Ubådene 5 2den April, 3 Havmanden, 6 Najaden og 2 Havfruen på øvelse i juni (Forsvarets Biblioteks arkiv)

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Ubådene 5 2den April, 3 Havmanden, 6 Najaden og 2 Havfruen på øvelse i juni 1914. (Forsvarets Biblioteks arkiv)"

Transkript

1 1 Beretninger fra de danske ubåde Udarbejdet i samarbejde med medlemmerne af Dansk Ubådsforening. Samlet, redigeret og delvist illustreret af Søren Nørby. Version 2.7. Ubådene 5 2den April, 3 Havmanden, 6 Najaden og 2 Havfruen på øvelse i juni (Forsvarets Biblioteks arkiv) Ubåden Sælen forlader Flådestation Frederikshavn for sidste gang. (Ulrik Bang) 1

2 2 Forord Denne bog indeholder en række beretninger fra livet om bord i de danske undervandsbåde Beretningerne stammer fra diverse tidsskrifter samt fra undertegnedes aktive indsamling af beretninger fra medlemmerne af Dansk Ubådsforening. Teksterne fremstår som de blev fundet eller leveret. Kun er åbenlyse stavefejl rettet. Illustrationerne er kopieret fra de oprindelige tidsskrifter, udvalgt af bidragyderne eller af undertegnede fundet i arkivet på Forsvarets Bibliotek eller Orlogsmuseet. Jeg hører gerne fra læsere, der finder fejl eller mangler i dette. Jeg kan kontaktes på eller via Søren Nørby. Version 1.0. Version 1.1 Version 1.2. Version 1.3. Version 1.4. Version 1.5. Version 1.6. Version 1.7. Version 1.8. Version 1.9. Version 2.0. Version 2.1 Version 2.2. Version 2.3. Version 2.4. Version 2.5. Version 2.6. Version 2.7 Oprindelige version Stavefejl rettet Stavefejl rettet. Nær En U-Baads-Katastrofe tilføjet U-baads-Katastrofen eller det bøjede Periskop tilføjet Undervandsbåden Rota i 1937 tilføjet På Togt Med Danske U-Både Under Besættelsen tilføjet Da Kongen ikke kom tilføjet Lidt fra U-bådene tilføjet Undervandsbaadene. Et interessant Besøg i Struer. tilføjet JAGERE I PERISKOPET tilføjet KLAR TIL HURTIGDYKNING -! tilføjet Min tid i ubådene tilføjet Ran som toldkrydser rettet Postkort fra La Specia tilføjet Marinens Biblioteks arkiv ændret til Forsvarets Biblioteks arkiv. Dykkerens bemandingsreglement 1910 tilføjet Paa Tolv Meter Vand tilføjet Udstukket til Ubådseskadren (1964) tilføjet Kommissionen til Bedømmelse af Indkomne Tilbud paa Undervandsbaade tilføjet. 2

3 3 Indholdsfortegnelse Lov Om Anskaffelse af en Undervandsbaad m. m Kommissionen til Bedømmelse af Indkomne Tilbud paa Undervandsbaade Danmarks første undervandsbåd... 16»Dykkeren«s afløbning Postkort fra La Specia Afslutning i La Spezia Undervandsbaaden Dykkeren i Havn... 22»Dykkeren«s hjemkomst Nye undervandsbåde Tilbage til undervandsbådstjenesten UNDERVANDSBAADEN DYKKEREN" Fra DYKKERENs kopibog FRA EFTERAARSMANØVRERNE Illustreret Tidende Paa Undervandstur Med Dykkeren En Dag Med DYKKEREN" Undervandsbaadens Indre Den gamle mester fortæller Min tid som chef for Dykkeren Til FLAADENS OVERKOMMANDO Da Dykkeren blev paasejlet Fra Dykkerens forlis Torpedoen Da Kongen ikke kom Da Sikringsstyrken var formeret NÆR EN U-BAADS-KATASTROFE U-baads-Katastrofen eller det bøjede Periskop Undervandsbaadene Paa Tolv Meter Vand JAGERE I PERISKOPET KLAR TIL HURTIGDYKNING -! Lidt fra U-bådene Ran som toldkrydser, En sur tjans. U-baadene Galathea og Triton Med ubådene i Bruxelles Ubåden "Galathea" Undervandsbåden Rota i Ugeøvelsesprogram for U-Flotillen, 28. februar 25. marts På Togt Med Danske U-Både Under Besættelsen Ubådsdivisionen Undervandsbåden DAPHNE Vedrørende: d. 28. og 29. august Undervandsbåden HAVKALEN Undervandsbåden HAVMANDEN Undervandsbåden HAVHESTEN Sænkningen af BELLONA, 29. august Undervandsbåden ROTA Undervandsbådstiden Undervandsbåd STØREN. På rejse fra København til øvelsesplads ved Bornholm Kongelig hjemrejse

4 4 Hovedbrud Den usandsynlige beretning Livet i en ubåd Knæksnorkel Papirmangel Livet på overfladen Vagn og Kok Theil Udstukket til Ubådseskadren (1964) Erindringer fra et ubådsliv En prioritering Min tid i ubådene Med Nordkaperen i Nordhavet Akureyri august NARHVALENS 6-Ugerspatrulje Ubådstyper Grundstødt i 45 meters dybde Mester Start Den Styrbord Diesel Brand i DELFINENS maskinrum Den lukkede søventil Nogle personligheder, som jeg har sejlet ubåd med På tur i Østersøen en november i 1980 erne Rapport omhandlede uheldet torsdag den kl ombord på undervandsbåden Narhvalen En fisker i nettet Erindringer fra en JMC Litteratur

5 5 Lov Om Anskaffelse af en Undervandsbaad m. m. (Nr ) ---- Amalienborg, den 13de Marts Forslag til Lov om Anskaffelse af en Undervandsbaad m. m. 1. Forsvarsministeren bemyndiges til at anskaffe en Undervandsbaad for et Beløb af 460,000 Kr., og en ny Dynamo til Søminekorpsets Værksted for et Beløb af 12,000 Kr., og til hel eller delvis Dækning af denne Udgift at anvende Indtægten ved Realisation af gammelt og ubrugeligt Skibsmateriel og af en Del andet Materiel fra udrangerede Skibe, som er uanvendeligt for Flaaden. 2. Til den Kaserne, der opføres i Henhold til Lov af 19. April 1907 om Opførelsen af en Kaserne for Søværnets værnepligtige Mandskab m. m., bemyndiges Forsvarsministeren til af det ved Realisationen af udrangeret Materiel indkomne Beløb at anvende 475,000 Kr. Bemærkninger til foranstaaende Lovforslag Til 1. Undervandsbaaden er efterhaanden i større eller mindre Udstrækning bleven et Led i de fleste Magters Flaademateriel, navnlig beregnet paa Kyst- og Havneforsvar. Som Følge af dens ringe Størrelse, dens relative Usynlighed, dens kraftige Torpedo-armering og ikke mindst ved den store moralske Virkning, som den altid vil udøve paa en Modstander, vil den danne et meget virksomt Led i Forsvaret af Havne og Kyster og vil navnlig kunne optræde med megen Virkning ved Forsvaret af København mod Søsiden, idet Tilstedeværelsen af Undervandsbaade i høj Grad vil vanskeliggøre Opholdet i Sundet for en fjendtlig Flaade. Med den Udvikling, hvortil Undervandsbanden er bragt, mener Ministeriet, at Tiden er inde til at komme i Besiddelse af dette Vaaben, men da vi herhjemme fuldstændig mangler Erfaring med Hensyn til Konstruktion og Bygning af saadanne Baade, er man henvist til foreløbig at foretage Anskaffelsen fra Udlandet. Navnlig fordi Navigeringen med og i det Hele Betjeningen af Undervandsbaade kræver særlig Færdighed, som kun erhverves ved lang Øvelse, er det ønskeligt, at man snarest kan komme i Besiddelse af et saadant Fartøj, og Ministeriet har derfor ment, at man bør benytte de for Tiden gode Priser, der betales for udrangeret Skibsmateriel, til uden ekstraordinær Udgift for Statskassen at anskaffe en Baad. Det Fartøj, som det er Hensigten at anskaffe, er af den mindre og billigere Type, vel egnet til Brug ved Forsvaret af f. Eks. Københavns Søfront og til at uddanne Personellet, derimod vil det paa Grund af sin Lidenhed og dermed følgende korte Aktionsradius ikke kunne anvendes udenfor det mere lokale Forsvar. Nærmere Oplysninger om den Baad, der paatænkes anskaffet, vil blive givet Rigsdagen mundtlig. Erhvervelsen af en Undervandsbaad vil nødvendiggøre Anskaffelsen af en ny Dynamo til Søminekorpsets Værksted til Frembringelsen af den fornødne Elektricitet til Ladning af Baadens Akkumulatorer, idet den nuværende Dynamo vil være fuldstændig ude af Stand til at præstere den- 5

6 6 ne Forsyning. Ved denne Anskaffelse vil samtidig et længe følt Savn blive afhjulpet, idet den gamle Dynamo, der skriver sig fra 1886 og følgelig er af en meget forældet Konstruktion, nu er saa udslidt, at den ikke længere kan levere tilstrækkelig Elektricitet til Belysning og Arbejdsmaskiner, og da tilmed dens Drifts-spænding er saa lidet tidssvarende, at det er vanskeligt at skaffe Materiel, der passer til den, vil en Erstatning for den dog være nødvendig. Ved Lov af 19. April d. A. om Opførelsen af en Kaserne for Søværnets værnepligtige Mandskab m. m. bemyndigedes Marineministeriet til i dette Øjemed at realisere forskelligt gammelt og forældet Skibsmateriel. Ved Salget af Skonnerten St. Thomas, Panserfregatten Danmark, Panserbatterierne Rolf Krake og Lindormen samt Panserskibet Helgoland blev indvundet følgende Nettobeløb, nemlig : for Panserskibet Helgoland. c. 219,130 Kr. - Panserbatteriet Lindormen - 75, Panserfregatten Danmark - 70, Skonnerten St. Thomas - 45,450 - Panserbatteriet Rolf Krake - 45,850 - c. 456,660 Kr. hvortil kommer Indtægten ved Salg af forskelligt Reservegods hørende til disse Skibe - 13,600 - Summa.. c. 470,260 Kr. Endnu haves tilbage af det i Bemærkningerne til nævnte Lov omhandlede Materiel Panserskibet Tordenskjold, de 3 Kaserneskibe Sjælland, Jylland og Niels Juel samt Krydserfregatten Fyens Maskine, hvortil endvidere kommer Skonnerten Absalon, der heller ikke længere har nogen Værdi hverken som Krigsskib eller som Isbryder, hvortil den i en Række af Aar udelukkende har været anvendt, Briggen Ørnen, der i 1880 byggedes som Øvelsesskib for Underofficersskolen, men nu ikke benyttes mere, Maskinen til Skonnerten Esbern Snare, hvilket Skib er indrettet til Depotskib for den flydende Defension paa Københavns Red, samt endelig en Del Materiel fra udrangerede Skibe, der er uanvendeligt for Flaaden. 6 Til 2. I Bemærkningerne til Forslag til Lov om Opførelsen af en Kaserne for Søværnets værnepligtige Mandskab m. m. var Udgiften til Kasernens Opførelse angivet til Kroner. Det Overslag, hvorpaa denne Udgift var baseret, angik imidlertid kun selve Kasernebygningen og var rent kalkulatorisk. Ved Udarbejdelsen af detaillerede Planer og Overslag over hele Anlæget har det vist sig, at Udgiften vil blive betydelig højere, idet den vil andrage 475,000 Kr. Ved den nærmere Bearbejdelse af det oprindelige Projekt maatte man dels af Hensyn til Pladsforholdene i Lokalerne, dels af arkitektoniske Grunde gøre Bygningens Grundplan noget større, ligesom man ogsaa af sanitære Hensyn og af Hensyn til Brandsikkerheden maatte foretage forskellige Forandringer for i disse Henseender at indrette Bygningen paa hensigtsmæssig Maade, hvorved Udgiften ved selve Kasernebygningen er stegen til 363,195 Kr. Hele Terrainbehandlingen, hvortil der, som nævnt, i det oprindelige Projekt ikke var taget Hensyn, vil medføre en Udgift af 16,540 Kr. Man havde endvidere tænkt sig at anvende udtagne Skibskedler til Kasernens Kedelanlæg, og ligeledes at anvende Inventar, Møbler etc. fra udrangerede Skibe til dens Montering. Det har for Kedlernes Vedkommende vist sig, at disse ikke egner sig til dette Brug, og med Hensyn til Inventar m. m. da er dette ikke til Stede i det Omfang, man havde gjort Regning paa, og som Følge heraf stiger Udgiften med henholdsvis ca. 26,100 og 47,555 Kroner. Endvidere medtager Overslaget et Beløb 21,610 Kr. = ca. 5 pct. af Overslagssummen til forskellige og uforudsete Udgifter, en Post, hvortil der heller ikke var taget Hensyn i det oprindelige Overslag. Endelig er de Materialpriser, hvormed der maa regnes, højere end de, der var lagte til Grund for det første Overslag, der allerede er et Par Aar gammelt. I Henhold til foranstaaende søger Ministeriet derfor ved nærværende Lovforslag Bemyndigelse til 1) at realisere ved Salg eller Ophugning en Del forældet Skibsmateriel og andet Materiel fra udrangerede Skibe udover, hvad der er angivet i Bemærkningerne til Lovforslaget om Opførelsen af Kaserne for Søetatens værnepligtige Mandskab m. m. 2) at anvende, af det herved og ved de alt stedfundne Salg af ældre Skibe indkomne Beløb, 475,000 Kr. til den Kaserne, der opføres i Henhold til Lov af 19. April 1907, og 3) at anvende det efter Afholdelsen af Udgifterne ved de ved ovennævnte Lov af 19. April 1907 hjemlede Foranstaltninger resterende Beløb til hel

7 7 eller delvis Dækning af Udgiften, 472,000 Kroner, ved Anskaffelsen at en Undervandsbaad og en Dynamo til Søminekorpsets Værksted, saaledes at den Del af Udgiften, der eventuelt ikke kan dækkes paa denne Maade, afholdes af Flaadens ordinære Nybygningskonto Vi Frederik den Ottende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn. Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre vitterligt. Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov: 1. Forsvarsministeren bemyndiges til at anskaffe en Undervandsbaad for et Beløb 460,000 Kr., og en ny Dynamo til Søminekorpsets Værksted for et Beløb af 12,000 Kr. og til hel eller delvis Dækning af denne Udgift at anvende Indtægten ved Realisation af gammelt og ubrugeligt Skibsmateriel og af en Del andet Materiel fra udrangerede Skibe, som er uanvendeligt for Flaaden. 2. Til den Kaserne, der opføres i Henhold til Lov af 19. April 1907 om Opførelsen af en Kaserne for Søværnets værnepligtige Mandskab m. m., bemyndiges Forsvarsministeren til af det ved Realisationen af udrangeret Materiel indkomne Beløb at anvende 475,000 Kr. Hvorefter alle vedkommende sig have at rette. Givet paa Amalienborg, den 13de Marts Under Vor Kongelige Haand og Segl. Frederik R. (L. S.) J. C. Christensen. 7

8 8 Fra Rigsarkivet. Chefen for Orlogsværftet V. Materiale vedr. undervandsbåde. Betænkning ang. en undervandsbåd m.m. Kasse 515. Kommissionen til Bedømmelse af Indkomne Tilbud paa Undervandsbaade. Orlogsværftet den 19 Marts Til Marineministeriet, I Henhold til Ministeriets Ordre i Skrivelse af 26 f.m.no. 549 har undertegnede Kommission taget under Overvejelse de Tilbud paa en Undervandsbaad fra Germaniaværftet i Kiel og Fiat San Giorgio i Spezia, som fulgte mod ovennævnte Skrivelse, og skal derefter tillade sig at fremkomne med følgende Betænkning: For at kunne sammenligne de to indsendte Projekter har Kommissionen gennemgaaet Baadenes Konstruktion og Aptering Punkt for Punkt i den Udstrækning, hvori det kunde gøres efter de Oplysninger, der forelaa eller kunde skaffes tilveje af Kommissionen. Beskrivelse af de to Undervandsbaades Elementer er opstillet skematisk i medfølgende Bilag No. 1,til hvilket der henvises i forbindelse med de i det følgende anførte Konklusioner, der kan drages for hvert enkelt Punkts Vedkommende. 1.Hoveddimensioner. Skrogets Hoveddimensioner og forholdet mellem disse er nærlig ens for begge Baade; kun er Dybgaaendet i den italienske Baad 0,3 Meter større end i den tyske. Dette kan dog ikke siges at vare af Betydning, da Baadens Dybgaaende ialt kun er 2,2 Meter. 2. Tværskibs-Stabilitet. Stabilitetsforholdene maa anses for tilfredsstillende i begge Baade. 3. Materialer. Materialet i Skroget er for den tyske Baad almindeligt Skibbygningsstaal,medens det for den italienske Baad er "high tensile" staal, der er et stærkere og bedre Materiale. 4. Skrogets Styrke. Dan italienske Baad er stærkere i Bygningen end den tyske, da den er beregnet til at modstaa Vandtrykket paa 40 m Dybde, medens den tyske Baad kun er beregnet til samme Prøve paa 30 m Dybde. Dette spiller vel ikke nogen Rolle i Øjeblikket, da en Baad, der kan bestaa en Prøve paa 30 Meters Dybde maa anses for tilstrækkelig solid for vore Forhold, men det spiller en Rolle for Baadens Holdbarhed og derigennem for dens Levetid, der saaledes kan paaregnes at stille sig gunstigere for den italienske Baad end for den tyske. 5. Bygning. Den italienske Baad er ved sin vel beskyttede Overdel og sin prøvede solide Konstruktion med Dragerspanter, der Samtidig med at give Baaden stor Styrke tillader Anvendelsen af almindelig Skibsform, overlegen den tyske, i hvilken det elliptiske Gennemsnit, - der medfører, at Baaden maa afstives ved et stort Antal Støtter i 2 Rækker, - er en ny af Værftet uprøvet Konstruktion og hvor Trykskroget paa hele sin Tyngde kun har enkelt Klædning, hvilket noget forøger Kollisionsfaren. 6. Ballastning og langskibs Balancering. Fordelingen og Anbringelsen af Ballasttanke i den italienske Baad maa anses for Særdeles god, betryggende og forsvarlig, medens Ballastningen og Balanceringen i den tyske Baad efter vor Anskuelse hviler paa mindre korrekte principper, for det første fordi saagodtsom hele Ballasten er anbragt ude ved Baadens Ender, medens den, fraregnet Amningstankene, bør anbringes saa nær Baadens Midte som muligt. Den ved Enderne anbragte Ballast vejer ca.32 Tons, eller næsten en Fjerdedel af Baadens hele Vægt i nedsunket Tilstand. Det vil let forstaas, at en forholdsvis saa betydelig Vægt, anbragt ved Enderne, i høj Grad vil skade Baadens Manøvreevne; dernæst vil Fyldning og Tømning af de store Tanke ved Baadens Ender have en betydelig og uheldig Indvirkning paa Baadens Styrlastighed. Den anden Mangel bestaar i, at der midtskibs i Trykskroget kun findes en meget lille Vandballast paa ½ Ton til at lette Baaden med, saa at man i Tilfælde af Havari, eller blot fordi man ønsker at komme hurtigt op til Overfladen, maa lænse de store Tanke i Baadens Ender, hvilket gør det næsten umuligt at holde Baaden paa nogenlunde uforandret Styrlastighed, især hvis den ene Tank ved Kollision e.l. er beskadiget, saa den ikke kan blæses ud. 8

9 9 Til sammenligning skal anføres, at den italienske Baad har 8 Tanke med tilsammen 23 Tons Ballast midtskibs inde i Trykskroget, og ved Enderne findes af egentlige Tanke kun Amningstankene. Ydertankene (cofferdam) strække sig dog helt mod Enderne. I denne Baad vil man derfor, ved at lade et Par af de midtskibs Tanke være mer eller mindre tomme, kunne kompensere for Ekstravægte om Bord, hvad man ikke kan i den tyske Baad. Beholdningen af Trykluft er kun halvt saa stor i den tyske Baad som i den italienske, skønt Beholdningen af Vandballast er større. Vægten af Faldkølen er 1 Ton mindre i den tyske end i den italienske Baad. I Henseende til Ballastningen, der er af saa stor Betydning, er den italienske Baad saaledes langt at foretrække for den tyske. 7. Øvrige Aptering. a. Antal Rum. I begge Baade findes en gennemført Inddeling i vandtætte Rum. Det er ganske hensigtsmæssigt i den tyske Baad, at alle Funktioner er samlede i et Rum, men forøvri gt spiller Ruminddelingen ikke nogen Rolle ved Sejlads under Vandet, da Skodderne ikke ere stærke nok til at modstaa Trykket paa større Dybder. b. Nedgange. Den italienske Baad er bedst indrettet, idet den har 3 Nedgange, medens den tyske Baad kun har en enkelt, nemlig den gennem Taarnet. c. Ophold paa Dæk og om Læ. Ophold om Læ er bedre i den italienske Baad end i den tyske, da man kan opholde sig i Akkumulatorrummene. Opholdet paa Dækket, naar Baaden er paa letteste Vandlinje, er navnlig i Sø langt bedre for den italienske end for den tyske Baad. Førstnævnte Baad har nemlig næsten Halvdelen af Baadens Volumen over Vandet, medens den tyske Baad kun har en Fjerdedel. Benne store Forskel fremkommer ved Konstruktionen i den italienske Baad af det dobbelte Dæk, hvis Mellemrum er fyldt med Vand, naar Baaden er nedsænket, men af sig selv tømmes, naar Baaden kommer op til Overfladen. 8. Ventilation. Ventilationen i den italienske Baad maa anses for god og forsvarlig. Om Ventilationen i den tyske Baad er det vanskeligt at udtale noget bestemt, da Systemet ikke er prøvet; men da Akkumulatorerne ere aabne, saa at Dampene frit kan brede sig i Akkumulatorrummene, og da den eneste Adgang for Luften er gennem Taarnlugen, kan Ventilationen vanskelig blive helt tilfredsstillende. 9. Fart og Aktionsradius. Den tyske Baad er absolut den italienske Baad overlegen i Fart og Aktionsradius, saavel over som under Vandet, idet den i Overfladen kan naa 11½ Knob og gennemløbe 130 Kml. ved 7 Knob, medens den italienske Baads største Hastighed i Overfladen er 11 Knob og den kun kan gennemløbe 75 Kml. ved 7 Knob. Under Vandet er den tyske Baads største Hastighed 8½ Knob og den italienskes 7½ Knob. Som Bilag No. 2 medfølger en af Premierløjtnant Aarestrup udarbejdet Redegørelse for Anvendelsen af denne Type Undervandsbaade. 10. Styring. Med Hensyn til Styring i vertikal Retning da er Princippet, der anvendes i den tyske Baad noget anderledes end i den italienske, men efter sigende ere begge Systemer prøvede og have vist sig tilfredsstillende. Hvad selve Styringen angaar, da bliver denne muligvis i den tyske Baad noget vanskelig, naar Ballasttankene ere fyldte, paa Grund af at det moment, der fremkommer gennem Anbringelsen af store Vægte ved Baadens Ender. 11. Navigering. a. Taarn. Taarnkonstruktionen i den italienske Baad maa anses for den sikreste, fordi Taarnet, der ved Kollision under Vandet er det mest udsatte Parti, kan lukkes vandtæt fra Baadens Indre. Betydningen af denne Anordning er flere gange bleven bevist i Praksis. b. Periscoper. Den italienske Baad har 2 Periscoper, medens den tyske Baad kun har 1. 9

10 10 Bekostningen ved et Periscop er ca Kr. c. Kommandostandpladsen. Den italienske Baad har 3 Kommandostandpladser, den tyske Baad 2. d. Ankergrejer. Ankergrejerne ere betydelig svarere i den italienske end i den tyske Baad. 12. Armering. Torpedoarmeringen i den italienske Baad har den Fordel, at Torpedoerne altid er tilgængelige inde fra Baaden. Endvidere findes der i den italienske Baad en Fortætningspumpe til 150 kg/cm², medens der ingen saadan Pumpe findes i den tyske Baad. Den italienske Baad har derved den Fordel, at den selv kan forny sin Beholdning af Trykluft, samtidig med at Akkumulatorbatteriet lades, naar Elektricitetskilden sættes i Forbindelse med Baadens Luftpumpe. Den tyske Baad maa derimod lægges et Sted, hvor der findes en For tætningspumpe for at faa sin Beholdning af Trykluft fornyet. 13. Sikkerhedsforanstaltninger. Foruden den Sikkerhed, som opnaas gennem Tankene, have begge Baade de almindelige Sikkerhedsforanstaltninger saasom Beslag til Baadens Løftning ved Kran, Bøje med Telefon og Faldkøl m.m. 14. Fremdrivning. Den italienske Baad har faste Skrueblade og omstyrbare Motorer, medens den tyske har løse omstyrbare Skrueblade. Den italienske Baad har 2 Skruer, hvilket er til Fordel for Manøvreringen, og desuden en Sikkerhed, da næppe begge Motorer vil svigte paa en Gang. Derimod ere to Skruer med Motorer dyrere at vedligeholde, og Skruerne ere maaske noget mere udsatte for Beskadigelse end en enkelt Skrue. Motoranlæget og Ledningsanlæget i begge Baade synes at opfylde de fordringer, som maa stilles til forsvarligt udførte Anlæg. Akkumulatorerne i den tyske Baad bestaar af halvtørre Elementer, der har den Fordel, at de fordrer saa godt som ingen Pasning, men til Gengæld kan et Element ikke repareres, hvis der sker en Kortslutning, men maa kasseres og erstattes med et nyt. Firmaet er dog villigt til i Stedet for det foreslaaede Batteri at indsætte Akkumulatorer med stor Overflade (se Bilag ). Med disse vil opnaas samme Hastighed for Baaden; men Virkningsradien vil blive ca.25% mindre. Varigheden af et saadant Batteri bliver ca.40% større end for det foreslaaede. Akkumulatorerne i den italienske Baad kunne repareres, hvis der sker en Kortslutning. Varigheden for de to Batterier er ens. I begge Baade maa Akkumulatorbatteriet udtages mindst en Gang om Aaret, nærmest for at kunne efterse Baadens Bund inden Bords. I den italienske Baad kunne Cellerne udtages gennem Nedgangslugerne, men den tyske Baad maa skilles ad paa Midten i to Dele. I den italienske Baad opstilles Cellerne i Bunden af Baaden. Cellerne ere let tilgængelige og lette at omskifte. Batteriet i den tyske Baad er opstillet i Bunden og i Borde paa Hylder. Skiftningerne af Cellerne vanskeliggøres, og det sker lettere, at Ebonitkasserne slaas i Stykker ved Transporten. Akkumulatorfabrikken i Hagen betegnede Installationen i Germaniabaadene som absolut uheldig. I den italienske Baad ere Cellerne og deres Forbindelser vandtæt lukkede. Klorgas vil derfor ikke kunne dannes, hvis Søvand kommer ind over Batteriet. Endvidere udgaar fra hver Celle Rørledninger, gennem hvilke en Ventilator kan udsuge de Luftarter, der dannes under Ladning. I den tyske Baad ere Cellernes Forbindelser aabne. Under Ladning vil de syreholdige Luftarter strømme ud i Baaden og dens Jærn- og Metaldele overtrækkes med syreholdig Fugtighed, hvorved Isolationsmodstanden bliver mindre. Den samlede Batteriinstallation i den italienske Baad anses af disse Grunde for at være bedre end den tyske. 15. Leveringstid. Den tyske Baad kan leveres paa 12 Maaneder, den italienske paa 16 Maaneder, begge klar til Prøve. Den længere Leveringstid for den italienske Baad skyldes væsentlig, at det tager 4 Maaneder at anskaffe det særlige Staalmateriale, hvoraf Skroget bygges. 16. Bekostning. 10

11 11 Prisen paa den tyske Baad, uden at man binder sig ved fremtidige Anskaffelser, er for Levering i København, ifølge et i Dag modtaget Tilbud (Bilag No. ) ca Kr. billigere end den italienske Baad, ifølge den Pris Firmaet har opgivet Ministeriet med Tillæg af Kr. for Transport og Assurance (Bilag No. ). Konklusion. Som Hovedresultat af ovenstaaende Sammenligning mellem de to Undervandsbaade vil det ses, at den tyske Baad paa et enkelt og meget vigtigt Punkt, nemlig Hastighed og Virkningsradius, er den italienske Baad overlegen, navnlig for Virkningsradies kommende, hvilken næsten er dobbelt saa stor. Denne væsentlige Fordel er opnaaet ved Anbringelsen af et Akkumulatorbatteri med betydelig større Kapacitet end i don italienske Baad. For at skaffe fornøden disponibel Vægt og Plads til dette Batteri, er der imidlertid slaaet af paa den tyske Baads øvrige Egenskaber, saaledes at den italienske Baad i saagodtsom alle andre Henseender er at foretrække for den tyske. Med Hensyn til Opnaaelsen af Vægtbesparelse i den tyske Baad skal bemærkes, at Baadens Skrog er lettere bygget end den italienske Baads, som Følge af at det kun er beregnet til at prøves ved et Vandtryk af 30 m Højde, medens den italienske Baad skal prøves med 40 m Vandtryk. Dernæst er det tunge Trykskrog forholdsvis kort og muligvis af en Form, der i sig selv tillader en forholdsvis let Konstruktion, og der findes ingen indvendige Ballasttanke. Ballasten findes som omtalt ved Baadens Ender, hvor Skroget er let bygget. Det dobbelte Dæk, som findes i den italienske Baad, haves ikke i den tyske. Den italienske Baad har 2 Elektromotorer og 2 Skruer, medens den tyske kun har en Motor og en Skrue, hvorved en Del Vægt spares. Endelig er der sparet Vægt paa Udstyr og Inventar i den tyske Baad sammenlignet med den italienske, saaledes for Eks. er der dobbolt saa stor Beholdning af Trykluft i den italienske Baad som i den tyske, og førstnævnte har desuden en Fortætningspumpe, som ikke findes i den tyske Baad, dernæst findes der 3 Nedgange og vandtæt Dør under Taarnet i den italienske Baad mod kun een Nedgang i den tyske. Ankergrejerne ere en Del sværere i den italienske Baad end i den tyske, og sidstnævnte Baad har kun eet Periscop, medens den førstnævnte Baad har 2. En Del af hernævnte Vægtbesparelser i den tyske Baad medgaa dog til Kompensation af den Vægtforøgelse, som skyldes, at Skroget er bygget af et mindre stærkt Staalmateriale. Endelig ere Cellerne i den tyske Baads Batteri af en Konstruktion, der yder større Kapacitet pr. Vægtenhed end i den italienske. For i den tyske Baad at opnaa større Plads til Batteriet, er dette opstillet paa en mindre god Maade end i den italienske. Som anført under Punkt 14 er Germaniaværftet dog villig til at levere et Akkumulatorbatteri af større Levedygtighed og med færre Vedligeholdelsesudgifter end det foreslaaede, men Virkningsradien er da 25% mindre. Hvorvidt et lignende Batteri kan installeres i den italienske Baad, har Kommissionen ingen Oplysninger om. Om det af Germania fulgte Princip, at bringe et Offer paa mange Omraader af en Undervandsbaads Egenskaber for at opnaa den størst mulige Aktionsradius, maa Kommissionen udtale, at den vel kan slutte sig dertil, dog maa man ikke overskride de nødvendige Grænser for Baadens Sikkerhed og Hensigtsmæssighed. Saafremt vi sad inde med større Erfaringer om Undervandsbaade, er det muligt, at vi turde gaa med til det yderlige Standpunkt, Germania har taget i Retning af Ofre for at opnaa Aktionsradius, men med det ringe Kendskab, der herhjemme haves til Undervandsbaade, vil det ikke være tilraadeligt at undvære den Sikkerhed og Hensigtsmæssighed i Betjeningen foruden de bedre Beboelsesforhold for Besætningen, som den italienske Baad byder. Med Hensyn til den italienske Baad skal yderligere bemærkes, at dens Konstruktion med Dobbeltdæk vel næppe kan anses for nødvendig for en saa lille Baad, og ved kun at have et Dæk vilde være opnaaet en Besparelse til fordel for en større Virkningsradius, men ved denne Konstruktion vindes, at Baaden er af ganske samme Type som de større Baade, hvor et Dobbeltdæk er ønskeligt; den tyske Baad med sit korte Trykskrog og lange letbyggede Ender til Ballast afviger derimod mere fra de større Baade. Den italienske Baad er saaledes en Model af den prøvede italienske Type af Undervandsbaade, medens den tyske afviger saa meget fra de større Baade, at den maa betragtes som et delvis nyt Forsøg. Kommissionen maa derfor, tiltrods for den Ulempe der er forbunden med Byggestedets store Afstand herfra, i teknisk Henseende absolut anbefale, at det af Fiat San Giorgio indsendte Tilbud foretrækkes for Germanias. Som det fremgaar af foranstaaende, er den tyske Baad den billigste. Firmaet har yderligere underhaanden meddelt et af Kommissionens Medlemmer, at det er villigt til at reducere sin Pris til

12 12 Mark (ca Kr.), uden at Ministeriet paa nogen Maade er bundet ved fremtidige Anskaffelser af Undervandsbaade. De med Ministeriets Skrivelse modtagne Bilag følge vedlagt tilbage. I. C. Tuxen, A. Rasmussen, C. Schou, O. Aarestrup, H. Schledemann. 12

13 13 stor Fiat Germania St. Længde 34,65 36,15 St. Bredde 3,50 3,20 St. Dybgaaende, letteste V. L 2,20 1,90 Deplacement, Tons Deplacement, neddykket Antal Skruer 2 1 Største Fart i Overfladen 11 11,5 Fart neddykket 7,25 8,5 Aktionsradius i Overfladen fuld Fart (11 Knob) 18,5 (10 ) 23 (10,35 Knob) 40 7 Knob Aktionsradius neddykket (7,5 Knob) 12 (8 Knob) 24 Knob (5 Knob) 60 (6 Knob) 45 Højden af Dækket over Vandfladen Meter 1 1 Luftbeholdning Kub. M 1,3 0,56 Periskoper Antal 2 1 Luftpumpe 1 0 Ballastpumper 1 2 Armering 2 Stkr.45 cm 2 Stkr.45 cm Faldkøl Tons 3 ca. 2 Omstyrbar Motor eller omstyrbar Skrue Motor Skrue Motor E. H. K. 2 X Omdr. pr. Min Garanteret Antal fulde Afladninger J. Batteriet Pris pr. Batteri Kr Pris pr. Baad leveret paa Bygningsstedet Kr i København Kr Aarlig Vedligeholdelse af Batteriet Efterbetaling (eventuel)

14 14 Bilag 2. Premierløjtnant O. Aarestrup Orlogsværftet den 15 Marts I Tilslutning til de i Kommissionens Betænkning fremsatte Udtalelser om de foreslaaede Baades Hastigheder og Aktionsradier skal jeg tillade mig at fremsætte nogle Synspunkter vedrørende Benyttelse af Undervandsbaade særlig med Kjøbenhavns Forsvar for Øje, - for derigennem at give et Bidrag til Bedømmelsen af Baadenes relative Værdi som Angrebsvaaben. Undervandsbaade vil paa Grund af deres forholdsvis ringe Fart og Aktionsradius sjældnere faa tildelt den Opgave at gaa ud i frit Farvand for at opsøge og angribe en Fjende. De vil som Regel faa anvist et bestemt Farvandsafsnit, i hvilket de skal tage Station og afvente Fjendens Ankomst, hvad enten det drejer sig om en Passage eller et Landgangsforetagende. Baadene afgår derfor i Overfladen til deres Station, og naar de kommer dertil, gøre de klar til Dykning. Dette maa være gjort, inden Fjenden kommer i Sigte, da Destroyerne paa Grund af deres større Fart kan komme hurtigere til stede, end en Baad kan gøres klar til Dykning og forsvinde under Vandet. I Stillingen klar til Dykning afventer Baaden Fjendes Ankomst, idet den med langsom Fat holder sig indenfor sit Felt. Naar Fjenden faas i Sigte, dykker Baaden ned og søger vinkelret ind paa Fjendes Kurs for at komme ind paa Torpedoskuds Afstand. Under denne Manøvre maa Baaden fremfor alt undgaa at blive opdaget, da Fjenden ellers let ved en Kursforandring kan undgaa Angrebet. Baaden maa derfor dels nærme sig Fjenden med Periscopet helt under Vand og kun lejlighedsvis gaa til Overfladen for at orientere sig, og dels kun gaa med forholdsvis ringe Fart, for at Periscopets Kølvand ikke skal røbe Baaden. I Frankrig hævdes, at der under Angreb ikke bør benyttes højere Fart end 5 Knob, men dette fordrer et forholdsvis stort Antal Baade for effektivt at bevogte et Farvand. Først naar Baaden er saa tæt inde, at Fjenden vanskelig kan undgaa den, kan den sætte Fuld Kraft paa. Undervandsbaadenes Fart deles altsaa i 2 Faktorer: den strategiske Fart, der er farten hen til Angrebspladsen og den taktiske Fart, der er Farten under Angrebet. For Baade, der skal benyttes ude i Farvandene, spiller den strategiske Fart stor Rolle da de hurtigt skal kunne begive sig hen til temmelig fjærnt liggende Steder for at være klar til Angreb, medens Baade, der skal benyttes tæt ved deres Basis, som Regel vil have Tid nok til at indtage deres Position; derfor spiller den strategiske Faret ikke saa stor Rolle hos disse Baade, medens den taktiske Fart er underkastet samme Regler for begge Parter. Her ved Kjøbenhavn vilde man med en elektrisk Baade lade Baaden løbe ud til sin Station med en meget moderat Fart (f.eks. 7 Knob), for ikke at bruge mere Elektricitet end højst nødvendigt, og naar Baaden var paa Station, gøre den klar til Dykning og holde den paa omtrent samme Plads, indtil Fjenden kom i Sigte, hvorefter man vilde gaa i Angreb med en Fart af 5 a 6 Knob. For at holde Baaden paa samme Sted, medens man afventede Fjenden kunde man muligvis have en Bøje liggende ude. Paa denne Maade vilde man antagelig holde Baaden ude hele Dagen, men inddrage den om Natten, for at give Besætningen Hvile og lade Batteriet op, medmindre Natten var saa lys eller maaneklar, at Angreb fra Undervandsbaade kunne foretages, i hvilket Tilfælde man selvfølgelig vilde lade dem forblive ude, saalænge som Batteriet tillod det. Denne Taktik for Undervandsbaade er udelukkende dikteret af Baadenes nuværende Egenskaber. Hvis de var hurtige som Torpedobaade og altid klar til Dykning, vilde man lade dem spille en mere aktiv Rolle, medens de nu maa optræde ret passivt, fordi de ikke maa opdages af Destroyere, naar de ikke er klar til Dykning, og fordi de skal nærme sig Fjenden uset, da han ellers ved sin overlegne Fart altid undgaa dem. Hvis man med ovenstaaende for øje vil undersøge, hvorledes de to foreslaaede Baade opfylde de Fordringer, der maa stilles til en Undervandsbaad ved Kjøbenhavns Forsvar, da vil man se, at den Italienske Baad med 7 Knobs Hastighed har en Aktionsradius i Overfladen af 75 Kvml., hvilket vil sige, at den kan holdes uafbrudt i gang i 10½ time. I neddykket Tilstand kan den med 5 Knobs Fart holdes i uafbrudt gang i 12 Timer. Da imidlertid Baaden en stor Del af Tiden maa antages at ligge stille eller omtrent stille paa sin Station, har den altsaa tilstrækkelig Elektricitet til at blive ude hele Dagen, og da Fjendens store Skibe maa antages at trække sig ud af Sundet om Natten, vil der altid være Tid til at lade Batteriet, inden Baaden atter skal i Funktion. Vil man have Baaden hurtig ud paa sin Station og samtidig spare paa Elektriciteten, kan man lade den slæbe af en Torpedobaad. For den italienske Baad maa Farten under Angrebet være 5 Knob, som kan sættes op til 6. 14

15 15 Da den tyske Baad har en nærlig dobbelt saa stor Aktionsradius, vil den under lignende Omstændigheder som ovenfor nævnt kunne holdes ude paa sin Station i et Par Døgn, men Reglen vil dog være, at den hver Nat søger Havn. Under Gang i Overfladen kan Baaden benytte en Fart af 8 Knob, men den økonomiske Fart er 7 Knob. Under Angrebet vil Farten være 5 a 6 Knob, der kan sættes op til 7-7½. Den tyske Baad er altsaa den Italienske Baad overlegen som Angrebsvaaben, men den italienske Baad maa dog siges at være meget velanvendelig ved Kjøbenhavns Forsvar, og det er jo ikke umuligt, at man ved fremtidige Fornyelser af Batteriet kan opnaa Forbedringer i Kapaciteten, saa at Aktionsradien dermed stiger og derved igen den Hastighed, man tør anvende uden at udtømme Batteriet for hurtigt. 15

16 16 Undervandsbåden Dykkeren under Bygning i Spezia. (H. Quaade/Forsvarets Biblioteks arkiv) Senere viceadmiral Hjalmar Rechnitzer fortæller i sine erindringer om sin tid som tilsynsførende ved bygningen af ubåden Dykkeren i La Spezia i Danmarks første undervandsbåd 1 For året 1909 havde jeg på ny fået udkommando med torpedobåd, denne gang med prins Axel som næstkommanderende. Imidlertid kom der i april meddelelse fra Italien om, at kaptajn Aarestrup, der førte tilsyn med bygningen af vor første undervandsbåd»dykkeren«i La Spezia, var blevet meget alvorlig syg af tyfus, og han anbefalede i et brev til direktøren for Marineministeriet, at jeg overtog tilsynsposten under hans sygdom. Aarestrup havde gennem de senere år med glødende interesse kastet sig over studiet af undervandsbåde og gennem saglige artikler i tidsskrifter og dagspressen udfoldet en beundringsværdig virksomhed. Han var i alle henseender et pragtfuldt menneske, med rige evner på mange felter, smukke karakteregenskaber og nobel tænkemåde, og han var i særlig grad egnet som foregangsmand for det nye våbens indførelse hos os. I årene inden sin afrejse til Italien var også han tjenstgørende i»flådens Stab«, hvor vi havde et fortræffeligt samarbejde med Lorck og Wenck (senere viceadmiral Wenck). Det kan ikke skjules, at der blandt de ældre søofficerer var en stærk skepsis over for begrebet undervandsbåde, men Aarestrup lod sig ikke kue heraf og fortsatte sin agitation med ufortrøden iver og energi. Det lykkedes ham efterhånden at få kommandør Kofoed-Hansen interesseret i sin plan om at søge midler tilvejebragt til erhvervelse af en 1 Bjerg 2003, s. 42ff. 16

17 17 undervandsbåd, og det resulterede i et lovforslag, hvorefter en del ældre skibe realiseredes, og det indkomne nettoprovenu anvendtes til opførelse af en kaserne på Holmen og til bygning af en undervandsbåd. [ ] Mit ophold i La Spezia som tilsynsførende med»dykkeren«varede fra 1. maj til medio august 1909 og var i mange henseender en oplevelse for mig. Nogen helt nem opgave var det ikke for mig, da jeg her stod over for noget helt nyt og ukendt, men jeg havde en udmærket støtte og assistance i marineingeniør Heller, der skulle være 1. maskinist i undervandsbåden og var en usædvanlig pligttro, omhyggelig og nidkær mand, der gik fuldt og helt op i sin gerning og var den første på arbejdsstedet om morgenen og den sidste, der forlod det ved fyraften. Værftet, hvor båden byggedes, hed Fiat St. Georgio og var lille og ubetydeligt og dårligt udrustet. Når det blev foretrukket frem for andre konkurrerende værfter i Europa, var det vel nok i første linje den lave pris, det havde tilbudt, men det skyldtes også den omstændighed, at den administrerende direktør var forhenværende italiensk søofficer, hvad Kofoed-Hansen tillagde megen betydning som en vis garanti for, at vi ville blive ærligt og loyalt behandlet. Den egentlige konstruktør af bådtypen var den tekniske direktør for værftet, en ingeniør Laurenti, der utvivlsomt var en dygtig og intelligent mand, men havde den store mangel aldrig at have sejlet med en neddykket undervandsbåd og heller ikke var til at formå til at deltage i undervandsprøverne, hverken med»dykkeren«eller med»hvalen«, der samtidig var under bygning til den svenske marine. Jeg boede sammen med de to svenske søofficerer, kaptajn Magnusson og løjtnant von Heidenstann på det gamle hotel»croce di Malta«i La Spezia og havde megen glæde og udbytte af samværet med dem. En dag, da vi kom ind i hotellets spisesal, sad der et par herrer ved et bord i nærheden af det, som vi spiste ved. Jeg tør bande på, sagde Magnusson på sin friskfyragtige måde, at det må være nordmænd, og da jeg spurgte om, hvad han støttede dette på, svarede han:»der var da ingen anden nation, der ville falde på at optr æ- de i diplomatfrakke her i denne sommervarme.«der var endnu på den tid megen bitterhed i svenskernes sind efter begivenhederne i Magnusson raillerede daglig over den langsomme og indviklede administration hjemme i Sverige og over den uforholdsmæssige tid, det varede, før han fik svar på indstillinger og forslag vedrørende»hvalen«. Han var i så henseende stærkt misundelig på os, der altid fik omgående og klart svar på alle henvendelser til Marineministeriet. Også den hjemlige revision havde han et godt øje til. Således fortalte han om en antegnelse, han havde fået på rejseudgifter til sin store bagage fra Stockholm til La Spezia, idet han i hjemlandet kun havde ret til udgifter til bagage i beskedent omfang:»jeg skulle naturligvis være rejst over Finland og Rusland til La Spezia, så havde de idioter ikke haft noget at udsætte.«såvel den svenske som den danske 1. maskinist havde under opholdet deres hustruer på besøg og var en dag på udflugt sammen til Firenze, den svenske dame i spraglet dragt med en mægtig hat, den danske i beskeden mørk kjole med ganske lille hat på hovedet. Da Magnusson senere spurgte sin maskinist, hvordan udflugten var gået, fortalte denne, at den havde ikke været særlig spændende, fordi danskerne holdt så stærkt på deres penge og derfor blev stående uden for, når svenskerne med korte mellemrum skulle ind på en restaurant og have forfriskninger.»jeg tror,«sagde den svenske maskinist,»at danske maskinister er af dem, der har penge på bank,«noget, der antagelig var ganske utænkeligt for en svensk maskinist. [ ]»Hvalen«og»Dykkeren«var omtrent lige langt fremme i bygning,»hvalen«dog længst, hvorfor prøverne først kunne påbegyndes med den. Jeg fik af den svenske kommissions formand, marinedirektør von Eckermann, tilladelse til at deltage i prøverne, hvad der kun kunne opfattes som en ganske særlig imødekommenhed og elskværdighed, da den svenske marine allerede dengang og for øvrigt også senere havde særdeles hårdhændede og rigoristiske bestemmelser vedrørende deres undervandsbåde og udlæ n- dinge. Så kraftige var disse forordninger, at endog den svenske militærattache i Rom havde fået afslag på sin henstilling om at få bemyndigelse til at bese undervandsbåden. For mit vedkommende blev det altså anderledes, og jeg imødeså naturligvis min første undervandsbådssejlads med ikke ringe spænding, men jeg tør nok antyde, at navnlig den første neddykkede prøvetur gav mig en noget uhyggelig følelse af sejlads med undervandsbåd, thi»hvalen«sprang ud af vandet og dykkede ned igen som en flyvefisk, 17

18 18 således at det kun var med det største besvær, at man kunne holde sig fast nede i båden. Pludselig var det ikke muligt at se i periskoperne mere. Det viste sig senere, at de var helt bøjede tilbage ved at løbe på en stålwire. Der blev så givet ordre til at blæse ud, og Heidenstann gik op i tårnet, hvorfra han et øjeblik senere prajede ned til kaptajn Bocelli, direktøren for værftet, der ledede prøverne:»bak fuld kraft, ellers er vi om et øjeblik på klipperne,» og det fik man et klart indtryk af, da man lidt efter kom på dækket. Så gik turen uddykket tilbage til værftet, hvor ingeniør Laurenti interesseret forespurgte om turens forløb.»aldeles glimrende,«svarede Bocelli, og da Laurenti pegede på de tilbagebøjede periskoper:»kun bagateller.«senere gik prøverne adskilligt bedre, efter at forskellige fejl og utætheder var udbedret. Dykkeren søsættes den 18. juli (Forsvarets Biblioteks arkiv) Senere viceadmiral Hjalmar Rechnitzer fortæller i sine erindringer om Dykkerens stabelafløbning den 16. juli 1909 i La Spezia.»Dykkeren«s afløbning 2 Den 16. juli fandt så denne, efter omstændighederne, betydningsfulde begivenhed sted, og den formede sig adskilligt mere festlig og højtidelig, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Direktør Bocelli havde nogen tid i forvejen forespurgt mig, hvorvidt jeg ønskede, at der skulle gøres noget ud af stabelafløbningen, hvortil jeg svarede, at jeg ingen som helst ambition havde i så henseende, og at jeg heller ikke troede, at Marineministeriet på dette område nærede aspirationer af nogen art. Men dette var så afgjort ikke sammenfaldende med værftsdirektionens opfattelse. Denne ønskede tværtimod, at der blev gjort det mest mulige ud af begivenheden, der naturligvis skulle benyttes til reklame for det dengang meget unge værft. Og således blev det naturligvis. Den 16. var en søndag, antagelig valgt, fordi blandt andet arbejderne skulle være nærværende, og man gerne ville undgå, at der gik en arbejdsdag spildt.»dykkeren«var blevet nymalet og med den lyse søgrønne farve, så den helt elegant ud. Pladsen omkring den var blevet ryddet, flag var hejst om bord og i land, og en anselig skare mennesker var mødt til klokken 9½, da afløbningen skulle foregå. Formanden for 2 Bjerg 2003, s. 50ff. 18

19 19 værftets bestyrelse, en kendt skibsreder ved navn Orlando, var kommet til stede, endvidere den kommanderende admiral i La Spezia og dennes præfekt samt mange, mange andre fremtrædende personligheder, og umiddelbart udenfor lå den svenske undervandsbåd»hvalen,«pyntet med flag fra stævn til stævn, og da vejret tilmed var strålende, var hele apparatet således i den skønneste orden. På slaget 9½ kunne præfektens frue knuse champagneflasken mod»dykkeren«s stævn og fik til tak herfor overrakt en stor guldmedalje med bådens navn og foruden en pragtfuld buket blomster. Så blev støtterne slået fra, den svære jernkæde opgået, og ned gled»dykkeren«i vandet, fornem og stolt under de mange hundrede tilskueres begejstrede hurraråb. Jeg var selv helt bevæget ved synet, måske også i nogen grad fordi jeg var ene dansk blandt de mange fremmede honoratiores. Og mine tanker gik til kaptajn Aarestrup, der var på rekonvalescent-ophold i Schweiz og sikkert har været trist til mode over ikke at kunne være til stede. Umiddelbart efter afløbningen samledes de indbudte gæster i værftets kontorlokaler, og en efter en kom gæsterne hen til mig for med champagne i glasset at ønske held og lykke for båden. Efter at denne var blevet frigjort fra slæbet, blev elektromotorerne sat i gang, akkumulatorerne havde allerede været installeret i nogen tid, og klokken 11 blev der med båden foretaget en lille times sejlads ude i La Spezia-golfen, hvad alle gæsterne selvfølgelig var stærkt imponerede af. Herefter var der større lunch på Hotel Croce di Malta, der forløb meget livligt og fornøjeligt. Ved desserten udbragte direktør Orlando skålen for»dykkeren«, adresseret til mig og herefter måtte jeg op og tale for grevinde Bardessana, der havde døbt båden. Så kom præfekten frem og talte om de mange bånd, der knyttede Italien og Danmark sammen, og det ville alt sammen have været såre fortrinligt, hvis han ikke til slut, i et øjebliks distraktion, var kommet til at sige Norge i stedet for Danmark, en fejltagelse der naturligvis vakte ubeskrivelig munterhed. Herefter måtte jeg på ny på højkant for at tale for værftet, Fiat San Georgio. Det var vist første gang, jeg var ude for at holde officiel tale og tilmed på et fremmed sprog, men det må vel være gået nogenlunde anstændigt at dømme efter de mange komplimenter, jeg indhøstede. Hermed var de officielle taler afsluttet. Allerede ved desserten blev der omdelt en almanak med billeder af afløbningen, hvad der for den tid måtte forekomme næsten mere end smart. Og næste dag bragte den italienske presse lange referater af afløbningen. Selvfølgelig, måske, var mit navn mere end radbrækket. Men det var naturligvis mindre væsentligt. Direktionen af Fiat San Georgio fik en fortræffelig reklame ud af begivenheden, således som det jo også var tilsigtet. [...] 19

20 20 Postkort fra La Specia Postkort adresseret til Helga Borrild, Eliasgade 4, II, København, Danimarca og poststemplet SPECIA Spezia d. 23. Aften. Kære Helga. Ja jeg fik jo Skrevet et Par Ord til Dig i aftes, men noget rigtigt Brev var det jo ikke. Men det skal nok blive bedre, når først vi kommer lidt til Ro. I dag har vi været paa Værftet ombord i Baaden og set paa Sagerne, og du kan tro Helga at det er fine Ting, og jeg vil bare lade dig vide, jeg er voldsom interesseret. Vi var paa Værftet til kl. 6 aften, derefter i vandet. Dejligt Salt Middelhavs vand. Jeg havde Badedragt paa! Saa vi kan jo sagtens begge leve godt. Vi bor godt, og har det godt. Jeg haaber det samme er tilfældet hos jer. Skriv snart og hilsen og [ulæseligt] 20

21 21 Mere fra senere viceadmiral Rechnitzers erindringer. Afslutning i La Spezia 3 Hen imod slutningen af juli påbegyndtes modtagelsesprøverne med»dykkeren«, efter at blandt andet værftsingeniør Adolph og overelektroingeniør Schledermann fra Orlogsværftet var ankommet til La Spezia for at overvåge og kontrollere de mere tekniske prøver. Ligeledes vendte kaptajn Aarestrup tilbage fra Schweiz fuldt ud restitueret og uden at have mistet noget af sit glade og fortrinlige humør. Prøverne forløb i enhver henseende tilfredsstillende og for så vidt uden mislyd af nogen art. Først nogen tid efter hjemkomsten til København blev det opdaget, at der i et nærmest utilgængeligt rum helt agter i overbygningen var blevet anbragt en sæk med savsmuld, da det ved fyldning af vand på tankene havde vist sig, at båden var stærkt tilbøjelig til at»droppe«agterenden, så snart dækket kom i vandet. Havde kommissionen dengang været vidende herom, er det vist mere end tvivlsomt, om vi havde overtaget båden. Men fejlen blev som sagt først observeret i København og kun ved, at savsmulden efterhånden sivede gennem sækkelærredet og bredte sig ud i hele overbygningen. For at imødegå den nævnte betydelige mangel ved båden, blev der anbragt cirka 3 tons vægt i forstævnen, hvilket naturligvis måtte svække bådens søgående egenskaber og tillige nedsætte farten. [...] Medio august var prøverne afsluttet og kommissionens medlemmer og jeg selv rejste over Brenner tilbage til København, medens Aarestrup foretog hjemrejsen med den af Switzers slæbebåde, der var afsendt til La Spézia. Dykkeren fotograferet ved ankomsten til Holmen i slutningen af september (Orlogsmuseets arkiv) 3 Bjerg 2003, s

22 22 Fra ukendt avis. 28. september Undervandsbaaden Dykkeren i Havn Besøg paa Orlogsværftet. Interview med Dykkerens Fører, Premierløjtnant Aarestrup. Igaar Morges ankom den danske Marines nyeste Forøgelse, Undervandsbaaden Dykkeren" til Købenavns Rhed. Kl. 9 Morgen stod Svitzers Damper Valkyrien" ind i Havnen med Undervandsbaaden paa Slæb, og en Timestid senere laa Baaden fortøjet i Torpedograven. Ved Middagstid tog vi over til Orlogsværftet, hvor der netop i Middagshvilen var almindelig Vandring ned til den herhjemme hidtil ukendte Skibstype. Dykkeren gør ikke noget imponerende Indtryk hverken med Hensyn til Størrelse eller Form; den ligner nærmest en Kæmpecigar, i alle Tilfælde det Stykke af Skroget, der er oven Vande. Det eneste Opstaaende er Kommandotaarnet midtskibs, hvor Føreren har Plads, naar man sejler oven Vande. Dykker Baaden ned, er kun Periskopet, Reflexspejlet, over Havets Overflade, saa at den Kommanderende derigennem kan se, hvor man befinder sig. Det blaagraa Skrog saa igaar noget medtaget ud efter den lange Fart, men det bliver nu pudset op, inden Prøvefarten begynder. Indvendig er der ogsaa en del at lave, og to Italienere fra Værftet i Spezia er af den Grund fulgt med herop for at lægge sidste Haand paa Værket. Det tillades Ingen udover Orlogsværftets egne Officerer at gaa ombord, da Baaden endnu ikke er afleveret officielt til Marinen. Først naar Overtagelsen er sket og Besigtigelseskommissionen har afgivet sin Beretning, vil der rimeligvis blive givet Tilladelse til at bese Skibets Indretning. Italienerne gik strax efter Adkomsten i Arbejde, og hen paa Eftermiddagen aflagde Værftschefen, Underdirektøren og en del andre Autoriteter en kort Visit ombord; vist om af Premierløjtnant Aarestrup, der har ført Baaden hertil, og som ogsaa i Fremtiden skal overtage Kommandoen. Senere havde vi en Samtale med Premierløjtnanten, der fortalte: Vi har været 19 Dage undervejs og selv i stiv Kuling, som vi ikke har haft saa lidt af under Turen, har Dykkeren" klaret sig udmærket" De Prøver, der har været afholdt, er forløbet udmærket. Vi har gjort en 10 Timers Tur paa Overfladen, og i 3 Timer har vi været under Vandet. Baaden er 35 Meter lang og 3½ Meter bred, og den kan dykke ned i en Dybde af 40 Meter. Hvad Kraften angaar, saa er Farten 12 Knob i Overfladen og 7½ Knob, naar den er nede. Der findes 2 Torpedoudskydningsapparater, der begge er anbragt forude. Besætningen skal være 9 Mand, frivilligt Mandskab, dog ikke af de Værnepligtige, da vi maa have en fast, indøvet Stab, der saa senere kan fordeles til de eventuelle andre Undervandsbaade. Er det ikke en underlig Fornemmelse at sejle under Vandet?" Aah, nej. Maskinerne giver Jo det samme Lufttryk, som naar vi er oppe i Havfladen, men naturligvis skal man vænne sig til det saadan lidt efter lidt; tilsidst mærker man omtrent ikke Forskellen mellem den kunstige og den almindelige Luft" Hvornaar begyndes Prøverne med dansk Mandskab?" Jeg tænker i næste Uge, saa skal Alt være klart til, at vi kan tage fat" Henry. 22

23 23 Senere viceadmiral Hjalmar Rechnitzer fortæller i sine erindringer om Dykkerens hjemkomst og dens betydning for ubådsvåbnets videre udvikling.»dykkeren«s hjemkomst Nye undervandsbåde 4 I september kom»dykkeren«til København og var straks fra begyndelsen genstand for udelt interesse i store kredse af befolkningen. Den blev omhyggeligt efterset og blandt andet måtte hele den elektriske installation grundigt forbedres, men inden for en rimelig tid kom den dog under kommando med Aarestrup som chef og mig som næstkommanderende. Da den kun havde akkumulatorer til fremdrivning, kunne den kun oplades omkring København, hvor vi fik station på Holmen med en gammel transportbåd som moderskib, en primitiv ordning, som vi ikke desto mindre var glade og taknemmelige for. Da båden direkte blev underlagt Marineministeriet, var den således unddraget chefen for Orlogsværftets kommandoområde, hvad der vakte hans og dermed værftsmyndighedernes ubetingede mishag, der varede gennem mange år og affødte mange komplikationer og interesse-konflikter. At båden ikke blev underlagt værftschefen, havde ikke noget med sagens realitet at gøre, men det var for ham et prestige-spørgsmål af første rang. Efter at»dykkeren«var udrustet og forskellige installationsprøver afholdt, fandt der mange og hyppige fremvisninger sted for Marinens myndigheder, ligesom der blev lejlighed til angrebsøvelser mod vintereskadren, der havde kommandør Kofoed-Hansen til eskadrechef. Undertiden gik det godt, undertiden dårligt på disse ture og også under selve øvelserne, da båden desværre havde adskillige mangler, der kunne bevirke, at det ikke var muligt at holde den i jævn dybde under vandet, men at den var meget tilbøjelig til at galopere. På en tur med direktøren for Marineministeriet, kommandør Garde og kommandør Jøhnke, der var blevet chef for Flådens Stab, forløb alt strålende, og kommandør Garde, der ikke var bange for at træffe en beslutning, fik da ministerens tilslutning til at sætte nye undervandsbåde under bygning af»electric Boat Co.«- typen, hvoraf de to byggedes hos firmaets datterselskab i Fiume, medens 4 andre i de nærmest påfølgende år efterhånden sattes i bygning på Orlogsværftet efter det udenlandske firmas tegninger. Denne undervandsbådstype kom til at danne forbillede for alle senere danske undervandsbåde, idet principperne i konstruktionen bibeholdtes, selv om deplacement, armering og adskillige indretninger om bord efterhånden tilpassedes efter de specielle danske kår og forhold. Denne forholdsvis betydelige udvikling på undervandsbådenes område blev i visse kredse inden for Marinen modtaget med skepsis, og kommandør Kofoed-Hansen udbrød engang, da jeg mødte ham:»ja, det må være modige mennesker i Marineministeriet, der tør påtage sig ansvaret for at bruge så store midler af vort lille budget til nye undervandsbåde, til hvis værdi de savner al kendskab.«- Kaptajn Aarestrup rejste i foråret 1910 til Fiume for at tilse bygningen af»havmanden«og»thetis«, og jeg rykkede herved op til chefsposten i»dykkeren«med daværende premierløjtnant (senere kommandørkaptajn og direktør i Store Nordiske Telegrafselskab) H. Bonde som næstkommanderende, en fremragende dygtig og energisk ung søofficer, med hvem samarbejdet var en fornøjelse. Efterhånden som tiden gik, blev der indført forskellige forbedringer ved båden. Dens torpedoarmering blev fra 2 forøget til 4, og den blev forsynet med et mindre radiotelegrafianlæg omtrent svarende til, hvad der forefandtes i en moderne fiskekutter. En demonstration for en stor tilskuermængde fandt på et københavnsk dagblads foranledning sted i yderhavnen, hvor»dykkeren«i neddykket tilstand sejlede udefra og ind gennem havnen til Toldboden. Endvidere kan nævnes en 12 timers prøve, der med neddykket båd blev foretaget under sejlads i Sundet, nærmest for at godtgøre, at det var muligt i så lang tid at klare sig med bådens iltbeholdning, hvad man fra mange sider betvivlede. Det skal ikke nægtes, at det hen imod slutningen kneb en del at gennemføre prøven, idet en mand af besætningen faldt om, formentlig fordi han havde haft arbejde nede ved dørken, hvor luftens kulesyreindhold var størst. Da han rejstes op, kom han dog atter til kræfter igen. Det hjalp vist heller ikke på foretagendet, at der blev lavet bøf og spejlæg om bord på de elektriske kogeapparater, og vi var alle godt stakåndede, da lugerne blev åbnet efter de 12 timers forløb. Endnu 1 time efter hjemkomsten til Holmen, da jeg talte i telefon med min hustru i Vedbæk, var jeg meget kortåndet. Men kulsyreprocenten kom også op på godt 5%. Vi læste senere i et tysk fagblad, at et langt mindre procentindhold virkede absolut dødelig. Det var godt, vi ikke var klar over dette på forhånd, da prøven så næppe var blevet ført igennem. Den vakte megen opmærksomhed og øgede troen på undervandsbådenes muligheder for krigsmæssig optræden. De udenrigspolitiske 4 Bjerg 2003, s. 52ff. 23

24 24 forhold var allerede i 1910 ret foruroligende, hvad der bevirkede, at der med mellemrum blev afholdt alarmeringsøvelser, og enten Bonde eller jeg måtte altid være til tjeneste enten i undervandsbåden eller i transportbåden og måtte i øvrigt altid være at få fat på i telefon. I længden virkede dette naturligvis meget opslidende. Om sommeren deltog»dykkeren«i en revue for kong Frederik VIII i Sundet syd for Hveen, og efter et angreb på»olfert Fischer«, hvor kongen var om bord, blev»dykkeren«beordret på siden af skibet, hvorefter kongen inspicerede undervandsbåden, rettede en tak til besætningen og sluttelig overrakte mig ridderkorset af Dannebrog som anerkendelse af min virksomhed. Indstillingen hertil var sket af Marineministeriet på foranledning af kommandør Garde. I efteråret 1910 fik jeg ordre fra Marineministeriet til den 4. oktober at ligge med»dykkeren«i Køge havn og samme dag holde foredrag i anledning af 200-årsdagen for slaget i Køge Bugt. Vi gik fra Holmen eftermiddagen forinden ned gennem Kalvebod Strand og sov, så godt det lod sig gøre, om natten i undervandsbåden, der så afgjort ikke var beregnet på den art underbringelse. Men det gik nu alligevel uden større besvær, og næste formiddag stod»dykkeren«ind i Køge havn, hvor en mængde mennesker var til stede for at se fænomenet. Foredraget blev holdt ved Huitfeldt-monumentet ved havnepladsen, og bagefter var der stor procession gennem byen med viceadmiral Wandel og adskillige andre søofficerer i fuld gala. Om aftenen var der stor festmiddag på hotellet med masser af taler. Foredraget må antagelig have været ret vellykket, for nogle dage senere modtog jeg fra ministeriet med Klaus Berntsens underskrift følgende skrivelse:»da chefen for Søofficerskorpset har udtalt sig i høj grad rosende om det foredrag, som De holdt ved festlighederne i Køge den 4. ds. i anledning af 200-årsdagen for Ivar Huitfeldts bedrift i Køge Bugt, skal ministeriet herved over for hr. premierløjtnanten udtale sin anerkendelse af den måde, på hvilken De opfyldte dette Dem af ministeriet overdragne hverv.«[...] Ubåden Havmanden fotograferet efter dens søsætning ved Whitehead-Fiume Værftet, Østrig den 23. december (5. Eskadres arkiv / Tøjhusmuseet) 24

25 25 Tilbage til undervandsbådstjenesten 5 Da de 2 i Fiume byggede undervandsbåde»havmanden«og»thetis«var klar til aflevering, kom der meddelelse fra kaptajn Aarestrup om, at han søgte sin afsked for at overgå til privat virksomhed. Dette kom som noget af et tordenskrald for ministeriet, der herefter traf beslutning om, at jeg skulle overtage posten som chef for den undervandsbådsdivision, der var under oprettelse, bestående af»dykkeren«samt de 2 nævnte undervandsbåde. I forbindelse hermed skulle jeg vedblive med at gøre tjeneste i ministeriet, hvad der for den vordende organisation af hele undervandsbådstjenesten blev af meget indgribende betydning ligesom for hele udviklingen på dette område. Da antallet af undervandsbåde under kommando allerede året efter beløb sig til 6 og efterhånden voksede til 12, måtte der naturligvis komme til at foreligge en række af problemer til løsning, således blandt andet tilvejebringelse af fast menigt mandskab, personellets antagelse og uddannelse, sikrings- og bjergningsforanstaltninger, opladning af akkumulatorer, moderskib for undervandsbådene, værkstedsmuligheder, jurisdiktions-forhold etc. etc. Det var her en uvurderlig fordel, at jeg umiddelbart kunne konferere med direktøren for Marineministeriet, kommandør Jøhnke, om alle disse forskellige anliggender, som i mange tilfælde kunne gennemføres allerede i henhold til en mundtlig bemyndigelse. Udvælgelsen af søofficerer til tjeneste ved undervandsbådene var et både delikat og vanskeligt spørgsmål. De fleste yngre søofficerer havde megen lyst til at gøre tjeneste ved det nye våben, men da der måtte stilles særlige krav til dem, der kunne komme i betragtning, var der adskillige, der blev vraget, hvad der hos de pågældende vakte bitterhed, noget man ikke kunne forbavses over. Besætningerne måtte have fuld tillid til deres chef, og der kunne fremkomme yderst uheldige konstellationer, hvis en besætning nægtede at sejle i neddykket tilstand under angrebsøvelser med sin chef. Også af denne grund var en nøje udvælgelse påkrævet. I de år, indtil 1918, jeg varetog ledelsen, havde jeg heldigvis den glæde kun at samarbejde med dygtige, loyale og stærkt interesserede kammerater, der med liv og lyst gik op i gerningen. I løbet af få år lykkedes det at få moderskibsspørgsmålet løst på formålstjenlig måde, idet den udrangerede krydser»hekla«blev stillet til rådighed og indrettet således med messer og lukafer, at den var fuldt ud i stand til at underbringe det efterhånden betydelige antal af fast og værnepligtigt personel, der hørte til undervandsbådsvæsenet, der under verdenskrigen nåede op til 12 undervandsbåde under kommando. - Om bord i»hekla«var der tillige plads til personellet fra flyvevæsenet, der også gennem adskillige år blev underlagt undervandsbåds-stationen. Jeg så det som en vigtig opgave at få personellet knyttet så fast som muligt til institutionen og få tilvejebragt et virkeligt hjem for det, hvor det kunne være glad for at være også uden for arbejdstiden. Dette lykkedes til fuldkommenhed, og der udfoldedes i»hekla«et hyggeligt og kammeratligt samvær. Det var meget almindeligt, at befalingsmændene forblev om bord i deres fritid, såvel på hverdage som på søndage. Tidligt om morgenen havde en del af os som regel en løbetur på cirka 3 kilometer, og 2 tennisbaner var til rådighed for os. Alt dette gav en samfølelse og et sammenhold, som på sin vis bidrog til at underbygge og fremme organisationen. En særlig værkstedsbygning blev opført tæt ved stationen. Den kaldtes populært enten»kapellet«efter udseendet eller»reck-værket«med allusion til mig. Her kunne mindre reparationer og eftersyn foretages af personellet selv, hvad der var af betydning såvel for beskæftigelsen og uddannelsen som for en økonomisk drift. Med dieselmotorerne i undervandsbådene var der til at begynde med ikke få børnesygdomme at overvinde blandt andet med hensyn til starten med trykluft. Også koblingen til elektromotoren voldte mange besværligheder, før det lykkedes at få tilvejebragt en kobling, der kunne stå for de kraftige påvirkninger, den var udsat for. 5 Bjerg 2003, s. 64ff. 25

26 26 Ubåden Havfruen i Københavns havn.(forsvarets Biblioteks arkiv) Det var derfor også med noget bange anelser, at jeg med undervandsbåden»havfruen«foretog en sejlads gennem Smålands-farvandet, rundt Fyn og nord om Sjælland tilbage til København tidligt på sommeren Prins Axel var næstkommanderende om bord. Han var til tjeneste gennem adskillige år, op til 1918, ved undervandsbådene, hvor han i enhver henseende gjorde fortrinlig fyldest, udmærket sømand, fuld af initiativ og handlekraft. I de forskellige havne, vi anløb på den nævnte prøvetur, var der overordentlig stor interesse for undervandsbåden, og dagen igennem et stort antal af tilskuere, der med udelt opmærksomhed fulgte alt, hvad der foregik om bord. Det var selvfølgelig meget glædeligt, og løfterigt, men det kunne til tider virke noget generende, således når man skulle i land for at træde af på naturens vegne og søge at finde et passende afsondret sted. En del af den tilstedeværende ungdom fulgte trofast i hælene på én, til den blev klar over, hvad formålet med landgangen var. Blandt de forskellige steder, vi anløb, var også Vejle, hvor der ude på fjorden var gunstige forhold for såvel uddykket som neddykket sejlads, forsøg med radioforbindelse per drage eller ballon med Københavns Radio etc. [...] Vi havde dem på denne første tur med til Horsens i ret dårligt og regnfuldt vejr, og var derfor alle i regntøj og gummistøvler, i hvilken påklædning vi også overværede»peer Gynt«om aftenen på Horsens Teater. På hjemvejen til København, da vi var nord for Bogense, hvor der også blev aflagt besøg, og skulle starte dieselmotoren, var det nær gået galt, og først med den sidste beholdning af startluft, der var til rådighed, lykkedes det at få den i gang. Da akkumulatorbatteriet var så godt som løbet ud, var ellers ressourcerne opbrugt, og vi havde måttet lide den tort at blive slæbt til København, når forbindelse hertil kunne være etableret. Og det havde på det daværende tidspunkt ikke været nogen succes - sikker på lidet smigrende omtale i den samlede danske presse havde man i hvert fald været. Men det slap vi altså heldigt fra. Der er næppe tvivl om, at de ret mange skeptikere, der fandtes i Marinen over for undervandsbådene, ville have taget en sådan hjemslæbning som bevis på, at der endnu var langt tilbage, før børnesygdommene var overstået, og at det derfor var såre betænkeligt at engagere sig for stærkt med nyanskaffelser. Der hævede sig også røster for, at undervandsbådene sikkert ville have store vanskeligheder ved selvstændigt at klare sig i længere tid uden for deres basis. Denne kritik blev heldigt imødegået ved gennemførelse af togter i danske farvande på op til 14 dages varighed, også i vinterperioderne, hvor der naturligvis var hundekoldt i undervandsbådene, hvor man kun nødigt tyede til de elektriske varmeovne, der slugte uforholdsmæssigt meget af akkumulatorbatteriernes elektricitet. Et par petroleumsovne i hver båd var selvfølgelig til nogen gavn, men de gav megen os og kunne dårligt brænde, når lugerne var lukket og lufttilførslen udefra derfor stærkt begrænset. Alt for meget tøj kunne man heller ikke have på, når man uden alt for meget besvær skulle kunne kravle op og ned gennem tårnlugens åbning. Så det gjaldt om at være praktisk og hensigtsmæssigt påklædt. 26

27 27 På disse periodiske togter blev der udelukkende levet af bådenes beholdning af konserves, hvorfor turene i almindelighed benævntes»konservesturene«. Selv om der fra intendanturens side var gjort det bedst mulige for at tilvejebringe afveksling i bespisningen, smagte dog al konserves nogenlunde ens, når man havde levet på den i nogle dage. Man fik også forbavsende hurtigt måltiderne overstået, ofte varede de ikke mere end 2 å 3 minutter. Når togterne var gennemført, blev der taget mægtig revanche ved hjemkomsten. Om prins Axel, der altid havde en glubende appetit, blev det fortalt, at han samme dag, vi vendte tilbage efter den første tur, var til taffel hos kongeparret, hvor han stik mod reglerne fik særlig tilladelse til at spise 2 gange af hver af retterne. Selv om disse ture ikke var spændende, så viste de dog, at der intet som helst var til hinder for, at undervandsbådene i længere tid helt og holdent kunne klare sig selv. Jeg mindes fra en fællesøvelse, der skulle afholdes med den udrustede vinterstyrke i 1913, at vi en måneds tid før jul kom til Nyborg med den undervandsbåd, der skulle deltage i øvelsen. Da jeg meldte mig til vinterstyrkens chef, kommandør (senere kontreadmiral) J. Nyholm, der så vist ikke var nogen ven eller beundrer af undervandsbådene, blev jeg straks forespurgt, om jeg ikke mente, at det ville være naturligt, om besætningen blev forplejet og underbragt om bord i kystforsvarsskibet, navnlig under hensyn til det ualmindelig sludfulde vejr, det var faldet i med. Jeg afslog imidlertid med tak tilbuddet og sagde, at vi havde det ganske udmærket om bord, og at det ville volde meget besvær at skulle flytte frem og tilbage. På den dag, øvelsen foregik, var det halv snestorm. Formålet var, at undervandsbåden skulle søge at rette angreb på kystforsvarsskibet, der lå til ankers ved Omø, gennem et af sundene eller løbene, der nord- og vestfra førte til ankerpladsen, og hvor der som forpost og patruljefartøjer var stationeret torpedobåde, der skulle observere og indberette undervandsbådens passage. Jeg valgte at gå gennem Agersøsund, og efter nordfra at have set forposttorpedobåden ud for Agersø by, fyldte vi vand i bundtankene, så at kun tårnet var over vandet, dels for at være så lidet synlig som muligt, dels af forsigtighedshensyn, hvis undervandsbåden i det ret usigtbare vejr skulle komme for langt ind på landgrunden. Vi kom uset forbi torpedobåden, loddede os til landgrunde omkring Omø og nåede uden at blive observeret ind på klos hold af skibet og affyrede den obligate lyskugle, der skulle markere angrebet på en 100 meters afstand. Denne lille begivenhed var i høj grad i undervandsbådenes favør, ikke mindst fordi torpedobåden i Agersøsund ikke havde kunnet holde sin position i det stormfulde vejr, medens vi støt og roligt gennemførte øvelsen. 27

28 28 ILLUSTRERET TIDENDE, Nr. 1. / 1909 UNDERVANDSBAADEN DYKKEREN" UNDERVANDSSEJLADS hører til de Problemer, der uvilkaarlig sætter Tankerne og Fantasien i Bevægelse, fordi det synes saa naturstridigt, at et stort Fartøj med Besætning ombord kan forsvinde fuldstændigt under Havets Overflade, for efter en Tids Forløb at dykke op igen paa et ganske andet Sted, end hvor det gik ned. Uvilkaarlig myldrer en Mængde Spørgsmaal frem: Hvordan kan man se? Hvordan faar man Luft? Hvor ved man, hvor dybt man er?" etc. Og saa hænder det af og til, at Telegrafen bringer Melding om Ulykker, der er sket ved Undervandsbaade. Snart er det en Paasejling, der har fundet Sted, snart en Eksplosion, og enkelte Gange er en Baad gaaet tilbunds med hele Besætningen, uden at man ret har lært Aarsagen at kende. Disse Beretninger har mobiliseret en Hær af Opfindere, der har udtænkt utallige Redningsapparater, for hvilke der aldeles ikke er Brug. At gøre Baadene saa solide og simple som vel muligt og have paalidelige og vel skolede Besætninger, det er en langt bedre Sikkerhed end Alverdens komplicerede Mekanismer. Heller ikke Luftforsyningen skaffer Konstruktørerne mange Bekymringer, idet man ganske simpelt lever af den Luft, der er i Baaden, naar man lukker Lugerne til. Af denne Luft kan man i en Baad af Dykkerens Størrelse leve i indtil 12 Timer, og saa længe er man under normale Forhold aldrig nede ad Gangen. Skulde man ved et Ulykkestilfælde blive tvunget til at blive længere nede, har man et stort Forraad af komprimeret Luft ombord, der ellers bruges til Udblæsning af Vandballasttanke, Udskydninger af Torpedoer etc., men som ogsaa kan slippes ud i Baaden. Naar man da samtidig pumper den forbrugte Luft ud, faar man Luften i Baadens Indre fornyet. Men lad os en Gang gaa ombord i Dykkeren, som den ligger ude paa Orlogsværftet i den smalle Kanal, der kaldes Søminegraven. Allerede udefra ser Baaden mærkelig ud og ligner ikke andre Baade. Der findes ingen Skorstene, ingen Master og ingen Skylighter. Alt er solidt tillukket, og det buede Dæk er som skabt til, at Vandet kan glide over det. Paa Midten af Dækket staar Kommandotaarnet, fra hvilket 2 lukkede Rør rager tilvejrs. Disse Rør, der kaldes Periscoperne, bærer foroven Baadens Øjne, der altsaa her bogstavelig talt er sat paa Stilke, for at man kan se, hvad der foregaar i Overfladen, selv om hele Baaden er under Vandet. Mekanismen er ganske simpel, idet der foroven i Periscopet findes et Objectiv bestaaende af et Prisme og nogle Linser, der kaster et Billede ned til et Okular i den anden Ende af Røret. Naar man sætter Øjet til dette Okular, ser man, som i en Kikkert, et tydeligt og klart Billede i et rundt Felt. Ved efterhaanden at dreje sig rundt med Periscopet kan man se i alle Retninger. Periscoperne kan kun bruges, saalænge deres øverste Ende er over Vandet. Gaar man dybere ned, ser man kun nogle faa Favne frem i Vandet, saa at Baaden altsaa praktisk taget er blind. Man maa da styre efter Kompasset, og efter Tiden og Farten beregne den Distance, man har udløbet. Ovenpaa Kommandotaarnet findes en lille Bro, hvor der er Plads til Føreren og til Rorgængeren samt til de nødvendige Navigeringsmidler, Rat, Kompas og Maskintelegraf. Inde i Taarnet findes ligeledes Rat og Kompas og gennem Taarnet fører en Nedgang ned til Baadens Indre. Foruden denne Nedgang fører 2 andre Nedgange fra Dækket ned i Baaden. 28

29 29 Dykkeren på Bedding i Spezzia. Vi gaar ned gennem den agterste og bliver straks slaaet af, hvor indskrænket Pladsen er. Oppe fra saa det ikke saa galt ud. Baaden er ganske vist ikke stor, men den er dog lige saa lang, som Rundetaarn er højt og næsten 5 Alen bred, saa man skulde dog tro, at der fandtes ganske god Plads; men saa kommer man ned i et Rum, hvor man kun akkurat kan staa oprejst, naar man ikke er for høj, og hvor 2 Mennesker lige kan presse sig forbi hinanden. Sagen er, at det Ydre skuffer. Alt, hvad man ser af Baaden over Vandet, hører nemlig ikke med til Opholdsrummene, men er kun en Overbygning, der fyldes med Vand, naar Baaden gaar ned, og lænses, naar Baaden gaar op. Selve Opholdsrummene, af hvilke der findes 6, ligger alle næsten helt under Vandet, indesluttede i et stærkt Skrog, der kan taale Trykket paa 40 Meters Dybde. Inde i dette Trykskrog er der saa endvidere ude i Siderne anbragt Vandtanke, der ligeledes fyldes, naar Baaden skal gaa ned, saa man forstaar, at der efterhaanden ikke bliver megen Plads tilovers. Men tilbage til det Rum, hvori vi kom ned. Det er det tredje agterste Rum og benævnes Luftakkumulatorrummet, fordi der paa begge Sider af Midtergangen ligger 20 svære Staalbeholdere, der indeholder Luft, som er sammentrykket til 150 Atmosfærer. Under Gulvet staar elektriske Akkumulatorer. En lille Dør fører ind til Baadens 2 agterste Rum, der begge er helt optaget af elektriske Akkumulatorer. Disse 2 Rum er saa lave, at man maa krybe derind paa Hænder og Knæer, men det er ogsaa kun, naar man tilser Akkumulatorerne, at man har noget at gøre derinde. De elektriske Akkumulatorer spiller en stor Rolle i Baaden, idet de findes i alle Rum undtagen i Motorrummet. Der er ialt 208 Akkumulatorer, af hvilke hver er et Par Fod høj, 1 Fod bred og vejer ca. 220 Pund, saa det er ikke saa ganske lidt, der er ofret paa Akkumulatorbatteriet, men dette skal ogsaa give Strøm til Drift saavel i Overfladen som under Vandet. Gaar man fra Luftakkumulatorrummet fremefter, kommer man ind i Motorrummet, der ligeledes har meget smaa Dimensioner, men hvor en rent forbløffende Mængde Ting er klemt sammen paa et Minimum af Plads. Der findes de 2 Hovedmotorer, der driver Baadens 2 Skruer, Igangsætterne, Modstandene, en Højtryksluftpumpe, en Centrifugalpumpe, Strømfordelingstavler, Maale-apparater, Sikringer etc. Ikke en Plet paa Væggene er ledig, men det har ogsaa næsten været et rent Puslespil at faa hver Ting knebet ind paa sin Plads. Gaar vi videre forefter kommer vi ind i Kommandorummet, der er Centret i hele Virksomheden, naar Baaden er neddykket. Her findes de 2 Periscoper, Rattet til de vertikale Ror, der styrer Baaden i Sideretningen og Rattene til de horisontale Ror, der styrer Baaden i Dybden, Ventiler, Haner og en Pumpe til Fyldning og Lænsning af Vandtankene, Luftledninger, Manometre, Vandstandsmaalere etc. Fra dette Rum dirigeres Dykningen. Naar Baaden skal gøres klar til at dykke ned, fyldes Vand i Tankene til Baaden kun har en rent forsvindende Opdrift tilbage, saa sættes Motorerne i Gang og man styrer Baaden ned til den ønskede Dybde ved Hjælp af de horisontale Ror, af hvilke der findes et Par agter og et Par forude paa Siderne af Overbyg- 29

