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. Foto: Valdemar Jørgensen Slået og truet af politiet Foto: Jesper Langhoff bevæger sig ind i de konfliktfyldte områder, forklarer ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen. Politiet skal tage videst muligt hensyn til pressen. Men når jeg har billedet på nethinden, så er der grænser for, hvad man kan forvente at politiet tager af hensyn, siger han. Det er, ifølge Oluf Jørgensen, en vurderingssag om politiet går for vidt i de enkelte situationer. Men han mener ikke, man kan forvente at politiet tager hensyn, når først de går i aktion. I en dramatisk situation, hvor poltiet har hjelme på og så videre, skal Giver adgang bag politiafspærringer. Pressen skal rette sig efter politiets anvisninger, fx. forbud mod at bevæge sig ind i særlige områder eller kontakte bestemte personer. Politiet kan nægte pressen adgang, hvis de vurderer, at spor bliver ødelagt eller det hindrer politiets taktiske arbejde. Hvis man ikke adlyder politiets anvisninger, risikerer man at blive anholdt. man ikke tro, man er i sikkerhed, fordi man har et pressekort, siger han. Nægtet adgang Pressekortets eneste funktion i forbindelse med demonstrationer er, at det giver adgang bag politiets afspærringer. Her kan politiet vælge at holde pressen ude, hvis de vurdrer, at de skal have arbejdsro i et lukket område. Og politiets afspærringer var helt igennem lukket land for journalister i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. PRESSEKORTET I en turbulent situation, bør pressekortet bæres synligt. Forlang at komme med på stationen, hvis politiet beslaglægger dit udstyr. Bliver du bedt om at forlade stedet, efter du har fremvist pressekort, bør du bede om en begrundelse. Opretholder politiet beslutningen om, at du skal forlade stedet, kan du bede om politimandens navn, nummer og afdeling, så du har mulighed for at klage over episoden. Kilde: Danmarks Journalistforbund Det har Flemming Steen Munch en forklaring på. Det hænger i høj grad sammen med den eksplosion, der er sket i medierne, siger han. Han ser det som journalisternes største problem, at de er blevet for mange om at skrive om for få nyheder. Der er alt for mange, som har et pressekort og løber rundt nogle steder, hvor der ikke er nogen egentlig grund til at de er. findalen@mail.djh.dk buhl@mail.djh.dk Rasmus Voss blev mødt med knippelslag og trusler af politiet, da han dækkede urolighederne på Nørrebro. PRESSE! PRESSE! råber Rasmus Voss, 26. Foran ham står en betjent med stålfast blik og kigger på den skræmte journalists pressekort. Det hænger på brystet. Betjenten slog ham for et øjeblik siden i ryggen, da han forvekslede ham med en demonstrant. Nu står de med front mod hinanden. Rasmus Voss gør gentagende gange opmærksom på sit ærinde på Nørrebro denne aften. Han arbejder som journalist for Ekstra Bladet. De andre betjente trækker Jeppe T. Findalen Det er jeres skyld det her, mand. Det er jeres skyld, det er gået sådan amok. - Betjent på Nørrebro sig tilbage. Det er en ordre. Der er for mange demonstranter i den sidegade til Nørrebrogade, hvor Rasmus Voss og betjenten står. Men betjenten bliver stående og kigger indgående på pressekortet. Han hæver atter engang sin knippel. Tøver et sekund. Og slår så. Denne gang i brystet og lige på pressekortet. Herefter vender han sig og løber tilbage til sin deling. Senere samme nat oplevede Rasmus Voss endnu en konfrontation med politiet. Pressens skyld det hele Det er sent på natten. Rasmus Voss går op ad Nørrebrogade mod Runddelen for at mødes med en kollega fra Ekstra Bladet. Han er træt og på vej hjem. Demonstranterne har ikke rørt på sig i noget tid. For at komme frem til sin kollega skal Rasmus Voss passere en politiafspærring. Her står en betjent imidlertid i vejen for ham. Der er masser af journalister deroppe. Du behøver ikke også at skulle derop, lyder svaret. Rasmus Vtoss begynder uforstående at forklare sig. Jeg skal op og møde én. Længere bliver diskussionen aldrig. Rasmus Voss, når nemlig ikke at sige mere, før to betjente slæber ham ind i en sidegade. Her bliver han krænget op mod muren. Han forstår ingenting. Foran ham står tre betjente i en halvcirkelog skubber ham op mod muren. Det er jeres skyld det her, mand. Det er jeres skyld, det er gået sådan amok, råber de ind i hovedet på ham. AKUTLINJE Dansk Journalistforbund har en AKUTlinje, som er tilgængelig døgnet rundt. Her kan medlemmerne få rådgivning af en advokat. Tlf.: Rasmus Voss holder sit pressekort helt frem i hovedet på betjentene. Jeg er presse. Jeg er presse. De skubber videre. Lidt efter slipper han fri og løber væk. Jeg troede, jeg skulle have en røvfuld, siger han. Under al kritik De to situationer er ifølge formanden for Danmarks Journalistforbund, Mogens Munch Bjerregård, langt fra tilfredsstillende. Hvis han har været på arbejde og har vist sit pressekort, så skal han selvfølgelig have lov til at arbejde. Ellers skal politiet fortælle ham, hvad han ikke skal gøre. Det gør man ikke ved at slå med en knippel. Han anbefaler Rasmus Voss at gå videre med sagen. Københavns Politi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

