Himlen, Jorden og Stilheden, - på rejse i Sahara

Transkript

1 Himlen, Jorden og Stilheden, - på rejse i Sahara Mange tanker når at gå gennem hovedet på mig: Kommer vi til at sulte? Har vi vand nok? Er det farligt? Og ikke mindst: Hvad kan der være sket med vores afrikanske rejsefæller? Vi befinder os i hjertet af Sahara, adskillige hundrede kilometer fra den nærmeste beboelse, og vi har ingen mad! Vores proviantbeholdning er et sted derude i mørket, i en bil, der går under navnet køkkenvognen. Ingen ved præcist, hvor den befinder sig, og nu, da mørket er faldet på, er det eneste, vi kan gøre, at rejse de bittesmå telte og krybe i ly for natten. Jeg er på rejse i verdens største ørken, Sahara, sammen med en gruppe på 20 personer, halvdelen danskere og halvdelen tyskere, under kyndig anførsel af den kendte danske globetrotter Jørgen Bitsch. Rejsen finder sted i det sydøstligste hjørne af Algeriet, tæt ved grænserne til Libyen og Niger. Sahara-ørkenen er næsten lige så stor som USA, ca. otte mio. km². Ørkenen strækker sig gennem hele ti lande. I mange menneskers bevidsthed består en ørken udelukkende af sand og klitter, men sandheden er, at kun ti til tolv procent af Saharas enorme areal udgøres af de klassiske sandklitter. Resten er bl.a. stenørken, nøgne klipper og bjerge. Temperaturudsvingene er ekstreme: Der er målt 58 grader i skyggen, 80 grader ved jordoverfladen, og hyppigt under frysepunktet om natten. Vores rejse tager udgangspunkt i byen Djanet, som ligger kilometer syd for hovedstaden Alger. Vi ankommer til Djanet med fly, og i Djanet venter fem terrængående firehjulstrækkere på at tage os med på en 800 kilometer lang køretur gennem det uendelige, jomfruelige ørkenlandskab. Hver bil bliver lastet med en 200 liters tromle med benzin, telte og personlig udrustning, og ved rattet sidder en lokal chauffør, tilhørende det fremherskende stammefolk her, tuaregerne, også kaldet Det blå Folk. Til ekspeditionen hører desuden en ledsagevogn, køkkenvognen, med vores madforsyninger og vores to kokke, som vil tage sig af alle måltider i den lille uges tid, ekspeditionen forventes at vare. Vi tager af sted en tidlig morgen i februar, og få kilometer uden for Djanet kører vi simpelthen væk fra vejen og ud over den uendelige sandflade, ud i intetheden. Hvordan man finder vej her, er for mig stadigvæk en gåde. Man bruger ikke kompas, da ørkensandet er så jernholdigt, at det ville medføre en betydelig misvisning på kompasset. I stedet benytter vores stedkendte tuareg-chauffører sig af deres kendskab til konturer i landskabet, fjerne bjerge eller udtørrede flodlejer. Hele dagen kører vi gennem et ufatteligt øde og alligevel utroligt fascinerende landskab. Selv om jeg aldrig har besøgt Antarktis, slår det mig, at 1

2 der må være en vis lighed med landskabet her. Vi kører over uendelige sandflader, som strækker sig fra horisont til horisont, og hvor kun fjerne bjergtoppe bryder monotonien, og vi kører gennem områder med dramatisk eroderede bjergmassiver. Ikke en beboelse ser vi, ikke et menneske møder vi. Ved selvsyn oplever vi de berygtede fatamorganaer: Det ser grangiveligt ud, som om der nogle få kilometer borte ligger en spejlblank sø. Men det er blændværk, et optisk bedrag. Jævnligt standser vi for at fotografere eller vandre en afstikker fra ruten, og ved mørkets frembrud gør vi holdt for at slå lejr. Vi har nogle små tomandstelte med, og mens vi rejser dem, tilbereder vores kokke et varmt aftenmåltid til os over et bål i sandet. Normalt serveres en suppe og den kendte, nordafrikanske ret, couscous med lammekød. Alt forløber perfekt den første aften og nat, men da vi næste aften efter endnu en lang dags safari når frem til det forudbestemte lejrområde, savner vi det velkendte syn af køkkenvognen og vores kokke, godt i gang med at tilberede aftensmaden. Der er ingenting at se. Og det til trods for, at ekspeditionsleder Jørgen Bitsch på forhånd nøje har aftalt mødestedet. Ingen køkkenvogn betyder ingen aftensmad. Jeg mener imidlertid at have gennemskuet komplottet: Jeg føler mig overbevist om, at det er Jørgen Bitsch selv, der står bag, og at han bevidst vil lade sine rejsefæller føle den snært af usikkerhed, måske frygt, som er forbundet med at stå ude midt i Saharas ørken uden mad. Da jeg spøgende anklager ham for at ville sætte os på prøve ved at lade køkkenvognen forsvinde, afviser han det på det bestemteste og er i øvrigt irritabel og tydeligvis også noget bekymret. Nu er der ingen, der rejser i Sahara helt uden hverken proviant eller vand. Alle biler medfører et vist kvantum af begge dele, så da teltene er rejst i læ af en stor sandklit, giver tuaregerne sig til at bage brød. De placerer dejen i en fordybning i sandet og etablerer et bål ovenover. Mens brødet bager i sandovnen, er vi nogle stykker, som med vores lygter i hånden kravler op på de højeste klittoppe i nærheden for at sende lyssignaler ud i den store, sorte stilhed, som omgiver os. Det er vores håb, at menneskene fra køkkenvognen er et sted derude, og at de vil få øje på vores lys og give os et livstegn. I hen ved en time sender vi lysglimt ud i tomheden, men vi får intet svar. Vi kan ikke gøre andet end at tage plads omkring bålet og nyde det nybagte brød, om end det har et rigeligt stort indhold af sand, og skylle det ned med et krus varm, nybrygget te og så i øvrigt afvente dagslysets komme. 2