30 30 ningen. De agterste Ror sættes fast under en vis Vinkel og med de forreste styres Baaden i Dybden. Til Hjælp ved Dybdestyringen findes 2 store Manometre, der angiver Dybden i Meter under Overfladen, samt en Hældningsmaaler og 2 Rorvisere. Disse Instrumenter maa stadig iagttages under Dybdestyringen og der fordres ikke saa lidt Øvelse for at holde Baaden paa den rette Dybde, især naar man forandrer Fart eller Kurs, men en øvet Rorgænger kan dog bringe det saavidt at Dybdevariationerne kan holdes indenfor 40 à 50 centimeter, og Hældningen indenfor nogle faa Grader, medens Baaden ved en uøvet Rorgænger undertiden kan faa en Hældning paa indtil 20 Grader, saa gælder det om hurtigt at stoppe, for ellers er man i Løbet af faa Sekunder nede ved Bunden. Fra Kommandorummet kan man gaa op i Taarnet, men man kan ogsaa gaa ind i Baadens forreste Rum, som benævnes Torpedorummet. I dette Rum er der betydelig bedre Plads, endog saa meget, at der findes 2 Bænke, men disse er dog til at klappe op, naar man skal arbejde med Torpedoerne. Forude i Rummet findes Udskydningsrørene, hvorfra 2 af Marinens største Torpedoer kan udskydes. Ved et heldigt Skud er en af disse nok til at bringe et stort Panserskib til at synke. I Rummet findes iøvrigt en Del elektriske Akkumulatorer og fra Forkant fører en Luge op til Dækket. Vi har nu vandret gennem hele Baaden, og naar vi vender os om ser vi gennem de smalle Døre alle de hvidlakerede Rum, hvor Rørenes og Ventilernes blanke Metal skinner i det elektriske Lys. Det hele giver et lyst og venligt Indtryk og intetsteds mærker man Spor af Uhygge. Pladsen er nok lidt trang, men man vænner sig til den, og hver Mand af Besætningen har sin bestemte Plads, hvor han ved, hvad han har at gøre. Paa Fare tænker sikkert ikke en eneste af dem. De ved, at naar Baaden er nede kan Føreren blot ved at dreje en Omgang paa en Ventil sende en Strøm af Trykluft ind i alle Tankene, saa at alt Vandet blæses ud og Baaden farer til Overfladen; og ved at dreje 1/4 Slag paa en Nøgle kan 3 Tons Bly kastes løs fra Kølen. Derfor lukker de Lugerne med Tryghed paa Ordren Klar til Dykning" og passer hver sin Dont uden at gøre sig unødvendige Bekymringer, men siger som Englænderen først og sidst: Trust your boat, it is safe enough". O. Aarestrup 30

31 31 Portrætfotografi af en ukendt orlogsgast fra Dykkeren. Efternavn Christensen, fornavn ukendt. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 31

32 32 Fra DYKKERENs kopibog Af René Rosenstand, september Dykkeren i Søminegraven før Første Verdenskrig. (Forsvarets Biblioteks arkiv) Chefen for Undervandsbaaden Dykkeren Orlogsværftet, den 9 Okt No. 3. Til Marineministeriet. Chefen for Orlogsværftet Herved tillader jeg mig at indberette, at Undervandsbaaden Dykkeren Dags Dato under Indbakning i Søminegraven tørnede mod Træbroen paa Østsiden af Sixtus, hvorved Bøjlen om det Bagbords horisontale Ror blev slaaet af og 2 af Skruebladene paa Bagbords Skrue noget bøjede. Paa Broen beskadiges nogle Pæle. Det vil være nødvendigt at tage Baaden i Dok for at rette Skruebladene. O. Aarestrup 32

33 33 Chefen for Undervandsbaaden Dykkeren aar: 25/10 09 Til Marineministeriet 4. Ved Prøverne i Spezia med Undervandsbaaden Dykkeren viste det sig, at Baaden var noget for tung saaledes at Ballasttankene var for store, når Baaden skulde benyttes i det mindre saltholdige Vand herhjemme i Sundet. For at afhjælpe denne Fejl blev der i Tilbygningerne for enderne af Trykskroget anbragt en del Korksmuld, som ved Hjælp af Asfalt var sammenpresset til en fast Masse. Denne Foranstaltning syntes forsaavidt god, som den ophævede den ovenfor omtalte Fejl, men efter at Baaden havde været nogen Tid i Tjeneste Herhjemme viste det sig, at Asfalten opløstes under Vandets Paavirkning, saa at Korkmassen smuldrede bort og satte sig fast i Luftafgangshullerne i Overbygningen, hvorved Klargøringen til Dykning vanskeliggjordes. Det blev derfor nødvendigt af fjærne Korken. Ved et derefter foretagen Forsøg viste det sig, at Baaden var for tung med alle Hovedtankenes Afdelinger fyldte, men at den havde en passende Opdrift, naar Afdeling 3 (skraveret med rødt paa Tegningen) var tom. Efter at dette yderligere er konstateret gennem de Dykninger der er foretaget de 3 sidste Gange, Baaden har været ude, har jeg forelagt denne Sag for Direktøren for Skibsbygning og Maskinvæsen og skal efter Samraad med Direktøren foreslaa, at der foretages den Forandring ved Undervandsbaaden, at Afdeling 3 i Hovedtanken skilles ud fra den øvrige Del af Tanken ved at erstatte det nuværende plane Skod med et buet Skod, der kan taale Trykket paa ca: 40 m Dybde. En saadan Foranstaltning vil kunne udføres paa ca: 14 dage, af hvilke Baaden dog kun er bunden til at ligge stille ca: 7 Dage, idet de nødvendige Plader og Vinkler først skal tildannes, inden Anbringelsen kan paabegyndes. Sign. O. Aarestrup 33

34 34 Dykkerens bemandinsreglement anno (Rigsarkivet) 34

35 35 Dykkeren i Københavns havn. (N. K. H. F. Bonde/Forsvarets Biblioteks arkiv). Orlogsværftet, 1. Nvbr. 09 Til Marineministeriet No. 9. Herved tillader jeg mig at indsende Rapport over Undervandsbaaden Dykkerens Virksomhed i Oktober maaned. 1. Sejlads. Den 5te og 9de foretoges stilleliggende Dykninger i den vestlige Del af Flaadens Leje. Den 12te afholdtes Norden for Saltholm stilleliggende dykninger paa dybere Vand samt forberedende Øvelser i Dybdestyring. Den 15de og 19de foretoges Dykninger med moderat Fart og paa rette Kurser mellem Saltholmflakket og Hveen. Den 24de afholdtes Øvelser i Dykning med voksende Farter mellem Saltholm og Hveen. 2. Torpedoskydning. Den 30te foretoges Skydning med Baaden stilleliggende i Søminegraven for at bestemme Udskydningstryk og Hastighed. 3. Udførte arbejder. I maanedens Løb er følgende større Arbejder udførte: Korken er udtaget af forreste og agterste Tilbygninger. Afdeling III i Hovedtanken er udskilt fra Tankens øvrige Afdelinger ved at Forbindelseshullet i Tankskoddet er proppet. Agterste Periscop har været udtaget og Lejet efterset. 35

36 36 4. Havarier. Ved at tørne mod Træbroen paa Sextus beskadiges B.B. Skrue og Bøjlen om B.B. agterste horisontale Ror. Skruen blev straks repareret ved at Baadens agterende løftedes ud af Vandet under den flydende Kran, hvorimod Bøjlen endnu ikke er repareret, da Materialet maa forskrives fra England. 5. Elektricitetsforbrug. I de 27dage Baaden har været under Kommando er brugt 3 fulde Afladninger og 590,7 Ampéretimer. Den 28-30th er afholdt den kontraktmæssige maanedlige Kapacitetsprøve, hvorved Batteriet er befundet i tilfredsstillende Stand. O. Aarestrup Orlogsværfter, 6. Dcb. 09 Hermed 1 Bilag. Til Marineministeriet. No. 16. På Anledning af en Forespørgsel fra min Side til Forstanderen for Orlogsværftets kemiske Laboratorium om, hvorvidt det vilde være muligt at foretage en kemisk Undersøgelse af Luften i Undervandsbaaden for at komme til Klarhed over de sanitære Forhold ved længere Tids Ophold i den tillukkede Baad samt for eventuelt at undersøge Methoder til at rense Luften og forny Iltbeholdningen, har jeg modtaget medfølgende Skrivelse over Bekostningen ved Anskaffelsen af de til en saadan Undersøgelse fornødne Apparater, hvilken vil andrage ca. 200 Kr. I en paafølgende Samtale jeg havde med Forstanderen for Orlogsværftets kemiske Laboratorium udtalte han, at Undersøgelserne burde dreje sig om: 1) at undersøge, hvor lang Tid Besætningen kan opholde sig i den tillukkede Baad inden Luften virker skadeligt for Helbredet, og 2) at undersøge forskellige Midler til at rense og forny Luften. Kemikeren mente, at der vilde komme særdeles interessante Resultater ud af saadanne Undersøgelser og udtalte for øvrigt, at et Luftundersøgelsesapparat vilde kunne benyttes til mange andre Formaal end netop i Undervandsbaade f.eks. til at undersøge de sanitære Forhold i Skibene, Luft i Magasiner, Laster, etc. etc. Da det efter min Anskuelse er af ret stor Betydning, at Luftforholdene i Undervandsbaaden gøres til Genstand for en nærmere Undersøgelse, især da man ved fremtidige Baade paatænker at lade Besætningen bo ombord, skal jeg tillade mig at foreslaa, at et saadant Apparat anskaffes. O. Aarestrup Orlogsværftet, 14 Decbr. 09 No. 21. Til Chefen for Orlogsværftet. Da der ifølge Marineministeriets Ordre, den 24 ds. ombord i Depotskibet for Undervands-baaden skal afholdes en Julefest for Besætningerne i Torpedobaadene og Undervands-baaden, skal jeg herved tillade mig at anmode om, at der til den nævnte Fest fra Sejlmagasinet maa blive udlaant nogle Flag til Dekoration i Depotskibet. O. Aarestrup 36

37 37 Orlogsværftet, 28 Dcb. 09 No. 22. Til Marineministeriet. I Marineministeriets Sejlordre af 22de September d.aa. No er anført, at naar Undervandsbaadens Besætning er tilstrækkelig indøvet skal der indsendes Forslag til Afholdelse af en Skole til Uddannelse af Personel til Undervandsbaade. Da Tidspunktet for Indsendelsen af et saadant Forslag efter min Formening nu er kommet skal jeg vedrørende den ovennævnte Skole tillade mig at udtale, at ved Uddannelsen til Undervandsbaade kommer det i lige saa høj Grad an paa Oplæring i Materiellets Vedligeholdelse som i dettes praktiske Betjening, saa at kun en mindre Del af Uddannelsen er Theoretisk, medens den største Del foregaar ved personlig Deltagelse i de ombord forefaldende Arbejder, saavel naar Baaden ligger Stille, som naar den er ude at sejle. Da imidlertid Pladsforholdene i Baaden er temmelig indskrænkede, og Vægtforholdene kun tillader et begrænset Antal Personer (højst 4) at deltage i Dykningsøvelserne, tror jeg, det vil være hensigtsmæssigt ikke at oprette nogen egentlig Skole, men til Stadighed at have 4 Elever til en ca. 3 Maaneders Uddannelse og vi i saa Tilfælde foreslaa, at det første Hold kommer til at bestaa af en Premierløjtnant, 1 Maskinist fra Maskinafdelingen, 1 Konstabel og 1 Fyrbøder. O. Aarestrup Dykkeren. Bemærk "1"-tallet på tårnet. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 37

38 38 Orlogsværftet, 3. Jan. 10 Til Marineministeriet. Herved tillader jeg mig at indsende Rapport over Undervandsbådens Virksomhed i December Maaned. No Sejlads og Torpedoskydning: Den 1ste December afholdtes stilleliggende Torpedoskydning i Overfladen mod udlagt Maal. Der affyredes 2 Skud. Ved andet Skud gik Torpedoen i Bund, da Ladningsrummet var fyldt med Vand gennem en Utæthed i Dybdemaskinen. Den 7de afholdtes Øvelser i Dykning dels stilleliggende dels med Farter varierende fra 4¾ Knob og til fuld Fart. Den 8de afholdtes Torpedoskydning under Gang i Overfladen. Der afskødes 6 Skud med varierende Hastigheder mod udlagt Pilkesmål. Den 11de afholdtes Torpedoskydning under Gang. Der afskødes 2 Skud i Overfladen og 2 Skud neddykket. Den 17de foretoges Angreb paa Olfert Fischer. Dispositionerne gik ud paa at Panserskibet laa til ankers paa dybt Vand ud for Skodsborg, og at Undervandsbåden skulde angribe mellem Kl. 10 Fmd. og Kl. 2 Emd. Kl. 9¾ Fmd. dykkede Baaden ned Øst for Middelgrundsfortet. Paa dette Tidspunkt saas Panserskibet belyst af Solen, men kort efter, at Baaden var dykket ned gik Solen bort og man tabte Panserskibet af Sigte for en Tid...3. Da man igen fik Panserskibet i sigte opdagedes det, at der agter for Skibet lå en Torpedobaad, og da man indsaa Muligheden af, at Torpedobaadene var udlagte Øst, Vest og Syd for Skibet besluttedes det at gaa Østen og Norden om Skibet og føre Angrebet ind Nord fra, men kort Tid efter opdagedes det, at 3 Baade laa fortøjede agter i Olfert Fischer. Planen forandredes derfor, og Baaden stod Øst efter for at føre Angrebet fra Syd ind paa Skibets Styrbords Side. Fra det Øjeblik Skibet var opdaget i Periscopet førtes Angrebet med en Fart af 4¾ Knob og paa den Maade, at Baaden gik 5 á 6 Minutter ad Gangen med Periscoperne fuldt under Vandet og derefter et Øjeblik op til 4 Meter, hvorved Toppen af Periscoperne vistes, saa at man kunde orientere sig. Sidste Gang Baaden dykkede saaledes op skønnedes Afstanden til Skibet at være ca Meter og man udløb derpaa helt neddykket efter Uret en Distance, til man skønnede at være paa ca. 400 Meters Afstand, hvorefter Baaden gik til Overfladen og markerede Skud paa en Afstand, der skønnedes at være godt 300 Meter, hvilket stemmer med de Opgivelser, man senere erholdt fra Skibet. Efter at Baaden var kommen til Overfladen, kom Panserskibets Chef og Næstkommanderende ombord, og der foretoges en Øvelse i dykning. Kl. 12 Middag blev Undervandsbaaden fortøjet paa Siden af Panserskibet, og efter Middag gaves der Officererne Lejlighed til at bese Baaden. Kl. 2½ stod Undervandsbaaden Syd paa under Vandet paa støt Kurs og paa en Dybde af 4 Meter for at øve Afstandsmaaling fra Skibet til Periscoperne. Da Baaden var kommen saa langt bort, at det skønnedes, at Afstandsmaaling ikke længere var mulig gik man til Overfladen og stod tilbage til København. Den 15de december afholdtes Torpedoskydning neddykket under Gang med varierende Farter. Der afskødes 1 Skud paa 800 Meters Afstand og 2 paa 1500 Meter mod Udlagt Pilkes-maal. Den 18de december stod Baaden ud med Chefen for Søminekorpset ombord for at foretage neddykket Skydning, men Skydningen maatte opgives paa Grund af Stiv Kuling med Snebyger som umuliggjorde Indbjærgningen. I Stedet foretoges almindelig dykningsøvelser. 38

39 39 Den 21 December afholdtes en 6 Timers Udholdenhedsprøve i Gang under Vandet med en Fart af 4¾ Knob og paa en konstant Dybde af 4 Meter. Baaden dykkede ned Kl. 9¼ Øst for Middelgrundsfortet og kom op til Overfladen Kl. 3¼ mellem Middelgrundsfortet og Trekroner. Under Prøven Holdtes gaaende mellem Saltholm og Hveen. Vinden var østlig 3 med Snebyger. Dybdestyringen der under hele Prøven var fuldstændig upaaklagelig, udførtes af Baadsmanden og de 2 Konstabler. Styringen i Sideretningen af de 2 Konstabler og en Fyrbøder. Under Prøven steg Temperaturen i Motorrummet fra 6 til 24 og i Kommandorummet fra 3 til 18 medens Trykket i Baaden steg fra 737 mm til ca. 850 mm. Ved Slutningen af Prøven var Luften i Baaden fuldstændig god og ingen af Besætningen sporede hverken under eller efter Prøven nogen som helst Ubehag eller Ildebefindende. Den 22de December gik Baaden ud for at foretage Torpedoskydning med tungt Ladningsrum paa 1500 Meters Afstand. Ved første Skud gik Torpedoen i Bund. Den blev atter den 24de taget op af Sleipner. Det viste sig da, at Ladningsrummet var fyldt med Vand, idet Krigshætten i dybdemaskinen var sprængt og endvidere var det ene Skrueblad bøjet, antagelig ved at slaa mod Bunden. 2. Udførte Arbejder. I Maanedens Løb er ingen større Arbejder forefaldne, men kun almindelige Vedligeholdelsesarbejder. 2 Elementer er blevne skiftede, da Cellerne var gennembrændte i Bunden. Den 2den til 6te afholdtes Kapacitetsprøve, hvorved Batteriet blev befundet i Orden. 3..dragninger. Under Torpedoskydningen har Baaden en Gang rørt Grunden, idet Rorgængeren ved det horisontale Ror gav for haardt Ror nedefter i Skudøjeblikket, for at modvirke en Tendens Baaden har til at gaa lidt opefter under Udskuddet. Baaden kom herved i en saa skraa Stilling, at den rask gik nedefter, men da Motorerne straks stoppedes rørtes Grunden saa let, at det knapt mærkedes i Baaden. Da Tankene blæstes ud, gik Baaden straks til Overfladen... var Elektricitetsforbrug. I Maanedens Løb er brugt 4 fulde Afladninger + 851,32 amperetimer. Det samlede Elektricitetsforbrug i de 12 Uger Togtet har varet, er 11 fulde Afladninger Amp.-Timer. O. Aarestrup 39

40 40 FRA EFTERAARSMANØVRERNE AF AXEL JUEL Ud forbi Trekroner Farten sættes op, Motorens monotone Snurren bliver stærkere, Skruevandet skummer efter Baaden, og Dønninger fra forbipasserende Dampere slikker hen over det brede Dæk UDE i Søminegraven paa Orlogsværftet ligger Undervandsbaaden»Dykkeren«krigsberedt Dag og Nat; en Transportbaad, der ligger fortøjet i Nærheden, er omdannet til Logisskib for Besætningen, og faa Minutter efter, at Telefonen har bragt ministeriel Ordre, vil Baadens Chef, Premierløjtnant Rechnitzer, staa paa Baadens lille Kommandotaarn og føre den ud til Kamp eller Fredsøvelse. Ude i Søminegraven paa Orlogsværftet ligger Undervandsbaaden»Dykkeren«krigsberedt Dag og Nat. 40

41 41 Forinden vi nu skal føre vore Læsere med paa Øvelsestogt med»dykkeren«ud til Angreb mod»fjendens«panserskibe, vil vi forudskikke et Par Bemærkninger om Spørgsmaalet Undervandsbaade i det Hele taget. Spørgsmaalet er langtfra saa nyt, som de første, blot nogenlunde brugelige Baade. Fra det 16. Aarhundrede har Opfinderhjernen syslet med Problemet: en Baad, der kan sejle under Vandet. I Aaret 1620 foretog Hollænderen van Drebbel flere heldige Sejladser med en af ham konstrueret Undervandsbaad, der blev roet frem med Aarer, som var anbragte i vandtætte Indfatninger i Skibssiden; men først under Krigen mellem Nord- og Sydstaterne i Amerika er en Undervandsbaad bleven anvendt i Krigsøjemed, og med Held, for saa vidt som det lykkedes en saadan Baad at jage en Stangtorpedo i Bunden af et stort Skib og sprænge det i Luften, medens Undervandsbaaden selv blev siddende i det Hul, Eksplosionen havde fremkaldt, og Besætningen kvaltes. Det var Opfindelsen af den whiteheadske selvbevægende Torpedo, der blev Udgangspunktet for en Række stedse heldigere Konstruktioner af Undervandsbaade. Nævnte Torpedo er nemlig selv en lille Undervandsbaad og desuden det Vaaben, der bedst egner sig til Brug i disse Baade. Hertil kommer, at Artilleriets og det elektriske Materiels hastige Udvikling har ført dertil, at almindelige Torpedobaade under mange Forhold er ret ilde stedte overfor moderne Panserskibe. Medens det nemlig er nødvendigt for en Torpedobaad at komme det fjendtlige Skib paa en Afstand af helst mindre end 600 Meter for effektivt at kunne udskyde sin Torpedo, kan Panserskibets hurtigskydende Skyts med Sikkerhed sende en dødbringende Kugleregn ned over den fjendtlige Torpedobaad indtil en Afstand af ca Meter. Dagangreb med Torpedobaad er saaledes en vovelig Sag, og en Torpedobaad, der ved Nat har sneget sig ind paa Fjenden og affyret sin Torpedo, vil vel i mange Tilfælde snart være belyst af fjendtlige Projektører og trods sine 30 Knobs Fart indhentet af det dræbende Artilleri. Undervandsbaaden derimod fører sin lille Besætning usynligt gennem Havet, kun nu og da gaaende saa nær op til Overfladen, at dens Øjne, Periskoperne, kan spejde over Havfladen, og skulde disse røbe den for Fjenden, da kan den næsten i et Nu forsvinde for Angribernes Øjne. Undervandsbaaden har saaledes foruden sin store Kampværdi en overordentlig moralsk Betydning. Intet gør fjendtlige Skibe saa nervøse og forsigtige som Bevidstheden om Tilstedeværelsen af Undervandsbaade. Vi kan i denne Forbindelse nævne en interessant og morsom Tildragelse, der fandt Sted for nogle Aar tilbage ved franske Flaadeøvelser, under hvilke de»fjendtlige«panserskibe ødslede med Ammunition paa nogle fra en listig Undervandsbaad udkastede Flasker, der, drivende i Havfladen, har taget sig ud for de i Kikkert anspændt spejdende Besætninger som Blink af Periskoper. * * * 41

42 42 Torpedoen bjerges. Lad os nu engang, forinden vi lægger ud, betragte»dykkeren«og flygtigt gennemgaa dens Indretning. Baaden er 115 Fod lang, altsaa ligesaa lang som Runde Taarn er højt, medens den kun er 10 Fod bred; dens Deplacement er 105 Tons i udykket og 135 Tons i neddykket Tilstand. Som den ligger dér ved Bolværket med det lille Pansertaarn midt paa det blaagraa, slankt tilspidsede Skrog og Splitflaget vajende i Brisen, ser Baaden langt fra faretruende ud, ligner snarest et ejendommeligt, stort Legetøj. Men begiver vi os gennem Lugen i Kommandotaarnet ned i det midterste Rum, Kommandorummet, og ser fremefter ind i Torpedorummet og agterefter ind i Motorrummet og Akkumulatorrummet, da imponeres vi og ængstes ved dette Virvar af blanke Haner, Haandtag, Ledninger og Indikatorer, der indtager hver Tomme af Baadens Vægplads, og vi begejstres for denne sindrige og komplicerede Organisme, denne Hval af Staal og Messing, hvor Chefen er Hjernen, der gennem sine Kommandoer behersker de talrige Organer. Vi føler her paa dette Sted, hvor en overhørt Kommando eller et fejlagtigt Greb kan have skæbnesvangre Følger, i hvor høj Grad Chef og Mandskab maa kunne stole paa hinanden, maa være samarbejdede i den indbyrdes Tillid, der foruden Troskab, Mod og Offervillighed vel er en af de smukkeste Egenskaber, Opdragelsen til Krigstjenesten udvikler. Baadens Rum danner, naar de vandtætte Døre staar aabne, en lang, smal Tunnel, hvor en Mand just kan staa oprejst, og 2 Mand netop kan passere hinanden, thi vi befinder os indenfor Baadens indre Skrog, Trykskroget, der er saa stærkt, at det kan modstaa Vandets Tryk paa 40 Meters Dybde. Gaar vi atter op paa Dækket, da staar vi paa Baadens ydre Skrog, der er dannet af tyndere Plader, og som under Neddykning fyldes med Vand gennem Porte i Siderne og Luger i Dækket. Gennem disse Luger ser vi Luft-Afgangsrørene fra Baadens Tanke sno sig som Tarme i dette sære Sødyr. * * * Nu gaar Besætningen, 10 Mand, om Bord, Landgangen hales ind, Chefen og Rorgængeren tager Plads paa Kommandotaarnet, Maskintelegrafen klinger, Motoren snurrer, og langsomt og støt glider Undervandsbaaden ud af Flaadens Leje, forbi den nybyggede Kaserne, ud gennem Yderhavnen. Farten sættes op, Motorens monotone Snurren bliver stærkere, Skruevandet skummer efter Baaden, og Dønninger fra forbipasserende Dampere slikker hen over det buede Dæk. Folk standser derinde paa Langelinie, og Skippere kigger fra deres tjærede Skuder hovedrystende paa dette sære Fartøj. 42

43 43 Besætningen opholder sig foreløbig paa Dækket under denne tilsyneladende saa sorgløse Fart; kun Marineingeniøren er nede i Baaden, i Motorrummet er hans Plads, dér modtager han ved sine Igangsættere og Strømfordelingstavler Chefens Ordrer gennem Maskintelegrafen. Men Chefen spejder i sin Kikkert. Deroppe Nord paa gaar jo, ved han,»fjendens«tunge, graa Panserskibe, og foran dem patrouillerer en Sikringskæde af Torpedobaade, disse adrætte, letbevæbnede Spejdere, der skal bringe Budskab om Faren til de langsomme, tungt bevæbnede Kolosser. Pludselig bøjer han sig spejdende forover, rækker saa Kikkerten til den nærmeststaaende og beordrer:»klar til Dykning«. Besætningen faar travlt,»klar til Dykning«lyder det fra Mund til Mund, Maskintelegraf, Rat, Kompas og Redningsbælter bringes ned, medens det lille Splitflag forbliver vajende paa sin Stander agter. Farten sættes ned. Porte og Luger i Overbygningen aabnes, og Besætningen gaar ned i Baaden, hvor hver Mand indtager sin Plads: Chef og Næstkommanderende hver ved sit Periskop i Kommandorummet, hvor ogsaa Rorgængerne har deres Plads, en ved det vertikale og en ved de horizontale Ror, og Torpedospecialisterne i Torpedorummet. Chefens knappe Ordrer gentages, føres fra Mund til Mund til deres Bestemmelsessted, ligesom springer fra Mand til Mand blandt den aarvaagne Besætning, og efterfølges af sikre og snare Greb og Manøvrer. Der er skummelt i Baadens snævre Rum, kun gennem de 3 Luger ses den blaa Himmel, men paa Ordren:»Luk vandtæt overalt«smækkes Lugerne i og skrues fast til; Næstkommanderende lukker selve Taarnlugen og Svaret:»Lukket vandtæt overalt«rapporteres fra Mund til Mund tilbage til Chefen. Samtidig er de elektriske Lamper blevne tændte i alle Baadens Rum, og kun oppe i Taarnet falder to halvt udviskede Pletter Dagslys ind gennem de smaa Lysningsglas. Nu ligger Baaden stoppet op, og der gives Ordre til at fylde Tankene: Ventiler aabnes, og Vandet syder og bruser ind. At Baaden synker, mærkes kun paa, at Bølgeskvulpet lidt efter lidt stilner af, de to Pletter Dagslys i Taarnet viskes ganske ud, og Manometrets Viser bevæger sig, peger paa saa 4 Meter. Nu er Periskopets Rør kun en Alen over Havfladen, Ventilerne lukkes, og ved Hjælp af en elektrisk Centrifugalpumpe blæses Vand fra en Tank over i en anden for at regulere Baadens Hældning (trimme den); nu ligger den ganske paa ret Køl en Ordre gives til Marineingeniøren og Rorgængeren, og Motoren sættes i Gang; Chefen har kastet Kasket og Jakke og staar med Panden presset mod Kanten af Periskopets Glas og Hænderne paa de Haandtag, hvormed Periskopet kan drejes saa at det giver Overblik over hele Horizonten atter en Ordre til Rorgængeren»Ret saa«og Baaden fortsætter sin Fart under Vandet, kun røbet af Periskopet og den Skumstribe, det drager efter sig. Hver Mand i Baaden passer stille sin Dont, og Stemningen er alvorlig og forventningsfuld, men rolig og tryg. Marineingeniøren er en trind og gemytlig Mand, der har svært ved at sætte sit gode Humør i denne Alvorens Spændetrøje; hans Ordrer strutter da ogsaa ureglementeret af Lune, og hører man ham inde fra Motorrummet brumme over et Greb, der synes ham kejtet, da lyder det, som klappede han samtidig Delinkventen venligt paa Skulderen. Rorgængeren ved de horizontale Ror ved, at han snart kan vente Chefens Ordre nu lyder den:»8 Meter«, og for Vandets Pres mod de horizontale Ror agter glider Baaden ned i Dybet til Manometrets Viser peger paa 8 Meter. Endnu en Ordre til Rorgængeren ved det vertikale Ror,»Ret saa«og Farten fortsættes. Chefen har sluppet Periskopets Haandtag, Vandet har lukket sig over det, og under Vandet kan man kun se faa Alen frem for sig. Med Uret i Haanden beregner han ved Hjælp af Tid og den beordrede Fart den Distance, han har anslaaet, at Baaden skal udløbe for at passere under Sikringskæden og saa langt paa den anden Side af denne, at han uopdaget kan tillade sig at gaa op til 4 Meter igen for atter at orientere sig. Nu fyldes Baaden kun af Motorens søvndyssende Snurren, og alles Øjne hviler paa Chefen.»Et lille Kig«! Og styret af det horizontale Ror iler Baaden atter mod Overfladen.»Alt vel«, siger Chefen ved Periskopet, og hans glade og spotske Smil viser os, at det er lykkedes uopdaget at passere under Sikringskæden. Morsomt er det at se i Periskopet Besætningerne paa Sikringskædens Baade dér langt bag os spejde ivrigt efter os den gale Vej! Nu anslaas Distancen til Angrebets egentlige Objekt, Panserskibet»Olfert Fischer«.»8 Meter«beordres, og efter nogle Minutters Forløb atter»et lille Kig«, en Ordre til Rorgængeren og et Stød i Sirenen, Tegnet paa Torpedoskud! Tankene blæses læns, Baaden stiger hastigt op til Overfladen, Havvandet driver i Kaskader ned over dens buede Sider, Lugerne smækkes op, og Besætningen iler op paa Dækket. Tjenstlige og kammeratlige Hilsener 43

44 44 udveksles med Panserskibets Officerer og Mandskab, der fra Kommandobroen og langs Lønningen indtil det Øjeblik, Sirenen lød, har spejdet efter Undervandsbaaden uden at ane, at den har sneget sig tæt ind paa dem. Afstanden, 400 Meter, og Skibenes indbyrdes Stilling giver, at Torpedoskud vilde have ramt Undervandsbaaden har sejret. Sikkert nærer man deroppe paa Panserskibet med den store Besætning og det svære Skyts en Følelse af Uhygge og Utryghed ved saaledes at blive overlistet af dette lumske og snigende Vaaben, dødelig stukket af en usynlig Fjende, som Storvildtet af Slangen. Men Undervandsbaaden vender Stævnen mod København (og da den atter ligger vel fortøjet i Søminegraven) og Chef og Besætning er gaaet fra Borde, da betragter Chefen endnu en Gang, glad smilende, sin smukke Baad den han tumler, som var den virkelig et stort Legetøj og vi tror, at vi véd, hvad han tænker:»nej, mod Undervandsbaaden er der intet at gøre«fremtiden vil vist give ham Ret. 44

45 45 ILLUSTRERET TIDENDE, nr. 41, Illustreret Tidende Paa Undervandstur Med Dykkeren DET har sikkert endnu kun varet de færreste forundt at se den eneste danske Undervandsbaad Dykkeren indvendig, og endnu færre har foretaget en Tur i Sundet med den. Der vaages nemlig strengt over, at ingen Uvedkommende træder ombord, men dog ikke saa strengt som Svenskerne vaager over deres Undervandsbaad, hvortil kun der faste Mandskab tilstedes Adgang og ingen ud over den. Illustreret Tidende har imidlertid forleden opnaaet at komme med Dykkeren paa en større Øvelsestur i Øresund, saa vi kan give vore Læsere en Beskrivelse deraf og samtidig lade dem kaste er lille Blik ind i denne moderne Krigsmaskines Indre. Dybt inde i Trangraven paa Orlogsværftet har den lange, graamalede Undervandsbaad sin Ankerplads, her Ligger den skjult for nyfigne Blikke og sikret mod al Slags Overlast. Paa Afstand ser man kun to lange graamalede Rør rage op over Bolværket; det er Baadens vigtigste Organer, dens to Øjne uden hvilke det var den en Umulighed at manøvrere under Vandet. Disse Periskoper, som de kaldes, staar alene i den nette Pris af 20,000 Kr Stykket. Efterhaanden som man kommer nærmere, stiger Kommandotaarnet frem, og endelig ser man det lange buede Skrog med det tjærede Overdæk og de aabne Nedgangshuller. Saa trækkes Landgangen op, Fortøjningerne kastes los, og fra Maskintelegrafen par Kommandobroen lyder et lille klingert Signal til Maskinisten. I samme Øjeblik høres en dæmpet Snurren fra Elektromotorerne i Baadens indre, dens to Skruer pisker Vandet agterude til Skum, og ganske langsomt glider Dykkeren ud mod Reden, medens Solen bager paa dens sort-tjærede buede Overdæk. Nu lyder der atter et Signal til Maskinen, Farten sættes efterhaanden op, og medens Øresundets Bølger skvulper lystigt mod Baadens Sider, glider den lydløst mod Middelgrunden, tæt forbi Lystdampere og Lystfartøjer, hvis Passagerer interesseret betragter der mærkelige Fartøj, der skummer gennem Vandet uden Støj, og tilsyneladende drives frem af en hemmelig skjult Kraft. Dykkeren staar ud i Øresund med vor Korrespondent ombord. Men medens Dykkeren skyder afsted mod sit Maal, fortæller dens dygtige Fører, Premierløjtnant Rechnitzer, lidt om dens Indretning. Egentlig bestaar Undervandsbaaden af to Dele: den virkelige Baad af meget svære Plader, der kan taale et umaadeligt Tryk, og en Overbygning - den vi staar paa - af temmelig tynde Jernplader, med en halv Snes smaa Luger i. Naar Baaden gaar ned, aabnes Lugerne, saa Vandet strømmer ind mellem de to Dæk, hvorved dens Stabilitet og Manøvredygtighed forhøjes betydelig, og naar den hæver sig løber Vandet ud af 45

46 46 sig selv gennem Porte langs Siderne. For, Agter og Midtskibs - i Kommandorummet - er Nedgangshullerne anbragte, og agterude knejser en mere end mandshøj Messingflagstang med et lille udvasket Dannebrogsflag. Alt hvad man har at holde sig ved, naar man staar paa Baadens Dæk er en tynd overspundet Staaltrosse, der løber fra For til Agter, og det er let at komme udenbords, for Baadens Dæk og Sider er afrundede og hæver sig højst en Alen over Vandfladen. Indvendig er Baaden delt i 4 Dele. Forude et stort Rum, Skibets Salon, midtskibs to mindre, Kommando- og Maskinrummet, og agterude atter et større Rum til Akkumalatorbatterierne, der leverer Drivkraften til Skruerne. Alle disse Rum er til at adskille ved hermetisk sluttende Jerndøre. Nu er vi omsider naaet et godt Stykke ud i Sundet nordøst for Middelgrunden, Føreren giver Stoppesignal, og den behagelige rolige Fart er forbi Men saa begynder Forberedelserne til Nedstigningen. Alt det løse opstaaende pilles ned - baade Maskintelegrafen, Rattet og Gitteret om Kommandobroen - alle de smaa Luger i Overdækket aabnes, og Redningsbøjerne, der har hængt fremme for det Tilfælde at nogen skulde gaa udenbords, sendes ned sammen med det andet. Kun Flag-stangen med Dannebrogsflaget faar Lov at blive staaende. Saa er det bedst vi kryber ned siger Premierløjtnant Rechnitzer efter denne Indledning, og gennem de snævre Mandehuller forsvinder baade vi og Besætningen ned ad de smalle Jernstiger til Dykkeren s elektrisk oplyste, akkumulator-duftende Indre. Det sidste, vi ser af Omverdenen, er den lille gule Ledsagedamper fra Orlogsværftet, som har faaet Ordre til at følge Undervandsbaaden paa Afstand siden Pluviose - Ulykken i Frankrig 6. Undervandsbaadens Officerer i Vagtskibet. Nu lyder Kommandosvaret gennem Baaden: Lugerne lukkede for og agter. Chefen stiller sig midt i Kommandorummet ved Periskoperne. Mændene Indtager deres bestemte Pladser - og saa er endelig det store Øjeblik kommet, da man for første Gang i sit Liv er sat i Stand til at kunne drage en Sammenligning mellem den nøgterne Virkelighed og Jules Vernes fantasifulde Skildring af Kaptajn Nervas vidunderlige Farter i Undervandsbaaden Nautilen. At Sammenligningen i visse Retninger ikke falder ud til Fordel for Dykkeren er let forstaaeligt; komfortabelt er den nemlig ikke indrettet til Hverdagsbrug, og endnu føleligere er Pladsmangelen i Dag, hvor man forsøgsvis medfører fire Torpedoer, og hvor to af disse staalglinsende, vaselineindsmurte Uhyrer optager hele Forskibets Salon, og stikker et godt Stykke ind i Kommandorummet. 6 Den 26. maj 1910 blev den franske undervandsbåd Pluvoise sejlet ned af færgen mellem Dover og Calais. Alle 27 mand om bord i ubåden omkom. 46

47 47 Men det skal ikke nægtes, at det er en mærkelig Følelse der griber En, naar man staar i Baadens Indre blandt alle dens Haner, Ventiler, Manometre og Rør, ser dens forskellige overfyldte Rum, der afspærres af de massive Jerndøre, og pludselig kommer i Tanker om, at nu er man prisgivet Førerens og Mandskabets Dygtighed, og at selv ikke Ens højeste Brøl vilde kunne tilkalde Hjælp udefra! Dog saadanne Tanker faar knapt Tid at opstaa, før de atter er borte, der er alt for meget at se paa i dette mærkelige Fartøj. Ud i et lyder Førerens rolige Kommandoord, Svarene kommer lige saa rolige, og man mærker, at det er en Besætning, der ikke er nervøs, men som kender Baaden ud og ind og holder af den. Udsigt fra Kommandobroen agterud. Elektromotorerne i Forgrunden. Saa aabnes Bundtankene for og agter; at Vandet strømmer ind, ses paa Manometrene, men det høres ikke, og gennem Periskopet ser vi, hvorledes Vandet langsomt stiger over Dykkeren s grønne Skrog. Stadig stiger Viseren paa Trykmaaleren, og dybere synker Baaden, indtil kun den nøgne Havflade ses i Periskopet og kun de to Øjne er over Vandet. Man mærker slet ikke denne nedadgaaende Bevægelse; man ved at Baaden synker, men det fremkalder Ingen Angstfornemmelser, og det er med største Sindsro, man ser Vandet stige omkring sig, Pludselig synker Baaden et Par Tommer til, en Bølge smelder ind over Periskopets Top, saa man uvilkaarligt river Hovedet bort, for ikke at faa Sprøjtet i Ansigtet. Derpaa afballanceres Baaden, saa dens Periskoper kommer til at ligge lige i Vandspejlet, og nu lyder Kommandoen: Langsomt frem! Chefen stiller sig ved det forreste Periskop, Elektromotorerne durer atter monotont, og langsomt skyder "Dykkeren" frem gennem det lysegrønne Vand. Vi gaar nu lige i Vandoverfladen, af og til slaar Bølgerne ind over Periskopernes Top, men intet Spor paa Vandet forraader vor Sejlads, og ingen af de store Sejlere og Dampere, der paa alle Sider kan iagttages gennem Periskopet, har den mindste Anelse om det hemmelighedsfulde grønne Uhyre, der piler af Sted i Dybet et Stykke fra dem. Saa giver Føreren pludselig en Kommando til den ene af Rorgængerne, og Baaden forsvinder fuldstændig under Vandet. Alt er nu grønt om Periskoperne, og oppe i Kommandobroens Taarn ser man kun det lysegrønne Vand suse forbi de smaa tykke Rudder, som af og til rammes af de mørke fingrede Tangplanter. Da standser med et Elektromotorernes monotone Sang, og Baaden stopper. Nu skal vi affyre et Par Torpedoer!" siger Premierløjtnant Rechnitzer, medens den komprimiterede Luft suser ind i Torpedoudskydningsrørene. Klar ved Styrbords Torpedo! "Klar ved Styrbords Torpedo! svarer Ingeniøren forude, All right! - Lad gaa! Et ganske fint Ryk, Baaden letter en Ubetydelighed og nogle Sekunder efter hæver "Torpedoen", der i det Tilfælde kun bestod af en vis Vandmængde, sig som en boblende og sydende Vandmasse et Stykke foran Baaden. Ogsaa den anden Vand-Torpedo affyres, og derefter lader man under Vandet med de to virkelige Torpedoer. Idet der aabnes for Udskydningsapparatet, slipper der en Del komprimeret Luft ind i Baaden med et Svup, saa alle snapper efter Vejret, og i det samme begynder Baaden at stige og Trykmaalernes Visere at svinge stærkt. Værst er det med Barometret, dets Viser løber øjeblikkelig to Gange rundt og stiller sig tilsidst 47

48 48 protesterende paa Jordskælv. Saa megen Ravage kan en Smule komprimeret Luft forvolde i en Undervandsband, men Sagen var ogsaa den, at der pludselig blev 2 Atmosfærers Tryk i det sneevre Rum i Stedet for 1! Udover en Smule Trykken paa Trommehinderne generede det iøvrigt ikke dem der var i Baaden. Under dette er Undervandsbanden ganske løbet fra Ledsagedamperen. Gennem Periskoperne ses det, at denne raadvild ligger et godt Stykke borte og spejder efter den bortløbne. Dykkeren hæves derfor et Stykke, saa dens Periskoper og Flaget bliver synligt, og gaar paany ned for at foretage et nyt Forsøg. Dybere og dybere synker den, 10 Meter - 15 Meter - 20 Meter, saa bliver den endelig liggende, og Premierløjtnant Rechnitzer siger: Nu ligger vi paa Bunden og kan ikke komme op! Hvad er der sket?! Vi forestiller blot, at vi er blevet paasejlede! Giv los paa Telefonbøjen! Klar!" svarer Ingeniør Heller, og op gennem Vandet farer en sort, grydeformet Indretning trækkende en 50 Meter lang Ledning med sig. Samtidig stiger Baaden atter, og gennem Periskoperne ser man paa ny den lille Ledsagedamper. Kaptajnen har opdaget Bøjen, og afsted piler hans Baad for at fiske den op. Varmen ombord er efterhaanden blevet temmelig stærk, men der opholder sig ogsaa ti Mennesker i det snevre Rum. Frakkerne er forlængst taget af, og et Blik paa Termometret viser at dets Kviksølvsøjle peger paa 30 Grader. Men nu er ogsaa Turen forbi, den her varet i 2 Timer, og medens den overkomplette ene Atmosfære hvæser ud gennem Sikkerhedsventilen i Loftet, stiger Dykkeren atter op til Overfladen. Boltene slaas fra Lugerne over Nedgangshullerne, og kort efter straaler Solen omkap med de elektriske Lamper i Baadens Indre. Trods alt, hvad man kan sige om dens Fortræffelighed, er det alligevel en befriende Følelse at komme op og indaande den friske Søluft, selv om Opholdet under Vandet ikke har været forbundet med de fjerneste Ubehagelighedsfornemmelser. Premierløjtnanta Rechnitzer paa Dækket. Saa sættes Kursen atter mod Orlogsværftet og Trangraven, ind langs Langelinie, og idet vi passerer Fregatten Jylland drager man uvilkaarlig en Sammenligning mellem før og nu. Hvilken Udvikling i Teknik og Skibbygningskunst, og dog - den gamle Fregat har i sin Tid forsva- Kommando- og Styrerummet midtskibs med Periskoperne. Efter mange forgæves Forsøg hales den indenbords, Laaget skrues af og Klokken i Dykkeren kimer. Men der er noget galt med den øverste Mikrofon, den er aabenbart fugtig, for medens Kaptajnens kraftige Hallo! lyder gennem hele Undervandsbanden, kan han intet høre dernede fra. Han ryster Telefonen, og han banker den, til megen Fornøjelse for os der iagttager ham i Periskopet, men stadig det samme Resultat - og endelig pakker han den saa ind i Bøjen igen og kaster denne udenbords. 48

49 49 ret sit Land paa en saa virkningsfuld Maade, som dette moderne Krigsfartøj maaske aldrig kommer til. Fem Minutter efter ligger Dykkeren atter fortøjet i Trangraven, og da vi sidder i Officerernes Dagligstue ombord i Besætningens daglige Opholdssted - det gamle Depotskib - spørger vi Premierløjtnant Rechnitzer: Hvis det nu havde været Alvor før, da vi laa paa Bunden? Saa havde vi, som sidste Udvej, drejet to Sving en halv Omgang og ladet vor Blykøl gaa," lyder det rolige Svar. Det havde lettet Baaden for 2 Tons, saa den var fløjet til Vejrs som skudt ud af en Kanon. Men det gør man selvfølgelig kun i Nødsfald - og det hjælper kun naar Baaden er tæt. Var vi blevet paasejlede havde vi sandsynligvis maattet blive der, til vi kunde blive hejsede op, og det kunde jo gerne have varet nogen Tid! Alfr. Vohlert Salonen. Under den hævede Sofa ses en Torpedo klar. 49

50 50 Fra ukendt avis. Ca Dykkeren under Bygning i Spezia. En Dag Med DYKKEREN" Af Axel Juel VORE Dages tekniske Fremskridt vil sikkert engang staa markerede af Undervandsbaaden og Aeroplanet. Erobringen af Havets Dyb og Luften. Det synes sært symbolsk, at Menneskeaandens Snille havde forladt den gamle, trygge Jord under sin Entre i det 20. Aarhundrede. Begge de to omtalte sindrige Konstruktioner er saa godt som udelukkende tagne i Militærets Tjeneste; men medens det endnu er noget af en Cirkuspræstation at flyve med Aeroplan, idet dette Befordringsmiddels Stabilitet frembyder en uløst Opgave, har mange Mennesker - vel i Øjeblikket mindst deres daglige Dont i Undervandsbaade. Og dog blev det Aeroplanet, der først skulde anvendes i Krig. Netop i disse Dage søger italienske flyvende Spejdere ind over Tyrkernes og Arabernes Stillinger i Tripolis. Men rundt om i Stormagternes Krigshavne ligger Hundreder af Undervandsbaade og venter den frygtelige Mærkedag i Krigens og Teknikens Historie, da de skal staa deres Prøve under virkelige Forhold. Dykkeren. Skønt Undervandsbaaden i de ca. 30 Aar, den har levet, har udviklet sig til et sikkert og manøvredygtigt Fartøj, er der dog endnu flere aabne Spørgsmaal, ogsaa vedrørende dens Konstruktion, netop fordi der er saa mange Hensyn at tage ved Baadens Anvendelse som Led i det komplicerede Søkrigsmateriel, der i vore Dage er en rivende Udvikling underkastet. 50

51 51 Dykkeren under bygning. Hvor stor bør den være? Hvor livlig dens Manøvreevne? Hvor hurtigt bør den kunne dykke ned? Hvor stor Fart bør den kunne løbe over og under Vandet? etc. etc. Og netop hvor det gælder en saa sindrig Komplikation af Organer, som en Undervandsbaad frembyder, viser det sig, at man ved at lægge megen Vægt paa een Fordring nødes til at slaa af paa en anden Forøges f. Eks. Deplacementet, forringes Manøvreevnen og nævner vi, at man har Undervandsbaade lige fra 17 Tons til 1100 Tons, betegnes dermed Yderpunkterne af en mægtig Række Prøver og Forsøg. Hertil kommer det vanskelige Problem: betryggende Redningsforanstaltninger for en forulykket Undervandsbaads Besætning, og man vil forstaa, hvor vidt et Felt for teknisk Snille, Undervandsbaaden endnu frembyder. Talløse er da ogsaa de Opfindelser, der er gjorte paa disse Omraader, ikke mindst af Lægfolk, der faar det alt til at føje sig saa godt paa Papiret, og ikke ved, at man ved en elendig Decimal, en ussel Centimeters Fejlberegning kan brouillere med saa vanskelige og ømfindtlige Love som de, der bestemmer Opdrift, Stabilitet og mange andre let saarbare Begreber. Ak, ogsaa paa disse tekniske Omraader vil man ved at forøge sin Viden forøge sin Smærte! Men altsaa - i de store Hovedtræk har Tekniken prøvet sig frem til ret stabile Resultater hvad Undervandsbaaden angaar, og de Baade, som nu bygges under Hensyntagen til de sidste Erfaringer, vil sikkert i en Aarrække besidde fuld militær Værdi. 51

52 52 1. Sejlads i Overfladen. 2.»Dykkeren" gaar ned. 3. Fart under Vandet med kun Periskoperne i Overfladen. For Tiden er 5 Undervandsbaade under Bygning til vor Marine: 2 hos Firmaet Whitehead & Cie i Fiume, og 3 paa Orlogsværftet. Endnu er den lille smukke»dykkeren«vor eneste aktive Undervandsbaad, og vi vil nu begive os ud paa Orlogsværftet, hvor den har sin Liggeplads i Søminegraven, for en Dag igennem at iagttage dens ejendommelige Virksomhed.»Dykkernes«Akkumulatorbatteri oplades og det er slet ikke saa simpelt en Sag, at give dette pansrede Havdyr dets store ugentlige Maaltid Elektricitet, thi dets Fordøjelsesorganisme bestaar af 200 Akkumulator- 52

53 53 celler, der er stuvede hen i hele Baadens Bug, og den mindste Uregelmæssighed kan medføre betydelige Vanskeligheder. De to Ledninger, der gennem den agterste Luge har været ført ned til Hovedpolerne, og hvorigennem Baaden har suget sin Næring fra Orlogsværftets elektriske Centralstation; tages nu bort: Dykkeren har indtaget sin fulde Energi, hvilket den fra fuldkommen udmattet Tilstand formaar at gøre paa 6 Timer. Baadens Øjne, Periskoperne, drysses med et fugtighedssugende Stof for at forhindre Synet i at taages, naar Spejl-systemet dugges. Der skal idag foretages Øvelser i Køge Bugt og vi staar derfor, ledsaget af en Følgedampbaad, ind gennem Havnen.»Dykkerens» lille Sirene skriger skarpt, og Knippelsbro farer til Vejrs. Atter et Hvin - og Langebro nejer ærbødig til Siden. Lidt efter passeres Slusen i Kalveboderne, og vi glider videre. Paa Farten ud over Køge Bugt slutter Baadsmanden Strømmen i Radiostationen og kalder Orlogsværftets Station op; han giver mig et Seletøj med Hørerør over Hovedet, og kort efter hører vi Værftets Svar som skarp Telegrafprikken med kortere og længere Tegn. Baadsmanden er ogsaa forsynet med Modtagerapparat, og han dechiffrerer Svaret, der lyder:»lad os i Fred, vi har andet at bestille.«ja, saadan affærdiges en lille Undervandsbaad - i Fredstid. Chefen staar paa Kommandobroen, hvor en lille Kortkasse er anbragt, og da vi er paa 9 Meter Vand, giver han Ordre til Dykning. Jeg staar i det lille Pansertaarn, hvor der findes nogle smaa, tykke Lysnings-glas, Baadens eneste Ruder, og jeg ser Bølgerne stige og stige op om Baaden, lege langs Dækket til de brusende favnes over det, - stige videre og videre op langs Taarnet, piske et Øjeblik mod Glassene, og saa glider det klare, lysegrønne Vand op for mine Øjne. Baaden synker lidt endnu, til kun Periskopernes Toppe rager over Havfladen, saa lukkes Tilgangene og Farten sættes op. Jeg gaar ind i Baadenes elektrisk oplyste Indre; der staar Officererne ved Periskoperne og iagttager Overfladen, hvor Følgebaaden følger vore Manøvrer i ca. 200 Meters Afstand. Nu stoppes atter op, der aabnes et Øjeblik til Tankene og Baaden synker, til et lille blødt Stød siger os, at vi har naaet Bunden. Inde fra Motorrummet løsgøres Telefonbøjen, der sidder som en vandtæt lukket Gryde i en Hulhed i Dækket, forbunden ved Telefonkabel til Baadens Indre. Bøjen stiger til Vejrs, og forventningsfuld Stilhed indtræder i den»forulykkede«baad. Men snart høres en fjærn og mærkværdig Lyd, en tør og taktfast Dikken som af et»dødningeur«. Det er Skruen paa Ledsagebaaden, der nærmer sig i sin Søgen efter os. Lyden bliver stærkere og overdøves pludselig af en Brusen af Skruevandet. Baaden slaar bak deroppe, den har funden Bøjen! Der Telefoneres med Dykkeren Og snart efter sker det sært forbløffende, at Telefonen inde i Motorrummet ringer - - Vi ringes op i Telefon paa Bunden af Køge Bugt! Vi hører Ingeniørens muntre Svar:»Hallo! Ja, vi har det rigtigt rart hernede. Alt vel. Men gaa nu bare væk, for nu kommer vi.«saa blæses Tankene ud, ved at komprimeret Luft slippes ind i dem; Baaden stiger, dykker ud gennem Overfladen og vugger atter blidelig paa Bølgerne. Lugerne smækkes op, Besætningen entrer ud paa Dækket og bjærger Telefonbøjen, der atter indsættes paa sin Plads. Nu indtræder en velsignelsesrig Frokostpavse, i hvilken den menneskelige Energi opretholdes med fabelagtige Kvanta Smørrebrød, der er medbragt fra Køkkenet i den gamle Kanonbaad»Falster«, der ligger fortøjet i Søminegraven som Logisskib for»dykkerens«besætning. Kaffen koges paa et elektrisk Apparat og styrkede skrider vi til endnu en Dykning, under hvilken der skal skydes med Torpedo efter et Maal, der slæbes af Følgebaaden i en ca. 100 Meter lang Line. Maalet bestaar af 3 indbyrdes forbundne Bøjer med Flag, der 53

54 54 markerer et Spatium af 50 Meter (Et almindelig Kampskib, som under virkelige Forhold vilde være»dykkerens«maal, er mindst 100 Meter langt). Ledsagebaaden slæber afsted med Maalet og»dykkeren«gaar ned. Torpedoerne ligger parate i Udskydningsrørerne og Torpedospecialisten staar klar til at fyre Torpedoen af, det vil sige bevæge et Haandtag, hvorved komprimeret Luft strømmer ind i Udskydningsrøret og Torpedoen skydes ud.»dykkeren«er blevet borte for den lille Dampbaad med Maalet, men Maalet er ikke borte for»dykkeren«. Den nærmer sig nu, helt under Vandet, til Maalet, ser et Øjeblik paa det med et af sine stilkede Øjne og dykker saa atter ned for at snige sig lidt nærmere og gøre Skuddet saa meget sikrere. Ved Periskopet staar Chefen og beregner den Vinkel, hvorunder han skal sigte, idet han maa tage Hensyn til Afstanden, til Maalet og Maalets Fart. Han anslaar disse Størrelser og overvejer sit Sigte, og vi hører ham beslutsomt sige halvhøjt for sig selv:»nu skyder jeg paa ham.«saa lyder Kommandoen: Klar ved det Styrbords Rør. Fyr! Det giver et Ryk i Baaden, idet Torpedoen farer ud og Udskydningsrøret atter fyldes med det indstrømmende Vand; ved det kraftige Ryk nikker Baaden lidt bagover og denne Bevægelse maa Rorgængeren ved det horizontale Rør være beredt til øjeblikkelig at ophæve ved en modgaaende Bevægelse. Ved Periskoperne afventes Resultatet. Jo, Torpedoen, der er indstillet til at springe op af Vandet ved Udløbet af sin Bane, bryder i lige Linie igennem Maalet og springer op bag det; det var altsaa en Træffer. Saa dykker»dykkeren«op, sætter Kursen mod Torpedoen, der bjærges om Bord, og stævner derpaa mod København, hvor Baadens Fortøjning i Søminegraven er Beseglingen paa et vel udført Dagværk. 54

55 55 Fra ukendt avis. Ca Undervandsbaadens Indre Efter at De, min kære Læser, som den ikke Indviede, har betraadt Undervandsbaadens Dæk, indtræder De i en anden Tilværelse, som i og for sig kan være ret behagelig, naar kun Tiltroen til Førerskabet og deres egne Nerver er i Orden. De berøves nemlig fra dette Øjeblik Deres Handlefrihed, tør kun se og høre efter, indtage den anviste Plads og saa være modtagelig for de nye Indtryk, der møder Dem. Ude fra set møder Øjet kun et Skib af en noget fremmedartet Form. Paa Midten er det forsynet med en ophøjet Pladebygning, der tjener som Kommandobro under Sejlads over Vandet, og ud fra denne rager højt i Vejret 2 runde Staalrør hver med et lille glasbeskyttet Hul foroven; det er Periskoperne, Baadens Kikkertinstrumenter, der tjener til at bringe Billedet af det omgivende Hav og Land i en saa klar og skarp Gengivelse som mulig ned i Baaden. Kun Toppen af disse Rør er oven Vande, naar Baaden er neddykket; det lille Hul i Røret virker som et vagtsomt Øje af et stort Havdyr, der forsigtigt skjuler sin saarbare Krop i det uigennemsigtige Hav, spændt følgende alle Tildragelser paa dettes Overflade. Ad en Trappe, som fra et firkantet Hul i Dækket fører ned i Baadens Indre, betræder vi nu dennes centrale Rum, kaldet Kommandopladsen, et Rum beliggende midt i Baaden under Periskopernes Plads, altsaa det Rum, hvorfra Iagttagelsen af Omverdenen sker. Vi faar straks Fornemmelsen af at være lukkede inde, thi Hullet, hvorigennem vi kom ned, bliver lukket efter os, stærkt og vandtæt, og nu har vi kun de elektriske Lampers klare Skin til at orientere os med. Det første, Øjet træffer paa, er en broget Samling Maskindele, Haandhjul, Trykmaalere o. l., og et Helhedsindtryk af noget ret indviklet bemægtiger sig den Beskuende. Man ser sig selv placeret i en lang, rund Cylinder, tilspidset mod begge Ender, som en udhulet Cigar, bygget af stærke Staalplader over et Skelet af svære Spanter, Ribbenene i det store Havdyr, i hvis Bug vi befinder os. En orienterende Vandring gennem Baaden vil give os Lejlighed til at gaa lidt mere i Detailler, saa en Forstaaelse af de virkende Elementer i hele denne Konstruktion kan fæstne sig. Det Indre af Baaden deles ved tværskibs Skodder i 5 Rum, og Passagen mellem Rummene foregaar igennem Døre, der kan lukkes tæt, saa at Rummene afspærres fuldstændig fra hverandre. Disse 5 Rum optager dog ikke hele Baadens Skrog; for begge Ender og paa Siden ligger større og mindre Vandtanke, hvis Formaal vi siden skal erfare, og hvis Indre gennem Søventiler kan sættes i Forbindelse med Havet. I det forreste beboelige Rum lægger vi Mærke til 2 Rørs Udmunding. Hvis vi aabnede for Dækslerne, der lukker for Mundingen af Rørene, og kiggede ind, vilde vi se ind i 2 meget lange Rør, hvoraf det kun er en lille Del, der naar ind i det Rum, hvori vi befinder os. Resten af Rørene gaar nemlig igennem de foran liggende Tanke, og udmunder i Stævnen, hvor de lukkes af bevægelige Lemme, der saaledes bliver Baadens yderste Ende: dens Stævn. Rørene er Torpedorør, d. v. s. Kanoner til Udskydning af Torpedoer, disse store, kostbare, men ogsaa særdeles virkningsfulde Projektiler, hvis rigtige og effektive Anvendelse er Undervandsbaadens og dens Mandskabs vigtigste Opgave. Selve Udskydningen foregaar med Luft, som afpasses til et bestemt Tryk i 2 store Kedler, 1 for hvert Rør. Rummet agtenfor Torpedorummet benævnes Akkumulatorrummet efter dets Anvendelse som Anbringelsessted for Baadens elektriske Batteri. Dette danner en lugtfri Opsamler af Energi til Anvendelse for Baadens Fremdrivning neddykket, hvor den i Baadens Indre værende Luft, der skal tjene Besætningen til Indaanding, ikke maa forbruges eller forurenes paa nogen anden Maade. Foruden til Batteriet er her ogsaa skaffet Plads til Torpedoer, som ved forskellige Taljer og Kranapparater kan transporteres ud i Torpedorørene, for at gøres klar til Udskydning. Gaar vi videre agterover, kommer vi til Baadens midterste Rum, og bliver her opmærksom paa en Udbygning i Baadens Top, tilgængelig fra Baaden. Det er Kommandotaarnet, som kan rumme 1, tilnød 2 Mand, Chefen og en Rorgænger. Herfra kan Chefen gennem Lysaabninger se ud og manøvrere Baaden, naar denne er saa dybt dykket, at Dækket og den Luge, hvorigennem vi kom ind i Baaden, er under Vand. I denne Stilling siges Baaden at sejle awash" og er klar til paa mindste Vink at forsvinde i Dybet. Gør den det, forlades Taarnet, og det eneste Orienteringsmiddel er saa Periskoperne, hvis nederste Ende med Okularet naar ned i Kommandorummet og har en saadan Konstruktion, at man staaende oprejst ser i dem som i almindelige Kikkerter. Lader man den lille Elektromotor, som kan dreje hele Periskoprøret om dets Akse, løbe, saa kigger 55

56 56 man hurtigt hele Horizonten rundt, om nogen Fare skulde true den nu helt skjulte Undervandsbaad. I nogle mindre, udfor Kommandorummet byggede Tanke, varierer man ved Hjælp af smaa elektrisk drevne Pumper Vandmængden, for saaledes nøje at afveje Baaden efter Saltholdigheden af det Vand, som den dykker i. Saltholdigheden i vore Farvande fra Skagen til Gedser kan variere fra 3 % til -½ %. I samme Rum ser vi endvidere Styreledninger med Rat, dels til det fra almindelige Skibe kendte Ror til at styre Baaden til Siderne, dels til et vandret Ror, hvormed Baaden, naar den er i Fart neddykket, kan styres op til Overfladen eller længere ned i Dybet. Torpedorummet Akkummulatorrummet I Kommandorummets Sider og Bund findes Tanke for Brændeolie, en Energimængde, der ved Hjælp af den i Baadens næste Rum anbragte Dieselmotor omsættes til levende Kraft, der gennem Aksel og Skrue giver Baaden Fart gennem Vandet. Vi kalder dette Rum i Baaden for Dieselmotorrummet efter dets fornemste Anvendelse, men desuden findes her en Hovedlænspumpe til Lænsning af Baadens Hovedtanke, Strømfordelings-borde og Manøvredele for de elektriske Maskiner og endelig Luft paa Flasker, store Staalbeholdere, der kan holde Luft af indtil 180 Atmosfærers Tryk tæt opbevaret, anvendelig baade til at trykke Vand ud af Hovedtankene, til Bevægelse af enkelte af Baadens Apparater og endelig, dersom det skulde være nødvendigt, til Luftfornyelse i Baadens Rum. Den største Forbruger af Luft ombord er Dieselmotoren; den vilde, hvis den gik rundt, og Baaden var tæt tillukket, i faa Minutter have tømt al Luften ud; den anvendes derfor kun til Overvandsejlads og maa i Dybden overlade Baadens Fremdrivning til en paa samme Aksel agtenfor sig anbragt stor Elektromotor, der faar sin elektriske Strøm fra det forude anbragte Akkumulatorbatteri. I Baadens sidste beboelige Rum findes foruden den omtalte store Hoved-Elektromotor en Pumpe, der kan bringes til at arbejde dreven rundt af Elektromotoren eller Dieselmotoren; den pumper Luft ind i 56

57 57 Staalflaskerne helt op til det højeste Tryk. Har vi kun Brændeolie nok ombord, kan vi baade skaffe os Elektricitet og Trykluft, de 2 til Dykning og Sejlads under Vandet nødvendige Faktorer. - Endelig ender Baaden agtenfor dette sidste Rum i flere af de tidligere omtalte Tanke, der har Form efter Baadens slanke Agterende. - Ja, saaledes er i store Træk vore nyanskaffede danske Undervandsbaade indrettede, og for at gøre Indtrykket fuldstændigt og fæstne det allerede sete bedre i Hukommelsen, vil vi nu foretage en Tur ned under Havoverfladen. Klar til Dykning," lyder Ordren. Man hører den summende Lyd af en Pumpe, der sætter en bestemt Vandmængde ind i 1 for og 1 agter bygget mindre Tank, kaldet forreste og agterste Trimtank, som under normale Forhold kun er halvt fulde og ved deres Vandvægt tjener til at afveje Baaden i langskibs Retning, saaledes at den indtager vandret Stilling, naar den er dykket ned. Skulde Baaden paa Grund af en Vægtforskydning, opbrugt Proviant, forbrugt Olie eller lignende, indtage en Hældning, saa skiftes kun lidt af Vandet fra den ene Trimtank til den anden eller omvendt, udført paa et Øjeblik gennem et System af Rørledninger med Haner og Ventiler, og Ligevægten er atter opnaaet. Alle Aabninger i Baadens Skrog, Lufttilgange o. 1. afspærres nu omhyggeligt, Hovedlugen til Baaden lukkes indefra, og efter at alle løse Grejer paa Dækket, saasom Redningsbælter, Septre o. s. v. er taget ned, forlader Dæksbesætningen Dækket igennem Kommandotaarnet, hvis øverste Luge, som er det højeste Punkt paa den hele trykstærke Konstruktion, de lukker efter sig. Hver indtager nu sin Plads i Baaden og Meldinger om Lukning af Luger og Klar til Dykning" afgives af den for Baadens Maskineri ansvarlige Ingeniør til Baadens Chef. Aabn Bundventilerne!" De herved posterede aabner disse og melder, at Ordren er udført; man hører en svag Brusen af Vandet, der strømmer ind i de store Hovedtanke i Stævnen, paa Siderne af Baaden og agterude, og af Luften, der gennem lange Rørledninger ledes fra Toppen af Tankene til en fælles Samlekasse, hvorfra de gennem en Afspærringsventil søger ud i Atmosfæren. Baaden synker, det ses dels paa Dybdemaaleren, hvis Viser langsomt gaar fra 3 til 4 og ender omkring 5 m., hvilket betyder, at Baadens Køl nu er i denne Dybde under Havoverfladen. Centralkommandopladsen Fra Baadens forskellige Rum afgives nu Meldinger om, at Hovedtankene er fyldte, hvorpaa man indstiller det Ventilsystem, der samler alle Luftafgangsrørene fra Tanktoppene til at kunne fyldes med Trykluft, som saa ved Aabning af en Ventil paa Luftledningen søger gennem Rørene ind i Tankene og her ved sit Tryk driver Vandet ud af de aabent staaende Bundventiler. Man er med andre Ord nu Herre over hurtigt at kunne bringe Baaden til Overfladen, blot aabne en Ventil, og berøvet noget af sin Vægt vil den straks tage Fart op mod de vante Skibsveje. Men vi maa længere ned for at kunne skjule Kommandobroen og kun have Periskoprørene over Vandet. Kølen skal være ca. 7 m. under Overfladen, saa er Positionen god, og Farten kan begynde; der maa alt- 57

58 58 saa mere Vægt i Baaden, og rettende os efter Vandets Saltholdighed lader vi nu en passende Vandmængde løbe ind i Hjælpetanken, hvis Anvendelse ligger i selve Navnet. Den hjælper Baaden det sidste Stykke ned, idet Baadens Konstruktion og Hovedtankens Størrelse staar i et saadant Forhold til hinanden, at førstnævnte ikke naar helt ned paa sin Dybde med Hovedtankene fulde. Ellers vilde det være nødvendigt at gaa med kun delvis fyldte Hovedtanke, hvis Vandmængde under Baadens skiftende Stillinger vilde bevæge sig og sit Tyngdepunkt, hvad der vilde gøre Styringen for urolig og indviklet. Som det er indrettet, er Hovedtankenes Vandmængde ubevægelig, kun det i Hjælpetanken værende Vand kan skifte Stilling, hvad der paa Grund af Tankens mindre Størrelse ingen Indflydelse har paa Baadens Ligevægtsstilling. - Nu er vi kommet ned paa den Dybde, hvor vi vil holde Baaden, men ser vi paa Dybdemaaleren, opdager vi, at den endnu er for let; Viseren staar fast, og Baaden Hviler roligt som paa en Pude, dannet af det længere nede stærkere saltholdige Vand, hvis Bæreevne er større end Overfladens, og for at ophæve den sidste Ret af Opdrift paa vore 7 m.s Dybde, pumper vi lidt Vand ind i en mindre Tank, Reguleringstanken, og stadig iagttagende Dybdeviseren bringer vi Baaden i Stilling ved at tage mindre og mindre Vandmængder til og fra denne Tank, ganske som man skifter Lodderne paa en Vægt, til Ligevægt er til Stede. En Ordre gives til Maskinisten, Hovedelektromotoren gaar rundt, og Skruen giver Skibet Fart uden at vise sit Kølvand paa Overfladen, kun en Bevægelse i Vandet omkring Periskoptoppene røber deroppe, at der lige under Stedet udvikles en Virksomhed, som der for blot faa Aar siden krævedes en levende Fantasi til at udmale sig. Undervandsbaaden kan uden at gaa til Overfladen lade sit Anker gaa og atter hive det hjem, dersom den da ikke simpelthen foretrækker at lægge sig paa Bunden paa en saadan Dybde, at dens Øje endnu kan følge Begivenhedernes Gang paa Havoverfladen. Maskinrummet Fra vort sikre Stade her under Vandet er vi nu ikke en Gang udelukket fra Meddelelser fra Omverdenen; vi kan med andre i Farvandet værende danske Undervandsbaade føre en ret livlig Konversation, om hvad vi foretager os, og hvad vi agter at gøre, altsammen ved Hjælp af en stor Klokke, der, anbragt inde i en med Vand fyldt Tank, ved Hjælp af Elektricitet og Trykluft kan bringes til at slaa i Takt med en lille Telegrafnøgle, som man da lader vibrere efter almindeligt Morse Telegraf-System. Klokkens Lyd forplantes gennem Skibssiden ud i det omgivende Vand, og naar Impulsen træffer en Undervandsbaad, paavirkes nogle i denne ophængte Mikrofoner, der med sine vedhængende Telefoner og tilhørende elektriske Batteri danner en Modtagerstation, hvor de Ombordværende kan høre Telegraftegnene og derigennem forstaa den givne Meddelelse; omvendt er de saa i Stand til at svare og blive forstaaet fra vor Baad, og Samtalen kan gaa ret livlig og bidrage til at klarlægge Situationen for begge Parter. Vi trænger nu til igen at faa et Pust frisk Søluft i Ansigtet; desuden er Trykket steget noget hernede i den lange Tid, hvad der maaske kan genere vore Besøgende. Derfor: Blæs ud!" og som en Prop hæver vi os op i Lyset. Vandet løber fra Baadens brede Ryg, idet denne kløver Overfladen, og snart ligger vi saa højt oppe, at Lugerne kan aabnes, og Adgangen op være fri; lad saa Baaden være nok saa vidunderlig og interes- 58

59 59 sant, den frie, friske Natur deroppe vinker dog stærkere og lader os ovenpaa vor lange Indespærring mærke, hvor uundværlig den er os. I en Haandevending kan Besætningen nu rigge til oppe paa Dækket, Telegraf, Styregrejer o. 1. kommer paa Plads, en Mast rejses i hver Ende af Baaden og udstrakt herimellem spreder snart en Radiostations Luftnet sine lange Traade, medens Stationens Gnist sender Melding ud i Verdensrummet, at vi efter vor endte Dybdefart er paa Vejen hjem. Og det gaar rask, et Slag paa Telegrafen, en tordenlignende Larm fra Baadens Bug, og Dieselmotoren springer i Gang og begynder med at lade sin mange Hestekræfter virke paa Skruen, stærkere og stærkere gaar det; 14 Knobs Fart med en saadan forholdsvis lille Undervandsbaad, det er nok værd at notere som et Resultat. Ja, kære Læser, Turen er omme, og De overlades til selv at foretage et Resumé af Begivenhederne, og lade Indtrykkene fæstne sig, helst samlende sig om dette som Enhed, at vor Lands Forsvar vel nok er en Anstrengelse værd, naar det, som vi ser, kan gøres virkningsfuldt, og lad saa dette Indtryk meddele sig til alle i Landet, saa at det paa Farens Dag bringer deres Hjerter til at slaa, saa det kan mærkes fra den Ene til den Anden, ligesaa lydeligt som Klokken dernede i Baaden gennem de 10 mm. Staalplader. Axel Bork. 59

60 60 Fra Vikingen, Nr. 2, 1944 Den gamle mester fortæller Ved Carl Østen. Dykkeren - Danmarks første U-baad. Efter Hejmdal"s Hjemkomst blev jeg udkommanderet til at følge Bygningen og Færdiggørelsen i Spezia af den føromtalte Undervandsbaad, som blev Danmarks første, og som fik Navnet Dykkeren. Da den var søsat, rejste en Maskinmester og jeg derned, hvor vi var i 3 Maaneder indtil Afleveringen, og fordi vi var udset til at skulle sejle med dette nye ukendte Vaaben, naar det var indlemmet i den danske Flaade. I Spezia havde en Tid forinden Løjtnant Aarestrup opholdt sig for paa den danske Marines Vegne at kontrollere Bygningen og Konstruktionen af Dykkeren. Aarestrup havde forinden været Fortaleren og Forkæmperen for Undervandsbaadenes Indførelse i dets danske Flaade, eftersom ingen andre herhjemme vilde have med den Sag at gøre, da man mente, at Undervandsbaade ikke vilde faa nogen praktisk Betydning krigsmæssigt set. Men Løjtnant Aarestrup, som troede paa deres Nytte, tog Orlov fra Marinen og rejste for egen Regning og Risiko til Holland, hvor han gennem Bekendtskab fik Lejlighed til at se Bygningen af en hollandsk U-baad og ogsaa foretage en Sejlads med den. Mester H. C. Borrild fortæller i denne Artikel om U-Baadenes Indførelse i den danske Flaade. I. C." havde ikke Penge til U-Baade! Da Aarestrup kom tilbage, forsøgte han at faa den daværende Forsvarsminister I. C. Christensen til at interessere sig for Anskaffelsen U-Baade til den danske Flaade. Men I. C. svarede, at det ikke kunde lade sig gøre paa Grund af manglende Finanser, hvorpaa Aarestrup foreslog Ministere, at Midlerne dertil kunde skaffes, hvis man lod ophugge og sælge alle de gamle Skibe fra Flaaden, der laa ude paa Orlogsværftet, og hvor der laa saa at sige alt mellem Himmel og jord! Det gik Ministeren saa med til, og paa den Maade skaffedes Midlerne til Bygningen af Danmarks første U-Baad Dykkeren. Aarestrup fik saa det Hverv at rejse ud og se paa forskellige U-Baadsværfter, bl.a. i Amerika, Holland og Italien, hvor han sidstnævnte Sted fandt, at Spezia-Værftet dengang var det bedste, og hvis Pris bedst passede til den danske Marines Finanser. Efter at vi havde deltaget i Dykkeren"s Prøvesejladser ved Spezia, blev den slæbt til Danmark af en Svitzer-Bugserbaad og kom hertil København i Begyndelsen af September Aarestrup blev jo næsten selvsagt dens Fører. Dens øvrige Besætning bestod af Næstkommanderende, Maskinmester, Undermaskinmester, Torpedomand, Baadsmand, der udgjordes af min Person, samt 2 Matroser og 2 Maskinister, ialt 9. Vi begyndte straks paa Øvelsesejladser Nord for Middelgrunden, og jeg maa sige, at vi som ved Prøve-Dykningerne i Spezia var saa optaget af vort Arbejde, at vi ikke fik Tid til at tænke paa Fare-momenterne ved dette nye Vaabens Færden under Vandet. Øvelserne, hvori deltog forskellige højtstaaende Officerer, gik hovedsagelig ud paa Neddykninger og Styringer under Vandet. 60

61 61 U- Baadene Havfruen, Najaden, Havmanden, 2. April og ( Thetis, som ikke ses) staar Havnen ud paa det første, danske samlede U-Baadstogt i Sagkundskaben betragtede Dykkeren med Skepsis. Det skal siges, at Sagkundskaben betragtede Dykkeren med megen Skepsis, og bedre blev det ikke, da den med Admiral Garde ombord under en af Prøve-Sejladserne ikke var til at holde Styr paa, idet den hoppede og sprang fra den ene Dybde til den anden, hvilket fik Admiralen til at komme med følgende Udgydelse: Lad mig saa komme i Land, nu har jeg set nok af det! Og efter at Admiralen var sat i Land ved Bellevue, sagde han i en satirisk Tone til Aarestrup: Nu kan De jo sejle videre og se, om De kan faa den til at opføre sig ordentlig. Kaptajn Aarestrup smaalo lidt derad paa sin særprægede Maade, hvorefter vi straks gik i Gang med at finde Aarsagen til Kalamiteten. Det viste sig, at en Tryk-luftventil var gaaet læk, saaledes at Trykket gik ind i Hoved-Tanken og trykkede Vandballasten ud, hvorved Baaden blev for let under Sejladsen og gav sig til at hoppe under Styringen. Naa, Ventilen blev snart tætnet, og kort Tid efter skulde vi ved Øvelse i Sundet gaa til Angreb mod Herluf Trolle, der laa til Ankers. Angrebet lykkedes saa godt, at Dykkeren uden at være set dykkede op i et Par Hundrede Meters Afstand fra Herluf Trolle efter at have markeret Torpedoskud, til stor Forundring for dens Besætning, der alle havde været paa Udkig. Danmark anskaffer flere U-Baade. Rapporten fra denne Øvelse skaffede U-Baadene Prestige, saa at Regeringen paa Anbefaling af Marineministeriet straks bevilgede Penge til Anskaffelse af flere U-Baade, og det blev overdraget Kaptajn Aarestrup, som nu stod med Æren i Behold, at sørge for deres Konstruktion samt Indhentningen af Tilbud. Han bestemte sig dennegang for Fiume-Værftet, hvor der bestiltes 3 med Licens for andre 3, der skulde bygges paa Orlogsværftet. De 3 fra Italien ankom hertil i 1912 og fik Navnene Havmanden, Thetis og 2. April, medens de 3, der byggedes herhjemme og blev færdige i Aarene , fik Navnene Havfruen, Najaden og Nymfen. Som med andre Opfindelser skete der hurtigt en Revolution indenfor Undervandsbaadene. De føromtalte 6 nye U-Baade dreves med Dieselmotor og i neddykket Tilstand fra Akkumulator, der var opladet ved Hjælp af Dieselmotoren. Dykkeren derimod dreves udelukkende ved Hjælp af Strøm fra Akkumulatorer, der skulde oplades fra Station i Land, hvilket selvsagt kun gav den et ret begrænset Aktions-Omraade. Dykkeren havde et Deplacement af 105 Tons, 2 Torpedoudskydningsrør og kunde opholde sig indtil 12 Timer under Vandet, hvilket viste sig ved en Prøve ude i Sundet, og ved hvilken vi havde en af Marinens Læger med for at undersøge Besætningens Tilstand gennem de 12 Timer og for at tage Prøver af Luften paa forskellige Tidspunkter. Disse Luftprøver blev proppet paa Flasker og senere undersøgt for Kulsyre-Indhold. Vi dykkede ned Kl. 6 om Morgenen og kom ikke op for Kl. 6 om Aftenen, indenfor hvilken Tid vi saa at sige foretog os alt, spiste og drak og besørgede nødvendige Ærinder". Selvom Luften ikke kunde betegnes som 61

62 62 Bjergluft, viste dog ingen af Besætningen Tegn paa Svækkelse eller Sygdomssymptomer, og det viste sig endog senere ved Undersøgelse af Luftens Kulsyre-Indhold i pct., at den var betydeligt større, end hvad man i Almindelighed ansaa for at være gavnlig, og ligeledes større, end hvad der for Eksempel var tilladt at have i de københavnske Kommuneskoler. Senere hen har U-Baaden jo faaet Apparater til Rensning af Luften og mange andre Forbedringer, men vi maa jo stadig huske paa, at Dykkeren faktisk kun var et Øvelses- Apparat og et Uddannelses-Fartøj. Dykkeren paa Propaganda-Sejlads. Aaret efter Dykkerens"s Ankomst skulde den en Søndag foretage en Propaganda-Sejlads Ned Langelinie, fra Bølgebryderne og ind til Toldboden. Prins Axel var med ombord og gjorde Tjeneste som Løjtnant, interesseret i U-Baadene som han var. Paa Rheden laa det russiske Kejserskib, og Langelinie var fyldt med en Masse Tilskuere, som gav os dundrende Hurraraab, da vi efter Sejlads under Vandet fra Bølgebryderne dukkede op ved Karantænestationen. Ved at følge vore Periskoper, som laa lidt ovenvands, havde de kunnet følge Dykkeren, der i de Dage var en Sensation. Denne Præsentations-Sejlads var iøvrigt et Kunststykke, eftersom der ikke var meget Vand at sejle i, kun en Fod eller to under Kølen havde vi. Det glemte Barn paa Undervandsbanden. Senere hen paa Aaret blev Dykkeren, der i Henhold til sin Aktions-Radius var bundet til København, sendt paa Langtfart til Køge for at være tilstede ved Afsløringen af Monumentet paa 200-Aarsdagen for Slaget ved Køge Bugt den 4. Oktober 1710, hvilken Sejlads vi ifølge Baadens Konstruktion udelukkende maatte foretage paa dens Akkumulatorer baade frem og tilbage. Vi stod Syd ud gennem Havnen, Slusen og Kalleboderne og vakte ved vor Ankomst til Køge kolossal Opsigt. Det var om Lørdagen, som Afsløringen skulde finde Sted om Søndagen, og da vi var inviteret til de paafølgende Festligheder, skulde vi blive liggende der til Mandag, saa vi blev indlogeret paa forskellige Hoteller, fordi Dykkeren ikke var indrettet med Sovesteder. Da det efter Afsløringen af Monumentet rygtedes, at Publikum kunde faa Adgang til at bese Dykkeren ombord, og da hele Køge var paa Benene i Anledning af Mindehøjtideligheden, fik vi en kolossal Tilstrømning af Folk, der masede saadan paa, at en Publikummer røg i Baljen. Der var Adgang ad Agterlugen, gennem Baaden og op ad Forlugen og op i Land, og der kom Folk af begge Køn, gamle og unge, tynde og tykke, men da der var snæver Plads i Baaden, gik det galt for en Værtshusholder, der hørte til sidste Kategori. Han blev siddende fast i Døraabningen mellem to af Rummene og kunde ikke komme løs, før Torpedo- Maskinisten havde fjernet Lukke-Mekanismen til Døren. Manden vilde saa fortsætte videre frem, men da der var endnu snævrere Plads, maatte han vende om, hvorfor vi maatte standse Tilgangen saa længe. En ung Kvinde, der havde sin Baby paa Armen, var meget ked af, at hun desaarsag ikke kunde komme ned og se Baaden. Men da saa en af Dykkeren s unge Matroser galant tilbød at holde Ungen saa længe, sprang Moderen let og adræt ned gennem Agterlugen og forsvandt i Baadens Indre. Da der var gaaet en Tid, og hun ikke var kommen tilbage for at hente Ungen, blev Matrosen lidt betænkelig. Da vi paa Grund af Tusmørkets Frembrud havde standset Besøget, og Moderen stadig ikke kom, spurgte Matrosen mig, hvad han saa skulde gøre, hvorpaa jeg svarede ham, at vi maatte se Tiden lidt an endnu, og skulde Moderen saa ikke komme, kunde vi jo tage Ungen med os, han fylder jo ikke saa meget, og naar han begynder saa tidlig, kan der sikkert blive en god Undervandsbaads-Mand af ham. Den gaar s'gu ikke, Bandsmand," svarede Matrosen mig. Ungen har vist sig at vaare en Dame, og hun egner sig ikke for Undervandsbaade, for hun er læk, se bare her paa mit tøj." Endelig langt om længe arriverede Moderen og forklarede med mange Undskyldninger, at hun var blevet saa betaget af alt, hvad hun havde set og hørt, og at hun ved Landstigningen var kommet i Snak med nogle Bekendte, saaledes at hun helt havde glemt sin lille Pige. Nu var hun straalende glad over at have faaet sit Afkom tilbage, men hvem der ikke var saa glad, var Matrosen, for han havde kun det samme Par Bukser, men det hindrede ham dog ikke i at gaa til Bal i Forsamlingshuset om Aftenen. Kronprins Christian paa Besøg i Dykkeren. Engang senere hen beærede Kronprins Christian os med sit Besøg, medens han i Sundet var ombord i et Fyrinspektionsskib, og var vel med os nede i en halv Times Tid. Det kneb jo for Kongens høje Skikkelse at sno sig i de smaa Lokaliteter, og jeg husker, at han sagde, idet han pegede paa Dybde-Manometeret: Naar den Viser der ikke vil gaa opad igen - saa er den gal!" Dette skete desværre, da Dykkeren efter en Paasejling i 1916 sank i Sundet, men hvor heldigvis alle blev reddet paa nær en Løjtnant, der ved Udslusning gennem Taarnet fik et hjerteslag og døde. Dykkeren udgik herefter af Linien og havnede paa Værftets Kirkegaard 62