12 12 ILLUSTRERET BUNKER MIDTERSIDERNE FOTO: Hanne Hvattum, Tonje Eliasson, Emil Ryge, Christian Brandt, John Tully, Valdemar Jørgensen

13 ILLUSTRERET BUNKER MIDTERSIDERNE 13 FOTOJOURNALISTSTUDERENDE PÅ NØRREBRO

14 14 ILLUSTRERET BUNKER FOKUS Københavns Politi lånte 16 hollændervogne af det hollandske politi i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Konflikten i øjenhøjde To forskellige steder på Nørrebro arbejder en journalist og en politibetjent under urolighederne, efter Ungdomshuset blev tømt for unge. Jeppe T. Findalen Emil Langballe, journalist, løber rundt og filmer fronten af demonstranter på Nørrebro. Han filmer også, da han i kampens hede bliver overfaldet og slået af politiet. Et andet sted på Nørrebro oplever Simon Jørgensen, politibetjent, hvordan journalister stiller sig i vejen og nægter at adlyde politiets ordrer. Han er nødt til at bruge fysisk magt for at løse sin opgave. De to møder aldrig hinanden, men begge oplevelser udspiller sig i det samme kaos på Nørrebro. Kampklar hollænder Simon Jørgensen, 30, er klædt i en mørkeblå uniform med beskyttelse til hele kroppen - på hovedet en hjelm med visir. Han sidder i en af Københavns Politis hollændervogne, som styrer direkte mod urolighederne på Nørrebro. Vognen er specialfremstillet i Holland og bliver hovesageligt taget i brug ved gadekampe. Vognen har ruder af pansret glas, og på forruden hænger et tungt metalgitter i vejen for kasteskyts. I bunden er placereret ekstra dødvægt, så tyngdepunktet er så lavt, at det praktisk talt er umuligt at vælte den. Simon Jørgensen er halvdelingsfører. Han skal lede 10 betjente i deling Delta 5 på dagens opgave. De skal opløse den største demonstration siden rydningen af Ungdomshuset. I pressens tjeneste Emil Langballe, 24, er klædt i en blå jakke, cowboybukser og løbesko. Han arbejder som journalist for Bastard Film og har fået til opgave at dække urolighederne på nært hold. I Emil Langballes tilfælde helt forrest, hvor mødet mellem politi og aktivist er allermest anspændt. Med sig har han et kamera og sit pressekort, så han har mulighed for at blive skelnet fra deltagerne i demonstrationen. Ulydige og i vejen Simon Jørgensen står i Elmegade med resten af sin deling, Delta 5, ved siden af vognene. De er kørt i position og afventer nu en ordre oppefra. De andre delinger er ved at køre sig i stilling i de andre indfaldsveje til demonstrationen. Efter kort tid lyder ordren. Demonstranterne får besked på at opløse demonstrationen, og den melding sætter for alvor gang i begivenhederne. Og så går det løs. Demonstranterne bliver aggressive. I stedet for at adlyde politiets ordre, begynder de målrettet at jage Delta 5 og de få andre 10-mands grupper i Elmegade. En sky af flasker og sten brager ned mod Simon Jørgensen. VÆK, råber han. Foran ham og mellem vognene står en gruppe journalister. De flytter sig ikke. Væk! Til side! Intet sker. Delingen skubber de modstridende journalister frem foran vognene og ud til siderne for at få plads til at arbejde. De skal bruge vognene til at dække sig bag, når de skal i direkte kamp med demonstranterne. På de få meter, der adskiller demonstranterne og Simon Jørgensens deling, står hobevis af pressefotografer og journalister langs murene. Uden beskyttelse. Uden at trække sig. De tager billeder og løber frem og tilbage mellem betjentene. At de tager billeder, rører mig ikke. Vi har intet at skjule, siger Simon Jørgensen. Men når de ikke adlyder ordre, har han kun et valg. Hvis de kommer i vejen, når jeg kommer løbende, så må de finde sig i at blive skubbet til side eller blive rendt over ende, slår han fast. PRESSE Emil Langballe, 24, går på DJH og var i praktik på Bastard Film, da han blev sat til at dække urolighederne på Nørrebro. Foto: Jeppe Timmermann Findalen Nørrebros vidner Studerende fra DJH var til stede på Nørrebro og kan her berette om, hvordan de oplevede begivenhederne. Anne Rønne Christian Brandt, 25 år Fotojournalist på andet semester. Dækkede urolighederne i tre døgn. Hvordan reagerede du, da tingene begyndte at udvikle sig på Nørrebro? Jeg fotograferede ikke særligt meget, fordi jeg prøvede at undgå at få brosten i hovedet og blive slået med knipler. Hvad gik der gennem dit hoved, da begivenhederne var på sit højeste? Det var nok mest uoverskuelighed. Jeg var ikke rigtigt bange for at få sten i hovedet. Det skal nok hele igen. Det var skræmmende, at to parter kan hade hinanden så meget, at det udmønter sig fysisk. Er der en enkelt situation, som du husker bedst? På Sankt Hans Torv sagde demonstranterne, at pressen skulle lade være med at fotografere. Så rykkede vi lidt tilbage og pressefolk stod i en stor klump. Pludselig kommer der fire æg flyvende. Der var mange, der blev bange og folk stormede i alle retninger. Heldigvis var det jo bare æg. Der kunne jeg mærke, at der var en vrede mod pressen.

