Sætningen mangler subjekt, men det må være trosakten i ἐπίστευσεν, der er det egentlige subjekt for ἐλογίσθη.

Transkript

1 Anslag: Problemformulering. Der ønskes oversættelse af 4,1-12, parafrase af hele teksten og eksegese af 4,13-25 (kontekstbestemmelse, detaileksegese og samlet tolkning) samt en drøftelse af forholdet mellem jøder og ikke-jøder i Kristus ifølge kap. 4 og Romerbrevet som helhed. Oversættelse. v.1 Hvad skal vi da sige 1, at Abraham, vor stamfader i slægten 2, fandt? v.2 Thi hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har 3 han pral, men ikke overfor Gud. v.3 For hvad siger skriften? Og Abraham troede på Gud, og (det) 4 blev regnet ham til retfærdighed. v.4 Men lønnen for arbejdet regnes ikke efter nåde, men efter fortjeneste. v.5 Men hans tro skal regnes til retfærdighed for ham, som ikke arbejder, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige 56. v.6 På samme måde lovpriser 7 også David det menneske, ved hvem Gud har regnet retfærdig uden gerninger. 1 Futurum indikativ brugt for at udtrykke tvivl. Egentlig ville jeg have foretrukket en konjunktiv, for bedre at kunne udtrykke tvivlen. jf. Helge Kjær Nielsens Nytestamentlig græsk Formlære og syntaks, forlaget Aros 1974, syntaks 140. (videre vil jeg henvise til Helge Kjær Nielsen, som HKN,S eller F og (syntaks eller formlære). 2 Κατὰ σάρκα betyder egtl. Ifølge kødet. Dog kan κατὰ med akkusativ betyde hen igennem, hen over, hen imod, i etc. Se videre HKN, S 55 a for flere betydninger af κατὰ med akkusativ. Her bruges κατὰ σάρκα i at belyse slægtsskab jf betydning 6 κατὰ. i Danker, Frederick W. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature. 3d ed. University of Chicago Press. (videre kaldet Danker ). Ydermere er det svært at at placere κατὰ σάρκα men jeg vælger følge placeringen i Nestle-Aland i forhold til ordstilling. Se ydermere Helge Kjær Nielsen, Sproglige Noter til Romerbrevet, 2. udgave, 1 oplag Teoltryk om 4:1. (Senere bare refereret til som HKN, N 4:x). 3 Denne sætning er umiddelbart konstrueret uden et αν og verbet står i præsens, hvilket så er en casus realis, men jeg ville mene den at skulle forstås som casus irrealis jf. HKN, S 195 b. Dog kan det forstås således at Paulus bevidst har skrevet dette, som en realis,. Her forstået at han faktisk forestiller sig dette virkeligt. 4 Sætningen mangler subjekt, men det må være trosakten i ἐπίστευσεν, der er det egentlige subjekt for ἐλογίσθη. 5 Participierne ἐργαζοµένῳ og πιστεύοντι læses her, som perifrastiske former, jf. HKN,S Ordet er egentligt singularis, men kan forstås som en kollektiv størrelse. jf. Danker ἀσεβής. 7 λέγει τὸν µακαρισµὸν τοῦ ἀνθρώπου kan egentlig oversættes han siger menneskets lovprisning. Ifølge HKN,N 4:6 kan man oversætte dette som han lovpriser mennesket og dermed gør µακαρισµὸν til verbum

2 v.7 Lykkelige (er de) 8, hvis lovovertrædelse er tilgivet og (lykkelige (er de)) 9, hvis synder er blevet skjult. v.8 Lykkelig (er) 10 den mand, for hvem Herren ikke vil tilregne 11 synd. v.9 Altså, (er) 12 denne lykke nu for de omskårne eller også for de uomskårne? For vi siger: troen blev regnet til retfærdighed for Abraham. v.10 Altså, på hvilken måde tilregnes den? Da han er 13 omskåret eller uomskåret 14? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret: v.11 og han fik et tegn, omskærelsens 15, som et segl 16 af troens retfærdighed i uomskårethed, til at 17 han skulle være fader for alle de, som tror under uomskårethed 18, for at 19 det skulle regnes ham til retfærdighed, v.12 og til at han skulle være omskærelsens fader ikke alene for de af omskærelsen, men også for dem, som følger vor fader Abrahams tro under uomskårethed. Parafrase af kapitel 4. v.1-8 For Paulus er retfærdiggørelse af tro allerede bevidnet i skriften med jødernes første patriark Abraham. 8 Her underforstås en form af εἰµί. 9 Den konstruktion, der er i 4:7a µακάριοι (med underforstået form af εἰµί), anser jeg for gentaget med det det parataktiske καὶ. 10 Her underforstås en form af εἰµί. 11 Om οὐ µὴ plus aorist konjunktiv, se HKN,S Her underforstås en form af εἰµί. 13 Egentlig er der blot en præsens participiumsform aktiv maskulinum singularis dativ af εἰµί. Dette kan forklares i at spørgsmålet har rod i det forrige. Altså skal spørgsmålet læses: ἐλογίσθη αὐτῷ ἐν περιτοµῇ ὄντι ἢ ἐν ἀκροβυστίᾳ; jf. HKN,N 4: Egentligt betyder ἀκροβυστίᾳ forhud men, fordi det her modstillet med περιτοµῆ, der betyder omskåret, må det forstås, som modsætning til at være omskåret, derfor uomskåret(hed). Jf. Danker ἀκροβυστίᾳ betydning Περιτοµῆς står her, som en definitiv genitiv, der tjener, til at uddybe σηµεῖον, jf. HKN,S Σφραγῖδα læser jeg som objektsprædikat men i kraft af min oversættelse af verbet ἔλαβεν knytter jeg de to ord sammen via et som og derved læser jeg et ὡς ind i sætningen. 17 Εἰς plus infinitiv, her endda en akkusativ med infinitiv, kan oversættes konsekutivt eller finalt. Her bruges den konsekutive betydning jf. HKN,S 170 a. 18 Διά plus genitiv for ledsagende omstændighed, se HKN,S 54 b. 19 Samme konstruktion som nævnt i note 9, nu brugt finalt

3 4:9-12 Ud fra 1-8 forsætter Paulus med at sige at alle, omskærelse eller ej, kan få del i dette løfte ved at vise, at grundlaget for omskærelse, nemlig Abraham, fik løftet før sin egen omskærelse. 4:13-17 Der fortælles om, at løftet om retfærdiggørelse ikke er givet via gerninger, men via tro. Først med konsekvenserne af hvis det var gerninger og dernæst med udlægning af det egentlige forhold mellem gerning og tro. 4:18-25 Her kommer Paulus med en udlægning af historien om Abraham, og fortæller, Kontekstbestemmelse. hvordan denne tro skal forstås. Eksegese af vers For den fjernere konteksts vedkommende forholder det sig således, at Romerbrevet forefindes efter Apostlenes Gerninger og før Første Korintherbrev i Novum Testamentum Graece. Igennem ApG skildres Pauli historie i et narrativt lys 20, og derefter introduceres læseren, kronologisk, til Romerbrevet, som menes at være et meget sent brev 21. Grundlaget for placeringen er svær at bestemme, men brevet synes at rumme en samlet teologi, og dermed har den været fordelagtig at placere først, således at læseren ville kunne læse de efterfølgende breve med Romerbrevet i baggrunden. Kort fortalt: Romerbrevets placering taler at for at læseren lærer Pauli teologiske overvejelser og konklusioner, så disse kan kaste lys over de andre breve 22. Det er også på grund af dette samlede teologiske materiale, at brevet synes at være skrevet sent. For den nærmere konteksts vedkommende, er vi i Romerbrevets sidste del af kapitel fire. I kapitel tre har vi, som nævnt i parafrasen, Pauli udkrystallisering af retfærdiggørelse og brugen af Abraham som et eksempel. Det foregående kapitel beskæftigede sig med at bevise, at jøder er på samme syndighedsniveau som ikke-jøderne. Det næste kapitel, kapitel fem, omhandler dernæst synden, nåden og deres respektive konsekvenser. Brevets tilblivelsessituation har været, at han, som han nævner i 15:23, fortæller, at han ikke har noget (virke)felt (τόπος) og derfor kan drage til menigheden. Det er et kritisk punkt i Pauli karriere, fordi missionsvirksomheden er overstået, og han skal til at drage til andre himmelstrøg, hvor han ved, at han ikke er populær, og han har brug for støtte. Brevet synes at være skrevet til en 20 Jeg vil ikke gå yderligere ind på Actas forfatters narratologiske anvendelse af sin viden om Paulus. 