63 63 for gammelt Jern. Ulykken med Dykkeren var heldigvis den eneste i de 11 Aar, jeg var ved U-Baadene og deres Station, og naar vi har været forskaanet for andre Ulykker og svære Uheld, skyldes det, at Ledelsers har handlet med Omhu, og at Mandskabet til enhver Tid har været sig deres Ansvar bevidst samt udvist Paapasselighed lige til de mindste Detaljer. Da Danmark i 1914 var kommet op paa 7 Baade, afgik de 5 af dem paa det første samlede Togt, som imidlertid blev afbrudt i Nysted paa Grund af Verdenskrigens indtræden. Under Krigen fortsattes Bygningen af U-Baade, hvorved vi foruden de eksisterende 6 af Havmand-Typen nu fik nogle af en ny Type, Ægir-Typen, der jo senere er efterfulgt af andre Typer. [...] 63

64 64 Niels Iuel-Brockdorff fortæller 7. Min tid som chef for Dykkeren Efter Togtets Afslutning den 27. September blev jeg kommanderet til Tjeneste ombord i vor første og dengang eneste Undervandsbaad Dykkeren, der i 1909 var bygget i den italienske By Spezia. Det blev et Afsnit paa hele 7 Aar i dette nye Vaaben, og et meget interessant Afsnit, hvor Livet ogsaa under Vandet blev dagligt Virke. - Min Læremester var Løjtnant Bonde, der var den tredie Søofficer som Dykkeren's Chef. Vaabenets Skaber herhjemme var Kaptajn Aarestrup, der tilsaa Bygningen af Baaden, og han blev dens første Chef. Det var kun en lille Baad med 9 Mands Besætning. Den var elektrisk dreven, havde to Skruer og var armeret med to Torpedoer. - Der blev kun sejlet om Dagen, og Maden havde vi med fra Land. - Baaden havde Station i Sømmegraven, hvor en tidligere Minebaad var Moderskib, og hvor en Kok bespiste os. Baaden var kun 36 Meter lang og 3,5 m. bred. I Over-fladen deplacerede den 103 Tons og neddykket 130 Tons. - Ja, det var virkelig en Lilleput Baad, men dog ligesaa lang, som Runde Taarn er høj. Som andre U- baade, blev dens Linjer formet som en Delfins, der hører til de hurtigste blandt Oceanernes Svømmere. - Og som en anden Fisk skulde den udholde Tryk paa relativt store Dybder. Under Hensyn til de danske Farvandes Dybder, blev Baaden bygget til en Maximumsdybde af 40 Meter. - Dens Trykskrog andrager 1,900,000 Kvadratcentimeter, og paa en Dybde af 10 Meter er det underkastet en Belastning paa 1900 Tons svarende til 7600 Tons paa 40 M. Dybde, saa det forstaas, at der fordres den største Nøjagtighed ved Styrkeberegningen og under Konstruktionen. - For at sikre sig den effektive Styrke, inden Baaden toges i Brug, blev den fra en flydende Kran uden Besætning sænket ned til de 40 M. og selvregistrerende Maaleapparater i Baadens forskellige Rum angav paa den største Dybde dens nøjagtige Sammentrykningskoefficient. Da det var vor første U-Baad, vakte den naturligvis stor Opsigt, hvorfor den undertiden om Søndagen blev fremvist for Publikum, og her optraadte omtalte Kok som Fagmand. Foruden at være en elendig Kok var han en stor Spasmager og fræk Fyr, men ved sin Frækhed og sine muntre Indfald gjorde han paa disse Søndage ikke ringe Lykke, naar han viste Publikum rundt i Baaden. - Saa fortalte han:,,naar vi skal dykke, saa drejer vi paa dette Hjul, og saa aabner der sig i Bunden nogle store Ventiler, saa Vandet kan løbe ind i nogle Vandtanke, og saa synker Baaden. - Og naar vi saa skal op igen, saa drejer vi paa dette Haandhjul, og saa bliver der pustet Luft ind i Tankene, saa Vandet løber ud af dem, og saa kommer vi op". - En af de Besøgende spørger saa Kokken:,,Hvad betyder det der rødmalede Haandtag"? Svaret:,,Det der, det røde Haandtag, jo, det drejer vi paa, naar vi hverken kan komme op eller ned". - Stor Tilfredshed blandt de Besøgende. Paa det Tidspunkt var en ny U-Baad (Havmanden) under Bygning i den østrigske By Fiume ved Adriaterhavet, og Foraaret 1912 blev jeg sendt derned for at overvære Prøveturene. Kaptajn Aarestrup samt Marineingeniør Hauschultz havde overvaaget Bygningen, og foruden Undertegnede rejste Underdirektør ved Orlogsværftet Adolph samt Baadsmand Borrild og Sømine-ass. Juul-Christensen, (de to sidstnævnte skulde udkommanderes med Baaden), derned. Installationerne var saa vidt færdige, at vi straks kunde gaa igang med Prøverne, og spændende var det at skule dykke paa de ret store Dybder (40 Meter). - Alt forløb vel, og Baaden blev overtaget. Efter Overtagelsen havde vi en pudsig lille Oplevelse, idet Aarestrup vilde invitere paa en lille Middag i en bedre Restauration med efterfølgende Varietebesøg, og dette forløb meget fornøjeligt takket være blandt andet Optræden af en Dame med et meget indviklet Navn - en Kombination af ungarsk-slavonsk-italiensk - repræsenterende nogle af de i Staden boende Befolkninger. - Vedkommende skulde baade synge og danse, men da hendes Præstationer ikke syntes os værdige til Bifald, forholdt vi os ganske passive uden Klappen - men dette tog hun os meget unaadigt op - nærmede sig med rasende Blikke til Lampe-rækken og udbrød med ophidset Stemme ned til os paa 1. Række:,,Guj, sikke no ' en R.. huller". - Tableau. - Men noget syntes Aarestrup nu, at der maatte gøres, saa han indbød hende elskværdigt til Souper efter Forestillingen, og Resten af Aftenen forløb i største Harmoni - og paa Dansk. 7 Iuel-Brockdorff 1960, s. 164ff. 64

65 65 Thetis søsættes fra Whitehead-Fiume Værftet, Østrig den 19. juni (5. Eskadres arkiv/tøjhusmuseet) En Søsterbaad, Thetis, blev søsat under vort Ophold dernede, og Begivenheden fejredes ved en efterfølgende fornem Middag hos Værftsbestyrelsens Formand, Greve Hoyos. Baadene blev bygget hos Firmaet Whitehead, der havde Fabrikation af Torpedoer som Speciale, men nu var overgaaet til ogsaa at bygge U-Baade. Alverdens Orlogsmariner anskaffede Torpedoer fra dette Firma, hvorfor der altid opholdt sig mange kontrolførende Officerer her. - Alle spiste vi Middag Kl. 12 paa Værftet, og vi kunde undertiden være op til 30 Officerer, der alle havde et fornøjeligt Samvær. - Der blev serveret tre Retter Mad, med klar Suppe som indledende Ret hver eneste Dag, og hertil blev skænket et Glas Cognac og budt et stort Stykke Schweizer-Ost. Iøvrigt blev der kun drukket Vand, og det hele skulde overstaas paa en Time. En Dag under Maaltidet indløb der Telegram om, at vor Konge, Frederik VIII, var afgaaet ved Døden under et Besøg i Hamburg. - Messeformanden rejste sig straks op og udtalte smukke Mindeord om den afdøde Majestæt. [...] Min Tjeneste som Chef for Dykkeren varede indtil den 20. Januar 1913, da jeg saa overtog den nybyggede U-Baad Havmanden. - Denne Udkommando varede til den 30. November, da jeg overtog den sidstbyggede U-Baad Najaden. Med denne Nybygning havde vi nu 4 moderne Baade forsynet med Dieselmotorer til Drift i Overfladen, medens Elektricitet stadig var Drivkraften neddykket. - Baadene var nu forsynet med flere Torpedoer samt med en 57 mm Kanon paa Dækket. Dykkeren anvendtes endnu som Forsøgs- og Skolebaad. 65

66 66 Aarhus havn, søndre mole, ca Najaden står havnen ind. I baggrunden barken Carl af Skive (senere Marie af Marstal) (Forsvarets Biblioteks arkiv) U-Baadsøvelserne blev nu lagt i faste Baner, og Organisationen tilrettelagt med diverse taktiske krigsmæssige Angrebsmetoder for Øje. Dette nye Vaaben gav i sig selv Muligheder for helt nye Former for Søkrigsførelse, og hele Livet ombord i disse smaa Baade med den ret primitive Beboelse gav det lille Samfund Præget af Sammenhold i det fælles Arbejde, hvor hver Mand havde sin bestemte og særdeles betroede Post, og som ikke under nogen Form maatte svigtes. - Det udviklede en Pligtfølelse og et Kammeratskab, hvor hver Mand havde Respekt baade for sit eget og for Kammeratens Arbejde, og team-work'et fungerede præcis, som det skulde. Da det under de beskedne Rumforhold ombord i disse smaa Fartøjer kunde have sine Besværligheder at variere Bespisningen under længere Sejlads borte fra Havn, maatte vi ogsaa forsøge, hvorledes en forholdsvis længere Periodes ensformige Kost vilde gøre sig gældende, naar Besætningen skulde gennemføre sit daglige kropslige Arbejde, og for at faa Erfaring paa dette Omraade, blev en Deling paa tre U-Baade udsendt paa et fire Ugers Togt med udelukkende presarveret Bespisning. - De første 14 Dage forløb uden Gene, men paa Slutningen befandt vi os ikke særlig godt. - Fire Uger kan maaske ikke synes saa overvældende, men naar henses til denne Ernærings forringede Værdi, skal man vist alligevel ikke forbavses. - Men det havde utvivlsomt sin store Betydning, at vort Lægekorps ogsaa paa dette Omraade var fortrolig med Ernæringsfysiologien under Besætningens stærkt varierede Ophold saavel i den friske Søluft som indespærrede i en vand- og lufttæt U-Baad. Indgaaende Øvelser udførtes blandt andet ogsaa med Personellet iført de automatisk virkende Redningsveste. - Disse Veste var af vandtæt Stof og kunde pustes op fra en dertil indrettet Beholders Ilt. En Klemme blev sat paa Næsen, og en automatisk virkende Reduktionsventil gjorde, at Aandedrættet kunde foregaa, idet en Kalipatron modtog den Kulsyre, som den paagældende udaandede. - De indledende øvelser foretoges med Delinkventen liggende paa Bunden af et dybt med Saltvand fyldt Kar, saa Læreren kunde følge den paagældende og i Tide faa ham op af Karret, saafremt han ikke paa rigtig Vis trak Vejret og saaledes modvirkede Reduktionsventilens Virkemaade. - Det hændte, at det slog Fejl, men det fik aldrig alvorlige Følger. Senere gik vi roligt videre ned i Dybden og spadserede trygt rundt paa Bunden paa indtil 15 m Dybde indtil ca. 1 Time. 66

67 67 2den April, Najaden og Havfruen på besøg i ukendt havn. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 67

68 68 CHEFEN for UNDERVANDSBAADEN DYKKEREN. Orlogsværftet, den 1ste Maj Til FLAADENS OVERKOMMANDO Herved tillader jeg mig at indberette, at der Dags Em. er sket det Uheld under DYKKEREN s Torpedoskydning udfor Taarbæk, at en Torpedo, der var udskudt fra Baaden paa Slutningen af sin Bane løb i Bue og fortsatte et godt Stykke ud over sin indstillede Distance, hvorved den ramte en hollandsk Kuf, som var for sydgaaende. Kuffen, der hed VOORWAARTS af Groningen, ført af Skipper L. Meertens, ramtes af Torpedoen c. 7 m fra Agterstævnen og 1 m under Vandlinien, hvorved der bibragtes den en Bule paa ca. ½ m og ca. 5 cm. største Dybde. SLEIPNER løb straks paa Prajehold og forespurgte om den behøvede Assistance, men Skipperen svarede, at saavidt han foreløbig kunde se, tog den intet Vand ind, hvorfor han vilde fortsætte til København, der var hans Bestemmelsessted. Da Torpedoen bjærgedes, viste det Big, at Bøsningen, der holder Blusset, var trykket noget ind i Ladningsrummet, men ellers bar den intet synligt Mærke af Sammenstødet. Senere konstateredes, at der var Vand i Agterrummet, hvad der kan have været Aarsag til, at den som nævnt løb i Bue paa Slutningen af sin Bane. Ved Hjemkomsten løb DYKKEREN paa Siden af Kuffen, der da var ankret i Yderhavnen. Ledsaget af Tømmermanden (Dykkeren) paa SLEIPNER foretog jeg en Besigtigelse af Skaden og tilbød, at afgøre det med Skipperen paa Stedet, hvilket han dog ikke mente at kunne gøre. Ved Besigtigelsen maaltes den fremkomne Bule op, som ovenfor angivet. Paa dette Tidspunkbt sivede der lidt Vand ind rundt om 2 Nagler i Spantevinklen. Skipperen gik i Land for at bevirke, at Agterlasten, der bestod af Cement i Sække, blev udlosset inden den eventuelt kunde tage Skade. Med Hensyn til Aarsagen til Uheldet skal Jeg tillade mig at bemærke, at dette foruden ovennævnte Uregelmæssigheder i Torpedoens Bane tildels maa tilskrives et Fejlskøn fra min Side, idet jeg i Periskopet antog den dybtlastede Kuf for meget længere borte, end den i Virkeligheden var. Af de to Torpedoer, der med 600 m Distance og 3 m Dybdeindstilling, kort efter hinanden affyredes fra Baaden, sprang den første op ca. 100 m paa den anden Side af Maalet, medens den anden derimod fortsatte sin Bane og bøjede mere og mere af til højre, indtil den i ca. 600 m Afstand fra Maalet og umiddelbart før Opspringet ramte Kuffen, som ovenfor nævnt. Kuffen havde Kurs omtrent tværs paa Skudlinien og Torpedoen har antagelig ramt den under en ret spids Vinkel. Efter Føreren af SLEIPNER,,s Skøn var Undervandsbaadens Afstand til Maalet i Skudøjeblikket m, medens dens Fart paa dette Tidspunkt var 5,5 knob. Endelig skal oplyses, at den hollandske Kufs herværede Mægler er Wonsild & 8øn, Amaliegade 33. Fremsendes til FLAADENS OVERKOMMANDO. Undervandsbaadsflotillen, den 2den Maj 1916 Sign. Viggo Clausen. 68

69 69 Af Maskinmesteren. Da Dykkeren blev paasejlet Vi har i den senere Tid i Dagspressen læst om de frygtelige Katastrofer, der har ramt enkelte af de store Nationers Undervandsbaade Katastrofer, der har paakaldt hele Verdens Opmærksomhed, og hvorved mange Mennesker, indespærret i disse Baade i nedsænket Tilstand, har lidt en kvalfuld Død. I denne Forbindelse mindes man uvilkaarligt det Uheld, der den 9. Oktober 1916 ramle den danske Undervandsbaad Dykkeren" under Øvelse i Sundet; og da denne Tildragelse i den ovennævnte Forbindelse ikke er uden Interesse, skal den her i det følgende gengives, som den foreligger i Sagkundskabens nøgterne Beretning: Den 9. Oktober laa den danske Undervandsbaad Dykkeren" og afholdt Øvelser i Sundet ud for Taarbæk. Den havde som Ledsagebaad Patrouillebaaden Slejpner". Dykkeren"s Besætning udgjorde talt 9 Mand. Chefen var en Premierløjtnant, og de øvrige bestod af 2 Maskinmestre, 1 Baadsmand, 3 Matroser og 2 Maskinpassere. Undervandsbaaden havde i længere Tid sejlet helt neddykket, hvorved Slejpner" havde mistet Føling med den; og da Dykkeren"s Chef ved 14,30 Tiden begyndte at blæse Hovedtankene læns for at komme til Overfladen og afslutte Øvelsen, havde Strømmen sat U-Baaden ud i den for Handelsskibe afmærkede Sejlrende gennem de danske Minespærringer. Netop paa dette Tidspunkt passerede Damperen Vesta" gennem Sejlrenden. Den gik kun med ringe Fart, men ramte ikke desto mindre U-Baaden saa haardt og skurede saa kraftigt hen over dens tynde Staalplader, at den helt mistede Evnen til at røre sig. Om Bord i Damperen havde man tydeligt mærket Stødet, men da der ikke var observeret noget over Vandet eller i Vandskorpen, som kunde have foraarsaget det, var man ikke klar over, hvad man var stødt paa, før man blev opmærksom paa, at der steg talrige Luftbobler op fra Bunden. Saa stoppede Vesta" øjeblikkelig sin Maskine og satte sine Redniugsbaade ud, og 10 Minutter efter havde den ene af disse reddet 3 Mand, som pludselig var dukket op over Vandfladen. Disse 3 reddede blev bragt om Bord i Sleipner", der imidlertid var kommet til og øjeblikkelig havde alarmeret de nærliggende Vagtskibe og Torpedobaade, som gennem deres Radio videre alarmerede Marineministeriet og Svitzers Bjergningsentreprise. Til alt Held var en af Flaadens øvrige U-Baadsehefer, Kaptajn Juel-Brockdorff, om Bord i eet af Vagtskibene, og man havde saa ledes straks den bedste Sagkundskab ved Haanden. Uden Betænkning iførte Kaptajn Juel-Brockdorff sig en Dykkerdragt og gik ned, og det lykkedes ham hurtigt at finde den forulykkede U-Baad. Ved Bankesignaler kom han i Forbindelse med den indespærrede Besætning, som han konstaterede befandt sig i Torpedorummet. Imidlertid var Svitzers Bjergningsdamper Kattegat" ankommet med 2 Løftepontoner, som blev forankret paa hver sin Side af den forulykkede U-Baads Plads, og man gik straks i Gang med at anbringe Kæder fra disse Pontoner omkring U-Baaden for at faa den løftet op over Vandoverfladen, saa de Indespærrede kunde blive udfriede. Men mens dette Arbejde foregik i feberhastigt Tempo, havde man heller ikke ligget paa den lade Side for paa anden Maade at bringe Hjælp til de Nødstedte i U-Baaden. Inden KL 20 havde man faaet anbragt Luftslanger paa Torpedorummet, og der var nu ikke længere nogen Fare for, at de Indespærrede skulde omkomme af Mangel paa Luft. Arbejdet med at løfte Baaden forløb ogsaa heldigt. Ved 23,30 Tiden havde man faaet dens Stævn saa højt op over Vandet, at man kunde aabne Torpedolugen og faa de Indespærrede ud. Kort forinden havde man hentet et Lig op fra U-Baadens Kommandotaarn. Dette var Dykkeren"s Chef. Saaledes var Situationen paa Overfladen. I Undervandsbaaden saa den unægtelig lidt anderledes ud; og som den var dér, skal den gengives her efter de Reddedes egen Beretning: Baaden laa stoppet, og Chefen var i Gang med at blæse Hovedtanken læns for at komme til Overfladen, da der mærkedes et stærkt Stød mod Agterskibet, Samtidig fossede Vandet ned i Rummet agten for Maskinrummet. Det viste sig senere, at Hovedlugen til dette Rum var revet af ved Paasejlingen, og den Mand, der opholdt sig der - en af Maskinpasserne - styrtede øjeblikkelig ind i Maskinrummet og smækkede den vandtætte Dør i efter sig uden dog at overbevise sig om, at denne var tæt tillukket. I Katastrofeøjeblikket var 1ste Maskinmester alene i Maskinrummet, mens den øvrige Maskinbesætning var beskæftiget i Torpedorummet. Uden et Øjebliks Betænkning skruede 1ste Mester Faldkølen løs, men dette havde ingen Virkning, da Damperen havde trykket U-Baaden saa haardt ned i Bunden, at den ikke kunde komme løs. Saa sendte 1ste Mester Maskinpasseren ind i Kommandorummet og lukkede vandtæt efter ham, hvorefter han ogsaa 69

70 70 forsøgte at faa Døren til Agterrummet til at slutte, hvilket jo ikke var lykkedes for Maskinpasseren. En eller anden løsrevet Genstand, som det indstrømmende Vand stadig førte ind mellem Dør og Karm, forhindrede dog ogsaa Iste Mester i at faa Døren til at slutte vandtæt, og da Vandet efterhaanden steg foruroligende i Maskinrummet, maatte han retirere til Kommandorummet, hvor ogsaa den øvrige Del af Besætningen nu opholdt sig. Det skal bemærkes, at Kommandorummet, hvorfra Kommando taarnet udgik, laa mellem Maskin- og Torpedorum. Da det viste sig, at 6 af vore 12 Iltindaandings-apparater var ødelagt af indstrømmende Vand, og at der saaledes ingen Apparater var til 1ste Maskinmester og de to Maskinpassere, blev det efter en hurtig Raadslagning besluttet, at Baadsmanden og de 2 Maskinpassere skulde forsøge at komme ud af Baaden gennem Taarnet. Baadsmanden afgav saa sit Iltapparat til 1ste Maskinmester, hvorimod Chefen beholdt sit, da han skulde lukke den øverste Taarnluge, efterhaanden som de 3 andre var sluppet ud. Vi, som skulde blive tilbage, fik saa Ordre til ligeledes efterhaanden at tømme Vandet ud af Taarnet og ned i Baaden og om muligt forsøge at komme ud samme Vej. Som før omtalt lykkedes det Baadsmanden og de to Maskinpassere at slippe ud af Taarnet og svømme til Overflade, hvorimod Chefen blev hængende fast i Taarnlugen og druknede. Hvorledes det gik de øvrige under den ni Timers lange Indespærring, de blev udsat for, fremgaar af følgende Uddrag af et Brev fra Dykkeren"s 1ste Maskinmester til en Bekendt: Efter at Chefen og Baadsmanden samt de to Maskinpassere var gaaet op i Taarnet, og jeg havde lukket den underste Luge efter dem, søgte jeg tilbage til Torpedorummet, hvor mine fire Lidelsesfæller opholdt sig. Paa dette Tidsrum stod Vandet kun lidt over Dørken i Rummets Agterpart om Bagbord, saa vi kunde gaa tørskoet. Den danske Undervandsbaad Dykkeren i Søminegraven paa Orlogsværftet i Den aabenstaaende Luge agter blev afrevet ved Paasejlingen under Neddykning i Sundet den 9. Oktober Efterhaanden som Elementerne i Kommandorummet kom under Vand, udvikledes en hel Del Klorgas, som irriterede min Hals paa det frygteligste, og jeg følte en saadan Tørhed paa Gane og Tunge, at jeg næppe kunde tale. Heldigvis havde vi vor Ferskvandsbeholdning i Torpedorummet, og vi fandt ogsaa en Kasserolle, som vi kunde benytte som Drikkekar. Efter at have drukket lidt, fortog de værste Smerter i min Hals sig, og jeg kunde igen tale uden særlig Anstrengelse. Kort efter at jeg var kommet ind i Torpedorummet, saa vi gennem Koøjet i Døren, at der trængte Vand ned i Kommandorumrnet gennem den underste Taarnluge, som var lidt utæt, og vi vidste da, at den øverste Luge var aabnet. Da der var gaaet et Stykke Tid, og Vandet stadig vedblev at trænge ned i Kommandorummet, forstod vi, at der maatte være noget i Vejen med den øverste Luge. Hvad dette kunde være, og hvorledes det var gaaet de fire, som var gaaet op i Taarnet, havde vi ingen Anelse om. Vi havde ikke hørt en Lyd fra Taarnet. Vandet i Kommandorummet steg nu efterhaanden op over Koøjet, og noget trængte ogsaa ind i Torpedorummet, da Døren hertil var lidt utæt i Hængselsiden. Vi talte saa smaat om at søge op gennem Taarnet, men vi opgav det igen. dels fordi vi ikke vidste, om Taarnet var fri, og dels fordi vi helst vilde afvente Signal udefra. Men skulde vi gaa op gennem Taarnet, vilde vi i hvert Fald benytte Forlugen, som vi godt kunde aabne nede fra efter at have fyldt Rummet med Vand. 70

71 71 Imidlertid trængte der saa meget Vand ind i Rummet, at flere af Elementerne kortsluttedes; men da Baaden laa med ca. 25 Graders bagbords Slagside, gik det dog ikke ud over dem alle paa engang. Naar Vandet kom i Berøring med Elementernes Polskruer, steg en hvidlig Røg op fra disse, og Luften blev meget daarlig, saa vi maatte aande i vore Iltapparater; dog brugte vi ikke af Ilten, som vi vilde faa haardere Brug for, naar vi fik saa meget Vand i Rummet, at vi blev tvunget til at gøre Forsøg paa at komme op. Derimod fyldte vi Lungerne med Luft fra Rummet, og udaandede saa denne Luft gennem Kalipatronerne, og paa den Maade kunde vi benytte den saaledes rensede Luft i 3-4 Minutter. Naar Vandet steg over Elementernes Polskruer var det, som om Klorgassen igen blev optaget, og Luften i Rummet blev atter til at indaande. Ja. det føltes endog som en frisk Luft-strømning gennem Rummet; men selv om disse oplivende Momenter nok et Øjeblik kunde højne Humøret, var dette dog kun en stakket Frist. Omsider opfangede vi nogle Lyde udefra, der tydeligt sagde os. at der nu var Dykker ved Baaden, At dette var Kaptajn Juel-Brockdorff, havde vi naturligvis ingen Anelse om, men vi blev hurtigt klar over, at det i hvert Fald var en Mand, der havde indgaaende Kendskab til denne Undervandsbaads Indretning og til Telegrafi efter Morse-Systemet; thi lidt efter hørte vi tydeligt Bankesignaler i Morse-Kode. Det første Signal var "Kommandorum og Spørgsmaalstegn, hvilket vi besvarede med Torpedorum", og derefter fulgte et livligt Bankeri baade udefra og indefra. Vi fik forskellige Instruktioner og Raad og gav Meddelelser om vor Stilling inde i Baaden. Mange af Signalerne maatte dog gentages flere Gange, da forstyrrende Lyde af noget, der skrabede mod Skrogets udvendige Sider, undertiden gjorde Signalerne utydelige. Disse forstyrrende Lyde hidrørte naturligvis fra Arbejdet med at anbringe Kæderne til at hæve Baaden, hvilket dog først senere stod os klart. Omtrent hver halve Time gentog Processen med Klorgassen og Luftstrømmen sig, og efterhaanden blev Luften daarligere og daarligere i Rummet. Vi følte det maaske ikke selv saa meget, men vi kunde se det paa hinanden. Vort Bryst arbejdede voldsomt, og vort Aandedræt var meget hurtigt, dog holdt vi os stadig fra at bruge den Ilt, vi havde paa Flaskerne, før vi var i den yderste Aandenød. men vi maatte ogsaa oftere ty til vort Drikkevand. Vi maatte dog snart indse, at vi ikke ret meget længere kunde udholde Opholdet i dette trange med giftig Luft mættede Rum. Vi led frygtelige Smerter i Mund og Svælg. Det var, som om vi indaandede den klare Ild, Klokken gik nu stærkt til 20. I ca. 5½ Time havde vi været indespærrede og havde lidt Tantaluskvaler, men nu kunde vi heller ikke længere holde Pinen ud. Vi maatte nu gribe til vort sidste Middel, for endnu en kort Stund at opretholde Livet, og vi var allerede i Gang med at tage vore Iltflasker i Brug, da vi endelig opfangede Signal om, at der sattes Luft til udefra: og et Øjeblik efter strømmede den dejlige, friske Luft gennem Rummet. Dette kvikkede os voldsomt op, men nu begyndte vi at fryse især jeg, som var vaad til Hofterne. Før Lufttilførselen af den friske Luft havde jeg ikke følt Kulden saa slemt, da Vandet i Rummet var blevet en Smule opvarmet af Elementerne, eftersom de kortsluttedes. Men nu var det Slut med Elementerne, og vore Akkumulatorlamper var ogsaa saa nær udbrændte, at vi for ikke at blive hensat i konstant Mørke kun lod dem lyse lidt nu og da. Saa mærkede vi med et, at Baadens Forende blev løftet. Vandet tog pludselig Raus agterover og steg i Rummets Agterpart til helt op over Dørens Overkant, Herved aflastedes Trykket paa den modsatte Side, hvorved Døren blev mere utæt. Dette havde igen til Følge, at Vandet i Rummet steg yderligere. Efterhaanden naaede det helt op til Midten af Torpedorørene, og det saa for os ud, som om vi efte r at være undsluppet den frygtelige Klorgas nu skulde lide en ynkelig Druknedød, da vi endelig Kl. 23,30 blev udfriet af vort Fængsel. Saa stod vi da med Livet i Behold paa Slejpner s Dæk, og det var med en Følelse af Taknemmelighed, at vi atter indaandede den herlige Aftenluft under en stjerneklar Himmel efter ni kvalfulde Timers Ophold i Dykkeren"s trange, halvvejs vandfyldte og giftmættede Torpedorum paa Øresunds Bund. Portræt af premierløjtnant S. A. Christensen. Født: 1. august Død: 9. oktober

72 72 På billedet er håndskrevet: "Premierløjtnant i den kgl. Marine Svend Aage Christensen. Død som chef for undervandsbaaden "Dykkeren", som en helt paa sin post d. 9/ Ære være hans minde." (5. Eskadres arkiv / Tøjhusmuseet) 72

73 73 Fra Søetatens arkiv i Rigsarkivet. Underbaadsmand J. Sørensen. Sundet d. 9 Oktober Fra Dykkerens forlis Til Chefen for Undervandsbaadsflotillen. Kl. ca. 12,45 Fm. afgik Dykkeren fra Lejet ,40-45 var vi klar til Dykning i Sejlrenden ca 1000 m fra Taarbæk Rev L & Kl. Td. Stevnen Nord i. Vi gik ned i Baaden efter at have lukket Lugerne og fyldte paa reglementeret Maade Hovedtankene. Hjælp- og Trimtank var paafyldt Vand efter Bestemmelse af Saltholdighed. Chefen trimmede derefter Baaden af, og det viste sig, at Baaden var noget for tung, idet vi da vi gik an - et Øjeblik tog Bunden - Kl. var ca. 1,50 da jeg sidst saa paa Uret og Dybdemaaleren viste da 8,2 m. Chefen sagde da "Vi maa tage noget Vand ud af Hjælpetanken. Tandhjulspumpen blev sat i Gang og pumpede Vand fra Hjælpetanken. Kort efter stoppedes Pumpen og vi gik an langsomt frem - forreste Dybderor lagt op - Baaden gik da op til ca. 7.5, men sank straks efter til ca.8 m., og noget efter tog vi Bunden igen. Ca. 2 Minutter efter at ovenstaaende var sket mærkedes et Stød agter paa Baaden, og Vandet begyndte at strømme ind. Maskinist 1 Andersen og Fyrbøder V. Hansen sprang til Spindelen ved Faldkølen og vilde slippe denne; dette gjorde dog øjensynlig ingen Forandring. Der blev kommanderet Redningsveste paa og Chefen aabnede for Udblæsning af Hovedtankene. Maskinist 1 Andersen lukkede vandtæt Dør til Luftakk. Rummet, hvorefter han sammen med Fyrbøder V. Hansen lukkede Døren mellem Motor- og Kommandorummet. Vandets Pres gjorde, at Lukningen ikke var helt vandtæt. Vandet stod da ca. 1 fod op over Dørkbrædderne. Vi gik da ind i Torpedorummet, som var nogenlunde fri for Vand. De 6 af os var forsynet med Iltapparater. Baaden havde 12 Apparater i Orden ved Udsejlingen; deraf laa 4 Stk. i Luftakk. Rummet, som jo straks fyldte med Vand; af de resterende 8 Apparater var 4 anbragt henholdsvis i Torpedo- og Kommandorum, og af de 8 blev 2 ødelagt af Vandet (Kalipatronen fyldtes gennem Luftrøret). Efter Samraad med Chefen foreslog jeg at tage Taarnet i Øjesyn for gennem Vinduesglassene at kunne observere om Vandoverfladen var synlig eller endog muligvis at Taarnlugen var over denne. Det viste sig da, at vi var ca 3 m under Vandoverfladen regnet fra Taarnlugens Overkant. Jeg var da jeg gik op i Taarnet forsynet med Redningsapparat og Chefen kom da op umiddelsart efter ligeledes med Redningsapparat. Ikke forsynet med et saadant var fyrbøder Hansen og Maskinist 1 Andersen (hvis Redningsapparat havde deres Plads i Luft-akk.Rummet); senere viste det sig, at endnu et Apparat ogsaa var ubrugeligt. Det blev da foreslaaet at af os, der befandt os i Taarnet skulde en af os afgive sin Redningsvest; hvorefter jeg aftog min Redningsvest og gav den til Maskinist Andersen, Efter Aftale mellem Chefen og ham blev det fastslaaet, at underste Taarnluge da skulde lukkes og for søge paa at aabne øverste Luge saaledes at Taarnet fyldte med Vand, og de af os der ingen Redningsapparat havde paa skulde da først op, og Chefen, som var forsynet med Redningsapparat, skulde da efter at være kommen ud af Baaden lukke øverste Taarnluge udvendig fra og ved Bankesignal gøre dem forstaaelig i Baaden, at nu var øverste Taarnluge lukket, hvorefter næste Hold skulde forsøge paa samme Maade. Fyrbøder V. Hansen forsøgte da at aabne øverste Taarnluge - der mærkedes et stærkt Lufttryk inde i Taarnet, da Spindelen paa Lugen blev noget opgaaet. Vandet begyndte da kort efter at strømme Ind og fyrbøder Hansen opgav da at aabne Lugen og skruede denne til igen - der var da ca. ½ m Vand i Taarnets Bund. Jeg tilbød da at forsøge paa at aabne Lugen med Chefens Sanktion - samme Lufttryk mærkedes og Vandets Indstrømning begyndte - derefter drejede jeg Spindelen hurtig rundt, satte Hoved og Skulder mod Lugens Underkant og fik derved aabnet denne. Et Øjeblik efter slap jeg fri og røg op til Vandoverfladen; umiddelbart efter fulgte fyrbøderne Hansen og Frederiksen, som jeg observerede medens jeg laa i Vandet; Chefen saa jeg stadig intet til. Efter at vi havde svømmet ca m blev vi optaget af en Baad fra den norske Damper. Vi kom ombord i Slejpner, hvor jeg forklarede Kaptajn Juul Brochdorff som Sagernes Stilling var - og pointerede at Chefen opholdt sig i Taarnet sammen med os 3 Reddede. sign. J. Sørensen Underbaadsmand. 73

74 74 Fra Berlingske Tidende, søndag den 8. marts Torpedoen I august 1914 blev jeg indkaldt til marinen for at gøre tjeneste som reserve-underofficer ved sømandskorpset, og blev torpedomaskinist i undervandsbåden Havmanden. Søndag den 21. oktober gik båden fra Helsingør for at ligge natten over i Gilleleje, så at vi kunne deltage i radiotelegraferingsøvelsen næste dag. Der blev sat drage op til at bære antennen. Efter frokost gik jeg op på broen og afløste ved roret, og vi lå mellem Nakkehoved og Kullan, da løjtnant Scheibel pludselig opdagede spidsen af en torpedo, der lå et stykke fra båden. Varsko chefen!, råbte han og da denne, Kai Baron Schaffelitzky de Muckadell, kom op, råbte han: Der kommer en torpedo lige mod os. Fuld kraft!, råbte han ned gennem maskinlugen, men torpedoen gik lige under os midtskibs, så tæt på at dens rygfinne strejfede bådens køl. Jeg stod på dækket og gloede på skumstriben uden at kunne røre mig, og da trak det virkeligt i huden på hovedet: håret rejste sig! Et held at torpedoer løber i bølgebevægelser, og at denne netop var i nedadgående bølge, ellers var dette ikke blevet skrevet. Halfdan Dalsborg Sudergade 16, 3000 Helsingør 74

75 75 Fra Den Gamle Kommandør Fortæller af Cai Scaffalitzky de Muckadell. Da Kongen ikke kom»jeg var den Gang - det var i Chef for Undervandsbaaden»Havmanden,«egentlig vor første Undervandsbaad, bygget i Italien og i alle Maader en Forsøgsbaad. Meget af det, der stak i den, var»kludekræmmerarbejde«- Kompressoren var lappet med Blypropper, der røg ud om Ørerne paa Maskinbesætningen, og Stemplerne gik stadig itu. Naa, det var jo naturligvis Børnesygdomme, men ofte Pokkers ubehageligt. Vi var bleven torpederede oppe ved Nakkehoved - det var jo lige efter Krigens Begyndelse og en Engelskmand - E. 11 hed den - troede, vi var en Tysker, for vores Flag havde viklet sig om Stangen agterude under Dykning, og han fyrede derfor to Torpedoer af paa os. Vi saa ham ikke, for han var selv neddykket, medens vi gik i Overfladen, men heldigvis missede han begge Gange - det vil sige, den anden Torpedo ramte os godt nok. Den gik bare saa dybt, at den kun skrabede os i Bunden - vi kunde se det paa Bundmalingen, da vi kom i Dok. Torpedoen eksploderede senere paa Stranden udfor Fyret, saa Stumperne røg Fyrmesteren om Ørerne. Ja - det var altsaa en»narrow escape«, men det tager Søfolk sig jo ikke saa meget af, [...] [V]i laa i Helsingør Havn og havde jo nok at tale om i de følgende Dage. Pludselig kom der en Telefonopringning fra Overkommandoen med Ordre til os om hurtigst muligt at gaa ned i Drogden og melde os til Eskadrechefen, der havde Majestæten om Bord paa en Inspektion, og det kan nok være, at vi fik rørt Neglene og for ud af Havnen med Kurs paa Middelgrunden. Det var et farligt Vejr [...] en halv Storm med Regn og Slud - fy for Pokker! Mine Folk var i Arbejdstøj - jeg med - men mens vi stod ned til Eskadren, havde vi Tid nok til at skifte. Det var jo ikke hver Dag, man skulde stedes for sin Konge, og mine Folk var vildt ophidsede ved Tanken. De vaskede sig til»nedringet«, de fik deres bedste Kluns paa - jeg kan huske, at min trofaste Ingeniør - Erdmann hed han - han er død for mange Aar siden - fik fin hvid stivet Mansketskjorte paa - det var ellers ikke dagligdags Kost i Undervandsbaadstjenesten - og jeg selv [...] - jeg havde Fuldskæg! Kaptajn Juel-Brockdorff og jeg havde svoret, at vi ikke vilde barbere os, før Englænderne havde sejret, men det tog jo Tid, og Juleaften røg Skægget. Men, mens jeg havde det, saa jeg forfærdelig ud - som en jysk Fisker-missionær, sagde mine Kammerater - i hvert Fald var der»rugepletter«i Skægget, og det var tilmed nærmest lyserødt!«[...]»jeg satte min Underbaadsmand op paa»pinden«, mens vi stod ned mod Eskadren og smukkiserede mig saa godt, jeg kunde - meget var det ikke, for det forbandede Skæg ødelagde det hele. Standerskibet»Olfert Fischer«laa nede i Drogden, opsvajet mellem Vind og Strøm, saa det var en rigtig ækel Manøvre at komme langs Siden af ham og det tog ogsaa sin Tid, skønt Manøvren lykkedes fint nok. Endelig laa vi der da, og jeg saa Majestæten staa i Læ af det agterste Kanontaarn. Ved Falderebet modtog min gamle faderlige Ven, Kommandør Nyholm mig, og han var rigtig godt gammeldags gnaven.»over med Dem i en Fart,«sagde han.»fy for den Lede, hvad er det dog for et Skæg, De har lagt Dem til? Rap Dem - Pokker skal ligge her et Øjeblik mere end nødvendig, og Majestæten er saa vaad som - ja, saa vaad, som en Konge overhovedet kan blive!«jeg entrede over og meldte mig til Kongen, der fik en kort Fremstilling af Torpederingen. Han var som sædvanlig elskværdig - men altsaa baade vaad og forfrossen, saa Audiensen var hurtig forbi. Jeg fik et Par venlige Ord, Ordre til at hilse min Besætning, og saa furede Nyholm mig regulært hen til Falderebet.»Afsted med sig og Deres ækle Fuldskæg«- han havde selv Fuldskæg, men jeg maa indrømme, at det saa baade pænt og soigneret ud og klædte ham. Over i»havmanden«kom jeg, op paa Broen ogsaa, Motoren sprang i Gang og op mod Nord styrede vi, alt hvad Stemplerne kunde trække. Da vi var Middelgrunden forover og der var frit Farvand, gik jeg selv ned for at klæde mig om i Søtøj, men nede i Baaden var der saa underlig stille. Alle mine Folk havde beholdt det fine Tøj paa og stod nedtrykte og skuffede og saa paa mig, da jeg kom hen i Kommandorummet.»Kommer Kongen ikke om Bord?«spurgte en af Matroserne - min højre Haand som fast Rorgænger, Hansen hed han - det gjorde forøvrigt fem af mine 11 Mand - og jeg svarede, at det kunde de jo selv se, at han ikke gjorde - i det Svinevejr inspicerer man jo ikke mere end nødvendigt, men jeg havde en Hilsen til dem alle fra ham. Ingeniør Erdmann saa ærgerlig paa sin fine Mansketskjorte - naa, den kunde jo gaa flere Gange endnu - og Matroser og Maskinfolk saa paa deres Paradetøj og saa blev der atter Stilhed, indtil Torpedofyrbøder Jensen tog Ordet paa alles Vegne. Han var min Oppasser, en herlig Mand [...] - og vant til at tale med mig om, hvad der laa ham - og mig - paa Sinde.»Vi ha'de nu ellers gjort, hvad vi kunde, Kaptajn,«sagde han,»se bare,»fonen«staar parat.«75

76 76»Fonen«var Baadens Øjesten, en Grammofon indkøbt i Helsingør ved Splejsning - min Part havde været tyve Kroner - og derfor passet og plejet, som om den var et nyfødt Svøbelsebarn. Pladerne var ogsaa indkøbt ved Splejsning, og der stod den, optrukket, med Plade paa, lige klar til at gaa i Start paa den Styrbords Akkumulatorkasse. Jeg saa lidt forbavset paa Jensen og sagde spørgende:»fonen?«hvad skulde den gøre, Jensen?Jo se, Kaptajn, vi ha'de jo tænkt os, at Kongen vilde komme ned i Baaden og saa vilde vi jo tage imod ham, saa godt vi kunde, og hvis han vilde høre»fonen«- og det vilde han vel nok - saa var den klar med vores Yndlingsplade, for den passede da til Kongen, som et Søm, Kaptajn.«Jeg saa paa ham. Saa startede han Dyret, og ud i Kommandorummet flagrede Tonerne af vor elskede Plade»Garden trækker op paa Amalienborg!«Den var der med Fanemarche, smældende Kommandoraab og flot Afmarche til»riberhusens«toner - rigtigt noget for en Flok snavsede Undervandsbaadsmatroser i Overall og med Twist i Hænderne.»Jo, se,«fortsatte Jensen, mens Fanemarchens Toner blandede sig med Motorens Hamren -»jo se, Kaptajn, Kongen er jo Garderofficer, saa vi mente, at han vilde blive glad over den Plade. Det vilde jo være saa hjemligt for ham.«han tav - og jeg tav, en Smule rørt, det nægter jeg ikke, for det var jo virkelig en smuk Tanke. Jeg bad ham om at sætte Pladen i Gang - men hvad hjalp det. Det var jo Kongen, der skulde have hørt den og ikke mig! Majestæten fik Historien senere, for Prins Axel var ogsaa Undervandsbaadschef og fortalte ham den - han sagde, at Kongen havde moret sig kostelig og ligesom jeg var blevet en Smule»smaarørt.«Men hver Gang, vi spillede den bagefter - Pladen altsaa - sagde en af mine Folk:»Det var nu Synd, at Kongen ikke fik hørt den.«76

77 77 Fra Under Dannebrog, Hæfte V, 1919 Da Sikringsstyrken var formeret III UNDERVANDSBAADENE I den klare Efteraarsmorgen glider en Damper langsomt ned gennem Store Bælts rolige Vande. Den kommer med sin kostbare Last fra England og er heldigt sluppet over Nordsøens Utal af Farer i Form af drivende Miner og lumske Undervandsbaade. Maalet for Rejsen er nær; den rolige Havn, hvor den længe ventede Last skal udlosses, vinker i Nærheden. Den danske Undervandsbaad Nymfen. Farerne, der har truet paa hele Rejsen, er dog ikke endt; selv i det lille neutrale Lands fredelige Farvande skjuler sig adskillige af disse Havets kuglerunde Uhyrer, som har spredt saa megen Død og Uhygge rundt paa Havene og sendt saa mange Handelsskibe tilbunds med deres trofaste Besætning af Søfolk, der ufortrødent har passet deres Dont og bragt hjem fra fremmede Kyster, hvad Landet selv ikke kunde frembringe, men som var nødvendigt, for at dets Folk kunde leve og arbejde, faa Lys og Varme, holde Maskinerne i Gang og lade Togene rulle. Hvor stærkt har Danmark ikke under Krigen mærket, hvad det vil sige ikke at have Kul i sin Jord, og hvormange har ikke hilst vore flinke Handelsskibe og vinket et»velkommen hjem«ud til dem, naar de fra Nordsøens kolde, farefyldte Vande har sat Kursen ind i vore Havne og tømt deres Indhold ud for atter at gaa ud og være rede til at møde nye Farer for at tjene Land og Folk. Derfor kan man forstaa, at Besætningen paa et saadant Skib, der lykkeligt har bragt en Last af de dyrebare Kul hjem, foruden Glæden ved at være undsluppet Farerne, føler Stolthed over at kunne komme i Havn med en Last Kul, som Landet haardt trænger til. Det gælder dog ogsaa om at komme heldigt igennem det sidste Farebælte, naar Maalet endelig er saa nær. Paa Fortoppen vajer Signalet, der skal kalde Minelodsen ombord. Paa Broen staar Kaptajnen med Kikkerten for Øjet og spejder efter Lodsbaaden. Maskintelegrafen staar paa»langsomt«, og Rorgængeren griber sikkert i Rattets Knager, medens hans Øje snart er ved Kompassets Styrestreg, snart ved Horisonten for at holde Skibet paa støt Kurs. Forude viser sig i den stille Luft en Røgsøjle, der stiger lige tilvejrs mod den blaa Himmel, og et lille, lavt, sort Skrog tegner sig klart mod Horisontens skarpe Linie. Det er Torpedobaaden, der holder Vagt ved Minespærringens Gennemsejlingsaabning og passer paa, at ingen Skibe kommer ind over det farlige Felt, hvor Minerne skjuler sig i Dybet. - Efterhaanden som Skibet nærmer sig, ses en anden lille, sort Prik i det Fjerne, der snart kan genkendes som Lodsbaaden. Kaptajnen lægger Haanden paa Maskintelegrafen og sætter den paa»stop«, og i Stilheden, som indtræder, efter at Maskinens Stempelslag er standset, glider Skibet langsomt videre med sin egen Fart, som lidt efter lidt aftager, til det ligger stille et Stykke fra Torpedobaaden. Nu høres Lodsmotorbaadens Tøffen, og det lille Fartøj glider, efter at have drejet sin Stævn samme Vej som Damperens, op langs Siden. En Mand griber hurtigt den Kasteende, som fra Skibets Dæk bliver kastet ned til ham. Ad en Lejder kravler Lodsen op ad Skibssiden og svinger sig over Lønningen ind paa Dækket. Med et»godmorgen Kaptajn og Velkommen hjem«gaar han op paa Broen og trykker Kaptajnens Haand. Medens Rejsens Besværligheder drøftes af disse to vejrbidte Søfolk, dirigerer Lodsen Skibet med sikker Haand gennem den snævre Passage mellem Minespærringen og Land. Minefeltet er netop passeret, og Damperen har kippet sit Flag for Stationsskibet, som ligger paa Vagt ved den anden Ende af Gennemsejlingen. Kaptajnen har lige endt en Fortælling om, hvordan Konvojen, som Skibet sejlede i over Nordsøen, blev angrebet af en Undervandsbaad, og hvordan de flinke engelske Krydse- 77

78 78 re og Destroyere jagede den, til den var ude af Stand til atter at sende sine dødbringende Torpedoer ind blandt de dybtlastede Skibe, da Udkiggen fra Bakken pludselig varskoer:»en Undervandsbaad ret for«. Det giver et Sæt i Kaptajnen, med et Spring er han henne ved Telegrafen og skal lige til at raabe:»klar ved Baadene«, da han mærker Lodsens Haand beroligende paa sin Arm, og med et Smil paa Læben kommer han i Tanker om, at han er uden for alt, hvad der hedder Farezoner og roligt kan forblive ombord i sit Skib. Periskopet Med lidt andre Følelser, end da han sidst saa et Periskop skære sig gennem Vandet og med lidt mere rolige Nerver betragter han den hvide Skumstribe paa den blanke Vandoverflade, som bevæger sig ned mod hans Skib og synes at ville passere ganske klos til det. Han sætter Kikkerten for Øjet for at betragte Genstanden noget nærmere, men i samme Øjeblik forsvinder Periskopet, og Havet lukker sig over det. Undervandsbaaden styrer videre i det Blinde og har kun sit Kompas og sin Maskines Omdrejninger at navigere paa. Lodsen stopper Maskinen, han er lidt urolig ved at sejle videre, saalænge han ikke kan se Undervandsbaaden, men et Øjeblik efter høres et Brus ganske tæt ved Skibet, og den blanke Flade skæres itu af en mørkegrøn Stævn, der borer sig op over Vandet. Det ser næsten ud, som om Baaden vil fortsætte op i Luften, men efterhaanden som Resten af Baaden kommer tilsyne, synker Stævnen ned og lægger sig til Hvile paa Vandet. Med et gennemtrængende Hvin fra sin Sirene som en Hilsen til den forbipasserende stikker Baaden atter Næsen nedefter, og som en Springer, der har vist sin Rygfinne og sin runde, glinsende Krop, forsvinder den i Dybet efterladende en Skumstribe fra de hvirvlende Skrueblade, der et Øjeblik har været oppe og male rundt i Overfladen, samt en mørk Plet paa Vandet, som fra sin rolige Tilstand er blevet sat i Bevægelse, da Baaden dykkede ud. U-Baad dykker ned. I Undervandsbaadens Indre er ganske stille, man hører kun den sagte Summen fra Elektromotoren, som trækker Skruen. Chefen staar med begge Hænder paa Periskopets Haandtag. Med det ene Øje stirrer han i Okularet medens det andet søger rundt til de forskellige Manometre, Dybdemaaleren og Kompasset. Ved Siden af ham staar de to Rorgængere, den ene styrer Baaden i Dybden, den anden i Siden. Hver Mand er paa sin bestemte Plads, og ingen taler. Kun en Gang imellem høres fra Chefen et dæmpet Kommandoord, som gentages af den, det er rettet til. Snart er det Kursen, der skal ændres, snart Dybden, eller der skal pumpes lidt Vand ud eller ind af de forskellige Tanke, for at Baaden stadig kan være i Ligevægt i det Vand, den befinder sig i. Sejlads i Overfladen. Gennem Periskopets Glas faar han Øje paa Damperen, som nærmer sig paa modgaaende Kurs. Han maa sørge for at navigere saaledes, al han kommer uden for Damperens Kurslinie. I en neddykket Undervandsbaad kan han ikke rette sig efter de»internationale Søvejsregler«, der fortæller, hvordan to Skibe, der mødes paa Søen, skal gaa af vejen for hinanden. Han maa altid selv gaa afvejen, da han maa gaa ud fra, at han ikke er blevet set af den Mødende, selv om Periskopet er et Stykke oppe over Vandet. 78

79 79 Derfor giver han en ny Kurs til Rorgængeren, som langsomt drejer paa sit Rat, indtil Gyroskopkompasset viser, at Kursen er rigtig.»20 Meter«, lyder det fra Chefen, efter at han har forvisset sig om, at de to Fartøjer vil gaa klar af hinanden. Ordren gentages, og idet Dybdestyreren drejer sit Rat for at udføre den, mærkes det, at Baaden faar en svag Hældning forefter, og Dybdemaalerens Viser bevæger sig langsomt henad Skalaen og fortæller, at Dybden stiger. Et sidste Blik Horisonten rundt, og det grønne Vand lukker sig over Baadens Øje, nu kan han intet se af det, der bevæger sig paa Overfladen. Chefen retter Ryggen fra den trættende Stilling og sætter sig roligt ned, ser kun af og til paa Stopurets Sekundviser, der er sat i Gang, da Baaden dykkede ned. Minutterne snegler sig langsomt afsted, den ensformige Lyd fra Motoren virker søvndyssende. Da Uret viser, at Baaden maa være tværs af Damperen, lægger Chefen sit Øre til Skibssiden for at høre efter Damperens Skrue, og efter at have forvisset sig om, at Damperen befinder sig paa den rigtige Side, giver han sine Ordre til Rorgængeren. Rattene snurres rundt, og med en stejl Hældning agterover søger Baaden op til Overfladen. Hans første Blik gennem Periskopet gælder Damperen, som han finder tværs ude, den har holdt sin Kurs. Han ser, at en Mand paa Dækket løber agterud til Flagspillet og kipper Flaget. Han kan ikke som i andre Orlogsskibe besvare denne Hilsen paa samme Vis, han maa nøjes med at trykke paa en Knap og lade Sirenen hyle til Svar over til Kaptajnen paa Broen, der glad svinger sin Hat som Tegn paa, at han forstaar denne Genhilsen. U-Baad i Sø. Atter stikker Baaden ned i Dybet, og Støjen fra Vandel, der slog mod dens Sider, og fra Skruen, der piskede det til Skum, forsvinder, Stilheden hersker igen i Baadens Indre. Nu er imidlertid Farvandet frit, og Chefen kan begynde at manøvrere sin Baad henimod det Maal, han har sat sig for den Dag. Han undersøger igen Farvandet og opdager forude den lille Slæbebaad, som med Torpedomaalet efter sig styrer ned mod Stedet, hvor Undervandsbaaden ligger. Torpedoen ligger inde i Røret. Nu aabnes Hætten for den forreste Ende, og Skuddet er klar til at blive affyret, saasnart der trækkes i en Snor ved Siden af Periskopet. Ved Trækket aabner en Ventil for den komprimerede Luft til Torpedorøret, og Torpedoen bliver pustet ud i Vandet for alene at fortsætte sin Bane. Afstanden mindskes mellem Undervandsbaaden og Maalet, og den første manøvreres ud til Siden af Maalet, hvorefter Stævnen drejes lige imod det, for at Torpedoen kan faa sin rette Kurs. Medens Chefen gennem Rorgængeren retter Baaden ind, saa at den peger noget foran Maalet saameget at dette netop vil gaa et tilsvarende Stykke frem i den Tid, Torpedoen bruger om at naa hen til det staar han klar med Haanden paa Aftrækket. I det Øjeblik han har Sigtet, og Afstanden er rigtig, trækker han til. Der høres en dyb Brummen, det er Torpedoens Propeller, der sættes i Gang og giver Torpedoen Fart ud gennem Vandet. Baaden gaar til Overfladen og tømmer sine Tanke for Vandet, saa at Dækket kommer saa højt op, at Besætningen kan opholde sig der. Lugen lukkes op, og en for en kravler de op gennem det smalle Hul og fylder deres Lunger med den friske Luft. Baaden følger efter Torpedoen, som imidlertid har fuldendt sin Bane og nu ligger roligt og flyder paa Vandet og venter paa, at den skal blive taget ombord igen for at gøres klar til et nyt Skud. Officerer paa Undervandsbaadsstationen. 79

80 80 UBaadsbesætning med Indaandingsapparater. Saaledes har vore Undervandsbaade i de fire Krigsaar daglig haft Lejlighed til at øve sig i Dykning og Torpedoskydning samt mange andre Øvelser, som Skydning med Kanoner og Maskingeværer, Angrebsøvelser mod Eskadrenes Skibe og Torpedobaade, som har maattet holdes til Stadighed, for at Besætningerne kunde være i god Træning. Som det udprægede offensive Vaaben, Undervandsbaadene repræsenterer, har de ikke kunnet anvendes til den opslidende Patrouilletjeneste ved vore Minespærringer, og med den ringe Størrelse, vore Baade har, kan de selvsagt ikke gøre samme Gavn paa Overfladen som Torpedobaade eller andre Skibe. Men Undervandsbaadene har været holdt klar til øjeblikkelig Brug i Farvandene, hvis der skulde vise sig Tegn til, at den ene eller den anden Part af de krigsførende Magter vilde krænke vor Neutralitet. 3 Baade har til Stadighed haft Station i Store Bælt og 3 i Sundet med henholdsvis Slipshavn og Helsingør som Basis, og adskillige Gange, naar truende Skyer har vist sig paa den udenrigspolitiske Himmel, har disse Baade ligget paa Stationerne med Torpedoerne fuldt oppumpede og Krigspistolerne paasat, kun ventende paa Ordre til at gaa ud. Men de mørke Skyer fordelte sig altid, og Danmark havde det ubeskrivelige Held i de fire lange Krigsaar at holde sig klar af den Kamp, som nu er afsluttet, og som har traadt den ene Part i Støvet og tæret saadan paa Europas Kræfter, at dens Eftervirkninger sikkert vil vise sig mange Aar ind i Fremtiden. Inspektion af UBaaden. Dykkerøvelse. Men en af de Faktorer, som har spillet den største Rolle i Verdenskrigen, nemlig Tysklands Undervandsbaade, viste efterhaanden som Undervandsbaadskrigen antog kraftigere og hidsigere Former, hvor værdifuldt dette Vaaben var i den svageres Haand, et Vaaben, som paa et bestemt Tidspunkt af Krigen var saa nær ved at faa Sejrens Vægtskaal til at synke til Fordel for Centralmagterne, at det faktisk saa ud, som om det verdensbeherskende England i Løbet af kort Tid maatte blive nødt til at bøje sig i Knæ. Før 1914 havde det engelske Admiralitet næppe tænkt sig, at Verdens største og sikkert bedste Flaade i den Grad, som det skete, skulde være tvunget til i en Krig at holde sig til en Basis, forskanset og beskyttet paa alle mulige Maader mod Angreb fra fjendtlige Undervandsbaade og kun med Mellemrum foretage sine Kryds paa Søen for at opsøge Fjenden. Men saadan blev det paa Grund af den mægtige Undervandsbaadsflaade, Tyskland efterhaanden kom i Besiddelse af. Tyskland har tilfulde bevist, hvor stærkt og farligt et Vaaben en vel udrustet Undervandsbaadsflaade er for en Magt, der i øvrige Forhold, i Styrke og Tal er sin Modstander underlegen. Danmark kunde derfor kun med Glæde konstatere, at vor Marinepolitik i Aarene før Krigen var ført ned i et Spor, der førte til Byg- 80

81 81 ningen af en efter Landets eller rettere efter dets Marines Størrelse virkelig betydelig Undervandsbaadsflotille. I Krigsaarene har der da ogsaa foruden at Bygning af nye Baade stadig har været i Gang været gjort, hvad der kunde gøres for, at disse Baade og deres Besætninger blev holdt i en saadan Stand, at de var klar til øjeblikkelig Brug og paa den Maade dannede en effektiv Del af de danske Søstridskræfter, og man maa haabe paa, at Fredskonferencen, mellem alle de store Spørgsmaal, den skal behandle, ogsaa maa indrømme de smaa Stater den Ret i Fremtiden at holde Undervandsbaade, en Ret som vel nok alle Lande undtagen maaske England vil gøre Krav paa. J. WOLFHAGEN, Premierløjtnant Danske ubådsbesætninger besøg om bord i Nelsons flagskib HMS Victory i Portsmouth den 8. juni (Forsvarets Biblioteks arkiv) 81

82 82 Under Dannebrog, september 1923 AALBORG-KREDSEN. I Anledning af U-Baadsflotillens Besøg i Aalborg afholdt Aalborg Marineforening den 18. August en meget vellykket Fest for de af Baadens Officerer og Mandskab, ialt ca. 70, der havde Landlov. Festen begyndte med et vellykket Aftensbord i Odd Fellow Palæet, hvor der serveredes Lammesteg og koldt Bord, Snaps, 01 og Cigarer. Tilstede var Foreningens Bestyrelse og som særlig indbudt Kammerherre, Stiftamtmand Bache, Borgmester Olsen, Chefens Fader, gamle Fabrikant Stuhr, Overflagmand Lassen samt Pressen. Konsul I. M. Stuhr bød i djærve Ord Velkommen og udtalte, at her var det ham, der havde Kommandoen og var Chef, og at der i den Anledning var givet Mænnerne Landlov paa ubestemt Tid, samt bød dem alle tage for sig af Retterne. U-Baade-Flotillens Chef, Kapt. Vinge, takkede for den venlige Modtagelse og udbragte et Leve for Aalborg Marineforening. Politibetjent Høfler holdt en smuk Tale for Veteranen, gamle Fabrikant Stuhr og mindede om, at han nu var Foreningens sidste Veteran, samt udbragte et Leve for ham. Stiftamtmanden holdt en Tale for Foreningens udmærkede Chef, Hr. Stuhr. Søminemester Janus Sørensen takkede for Modtagelsen, og mindedes den Mand fra Aalborg, der havde været medvirkende til den danske U-Baadsflotilles Tilblivelse (Departementchef Rechnitzer) samt udbragte et smukt motiveret Leve for Aalborg By. Fabrikant Kjær talte om det gode Forhold i Marinen og udbragte et Leve for et godt Kammeratskab. Ogsaa Borgmesteren holdt en morsom Tale. En god Mand af Bestyrelsen, der ikke ønskede sit Navn nævnt, havde som sædvanlig vist Opmærksomhed, og skænket 10 Flasker Akvavit til Bordet, og en dito Cigarer. Der herskede en udmærket kammeratlig Stemning ved Bordet, der blev hævet ved 8-Tiden, hvorefter man kæmpede sig frem gennem Regn og Blæst til»kilden«, hvor selve den store Fest med Musik, Damer, Dans etc. fandt Sted. Flaget blev hejst med fuld Honnør, og Festen i Kildepavillonen fik de festligste og folkeligste Former. Der var saa mange Deltagere, som der paa nogen Maade kunde være. Der dansedes i den store Sal, hvis det da ellers kunde kaldes Dans, for der var saa mange Par, at man nærmest stod stille paa ét Sted og trippede. Der blev musiceret af baade»kilden«s og Marineforeningens Orkester, og et morsomt Jazz-Banjo-Harmonika, diverse Slaginstrumenter og et hidtil i Aalborg ukendt Instrument, en Trommofon, en Mellemting mellem en Lilletromme og en Cello. Og saa blev der i Pauserne holdt Taler for Damerne, sunget Sange (Axel Juels Flagsang) m. m. Paa Grund af det kedelige Regnvejr maatte Fyrværkeriet og Illuminationen aflyses. Det blev en udmærket Fest, og Solen stod højt i Kimningens Rand, da de sidste af Orlogsgasterne fik halet Krølhaars-madrassen frem, men da var det ogsaa i Bevidstheden om at have tilbragt en glad og fornøjelig Aften. Luftfotografi af ubåden C3 Flora. Taget ved Elsehoved i Storebælt fra H.M. 20 af Søløjtnant Ernst den 8. september (5. Eskadres arkiv / Tøjhusmuseet) 82

83 83 Ekstra Bladet 2. oktober NÆR EN U-BAADS-KATASTROFE To Undervandsbaade paasejlede under Flaadeøvelsen EN DÆKSPLADE SLAAET IND Det var «Bellona» og «Ægir», det gik ud over. Flaadens Øvelseseskadre - en anseelig Styrke paa over en Snes Skibe vendte i Gaar hjem fra Store Bælt efter at have afsluttet sine krigsmæssige Øvelser" med en Revy for sin kongelige Æreschef. Man har hørt forholdsvis lidt om de afholdte Flaadeøvelser nærmest kun at de forløb godt men det hedder sig nu, at det kun er et lykkeligt Træf, at de endte godt idet en af Eskadrens Undervandsbaade nær havde faaet samme Skæbne som den amerikanske U-Baad S. 51, der nu ligger paa Atlanterhavets Bund med Størsteparten af sin Besætning Hvad Flotilleledelsen siger Vi har søgt nærmere Oplysninger i Marineministeriet, men herfra henvises vi til Flotilleledelsen om Bord paa Hekla", og først efter megen Besvær faar vi Forbindelse med den vagthavende Officer, der fortæller: Det er rigtigt, at der er sket et Par Uheld med Undervandsbaadene under Flaademanøvrerne, men intet af dem fik alvorlige Følger. Det første Uheld ramte Undervandsbaaden Bellona". Det skete under en Øvelse, hvor de seks Undervandsbaade kom nordfra ned i Store Bælt og skulde søge at slippe igennem til Østersøen, medens Torpedobaadsflotilleu laa paa Linje tværs over Bæltet og havde til Opgave al hindre Undervandsbaadens Passage. Da Undervandsbaadene fik Øje paa Torpedobaadsrækken, dykkede de ned og fortsatte Farten i anselig Dybde, men del er selvfølgelig begrænset, hvor længe de kan fortsætte med Sikkerhed nede i Dybden, og da en af Baadene Bellona", ført af Kaptajnløjtnant Maegaard stak sit Periskop op for at orientere sig. strøg Torpedobaaden Hvalrossen"', ført af Kaptajn Lowzow, hen over den og bøjede dens Periskop. Derudover skete der ingen Skade. Et alvorligere Uheld. Det andel Uheld, som ramte Undervandsbaaden Ægir", var noget alvorligere. En af Torpedobaadene ramte Ægir"s Dæk, rev Dækskanonen af og slog en af Dækspladerne ind, men ogsaa her slap man med lidt materiel Skade... Den vagthavende Officer slutter med nogle Bemærkninger, der skal gøre det hele til ingenting, men andre af Marinens Folk, som var Vidne til Ægir s Paasejling, beretter som deres Indtryk, at Situationen var alvorlig og ikke langt fra at blive til en Katastrofe. Jumbo. Ubåden Ægirs dæk efter kollision. Kanonsokkelen revet op. Kanonen væltet ned på dækket foran for tårnet. (R. S. Steensen/Forsvarets Biblioteks arkiv). 83

84 84 København, 2/ U-baads-Katastrofen eller det bøjede Periskop En Krønike i det socialdemokratiske Eftermiddagsblad. I Social-Demokraten"s Eftermiddagsblad Klokken 5" berettes i Gaar en rystende Historie om to Uheld under Flaademanøvrerne, hvorved Mandskabet skulde være kommen i Fare. Under Overskrifter, der henleder Tanken paa den amerikanske U-Baads-Katastrofe, fortælles, at Undervandsbaaden Ægir" kolliderede med en Torpedobaad, hvorved en Dækskanon blev revet af og en Dæksplade slaaet ind. Denne Hændelse kunde let have medført Tab af hele Besætningens Liv, skriver Bladet. Endvidere skulde U-Baaden Bellona" have faaet Periskopet bøjet. I den Anledning henvendte vi i Gaar til Forsvarsminister L. Rasmussen og spurgte, om han havde faaet Indberetning om disse Ulykker. Nej, svarede lian. Efter Manøvrernes Afslutning plejer jeg at faa Indberetning fra Viceadmiralen om Forløbet, men det er ikke sket endnu. Sker der alvorligere Ting, faar Ministeriet telegrafisk Indberetning, men en saadan er ikke kommen, saa det kan næppe være noget videre, der er sket. Vi henvendte os derefter til Departementschef, Admiral Rechnitzer i Marineministeriet. Det, der er sket, svarede Admiralen, ligger 3 Uger tilbage. Saa gammelt er det! Og der er ikke foregaaet andet, end at de to Undervandsbaade har faaet Periskoperne bøjede. Forholdet er det, at naar Flaaden sejler fremad, gaar Torpedobaadene paa Siden af den for at beskytte dens store Skibe, Det drejer sig da for U-Baadene om at komme ned under Torpedobaadene og op mellem disse og Krydserne for at afskyde deres Torpedoer. Derved er det sket, at en Torpedobaad er kommen til at strejfe den Snor, der forbinder en Undervandsbaads to Periskoper, og disse, der er af Messing, er bøjede. Maaske er ogsaa en U-Baads-kanons Sikring sprængt, men Kanonen er ikke revet af, som der staar. I alt Fald mangler den ikke. Naar Klokken 5" endvidere skriver, at Ægir" fik en Dæksplade slaaet ind, passer det heller ikke. Var det sket, var Baaden gaaet til Bunds som en Mursten. Sagen er den, at der udenom en U-Baad ligger et Trykskrog af ret tynde Plader, og de kan godt faa Buler uden at det gør noget. Andet er der ikke sket. Klokken 5" slutter med at spørge, om det ikke kan være nok efter det, der er sket, - formentlig mener Bladet, om det ikke kan være nok med denne U-Baads-Sejlads. 84

85 85 Struer Dagblad. 21. april 1926 Undervandsbaadseskadren, der for Tiden holder Øvelser i Limfjorden, skulde efter Bestemmelsen have gæstet Struer paa Lørdag, men der blev af en eller anden Grund foretaget Ændringer i Programmet, saa Baadene allerede i gaar Eftermiddags ved Halvsekstiden stod ind i Havnen. Eskadren havde i Gaar holdt Øvelser ud for Thisted, og fra Kysten fulgte en stor Menneskemængde de lave slanke Baades Sejlads. En Tid saa det ud til, at Baadene vilde gaa i Havn, men pludselig forandrede de Linie og satte Kursen mod Syd. I Nykøbing Mors mente man, at Eskadren vilde dertil, og der blev lavet Arrangement til en Fest for de raske Besætninger i Aftes. Imidlertid sejlede saavel Depotskibet som de fire U-Baade videre med Kurs mod Struer, og snart viste Eskadren sig ved Kleppen. I Løbet af faa Minutter var der samlet adskillige Hundrede Mennesker ved Havnen, og med den største af Baadene, Rota, i Spidsen stod Eskadren ind i Mellemhavnen, hvor Havnefogden anviste Plads ved Kajen. Rota, hvis Chef er Kaptajnløjtnant Bangsbøl], der fungerer som Gruppechef, lagde først til. Derefter kom Triton, ført af Søløjtnant Quistgaard. Saa kom Depotskibet Grønsund, ført af Søløjtnant Steensen, og endelig Ran med Kaptajnløjtnant Ramlau-Hansen som Fører. Senere indkom den fjerde U-Baad, Ægir. De smukke Baade var Genstand for megen Opmærksomhed, og da de var bleven fortøjet paa betryggende vis, gav Førerne de mange Mennesker Lov til at faa et Glimt af deres indre Udstyrelse at se. Mange Hundrede Mennesker passerede i Aften ens Lob gennem Rota. Besøget kom uventet, og der var ikke Tid til at arangere større Modtagelse, men Baadenes Officerer blev indbudt til at overvære Borgerforeningens Koncert, og adskillige tog mod Indbydelsen. Skønt Eskadren kom uventet til Struer, var alle Officerer enige om, at Modtagelsen her var den bedste og mest gæstfri, de havde været ude for paa Togtet gennem Limfjorden, og i Struer er man ogsaa godt tilfreds med de raske Sømænds Besøg. Alle, der havde Lyst, fik Lejlighed til at se, hvorledes en moderne Undervandsbaad ser ud indvendig, og alle var de imponeret over den store Mængde Maskineri, der findes. I Formiddags er Baadenes Akkumulatorbatterier, som bruges til Sejlads under Vandet, blevet fyldt op med Elektricitet, og Baadene har ligeledes fra Moderskibet Undervandsbaadene. Et interessant Besøg i Struer. 85 Grønsund faaet ny Forsyning af Olie til Dieselmotorerne. Trods Travlheden gav Orlogskaptajn West og Kaptajnløjtnant Bangsbøll ogsaa i Formiddags Tilladelse til Besøg paa Rota, og mange benyttede Sig af Lejligheden. Ved Middagstid var Eskadren klar til Afsejling. Flaget var hejst paa Havnen, saa alt var ogsaa i den Henseende, som det skulde være; i Gaar Eftermiddags ved Ankomsten var der Folk om Bord, der knapt kunde finde ud af, hvad Nationalitet Byen havde, idet der ikke var et Flag paa Havnen! Kl. 12'½ løb den første af Baadene ud, og senere fulgte de andre efter. Grønsund afsejlede sidst. Maalet var Nykøbing, som jo forgæves maatte vente Besøget i Gaar. Derfra gaar Turen til Thisted, hvor der skal ligges over fra Fredag Aften til Søndag. Den 3. Maj skal Flotillen atter være i København. De to Vandflyvere, der ledsagede den paa den første Del af Togtet, er allerede vendt tilbage. Kaptajn West skal den 10. Maj afsejle til Grønland som Chef for en 7 Maaneders Inspektionstur, medens Undervandsbaaden Rota i Sommerens Løb skal vise Flaget i Holland.

86 86 Fra Struer Dagblad, 24. april Paa Tolv Meter Vand Paa Sejlads med Undervandsbaaden Rota" fra Struer til Nykøbing Mors. At den danske Marine er populær blandt Befolkningen, har Undervandsbaadsflotillen, der for Tiden er paa Øvelse i Limfjorden, faaet mange Beviser paa, ikke mindst i Struer, hvortil Flotillen kom ganske uventet, og hvor det alligevel lykkedes at faa improviseret en Modtagelse, der af Marinerne blev betegnet som den bedste, der var bleven dem til Del under hele Togtet. Eskadrens Befalingsmænd har ogsaa udvist stor Elskværdighed og Imødekommenhed mod de Tusinder af Mennesker, der har givet Møde ved de Havnekajer, der har været anløbet; trods de Ulemper, det har medført for besætningerne, der efter en travl Dag skulde gøre Toilette inden Landgangen, er Baadene bleven aabnet for Besøg; og Folk har faaet Tilladelse til at se paa Undervandsbaadenes hemmelighedsfulde Indre. Besøget i Struer var, som meddelt, endt i Gaar Middags, og ved særlig Elskværdighed fra Flotillechefens, Orlogskaptajn Wests, og næstkommanderendes, Kaptajnløjtnant Bangsbølls, Side, fik vi Lov at gøre Turen med til Nykøbing Mors, der var næste Station paa Vejen. Afsejlingen foregik i Depotskibet»Grønsund«, hvis kraftige Maskiner havde opladet de fire Undervandsbaades elektriske Batterier. U-Baadene er selv i Stand til at foretage denne Opladning og er heller ikke paa anden Maade afhængige af Moderskibet, der kun bruges under Øvelser, fordi det paa forskellig Maade letter Arbejdet. At lave Mad i en Undervandsbaad hører nemlig ikke til de lystelige Ting, selv om der i hver Baad findes afmaalt nogle faa Kvadrattommer til Kabys, forsynet med Primusapparat og andet til det ædle Kokkefag henhørende. Paa dette Togt bliver Maden lavet om Bord paa»grønsund«, men til Sommer, naar Undervandsbaaden»Rota«skal til Holland for at vise Flaget, maa dens Mandskab selv sørge for de kulinariske Glæder.»Grønsund«havde været ude for et lille Maskinuheld. En Pakning omkring Kølevandsbeholderen var bleven sprængt, saa Kølevandet løb ned i Lasten. Men den Slags Uheld faar ikke en rask Marinesoldat til at lægge op! Skudens Chef, Søløjtnant Steensen, fik Skaden udbedret paa bedst mulig Maade, d. -v. s.: Kølevandet fik Lov at løbe i Lasten, hvorfra det saa blev pumpet op og hældt 86 udenbords, hvor det rettelig, hørte hjemme! Og Sejladsen gik da ogsaa ganske glimrende. Forinden Afsejlingen skulde der tages Afsked med de mange Venner og Beundrere af Marinen, det korte, Ophold havde skaffet i Struer, og desuden skulde man høre en lille Zigøjnerdreng, der för tilället var kommet om Bord, synge sit Hjemlands muntre Sange. Det var ikke nogen helt almindelig Purk. Han var udstyret med en Guitar, længere end han selv, han havde Bulehat, spillende, brune sydlandske Øjne og lange Lokker; det sidste var, fordi han ikke vilde ligne en Pige, proklamerede han, og han manglede i det hele taget ikke Svar paa de Spørgsmaal og Bemærkninger, der blev rettet til ham. Synge kunde han ogsaa, hvad enten det var om»la Garconna«eller Sømandens Suk:»Ak, gid jeg var Ungkarl igen!«. Naa, omsider var Repertoiret udtømt, og den lille raske Gut slap i Land efter at være bleven fotograferet Snese af Gange. Og saa satte Dampfløjten i med en melankolsk Tuden, der aabenbart skulde give Udtryk for Sømændenes Sorg ved at. skulle forlade den gæve By, Struer. Undervandsbaadene havde faaet et stort Forspring, saa der blev sat fuld Damp op, og Turen gik denne Gang øst om Venø. Det gjaldt at naa den største af Baadene,»Rota«, som i Farvandet Nord for Øen skulde skifte et Skrueblad, der var gaaet til under en Dykkeøvelse. Ombytningen gik for sig paa den Maade, at der blev taget Vand ind i de to Tanke forude, saa Baaden kom til at staa skraat med Agterenden over Vandet. En Baad fra»grønsund«havde»rota«haft med paa Slæb, og længe varede det ikke, inden U-Baaden var fuldt ud sejlklar igen. Nord for Venø blev»rota«observeret fra»grønsund«, og snart laa de to Fartøjer duvende Side om Side. Chefen, hans næstkommanderende og vi gik om Bord i»rota«, som nu paa Vejen til Nykøbing skulde foretage Dykke- og Angrebsøvelser. Baadens Sytten-Mands-Besætning fik altsaa en Forøgelse paa tre, men endda var der med lidt god Vilje fin Plads om Bord. Naar man kommer ned i en Undervandsbaad, er det, man bliver mest imponeret af, den uhyre Mængde Maskineri, der findes. Men naar man faar set sig lidt om og faar at vide, hvilken Opgave de forskellige Ting har, begynder

87 87 man at Undre sig over den praktiske Maade, det hele er anbragt paa. Hver eneste Tomme Plads er taget i Betragtning, og det har været nødvendigt, thi der er jo ikke store Rum at rutte med.»rota«er en af vore mest moderne Undervandsbaade; og den staar fuldt ud paa Højde med, hvad andre Landes Mariner kan fremvise paa dette Omraade, ja, den. har endog adskillige Fordele. Den er bygget paa Orlogsværftet, og man maa bøje sig for de Konstruktører, der har kunnet præstere et saadan teknisk Snille. Torpedoudskydningen findes baade for og agter samt midtskibs, og der kan skydes i alle mulige Retninger. Torpedoer med krigsmæssig Ladning medføres altid, og en Torpedo er en lille Maskine for sig. Den drives frem ved Hjælp af varm, komprimeret Luft, og den kan gaa ti-tolv Kilometer, hvis det skal være. Dens Maskine udvikler 120 Hestekræfter, saa alene af den Grund er den ikke til at spøge med; Undervandsbaaden drives under Overfladesejlads af to Dieselmotorer, men naar den er dykket ned, træder elektrisk Drivkraft i Stedet. Den oliemættede Luft bliver saa pumpet ud, og frisk Luft kommer ind i Stedet. At sige, at der hersker Travlhed, naar Kommandoen»Klar til Dykning«lyder, er et mildt Udtryk. Hver Mand har sine Ting at gøre og sine ting at passe paa. Lugerne skal lukkes, Luftventilerne ligesaa og alt løst Gods skal fjernes fra Dækket. Kommandoen lød i Gaar Eftermiddags ud for. Kaas, og fra det ene Periskop havde vi Lejlighed til at følge, hvad der foregik. Staar man ikke ved et Periskop, mærker man overhovedet intet udover, at Dieselmotorernes Larmen er hørt op. Men ved Periskopet ser man to Styreflader - eller Højderor komme frem fra Baadens Forparti, og et Øjeblik efter synker Baaden ganske langsomt under Vandets Overflade. Man hører Vandet bruse ind i de store Tanks langs Baadens Sider, og naar de er fyldte, begynder Reguleringen af Baadens Stabilitet ved Hjælp af to Stabiliseringstanks. Visere og Skiver angiver Baadens Stilling, Fart osv., og snart gaar det fremad, tolv Meter nede, umiddelbart over Fjordens Bund. Bølgerne slaar op over Periskopet; som nu befinder sig lige i Vandoverfladen; det kan trækkes op og ned, og Baaden kan om det ønskes, lægges til Hvile paa Havets Bund, helt afskaaret fra Omverdenen. En Telefonbøje, forsynet med et iøjnefaldende grønt Flag, kan løsnes i paakommende Tilfælde, men iøvrigt kan,»rota«ligge under Vandet i over halvfjerds Timer, inden der sker en Katastrofe, hvis blot Baaden er tæt. Er den ikke det, kan den i en Haandevending deles i forskellige Afsnif ved Hjælp af vandtætte Skodder. I halvandet Døgn kan Besætningen, naar det skal være, aande ved Hjælp af den Luft, der er i 87 Baaden. Derefter kan Luften fornyes ved Hjælp af Kalipatroner, og endelig er der komprimeret Luft samt Beholdere med ren Ilt at ty til. Lufttrykket i Baaden ændres ikke efter Dybden, og»rota«s Pansersider er saa stærke, at de kan holde ved en Dybde af over hundrede Meter, altsaa betydeligt mere, end der findes i danske Farvande. Sejladsen under Vandet gaar saa selvfølgeligt, at man ikke mærker noget som helst usædvanligt; havde man ikke Periskopet, hvorigennem man kan se, hvad der foregaar paa Vandets Overflade, vilde man, som sagt, ikke mærke, at man befandt sig paa Fiskenes Enemærker. Styringen og Manøvreringen gaar lige let for sig over og under Vandet, og det gaar ogsaa let nok med at komme op igen. Komprimeret Luft bliver lukket ind i Vandtankene, saa Vandet bliver presset ud, og andre Steder bliver der pumpet; Snart efter dykker Taarnet op, og længe varer det ikke; inden Baadens Stilling i Vandet er normal. Befalingsmændene indtager deres Plads i Taarnet, og Dieselmotorerne bliver sat i Gang. Er der Fare paa Færde, kan Baaden dykke paa mindre end et Halvt i Minut, og den kan komme op paa omtrent lige saa kort Tid. Efter denne Øvelse gaar del videre fremad. Det gælder nu at opdage de tre andre Undervandsbaade, som ligger dykket ned, ventende paa en»fjende«, som de ved skal komme, og parat til Angreb. Periskoperne kommer kun faa Centimeter op over Vandet, faa Sekunder hvert femte Minut, saa det er ingen let Opgave at finde dem mellem Bølgerne. Men Sømændene kender jo Dybdeforholdene og ved, hvor Baadene kan være, saa Opgaven bliver simplificeret en Del. Trods al Agtpaagivenhed lykkes det imidlertid kun at opdage en af Baadene, inden det er for sent, d. v. s. saa betids, at det ved en hurtig Manøvre kan lykkes at undgaa en Torpedo. Den der har overværet en saadan Øvelse, faar Indtryk af, hvor farligt et Vaaben en Undervandsbaad er... Snart nærmer man sig Nykøbing. Der vajer Flag paa Havnen, og mange Hundrede Mennesker er samlet paa Kajen.»Rota«lægger først til og de raske Sømænd bliver budt Velkommen af Marineforeningens Formand, Dommer Hornemann, som udtalte sin Beklagelse af, at Baadene ikke kom til Festen Dagen forud. Længe varer det ikke, inden»grønsund«og de tre andre U-Baade er fortøjet, og saa bliver der Travlhed om Bord. Først skal Folkene vadskes og klædes om, og dernæst skal der»skaffes«. Kokken har gjort sig ekstra Umage, og i Messen gaar det løs med alskens Sømandsudtryk, som man maa vænne sig lidt til, inden man forstaar dem. At Radiotelegrafisten hedder»gnisten«, og Manden med Brevposten»Pumpen«, er en given Ting, men der skal en nær-

88 88 mere Forklaring til, før man begriber, at det har sin Berettigelse at kalde Oppasseren i Messen»Arkivaren«! - Men Marinere er jo et frisk Folkefærd, og de har altid en gemytlig Forklaring paa rede Haand... Saa er Sejladsen endt; man gaar i "Land og border Færgen til Glyngøre, der ikke paa langt nær kan staa Maal med en af den danske Marines Undervandsbaade! Poseidons Fork. 88

89 89 Fra Berlingske Tidende, september Billeder fra Eskadreøvelserne i de danske Farvande: JAGERE I PERISKOPET UNDERVANDSBAADEN DYKKER OP AF HENRY HELLSSEN Ombord i Bellona, Sept UNDERVANDSBAADEN BELLONA gaar frem over Havbunden. Den har nu været neddykket en Timestid... Næstkommanderende sidder stadig med de lange Ben strakt vinkelret ud fra sig foran Kortbordet. Han fører med Blyant en Kladde til Journalen. Stopuret dikker. Klokken er Eet, halvtreds. Saa lyder Chefens Stemme henne fra Periskoperne: Røg 115 Grader om Styrbord! I samme Sekundt han med et Svup tager Øjet væk fra Gummitragten omkring Periskoplinsen, ses et Genskær af Dagen deroppe i hans Pupil... lysende, solklart. Han berører med en hastig Kraftudfoldelse Igangsætteren, den lille Motor brummer, og Periskopet, der forneden ender i spiralformede Fjedre, sænkes i et Bump. En Pumpe til Reguleringstanken giver sig til at snurre: Man kan ikke forklare: Hvorfor! Men Undervandsbaaden bliver tungere og tungere, jo længere Tid den holdes neddykket. Nu løfter Kaptajnløjtnant Maegaard atter Periskopet, han sætter sig i en dyb Knæbøjning paa Hug og presser Øjet mod Gummitragten, mens han ved langsomt at strække Benene følger med paa dens Vej opad... det er for at udnytte Tiden og for ikke at lade Periskopet være Brøkdelen af et Sekund længere over Vandet end højst nødvendigt. Det gælder jo om ikke at blive opdaget. Der kommer, melder han, tre Jagere! De skal vel bare op for at trykke os ned, siger Søløjtnant Pontoppidan paa sin rolige Maade, mens han med Blyanten noterer Klokkeslettet. Næste Gang Periskopet løftes, presser jeg selv mit Øje mod Gummitragten, der suger sig fast som et Par Læber til Ansigtskødet. Nu frigør den øverste Zeiss-Linse sig af Vandets grønne Skumring og stiger op i Dagen... efter at have vænnet mig til det pludseligt skarpe Lys ser jeg hen over Havfladen med dens skumtoppede Bølger, alle kantede med violette Reflekser, som om de var malede af Zahrtmann. Linserne paa een Gang afspejler Virkeligheden med pinlig Detailsans og farver den uvirkeligt... det er næsten, som om dette kunstige Øje af slebne Prismer har sin egen Opfattelse! Periskopet forstørrer det sele Billede som en Kikkert fra 1,5 til 6 Gange. Nu fanger ogsaa jeg de tre 89 Jagere ind i Linserne... det er Torpedobaadene af D-Gruppen, de hurtigste Fartøjer indenfor Marinen. Se, hvor de bruser frem under Turbinernes Pres! Flyvefisken, som er bygget hos Yarrow i England, kan gøre 29 Kvartmil i Timen. Den kan... for den gør det sjældent! Fart betyder Kul, og Kul koster Penge! Periskopet sænkes atter i et Bump, og de spiralformede Fjedre lager af for Stødet. Chefen giver sin Ordre: Otte Meter! Vi gaar fra Kommandorummet gennem Mandskabsrummet ud i Torpedorummel. Her ligger Folkene ind over Officerernes Sovepladser med Ørerne op til Baadens Skal: De lytter! En Mand med en gul strittende Haartjavs i Panden og et tatoveret blaat Anker der, hvor det solide Haandled stikker frem af Skjortelinningen, har, samtidig med al han presser Kinden ind mod de kolde, fugtovertrukne Jernplader, sine Øjne rettede mod et opslaaet Numer af Søndags-B. T. Ørerne er fyldt med Havets konkyliékogende Brusen, Øjnene suger en spændende Historie om Kærlighed til sig. I enkelte Undervandsbaade er der installeret Hydrofoner... fintmærkende Membraner i Forbindelse med elektriske Mikrofoner: Baadene har med andre Ord til deres øvrige tekniske Fuldkommenhed faaet tilføjet ogsaa langtrækkende mekaniske Øren! Her i Bellona nøjes man endnu med de Lyde, man selv kan fravriste Dybet. Til Gengæld er Bellona den bedst udstyrede Baad, hvad Radio angaar: Radiotelegrafisten kryber sammen i et Skab paa Grænsen mellem Kommandorummet og Mandskabsrummet... de mest anvendte Signaler er slaaet op indenfor paa Døren. Antennen, som kun med en Stump af sine Traade behøver at rage op over Vandet for at fungere, er forsynet med Dobbeltsløjfe. Gnisten altsaa Radiotelegrafisten sidder trods sin neddykkede Tilstand med Hovedtøjet paa... ogsaa han lytter. Foran ham paa Lampebordet læner sig opad Spolerne hans sidst modtagne Brev, ikke nogen Æterhilsen, nej, en rigtig gammeldags Konvolut med omstændelig skrevet Adresse og Frimærke og det Hele afsendt paa hans Hjertes Bølgelængde. Nu prajer de ude i Torpedorummet: Skibsskruer om Styrbord!