15 FOKUS ILLUSTRERET BUNKER 15 Politiet startede nedrivningen af Ungdomshuset den 5. marts. Siden politiet har ophævet blokaden, er der afholdt adskillige fester på den tomme grund. To af festerne er endt med anholdelser. 69 Nørrebros Runddel Jagtvej Nørrebrogade Assistens Kirkegården Elmegade Ragnarok i København Emil Langballe følger demonstranterne på vej op ad Nørrebrogade. De kaster maling og brosten efter politiets hollændervogne, der langsomt begynder at bakke. Betjentene står bag de solide vogne og forsøger at undvige. Pansersvin, lyder det gentagende gange fra flokken. Der hersker en stemning af blodrus og ragnarok, og det bliver vildere, da det går op for demonstranterne, at politiet er ved at trække sig. De følger efter. Op ad Nørrebrogade. Op mod Runddelen ved krydset mellem Jagtvej og Nørrebrogade. Med Assistens Kirkegården bag de gule mure på venstre hånd, kaster demonstranterne brosten med højre hånd. Intet skal stoppe dem. Emil Langballe vender sig. En voldsom larm bryder igennem bagude i demonstrationen. Tre enorme politivogne kommer brasende ud fra en sidegade og deler demonstranterne i to. Emil Langballe vender sig igen. Her bliver han mødt af de forreste rækker demonstranter, der kommer løbende i den modsatte retning. Bag dem kan han se betjente. De tæver løs med knipler. Emil Langballe trækker sig i al hast til siden. Han holder sit kamera i den ene hånd og sit pressekort i den anden. Normalt plejer man bare at skulle løbe med. Men jeg vidste, at jeg helt sikkert ville få slag i nakken, hvis jeg vendte mig om og begyndte at løbe, siger Emil Langballe. Han optager stadig, da Normalt plejer man bare at skulle løbe med. Men jeg vidste, at jeg helt sikkert ville få slag i nakken, hvis jeg vendte mig om og begyndte at løbe. Emil Langballam Journalist bølgen af betjente tordner mod ham. Diskussion og brok Det er et irritationsmoment for os, at de går i vejen. For så skal vi først flytte dem, før vi kan komme hen og løse vores arbejde, forklarer Simon Jørgensen. Han fortæller, at hans opfattelse af langt de fleste pressefolk er positiv. Og for ham er det tydeligt, at den gruppe, der ofte omgås politiet, også har en bedre forståelse for, hvordan de skal opføre sig. Dem, vi arbejder meget sammen med, er gode til at holde sig ude af kredsen, siger Simon Jørgensen. Han har til gengæld ikke meget til overs for den gruppe journalister, der ikke respekterer politiet og giver dem det fornødne arbejdsrum. Han påpeger, at journalisterne, ud over at stå i vejen for politiet, samtidig sætter deres egen sikkerhed på spil, når de ikke adlyder ordre. Der er desværre en kedelig tendens til, at de vil stille sig op og diskutere. Derfor får de ikke samme behandling som ballademagerne men de bliver hjulpet på vej, hvis de ikke forstår det, siger han bestemt. Øjenkontakt og knippelslag Emil Langballe starter afspilningen af det klip, hvor betjentene går til angreb på gruppen af demonstranter. AAARV! PRESSE! Den skingre stemme skratter i de små computerhøjtalere. Billedet ryster og er fyldt med mørkeblå betjente, der stormer fremad i et inferno af kaotiske lyde. Et tungt metal-slag trænger sig vej igennem lydbilledet. AAARV! PRESSE, FOR FANDEN! Stemmen er den samme. Han er ramt igen. Strømmen af betjente fortsætter i et hæsblæsende tempo fra nederste højre hjørne i skærmbilledet. Knipler og hjelme overalt. Et par sekunder efter fryser billedet. Filmklippet varer ikke længere. Emil Langballe ryster på hovedet af de fastfrosne betjente på skærmen foran ham. Det er optagelsen, der genkalder mindet om de sekunder, hvor han mødte politiets knipler. Han fortæller, hvordan han først bliver slået af en kvindelig betjent, der i forbifarten lader kniplen ramme ham. Hvordan han kort efter får øjenkontakt med en betjent, og hvordan de to hårde slag på armen sender ham på skadestuen. Armen var ikke brækket, POLITI Simon Jørgensen, 30, blev for godt et år siden forfremmet til halvdelingsfører i Københavns Politi. men slagene efterlod Emil Langballe med et blandet indtryk af politiets syn på pressen. Det virkede til, at de ikke brød sig særlig meget om vores tilstedeværelse. Vi blev skubbet hårdhændet væk. Han fortsatte sin dækning i frontlinjen. findalen@mail.djh.dk Foto: Jeppe Timmermann Findalen Camilla Westersø Olsen, 28 år Journaliststuderende i praktik på DR. Dækkede urolighederne i 12 timer. Emil Ryge Christoffersen, 26 år Fotojournalist på andet semester. Dækkede urolighederne i tre døgn. Hvordan var stemningen på Nørrebro? Det var komisk, fordi der mindst var lige så meget presse og lokale Nørrebrofolk, som var nede at glo, som der var aktivister. Det var også intenst, og det var første gang, jeg følte et nyhedsrush, hvor jeg var virkelig tæt på. Hvor tæt var du på? Jeg havde politiet på den ene side og aktivisterne på den anden. Jeg stod lige midt imellem. Jeg kan huske, at jeg stod helt oppe mod muren. Pludselig kom der en måge flyvende over mit hoved og i et sekund, troede jeg, det var en brosten. Jeg fik fornemmelsen af, at det lige pludselig kunne gå rigtigt stærkt. Alt kunnne ændre sig på et sekund, hvis jeg fik en brosten i hovedet. Hvad synes du om mediernes dækning? Medierne omtalte urolighederne som en krig på Nørrebro. Min veninde turde ikke cykle gennem Nørrebrogade. De ting, hun havde set og hørt, var lige det sekund, hvor der var action. Jeg var henne og tage et billede af en dame i en rullestol, som sad og kiggede. Og det siger bare meget om, hvor roligt det var, hvis man tør sidde og kigge fra en rullestol. Men det var tydeligt, at medierne prøvede at finde krigen. Hvordan var det at være på Nørrebro? Det er første gang, jeg har lavet noget, som var så anspændt. Jeg var fuldstændig klar over, at det ville gå helt op i hat og briller og bål og brand. Det var bare spørgsmålet om, hvornår det ville ske. Det var en vild oplevelse, da alt gik amok natten til fredag. Flaskerne begyndte at flyve, og der blev tændt bål i gaderne. Det var den største oplevelse. Var du bange? Jeg var ikke rigtig bange. Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte: Er det her nu dumt? Blandt andet hvor politiet kom, og jeg løb sammen med aktivisterne. De kom med hævede stokke. Bagefter tænkte jeg, at det sikkert var dumt at løbe. For pressen løber jo ikke. Hvordan oplevede du politiets håndtering af urolighederne? Jeg ved ikke, hvordan det er meningen, at politiet skal gøre ting, men det var en voldsom oplevelse. Jeg opfattede også aktivisterne som meget voldsomme, når brostenene blev kastet med fuld hammer efter bilerne.

