Aldersrelateret-trænings progression for fysisk træning til ungdoms-ishockey spillere.

Transkript

1 Aldersrelateret-trænings progression for fysisk træning til ungdoms-ishockey spillere. Nicholas Krobath Olesen Idræt 9. semester Aalborg Universitet Department of Health Science and Technology 1

2 2

3 Titel: Aldersrelateret-trænings progression for fysisk træning til ungdoms-ishockey spillere. Tema: Præstation og formidling Projektperiode: Kandidatuddannelsen Idræt 3. semester, d. 1/ til d. 16/ Projektgruppe: 11gr907 Studerende: Nicholas Krobath Olesen Projektvejleder: Ernst Albin Hansen Synopsis: Denne rapport havde til formål at belyse samt skabe et overblik over, hvordan et aldersrelateret fysisk træningskoncept kan se ud i forhold til ishockey. Konceptet tager udgangspunkt i U11 til U17. Opgaven tog udgangspunkt i relevant litteratur fra træningsstudier samt erfaringer fra toptrænere indenfor disciplinen. Oplagstal: 3 Sideantal: 68 Bilagsantal og -art: 11 Afsluttet d. 16. December 2011 Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne. Inden konceptet kunne udarbejdes, var det nødvendigt først at specificere kravene til sporten gennem en arbejdskravsanalyse samt en redegørelse for, hvorledes disse fysiske parametre kunne trænes Off ice som fysisk træning. Flere af de fysiske parametre kan trænes isoleret, hvor fokus ligger på en bestemt evne, men videnskaben viser, at der opnås flere effekter ved en type træning. Derfor kan flere parametre kombineres. I styrketræningen bør spillere i prepuberteten lave 8-15 repetitioner i 2-3 sæt, og have 6-12 øvelser der træner hele kroppen. Hos de ældre i puberteten vil antal repetitioner reduceres, mens belastningen gradvist øges. For plyometrisk træning startes med få repetitioner med lav belastning i landingerne. Her bør antal spring øges gradvis, således der sigtes mod at nå mellem 92 og 190 spring pr. træning. For progressionen af fysisk træning er det vigtigt at se på spillernes alder. Hos U11 og U13 spillere, som er i prepuberteten, er en legende indgangsvinkel at foretrække. Alsidighed bør være i fokus i træningen, således spillerne bliver stimuleret og får trænet så mange fysiske parametre som muligt. Hos U15 og U17, som er spillere i puberteten, begynder specialiseringen af træningen. Den fysiske træning begynder at indeholde flere sportsspecifikke elementer og en gradvis forøgelse i intensitet. 3

4 4

5 Forord Denne rapport er udarbejdet af Nicholas Krobath Olesen i forbindelse med 3. semester på kandidatuddannelsen Sport Science ved Aalborg Universitet i perioden d. 1/ til 16/ Rapporten beskæftiger sig med et aldersrelateret trænings progression for ishockey spillere op gennem ungdomsrækkerne fra U11 til U17. I den forbindelse vil jeg gerne rette en tak til Ernst Albin Hansen, der har vejledt mig igennem projektperioden. Jeg vil ligeledes takke Thue Kvorning, Sportsfysiolog og fysisk træner ved Team Danmark, for den hjælp han har ydet til opgaven. Litteratur- og internethenvisninger er angivet efter Harvard metoden. Dette betyder, at litteraturhenvisninger vil blive anført med efternavnet på den pågældende forfatter efterfulgt af årstal. I tilfælde af to forfattere angives begge forfatteres efternavne. Ved flere forfattere angives det første efternavn efterfulgt af et al.. Ved brug af internetkilder angives forfatter, såfremt dette er opgivet på siden. Hvis ikke dette er tilfældet, angives hvilken organisation eller styrelse etc., der er ansvarlig for hjemmesiden. Øvrige oplysninger om den anvendte litteratur kan findes i referencelisten. Der vil desuden blive henvist til bilagene undervejs som eksempelvis: (jf. Bilag 1 ). I rapporten, kan der optræder navne og begreber, som med fordel kan forkortes. Første gang det anvendes, angives det fulde navn efterfulgt af forkortelse i parentes. Herefter anvendes kun forkortelsen. Aalborg, d. 16 december

6 Indholdfortegnelse Indledning... 8 Afgrænsning... 9 Problemformulering Metode Del 1 Viden om ishockey Del 2 Viden om træning af børn Kapitel 1: Arbejdskravsanalyse af Ishockey Historie Spilbeskrivelse Fysiske krav til Ishockey Energisystemer Muskelstyrke Spændstighed Hurtighed Balance Agility Reaktionsevne Bevægelighed Koordination Opsummering Kapitel 2: Off ice fysisk træning Styrketræning styrketræningsøvelser Plyometri træning Plyometriøvelser Interval/sprint træning Agilitytræning Balancetræning Koordinationstræning Bevægelighedstræning Opsummering Kapitel 3: Aldersrelateret trænings progression

7 3.1 Progression og specialisering Børn og styrketræning Børn og plyometri U11-U U15-U Overordnet progression Opsummering Diskussion Konklusion Formidling af aldersrelateret trænings progression Metodekritik Litteraturliste Bøger Artikler Internet Bilag

8 Indledning I takt med det voksende fokus på elitesport og specielt elitesport for børn, er aldersrelateret træning koncepter (ATK) i de senere år blevet et mere udbredt fænomen. I den forbindelse har Team Danmark udarbejdet en bog om ATK for børn og unge, som behandler konceptet mere generelt, uanset hvilken sportsgren der måtte være tale om [Hansen S.E et al. 2005]. Desuden er forskellige forbund i Danmark i gang med eller har udarbejdet et ATK. Her kan nævnes Dansk Atletik Forbund, Dansk Svømmeunion, Dansk Bold Union, Dansk Håndbold Forbund, Dansk Ishockey Union, Dansk Badminton Forbund og Dansk Volleyball Forbund. Disse ATK bliver udarbejdet med det formål at hjælpe klubtrænerne i dagligdagen og for at sikre sig, at de unge atleter ikke bliver overbelastet og får skader i forbindelse med den hårde daglige træning. Ligeledes har de ATK til formål, i en tidlig alder, at gøre de unge atleter klar til og hjælpe dem til en karriere i sportens verden. Efter at have studeret nogle af de udviklede ATK fra forskellige forbund findes specielt den fysiske træning interessant. Først skal det siges, at der i de forskellige ATK er afsnit om fysisk træning til ungdomsatleter på forskellige alderstrin. Dog er disse afsnit ofte relativ korte og beskriver meget overordnet om den fysiske træning. Afsnittene er ikke så dybdegående, som eksempelvis de tekniske og taktiske afsnit. Derfor findes det interessant at belyse vigtigheden af den fysiske træning og undersøge, hvorledes denne kan blive gjort effektiv. Fysisk træning bliver ofte brugt både som et præstationsfremmende og skadesforbyggende tiltag i sportens verden. Den fysiske træning skal være med til at optimere en atlets kapacitet i forhold til de givne arbejdskrav [Michalsik, L. og Bangsbo, J., 2002]. Via den fysiske træning har træneren mulighed for at fokusere på udvalgte fysiske parametre i træningen. Parametre som styrke, spændstighed, bevægelighed, koordination, balance, springstyrke, udholdenhed, hurtighed m.m. vil kunne trænes isoleret via specifik fysisk træning. Mange af disse parametre kan være svære, måske næsten umulige at træne igennem den primære sport. 8