90 90 Vi lytter alle anspændt - jo, nu fornemmer ogsaa jeg Skruernes Hvinen! Officererne anslaar Lyden til at være ca. 800 Meter borte. Elektromotorerne standser, og i den pludselig indtraadte Stilhed høres kun Dybde- og Siderorenes arbejdende Kædetræk. Kaptajnløjtnant Maegaard klatrer op ad den stejle Leiter til Taarnet, aabner den underste Luge, et grønt Halvlys fra Koøjerne sænker sig over ham, hans Krop forsvinder i det runde Hul, kun Benene stikker nedenfor... han løfter sig endnu et Par Tommer paa Taaspidserne, balancerende paa det smalle Trin: Mens alle hernede holder Aandedrættet tilbage, anspænder han oppe i Stilheden sin Høreevne til det yderste. Saa entrer han hurtigt ned. Periskopet løftes, mens han i en dyb Knæbøjning følger Linsen i dens Stigning. Kun et Øjeblik faar den Lov at forblive over Vandet. Hans Stemme lyder: Det er Heimdal og Geiser! Og han fortsætter med høj Røst, understregende hvert enkelt Ord af Kommandoen: Halloh! Gør færdig For! Alle Rørl Bag Periskopet skinner i Kommandorummets Overkant to Messingplader. Herpaa læses: Øverste Stævnapparat. Midterste Stævnapparat! Søminemesteren har anspændt grebet om Dybderorenes koncentriske Rat. Chefen trækker energisk i noget, der ligner Bærepindene paa Pakker i en Dames Haand... i Stedet for Messingpladerne springer to Gange det ene Ord: Affyret! frem. En Sitren... Torpedoerne forlader med Sekunders Mellemrum Stævnapparaterne: De borer sig nu i syv Meters Dybde frem gennem Vandet. Blæs ud! Atter jager Ingeniørens Hænder i Chaufførhandskerne fra Ventil til Ventil. Bellona stiger uden at man forøvrigt mærker det paa sig selv. Lufttrykket udjævnes, og først naar det er sket, aabnes Lugerne... ellers vilde man risikere at faa Ørerne ødelagte. Giv mig en Genferstang! siger Wilhelm Nielsen til Ole, en af de faste Mænd, der holder Kantine. Han synes, at jeg trænger til en Hjertestyrkning, og Chokoladebrødet, fyldt med blød Nougat, er det mest raffinerede, Undervandsbaaden kan byde paa. Over Taarnlugen staar Himlen stormblaa med drivende Skyer. Chefen og Næstkommanderende skræver allerede deroppe jeg ser dem i Fiskeperspektiv de spejder efter Torpedobanerne, de hvide Skumstriber i den graagrønne Sø. Jeg kravler selv derop med Genferstangen mellem Tænderne. Aa, det gør alligevel godt at fylde Lungerne med ren Luft og at vide Brystkassen ud igen i en Overflod af Vejr! Heimdal og Geiser ligger med flyvende Signalflag i nogen Afstand. En af Lillebæltsfærgerne, Dagmar, glider tæt forbi med et tomt Dæk... den har formodentlig været til Reparation i København og er nu paa Vejen hjem, thi dette er langt, langt udenfor dens sædvanlige Rute: Der ligger mod Øst Sejrø med det hvide Fyr over Bakkerne paa Gniben, og dér ligger mod Vest Hjelm som en mørk Skygge. Utydeligt skimtes Jernhatten og Ellemandsbjerget, det højeste Punkt paa Helgenæs. I Bølgeslaget udslettes Torpedobanerne hurtigt, og det kniber med at finde den ene Torpedo... Røgen fra Fosfor-Calcium Patronen forflygtiger under den stride Blæst, og den uroligt blafrende Flamme bliver til Eet med Solblinkene. Der gaar nogen Tid, førend begge Torpedoerne af den udsvingede Kran er bjærget indenbords og atter slugt af Bellona's forreste Luge. Nu dykker ogsaa Flora op, de to Undervandsbaade kommer paa Prajehold, og Cheferne udveksler Erfaringer. Et Øjeblik ligger Bellona og Flora saa tæt som kælne Hvaler i Syd- Ishavet, skvulpende blidt mod hinanden. Saa begynder Dieselmotorerne atter at lade deres 350 Heste trække, den hamrende Rytme fylder Bevidstheden, og det gaar hjemad til Moderskibet. Henry Hellssen. 90

91 91 Billeder fra Eskadreøvelserne i de danske Farvande: KLAR TIL HURTIGDYKNING -! Mennesker i Undervandsbaadene. MEKANISMEN MED DE 897 VENTILER AF HENRY HELLSSEN Medicinbeholdningen nu med det samme. Men der er ikke Tid: - Det eneste, vi har Brug for, siger Søløjtnanten, er amerikansk Olie og den kommer vi i vores Haarvand! Bellona's buede Flanker - der findes overhovedet ingen skarpe Kanter paa en Undervandsbaad: Alt er beregnet paa at undgaa Stød og paa at glide! - lyser græsgrønne i Vandskorpen. Algerne har spundet grønt Fløjl over Jernpladerne... de er som spirende Plæner! Maskingeværet (til at pille generende Aeroplaner ned med!) stritter med sin blanke Mekanisme, indsmurt i tykke Lag grøngul Vaseline, som skal beskytte den mod Rust. Saa kravler vi ned gennem Hovedlugen til Dieselmotorrummet, af Undervandsbaadens fem Rum det med det største Luftindhold. Inddelingen fra Agter til For er saaledes: Elektromotorrummet med 30 Kubikmeter Luft. Dieselmotorrummet med 58 Kubikmeter Luft. Kommandorummet med 46 Kubikmeter Luft. Mandskabsrummet med 45 Kubikmeter Luft. Torpedorummet med 35 Kubikmeter Luft. Ombord i Bellona", Sept EN UNDERVANDSBAAD lægger sin ocarinoformede Krop tæl ind paa Siden af Flagskibet Olfert Fischer... det er Bellona (af Rota-Typen), opkaldt efter Mars' uadskillelige Ledsagerske, den romerske Krigsgudinde, for hvem Appius Claudius Caecus byggede et Tempel udenfor Murene. Et smalt Brædt lægges fra Dæk til Dæk, jeg balancerer ombord og bydes Velkommen af Chefen, Kaptajn Johannes Maegaard, med hans let nasale Stemme. Op af Broen, der i sin Trang hed mest af alt minder om en Gangkurv, rager Næstkommanderende, Søløjtnant Svend Pontoppidan. Han er indviklet i Diskussion med Overlæge Erik Johannsen paa Olfert Fischer, som forlanger at faa Lov til at inspicere I Torpedorummet, længst forude, boer Officererne... naar de altsaa kan komme til! Thi ofte bakser jo Søminemesteren og hans Hjælpere her med de genopfiskede Torpedoer og gør dem klar til et nyt Angreb. Saa flyder alt af Havvand og Vaseline. Mænd i gennemblødte Overall's og med Træskostøvler paa erobrer hver Kubikcentimeter med deres anstrengte Hiven efter Vejret. Besætningen i Bellona fordeles sig saaledes: 1 Kaptajnløjtnant, Chef. 1 Søløjtnant, Næstkommanderende. 1 Ingeniør. 1 Søminemester. 3 Undermaskinmestre (deraf 1 Torpedospecialist). 4 Dækskonstabler. 5 Maskinkonstabler. 1 Radiotelegrafist. lalt 17 Mand! Staten betaler dem et saa- kaldet Faretillæg... det bestaar for Chefens Vedkommende af 2 Kr. 75 Øre pr. Dag. Officererne faar 2 Kr., 91

92 92 Dæksofficererne 1 Kr. 75 Øre, de menige 1 Kr. Da det virkelig vilde være at undervurdere disse Menneskers Indsats at taksere Faremomentet til saadanne Smaabeløb, maa Tillæget hellere opfattes som en Godtgørelse for Slitage... Klæderne lider meget mere i en Undervandsband end i de andre Skibe, Luven slides af det op hængte Tøj under den stadigt slingrende Bevægelse, Oliedryp pletter Skjorterne. Noget Privatliv kan man ikke leve i disse Omgivelser, dertil er Pladsen for indskrænket, hvert Ord kan høres fra del ene Rum til det andet, hver Bemærkning faar fælles Adresse. Som i Torpedobaadene saaledes ogsaa her: Forholdene har skabt en særlig Type! I de første Aar, da Vaabenet var nyt og endnu forholds vis uprøvet, anvendte man i Undervandsbaadene kun faste Folk. Nu er man gaaet over til ogsaa at anvende værnepligtige, og det tager selvfølgelig noget af del rent menneskelige Præg, de værnepligtige faar ikke Tid til at blive typiske. det hedder kun hang i eet Tilfælde... Hang til Spiritus! I en Undervandsbaad under Fart, tegnet af Kai L. Olsen. En Undervandsband af Rota -Typen i Tørdok. Førhen var altid den ældste Undervandsbaadsmatros Orakel om bord. Til ham henvendte alle sig, naar der var noget, man var i Uvidenhed om, og hans Mening var paa ethvert Omraade den afgørende. Saaledes kom et Par af de yngre en gang med følgende: Hør du, David... du ved saa meget: Hedder det hængte, eller hedder det hang? Gennem alle Baadens fem Rum hørtes David's over enhver Appellation hævede Afgørelse af Tvivlspørgsmaalet: Det hedder overhovedet altid hængte. 92 EN BLOND KÆMPE i Khakiskjorte, hvis Manchetter holdes sammen af glødende røde Koralknapper, stikker Haanden i en Chaufførhandske frem til Goddag. Chefen præsenterer: - Ingeniør Wilhelm Nielsen! Del er Stærke Wilhelm, som Drengene paa de billige Pladser og paa Plankeværket omkring Idrætsparken kalder ham... en af Spillerne paa Landsholdet, K. B.'s udmærkede Back. Her hedder han blandt Kammeraterne aldrig andet end Willerbald. Han ser sig omkring: - Ja. megen Plads er der Jo ikke til at træne paa... naa, jeg holder mig nogenlunde i Form ved at sjippe paa Dækket, naar vi dykker op, og ved at løbe mig en lang Tur, hver Gang vi kommer til Land. Paa Søndag skal jeg spille i København. Han haler et aabent Brevkort med en trykt Formular paa op af Bukselommen: De bedes møde til Fodboldkampen mod B 1900 I Søndagen den 12/9. Kl. 3¼ paa Idrætsparkens Bane. P. S. V. V. Laursen. S. u. omgaaende til Spilleudvalget, Københavns Boldklub, Borups Allé, dersom De Ikke kan møde. Med Sovevogn frem og tilbage kan Wilhelm Nielsen lige naa det. Saaledes plejer hans Landlov i Provinshavnene at forløbe: Frem og tilbage mellem Eskadre og Fodboldbane! Mandag Morgen kryber han igen ned i Undervandsbaaden. Jeg ser mig omkring og konstaterer den nære Forbindelse mellem Mennesker og Mekanisme indenfor de fem tunnelformede Rum... overalt mellem Haandtag og Ventiler boer Menneskenes Smaafornøderheder: Et revnet Spejl, en Barberkost, en Tandbørste, el halvt Sigtebrød, en Rose, Mare-

93 93 chal Niel, i et Vandglas. Paa Røret ved Lufttanken til Startning af Dieselmotorerne hænger ugenert el Par Søstøvler. En Bog ligger opslaaet paa Luftrensningsapparatet: Gösta Sogerkrantz' Baron Natvogels Forelskelse.. Gösta Sogerkrantz er Undervandsbaadens erklærede Yndlingsforfatter! Iøvrigt læses der i dette lille isolerede Samfund en Masse. De ydre Indtryk er kun faa og ret ensartede... de kan efterbaanden ikke byde Fantasien tilstrækkelig Næring! De umiddelbare Omgivelser er højst interessante for den, der første Gang (og som Tilskuer) dykker ned det varer næppe ret længe, før de mister Nyhedens Charme: Derfor sluger man al den trykte Underholdning, den aandelige Konserves, der kommer indenfor Jernpladerne. Selvfølgelig er Kvaliteten ret tilfældig, men jeg har set Undervandsbaadsmatroser, som jeg ikke havde mistænkt for at pleje ligefrem litterære Interesser, være fordybet i Digterværker, der forudsætter mere end en kritikløs Trang til Adspredelse. To Rat, blanke og med zinnoberrøde Pile mod Bevægelserne Bak og Frem, lyser mod Dieselmotorrummets ferske, hvidgrønne Maling... de to sekscylindrede Dieselmotorer klaprer rytmisk, yder deres garanterede 500 Omdrejninger i Minutet og tillader Bellona i Overfladen at gøre 15 Knob. Alt gøres klar til Hurtigdykning, og Wilhelm Nielsens Hænder flyver fra Ventil til Ventil. Det minder mig om en Artist i Cirkus før det store Dødsnumer... Spændingen hos Tilskueren skrues ved de mange Forberedelser, den minutiøse Undersøgelse af Materiellet, op til uanede Højder, og saa plejer gerne selve Numeret kun at vare et Sekund! Efter Sigende findes der i en Undervandsbaad af Bellona s Type 897 Ventiler. De behøver dog heldigvis ikke alle sammen at gaas efter foran hver Dykning, men der er ca. 100, der skal prøves. Nu hentes Redningsvestene frem fra de Mellemrum i Maskineriet, hvor de har deres omhyggeligt tilmaalte Plads - mon der over hovedet i saadan en Baad findes en Kubikcentimeter, som er uanvendt! - de stilles op, hver i sin hvide Pose, paa Rad langs en Kistebænk i Kommandorummet. Udenpaa Poserne er med sorte Bogstaver trykt Titlen paa det Medlem af Besætningen, der skal have den paa... jeg kan ikke frigøre mig for det Indtryk, at, som de staar dér, ligner de en Række Gravstene med sorte Inskriptioner! En Reserve-Redningsvest prøves paa Gæsten. Foran paa Maven hænger en tung Iltbeholder... den er iskold at føle paa, lige som overspundet med Rimkrystaller. Et Mundstykke af Celluloid presses indenfor Læberne, det lukker af, saa der ikke kan trænge Vand ned i Svælget, en Klemme sættes af samme Grund paa Næsen... jeg aander ind gennem det lille Næb mellem mine Fortænder, jo, det gaar igrunden fortræffeligt, man kan altsaa paa denne Maade spadsere rundt under Vandet og lade det 93 lille Kvantum Luft, man har i sig, rense og atter rense for Kulsyre i Iltbeholderen. Noget helt andet er selvfølgelig, om man i det af gørende Øjeblik vilde have Nerve til at skrue med tilstrækkelig Præcision paa alle disse forskellige Haner. Med et lidt frysende Smil hører jeg Kaptajnløjtnant Maegaard forklare mig: - Saa aabner De blot her... og saa lukker De dér... og saa... og saa... Fremstillet med hans let nasale Stemme lyder det hele saa nemt. PAA POST til Hurtigdykning! Kommandoen lyder, og i Lugen under Taarnet kommer Søløjtnant Svend Pontoppidans lange Ben til Syne, de bliver længere og længere, indtil omsider ogsaa Kroppen er nede. Et Øjebliks intensiv Optagethed hos alle... men ingen Uro, enhver udfører nøjagtig de paakrævede Bevægelser, ikke en Smule mere, thi det er der ikke Plads til! Man snoer sig behændigt udenom hinanden, man dukker mekanisk Hovedet, man trækker instinktmæssigt Albuerne til sig for ikke at støde imod. Kun Gæsten gaar med oprejst Pande fra det ene Rum til det andet og faar der for ustandseligt nye Buler. - Aabne For! Aabne Agter! Aabne Midtskibs! Wilhelm Nielsens Hænder flytter sig fra Ventil til Ventil. De blanke Rundinger sidder i Klump som et Stjernebillede. Han melder: - Baaden er tæt! Omkoblingen fra Dieselmotorerne, der bevæger Undervandsbaaden i Overfladen, til Elektromotorerne, som driver den frem i neddykket Tilstand, har fundet Sted... den klaprende Rytme er afløst af en dyb melodisk Brummen. Bellona's Elektromotorer ligger i det agterste Rum, de er ladet op til 5000 Ampere-Timer og forbruger ved en Fart af fem Knob - det normale under Vandet Ampere i Timen. I Flora, en nyere Baad, er Elektromotorerne ladet op til 9500 Ampere-Timer. Kaptajnløjtnant Maegaard lader mig stige op i Taarnet. Staaende paa det øverste Trin af den slejle Leiter presser jeg Ansigtet mod et af de smaa Koøjers tykke Glas. Bellona's Dæk er allerede under Vandet, og Bølgerne vasker opad Taarnet. En Maage stryger forbi... saa tæt, at jeg kan se dens mærkeligt lysende, svovlgule Pupiller. Nu naaer Vandet Rudens Cirkler og skærer et grønt Segment af den forneden. Et Sekund... og der er kun en Halvcirkel igen med Himmel og stormpisket Havoverflade. Mindre end et Sekund... det grønne har slugt hele Cirklen! Jeg ser ind i Luftblærernes tætte Sværm, der fyger ind mod Ruden som et Snevejr fra neden. Noget luftigt er der slet ikke over disse Blærer, tværtimod, de gør et meget massivt Indtryk og henleder Tanken paa Kviksølvklumper. Efterhaanden bliver de færre og færre, men samtidig større og større. Øjnene vænner sig til Dybets Halvlys, Over-

94 94 fladen anes høit oppe som et bristet Glas, noget kommer svømmende... men hvad dette noget er, er svært at afgøre: Først bilder jeg mig ind, at det er en pragtfuld Slørhale, saa hælder jeg til Forestillingen om en løsreven Tangplante, tilsidst slaar jeg mig til Taals med et eller andet navnløst under det omfattende Begreb: Snavs! NEDE I BAADEN har man gjort sig det hyggeligt: Næstkommanderende sidder foran det primitive Kortbord - det bliver vistnok ogsaa benyttet som Servante! og udmaaler med en Passer forskellige Distancer. Han har bukket sin meget slanke, elegant førte Krop sammen i en Vinkel paa 90 Grader og strækker Benene med de tærnede Sokker, der ender i Sko med Gummisaaler, lige ud til Siden. Chefen staar med sin ene Haand parat paa Igangsætteren til Periskopet, der løftes og sænkes ved Hjælp af en særlig Motor... han er trukket i Skjorteærmer og holder Ærmerne oppe med Elastiker som en Billardspiller. Han har et friskt, brillant Drengeansigt, som danner en mærkelig Kontrast til hans allerede graa Haar. Da han er ganske ung, kun 33 Aar, har Jeg Lyst til at spørge, om det er Undervandsbaadstjenestens daglige Slid paa Nerverne, som har faaet Haarene til at graane før Tiden, men jeg behersker min Videbegærlighed, thi han i vilde jo alligevel kun besvare Spørgsmaalet med et ironisk Smil: Ingen af disse Officerer kunde nogensinde overfor andre, vel neppe engang overfor sig selv bringes til at indrømme, at dette havde noget med Nerver at gøre... de er altfor blufærdige til at vove blot Antydningen af en heroisk Gestus. De taler ikke om sig selv. Rorgængeren - i blaa Overall og med en Handske af groft Vaskeskind paa højre Haand - staar ved Dybderorene, to koncentriske Rat, hvoraf Forroret er det inderste. Under Angreb er det altid Søminemesteren selv, der gør Tjeneste som Dybdestyrer - saa er det nemlig afgørende, at Baaden ikke ligger paa Næsen! - men alle de faste Folk er indøvede til at tage en Tørn med udenom denne Situation ved almindelig neddykket Sejlads. Andre af Folkene er beskæftigede med at rigge Luftrensningsapparatet til... egentlig er det slet ikke nødvendigt at sætte det i Funktion før efter tolv Timers Forløb, men skade kan det jo aldrig! I Luft-rensningsapparatet sies Luften ved at blive ledet gennem tolv i to Etager cirkulært anbragte Kalipatroner, paa hvis runde gule Messingkapsler det ene Ord: Opad! raabes ud med røde Bogstaver. Kalipatronerne udskiller og opsuger Kulsyren. Paa den Maade vil det være muligt i en Baad af denne Type at opholde sig godt og vel to Døgn under Vandet. U-Baaden dukker op for at bjærge sin Torpedo. Viseren paa Dybdemaaleren peger mod 8,5 Meter. Det vil sige, at Taarnlugen i Øjeblikket er nøjagtig 3 Meter under Havfladen, og denne Dybde, den normale under Sejlads, kaldes for Periskopdybde. Barometret (fra Cornelius Knudsen), der viste 76,8, inden Bellona dykkede, angiver nu Trykket til der skal i en Undervandsbaad være dette Overtryk! Skønt jeg egentlig gør mig Umage for det, er det mig ikke muligt at finde det vanskeligere at aande her nede end oppe. Noget andet er, at Luften med sine Olieuddunstninger fra Dieselmotorerne forekommer ubehagelig fedtet... yderligere udbreder en Relais, som er brændt paa, en sveden Stank. Folkene varmer deres Mad over en Primus, der synger med blandt Baadens mange andre Lyde og forbruger sin Del af de ikke altfor ødselt beregnede Kubikmeter. Idag er Maden noget ret neutralt, men det hændte engang, at Undervandsbaadene havde faaet Rationer med af Flæsk... man begyndte intetanende at stege dem midt under en Øvelse, efterhaanden var de forskellige Besætninger ved at blive kvalt af Flæskeos, og da der var gaaet nogen Tid, dykkede den ene Baad efter den anden op paa Trods af Øvelsens Dispositioner og aabnede for Lugerne. Øjenvidner beretter, at der stod en gullig Taage over Taarnene... 94

95 95 I Tilslutning til Henry Hellssens Artikel Jagere i Periskopet" idag, bringer vi tre Billeder fra U-Baads- Flotillens Togt. Her: Stilleliggende Dykning. Olfert Fischer med fire U-baade paa Siden. 95

96 96 Lidt fra U-bådene Fra Sømilitære Anekdoter af Jørgen Teisen. U-bådsskole for søofficerer var om vinteren. Jeg var der i Praktiske øvelser var i farvandet omkring Middelgrunden. Man ankrede op i middagsstunden og p.g. af pladsmangel spiste officererne i torpedorummet. Koldt var det, så man havde anbragt en petroliumsovn, da det skulle spares på El. Efter nogen tid begyndte flammen at synke p.g.af iltmangel. Så enten slukke den eller åbne lugen - begge alternativer gav kulde, så middagsstunden blev altid meget kort. De menige skaffede i næste rum og man undgik ikke at høre deres ret bramfri diskussion. En dag hørte vi dem diskutere, hvornår man skulle sige hængte eller hang. Førstematrosen kom ned fra post som udkig - det var Hans P.K. Madsen, kaldet "stærke Mads", som senere blev bådfører ved Kystdefensionen - og hans mening blev udæsket."det skal jeg sige jer, gutter, der er kun eet tilfælde, hvor man bruger hang, det er hang til spiritus". De faste folk var i årevis ved u-bådene, om de nogensinde kom til tjeneste i andre enheder skal være usagt. Der var et godt sammenhold, men skarp konkurrence bådene indbyrdes. En af de faste folk havde ingen tænder i munden, hans øgenavn var "Det bløde kys". 96

97 97 Senere kommandørkaptajn Erik Budtz (født Christensen) har efterladt følgende rapport fra sin tid i ubådene. E. B. s søn har efterfølgende indsat de med kursiv markerede kommentarer. Ran som toldkrydser, 1934 Chefen for Undervandsbaaden "Ran". Undervandsbaadsdivisionen den 25. April Til Chefen for Undervandsbaadsdivisionen. Herved tillader jeg mig at indvende Rapport over Assistance ydet Toldvæsenet ved Anholdelse af Motorbaaden Neptun of Gdynia Dags Eftermiddag. Kl laa Ran c.700 m. Vest for Middelgrundsfort og bjergede Torpedo. Øvelsestorpedoen var netop bjerget og fastspændt på Ran's fordæk. Paa dette Tidspunkt kom en af Toldvæsenets Vagtsbaade Toldkrydseren Ellen paa Siden og anmodede om Assistance til Forfølgelse af en sydgaaende Motorbaad, som netop var passeret med høj Fart. Det bemærkes, at Toldbaaden førte Internationalt M.N., som den gamle Signalbog er stoppesignal, medens signalet "Stop deres Maskiner øjeblikkelig", efter den nye Signalbog er.y. Efter at en Toldtjenestemand var kommet om Bord, optogets Forfølgelsen. Kl Fart efter Omdrejninger 13,2 Knob (495), Haardt søndenvande, Vind S.W.-3. Motorbaaden skønnedes at vare ca. 3 sømil borte. Da Ran optog forfølgelsen begyndte motorbåden at sejle ujævnt i zig-zag og hele tiden holdende sig tæt ved andre skibe, der på det tidspunkt sejlede i sundet. Kl pass. Kraasebænken. Herfra styredes rv Under Forfølgelsen blinkedes stadig med Projektør.Y., og da man skønnede at være inden for Hørevidde gaves samme signal med Sirene. Kl var Distancen formindsket til faa Skibslængder, og der blev derfor prajet i Raaber om at stoppe (der var en Mand paa dækket i Motorbaaden}; da der ikke reageredes, affyrede Toldtjenestemanden nogle Varselskud med Revolver. Da Fartøjet stadig ikke stoppede trods gentagne Opfordringer, affyrede Toldtjenestemanden et Par Skud mod Baadens Vandlinie. Kl ophørte Forfølgelsen, idet Motorbaaden stoppede og derefter fortøjedes langs Siden af Ran. Beholden Fart fra Startplads til Kraasebænken 10,4 Knob. Plads Kl giss 4 Sm. rv. 140 fra nævnte Kost, og ikke som opgivet i Telegram / ,5 n ,5 ø. Kl kom Toldkrydseren tilstede. Position var kl ved Vind og Strøm ændret til 55 34,5 n ø. 97

98 98 2. Efter for Toldvæsenet at have anmodet om Forholdsordre, modtoges Kl.1620 Anmodning om at indbringe Neptun til Toldboden. Da Besætningen paa Neptun, 6 Mand, havde erklæret kun at vilde lade sig indbringe ved Vold, sendtes Næstkommanderende tillige med 5 Torpedounderkvartermestre og 1 U-Baadsmath om Bord i Neptun til Assistance for 1 Toldtjenestemand, hvorefter Motorbaaden toges pas Slæb af Toldkrydseren. Motorbaadens Besætning opholdt sig under hele Turen til København om Læ. Da de ikke kunne slippe fra Ran stoppede motorbåden. Den havde en dieselmotor til almindelig fremdrift og derudover 2 benzinmotorer til brug for flugt og de var løbet tør for benzin. Føreren af båden sagde til besætningen på Ran: "Hvis I ikke havde haft den satans store kanon, kunne vi sagtens havde sluppet væk". Han havde forvekslet øvelsestorpedoen med en kanon og dette kunne forklare bådens flakkende sejlads under forfølgelsen. Inden bordningen af motorbåden måtte det overvejes, hvilke magtmidler, der skulle tages i anvendelse. Ran var på øvelsessejlads og havde ingen våben ombord udover at chefen under sin køje fandt frem sin tjenesterevolver. Denne blev overladt til næstkommanderende (E. Budtz). Det øvrige af bordingsholdet blev "bevæbnet" med med større skruenøgler fastbundet til håndled. Mændene fandt situationen lidt komisk og da de løb ind i havnen, blev skruenøglerne lige så stille stukket ind under trøjerne! Min far fortalte i øvrigt, at der nede om læ i båden stank, som det hele var vasket i spiritus (der havde nok været travlhed med at smide en masse overbord, bl.a. indholdet af en 200 ltr. tromle). Kl ankom Ran og Motorbaaden til Toldboden, hvorefter Toldvæsenet ved Vice-Toldinspektør Hr. Kofoed-Hansen modtog Motorfartøjet. Efter at den anholdte Bands Besætning var overgivet til Politiet, toges det militære Mandskab om Bord i Ran, der derefter afgik til Holmen, hvor der fortøjedes Kl Afsendte og modtagne Telegrammer fremgaar af vedlagte Bilag fra Det bemærkes at Undervandsbaadens Virksomhed har varet at bringe Toldvæsenet i Kontakt med de formodede Spritsmuglerfartøj, samt at assistere ved Anholdelsen, alt efter anvisning af Toldtjenestemændene. Med hensyn til det i Bilag 8 anførte vedrørende Stopsignal da er dette Telegram ønsket afsendt af Toldvæsenet. Ran. Torpedo bjærges om bord. (E. Budtz Christensen/Forsvarets Biblioteks arkiv) 98

99 99 Senere kaptajnløjtnant Ejnar Poder fortæller: B10 Triton. (Forsvarets Biblioteks arkiv) En sur tjans. U-baadene Galathea og Triton 1935 Den 3' oktober [1935] blev jeg tilkommanderet u-båden "Galathea" med kaptajnløjtnant Linde (senere Admiral) som chef. Han var fra Marstal og som alle derfra ualmindelig påholdende. Han smed først sine gamle handsker og sko overbord, når de var slidt i laser. Næstkommanderende blev så kaldt til afløsning på broen med disse ord "Vil De lige tage vagten, jeg skal ned og finde noget gammelt tøj frem, jeg skal have smidt overbord". Næstkommanderende og jeg væddede så om, hvad der røg, men det var altid mindre end vi have regnet med. "Skoene kan godte lidt endnu" sagde Linde og nøjedes med at smide handskerne, der var hullede, overbord. Nå, han var nu meget flink som chef, rolig og besindig og over vejede altid hvad han skulle gore i en given situation og han dummede sig aldrig, derfor endte han også som admiral. Vi sejlede og sejlede på togter i danske farvande afbrudt af ophold på Holmen og i dok til august 1936, hvor vi skiftede til en anden u-båd ved navn "Triton" samme type som "Galathea". Ombord i denne var der kun et togt fra september. Livet ombord i u-bådene var uendeligt surt. Jeg var fast rorgænger og signalgast og hang derfor på broen fra morgen til aften i regn og blæst. Min afløser ved roret var kokken nede i båden, og han havde nok at se til, så det var sjældent han kunne afløse. Kom der så signaler fra de andre u-både måtte jeg skyndsomt på broen igen. Vi gik for det meste i havn fredag aften, men tit først om lørdagen. Så var opgaven for mig, at hele båden "blev shinet op" d.v.s. kokusløberne, der lå i hele bådens længde skulle skures i sæbevand ovre på dækket af moderskibet "Henrik Gerner" og hænges til tørre, alt messing, og det var der meget af, skulle pudses så det skinnede. Jeg kan huske, at selv flagstangen bag broen var af messing, ligesom navnet på begge sider af båden var af messingbogstaver. Det var fuldstændig idiotisk, for det var jo meningen at fjenden ikke skulle opdage os om natten, men med det skinnende messing overalt, var det jo en let sag for en projektor at "fange båden" i lysstriben. Regnskabsføreren hed Robert Hansen og var en fra den gamle dæksofficersskole, han hjalp sommetider med at pudse flagstangen, men kun hvis chefen var på dækket og kunne se ham. Han var af den type, der troede at alle stjal fra ham. Vi havde nogle "Nødforsyninger" ombord af kiks og chocolade bl.a. Jeg stod en dag og suttede på et bolche oppe på broen, da han kom farende op og spurgte om jeg have taget chocolade fra ham? 99

100 100 Jeg åbner munden og viste ham bolchet og grinede af ham. Chefen overværede det og grinede ad ham, så luskede han ned igen til sin chocoladeoptælling En Lørdag da vi lå i Rønne havn på Bornholm, havde jeg haft sløjfe (en wire, der gik op over periskoperne og som bar kablet til radiosenderen) fordi vi havde taget en torpedo ombord, så skulle wiren slækkes for at den kunne komme forbi og ned i båden. Jeg spændte wiren med ansætningsskruen ude på bakken og vendte ryggen til broen, men pludselig lød der et "Kling" og jeg vendte mig, og så at wiren havde haft fat under en pejlskive, der sad på broen og løftet denne op med det resultat, at pejlskiven røg udenbords. Pejlskiven skulle have været lagt i kasse efter vi var kommet i havn, men var altså ikke blevet det (næstkommanderendes opgave). Nå, vi måtte have dykker ned efter den og han var skideglad, for så tjente han 27,- kr og lineholderen tjente det halve. Det var jo mange penge i Chefen trak mig bagefter ind i chefsbeboelsen og viste mig "hvor meget jeg havde kostet båden". Hans Marstals tilhør fornægtede ham ikke. Nå, jeg tilbød ham, at jeg selv kunne betale regningen, men det ville han ikke have, han sagde bare, ja i rige Mather kan sagtens. Da vi fik lønforhøjelse til 125,- kr. om måneden sagde han at han godt ville hjælpe mig, med at sætte de fleste i banken, for det var en frygtelig masse penge til sådan en ung mand? Ran på vej ud af bådeskur på Nyholm. Sandsynligvis fra 1915 eller 1916, da ubåden er uden 57mm kanon, der blev monteret i (Forsvarets Biblioteks arkiv) 100

101 101 Senere kommandørkaptajn Erik Budtz (født Christensen) erindrer følgende fra sin tid i ubådene. Med ubådene i Bruxelles Først i april 1935 var jeg tilbage i ubådene, hvor vi gik i gang med at forberede en tur til Bryssel, hvor HENRIK GERNER og 5 ubåde skulle deltage i åbningen af Verdensudstillingen. Ultimo april forlod vi danske farvande, gik gennem Kielerkanalen ud i Nordsøen, hvor vi fik blæsende og usigtbart vejr. Der havde vi en sjov oplevelse. For at forstå den må jeg først beskrive situationen. Flotillen sejlede i kølvandsorden, først H.G. og derefter 5 ubåde. Afstand mellem skibene ca 300 m. I ubådene var kun tårnlugen åben, så det eneste sted den friske luft til motorerne kunne kom ind var gennem lugen. Under sejlads var der kun en navigatør og en rorgænger på broen. Hen under aften dukker fuldstændig uventet ud af disen en af de nye tyske krydsere op på meget klods hold. Vi kunne ikke stille noget ceremoniel på benene p.gr. af vejret, så det eneste der var at gøre - var at gøre front mod krydseren og gøre honnør, een mand i hver båd. Straks lød der nogle gjaldende hornsignaler om bord i krydseren og flere hundrede mand kom myldrende for at gøre front mod os. Sjældent har så få gjort så megen ulejlighed. Den 26. april ankom vi til Schelde tror jeg det var, og ved den belgiske kanal fik hver båd en kæmpemæssig buket nelliker og syrener, som blev hængt op på broen. Efter nogle timers kanalsejlads, hvor der var mange tilskuere ankom vi til Bryssel. Grunden til interessen var, at det var anden gang i Bryssels historie, at der var besøg af ubåde. Der var stor modtagelse ved ankomsten, flotillechefen fik en orden endnu inden landgangen var etableret. 12 Renault'er var til disposition for os. Modtagelse på Rådhuset, en meget smuk bygning med skulpturer og gobeliner. Om aftenen var der bal hos gesandten, minister Krag med repræsentanter fra de forskellige ambassader. Der var bal lige til kl. 0230, og mange damer, så vi fik danset. Næste dag officiel åbning af udstillingen, som langt fra var færdig. Højtideligheden fandt sted i en kæmpehal, vi var efter sigende 3000 mennesker. Det belgiske kongepar, gesandter, ministre, officerer m.m. jeg har aldrig set så meget guld på en gang. Udenfor var der militærparader musik og optog af forskellig art. Senere åbning af den danske afdeling. Vi lå i Bryssel flere dage, og der var mange arrangementer hver dag. Da Belgierne var nøjeregnende med etiketten var det fastlagt hver gang hvilken slags uniform vi skulle møde i, f.eks. Tjenestefrakke med bukser med eller uden guldstriber, messejakke m. eller u. Da jeg kun havde et par benklæder til paradebrug, måtte jeg gang på gang ri guldet på, for nogle timer efter at sprætte det af igen. Jeg har aldrig i mit liv fået så meget champagne. I 1935 deltog værkstedsskibet Henrik Gerner og fem danske ubåde i åbningen af Verdensudstillingen i Bruxelles. De fem undervandsbåde var Daphne, Dryaden, Rota, Galathea og Triton.Flotillechef, kommandørkaptajn Johan Wolfhagen. Chef for Henrik Gerner, orlogskaptajn G. Paulsen. Flotillen var formeret fra den 23. april til 1. juni og foretog et besejlings- og øvelsestogt i Nordsøen og danske farvande i f..m. et officielt besøg i Bruxelles. Her to ubåde i en kanal. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 101

102 102 Senere kaptajnløjtnant Ejnar Poder fortæller. Ubåden "Galathea" Vi havde været på værft i et par måneder på Orlogsværftet på Holmen og fået foretaget forskellige reparationer på båden. Efter sådan et dokeftersyn skulle u-båden trykprøves for tæthed og eventuelle utætte ventiler m.v. Dette foregik for 5-meter prøven i Flådens leje (½ atmosfære tryk), 20 meters prøven i Sundet (2 atmosfære) og endelig dybvandsprøven på ca 60 meter = 6 atmosfære. Efter at de 2 første prøver var overstået forelagde vi til Århusbugten, hvor der er "et hul" pa ca meters dybde. Ved 20 meters dybdeprøven i Sundet havde jeg været oppe en tur i tårnet af båden. Her manglede en lille nagle og jeg prøvede at holde hånden i strålen, men trykket af vandstrålen var så stor, at jeg næsten ikke kunne holde hånden i den. De vi dykkede på dybvandsprøven ved Sletterhage udfor Århusbugten, var 4-5 andre ubåde i kreds ovenover os, hvilket sikker-reglerne foreskrev i tilfælde af et forlis af den dykkende u-båd. Chef for båden var orlogskaptajn Nyholm (Ismanden, som vi kaldte ham, når han ikke var tilstede, navnet havde han fået for sit isnende kolde ansigt, der tydeligt udstrålede ubetinget disciplin af undersåtter, han var nærmest uhyggelig for os andre). Da vi var klar, lod han båden dykke til periskopdybde ca 7 meter under havoverfladen. Da der ikke viste sig noget udslag på barometeret (man målte ubådens tæthed ved, at sætte den yderste viser overet med den inderste viser i barometeret, viste de ikke udslag sivede der så ikke luft ud af båden og den var således tæt). Chefen lod så resten af hovedtankene og trimtankene fylde og bund ventiler og luftafgange var hermed helt åbne. For at komme hurtigt ned på bunden, lod chefen gå ganske langsom frem på skruerne samtidigt med, at han lagde båden i en vinkel på 45 grader. Vi nåede bunden ret hurtigt og sikkert hurtigere end han havde regnet med, for stævnen af ubåden borede sig ned i mudderet og dybdemåleren viste 57 meters dybde. Båden skrånede så meget, at vi havde svært ved at stå på dørken (gulvet i båden) og vandet, der stod i rendestenene i siderne af akkumolatorlemmene løb forud. Var vandet løbet i batterierne var der opstået klorgas og vi havde været kvalt allesammen, men lemmene var gudskelov tætte, hvad men også kunne forvente efter et eftersyn. Chefen gloede på dybdemåleren, der stadig stod på 57 meter og sagde til lille 3 die mester Weberg, der stod ved "Edderkoppen" sådan kaldte vi ventilerne med lufttryk til tankene, der var samlet i en blok på 6 ventiler, en til hver tank i båden. Læns tankene, men kun hovedtankene. Weberg startede pumperne og meldte kort efter "Hoved-tankene lænset", chefen gloede på dybdemaleren, der ikke havde flyttet sig. "Læns også resten (trimtankene) Da alle tankene var tomme meldte lille Wiberg "melder chefen alle tanke er tomme". Nyholm gloede ondt på ham og sagde "Er De sikker på det", den lille svarede omgående igen "Melder chefen alle tanke er tomme" Chefen gloede igen på dybdemåleren, der ikke havde flyttet sig, gik ud i maskinrummet og tændte sig en cigaret, hvilket jo var strengt forbudt i neddykket ubåd. Vi andre sagde ikke en lyd, vi kunne godt mærke, at dette var alvorligt og om ikke andet, at baaden lå på bunden i 57 meters dybde uden at rokke sig, stævnen havde boret sig ind i havbunden. De andre både lå ovenover os og ventede på vi skulle dykke ud, men endnu havde de ikke sendt noget gennem Sonaren som vi jo alle tydeligt kunne høre i hele baaden, når de morsede med den. Efter en tænkepause gav chefen ordre til, at bevæge sideskruen langsomt fra bagbord til styrbord samtidigt med, at ordre til halv kraft bak på drivskruerne. Endelig kom baaden løs af bunden med et svup og vi "røg" op mod overfladen med et trykken for ørene og ud af vandet, derefter sank vi langsomt et per meter og uddykkede endelig på normal vis og "Isblikket" i chefens øjne blev igen "normalt". Først senere blev vi klar over, at vi havde været i en yderst farlig situation for det havde været umuligt at komme op med Drägervestene gennem tårnet. 102

103 103 I forbindelse med slægtsforskning har KD H. Muusfeldt samlet følgende om Rotas togt i Undervandsbåden Rota i 1937 Uddrag af skibsjournal nr. X og XI, Mappe Undervandsbaaden C1 Rota. Chef: Orlogskaptajn Hans Børge Larsen. (Forsvarets Biblioteks arkiv) Orlogskaptajn Hans Børge Larsen afløste orlogskaptajn S. E. Pontoppidan som chef for undervandsbåden Rota den 21. oktober Maskinofficer var undermaskinmester Borring. Undervandsbåden kastede los mandag den 13. september kl Stod øst på og ankrede mellem kl ved Egholm Flak. Efter at være let dykkede undervandsbåden og holdt den gående nord for Egholm Flak i henhold til disposition nr. 22. Rota dykkede ud kl og ankrede ved Egholm Flak. Lettede torsdag den 14. september kl og dykkede nord for Egholm Flak. Holdt den igen gående på neddykket patrulje i henhold til disposition nr. 22. Båden ophørte øvelse kl. 1715, dykkede ud og stod nordvest på. Var ved Sprogø Rev på kurs 295 kl og fortøjede på siden af Henrik Gerner til ankers ud for Risinge Hoved. Kastede los onsdag 15. september kl og stod nordøst på. Dykkede kl i henhold til disposition nr. 24. Dykkede ud kl og bjærgede den affyrede torpedo. Stod vestpå kl og fortøjede ved Henrik Gerner kl Kastede los kl og stod nord på. Var ved Romsø Puller kl og fortsatte nord på mod Røsnæs. Ankrede mellem kl , 2 sømil sydvest for Røsnæs Fyr. Lettede og holdt gående på patrulje mellem Falske Bolsaks og Røsnæs i henhold til disposition nr. 25. Stod kl vest og nord om Røsnæs og fortøjede ved Henrik Gerner kl. 0255, der lå til ankers ud for Saltbæk, øst for Vollerup Rev (nord for Røsnæs). Kastede los torsdag den 16. september kl og stod vest på. Dykkede kl sømil nord for Røsnæs Fyr. Gennemførte angrebsøvelse mod torpedobåden Glenten. Dykkede ud kl og stod syd på i Store Bælt. Ankrede mellem kl ved 2-kosten på Romsø Puller. Lettede og stod sydøst over. Vendte kl og stødte kurs 330 og fulgte Sikringsorden Nr. 4. Dykkede kl og manøvrerede i henhold til disposition nr. 26. Dykkede ud kl og bjærgede den afskudte torpedo. Stod kl ned mod Kerteminde Bugt og ankrede mellem kl udfor Storskov (formentlig skoven ved Lundsgård syd for Kerteminde). Lettede og gik på siden af Henrik Gerner. Kastede hurtigt los og stod kl nordøst over på kurs 050. Var ved Romsø Puller kl. 1940, hvor kursen ændredes til 360, passerede Røsnæs Puller L & Fl. T. kl. 2100, hvorefter kursen ændredes til 030. Undervandsbåden stoppede ved Hatterbarn L. & Kl. T. Forsatte 103

104 104 umiddelbart på kurs 030 mod Sjællands Rev, som passeredes kl Kursen ændredes til 085 og kl var Rota ved Gilleleje Flak Nord. Ankrede mellem kl udfor Hellebæk og lettede fredag den 17. september for at gå på siden af Henrik Gerner. Kastede los kl og stod ned mod Helsingborg, hvor undervandsbåden fortøjede på siden af værkstedsskibet kl i Helsingborg havn. Værskstedsskibet og undervandsbådene blev liggende i Helsingborg indtil mandag den 20. september. Lørdag den 18. september kl modtog undervandsbåden meddelelse fra kriminalpolitiet i Helsingborg om, at Torpedokvartermester S. Aa. Kristiansen var afgået ved døden kl. ti formiddag på hospitalet i Helsingborg, som følge af et ulykkestilfælde. Enhederne flagede på halv fra kl i anledning af dødsfaldet. Mellem kl blev der afholdt retsligt forhør i anledning af dødsfaldet. Forhørsretten bestod af chefen, orlogskaptajn Hans Børge Larsen som formand og søløjtnant II (R) R. Jørgensen og kvartermester R. Hansen som bisiddere. Søndag blev der afholdt en registreringsforretning over afdøde Torpedo-Kvartermester Kristiansens ejendele i Rota og Henrik Gerner. Torpedo-Kvartermester III H.K. Rasmussen tiltrådte fra undervandsbåden Daphne. Værkstedsskibet og undervandsbådene kastede los mandag den 20. september og stod syd på i Sundet. Der blev afholdt øvelsessignalering. Gruppen var ved Tårbæk L. &. Fl. T. kl og fortsatte syd på gennem Hollænderdybet og videre syd på gennem Drogden. Dykkede kl ca. 3,5 sømil sydøst for Stevns Fyr og gennemførte angrebsøvelser mod torpedobåden Glenten. Dykkede ud kl og bjærgede den affyrede torpedo. Stod derefter nord på og fortøjede mellem kl på siden af Henrik Gerner, der lå til ankers ved Aflandshage. Lettede og holdt patrulje mellem kl mellem Aflandshage og Bredegrund. Stod herefter vest på mod Køge og fortøjede på siden af Henrik Gerner kl. 0110, der lå til ankers ud for Køge Havn. Skiftede torpedo tirsdag formiddag og kl var der Parade for og Inspektion af Admiralen (kontreadmiral Tarp, chef for Kystflåden). Kastede los kl og stod ned mod Stevns og fortøjede på siden af Henrik Gerner ud for Lille Dal Bro kl Kastede los allerede kl og stod øst på. Var ved Falsterbo Rev Fyrskib kl. 1905, hvorefter Rota stod nord på. Undervandsbåden gennemførte Øvelse i Forbindelse med Kystdefensionen i henhold til disposition nr. 29. Ophørte øvelsen kl onsdag den 22. september på en patruljeplads 4 sømil øst for Køge Havn, og Rota ankrede mellem kl ,5 sømil østnordøst for havnen. Lettede tidligt og stod øst på. Var ved Aflandshage kl og fortøjede på siden af Henrik Gerner kl.0650 udfor Dragør. Kastede los kl og stod syd på. Stoppede ved Aflandshage kl Kl gik undervandsbådene an i Marchorden på kurs 270 og øvede gennemsejling af minespærring i henhold til Sikringsorden Nr

105 105 Fra Generalrapport for Undervandsbaadsflotillens Togt 28/2 25/ Ugeøvelsesprogram for U-Flotillen, 28. februar 25. marts 1938 I forårsøvelsen i 1938 deltog værkstedsskibet Henrik Gerner og undervandsbådene Bellona, Flora, Daphne, Triton og Ran. Uge 1: 28/2-6/ Dag Sted Øvelser m.m. Mandag d. 28/2 Sundet Kl Henrik Gerner hejser Kommando. Formiddag 0900 Flotillen formeres, Kommandotegnet flyttes fra Hekla til Henrik Gerner Afgang til Sundet. Eftermiddag Aften Tirsdag d. 1/3 Formiddag Eftermiddag Aften Onsdag d. 2/3 Formiddag Eftermiddag Torsdag d. 3/3 Formiddag og Eftermiddag Aften Fredag d. 4/3 Formiddag Eftermiddag Køge Faxe-Bugt. Smaalandsfarvandet Store Bælt Store Bælt Organisation - Deviationsundersøgelser, Radioøvelse, Formationssejlads, - evt. Dykkeøvelse. Projektørøvelse. Afgang til Øvelse 1 - Radio Øvelse. Indledende Undervandsbaadsangreb og Torpedoskydning. Signalering. Paasætning af Krigsladningsrum og Krigspistol. Besejlingsøvelse. Radioøvelse - Signalering. Afhente Post i Nyborg. Undervandsbaadsangrebsøvelser og Torpedoskydning. Nat Angrebsøvelser. Øvelser efter Chefens Bestemmelse. Deployeringsøvelse og U.B.-Angreb Sejlads til Svendborg. Lørdag d. 5/3 Svendborg Materieleftersyn, Opladning, Proviantering. Søndag d. 6/3 Svendborg Frihed. Postadresse: Indtil d. 2/3 Kl. 18: Nyborg. Derefter Svendborg. Uge 2: 7/3-13/ Dag Sted Øvelser m.m. Mandag d. 7/3 Formiddag Lille Bælt Kl Afgang fra Svendborg. Besejlingsøvelse. Radioøvelse. Eftermiddag Aften U. B. angreb og Torpedoskydning. Tusmørkeøvelse. 105

106 106 Tirsdag d. 8/3 Formiddag Aften Onsdag d. 9/3 Formiddag Eftermiddag Torsdag d. 10/3 Lille Bælt Lille Bælt Baaring Vig U.B. Angrebsøvelse og Torpedoskydning. Besejlingsøvelse. Hurtigdykningsøvelse. Neddykket Besejlingsøvelse. Radioøvelse. Afhente Post i Fredericia. Artilleriskydning. Aften Henrik Gerner Artilleriskydning. U. B.: Signalering. Fredag d. 11/3 Nord for Fyn Øvelse med luftfartøjer. Afgang til Vejle. Lørdag d. 12/3 Vejle Materieleftersyn, Opladning, Proviantering m.m. Søndag d. 13/3 Vejle Frihed. Postadresse indtil d. 9/3 Kl. 18: Fredericia. Derefter: Vejle. Uge 3: 14/3 20/ Dag Sted Øvelser m.m. Mandag d. 14/3 Formiddag Vejle Vandpaafyldning paa Batterier. Kl.1300: Afgang fra Vejle. Eftermiddag Aften Tirsdag d. 15/3 Formiddag Eftermiddag Nord for Fyen Vest for Samsø Aarhus Bugt U.B. Angreb og Torpedoskydning. Nat-Angrebsøvelse. Alm. øvelse. U. B. Angreb og Torpedoskydning. Aften Onsdag d. 16/3 Vest for Samsø Nat Artilleriskydning. Recognosceringsøvelse. Afhente Post i Koldby Kaas. Torsdag d. 17/3 Vest for Samsø Artilleriskydning. Aften Henrik Gerner Artilleriskydning. Fredag d. 18/3 Vest for Samsø U.B: Signalering. U.B. Bjærgningsøvelse. Afgang til Aarhus, Oliefyldning. Lørdag d. 19/3 Aarhus Materieleftersyn, Opladning, Proviantering m. m. Søndag d. 20/3 Aarhus Frihed. Postadresse: Indtil 16/3 Kl. 1400: Koldby Kaas. Derefter: Aarhus. 106

107 107 Uge 4: 21/3-25/ Dag Sted Øvelser m.m. Mandag d. 21/3 Formiddag Aarhus Bugt Kl. 0900: Afgang fra Aarhus. U.B. Angreb og Torpedoskydning. (Luftfartøj deltager.) Eftermiddag Besejlingsøvelse, radioøvelse. Aften Signalering. Tirsdag d. 22/3 Vest for Samsø Artilleriskydning. Onsdag d. 23/3 Kattegat Deployeringsøvelse og U.B.-Angreb. (Luftfartøj deltager). Torsdag d. 24/3 Kattegat eller Sundet Fredag d. 25/3 Postadresse: Hekla. Disponibel. Indlægning paa Holmen. Kommandotegnet flyttes til Hekla. B12 Galathea på besøg i Mariager i (Sølling/Forsvarets Biblioteks arkiv) 107

108 108 Undervandsbåden»Havfruen«. Af H. Biørnholdt-Sørensen. På Togt Med Danske U-Både Under Besættelsen»U-BÅDE til salg!!! Jeg læser annoncen i et af vore store dagblade, og læner mig tilbage i stolen med lukkede øjne, og tænker mig tilbage i tiden til 1941, hvor jeg som elev tilbragte en tid, rig på oplevelser, på uddannelsestogt netop med disse u-både. Det startede i det begivenhedsrige år 1940, året for tyskernes besættelse af Danmark, hvor jeg efter endt eksamen søgte ind til marinen som frivillig i en alder af 17 år. Jeg betragtede det faktisk som afgjort, at jeg ikke ville blive antaget efter tyskernes overgreb, men jeg fik alligevel besked om at møde på en nærmere fastsat dato i maj måned til undersøgelse på militærhospitalet. Jeg skulle møde kl. 7 om morgenen medbringende en madpakke.»madpakke«, tænkte jeg, mon det betød, at undersøgelsen strakte sig over så lang tid, eller var det meningen, at jeg skulle blive inde efter denne. Jeg var spændt, den dag jeg mødte op uden for militærhospitalets port sammen med en snes andre ansøgere. Så begyndte undersøgelserne, og de varede hele formiddagen der på hospitalet, alt skulle undersøges, hvorefter vi blev lodset på T-B centralstationen, hvor undersøgelserne fortsattes. Derefter blev vi ført ud på Holmen, hvor vi blev underkastet en del idrætsprøver som løb, kast, vægtløftning m. m., og så var vi endda ikke færdige, vi skulle også prøves i åndelige færdigheder som diktat, genfortælling og regning; men endelig sent ud på eftermiddagen var prøverne tilendebragt, og vi var kun en lille flok tilbage, der fik udleveret en»midlertidig antagelse til mathelev«med besked om, at vi kunne påregne at blive indkaldt i juli måned, og såfremt en fornyet lægeundersøgelse ikke viste, at vi havde pådraget os sygdomme i mellemtiden, kunne vi blive fast antaget. Mødedagen kom, vi var 130 elever valgt ud af ca ansøgere. Efter endt mundering blev vi sejlet ud til Middelgrundsfortet midt i Øresund, hvor vi skulle gennemgå en tre måneders eksercerskole. Den var streng, men hvor havde man godt af at lære at stå på egne ben, efter den lange skoletid. Vi blev uddannet i ekcersits, roning, sømandsskab, militæruddannelse m. m. Herfra gik turen til artilleriskibet»niels Juel«, som lå på Holmen. Her gennemgik vi en seks måneders artilleri- og signalskole, og endelig kom det spændende øjeblik, hvor vi skulle stikkes ud til vore fremtidige tjenestesteder og skibe, hvor vi fremtidig skulle forrette tjeneste. - M. E Halløj! - U-bådsdivisionen.»Daphne«. I baggrunden»henrik Gerner«. 108 Sammen med ni af mine kammerater blev jeg stukket ud til at gøre tjeneste ved flådens mest krævende og interessante division. Jeg var glad og spændt, da vi afmarcherede til vor fremtidige station, moderskibet for u- bådsbesætninger på Holmen, den gamle krydser»hekla«fra 1890, der nu var ombygget til dette formål. Her ombord tilbragte vi hele vinteren med at blive uddannet til u-bådsgaster, og det var strenge prøvelser man skulle gennmgå. Den første betingelse for at få lov til at sejle med disse både er at man har gennemgået en»tårnprøve«, d.v.s. udslusning fra en sunken u-båd. Øvelsen foregik i divisionens værkstedsbygning, hvor der var indrettet et tårn, ca. 5-6 meter højt og fyldt med vand, og i bunden af dette var en tro kopi af et u-bådstårn tilbygget. Prøven foregik i tre etaper. Først blev man gjort bekendt med redningsapparatets brug og funktioner. Apparatet var den såkaldte»dräegervest«, der bestod af en lærredssæk, man havde om halsen, i forbindelse med denne var en fastgjort iltflaske med indhold til ca. ½ times forbrug, samt en kalipatron hvor igennem den udåndede luft passerede og blev renset før den atter, blandet med ilt, fandt vej tilbage til sækken. Åndedraget fandt sted gennem en slange, som mundede ud i en gummisut, der blev fastspændt til munden ved en bag om nakken anbragt gummirem, for næsen fik man en klemme af gummi. Således udrustet blev vi ved den første prøve sendt ned i tårnet fra oven, hvorefter vi af en lejder skulle gå ned i tårnets bund og finde forskellige effekter, der var kastet ned med det formål, at konstatere om vi var i stand til at bruge vesten og orientere os under vandet. For at hemme opdriften og lette ens bevægelse

109 109 under vandet var et stort blylod anbragt imellem benene. Det var en løjerlig fornemmelse at kunne trække vejret under vandet, men behageligt var det ikke. Især efter at man forud var informeret om, at hvis man f. eks. tabte gummisutten, så var man færdig, idet hvis der trængte vand ned til kalipatronen, dannedes der syre, således at det var ensbetydende med at blive ædt op indvendig, hvis man tog sutten på igen. Ligeledes skulle man passe på at spæde ilt til hver 5. minut, da man eller ville besvime og dø af mangel på ilt, uden forudgående varsel. Således præpareret steg jeg til bunds og hentede stolt en stor skruenøgle op til overfladen. Første prøve bestået. Et par dage senere iførte vi os atter vesten for at gå i gang med anden del af prøven. Denne gang skulle vi atter fra oven gå ned i det vandfyldte tårn, men denne gang var lugen til u- bådstårnet åbnet, og vi skulle helt ned i dette og finde en søventil, en luftafgang samt en højtryksventil. Øvelsen blev fulgt udefra gennem koøjer i tårnets vægge. Også denne prøve blev bestået, og nu var kun den sidste, men til gengæld også den værste tilbage. Sidste prøve var en realistisk øvelse, idet vi skulle forestille os at befinde os i en sunken u-båd, hvorfor vi denne gang gik op i tårnet fra bunden. Nederste del af dette, u-båds- tånet, var tomt, og jeg begav mig op af lejderen og ind i dette, hvorefter lugen i bunden blev lukket, og jeg befandt mig nu i det lukkede tårn, der var ingen vej tilbage. Jeg åbnede for en søventil og en luftafgang, hvorefter vandet begyndte at stige i tårnet. Det steg langsomt op ad benene på mig, en uhyggelig fornemmelse, det var omtrent som når helten i en kriminalroman skulle druknes; der var kun en udvej, at tage det roligt, og gøre hvad man var blevet indprentet, men jeg skal villigt indrømme, at jeg blev lidt stakåndet da vandet krøb op ad benene, men jeg genfandt dog hurtigt mit normale åndedræt, da jeg vidste, at hvis jeg ikke trak vejret dybt, ville jeg ingen ilt få fra vesten. Da vandet nåede mig til brystet, dukkede jeg ned under vandet, for at prøve om vesten fungerede tilfredstillende. Det gjorde den, og jeg stillede mig så afventende, mens vandet efterhånden slog sammen om hovedet på mig, og jeg kunne høre luften boble ud. Da suset fra luftafgangen var ophørt, var jeg klar over at tårnet nu var fuldt af vand, og at trykket inde i tårnet var ligeså stort, som det var ude i»havet«over mig, følgelig var jeg i stand til at klatre op og åbne lugen over mig og stige til vejrs. Da jeg kom op til overfladen og glad klatrede op af tårnet, troede jeg, at jeg var færdig og havde bestået, men ak, jeg blev sendt til bunds igen, og måtte klatre ned i tårnet, videre ned i u- bådstårnet og lukke toplugen efter mig, hvorefter jeg ved hjælp af højtryksledningen skulle tømme dette for vand og gå ud af bundlugen. Jeg åbnede for højtrykket, efter at jeg havde lukket for luftafgangen, og vandet blev nu presset ud gennem søventilen og ud i»havet«igen, men ikke uden mén for mig. Jeg følte det som om hovedet skulle sprænges, da trommehinderne blev presset ind i hovedet på mig, men det skulle blive værre endnu, for da tårnet var tomt, åbnede jeg lugen ned til»båden«, og det bevirkede, at trykket med eet blev udlignet, og mine trommehinder sprang på plads med et knald, som gjorde ondt i flere dage efter. Men min sidste prøve var bestået. Jeg var u-bådsgast. Jeg gennemgik så en tre måneders u- bådsskole, hvor jeg lærte så meget om u-både, syntes jeg selv, at jeg, 109 hvis det ikke var for pengenes skyld, godt kunne have købt en af dem nu, og leget pirat i Sortehavet. Det var ikke småting man skulle vide om tanke, højtrykssystemer, lavtrykssystemer, torpedoer, periskopbetjening m. m., det svirrede rundt i hovedet på mig, så jeg drømte om u-både om natten. Men det var naturligvis nødvendigt at vide, hvad man havde med at gøre, for det kunne jo blive skæbnesvangert at dreje på en forkert ventil eller trække i et forkert håndgreb, og der var et virvar af dem. Endelig var skolen overstået, og vi blev stukket ud til de tre u-både, der skulle rigges til til forårets øvelsestogt. Bådene var»havfruen«,»daphne«og»rota«, en af hver type. Tilrigningen var en større historie, der blev malet og banket rust, der blev stuvet inventar og forbrugegodt om bord, og der blev hentet kæder og trosser og kort og navigationgrej, og til sidst den store dag da kommandoen endelig skulle hejses, var det forbavsende at se, hvor smukke de tre både var blevet, i forhold til det udseende, de havde, da vi begyndte, da de havde ligget og var blevet rustne og snavsede af vinterens tæring. De var nymalede og skinnede om kap med solen, og når man gik ned i deres indre var de grimme ventiler og snavsede rør skjult af røde forhæng og ny maling, så de ligefrem var blevet hyggelige opholdsrum for besætningerne. Vi glædede os ligefrem til at komme af sted. Efter endt stander- og kommandahejsning begav vi os endelig over med vore køjesække ombord i bådene. Jeg var udstukket til yngste matros og kok ombord i u-båden»daphne«. Den var bygget i 1925 på orlogsværftet og kunne sejle 13,5 knob over vandet og ca. 7 knob neddykket, det var jo ingen imponerende fart, sammenlignet med moderne både, men det var jo også en gammel»nymfe«. Der var som ventet ikke meget plads, et lille skab til hver

110 110 mand, livor der var plads til tandbørste og sæbe, så måtte vi ellers anbringe vort tøj under hynderne i køjen, så det så ikke alt for nypresset ud, når vi tog det på. Jeg skulle være kok, jeg havde medlidenhed med den øvrige besætning, for det eneste kokkearbejde, jeg havde udført i min tid, var at koge vand til kaffe. Men arbejdet bestod da gudskelov kun i at hente maden i moderskibet og servere den. Jeg fik dog det hverv at koge æg om morgenen til morgenmaden, og det blev naturligvis en fiasko den første dag; næstkommanderendes æg skulle være blødkogt og det fik 10 minutter, så det fik en underlig blågrå farve. Jeg skal undlade at skrive, hvad han sagde, men der var noget med, at jeg skulle få lov til at holde»daphne«for næsen første gang vi dykkede. Det var en dejlig forårsmorgen, vi stod ud af Københavns havn for at begive os ud på første del af togtet. I spidsen sejlede»beskytteren«som moderskib, og i kølvandsorden fulgte så de tre u-både»havfruen«,»daphne«og»rota«. Det var herligt vejr, solen skinnede i de nymalede både, og hovedparten af besætningerne havde taget plads oppe i tårnet for at vinke farvel til byen. Det blæste ret kraftigt og søerne vaskede uafladeligt ind over ubådenes dæk, så det var en fugtig omgang, når den stakkels udkig fik ordre til at»klare flaget«i agterenden af båden. Vi stod nordpå op gennem sundet, og bådene boltrede sig rigtigt i deres rette element, det var som dyr, der hele vinteren havde været spærret inde, og nu var blevet lukket ud i friheden. Snart passerede vi Kronborg, og var ude i Kattegat, og nu var det knap så spændende, for en u-båd er jo ikke just den bedste båd at være lukket nede i for vordende søfolk, der endnu ikke har fået rystet landjorden af sig. U-bådens cigarformede skrog befinder sig jo netop i de lag vand, der bevæger sig, og det bliver derfor kastet rundt som en tændstikæske i de ret høje søer, og da båden er totalt lukket, med undtagelse af den lille luge i tårnet, er der ikke særlig rart, især da der samtidig er en stank af solarolie fra dieselmotorerne, så det varede ikke længe, inden jeg led alle søsygens kvaler. Turen gik til Isefjorden eller kravlegården, som vi kaldte den, da det var det eneste sted, tyskerne tillod den danske flåde at operere, når de skulle holde skydeøvelse m. m. 110 Jeg havde det som sagt ikke godt, og da vi stadig sejlede nordpå mod Hesselø i stedet for at dreje ned mod Isefjorden, var jeg overbevist om, at det kun var for at drille mig; jeg fik dog senere at vide, at chefen var uden skyld, da vi var nødt til at følge den minestrøgne rende. Endelig stævnede vi ned imod Isefjorden, flotillens første mål, og snart ankrede vi op i Nykøbing bugt. Allerede næste dag startede vi på øvelserne, og det første var naturligvis en dykning, som jeg ganske kort skal beskrive. Chefen varskoer fra broen ned til bådens forskellige rum gennem talerør ordren:»klar til dykning«, og snart lyder gentagelsen fra de forskellige rum op til broen, alle folk indtager de pladser, de nu har fået stukket ud under dykningen i torpedorum, mandskabsrum, kommandorum, og i dieselmotorrummet kobles der om fra dieselmotor til elektromotor. Bådsmanden og matroserne gør klar til dykning på dækket ved at efterspænde alle luger og de såkaldte svitzerstudse, hvorigennem bådens forskellige rum kan tilføres luft fra overfladen. De forsvinder så ned igennem tårnlugen ned til deres pladser i kommandorummet. Chefen sørger for at alt bliver ryddet på broen, at talerørene bliver lukkede, og at kort og navigationsgrej kommer ned af vejen, og endelig at styremidlerne bliver koblet om til kommandorummet. Så kryber han som sidste mand ned gennem lugen og lukker denne, indtager sin plads ved agterste periskop, og efter at dette er beordret op, tager han et»luk» horizonten rundt for at se, om der er fri bane. Så kommanderer han»åbne«, en ordre som 1. mester videresender til de forskellige rum, hvorefter de forskellige tanke åbnes og båden forsvinder fra overfladen; den synker så til luftafgangene fra de forskellige tanke lukkes, og den er da klar til»udblæsning, d. v. s. at der kan sættes højtryk på de forskellige tanke, således at båden atter kan dykke ud. Under vandet sejler båden gerne i periskophøjde, hvilket vil sige ca meters dybde, således at man kan bruge periskoperne. Hvis båden er næse- eller haletung kan den trimmes, hvilket vil sige, at der lukkes vand fra en forreste trimtank til en agterste, eller omvendt. Efter at have sejlet lidt rundt under havet skal vi atter op til overfladen, i kommandorummet er der travlhed, chefen betjener periskoperne og tager observationer, næstkommanderende navigerer, bådsmanden og 1. matrosen passer dybde og sideror, jeg står bagved tårnet og passer hjælpetanke og sørger for at periskopet kommer op eller ned alt efter chefens ordre. 1. mester har sin plads ved»edderkoppen«, en sammensat kobbel talerørstragte, hvor han sender ordrer ud til bådens forskellige rum. Rundt i disse rum står hvert besætningsmedlem på sin betroede post, alle lige ansvarsfulde, alt afhænger af om hver mand nu udfylder det hverv han er sat til at betjene. Nu lyder ordren fra chefen til uddykning, 1. mester sætter tryk på tankene og vi stiger atter op til overfladen. Båden dykker ud af vandet som et søuhyre, med vandet fossende ud af overbygningens og tårnets sluseporte. Chefen tager lige et kig horizonten rundt, for at se om der rider en fiskerbåd på dækket eller om vi har et bundgarn på næsen, for her i»kravlegården«kan en u-båd blive udsat for lidt af hvert. Men alt er i orden og vi myldrer snart op på dækket og trækker vejret befriet. Tiden går nu rask med torpedoskydninger og dykkeøvelser og angreb på»beskytteren«, både om dagen og om natten. Snart er togtets første del slut og vi stævner atter ud af fjorden op gennem Kattegat på vej til Mariager fjord, hvor resten af uddannelsen skal foregå. Turen op gennem Kattegat fordrives med evolutionsøvelser og signalering, men snart stævner vi ind igennem den smukke Mariager fjord. Der var smukt i denne snævre fjord, snart passerede vi Hadsundbroen, og der lå Danmarks mindste købstad foran os. Vi fik yderligere en oplevelse deroppe, idet byen havde 500 års byjubilæum i de dage, vi var der. Vi holdt vore øvelser i fjorden om dagen, og om aftenen gik vi ind til den lille by og gjorde den usikker. Det var en skøn tid. Vi holdt dybvandsdykninger og hurtigdykninger på fjorden, da den jo havde den ret anselige dybde af ca. 30 meter. Det var spændende at følge dybdemåleren, når pilen viste meter, vi tænkte uvilkårligt på, hvornår vandet begyndte at fosse ind, men det var godt kram, selv om det var gammelt. Snart forkyndte et lille bump at vi var på bunden. Disse øvelser foregik dog ikke altid helt»smertefrit«, idet de en dag i»rota«havde glemt at lukke et talerør, hvorfor vandet fossede ind til dem i en tyk stråle, det var dog ikke værre end at fejlen hurtigt blev fundet og afhjulpet. Værre var det en dag, da agterste mand i»havfruen«sad og halvsov,

111 111 da ordren til hurtigdykning lød, han glemte at lukke agterste tank op, med de resultat at båden stak næsen lodret ned, og skruerne snurrede rundt over overfladen. Det så morsomt ud, men det kan være farligt, idet båden ikke må hælde mere end 60, for da vil syren løbe over i de store akkumulatorer, og der vil dannes giftige luftarter i bådens rum. Der skete dog ikke andet end at besætningen rutchede ned i forenden, men den arme mand fik sig naturligvis en velfortjent balle. Torpedoudskydningerne blev altid fulgt med stor interesse, vi ventede spændt på beskeden, om det var en træffer, fra chefen efter affyringen. Var det en forbier, behøvede vi ikke at spørge, der kom gerne en serie kraftudtryk. Det var også spændende om torpedoen kom op til overfladen igen efter at den havde udløbet sin distance, for gik den til bunds, kunne den arme båd være sikker på flere dage og nætters eftersøgningsarbejde med dykker, for en sådan torpedo kostede ca kr. og dem lod man jo ikke uden videre ligge. Tre måneder efter togtets begyndelse sejlede vi atter ind ad indsejlingen til Københavns havn, rige på erfaring og oplevelser efter endt togt med de danske u-både. 111

112 112 Ubåde og Henrik Gerner sænket på Holmen den 29. august (Frihedsmuseet) Orlogskaptajn Linde som fungerende Chef for UB-Divisionen. Holmen, den 30'August Ubådsdivisionen Til Chefen for Kystflaaden. Rapport over Begivenhederne den 28' og 29'August d.a. Den 28'August Kl. ca modtog af den fungerende Chef for UB-Divisionen, Orlogskaptajn C. Weilbach, Meddelelse om at han gik fra Borde for at varetage sine Forretninger som Adjutant hos Kronprinsen, og at jeg i hans Fravær vilde have at varetage UB-Divisionens Interesser. Kl. ca udgav efter Møde hos Chefen for Kystflaaden Ordre om at gøre de under Kommando værende U-Baade samt "HENRIK GERNER" klar til Sejlads (ingen Torpedoklargøring, kortere Sejlads). Kl. ca meldte til Chefen for Kystflaaden, at Enhederne var klar til Sejlads med følgende Mangler: "HENRIK GERNER" Ingen "HAVKALEN" Ingen "ROTA" Ingen "HAVHESTEN" manglede sin 20 mm R.K, "HAVMANDEN" manglede sin 40 mm R.K. og havde sin Gyro til Reparation paa Værksted. 112

113 113 DAPHNE havde 1 Dieselmotor skilt ad. Baadene var herefter klar til Afgang paa kort Varsel. Kl. ca udgav Ordre om at etablere Søvagt i de under Kommando værende Fartøjer. Kl. ca fordelte Chefen for Kystflaadens fortrolige, skriftlige Ordre af 28 d.m. til Cheferne. Den 29/8 Kl. ca modtoges pr. Aldis fra "HVALROSSEN" "Sænk" (K.N.U.) hvilken Ordre øjeblikkeligt blev videregivet til de under Kommando værende U-Baade og til Mineskibsdivisionen. Kort efter udgaves følgende Ordre: Officerer fra H.3 sænker D.2 Officerer fra C.1 sænker C.2 H.1. C.3. HEKLA Dok med H.2. Klokkeslet for Paabegyndelsen af disse 4 Sænkninger kan ikke oplyses nøjagtigt, men skønnes at være ca Kl. ca modtoges af en Officer Ordre om at Besætningerne skulde afgaa til Planbygningen; en Officer beordredes til at gaa rundt paa Divisionens Omraade og give alle denne Ordre. Personligt gik jeg kort efter en Runde for at konstatere Resultatet af de givne Ordrer og for at sikre mig, at Divisionens Personel havde modtaget Ordren om at afgaa. Kl. ca afgik jeg som 3' sidste fra Divisionen efter at jeg havde ladet 2 Officerer gaa ud paa UB- Broen for at undersøge, hvorfor "HENRIK GERNER" ikke var sænket helt og eventuelt fremskynde dette, og idet jeg gav dem Ordre om at komme til Planbygningen inden 5 à 10 Minutter. Ved min Afgang fra Divisionen var intet set til den tyske Værnemagt. Det samlede Resultat af de givne Ordrer er ved senere supplerende Observationer konstateret at være følgende: "HAVHESTEN", "HAVKALEN", "HAVFRUEN, HAVMANDEN, "DRYADEN, "DAPHNE", "BELLONA" og "ROTA" alle sænket saa een eller flere af Baadenes Luger er under Vand. "HENRIK GERNER", sænket og brændt. "FLORA" Søforbindelser aabnet; paa Grund den ringe Vanddybde er Baaden ikke sunket. Der er saaledes kun anvendt Sprængbombe i "HENRIK GERNER"', og denne Bombe har saa vidt vides ikke funktioneret. Om de anførte Klokkeslet bemærkes, at de er angivet som omtrentlige efter bedste Skøn og efter Forhør af forskelligt Personel; det bemærkes dog, at Klokkeslettet ca for Modtagelsen af Ordren Sænk næppe afviger mere end 1 à 2 Minutter fra det virkelige Klokkeslet. Under hele den her omhandlede Periode har Vaaben (Revolvere) kun været udleveret til Befalingsmænd samt enkelte Poster, og Regeringens Ordre om ikke at yde Modstand mod en tysk Besættelse er blevet stærkt præciseret; der har de ej heller indtil Afvæbningen været løsnet noget Skud fra noget af det under Divisionen hørende Personel, som alle uden Forskel i igen alvorlige Periode har udvist den bedste Optræden ved hurtigt og præcist at udføre de givne Ordrer. Linde. 113

114 114 Undervandsbåden DAPHNE Chefen for Undervandsbaaden "Daphne" a.i. "Hekla", den 30' August Til Chefen for Kystflaaden. Rapport vedrørende Sænkningen af Undervandsbanden "Daphne". Efter Chefsmøde hos den fungerende Chef for Undervandsbaadsdivisionen Lørdag den 28'de. ca. Kl.1400 paabegyndtes Klargøring af "Daphne" til en kortvarig Sejlads paa 1 Kvarters Varsel. Baaden laa fortøjet yderst paa Nordsiden af den sydlige Undervandsbaadebro. Klargøringen var tilendebragt ca. K Baaden var dykkeklar og begge Kanoner klargjort. Besætningen blev gjort bekendt med Grunden til den alvorlige Situation. Ved nyt Chefsmode ca. K blev følgende meddelt Cheferne: 1. Tysk Besættelse at Flaadestationen kunde forventes. 2. I saa Fald vilde Skibene faa Ordre til enten at afgaa til svensk Territorium eller til Sænkning. 3. Skibene maatte under ingen Omstændigheder overgives til den tyske Værnemagt. 4. Brug af Vaaben med det Formaal at sætte sig til Modværge mod Besættelsen var forbudt; kun i Tilfælde af direkte Beskydning var Vaabenbrug tilladt som Selvforsvar. Denne Ordre blev senere meddelt Cheferne skriftligt fra Kystflaaden. Herefter blev Besætningen beordret over i Baaden, hvor der overgikkes til Søvagt (Kvartersvagt) med vagthavende Officer paa Broen. Denne og vagthavende Kvartermester var bevæbnet med Revolver, ligesom jeg selv bar Revolver. Den øvrige Del af Besætningen, Befalingsmænd iberegnet, var ubevæbnet. og alle fik udtrykkelig Ordre om, at Skydning var strengt forbudt uden min Ordre. 1' Maskinmester fik Ordre til at klargøre Baaden til Sænkning. Alle bar Redningsveste. Fra Kl fik Frivagten Tilladelse til at slange om Læ. Kl fortøjede "Havmanden" paa "Daphne"'s Bagbords Side. Kl. ca. 0400, paa hvilket Tidspunkt jeg selv holdt Vagten paa Broen, hørte jeg en Række Skud og Detonationer fra Byen, hvorpaa jeg straks gav Ordre til Udpurring af Frivagten. Kl observerede jeg Sænkningssignalet fra "Hvalrossen", og umiddelbart derefter blev Ordren: "Sænk Skibene" prajet fra Vagtchefen i "Hekla". "Daphne"'s Besætning blev øjeblikkelig beordret i Land og Fortøjningerne kastet los. Med Skruerne blev Agterenden manøvreret ud fra Broen, saaledes at kun Stævnen holdtes ind, for at landgangen stadig kunde benyttes, ogsaa af "Havmanden"'s Besætning. Kl.0408 gav jeg 1' Maskinmester Ordren: "Aabne". Efter at have forvisset mig om at alle var oppe fra Baaden og i Land, gik jeg ind paa Broen og Iagttog Baaden synke meget hurtigt. Sammen med min Besætning gik jeg derpaa over i "Hekla", hvor vi alle beordredes til at møde 1 Planbygningen. Kun jeg selv og 2 Kvartermestre bar Revolvere; de øvrige Befalingsmænd og menige var ubevæbnede og havde - med Undtagelse af 1 Officer. der havde kastet sin Revolver i Vandet, da Sænkningen paabegyndtes - paa intet Tidspunkt været bevæbnet. Ved Ankomsten til Planbygningen mønstredes Besætningen; der manglede 1 Officer, som havde assisteret ved Sænkningen af "Henrik Gerner". I Planbygningen afleveredes efter Ordre alle Vaaben, og jeg overbeviste mig personligt om, at Ingen af Besætningen derefter havde Vaaben paa sig. Da jeg efter Ordre sammen med de øvrige tilstedeværende Officerer afgik for et blive taget under tysk Bevogtning, skiltes jeg fra min Besætning. Indtil dette Tidspunkt har ingen af "Daphne"'s Besætning gjort Brug af Vaaben, og Besætningen har ikke observeret Medlemmer af den tyske Værnemagt før Afvæbningen i Planbygningen fandt Sted. Jeg har paa intet Tidspunkt indtil da hørt Skud paa eller i Nærheden af UB-Divisionens Omraade. Konradsen. 114