16 16 ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR UDENFOR Bertelsens uambitiøse time Uanset om du er blevet en af de afhængige, som ikke kan sove, før Mikael Bertelsen har puttet dig, får du her et indblik i Den 11. Time - en journalistisk verden, der er helt sin egen. Maria Denise Christoffersen Anders Carlsberg Der er kommet et alternativ til søvnen. Danmark har fået et natteshow, og manden, der sætter din skønhedssøvn på standby, hedder Mikael Bertelsen. Showet kalder sig Den 11. Time og er et direkte talkshow, der sendes tre aftener om ugen, i den sendetid som ingen andre end Kanal København gider røre ved nemlig timen hvor i dag bliver til i morgen. lavet i eftermiddags. Den amerikanske filminstruktør David Lynch var i studiet, og det kan mærkes på humøret her til aften. For et talkshow som Den 11. Time er sådan et prominent besøg en pludselig og vidtåben dør til uanede muligheder. Det var helt vildt at få David Lynch i kassen. Han kan blive en åbning for andre stjerner, der kommer til landet. Når vi kan ringe op til en manager og sige, at programmet har haft David Lynch som gæst, så kan alt lade sig gøre. Så kan vi for Vi hjælper nogle folk, som sidder i deres leverpostejshverdag og egentlig er interesserede i noget kultur, men ikke helt ved, hvor de skal starte. Darth Vaders - Oliver Stilling, redaktør på Den 11. Time sommerhus Der skal en masse gæster gennem systemet i løbet af de 100 udsendelser, der indtil videre er sat af til talkshowet. Denne aften er det Simon Kvamm og Jørn Hjorting, der har fået et lift med butler-ekspressen. Da de ankommer, ligger store dele af DR-byen mørke og tavse hen. De fleste medarbejdere er gået hjem nu. eksempel få folk som David Bowie herind, siger redaktør Oliver Stilling. Han forklarer, at i et lille land som Danmark, er det faktisk set før, at talkshows løber tør for mulige gæster efter en tid. Vi har simpelthen ikke tilstrækkeligt mange kendte mennesker på disse kanter. Stemningen passer godt til det kælenavn, teknikerne Lad os nu bare prøve det har fundet på: Darth Vaders Mikael Bertelsen hiver sommerhus. Her er uendeligt højt til loftet og sten- noget op fra tasken, som vi skal se. Det er TV2 News væggene er sorte og blanke. manual for, hvad der er Kun i et enkelt studie er der breaking news. Alle tilstedeværende griner. stadig lys, kamera og action. Mikael Bertelsen og Den må vi kunne bruge hans crew har været i gang til noget, siger Mikael Bertelsen og forklarer: i mange timer showet, der om lidt skal optages, er Et godt tegn er, hvis nemlig dagens andet, og vil man umiddelbart bliver først blive vist efter påske. glad af at høre en ny idé. Så Mens det bliver lavet, sender DR2 det show, der blev er den ofte værd at arbejde videre med. Og så skal den ikke analyseres ihjel - det er bedre at sige Lad os nu bare prøve det. Konsekvensen ved at have så frie hænder er dog, at man nogle gange laver noget, der er spild af folks tid, og det er jo forfærdeligt. Mikael Bertelsen foretrækker de programmer, hvor indholdet opstår af en følelse af begejstring, fascination eller raseri over noget. Samtidig er han også godt klar over, at det bare er et arbejde. Det er en kæmpestor fabrik, og vi når ikke at se os tilbage. The neverending samlebånd. Jeg var virkelig glad efter optagelserne med David Lynch, men der gik nok fem minutter efter at kameraerne var slukkede, før vi begyndte at tale om næste program. Det er ligesom et monster, man kæmper med, som lever af ens hjerteblod. DEN 11. TIME Den casual stil forhindrer ikke Bertelsen i at blive sminket, inden optagelserne begynder Højpandede anmeldere DR s pressemateriale definerer Den 11. Time som en unik balance mellem kulturjournalistik og eksperimentalfjernsyn. Men Mikael Bertelsen mener, at det er vigtigt, ikke at have for mange ambitioner på programmets vegne. Så begynder man bare at forestille sig et perfekt program, og det er umuligt at leve op til. På redaktionen er der dog alligevel enighed om, at vi skal et spadestik dybere end bare underholdning: Hvis det eneste, vi havde som ambition, var at være skidesjove, så ville der sidde en grædende klovn tilbage, når de 100 programmer er færdige, og være helt slidt ned, siger Mikael Bertelsen. Men vi har egentlig ikke så mange ambitioner for, hvad seerne skal have ud af programmet mere for hvad vi selv skal have ud af det. Redaktør Oliver Stilling vil gerne have, at seerne får noget ud af at møde nogle gæster, som ikke normalt får taletid på landsdækkende tv. Vi får feedback fra mange seere, som for eksempel siger: Hvor var det fedt at se ham Goodiepal, (musiker, som optrådte i Den 11. Time med et elektronisk pipfuglebur og en planetinstallation, red.). Vi hjælper nogle folk, som sidder i deres leverpostejshverdag og egentlig er interesserede i noget kultur, men ikke helt ved, hvor de skal starte. Men så ser de sådan en som Goodiepal, og vil gerne vide noget mere om ham. Der er både noget for de højpandede anmeldere og almindelige mennesker. Uanset om de vil indrømme det, er det altså alligevel ikke helt tilfældigt, Foto: Anders Carlsberg hvad vi får at se i den færdige udsendelse. Madonna-ringen Uden for studiet står tre sofaer og et fjernsyn. Simon Kvamm sidder sammen med nogle redaktører og ser eftermiddagens optagelser med David Lynch. Nogle meter derfra er Jørn Hjorting ved at få sminke på. Hvis man ikke kunne forudsige det med et kig på sit ur, ville ingen gætte, at hver eneste mand og kvinde om få minutter rejser sig og