9 Afgrænsning Denne rapport har til formål at belyse, hvordan et ATK kan se ud for ungdoms ishockey spillere. Projektet er afgrænset til følgende ungdomshold: U11, U13, U15 og U17. U11 spillerne er 9 og 10 år, U13 er 11 og 12 år osv. Projektet har fokus på den fysiske træning til ishockey spillere, og denne træning skal ses som værende Off ice træning. Dermed vil projektet ikke indeholde visse vigtige aspekter af træningen. Som figur 1 viser, så er den fysiske træning kun en lille del af udviklingen af atleter, men en meget vigtig del. I dag ses atleten, som Det hele menneske ifølge Gjerset et al. [2001] hvilket betyder, at mange parametre kommer i spil. Tekniske færdigheder Taktiske egenskaber Koordinations mæssige egenskaber Sociale egenskaber Fysiske egenskaber Psykiske egenskaber Figur 1: Illustrerer seks hovedgrupper af præstationsfremmende faktorer. Gjerset et al. [2001] modificeret udgave. Det er som nævnt ikke hensigten at inddrage alle disse faktorer, da det vurderes, at ved fremhævelse af en enkelt faktor fremmer det muligheden for en mere specifik fordybelse i emnet. I overensstemmelse med det overordnet semester tema Præstation og formidling vil fokus i dette projekt være den fysiske træning til ungdoms ishockey spillere, og samtidig vil det blive belyst, hvordan den mest hensigtsmæssige progression bør være for denne fysiske træning. Her inddrages litteratur, der fokuserer på fysisk træning, ishockey, samt relevant litteratur omhandlende træning af børn/unge i de respektive aldersgrupper. Slutteligt vil der blive udarbejdet en model, der overordnet viser, hvorledes en progression kan og bør se ud, i forhold til hvad litteraturen viser. 9

10 Problemformulering På baggrund af ovenstående afgrænsning af problemfeltet vil problemstillingen, som ønskes besvaret gennem dette projekt, være: Hvorledes kan en aldersrelateret trænings progression for den fysiske træning se ud for ishockey spillere i ungdomsrækkerne på U11, U13, U15 og U17, set i et fysiologisk perspektiv? For at besvare ovenstående problemformulering tages der udgangspunkt i følgende arbejdsspørgsmål: 1. Hvilke fysiske arbejdskrav har en ishockey spiller? 2. Hvordan kan nogen af disse udvalgte væsentlige fysiske parametre trænes udenfor isen? 3. Hvorledes kan progressionen være for den fysiske træning op igennem ungdomsårene i ishockey fra U11 til U17? 10

11 Metode Følgende afsnit har til formål at beskrive baggrunden for rapportens opbygning og dermed redegøre for kapitlernes relevans i forhold til besvarelse af problemstillingen. I problemformuleringen er der tre arbejdsspørgsmål. Hvert af disse arbejdsspørgsmål vil blive belyst og svaret på i kronologisk rækkefølge i henholdsvis kapitel 1, 2 og 3. I slutningen af hvert kapitel, vil der være en kort opsummering på kapitlet. Disse tre opsummeringer udgør til sammen den samlet konklusion, som vil være bagerst i rapporten. Litteratursøgningen til dette projekt omhandlede flere perspektiver. Del 1 omhandlede viden om Ishockey, træningen og arbejdskravene, del 2 omhandlede træning af børn. Dog fælles for dem blev der brugt databaserne SPORTDiscus og Scopus. Disse databaser blev brugt i perioden september og oktober Del 1 Viden om ishockey I søgningen af litteratur til denne del blev der brugt følgende Key words. (Ice hockey) AND ( Training OR Off ice training OR Physical training OR Resistance training OR Weight training OR Strength training OR Plyometric training OR Anaerobic training OR Flexibility OR Agility ) OR ( Physiological demands OR Work demands ). For at skaffe yderligere viden om ishockey, har jeg kontaktet Thue Kvorning, som er fysisk træner hos Team Danmark. Thue har flere års erfaring med træning og testning af ishockeyspillere. Via mailkorspondance og telefonsamtale er der blevet skaffet viden om Team Danmarks syn på fysisk træning. Desuden har jeg overværet en dag i Team Danmarks testcenter i Idrættens hus i Brøndby, hvor Thue testede A-landsholdet samt U20 landsholdet i ishockey. Efter en dag med testning, fulgte en samtale med Thue omkring træning og testning af ishockeyspillere. Efterfølgende blev der modtaget træningsprogrammer til ishockey spillere, som var udviklet af Thue. Del 2 Viden om træning af børn I søgningen af litteratur til denne del blev der brugt følgende Key words. (Children OR Youth) AND ( Resistance training OR Weight training OR Strength training OR Plyometric training OR Anaerobic training OR Flexibility OR Agility ). Foruden de fundne artikler blev relevante artikler fra tidligere projekter brugt. Ligeledes under søgningen blev det brugt artikler, hvilke stod under relateret artikler på en af de fundne artikler. Endeligt blev der søgt på artikler fra referencelisten fra fundne artikler. Alle artikler blev læst igennem, og resultaterne blev noteret til senere brug. Irrelevante artikler blev sorteret fra. Med viden fra de videnskabelige artikler kombineret med anden litteratur som bøger og hjemmesider, vil der blive udarbejdet en fysisk arbejdskravsanalyse af ishockey. Ud fra arbejdskravsanalysen vælges der en række væsentlige fysiske parametre ud, hvorefter der udarbejdes en oversigt over, hvordan disse parametre kan forbedres via Off ice træning. 11

12 Denne Off ice træning skal i praksis have en progression op gennem ungdomsrækkerne. Der vil ud fra relevant litteratur blive belyst, hvorledes denne progression bør se ud for henholdsvis U11, U13, U15 og U17. 12