115 115 Erik Richter. Original i Frihedsmuseets arkiv. Vedrørende: d. 28. og 29. august 1943 Den 28. august 43 [var jeg] tjenestegørende maskinelev nr. 37 på Ubåden D2 Daphne med Kaptl. Wern som chef, med bosted på logiskibet Hekla på Holmen, blev vi kaldt til mønstring på kajgaden, og i korte træk fik vi fortalt om situationen, al landlov blev inddraget og der blev beordret at skibene skulle gøres kampklare, hver skibsbesætning kom i gang med at hente krigsforsyning i depoterne og bringe det ombord, og få det stuvet af vejen, såvel sprænghoveder til torpedoerne, samt vand og olie. Vi arbejde hele natten op til den 29. [august]. Der var som fortalt foran stor aktivitet hele den 29. og også en vis spænding (jeg må nok i dag indrømme, at ikke mange af os unge mennesker i virkeligheden var klar over den egentlige alvor og hvad det dermed indebar), sidst på dagen blev vi beordret ombord, motorerne blev prøvestartet og så slukket igen. Ud på natten d. 29 blev der givet ordre til afsejling, der blev startet op, og fortøjningerne blev kastet og vi gled agter ud i flådens leje, men længere nåede vi heller ikke, for der blev skudt med artilleri mod os fra Langelinje kajen, vi gik så til kaj igen, motorerne blev standset, og alle blev beordret op på anløbsbroen, kun chefen og første mester blev om bord, kort efter kom de hurtig fra borde og D2 begyndte at synke (bundventilerne var blevet åbnet) og der stod vi og så vort skib gå ned, men det var ikke kun vort, men også de øvrige fartøjer som på det tidspunkt var på Holmen endte på bunden. Det var et sørgeligt syn og med en klump i halsen gik vi ind på hovedkajen og der mødte vi allerede den tyske Værnemagt. De havde allerede besat Holmen. Vi blev beordret opstillet i marchkolonne og så gik det over til marinens flyvebådshangar på Refshaleøen. Der opholdt vi os det meste af dagen, på et tidspunkt blev delt op. Officererne blev overført til søofficer skolen, alt fast mandskab blev indkvarteret på søværnets kaserne og det værnepligtige personel overført til Ny Carlsbergvejens skole. For egen part var jeg interneret frem til midt i oktober 1943, hvor jeg blev hjemsendt på ventepenge, med ordre til at melde mig til tjeneste igen når krigen var slut. 115

116 116 Undervandsbåden HAVKALEN Chefen for Undervandsbaaden "HAVKALEN". Holmen, den 30'August Til Chefen for Kystflaaden. Rapport over Begivenhederne den 28' og 29'August d.a. Den 28/8 Kl. ca paabegyndtes at gøre Baaden klar til Sejlads. Kl.ca.1600 Baaden klar til Sejlads (ingen Torpedoer klargjort). Kl.ca.1800 etablerede Søvagt i Baaden. Kl.ca.1930 modtog Chefen for Kystflaadene skriftlige, fortrolige Ordre af 28/8 d.a. Den 29/8 Kl.ca.0407 modtog Ordren om at sænke Baaden, hvilken Ordre blev paabegyndt iværksat ca. 1 Minut senere ved at aabne fra Søen gennem Hovedtankene og Lænseledningerne til Baadens Rum. Herefter beordredes Besætningen fra Borde. Kl.ca.0412 Baadens Dæksluger i Vandoverfladen. Kl.ca.0430 modtoges Ordren om at afgaa til Planbygningen. Ordren kunde ikke afgives til den samlede Besætning, der var fordelt forskellige Steder i "HEKLA". Kl.ca.0435 var Besætningen samlet i Planbygningen (Chef og Næstkommanderende fraværende). Kl.ca.0445 Næstkommanderende ankom til Planbygningen. Kl.ca.0515 afgik Chef og Næstkommanderende fra Besætningen. 116

117 117 Flådens sænkning. Ubåden Havmandens tårn anes. I baggrunden værkstedsskibet Henrik Gerner. (Orlogsmuseets arkiv) Undervandsbåden HAVMANDEN Chefen for Undervandsbaaden HAVMANDEN". Undervandsbaadsdivisionen. Holmen, den 29'August Til Chefen for Kystflaaden. Rapport vedrørende Sænkning af Undervandsbaaden "HAVMANDEN" den 29'August 1943 Kl Den 28/8 Kl. ca sattes efter Ordre fra Chefen for Kystflaaden Søvagt i Baaden, idet der samtidig - ligeledes efter Ordre - blev gjort klar til Afgang eller Sænkning af Baaden. Kl forhales W-over til paa Siden af "DAPHNE". Den 29/8 Kl.0405 modtoges Ordren: Sænk Baadenee. 5 á 10 Minutter senere var Baaden sunket mellem UB-Broen og Heklabroen. Herefter sænkedes U-Baadene "FLORA" og "DRYADEN" S for UB-Broen. 117

118 118 Besætningen modtog Ordre om ikke at gøre Modstand ved evt. Møde med tyske Soldater, afgaa til Planbygningen samt aflevere Haandvaaben hvilket derefter skete. Ved Daggry afmarcherede Officererne - til Flaadestationen blev der meddelt. Udfor Spanteloftsbygningen observeredes Skydning fra W mod Omraadet ved Søofficersskolen og Spanteloftsbygningen,hvorfor der søgtes Læ bag en opstillet Sprængstyksikring. Skydning hørtes fra Minegraven og Raab fra en saaret E for Planbygning. De tyske Soldater der ledsagede Officererne forsvandt da Skydningen begyndte. Da Skydningen var ophørt, kom en Gruppe Officerer med oprakte Hænder frem fra Vejen S for Planbygningen. Alle Officererne gik derpaa ledsaget af tyske Soldater til Kongebrovagten, hvorfra man efter ca. l Time gik til Flaadestationens Kontor; hvortil Ankomst fandt Sted Kl. ca Efter at Officererne havde forladt Planbygningen forblev Mandskabet der til Skydningen var afsluttet, hvorpaa der under tysk Ledsagelse afmarcheredes ad Amagerbrogade til Luftmarinestationen, hvorfra Afgang til Holmen fandt Sted Kl Sølling Kaptajnløjtnant 118

119 119 Undervandsbåden HAVHESTEN Chefen for Undervandsbaaden "HAVHESTEN". Stationsskibet "HEKLA", den 30/ Til Chefen for Kystflaaden. Vedrørende Undervandsbaaden "HAVHESTEN"s Sænkning. Efter Ordre etableredes Søvagt ombord Kl.ca observeredes Projektørlys gentagne Gange over Yderhavnen samt en Detonation hørtes fra Byen observeredes næsten konstant Projektørlys i Yderhavnen. - ca hørtes kraftig Skydning fra Byen og Detonation umiddelbart efter modtoges Signal og Praj til Sænkning af Baadene. - ca sænkedes Undervandsbaaden "HAVHESTEN" var Dækket under Vand og Melding om at Baaden var blevet Sænket blev afgivet til Orlogskaptajn Linde paa Hekla -Broen. Orlogskaptajnen indskærpede Ordren om at Anvendelse af Vaaben og Modstand var forbudt. Derefter fulgte jeg Orlogskaptajnen ud paa U-Baadsbroen for at se om alle Baadene var sænket. Derefter gik jeg ind i Land for at slutte mig til min Besætning. Da denne ikke var her fortsattes ud af "HEKLA"-Broen. Her modtoges Ordren om at afgaa til Planbygningen og her sluttede jeg mig til min Besætning og indskærpede Ordren om at Modstand og Anvendelse af Vaaben var forbudt. Efter nogen Tids Forløb blev der givet Ordre til at aflevere alle Vaaben hvilket udførtes. Samtidig saas de første Medlemmer af den tyske Værnemagt. Officererne blev beordret til at mønstre udenfor Planbygningen paa dennes Sydside for et afgaa til Chefen for Flaadestationens Kontor. Samtidig med Afmarchen saas Eksercerskolen stille op udenfor Planbygningen udfor dennes Østside. Da Officererne var kommet udfor den sydlige Ende af Spanteloftsbygningen begyndte Skydning mod Spanteloftsbygningens Sydende og da der kort efter begyndte Skydning nordfra og Nedslag hørtes i Nærheden søgtes Dækning bag nogle Trækasser. Da Skydningen var ophørt fortsattes langs Hovedvejen til Kongeporten og efter ca. ½ Times Ophold her fortsattes gennem Værftet til Chefen for Flaadestationens Kontor. Franck. 119

120 120 Sænkede ubåde på Holmen efter 29. august Forrest BELLONA. (Orlogsmuseets arkiv) Beretning modtaget fra fru Hielm Pedersen. Original i Frihedsmuseets arkiv. Sænkningen af BELLONA, 29. august 1943 Ultimatum kl Kl alle Mand i Baadene. Regnbyger og mørkt i Vejret. Kl "Sænk Baaden". Maskine "Bak". Aabne for og agter alle Mand op af Vejen? 3die Mester blev og hjalp med at aabne 2, 3 og Hjælpe? Vandet begyndte at vælte ind gennem Rumventilen og jeg forlod Baaden som sidste Mand. Da jeg kom paa Dækket kunde jeg ikke se en Haand for mig, jeg var forberedt paa at springe udenbords, men Næstkommanderende kaldte paa mig fra Fordækket, hvor Landgangen endnu laa inde da jeg kom paa Broen saa jeg agter for "Rota" en M Baad som umiddelbart efter sprængtes af en Sprængbombe og der udbrød Brand, hvorved en Raket paa K.Broen antændtes og røg til Vejrs, sprængstykker røg ned over os, det var et imponerende Syn. Sikkerhedsventilen begyndte at vese, det var et Fyrværkeri uden lige, men nu begyndte Sprængbomperne fra de forskellige Skibe at [ulæseligt ord] rundt omkring mig, men der var ikke Tid til at nyde Synet, jeg maatte videre til næste Baad "Bellona" ned i den og aabne Bundventilen og Luftafgang for Tank I og III A og B, Lydpotte og V og Rum-ventiler. Jeg mærkede nok at Vandet kom ind, men det gik langsomt. Jeg gik saa op paa Baaden og saa mig om, de faste Baade var væk, saa vidt jeg kunde skimte, men det var meget mørkt. "Bellona" sank ikke rigtig, [så] jeg sprang derind igen og aabnede Resten af Tankene og nu blev der Gang i det. Jeg mærkede hvordan Baaden satte sig og jeg sprang op, gik op i [ord mangler] og afleverede min Redningsvest, og gik nu over i Planbygningen, hvor efterhaanden alle samledes. Der var en mærkelig Stemning over det hele, nu havde vi gjort vor Pligt, [og] der var ikke nogle tilbage, [som] andre kunde have gavn af, nu var der blot kun vi otte Mand, eller var der nogle der ikke var sluppet fra det. Stadig hørte jeg Eksplosion. [HENRIK GERNER] brændte fra for [til agter] og det var et storslaaet Syn, og efterhaanden hørte man Krudtmagasinerne ryge i Luften, og Sprængstykker røg omkring. Vi afleverede hvad vi havde af Vaaben i en stor Bunke, det var sørgeligt, men vi havde udført vor Mission[, og] der var ikke mere at gøre. Vi maatte ikke mere gøre Modstand [...] Der var stille og roligt i Hallen, selv om vi var 2000 Mennesker samlede. Chefen for Kystfl. udbragte et leve for Kamp og Fædreland og takkede. 120

121 121 Undervandsbåden ROTA Den fung. Chef for U-Baaden Rota. Holmen, den 30 August Til Chefen for Kystflaaden Rapport ang. Begivenhederne den 28 og 29 August Lørdag den 20' August 1943 Kl. ca afholdtes Chefsmøde hos den fung. Chef for UB-Divisionen. Jeg modtog her Ordre til at overtage Kommandoen over U-baaden Rota da Chefen for Rota, Kaptajnløjtnant Hertz, var paa Ferie. Der blev iøvrigt givet Ordre til et Baadene skulde gøres klar til en kortere Sejlads og være klar til Afgang paa 1/4 Times Varsel, samtidig tik Cheferne Ordre til at gøre sig klar hvorledes de i givet Fald vilde sænke Skibene. "Rota blev derefter rigget til og var Kl klar som beordret. Det blev derefter meddelt Besætningerne hvad der var Grunden til de ekstraordinære Foranstaltninger. Kl. ca blev der holdt nyt Chefsmøde og paa dette blev der af den fung. for UB-Divisionen meddelt Cheferne følgende: 1) At man kunde forvente en Tysk Besættelse af Flaadestationen 2) At Skibene enten vilde faa Ordre til at afgaa til Svensk Havn eller til Sænkning, i Tilfælde af det sidste skulde "Rota"s Besætning efter Sænkning af eget Skib sænke "Bellona" der var oplagt uden Kommando, 3) At Skibene ikke maatte overgives. 4) At der kun i Tilfælde af direkte Beskydning maatte gøres Brug af Vaaben, og da kun i Selvforsvar. 8 Efter dette Møde blev Besætningerne beordret om bord i Baadene og Vagten blev sat. Vagten bestod af Halvdelen af Besætningen, nemlig 1 Befalingsmand og 2 Skildvagter, disse 3 var Revolverbevæbnet og opholdt sig paa Dækket; i Baaden var 1 Maskinmester, 1 vpl. Maskinist og 1 Maskinelev, den anden Halvdel slangede. Jeg bar selv Revolver. Vagten tørnede hver anden Time. Kl. ca lød flere Explosioner ovre fra Byen, Frivagten blev purret og jeg løb øjeblikkelig op paa Dækket og modtog Kl. ca. 0410, fra Vagtchefen i Hekla, Ordren, Sænk Skibene". Der blev derefter kastet los og slaaet Bak for at komme lidt fri af Kajen. Besætningen fik derefter Ordre til at komme op paa Dækket og l'mester fik Ordre til at aabne de i Forvejen aftalte Ventiler. Faa Min. derefter Meldte 1'Mester at alle var oppe og at Ventilerne var aabnet. Jeg forlod derefter som sidste Mand "Rota", der sank faa. Min. efter. "Bellona" blev derefter sænket paa samme Maade som Rota. Besætningen modtog derefter Ordre til at møde i Planbygningen. Da jeg kom over i Planbygningen manglede endnu 2 Mand, men i løbet af kort Tid var alle til Stede. Der blev derefter givet Ordre til at aflevere Vaaben og ammunition, medens dette stod paa Saas de første Soldater tilhørende den Tyske Værnemagt. Det blev indskærpet overfor Besætningen at vores Opgave var slut, og at der ikke maatte gøres Modstand imod de tyske Tropper. Ingen af "Rota s Besætning har paa noget Tidspunkt anvendt Vaaben. J. Petersen. Søløjtnant I. 8 Håndskrevet tilføjelse: Kl. ca modtog Cheferne en skriftlig Ordre fra Chefen for Kystflaaden af samme Indhold som den mundtlige Ordre der blev givet paa Chefsmødet kl

122 122 I sine erindringer fortæller senere kontreadmiral Jørgen Petersen (PED) om genopbygningen af søvlærents ubådsvåben i årene umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig. 9 Undervandsbådstiden Nu begyndte en tid med praktisk tjeneste, langt den overvejende del som chef for en undervandsbåd, og denne periode varede til efteråret 1951 og står for mig som vel nok den lykkeligste tid af mine 46 år i Søværnet. Med de to første undervandsbåde, der kom til Danmark for overtagelse fulgte to unge engelske officerer, kaptajnløjtnant Peter Beale, søofficer og undervandsbådschef og løjtnant Bravery, maskinofficer med undervandsbåde som speciale. De blev i Danmark i hele den tid det tog at få de tre engelske undervandsbåde efterset og udrustet med dansk besætning, ialt godt og vel ét år. Disse to engelske officerer var en uvurderlig hjælp for de danske chefer og maskinofficerer og blev i løbet af dette år nære venner. Peter Beale - herefter kaldet Peter - deltog i alle 3 undervandsbådes 6 ugers øvelsestogt til England og var her chefernes forbindelsesofficer til engelske myndigheder og desuden chefernes hjælper og vejleder. De to andre undervandsbådschefer blev nu også udpeget og det blev 2 gode venner og gamle u- bådskammerater, nemlig kaptajnløjtnant Eigil Wern og kaptajnløjtnant K. G. Konradsen. Det var et godt valg, vi kendte alle 3 hinanden godt og blev hurtigt et team, der kunne arbejde fint sammen. De tre engelske både fik i begyndelsen ikke danske navne, men kun betegnelsen»u.1.«,»u.2«og»u.3«. Eigil blev chef for den båd der skulle først afsted til England,»U.2.«. I foråret 1947 afgik han til en 6 ugers»work-up«ved en engelsk flotille i Portland. Jeg blev chef for»u.1.«, der gik afsted til H.M.S. DOLPHIN i Portsmouth i juni 1947 og Konradsen - herefter kaldet»kesse«- blev chef for»u.3.«der drog af sted i efteråret Jeg hejste kommandoen i»u.1.«den 16. juni og en uge efter sejlede vi afsted til England. Sejladsen over Nordsøen gik uden større begivenheder og 4 dage senere ankom vi til Portsmouth hvor vi skulle tilbringe 6 lærerige og gode arbejdsuger. Besætningen på U1 -klassen. Officererne i tårnet er fra venstre maskinmester 3 John Holten, SL Knud Alsen, SL Finn Thostrup, KL Jørgen Petersen, uident søløjtnant og SL Per Aåsberg-Jacobsen. Alsen kom til ubåde- 9 Petersen 1985, s

123 123 ne 1950 og Åsberg afgik juni 1950, hvilket tyder på, at billedet er fra sommeren (Forsvarets Biblioteks arkiv) [...] Selv i sommeren år efter krigens afslutning - var madsituatinen vanskelig i England, så vi havde provianteret godt ud og havde bl.a. en halv gris hængende mellem torpedorørene og 2000 æg stuvet af vejen på de mærkeligste steder samt masser af ost til brug for sultne engelske kammerater. Der var lagt et omfattende program for vores træningsperiode og vi gik straks igang med at gennemprøve alt hvad der kunne gennemprøves og lidt til. Vi sejlede normalt ud hver morgen og kom tilbage ved tiden. Det var morsomt for mig igen at være i H.M.S. DOLPHIN, hvor jeg under krigen havde påbegyndt min uddannelse til undervandsbådschef og hvorfra jeg havde mange gode minder. Vi blev fra alle sider behandlet meget fint og nød stor gæstfrihed, de 6 uger gik derfor hurtigt. Hver dag når vi kom ind efter øvelser stod der et engelsk ekspertteam på kajen, for at høre om vi havde haft nogen problemer og om der var nogen reparationer der skulle foretages. Var der noget galt gik man straks igang med at ordne det, så vi kunne være klar til næste morgen. Det var en meget fin service, som vi desværre ikke var vant til hjemme i Danmark. Under opholdet i Portsmouth blev jeg og mine officerer inviteret til lunch ombord i Nelsons gamle flagskib VICTORY, der lå i Portsmouths havn og var C-in-C Portsmouths flagskib d.v.s. førte admiralskommando-tegn. Det var en stor ære for en kaptajnløjtnant at en 4-stjernet engelsk admiral ville være vært for ham, og det blev en stor oplevelse for os alle. Efter lunch viste admiralen os personligt rundt i det historiske skib. Efter de 6 ugers intense øvelser følte vi at vi nu havde styr på tingene og vores hjemrejse gik uden begivenheder. Nu begyndte så dagligdagen ved den danske undervandsbådsafdeling. Chefen var kommandørkaptajn S. E. Pontoppidan, han var samtidig stabschef hos Chefen for Kystflåden og denne del af hans tjeneste tog naturligvis det meste af hans tid, men han havde stor interesse for undervandsbådene, da han selv i en lang periode havde været u-bådschef. Han var et meget retlinet menneske, lidt stille og tilbageholdende af natur, men en meget god og interesseret chef, som vi i u-bådene var meget glad for. De næste år gik med togter med u-bådene og desuden blev jeg hurtigt også skoleforstander for undervandsbådsskolen for søofficerer, denne havde - som tidligere - en teoretisk del på Holmen på ca. 2 måneder og derefter en praktisk del til søs med u-bådsgruppen, og nu var vi heldigvis ikke længere henvist til»kravlegården«men holdt vore øvelser mest i Skagerak og Østersøen. 1. u-bådsgruppe bestod af 2 undervandsbåde og depotskibet TYR der var den gamle DSB isbryderfærge - som moderskib. Chefen for u-bådsgruppen var normalt den ældste af de to u-bådschefer, altså enten Eigil eller»kesse«. Senere da Eigil var afgået til anden tjeneste og kaptajnløjtnant Munck var kommet til som yngste u-bådschef, blev det også ofte mig og ialt havde jeg over 1 år som gruppechef. TYR var en gammel spand, men havde en meget stor officersmesse hvor vi kunne dække op til 42 personer til lunch eller middag og da vi normalt kun var ca. 20 officerer i gruppen, var der gode muligheder for at have gæster. Hvad lukafer til u-bådsofficerer angik var TYR derimod ikke særlig velegnet idet der kun var to ekstra lukafer, som naturligvis blev benyttet af de to u-bådschefer, de øvrige u-bådsofficerer måtte sove i u-bådene. Vi havde i disse år mange øvelser med flådens øvrige skibe og deltog også i en lang række NATO-øvelser. I forbindelse med disse øvelser aflagde vi besøg i Norge, England, Skotland, Holland og Frankrig. Vores egne muligheder for at øve udslusning fra en sunken u-båd var dårlige, idet vi kun rådede over nogle gamle anlæg, der slet ikke havde den fornødne vanddybde over lugen til at gøre øvelserne realistiske, og vi fik derfor en aftale istand med den svenske marine, om at benytte deres moderne udslusningstårn - med 20 meter vand over tårnlugen - i Karlskrona. En gang om året aflagde vi derfor besøg i Karlskrona, for at lade alle vore u-bådsbesætninger gennemgå udslusningsøvelser i det svenske anlæg. Når alle skulle igennem den række af øvelser, der endte med en realistisk udslusning gennem de 20 meter vand, tog det relativ lang tid og vores ophold var derfor tit af ca. 14 dages varighed. Det var 2 uger som vi alle så frem til med glæde, dels var øvelserne morsomme, dels var samværet med vore svenske kammerater interessant og den eneste mulighed vi havde for tjenestlig kontakt med den svenske marine. Vi havde i de første år desværre en del problemer med de engelske dieselmotorer hvilket bevirkede at vi lå uforholdsmæssig længe til reparation på Orlogsværftet, som ikke havde en heldig hånd med dette arbejde, og først da alle havde tabt tålmodigheden tog man tyren ved hornene og udskiftede krumtapakslerne, hvilket havde den fornødne virkning. 123

124 124 Når jeg nu så mange år efter tænker tilbage på den glade u-bådstid, så er der ingen tvivl om at det var en lykkelig periode, man havde et job som man følte at man fuldt ud havde magt over, man var chef for et egentligt krigsfartøj, der i givet fald kunne udrette noget, og man havde kun små problemer af administrativ og personelmæssig art, man deltog i spændende øvelser og var på en række flådebesøg i udlandet, kort sagt et ideelt liv for en ung søofficer. Det at være skibschef har altid i Søværnet været anset for at være et af de bedste job en søofficer kan have, og for de unge officerer var u-bådene og motortorpedobådene vel nok de to skibstyper, man helst ville være chef for. I intet andet orlogsskib er magten så koncentreret i een person - chefen - som i en undervandsbåd. I en angrebssituation er den eneste der virkelig er klar over situationen, chefen, alle andre er optaget af at betjene denne på bedste måde. Det er derfor uhyre vigtigt at chefen optræder roligt og ikke giver anledning til uro hos besætningen, og at han har sin besætnings fulde tillid. Som u-bådschef oplevede jeg engang den ubehagelige situation at tabe en mand udenbords. Det var en mørk og kold vinternat lidt udenfor Frederikshavn med kraftig dønning og u-båden rullede derfor nok så kraftigt. Den pågældende var gået ned på dækket for at gøre trosser klar til fortøjning og havde imod bestemmelserne træskostøvler på. Han gled på det glatte dæk og faldt udenbords. Da råbet»mand overbord«lød ned gennem talerøret kom jeg på broen i en vis fart og det lykkedes heldigvis hurtigt at lokalisere manden og få tag i hans hænder, men på grund af den stærke slingring kunne vi ikke få ham halet op på dækket. Jeg måtte derfor slæbe ham ind i havnen hængende i hænderne, og det var ikke nogen behagelig situation. Såsnart vi var inde i havnen fik vi ham op og ned i båden, han rystede som jeg aldrig har set nogen ryste og vi sendte ham med ambulance til det stedlige hospital, hvor han kom i et varmt bad og blev natten over. Der var to grunde til at det gik godt, dels at vi så hurtigt fik fundet ham og dels at han bar oppustet redningsvest i overensstemmelse med bestemmelserne. Den 20. november 1950 blev jeg udnævnt til orlogskaptajn og det var klart at min tid ved u-bådene nærmede sig sin afslutning, jeg fik dog endnu ca. 1 år ved u-bådene, som u-bådschef, og en stor del af tiden som gruppechef. Vi hævdede selv ved u-bådene at ingen burde tjenstgøre i u-både efter at være fyldt 35 år. Grunden hertil er naturligvis at det er en tjeneste med ret ukomfortable levevilkår, men også fordi det i krig er en meget krævende tjeneste der kræver unge mennesker med den fornødne dristighed. I 1951 fyldte jeg 35 og henimod slutningen af året bestemte Søværnskommandoen at jeg sammen med kaptajnløjtnant Ole Odder - orlogskaptajn fra 1. november - skulle gennemgå den norske marines stabsskole i Oslo. [...] 124

125 125 Fra Dansk Søulykke-statistik Undervandsbåd STØREN. På rejse fra København til øvelsesplads ved Bornholm. Kollideret d. 25/5 54 i Sundet. Søforhør i København d. 26/s 54. Kl passerede S., der førte forskriftsmæssige lanterner, under en svag S.-lig luftning med tåge og N.- gående strøm Svælget lystønde. Strømmens fart var ca. 3/4 knob, og sigtbarheden var 100 m. Derefter styredes 164, idet forskriftsmæssigt tågesignal afgaves. Kl passeredes Nordre Røse, og kort efter hørtes tågesignal fra et dampskib forude. Maskinen stoppedes, og kl. 2023, da det andet skib var trukket forbi, beordredes den langsomt frem, hvilket svarer til 6 knobs fart. Kl sås ca. str. om bb. et modgående sejlskib med hjælpemotor, hvis kurslinie skar S.s kurslinie under en vinkel på ca. 10. S.s maskine blev straks beordret fuld kraft bak, hvilket blev tilkendegivet ved 3 korte toner med fløjten. Umiddelbart efter blev roret lagt hårdt stb. Det andet skib, der senere viste sig at være SM. YRSA" af Kämpersvik, drejede også til stb., men straks efter, da skibene lå på modsat kurs, tørnede S.s casing ved ankeret mod Y.s bb.s bov. Ved kollisionen gjorde S. næsten ikke fart gennem vandet, medens Y.s fart ansloges til ca. 4 knob. Af den af Y.s besætning afgivne forklaring fremgår, at dette skib kl. ca under en let SØ.-lig brise med tæt tåge passerede ca. 50 m V. om Drogden fyr. Derefter styredes dv. 5, idet der afgaves forskriftsmæssigt tågesignal. Farten var ca. 2 knob, strømmen medgående. Kl hørtes tågesignalet fra Nordre Røse over bb.s bov. Kl. ca hørtes et tågesignal ca. 1 str. om bb., og roret lagdes stb. Straks efter sås toplys og begge sidelys fra det modgående skib, der senere viste sig at være S. Roret blev nu lagt bb., men samtidig tørnede S. mod Y.s bb.s bov som ovenfor nævnt. Ved kollisionen led Y. skade på ankerdavid, ræling, skandæk og de forreste røstjern om bb. 125

126 126 Kongelig hjemrejse I begyndelsen af 1959 sejlede en midlertidig besætning undervandsbåden STØREN til Faslane i Skotland. Ubåden skulle leveres tilbage til England. Selv om båden umiddelbart skulle hugges op (SÆLEN lå allerede næsten demonteret), lagde englænderne stor vægt på, at STØREN blev returneret med alt det udstyr om bord, som havde været der, da Danmark lånte de tre engelske ubåde efter krigen. Så alt blev omhyggeligt mønstret og krydset af på lange lister. Besætningen var heldigvis blevet beordret i paradetøj til hjemrejsen. Da vi ankom til færgeterminalen i Harwich, blev vi modtaget af personalet på kajen og om bord i pænt tøj og hvide handsker. Vi blev bedt om at skynde os om bord. Kort efter fik vi så forklaringen. HM Kong Frederik skulle med færgen tilbage til Danmark efter et besøg i England. Vejret viste sig fra den uvenlige side, så der var god plads i restauranten, da middagen blev serveret. Men Hans Majestæt var søstærk og gav sig god tid til at konversere de af ubådsfolkene, som holdt stand, bl.a. undertegnede. Leif Rostgaard Sørensen, søløjtnant, næstkommanderende. Hovedbrud I september 1958 blev den nybyggede undervandsbåd DELFINEN gjort klar til de første prøvesejladser. Den langsgående færdsel om bord foregik ad en meget smal korridor i styrbords side forbi sovekabine og messe i bagbords side og kabys og toilet i styrbords side. Modgående færdsel kunne kun passere hinanden ud for messen, hvor gangen dannede en repos. Men! Man skulle ikke knejse for meget med nakken på sin færd langs korridoren. Et kompleks af rørledninger løb under loftet. Og netop dér, hvor man på sin vej frem i ubåden kunne vige mod styrbord for at give plads for modgående, var en af rørledningerne forsynet med en enorm omløbermøtrik. Jeg forudså, hvad der kunne ske og bad derfor matrossergenten, Arne Kristensen, om at forsyne omløbermøtrikken med en læderpude polstret med tvist. Kort efter bemærkede chefen, orlogskaptajn Thostrup, puden og beordrede den fjernet igen. Jeg bad sergenten gemme puden. Kort efter måtte chefen selv give plads for modgående og vige mod styrbord. Som forudset leverede omhandlede møtrik en nydelig flænge i chefens hårbund. Så kom puden op igen. Leif Rostgaard Sørensen, søløjtnant, næstkommanderende. 126

127 127 Den usandsynlige beretning Af Johan Knudsen Der hændte også ting, som man sidenhen vil sige: Dette er umuligt. Alligevel. På vinterforlægningen til Norge blev tiden benyttet til at indskyde de nye trådstyrede torpedoer. Til at begynde med opførte de sig ikke helt efter beregningerne, og da det var en dyr fornøjelse at miste en torpedo (den havde samme pris som et pænt en familiehus), fik man tildelt en helikopter, der nøje kunne følge den affyrede torpedo. Dag nummer et: Der blev forlagt ned til en smuk, lang og blik stille norsk fjord og der var ingen trafik der greb forstyrrende ind. Langt ude i horisonten var der en enkelt lille robåd med en Ola nordmand, der sad og fiskede. Han udgjorde jo intet problem og den første torpedo blev fyret. Alt gik fint, og til stor glæde for alle besluttede Ola Nordmand sig for at ro hjem. Resten af dagen havde vi fjorden for os selv. Dag nummer to: Det var endnu bedre. Ingen på fjorden overhovedet, så der kunne skydes torpedoer på livet løs. Alt gik godt, indtil den sidste torpedo, der åbenbart havde mistet forbindelsen. Bekymringen var ikke så stor, der var jo en helikopter over torpedoen hele tiden så den forsvandt jo ikke som sådan. At helikopteren forsvandt rundt om det næste hjørne og ind i en sidefjord gav ingen bekymrede miner. Da det nu var den sidste torpedo, der var fyret kunne man i god ro og orden dykke ud, og begive sig mod Håkonsværn. På vej til basen modtog man et signal fra den norske Vestkommando, der meddelte at en norsk bonde havde sat verdensrekord i hurtigløb. Signalet blev læst med en vis overbærenhed, og blev betragtet som et udslag af den sagnspundne norske nationalisme. Ved ankomsten til Håkonsvern var der livlig aktivitet. Helikopteren stod klar med rotoren drejende, Chefen for Henrik Gerner, den navnkundige OK S.Aa. Piil, lægen (der også var velfærdsofficer) og en norsk repræsentant, stod klar til at borde, sammen med en gave med åbenbart beroligende medicin der bestod af flere flasker god dansk akvavit samt lidt cognac (adskillige flasker). Det lignede en topdiplomatisk delegation på vej til en følsom mission. De drog af sted, og den ankommende båd stillede spørgsmål? Svaret var mytisk. På dag nummer et, havde Ola Nordmand været ude i sin jolle, og ganske vist set ubåden i det fjerne. Da der på et tidspunkt kom fræsende en mønjerød torpedo under hans robåd, besluttede han sig for at ro hjem ilde kvikt. Næste dag havde han set at ubåden atter var i farvandet, så han besluttede sig for at blive hjemme for at bøde sine garn. Hen på eftermiddagen, medens han fredeligt ordnede sine garn hørte han støj fra vandkanten. Da han kom hen, så han, at der på hans ophaler bedding lå en mønjerød torpedo der spruttede og hvæsede. Inden han havde fået sig sanset og samlet fik han stort set en helikopter lige ned i hovedet. Han indså overmagten og spurtede, det bedste han havde lært ud i ødemarken. Han blev heldigvis fundet i god behold, og den udsendte charmekomitee med farbror Fartygschefen (Henrik Gerners mangeårige chef) i spidsen, lykkedes at genetablere det venskabelige forhold mellem Norge og Danmark. Tak Harald Jensen. 127

128 128 H.C.D. Koch fortæller: Livet i en ubåd Enten afskyr man ubåde, eller også synes man, det er det eneste anstændige transportmiddel i verden. Ubådsfolk har et helt specielt forhold til deres både, der får dem til at affinde sig med de trange forhold og ulemper, der nødvendigvis må være en naturlig del af deres hverdag Det, der især karakteriserer besætningen i en ubåd, er en høj grad af tolerance og et meget tæt kammeratskab. Det er en nødvendighed, for de trange forhold kræver, at man må affinde sig med sine kollegers små særheder, for man er jo i bogstaveligste forstand i samme båd og dermed på alle måder er afhængige af hinanden. Bliver man uenig, kan man ikke bare gå fra hinanden, for der er ingen steder at gå hen, og hvis et medlem af besætningen er ude af psykisk balance, kan det gå ud over ubådens sikkerhed og blive katastrofalt for samtlige ombord. Derfor må man respektere og afpasse sig efter hinanden, og skulle der opstå gnidninger, må man bortvejre dem med et skuldertræk eller en vittig bemærkning, for alle ved, at hvis man ikke kan trives sammen med sine kolleger, er der kun én løsning man må forlade ubåden og overføres til anden tjeneste. De afsavn, man nødvendigvis må lide under en længere patrulje hvor ubådene måske i højere grad end ellers lever op til øgenavnet kloakrørene er ens for alle uanset rang ombord, og måske netop derfor er kommandoforholdene baseret på gensidig respekt, selvdisciplin, tillid og godt kammeratskab i stedet for på militær hakkeorden. Man kender hinanden og ved, at man er afhængig af hinandens ekspertise, så i visse tilfælde kan ubådens hydrofonoperatør eller yngste maskingast være lige så betydningsfuld som dens chef eller som kokken ombord. Det kræver et godt helbred at sejle ubåd ikke så meget på grund af sejladsen, men fordi der er langt til lægehjælp, hvis man bliver syg. Derfor gennemgår alle ubådsfolk en grundig lægeundersøgelse såvel før tilkommanderingen som med faste mellemrum under tjenesten i ubådene. Lider man af klaustrofobi, er man naturligvis ikke egnet til ubådstjeneste, men også en række andre, mindre skavanker kan betyde, at man ikke kan komme til at sejle ubåd. Det er naturligvis vanskeligt at vurdere, om folk rent psykisk er i stand til at opholde sig i længere tid indespærret i et metalrør sammen med en snes andre mennesker et stykke under havets overflade, men det mærker man allerede under den første patrulje, og hvis kemien ikke passer, er der ikke andet at gøre end at lade sig frakommandere ved først givne lejlighed. 128

129 129 Gaster i torpedorummet om bord på en ubåd af DELFINEN -klassen.(h.c.d. Koch/Forsvarets Biblioteks arkiv) Personellet til ubådstjeneste har i forvejen en eller anden form for specialuddannelse, men før man får lov at stå til søs, skal man igennem en lang række teoretiske og praktiske kurser i, hvordan ens speciale skal tilpasses de særlige forhold i en ubåd. Ud over den normale uddannelse som vagtchef på et overfladeskib skal ubådens officerer igennem et stort antal kurser herhjemme og i udlandet, og for nogle fås vedkommende kulminerer det i et meget langvarigt og yderst krævende ubådschef-kursus i Norge eller England. En væsentlig del af uddannelsen koncentrerer sig om sikkerheden, og hvordan man i givet fald kan redde sig, hvis der opstår brand ombord, eller ubåden skulle komme ud for en ulykke, hvor den ikke kan komme op til overfladen igen. Her øver man bl.a. fri udslusning, hvor man lader sig flyde op gennem et højt tårn, der er fyldt med vand, som om man forlod en ubåd, der lå på bunden meter under havoverfladen. Da man ikke har ret meget andet at tage sig til under en øvelse end at følge med i, hvad der sker omkring en, og da ubåde i princippet altid opererer, som om de var i krigstilstand, opnår man ret hurtigt det høje, faglige niveau og den store, taktiske viden, der er karakteristisk for de fleste ubådsfolk, og som gør, at de godt kan virke en smule fag-fikserede på andre. Det søger man dog traditionelt at kompensere for ved at optræde yderst selskabeligt og ukonventionelt, når man er kommet velbeholdent i land og søger omgang med lokalbefolkningen på landjorden eller ens kolleger på andre orlogsskibe de såkaldte overfladedyr - for at sætte sig ind i deres sære skikke og omgangstoner. Disse velmente forsøg lykkes dog ikke altid, og de danner ofte basis for sære myter om excesser og udskejelser, der naturligvis ikke har hold i virkeligheden. 129

130 130 Hans Fink-Jensen fortæller. Knæksnorkel SÆLEN var i lighed med STØREN og SPRINGEREN blevet udstyret med snorkel, hvor snorkelmasten lå vandret og skulle rejses op lodret, når der skulle snorkles. Da vi skiftede ud med DELFINEN-kl pralede vi gamle lidt med at vi havde sejlet med knæksnorkel som vi kaldte den. I sommeren 1963 var jeg chef for DELFINEN på togt i engelske farvande. Under et besøg i Plymouth lå vi sammen med en engelsk ubåd af S-klassen, som også var udstyret med knæksnorkel. Min operationsofficer, søløjtnant Hans Eggert Sørensen med kælenavnet Krølle pga. hans sparsomme hårpragt, var en festlig herre, som nød et godt selskab. Han var inviteret om bord en aften i den nævnte engelske båd og blev tilsyneladende rigtig godt beværtet. Båden afgik næste morgen på en dagsejlads og op ad formiddagen modtog jeg et signal med teksten: We have a person on board, claim he is a danish navalofficer! Senere stillede Krølle noget brødebetynget, men han undlod ikke bagefter at prale med, at nu havde han også sejlet med knæksnorkel! To ubåde af U-klassen i Rønne havn. Snorklerne er hejst. (Jørn Hansen/Forsvarets Biblioteks arkiv 130

131 131 Papirmangel Af Johan Knudsen I de dage blev der sejlet meget, og tiden i land var minimal. Imellem en øvelse i Østersøen og en krigspatrulje i Nordsøen med efterfølgende besøg i Norge, var der et ca. 24 timers ophold i København. Bådens meget kreative næstkommanderende regnede ivrigt på tingene, og kom frem til, at hvis alt var klart, så kunne man forhale afsejlingen fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag., og stadig nå at være på plads mandag morgen. Ja, alt for besætningens ve og vel, en ekstra nat i land var ikke at foragte. Der var afgang søndag formiddag i et fantastisk dejligt vejr. Chefen skulle være på broen ud af havnen, og sidenhen også når man passerede Helsingør, så han kunne lige så godt blive stående og nyde det gode vejr. Der var tre uger under vandet i vente. Da var Kronborg vel passeret, passede det med et vagtskifte og så kunne den gode chef gå ned om læ og spise søndagsfrokost. På det tidspunkt meldte regnskabsføreren sig i tale røret: Anmoder om at komme på broen! Op kom regnskabsføreren (der var fra Lolland) og rapporterede: Chef, alt er på plads og i orden, bortset fra en enkelt detalje vi har glemt at få lokumspapir med! Det var søndag, og der var ikke tid til nogen form for svinkeærinder. Der blev gennemført en treugers krigspatrulje uden WC papir! Til alt held var det jo søndag, så flere havde et eksemplar af Berlingeren med, og desuden blev der ikke sendt så mange signaler, så signalblokkene fik ny anvendelse. Søløjtnant 1. grad Johan Frederik Barfoed Knudsen ved periskopet om bord på Delfinen. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 131

132 132 Livet på overfladen Af Johan Knudsen Skulle man føle at der var lavt til loftet nede om læ, så blev man fuldt kompenseret når man skulle på vagt i tårnet. Her var der højt til loftet med direkte adgang til den syvende himmel. Uanset om det var sommer eller vinter var et længere tids ophold i tårnet en luftig affære, idet indsugningen til diesel motorerne gik ned gennem tårnlugen. Der var konstant træk, da 2 tolvcylindrede hurtiggående motorer kræver virkelig megen luft. God påklædning var en livsnødvendighed. Enhver vagtchef med respekt for sig selv havde været på besøg hos Chr. Møllers skibsprovianteringsforretning og anskaffet sig træskostøvler med lammeskindskamikker og en lammeskindshue med øreklapper. Dertil var det altid en god ide at iføre sig et par regnbukser, der var gode mod træk. Hjemmestrikkede vanter i flere lag og halstørklæder var ligeledes en god foranstaltning. Der var ingen form for overdækning. Det nærmeste man kom til lidt formildnende beskyttelse var nogle flytbare plexiglasskærme, der kunne tage noget af vinden. Det gjaldt alle de, der var af normal højde (ca. 1.75) alle de lange stak hovedet op over og fik al vejr og vind i hovedet... Altid. Det gik godt så længe vejret var nogenlunde roligt. Når vejret begyndte at blive små skummelt (styrke 6-7), var det en god ide frivilligt at tage skærmene ned. Man undgik så alternativet... At få skærmene i hovedet med et brag, når en stor sø slog hen over tårnet. I dårligt vejr var folkene i tårnet absolut i direkte kontakt med naturen. Den optimale størrelse for en vagtchef (han skulle stå der i fire timer ad gangen) var ca. 1m og 75 cm. Så passede det med at man kunne spænde den venstre skulder op mod tårnrundingen, og strække den højre arm ud så den spændte mod det styrbord skot. På den måde var man godt forankret samtidig med, at man kunne nå at dukke hovedet når søerne væltede ind. Og det gjorde de. Havde man en udkig med var der ingen bevægelsesplads. Så var man kilet fast. I dårligt vejr blev det ikke til megen navigation. Søkortet blev i løbet af ingen tid gennemblødte, og dermed ubrugelige, hvis det da ikke bare blev skyllet overbord. Der blev så navigeret fra kommandorummet, med vagtassistenten som den udfarende kraft. Når solen skinnede og vejret var roligt, kunne der være den rene kolonihavestemning i tårnet. Der var ingen grænser for hvor mange der kunne være deroppe fordelt mellem periskoper og antenner, alle med bare maver og kaffekopper. Det eneste der manglede var de hjemmebagte kager. En tilværelse i tårnet var således ikke at foragte, det var blot et spørgsmål om den rette påklædning. Ukendt person (muligvis Søren "Kanne" - Knud Arne Neergaard Sørensen) i tårnet på S320 Narhvalen. (Forsvarets Biblioteks arkiv) 132

133 133 Vagn og Kok Theil Af Johan Knudsen Der var også de absolutte gastronomiske stjerne stunder. Kok Theil var udlært på Grand Hotel på Vesterbro, tidligere kaproer i Københavns Roklub, og særdeles godt indsat i udarbejdelse af kostplaner der resulterede i varieret og velsmagende kost. I Den kongelige Marine var alt reguleret, så der var nøje udarbejdede månedlige kostplaner, med anvisning på, hvad der dagligt skulle serveres. Opskrifterne var enkle og ikke særligt opfindsomme. Baseret på disse planer modtog den enkelte båd sine forsyninger. Kok Theils første kommentar til regnskabsføreren, der stod for indkøbene; Bestil nu bare det vi kan få i henhold til planen, og overlad derefter roligt alt til mig Havde Michelins inspektører været forbi, var der udleveret adskillige stjerner. Uident. orlogsgast i færd med at lave mad om bord i en dansk ubåd af DELFINEN-klassen. Fra 1980'erne. (Orlogsmuseets arkiv) Midt i disse gastronomiske opgangstider gik messe gasten uheldigvis hen og fik forfald. Henrik Gerner blev spurgt om de eventuelt kunne hjælpe med en erstatning. Som sædvanligt fik man et positivt svar ja vi har en klar, vi kan skifte med det samme. Ned ombord kom Vagn. At Vagn kom fra Fuglebjerg på Sydsjælland herskede der ingen tvivl om, det kunne enhver høre. Det var måske en lille smule mistænkeligt at Henrik Gerner sådan lige på en studs kunne levere en erstatning. Ganske forsigtigt spurgte man lidt til, hvorfor det nu var, at Vagn ville sejle i undervandsbåde. Jo sagde Vagn jeg kom til at klappe til en fenrik der ikke var for klog, så de ville vist egentlig gerne af med mig i en fart. Vagn forklarede yderligere at de havde haft så travlt med at komme af med mig, at de glemte af få nøglen til proviantkælderen! I den tid Vagn var ombord var der aldrig mangel på noget som helst det være sig smør eller bøffer og hvor andre både fik en and til jul, var der tre ænder i Vangs båd. 133

134 134 Den samme Vagn havde ikke tænkt sig at spilde sin tid i det militære. Han fandt hurtigt ind i fodslag med kok Theil, og når dagens dont så ellers var overstået, startede han på sit eget uddannelsesprogram. I løbet af et par uger havde han arbejdet sig gennem hele båden, og var derefter en kompetent torpedogast, kunne klare en rorgængertjans, og ikke mindst udføre de daglige rutiner i maskinrummet. Efter et par uger følte han sig rigtig godt tilpas i sine nye omgivelser, og vice versa, og kom med den næste afsløring. Jeg er for resten bager af profession, så hvis det har interesse kan jeg sagtens bage lidt rundstykker og sådan noget. BINGO. Normalen var, at det efter tre døgn var slut med franskbrød og efter en uge var rugbrødet temmelig grønt af mug. Vagn skulle bage rundstykker, men ingen træer vokser ind i himmelen. Tidligt om morgenen var der gang i bageriet, medens resten af båden uanfægtet fortsatte med at føre krig. Klokken seks var det tid til snorkle, hvad man gjorde, uden nærmere tanker på miraklerne der skulle fremstilles i kabyssen. Snorkling er altid forbundet med en række trykændringer. Snorklingen havde da også kun foregået i et par minutter inden man i kommandorummet observerede Vagn, med en bageplade i hånden. Hvad Vagn ikke kunne præstere af fysisk størrelse, kunne han denne morgen præstere verbalt: Hvad fanden tænker i på!? Vil I føre krig eller vil i have rundstykker?? Se hvad I har gjort. Med al tydelighed var alle rundstykkerne faldt totalt sammen. Chefen var stadig i kommandorummet og således belært blev krigens gang de næste mange uger ændret således, at man altid forhørte sig i kabyssen inden snorkling blev startet. Det er her man kan spørge sig selv, hvem var det der bestemte hvad og hvornår, Chefen eller messegasten? Udover rundstykker var man i den periode leveringsdygtige i wienerbrød, berliner pfankuchen og al anden form for delikat bagværk. Dette sammenholdt med kok Theils frembringelser, gjorde at det var knap så belastende at sejle. Det skal i parentes nævnes at båden skulle til Nordirland for at deltage i en NATO-øvelse. Vejret var mildt sagt rigtig dårligt. Forlægningen der skulle have foregået på tre døgn tog en uge. Vel ankommen til Londonderry søndag eftermiddag (øvelserne startede mandag morgen) meddelte maskinfolkene, at der var sket havari på snorkelventilen og de antog det ville tage et par døgn at reparere den. Man havde ikke lige taget højde for Vagn. Ved sent søndag eftermiddag kom han ned fra tårnet og meddelte, Nu virker ventilen igen, jeg har fikset den. 134

135 135 Af Søren Madsen Nielsen. Kopieret fra Udstukket til Ubådseskadren (1964) Tolv måneder på "nyt" depotskib og i ubåde At have sejlet i ubåd er selvfølgeligt en særlig oplevelse. Men som det måske kan læses, var hverdagen ikke særlig spændende. Rigtigt træls til tider, og altid møgbeskidt. Med stamnummer blev 19 maj 1964 datoen for min indrullering i den Kgl. Marine, men ugerne forud for den dato havde været travle. Svendebrevet var blevet erhvervet. Diverse fester var afviklede. Den sidste øl-fest sammen med gutterne havde resulteret i at de smed mig i badekarret nede hos fru Vestergård, nu sku' de sgu' ha' set om jeg ku' svømme! "Teknodyn" var fortid. Men jeg havde nået at tjene min første løn som udlært. Man havde ellers dér et princip der hed omgående UD når man var udlært, så ku' man komme igen om et par år hed det! Jeg havde ikke haft den store lyst til at sku' ud og søge nyt arbejde for sølle godt fjorten dage. Så en dag havde jeg da mandet mig op til at spørge Pedersen om "je' mått' blive..?" "Ja, selføl'ig" sa'e han. Det var nok for mig! Jeg var tilfreds og drømte ikke om at spørge om hva' så lønnen var. Men lønposen blev alligevel afventet med nogen spænding. Jeg havde fået vredet ud af Damsgård at han tjente 275 Kr. om ugen. Og Ove, en såkaldt "ungsvend" som var kommet til fra Blom A/S i Skanderborg havde sagt 150 kroner! Selv havde jeg som sidst' års lærling fået hele 71 kroner om ugen i de sidste fire måneder. Det var derfor med ikke ringe begejstring, at jeg fandt 550 kroner i posen for to ugers "svende" arbejde. Aldrig havde jeg kunnet forestille mig selv som andet end mariner når man nu sku være soldat. Og det sku' man. Ingen, med bare et rimeligt almindeligt helbred, gik fri. Ville man være militærnægter så værs'go. Samme tjenestetid blev det alligevel. Ved marinen var det dengang 14 måneder som menig. I Hæren og Flyvevåben lidt anderledes. Taget til Marinen Sessionsdagen på Gudumholm Hotel var en gammel, og af de lokale mænd, særdeles velkendt tilbagevendende årlig begivenhed. Gert havde været på session en gang før, men var blevet sendt hjem pga. dårlige tænder. Og da jeg havde haft udsættelse pga. læretiden kom vi da samme dag på session. Men Gert blev sendt hjem en gang mere pga. hans dårlige tænder. Så måtte han ha' dem ordnet. - Og det fik han da så også senere! Til mig, værsgo: "Marinen"! Man indkaldte dengang 4 gange årligt. Vi var ca mand der 19 maj mødte i Auderød. Der ligger Søværnets Eksercerskole stadigt. Nu i skrivende stund har jeg erfaret, at den vistnok er sat til salg. Måske har den ligesom så mange andre kaserner huset flygtninge! Jeg ved det ikke. Men det var et imponerende sted. Auderød blev mit hjem i de to måneder rekruttiden varede. Puha, hvor var det hårdt. Næsten alle menige kom dengang ombord i skibene. Konstabelbegrebet den professionelle soldat - var under udvikling, og marinen havde dengang endnu relativt få konstabler, de fleste i signal-tjenesten. Efter de to måneder blev udkommanderingslisterne imødeset med spænding, hvilket skib sku' man ombord i? Ud for mit, og cirka 50 andre navne, stod der HENRIK GERNER. Hva'? - Ingen kendte det skib. - Men snart fik vi at vide, at skibet var det nye ubåds-moderskib. Også at besætningen ikke kom ombord før cirka 1 måned senere, da skibet efter en stor ombygning, stadigt lå ved udrustningskajen på Orlogsværftet. Eksercerskolen tømtes. Der blev meget tomt og stille med kun en lille håndfuld folk tilbage. Men nu sluttedes også den øredøvende måde at purre folk på. Lejrens højtaleranlæg havde "gået på" kl. 6 om morgenen. Chuck Berry! For fuld skrue! Få sekunder senere var døren blevet sparket op af vor tropleder, og :"Rejse-rejse-rejse-ud-af-køjerne - vaskesig-te", remsen var blevet afliret med høj røst. Men altid siden, når jeg hører "Chuck" er jeg tilbage i Auderød. Efter nogle dage fik vi, HENRIK GERNER-folkene, besked om at hvis vi én gang hver morgen forcerede feltbanen på "tid", holdt rent og ryddeligt på banjen, og ellers teede os, så ku' vi regne med meget stor imødekommenhed og megen fritid indtil vi skulle ombord. 135

136 136 Skolen rådede over sin egen havn ved Arresø. De i alt fire sejljoller kunne frit benyttes når der var mindst en "befaren" ombord. Dem var der jo nok af, for mange af dæksfolkene havde været kadetter på enten DAN- MARK eller GEORG STAGE. Og så var de fuldt monterede idrætsanlæg også til vor rådighed dog ingen svømmepøl. Den kom til senere, ved jeg. På skift skulle vi stille to-tre mand hver morgen, middag og aften, til afrydning og opvask samt almindelig hjælp i messen. Men for mit og de andre 11 HENRIK GERNER-maskinfolks vedkommende blev "snejetiden" nu kort. Jeg havde meldt mig (alle var frivillige) til ubådene, men var jo altså blevet tilkommanderet HENRIK GER- NER, så det betød det at jeg havde fået en status som "ubådsreserve". Så at sige alle marinens maskinfolk skulle igennem brandskolen. Det vidste vi. Desuden, kunne jeg læse på udkommanderingslisten, at kun jeg + en kammerat som de eneste af den nye HENRIK GERNER-besætning, skulle igennem en røgdykkeruddannelse. Derforuden kom så ubådstræningen, som jeg ikke vidste så meget om. Træningsprogrammet førte hurtigt til endeløse trælse busture til København for os 12 maskinfolk. Men snart vi fik tilbud, ja, det var nærmest et tilbud - at hvis vi ville gå "dag tørn" i maskinen på HENRIK GERNER - med alt forekommende, så kunne vi blive midlertidigt indkvarteret i reserven på Marinekasernen på Holmen. Det blev til en af mine mere specielle oplevelser, som kom til at strække sig over næsten to måneder. Det var et yderst særpræget sted med en ligeså særpræget besætning! På marinekasernen på Holmen Vel en cirka 100 mand af besætningen på Marinekasernen udgjorde dengang det faste, såkaldte "Vagtkompagni Holmen". De gik konstante vagter, og ekserceredes hver dag fast og stramt flere timer. Utroligt dygtige var de! Men en flok bisser! De øvede sig særligt den sommer heftigt til deres deltagelse i et stort internationalt militærtattoo, som senere det år blev holdt på Rosenborg, og vi "reserver" blev inviterede. Flot, flot var det. Resten af marinekasernens besætning, måske i alt andre 100 mand, var folk, der var "kommet på tværs af systemet". De blev sådan set bare "holdt" der, mener jeg! Men et afsnit, helt oppe på en tredje sals stue, var forbeholdt til os "reservefolk". Man var indkvarteret i vistnok hen mod 40 mands stuer. Tre køjer i højden. Men alt var pænt og nydeligt, syntes jeg. Fra min topkøje, (de mindste sku' jo længst op) kunne jeg ligge og kikke lige ud mod Sixtus og Mastekranen, med bøje nr. 1 i baggrunden. Og så ellers følge med i alt det der skete i havnen. At ha' deltaget i morgenmønstringen på marinekasernen er noget særligt. (Alle mand deltog, om de så sku' bæres ned fra 3. sal. For øvrigt noget som skete næsten daglig, mest for at understrege at her var tale om en virkelig meget syg og dårlig patient.) Men dybt der nede i kasernegården, som blev kaldt "helvedes forgård" - den delvist lukkede plads som er/var dannet af kasernens høje længer, fik vi oplevelser af karat, og aldrig nogensinde siden har jeg hørt så meget fantasifuld digtning af "historier" som der. Uhyrlige undskyldninger, om dette eller hint, og komik af næsten verdensklasse. Vi lå flade af grin. At banjermesteren ku' holde masken når han stod der og kikkede den pågældende sømand intenst og direkte i øjnene, mens han hørte på undskyldninger om dette eller hint, var en overmåde bedrift. Men var han - banjermesteren - i et særligt dårligt humør, kunne han finde på at supplere vagtlisten med et par fra "reserven" bl.a. os "skibsvilde", med nogle tørn ved "cykelpatruljen". Det betød at man to og to fra kl. 18 til 06 (en "vagt" i marinen er altid fire timer), - cyklede rundt til de oplagte skibe og visse bygninger på Holmen for at tjekke bl.a. fortøjninger, for brand og lækager. Det var en meget særpræget oplevelse at trave rundt med en lommelygte i de tomme, mørke og oplagte "døde" skibe. Men nåde og trøste de som undlod besøgene, eller fejlstillede kontrolurene. Holmen og Orlogsværftet Orlogsværftet er nu borte, men det har spillet en overmåde markant rolle i flådens historie, og så lå det jo på et område, der oser og ryger af marinehistorie. Det var dengang i 1964 stadigt en meget stor arbejdsplads. Men snart fik jeg nu en hel ny forståelse af ordet "arbejdsplads", ikke før eller siden har jeg set og oplevet en så forstokket opfattelse og minutiøs, til vanvid grænsende hævdelse af faggrænser. Alt godt iblandet et kraftigt islæt af den yderste eller næstyderste venstreorienterede politiske fløjs meninger om organiseringen af en arbejdsplads. - En for mig næsten totalt ukendt verden. Det var bestemt også en ukendt verden at se hvordan man byggede skibe. Og det ku' de. Dygtigt håndværk! I en stor monteringshal lå fx "hull'en" trykskroget, til det, der sikkert er de sidste to dansk byggede ubåde, NARHVALEN og NORDKAPEREN. (Begge blev søsat i 1968 og de udgik hhv ) Man var begyndt at indbygge de sindrige tanke og pumper, rørsystemer samt motorerne. Der var masser at se på. 136

137 137 Holmen havde spøgt i min bevidsthed i mange år. Mastekranen, Sixtus, Spanteloftsbygningen, alt syntes jeg at kende, selv om jeg aldrig havde set det før. Der var skibe overalt. Hvordan man fx havde fået de tre store udrangerede fregatter ROLD KRAKE, VALDEMAR SEJR og ESBERN SNARE forhalet helt ind i de smalle kanaler bag ved Spanteloftsbygningen, var mig en gåde. Her lå også det just udrangerede WILLEMOES og ventede på, at dets søsterskib HUITFELDT skulle gå samme triste vej. Under mastekranen lå et splinternyt skib som Frederikshavn Værft havde bygget. Et søsterskib til de fire store og næsten helt nye FALSTER-klassen minelæggere. Det hed NUSRET, og var bygget til, og senere også bemandet af den tyrkiske marine. Men da der i 1964 var presente militære problemer mellem Tyrkiet og Grækenland, og da det danske kongehus just skulle ha' en datter gift med den græske konge, så holdt man meget diplomatisk og altid et passende stort skib forlagt uden på NUSRET! Skibene Og så var der jo alle skibene i aktiv tjeneste der kom og gik. Holmen var dengang så absolut stadigt flådens leje! Motortorpedobåde, ubådene, minelæggere, minestrygere, korvetterne osv. I tørdokken lå DANNE- BROG for en større overhaling. Man havde travlt, for skibet skulle snart til Athen til brylluppet. Ved siden af, langs udrustningskajen - den kaj der sammen med tørdokken og den gamle karakteristiske skinnekran som nu alt er fredet og et spændende sted, lå i lang tid også HENRIK GERNER. Det havde siden 1932 sejlet frem og tilbage igennem Østersøen til Bornholm under navnet HAMMERSHUS. Var nu blevet købt og ombygget af flåden til ubådseskadrens nye moderskib. Et sådant havde man ikke haft i lang tid. Ubådene havde måttet dele skibet HJÆLPEREN med torpedobådseskadren. Flådens skibe navngives efter genbrug! Det forrige HENRIK GERNER var blevet forsøgt sænket på Holmen af sin besætning 29. august 1943, men det lykkedes ikke, så derfor satte man ild til det. Nu var så det nye kommet til! Navnet stammer fra den for længst afdøde, men også internationalt berømte skibsbygmester Henrik Gerner. Han stod i mange år for udviklingen og byggeriet af (træ)skibe til flåden. Depotskibet HENRIK GERNER Skibet så faktisk pænt ud og var nymalet. Men et virvar af kabler, svejsemaskiner, værktøj, rod, møg og skidt, plus et stort antal siddende, hængende, øldrikkende og bestemt ikke travle værftsarbejdere mødte os. Jeg havde ikke fantasi til at tro at vi skulle komme ud og sejle med det kun 7-8 uger senere. Ingen steder så der ud til at være en plan. Det var da også en meget pædagogisk modtagelse vi fik af vor kommende maskinchef (Kaptajnløjtnant), han opfordrede os til at ta' alt med stor ro, og lovede, at hvis vi ville samarbejde og kun gøre det, han satte os til, ville vi få nogle gode dage. "Undgå endelig at genere eller komme op at skændes med værftsfolkene", sa'e han, "Jeg ska' lige liste noget med dem, så vi kan' få dem op ad "hullet" snarest". "I mellemtiden ska' I bare komme her ned hver morgen. Er der ikke noget fornuftigt at lave til jer kan I gå i land" ("I land" = landlov). Nu var der jo altså bare det, at no'en af os sku' igennem havari- og brandskolen. For mig ventede også røgdykkertræningen. En meget intens oplevelse. Jeg tror ikke jeg på noget tidspunkt har været i bedre fysisk form end da vi vistnok tre uger senere var færdige med det. Vi fik et godt skudsmål med fra brandskolen. Det konverterede "mester" til en meget large tolkning af begrebet landlov, så de næste uger blev næsten som én stor og spændende sommerferie. Jeg kendte jo intet eller meget lidt til København. Det var en fin sommer. Nogle dage kunne jeg praktisk taget efter morgenmønstringen gå i land. Bare lige ud af Elefanten - den pier, der er bygget på en sænket fregat af samme navn, og som strækker sig fra Sixtus og ud i havnen mod Toldboden på den anden side. Herfra sejlede hvert kvarter HØNEN, og vupti - så var man midt i byen. Vi Gerner-folk gik mest og passede os selv. Efter godt en måneds tid gik mesters ønsker i opfyldelse. Værftsarbejderne begyndte at forlade maskinrummet. En ny stor brandpumpe var det sidste, de skulle installere. Først gik det ret godt, men så gik der bare totalt ged i noget. I flere dage sad man og ventede. Ingen kunne tilsyneladende tage beslutning om hvem der skulle tilpasse dørkpladerne omkring den her nye pumpe. Mester spurgte: "Ka' noe'n af jer monstro lave de der plader?" Sådan blev det til det første smedearbejde, jeg sammen med en kammerat kom til at lave for den Kgl. Marine. Maskinrummet var kaos og skidt. Den HK 6 cylindrene B&W to-takts dieselmotor lignede brændt lort. Det gjorde de tre stk. 5 cylindrene B&W hjælpemotorer også. Da vi begyndte at "køre" dem blev maskinrummet i løbet af et par timer så røgfyldt fra motorernes udluftning, at det sved i øjnene. Sådan havde "

138 138 selskabet" åbenbart kørt dem i de mange år frem og tilbage til Rønne. Vi fik snart ført et rør til indsugningen, så var dét problem løst. Jeg lærte utroligt meget i det maskinrum, ikke mindst af de kammerater der havde sejlererfaring. Et par af dem var maskinmestre som både kunne og ville lære fra sig. Maskinen var særdeles traditionel. Det var jo et gammelt skib. Alt sku' overvåges og passes manuelt. Der var tre "etager" på hovedmaskinen. Og en helt traditionel manuel manøvrering med maskintelegraf. Men dog nu også var en telefon installeret, så selvom der stadigt var et talerør til broen, så blev det vist aldrig brugt. En oliefyret dampkedel til opvarmning af fuelolien, samt varme i skibet. Smøre- og fuel-oliecentrifuger. Og manuel fyldning af dagtanken oppe i skorstenen, og den sku man ikk' prøve på at overfylde! Det var et særligt utaknemmeligt job som ene mand at ha' en morgenvagt i havn. For så begyndte telefonen at ringe kl med sure og vrede folk, der enten havde det for varmt eller koldt på lukaferne. Det satans dampsystem var ikke til at holde justeret. Hele forskibet var totalt ombygget som torpedolast og klargørings-værksted. Helt i boven var der et særligt sikret rum med "krigsladninger" til torpedoerne. Torpedoerne opbevaredes fastspændt med bånd på tre små vogne, som via et sindrigt skifte-sporsystem gjorde, at vi kunne stuve dem meget tæt og i mange lag. Men det var et djævelsk og bestemt ikke ufarligt job når torpedogasterne (og jeg ku' som en lille ekstra vagt, være en af dem) - skulle sikre (dvs. låse dem fast til skinnerne). Så måtte vi kravle og sno os ud og ind. Med det resultat at der var mere vaseline på os end på torpedoerne. Derudover var mine "ekstra" vagter i forskibet at passe og "køre de snedigt konstruerede 3 stk. dieseldrevne højtrykskompressorer. (Junckers fabrikat, 300 bar!), som kunne levere drivluften til torpedoerne. Depotskibet Da HENRIK GERNER jo primært skulle servicere ubådene, var det indrettet med specielle banjer i bunden af skibet, så ubådsgasterne kunne blive vasket og evt. sove under normale forhold. Der var overdimensionerede messer til både officerer og menige, samt særligt store værksteder og reservedelslagre af samme grund. En særlig tjeneste for skibet var at være "mål" for torpedoskydningerne. Det blev snart en hverdagsoplevelse for os at se den eller de hvide striber, når "jernfiskene" passerede under skibet. Vi havde to kraftige motorbåde der brugt til at "fiske" torpedoer med. Op med dem og tilbage til værkstedet for klargøring og genopladning. Når torpedoen havde udløbet den distance den var indstillet til, som nogen gange kunne være med flere "loop", dvs. at den vendte og foretog en ny parallel kurs, så stoppede den, og blæste vandet ud af den tank hvor den voldsomme sprængladning ellers skulle ha' været placeret. Og så stod den ellers nydeligt på enden og hoppede i bølgerne med både lys og en røgfane fra et karbidblus, der tændte automatisk. Vi sejlede i ugevis med øvelser langs Bornholms kyster. På en landlovsweekend kom min tante Elly og onkel Holger, der dengang boede i Klemensker, og hentede mig i deres dengang Skoda Oktavia. Det blev dejlig weekend hvor jeg lærte meget mere om Bornholms indre. Senere skulle jeg få lært meget mere om den ø som alle danskere skulle/burde besøge mindst én gang i deres liv. Ubådene Ubåds eskadren bestod dengang, udover HENRIK GERNER, af i alt 4 ubåde da den sidste, SPRINGEREN, kom til omkring nytår DELFINEN-klassen kaldtes de: DELFINEN, TUMLEREN og SPÆKHUGGE- REN, og altså den sidste, SPRINGEREN. SPÆKHUGGEREN og SPRINGEREN har jeg begge sejlet med. Den sidste dog kun i en uge som "reservemand". I alt, med lidt til og fra, sejlede jeg med SPÆKHUGGEREN i vel godt 3 måneder. I dag står SPRINGEREN som museumsskib på land i Aalborg. Hvor de andre er, ved jeg ikke, de er nok skrottet. Alle var danskbygget, men med stor skelen til det design der havde givet en så dramatisk stor succes for tyskerne under krigen. Diesel/El drevne af 2 x V12 B&W motorer, og med to store Brown Boveri elmotorer direkte koblet på skrueakslerne. Derfor havde de også et kæmpestort batteri. Faktisk fyldte batterierne næsten det halve af skibet. Tre rum var der i alt: Forrest det kombineret banje, messe, "velfærds-" og torpedorum, så kommandorum, og agter maskinrummet. Alle DELFINEN-klassen ubådene havde snorkel. Udviklet under krigen havde den opfindelse væsentligt medvirket til at forbedre den tyske ubådsflådes effektivitet. Snorklen tillod skibet at sejle i 10-4 meters dybde på dieseldrift, idet den nødvendige luft til motorerne blev taget ned gennem et teleskopisk hult "rør". I toppen sad en "svømmer" anordning. Hvis skibet gik ujævnt i søen og "snorklen" dermed kom under vand, lukkede svømmeren. Så kom der jo ingen luft ned, og et farligt undertryk opstod me- 138

139 139 get hurtigt i skibet. Derfor var to af maskinrummets vigtigste instrumenter lufttryksmålere. Der var meget høj opmærksomhed i maskinrummet under snorkling. Absolut ingen "snajede" eller døsede! Det var nu for øvrigt helt umuligt fordi den kolde havluft strømmede ned, godt iblandet iskoldt søvand. Det betød igen at alt skulle tørres af og pudses og pudses for ikke at ruste. Når vi snorklede blafrede vore trommehinder ud og ind konstant. Kun i maskinen dog, for under snorkling var der lukket "tæt" til resten af skibet. 33 mand i alt. To kosteskabs størrelse toilet rum. Bukserne måtte krænges ned udenfor! Én lille uhumsk stålvask var til deling for den menige besætning. Den blev kun brugt til tandbørstning, for vi havde en meget begrænset ferskvandskapacitet. Vi havde normalt 6 til 8 torpedoer ombord. 4 styk i rørene og fire under køjerne, men der ku' i alt være 16 sagde man - hvor vi så skulle ha' været ved jeg ikke. At ta' torpedo ombord var et djævelsk job, især hvis der var en smule sø! Ingenting skulle kikse. Der var ikke plads til noget som helst eksperiment eller individualitet. Det var bare at passe lige nøjagtigt det man skulle, og når man skulle! Torpedoen blev kantet ned gennem lugen i en vinkel på cirka 30 grader. Den hængte så der i kun en wire, og den var jo omkring 6 meter lang! At tage torpedo ombord i rum sø var bestemt ikke uden risiko for knoer og helbred. I ubådene praktiseredes den fordærvende og uhyre udmarvende "kinesertørn", dvs. 4 timer vagt, 4 timer fri - hvis der var øvelser fx torpedoskydning, så havde kun maksimalt 7 mand fri til at sove. For alle andre køjer måtte rømmes og tages bort for at give plads. Skafning blev også altid tidsmæssigt ofret til fordel for øvelser, så en noget uregelmæssigt fordøjelsesrytme var ikke usædvanlig. Kokken var, næst efter chefen, skibets vigtigste person. En værnepligtig kok, dvs. at han som så mange andre af os også lige havde erhvervet sit svendebrev. Jeg var og er stadigt fuld af beundring over det den kok og den bare ene messegast formåede at lave til os under de aktuelle forhold. Trods de evindelige afbrydelser og en besætning der evigt, men godmodigt brokkede sig over det "hundeæde". En af de ting der kommer op i erindringen er om kartoffel sækken. Vi sku' selvfølgelig også ha' kartofler ombord. En hel sæk'fuld ad gangen, som messegasten alene, omstændeligt og besværligt og så absolut uden hjælp fra nogen af os, måtte bakse ned gennem lugen. Når så endeligt "nede" fik han konsekvent et voldsomt møgfald! "Den beskidte møgsæk osv." - Det var en fast og stående tradition! Under hele togtet blev han og kokken jaget rundt med den sølle sæk som ingen "fast" plads havde. Konstruktøren af skibet havde tilsyneladende(også) glemt at ta' højde for besætningens behov for kartofler. En næsten ligeså fast en tradition var, at "trikker" (elektrikeren, der også altid var en værnepligtig) "skød" (med trykluft) lokumstanken lige umiddelbart inden skafning, så fyldtes skibet med en, syntes "trikker", særlig appetitlig "odeur". At have sejlet i ubåd er selvfølgeligt en særlig oplevelse. Men som det måske kan læses, var hverdagen ikke særlig spændende. Rigtigt træls til tider, og altid møgbeskidt. Men et enestående kammeratskab var der. Alle var afhængige af alle. Sikkert derfor. Mest positivt husker jeg den tid for de mange oplevelser, den interessante træning og den viden omkring ubådsteknikken som det gav. Dykkerskolen Alle ubådsbesætninger skulle ha' gennemgået Holmens Dykkerskole. Dvs. man blev altså ikke uddannet dykker. Men på et meget intensivt 3 ugers kursus lærte man at bruge dykkerudstyr, og vigtigst: at bevare roen og kontrol! Hver måned skulle alle ubådsbesætninger tryk-checkes med op til 12 bar i en særlig tank. Og der var også et omfattende obligatorisk lægecheck på militærhospitalet hver måned. Hver tredje måned holdtes en stor udslusningsøvelse i en øvelsestank. "Fri opstigning" udslusningsøvelserne foregik enten i Holmens "kun" 3 m dybe tank, - eller i en 25 m tank som man havde på Haakonsvern marinebasen ved Bergen. (I tilfælde af isvinter forlagde man dengang den danske ubåds-eskadre til Bergen. Så en del af min tjenestetid foregik i Bergen. (Og den norske kær st hed Jorunn)) Forudsætningen for at kunne forlade en sunken ubåd er jo at trykket må udlignes inden man kan åbne lugerne. Derfor må skibet fyldes med vand. Og det var præcist sådan vi trænede. Uhyre realistisk til mindste detalje. Som en af de få fik jeg senere oplevelsen af at blive taget op fra SPÆKHUGGEREN med en (svensk) rednings dykkerklokke fra bunden af Vejle Fjord. Og den næste dag bragte Vejle Folkeblad en helsidesartikel om øvelsen. Tilfældigvis var det mig der kom til at figurere på et stort billede, just som vi kom op ad klokken. "Han syntes det var spændende", skulle jeg ha' sagt ifølge teksten ved billedet. Jeg husker nu ikke at ha' talt med nogen om det. 139

140 140 Kort tid efter den oplevelse afmønstrede jeg for hjemsendelse. I næsten 1½ år havde min tilværelse været næsten problemfri og bestemt af marinen. Ganske vist var pengene små. Omkring 38 kroner var forstrækningen, inkl. tillægget for ubådstjeneste. At soldaterne havde ingen eller få penge, det vidste alle. Derfor havde der ofte vanket en øl eller anden venlig opmærksomhed fra de civile... Rigelig og god mad havde vi fået hver dag. Gode kammerater. Rent tøj, og en spændende hverdag. - Hva' nu? 140

141 141 Hans Hjerrild Nielsen, tidligere stations-leder i Tumleren og Delfinen Erindringer fra et ubådsliv Som en sort hval dukker ubåden op i det kolde martslys i Vi er et sted i nærheden af Bornholm. Motorbåden fra moderskibet kommer med et nyt besætningsmedlem: En afløser for radiostationens leder. Det iskolde grønne vand, der sukker klukkende langs ubådens sortmalede sider, giver ekstra næring til den følelse af kulde og tristesse, der præger denne martseftermiddag. Sergenten i båden skutter sig i sin våbenfrakke. Det er ikke med den største lyst, han slutter sig til ubåden Tumlerens besætning. Han har lige været 12 måneder på Grønland, og valget stod mellem en ubåd og et inspektionsskib på Færøerne eller Grønland, så hvad vælger man? Man er atter blevet forenet med sin dame i det sydlige, og hun har stået ventetiden ud. Hentede én i lufthavnen. Gud, hvor det var dejligt. Men hun holder stensikkert ikke til én omgang mere af den slags! Så da man mødte stationslederen fra Tumleren en dag på Holmen, og han fortalte, at han skulle med søopmålingen til Grønland nu i foråret, ja, så strøg man sgu til den. Det er almindelig kendt, at i Ubådene bliver man hængende, så mon ikke man er temmelig sikker der Nå! Nu hænger vi sgu på den, kammerater. Der er ikke megen plads på casingen af en ubåd, i hvert fald ikke når man skal balancere langs tårnet og kun har et lille dumt jerngelænder at holde sig fast i. Midt i tårnet er et lille firkantet hul, hvor en mand af almindelig volumen lige netop kan kravle igennem, og her kravler man så ind. Man står så over et rundt hul, nemlig den øverste luge i tårnet. Fra hullet fører en lodret stållejder ned i det ukendte dyb. Uha, den er sgu ikke hyggelig, denne her. Ned i hullet og ned i varmen. Halvkøligt er der nu lige under tårnet. Med undrende øjne betragtes hele menagen dernede. Til den ene side kommandorummet med et utal af måleinstrumenter, plottertavler, to periskoper og meget andet underligt. Nogle ikke alt for pyntelige besætningsmedlemmer befolker rummet. Her lugter effektivt af olie og metal. Til den anden side en smal gang. Her dukker en gammel bekendt op. Oversergent Flemming Mødring eller Ming eller Bamse eller 1001 løgn, som han kaldes. Dav, dav! Velkommen ombord, og alt det der. Næste dør, man passerer, er officersmessen. Her præsenteres man for cigarens næstkommanderende, Jørn Hansen. Han er iført en slidt 141

142 142 grønternet skjorte, sorte uniformsbukser, hvor den ene halvdel af bukseenden er sat sammen med sikkerhedsnåle samt sivsko. Goddag og velkommen! Næste dør: Her står Føreren, nemlig skibets regnskabsfører og banjermester fenrik Palle Jørgensen, gammel bekendt fra kystjagerne og korvetterne. Det luner sgu med lidt kendte ansigter omkring sig. Dav og velkommen. Man begynder sørme at føle sig velkommen. Igennem en åbning, der kan lukkes vandtæt, træder man ind i torpedorummet. En lidt misvisende betegnelse, ihvorvel den indeholder skibets lager af torpedoer, helt forude, 4 torpedorør til affyring af samme blikfisk. Rummet tjener nemlig også som beboelse for 20 menige besætningsmedlemmer og 5 underofficerer af sergentgruppen. Besætningen er ved at gå til bords aftensmad. De glor lidt nysgerrigt på den nye, lidt betuttede sergent. Gennem torpedorummet og ind gennem et gult forhæng. Hov! Pas på hovedet! Du er jo lang! Og så støder man hovedet på taljekranen, der hænger i en skinne under dækket. Anelser om mange konfrontationer mellem kran og telegrafisthoved i fremtiden stryger lynhurtigt gennem hovedet. Videre ind; ser en række ansigter: Theis, som jeg skal afløse, og en lille tyk, hyggelig én. På den anden side af bordet en mørkhåret sergent med smalt ansigt og ved siden af: Hvad Satan! Det er jo. Davs med dig Arvid! Vi er fra samme hold, men jeg har ikke set ham siden. På skolen var han kortklippet og glatbarberet, men nu dækkes underansigtet af et lyst skæg, og håret er vokset pænt siden sidst. Arvid er tekniker ombord, så vi skal arbejde lidt sammen. Hyggeligt! Den lille tykke hedder Hansen og er torpedosergent. Den mørke tynde er maskinsergent og hedder Krøjs. Flinker fyr! Resten kender vi. Vi fem skal altså dele disse få kvadratmeter, Gud ved hvor længe. Vi skal snart have aftensmad, men inden da dykker vi. Man betragter ivrigt - og en smule benovet - processen fra indgangen til radiostationen, som ligger lige ved tårnet. Først lukkes i top! D.v.s. den øverste luge i tårnet lukkes og spændes godt fast. Derefter lukkes i bund! Altså den nederste luge. Når dette er meldt til chefen, som har sin faste plads ved periskopet under dykning, kan vi dykke. Man forventer jo en masse mærkelige fornemmelser i den anledning, men pludselig står dybdemåleren på 28 meter, og jeg har ikke mærket det mindste. Temmelig åndsvag fornemmelse. Vi dykker nu, fordi vi vil lægge os på 30 meter i aften og nat. Der er ingen øvelser på tapetet, så vi kan lige så godt hvile os lidt. Når vi ligger der og hygger os på bunden, skal der kun være én vagt i kommandorummet. Alle andre har fri. Radiostationen lukkes, da man hverken kan sende eller modtage hernede. Da båden er i ro på bunden, bliver alt hyggeligt stille. Der er ikke mange steder, hvor det er stå stille som nede i dybet. Eventuelle bølger mærkes slet ikke, så snart vi er nede under 20 meter eller så. Alt er roligt i Shipkapasset! Vi går hen til messen. Nu kommer aftensmaden, serveret af elektrikeren, der altså som nebensgeschäft er messegast for sergenterne. Ved synet af maden får man unægteligt et lidt lysere syn på tingene. Der er (på grund af de noget ukomfortable forhold i ubåden) tilladelse til at bruge ⅓ flere kostpenge ombord. Det kan mærkes på maden, som altid er god. Desuden er vi begavet med en glimrende kok. Alle ombord spiser det samme. Godt for solidariteten! Efter aftensmaden rafler vi. Det foretrukne spil hedder yatzy, og det er de fleste fra flådens fast stok ganske velbevandrede i. Der er ikke plads til meget privatliv her i messen, finder man hurtigt ud af. Men jeg skal jo være stationsleder. Der er to telegrafister, men de går jo to-tørn sammen med den øvrige besætning, så hvis jeg vil afløse dem for at kunne sidde lidt privat i radiostationen, skal det kun være, fordi jeg selv har lyst, bliver det sagt. Den besked er jo ganske gunstig. Vi kigger lidt mere på båden og hilser på chefen. Flink, rolig mand. Vi skal nu snart have en ny, for ham her skal være ubådsofficer i eskadren. Radiostationen er ikke meget større end en telefonboks, men der skal normalt også kun være én ad gangen herinde. Kun under angreb er her to, for min plads er herinde i det tilfælde. Der er, som sagt, to telegrafister. Jeg kender dem faktisk en smule begge to. Den ældste hedder Gregersen og kaldes derfor Sys (efter en slagersangerinde). En frygtelig bisse fra Amager at se på, men han skal hurtigt vise sig at være en førsteklasses telegrafist og dertil stabil, loyal og alt det der, som skrives i bedømmelsespapirerne. Den anden hedder Villadsen og er noget grøn i det. Lidt lad, men meget flink. Min nærmeste foresatte, søløjtnant af reserven Nielsen, kender jeg også lidt til. Han har i sin tid været math, men gik så ud af den ildsprudende marine og blev styrmand. Kom tilbage og blev reserveofficer. En lidt bagvendt måde at gøre tingene på. I øvrigt er der mange reserveofficerer, der bliver herinde, når den normale værnepligt er afsluttet. Her er åbenbart bedre forhold end i handelsflåden, og så skal man jo heller ikke ligge og padle rundt i det indiske ocean eller andre mærkværdige steder. Som tidligere nævnt bliver sådan noget hurtigt en (trist) vane. Her er han signalofficer, og det viser sig hurtigt, at han nærer den for officerer så udbredte afsky for rutinearbejde. Kodningen og pasning af vort tys-tys bibliotek ser han helst, at jeg 142