21 Gads Bibelleksikon, redigeret af Geert Hallbaäck og Hans Jørgen Lundager Jensen forfatterne og G.E.C Gads Forlag, 2. udgave, 2. oplag senere forkortet Gad plus artiklens navn. I dette tilfælde Gads Bibelleksikon Romerbrevet. 22 Således også denne artikel fra af Jonas Adelin Sørensen

4 menighed, der har være grundlagt af jødiske kristne, der så fremdeles har været bekendt med jødiske traditioner og skikke, hvorfor Paulus også kan gøre brug af jødiske skrifter. Hertil kommer, at brevet kan læses som en apologi med dobbelt adresse, nemlig menigheden, hvortil Paulus søger støtte til sin forestående rejse og til ham selv, idet han forbereder sig til at møde de jødekristne ledere i Jerusalem, hvor rejsens mål er 23. For at opsummere har Paulus altså stået i en meget presset situation. Han frygter for sit liv i Judæa og er usikker på sin modtagelse i Jerusalem. Derfor har det været vigtigt for Paulus, at vinde nogle forbundsfæller, hvilket så er menigheden i Rom. Derfor får menigheden, der ikke er hans egen, et påfaldende langt brev, hvori Paulus i 1:1-6 understreger sit virke. Brevet også indleder med den klassiske brevstil, men det teologiske hovedindhold er dannet som en afhandling, med præg af den argumentative retorik, hvortil vi blandt andet møder diatribe stilen 24. Den del af brevet, som eksegesen vil bearbejde falder netop i dette teologiske hovedafsnit Detaileksegese af 4: Verset starter med et for (γὰρ) der tager udgangspunkt i det forrige. I vers 1-12 griber Paulus fat i kerneeksemplet for jødisk identitet 25, og nu starter Paulus på sin egen fortolkning af Abraham. Verset er indrammet af begrebsparret, der er udtrykt ved to ens præpositionsled, ved lov (διὰ νόµου) og ved retfærdighed af tro (διὰ δικαιοσύνης πίστεως). Der er tydeligvis en emfase på ikke ved lov (Οὐ διὰ νόµου). Løftet, som i den oprindelige tekst, omhandler Kana ans land, er nu fortolket som hele verden (κόσµου), hvilket er en jødisk tradition på Pauli tid 26. Indramningen af verset med de to præpositionsled viser også et brud med en kendt nexus hos jøderne, for hvem løftet blev givet til Abraham på grund af hans lydighed imod loven 27. Udtrykket hans sæd/ slægt (σπέρµατι αὐτοῦ) er et meget vigtigt begreb. Med denne sæd/slægt er der tænkt på, hvem der skal være i den rette stand med Gud. At være Abrahams slægt er ikke i en egentlig kødelig forstand, men snarere en religiøs praksis. Heri ligger målet for Pauli deduktion af 23 Gads Bibelleksikon Romerbrevet. 24 Gads Bibelleksikon Romerbrevet. 25 Jf. Byrne s Jf. Byrne s Jf. Byrne s