13 Kapitel 1: Arbejdskravsanalyse af Ishockey. Følgende afsnit har til formål at redegøre for hvilke fysiske arbejdskrav, der stilles til ishockeyspillere. I afsnittet vil der også være en kort beskrivelse af ishockeyens historie samt en spilbeskrivelse. 1.1 Historie Struktureret ishockey opstod i midten af 1800-tallet i den østlige del af Canada. James G. Creighton, fra Nova Scotia, er generelt krediteret for at have taget den såkaldte "Halifax-regler" til Montreal i 1870'erne, hvor de til sidst blev ændret til "McGill-regler". Creighton var medvirkende til at organisere det, der i dag betragtes som den første organiserede spil hockey. Den 3. marts 1875, besejrede kaptajn Creightons McGill kaptajn Fred Torrences Victoria hold. Det var den første kendte kamp, som på var forhånd annonceret, hvor to navngivne hold spillede på en bane, og hvor alle navne på spillerne blev registreret samt scoren. Kampen blev spillet på Victoria Skating Rink i Montreal. Den første ishockey kamp i Europa blev spillet i Prinsens Skøjteklub i Knightsbridge, England, i I 1905 spillede Belgien og Frankrig to internationale kampe, den 4. marts. Tre år senere blev LIHG (senere IIHF) grundlagt i Paris, Frankrig. Society for International Hockey Forskning (SIHR) har følgende definition på ishockey: Hockey er et spil, som spilles på en skøjtebane, hvor to modstående hold af skatere, ved hjælp af buede pinde, forsøger at køre en lille disk ind i eller gennem det modsatte mål. (Iihf.com) 1.2 Spilbeskrivelse Spillet spilles på en 26-30mx56-61m (minimum-maksimum mål) bane, som er delt op i tre zoner. Et hold har en forsvarszone, en neutral zone og en angrebszone. En kamp varer 60 minutter og er delt ind i tre perioder af 20 minutters varighed, med 15 minutters pause mellem perioderne. Dog spiller U11 3x15 minutter og med fastlåste skifts på 90 sekunder. Der er 6 spillere på banen fra hvert hold - 1 målmand, 2 backs, en højre og en venstre, samt 3 forwards, fordelt på 1 højre wing, 1 center og 1 venstre wing. Ishockeyhold vil typisk bestå af 4 kæder samt 3 eller 4 back-par, som kan skiftes ved flyvende udskiftning undervejs i kampen. En kæde består af en center samt en højre og en venstre wing, samlet kaldes disse spillere forwards. Den samlet bruttotrup vil typisk bestå af spillere. Figur 2: Illustrere en Ishockey bane, opdelt i tre zoner. 13

14 En analyse lavet af Green et al. [1976] og af Twist og Rohdes [1993a] viser at typiske skift i ishockey varer mellem 30 og 80 sekunder. Og restitutionstiden mellem skiftene varierer mellem fire og fem minutter. Disse tider varierer dog i forhold til position på banen. De samme undersøgelser viser, at backs spiller tæt på 50 % af spilletiden, mens forward spiller ca. 35 % af spilletiden. Spilletiden varierer dog også fra spiller til spiller på grund af spillernes fysik. Disse procenter svare til 1:3,5 og 1:8 arbejdes-hvile ratio, hvilket gør at tre energisystemer er essentielle i ishockey. Det betyder, at hvis en back har haft et skift på 45 sekunder, så har han 3,5 gange så lang restitutionstid på bænken, hvilket svarer til 2 minutter og 37 sekunder. I samme skift på 45 sekunder har en forward otte gange så lang tid til at restituere, hvilket svarer til 6 minutter. Grunden til disse forskelle i spilletid, antal skifts og restitutionstider, for henholdsvis back og forwards, er på grund af de opgaver de udfører på isen. Forwards dækker et større areal på banen, og de er tvunget til flere retningsskift og udfører derfor flere accelerationer, mens de er på banen. Backs udfører de samme aktiviteter på banen, men ikke så hyppigt som forwards. Dette gør ifølge Twist og Rhodos, [1993a] at forwards har brug for flere korte skifts og længere restitutionstid mellem skifts. 1.3 Fysiske krav til Ishockey Energisystemer Ifølge Green et al. [1976] stammer 69 % af energien fra de anaerobe energisystemer, og 31 % fra der aerobe energisystem. Disse tal stammer fra den faktiske tid, som spillerne har på isen, og ikke de 60 minutter en kamp varer. Under anaerobe energisystemer findes der to, det ene er anaerobe alaktacide system. Dette system refererer til spaltning af muskelcellens lager af KrP, som leverer den direkte energi til de indledende stadier af intens og maksimal arbejde. KrP kan, ligesom ATP, frigøre energi via hydrolyse af molekylets fosfat-binding. KrP er den hurtigste energikilde til genopbygning af ATP, og spiller en stor rolle under arbejde med høj intensitet [McArdle et al., 2007]. Den hurtige genopbygning skyldes, at KrP gendanner ATP ud fra ADP i én enkelt reaktion, som fremgår af nedenstående formel [Mougios, 2006]. KrP + ADP Kr + ATP Det andet system er det anaerobe laktacide system, som refererer til nedbrydning af glukose i muskelcellens cytosol og betegnes glykolysen. Ifølge Gastin [2001] aktiveres glykolysen allerede få sekunder efter arbejdets start. Hele processen ender ud i dannelsen af pyrodruesyre (CH 3 -CO- COOH). Pyrodruesyre bliver, ved en reaktion med to brintatomer, til laktat (CH 3 -CHOH-COOH). Ved nedbrydning af 1 mol glukose gendannes 2 mol ATP, og ved nedbrydningen af en glykosylenhed (C 6 H 10 O 5 ) gendannes 3 mol ATP. Energioverførslen til ATP ved anaerob spaltning af glukose til laktat udtrykkes på følgende måde [McArdle et al. 2007].: Glukose + 2P + 2ADP 2 laktat + 2 ATP Det anaerobe alaktacide system og det laktacide systems ATP produktion topper efter henholdsvis 10 og 45 sekunder og giver energi til skift på banen varende 45 sekunder. Ved skift varende længere end 45 sekunder er det karakteristisk for disse, at muskeltræthed forekommer og laktat ophobes, hvilket resulterer i en nedsat præstation [Rosene, John M. 2002]. Som tidligere nævnt har det aerobe energisystem også en væsentlig rolle I forhold til ishockeys arbejdskrav. Under de lange skift på banen, som kan vare op til 80 sekunder, hvor de anaerobe 14