143 143 varetager. Og skal det være prisen for at være i fred, betaler jeg den gerne. Det er jo ikke, fordi man bliver overbebyrdet med arbejde i dette rør. Jeg skal, af rent praktisk arbejde, føre regnskabet for radio-, radar- og andet telegrej, men det kan løbe op i en halv time i ny og næ. Desuden skal jeg være formelt ansvarlig for radiostationen. Men Sys passer det hele, så jeg har masser af tid til mig selv. Jo, den yngre Nielsen skal nok få dækket både søvn- og litterært behov i de kommende måneder. Senere på aftenen vises der film i torpedorummet. Det har en vis virkning, når 32 mennesker ser film i det begrænsede rum med tobaks-brænding m.v. Filmens lydside suppleres veloplagt af besætningen, og alle hygger sig gevaldigt. Ude i gangen til kommandorummet kigger eneste vagtmand med. Da lærredet er ophængt frit fra dækket, kan han betragte filmen på lærredets bagside. Social tænkning? Det varmer! Jeg begynder sørme at synes om det her skiv! Da vi tørner ind, har jeg for første gang lejlighed til at mærke den helt vidunderlige fornemmelse af stilhed, som hersker hernede 30 meter under havoverfladen. Stilheden forstørres en kende af basserne, som holder fjærtekonkurrence uden for forhænget. Der er flere oplagte finalistemner til et eventuelt danmarksmesterskab. Vi har imidlertid den faste aftale med basserne, at vi ikke hører, hvad der bliver sagt udenfor. Det benytter de sig af og til lidt kraftigt af, synes nogen, men hvad pokker? Det viser sig snart, at det godt kan gå lidt hårdt til ved store krigsøvelser og andet godt. Under sådanne øvelser bliver vi uafladeligt kaldt til angrebsposterne. Så leger vi krig og sænker en masse skibe. Det er nu ikke så tit, vi skyder med rigtige torpedoer. Vi bruger kun luftskud d.v.s. man lukker trykluft ud af torpedorøret. En blikfisk af øvelsestilvirkning koster kr. og med krudt i næsen koster den kr. mere, så der spares lidt på dem. Godt nok skulle en øvelsestorpedo selv komme op til overfladen og således kunne fiskes op, men ofte borer de sig ned i bunden. Alle husker tydeligt, hvor sur chefen var den jul, da vi mistede to stykker. Sådan en halv million gode grunde til et spark nedad i varperullen, som officerernes avancementsliste kaldes i daglig tale, er ikke noget, der varmer i et cheferbryst! Min egen post under angreb er på radiostationen. Der sidder i forvejen en telegrafist, så jeg regner hurtigt ud, at ingen vil savne mig, hvis jeg bliver på køjen. Men vor højtelskede næstkommanderende giver mig en dag en fin hentydning om, hvor han helst ser mig under angreb, og som en god soldat fatter man en sådan. I øvrigt er han alle tiders flinke mand, så alle respekterer ham. Branddygtig officer. I øvrigt tidligere signalmath, så hans futter har rørt ved dørken engang. Kongens officerer udmærker sig nemlig ikke altid ved jordforbindelse. Når hun ellers er i nærheden, går vi ofte på siden af vort moderskib. Hun hedder Henrik Gerner, men har engang bragt borgere til Bornholm under navnet Hammershus. Nede agter har vi en dejlig messe, hvor der af og til afholdes blodige fester. Moderskibets primære rolle er at assistere ubådene på alle områder. Når dette ikke finder sted, tager man det roligt ombord på Henrik Gerner, gerne med en pilsner (eller to). De første måneder, jeg er ombord på Tumleren, ligger vi på rutinemæssige krigsøvelser i hjemlige farvande. Vi dykker som regel nogle timer hver dag, men har somme tider fred om natten. Dog ikke altid, for større øvelser inkluderer ofte natteaktivitet. Så er det op på nul varsel og være kvik. Jeg er jo ikke den mest udsatte, men ude i kommandorummet går det hedt til. Fedtstifterne gløder mod plottertavlen, og luften svirrer med meldinger. Vi befinder os i periskopdybde, og chefen har sin faste plads ved periskopet under angreb. Ham, der sidder ved dybderoret, har en travl tid under et sådant angreb. Hans job er at holde båden stabilt på periskopdybde, og det er ikke altid let. Der kan være buler på vandet, som vi siger. Bamse sidder her ved angreb, og han har fundet sit eget specielle lag meter under overfladen. Dette lag trækker ham altid ned, hvorefter han straks lægger rorene op. Man føler sig ofte hensat til rutchebanen i Tivoli. Chefen er vist lidt træt af Bamses lag. Vi andre griner lidt! Når vi skal sænke et overfladefartøj, markeres det med et luftskud gennem torpedorørene. Det giver et lille sug i båden, når røret affyres. Et besætningsmedlem har fast post ved Q-tanken. Den kan fyldes i en fart, og så ryger vi ned på 28 meter i løbet af ingen tid. Det er ret nyttigt, hvis et hurtiggående skib pludselig sætter kurs imod os. Det er ikke særlig populært at bøje sit periskop, og båden kan også blive utæt. Ubådsfolk holder ligesom andre mennesker af tørre fødder Somme tider går vi dybt, og de andre (overfladeskibene) skal så prøve at finde os med sonar og andet fint grej. Når de har fået kending, smider de håndgranater (som markerer dybdebomber). Det kan give et ordentligt drøn, når en granat rammer casingen og eksploderer med et knald. En dag, da vi sidder ved frokosten, hører vi tydeligt granaten rulle elegant ned ad casingen, hvorefter den detonerer lige ud for messen. Vi foretager alle et lille hop i denne situation. 143

144 144 Den daglige dont i ubåden er ganske behagelig. Hvis der ikke er aftenøvelser på programmet, går vi som sagt dybt, d.v.s. lægger os på bunden. Så lukkes radiostationen, og vi hygger os. Der er ikke den store hakkeorden i båden. Af og til sejler vi i krigspatrulje, hvor vi forsøger at opføre os, som vi ville gøre under en krig. Vi skal være neddykket i dage, ja somme tider helt op til 3 uger. Det er ikke helt rart. Man kan bl.a. ikke blive vasket. Der er saltvand i hanerne. Om morgenen og aftenen udleveres en kop vand pr. mand til tandbørstning. Saltvandet klør og svider lidt i huden. Kroppen udsender efterhånden visse dufte. Af hensyn til alment velbefindende er det ikke tilladt at gå med bar overkrop. Der er ellers varmt nok i røret, som vi kalder det. En gang imellem går vi i periskopdybde og stikker snorklen op. Så kommer der lidt ny luft i båden. Et andet formål er at få batterierne ladet op. Når vi snorkler, køres der med dieselmotorerne. Det kan være lidt ubehageligt at snorkle, især hvis der er buler på vandet. Når en bølge lukker af for snorklen, bliver der p.g.a. dieselernes indsugning undertryk i båden. Ligger man f.eks. og sover under snorkling, kan man vågne op med trommehinderne bulende og røven stående ud i en trut, som Theis så malende udtrykker det. Under krigspatrulje har vi forskellige aktiviteter løbende. Der er en dam- og en skak-, en bridge og en yatsy-turnering på én gang. Jeg har nedsat mig som redaktør af den interne avis Dykkerposten, som udkommer hver dag. Af indlæg kan nævnes en sang, hvor alle ombord skal skrive et vers. Sangen går på melodien hopla, hvor vi har det godt, og omkvædet er: Hopla, hvor vi har det godt vor lille ubåd! De fleste vers indeholder udtalelser om kolleger og øvrige besætningsmedlemmer, som enhver retssag uden tøven ville kunne karakterisere som groft ærekrænkende, men alle morer sig kongeligt. Ikke mange går nemlig fri, så sol og vind deles lige. Da alle har bidraget med vers, startes der op med en ny sang, blot på en anden melodi. Redaktøren bidrager selv med en fortsat kriminal-/agentroman - en afsindig blanding af James Bond, Storm P. og mig selv. Den har imidlertid stor succes. Desuden bringer jeg daglig en samling vandede vittigheder, helst med de ombordværendes navne flettet ind. Når stanken af os bliver alt for slem, bliver der dekreteret afspuling ude på maskinristen. Spulingen foretages med koldt saltvand. Brrrrr! Men nogenlunde ren bliver man da. Ja da, tiden går med raske fjed, og vi er lige ved at være lidt kede af det, da krigspatruljen er afsluttet. Skønt er det nu at komme i bad igen, og afslutningen fejres meget kraftigt i restaurant Ritz i Frederikshavn. Hold da ferie! Sikken en brandert! Ivar og jeg bliver nærmest smidt ud af Lyon bar i Ritz. 144

145 145 Ubådsbesætning efter en krigspatrulje. Vi slapper i øvrigt af et par dage i Frederikshavn. Bamse har fundet en dejlig lille dame. Hun er fuldstændig vild med ham, og han stråler som en sol. Der er bare det ved det hele, at Bamse er gift hjemme i København Den søde dame skriver et brev til sin søster i København og skildrer i begejstrede vendinger den herlige fyr, hun har truffet i Frederikshavn. Bamse har givet hende sit rigtige navn. Noget vi i øvrigt af sikkerhedsgrunde ikke altid gør. Søsteren er beskæftiget på Berlingske Tidendes afdeling for korrekturlæsning og gæt, hvem der er leder af denne afdeling? Fru Mødring, rigtigt 10 points! Det havde været yderst småt med hyggen i det Mødringske paulun, beretter Bamse gysende efter første weekend hjemme. Sådan kan det gå. Verden er mindre, end man tror. Min dame siger, at det har han sgu da fortjent!, men ifølge flådejargonen har han blot været offer for et sort uheld! Nå, kære Bamse; det var dig vel undt! Du fik ikke så mange år på denne jord. Så det var godt, at der af og til blev lidt glæde til dig, mens du var her. I forsommeren 65 deltager vi i en stor øvelse i det nordlige Kattegat (DANEX 65). Derfor skal vi tilbringe en weekend i Göteborg, og det var ikke det værste, der kunne ske den forsommer. Lørdag tager vi på udflugt for at se det berømte Trollhättan. Signaloversergent Jørgen Munther fra Henrik Gerner har arrangeret turen, som bliver en vældig succes. Størstedelen af de 3 deltagende ubådes sergentgrupper deltager, og det er noget, der borger for en urolig tur. Munther har pakket en kuffert med flasker og sørget for madpakker til alle. Nogle kasser øl er også medbragt i den lejede bus, som oven i købet viser sig at indeholde et køleskab med isterninger. Heldigt! Der brøles straks efter afgang på sjusser, og allerede inden vi helt har forladt Göteborg, er der en tydelig ansats i bussen. Stemningen er tårnhøj! Tre ubåde ved kajen i baggrunden Henrik Gerner. Da vi når faldene, viser det sig, at de overhovedet ikke falder, men ledes gennem et kraftværk, som producerer elektricitet. Parallelt hermed er bygget et slusesystem, så skibene kan sluses op og ned ad Götaelven. Interessant? Nå! Skidt med det! Naturen omkring Trollhättan er smuk, og vi interesserer os alligevel mindst ligeså meget for maden og øllerne i bussen. Så vi holder en dejlig frokost i det grønne. Ubådenes sergenter er nogle frygtelige pjattehoveder; bl.a. har de for tiden den vane alle at stille sig op i position a la de gamle ægyptiske statuer. Det ser fuldstændig åndsvagt ud, specielt hvis man ser billederne i 145

146 146 dag. Ovre på Spækhuggeren har de to fyre, der hedder Ole Schultz og Søren Stanhardt. De er pjattede for os alle tilsammen. Selv om ingen af os er alvorsmænd. Aftenen før har de, på Liseberg Tivoli, vundet en stor gummigiraf til at puste op. Den har fået navnet Harry efter en mælkemands hest i det indre København. Den er naturligvis også med på skovturen. Eneste ikke-ubådsmand er Frank, som vi har hentet ovre fra patruljebådene, hvor han er regnskabsfører. Af hensyn til historiens senere udvikling skal jeg også nævne Ivar fra Spækhuggeren. Til aften har Munther bestilt bord på én af byens restauranter. Den hedder Trädgårdsrestauranten, og det viser sig, at det er byens fineste. Uha! Vi er sgu alt andet end fine, da vi kommer lige fra vores bustur. Stemningen ved bordet er langtfra kedelig og ikke det mindste lavmælt. Harry troner for bordenden. Turen har kostet ham ørerne, men han er nu iført solbriller og stofserviet om halsen. Der er hele tre bryllupsselskaber i restauranten, som ikke blot er meget fin, men også tilsvarende stor. Stakkels brudepar. Nå! Efterhånden bliver stemningen ved de andre borde lidt lystigere. Midt i det hele optræder 3 artister på rulleskøjter på en scene. Deres opmærksomhed rettes naturligt mod vort larmende selskab, og da de skal bruge en frivillig, lader unge Nielsen sig friste. Uha, uha! De holder mig mellem sig og snurrer rundt. Meget hurtigt! Der var jeg nær ved at aflevere dagens indtagne mængder af mad og alkohol på scenen, men heldigvis bliver jeg kun svimmel. Efter middagen går vi i byen. Bl.a. besøger vi natklubben Gröna katten, hvor der er stripteaseshow. Ellers fortoner aftenen og natten sig i grå øltåger. Hen på morgenen havner vi hos Frank i patruljebådens regnskabsfører-lukaf. Ivar og jeg kan ikke komme ombord i vore ubåde, idet de ligger ved Henrik Gerner i strømmen midt ude i havnen. Alle både derud er for længst gået. Vi snupper os et par godnatbajere og tørner så ind. Ivar på dørken. Alle kasserne med tomme flasker er blevet stillet ned i gangen uden for Franks lukaf. Næste morgen, da vi er midt i morgenspejlæggene, kommer bådens næstkommanderende. Vi ser vist ikke godt ud, men han bliver tydeligvis imponeret. Han tror vist, at vi tre har drukket alle de bajere, hvis jordiske hylstre nu dvæler lige uden for døren. Ha! Søndagen tilbringer vi med museumsbesøg (kortvarigt!) samt enkelte afstikkere til byens udskænkningssteder (mere langvarigt ). Vi spiller minigolf på Liseberg, og jeg tæver som altid de andre, hvilket gør dem lidt irritable. Alle fra ubådene er på Liseberg i dag, og der er rekordomsætning i Harry er. Naturligvis skal vi alle have en Harry med hjem. Ak ja! Alt i alt en anstrengende weekend. Da næstkommanderende ser mig mandag morgen, spørger han ironisk til mit velbefindende. Jeg har glemt at melde fra til mønstringen søndag morgen. Hm, hm! Det bliver ved ironien. Vi er ret gode venner. Senere på sommeren sejler vi til England. Vi skal helt alene derover. Da der ikke findes køjer til alle besætningsmedlemmer ombord, skal vi indlogeres på forhåndenværende flådebaser og hoteller. Det skal nok blive sjovt. Vor fører Palle, der tilbringer mere tid med at brokke sig over sit meget arbejde end med at føre det, er ikke den store ørn udi det anglosaksiske sprog. Han udnævner derfor mig til at tage mig af det praktiske vedrørende betaling for vor indkvartering m.v. Min paymaster kalder han mig hele tiden. Turen til England går gennem Kielerkanalen, og da vejret er dejligt, så får vi lov til at gå på casingen, dvs. ligge oven på ubåden, hvad der normalt ikke tilladt. Sådan at ligge og dorske mand med sol på maven, medens båden langsomt driver gennem kanalen er tredobbelt lykke. Oppe i tårnet står vagtofficeren og bakker hyggeligt på sin pibe. Vi supplerer hyggen med en transportabel radio, og en kasse øl materialiserer sig til alles udelte fryd. Næstkommanderende har sagt, at påklædning og øvrig adfærd ikke må krænke almindelig blufærdighed. Kokken, der vil aflevere sin øl direkte i Kielerkanalen, kaldes altså til orden. Men - No hard feelings! 146

147 147 Gennem Kieler-kanalen. På turen går en af vore dieselmotorer sig en tur, men maskinfolkene fikser den så nogenlunde, og vi kommer næsten planmæssigt til Portsmouth. Åh, et herligt gensyn med good old England. Et af vore foretrukne mål, hvilket vil fremgå af det følgende: I Portsmouth skal vi indlogeres på ubådsbasen, der hedder Dolphin. Da vores båd er af Delfinklassen, kan det overhovedet ikke passe bedre. Her opstår imidlertid et morsomt lille problem: En sergent hedder på engelsk en Petty Officer mens en oversergent hedder en Chief Petty Officer. Bamse er Chief, som det kaldes i daglig tale, mens Arvid og jeg skal udnævnes til oversergenter, medens vi er her på basen. Det fører til lange disputter mellem de messeansvarlige kolleger. Da vi erklærer, at vi sgu da er ligeglade, ser de uforstående ud, hvorefter vi i største hast anlægger tjenestemaske 1A. Nå, udfaldet bliver, at vi skal indlogeres i Petty Officers afdelingen. Af kollegiale grunde bliver Bamse sammen med os, hvilket ikke falder i god jord. Imidlertid bliver vi alle inviteret til aftensmad hos Chief erne. Vi kommer lige fra båden, som vi er vandt til, i vore let olierede daglig uniformer, men må skyndsomst fortrække. Jakke og hvid skjorte, please gentlemen, bekendtgør den vagthavende Chief. Uha uha, det er ikke nemt, dette her! Vi får overstået aftensmaden, og så er det ellers med at komme ud at kigge på Portsmouth. Jeg har været her et par gange før. Vi starter i NAAFI-klubben, hvilket står for Navy Army Air Force Institutions og er et udmærket fænomen. Begrebet er vældig mere righoldigt end vore hjemlige KFUM-soldaterhjem. Her findes en glimrende restaurant, en velforsynet bar, TV-stue, danselokale med musik et par gange om ugen og meget mere. Desuden kan man bo her til soldaterpriser. Her lægger man gerne en fornuftig bund inden aftenens videre gøremål. Bamse og jeg tager plads ved baren, hvor vi hurtigt kommer i kontakt med en sød WREN (kvindelig mariner). Hun hidkalder hurtigt en lige så sød veninde, og vi får det virkelig gemytligt. Den første pige hedder Melody og den anden Mary. Senere går Bamse og Melody. Jeg tilbringer lidt tid med at hælde et par drinks på mine telegrafister, hvorefter jeg går en tur med Mary. Hun er vældig sød, men jeg har jo en derhjemme. Vi mødes senere i baren igen og tilbringer resten af aftenen her. At få fat i en WREN og følge hende hjem er første gang en lidt fad omgang. WREN erne har nemlig deres barracks lige på den anden side af vejen fra NAAFI-klubben. Ved portvagten et søsteragtigt kys og så Bye bye! Vi aftaler at mødes med pigerne i morgen. På vejen ned til båden over til Dolphin beretter Bamse begejstret om, hvad han og Melody har bedrevet i hendes Vauxhall Cresta, som havde gardiner, der kunne trækkes for hele vejen rundt. Ak ja, som 147

148 148 nævnt: Bamses beretninger stemmer ikke altid helt overens med de faktiske forhold, men, naturligvis kan historien have været sand. Lad mig for fuldstændighedens skyld lige fortælle, at jeg (og alle andre) holdt meget af Bamse. Han var en rar og god kollega, og da jeg i 79 hørte, at han var død af cancer, var jeg oprigtig ked af det, selv om jeg ikke havde set ham i over 10 år. Nede på anløbsbroen for den lille båd til Dolphin står et repræsentativt udpluk af vor besætning rundt om Sys. Han ligger på broen, døddrukken med en kæmpe dunk cider stående ved siden af sig. Besætningen har fundet ud af, at købe en gallondunk med æblecider. Når man så har drukket noget af den, suppleres indholdet med vodka, gin, pernod og diverse andet ildvand. Sys har tydeligvis kigget grundigt i dunken, hvilket ikke afholder ham fra at aflægge smuk militær hilsen, da han ser mig. Af sikkerhedsgrunde dog stadig liggende. Da båden kommer, får vi ved fælles hjælp Sys (og dunken) bakset ombord. Et par engelske Chiefs, der også er med båden, er forargede. Vi diskuterer på vejen over til ubådsbasen, om Sys skal tilbringe natten i sin køje (min mening) eller i basens arrest (deres mening). Min mening føres igennem. De kan ikke have den store ubådsviden, disse to englændere. Ubådsbesætninger hænger sammen som ærtehalm, og vi straffer sgu da ikke en prima mand, fordi han har fået en enkelt for meget. Under hele denne besætning er der i øvrigt ingen straffe ikendt. Meldebogen bliver ikke brugt, og en dag opdager vi, at den er væk. Nå, da den ikke skal bruges alligevel, kan det jo være det samme, bliver vi hurtigt enige om. De engelske kolleger er sjove at besøge. Vi stikker gerne en tur over i en af de store engelske ubåde om formiddagen. Ofte kommer vi til romuddelingen, denne sjove gamle tradition. Den engelske flåde har mange af dem: For eksempel får en sømand med fuldskæg mere i løn end blegansigter. Ikke ret meget, men skikken er da morsom. Deres rom er afsindigt stærk, men de anbefaler den varmt mod tømmermænd. En lidelse, der af og til plager os her om formiddagen. Bare skyd drøblen til side og send det ned i ilmarch. Puh ha, bad bad, men det hjælper godt. Alt i alt er der gemytlighed tilstede i de britiske flådeenheder. Efter en dejlig, men meget anstrengende uge i Portsmouth skal vi en tur til Plymouth, men vi kommer tilbage (fortæller vi Melody og Mary). I Plymouth skal vi ligge på siden af Adamant en ordentlig moppedreng af et tons stort ubådsmoderskib. Det er store forhold, det her. Der er en engelsk admiral nede for at sige velkommen til os. Vort ophold er rygtedes i flådekredse. Vi har hele sidste uge dagligt holdt øvelser i den engelske kanal, og de engelske overfaldeenheder kan næsten aldrig finde os, da vi kun er ⅓ størrelse af en engelsk ubåd. Vi har som følge af denne omstændighed sænket et pænt udpluk af den britiske sømagt, så der er ros til drengene i dag. Vor chef er næsten lige kommet ombord. Det her er hans første længere togt som chef, og han stråler som en lille sol. Bedriften skyldes nu i stort omfang vor dygtige og meget populære næstkommanderende, der altid har check på grejet. Moderskibet er som sagt meget stort. Der er 70 messer for vor kategori som underofficerer, og vi indlogeres i et par forskellige messer. Arvid og jeg bor i messe 58. Den er i den ene ende indrettet som en engelsk pub med kunstig kamin, bar og hele molevitten. En pint (knapt ½ liter) øl koster 1 shilling (1 krone) - positivt! Hver eftermiddag mødes alle her for et par glas og en hyggesnak. Luften er fed af fordragelighed. Én gang om året sejler Adamant på et togt, somme tider også til Danmark, og resten af året er alt om bord toldfrit, så der er muligheder i dette her. Vi bliver her en god uges tid. Og hvilken uge! Øvelse hele dagen og skæg og ballade hver aften og en del af natten. Alle råhygger sig. Midt i det hele skal Arvid og jeg udnævnes til oversergenter. De medbragte fire vinkler syes møjsommeligt på ærmerne. Kokken sendes i land for at proviantere til en splendid middag. Vi kan efter aftale disponere over hele båden, og Sys har stillet sig til rådighed som messegast. Belønning i naturalier. Under vore messefester går messegasterne som regel først under bordet. Fra hver af de messer, vi bebor på Adamant, har vi inviteret et par stykker, og den ene har sagt, at han vil komme med nogle damer. Arvid har imidlertid allerede udnævnte ham til at være nær slægtning til Bamse, så vi tager det med lidt forbehold. Vi spiser middag alene, og gæsterne er inviteret til et par timer senere. Naturligvis er vi hverken helt eller halvt gennem middagen, da de dukker op. Arvid og jeg er i fuld gang med Katinka og stemningen er 148

149 149 tårnhøj. Han har sørme medbragt et par damer, oven i købet søde og rare. Og pæne (så vidt vi kan se!). Festen eskalerer, og vi forhaler til Adamants messe 58 bevæbnede med et par flasker. Uha! Resten er tavshed! Ved 2-tiden om natten dingler jeg ned ombord for at gemme min kæfert i min egen køje. Mange af besætningen har fået samme ide. De er kommet fra land i løftet stemning. Vi starter en mindre fest op. Jeg finder en kasse øl frem, og plotterkorporal Krogh og jeg fører an i fællessangen. Det er ikke udelt populært hos de sovende, men hvad. Midt i det hele lyder drukken sang fra casingen. Menig Albrechtsen kaldet Albert kommer selskabeligt overrislet fra land og taber sin hue i vandet. Jeg henter den for ham ved at hænge mig i en trosse i benene og fiske huen op af vandet med hænderne. Av! Det var ikke rart at få hovedet nedad i den tilstand. De andre hiver mig op under stor tumult. Næstkommanderende stikker hovedet ud af sig lukaf på Adamant og maner forbitret til ro, og modstræbende kravler vi i køjerne. Opvågnen næste dag med krystalklare tømmermænd. Morgenmønstringen er et gruopvækkende skue af viskelæderblege, morgensure og kuldskære mennesker med bulne hoveder. Næstkommanderende giver balle for nattens uro, og jeg tildeles min egen private for det med øllet. Da jeg midt i ballen kommer til at grine, tager han sig til hovedet, men vi er nu vældig gode venner. Herregud, vi har det jo sjovt. Desuden forstyrres mønstringen af kulørte kommentarer fra Føreren og Andenmester, der begge har lukaf lige ud til båden. De har aftenen forinden begge forfrisket sig rigeligt med drinks i officersmessen og har allerede fået dresseret deres messegast til at bringe øl om morgenen, i stedet for den obligate the. Sikke tider. Næstkommanderende forsøger (så diskret som muligt) at dæmpe de to gabehoveder ned, men uden større held. Om formiddagen beretter Føreren henført om officersmessens Horses neck (brandy og gingerale), som han har forgrebet sig kraftigt på de sidste dage. Vi reparerer gårdsdagen med nogle kolde bajere. Om aftenen skal jeg med en ny ven, der er australier, ud for at besøge nogle af hans venner. De har en pub her i Plymouth. Vi har en hyggelig aften sammen med familien og pub ens øvrige gæster. Sådan går det slag i slag. Efter et hyggeligt og muntert gensyn med Portsmouth skal vi en tur til Portland. Det er en lille møgby, men i nærheden ligger byen Weymouth, som rummer visse muligheder, især om sommeren, da det er lidt af en ferieby. Stor strand a la Brighton og det hele. De fleste af os får nu ikke megen glæde af Weymouth, idet den eneste weekend, vi skal være her, skal benyttes til en Londontur. Næstkommanderende og jeg er sammen om de praktiske arrangementer. Jeg er som sædvanlig paymaster, og han sørger for hotelreservation m.v. Turen bliver en helt forrygende succes! Vi starter i bus fra Portland lørdag morgen. Andenmester, næstkommanderende, Krøis, Torpedo-Hansen og jeg selv er med som vogtere af dyd og moral. Der lægges fra start op til skovtursstemning. Basserne er som forårskåde føl. Første stop er i en lille idyllisk engelsk landsby, hvor vi befielere drikker the på det lokale Tea room. Da vi returnerer til bussen, viser det sig, at basserne ikke har drukket the, men har dvælet i den lokale pub. Derefter har de foretaget storstilede indkøb i den lokale Wine & Spirits. De obligate Ciderdunke præger busbilledet. Indkøbene har en yderst gavnlig indflydelse på stemningen i bussen. Den når ionosfæriske højder, inden vi når London. Vor torpedogast Piccolo bliver stærkt trængende, da vi når London. Han har drukket et par liter cider eller mere. Han holder i kvalfuld toneart os andre løbende underrettet om det stigende tryk på tanken. London er på størrelse med Fyn, og vor driver viser intet tegn på stop for toiletbesøg, så Piccolos ciderdunk får returkommission. De øvrige jubler. Vi bliver installeret på hotellet og efter aftensmaden er der frit slag for alle. Altså kaster vi os alle ud i overflødighedshornet London med frådende appetit. Weekenden bruges ca. sådan: Soho-pub-pub-pub-pub- Tower-pub-Madame Tussauds vokskabinet-pub-westminster Abbey-pub-pub-pub-pub indtil vi atter mødes (mærkeligt nok alle, selvom nogen må støttes) ved bussen. Vi kører dødtrætte, men godt tilfredse hjem til Portland. I Portland bor vi i øvrigt på et lille, idyllisk hotel ved havnen. Det hedder Breakwater og har noget så fortræffeligt som en pub i stueetagen. Her tilbringer vi de næste par aftener og finder ud af noget meget nyttigt: Når man bor på hotellet, kan man faktisk holde pub en åben, så længe værten kan stå på benene. Sikke en mulighed at åbne for en flok danske flådefolk! Herre du milde, hvor den mulighed udnyttes. Folkene på hotellet er vældigt søde. Bamse er nærmest blevet adopteret og har tilbragt weekenden hos familien i deres 149

150 150 sommerhus. De har en dejlig datter, som desværre er gift med en kok, en omstændighed Bamse beklager af sit ganske, rummelige hjerte. Så til Portsmouth igen. Melody og Mary er (naturligvis) blevet alarmeret pr. brev og stiller glade op i NAA- FI-klubben. Bamse er forelsket som en skoledreng. Hun er nu også en dejlig frisk pige. Minder meget om Celeste Holm i filmen High Society, hvis De forstår, hvad jeg mener? Pigerne præsenterer os for en hyggelig fyr. Han ligner trompetisten Al Hirt på en prik: Hen mod 2 meter høj, tilsvarende bred og med et kæmpe fuldskæg. Han kan rumme umådelige mængder øl. Desværre er besøget i Portsmouth denne gang kortvarigt. Vi tager en tårevædet afsked med pigerne og smider trosserne endnu engang. Sidste kajplads på denne tur bliver Torquay, en lille ferieby på sydkysten af England. Vi underofficerer og besætningen skal bo på YMCA (KFUM). De lukker hoveddøren kl. 23, men jeg får en nøgle af lederen, så kan vi selv lukke os ind. Én nøgle til sjæle er jo ikke meget. Vi laver en gentlemanagreement. Nøglen skal altid ligge gemt ved en telefonboks uden for bygningen. Men allerede første aften kikser det. Vi må derfor, i let løftet tilstand, bevæge os uden på den gamle kæmpevilla. En convenient placeret nedløbsrør eleverer os til 3. sal, hvor vi bor. Skæve blikke næste morgen! I havnen i Torquay vækker vor miniubåd berettiget opsigt. Selvom folk skal betale 30 pence for at gå ud på molen, hvor vi ligger, bliver det et frygteligt tilløbsstykke. Næstkommanderende kundgør, at man i weekenden ikke må invitere tilfældige kaj-bekendtskaber ned i båden. Søndag eftermiddag er vi på Queens hotel, hvor officererne bor. Der må ikke serveres øl på denne tid, men Førerens overtalelsesevner skaffer os kolde pints på bordet. Vi kommer i snak med 2 pensionerede ægtepar. Torquay er fuld af pensionister. De skal ned til en lille én i båden. Vi drager af, pensionisterne støttet til deres stokke med gummidup. Palle (Føreren) stiller sig op ved bommen ud til kajen og tager 1 shilling i entre af alle forbipasserende. Efter et mindre sammenstød med kajvagten (som var på WC), går vi ud til båden. Det er ebbe, og den ligger så lavt, at vor smalle landgang står i en vinkel på 45 grader. Med noget besvær bakses de 4 pensionister ned ad landgangen. Båden frembyder et broget skue. Et persisk gedemarked ville helt sikkert virke velorganiseret til sammenligning. Direktivet om de løse kaj-bekendtskaber er ikke netop blevet efterlevet. Vagthavende officer har helt givet op og sidder resigneret i messen. Det vrimler med interessante fruentimmere. Vi udskænker sherry til pensionisterne i vor messe og lader diskret en kasse øl finde vej til basserne og damerne i torpedorummet. Idel glæde og gammen præger båden denne sommereftermiddag i Torquay. Senere skal vi have pensionisterne fra borde. Det lader sig gøre at hjælpe en 70-årig med stok ned ad et 30 cm bredt bræt med tværribber, men prøv engang for sjov skyld at få vedkommende op igen! Om aftenen opdager vi, at skal man på natklub i England, skal man blot spørge den nærmeste betjent. Bobby rne er ikke for ingenting blevet kaldt verdens flinkeste politibetjente. Næste dag skal vi af sted. Jeg er rundt for at betale vore logiværter. Lederen af YMCA-herberget inviterer mig med lidt fortrædelig mine til at se bassernes værelser. Jeg forsøger at trøste ham. Herberget vil et godt stykke tid fremover kunne køre med et betragteligt overskud for de mange penge, vil han kunne få ind for de tomme flasker. Han synes nu ikke helt glad alligevel. På Queens hotel er der lidt mere format. Man inviteres på en sherry hos værten og flirter indgående med receptionsdamen, der lader skinne igennem, at hun har fri kl. 3. Satans også, vi skal sejle i dag. Da vi forlader denne sjove, lille ferieby om eftermiddagen, er gangen uden for officersmessen prydet med en flot kobberspand. Udhamret i kobberet står cigaret ends. Et dejligt minde om en skøn tur til England, som ingen af os nogensinde vil glemme. Hjemturen er rolig rutine. Det trænger vi nu også til efter de sidste travle uger. Vi har dog alle en smule travlt. Hver mand har lidt for meget kontrabande med hjem. Der udvises stor fantasi med hensyn til egnede gemmesteder. Arvid kortslutter en del af bådens lysnet. Han lægger en karton cigaretter, pakket ind i sølvfolie, ind i strømtavlen! Alt, hvad der kan fyldes med spiritus og cigaretter, bliver anvendt. Maskinfolkene bygger en stor stålkasse, maler den lysegrøn, som maskinskottet, og monterer den under dækket (loftet). Torpedorørene er fyldt med bajere! Nerverne er på højkant, da vi går til kajs ved ubådsbroen på Holmen. Jeg går rundt med blå kuvert med en flaske portvin under armen. Jeg kunne for min død ikke proppe mere ind i mine radioapparater på stationen. 150

151 151 Da tolderne kommer, præsenterer den ene sig som tidligere torpedokorporal i ubådene. Torpedo- Hansen må støttes for ikke at dåne på stedet! Imidlertid får officererne hurtigt pacificeret tolderne med en kæmpesjus til hver. Puh! Der sikrede vi os billigt øl til de næste par måneder. Og så hjem til mor og grisen! Stor gensynsglæde. Herlig tur! Og nu står sommerferien for døren. Efter sommerferien er der en kæmpe NATO-øvelse. Bl.a. besøger vi Bergen, hvor vi ligger på flådebasen Håkonsvern. Den ligger meget smukt i en klippefyldt fjord. Bergen er ikke den mest ophidsende by i verden, men vejret er fint, og vi nyder den smukke natur. På basen hænger en stor savfisk, udhamret i kobberplade. Hver gang danskerne besøger Håkonsvern stjæler de den, og den opsættes ved Ubådseskadrens bygning hjemme på holmen. Når nordmændene kommer til København, hugger de den tilbage. Alle disse begivenheder er markeret på messingplader på væggen, hvor den sidder. Ganske sjov tradition ikke? Tyskerne, som deltager i øvelserne, kaster med nogle halvkraftige T-bomber, når de skal markere dybdebomber. De er sørme nær ved at sænke vor højtelskede båd, så vi må bede dem om at bruge mindre kraftigt skyts. Bl.a. smadrer de vort kompas på broen. U-bådsbesætning efter NATO-øvelsen. Det lykkedes os imidlertid at komme levende til Danmark igen. Om efteråret skal alle vi, som ikke har prøvet det før, på udslusningskursus i Karlskrona. Det er lidt spændende. Man skal stoppes ind i et lille rum, under en 20-meters vandtank (tårn). Derefter skal man stige op gennem vandet, efter at være kravlet op ad en stige og ud gennem en luge! Ikke rart! Jeg har fundet en artikel i Det Bedste skrevet af en amerikansk bladneger, der har prøvet turen. Ifølge ham er det tæt på Dantes inferno! For at skabe den rigtige stemning i båden, lader jeg artiklen cirkulere. Alle er derfor skræmt til døde, da vi skal starte uddannelsen, men i virkeligheden kommer ingen noget til. Det er faktisk ganske sjovt, og svenskerne er meget kyndige. Desuden er der én uddannet frømand som instruktør pr. elev. Stanhardt underholder os alle med, at svenskerne, når de marcherer, ikke siger venstre højre! som os. De siger: Olika lika! 151

152 152 Ved bassinkanten (i midten Søren Stanhardt). Resten af efteråret og vinteren bliver rutinemæssige dykninger og øvelser. Det følgende forår lægger vi os ved torpedostation Kongsøre i Isefjorden for at foretage øvelsesskydninger. Daglig sløv rutine. Der er ikke noget så dødssygt som et skib, der ikke har sejlet i en periode. Skibe skal sejle! Hver dag må vi køre hjem, mere end 100 kilometer. Vi har det nu meget sjovt! Jeg kører med Andenmester, Knud Hansen, en ganske morsom mand. Vi finder gode iskagesteder, og på ægte militær vis får de betegnelsen I-1, I-2 osv. Vi bliver ret ferme til at finde stederne i denne sommer, og vi når helt op på I-11. Ellers er det eneste ophidsende denne sommer, at en druknet oversergent fra flyvevåbner driver ind i havnen. Torpdeo-Hansen, som har vagten, gemmer sig i hobbyrummet. Vor trediekommanderende og en befaren værnepligtig bjærger liget. Han har ligget i vandet siden 2. juledag, og vi er nu i juli, så han ser ikke rar ud. Ål er der også i ham. Vi har længe talt om, at vi skulle have en åleaften på en nærliggende kro, men ikke efter dette her. Jeg er blevet gift i april. Kontrakten med en ildsprudende Marine udløber til efteråret, og i august skal jeg forlade ubåden for at gå på civiluddannelse. Næstkommanderende er så venlig at holde en lille højtidelighed på kajen. Vi drikker en øl, og han holder en lille tale. Bl.a. karakteriserer han mig som én af de bedste stationsledere, han har sejlet sammen med!. Jeg er meget stolt. Det er af og til blevet unge Nielsens lod at modtage lidt ros, men dette her føles nærmest som et ridderslag. Jeg har været ombord i halvandet år, så det er faktisk lidt vemodigt at tage afsked, men livet går videre! Der er et ubådsmundheld, der hedder: Én gang ubåd, altid ubåd! Det er sande ord! Faktum er, at der stadig kribler noget i én, når talen kommer på de lange sorte rør! Det var tider! 152

153 153 Senere kontreadmiral Niels Mejdal fortæller: En prioritering I februar 1969 mødte jeg sammen med 4-5 andre søløjtnanter ombord på ubåden Delfinen for at gennemgå ubådsskolen. Efter teori på Holmen fortsatte vi med dagsejladser fra Rønne. Spændende, udfordrende og meget anderledes. Min historie til børnebørnene og alle andre er følgende: Efter lange overvejelser, forhandlinger og kompromiser havde søværnet besluttet, at der dagligt kunne sælges op til to øl til hver menig også under sejlads. I ubådene skulle gasterne selv administrere ordningen. I Delfinen var det overladt til Otto (døbt som Bent Christensen) og Torben. Og så en dag skulle der affyres vandskud fra et af torpedorørene (dvs. affyring af et vandfyldt torpedorør). Det simulerede angreb mod bornholmerfærgen gik godt, og chefen, kaptajnløjtnant P.B. Nielsen, gav ordre om at fyre. Men ak og ve. Affyring sker ved at torpedoen pustes ud med højtryksluft, hvor luftboblen efterfølgende suges ind i ubåden. Dette såkaldt boblefri system blev altid suppleret med en manuel åbning og lukning af den store søventil. Desværre havde Orlogsværftet vendt håndtaget om, så da det automatiske system lukkede, åbnede det manuelle for fri indstrømning af vand. Vi elever opfattede ikke meget, da skuddet gik, men chefen, PB sprang forover, mens 1. mester Christian Knortekæp sprang agterover samtidig med, at alle vandtætte døre blev smækket i. På dørken i torpedorummet stod besætningens to kasser øl. Otto og Torben stod til ansvar for dem, og mens vandet strømmede ind, greb de hver en kasse og løftede den op i allerøverste køje. At drukne er én ting, men at forlise gasternes øl er anderledes alvorligt. Torpedogasten fandt hurtig ud af, at noget var helt galt og drejede hanen fra lukket til åben. Vandindstrømningen stoppede, men Delfinen fortsatte nedad. Selv for os elever stod det klart, at så mange ekstra tons vand i forskibet måtte få en vis effekt. Heldigvis er Østersøen ret fladvandet, og et minut senere lagde vi os til ro på bunden. Delfinen sank, men øllet forblev tørt takket være Ottos og Torbens prioritering. Efterfølgende påstår onde tunger, at Otto allerførst lige skulle sikre sin grønne ubådskuffert den med alle rariteterne. Delfinen. Dateret (Forsvarets Biblioteks arkiv) 153

154 154 Min tid i ubådene Foredrag af H. C. D. Koch i Dansk Ubådsforening den 12. november Transskriberet af Søren Nørby. Mejdal sendte en mail og spurgte, hvad jeg skulle bruge af tekniske hjælpemidler, og da sagde jeg, det eneste jeg har behov for det er et par ørepropper, så jeg ikke kan høre folk, der sidder og råber, det er løgn, det er løgn, jeg var slet ikke med, det var ikke mig. Og det er jo helt urealistisk, fordi min kloge gamle fader, han sagde altid, søn, husk det dyrebareste vi har her i verden, det er sandheden. Lad os derfor bruge mindst muligt af den. [latter fra salen] Og det er de ord, jeg vil lægge mig på sinde, og sørge for at det er sanddru og ærligt alt, hvad jeg siger. Det som jeg er blevet bedt om, det var lige et lille rids igennem min glorværdige håber jeg selv karriere i Søværnet. Jeg skal nok prøve at anonymisere det i videst mulig udstrækning, men jeg kan jo se, at der er mange her, som sidder og ser meget nervøse ud. Så det vil jeg prøve at undgå, at det sker. I virkeligheden så var det aldrig meningen at jeg skulle sejle ubåde, og jeg havde overhovedet ingen forstand på ubåde, da jeg sejlede rundt som nybagt officer. Jeg kan sige, at jeg sejlede på Færøerne, og på et eller andet tidspunkt så meldte jeg med glad stemme til skibschefen, at vi havde en ubådskontakt på radaren. Der var en ubåd der sejlede vi kunne se periskopet helt tydeligt på radaren, den futtede af med 30 knob hen over vandet. Og det viser jo, at man overhovedet ikke aner den mindste smule om ubåde, når man kan sige sådan noget vrøvl. Men det var sådan nogenlunde det niveau mit ubådskendskab var på. Så stor var min overraskelse, da jeg oppe på Færøerne pludselig får et signal, der siger at jeg havde meldt mig frivilligt til ubådene, og indenfor 20 timer skulle jeg melde mig på Holmen. Så der var stor panik, og jeg gik til chefen, skal jeg springe overbord, eller hvad skal jeg gøre, fordi det der med ubåde. Jeg ved, i min ønskeseddel havde jeg skrevet, vil hellere dø end sejle ubåde, fordi jeg havde aldrig nogensinde haft noget med det at gøre. Men han sagde, at det skulle jeg ikke være ked af, det var mange der havde overlevet ubådstjeneste, de var ikke de samme efter tjenesten, men [latter fra salen] det kunne lade sig gøre. Så jeg drog til København fra Færøerne og meldte mig i eskadren, og noget af det første der skete det var, at vi blev sendt ud på Rigshospitalet for at få den store undersøgelse. Der var en på det her hold, Peter, som sidder et eller andet sted han er der, og K.T. Madsen, som jeg også kender, og så var der Hofgaard, som ikke er her mere og Ole Arnold, der heller ikke er her mere, og så to folk der kom ude fra, to reserveofficerer, som var der om igen. Nej, den tredje, det var Søren Sæd eller Søren Æg [latter fra salen] Og det var jo den bedste samling. Men vi tog ud på Rigshospitalet og hang med hovedet nede på den der motionscykel og blev kigget i alle mulige ender og kanter. Og så siger den gode overlæge, ja, De kan ikke sejle ubåde, De har forsnævring i et eller andet, som jeg meget nødigt vil udtale, så De kan ikke sejle ubåde. Så jeg fik en meget fin lægeerklæring der sagde, at jeg ikke måtte sejle ubåde, for jeg kunne ikke udligne tryk i en undervandsbåd. Så jeg drog glad til ubådseskadren, fordi nu havde Vorherre hjulpet mig, og gik op til eskadrechefen, gamle Erling Hængerøv, og siger, jeg må ikke sejle ubåde, se her. Hvorpå Erling Hængerøv han tager denne her lægeattest, kigger på den, river den midt over og siger, man skal ikke tror på, hvad de læger siger. [latter fra salen] Og det var meget festligt. Jeg er vistnok den eneste, der fuldstændig som et lille barn kan sove igennem en snorkling. Det har aldrig nogensinde givet nogen problemer. Jeg har aldrig nogensinde have problemer med at udligne, så han havde altså faktisk ret, den gamle. Men så drog vi af sted nede i ubådene. Det var Springeren vi skulle sejle med, og det var meget festligt. Fordi vi var jo lige pludselig 6 elever i denne her ubåd. Og i forvejen så var der jo ret mange mennesker, og når der så var 6 elever, og der ikke var forberedt noget som helst, så var det jo altså med, at dem der var heldige kunne måske finde et sted at sove. Og et sted at sove, det var altså lige 1½ m gulvplads eller noget i den stil. Køjerne, de var optaget af skibets besætning, så der var ikke noget at gøre der. Så man lagde sig de mest besynderlige steder og krummede sig sammen og sov. Og ellers så prøvede man at følge med i det her ubådsvæsen. 154

155 155 For nu at få det til at fungere nogenlunde, så havde man to vagtchefelever ad gangen. Og det vil sige, den ene, han prøvede at sejle båden, så godt det nu kunne lade sig gøre, og den anden, han stod der bare, fordi så fyldte han ikke op. Så det varede ikke længe, så opfandt Peter, som jeg er meget teknisk orienteret, det der hed lallestroppen. Og lallestroppen, det var et meget fint flettet stykke tovværk, der hang ned fra en eller anden ventil, og så kunne man stå, når man var den elev der ikke sejlede båden, og holde fast i lallestroppen, så man ikke sank omkuld. og lallestroppen mener jeg stadigvæk findes ombord i båden oppe i Ålborg, det har jeg i hvert fald hørt. Det er faktisk Peters opfindelse. Så det viser altså, at teknikniveauet var meget højt på de her både. Men vi sejlede rundt, og det var jo en ond tid, fordi, dels er det altid ondt at sejle ubåd, når man absolut ikke har nogen intention om at sejle ubåde, og dels når man var alt alt alt for mange mennesker, og samtidigt var man blevet drevet til de yderste grænser af sin formåen af en ond næstkommanderende. Den onde næstkommanderende, ham svor vi alle sammen, at vi aldrig nogensinde ville sejle med ham. Hellere dø langsomt end sejle med ham, fordi han var ondskabsfuld og modbydelig. Jeg kom senere til at sejle som næstkommanderende hos ham, og han var usædvanlig behagelig at sejle med. Nu er han desværre død, så vi skal ikke nævne navne af hensyn til Joe [latter fra salen] men jeg kan i hvert fald sige, at engang hvor Helge og jeg vi sad inde i kommandorummet, stille og roligt, vi lå på et eller andet fornuftigt lag, og vi sad og spillede kort. Og lige pludselig så var der sådan en svag rystelse i båden, og så kiggede vi op, og så var vi stille og roligt dalet ned på 60 m ude i Nordsøen. Og det havde Joe også mærket, så han sagde, hvad sker der egentlig. Nåeh, vi har bare sådan lige skiftet lidt dybde. Nå nå, det er i orden, og så sov han bare videre, og vi spillede kort videre, og så listede vi den forsigtigt op. Men det viser lidt, at man havde meget fri hænder, og han var meget behagelig at sejle med. Men så var ubådsskolen af uransagelige grunde overstået, og vi bestod alle sammen, og det var jo herligt, fordi der var en enorm mangel på ubådsfolk. Jeg har senere fået at vide af Frank fra skolen, at man udmærket godt vidste, at det var barske forhold man gav de her 6 elever, men man havde altså en enorm mangel på officerer, så der var ikke andet at gøre end bare at mase på og så sige, det overlever de nok, og sådan er det bare. Og vi overlevede, og vi havde det egentlig mægtig skægt. Der var faktisk så få både. Der var to både, der sejlede. Der var skolebåden, og så var der Narhvalen, der var ved at blive gjort klar, og som skulle begynde at sejle lidt rundt omkring. Er det rigtigt Peter? Spørgsmål om Det følsomme hold og skrivelsen til Chefen for Søværnet. Det er rigtigt, men skrev jeg nogensinde under på den? [latter fra salen] Vi blev kaldt for det følsomme hold, og der var vist noget med det er rigtigt det, du siger. Der var noget med at vi vistnok eller i hvert fald, jeg var ikke pennefører på den, men der var nogen der skrev til chefen for Søværnet, vi synes vi bliver behandlet ondt og grusomt. Men han har jo sikkert synes, at det jo egentlig var meget godt, vi blev i det mindste ikke kølhalet. Det er ikke sjovt i en ubåd i 100 meters dybde. Så i hvert fald, der skete aldrig noget, og vi kørte videre. Og jeg tror, i dag er der ikke nogen af os der vil undvære de små oplevelser vi havde på den tid. Nå, men der var kun to både der sejlede, så det var bare med at komme i gang og sejle. Og jeg hørte, at Narhvalen den skulle på en 6 ugers patrulje, hvor man skulle se, om man kunne være neddykket i 6 uger uden at tage skade skade skade skade skifter lytter. Så jeg sagde, der vil jeg med, det vil jeg bare, det der. Så jeg blev puttet ombord i Narhvalen hos PCH, og vi drog af sted ud og skulle sejle 6 ugers patrulje. Da var lige et Narhvalen-kursus, og så ellers ud og sejle 6 ugers patrulje. 6 ugers patruljen var meget meget speciel, fordi den officielle begrundelse var, at vi skulle prøve at se, om båden havde den der udholdenhed på 6 uger. Og jeg fik at vide af PCH, at det her, det skulle være en krigspatrulje, en øvelseskrigspatrulje, og derfor skulle vi køre det fuldstændigt som om det var en rigtig krigspatrulje. Så ingen måtte vide, hvor vi skulle hen, og ingen måtte vide noget som helst om noget som helst. Så det førte til, at jeg bl.a. fik et sæt svenske søkort, som jeg skulle bringe ombord i båden, fordi alle folk, de vidste jeg, hvad der skulle ske, de havde jo nøgler til skabe. Ligesom med vores kryptoskab engang, hvor der var inspektion. Så kommer de her folk fra efterretningstjenesten ned og skal inspicere kryptogrejet, og så siger den værnepligtige telegrafist, eller konstabel, jamen telesergenten, han er her ikke i øjeblikket. Nå ja, 155

156 156 men de skulle ellers inspicere der. Nå men det kan I da sagtens, og så rykker han lige skabet ud. Det var bare sat fast med popnitter bagved, og åbnede op og hiver alle de her kryptoting og siger, her, er det de her, I vil kigge på. De blev meget følsomme. [latter fra salen] Men i hvert fald, jeg var navigationsofficer, 4. kommanderende, og fik at vide, at jeg skulle lave et sæt stedlinjekort, så jeg kiggede i den kloge bog for at finde ud af, hvad hulen er et stedlinjekort. Men det viste sig, at det bare var et hvidt stykke papir, og så var længde og bredde, som ikke var det for numre, men bogstaver. Og jeg kan huske, østover det gav jeg k, l, m, o, p osv. Og det vi skulle, det var at vi skulle over til 20 grader øst. Fordi, på det tidspunkt da verserede der så kraftige forlydender, at vi alle sammen betragtede det som sandheden, at forsvarsministeren havde sagt, mange gange og ved mange lejligheder, at danske orlogsskibe ikke ville operere øst for Bornholm. Og det var der almindelig snak om i forsvaret, eller i Søværnet. alle snakkede om det der med, at nu må vi ikke komme øst for Bornholm, og nu må vi ikke sådan og sådan, fordi ministeren har sagt sådan og sådan. Og nu var det altså meningen, at vi skulle sejle derover, og der skulle vi så demonstrere, at det altså er internationalt farvand. Sådan er det bare. Så vi sejlede glade og frejdige af sted. Der var store problemer med at få narhvalen udrustet til en 6 ugers tur. Der var det problem at det var Kosloff der var næstkommanderende, og han løb et par gange rundt med en stor kniv hævet over hovedet og jagtede nogen, fordi der var meget store problemer med, hvordan gjorde man egentligt. Bare alene sådan noget som, skal man have dåsesupper eller skal man have pulversupper, altså i poser. Hvis man har dåsesupper, så skal man ikke bruge vand, men så fylder det. Har man pulversupper, så skal man bruge vand, og så fylder det ikke. Og vand har man jo ikke ret meget af. Men i Østersøen, der kan man jo både børste tænder og koge kartofler og lave suppe af vandet, fordi der er masser af kviksølv i, så det ligger godt tungt i maven. [latter fra salen] Så det er ikke det store problem. Så i hvert fald, vi sejlede og vi sejlede og vi sejlede østover. Folk de vidste jo, fordi de havde været inde og kigge i skabet, de vidste at vi skulle op i den svenske skærgård, så ingen sagde noget, men alle vidste, at vi skulle lave et eller andet mystisk. Så vi sejlede af sted glade og frejdige, og vi nåede omkring Bornholm, og så fik vi at vide, at vi skulle have forskellige folk fra Forsvarskommandoen med ombord, fordi de skulle lære hvad det var for noget at sejle ubåd. Og en af de første, der kom, den første der kom, det var en major, som jeg kendte ret godt personligt fra Hørsholm, hvor jeg boede, major Flødstrup, hed han, som var vældig hyggelig. Han kunne ikke se på det ene øje og havde 5 % syn på det andet øje, så han var alle tiders hærofficer. [latter fra salen] Han var lidt overrasket over det hele, fordi han var blevet fløjet han havde ikke fået at vide, hvor han skulle hen. Men han var kommet ud i Værløse, og der var en flyvemaskine, der havde snuppet ham, og så var han blevet fløjet til Bornholm og sat af i Rønne Lufthavn. Der havde stået nogen folk i blå uniform og hentet ham, og så var han blevet kørt ned til havnen, og der lå en orlogskutter, og der var han blevet puttet ombord, og så var de sejlet nordover, op mod Hammeren. Og undervejs var der gået ild i radioen, og han var ikke rigtig klar over og så sagde man, det er bare standard i Søværnet, det skal du ikke tage dig af, sådan er det bare. Det er vi andre vant til. Og så sejlede de videre, og på et eller andet tidspunkt da det var bælgravende mørkt, så blev han puttet ned i en gummibåd, og så blev han sejlet af sted, midt ude i den store Østersø uden at vide, hvor hulen han var henne. Og lige pludselig giver det et bump, og så er der et eller andet som gummibåden støder på, og det var altså en lille ubåd der lå og lige var oppe ved overfladen og hente ham. Og han kommer ned i bælgravende mørke nede ved lejderen, og den første der står dernede, det er Mumu [latter fra salen] Han siger, goddav mand, jeg skal have navn og adresse på dine pårørende, hvis vi ikke kommer hjem igen. [latter fra salen] Og så den stakkels major, han var noget bleg. Og der gik jo nogle underlige folk rundt i det her røde lys og det hele, alle sammen med øjeklap på, så han blev noget bekymret. Det der med øjeklap har i øvrigt givet nogle problemer, for engang havde vi en gut, der fik klaustrofobi, og det var så voldsomt, så vi var nødt til at sejle ham ind til Frederikshavn, og der stod så en læge klar og en sygepasser, og de kom myldrende ned ombord. Vi havde været ude i en uges tid eller sådan noget lignende. Og de kommer ned i messen og ser, at der sidder altså 6 officerer med øjeklap [latter fra salen] og så sagde de, men altså, ham der, han er den eneste normale. [latter fra salen] 156

157 157 Så det tog lidt tid at overbevise dem om, hvordan og hvorledes. Men så fik jeg fat i ham og sagde goddav og sådan og sådan og kom ind i messen, så skal jeg lige fortælle dig, hvordan og hvorledes. Ved du, hvor vi skal hen, sagde jeg. Nej, det aner jeg ikke noget om. Nå, men vi skal over til 20 grader øst og der skal vi patruljere frem og tilbage. Gud sagde han, det må jeg ikke, sådan noget, fordi jeg er Natos cosmic control officer, og jeg må ikke engang flyve hen over østbloklande. Det er der ingen der ved noget om. Og det viste sig, at der ikke var nogen sagde han i hvert fald. Han sagde, jeg har kendskab til alt hvad der foregår af sådan noget i Forsvarskommandoen, for jeg sidder på alle den slags papirer. Der er ingen der aner noget om, at I skal derover. Men i hvert fald, vi sejlede derover, og så sejlede vi op og ned langs 20 grader øst, og hver 4. time sendte vi tjeksignal. Det var meget meget tit, men det gjorde vi, og det gjorde vi med 500 watt senderen. Som PCH sagde, det skal fandeme være sådan, at fjernsynene flimrer hele vejen til Ural! [latter fra salen] Og hver gang vi havde knaldet et tjeksignal af, så gik vi dybt og så drønede vi af sted sådan cirka en halv times tid, og så gik vi op igen og kiggede. Og ganske rigtigt, der var hele den russiske Østersøflåde der fræsede rundt for at finde den der båd, der havde ødelagt deres fjernsyn, Vild med dans på russisk, eller hvad det nu var. Så det var meget festligt. Og så sejlede vi hjem igen, og da sejlede vi så en tur op gennem danske stræder og så op omkring Færøerne, hvor vi så gik op til Thorshavn red. Og det fornøjelige var, at jeg jo havde sejlet inspektionsskib deroppe og vidste at Kaj Bang, der sad deroppe på færingernes kommando, han tillod kun at man kommunikerede på vers. Alle signaler skulle være på vers. Og jeg kiggede lige i mine gamle annaler og fandt faktisk det signal, vi sendte. Det var fra Narhvalen til FRK Fylla uklassificeret: Et ubådsdyr i havets dyb, bland alskens mærkelige kryb, sig sniger med de fåreøer, berømt for deres skjønne møer. Besøget bliver dog ganske kort, ak ubådslivet det er hårdt. Men dog, det er besværet værd, at møde vore venner der. [latter fra salen] Og det var jo meget rørende. Vi fik også svar på vers og det hele, og det kørte vældig godt. Når det var venner der, så var det sande venner, fordi vi fik en ubådsenkeltmandspakning sendt fra Fylla. Det var intendanten, Thorning Christensen, han sendte os en ubådsafsavnsvelfærdspakke. Og det var en stor fin pakke, der bestod af hellefisk og hvidvin og forskellige andre fornødenheder plus det seneste nummer af Playboy. [latter fra salen] Så jeg samlede gutterne i kommandorummet og viste dem det her, og de kiggede og sagde, hvad fanden, han er sgu da vanskabt, ham der [latter fra salen] Så var jeg klar over, det var på tide at sejle hjem igen. [latter fra salen] Vi dykkede efter en times tids forløb, og straks indløb der et hav af alarmopringninger til Færøernes kommando, at der var sunket et skib ude i Valsøfjorden. Men vagten sagde, dette skib er bygget til at kunne synke, så det skal I ikke være kede af. Så vi sejlede kækt tilbage igen. Undervejs kunne vi så mærke, at der var lidt følsomhed i besætningen, så jeg snakkede med PCH, og så indførte vi at folk skulle have et velfærdskig. Da vi passerede Fair Islands, der er sådan en forblæst klippetop, der stikker op, så fik hver mand ½ minuts velfærdskig i periskopet. Og så kiggede de og så den der forblæste øde klippetop, og så sagde PCH; hvad fanden, er det sådan noget I vil hjem til gutter? Nej nej, det vil vi ikke det er, vel. Og så var de alle sammen enige om, at der ikke var noget at komme hjem til. Så vi kom hjem og sejlede ind, og så deltog vi i en øvelse, fordi man ville afprøve, om folk var i stand til at foretage sig noget fornuftigt, når de havde været nede i så lang tid. Og det gik egentlig ganske udmærket. Jeg fattede ikke rigtigt, hvad hele den her øvelse gik ud på, indtil jeg mange år senere fandt en grøn bog, som jeg ikke rigtig ved, hvor er henne nu. Men det var sikkerhedspolitisk arbejdsgruppe der skrev, at i 71 var der vedholdende forlydender om, at forsvarsministeren skulle have bestemt, at danske orlogsskibe ikke måtte operere, eller befinde sig øst for Bornholm, men den 4. november udsendte han en pressemeddelelse hvor han sagde, at han var blevet fejlciteret i pressen, det var selvfølgelig ikke tilfældet. Og så sagde vi, hov, hvor 157

158 158 var vi henne den 4. november, hvor var vi da henne. Jamen, da lå vi faktisk ovre på 20 grader og sendte vores første tjeksignal, der fik alle russerne til at sige, hvad hulen, der ligger jo alligevel en ubåd der. Og det har jeg boret lidt i nogle gange, og jeg spurgte en admiral, som var meget tæt på de ting og sager, faktisk Chef SOK, da spurgte jeg ham for nogle år siden, sig mig en ting, var det i virkeligheden sværdet, der styrede pennen, var det noget, der blev maset igennem. Og så sagde han; hm hm hm, hvis det var tilfældet, ville jeg have begået højforræderi, så ville jeg miste min pension. Derfor vil jeg ikke besvare dette spørgsmål. [latter fra salen] Så gik tiden ellers, da jeg kom tilbage igen. Og, jo, jeg kan lige sige én ting. På det tidspunkt, da var det måske sådan i ubådene, at man tog sig et glas mod eller to eller tre, når man var blevet slæbt tværs over Holmen. Og det havde vi snakket om, at det måske ikke var så smart at blive ved med. Så vi gjorde det, at vi enedes om det, at da vi kom ind på Holmen, på siden af Henrik Gerner, så gik vi op ombord, og der fik vi et glas portvin. Og så drak vi ét glas portvin og sagde tak for turen til hinanden, og så gik vi stille og roligt hjem. Og idéen var, at vi skulle så bagefter sige til dem, som skulle have et par flasker mod, når de havde været under bugsering, så kunne vi sige, hør nu, vi sejlede i 6 uger, vi var ikke nødt til sådan og sådan, vi klarede os et glas portvin. Så sådan gør man det. Så på den måde var det et lille løft af den spirituøse moral i eskadren, som vi synes var udmærket. [latter fra salen] Der er ingen, der behøver at sidde og trykke sig, for der var ingen af jer, der var der dengang. Så det er slet ikke noget, der er relevant for jer. Men det synes vi, var en meget god ting. Så gik tiden ellers med sejlads på de gamle både. Jeg kom hjem fra Narhvalen og blev næstkommanderende i de gamle både og sejlede kækt rundt i dem og oplevede mange spændende ting. Men på et tidspunkt, så hørte jeg, at nu skulle der en ubåd med i STANAVFORLANT. Det var Skotte og William og en gut, der hed Villadsen, en lille reserveofficer, en lille slyngel, som nu sejler i A.P. Møller som ankerhandlingmand. Og da sagde jeg, jeg vil bare med, jeg vil bare med. Jeg havde det princip, at jeg ville med, bare tingene var farlige. Så ville jeg gerne. Ellers ville jeg ikke. Og jeg kunne forestille mig, at det her, det var noget som kunne være en oplevelse. Så jeg kom med. Jeg skulle være tredjekommanderende, men der var ikke noget at lave for en tredjekommanderende, for vi havde ikke rigtigt noget med, vi skulle ikke skyde torpedoer eller noget som helst. Så jeg udnævnte vistnok mig selv til operationsofficer, fordi det var sådan dejligt intetsigende. Og så drog vi ellers ud. Delfinen var på det tidspunkt en ganske interessant båd, fordi det var den ældste operative ubåd overhovedet i hele Nato. Og nu skulle vi ud og deltage i STANAVFORLANT, som jo var den meget store internationale flådestyrke med alle mulige moderne krigsskibe og det hele. Yderligere havde Delfinen den lille pudsige mærkværdighed, at der var hul i den. Der var faktisk mange huller i den. Men som vi sagde, og jeg tror det var dig, der sagde det, William. Gutter, husk at under 800 liter vand i sekundet, det er bare svær kondens. Pump, for helvede [latter fra salen] og så pumpede folk som sindssyge. Og det var jo meget festligt. Så vi pumpede os vej igennem STA- NAVFORLANT, og fordi det nu var den ældste operative, så var der jo konstant problemer med maskineriet. Fordi, det var jo sådan at de store overfladeskibe, de huggede af sted med 30 knob, og det vil sige, fra det ene angrebssted til det andet og i havnen og frem og tilbage og alt det. Og vi høvlede af sted en stor del af tiden på overfladen, fordi det var rigtig møgvejr det meste af tiden. Men sådan var det bare. Men maskinerne blev i den grad overbelastet og overanstrengt. Så det var sådan, at når vi kom i havn, sådan engang sent lørdag aften, så kunne alle maskinfolkene gå i gang med at reparere båden, og vi andre kunne prøve at sove lidt. Og så sejlede vi ellers ud søndag eftermiddag, fordi vi skulle nå at være ude i feltet, når det skete noget derude. Engang imellem så kunne det være ganske spændende. Engang da lå vi oppe ved Scapa Flow og skulle ud til en da blæste det op til vindstyrke 12. Og vi skulle ud af Scapa Flow, det blæste simpelt hen bare meget. Og der lå også en tysk undervandsbåd. Tyskerne pleje at udgå ret tidligt af øvelsen, fordi det var sådan moderne både med alle de her printplader og sådan noget lignende. Her, da var det jeg tror, det var Eskild, der var nestor ombord, ikke. Og han sagde, jamen har man bare en papirclips og et stykke elastik, så kan man altid klare sig. Og der kan jeg i øvrigt lige sige, at Narhvalen, der var også lidt det samme der. Det var Dørge, der var førstemester. Og da havde vi det, der hed snorkelviskelæderet. Og snorkelviskelæderet, det var en meget avanceret mekanisk ting. Det var sådan, at når man kørte snorkelmasten op og så holdt den oppe sådan lige 3 sekunder, så begyndte den at synke ned igen. Og det er ikke særligt smart, fordi så kommer vandet meget hurtigt. Så derfor, når der skulle snorkles, ved klargøring til snorkling, så tog førstemester snorkelviskelæderet, der var et stykke viskelæder, der var skåret meget fint til så det lige nøjagtigt passede, at man 158

159 159 kunne dreje på den her knap, stille snorkelviskelæderet ind så knappen var kortsluttet, og så kunne man have den stående deroppe. Engang imellem skulle man trykke det på plads, fordi det rystede lidt og sådan noget lignende. Men så kunne man føre en hel snorkellukning igennem, når man havde kortsluttet den her snorkelmaske. Så vi kørte igennem på snorkelmaske alene. Det var ganske fremragende. Men i hvert fald, derovre i Scapa Flow, der blæste det altså en halv pelikan, og den der tysker, der lå der, han lå og så dum ud, så på et eller andet tidspunkt, da brasede vi ind i ham og snuppede vistnok et par af hans skrueblade eller sådan noget lignende. I hvert fald blev han meget følsom. Han blev ikke mindre følsom, da han kom ombord og Skotte siger, hej gamle ven, er vi ikke stødt ind i hinanden engang. [latter fra salen] Så da fik vi i hvert fald en uven i den helt store stil. Men vi sejlede kækt ud i vindstyrke 12, fordi vi skulle ud i det område der, og kørte på, alt hvad den overhovedet kunne trække. Og jeg stod på broen sammen med en ung hollandsk officer, der hidtil kun havde sejlet hangarskib. Og vi stod deroppe på broen, og vi fik senere at vide, at på dybdemåleren var vi skiftevist i 4 meters og i 14 meters dybde. Hver gang der kom en sø ind agten fra, så tog man sin parkacoat ind over hovedet, sådan her, hold fast og trak vejret dybt, og så kom søen væltende ind over det hele. Og når den var drevet væk, så kunne man sætte parkacoaten op igen, trække vejret, og så kørte den igen. Og sådan stod vi i lang tid. Og den her hollænder, han var helt sikker på, at han skulle dø. Det var der, på et tidspunkt hvor vi kiggede ned, så var det eneste vi kunne se en søjle af vand ned gennem hullet dernede. Aller nederst der stod Fjord, og han stod og pumpede med den der vrikkepumpe. Og når man tænker på, det var mange tusinde tons vand, der kom ind, ikke, så hjalp det ikke meget med den der. Men han var sgu god. Han stod i hvert fald i flere timer og bare stod og vrikkepumpede, fordi der var langt ned til havbunden. Men det var det, hvor jeg blev helt fordi, da jeg havde stået deroppe i 4 timer og var godt våd og kold og klam, så skulle jeg afløses. Og jeg havde jo hørt gennem talerøret, havde sådan hørt de der skrig, der kom dernede fra. For det første, alting tog [uhørligt]. Vi følte engang imellem, at man kunne stikke hånden ud og slå på vandoverfladen. Den rullede noget med i hvert fald nogle og fyrre grader eller mere, men det føltes ganske voldsomt. Og vi vidste jo, at man havde det ad helvede til dernede, fordi, alt servicet, det var røget i dørken med et brag, kunne vi høre, tallerkner var røget på dørken, alt så i én syndig vælde. Der var vand overalt. Folk lå og brækkede sig. Det var simpelt hen bare stygt. Så da tiden kom og vi skulle afløses, så siger jeg kækt i mikrofonen, nej gutter, jeg tager sgu lige to timer til, fordi her er jo skønt heroppe, det er jo bedst når det blæser. [latter fra salen] For jeg vidste, at nok var det slemt at stå deroppe, men det var tusind gange værre at stå dernede. Og af en eller anden grund, så har folk troet, jeg var en helt. Og jeg lod dem selvfølgelig blive i den tro, fordi det er altså meget rart. Men vi sejlede rundt i STANAVFORLANT, og chefen for STANAVFORLANT, det var admiral Fieldhouse, eller commander var han på det tidspunkt. Han var gammel ubådsmand og blev senere chef for Halubådene og Nato-ubådene og kom senere til at køre Falklandskrigen. Der er nogle billeder i England, hvor man ser Margaret Thatcher slæbe af med ham. Det var altid, kom nu sømand, kom nu sømand, nu skal vi herind sømand, kom med sømand. Hun havde altid sådan en sømand med, og det var altså Fieldhouse, som var en lille, meget meget hyggelig fyr, som altid nød at være i ubåden. Når han kom ned i ubåden, så var han simpelt hen bare i godt humør. Og jeg tror også det var, dels fordi vi jo stillede de steder, hvor vi skulle være, og vi var der altid, selv om det var forrygende vejr på overfladen. Når der var et angrebsområde, så var vi der altid. Vi gav fuld drøn på overfladen, kørte angrebet, dykkede ud, drønede af sted videre til næste angrebssted. Nu kan man sige, at det jo var vældig kækt, at vi klarede det så fint. Men man må lige tænke på, det var jo store internationale skibe, englændere, amerikanere og alle sådan nogen, og de var vant til at en ubåd mindst var på tons. Og så kom der sådan en lille en, som man hejser for natten, ikke, 600 og nogen tons, og den var der ikke en djævel, der overhovedet kunne se, specielt gav det problemer for amerikanerne. De kunne jo ikke se forskel på en fisk og en ubåd. Og der var jo et skib i den her amerikanske flådestyrke der hed Bigelow, og det var ikke så godt, fordi de kunne overhovedet ikke finde noget som helst. De var vældig hyggelige, men de kunne overhovedet ikke noget som helst. Så hver gang, vi lavede angreb på Bigelow, så gjorde vi klart, og så lige inden vi skulle til at skyde den grønne granat, så samledes mandskoret fra Delfinen omkring UHF en, og så sang vi med høj glad stemme "Hi ho, hi ho, we ll sink the Bigelow" [latter fra salen] 159

160 160 og så høvlede vi ned på 100 m og stak af. De var rasende. Det var sådan, at når vores folk mødte dem oppe i byen så sang de "tra la, tra la. " [latter fra salen] så det var meget festligt. På det tidspunkt, da havde jeg ovre på Fjernkendingsskolen en gammel Leica og en mellemring, og så opdagede jeg, at det var altså det, der var fotoudstyret til Delfin-klassen, så det fik jeg jo hurtigt gaflet og sat på. Så vi tog en masse gode billeder af de her skibe. Og da var det jo at man kækt gik ind på meget tæt hold, hvor man skulle bruge to periskopkig for at fotografere, og så er man tæt på. Og så tog man UHF en eller undervandstelefonen eller hvad man nu havde, og så kaldt man på vagtchefen på det her skib og sagde, jeg skal lige tage et billede af dig, mens de lå og fræsede rundt for at prøve at finde os, ikke. Jeg skal lige tage et billede af dig. Tag lige og kom ud i brovingen. Og så kom der en mand styrtende ud og stod og stirrede med sin kikkert. Nej, lad være med at kigge ud, kig ned. DÅrhhhh [latter fra salen] Så vi var enormt forhadte. Da vi var færdige med det her, så sendte vi et julekort til alle medlemmerne af STANAVFORLANT, også til flyvemaskinerne, hvor der var et lille billede i et periskop med kurs, fart og afstand, og det var absolut ikke populært, end ikke på flyvemaskinerne. Men OK, sådan er livet. Men vi sejlede rundt og oplevede mange ting, bl.a. kom vi til Norge på det tidspunkt, hvor der var den der russer oppe i Sognefjorden. Og da skulle vi så holde os væk. Vi var inde i Bergen, og der hørte vi jo så spændende historier om, hvad der var foregået, og en af dem synes jeg er meget smuk. Fordi, man havde jo spærret af, så ingen kunne slippe ud, og der var udkommanderet en styrtende masse norske hærfolk der skulle holde udkig hele vejen langs med fjorden, langs med bredden, for man vidste, den var derinde. Og så da der var spærret af så ingen kunne slippe ud, så sejlede der en flådestyrke ind for at jage den. Og der fik de så jeg mener, det var Narvik der fik en helt klar tydelig ubådskontakt, der var overhovedet ikke noget at rafle om. Den var klar, der var doppler på, og der var metallisk alt muligt forskelligt. Det var helt klart klassificeret som ubåd. Så da gjorde man jo så klar til at affyre ternemissiler og det hele, og så var der jo ret høj spænding i operationsrummet, da chefen så tager mikrofonen på undervandstelefonen og siger; unknown submarine, surface immediately, or we will force you up, eller hvad man nu siger på norsk. Og nu kender vi jo alle sammen den her undervandstelefon, hvor det tager lang tid, og det lyder som om man råber igennem et kloakrør, stemmen fra graven, det er meget dramatisk, ikke. Og så lød det lige pludselig, men fan, det er mig Leif boing, så skød den norske ubåd op og Leif med næsen, han stod og fægtede med armene. [latter fra salen] Så var der blevet sendt to norske ubåde ind for at gøre noget ved den her russer, og af en eller anden grund så var signalet blevet væk eller sådan noget lignende. Så der var en admiral der pludselig blev udkommanderet til Hammerfest eller sådan noget, hvor han kunne sidde og tælle karklude. Så det var meget festligt. Men ellers, så oplevede vi jo mange spændende ting på den der tur. Fordi, en af dem, det var jo at det jo kørte meget højtideligt. Hver morgen så var der flaghejsningsceremoni, hvor forskellige nationer, de skulle hejse flag. Og det skulle vi jo også en dag, så blev det vores tur. Og så står man der og siger, altså, når de andre stiller op i det fineste puds, og der kom jo så et orkester hen og trummerummede. Jamen, når de andre kan det på overfladeskibene, så kan vi også. Så vi fik fat i vagtskiftet, og de fik sådan nogenlunde nusset deres tøj af, så det så nogenlunde pænt ud, og de stillede op, oppe i tårnet til flaget og nede agter, og så stod de der. Og der var trummelum på og alt det der, og alle stod og kiggede og filmede og alt sådan noget. Og pludselig kommer der en slæbebåd, det var nede i Antwerpen. Pludselig kommer der en slæbebåd fræsende op gennem den der møg hamrende mudrede flod, der går ind igennem. Og den trækker jo altså det meste af floden med en 2 m høj bølge. Så jeg skreg ned til dem på agterdækket, det stod så meget over vandet af hensyn til Fjord vil jeg ikke sige, hvem det var [latter fra salen] så skreg jeg; bliv stående knægt, for helvede! Og det var det sidste jeg hørte til Fjord, for pludselig forsvandt han under [latter fra salen] Men da det her møg beskidte flodvand drev væk, så stod Fjord ganske stille og roligt og hev flaget op [latter fra salen] Så der var ikke andet at gøre end at sige, ned og skift knægt, og så holder du fri resten af dagen. Og det gjorde han så og lavede de frygteligste ting inde i byen. Men der var i øvrigt en anden ting. Nu er det ikke for at hænge Fjord ud, men der var jo i bådene en jernhård disciplin. Engang fik jeg en skrivelse for chefen for militærpolitiet, at man havde antruffet et af besætningsmedlemmerne, der havde begået den helt grusomme forbrydelse at være blevet antruffet på Korsør banegård uden hue. Og det var altså noget, som man gerne 160

161 161 ville have at jeg sørgede for, at han blev straffet, og at jeg skrev en kopi af den her skrivelse, hvor jeg skulle beskrive, jeg havde idømt den formastelige, og det skulle jeg så sende til militærpolitiet, fordi det var altså en alvorlig sag. Så jeg kaldte jo det unge menneske ind - nu sidder han og rødmer. Men jeg kaldte jo Fjord ind og sagde, Fjord for helvede, jeg har sagt, jeg vil ikke se sådan noget. Nej, næstkommanderende, det skal du heller ikke. Så tog han sedlen ud af hænderne på mig og rev den midt over [latter fra salen] Hvad i himlens navn stiller man op med sådan nogle folk, vel. Det er altså svært. På STANAVFORLANT der havde vi en lidt anden situation. Da havde vi en gut, som var kommet ombord ved en eller anden skæbnes tilskikkelse, som havde sådan et stort afrohår, og det er jo ikke særlig smart i en ubåd, og som ikke vaskede sig, og som var fræk som en slambert [bemærkning fra salen] nej, jeg ved ikke hvem det var, egentligt. Han er ikke til stede her. Men han var en værre slambert. Og netop fordi vi jo repræsenterede Danmark, og det var første gang man havde en ubåd med i STANAVFOR- LANT, og vi var mægtig med på det der. Det skulle simpelt hen bare køre perfekt, vi skulle simpelt hen bare vise, at det kunne vi bare, det der. Så en dag, så stiller han op på vagt, og vi opdager lige pludseligt, at han står i et par gamle cowboybukser og en gammel snavset sweater, og der står han så og holder vagt på ubåden, mens alle sammen, de var ellers iført det fineste puds og alt sådan noget lignende. Så det synes vi ikke, var særlig smart. Så han fik at vide, at det måtte han ikke, og ydermere så lavede han nogle ting og sager, så vi gav ham kvarterarrest nede i båden. og så lige pludselig, så fik vi at vide, at nu var han stukket af. Han var stukket af fra båden, og det var nede i Antwerpen. Han var bare forsvundet. Og vi kiggede lidt, og han kom ikke tilbage. Og så var der ikke andet for end at efterlyse ham. Så jeg ringede jo til det belgiske politi, og af en eller anden grund, så altså, belgiere forstår åbenbart ikke fransk, fordi da jeg forklarede det var en pæn ung mand, så opfattede de det helt fejlagtigt som han var meget farlig og måske bevæbnet. Så da de tog ham henne ved grænsen, så var det altså nogle store stærke gendarmer, der hapsede ham, og så blev han kørt med gendarm, politieskorte ind i et spjæld, hvor han sad med lys hele tiden, overvåget, fordi de havde jo åbenbart helt misforstået og havde fået at vide, at han var meget farlig, og at de skulle passe godt på ham. Og næste dag, da Skotte og jeg var på vej i byen, da så vi den her politibil komme kørende, og sagde vi, mon ikke vi skal løbe, og så løb vi. Jeg tror det var dig, William, der havde vagt, var det ikke? Sikkert. I hvert fald, vi kom, og William havde vistnok lidt svært ved at forklare hvordan og hvorledes, men det endte med at de sagde, at han måtte under ingen omstændigheder stikke af igen. Så han blev lænket til periskopet, og det vil sige, hver gang vi kørte periskopet op, så Det var meget festligt. Så på et tidspunkt vi et cocktailparty, og der var jo den berømte peanutaffære skete. Fordi, vi kunne ikke have ham stående ved periskopet, hvor vi lavede bar rundt om. Det er jo ikke særlig smart at have en straffet stående ved en bar. Så vi fandt ud af, at han hellere måtte ud, helt agter nede ved akselgangen. Og der er jo to aksler, og det er jo vældig praktisk. Fordi, sådan to aksler og to håndjern [latter fra salen] Og vi havde jo lovet de her gendarmer, at han ikke måtte stikke af, så han blev lige sat fast med de her to håndjern, og så hang han der. Men på et eller andet tidspunkt, så skulle førstemester jo imponere nogle damer, så han sagde, I skal se vores fange. Og så gik de ud og kiggede, og damerne sagde, neeej det er da synd, han står der. Nej nej, jamen det er også fodringstid. Så kom de med en dåse peanuts [latter fra salen] Det gav nogle problemer, fordi fyren der, han havde ikke sans for humor, så han klagede. Og det førte jo til, da vi kom hjem da kom der en skrivelse fra Chefen for Søværnet, at vi skulle stille i byretten for at forklare den her sag, for det var jo ikke særlig smart. Og det var noget møg, fordi, hvad gjorde vi nu. Så vi havde et lille krisemøde og diskuterede, hvordan kan vi egentligt forklare, at det var os der havde retten på vores side. Og der gjorde vi så det, da vi stillede op i retten, så forklarede vi hvordan og hvorledes set fra vores side, og så sagde vi, ja, der vil jo altid være forskellige synspunkter på denne her sag. Men for at den forurettede skal få den mest retfærdige rettergang, så har vi taget besætningens talsmand med, en der hed Hans, en værnepligtig korporal. Ham har vi taget med, så han kan forklare det ud fra besætningens synspunkt, hvordan og hvorledes. Ja, det synes dommeren jo var meget meget fint, at vi var så fair, at alt var til gavn for ham. Så han spurgte Hans, jamen, jeg har hørt at officersbesætningen var meget meget barsk og meget grov og ond og hævngerrig, er det rigtigt? Tjaeh, sagde Hans, det ved jeg ikke rigtigt. Altså, jeg har sejlet på Spækhuggeren og på Tumleren og nu her på Delfinen, og her må jeg sige, officererne, jamen de var ikke meget anderledes på de andre både end de er nu. Og som han sagde bagefter, da Skotte sagde til ham; Hans, jeg 161

162 162 synes der var noget med, at du skulle have 14 dages eftertjeneste, fordi du sov på vagten. Den er du fritaget for. Hvad var det du mente med det der med officererne? Jo sagde han; det er jo de samme officerer der har været på dem alle. [latter fra salen] Det er jo sådan noget, der sker. Så i hvert fald, han fik lagt en uge på sin straf, fordi dommeren syntes, at det var altså også for groft, at han havde mis-repræsenteret nationen på den måde ude i den store verden. Så det kunne vi jo kun sige, det var også for groft. Men vi kom også til København, og der lå vi så. Og så var det jo hverken sket værre eller bedre end at det udmærkede blad Rapport, de havde på et tidspunkt skrevet en smuk historie om ubåde, og vi gjorde så det, at vi inviterede til et cocktailparty nede på Langelinie, og der inviterede vi så redaktionen fra månedsbladet Rapport og sagde, de måtte gerne tage nogle af deres medarbejdere med [latter fra salen] Og det gjorde de jo, og det var meget meget festligt. Så på et eller andet tidspunkt var der en, der stod og regnede på det og sagde, hold kæft, der er 5,8 tons kællinger ombord. [latter fra salen] Så lå vi altså meget dybt i vandet. Og det førte til, at den lille 1-snorede Villadsen, han ringede til havnens motorfærger, de der hurtigbåde der gik; det er kommandør Villadsen, kan De for helvede sørge for, at de her skibe, de sætter farten ned, fordi deres hækbølger skyller ind over min ubåd. Er det forstået? Selvfølgelig kommandør, selvfølgelig kommandør. [latter fra salen] Så de her både, de sneg sig rundt om, og Villadsen, han stod bare og grinede af det hele. Men det var sådan set lidt om STANAVFORLANT-turen. Det var en mægtig succes, fordi vi kom igennem det hele, og vi fik masser af roser og det hele. Nogen kunne lide os, nogen kunne ikke rigtigt lide os, men vi oplevede faktisk ganske meget. Det førte dog til, at jeg har et par gange kørt igennem området dernede, og så siger min kone, jeg har hørt der er så kønt i Antwerpen, skal vi ikke dertil. Nej nej, siger jeg, nej nej det skal vi ikke. Fordi på et tidspunkt, da blev det tåge, så vi kunne ikke sejle. Det var den tredje dag, hvor vi egentlig skulle være sejlet, men vi turde ikke sejle ud der. Så i stedet for besluttede vi at blive en dag mere. Men nu havde vi jo brugt alle vores penge på tant og fjas, så Skotte besluttede, at vi slagter messekassen. Så vi slagtede messekassen, og så drog vi op til en lille restaurant, og vi havde nogle englændere med, vi var 8 i alt, og vi sætter os ned og siger, vi skal have hvidvinsdampede muslinger, og vi er 8 mand, vi skal have 4 flasker hvidvin. Ja, selvfølgelig, og hun gik hen mod døren, indtil der var en, der råbte efter hende hver, selvfølgelig. [latter fra salen] Så var englænderne klar over, det her, det var ikke noget sundt sted at være. Så de gled ned under bordet, og så forsvandt de, og så havde vi altså dobbelt ration hvidvin. Og det gik egentlig også vældig godt indtil Villadsen, som var sådan en lille slyngel, når han blev beruset, så røg han altid store cigarer. Og pludselig på et eller andet tidspunkt, så hiver han de store cigarer frem, og vi tænker, uh, hvad sker der nu. Og det var sådan nogen, der var pakket ind i cedertræ og alt det der. Så tog han papirservietterne, lagde dem sammen og lagde det her cedertræ rundt på alle sider og stak ild; de store dyr tænder deres gevaldige cigarer i gløderne fra de nedbrændte værtshuse. [latter fra salen] Så var vi to mand, der måtte holde damen tilbage, imens vi fik slukket ilden, og vi flygtede tilbage til hotellet, der hed Frilliard Palace, og det var der, hvor vi møblerede en elevator. Fordi elevatorer, de er altså simpelt hen så kedelige, så vi tog førstemester, han var stukket af, men vi havde en nøgle til hans lukaf. Så vi tog det meste af, hvad der var, bl.a. hans telefon, fordi, der er ikke telefon i elevatorer. Det er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Men vi havde fået stablet hans seng og bord og så blev telefonen også anbragt der. Og mens vi stod og betragtede vores værk, så blev der trykket på knappen, og lige pludselig så vi slangen fra telefonen der var en eller anden, der skulle bruge elevatoren. Men der var ikke rigtig plads. Men det eneste jeg kan huske derfra, det er så vidt jeg husker William og jeg der stod 4 etager foran hovedindgangen, hvor der var flotte neonlys og alt sådan noget lignende og en baldakin. Ja, det er rigtigt, der var en baldakin. Og vi stod og blev verdens bedste venner. Og verdens bedste venner kan da ikke forlade hinanden fordi de skal på toilettet. Det sprinkler og sparkler helt fantastisk, når man tisser på sådan noget neonlys. [latter fra salen] 162