17 ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR 17 De Studerendes Råd holdt rektorvalg i fredagsbaren. Under sloganet For et mindre aktuelt DJH blev Mikael Bertelsen valgt som de studerendes foretrukne kandidat. Pas på, når du sælger din artikel Hvis du sælger dine skoleopgaver til et dagblad, skal du passe på. Det kan være svært at få din løn. For dårligt, siger DJ. DEN 11. TIME Butler Morten Søkilde henter programmets gæster i sin ombyggede minivarevogn går ud på deres poster. Men før de når så langt, skal de lige lave Madonna-ringen. Det er en programlagt peptalk med Mikael Bertelsen som samlende overhoved. Alle, som er tilstede på aftenens optagelse, stiller sig i en rundkreds i studiet og tager hinanden i hænderne. Mikael Bertelsen står foran sit skrivebord og taler. Han kan ikke selv se det, men den projektor, som kaster lysende bogstaver ned på skrivebordet og normalt bruges til at vise hans eget og gæsternes navne, rammer lige nu hans blå skjorte med de opsmøgede ærmer. Mens han taler, står der således MIKAEL BERTELSEN«med lysende bogstaver henover hans brystkasse. Mikael Bertelsen er manden, hvis talent er at være sig selv. Der er noget ved ham, som gør, at man slapper af. Lige nu kommer han med de sidste opmuntrende ord. Det er stilhed før airtime: Tror I, det bliver et godt program? Spørger Bertelsen. Alle råber JA! og Bertelsen gentager spørgsmålet. Studie 12 runger. Så er raketten klar til opsendelse. Klokken viser ét minut i den ellevte time. Troen på TV Det kræver meget forberedelse at virke så casual, som vi gør. Ordene kommer fra en tekniker, og de kunne ikke være mere velvalgte. I programmet bliver Simon Kvamm ringet op fra studiet og skal forestille at være i sit hjem på Østerbro. Grib guitaren og kast dig ned i en taxa, og kom herud nu! opfordrer Mikael Bertelsen. Simon Kvamm sidder i en sofa lige udenfor studiet det vil næppe kræve de store anstrengelser at nå ind i studiet. Alligevel gør han først sin entré tyve minutter senere, med jakke på og tilsyneladende helt uforberedt. Simon Kvamm har selv lavet meget fjernsyn, og han mener, at Den 11. Time er Det er ligesom et monster, man kæmper med, som lever af ens hjerteblod. - Mikael Bertelsen et særsyn i dansk tv, fordi programmet ikke drives af koncepter, men af de mennesker, der laver udsendelserne. Du kan ikke definere den her genre. Er det intellektuelt eller plat? Det er lidt det hele på en gang, og det, synes jeg, er genialt. Det er lige før, det kan give én troen på tv tilbage. Foto: Anders Carlsbeg Osama, quiz og kage Der er masser af skæve indslag på tegnebordet til fremtidige udsendelser. Redaktionen arbejder med en idé om at prøve nye studieværter af eller stilmæssigt lade programmet gå i opløsning. Fordi Den 11. Time arbejder med en såkaldt open end, har programmet mulighed for at sende så længe, det vil. Hvis Mikael Bertelsen frit kunne vælge, ville den ultimative gæst i studiet være Osama Bin Laden. Journalistisk ville det jo være et scoop. Det har lige været hans 50 års fødselsdag, så jeg ville nok bløde stemningen lidt op med noget kage og quiz. Efter udsendelsen ville jeg indkassere dusøren og købe DR-byen. mariadc@mail.djh.dk achristensen@mail.djh.dk Kristoffer Miles Illustreret Bunker bragte i sidste nummer en artikel om, hvordan du sælger dine skoleopgaver til medierne. Men efter arbejdet med idéudvikling, interviews og skrivning opstår der nye problemer. Det er nemlig ikke alle danske dagblade, der er lige gode til at få betalt for de i forvejen billige skoleartikler. Hos Dansk Journalistforbund kender de godt til problemet, og her er holdningen, at det er mediernes ansvar at få betalt. Pia Fjordbak fra 3. semester solgte i midten af januar sit førsteårsprojekt til Nordjyske Medier. I en mail oplyser Nordjyske hende om, at hun vil modtage 2500 kroner, umiddelbart efter artiklen er offentliggjort. Derfor undrer det Pia Fjordbak, at der ingen penge er kommet en uge efter, hendes artikel blev bragt den 23. januar. Stadig ingen løn Redaktionen fortæller Pia, at der vil gå indtil den 16. februar, inden hun modtager løn. Men der kommer stadig ingen penge midt i februar, og derfor beslutter Pia Fjordbak sig for endnu en gang at sætte sig ned og tage et ærgerligt rykkeropkald. Men selv efter to rykkere er der stadig ingen aktivitet fra Nordjyske Medier på Pia Fjordbaks konto; kun en besked om, at hun mangler at aflevere nogle personoplysninger, som hun først har fået besked på, er nødvendige en måned efter offentliggørelsen. Pia Fjordbak ringer en sidste gang, men må igen lægge røret på tomhændet. Denne gang udskyder Nordjyske betalingen for artiklen til en gang midt i marts. Et eller andet sted er det fint nok, at jeg først får pengene et stykke tid efter, men jeg ville gerne have klar besked fra starten af. Man får ingenting at vide. Pia Fjordbak har i skrivende stund ikke fået løn for hendes to måneder gamle artikel. Det er ikke okay, når medierne lader stå til. Deres freelancere skal have deres løn. Det gælder i høj grad også de studerende. - Christian Dølpher, jurist i DJ Slå os oven i hovedet Nordjyskes featureredaktør, Flemming Kristensen, har ansvaret for salg af artikler til studerende. Han beklager, at der i enkelte tilfælde kan ske fejl i betalingen og indrømmer: Der er jo mange beskeder, der skal gives videre fra redaktionen til lønkontoret, og der kan altså ske menneskelige fejl, fortæller Flemming Kristensen. Men selvom fejlene kan ske, fortæller Pia Fjordbak, at det har været træls, at skulle rykke sådan for sin retmæssige løn. Det er rigtig irriterende, at man selv skal hive informationer ud af dem, når man går og regner med, at pengene kommer, fortæller hun. På Nordjyske fortæller Flemming Kristensen, at hvis studerende oplever, at de ikke får deres penge i god tid, skal de selv tage aktion. Der kan ske forglemmelser, så det er helt okay at slå os oven i hovedet med en mail, hvor der står: Hej Flemming. Hvornår får jeg den løn, vi aftalte? For selvfølgelig skal vi levere løn i god tid, siger Flemming Kristensen. Send en regning Dansk Journalistforbund kender godt til de forsinkede betalinger for studerendes artikler og her er holdningen klar: Det er for dårligt, når medierne ikke får sendt checken i god tid til de fattige studerende. Også selvom de studerende ikke får meldt klart