15 energisystemer ikke kan producere den nødvendige energi, er den aerobe effekt vigtigt i forhold til at spilleren får produceret den nødvendige energi. Desuden er den aerobe kapacitet vigtig under pauserne, hvor spillerne skal restituere, samt at spillerne kan holde til at spille en hel kamp [Cox et al. 1995]. Ifølge Twist og Rhodes [1993b] udgøres % af energiomsætningen under perioder med moderat aktivitet i en ishockey sf den aerobe metabolisme. Disse tal henviser til de sekunder under et skift, hvor spillerens aktivitetsniveau er moderat. Dette bidrag er underlagt variation som følge af intensitet, graden af konkurrence, position på banen og spillerens konditionsniveau. Det aerobe energisystem er primært koncentreret omkring nedbrydningen af glukose og fedt under iltrige forhold. Her gennemgår de to substrater en trinvis nedbrydning gennem blandt andet Krebs cyklus, som styres af forskellige oxidative enzymer. Processen kaldes også oxidativ fosforylering. Det aerobe system kan producere store mængder ATP over tid, men energifrigørelseshastigheden er relativt langsom og er begrænset af hhv. respiration og kredsløb, der har til formål at levere ilt til de arbejdende muskler og den oxidative enzymaktivitet i muskelcellerne. Muskelkontraktionen kan fortsætte i lang tid uden at trættes, da aerobe processer ikke påvirker cellens homøostase [McArdle et al. 2007]. Den aerobe resyntese af ATP ved nedbrydning af glukose skrives således: C 6 H 12 O 6 + 6O ADP + 32P 6CO 2 + 6H 2 O + 32ATP At alle tre energi systemer er vigtige i ishockey, underbygges af Twist og Rohdes [1993b] hvor det vises at de tilsammen bidrager med den energi, der skal til under de relative høje intensiteter under kamp og træning. Undersøgelser viser at ishockeyspillere under et skift opnår en puls på 90 % af maksimum og har en gennemsnitspuls på 85 % af maksimum. Pulsen er ifølge Montgomery [1988] et direkte mål for metabolistiske krav, iltforbrug og den relative fysiske intensitet under et skift. Figur 3 Illustrerer det procentvise energiforbrug fra de anaerobe og aerobe processer målt på løb. 15

16 Ovenstående figur viser det procentvise energiforbrug fra de anaerobe og aerobe processer. Her ses det at de to linier krydser et sted omkring 90 sekunder. Da de fleste skift i ishockey er mellem 30 og 80 sekunder, stammer energien primært fra anaerobe processer Muskelstyrke Ishockey er en kontaktsport, og derfor er muskelmasse en vigtig faktor for spillere. De skal være i stand til at skubbe modspillere væk og klare mange nærkampe og sammenstød under en kamp [Twist og Rhode, 1993b]. For at en spiller er i stand til at skubbe modstanderen væk og undgå selv at blive skubbet, kræver det en høj absolut styrke. Den absolutte styrke er et udtryk for, hvor stor kraft en atlet kan producere, hvor den relative styrke er i forhold til kropsvægt [McArdle et al., 2007]. Samtidig er muskelmassen også med til at beskytte led og knogler mod skader [Twist og Rhode, 1993b]. Udover en høj maksimal styrke er eksplosiv styrke også væsentlig for en ishockeyspiller. Dette gælder både målmænd, backs og forwards. Ved målmændenes hurtige reaktioner, eksempelvis ved redninger af skud, er det vigtigt de kan bevæge sig eksplosivet. For backs og forwards er det i forhold til retningsskift, accelerationer og skud, hvor eksplosiv styrke er vigtig [Twist og Rhode, 1993b]. Det handler om at udvikle størst mulig kraft på kortest mulig tid, bedre kendt som Rate of force development (RFD) Spændstighed Spændstighed er et begreb som læner sig lidt opad eksplosiv styrke (RFD). Det handler om at udvikle størst mulig kraft på kortest mulig tid. Spændstighed er meget vigtig i forhold til især spring, men også andre eksplosive bevægelser, så som sprint, retningsskift m.m. I modsætning til maksimal styrke så anvendes ofte udtrykket relativ styrke i forbindelse med Spændstighed. Her divideres maksimal musklestyrke med kropsvægten [Gjerset et al. 2001]. I forhold til ishockey er spændstighed vigtig via sin indflydelse på eksplosiv styrke. I forhold til spring er dette ikke vigtigt i ishockey, da der ikke udføres decideret spring i ishockey Hurtighed Hurtighed defineres i dette projekt som evnen til at udføre bevægelser ved maksimal hastighed. Hurtighed er et komplekst begreb, som ikke altid er defineret ved maksimal løbe- eller svømmehastighed. Hurtighed er i nogle sportsgrene også reaktion og eksempelvis, at spilleren hurtigt skal beslutte sig for, hvad der skal gøres ud fra en given situation [Michalsik, L. og Bangsbo, J., 2002]. Da reaktionsevne bliver defineret senere og det samme gælder koordination, som har indflydelse på de bevægelser, en spiller bør udføre i forhold til situationen, bruges ovenstående definition. I ishockey sker mange af spillernes bevægelser ved høj eller maksimal hastighed i store dele af kampen jf. afsnit Energisystemer. For at være i stand til at udføre bevægelser ved maksimal hastighed, har en spillers muskelfibersammensætning en betydning. Muskelfibertypen har indflydelse på energiomsætningen og dermed kraftudviklingen. Slow twitch fibre (ST) klassificeres som udholdende, oxidative muskelceller, mens fast twitch fibre (FTa og FTx) klassificeres som hurtige kraftudviklende fibertyper, der resyntetiserer ATP via anaerobe processer. Alle tre typer af muskelfibre er aktive uanset, om det er en primært aerob eller anaerob energiomsætning. Vedvarende aerob eller anaerob træning påvirker muskelcellerne. Ved aerob 16