163 163 Jeg kan anbefale det. Næste dag sendte de vagtchefen op og sagde undskyld. Men det var meget festligt, i hvert fald. Nå, men ellers så gik det på jävla vis. Hjem igen og sejle videre rundt, og så kom jo turen, hvor vi efterhånden havde 3, måske 4 ubåde ud at sejle. Og vi sejlede og sejlede. Vi var jo på det tidspunkt verdens rigeste ubådsmarine, fordi, hvor andre lande de havde to besætninger til hver båd, så havde vi to både til hver besætning. Det betød, at vi sejlede ud og kom hjem om morgenen til Holmen, og så blev vi lige pudset lidt af, og så gik vi over i den næste båd, og så sejlede vi af sted om eftermiddagen. Og sådan gik det. Og det var faktisk meget festligt. Der skete mange sjove ting, bl.a. fordi vi opererede ovre ved Bornholm og rundt omkring der og lavede de mest forbløffende ting. Men det kørte videre, og jeg kan huske, på et tidspunkt hvor vi sejlede hjem fra nej, der var en gang, hvor vi skulle deltage i JMC oppe i Skotland, og den historie havde jeg egentlig fortrængt, indtil jeg hørte den igen fra englænderne. De havde hørt nogle rygter. Der skete nemlig det, at det var en tidlig søndag formiddag, og I ved alle sammen, der er ikke noget mere hamrende død kedeligt end at være i en ubåd en søndag formiddag. Alle sover. Der sker intet. Verden er død. Og man står bare og kigger i periskopet, og ned med det igen, drikker kaffe, venter tre minutter, kigger i periskopet, og der er stadig ikke sket noget. Ned igen. Og så hørte jeg lige pludselig sonaren i det fjerne. Vi skulle over og deltage i det her JMC, og jeg hører sonar i det fjerne, men vi havde ikke sluttet os til øvelsen endnu, så vi var ikke med i øvelsen. Og vi hører en sonar der siger, biim, eller bip-bip, og alt det der, som de nu siger sådan nogen. Og vi kunne se langt ud i det fjerne der kunne jeg se noget, som jeg sådan nogenlunde kunne tænke, det var nok en tysker. Lige pludselig så begyndte den der tysker at komme nærmere og nærmere, og han begyndte at sige bim-bim-bim-bim, og alle sådan nogle ting, som tyskere nu siger, og så begyndte han at råbe op i sin undervandstelefon. Og det var noget med unknown submarines surface immediately, og alt sådan noget lignende. Og det gad jeg ikke, fordi jeg altid har ment at det var hamrende ansvarsløst at sejle på overfladen. Det er meget sundere at være nede. Så jeg blev dernede. og jeg ville ikke tale med ham men sagde, aber nein Fritz. Så begyndte han at blive endnu mere ophidset. Og som min gamle fader sagde, søn, hvis du er i nød, så skal du bare sige på russisk xxx xxxx xxxx xxx xxx xxx. Det betyder: skammer De Dem ikke, jeg kan jo se Deres underbukser! [latter fra salen] I sådan en situation er der jo ikke meget andet og sige. Så jeg sagde det til ham. Hvorpå han blev meget ophidset. Jeg ved ikke, om det krænkede hans værdighed eller noget, så han begyndte at lave vilde ting. Så tænkte jeg, nå, så må vi hellere gå dybt, og så gik jeg dybt, og så sejlede vi væk. Og han piskede rundt og lavede mærkelige ting. Men det synes jeg egentlige ikke var noget, der kom mig ved. Så, på et eller andet tidspunkt, så kom vi over til Rosyth og jeg fulgte Skotte op til admiralen, og vi bankede pænt på og sagde, at vi skulle melde os, ubåden sådan og sådan var ankommet, og vi ville gerne melde os hos admiralen. Ah, sagde sekretæren, det kan ikke lade sig gøre, for admiralen er ovre i operationsrummet, man har fået en ubådskontakt, en russisk ubåd, man er sikker på, at det er en russisk, for den har talt til dem på russisk [latter fra salen] Øvelsen er aflyst, de ligger og kredser rundt, der er scamblet to Nimrods fra et eller andet sted og en Atlantic fra Bodø, eller sådan noget lignende. Så var det jo at vi gjorde os meget små og kravlede under linoleummet og skyndte os ned ombord og var meget stille omkring det her. Men vi har senere regnet ud, det kostede NATO sådan cirka 5 mio. dollars. Så der kan man se, man skal være forsigtig hvem man taler russisk med. Men der skete som sagt mange forunderlige ting, og der var mange forunderlige oplevelser i ubådene. Og mange af dem har selvfølgelig præget mig så meget, at jeg ikke kunne lade være med, da jeg forlod ubådene, at tage nogle af dem med. Jeg kan lige sige, at jeg forlod ubådene og gik så over i A.P. Møller, og der sad jeg så nogen tid, og så fik jeg at vide, at det kan man bare ikke. Man kan ikke forlade ubådene sådan uden videre, så jeg blev halet tilbage igen, fordi man skulle mønstre en ubåd med mønstringsbesætning. Det var William, der var chef på den, og han fik så tre gale rådighedsofficerer, mig sagde hunden som næstkommanderende og lille Ole Arnold, som på det tidspunkt også var gået ud og var overstyrmand i A.P. Møllers forsyningsskibe plus Villadsen, der var kaptajn i forsyningsskibet. Så der var ikke et øje tørt, da vi gik i havn og de stod på officersskolen og kiggede ud for at se, nu sejler der en ubåd ud, og oppe i tårnet stod der to kaptajnløjtnanter, på fordækket stod der en iført A.P. Mølleruniform med 3 striber på, og på agterdækket stod der en, også med sådan en uniform på, som var ca. 25 år med 4 striber på. Så klart, der er fremtid i ubådene [latter fra salen] 163

164 164 Så vi sejlede rundt og havde det jo meget festligt. En meget sjov ting, og jeg tror det var med dig, dengang da vi fik et signal om, at vores torpedoer, der var noget galt med magnetpistolen, var det ikke ja. Vi lå et eller andet sted ude i Nordsøen og fik så et signal om, at der var noget galt med magnetpistolen. Vi måtte ikke gå ud med den, hvis vi havde nogen former for metalgenstande med, nøgler, et eller andet, hvad som helst, hundetegn eller hvad vi havde. Alt metal det skulle vi lade blive, fordi ellers kunne hele skidtet futte af. og det er en meget skæg fornemmelse på en ubåd, at vi i den situation. Og vi tog jo alle de her store planer frem over torpedoerne, og vi havde dem liggende på plottebordet. Og det var sjovt at se, for mange af besætningsmedlemmerne kom sivende ud og lige kastede et blik på det. Men vi blev hurtigt enige om, at vi var i hvert fald de sidste, der ville opdage det. Vi fik at vide, at der kom en hollandsk ubåd og krydsede vores vej, så vi skulle gå på overfladen, men hvis den gik ned i sikker dybde under os og der kan jeg huske, du sagde hvis den kom på overfladen, så ville der være så mange krængninger og så mange ændringer i magnetfeltet, så kunne man være helt sikker på, at det futtede af. Så vi havde en følsom diskussion med SOK, og det endte med at vi foretager os sådan der. Så mener jeg at kunne huske, at man ville have os ind til Frederikshavn, og der fandt vi ud af, at hvis det var tilfældet, så skulle byen evakueres, for når vi gik ind til kajen, så ville der jo være jerngenstande i kajen, og så ville skibet futte af. Så i stedet for, så skulle vi forlægge til Kongsøre, og det var langt væk fra alting. Men så fandt man ud af, hvis man evakuerede Frederikshavn, så ville det give anledning til rygtedannelse. [latter fra salen] Og der kom så folk ned og hev torpedoerne ud, uden at der skete noget. Men det var en meget skæg oplevelse. Men meget skægt at se, hvordan folk reagerer i sådan en situation, hvor de får at vide, skidtet kan futte af hvert øjeblik, ikke. De tog det fuldstændig knusende roligt, fordi det ikke var vores problem. Så sådan var det. Men så kom jeg over i den civile verden, kom lige tilbage og sejlede ubåd et par gange, og det var meget festligt. Og det, der var det sjove ved det, det var jo, efter 1½ års forløb så var det fuldstændigt som at komme tilbage til der, hvor man havde været i tusind år. Altså, jeg gik ud i forskibet, automatisk drejede min hånd sådan op, fordi skrogventilen, den sidder deroppe, ikke. Det havde jeg glemt alt om, min hånd kunne huske det. Så vi sejlede. Det eneste jeg kan huske det er, at jeg vistnok blev upopulær, fordi det der med at dreje periskopet, det kræver jo ikke at man er særlig køn eller klog, men man skal have helvedes til kræfter. Så jeg pumpede olie ind og pumpede olie ind, så det var gennemsyret af olie. Det var for at kunne dreje det her periskop op, og det lykkedes i hvert fald. Det sjove var jo så, at mange af de ting, som lærer i ubådene, dem tog man med over i A.P. Møller. Og en af tingene, det var jo som jeg havde lært, alle der var over grad af kaptajnløjtnant, de var dybt åndssvage, hjernedøde, trængte til en hjernetransplantation. Det gjaldt lige indtil han selv blev orlogskaptajn, så havde man løftet niveauet. [latter fra salen] Men det betød jo, at jeg betragtede hr. Møller som admiralen, som pr. definition nok ikke var så snu. Men det følte han ikke selv, og det var et problem. Men jeg tror, jeg er en af de få, der har sagt, nej hr. Møller, jeg er ikke enig med Dem, fordi, det siger man ikke til hr. Møller. Så, der var et par gange, hvor han sagde, kan De ikke forstå, hvad jeg siger, er De dum, De kan gå. Og det var meget festligt. Men egentlig så et par dage senere, kom der altid en eller anden snigende og sagde, ved du hvad, bare bliv ved med det, det er sgu meget fornuftigt. Han brød sig ikke om at blive sagt imod. Men det er jo det, vi har konstateret med ubåden her. Så der tog jeg nogle af de her ting med, og bl.a. også mht. uddannelse og det hele, fordi, det der overraskede i den civile verden, det var jo, at det det drejede sig om det var, at ens underordnede aldrig må få at vide, hvad man laver, fordi, så risikerer man, at når man er ude at rejse og kommer tilbage, så sidder der en på ens stol. Det problem, det har man jo altså ikke i den militære verden, fordi der kan man 1, 2, 3-1, 2, gør som jeg siger. Og det er jo egentligt meget effektivt. Så jeg tog det med og har egentlig haft meget sjov ud af at bruge ubådsindstillingen og væremåden i de firmaer, hvor jeg har været. 164

165 165 Niels Nørbæk fortæller. Med Nordkaperen i Nordhavet Sommeren 1973 indkaldt og mødt i Auderød ca. 27. juli, hvor Sergent Schulze første dag sagde; 4431 du bliver korporal (kpsnu) lige som jeg har været, og manden fik ret. Vi havde 3 ½ mdr. i solskin og godt humør i Auderød inden vi blev sendt til Margretheholm, hvor vi havde yderligere ca. 3-4 mdr. med uddannelse i søkort, hydrofoner, sonar etc. Derefter blev jeg tilkommanderet S321 Nordkaperen. Niels Nørbæk, 4431 Auderød. Juli I januar 1974 kom vi på vores første tur til Østersøen. Det var en god tur hvor vi fandt ud af hvordan det var at være neddykket og forskellen på hydrofonen ved forskellige dybder (saltlag). Der røg en pakning et eller andet sted midt om natten og vores næstkommanderende H. C. D. Koch sprang op og hængte sig i periskopet og skreg (for sjov); den der er højst oppe drukner sidst!. Men alt under 80 l. i min. er jo som bekendt kondensvand. På vej hjem op gennem Øresund hviskede Koch, at vi ikke skulle tage tøjet af, når vi lagde os til at sove. Vi havde imidlertid en i besætningen, der var meget klog, og som sagde, at det skulle Koch ikke bestemme, men det fortrød han da der 1½ timer senere blev alarmeret møde på kollisionsposterne. ½ time udenpå tårnet i januar måned lærte ham at lytte til gode råd. Da vi kom hjem sagde Ejnar at man aldrig fik ham ned i røret igen, og det skete heller aldrig, så han kom på en SDCer i stedet. Vi andre havde ingen problemer i ubådene. Senere havde vi fornøjelsen på et dagstogt til Bornholm at have 3-4 skoleelever med der HELT SIK- KERT skulle i Ubådene, når de blev indkaldt og det gik da også fint da vi sejlede ned gennem Sundet og dykkede, men da de skulle sættes af i Rønne og sejle med Henrik Gerner hjem, skulle vi sejle et par timer i overfladen og derefter skulle ingen af dem i Søværnet... Nogen tid efter skulle vi på admiralsbesøg i Kiel. Vi var lige forbi Russerne først, og her syntes skipper, at det var lidt kedeligt, så tårnet kom lige op i et stykke tid og så ned på bunden, hvor vi så lå og lyttede for at se hvor længe det varede, inden de kom og ledte efter os (det tog dengang ca. 35 min.). Derefter rundede vi Rønne, hvor der helt tilfældigt pludseligt kom et par ekstra flag om bord. Gangvejsvagten på Kongeskibet trak sin sabel, da vi sagde, at vi også ville hente HKH Prins Henriks Flag. Så det blev ved truslen. Da vi så efter et fugtigt besøg i Kiel, hvor et par stykker blev buret inde da de Streekede på kajen, sejlede ud, sagde Joe (skipper) kom så med det og op røg et flag fra Nordisk Ulykke i periskopet og først efter ½ time lød det fra admiralsskibet nu har alle vist set det få det så ned. Derefter sejlede vi retur til København, men ved Gedser måtte skipper kalde op og fortælle Rødbyfærgen, at vi ikke var et Q-blink og hvis den blev ved med at følge os så ville den nok få problemer. Siden hen blev Q-blinket i daglig tale kaldet grusmaskinen - skiftet ud med et blåt blink. Da vi kom tilbage til København skulle vi have torpedeo-mik, men da vi havde fået rigget platformen til opdagede torpedo-officeren, at plomben på en af torpedoerne var brudt. Det betød, at man ikke kunne vide om torpedoen var armeret. Begge minelæggerne, der lå ved Elefanten, blev evakueret og også hele området omkring Mastekranen. Der blev rekvireret en lastbil fra torpedoværkstedet med sandsække til tændsatsen, og der blev spurgt om der var nogen, der ville melde sig frivilligt til at hjælpe torpedo-officeren med at afmontere tændsatsen. Da jeg var den eneste, der ikke var forlovet eller gift (og jeg havde nok ikke fattet hvor farligt det var) meldte jeg mig. Vi fik skruet skruerne løse og trukket tændladningen ud, hvorefter torpedoofficeren så siger; husk den reagere også på magnetisme, så prøv at holde den langt væk fra andet metal. Tak skal du have, her begyndte jeg at svede, men det gik godt og jeg fik efterfølgende 14 dages ekstra ferie som tak for indsatsen. Men bagefter tænker man lidt på hvad der var sket med Mastekranen, hvis 250 kg trotyl var røget i luften lige under den (jeg havde nok ikke opdaget det). 165

166 166 Så var vi en tur i Skotland. Det var helt fedt, da vi på vej dertil løb ind i et uvejr. Skipper sagde der er sgu for meget uro (det stormede på toppen) kom til 50 m, så vi kan få spist,. Der var stadig uro så vi fortsatte til 75m., før der var ro nok. Da vi så dykkede ud efter 14 dage nede og skulle til at rigge broen til, - ja det gik sgu meget godt, men da jeg kom ned i både igen stank det så meget, at jeg brækkede mig på dørken! Undervejs sejlede vi hen til en boreplatform for at være helt sikker på hvor vi var - op på siden af den og læse hvad platformen hed. Det var før GPS en. Da vi så ankom til Skotland smed vi bare alt vores tøj på gulvet i omklædningsrummet og der lå det så i den weekend og så tog vi det på igen da vi skulle sejle hjem. Hold da kæft en stank. På vejen hjem sagde jeg til kommandorummet (vi var neddykket), at det lød som der var springere (Narhvaler) omkring os. Skipper sagde, at det var noget sludder, men da vi skulle op og snorkle, så han dem selv - de lå og legede omkring os. Senere skulle vi så, for at bruge lidt brændstof, som den første danske ubåd en tur nord for polarcirklen nærmere bestemt en tur til Færøerne og Island (vi brugte så meget brændstof på turen som Peder Skram brugte på en tur fra København og til Helsingør, så der var nok en anden grund til turen). Turen mod Færøerne gik ganske stille og roligt, måske lidt for roligt, da man kunne sidde på en vagt ved hydrofonen uden at høre noget som helst, hverken skibe eller boreplatforme. På Færøerne blev vi kørt rundt på øerne af personel fra flådestationen, og om aftenen blev vi så inviteret op på flådestationen på en lille en. Det blev vist til flere, da vi skulle videre stod der en lille fyr og rev mig i armen og sagde, at jeg skulle skrubbe af, og hvis ikke en af dem fra flådestationen havde flyttet mig havde han nok fået én på hovedet godt det ikke skete for det var chefen for Færøernes kommando! Det opdagede jeg næste dag da han kom på besøg på båden og jeg var gangvejs-vagt. Han hilste dog bare og der blev ikke nævnt noget om episoden. Nordkaperen ved Færøerne i I baggrunden F350 Ingolf. (N.Nørbæk) Da vi så næste dag skulle sejle videre mod Island skulle vi lige lave en paradeuddykning for pressen i Thorshavn, ud i fjorden. Skipper sagde kom til 30 meter, og vi dykkede. Batterilugen var imidlertid utæt og vandet væltede ind. En af de andre løb ud i maskinrummet efter en stor skruenøgle, medens han råbte det vælter ind. Skipper svarede roligt kom nu til de 30 meter. Vi fik strammet lugen, så den var tæt, og vi præsterede en fantastisk uddykning, hvor båden sprang halvt ud af vandet, lagde sig lidt om på siden og så sejlede vi videre mod Island. Efter et par dage meddelte gnisten, at han ikke kunne få kontakt med land og vi snart ville blive meldt savnet. Fejlen var at antennen var blevet smurt med noget grafit-fedt, der fik den til at aflede, og kort før, at vi ville blive meldt sub-sunk, var vi tre der tilbød at kravle op på tårnet og rigge nød-antennen til. Vi havde godt nok sikkerheds-line på, men vi havde nok ramt båden, før linen var blevet stram, og vi stod og hoppede oven på tårnet, fordi bølgerne stod ind over, men der kom kontakt til Skotland og familierne undgik at blive kontaktet af politiet, hvad vi havde fået at vide ville ske, hvis vi var meldt Sub-sunk. Nordkaperen ankommer til Island. (N.Nørbæk) Indsejlingen til Akureyri var utroligt flot, og vejret var rigtig flot også, men vi havde det problem at, da batterilugen var spændt under tryk, kunne vi ikke åbne den, før vi igen var neddykket. Så al ind- og udstigning foregik gennem tårnet. Men vi fik lagt til kaj og da vi havde fået fri og havde badet gik jeg op i byen for at leje en Land Rover for at vi skulle ud og se vandfald 166

167 167 osv. Da jeg kom tilbage til båden stod officererne og tog imod med spørgsmålet; køre du os ikke lige op på hotellet?. Det var jo nogle flinke fyre, så selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg kørte op foran hotellet, men skipper sagde kør os op til hoveddøren - vi skal komme med manér, som vi bliver smidt ud med manér. Jeg bakkede bilen op ad trappen, og de stod ud lige ind af døren til hotellet, og ganske rigtigt da drengene og jeg ca. 4 timer senere kom tilbage fra vores tur ud i landet var de alle tilbage i båden. Den omtalte Landrover (N. Nørbæk) Vores tur var til gengæld ikke noget at skrive hjem om selvom det var den 23. august (min svigermors fødselsdag) væltede sneen ned, så vi ikke fik set noget særligt på turen. Vi fandt vandfaldet ved et tilfælde, efter at være kørt af vejen et par gange fordi vi intet kunne se. Nå, men oplevelsen kunne de ikke tage fra os. Benzinen koste for resten omkring 10 Kr/l. allerede dengang, og de kontanter vi havde fået vekslet, som vi ikke fik brugt kunne ikke veksles retur, da vi kom tilbage. Officererne fik igen problemer, da borgmesteren inviterede til komsammen og problemet var at det foregik på det hotel, som de lige var blevet smidt ud af, så de vidste ikke om de turde gå derop. De gjorde det dog og fik lov at blive, jeg tror nok de opførte sig godt nok. På turen hjem fik vi hvalbøffer som kokken havde købt på Island. Vi var lidt spændte på, hvordan de smagte, men bagefter mente vi der var tale om kalvekød, men kokken holdt fast i at det var hval-bøffer. Kokken. (N.Nørbæk) På vej hjem hvor det stadig foregik på 100 meters dybde (det gjorde hele turen, når vi ikke var oppe og snorkle) havde vi den fornøjelse, at strømmen havde sat os fra J lane til I lane på deccaen, så vi drønede ind i bunden på 105 meters dybde. Min tallerken kurrede bare hen ad bordet og ned på dørken, og så lå båden stille. Det var der sådan set ingen der reagerede på, udover at man kunne se på Joe (skipper), at han begyndte at svede. Vi prøvede først at vrikke os fri med de forreste dybderor. Det prøvede vi i ca. en halv time, hvorefter vi blev beordret til udluftningsventilerne, og der blev blæst til båden slap bunden. I det øjeblik skipper kunne se på ekko-loddet, at vi var fri blev der råbt åbne A B og C og der blev drejet alt det vi kunne på håndtagene vi var oppe i 15 meters dybde, før vi havde fået luftet ud og igen kunne komme ned på dybden igen. Vi fortsatte mod København troede jeg, men vi skulle til Kongsøre. Det var en nedtur, for hvordan skulle vi så komme hjem? Da vi så kom i land blev der ringet til familie og venner som så kom og hentede os så vi kunne komme hjem på weekend. I Kongsøre skulle vi udover at indskyde torpedoerne også lege lidt med frømandskorpset. De skulle sluses ud gennem torpedorørene. Der var nu ikke meget helt over dem i den øvelse, både fordi de var nervøse for at komme i klemme i portene og der var også problemer hvis kredsløbs-apperaterne kom under en vis dybde. Men det hele gik som det skulle, medens vi ventede på at de skulle lege færdigt, råbte næstkommanderende, at vi skulle passe på ørene. Vi kiggede på ham og tænkte hvorfor det, men der kom lige et par F100 jagerfly, der lavede skinangreb på os, og de tændte efterbrænderne lige over os. Hold da kæft et brag. De fløj så ind over Holbæk og kom så igen og lavede det en gang til. Der var fart på. Så var det tilbage til Holmen, hvor båden skulle rigges af. Der forsvandt skibsklokken og jeg sagde for sjovt, at den pyntede godt hjemme på væggen. Det tog alle heldigvis som sjov, men da klokken så også forsvandt fra Springeren, da vi riggede den til og jeg sagde, at den passede godt i samlingen, fik jeg lige en hilsen fra 167

168 168 auditøren, der spurgte temmelig kraftigt ind til de to klokker, men jeg havde dem ikke, så ikke mere ballade om det. Så gik turen til Kiel med Springeren til trykprøvning. Vi var selvfølgelig ikke i båden ved første test, men den fornemmelse at være med 2. gang, at se urerne, med følere på skroget, drøne rundt ved indbøjningen, og lyden af hele båden der knagede lige som i filmen Das Boot var noget helt specielt. Det var den sidste tur jeg var med på. En dejlig soldatertid sluttede den 25. januar 1975 efter tre måneder som konstabel. De andre var stoppet i Vi havde så den store fornøjelse efter 25 år i 1999 at mødes i Frederikshavn og så der de nye både. Vi overnattede i et sommerhus og skvadrede som om vi kun havde været hjemme på weekend. En STOR oplevelse, sådan et venskab oplever man ikke ret tit. 168

169 169 Af Sonarkorporal Jørgen K.Z. Larsen. Akureyri august 1974 Det var blevet mandag morgen, og en lang helt fantastisk weekend var til ende. At opleve Island med sin helt anderledes natur med rygende geysere og ikke mindst lørdagens udflugt til noget, der lignede et månelandskab og midt i månelandskabet en klippe med en åbning ind til en hule med en lille sø, hvor svendene fik en oplevelse i form af et bad i varmt vand. Det forekom helt urealistisk, at vi kørte rundt i noget, der lignede et månekrater, og så pludselig kunne gå ind i en hule med 35 grader varmt og fuldstændig klart kildevand.. Velkomsten fejres. (J.-P. K. Løkke) Her blev der fortalt rigtige u-bådshistorier og lukket mandhørm ud i en grad, som slet ikke kunne accepteres i dagens ligestillede verden. Ét er dog helt sikkert: de svende, der var med den dag, glemmer aldrig den oplevelse. Tilbage til mandag morgen og afskeden med Island er nær. For én på U321 var den morgen især spændende. Bådens trikker havde nemlig fået sig en lille kæreste i løbet af weekenden i Akureyri. Så hedt var den korte kærlighed blevet, at den unge dame skulle med hjem til Danmark. Koste hvad det ville. Og trikker havde - de meget trange forhold ombord på båden taget i betragtning - alligevel formået at gemme sit livs kærlighed ude i maskinrummet. Lige før skipper Joe gav kommando til at lade trossen gå, blev hemmeligheden åbenbaret, og den unge dame måtte under stor afskedstumult forlade båden, og sé sin trikker sejle ud i intet mindre end en orkan. Skipper Joe under udflugten til månelandskabet. Akureyri ligger i en fjord på det nordlige Island og er vel ca. sine 20 sømil lang. U321 gled stille fra kaj og vel ude i fjorden på vej mod Nordatlanten naturligvis i overfladen gik det stille og rolig nordpå med udkigsmand og officer på broen. Sejladsen nordpå var ikke gammel, før vi fik de første varsler om, at det ville blive en noget anderledes tur, end det vi tidligere havde oplevet. Sædvanen tro havde vi begge diesler kørende for at lade strøm på batterierne. Halvvejs igennem fjorden var det efterhånden blevet lidt for spændende med overfladesejladsen. Det viste sig ved, at selv om vi nok var vant til at det i overfladen kunne give lidt vand ind igennem tårnlugen, så var det efterhånden op igennem fjorden blevet til, at der kom vand ind hvert 20 sekund. Årsagen var, at der stod bølger ind over tårnet på vores u-båd i en størrelse, der i betragtning af at vi var i sikkerhed i fjorden forekom ganske uvirkelige. Først blev vagthavende officer og udkig spændt fast i tårnet vi kunne jo ikke have, at de røg over bord, og så blev tårnlugen lukket. Dernæst og det varede ikke længe, så blev udkiggen sendt under dæk, og officeren var alene om at holde stand på broen. Det varede ej heller ikke længe før han kom ned, og så skete der noget helt usædvanligt, 169

170 170 nemlig at vi i overfladesejladsen havde alle mand nede og periskopet blev kørt op. (begge diesler kørte ufortrødent videre og kørte strøm på batterierne ). Nu blev det rigtig spændende. Båden blev kastet fra side til side, mens den stred sig frem mod den orkan, der truede ude i Nordatlanten. Bølge efter bølge skyllede ind over båden, og med periskopet og snorklen til dieslerne kørt ud var der jo ingen fare. Lidt usædvanligt måske, men ingen grund til panik en u-båd kan jo ikke synke! Det gjorde U321 heller ikke, men inden vi nåede ud i internationalt farvand var bølgerne blevet så store, at vi oplevede, at vi selv om vi sejlede på overfalden, så var vi mere under vand end over. Det var jo således, at når vi normalt lå neddykket i periskopdybde og snorklede for at køre strøm på batterierne, så kunne det forekomme, at der kom en bølge indover snorklen, så den lukkede, og gik der lang nok tid inden vi igen var oven vande, så lukkede diesel nr. 1 ned. I meget sjældne tilfælde gik diesel nr. 2 også i stå på grund af luftmangel. Her på vej i en dejlig sikker fjord ud mod nordatlanten oplevede vi flere gange mens vi sejlede på overfalden at begge diesler gik ud. Det fik til sidst umiddelbart inden vi var ude af fjorden - skipper Joe til at sige: Så dykker vi - gå til 40 meter! Men det var jo slet ikke nok til at få bare lidt ro til, at den stakkels kok kunne få lidt ro på dørken til at tilberede frokosten. Nej selv på 80 meter var der stadig uro i båden. Ikke noget ubehageligt sét i forhold til det vi oplevede på overfladen, men alligevel nok til at minde os om, at kun en tåbe frygter ikke havet. Nu kunne turen sydpå til Danmark tage sin begyndelse

171 171 S320 Narhvalen. (Forsvarets Biblioteks arkiv) Af H. C. D. Koch. NARHVALENS 6-Ugerspatrulje Kort efter at undervandsbåden NARHVALEN var indgået i flådens tal, blev det i 1971 besluttet at afprøve, om den kunne operere effektivt neddykket og til søs i en længere periode. Øvelsen gik ud på, at ubåden skulle operere som om, den gennemførte en krigsmæssig patrulje i Østersøen. Når den havde brugt sine torpedoer, skulle den ubemærket trække sig tilbage gennem de danske farvande Danmark forudsattes besat af Warszawa-pagten - til en ikke-besat del af Europa i dette tilfælde symboliseret ved Færøerne hvor man skulle genindtage forsyninger for derefter at vende tilbage til Skagerrak og gennemføre nye krigsmæssige operationer i dette område. I alt en krigspatrulje, der skulle vare 6 uger. Et stykke tid inden afsejlingen fremkom der forlydender i pressen om, at forsvarsministeren (Kjeld Olesen) havde udtalt, at danske orlogsskibe i fremtiden ikke ville operere øst for Bornholm. Det blev betragtet som en forholdsvis naturlig, forsvarspolitisk udvikling, for Anker Jørgensen-regeringen havde gennem lang tid ført en udenrigspolitik, der på mange områder imødekom sovjetiske ønsker om Østersøen som et Fredens Hav på bekostning af vestlige sikkerhedsinteresser. Forsvarsministeren påberåbte sig senere, at han var blevet fejlciteret, men det var den almindelige opfattelse blandt det meste af befolkningen, at han virkelig havde udstedt et sådant direktiv, og sådan blev det da også opfattet af os alle i Ubådseskadren. Eskadren gik i gang med at gøre NARHVALEN klar til at holde søen i 42 dage, og her viste det sig, at selv ret simple ting kunne være mere komplicerede end som så. Skulle man tage dåsesuppe med? Nej, dåser fylder og vejer. Hvad så med suppe i pulverform? Jamen, det kræver ferskvand, og det havde man ikke ret meget af om bord. I Østersøen kan man udmærket lave mad på havvand, for her er saltholdigheden lav, men ude i Atlanten er det en helt anden sag. NARHVALEN havde 2,7 tons ferskvand med til 19 mand i 42 døgn det er ikke meget. 171

172 172 Besætningen fik at vide, at den måtte tage det med, den havde lyst til når det bare kunne rummes i den lille, grønne ubådskuffert, hver mand havde fået udleveret. Der gik sære frasagn om, at torpedoofficeren - K.T. Madsen - mange aftener i træk trænede med sin kone for at se, om hun kunne krumme sig så meget sammen, at hun kunne være i den lille kuffert! Ca. en uge inden afsejlingen blev jeg som navigationsofficer kaldt ind på chefens lukaf på Henrik Gerner og fik ordre til at klargøre alt navigationsudstyr, så vi kunne operere langs den sovjetiske grænse på 20 grader øst. En del af øvelsen gik ud på, at vi skulle sejle helt operativt, som om der var tale om en reel krigsmæssig patrulje, så derfor skulle alle oplysninger om, hvor vi skulle hen, holdes yderst hemmelige for hele den øvrige besætning. Det var således helt naturligt i henhold til de normale krigsmæssige procedurer, at kun chefen og navigationsofficeren måtte vide, hvor vi skulle hen. Chefen, P.C.H. Rasmussen, opererede altid totalt operativt så snart ubåden gik af havn, betragtedes den som værende i krigstilstand - så derfor var der ikke noget underligt i, at patruljens planlagte sejlads skulle holdes hemmelig. Jeg var selvfølgelig opmærksom på Forsvarsministerens angivelige beslutning om, at vi ikke måtte operere øst for Bornholm, men jeg var fuldt og fast overbevist om, at PCH vidste, hvad han gjorde. For at tilsløre, hvor vi skulle forlægge hen, gik jeg derfor i gang med at udarbejde stedliniekort blanke stykker papir, hvorpå jeg udsatte længde- og breddegrader. Ikke med den korrekte betegnelse for længdegraderne, men med bogstaver, så ingen kunne se, hvor en position i virkeligheden lå henne. Jeg kan huske, at 15 grader øst fik bogstavet K, 16 grader øst L og så fremdeles. Samtidig udleverede chefen mig et sæt søkort over den svenske skærgård, som jeg fik ordre til at lægge i hans aflåsede skab i ubåden. Vi vidste begge, at der sandsynligvis var medlemmer af besætningen, der havde en nøgle til skabet, så på den måde ville vores hemmelighedskræmmeri vedrørende sejladsen blive tolket som et bevis på, at vi i virkeligheden skulle operere inde på svensk farvand og ikke langs den russiske grænse. Søkortene over området langs 20 grader øst lå i chefens pengeskab på hans lukaf på depotskibet. Den 1. november 1971 forlod NARHVALEN Holmen i København med kurs mod Bornholm. For at demonstrere ubådsvåbnets effektivitet var det blevet besluttet, at et antal højtstående officerer fra Forsvarskommandoen én ad gangen skulle sejle med i en periode på 4-5 døgn i løbet af togtet. Første mand var Forsvarskommandoens EDB-specialist, major Flødstrup, der skulle sættes om bord ved nattetid nordøst for Bornholm. Majoren var en af mine personlige bekendte, så jeg fik hans beretning om, hvordan turen ud til undervandsbåden forløb. Om aftenen var han blevet taget om bord på en marinekutter, der havde sejlet ham rundt om Hammerodde. Det var bælgmørkt, men da de rundede nordspidsen af Bornholm, opdagede han, at der var gået ild i kutterens radio. Det skabte en del opstandelse, men ilden blev slukket, og de fortsatte østpå. Om bord på kutteren vidste de ikke andet, end at de skulle sejle ud til en position øst for Hammerodde. Her ville de få nærmere instrukser over radioen, så kutterens gummibåd kunne overføre passageren til et skib i området. Da kutteren kom ud til den aftalte position, blev gummibåden sat i vandet, og majoren kravlede ned i den. Flødstrups opfattelse af, hvad der foregik, var lidt hæmmet af, at han havde et meget svagt syn på det ene øje og et reduceret syn på det andet. Derfor var alt omkring ham bælgmørkt, mens de rullede hen over Østersøens bølger. Pludselig mærkede han et kraftigt bump, da gummibåden sejlede halvvejs op på ubådens fordæk, og et par kraftige hænder greb fat i ham og hjalp ham ned ad den lodrette lejder til kommandorummet. Nede i båden var der næsten helt mørkt, for af hensyn til at bevare besætningens nattesyn var der kun tændt en svag, rød belysning. Nede for foden af lejderen kom en stor mand (radiosergenten, Mu-Mu) hen til ham, og de første ord, majoren hørte efter at være kommet ombord, var: Jeg skal ha navn og adresse på dine nærmeste pårørende, mand, så de ka få besked, hvis du ikke kommer tilbage igen! Samtidig hørte han et dumpt drøn over sit hoved, da tårnlugen blev smækket i, og han mærkede, hvordan båden dykkede med den sædvanlige, men lidt dramatiske hældning på ti grader. På dette tidspunkt havde jeg fået et par minutter til overs, så da Flødstrup var en god ven af min familie, hjalp jeg ham ind i messen, og fik søtøjet trukket af ham. Chefen havde travlt i kommandorummet, så jeg gav majoren en kop kaffe og meddelte ham, at vi var på vej østover. Tidligere på aftenen havde chefen meddelt hele besætningen, at vi skulle over til 20 grader øst og patruljere langs den sovjetiske grænse, så det så jeg ingen grund til at skjule for majoren. Han blev tydeligvis noget rystet og udbrød: Det må jeg ikke! Jeg må slet ikke komme så tæt på Sovjet-unionen! Jeg er en af Forsvarskommandoens Cosmic Kontrolofficerer. Det her går ikke! 172

173 173 På dette tidspunkt dukkede chefen op, så jeg præsenterede de to for hinanden og trak mig diskret tilbage for ikke at blive rodet ind i hans problem. Senere meddelte Flødstrup, at han var helt overbevist om, at højst 4-5 officerer i Forsvarskommandoen kunne have kendskab til, at NARHVALEN skulle operere så langt mod øst, som tilfældet var. Hans egen chef vidste det i hvert fald ikke, for det var en helt klar overtrædelse af alle sikkerhedsbestemmelser, at han som Forsvarskommandoens cosmic top secret kontrolofficer kom med på en tur så langt mod øst. Senere, da vi patruljerede langs 20 grader øst, havde vi megen fornøjelse af at fortælle ham, at hvis vi blev opbragt af russerne, ville vi hævde, at det var ham der som Forsvars-kommandoens repræsentant havde tvunget os til at sejle rundt i området. Den 4. november ankom vi til 20 grader øst og gik an på en patruljelinie nordover. I modsætning til normal procedure sendte vi et såkaldt check-signal (et signal til Søværnets Operative Kommando om, at ubåden er i live og har det godt) hver 12. time i stedet for med det sædvanlige interval på 24 timer. Signalet blev også sendt på en usædvanlig måde, idet vi benyttede ubådens meget kraftige 400 Watt-sender. Som chefen sagde: Den får sgu fjernsynene til at flimre hele vejen til Ural-bjergene. Hver gang vi havde sendt et checksignal, gik vi dybt og fjernede os fra området med forholdsvis stor hastighed, og når vi var kommet et stykke væk, lyttede vi og konstateredes en vis, forhøjet aktivitet fra militære overfladefartøjer i det område, vi havde sendt fra. Vi blev i området langs 20 grader øst i et par dage, hvorefter vi forlagde vestover tilbage til Danmark. Her gik vi på overfladen gennem Øresund, men det var kun de færreste af besætningsmedlemmerne, der fik lov til at komme op i tårnet, for en del af øvelsen gik ud på at undersøge, hvordan folk reagerede, hvis de var neddykket i 6 uger. Umiddelbart nord for Helsingør dykkede vi igen, og herefter gik det nordvest på mod Færøerne. Da vi passerede Fair Isle nord for Skotland, forbarmede PCH sig dog over besætningen, så hver mand fik tildelt et velfærdskik på ½ minut, hvor han kunne få lov til at se på en nøgen, forblæst klippeknold gennem periskopet. Det var måske ikke det mest eksotiske syn i verden, men nu vidste man da i det mindste, at der stadig fandtes fast land deroppe. Ved ankomsten til Færøerne dykkede NARHVALEN ud omkring en sømil fra havnemolen i Tòrshavn. Dette anløb skulle simulere, at vi tog en ny ladning torpedoer ombord, men vi blev ikke forsynet med proviant eller andet, da en del af øvelsen jo gik ud på at se, om vi kunne klare os uden hjælp udefra i 6 uger. Der var dog én lille undtagelse. Intendanten på det inspektionsskib, der lå på Færøerne ( Den Blege Student også kaldet Peter Thorning Christensen) sendte en såkaldt enkeltmandsafsavnspakning ud til os. Den bestod af lidt lækkerier i form af en hellefisk og andet godt samt det seneste nummer af Playboy. I erkendelse af, at der kunne være opstået savn, som mad og NATO-juice ikke kunne forjage, samlede vi besætningen og afslørede under stor andagt folde-ud pigen på midtersiden. Besætningen stirrede længe måbende på hende, men så besluttede man efter intense studier af de normalt mere tilslørede dele af personen på billedet at sende bladet tilbage til inspektionsskibet, for som det enstemmigt vurderedes - den dér vanskabte mand på billedet ser da underlig ud! Ligesom ved forlægningen gennem Øresund var det ved anløbet af Tòrshavn kun et minimum af besætningen, der fik lov til at komme op i tårnet, men vi fik lejlighed til at tage afsked med en passager, Den Grønne Papegøje, fra Forsvarskommandoen, der havde fået dette navn, fordi han gik til køjs iført en grøn pyjamas. Han var kommandørkaptajn og skulle til Færøerne for at foretage en uanmeldt kontrol af marinestationens kryptoudstyr, så det vakte nogen furore, da han ikke alene ankom uanmeldt, men også pr. undervandsbåd, så man ikke fik det sædvanlige varsel fra vennerne i lufthavnen på Vagár. Efter få timers ophold på Tòrshavn red, dykkede ubåden og tiltrådte sejladsen hjem mod Danmark. Umiddelbart efter dykningen ringede en ophidset færing til chefen for Færøernes Kommando, kommandørkaptajn Kaj Bang, og meddelte, at der netop var et skib, der var sunket midt i Nolsø Fjord. Kommandørkaptajnen kunne dog berolige ham med, at det var et skib, der var beregnet til at synke! Efter de første to-tre ugers sejlads indtrådte der en ganske svag antydning af uro eller svag kedsomhed blandt besætningen, men man fandt hurtigt ind i en fast rutine. Tiden gik med vagt, søvn og en smule fritid, der primært blev tilbragt med kortspil eller anden aktivitet. Hele bådens besætning deltog i en større Bingoturnering, som man tog meget alvorligt. En af vore gæster, en oberstløjtnant fra Forsvarskommandoen, kunne berette, at hans kone var blevet ringet op af en anden oberstløjtnant, da han var på vej ud til lufthavnen for at blive fløjet ud til et sted, hvor han kunne komme ombord hos os. Den pågældende oberstløjtnant forklarede konen, at det var yderst vigtigt, at han kom til at tale med vor gæst, men hun kunne kun fortælle, at han var draget af til et ukendt sted. Hvor, 173

174 174 havde han ikke kunnet oplyse hende noget om, og han havde ikke lov til at fortælle hende, hvad han skulle lave. Det gjorde tydeligvis oberstløjtnanten særdeles bekymret, men omsider forklarede han, at han lige var kommet i land fra NARHVALEN, og hvis hans kollega skulle ringe hjem til sin kone, måtte hun endelig sige til ham, at hans Bingo-plade lå under madrassen i højre side af øverste køje. Det fik konen til at stille mange sære spørgsmål, da hendes mand omsider ringede hjem. I officersmessen afholdtes Det Store Olsenmesterskab. I det ædle kortspil Olsen, der ikke just belaster sine udøvere unødigt på det rent intellektuelle område, får vinderen tildelt to points. Under mesterskabet spilledes der om, hvem der først nåede points! Jeg mener, det ganske passende var vores maskinmester, Dørge, der vandt. Den musikalske underholdning, der af operative grunde kun måtte spilles dæmpet i officersmessen, bestod af et bånd med to melodier, hvoraf den ene var Butterfly. Det blev efterhånden så slidt, at det var svært at høre teksten. I togtets sidste uge deltog NARHVALEN i den multinationale øvelse Yellow Bird, hvor man skulle vurdere, om den lange neddykning havde haft en ugunstig indvirken på besætningens kampkraft. Det viste sig ikke at være tilfældet. NARHVALENS indsats var helt på niveau med det forventelige for en ubåd under normale betingelser. Togtet sluttede med, at CH SOK, kontreadmiral Brink Lund, gik ombord ved Hesselø og sejlede med til Holmen, hvor NARHVALEN fortøjede uden på depotskibet Henrik Gerner. Da der på den tid blandt visse medlemmer af eskadren herskede en pudsig opfattelse af, at det var en tung pligt for en sand ubådsmand at benytte enhver lejlighed til at drikke sig tordnende beruset, besluttede vi at benytte lejligheden til at foretage en lille demonstration, der kunne sætte en stopper for denne uskik. Efter ankomsten samledes vi i Gerners messe og drak et enkelt glas portvin sammen med Admiralen og Eskadrechefen, Erling Hængerøv Andersen. Derefter gik vi hver til sit, og så var den 6-ugers patrulje ovre! Efter hjemkomsten blev der skrevet lidt om vores togt hist og her, men kursbogen var klassificeret fortrolig, så der blev ikke indført noget i skibsjournalen om detaljerne. Der blev ikke talt ret meget om, at vi havde patruljeret langs 20 grader øst, og vi hørte aldrig noget om forsvars-ministerens angivelige forbud mod sejlads i det område. Året efter i sommeren 1972 gennemførtes den første BALTOPS (Baltic Operations), der gik ud på, at et antal danske og udenlandske orlogsskibe sejlede ind i Østersøen og gennemførte øvelser og sejlads et godt stykke øst for Bornholm, og siden da har der hvert år været gennemført en BALTOPS i området bl.a. med et amerikansk slagskib og et hangarskib! I 1979 udgav Sikkerhedspolitisk Studiegruppe bogen Østersøen (Schultz Forlag), hvori man bl.a. beskæftigede sig med Østersøens strategiske betydning. På side 74 står der: Man fik i 1971 fra dansk side lejlighed til at slå fast, at Østersøen efter dansk opfattelse ikke er undergivet begrænsninger i henseende til ikke-kyststaters flådeaktivitet. Der fremkom i 1971 fejlagtige presseforlydender i den internationale presse om, at Danmark havde fastsat generelle retningslinier, der ville forhindre NATO-enheders operationer i Østersøen øst for en linie ved Bornholm. Den danske forsvarsminister udsendte herefter en pressemeddelelse den 4/ , hvori det bl.a. hed, at Danmark hverken kunne eller ville gennemføre begrænsninger i flådeaktiviteten i Østersøen, der er en del af det åbne hav. Det var den 4/ , NARHVALEN sendte sit første checksignal fra 20 grader øst. I 2004 mødte jeg PCH s kone, Turid. Da vi var kommet godt i snak, spurgte jeg hende, hvad hun kendte til 6-ugers patruljen. Hun fortalte, at hun havde fået en lille smule at vide af sin mand inden afsejlingen, men hun havde fået strenge pålæg om aldrig at fortælle noget om, hvor han skulle hen. Han havde bl.a. sagt noget i stil med, at hvis noget gik galt, ville han enten ende i en fangelejr i Sibirien eller 20 år i en celle i Vestre Fængsel for højforræderi. Men hun ønskede ikke på nogen måde at blive citeret for dette. Spørgsmålet er nu: Styrede sværdet pennen, eller satte forsvarsministeren ekstra trumf på sin påstand om, at han var blevet fejlciteret? Hvis forsvarsministeren besluttede, at danske orlogsskibe ikke måtte operere øst for Bornholm, afgav han dermed dele af dansk suverænitet, og så ville han kunne stilles for en rigsret. Hvis forsvarsministeren var blevet fejlciteret og gerne ville understrege sine ord med en demonstrationssejlads øst for Bornholm, ville han så gøre det med en ubåd, og ville han vente de par uger, der gik, fra beslutningen om at sejle østpå blev truffet, til ubåden reelt lå på 20 grader øst? Hvorfor har det været nødvendigt med en så overvældende, årlig demonstrations-sejlads som BAL- TOPS for at vise, at Østersøen er en del af det åbne hav? 174

175 175 Hvad sagde forsvarsministeren, der kunne skabe en så klar opfattelse af, at Danmark afstod fra sin frie bevægelighed i Østersøen, at det var nødvendigt med en så først forsigtig og senere næsten overvældende flådedemonstration i området? Se, det er jo en række interessante spørgsmål

176 176 Ubådstyper Af Johan Knudsen & Jens Grønbech Caddien Caddien var konstabel, lang, mager og meget senet. Han var på vagt og skulle derfor sove nede i båden. Omkring midnat kom et par af de nye besætningsmedlemmer hjem fra byen, og var temmelig højrøstede, Caddien stak sit hoved ud af soveposen og bad meget venligt om lidt nattero. Dette anfægtede ikke de to gutter, der højlydt fortsatte med at snakke... En gang til bad caddien om nattero, uden resultat. Caddien svingede til sidst sit lange kadaver ud af køjen, gik stille hen midt i torpedorummet, og tog dykkerbjælken der lå på dørken, og løftede den op på plads i torpedolugen. Dykkerbjælken var en solid firkantet jernbjælke, der normalt blev sat på plads ved hjælp af et wiretræk, og to mand til betjening. At lægge bjælken op med de bare hænder var en diskret magtdemonstration, der kunne stemte enhvers sind til andagt, og ønskede nattero indfandt sig lyn hurtigt. Tobias Tobias var radiotelegrafist, og en af de gode. Han var ikke særlig stor af statur, og han var en særdeles venlig person, der ikke kunne finde på at krumme et hår på nogens hoved. Sin unge alder til trods var han gift og havde en lille datter. Efter et par ugers sejlads var båden kommet til København, Tobias havde landlov og drog glad hjem til den lille familie. Næste morgen tidligt var Tobias allerede nede i torpedorummet, nedtrykt i middelsvær grad og forsynet med et blåt øje af dimensioner. Det krævede en forklaring. Nedtrykte besætningsmedlemmer ikke er et gode for nogen. Forklaringen var enkelt: Da Tobias var kommet hjem, med en blomsterbuket i den ene hånd og den lille grønne kuffert i den anden, havde han ringet på døren. I stedet for, at det var en smilende fru Tobias der åbnede døren, var det en stor mand, af anden etnisk herkomst end dansk, og med udprægede negroide karaktertræk, der åbnede. Han havde knaldet Tobias en lige venstre med stor kraft, der sendte ham flyvende ned ad trappen samtidig med at døren blev låst. Indefra. Den slags hændelser kræver umiddelbar aktion. To af vennerne (der begge var store og firkantede) spurgte, hvornår Tobias næste gang havde landlov. Det havde han samme aften: Fint sagde de to gutter, har du noget imod at vi følger med? Nej. Om eftermiddagen drog triumviratet af sted, med kurs mod Tobias lejlighed. På vej op ad trappen blev der uddelt ordre: Tobias, nu går du op og ringer på døren ligesom i går. Husk lige i dag at træde et par skridt tilbage. Vi stiller os diskret på hver sin side af døren, og klarer resten. Tobias ringede på døren, og trådte et par skridt tilbage. Den mørklødede herre fra dagen før kom brasende ud. Her dukkede de to væbnere op, tog ham i hver sin arm og sendte ham ned ad trappen med en dobbelt Lutz med halv skrue og direkte knæfald, samt en del verbale råd om aldrig mere at vise sig på adressen. Derefter tog de to herrer sig den frihed at afholde en kort kammeratlig samtale med Fru Tobias, hvor de venligt forklarede at den slags unoder ikke var velset i Ubådsvåben. Historien endte på alle måder lykkeligt, og den lille besætning kunne atter leve sammen uden bekymrede miner. Otto i kantinen Det var velkendt i resten af Den kongelige Marine, at ubådsfolk var underlige, de lugtede og var egentlig nok lidt farlige. Det var ikke nogen almindelige mennesker frivilligt førte omgang med. En formiddag havde der været ombordtagning af torpedoer et arbejde som var tungt, krævede stor opmærksomhed og var godt snavset. Torpedoer var indsmurte i en godt lag fedt, så de, der håndterer dem var alt andet end rene. Ved frokosttid holdt man pause, så folkene kunne gå over i Marinekasernens kantine for at spise. Da der skulle fortsættes med arbejdet om eftermiddagen var der ingen der havde planer om at skifte tøj. Der var selvfølgelig vasket hænder og ansigt, så generelt var ubådsfolkene så socialt anstændige som man overhovedet kunne forlange. Gutterne stillede sig høfligt op i køen, med hver sin bakke og ventede på at blive betjent. Nu sad der en person i kantinen der højlydt begyndte at give ondt af sig: der kommer ubådsfolkene, fy for h hvor de lugter og mere af den dur. Det var på det tidspunkt at den navnkundige Otto, 176

177 177 ubådsmatros af guds nåde, stilfærdigt stillede sin bakke fra sig, spadserede roligt og afmålt over til den højt beklagende herre, vendte bagdelen til og slap en gevaldig vind ud over hans mad. Så var der ro i kantinen og ubådsfolkene kunne uforstyrret indtage deres frokost. 177

178 178 Kommandørkaptajn K.T. Madsen fortæller: Grundstødt i 45 meters dybde I december 1978 var jeg blevet chef for undervandsbåden TUMLEREN, der næste forår fungerede som skolebåd. I maj måned skulle båden deltage i NATO-øvelsen BRIGTH HORIZON, der varede næsten tre ugers, og som hvert forår blev afholdt i Nordsøen, Skagerrak og Atlanten. Øvelsesledelsen gik på skift mellem Søværnets Operative Kommando, det tyske og det norske flådehovedkvarter (COMNAVSONOR). I 1979 var det nordmændenes tur. Øvelsen startede for ubådenes vedkommende på Marvika basen ved Kristiansand, mens overfladestyrken lå fortøjet inde i selve byen. Denne styrke bestod af den stående NATO styrke STANAVFORLANT og enkelte danske, tyske og norske fregatter. Marvika basen ligger temmelig isoleret uden for byen, så for at få lidt gang i selskabslivet inviterede vi de tyske og de norske ubådsfolk over til et blåt øje (et par timers hyggelig øldrikning, mens man udveksler historier, sange og genopfrisker gamle bekendtskaber). Nordmændene var til at begynde med meget interesseret, men da de hørte, at tyskerne også kom, takkede de nej. På den tid var der stadig stor modvilje mod tyskerne i Norge. Det stoppede os nu ikke. Nu havde vi inviteret tyskeren, så hvis nordmændene ikke ville komme, ja så var der jo flere øl til os andre. Tyske og danske ubådsfolk samlet i TUMLERENS torpedorum. Det blev en kanon fest, hvor tyskerne efter at have indtaget en del af vores øl pludselig kom i tanke om, at de da for resten havde et par fustager øl, som de ligeså godt kunne drikke nu. Alle de vagtfrie deltog, så bådens torpedorum var godt proppet, da vi tog fat på det tyske øl. Selve øvelsen var af den sædvanlige slags, med simple øvelser til at begynde med, hvorefter de bliver mere og mere kompliceret. Under den afsluttende del skulle overfladestyrken trænge igennem Oslo fjorden, hvor ubådene skulle prøve at stoppe dem. Den tyske båd havde fået tildelt et felt syd for Færder fyr, men TUMLEREN havde fået tildelt et felt et stykke nord for fyret, mens den sidste af de norske ubåde lå lidt længere inde i fjorden. På det tidspunkt var øvelsen faktisk uden begrænsninger, så stort set alt var tilladt. TUMLERENs næstkommanderende, PL Leif Erik Jensen, tager en pause, mens eleven foretager et rundkig. De tre ubåde afsluttede øvelsen i Skagerrak, mens overfladestyrken jagtede den sidste norske båd på dens vej til orlogsbasen Håkonsvern ved Bergen. Mens vi alle tre sejlede uddykket til vores dykkepositioner, blev vejret dårligere og dårligere. Normalt var der mellem 300 og 500 meters sigtbarhed, men i perioder kunne man fra broen end ikke se sonardomen på TUMLEREN. Det var selvfølgelig skidt for ubåden, der nu ikke kunne foretage et periskopangreb, men på den anden side var det også godt, fordi vi nu vidste, at modstanderen ikke ville kunne bruge sine helikoptere og anti-ubåds-fly i den smalle fjord. I TUMLEREN blev vi hurtigt enige om, at vi ville blive på taget (uddykket) så længe som muligt, ligesom vi ville anvende vores radar af sikkerhedsmæssige grunde og for at identificere modstanderen så tidligt som muligt. Vi valgte til startposition et hjørne af fjorden, der lå lidt uden for den normale sejlrute, så vi ikke hele tiden skulle gå af 178

179 179 vejen for den normale skibsfart. Denne position havde desuden den fordel, at vi derfra med lav fart kunne sejle på en sydvestlig kurs i en time, inden vi ramte ind i klipperne på den anden side af fjorden. En mindst ligeså vigtig grund til denne startposition var, at der på hele strækningen ikke var under 84 meters vand, og at havbunden bestod af sand og slik. Skulle vi ramme bunden, er dette altid bedre end solid norsk klippegrund. Efter at have ligget stoppet på stedet et par timer kunne vi på radaren tydelig se en zigzaggende eskorte og hovedmålet, der var et tankskib. Ubåden dykkede hurtigt og begav sig mod målet, mens vi tog en sidste radarplads og opdaterede målløsningen. Efter nogle minutter var nærmeste eskorte på et par tusinde meters afstand, så radaren blev kørt ind og ubåden gik dybt til 45 meter. Jeg erindrer stadig, at der var et lag i meters dybde, der gjorde, at vi midlertidigt mistede hydrofonkontakten med hovedmålet. Ingen af eskorteskibene havde tilsyneladende bemærket os, så vi fortsatte på en skudkurs ud fra den sidste kendte kurs og fart på hovedmålet. Der er jo ikke mange muligheder for undvigemanøvre for et tankskib i Oslo fjorden. Netop som hydrofonen igen fik fat i den markante støj fra hovedmålet, skete det, der kan ødelægge enhver dag for en ubådschef. Kl ramte ubåden Norge. Når man rammer en klippe i en ubåd, er man ikke i tvivl om det. Selv om vi kun sejlede med 2,7 knobs fart, mærkedes der et let stød, der medførte en rysten i båden. Loggen stod på 0 knob, hvorefter ubåden begyndte at synke, idet opdriften fra skrog og cassing nu var væk. Der var klart, at vi havde ramt Norge og nu forsøgte at skubbe til hele grundfjeldet. Hvilket selvfølgelig var helt umuligt. Min første tanke var, at vi selvfølgelig ikke var i den position, som jeg regnede med. I en sådan situation, hvor der er uoverensstemmelse mellem kortet og virkeligheden, er det altid virkeligheden, der gælder. Så hvad gør man? Angrebet blev stoppet, el-motorerne blev stoppet og ekkoloddet blev startet (det havde ikke kørt, fordi det generede hydrofonen og især sonaren, hvis denne skulle køre i passiv mode), ligesom der blev startet et øjeblikkelig kontrol for vandindtrængning, hydrofonen blev sat til at søge hele vejen, mens båden langsom blev pumpet op mod overfladen. Grunden til at vi ikke blæste båden ud på stedet, var selvfølgelig, at vi nu lå midt i konvojen med eskorteskibe på alle sider og hovedmålet ret for. Onde tunger påstår, at bygningen af DELFINEN-klassen startede med, at man tog en jernbaneskinne og bøjede den i profil som ubådens stævn. Den dag troede jeg gerne på historien, for der var ingen vandindtrængning. Mester fortalte endda, at der var flere af maskinbesætningen på frivagten, der havde sovet fra oplevelsen, hvorfor de havde været lidt sure over, at de nu på frivagten alle blev sat i gang med at kontrollere ventiler, rør og skroggennemføringer. Hvorfor nu det? Først da de blev fortalt, at vi havde ramt Norge, gik alvoren op for dem. Båden må stadig have haft en begrænset fart fremover, for fra ekkoloddet blev der meldt: Tiltagende dybde, men et øjeblik efter: Dybden aftager kraftigt. I 30 meters dybde var der pludselig igen ca. 25 meter vand under kølen, så TUMLEREN gik nu på en sydlig kurs med 2, 7 knob, mens vi ventede på, at konvojen havde passeret os. Forinden havde vi selvfølgelig udsendt på undervandstelefonen, at vi kom til periskopdybde, men da ingen svarede på vores opkald, blev det vurderet, at det var bedst at vente, indtil hele bondetoget havde passeret. Da alle nære mål var nord for os, klarerede vi hækken (de 30 o, som hydrofonen ikke kunne lytte i ret agter) og gik til periskopdybde. Fra vi grundstødte, til vi lå i periskopdybde gik der mindre end 10 minutter. Da vi dykkede ud, havde vi 37 meter vand under kølen, og den første tid vi sejlede nordover vidste ekkoloddet stadig dybder under de 84 meter, der var trykt i kortet. Hydrofongasten lytter intens, kort tid før båden skal returnere til periskopdybde. Det vigtigste var selvfølgelig at finde ud af, hvor i verden vi var. Decca en var som sædvanlig helt upålidelig i denne del af Oslofjorden, så vi tog en række radarpladser. Vi var, hvor vi skulle være. Næstkommanderende, operationsofficeren ja selv chefen 179

180 180 tog flere pladser. Det passede. Vi var, hvor vi skulle være. Alt passede undtagen vanddybden. Det var lige før, at jeg fortrød nogle af de ramsaltede bemærkninger om at sejle med bønder til havs, som jeg havde fremført de sidste ti minutter. Pladserne og bestikket passede. Da vi kom til Horten lå havnen, hvor havnen skulle ligge efter vores bestik. Så vi var alle enige om, at det måtte være dybdeangivelserne i kortet, der var forkerte. Det var blevet sent om aftenen, så vi udsatte dykkerundersøgelsen til næste dag. Båden blev rigget af og vi gik op til den norske sergentskole, hvor vi skulle indkvarteres. Vi havde sendt de nødvendige signaler om grundstødningen, så det næste der skulle laves, var en havarirapport. Jeg tog kort, kursbog og udskriften fra ekkoloddet med på lukafet og begyndte at tænke på rapporten, mens de fleste af den øvrige besætning gik i fest. Af gode grunde var jeg derfor den første officer, der mødte om bord næste morgen. Da næstkommanderende kom kort tid efter spurgte jeg ham, hvor længe festen havde trukket ud. Svaret faldt prompte: Jeg ved det ikke. Solen var lige ved at stå op, da førstemester pludselig rejste sig op, stirrede tværs over fjorden og udbrød: Mit liv for en pallet. Så vidste jeg, at det var tid til at gå til køjs. Det skal hertil bemærkes, at mester normalt ikke var videre lyrisk eller romantisk anlagt, så hans bemærkning havde åbenbart sat en stopper for festen. Dykkerundersøgelsen afslørede ikke nogen skader, og Søværnets Materielkommando fandt først ved en senere rutinemæssig doksætning, at en af stævnpladerne havde en få millimeter dyb indtrykning uden for trykskroget. Hændelsen fik for øvrigt et pudsigt efterspil, idet jeg var på kursus i USA, da Havarikommissionen tog sagen op. De var naturligt nok kommet til den konklusion, at ubåden selvfølgelig ikke havde været på den rette position og derfor var grundstødt på en af de mange grunde i fjorden. Jeg modtog en lind strøm af breve fra kommissionen, der krævede svar på, hvilken fyrkarakter Færder Fyr havde haft, sidst jeg så fyret, om jeg selv havde kontrolleret de udsatte pladser og så videre. Fra norsk side var der til at begynde med ikke megen hjælp at hente. Norsk Sjøkartverk gav følgende udtalelse: Norges Sjøkartverk havde i forsommeren modtaget en meddelelse om, at en dansk undervandsbåd under neddykket sejlads i Oslofjorden havde berørt grunden i 45 meters dybde. Da grunden ikke kunne frembyde nogen fare for skibsfarten i almindelighed, havde Sjøkartsverket ikke reageret direkte på meddelelsen. Opmålingerne i søkort nr. 2 var meget gamle og udført med mekanisk dybdelod. Da området er meget kuperet, er det sandsynligt, at der findes endnu flere toppe i de åbne områder mellem lodskuddene. Havarikommissionen var dog ikke helt tilfreds med denne forklaring og foranledigede, at et norsk orlogsfartøj kontrollerede dybdeforholdene omkrig grundstødningspositionen. Så pludselig modtog jeg en dag endnu et brev fra Havarikommissionens sekretær, der brugte en hel anden tone end tidligere. Kære K.T., lød indledningen, hvorefter han fortalte mig, at nordmændene havde fundet en grund på 43 meter i nærheden af min opgivne position. Der blev desuden oplyst, at kommissionens indstilling var, at man i et tildelt ubådsdykkefelt må forvente at dybdeangivelserne ikke er 100 % større end den virkelige vanddybde. Chefen for Søværnet oplyste mig kort tid efter, at han betragtede hændelsen som et hændeligt uheld og ikke agtede at foretage sig mere i sagen. 180

181 181 H.C.D. Koch. En følsom ubådssang forfattet i Østersøen under en lang periskopvagt, fordi den bagbords dieselmotor var brækket ned. Mester Start Den Styrbord Diesel Melodi: Stenka Rasin (eller Langt fra hjemmet...) DEN SORTE GRIS. (S328 THE ONE DIESEL BOAT - S328 THE ONE BALL BOAT) VI HAR SEJLET UNDER VANDET I VOR LILLE SORTE GRIS VI HAR SKÆBNEN VOR FORBANDET VI VIL HJEM FOR HVER EN PRIS MESTER START DEN STYRBORD DIESEL VRID DEN SLATNE VAGTCHEF TØR HER SKAL VÆRE TÆNDERS GNIDSEL VI SKAL SNORKLE TIL VI DØR VI HAR ÆDT OG VI HAR DRUKKET VI HAR TALET MANDEORD MEN I LAND HAR KVINDER SUKKET KOM DOG HJEM TIL LILLEMOR MESTER START DEN STYRBORD DIESEL VRID DEN SLATNE VAGTCHEF TØR HER SKAL VÆRE TÆNDERS GNIDSEL VI SKAL SNORKLE TIL VI DØR I VORT KØLVAND BRÆNDER FJENDEN VI HAR SÆNKET SKIB PÅ SKIB VI VAR OVER HAM SOM VINDEN SKAFFED' MAD TIL SULTEN GRIB MESTER START DEN STYRBORD DIESEL VRID DEN SLATNE VAGTCHEF TØR HER SKAL VÆRE TÆNDERS GNIDSEL VI SKAL SNORKLE TIL VI DØR NU VI SEJLER GENNEM DISEN TORSDAG BLI'R EN LIFLIG DAG HJEM TIL LILLEMOR OG GRISEN HJEM BAG HENDES BREDE BAG MESTER START DEN STYRBORD DIESEL VRID DEN SLATNE VAGTCHEF TØR HER SKAL VÆRE TÆNDERS GNIDSEL VI SKAL SNORKLE TIL VI DØR 181

182 182 Kommandørkaptajn K.T. Madsen fortæller: Brand i DELFINENS maskinrum NATOs forårsøvelse Brigth Horizon 1976 var en typisk øvelse i denne serie. En overfladestyrke bestående af blandt andet den stående NATO-styrke STANAVFORLANT, tyske, norske og danske eskortefartøjer samt enkelte tankfartøjer, der normalt udgjorde selve konvojen. Modstanderne var tyske, norske og danske flyvemaskiner og ubåde. Øvelsen startede som sædvanligt med simple korte øvelser for efterhånden at blive mere kompliceret og afsluttende med en flere dages lang taktisk fase, hvor konvojen bevægede sig gennem de forskellige ubådsfelter under mere eller mindre konstant angreb fra fly og ubåde. Overfladestyrken skulle på et tidspunkt af øvelsen sejle til Bergen og den nærliggende flådebase Håkonsvern, hvorfor de danske ubåde SPRINGEREN og DELFINEN fik til opgave at dække den sydlige indsejling ud for Marstein Fyr. Disse oplysninger stod i øvelsesordren, så begge både havde forberedt sig på at gennemføre et koordineret angreb. Et koordineret angreb giver naturligvis ubådene visse begrænsninger men også mange fordele. Under et ubådsangreb på en konvoj ville eskorteskibene normalt koncentrere sig om det område, hvorfra ubådsangrebet blev gennemført. Den grønne lyskugle, som ubåden udskød for at indikere angrebet, virkede som en magnet på overfladeskibene. Den forvirring der opstod, når skibe blev taget ud af screen en for at jagte ubåden (kaldes en SAU), mens andre skibe blev omplaceret i screen en for at dække hullerne, var det ideelle tidspunkt for den anden ubåd at gennemføre sit angreb. Når den anden grønne lyskugle så observeredes, blev forvirringen større hos eskorten. Var det den samme ubåd? Skulle man formere en ny SAU, eller skulle man prøve at holde den resterende eskorten så tæt som muligt om konvojen og lade den oprindelige SAU gå til den nye position? Denne situation gav normalt begge ubåde en chance for et fornyet angreb. SPRINGEREN havde sendt et rendez-vous signal til DELFINEN over ubådsbroadcasten, så tidligt den første maj mødtes de to ubåde. SPRINGEREN i den lave dybdezone, mens DELFINEN lå i den dybe. Efter at have etableret kommunikation på undervandstelefonen blev pejling og afstand mellem bådene fastlagt, og kort tid efter fulgte SPRINGEREN ordre for patruljeringen. Store zigzag ben med ubådene adskilt meter fra hinanden. Normalt med den ene dybt, mens den anden lå i periskopdybde. Løbende blev oplysninger om skibsfart, sonar- og radarudsendelser udvekslet mellem bådene, der normalt kun foretog kontrol af pejling og afstand mellem dem en gang i timen. DELFINEN-klassen havde desværre et strømforbrug, der var langt større end NARHVALEN-klassen, så bådene måtte hyppigt skifte dybdezone for at de hele tiden kunne holde deres batterier fuldt opladet. Lidt efter kl den anden maj fik DELFINEN igen den lave dybdezone og klargjorde til snorkelsejlads. Kort tid efter startede snorkelsejladsen med to dieselmotorer og en kompressor kørende. Samtidig kom ordren om en ny kurs, der involverede en større kursændring. DELFINEN lå inderst i drejet og blev derfor automatisk guide (den båd som den anden skal holde station på). For at undgå at SPRINGEREN skulle tømme sit batteri for at sejle fra 4000 meter på den ene side af DELFINEN til 4000 meter på den anden side, meddelte DELFINEN, at den ville sejle en cirkel, inden den gik an på den nye kurs. Efter nogle få minutter meddelte vagthavende i maskinrummet, at der var røgudvikling i maskinrummet. I maskinen vidste man ikke, at båden sejlede i en cirkel. Bådens snorkelsystem var opbygget med både en indsugnings- og en udstødsmast, så med vinden ind agter blev udstødsluften fra dieselmotorerne nærmest suget ind i indsugningsmasten. Maskinen fik oplyst, at vi var gået gennem vores udstødsluft, og at der ville være frisk luft om et øjeblik. I kommandorummet hørte vi nu, at dieselmotorerne blev reguleret ned og stoppet, samtidig med, at der fra maskinen blev varskoet, at der var brand i maskinen. Maskinvagthavende, LT Mogens Krøjs, havde observeret røgudvikling fra hovedkablerne bag bagbord diesel, og et øjeblik senere observerede han også flammer fra brandstedet. Brandbekæmpelse med pulverslukkere var resultatløs. Vagthavende beordrede derfor rummet rømmet, da han kunne se, at brandbekæmpelse var umulig. Da den vandtætte dør mellem de to rum blev åbnet, var maskinrummet helt fyldt med røg. Maskinbesætningen kom kravlende ud med hovederne så tæt ved dørkpladerne som muligt. Mogens Krøjs kom ud som sidste mand og meddelte, at maskinen var bragt i daglig orden og alle søforbindelser lukket, samt at alle mand havde forladt maskinen. Den vandtætte dør blev 182

183 183 selvfølgelig lukket igen, så snart sidste mand var ude af rummet, ligesom man gik i gang med at lukke al ventilation til maskinrummet. Over undervandstelefonen blev SPRINGEREN informeret om branden, og at vi dykkede ud. Hvor meget af dette signal, der nåede at blive afsendt, er uvist, for under uddykningen faldt først motormaximalerne og dernæst batterimaximalerne ud. Båden lå nu uden fremdrift og strøm på overfladen. Det eneste der lyste op inde i båden var nødbelysningen. Samtidig med at ventilationen til maskinen blev lukket, startede man på at henlægge maskinrummet uden strøm. Når det var gjort, kunne man igen begynde at etablere normal belysning. På dette tidspunkt var alle purret ud, så man samtidig kunne begynde at etablere nødventilation af kommando- og torpedorum, der naturligt nok havde fået del i røgen, inden der var blevet lukket af til maskinrummet. Det store spørgsmål var selvfølgelig, om maskinbesætningen i forvirringen havde fået lukket alle søforbindelser. Mogens Krøjs var sikker, men af sikkerhedsgrunde blev der alligevel etableret en vagt i kommandorummet til overvågning af lufttryk, telemotortryk, dybgang og hældning og ikke mindst temperaturen på skottet mellem maskinrum og kommandorum. I kommandorummet samledes alt brandbekæmpelsesudstyr, hvis vi blev tvunget til at trænge ind i maskinrummet igen. Desværre var båden kun udstyret med to røgdykkerapparater, hvoraf det ene hang helt ude agter i maskinrummet. Vi arbejdede ud fra devisen, at en røgdykker er ingen røgdykker, så vores plan om indtrængning i maskinrummet var en nødløsning, der kun ville blive iværksat, hvis båden viste tegn på at ville synke. Da vi havde fået etableret nødstrøm, blev der sendt et signal til de norske myndigheder, hvor vi blandt andet bad om et skib til at være stand-by for at varetage vores kommunikation, der med nødsenderen ikke fungerede alt for godt. Ligeledes bad vi om en helikopter til at overføre et dansk røgdykkerapparat, så vi rådede over to. Ligeledes forsøgte vi at kalde SPRINGEREN på radioen, men da det ikke lykkedes prøvede vi at kalde ubåden ved hjælp af håndgranater. Vagthavende officer, LT Poul Schou, var klar over lydudbredelsen i vandet, så han kastede håndgranaterne direkte ned i vandet for at de skulle detonere så dybt som muligt. Fem håndgranater skulle kastes, idet det var signalet til en ubåd om at dykke ud. Kun en af granaterne eksploderede dog og dette umiddelbart efter, at den havde ramt havoverfladen lige ud for kommandorummet. Denne eksplosion fik hele båden til at ryste og en reguleringsmodstand til omdrejningstælleren gik i brand. Det var dog formodentlig kun gammelt støv i modstanden, der gik i brand, for inden vi fik startet brandbekæmpelse var branden døet ud af sig selv. LT Poul Schou ved Time-Bearing-Plottet (TBP) under en neddykket forlægning. TBP var forløberen for Contact Evaluation Plot (CEP). Lidt over en time senere kom først et maritimt patruljefly og dernæst dukkede SPRINGEREN op. Vi måtte starte med kommunikation med blinksignaler inden vi fik etableret forbindelse på håndstornoer. SPRINGEREN overtog vores kommunikation til omverden og bad STANAVFORLANT snarest sende en helikopter for overførsel af et røgdykkerapparat til os. 183

184 184 En træt ubådskaptajn får sig en kop kaffe i kommandorummet. Vejret var ikke det bedste med sø 4-5 (bølgehøjde op til et par meter), og da situationen i maskinrummet stadig var ukendt anmodede vi også om et skib til slæbning, hvis dette skulle blive nødvendigt. Lidt over kl overførte en helikopter fra den canadiske destroyer HURON et røgdykkerapparat fra SPRINGEREN til DELFINEN, hvorefter et brandslukningshold trængte ind i maskinen. Branden havde slukket sig selv af mangel på ilt, så bort set fra røgen så rummet nærmest ud til at være i orden. Der blev igen lukket af til maskinen og rummet blev nu ventileret for at komme af med røgen. Vi meddelte SPRINGEREN og helikopteren, at vi ville prøve at komme under gang så hurtigt som muligt. Korvetten FLORA var blevet beordret til at hjælpe DELFINEN, der ikke umiddelbart kunne afgøre, om man kunne få gang i fremdrivningen igen. TKO, KL Janson, var dog af den overbevisning, at vi i løbet af 6-8 timer ville være i stand til at sejle på styrbord side (styrbord diesel og generator samt forreste batteri). For ikke først at afvise slæbeassistancen og så senere måtte bede om den igen, blev det besluttet, at lade os slæbe ind til orlogsbasen Hånkonsvern ved Bergen. FLORA udviste imponerende godt sømandskab, da fire ubådsfolk iført kamptøj, livliner og redningsveste kravlede frem på cassingen for at fastgøre slæbetrossen. Korvetten lagde sig på luv side af ubåden i få meters afstand og fulgte nærmest med folkene, mens de kravlede fremad. Lidt før kl blev slæbningen påbegyndt og kl ankom båden til Håkonsvern. Allerede tidligt samme aften kunne TKO meddele, at båden nu igen kunne sejle på styrbord side. Skibets TKO, KL Janson, diskuterer her tekniske problemer med 3. mester LT John Christensen. I dag modtager alle i forsvaret krisehjælp, hvis de har været udsat for en kritisk episode. Dengang var det et ukendt begreb, men jeg fik faktisk en fantastisk krisehjælp. Da vi var ankommet til Håkonsvern, kom den norske ubådsinspektør (jeg mener, at det var KD Jan Jäger, der havde et særdeles godt ry både i norske og danske ubåde) om bord. Vi gennemgik sammen havariet, og han tilbød hjælp fra norske teknikker for at udbedre det. Jeg havde imidlertid fået ordre på at gå til Holmen så hurtigt som muligt, så jeg måtte afslå assistancen. Så gik vi ind i messen, hvor han spurgte om ikke jeg havde lidt whisky. Hvilket jeg heldigvis havde; - endda en hel flaske. Han tog flasken, skruede låget af, klemte det helt fladt og smed det i papirkurven, hvorefter han vendte sig mod mig. Nu skal vi snakke om dig og havariet. Først en halv flaske senere forlod han båden. Jeg havde ikke sovet i mere end 36 timer, så bad og lukaf på basen kunne vente til en anden gang. Frem med soveposen, op på hylden og fuld genopladning af de menneskelige batterier. 184

185 185 Hvad var så årsag til branden? For at afledningen kunne opstå skulle der være to samtidige afledning på nettets to poler. Det viste sig, at en mindre afledning på shuntreguleringen til bagbord hovedelektromotor, som ubåden ikke havde mulighed for at opdage, kunne konstateres af Orlogsværftet med deres bedre instrumenter. Det værste var dog en kraftig afledning fra hovedkablet bag bagbords diesel. Her var kablerne forsynet med uisolerede klemsko, kun afskærmet af en ikke-vandtæt skærmkasse. Oprindeligt havde et rør ført vandet ned fra gruppeudstødsventilerne til maskinsumpen. For at kontrollere om vandet i ventilerne var tømt, havde der været et skueglas. Dette glas var imidlertid hurtigt blevet sortfarvet af udstødsrester, så det var umuligt at se, om der stadig løb vand gennem glasset. På et eller andet tidspunkt havde man så savet røret over og forsynet det med en fleksibel gummislange, så man tydeligt kunne se og høre, når tømningen var afsluttet. I DELFINEN var denne slange faldet af, så vandet løb direkte ned på de uisolerede klemsko. Dette sammen med den anden afledning havde forårsaget branden. Søværnets materielkommando måtte desværre indrømme overfor Havarikommissionen, at DELFINENS håndgranater kom fra et parti, som Hærens Materielkommando havde kasseret. Heldigvis havde hverken Chefen for Søværnet eller Havarikommissionen noget alvorligt at bebrejde DEL- FINENS besætning. 185

186 186 Kontreadmiral Niels Mejdal fortæller: Den lukkede søventil Når ubådene skulle klargøres til dykning gik en eller flere båden igennem og stillede om på de utallige ventiler. Derpå meldte de til næstkommanderende, som så personligt kontrollerede alle de vigtigste systemers ventiler. I 1971 skulle en af Narhvalen ubådene dykke lidt nord for Helsingør og forlægge gennem Kattegat. Det var vinter og meget mørkt. Ikke noget for Narhvalens oprindelige periskop med sit meget lille periskophoved og store lystab også på grund af en kompliceret teknisk løsning. Ofte blev dette forværret af fugt på diverse linser ikke mindst i vinterhalvåret. Kommandorummet lå i absolut mørke, chefen var ved periskopet, vagtchef og udkig var nede fra broen og hele besætningen var klar til at dykke. Så blev luftafgangene taget og hældningen kunne mærkes. Intet skete. Dybden ændrede sig ikke og alle tænkte at nu havde officeren igen fejlberegnet dykketrimmet. Der blev pumpet vand ind i trimtanken. Intet skete. Chefen drejede uafbrudt rundt med periskopet. Heldigvis ingen skibslys at se, så sikkerheden var OK. Det syntes helt klart at båden var alt, alt for let. Derfor lukkedes stadig mere vand ind, indtil siderorgængeren meldte at han ikke kunne holde kursen. På det tidspunkt stod Narhvalen på bunden af Øresund og skruen skubbede stævnen rundt i mudderet eller leret. Periskopet var automatisk kørt ind ved 20 meter og chefen drejede stadig rundt på det uden at se noget som helst. Eneste fejl var at en ganske lille ventil, der forbandt dybdemåleren til søens tryk, ikke var blevet åbnet. Derfor var dybdemåleren låst på seneste visning på overfladen og al den indpumpede vand var overvægt. Godt dette skete i de læge danske farvande og ikke i en af de dybe norske fjorde. Ja, faktisk har en norsk ubåd prøvet det samme og kommet ufattelig tæt på kollapsdybde før katastrofen blev undgået. Periskopet i Narhvalen-klassen blev udskiftet ved en efterfølgende større modernisering i S320 Narhvalens periskop, snorkel, radar m.v. Fra bådens søprøver. Dateret 5. november (Forsvarets Biblioteks arkiv) 186