ud. Christian Dølpher er juridisk konsulent for Journalistforbundet. Han mener, medierne bærer et stort medansvar for at få betalt deres freelancere. Det er ikke okay, når medierne lader stå til. Deres freelancere skal have løn. Det gælder i høj grad også studerende, siger han. Men Christian Dølpher peger på et centralt punkt, som de studerende skal tage ved lære af: Send en regning! Det er det eneste rigtige at gøre, når man er freelancer. Sæt jer ned med et Word-dokument og skriv så en faktura ud, som I sender, efter I har solgt artiklen. Og så husk en betalingsfrist, så bogholderiet husker jer. Redaktionen har i skrivende stund kendskab til tre 3. semesterstuderende, der har måttet vente i omkring to måneder på betaling. En venter stadig på sin løn. De har ikke villet medvirke i artiklen på grund af den forestående praktikrunde, hvor de måske skal møde det dagblad, der har købt deres historie. miles@mail.djh.dk

18 18 ILLUSTRERET BUNKER UDENFOR 2. marts dystede 12 par i skolens bordfodboldturnering. Det blev Christian Nørgaard og Christian Frederiksen, der overlegent vandt finalen og et gavekort til Cafe Smagløs. Til forskel fra deres rigtige kolleger må praktikanter ikke strejke. Det kan sætte dem i en solidaritetskonflikt, men Journalistforbundet oplyser, at der er ikke udsigt til, at det bliver ændret. Profesionelle spådomme Trendspotting er markedsføringens nye våben og kan nemt bruges af medieverdenen. Men medierne tøver. Laust Deleuran En ny metode til at spå om fremtiden vinder for tiden frem i erhvervslivet og den journalistiske verden. Metoden hedder trendspotting. Den har længe været i brug i udlandet, men er først i disse måneder ved at udløse sit potentiale herhjemme. Trendspotting handler om at se tendenserne og mønstrene i samfundet før de er der. Find trenden først John Hird er medindehaver af trendspottingfirmaet Firstmove. Det vi gør, er at gå ud og få øje på nogle ting før andre. Hvis en virksomhed opdager en markedsudvikling eller en trend først, så Ansatte og studerende på Roskilde Universitetscenter har tidligere fået mudkurv på i RUC s officielle RUC- Nyt, blandt andet fordi rektors kommunikationschef er ansvarshavende redaktør. Men da en studerende i efteråret blev hevet til side af rektor og forment adgang til debatsiderne i bladet, blev det gnisten, der tændte en gruppe studerende på RUC. Som modtræk startede de deres eget blad. Helga Mathiassen sidder i redaktionen for HippoCampus og var med fra starten. Vi har nu fået et helt uafhængigt organ, hvor vi kan debattere frit. Der har længe været et behov for at skabe et uafhængigt forum for debat på RUC. Men det får de et forspring i forhold til konkurrenterne. I dag er konkurrencen så intens, at virksomhederne konstant er på jagt efter nyt. Vi sælger forspring eller vi hjælper folk til at få et forspring, forklarer John Hird, og er også vigtigt, at de studerende nu har deres eget blad, siger hun. Sagen om censur tiltrak mediernes opmærksomhed for en kort stund, men HippoCampus fortsætter med at udkomme. Foreløbig har de studerende lavet fire numre - et hver måned. Rektor har hilst bladet velkommen, men har ikke ville svare på den kritik, de studerende har rejst. Helga Mathiassen påpeger, at den største forskel på RUC-Nyt og HippoCampus er, at de studerendes eget blad rent faktisk bliver læst. Bladet udkommer i 4000 eksemplarer og deles gratis ud mellem de cirka studerende på RUC. Både kritik og fest Opskriften på bladets succes er ifølge Helga Mathiassen, at de studerende ser bladet som deres eget. giver et eksempel: Lad os sige, at vi har en kunde i mobiltelefonbranchen. Så finder vi simpelthen frem til de mennesker, der gør tingene først i den branche. Ved at få fat i dem, der gør tingene først og interviewe dem, kan vi sige noget om, hvad alle vi andre lidt mere kedelige eller normale mennesker vil gøre i fremtiden. Målbevidste forbrugere Trends er ikke længere synonym med den nyeste mode fra Paris og Milano, men et bredt begreb, der anvendes inden for alle former for samfundsudvikling. Klaus Mogensen, forsker ved Institut for Fremtidsforskning (IFF), vurderer, at trendspotting allerede bruges flittigt i mediebranchen: De beskæftiger sig med det, af ren og skær frygt for fremtiden. Fremtidens medieforbrugere er meget mere bevidste og kritiske, og ved hvad de vil have. De går specifikt efter det, der interesserer lige præcis dem. Rent nyhedsmæssigt og mediemæssigt vil det være meget individuelt, hvilke områder, man synes, det er interessant at få dækket, siger han. Og når det gælder forbrug, er journalistik ligeså meget et produkt som alt mulig andet. Det journalistiske indhold er en del af produktet, ligesom indholdet af colaflasken er en del af produktet. Hvis det journalistiske ikke lever op til forbrugernes forventninger, så henter de deres nyheder og viden et andet sted, mener John Hird fra Firstmove. Studerende udgiver uafhængigt RUC-blad Efter en sag om censur i RUC s officielle blad, har en gruppe studerende nu udgivet et uafhængigt blad, HippoCampus Klaus Buster Jensen Hvis det journalistiske indhold ikke lever op til brugernes forventninger, så henter de deres nyheder og viden et andet sted. - John Hird, Firstmove Aps Det skal både være kritisk journalistisk og samtidig være et rum for vidensdeling, for eksempel annoncering af en fest eller et foredrag, mener hun. Redaktionen på bladet er en blanding af forskellige studerende lige fra journaliststuderende til naturvidenskabelig basis, som Helga Mathiassen læser. En gang om ugen holder bladet redaktionsmøder, men mange studerende er tilknyttet på freelance-basis, der enten layouter, skriver, fundraiser eller bare hjælper med at dele bladet ud på universitetet. Pengene bliver den store udfordring for HippoCampus, fortæller Helga Mathiassen. De kæmper i øjeblikket med at tilknytte faste annoncører, så projektet kan fortsætte. Indtil videre har de