17 træning ses en ændring i iltoptagelse pga. forøgelse i antallet af kapillærer, mitochondrier og oxidative enzymer. Ved anaerob træning ses en forøgede mængde af de glykolytiske enzymer [Schibye og Klausen [2005] Balance Balance er evnen til at bevare kroppens tyngdepunkt lodret over understøttelsesfladen [Hrysomallis, 2011]. Ifølge Gjerset et al. [2001] er en god balanceevne vigtig i alle sportsgrene. Dog vil der være større krav til balancen i visse sportsgrene. Balance er en vigtig faktor i ishockey, da bare det, at stå på skøjter kræver balance. Dette skyldes den relative lille understøttelsesflade, spilleren har via bladene på skøjterne [Behm et al. 2010]. Desuden er det en fordel med en god balance på grund af de mange skub, stød og slag ishockey spillere modtager og giver i en kamp. Med dårlig balance vil der være risiko for, at en spiller ligger mere på isen, end faktisk at deltage i spillet. Desuden er det vist af Behm et al. [2010] at en god balance har indflydelse på skøjtefærdigheder samt hastighed Agility Agility skal forstås som evnen til retningsskift, acceleration, deceleration og skift i kropsposition. For at kunne udføre dette, kræves der god koordination, balance, styrke og hurtighed. Ifølge Sporis et. Al [2010] har agility træning en positiv effekt på en præstation. Agility træning kan derfor med fordel bruges som supplement til den fysiske træning. Retningsskift, acceleration, deceleration og skift i kropsposition er bevægelser, som ofte bliver udført i ishockey, og derfor er agility træning meget vigtigt for ishockeyspillere Reaktionsevne Reaktionsevnen er evnen til at reagere i forhold til et givent signal eller stimuli [Gjerset et al. 2001]. Reaktionsevnen er det samme som responstiden som er reaktionstid + bevægelsestid. Dog spiller flere parametre ind på reaktionstiden. Antallet af løsningsmuligheder har indflydelse på reaktionstiden, og desto flere løsninger jo længere reaktionstid, da der skal vælges, hvilken løsning spilleren vælger. Desuden har det en betydning for, hvor stor en kropsmasse der skal flyttes [Kroemer W.J. et al. 2003]. Her varierer størrelsen af denne masse i ishockey. I et retningsskift skal hele kroppens masse flyttes, mens i et skud skal kun dele af kroppen flyttes. For ishockeyspillere vil størstedelen af de signaler, som der skal reageres på være via visuelt stimuli Bevægelighed Bevægelighed er ifølge Twist og Rohdes [1993b] et vigtigt parameter for ishockeyspillere. Bevægelighed defineres som evnen til bevægelsesudslag i led og ledkæder. I forhold til skadesrisikoen så formindskes denne ved en forbedret bevægelighed, ligesom udviklingen af hurtighed og styrke også kan hæmmes ved manglende bevægelighed [Gjerset et al. 2001]. Det betyder, at bevægelighedstræning er skadesforbyggende og præstationsfremmende Koordination Koordination defineres ifølge Gjerset et al. [2001] som evnen til at samordne kroppens bevægelser i forhold til hinanden og til omgivelserne. 17

18 Koordination i forhold til ishockey er vigtig, da spilleren skal være i stand til at udføre de nødvendige bevægelser, alt efter situationen. Omgivelserne har en stor indflydelse på, hvad en spiller skal gøre. Medspiller, modspillerne, pucken og banen har alle indflydelse på spillerens bevægelsesmønster. En god koordinationsevne gør en spiller i stand til at udføre de mest hensigtsmæssige bevægelser i forhold til situationen. Nedenstående figur er en subjektiv vurdering over, hvor stor relevans de forskellige fysiske parametre har i forhold til ishockey. Det er vurderet på baggrund af den inddraget litteratur. Relevans Fysiske paramtre Arbejdskrav Ishockey Figur 4 Illustrerer relevansen af de væsentlige fysiske parametre for en ishockey spiller 1.5 Opsummering Overstående kapitel gør rede for arbejdskravene i ishockey. Litteraturen henviser til, at selvom ishockey stiller krav primært til de anaerobe energi systemer, men alligevel har det aerobe energi system en meget vigtig funktion. Dels fordi det har indflydelse på spillernes restitutionstid mellem skiftene, men har også indflydelse på energiomsætningen under skiftene. Især hvor spillerne har et moderat aktivitetsniveau. Styrkemæssig skal ishockeyspillere være meget stærke og eksplosive, hvilket også betyder, at hurtighed er vigtig. Det skyldes den høje intensitet og de korte tidsintervaller. Desuden skal spillerne have en stor muskelmasse for at være i stand til at skubbe modstanderne og for at beskytte led og knogler mod hårde slag. Desuden er der en række fysiske parametre, der har indflydelse på hinanden. Koordination, balance, reaktionsevne og agility. Alle disse har stor betydning for, at spilleren er i stand til at følge spillet og kunne være en del af det. Desuden er bevægelighed et parameter som primært er vigtigt for at undgå skader. Men manglede bevægelighed gør, at andre parametre ikke kan trænes optimalt. 18

19 Kapitel 2: Off ice fysisk træning. Følgende kapitel har til formål at belyse, hvordan de fysiske parametre, som beskrevet i kapitel 1, kan trænes Off ice det vil sige, som fysisk træning udenfor ishockeybanen. Ved fysisk træning vil flere parametre trænes ved blot en type træning, da det ofte viser sig, at en type træning har effekt på flere parametre. I følgende kapitel vil den mest fordelsagtige træning belyses i forhold til de enkelte parametre isoleret set. 2.1 Styrketræning Styrketræning er for mange sportsgrene en vigtig del af den fysiske træning. Det har vist sig at have en positiv effekt på flere fysiske parametre. I forhold til ishockey skal spillerne både have eksplosiv styrke og en høj maksimal styrke. Desuden kan styrketræning også bruges til at forøge muskelmasse hos spillerne. Ligesom tabel 2.1 viser effekten ved at justere i arbejdstid og pauserne i energisystemerne, så kan der i styrketræningen ændres på intensiteten via det antal kilo der løftes, dette tal bliver angivet % af 1 Repetition Maks. (1 RM), eller ved at ændre på pauserne mellem sættene. Mængden kan ændres ved antal repetitioner og antal sæt der løftes [Baechle og Earle, 2000]. Figur 5 Illustrerer hvor træningsområder via repetitioner i forhold til Styrke, Power, Hypertrofi og muskeludholdenhed. Effekten er størst i området skrevet med hvidt. Lidt mindre i området skrevet med fed, og mindst i områderne skrevet med almen skrift. Ligesom det kunne ses i figur 5 over intervaltræning, så sker der det samme i styrketræningen. Selvom der er et fokuspunkt i træningen, så trænes andre parametre også. Zonerne for en given effekt af træningen overlapper hinanden. For at der trænes det, som er hensigten med styrketræningen, er der flere faktorer, som skal tages højde for. Nedenstående figur viser hvilke % af 1RM, der skal løftes med, samt antal repetitioner, sæt og hvor lang restitutionstid der bør være mellem sættene. 19