187 187 Kommandørkaptajn K. T. Madsen fortæller: Nogle personligheder, som jeg har sejlet ubåd med. I ubådene var der en række personer, der kan fortælles mange historier om. Nu har historier det jo med at blive bedre og bedre, som tiden går. Efterhånden som historierne bliver genfortalt flere og flere gange, bliver de forbedret, indtil man end ikke kan genkende dem, selv om man var med, da tingene skete. Jeg vil derfor fortælle om nogle hændelser, som jeg selv har oplevet. Så kommer de så tæt ved sandheden, som jeg husker den. Det må selvfølgelig også indrømmes, at der er gået mange år siden tingene skete, så måske har forglemmelsen slettet et par detaljer, men det håber jeg læseren tilgiver mig. Ubådskaptajnen En af de ubådskaptajner, som jeg var næstkommanderende for, var en ualmindelig dygtig kaptajn. Navnet kan her være lige meget, idet han en gang imellem var lidt for dygtig. Samme kaptajn tog det heller ikke så højtideligt med bestemmelserne. En gang vi lå på det dybe vand i Skagerrak, checkede vi båden ved at gå ned til den maksimale fredstidsdybde, der var 100 meter. Selv om jeg var ny næstkommanderende i denne båd, lod kaptajnen mig gennemføre kontrollen fra kommandorummet. Det var en ren rutineøvelse, ligesom det var rutine hvert 6 år, at trykprøve ubåden til 150 meter i tryktanken i Kiel. Nå, sagde Otto, der sad ved dybderorene. Så bliver 135 meter næste stop. 135 meter? Sagde jeg undrende. Ja, sidst var vi på 130 meter, og kaptajnen tager gerne 5 meter mere hver gang. Ganske rigtigt. Nu kom kaptajnen ind i kommandorummet og tog båden trinvist ned til 135 meter, mens vi løbende checkede for utætheder. Jeg var helt rolig, for jeg vidste, at båden ikke havde haft problemer med de 150 meter i Kiel, men alligevel syntes jeg, at det var forkert. Hver eneste gang en ubåd går rigtig dybt, ødelægges noget af skrogets elasticitet, hvorfor jeg mente, at vi skulle gemme de store dybder og skrogets elasticitet, til det blev alvor. Da vi senere kom i havn, gik jeg derfor ind på chefkontoret med en ansøgning om at blive overført til en anden båd. Jeg angav ikke nogen begrundelse, men jeg fortalte om min holdning til fredstidsbestemmelser og deres overholdelse. Nå, kaptajnen ville tænke over min ansøgning. Det blev dog aldrig aktuelt, for maskinchefen, der også var ny i båden, var gået direkte til eskadremesteren, og kort tid efter blev kaptajnen kaldt til eskadrechefen. Hvad der blev snakket om her, kan jeg kun gætte på, men jeg blev bagefter kaldt til chefen, der oplyste, at han i fremtiden ville overholde fredstidsgrænserne, hvorfor jeg trak min ansøgning tilbage. Vi fik derefter det bedste samarbejde, og havde mange muntre stunder sammen. Under en senere patrulje østpå lå ubåden og overværede en sovjetisk anti-ubådsøvelse med deltagelse af både overfladeskibe og anti-ubådsfly. Vi holdt os pænt væk fra øvelsen for ikke at blive opdaget, mens vi samtidig prøvede at følge med i, hvad der skete. På et eller andet tidspunkt begyndte et fly af typen Be-12 MAIL at lægge en række sonarbøjer tættere på os end de tidligere rækker, der var blevet udlagt. Jeg havde ry for et vist kendskab til sovjetisk materiel, så kaptajnen kaldte mig til kommandorummet. Prøv lige at se på de bøjer, er de ikke mindre end de sædvanlige? Både kaptajnen og jeg vidste, at russerne var ved at indføre en ny type bøjer, der var mindre end de gamle RGAB-56, som vi kendte til hudløshed. Jeg kikkede i periskopet. Nu er det jo svært på afstand at bedømme størrelsen af en sonarbøje, der bliver kastet ud fra en flyvemaskine. Jeg fik dog overbevidst mig selv om, at kaptajnen nok havde ret. Jeg tror det er RGAB-64 er, sagde jeg med den overbevisning, som jeg nu kunne mønstre. Denne bøje var forholdsvis ukendt i vesten, så det tog ikke lang tid før kaptajnen havde taget sin beslutning. Vi dykker ud, og snupper et par bøjer. Nu begyndte vi at arrangere tingene. Vi skulle dykke ud og sejle ind i rækken af sonarbøjer, hvor vi så ville fiske et par ud af vandet. Vi vidste, at bøjerne var forsynet med en mindre sprængladning, som ville udløses efter et bestemt tidsrum, så vi blev enige om, at stuve fangsten under cassingen. Møde på dykkeposterne, gør klar til uddykning. Folk forbliver på dykkeposterne, indtil vi er dykket igen, lød ordren. Kort tid efter gik båden uddykket for fuld fart mod en af de pejlinger, hvor vi sidst havde set en bøje ramme vandet. En mand kravlede ned på forreste dybderor og fiskede snart efter en bøje op. 187

188 188 Vi skal have en kniv op til cassingen, lød det fra broen. Der var poser med farvestof forbundet med bøjen, så man fra luften tydeligt kunne se, hvor den lå. Hvis vi lod denne pose blive hængende, ville vi efterlave et smukt spor, hvilket vi selvfølgelig ikke var interesseret i. Mens båden var på vej for at fiske den næste bøje, blev flyvemaskinen meget nærgående. Kør radiomasterne ud, lød det nu fra broen. Kaptajnen fortalte senere, at flyet havde fløjet meget tæt hen over ubåden, så for at holde den lidt på afstand, havde han beordret masterne op. Jeg kørte samtidig observationsperiskopet op, så jeg selv kunne følge lidt med i begivenhederne. I det fjerne så jeg en fregat af Krivakklasen, der pustede sort røg ud af skorstenen, mens den havde kurs direkte mod os. Vi fik bjærget bøje nummer to, og fik dykket i en fart. Næppe var vi kommet i sikker dybde, før Krivak en for lige hen over os. Heldigvis for os lavede kaptajnen her en kæmpe brøler, idet han nu slog fuld kraft bak. Når et skib af den størrelse med 32 knob slår fuld bak, laves der så mange bobler i vandet, at den kan tage halve timer, før der igen er ordentlige sonarforhold. Det udnyttede vi, og sneg os stille væk fra dykkepositionen. Desværre var det de gamle kendte RGAB-56 er vi havde bjærget, så i stedet for hæder og ære, da vi kom hjem, stod den på en skideballe til kaptajnen. Det var helt i orden at stjæle de andres materiel. Men det skulle altså ikke opdages. Forsvarets Efterretningstjeneste må dog have værdsat initiativet, for kort tid efter fik vi som gave en RGAB- 56 bøje, som blev ophængt i eskadrens skolestue. 188

189 189 Kun en gang glippede det gode samarbejde. Vi havde ligget i Newcastle en weekend som en del af STA- NAVFORLANT, der nu midlertidigt skulle opløses, og skibene sejle til deres hjemhavne for juleferie. Mandag morgen, da vi skule afgå, var besætningen mødt til tiden og begyndt at klargøre til sejlads. Kun kaptajnen var ikke mødt endnu. Nå, han var jo kaptajn, så han var måske gået op for at sige farvel til styrkechefen. Jeg var forholdsvis rolig, indtil stabschefen kom ombord for at sige farvel. Det undrede mig, for hvor var så kaptajnen. Mens jeg fik bænket den portugisiske stabschef med en kop kaffe, fór jeg ud telefonen i torpedorummet og fik ringet til hotellet. Nej, chefen var ikke på sit værelse. Så råbte vagtmanden på cassingen, at der var en dame, der ville sige farvel til kaptajnen. Ind i messen med hende og en ny kop kaffe. Hvor f---- var chefen? Afgangstiden nærmede sig med foruroligende hast, og vi lå yderst på siden af to fregatter. Skulle jeg tage båden ud, når de skulle sejle, for senere at gå til kajs og afvente chefens ankomst. Nu skete det hverken værre end bedre, at COMSTANAVFORLANT, styrkechefen kom ombord, så mellem faldereb og en ny kop kaffe forhørte jeg mig blandt officererne og sergenterne om nogen havde nogen idé om, hvor chefen var. Ingen vidste noget. 189

190 190 Så i sidste øjeblik kom han farende i civil. Kufferten havde han lige fået hentet på hotellet. Hvor han havde været, fortalte han mig aldrig, men han lugtede mistænkeligt af gammel spiritus og parfume. Et hurtigt farvel til gæsterne og en overtræksdragt over det civile tøj. Vi sejlede lige på minuttet. Kaptajnen var en gudbenådet manøvrist. Kun en gang har jeg set, at det var lige ved at gå galt. Og dette var til dels min skyld. Vi skulle anløbe Frederikshavn for debriefing efter en øvelse. Båden havde været på havet et par uger, så hormonerne var vel efterhånden ved at nå kogepunktet. Jeg slog ned i halv kraft frem, da vi nærmede os havnehullet, men kaptajnen slog op i ¾, da han kom på broen og overtog manøvreringen. Her var ikke noget med at liste rundt med langsom fart. Hurtigt og flot skulle det være. Flådestationen var fyldt op med skibe, og på en engelsk fregat var der arrangeret cocktailparty på agterdækket. Masser af flotte piger betragtede den stolte ubåd, mens de vinkede til os. Vi tog ugenert kikkerterne til hjælp, mens vi vurderede og kommenterede de enkelte piger, der stort set alle var i lårkort. På et eller andet tidspunkt opdagede vi, at kajen nærmede sig med en frygtindgydende fart. Trosseholdet på kajen var allerede begyndt at fjerne sig fra kajkanten, da de tydeligvis frygtede, at vi om et øjeblik ville sejle lige ind i bolværket. SARA og BETTY stop. SARA og BETTY tilbage forceret. Heldigvis sejlede vi i SPRINGEREN, der som den eneste af DELFINEN-bådene kunne bakke i forceret. Maskinen var klar over, at en sådan manøvre krævede hurtig indgriben. Så vi fik tilbage forceret på den ene skrue før den anden. Båden kastede sig til den ene side, mens farten blev taget af. Vi endte lige, hvor vi skulle fortøje uden at røre kajen, så den næste manøvre lød. SARA og BETTY stop. Fortøj som vi ligger. Så vendte kaptajnen sig mod mig og indrømmede, at denne gang havde det været tæt på. Matrosregnskabsføreren Jeg sejlede i flere perioder med Otto som matrosregnskabsfører. Egentlig hed han ikke Otto, men øgenavnet havde han fået for år tilbage, da han var almindelig konstabel i ubådene. På det tidspunkt var pornografien lige blevet frigivet i Danmark, så Otto så her en mulighed for en ekstra skilling. Han investerede i en stak pornofilm, som han medbragte, når båden skulle deltage i internationale øvelser. De øvrige skibe kunne så bestille en filmforevisning i deres messer formedes en mindre sum pr. deltager. Når en aftale var i hus begav Otto sig af sted sammen med bådens teknikker, der var filmoperatøren og en anden gast, der skulle indkræve billetprisen. Dette arrangement gik fint, indtil officersmessen i en tysk destroyer havde hørt om arrangementet og så frem til en ekstra filmforevisning. Desværre vidste de ikke præcis, hvem der stod for filmforvisningerne, men vidste at vedkommende kom fra den danske ubåd og havde også hørt noget om, at den pågældende vist nok hed Otto. Da de så ringer til båden og spørger efter Otto, blev svaret naturligvis, at der ikke var nogen der hed Otto om bord. Tyskerne opgav dog ikke så let, nu havde de lige sat næsen op efter nogle franske hudfilm. Jamen vi måtte da kende Otto. Han havde jo været ombord i destroyeren i går. Otto, der er ikke nogen, der hedder Otto her. Jamen, Porno Otto måtte vi da kende. Hele styrken snakkede jo om ham. Så gik der en prås op for vedkommende, der havde taget telefonen. Ja, ja. Så ved jeg, hvem det er. Jeg skal få fat i ham nu Fra den dag af blev øgenavnet Otto hængende. 190

191 Otto i færd med at udstikke besætningen til daglig arbejde. Var det ikke lige på grund af uniformerne, kunne man nemt tro, at det var Livgardens vagtkompagni. Ubåden er enten Spækhuggeren eller Tumleren. (K. T. Madsen/Forsvarets Biblioteks arkiv) Otto blev udnævnt til sergent, selv om jeg er sikker på, at han havde sovet i de timer, hvor man underviste i mandskabsbehandling. Hans pædagogiske linje minde mere om Mogens Frohn Nielsen fra Fulton end den officielle mandskabsbehandling, som var foreskrevet i søværnet. Da jeg første gang fik ham som regnskabsfører, havde jeg derfor en samtale med ham, hvor jeg gjorde det helt klart, at hvis ham slog på mandskabet, så var han den første, der røg fra borde. Uanset hvad vedkommende gast så end havde gjort. Dette accepterede Otto, men det skal ingen hemmelighed være, at jeg prøvede at følge godt med i, hvordan han behandlede mandskabet. Kort tid efter fik vi en ny værnepligtig kok. Han var et brokhoved fra begyndelsen, og da han heller ikke kunne få maden klar til tiden, blev han hurtigt meget upopulær om bord. Det skal her siges, at når folk går totørn, forventer de at blive afløst til tiden. At skulle vente en halv time fordi maden endnu ikke er klar, så det tiltrædende kvarter kan få skaffet, skaber næsten mytteristemning om bord. Efter et par dage med idelige forsinkede måltider sad jeg en eftermiddag i messen lige overfor kabyssen. Jeg hørte Otto gå ind til kokken og lukke døren efter sig. Nu var det jo meget lydhørt i bådene, så jeg kunne tydelig høre, hvad der blev sagt. Otto forklarede kokken, at fra nu af skulle måltiderne være klar til den bestemte tid. Ikke noget med dårlige undskyldninger. Andre kokke kunne finde ud af det, så det skulle også være muligt for den nuværende kok. Til at begynde med brokkede kokken sig, men efterhånden blev han mere og mere medgørlig. Til slut hørte jeg ham sige, at fra nu af ville alle måltider blive serveret på slaget. Jeg havde siddet og lyttet, men havde ikke hørt noget slag, alligevel kaldte jeg Otto ind i messen og bad om en forklaring. Otto startede med at sige, at han ikke havde slået kokken. Da jeg så spurgte, hvordan han fik kokken gjort så medgørlig, fik jeg det svar, at han havde løftet ham ind over komfuret, mens de diskuterede. Men han havde ikke slået ham, forsikrede han mig. Først da han var på vej ud af messen, faldt forklaringen. Jo, inden jeg løftede ham over komfuret, havde jeg tændt alle kogeplader. En god regnskabsfører har styr på sine ting og har meget få tabsattester. En sådan mand var Otto. Vi manglede stort set aldrig noget. Onde tunger påstod ganske vist, at det skyldes at Otto kravlede over skillevæggene ind til de andres bådes kamre på Ekvipageafdelingen og her supplerede sine beholdninger. Men som sagt onde tunger skal man ikke lytte til. Otto kunne godt lide god mad og var selv en glimrende kok. Han var derfor sjældent tilfreds med de rationer, der blev udleveret af proviantregnskabsføreren på HENRIK GER- NER. Når han sammen med kokken og et par andre gaster hentede provianten havde han udviklet en helt speciel taktik. Han kunne tilsyneladende ikke huske, hvad han skulle bruge. Proviantregnskabsføreren låste altid dørene til tørproviant, køle- og fryserum. Men da Otto tilsyneladende hele tiden havde glemt få et eller andet med fra først den ene så den anden last, opgav proviantregnskabsføreren på et eller andet tidspunkt at låse, da han vidste, at de om et øjeblik igen skulle derind. Dette var øjeblikket for Ottos håndgangne mænd. Når Otto og proviantregnskabsføreren var på et andet dæk, gik de ind i det uaflåste rum for at hente, hvad Otto nu havde instrueret dem i. Jeg mindes kun en gang, at det nær var gået grueligt galt. Vi havde været til udslusning i Karlskrona og var på vej til at lade gå fortøjningerne til HENRIK GERNER. Eskadrechefen stod på sidedækket og ønskede os god tur, da proviantregnskabsføreren kom løbende hen af sidedækket. Stop dem eskadrechef, råbte han. De har igen stjålet proviant. Ja, det går jo nok, mente ekskadrechefen. Det er oksemørbraden til den officielle middag i aften, der er væk,

192 192 På det tidspunkt var jeg klar over, at jeg måtte gribe ind. Havnemanøvren blev udsat, mens jeg beordrede en undersøgelse af skibet. Ganske rigtig, efter få minutter blev det manglende kød langet op gennem torpedolugen, mens jeg lovede eskadrechefen at tage mig af synderen. En anden gang, hvor vi en tidlig forårsdag skulle afgå fra Holmen, kom Otto slæbende med en sæk kartofler. Da vores proviant var ankommet, udspurgte jeg Otto, hvad han nu havde gang i. Han havde set sækken med kartofler stå, hvor DANNEBROG normalt afhentede deres proviant. Så havde han troet, at det var vores kartofler, der var blevet leveret til det gale sted. Men han kunne dog godt se, at vi havde fået vores kartofler, så han ville levere sækken tilbage. Først da vi kom på havet opdagede jeg, at på en eller anden måde, må Otto være kommet til at forbytte de to sække. For vi havde fået helt nye kartofler med og ikke de sædvanlige fra året før. Jeg overvejede at sende et undskyldende signal til kongeskibet, men blev enig med mig selv om, at det nok kun ville skabe mere ballade, så det undlod jeg. Som sagt var Otto en glimrende kok. Når vi under overflade-forlægninger løb ind i rigtig havvejr, var det altid Otto, der stod for madlavningen, når kokken gav op. Det var selvfølgelig lidt uheldigt, for maden skulle laves, når Otto havde frivagt som vagtassistent og bestikstyrmand. I sådanne tilfælde blev der spurgt, hvem der ville have mad. Derefter blev vi inddelt i firemands hold, og mandskabets bord spændt fast på tværs i torpedorummet. Grunden til at vi skulle være fire på hvert hold var, at vi derved sad skulder ved skulder med de yderste med skulderen mod overkøjerne i borde. På den måde har jeg spist mange dejlige måltider, selv om det ikke altid var appetitlig, når man kunne høre en af dem på køjerne ofre til kong Neptun. Næstkommanderende Jeg havde i en lang periode Carsten Reiff som næstkommanderende. Han var et festligt menneske og et muntert indslag i dagligdagen. Personligt imponerede han mig første gang på vej til Plymouth. Det var rigtig dårligt vejr, men alligevel ville englænderne ikke give os lov til at dykke, så vi var tvungen til at forlægge i overfladen. På et eller andet tidspunkt ramte vi en kæmpebølge, der fik dybdemåleren til at passere de 12 meter. Det vil sige, at folkene (Carsten Reiff og en udkig) på broen stod under vand. Kommunikationen gik naturligvis død, så jeg fik stoppet båden og åbnet tårnlugen for at se, hvordan de havde det. Jo, de havde da set bølgen komme og havde nået at dukke sig, inden de dykkede ned i det kolde vand. Selv om de var parat til at fortsætte, trak jeg nu brovagten ned i kommandorummet og forlagde det næste stykke uden vagt på broen men med konstant udkig fra periskopet. 192 Carsten Reiff under passage af en af sluserne i Kielerkanalen. Ubåden er enten Spækhuggeren eller Tumleren. (K. T. Madsen/Forsvarets Biblioteks arkiv) Under en senere øvelse med NORD- KAPEREN blev vi sendt ud nordvest for Lofoten, hvor en amerikansk fregat skulle afprøve det nyeste nye indenfor anti-ubådssensorer, den såkaldte Towed Array. Området var valgt fordi der normalt ikke var nogen anden skibsfart i området, så fregatten ville få optimale forhold for at finde ubåden. Dykkeområdet var 60 gange 60 sømil, hvor vi skulle starte i det nordøstlige hjørne, mens fregatten startede i det sydvestlige. Vi gik fra starten af over til lydløs sejlads og nærmede os efter hånden fregatten, der langsomt var sejlet fra sit hjørne af feltet og op mod ubådens startposition. Fregatten havde sendt sin helikopter i luften, så de skulle ikke vises meget periskop. Vi fik listet os ind i en god skudposition uden at blive opdaget. Da jeg skulle til at simulere affyring af torpedoer, stoppede Carsten mig. Nej kaptajn, vent lidt. Det skal sgu være lidt festligt, sagde han og forlod kommandorummet.

193 193 Jeg kunne høre, at han rodede i sin kuffert, inden han kom tilbage medbringende et signalhorn. Selv om dette var et togt på fem-seks uger havde han tilsyneladende prioriteret signalhorn højere en rene underbukser, skjorter og sokker. Jeg kender ikke et hornsignal for torpedoangreb, men jeg kan blæse: Kavaleri til angreb. Jeg kendte heller ikke noget hornsignal for torpedoangreb, så vi måtte nøjes med kavaleriet. Op gled UHF, Carsten fugtede læberne og blæste sit hornsignal. Bagefter fortalte vi amerikaneren, at han var under angreb af trådstyrede torpedoer. Vi kom tættere og tættere på modstanderen, men i stedet for et fornyet angreb, blev vi enige om at tage lidt gas på amerikaneren. Nu bad vi vagtchefen komme til styrbord brovinge og gøre honnør, så ville vi tage et par periskopfoto. Han kom nu ikke, så vi tog ingen billeder. I stedet åbne vi lidt op ved at gå under fregatten og over på den modsatte side for et fornyet angreb. Stadig ikke noget modangreb, så vi blev enige om at hjælpe ham lidt. Vi var der jo for hans skyld. Vi dirigerer helikopteren hen over os., foreslog Carsten. Jamen, jeg kan ikke dirigere en helikopter. Jamen det kan jeg. Det lærte jeg på inspektionsskibene. Bare du angiver pejlingen og en cirka afstand. Som sagt, så gjort. Amerikaneren overgav helikopteren til os, der overtog den på en for mig meget professionel måde. Report fuelstate. Lød den første ordre. Derefter fulgte forskellige vektorer, der ville bringe helikopterne lige hen over os. Undervejs fik den besked på at gå ned i højde og til sidst: Look out for sight. Da helikopteren passerede os, gik vi dybt igen og fjernede os fra DATUM. Efter at have sejlet et stykke gik vi igen til periskopdybde. Efter et fornyet angreb med klingende spil var forvirringen hos amerikaneren åbenbar. Han spurgte os om vi var dybt eller i periskopdybde. Vi måtte så forklare, at vi var i periskopdybde, og for at stikke kniven rigtig ind i såret, oplyste vi ham om, at vi talte sammen på UHF-radio. Så kastede han håndklædet i ringen. Signalhornet blev medbragt ved flere lejligheder. Især en hændelse husker jeg tydeligt. Vi sejlede fra Holmen ved fem, halv seks tiden en eftermiddag. Da Carsten også kunne signalerne for front om styrbord og bagbord, blev vi enige om at gå tæt forbi Dannebrog, der lå fortøjet i bøjerne. Det var måske lidt ondt, for vi må have passeret kongeskibet midt i aftenskafningen Da vi passerede blæste Carsten front om bagbord, besætningen indtog retstillingen, mens jeg gjorde honnør. Et øjeblik efter viste vagtchefen sig på broen og kiggede først ind mod Holmen og dernæst mod havnemolerne. Derefter forsvandt han tilsyneladende over til modsatte brovinge. Nu skal det siges, at NORDKAPEREN i uddykket tilstand kun rakte fire meter op over havets overflade, så vi var vel nemme at overse i skyndingen. Så blev en dør åbnet ud til sidedækket og Jagtkaptajnen trådte ud. Tilsyneladende undrede han sig over, hvilket skib der blæste front med hornsignal eller over at fronten ikke blev besvaret. Han kiggede ligesom vagtchefen først mod Holmen og derefter mod havnemolerne, inden han fik øje på ubåden. Så råbte han på vagtchefen, mens han pegede ned på os: Det er hernede. Det skal siges, at vagtchefen ikke var uden humor. Han bøjede sig nu demonstrativt næsten vinkelret ud over brovingen og peb front ned mod os med en ussel trillefløjte. Nå så fik de lidt at snakke om på DANNEBROG, selv om Jagtkaptajnen godt kunne have sparet mig for sit: Det er hernede om den kongelige danske ubåd NORDKAPEREN. Carsten brændte mig kun af én gang. Selv påstod han, at han var uden skyld i hændelsen. En nat var vi med en af DELFINEN-bådene på vej ind i Østersøen. Som sædvanligt havde den russiske vagthund lagt sig i en halv mils afstand fra os og fulgte alle vore manøvre. For de der ikke ved det, kan jeg oplyse, at under Den Kolde Krig, var der altid tre vagthunde fra Warszawa-pagten på permanent patrulje ved indsejlingerne til Østersøen. Vi kendte til hudløshed disse vagthunde, der ligeså snart vi dykkede sejlede lige hen over os, så det var altid nødvendigt at komme ned i en fart. Jeg bad derfor Carsten gøre båden lidt ekstra tung, så vi ikke lå og rodede i periskopdybde, når vi ville blive oversejlet. 193

194 194 Her skal måske også lige nævnes, at i DELFINEN-bådene skulle lanterne slukkes, inden vi dykkede, da glassene ellers ville springe, når de kom i berøring med vandet. Dette med at vi slukkede lanterne lige inden vi dykkede, vidste modparten selvfølgelig også. De havde jo set os hundredvis af gange. Da vi nåede dykkepositionen, gjorde vi klar, slukkede lanterne og åbnede luftafgangene. Det kan nok være, at vi var tunge. Inden vi havde set os om lå vi på bunden på ca. 40 meters vanddybde. Vi måtte pumpe omkring tre tons vand ud før vi kunne sejle igen. Jeg påstod, at Carsten havde glemt de to torpedoer vi havde fået med ekstra, mens han påstod, at det dykketrim, han havde beregnet ud fra, var helt forkert. Dette kræver måske en forklaring. Før en båd skal dykke, beregner bådens næstkommanderende trimmet, altså den vandmængde, der skal være i de forskellige tanke. Når båden er neddykket og i trim, pejles alle tanke igen, hvorefter næstkommanderende indfører trimmet i dykkejournalen. Næste gang man skal dykke tager næstkommanderende dykkejournalen og finder et trim, der minder mest muligt om den nuværende situation. Selvfølgelig er der altid små ændringer, men da man ved, hvad en dagsration mad, en person eller en torpedo vejer, er det forholdsvis nemt at beregne de nødvendige rettelser til det oprindelige trim. Da det ikke var lykkes i denne situation, fik mig til at skælde lidt ud. Men Carsten fik mig dog afvæbnet. Ja, ja. Vi blev overasket, men forstil dig dog ansigterne over på russeren. Vagtchefen, der skælder ud på udkiggen, chefen, der skælder ud på vagtchefen. Hvor er ubåden? Jamen, den var her lige for et øjeblik siden. Carsten vendte flere gange tilbage til sit dykketrim, og fastslog at det var det oprindelige trim, der var fejl i. Jeg forfulgte ikke sagen, for normalt havde han noget meget flotte trim. Kokken Jeg havde en gang, da vi sejlede med NORDKAPEREN, en glimrende værnepligtig kok. Vi var underlagt STANAVFORLANT og havde lavet øvelser hele vejen op langs Norges kyst, indtil vi pludselig fik besked på at dykke ud og forlægge til Harstad. Forklaringen kom kort tid efter. Det sovjetiske hangarskib KIEV var under forlægning fra Middelhavet til Nordflåden og skulle naturligvis skygges af skibe fra STANAVFOR- LANT. Først var jeg lidt sur, for dette var jo en glimrende chance for at vi kunne få optagelser af skibets maskin- og skruestøj. Da jeg havde tænkt mig lidt om, tror jeg nok, at jeg kom frem til den rigtige forklaring. En af de store flåders atomubåde lå nok derude og var i færd med at lytte, så de ville ikke risikere, at der pludselig var mulighed for kollision mellem to venligsindede ubåde. Vi forlagde derfor pænt på taget mod Harstad, hvor vi ankom et par dage før planlagt. Vi var næppe fortøjet før en nordmand kom om bord og præsenterede sig som skibshandler. Vi forklarede ham, at vi ikke skulle have noget, og at vi altid handlede med den engelske skibshandler Monson. Nordmanden påstod dog, at Monson aldrig kom til Harstad, så han var den eneste skibshandler i byen. Kokken viste nordmanden rundt i ubåden og spurgte bagefter, om det var i orden, hvis han bød nordmanden på frokost. Det kunne vi jo ikke have noget imod, så han blev bænket sammen med mandskabet lige uden for officersmessen. Vores gæst var en festlig fyr, så da vi var nået til kaffen og cognacen, var det helt naturligt at han rykkede ind i officersmessen, mens mandskabet bakkede af og fortsatte med dagligt arbejde. Da han hørte, at vi skulle til at finde ud af, om vi kunne får værelser på hotellet, lovede skibshandleren, at det skulle han nok klare. Han lånte en telefon og et øjeblik efter forsikrede han os om, at det var i orden. Han havde endda fået opgraderet vores værelser uden at det kostede ekstra. Han havde dog en lille bøn, kunne han søn og to børnebørn komme ned og se ubåden næste dag. Ja den ene tjeneste er jo den anden værd, så selvfølgelig kunne han det. Han sluttede med at invitere officersmessen med hjem, hvilket flere da også sagde ja tak til. Næste dag gik det op for mig, at skibshandleren ikke var en helt almindelig skibshandler. Han ejede også byens hotel samt en fabrik, der forarbejde rensdyrskød. Da kokken havde vist gæsterne rundt i båden, stak han hovedet ind i messen og oplyste, at vi var snart nød til at købe noget proviant, hvis vi ikke skulle sulte. Monson havde ikke vist sig, så jeg bad kokken finde ud af, hvad vi manglede og så få det bestilt hos skibshandleren. Næste dag kom STANAVFORLANT i havn og kort tid efter gav skibshandleren mig en formel invitation til middag den følgende dag. Han oplyste, at han havde inviteret alle skibschefer og staben fra STANAVFOR- LANT, samtidig spurgte han, om det var i orden, hvis han også inviterede skibets kok. Det kunne jeg jo ikke have noget imod. Næste aften tog kokken og jeg af sted til middag. Heldigvis var kokken en dygtig ung mand, der viste, hvorledes man opførte sig. Selvfølgelig undrede de øvrige officerer sig over, hvorfor ubåden stillede med to 194

195 195 mand, chefen og kokken. Da det var forklaret, skulle de selvfølgelig også høre, hvordan en værnepligtig med kort tids tjeneste både kunne fungere som hovmester og kok uden at have en uddannet proviantregnskabsfører over sig. Især chefen for STANAVFORLANT var meget interesseret og havde i løbet af aftenen en lang samtale med min kok. Jeg hørte sidst på aftenen, at de var blevet dus, hvad ingen af os skibschefer var med den høje chef. Resten af det togt, blev jeg konstant mindet om det. Når vi fik en mærkelig ordre, eller der var uklarheder i et signal, diskuterede vi det på vanlig ubådsvis. Hvad d----, har de idioter nu tænkt sig? Hvorfor kan de ikke bare skrive et klart og simpelt signal, i stedet for denne lange smøre? Hvis kokken var i nærheden, undlod han ikke at kommentere det. Rolig kaptajn, jeg skal nok snakke med John om det, når vi kommer i havn. Lån mig lige UHF en, så kan jeg spørge John. Næste gang jeg møder John, skal jeg nok fortælle ham, at vi er trætte af A1 og A2 Casex er. Det blev efterhånden en plage at skulle høre på. 195

196 196 Frivagt i torpedorummet på en ubåd af DELFINEN-klassen - sandsynligvis S328 Tumleren. Fra en patrulje i Østersøen. Et skilt nævner, at der er 15 dage tilbage af togtet. Dateret september (Hagen-Sørensen/Forsvarets Biblioteks arkiv) På tur i Østersøen en november i 1980 erne Mønstring kl.0800, klargøring til sejlads. T-DIV bunkrer gasolie, og klargører til undertryksprøve (for at se om båden er tæt). Øvrigt personel stuver proviant, frugt og grøntsager i torpedorummet, masser af hakket kød, det fylder jo ikke så meget i vores lille fryser, domino-kartofler og Long-lifemælk medbringes. Holmboes specialitet Frisk Fisk til første dag. Kl.1600 mønstring, An på fartøjet manøvrepladsen mødt og klar til manøvre, med slæbebåd ud fra Holmen. Starte Diesler og båden Klargøres til Dykning. Ned igennem sundet (det blæser jo altid). Ligger den østtyske vagthund, (typisk en Kondor-kl.) og venter? Aftenskafning, fisk og dessert (det ruller af helvede til). Når vores dykkerposition.: KLART SKIB, vagtchefen ned og lukke. Åbner luftafgangene, dyb stilhed sænker sig i båden. Ninje meter, båden chekkes for utætheder, melding fra divisionerne, aftrædning fra klart skib. 196

197 197 Vi overgår til normal vagttørn (2 tørn), timer, vi forlægger mod felterne. Felterne: Ligger i periskobdybde (PD) Rutinen har sænket sig over båden, vi har snorklet ved daggry. Morgenmad æg og bacon. Ludohold bliver etableret såsom Baltic Heroes, Supreme Baltic ludokillers, osv. Der bliver meldt om skruestøj, med hurtige omdrejninger, (måske en kriger). Frem 150, kom til en fire nul, han er for langt væk. Mørket sænker sig, kom til 50m, vi skaffer, dejlig ret.: Kød i Mørke og dessert. Vi ser film eller spiller kampludo. Der bliver snorklet før Hundevagten. Hundevagten , T-div. udfører daglig tjek i Bøderiet samt rengøring. Vi skyder potten for menneskelig affald. Og gør klar til potteskud af affald. Affaldssække ud i manøvregangen, hvor hver enkelt pose punkteres med en pikhammer for at mindske opdriften, 3 skud, potten bliver meldt i Daglig orden. Vi hygger os ved trimmet, drikker mokka og spiser nybagt brød som Torpisten har bagt. 0400, vagtafløsning, til køjs, til køjs. Udpurring 0715, morgenskafning, det er ikke sulten, mere vanen. Vi får melding om hårdt vejr. Østersøen rejser sig til orkan: Se op for slinger rage i 40m, vi går så dybt som muligt. Vi snorkler, vi går højt i PD, det skal bare overståes, Gondolen bliver kastet rundt, de som har sejlet Østersøen ved hvad der tales om, puha. Gnisten får sin periode, vi går dybt. Vi får senere at vide, at taget på Christiansborg er blæst ned. Rutine, rutine og High Lights, får optaget en masse kommunikation, chefen er tilfreds. Vældig tys tys. Hver søndag er der baderulle, man skriver sig på listen, og kaldes ud i manøvregangen, en af gangen af bademesteren. Man har en bruser i maskinrummet, hvor man anvender det varme saltvand fra køling af dieselmotorerne. Man stinker fælt af renhed. Holmen: afrigning og badebajer, på vej til Østerport station det er snart jul. Run deep, run silent En bøder. 197

198 198 Henrik Hugger beretter: Rapport omhandlede uheldet torsdag den kl ombord på undervandsbåden Narhvalen. Historik: Efter Narhvalens hjemkomst til Frederikshavn konstaterede elektromekaniker Kurt Skov tilfældigvis at kuglelejet på BB. generator var afbrændt. Efter endt lejeskift, foretaget af WMO (El-firma fra Århus flydedok) under observation af elektromekaniker Kurt Skov, prøvekøres generatoren og man konstaterer, at den ikke kan køres i automatiktrinet, hvorefter prøvekørselen foretages i det manuelle trin. Efter aftale med VKM S. Erting. SMK. ST1 indleder elektroværkstedet en fejlsøgning af årsagen til at generatoren ikke vil koble ind i automatiktrinet. Beskrivelse: Torsdag morgen begynder elektromekaniker Kurt Skov og elektromekaniker Jes Hansen i samarbejde med OSG. Ole Nielsen fra Narhvalen fejlsøgningen på hovedtavlen. Hovedtavlen er under hele forløbet under spænding. Jes Hansen og Kurt Skov har oplyst til mig, at de sekunderne før eksplosionen var i færd med at måle, om der var spænding til afbryderen Ha 22, som er afbryderen for hovedkreds for fremdrivningsanlæget. Dette foregik ved, at Jes Hansen med sine prøvepinde, der var forbundet med instrumentet (Fluke 87), ville måle om der var spænding fremme ved afbryder Ha 24, som er afbryderen for stilstandsopvarmning for BB. generator og hovedmotor. Da Jes Hansen placerede prøvepindene på afbryderens terminaler og drejede hoved for at aflæse instrumentet, som OSS Ole Nielsen stod med i hånden, lyder der et stort brag og en stor lysbue samt en kraftig røgudvikling fremkommer. Jes Hansen og Kurt Skov forlader øjeblikkeligt båden for at blive behandlet på infirmeriet, medens Ole Nielsen begynder at bekæmpe branden med en pulverslukker. Årsag: Det er meget svært, for ikke at sige umuligt at konkludere hvad den eksakte årsag til kortslutningen kan være. Omskifteren er placeret således, at den har direkte forbindelse (over en 350 A sikring) med de tre batterier og landtilslutningen. Årsagen til kortslutningen kan være en eller flere af følgende årsager: Defekt omskifter, Jes Hansen kan havde kortsluttet to terminaler på omskifteren med sine prøvepinde. Skibets besætning har under forlægningen til Frederikshavn konstateret 3 aflednings fejl på nettet og det kan ikke udelukkes, at disse har haft forbindelse med uheldet. Endelig må man ikke glemme, at ugen inden dette uheld skete, skete der et andet og lignende uheld, da hovedkablerne til batteritank 3 brændte, formegentlig pga. en afledningsfejl. Yderligere kan jeg tilføje, at jeg ganske kort tid efter uheldet ankommer til Narvalen og jeg beder en røgdykker bjerge Jes Hansens instrument. Jeg konstaterede, at instrumentet var indstillet i det rigtige område og prøvepindene var placeret i de korrekte terminaler, spidsen af den ene prøvepind (sort) var brændt væk. 198

199 199 Kasper Palle Hansen fortæller: En fisker i nettet Jeg var med i Nordkaperen fra efteråret 1989 til sommeren Deriblandt også under en episode, hvor vi sejlede ind i trawlet på en fisker ved Bornholm. Jeg var hydrofongast ombord, altså KI er, og sad på hydrofonen da hændelsen fandt sted. Det er mange år siden nu år, så min hukommelse kan have taget et par tvists her og der og historien er blevet fortalt i mangen brandert. Man skal også huske på at når man har gået to-tørn dernede i røret i 14 dage, så er man temmelig træt, nærmest udmattet, og jeg vil tro at ens opmærksomhedsniveau er væsentligt nedsat, selv om vi alle sammen var meget unge. Men jeg vil blot for din og min egen fornøjelses skyld genfortælle episoden så klart som jeg husker den. Jeg mener at vi befandt os lidt NØ for Bornholm med kurs op i Gattet for hjemadgående, det var om dagen og vi lå på 30 meter måske lidt dybere. Vi gik med forholdsvis lav fart tror jeg, 5-6 knob vil jeg gætte på. Dybde- styreren meldte at han havde svært ved at holde dybden og han syntes at den opførte sig lidt underligt. Så hørte vi en skurende lyd fra casingen, som om noget skrabede henover den og så kunne man høre en vire der blev strukket voldsomt. KEA, der var Chef ombord stoppede båden med det samme og vinklede periskopet opad, men han kunne intet se fra den dybde. Vandet var ikke klart nok i Østersøen. Der blev gættet på hvad det var der foregik og diskuteret hvad vi skulle gøre. Hvad det var, der sagde lydene blev hurtigt afsløret da vi hørte skruen fra det lille piskeris deroppe. Det stod hurtigt klart for os at vi formodentlig var sejlet lige ind i trawlet mens fiskeren med sin motor slukket var i gang med at sætte det. For nu kunne vi pludselig høre at han forsøgte at sejle af sted med hans ukendte fangst. Det blev besluttet at vi skulle blæse os op så sagte som vi kunne, omend vi godt vidste, at vi ville accelerere efterhånden som vi steg opad når luften udvider sig. Vi ville jo nødigt pløje op gennem bunden på ham. Vi steg så op og kom så vidt jeg ved op lige ved siden af den lille fisker (50 tons). Han kunne høres på VHF en på klingende bornholmsk udtale de famøse ord: Der kommer noget stort og sort op ad vandet... og det er ikke fisk. Det grinede vi meget af den sommer, som man siger. Det viste sig at vi i løbet af natten også var sejlet igennem en del flydegarn, så tårnet var viklet ind i garn. Vi fik skåret nettene af og fik fiskerens data, så vi kunne erstatte hans ødelagte grej. Så sejlede vi hjem, for vi var møjtrætte. 199

200 200 Lige da jeg startede dernede i 5. eskadre og gik på depotet ude på Holmen og ventede på at Nordkaperen skulle komme fra dokken, lå en af de gamle ubåde der stadig, det må nok have været Springeren. Den var noget større end Narhvalen- klassen, og var det de gamle hunde kaldte en rigtig ubåd. Den havde også - ikke lang tid forinden i en Østersøøvelse - ligget og prikket så mange torpedoer ind på det amerikanske slagskib Iowa, at amerikanerne til sidst benægtede, at det kunne være rigtigt, at den var i stand til at tørre røv på dem i det omfang. Deres ubådsjagere så selvfølgelig aldrig Springeren, da det er stort set umulig at finde en lille ubåd i Østersøen. Den historie endte med at Springeren gik så tæt på de arrogante yankeer, for at de ikke skulle kunne undgå at se den røde flare - at flaren endte på teakdækket af kæmpen. Om det er rigtigt ved jeg ikke, men sådan blev den fortalt i depotet. Kasper Palle Hansen fortæller: BB61 Iowa. (Forsvarets Biblioteks arkiv) Erindringer fra en JMC En stor oplevelse jeg engang havde, var under en JMC da en voldsom vinterstorm tvang mange af skibene i havn. Det var dengang at Vædderen, tror jeg det var, fik en bølge ned gennem skorstenen og motorerne stoppede, så den lagde sig sidelæns i de enorme bølger. Da lå vi en lørdag aften nede på 90 meter for at få ro til at kokkerere og hygge os lidt. Bølgerne var så store at man kunne mærke dønningerne helt derned, men det vildeste var, at man tydeligt kunne se bølgerne gennem det klare vand deroppe gennem periskopet. Der var virkelig gang i den deroppe. Da vi senere kom i havn i Skotland viste det sig at vi var de eneste der var blevet på havet alle andre havde søgt havn og en af de små tyske ubåde havde fået revet nogle dækkeplader fra tårnet af. Til gengæld var der masser af whiskey og rødvin ombord i den gamle hyggelige franske ubåd Venus. Franskmændene havde rødvinstanke ombord i deres ubåde. En af grundene til at flåden blev flyttet ud fra Holmen var efter sigende at det var nærmest umuligt at fyre de mange værftsarbejdere, der gik rundt og stenede derovre på Orlogsværftet. De var stærkt organiserede men desværre var deres service omvendt proportional med organisationstalentet. Da vi på den føromtalte JMC blev påsejlet af en slæbebåd i Leith havn udfor Edinburgh, og ved den lejlighed fik bøjet skruen skulle vi hjem og dokkes. Og jeg husker, at jeg var ved at tabe underkæben da jeg så at agterste dybderor sad skævt, ikke pga af påsejlingen men pga at værftsarbejderne havde glemt at skrue to ud af tre af de boltbeslag, der holdt roret fast til skroget. Boltene lå stadig derinde bag det skævt hængende ror. Der havde vi ligget og kastet Kaperen rundt oppe nord for Skotland på store dybder uden at vide, at roret sad hverken helt eller halvt fast. 200

201 201 Der var godt nok nogle tunge hoveder ansat på det gamle Holmens værft. Vi gik nede på depotet og lavede en masse af det vedligeholdelsesarbejde, som egentlig var værftets opgaver, men de var så medtagne nogle af de malerhjerner, der rendte rundt derovre at man lige så godt kunne spare sin tid og gøre det selv. Jeg mødte nogle af dem, når vi skulle hente ting, der var blevet repareret eller malet derovre. Nogle af dem kunne man simpelthen ikke kommunikere almindeligt med. Det tænkte vi ikke så meget over dengang, vi syntes bare, at vi nok hellere måtte gøre det selv så det blev gjort ordentligt, det var jo alvor når vi lå derude. Da jeg var dernede undrede vi os lidt, men ikke meget over at vi vidste at man skulle have øvet fri udslusning før man måtte sejle i rørene. Men jeg kom personligt aldrig til at prøve fri udslusning fra en dykkertank og det var der en del andre der heller ikke gjorde. Vi øvede det faktisk stort set heller aldrig ombord. Vi øvede til gengæld alt det, der skulle forhindre os i at måtte komme dertil hvor det blev nødvendigt. Vi var i øvrigt enige om at hvis vi gik på bunden på over 50 meter så ville vi alligevel ikke overleve en tur op til overfladen. Der var to måder at sluse ud på. En hvor båden har en lækage og bliver fyldt med vand. Og en hvor vi bare ikke kan komme op. Det sidste brugte vi fx til at sluse frømænd ud af båden med, hvis de skulle transporteres ind i fjendtligt farvand. Jeg har kun haft mareridt om at synke med båden én gang mens jeg befandt mig ombord i båden. Men der var en tekniker fra Narhvalen der fik ubådskuller og blev sat i land for aldrig mere at sejle. Han sad på dybden og kom efter hvad han selv sagde til at tænke lidt for meget over hvor dybt 100 meter er. De lå på maksimumdybden og hyggede sig sikkert med lidt kampludo. 100 meter var maksdybde i fredstid omend bådene blev tryktestet til 150 meter efter hvert dokophold. 201 Farvandsovervågning. Sovjetisk destroyer Admiral Khalamov af UDA- LOY-klassen. Dateret Fotograferet fra P542 Hammer. (A-C C. Aksenberg/Forsvarets Biblioteks arkiv) Vores værste fjende i den tid, særlig før muren faldt, var en sovjetiske destroyer af Udaloy-klassen, der var ubådsjageren over dem alle. Og vi vidste selvfølgelig godt, hvordan sådan en så ud. Vi sejlede meget tæt på Sovjetisk territorialfarvandsgrænse for at få fat på de informationer, vi nu engang var sendt af sted for at indsamle. En gang hvor vi lå og ventede (det var ofte temmelig kedeligt at sejle de lange patruljer, for der skete meget sjældent noget videre) kom der en Udaloy-kl. forbi os og kaptajnen varskoede mig på hydrofonen om, at jeg skulle optage dens skruestøj til brug for ubådstræning på AIS i Frederikshavn. Jeg spurgte ham, hvor den lå, så jeg kunne lede efter den. Han udpegede retningen, men jeg kunne ikke høre den. Han sagde, at jeg skulle komme ud og se den. Vi lå i PD, og det var stille vejr midt på dagen og vandet var helt roligt. Den kom forbi os med små 20 knob på under 1500 yards og vi kunne intet høre overhovedet. Det rystede os lidt at vores værste fjende var så støjsvag, men hold kæft hvor var den flot. Det var sjældent, at andre end de taktiske officerer kunne komme til at se de russiske krigsskibe i periskopet, idet det for det første var sjældent at vi kom så tæt på dem, og for det andet når vi var så tæt på, så var der fuld spænding i kommandorummet for de var muligvis ude for at lede efter os. En anden gang, vi lå meget tæt på teritorialfarvandsgrænsen, kunne vi høre en ubådsjager ligge og knalde dybdebomber af et stykke fra os. De vidste åbenbart ikke hvor vi var, men havde muligvis fået nys om vores tilstedeværelse og prøvede at skræmme os væk. En gang vi lå på en JMC oplevede vi de andre på en hundevagt. Døsige sad næstkommanderende og jeg og lænede os op ad hinanden, mens båden lå helt stille i trim på stor dybde. Der var fuldstædigt stille ombord alt åndede ro, intet at lave. Så var der en lyd, der dannedes i undervandstelefonen. Der var en skrue, nå jah. Efter en stund blev den kraftigere, så man bedre kunne høre den den havde pejltræk uden om os ingen proble-

BREV - kilden Brev fra Godsforvalter Eggers på Orupgård til sogneråd i Skelby Gedesby.

BREV - kilden Brev fra Godsforvalter Eggers på Orupgård til sogneråd i Skelby Gedesby. BREV - kilden Brev fra Godsforvalter Eggers på Orupgård til sogneråd i Skelby Gedesby. Renskrevet 16 marts 1881. Til Sognerådsformand J. P. Adrian i Skelby Sogn Jeppe Veje i Skjelby har talt med mig om

Læs mere

Markering af Slaget ved Lyngør i Norge

Markering af Slaget ved Lyngør i Norge Hjemmeværnet - Danmarkshistorie i Norge 1 af 6 21-08-2014 13:47 HJEMMEVÆRNET Marinehjemmeværnet HJK > Marinehjemmeværnet > Nyheder > Danmarkshistorie i Norge Markering af Slaget ved Lyngør i Norge Af OK

Læs mere

Sprogforeningens Almanak Aabenraa, den 1. Maj 1923

Sprogforeningens Almanak Aabenraa, den 1. Maj 1923 Sprogforeningens Almanak Aabenraa, den 1. Maj 1923 Hr. Chr. Ferd... Broager.. Da vi i Aar agter at bringe en Gengivelse i Sprogforeningens Almanak af Mindesmærkerne eller Mindetavler i Kirkerne for de

Læs mere

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843:

I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: I et brev til vennen Lorenz Frølich skriver J.Th. Lundbye om sine oplevelser i Vejby, hvor han og P.C. Skovgaard opholdt sig hele sommeren 1843: 1. juli 1843 Dejlig er denne Natur, og dog har jeg ikke

Læs mere

Prædiken over Den fortabte Søn

Prædiken over Den fortabte Søn En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Subjektiv skattepligt kildeskattelovens 7 - kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende SKM2012.311.LSR

Subjektiv skattepligt kildeskattelovens 7 - kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende SKM2012.311.LSR Subjektiv skattepligt kildeskattelovens 7 - kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende SKM2012.311.LSR Af advokat (H) cand.merc. (R) Tommy V. Christiansen Landsskatteretten tiltrådte

Læs mere

SØFARTSSTYRELSEN. Eksaminationssted (by) Fulde navn: SØVEJSREGLER

SØFARTSSTYRELSEN. Eksaminationssted (by) Fulde navn: SØVEJSREGLER SØFARTSSTYRELSEN Eks.nr. Eksaminationssted (by) Fulde navn: * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * Yachtskippereksamen af 3. grad. Y3Søv-1/99

Læs mere

Skolechef C har i skrivelse af 29. september 2008 redegjort for ovenstående og orienteret dig om erklæringernes behandling ved skolebestyrelsesmødet.

Skolechef C har i skrivelse af 29. september 2008 redegjort for ovenstående og orienteret dig om erklæringernes behandling ved skolebestyrelsesmødet. Resumé Statsforvaltningen Sjælland udtaler, at Køge Kommune korrekt har undtaget erklæringer fra aktindsigt. Erklæringerne var ikke omfattet af Offentlighedsloven. 18-06- 2009 TILSYNET Statsforvaltning

Læs mere

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter Mandag d. 1/10 Vi tog fra Løgstør med bussen kl. 9.00 mod Aalborg, hvor vi steg på toget. Vi skulle skifte i både Fredericia og Padborg, men det gik fint, og det lykkedes os at få alle tingene med hele

Læs mere

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Anonym mand Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus Han er 22 år og kommer fra Afghanistan. På grund af sin historie har han valgt at være anonym. Danmark har været hans hjem siden 2011 131 En

Læs mere

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and

Læs mere

K E N D E L S E. i sag nr. 210/04. afsagt den ******************************

K E N D E L S E. i sag nr. 210/04. afsagt den ****************************** 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 210/04 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Berlin, 21.5. 23.5.2004 PRIS: KLAGEN ANGÅR: I alt kr. 2.374,- inkl. internetrabat Utilfredsstillende

Læs mere

Brovst kommune, Brovst Kirkeby Skole, 1852-1934, Embedbog 1901 1931 LK-008 910-2. Undervisningsplaner etc. fortsat

Brovst kommune, Brovst Kirkeby Skole, 1852-1934, Embedbog 1901 1931 LK-008 910-2. Undervisningsplaner etc. fortsat Brovst kommune, Brovst Kirkeby Skole, 1852-1934, Embedbog 1901 1931 LK-008 910-2 Undervisningsplaner etc. fortsat Brovst Skole. 1. En Lærer 2-3 2 Klasser fælles for Drenge og Piger. Eet Lokale 4 Ferieplan

Læs mere

15-1. Forvaltningsret 11241.2. Færøerne og Grønland 1. Statsforfatningsret 2.2.

15-1. Forvaltningsret 11241.2. Færøerne og Grønland 1. Statsforfatningsret 2.2. 15-1. Forvaltningsret 11241.2. Færøerne og Grønland 1. Statsforfatningsret 2.2. Aktindsigt i Statsministeriets korrespondance vedrørende dronningens tale under et officielt besøg på Færøerne En person

Læs mere

RÅDETS DIREKTIV 93/33/EØF af 14. juni 1993 om tyverisikring på to- og trehjulede motordrevne køretøjer. (EFT L 188 af 29.7.1993, s.

RÅDETS DIREKTIV 93/33/EØF af 14. juni 1993 om tyverisikring på to- og trehjulede motordrevne køretøjer. (EFT L 188 af 29.7.1993, s. 1993L0033 DA 11.05.1999 001.001 1 Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor B RÅDETS DIREKTIV 93/33/EØF af 14. juni 1993 om tyverisikring på to- og

Læs mere

Kildepakke industrialiseringen i Fredericia

Kildepakke industrialiseringen i Fredericia Kildepakke industrialiseringen i Fredericia I denne kildepakke er et enkelt tema af industrialiseringen i Danmark belyst ved bryggeriernes udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede. Her er der udvalgt

Læs mere

Byudvikling på Limfjordstangerne

Byudvikling på Limfjordstangerne Byudvikling på Limfjordstangerne I det følgende opgavesæt skal du forsøge at forestille dig, hvordan det har været at leve på Limfjordstangen før det endelige gennembrud i 1862 og frem til i dag, hvor

Læs mere

Je3 har lært en S?ec-;a/;st ;nden -For 3eV;nst Ved IYKKeS?;1at Kende 03 bedt ham OM at Jv'æi?e d;3...

Je3 har lært en S?ec-;a/;st ;nden -For 3eV;nst Ved IYKKeS?;1at Kende 03 bedt ham OM at Jv'æi?e d;3... Je3 har lært en S?ec-;a/;st ;nden -For 3eV;nst Ved IYKKeS?;1at Kende 03 bedt ham OM at Jv'æi?e d;3... Hr Peter Knudsen A L Meyers Vænge 3 6 Tv 2450 København Sv ENMARK Marcos von Ring Kære Peter! Jeg har

Læs mere

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 22. februar 2012

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 22. februar 2012 UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 22. februar 2012 Sag 104/2010 (1. afdeling) A/S Roskilde og Omegns Fællesbageri (advokat Jens Ahrendt) mod Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank

Læs mere

Vedtægter for Skive Søsports Havn

Vedtægter for Skive Søsports Havn Vedtægter for Skive Søsports Havn Vedtægter for Skive Søsports Havn 1 Foreningens navn og hjemsted Foreningens navn er Skive Søsports Havn. Foreningens hjemsted er Skive kommune. Foreningens adresse er

Læs mere

Med Pigegruppen i Sydafrika

Med Pigegruppen i Sydafrika Med Pigegruppen i Sydafrika Fire piger fortæller om turen Af Lene Byriel, journalist I efteråret 2006 rejste 8 unge piger og tre voksne medarbejdere på en 16 dages tur til Sydafrika. Danni, Michella, Tania

Læs mere

Forsikringsbetingelser for MASKINKASKOFORSIKRING

Forsikringsbetingelser for MASKINKASKOFORSIKRING Lokal Forsikring G/S CVR-nr. 68 50 98 15 www.lokal.dk Forsikringsbetingelser for MASKINKASKOFORSIKRING i tilslutning til dansk lovgivning om forsikringsaftaler og lov om forsikringsvirksomhed. Indholdsfortegnelse:

Læs mere

Vedtægter for. Royal UNIBREW A/S

Vedtægter for. Royal UNIBREW A/S Vedtægter for Royal UNIBREW A/S CVR-nr. 41 95 67 12 I. Selskabets navn, hjemsted og formål Selskabets navn er Royal UNIBREW A/S. 1. Selskabets hjemsted er Faxe Kommune. 2. 3. Selskabets formål er i eller

Læs mere

Sejlads på Tommerup Efterskole. Generelt & Sikkerhedsinstruks

Sejlads på Tommerup Efterskole. Generelt & Sikkerhedsinstruks Sejlads på Tommerup Efterskole Generelt & Sikkerhedsinstruks Generelt Søfart/sejlads med TE Regler, retningslinjer og vejledning i forbindelse med sejlads på Tommerup Efterskole Efteråret 2013 Generelle

Læs mere

Frederiksborg Amtskommune Ny afvisning af henvendelse vedr. tidligere amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen.

Frederiksborg Amtskommune Ny afvisning af henvendelse vedr. tidligere amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen. Frederiksborg Amtskommune Ny afvisning af henvendelse vedr. tidligere amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen. Statsforvaltningens afvisning af henvendelse fra 8 tidligere medlemmer af Frederiksborg Amtsråd

Læs mere

1. Tryk. Figur 1. og A 2. , der påvirkes af luftartens molekyler med kræfterne henholdsvis F 1. og F 2. , må der derfor gælde, at (1.1) F 1 = P.

1. Tryk. Figur 1. og A 2. , der påvirkes af luftartens molekyler med kræfterne henholdsvis F 1. og F 2. , må der derfor gælde, at (1.1) F 1 = P. M3 1. Tryk I beholderen på figur 1 er der en luftart, hvis molekyler bevæger sig rundt mellem hinanden. Med jævne mellemrum støder de sammen med hinanden og de støder ligeledes med jævne mellemrum mod

Læs mere

Statsforvaltningens skrivelse af 22. august 2007 til en journalist:

Statsforvaltningens skrivelse af 22. august 2007 til en journalist: Statsforvaltningens skrivelse af 22. august 2007 til en journalist: De har ved mail af 30. januar 2007 rettet henvendelse til Statsforvaltningen Syddanmark. 22-08- 2007 Sagen vedrører Varde Kommunes afslag

Læs mere

TURISMEN I DANMARK. - skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark

TURISMEN I DANMARK. - skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark TURISMEN I DANMARK - skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark Det er ikke kun os danskere, der er glade for at holde ferie herhjemme. Danmark er det mest populære rejsemål i Norden blandt udenlandske

Læs mere

H. C. TERSLIN FREDERIK NORDMAND

H. C. TERSLIN FREDERIK NORDMAND H. C. TERSLIN FREDERIK NORDMAND SÆRTRYK AF FRA DET GAMLE GILLELEJE. 1945 H. C. TERSLIN FREDERIK NORDMAND Han hed Frederik Carlsen og fødtes 1840 som Søn af en Gillelejefisker, der kunde tælle sine Ahner

Læs mere

Studie. Åndelige gaver & tjenester

Studie. Åndelige gaver & tjenester Studie 11 Åndelige gaver & tjenester 61 Åbningshistorie På sommerlejre har jeg ofte arrangeret en aktivitet, hvor lejrdeltagerne skulle bygge en borg men hvert medlem af gruppen havde enten hænderne bundet

Læs mere

HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 17. september 2015

HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 17. september 2015 HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 17. september 2015 Sag 143/2014 (1. afdeling) Boet efter A, Boet efter B og C (advokat Dorthe Østerby for alle, beskikket) mod D (advokat Paul Björn, beskikket) I tidligere

Læs mere

uf dtute Hamle 3tøng? ti! Jmtmaii øg Jjdaml, il^ ful^nj og (lotltp, Itørttig tit Jll^mg, Hølfiqn, Jiiormarn, ptmarjta, Jmtenlrorg øg (Sltlpfrorg,

uf dtute Hamle 3tøng? ti! Jmtmaii øg Jjdaml, il^ ful^nj og (lotltp, Itørttig tit Jll^mg, Hølfiqn, Jiiormarn, ptmarjta, Jmtenlrorg øg (Sltlpfrorg, Uden Betaling. uf dtute Hamle 3tøng? ti! Jmtmaii øg Jjdaml, il^ ful^nj og (lotltp, Itørttig tit Jll^mg, Hølfiqn, Jiiormarn, ptmarjta, Jmtenlrorg øg (Sltlpfrorg, Gøre vitterligt: 3Sfter indgiven allerunderdanigst

Læs mere

REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E. i sag nr. 356/04. afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Apartment Marcello, Rom. 9.10.- 16.10. 2004.

REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E. i sag nr. 356/04. afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Apartment Marcello, Rom. 9.10.- 16.10. 2004. 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 356/04 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Apartment Marcello, Rom. 9.10.- 16.10. 2004. PRIS: KLAGEN ANGÅR: KRAV: I alt 23.215 kr. Utilfredsstillende

Læs mere

VEDTÆGTER FOR SØVÆRNETS IDRÆTSFORENING KØBENHAVN SEJLSPORTSUDVALG NAVN OG HJEMSTED 1

VEDTÆGTER FOR SØVÆRNETS IDRÆTSFORENING KØBENHAVN SEJLSPORTSUDVALG NAVN OG HJEMSTED 1 VEDTÆGTER: VEDTÆGTER FOR SØVÆRNETS IDRÆTSFORENING KØBENHAVN SEJLSPORTSUDVALG Udvalgets navn er: NAVN OG HJEMSTED 1 Søværnets Idrætsforening København Sejlsportsudvalg (SIF KBH SPU). Udvalget blev stiftet

Læs mere

Brugsanvisning 700 Yacht Timer

Brugsanvisning 700 Yacht Timer Brugsanvisning 700 Yacht Timer 700 YACHT TIMER DANSK Vi takker for den tillid du har vist os ved at vælge et ur af mærket SECTOR. For at sikre at du får mest og længst mulig gavn af det, anbefaler vi dig

Læs mere

Kierkegaard som coach

Kierkegaard som coach Kierkegaard som coach Pia Søltoft, Ph.d. Leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret Dias 1 Lidt Fakta om Kierkegaard 1813-1855 31 værker, 40 mindre artikler Ca. 38 tykke notesbøger Pseudonymer Opbyggelige

Læs mere

Syddjurs Kommunalbestyrelse Hovedgaden 77 8410 Rønde. Vedrørende lovlig valgt revisor i Syddjurs Kommune.

Syddjurs Kommunalbestyrelse Hovedgaden 77 8410 Rønde. Vedrørende lovlig valgt revisor i Syddjurs Kommune. Syddjurs Kommunalbestyrelse Hovedgaden 77 8410 Rønde 27-09- 2010 TILSYNET Vedrørende lovlig valgt revisor i Syddjurs Kommune. Statsforvaltningen Midtjylland godkendte ved brev af 16. april 2007, at Syddjurs

Læs mere

Borgerlig Konfirmation. Naar Vrøvlet kulminerer

Borgerlig Konfirmation. Naar Vrøvlet kulminerer Borgerlig Konfirmation. Naar Vrøvlet kulminerer Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes

Læs mere

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække.

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 1. april 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!.

Læs mere

Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser)

Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser) LOV nr 793 af 27/11/1990 (Gældende) Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser

Læs mere

Det onde Liv og den gode Gud

Det onde Liv og den gode Gud En prædiken af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet,

Læs mere

Sagens omstændigheder:

Sagens omstændigheder: Kendelse af 19. marts 1997. J.nr. 96-86.232. Nærmere bestemt virksomhed krævede tilladelse som fondsmæglerselskab. Lov om værdipapirhandel 4, stk. 2. Lov om fondsmæglerselskaber 1. Bekendtgørelse nr. 721

Læs mere

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 9. september 2009

HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 9. september 2009 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 9. september 2009 Sag 68/2009 (1. afdeling) Rigsadvokaten mod T (advokat Finn Bachmann, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 9. april

Læs mere

I forlængelse af telefonsamtale om Lommy s egenskaber skal jeg hermed berette om de erfaringer, jeg har fået.

I forlængelse af telefonsamtale om Lommy s egenskaber skal jeg hermed berette om de erfaringer, jeg har fået. Danske Tursejlere Odensevej 197 A 5600 Fåborg Den 13.10.2011 Lommy Blue I forlængelse af telefonsamtale om Lommy s egenskaber skal jeg hermed berette om de erfaringer, jeg har fået. Konklusionen er, at

Læs mere

Skøde 1942 til Christian Carl Christiansen. Købers Bopæl: Ulse Olstrup Pr. Rønnede. Stemplet d. 11/2 1942 med i alt 153 Kr.

Skøde 1942 til Christian Carl Christiansen. Købers Bopæl: Ulse Olstrup Pr. Rønnede. Stemplet d. 11/2 1942 med i alt 153 Kr. Matr.nr. 2b m.fl. Frenderup By Dalby Sogn Købers Bopæl: Ulse Olstrup Pr. Rønnede Stemplet d. 11/2 1942 med i alt 153 og 60 Øre Anmelder: Poul Opstrup Landsretssagfører Haslev Undertegnede Se kopi af originalt

Læs mere

Politidirektøren har oplyst at arbejdet blev afsluttet den 2. september 2005.

Politidirektøren har oplyst at arbejdet blev afsluttet den 2. september 2005. FOLKETINGETS OMBUDSMAND 1 Den 16. august 2005 afgav jeg den endelige rapport om inspektionen den 15. marts 2005 af detentionen på Station Amager. I rapporten anmodede jeg Politidirektøren i København,

Læs mere

afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J

afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J D 0 M afsagt den 23.januar 1987 af retten i Fjerritslev i borgerlig sag nr. 452/1986 P mod Brovst Kirkebys Vandværk v/n og B v/ J Under denne sag, der er anlagt den 2o.juni 1986, påstår sagsøgeren, P,

Læs mere

Vedtægter. for. Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber

Vedtægter. for. Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber Vedtægter for Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber 1 Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber er oprettet af Den Danske Fondsmæglerforening og Forbrugerrådet. 2 Stk. 1. Ankenævnet behandler klager over fondsmæglerselskaber

Læs mere

Prolog Petter Relsters beretning

Prolog Petter Relsters beretning Prolog Tyskerne ville have den danske flåde udleveret, men danskerne trak tyskerne rundt ved næsen i årevis. De skibe, som tyskerne fik taget, sank mærkeligt nok i havnene, og prøvede tyskerne at straffe

Læs mere

K E N D E L S E. i sag nr. 136/04. afsagt den ******************************

K E N D E L S E. i sag nr. 136/04. afsagt den ****************************** 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 136/04 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Pattaya, Thailand, 20.1. 2.2.2004 PRIS: I alt kr. 12.798,- KLAGEN ANGÅR: KRAV: Utilfredsstillende

Læs mere

HUSORDEN FOR EJERFORENINGEN E/F DANASVEJ 4-6

HUSORDEN FOR EJERFORENINGEN E/F DANASVEJ 4-6 HUSORDEN FOR EJERFORENINGEN E/F DANASVEJ 4-6 Indhold 1. Bestyrelse og ejendomsservice 2. Husdyr 3. Navneskilte 4. Nøgler 5. Pulterrum 6. Støj 7. Musiceren og fester 8. Værktøj og vaskemaskiner mv. 9. Ophold

Læs mere

Ansøgning DEN SØNDERJYDSKE FOND

Ansøgning DEN SØNDERJYDSKE FOND Skema for mænd. Ansøgning Til DEN SØNDERJYDSKE FOND Holmens Kanal 16II, København K. I Sønderjylland indsendes Ansøgningen gennem vedkommende Amtskomité Journal Nr. 66 1. Andragerens fulde Navn? (stavet

Læs mere

Forældreansvarslov. 1) den separerede mand ifølge anerkendelse eller dom anses som barnets far eller

Forældreansvarslov. 1) den separerede mand ifølge anerkendelse eller dom anses som barnets far eller Forældreansvarslov Kapitel 1 Indledende bestemmelser 1. Børn og unge under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab. 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet

Læs mere

Chr. Bjørn Petersen Ingeniør & entreprenør København Stockholm Hovedkontor: Grønningen 15

Chr. Bjørn Petersen Ingeniør & entreprenør København Stockholm Hovedkontor: Grønningen 15 Moderne Fyrtaarne i Danmark Chr. Bjørn Petersen Ingeniør & entreprenør København Stockholm Hovedkontor: Grønningen 15 MODERNE FYRTAARNE I DANMARK Medens Fyrtaarne i Almindelighed bygges paa land eller

Læs mere

Kære forældre, Først en stor tak til alle jer, som besvarede undersøgelsen i sidste nummer af Kildeskolenyt!

Kære forældre, Først en stor tak til alle jer, som besvarede undersøgelsen i sidste nummer af Kildeskolenyt! ildeskolenyt! Kære forældre, Først en stor tak til alle jer, som besvarede undersøgelsen i sidste nummer af Kildeskolenyt! Denne gang modtager I bladet med posten, så vi ved, at I får undersøgelsen vi

Læs mere

AFTALE MELLEM HAN HERRED HAVBÅDE OG DE BÅDELAG, DER ER DANNET OMKRING FORENINGENS FARTØJER.

AFTALE MELLEM HAN HERRED HAVBÅDE OG DE BÅDELAG, DER ER DANNET OMKRING FORENINGENS FARTØJER. Han Herred Havbåde September 2014 Bådelagsaftale AFTALE MELLEM HAN HERRED HAVBÅDE OG DE BÅDELAG, DER ER DANNET OMKRING FORENINGENS FARTØJER. 1. Definition af "bådelag". Interesserede medlemmer af Han Herred

Læs mere

Ved skrivelse af 30. september 1997 spurgte advokat A på vegne af K pensionskasse Finanstilsynet:

Ved skrivelse af 30. september 1997 spurgte advokat A på vegne af K pensionskasse Finanstilsynet: Kendelse af 28. oktober 1998. 98-35.914. Spørgsmål om, hvorvidt en pensionskasse måtte være medejer af en nærmere bestemt erhvervsvirksomhed. Lov om tilsyn med firmapensionskasser 5. (Holger Dock, Suzanne

Læs mere

2. Kommunikation og information

2. Kommunikation og information 2. Kommunikation og information Historier om Kommunikation livet om bord og information Kommunikation og information er en vigtig ledelsesopgave. Og på et skib er der nogle særlige udfordringer: skiftende

Læs mere

Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12.

Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12. Helligtrekongers søndag d.2.1.11. Matt.2,1-12. 1 Man fortæller, at det eneste bygningsværk på, der kan ses fra månen er den kinesiske mur, der som en bugtet sytråd slynger sig rundt på jordens klode. En

Læs mere

2 Beskrivelse af dækningen. 3 Supplerende erstatninger. 4 Dækning i nærheden af bygningen. 5 Erstatninger udover forsikringssummen

2 Beskrivelse af dækningen. 3 Supplerende erstatninger. 4 Dækning i nærheden af bygningen. 5 Erstatninger udover forsikringssummen Særlige betingelser Sektion 2 Erhvervsudstyr, inventar og lejerinteresser Indholdsfortegnelse 1 Supplerende definitioner 2 Beskrivelse af dækningen 3 Supplerende erstatninger 4 Dækning i nærheden af bygningen

Læs mere

2/3 Århus Vand Vand i kælderen 2010

2/3 Århus Vand Vand i kælderen 2010 Vand i kælderen 2/3 Hvorfor denne information? Du er en af de mange grundejere i Århus Kommune, som har en kælder i din ejendom. Selvom de fleste grundejere kan glæde sig over, at kælderen rummer store

Læs mere

PAKKEREJSE-ANKENÆVNET

PAKKEREJSE-ANKENÆVNET PAKKEREJSE-ANKENÆVNET 1 K E N D E L S E i sag nr. 294/2007 afsagt den ****************************** REJSEMÅL Wagrain, Østrig. 10.2.-17.2.2007 PRIS KLAGEN ANGÅR KRAV I alt 33.888 kr. (ekskl. årsrejseforsikring,

Læs mere

Ved skrivelse af 16. marts 1999 har klageren indbragt afgørelsen for Erhvervsankenævnet, idet klageren bl.a. har anført:

Ved skrivelse af 16. marts 1999 har klageren indbragt afgørelsen for Erhvervsankenævnet, idet klageren bl.a. har anført: Kendelse af 12. oktober 1999. 99-67.906 Aktindsigt nægtet Realkreditlovens 98 (Peter Erling Nielsen, Connie Leth og Vagn Joensen) Advokat K har ved skrivelse af 16. marts 1999 klaget over, at Finanstilsynet

Læs mere

VEDTÆGTER. for. Codan A/S. CVR-nr. 56 77 12 12. (2015-udgave)

VEDTÆGTER. for. Codan A/S. CVR-nr. 56 77 12 12. (2015-udgave) VEDTÆGTER for Codan A/S CVR-nr. 56 77 12 12 (2015-udgave) CODAN A/S 1 I. Almindelige bestemmelser 1. Selskabets navn er Codan A/S. Selskabet driver tillige virksomhed under binavnet Codan Limited A/S.

Læs mere

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA - stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA Hvid stamme MOTTO: Det er Solgudens vilje, at du skal gøre hvad jeg siger STIKORD: Præster, bestemmer, rige Da Solguden straffede menneskerne, troede

Læs mere

Jeg bygger kirken -1

Jeg bygger kirken -1 kirken - Helligånden & kraft Mål: Det er første pinsedag dagen, hvor kirken startede Vi skal høre, hvordan det gik til, og vi skal opdage, at det alt sammen skete ved Helligånden og Guds kraft. Dette var

Læs mere

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste.

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. april 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. Salmer. DDS 331 Uberørt af byens travlhed.

Læs mere

Udvalget af hoteller er til at overse - der er to! Vi installerede os på det smukke hotel Bungalow On The Beach med 8 værelser i det gamle toldhus.

Udvalget af hoteller er til at overse - der er to! Vi installerede os på det smukke hotel Bungalow On The Beach med 8 værelser i det gamle toldhus. Udvalget af hoteller er til at overse - der er to! Vi installerede os på det smukke hotel Bungalow On The Beach med 8 værelser i det gamle toldhus. De fleste af pigerne kendte Hanne og Ernst fra tidligere

Læs mere

Intuition og inspiration

Intuition og inspiration Intuition og inspiration Jeg havde en følelse af skæbne, at selv om jeg var blevet tildelt livet af skæbnen, så havde jeg noget, jeg skulle opfylde. Det gav mig en indre sikkerhed. Ofte havde jeg den følelse,

Læs mere

K E N D E L S E. i sag nr. 75/02. afsagt den ****************************** I alt kr. 9.510,- inkl. sovebustransport, liftkort, skileje samt rabat

K E N D E L S E. i sag nr. 75/02. afsagt den ****************************** I alt kr. 9.510,- inkl. sovebustransport, liftkort, skileje samt rabat 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 75/02 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Saalbach, Østrig, 8.2. 17.2.2002 PRIS: KLAGEN ANGÅR: KRAV: I alt kr. 9.510,- inkl. sovebustransport,

Læs mere

1. bemærkninger/punkter til dagsorden. Prioritering.

1. bemærkninger/punkter til dagsorden. Prioritering. 1 Horsens d. 27.4.2015 Referat af bestyrelsesmøde den 27.april Fra klokken 19.00 til 21.00 Deltagere : Anne Skjerning, Svend Smedegaard, Carl Erik Carlsen, Knud Erik Feldt, Ole Harby, Klaus D. Johansen,

Læs mere

Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 05-05-2015

Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 05-05-2015 Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 Tale ved mindehøjtidelighed i Bording kirke d. 4. maj 2015 i anledning af 70 årsdagen for Danmarks befrielse. "Menneske, du har fået at vide, hvad der

Læs mere

PRÆSENTATION AF PROJEKT TIL SEJLSKOLESKIB GEORG STAGE III GS III SØFARTSTEKNISK FORENING / SKIBSTEKNISK SELSKAB 2010-12-06

PRÆSENTATION AF PROJEKT TIL SEJLSKOLESKIB GEORG STAGE III GS III SØFARTSTEKNISK FORENING / SKIBSTEKNISK SELSKAB 2010-12-06 PRÆSENTATION AF PROJEKT TIL SEJLSKOLESKIB GEORG STAGE III GS III SØFARTSTEKNISK FORENING / SKIBSTEKNISK SELSKAB INDHOLD AF PRÆSENTATION Baggrund og erfaring ASD Sejlskibsprojekter Skibstyper Rigning Georg

Læs mere

KENDELSE. Indklagede havde en ejerlejlighed til salg, som klager ønskede at købe.

KENDELSE. Indklagede havde en ejerlejlighed til salg, som klager ønskede at købe. 1 København, den 6. december 2010 KENDELSE Klager ctr. Statsaut. ejendomsmægler MDE Finn Jørgensen Kongegade 6 5800 Nyborg Nævnet har modtaget klagen den 5. august 2010. Klagen angår spørgsmålet, om indklagede

Læs mere

1. At eje og drive ejendommen, X-by herunder varetage den hermed forbundne investerings- og udlejningsvirksomhed.

1. At eje og drive ejendommen, X-by herunder varetage den hermed forbundne investerings- og udlejningsvirksomhed. Kendelse af 18. oktober 2004. (j.nr. 03-242.069) Påtænkt ændring af selskabs formålsbestemmelse ville indebære erhvervsmæssig sikkerhedsstillelse, som kun må udøves af pengeinstitutter og skades-forsikringsselskaber,

Læs mere

SØFARTSSTYRELSEN. Fulde navn: SØVEJSREGLER

SØFARTSSTYRELSEN. Fulde navn: SØVEJSREGLER SØFARTSSTYRELSEN Eks.nr. Eksaminationssted (by) Fulde navn: * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * Yachtskippereksamen af 3. grad.

Læs mere

VEDTÆGTER. for COMENDO A/S

VEDTÆGTER. for COMENDO A/S VEDTÆGTER for COMENDO A/S CVR-nr. 26 68 56 21 1 Navn 1.1 Selskabets navn er Comendo A/S. 1.2 Selskabet driver tillige virksomhed under binavnene: 2 Hjemsted VPS A/S (Comendo A/S) Virus Protection Systems

Læs mere

Normale efterreaktioner... 4 De fysiske... 4 - og de psykiske... 5

Normale efterreaktioner... 4 De fysiske... 4 - og de psykiske... 5 Indhold Forord... 2 At komme hjem... 3 Du er ikke helt den samme, når du kommer hjem... 3 Hjemkomsten kræver tilvænning... 3 Reaktioner kræver tid og plads... 4 Mange bække små... 4 Normale efterreaktioner...

Læs mere

MINISTERREDEGØRELSE TIL BERETNING NR. 12/2014 OM FORSVARETS LAGRE

MINISTERREDEGØRELSE TIL BERETNING NR. 12/2014 OM FORSVARETS LAGRE Statsrevisorernes Sekretariat Christiansborg 1240 København K FORSVARSMINISTEREN MINISTERREDEGØRELSE TIL BERETNING NR. 12/2014 OM FORSVARETS LAGRE 30. juni 2015 Hermed fremsender jeg min redegørelse til

Læs mere

Kendelse af 10. august 1995. 94-67.290.

Kendelse af 10. august 1995. 94-67.290. Kendelse af 10. august 1995. 94-67.290. Finanstilsynets udtalelse til advokat til brug under verserende retssag om, hvorvidt bestemte dokumenter var fortrolige, jf. bank- og sparekasselovens 54, stk. 2,

Læs mere

Revisionsregulativ. for. Københavns Kommune

Revisionsregulativ. for. Københavns Kommune Revisionsregulativ for Københavns Kommune I medfør af 5, stk. 3, i Bekendtgørelse nr. 392 af 2. maj 2006 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. fastsættes: Kapitel 1 Indledning 1. Revisor

Læs mere

MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE

MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget for Andragender 25.9.2009 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 0925/2007 af Joachim Weber, tysk statsborger, om arbejdstidsdirektivet 1. Sammendrag Andrageren

Læs mere

Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendommes. af 24. november 2005 Afslag på beskikkelse som energikonsulent

Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendommes. af 24. november 2005 Afslag på beskikkelse som energikonsulent (Energi- og vandbesparelser i bygninger) Afgørelsen offentliggøres i anonymiseret form...[klager] over Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendomme af 24. november 2005 Afslag på beskikkelse

Læs mere

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet

15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet 15.s.e.trin. Matt. 6,24-34. Pengene eller livet Pengene eller livet det er det, det handler om i dag. Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene

Læs mere

VEDTÆGTER. Klubben har derudover til formål på forsvarlig vis, at drive de af klubben lejede/forpagtede lokaler og omgivelser, der udgør Ordrupdal.

VEDTÆGTER. Klubben har derudover til formål på forsvarlig vis, at drive de af klubben lejede/forpagtede lokaler og omgivelser, der udgør Ordrupdal. VEDTÆGTER Som vedtaget på generalforsamlingen den 24. februar 1983! Revideret i april 1985, februar 1995, februar 2000, juni 2001, april 2003 og marts 2014. Vedtægterne blev tidligere benævnt love. I marts

Læs mere

01970.00. Afgørelser - Reg. nr.: 01970.00. Fredningen vedrører: Veksømose - Udsigt. Domme. Taksationskommissionen.

01970.00. Afgørelser - Reg. nr.: 01970.00. Fredningen vedrører: Veksømose - Udsigt. Domme. Taksationskommissionen. 01970.00 Afgørelser - Reg. nr.: 01970.00 Fredningen vedrører: Veksømose - Udsigt Domme Taksationskommissionen Naturklagenævnet Overfred ningsnævnet 28-01-1954 Fredningsnævnet 04-01-1953 Kendelser Deklarationer

Læs mere

ERHVERVSANKENÆVNET Langelinie Allé 17 * Postboks 2000 * 2100 København Ø * Tlf. 41 72 71 45 * Ekspeditionstid 9-16 www.erhvervsankenaevnet.

ERHVERVSANKENÆVNET Langelinie Allé 17 * Postboks 2000 * 2100 København Ø * Tlf. 41 72 71 45 * Ekspeditionstid 9-16 www.erhvervsankenaevnet. ERHVERVSANKENÆVNET Langelinie Allé 17 * Postboks 2000 * 2100 København Ø * Tlf. 41 72 71 45 * Ekspeditionstid 9-16 www.erhvervsankenaevnet.dk Kendelse af 8. januar 2013 (J.nr. 2011-0026121) Ikke godkendt

Læs mere

2007-03-28 Helsingør Kommune. Ændringsforslag til 2. behandling af budgettet.

2007-03-28 Helsingør Kommune. Ændringsforslag til 2. behandling af budgettet. 2007-03-28 Helsingør Kommune. Ændringsforslag til 2. behandling af budgettet. Resumé: Udtalt, at et byrådsmedlem var berettiget til at fremsætte og få behandlet ændringsforslag ved 2. behandlingen af budgettet.

Læs mere

Stil ind på et foto af en afdød

Stil ind på et foto af en afdød Kapitel Stil ind på et foto af en afdød Du er på besøg hjemme hos en af dine venner, og går forbi et billede, der hænger i entréen. På billedet ses en nydelig dame og lige da du passerer billedet, tænker

Læs mere

Sommerens tur til Finland

Sommerens tur til Finland Sommerens tur til Finland Det blev ikke nogen tur sydpå denne sommer. Til gengæld blev det en tur nordpå til Jakobstad, Finland og tilbage igen. I alt blev det lidt mere en 3000 km. Planen var at min bror

Læs mere

Tematekst + lærervejledning. Jødeforfølgelse i Danmark

Tematekst + lærervejledning. Jødeforfølgelse i Danmark Tematekst + lærervejledning. Jødeforfølgelse i Danmark Med den voksende jødeforfølgelse i 30 ernes Tyskland steg behovet for jødisk udvandring. De fleste lande, inklusiv Danmark, var dog ikke villige til

Læs mere

Ad. 1. Dansk Tipstjeneste A/S overførsel af midler til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond.

Ad. 1. Dansk Tipstjeneste A/S overførsel af midler til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond. SKATTEMINISTERIET Statsrevisorernes beretning nr. 6 2002 om Dansk Tipstjeneste A/S Statsrevisorerne har ved brev af 17. februar fremsendt statsrevisorernes beretning nr. 6 2002 om Dansk Tipstjeneste A/S.

Læs mere

Skyld eller ikke Skyld - hjælp dem

Skyld eller ikke Skyld - hjælp dem Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND

Hans-Henrik Sørensen. Rejsebreve fra NEW ZEALAND Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 1 Hans-Henrik Sørensen Rejsebreve fra NEW ZEALAND 2 Forord Fra oktober 2007 til januar 2008 foretog jeg sammen med min daværende kone, Susanne Høegh, en

Læs mere

Indbydelse. Tursejlere. 5.-7. juni 2015 KERTEMINDE SEJLKLUB K E R T E M I N D E S E J L K L U B

Indbydelse. Tursejlere. 5.-7. juni 2015 KERTEMINDE SEJLKLUB K E R T E M I N D E S E J L K L U B Indbydelse Tursejlere 5.-7. juni 2015 K E R T E M I N D E S E J L K L U B Velkommen til Kerteminde Kerteminde Sejlklub har fornøjelsen af at indbyde til Classic Fyn Rundt 2015 Kerteminde Sejlklub indbyder

Læs mere

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne. Rosen Lilly ved ikke hvor hun er. Hun har lukkede øjne det er helt mørkt. Hun kan dufte noget, noget sødt hvad er det tænker hun. Hun åbner sine øjne hun er helt ude af den. Det er roser det var hendes

Læs mere

FORRETNINGSORDEN FOR ANKENÆVNET PÅ ENERGIOMRÅDET

FORRETNINGSORDEN FOR ANKENÆVNET PÅ ENERGIOMRÅDET FORRETNINGSORDEN FOR ANKENÆVNET PÅ ENERGIOMRÅDET Energibranchens repræsentanter (Dansk Energi, DONG, HNG/NGMN, Naturgas Fyn og Dansk Fjernvarme Forening (nu Dansk Fjernvarme)) og Forbrugerrådet har i henhold

Læs mere

K E N D E L S E. i sag nr. 140/04. afsagt den ******************************

K E N D E L S E. i sag nr. 140/04. afsagt den ****************************** 1 REJSE-ANKENÆVNET K E N D E L S E i sag nr. 140/04 afsagt den ****************************** REJSEMÅL: Rom, 15.04. 18.04.2004. PRIS: KLAGEN ANGÅR: I alt 8.790 kr. Forsinket afhentning på hotellet på hjemrejsedagen,

Læs mere

Jonastegnet Vi begynder med fortællingen om Jonas. Jonas i hvalfiskens bug. Det er en af de mærkeligste fortællinger i det gamle testamente. Der er et præg af eventyr over fortællingen: hvalfisken dukker

Læs mere