klaret sig med støtte fra deres Studenterråd, men det er ikke nok på længere sigt. HippoCampus venner For Helga Mathiassen er projektet også vigtigt, fordi universiteterne bliver stadig mere topstyrede. Siden universitetsreformen i 2003 har især de studerende mistet indflydelse, og konkret på RUC har det betydet, at ledelsen sidste år gennemførte en omfattende institutreform uden at spørge studerende og undervisere til råds. Vi har en ambition om at være mere kritiske, også overfor de generelle strukturer bag universiteterne, fortæller Helga Mathiassen. Blandt andet derfor bliver bladet hilst varmt velkommen af underviserne, der har oprettet Hippo- Campus Venner for at støtte projektet. Fluffy fakta Men mediernes arbejde med trendspotting er begrænset. Vi bruger trendspotting som inspiration til ideudvikling. Vi har ikke brug for at finde de hurtige, kortlivede trends. TV-markedet rykker sig ikke så hurtigt og derfor har vi brug for et bredere spektrum, forklarer medieforsker Flemming Hedegaard fra DR TV Medieforskningen. Heller ikke Nordisk Film arbejder med trendspotting i traditionel forstand. De bruger det til inspiration, ikke målrettet programudvikling. Hvis man er ude i en søgende fase, så bliver resultatet af trendspotting for upræcist. Vi læser også Institut for Fremtidsforsknings publikationer. Det er jo ekstremt fluffy. For mig er det bare et input som alle andre det er ikke et styreredskab, fortæller Michael von Würden, udviklingschef i Nordisk Film. Mere potentiale Fordi medierne primært benytter trendspotting som inspiration og baggrundsviden, realiserer de endnu ikke trendspottings fulde potentiale. I en verden med voksende individualisering ligger den egentlige markedsfordel i koncentreret målretning. Situationen er på mange måder magen til avisernes nuværende situation. Kun de aviser, der forstår at målrette deres produkt til små, afgrænsede grupper, går frem i oplag. John Hird fra Firstmove er sikker på, at trendspotting direkte kan bruges til konkret journalistik. For eksempel programudvikling: Med trendspotting vil man kunne skabe nogle fremtidsorienterede programmer. Man vil kunne Læs HippoCampus på nettet på TRENDSPOTTING Firstmove Aps er et trendspottingfirma. Populært sagt specialiserer de sig i at spå om fremtiden. Her er nogle af deres spådomme: Fjernsynet forsvinder ud af flere og flere hjem for meget underholdning og for lidt indhold. Light-sodavand er på vej ud. De virker sunde uden at være det. Flere ægtepar vil have to adresser, bo hver for sig og rejse med vennerne i stedet for partneren Økologiske caféer uden mobiltelefoner, røv og spiritus bliver de nye insteder. sige: Okay, jeg udvikler mine programmer i dag, for jeg ved, hvad der vil ske i morgen. Så har jeg det rigtige tilbud klar til forbrugerne i morgen, siger han. ljdeleuran@mail.djh.dk OPRØR RUC erne fik nok af censuren og startede magasinet HippoCampus. klausbuster@mail.djh.dk

19 ILLUSTRERET BUNKER REPORTAGE 19 REPORTAGE R E Pas på fotografen - fotograf, pas på! Brian Berg er fotojournalistpraktikant på Berlingske Tidende. Han fotograferede på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. Valdemar Jørgensen og Michael Bothager Det her bliver en familiedemonstration, en walkover, siger Brian Berg til sin kollega Søren Bidstrup. Det er torsdag, og de er sammen taget ned til Blågårds Plads for at dække en demonstration. 20 minutter senere finder Brian sig selv liggende på Nørrebrogade, med lyden af brosten der rammer asfalten omkring ham. Kameraet har han tabt og venstre arm er forstuvet. Brian blev løbet ned af menneskemængden, da kampene for alvor brød ud. At passe på sig selv Jeg tog stort set ingen billeder på det tidspunkt. Jeg havde travlt med at holde øje med mig selv, fortæller Brian. Meget af hans energi bliver brugt på at være det rigtige sted. En fotograf skal helst være mellem demonstranterne og politiet. Kommer du bag politiets kæde kan det være svært at komme tilbage i kampen. Politiet kan nemlig holde dig væk ved at henvise til din sikkerhed. Sympati hos en fotograf Brian var en af brugerne af Ungdomshuset, og nærer sympati for de unge. Demonstranterne skelner ikke mellem good press og bad press, og alle blive behandlet ens. De fleste aktivister kan ikke lide pressen, blandt andet fordi der går rygter om, at politiet får fotografernes materiale. På et tidspunkt får Brian en støvle i ryggen, imens han fotograferer en barrikade. Men da han konfronterer aktivisten, sker der ikke mere og Brian arbejder videre. Knipler og betjente Politiet er heller ikke altid tilfredse med pressen. De går hårdhændet til værks, og skelner ikke altid, om det er en demonstrant eller en fotograf, der bliver ramt, når det går hedt til. Brian har set tilfælde, hvor en fotograf kommer i klemme mellem fremadstormende betjente og bliver ramt af en knippel i ryggen. Men han ved godt, at politiet i bund og grund bare gør sit arbejde. Vær vågen - rigtig vågen Selv om Brian ikke kalder sig konfliktfotograf, så har han prøvet demonstrationer og uroligheder før. Og noget af det vigtigste for en fotograf er hele tiden at være på forkant med, hvad der sker omkring ham. Og man skal være vågen - rigtig vågen, ellers kan det let gå galt. Alle billeder er taget af Brian Berg pvjorgensen@mail.djh.dk mbothager@mail.djh.dk TÅREGAS Pigen vælger at gå direkte igennem en sky af tåregas på Nørrebrogade. PAUSE Selvom man som fotograf forsøger at holde pause, sker der hele tiden noget omkring en, som man skal følge med i. STILHED FØR STORMEN Torsdag aften, 20 minutter før det hele brager løs. ACTION Få sekunder inden politiets hollændervogne brager igennem barrikaden. Fotografens ben er på vej væk, men øjnene er låst fast på den stenkastende aktivist. HUNDE Om natten bliver hundene sat ind på Nørrebrogade, men de bliver ikke sendt efter aktivister eller andre. Hundenes gøen runger i gaderne og påvirker folk psykologisk.