5 skriften. Det er troen og ikke gerningen, som er centralt for at blive Abrahams slægt og arve verdenen. 14 Verset tager udgangspunkt i v. 13 med endnu et γὰρ. Hele sætningen er opbygget[,] som en realis 28, hvor indholdet dog er en uholdbar størrelse. Den indledes med et εἰ og efterfølges af to perfektumsformer, der må udtrykke tilstanden for henholdsvis troen og løftet som konsekvens af ledsætningen. Denne realis-sætning danner en total eksklusivitet imellem de, der er under loven (ἐκ νόµου) og de, der er af tro (ἐκ πίστεως) 29. Det ligger i brugen af ordet arvinger (κληρονόµοι), der viser tilbage til v. 13, at det handler om, at være arving af verden. Denne sætning kan forstås som en polemik imod de, der mener at lydighed mod loven er essentielt, altså er det en polemik mod jøderne. 15 Verset her forklarer vers 14, derfor bruges også her et γὰρ. Verset her illustrerer lovens funktion, som er at vise menneskets syndighed. Derfor slutter Paulus også at der, hvor loven ikke er (οὗ δὲ οὐκ ἔστιν νόµος), er der heller ikke overtrædelse (οὐδὲ παράβασις) mod Guds lov. Verset synes at stå lidt løsrevet fra vers 14 og vers 16 og skal nok bruges til en overgang fra lydighed mod loven til troen Her konkluderer Paulus så hvad der må være nøgleordet for denne frelse. Dette illustreres med et derfor (Διὰ τοῦτο) 30, der også kan betyde på grund af dette og henviser dermed til det forrige. Verset er dannet med en proces af logiske følger, for at/så at (ἵνα) og så til sidst et εἰς + infinitiv. [Sætningen er noget krøllet. Der mangler et verbum.] Videre i teksten siger Paulus, at det ikke kun er dem af loven, men også dem af Abrahams tro (ἐκ τοῦ νόµου µόνον ἀλλὰ καὶ τῷ ἐκ πίστεως), og verset slutter med en ledsætning, der har Abraham, som korrelat. Ledsætningen fortæller os, at det er via troen (πίστεως), at Abraham er fader for os alle (πατὴρ πάντων ἡµῶν). Dette forsættes så med en udlægning af skriften, der skal vise at det, som Paulus nu er kommet frem til, er på samme måde, som det er skrevet (καθὼς γέγραπται). Udtrykket viser, som nævnt tidligere, at Paulus arbejder med en 28 HKN,S 195 a. 29 Jf. Byrne s Jf. HKN,S 54 a

6 deduktion fremfor et bevis 31. Herefter kommer der et citat fra Genesis 17:5, hvor Gud lover Abraham, at han skal være fader for mange folkeslag (πατέρα πολλῶν ἐθνῶν). Der bruges termen ἐθνῶν, der ofte er brugt, når det drejer sig om hedninger. Sammen med udtrykket i vers 16, om at han er fader for os alle (πατὴρ πάντων ἡµῶν), får Paulus hermed skitseret Abrahams faderskikkelse som en universel størrelse 32. Dermed viser Paulus også, at vi skal være faderen lig i troen. Den tekst der er citeret, Gen. 17:5, omhandler muligvis et eskatologisk folkeslag 33. Den næste del af verset omhandler Abrahams tros struktur. Han tror på én Gud, som levendegør døde og gør ingenting til ting ved at kalde (θεοῦ τοῦ ζῳοποιοῦντος τοὺς νεκροὺς καὶ καλοῦντος τὰ µὴ ὄντα ὡς ὄντα). Kort sagt er det Gud, som skaberen, som Abraham tror på Verset her forsætter med Abrahams tros struktur. Den er med håb imod håb (παρ ἐλπίδα ἐπ ἐλπίδι), at han troede på det, der var sagt til ham. udtrykket med håb imod håb viser en dobbelthed i Abrahams måde at tro på. Den er dialektisk. Det er med håb, som nok er troen, imod håb, som nok er Abrahams virkelighedsforståelse. Herefter følger endnu et citat fra Genesis, nemlig 15:5. Her griber Paulus tilbage til de TO termer, som han brugte til at skitsere Gud i Rom 4:17. Disse termer bliver begrundet med en udlægning af Genesis 17:17. Her kommer håb imod håb tankegangen til udtryk da Abrahams legeme er gammelt (τὸ ἑαυτοῦ σῶµα [ἤδη] νενεκρωµένον) og hans kone er ramt af dødhed (τὴν νέκρωσιν τῆς µήτρας Σάρρας). Det synes at være en umulig opgave for Gud på disse præmisser, og derfor har han tidligere sat termerne for Gud ind som den, der kan skabe af ingenting og levendegører af døde. Derfor er scenariet det, at Gud, for at kunne kan løfte opgaven og opfylde løftet for Abraham, i bogstaveligste forstand måtte kunne levendegøre døde. Igennem disse vers kommer Pauli opfattelse af troen til udtryk, idet han begynder at bruge ordet håb om Abrahams forhold til Gud Verset forsætter med Abrahams indre forhold til troen. Her sker dog et skift, nemlig at vi indtil nu har hørt om Abrahams tro og nu skifter scenariet, fordi Paulus nu skriver om 31 Jf. Byrne Jf. Byrne s Jf. Byrne pa Jf. Byrne pa