3 Den nat vælger jeg, på opfordring fra Jørgen Bitsch, at flytte min sovepose ud af teltet og lægge mig under åben himmel et stykke væk fra de andre. For, som Bitsch siger, man har ikke været i Sahara, hvis man ikke har sovet ude og set stjernehimlen over ørkenen. Og jeg må sige, at det bliver en af rejsens helt store oplevelser. Jeg får ikke sovet meget, måske kun en time, fordi det bliver meget koldt, ned til frysepunktet; men det syn, der åbenbarer sig over min sovepose, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Her i Sahara, hvor atmosfæren til forskel fra herhjemme er helt fri for vanddamp og dis, lyser stjernerne med en kraft og en styrke, som ikke synes at være af denne verden. Som en milliard tændte lygter på en dybsort baggrund hænger de dér lige over mit hoved, om end de er tusinder af lysår væk. Tilmed ses både Mars og Jupiter, så at jeg inkl. vores egen planet har udsigt til en tredjedel af vores solsystem. Tidligt næste morgen kører nogle af vores biler ud i ørkenen for at søge efter køkkenvognen på dens forventede rute. Og midt på formiddagen kommer de tilbage sammen med køkkenvognen. Det viser sig, at køkkenvognen har haft to punkteringer, og da den kun medførte ét reservehjul, strandede den i en lavning, hvor de ikke var i stand til at opfange vores lyssignaler. Alt ender lykkeligt, og gensynet bliver fejret med en ekstra kop varm kakao til alle! Det er en synligt lettet Jørgen Bitsch, som kan give signal til afgang på endnu en dags rejse ind i det ukendte. Den sidste dag på vores rejse gennem ørkenen kommer vi til et ufatteligt barsk og øde bjergområde. Dybe canyons gennemskærer de rå klipper, og her er ikke det mindste tegn på liv. Og dog: I en afsides dal er der en lille oase, og her har nogle få tuareg-familier bygget deres cirkelrunde lerhytter dækket med et tag af daddelpalmeblade. Beboerne modtager os med hjertelige hilsner og venlige smil, og en lille pige kommer hen til mig og trykker tillidsfuldt min hånd. Jeg kan ikke lade være med at bevæges over dette møde mellem to mennesker fra så forskellige kulturer, og den tanke slår mig, at denne lille, glade pige i hele sit liv næppe vil opleve stort mere af verden end denne fjerne, støvede dal midt i Saharas ørken. 3

4 Om det er nat eller dag i Sahara, er der et begreb, som er kolossalt påtrængende: stilheden! Fuldkommen stilhed er i virkeligheden et yderst sjældent fænomen herhjemme. Men i Sahara råder den totale stilhed i en grad, som på den rejsende virker aldeles overvældende. Når man rejser i Sahara, får man let indtryk af en verden i stilstand. Tiden synes at stå stille, understreget af den ufattelige stilhed, og landskabet synes også at være fuldstændigt uforanderligt. Men sådan er det ikke. I virkeligheden undergår Sahara set over årtusinder utrolige forandringer. Én ting er, at her for seks til otte tusinde år siden var et frodigt dyre- og planteliv og en blomstrende kultur, som det fremgår af talrige klippemalerier spredt over ørkenen. Men også de smuldrende og eroderede bjerge, vi ser på vores vej, er resultat af klimaets, ikke mindst temperatursvingningernes, indvirkning gennem et uhyre spand af tid. Det ligner en verden i stilstand, men er i virkeligheden en verden i konstant forandring. Der findes en grønlandsk legende, som forsøger at indkredse begrebet evighed: Hvert år kommer en lille spurv flyvende og sætter sig på toppen af bjerget derovre. Fuglen hvæsser sit næb én gang mod klippen, bare én gang. Så flyver den bort igen og kommer ikke tilbage før næste år. Det samme gentager sig: Fuglen hvæsser sit næb mod klippen én gang og flyver atter bort. Når fuglen har gjort det så mange gange, at det har bevirket, at der af bjerget kun er en bunke sand tilbage, er der gået ét sekund af evigheden. Hvis jeg skulle sammenfatte min egen oplevelse af Sahara i bare tre ord, måtte det blive: Himlen, Jorden og Stilheden Jens Kristian Overgaard Februar

5 Efterskrift Jørgen Bitsch er en af Danmarks mest kendte globetrottere, som rejste ud til de fjerneste afkroge af verden i en tid, hvor privilegiet at rejse slet ikke var blevet allemandseje. En af de første bedrifter var rejsen i 1948 på motorcykel gennem et ukendt Afrika fra København til Cape Town i Sydafrika. Siden er det blevet til utallige rejser i stort set alle verdens lande. Jørgen Bitsch har et omfattende forfatterskab bag sig, - talrige rejseskildringer og film foreligger fra hans hånd. Gennem årtier har Jørgen Bitsch været en stærkt efterspurgt foredragsholder, som har delt sine mange fremragende film og lysbilleder med tusindvis af danskere og derigennem medvirket til at inspirere nye generationer af rejsende. Igennem flere år havde Jørgen Bitsch sit eget rejsefirma, som arrangerede grupperejser til udsøgte og eksotiske rejsemål, - rejser, hvor kultur og natur var i højsædet, og hvor Jørgen Bitsch selv deltog som turleder. Blandt Bitsch s personligt foretrukne rejsemål var især Borneo, Mongoliet og Sahara. Jørgen Bitsch var på det tidspunkt, denne rejse fandt sted, 66 år gammel. Han er født i 1922, og døde i 2005, 82 år gammel. 5