20 20 ILLUSTRERET BUNKER ÅRHUS ÅRHUS En dør til hele verden Marie Rønde I gamle dage var havnen stedet, hvor unge mænd kunne betragte de store sejlskibe og mærke udlængslen trække. Den store verden og de eksotiske varer fra varme lande gav drømmene ny energi. I dag er Århus Havn en af Danmarks største, og ligner med de gigantiske containerskibe og tårnhøje kraner nøgtern forretning. Heldigvis er der stadig flere sider af havnen. Ved træskibsbroen, lidt nord for Mols-linien, er der plads til romantikere, med hang til træplanker og hvide sejl. Du kan opleve adrenalinen punpe, hvis du tør trække tommelfingeren op ad lommen og tage imod et lift. Alt sammen overvåget af Søværnets Operative Kommando. Vidste du det? ronde@mail.djh.dk På udkig efter muslimske søterrorister Århus er hjemsted for Søværnets Operative Kommando, der døgnet rundt på alle årets dage holder øje med de danske farvande fra deres betonborg. Lykke Port Overvågningskameraet retter sin linse mod os i aftenmørket, og der lyder et klik, før de tykke gitterporte ruller til side. Forinden har vi bevæget os gennem en allé af høje pigtrådshegn på den skovvej, der fører frem til militærbunkeren ved Århus sydhavn. En vagt lukker os ind. Det kan godt være lidt træls med al den sikkerhed - især når vi bestiller pizza. Michael Wils, der er uddannet elektronik-mekaniker i Forsvaret, griner, mens han tørrer sveden af panden. Han har fulgt os ned ad trapperne og igennem de smalle underjordiske gange til sit arbejdsrum. Rummet er fyldt op af mindst 20 tændte computere med uforståelige koder og oversigtskort. Ved hver computer står På Århus Havn angiver et stort, blåt skilt med pile, hvilke to veje der fører til færgen mod Kalundborg. Gående passagerer skal til venstre, biler og lastvogne skal dreje til højre. Jeg går mod højre og placerer mig strategisk langs kørebanen ved kajen med mit blafferudstyr: Mellemstor bagage, et destinationsskilt med sprittuschteksten Kalundborg samt min tommelfinger. To mindre containere sørger heldigvis for, at man ikke kan se mig fra billethusene, så der er ingen fare for, en telefon. Her har han to døgn om ugen ansvaret for at give teknisk assistance til de to marinedistrikter i Frederikshavn og på Bornholm, der fungerer som underafdelinger. De ringer for det meste, fordi deres radar er gået ned, eller fordi de mangler strøm, men jeg har også været ude for at hjælpe med at lappe en cykel gennem røret. Oliesyndere og u-både Michael skal overordnet sørge for, at de oplysninger, der sendes fra de to distrikter, når frem til bunkerens kerne: Operatørrummet. Her sidder folk døgnet rundt og overvåger farvandene for blandt andet oliesyndere, ulykker og mistænksomme skibe. Hvor det før var russiske ubåde, der var fjenden, er det nu eventuelle muslimske terrorister. Det handler om at være at en medarbejder fra Molslinien kommer og smider mig væk. Klokken er Efter to minutter standser en personbil. Føreren kaster et vurderende blik på mig og træder så på speederen igen. Men jeg når knap nok at fiske Kalundborg-skiltet op af tasken, før en sort minivarevogn ruller frem mod mig. På forsædet Klokken sidder jeg på forsædet ved siden af 21-årige Justus Møller, som kører til billethuset. Jeg kigger ikke på damen bag lugen, da vi passerer. Måske kan hun fornemme min aura af blind passager. Mens vi holder i ventebane BUNKER Ved siden af livet som elektronik-mekaniker arbejder Michael Wils i en underjordisk bunker. proaktiv. Vi skal se tingene, før de sker og overordnet sørge for, at vi ikke får Hvor det før var russiske ubåde, der var fjenden, er det nu eventuelle muslimske terrorister. 13, fortæller Justus mig, at han er på vej til Kalundborg for at tømme sin farfars dødsbo og har lejet bilen til formålet. At bilen er tom, er mit lykketræf, fordi han som regel har bilen stopfuld af mennesker og oppakning. På vej mod Kalundborg Derfor er det også første noget at lave, siger en af operatørerne, og kigger på afmærkningen af civile skibe i Storebælt. På bagvæggen hænger et fladskærmsfjernsyn. Bubber og BS på nye eventyr bliver overdøvet af kimende telefoner og heftig kommunikation over vandene. Én hælder kaffe op, imens han stirrer koncentreret på skærmen foran sig. Aftenen og gang, Justus samler en blaffer op. Denne gang tænkte jeg jo, hvorfor ikke? Så tager det også lidt kortere tid at sidde her og vente på at komme om bord. Jeg tror, jeg ville have større betænkeligheder, hvis nu det øsregnede, og man skulle have to sjaskvåde backpackere ind i bilen, siger Justus, der selv har prøvet at blaffe Det var engang på vej til en musikfestival, hvor vi kom væk fra et stoppested. Vi var rigtig fulde, og så fik vi faktisk et tog til at stoppe for os, og vi blev samlet op. Det var meget underligt, siger Justus. Han starter motoren, og bilen bliver gennet ind i færgen. Først da vi er kommet Foto: Tobias Markussen natten er kun lige begyndt i rummet, der ligesom resten af institutionen, er holdt i de maritime farver hvid og blå. Kun brudt af tykke ringbind i alle regnbuens farver. Jordskælv og giftbomber I et beskyttet rum står en kæmpemæssig nødgenerator. Her har den stået siden bunkeren blev bygget i Den testes en gang inden for bovporten, føler jeg mig på sikker grund. Oppe på dækket betragter jeg det pink lys fra Bruuns Galleri, der bliver mindre, mens jeg glæder mig over, at om ugen og er søværnets garanti for at have strøm, hvis hele landet går i sort. Beredskabet er overalt på højeste blus og både Forsvarets Efterretningstjeneste og de militære politifolk tjekker jævnligt, om tingene er, som de skal være. Tankerne ledes hen på gamle spionfilm, når man hører ord som jordskælvssikret, kryptering og giftbomber. Bare for at komme fra det ene rum til det andet, skal der bruges et chipkort. Det har alle ansatte hængende om halsen. Personligt kan jeg godt tænke, at det er lidt overdrevet. Vi lever ikke under Den Kolde Krig mere og har som sådan ikke så meget at skjule. Men det er sådan, systemet fungerer, slutter Michael Wils af. Vi føres tilbage igennem de smalle gange og op til jordens overflade. Efter et par timer i de tørre betonomgivelser føles luften befriende frisk. Gitterporten smækker hårdt i bag os. Fæstningen er atter sikker. Fem minutter med tomlen betaler sig Fem stive minutter ved kajen på Århus Havn, et Kalundborg-skilt og en emsig tommeltot. Så er man gratis med færgen til Kalundborg. Julie Myhre Jeg tror, jeg ville have større betænkeligheder, hvis nu det øsregnede, og man skulle have to sjaskvåde backpackere ind i bilen. lport@mail.djh.dk BLAFFER Sådan ser en komplet blafferpakke ud ifølge reporteren. Foto: Julie Myhre jeg om 2 timer og 40 minutter kan betræde landgangsbroen i Kalundborg i rollen som gående passager. jmyhre@mail.djh.dk