7 denne standhaftighed uden at tvivle i vantro (οὐ διεκρίθη τῇ ἀπιστίᾳ), men styrkes i troen (ἐνεδυναµώθη τῇ πίστει), hvilket også resulterer i den sluttende sætning, der er dannet med et verbum i participiumsformen (δοὺς δόξαν τῷ θεῷ), der er i direkte forbindelse med 4:2 (ἔχει καύχηµα) og forsætter i 4:21 med participiumsformen i πληροφορηθεὶς. Sammen med 4:20 er dette vers med til at lægge fundamentet for det næste kapitel, hvor udgangspunktet er, at de troende er retfærdiggjorte. 22 Verset vender tilbage til 4:3, som igen citerer Genesis 15:6, hvilket også ligger i brugen af διὸ. Og dermed konkluderer Paulus, at denne tros struktur, som han læser ud af historien om Abraham, er den rigtige, netop på samme måde som den skal læses i skriften Her bryder Paulus med tankegangen om, at det er en handling specifikt rettet mod Abrahams tros struktur. Det ligger i udtrykket ikke for ham alene (δι αὐτὸν µόνον). Verset forsættes i 4:24 med men også for os (ἀλλὰ καὶ δι ἡµᾶς). Derefter kommer den nutidige sammenligning, der tager gentager tankegangen om Gud som skabergud. Disse 3 vers danner sammen konklusionen for Paulus. Det illustreres især, da han vender fra Abraham til os (ἡµᾶς). Versets slutning gentager Jesu funktion i Pauli øjne, nemlig at det var for vores overtrædelser (διὰ τὰ παραπτώµατα ἡµῶν) og vores retfærdighed (διὰ τὴν δικαίωσιν ἡµῶν). Vers 25 konkluderer hele kapitlet ved at gribe tilbage til det løfte, der nævnes i 4:13, der igen omhandler 4:1-12. Samlet tolkning. Det er tydeligt, at Paulus i disse vers bearbejder de jødiske skrifter og til slut faktisk får lavet en total omdefinering af Abrahamshistorien 35. Men hvorfor lige Abraham? Fordi Abraham har været kerneeksemplet på en jødisk identitet. Men ikke nok med det. Fordi teksten taler om arvingerne af verden, så er det faktisk også Guds eskatologiske folk, som han er ude i en definition af 36. Tekststykket giver os et billede af Pauli teologiske overvejelser og hans brud med jødisk tænkning for omskærelse for at blive retfærdiggjort. Teksten rummer en mængde citeringer, som Paulus bruger til at belyse grundlaget for at blive retfærdiggjort. Her præsenteres læseren også for en inklusivitet af hedningekristne. En inklusivitet, der er uafhængig af nogen ydre gerning, men alene 35 Jf. Byrne s Jf. Byrne s

8 baseres på tro. Det synes at være et tekststykke med adressat både til jødiske kristne, men også hedningekristne. En sådan adressering kan man se blandt andet i 4:1, hvor han præsenterer Abraham som vores fader, og derefter, når han er nået til sin konklusion, præsenterer ham som vores fader. Det brugte først anvendte ἡµῶν kan forstås som de omskårne, hvorimod det sidste ἡµῶν kapitlet så henviser til de, troende. Dermed synes teksten at være både en udlægning for de hedningekristne og et forsvar imod de jødekristne. For at opsummere kort er Paulus igennem Romerbrevet ude i en definering af, hvad det vil sige at være Guds folk og dermed