20 Figur 6 viser 3 tabeller. Tabel A illustrere målet med træningen, samt % af 1 RM og antal repetitioner der bør trænes med. Tabel B illustrerer målet med træningen, hvilket antal repetitioner der bør trænes med, samt hvilket antal sæt der bør trænes med. Tabel C illustrerer målet med træningen, samt restitutionstiden mellem sættene. Via nøje planlagt styrketræning kan der forbedres flere forskellige parametre hos spillerne. Ud over det styrkemæssige udbytte børn/unge opnår ifølge Szymanski et al. [2007], Tsolakis et al, [2004], Faigenbaum et al.[2001] og Faigenbaum et al. [2007], har styrketræning ifølge Baechle og Earle [2000], også en positiv indvirkning på den neuromuskulære funktion. Dette understøttes af Ramsay et al. [1990] og Ozmun et al. [1994] som viser at styrketræning giver en forøgelse i antal motorneuroner, der bliver aktiveret hos unge atleter. Ligeledes viser resultaterne at de unge atleter bliver stærkere. Et studie af Turner og Robling [2003] viser også at styrketræning har en positiv indflydelse på børn/unges knogler. De viser, at via styrketræning øges knoglernes mineralisering. En af de ting der har været svært at påvise er, hvorvidt børn/unge opnår hypertrofi via styrketræning. Ifølge Mersch & Stoboy, [1989] og Fukanaga, et al. [1992] kan der muligvis opnås hypertrofi hos børn/unge. Disse resultater er dog svære at måle, og der er en stor usikkerhed omkring dem, og dette kræver flere undersøgelser. Selvom der ikke er klare resultater på om hvorvidt børn/unge opnår muskelhypertrofi, så er der resultater der viser at de bliver stærkere. Der kommer forskellige skader i ishockey både overbelastninger og akutte skader ifølge Agel og Harvey [2010]. Ved at have en større styrke, kan nogle af de skader, der opstår i en kontaktsport som ishockey undgås. Skader som eksempelvis brud på knogler og forstrækninger af ligamenter kan formindskes ved en forøget styrke og ved en eventuel forøget muskelmasse. Der kommer mange skader ved sammenstød mellem spillere, og nogle af disse akutte skader kan en forøget styrke ikke gøre noget ved. 20

21 2.1.1 styrketræningsøvelser Nedenstående øvelser er udvalgt på baggrund bilag 7-11 som er styrketræningsprogrammer sendt fra Thue Kvorning. Sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark (teamdanmark.dk). Disse programmer er lavet specifikt til ishockey spillere på det danske A-landshold. 21

22 2.2 Plyometri træning Plyometrisk træning bruges til at udvikle spændstighed og eksplosiv styrke. Spændstighed i forhold til ishockey er jf. afsnit Spændstighed ikke med henblik mod decideret spring, da disse ikke udføres i ishockey, men mere som en metode til at træne eksplosiv styrke. I forhold til plyometri og børn/unge viser flere studier, at dette er en effektiv træningsmetode, som giver positiv udbytte i springhøjde, agility og sprint ifølge Matavulj et al. [2011], Faigenbaum et al. [2007], Lephart et al. [2005], Diallo et al. [2001] og Kotzamanidis [2006]. Det viser sig, at ser via plyometrisk træning sker en øgning af knoglernes mineralisering samt styrken i knoglerne. Det betyder, at i forhold til knoglerne, så har plyometrisk træning nogle af de samme effekter som styrketræning [Baechle og Earle 2000]. Desuden har plyometrisk træning også en positiv effekt på børn/unges øget motorisk kontrol ifølge Faigenbaum et al, [2007] og Diallo et al, [2001]. Til spørgsmålet om hvorvidt plyometrisk træning bør anvendes til træning både af børn/unge, samt til senior atleter, benytter studierne samme svar. Plyometrisk træning bør anvendes i træningen, dog sammen med andre metoder. Oftest nævnes styrketræning som en metode, der menes at have en positiv effekt på resultaterne hos atleterne Plyometriøvelser Nedestående udvalg af plyometri øvelser er til dels valgt ud fra bilag 7-11, som er styrketræningsprogrammer sendt fra Thue Kvorning Sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark (teamdanmark.dk), og til dels for en vise et øvelsesudvalg i forskellige intensiteter. 22

23 23

24 2.3 Interval/sprint træning Via intervaltræning er der mulighed for at træne de tre energisystemerne, de aerobe, anaerobe alaktacide og det anaerobe lakatcide system, ved at ændre på intensiteten, varigheden eller pausernes længde. Dette illustreres i nedenstående tabel Michalsik, L. og Bangsbo, J. [2002]. Intensitet Træningstype (% af maksimal intensitet) Arbejde Pause Antal gentagelser 2-5 sek. 50 sek Hurtighedstræning sek. 100 sek Anaerob træning Aerob træning Produktionstræning Tolerance træning Aerob højintensitetstræning Aerob moderatintensitetstræning Aerob lavintensitetstræning sek. 150 sek sek. 400 sek sek sek sek sek sek sek min sek (dvs % af den maksimale pulsfrekvens) (dvs % af den maksimale pulsfrekvens) 5-20 (dvs. ca. 80 % af den maksimale pulsfrekvens) 0 10 (dvs. ca. 65 % af den maksimale pulsfrevkens) 20 sek. 15 sek sek. 25 sek sek. 45 sek. - 2 min. 1 min. - 3 min. 3 min. - 6 min. 6 min sek. 10 sek sek. 15 sek sek. 30 sek. - 2 min. 40 sek. - 3 min. 1 min. - 6 min. 2 min. - 3 min. < 1min Tabel 1: Hurtighedstræning har primært til formål at forbedre kroppens evne til at reagere hurtigt og hurtigst muligt at omsætte energi. Produktionstræning har primært til formål hurtigt at udvikle energi ved anaerobe processer. Tolerancetræning har primært til formål at forbedre kroppens evne til vedvarende at udvikle energi ved anaerobe processer. Aerob højintensitetstræning har primært til formål at forbedre kroppens evne til af arbejde med høj-intensitet i lang tid. Aerob moderatintensitetstræning har primært til formål at forbedre musklernes evne til at udføre arbejde gennem længere tid. Aerob lavintensitetstræning har primært til formål at forbedre kroppens evne til hurtigere restitution og derved genvinding af fysisk niveau efter træning/konkurrence. 24