indenfor rammerne af retfærdighed og frelse. For Paulus, der oprindeligt er jøde, er det derfor vigtigt at den tro, som han forkynder, er den rigtige jødedom og at denne er vel bevidnet i skriften. Hvad, der for Abraham var Kanaans land, er for Paulus en metafor for hele verden (κόσµου), og derfor er enhver, som tror, retfærdiggjort i forhold til Gud. Jøder og ikke-jøder i Kristus ifølge kap. 4 og Romerbrevet som helhed. I Romerbrevet 1:16 får vi en skitse der hedder Jøde først og græker (Ἰουδαίῳ τε πρῶτον καὶ Ἕλληνι). Der er tydeligt en forrang, fordi jøderne har haft skrifterne først. Men også det faktum, at Paulus altid synes at starte sin missionsvirksomhed i synagoger, førend han går til hedninger 37. Paulus, som selv er jøde ifølge 11:1, ender igennem Romerbrevet og især i kapitel 4 med at vende dette aksiom, jøde først og græker på hovedet 38. Men der kommer også en klar holdning frem, at jøderne ikke er udelukket fra frelse. Dette, som ender med at blive kernen for frelse, er nemlig det at være ikke jøde eller græker, men et langt større begrebspar. Nemlig lovgerninger og tro. Det kommer klart til udtryk, at lovens funktion ikke er en vej til frelse. Han siger i 2:25, at omskærelsen kun gavner, såfremt man holder loven. Ellers er man som en uomskåret. Igennem Romerbrevet gør Paulus op med tanken om, at loven kan frigøre en fra synd og påpeger i stedet, at loven faktisk bruges til at vække synden. Dette må nok forstås sådan, at Paulus mener, at loven skal kaste lys over synden 39. Derfor må udgangspunktet for Paulus være, at alle, der stifter bekendtskab med loven, må erkende deres egen syndighed og dennes konsekvens. Og dermed kommer den for Paulus afgørende sag. Nemlig at der så er en udvej væk fra denne dom. Nemlig i Kristus. Loven bliver en åndelig affære, som mennesket ikke kan leve op til. I 37 Dette illustreres bedst igennem Acta. 38 Jf. Byrne s Gads Bibelleksikon Romerbrevet

9 Romerbrevet 3:29 siger Paulus, at være jøde og hedning er en indre åndelig ting. Her synes jøderne så at være forladt og hedningekristne at være på rette kurs. Et udfald, som Paulus har forudset og tager hånd om via sit paranæiske afsnit, hvor han opfordrer menigheden til at leve ydmygt. Men er der da så intet håb for jøderne? I Romerbrevet 11:14 skriver Paulus, at han håber, at kunne gøre sine landsmænd, dvs. jøderne, misundelige på de hedningekristne, så at de selv omvender sig. Dette kommer også til udtryk i tanken om, at der skal være en rest af Israel, der frelses, og til slut skal hele Israel frelses, som han skriver i 11:26. Umiddelbart synes Pauli teologiske hovedanliggende i brevet[,] at komme til udtryk i den formulering han giver i 11:32: For Gud har omsluttet alle i ulydighed, for/så at han kan være barmhjertig mod alle (συνέκλεισεν γὰρ ὁ θεὸς τοὺς πάντας εἰς ἀπείθειαν, ἵνα τοὺς πάντας ἐλεήσῃ). Litteraturliste. I. ΠΡΟΣ ΡΩΜΑΙΟΥΣ fra Novum Testamentum Graece, 27. Auflage, Deutsche Bibelgesellschaft, Stuttgart. II. Brendan Byrne, Romans, Sacra Pagina Series volume 6, Liturgical Press, III. Danker, Frederick W. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature. 3d ed. University of Chicago Press. IV. Gads Bibelleksikon, redigeret af Geert Hallbaäck og Hans Jørgen Lundager Jensen forfatterne og G.E.C Gads Forlag, 2. udgave, 2. oplag V. Helge Kjær Nielsen, Nytestamentlig græsk Formlære og syntaks, forlaget Aros VI. Helge Kjær Nielsen, Sproglige Noter til Romerbrevet, 2. udgave, 1 oplag Teoltryk