25 Det kan ses i tabellen, at visse træningstyper overlapper hinanden, hvis det ses nærmere på arbejdstid og intensitet. Det betyder, at ved en bestemt slags intervaltræning trænes ikke kun et energisystem. Dette påvises ligeledes i et forsøg af Burgomaster, K. A., et al. [2008]. Her påvises det, at sprinttræning har lignende metaboliske adaptioner som udholdenhedstræning. I studiet deltog 20 motionister der udførte en prætest og en posttest for at fastslå deres VO 2max. Udøverne blev delt op i to grupper; sprint-intervalgruppen og udholdenhedsgruppen. Træningen for sprint-intervalgruppen bestod af gentagne Wingate tests på et cykelergometer tre gange om ugen i seks uger. Antallet af Wingate tests pr. session steg fra fire tests i de første to uger, til seks tests i de sidste to uger. Udøverne havde 4,5 min. aktiv restitution mellem hver test. Udholdenhedsgruppen trænede på et cykelergometer fem gange om ugen i seks uger med en effektbelastning, der svarede til 65 % af VO 2max. Gruppen øgede volumen fra 40 til 60 min. gennem interventionen. VO 2max steg efter træningen, uden forskel mellem de to grupper. Den maksimale effekt blev ligeledes øget i begge grupper med henholdsvis 17 % for sprint-intervalgruppen og 7 % for udholdenhedsgruppen (P < 0,05), hvorimod den gennemsnitlige effekt kun blev øget for sprintintervalgruppen (7 %) (P < 0,05). Resultaterne viste hos begge grupper en forøgelse af den oxidative enzymaktivitet (P < 0,05). Ligeledes blev der observeret en mindre reduktion af muskelglykogenindholdet efter 60 min. fysisk aktivitet hos begge grupper. Der blev herved ikke observeret nogen adaptive forskelle mellem de to træningsmetoder i det oxidative energisystem At netop dette forsøg har en stor interesse for fysisk træning til ishockeyspillere skyldes, at der ikke nødvendigvis behøver være et stort fokus på at træne aerobt. Dette opnås i den anaerobe træning, hvilket jf. Kapitel 1: Arbejdskravsanalyse af ishockey er en stor del af ishockeyspillet og dermed også træningen. Hvis den aerobe effekt og kapacitet kan opnås ved anaerobe intervaller kan intervaltræningen gøres mere sportsspecifik jf. kapitel 3: Aldersrelateret trænings progression. Ved træning af hurtighed, anaerob effekt og anaerob kapacitet, som ovenstående undersøgelser viser, kan aerob effekt og kapacitet til ishockeyspillerne opnås via flere forskellige træningsformer. Ovenstående undersøgelse er lavet på cykel, hvilket til dels også ligner bevægelsesmønsteret i skøjteløb. Da der ikke er noget stød eller impact, ved bevægelserne, kan cykling simulere at stå på skøjter. For at simulere ishockey og de løbemønstre ishockeyspillere har samt for at aktivere både overkrop og ben, kan løb eller rulleskøjter med fordel anvendes. Ud fra tabel 2.1 kan ses hvordan intervallerne kan se ud i forhold til de enkelte parametre. Disse intervaller kan trænes på både cykel og via løb. Den anaerobe træning bør for ishockeyspillere både indeholde tolerancetræning og produktionstræning, da spillerne både bør være i stand til hurtigt at udvikle energi via anaerobe processer, samt at have evnen til vedvarende at udvikle energi via anaerobe processer. I relation til eksplosiv muskelstyrke kan sprint træning med fordel bruges ifølge Markovic et al. [2010] frem for den mest brugte metode nu, som er plyometri. Her viser det sig at, efter 10 ugers sprint træning tre gange om ugen, i forhold til tre gange plyometrisk træning, havde de samme effekter eller bedre på spring tests, sprint tests og agility tests. 25

26 2.4 Agilitytræning Agility træningen har mange facetter i sig. Det dækker både spring, sprint, retningsskift, acceleration, deceleration og kropsposition. Dette gør, at agility er meget bred træningsmetode. Ifølge Sporis' et al, [2010] har agility træning en positiv effekt på en atlets præstation, og kan med fordel være et supplement til de andre træningsmetoder såsom plyometri og styrketræning. For ishockeyspillere kan agility med fordel trænes, da Sporis' et al, [2010] også viste at agility træning har en positiv effekt på eksplosiv benstyrke, hvilket er meget relevant for ishockey. Der er mange accelerationer, decelerationer og retningsskift i ishockey, og disse bevægelser kan trænes Off ice via sprint i nogle af de samme mønstre, som sker på isen. Designet af agility træningen er dog vigtig, i hvert fald i forhold til sprint delen. Ifølge Young et al, [2001] viser det sig, at specificiteten af træningen er vigtig for effekten af denne. Hvis atleter har retningsskift i sporten, så opnås der den største effekt ved agility, hvis der er retningsskift i denne træning. Ligeledes har agility uden retningsskift større effekt på sprint ligeud, derfor kan dette anvendes til eksempelvis sprintere i atletikdisciplinerne. For ishockey bør der være mange retningsskift, samt forskellige løbemønstre for at simulere sporten så meget som muligt og holde det sportsspecifik. For eksempler på øvelser se bilag Balancetræning Balancetræning kan laves isoleret set ved at opstille diverse balanceøvelser med eller uden brug af udstyr. Noget af det udstyr, det kan anvendes, er vippebræt, bosu, bolde m.m. For ishockeyspillere kunne en del af balancetræning med fordel være med eksterne påvirkning, som eksempelvis skub og hiv i trøjen, mens balancen holdes. Dette for at leve op til kravet om specificitet i træningen jf. Kapitel 3 Aldersrelateret trænings progression For eksempler på øvelser se bilag Koordinationstræning En forbedret koordinationsevne kan opnåes på flere måder ifølge Gjerset et al. [2001]. Alle bevægelser og øvelser kræver en grad af koordination. Derfor kan koordinationstræningen være en del af alle de andre træningensmetoder nævnt i dette kapitel. Dette kan gøres eksempelvis via agilitytræningen, plyometreitræningen og styrketræning, hvor der kan vælges øvelser der udfordrer koordinationsevnen. Derudover kan koordiantionstræning isoleres, således der er fokus på netop at koordinere givne bevægelser. 2.7 Bevægelighedstræning Bevægelighedstræning har til formål at øge bevægelsesudslaget i leddene. Undersøgelser viser, at bevægelighedstræning også kan have andre effekter. Ifølge Lain og Bethan [2004] har dynamsik stræk en positiv effekt på sprint performance, hvor imod statisk stræk har en negativ effekt. Taichi og Kojiro [2005] viser i deres forsøg, at dynamisk stræk har en positiv signifikant effekt på power i ekstensorerne i benene efter 30 sekunders dynamisk stræk. Det var ingen signifikant forskel ved statisk stræk og heller ikke ved ingen brug af stræk. I forhold til sprint, vertikal spring og agility performance viser Thomas og Alun, [2006] at dynamisk stræk har en positiv effekt på disse. 26

27 Ud fra disse resultater kan ishockeyspillere med fordel anvende dynamisk stræk som en del af opvarmningen. Hertil kan der, hvis der er nødvendigt, bruges mere tid på statisk stræk efter træningen, hvis bevægeligheden skal øges i bestemte led. For eksempler på øvelser se bilag Opsummering Ud fra ovenstående kapitel viser det sig, at alle de væsentlige fysiske parametre kan trænes Off ice. Der er evidens der viser at med forskellige træningsmetoder, kan den ønsket effekt opnås. Alle de træningsformer nævnt her i dette kapitel kan ifølge Hansen S.E et al. [2005] deles op i Kroppens ABC som består af agility, koordination og balance. Sportens ABC som er løb, kaste, gribe, sparke samt andre generelle sportsspecifikke bevægelser. Og sidst Fysisk ABC hvilket består af hurtighed, udholdenhed, styrke og bevægelighed. Via styrketræning og til dels plyometri, kan de styrkemæssige parametre trænes. Spillernes maksimale styrke, eksplosive styrke og opbygning af muskelmasse. Desuden har disse træningsformer også en effekt på det neuromuskulære. De tre vigtige energisystemer for ishockey kan trænes via interval/sprint træning. Denne træning kan ske både på cykel, via løbetræning eller ved at stå på rulleskøjter. Energisystemerne trænes også i agility træningen. Denne træning bør være relevant i forhold til sporten. I forhold til ishockey bør der være retningsskift, accelerationer og decelerationer. Denne træning kan trænes enten via løb eller på rulleskøjter. Balancetræningen kan trænes isoleret, således dette er i fokus i træningen. Her kan der med fordel sætte en ydre påvirkning på spillerne, for at simulere de stød og slag spillerne får i kamp. For at få det bedste udbytte af bevægelighedstræningen, bør der under opvarmningen anvendes dynamisk stræk, da dette er en præstationsfremmende effekt. Hertil kan der tilføjes statisk stræk i slutningen af træningen, for med det formål at øge bevægeligheden, hvis dette er nødvendigt. Koordinationstræning kan trænes via andre træningsmetoder som agility-, plyometri- og styketræningen, men kan også trænes isoleret. Dette skyldes, at stort set alle bevægelser kræver en grad af koordination. 27

28 Kapitel 3: Aldersrelateret trænings progression. I følgende kapitel vil det blive belyst, hvorledes progressionen bør være i den fysiske træning Off ice for unge ishockeyspillere fra U11 til U17. Den fysiske træning forståes som et supplement til den primære sport og kan derfor være svær at sætte timer/træningespas på. Desto yngre spillerne er, desto mindre tid vil typisk blive brugt på Off ice. Der vil blive inddraget en generel progression i træningen. Desuden vil der i forhold til nogle af de væsentlige træningsformer, som nævnes i Kapitel 2 Off ice fysisk træning blive belyst en progression for disse. Træning af børn/unge deles ofte op i tre perioder ifølge Hansen S.E et al. [2005]. Nedenstående figur illustrerer de tre perioder prepubertet, pubertet og post pubertet. Figur 7 Illustrerer de tre perioder træningen af børn/unge deles ind i. Prepubertet, pubertet og postpubertet. Desuden står der hvilke parametre træningen skal indeholde. Henholdsvis teknik, fysisk træning, taktik, psyke og ernæring. Disse parametre skal være gennemgående for alle de perioder. 3.1 Progression og specialisering Ved træning af børn/unge atleter er det vigtigt at selve træningsmængden styres progressivt, således der ikke trænes for meget for tidligt Hansen S.E et al. [2005]. At sætte antal træningspas eller timer på kan være svært, da dette varierer mellem sportsgrene. I nogle sportsgrene kræves der en stor træningsmængde tidligt, eksempelvis i svømning, hvor der kræves meget træning for at få den nødvendige tilvænning til vandet. Mange eksperter har i lang tid været enige om, at for at udvikle en elite atlet, kræver det timers intensiv træning Ericsson et al. [1993], Johansen [2003] og Oliver et al. [2011]. Dette svarer ifølge Hansen S.E et al. [2005] til tre timers træning hver dag i to år. Ericsson et al. [1993] dokumenterer, at de fleste atleter på højt international niveau har trænet mindst otte til tolv år, før de har kunne begå sig i toppen i konkurrencer. Alle de fysiske parametre i Kapitel 2 Off ice fysisk træning bør være gennemgående for den fysiske træning af alle ishockeyholdene fra U11 til U17. For at spillerne udvikler sig hensigtsmæssigt og undgår skader, bør der være stor fokus på progressionen af denne træning. Denne progression bør for børn/unge være langsigtet, og tilpasset barnet. Progression er vigtig, på grund af den fysiologiske udvikling spillerne gennemgår i ungdomsårene. Her gennemgår børn/unge meget i forhold til eksempelvis knoglemineraliseringen, højdevækst og hormonelle forandringer Hansen S.E et al. [2005]. Dette kan variere meget fra barn til barn, ligesom koordinationsevnen er meget varierende. I progressionen er det ifølge Gjerset et al. [2001] kvantiteten i træningen, der bør øges først. Det betyder, at antal aktivitetsformer, antal øvelser og træningspas samt tiden for hvert træningspas skal øges før intensiteten øges i særlig grad. 28

29 I forhold til specialisering af atleter viser nedenstående figur fordelingen af specialtræning, alsidig bevægelsestræning og generel fysisk og psykisk træning. Dette skaber et overblik over, hvordan fordelingen af træningen kan eller bør være igennem hele atletens karriere. Desto højere niveau atleten er på, desto mere specifik bør træningen være. Dette er dog ikke ensbetydende med, at alt træning skal være sportsspecifik. Selvom en atlet er på internationalt højt niveau, er det stadig vigtigt med almen fysisk træning Hansen S.E et al. [2005]. Fordelingen af specifik og generel fysisk træning er vist i Bilag 4. Figur 8 viser hvordan den sportsspecifikke trænings mængde bliver større desto højere niveau atleten konkurrere på. Figur 8 Model, der illustrerer forholdet mellem generel og specifik træning hos en given atlet. Kraemer og Ratamess, [2004]. Ifølge Balyi I. [2001] er der forskel på effekten ved tidlig specialisering i forhold til sen specialisering. Nedenstående figur illustrerer forskellen. Ved den sene specialisering bruges der mere tid i de første år, mens atleten er barn, på fundamentale bevægelser og barnet lære at træne. Hvor i den tidlige specialisering, er der hurtigere fokus på at træne og skabe en grundform, der skal til for at kunne træne og fokus på konkurrencer. Til denne figur vil naturligt tilhøre en diskussion om, hvorvidt alle elite atleter kun træner for at vinde. Der kan måske være nogle sportsgrene, hvor den enkelte altet, er en del af et hold, hvor hans/hendes funktion er en anden end at vinde. Her kan eksempelvis nævnes hjælperytteren på et cykelhold, der cykler mange kilometer hver dag, velvidende at hans rolle ikke er at vinde cykelløb. Specialization Model Late Specialization Model Figur 9 Illustrerer de forskellige trin ved henholdsvis tidlig og sen specialisering hos atleter. Fundamental er alsidig bred træning. Training to train, er opbyggelse af en grundform, for at kunne holde til træningen. Train to compete, er med mere specifik træning mod konkurrence. Training to win, er med henblik på at vide på eliteplan. Retirement er efter sportskarrieren er slut. 29